september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘okkultisme’

Thomas Alsop – Manhattans beskytter af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt

Thomas Alsop v1 Softcover_DK.inddFlot og fascinerende tegneserie om spøgelser og onde kræfter på Manhattan.

Siden 1699 hvor Richard Alsop blev forbandet af en indiansk sharman har et medlem af familien været Manhattans beskytter, med formålet at holde onde kræfter og sort magi væk fra øen. I nutiden hedder beskytteren Thomas Alsop, og efter at hans ven Marcus ved et tilfælde filmede en af Thomas’ uddrivelser og lagde den på YouTube, er Thomas blevet en mediesensation med egen webserie, inklusive tv-specials, i rollen som paranormal detektiv.

Thomas er dog ikke oplagt i rollen som helt. Han er selvoptaget og uansvarlig, og i mellem de mange fester vælger han de lette sager, som giver godt tv. I det skjulte er han dog bekymret, for det lader til, at hans evner som beskytter er svindende, så da han opdager, at de mange sjæle fra 9/11 stadig er fanget ved Ground Zero, tilkalder han hjælp.

“Thomas Alsop – Manhattens beskytter” er første del af to om Thomas Alsop. Her bind bliver vi introduceret for den nuværende beskytter, Thomas, men vi får også historier om slægtens første beskytter, Richard Alsop, og ikke mindst om Neziah Bliss og Den Sorte Ring der i 1702 bragte en stor ondskab til Manhattan, som siden har ruget under øen, og som Thomas i nutiden bliver nødt til at forholde sig til.

Man kan på en måde godt kalde Chris Miskienwicz og Palle Schmidts udgivelse for en superhelte-historie, for Thomas Alsop er på en måde en slags superhelt – dog ikke en blankpudset Marvel helt med et 100% korrekt moralsk kompas, for Thomas Aslop fifler med sine kræfter og er bange for ikke at slå til, da det virkelig gælder.

Chris Miskienwicz skriver i sit forord lidt om, hvordan idéen til historien om Thomas Aslop opstod, og her beskriver han bl.a. sin fascination af både kirkegårde og New York, og hvordan fundet af et gammelt træskib begravet under World Trade Center i 2010 gav ham idéen til plottet, da spørgsmålet: Hvor ville den højeste koncentration af spøgelser på Manhattan befinde sig nu? opstod i hans hoved.

Hans historie er både spændende og velfortalt, og jeg er vild med, hvordan han skifter mellem nutidens og 1700-tallets Manhattan. De forskellige plottråde flyder flot sammen og giver dybde til fortællingen. Samtidig bliver historien fremragende understøttet af danske Palle Schmidts stemningsfulde tegninger holdt i en løs og levende streg og en afdæmpet farvetone.

Schmidts tegninger hælper også læseren med at holde styr de forskellige plottråde.  F.eks. er nutiden holdt i forskellige farvenuancer, hvor nogle scener udspiller sig i et blåligt skær, mens andre er mere grønne eller brune. Fortiden fremtræder derimod i sort og hvid, mens scenerne med magiske elementer er rødlige. Fuldt fortjent har “Thomas Alsop – Manhattans beskytter” da også vundet den nystiftede tegneseriepris Claus Deleuran Pris både for Årets Bedste Tegneserie såvel som for Bedste Tegneserietegner.

Jeg var betaget og underholdt af bind et, og glæder mig allerede til bind to udkommer. Jeg har nemlig langt fra fået nok af den forhutlede helt, Thomas Alsop – New Yorks svar på engelske John Constantine 🙂

Besøg forlaget Fahrenheits hjemmeside eller læs mere på Palle Schmidts hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Palle Schmidt
ISBN-13: 9788771760033
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Fahrenheit

Udrensning af Patrick Leis

Udrensning af Patrick LeisSerien af gotiske krimier fra H. Harksen Productions fortsætter med Patrick Leis‘ bidrag Udrensning.

En række brænde med dødelige følger hærger på tværs af Europa. Den tyske specialagent Vögel er på sagen, men sporene er nærmest ikke-eksisterende. Tilsyneladende er der ingen sammenhæng i hvor og hvem, der rammes af pyromanen, og Vögel er efter en måneds efterforskning ikke nærmere på en opklaring.

Også en anden er efter pyromanen. Denne person var udsat for en uforklarlig hændelse fra tre år siden, som efterlod ham med grusomme syner om fortid og fremtid. En orden reddede ham fra sindssygen og gav ham et mål med livet: find personen, der står bag de mange brande.

Endelig følger vi også pyromanen tværs gennem Europa til den endelig konfrontation.

Det er lidt af et puslespil at læse Udrensning, hvor Patrick Leis bruger ikke mindre end tre forskellige fortæller-stemmer. Jeg-fortælleren, som forfølger pyromanen; en alvidende fortæller som i du-form beretter fra pyromanens vinkel; og endelig også en 3. persons-fortæller hvor vi følger Vögels opklaringsarbejde. Ved at bruge de tre stemmer holder Leis læseren i uvidenhed om historiens sammenhæng et langt stykke ad vejen, og det fungerer godt sammen med krimiplottet. For nok er vi ikke i tvivl om, hvem der står bag brændene, men vi aner ikke hvorfor før mod slutningen, hvor Leis lige twister vores forestilling om godt og ondt en sidste gang.

Undervejs i romanen har Leis puttet flere referencer til sin tidligere udgivelser. Bl.a. samarbejder Vögel på et tidspunkt med kommisær Eriksen, som vi også traf i Sort vand, og hændelsen, som jeg-fortælleren refererer til, sker i Jagtmarken. De to referencer fandt jeg selv, men Leis nævner flere i sin efterskrift, hvor han også fortæller, hvordan Udrensning startede som en helt anden fortælling for omkring 15 år siden, men fandt sin endelige form da H. Harksen spurgte, om ikke Leis ville bidrage med en gotisk krimi.

Jeg kan godt lide Patrick Leis’ bøger. Han skriver underholdende med masser af action og som oftest med lidt samfundskritiske kommentarer smidt ind undervejs. Det er også tilfældet her i Udrensning, hvor Leis som vanligt fortæller sin historie effektivt og uden dybe person-tegninger eller andre psykologiske dikkedarer. Det kan man enten lide eller ej, og jeg hører til dem, der kan.

Besøg Patrick Leis’ hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Patrick Leis

Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Aandemanerne

Som børn oplever Søren, Matthias, Samuel og Marie hver især noget uforklarligt, der lagrer sig i deres bevidsthed, og måske er det de oplevelser, der ligger til grund for det tætte venskab, der opstår mellem dem, da de starter på gymnasiet. En sommer tager de fire unge til Tisvilde, hvor Sørens fasters hus skal ryddes. Det der skulle have været nogle hyggelige arbejdsdage, ændrer pludselig karakter, da Samuel en aften opdager en skjult bygning i skoven.

”Åndemanerne” er blevet lanceret som en roman, men de 12 kapitler kan næsten læses som små individuelle noveller, idet de veksler (tilsyneladende) uafhængigt mellem hovedpersonerne på forskellige tidspunkter i deres liv. Efter de indledende fire kapitler hvor vi introduceres for de fire ungdomsvenner, hører vi bl.a. om en rejse til Hamborg, hvor Søren og Matthias turnerer rundt i nattelivet med uforudsete konsekvenser, mens Samuel er på jagt efter nogle breve af en digter, som han er dybt fascineret af, et andet sted i Hamborg.

Følgevirkningerne af turen til Hamborg hører vi om i de næste kapitler, hvorefter vi vender tilbage til Marie, som i mellemtiden er blevet gift og nu venter på, at hendes mand skal komme hjem. Denne længsel bringer skyggerne til live, og i et senere kapitel vender fortiden meget bogstaveligt tilbage til hende, og afslutter romanen på grummeste facon.

Det er svært at referere handlingen uden at afsløre for meget, idet en stor del af betydningen ligger i sammenspillet mellem kapitlerne, som ikke bør afsløres i en anmeldelse. På den måde er ”Åndemanerne” en meget fascinerende roman, som i sin opbygning minder lidt om et puslespil, hvor hvert kapitel lægger en ny brik til forståelsen.

Det er også en lidt kompleks roman, idet Martin Wangsgaard Jürgensen ikke lefler for læseren ved at udpensle sine pointer eller forsøger at score hurtige point ved at lade mere klassisk uhygge spille hovedrollen. I stedet er det langt hen ad vejen den underspillede gru og det skjulte begær, der pludselig bliver virkelig, hvilket lader kapitlerne sætte sig i ens underbevidsthed, hvor de rumsterer videre, længe efter at man har lagt bogen fra sig.

Martin Wangsgaard Jürgensen inviterer læserne ind i et tusmørke Danmark, hvor det ukendte lurer under hverdagens grå virkelighed, og hvor ulykkelige skæbner fører læserne helt ud sindets afkroge. Det er både trøstesløst og forfærdeligt, men også ualmindelig godt skrevet, og jeg blev med det samme indfanget af denne anderledes, men meget vellykket roman, som både skræmmer og besnærer.

Martin Wangsgaard Jürgensen er mag.art. i middelalderarkæologi fra Aarhus Universitet. Han står bag bloggen ”Fra Sortsand” der beskæftiger sig med bøger og musik indenfor horror, science fiction og fantasy. ”Åndemanerne” er hans romandebut, men han har tidligere fået udgivet enkelte noveller, bl.a. “Frelse gennem bod” sammen med Jacob Krogsøe i “Undergang” samt “Under marehalmen” i “Grufulde mørke“.

Besøg Martin Wangsgaard Jürgensens blog

Læs også Jacob Krogsøes omtale af ”Åndemanerne” på Planet Pulp

Se mere og bestil bogen på H. Harksen Productions hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: december 2014
Omslag: Martin Wangsgaard Jürgensen

 

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk

Lidenskabens_prisVelskrevet gotisk krimi, der suger læseren ind i et dystert og fordærvet mørke

Da filosofilæreren Maurice ser billedet af den brændte mand i lænestolen på Internettet, er han straks klar over, at noget er helt galt. Så da hans gamle veninde, Eva, som nu arbejder for Odense politi, kontakter ham umiddelbart efter, er han forberedt – tror han.

Det viser sig nemlig, at der er endnu et offer i sagen. Den brændte mands hustru, hvis krop er fuldstændig dækket af pulserende pusfyldte blærere, blev fundet i badeværelset og er nu blevet indlagt i koma på hospitalet.

Sagen virker uforklarlig, og det er derfor, Eva beder Maurice om hjælp. Han har nemlig evnen til at se ting, der er skjult for almindelige mennesker. Og han er slet ikke i tvivl om, at noget umenneskeligt er på spil, men hvad? Opklaringen bringer Maurice dybt ind i mørket, hvor lidenskab og menneskeligt fordærv kræver uhyrlige ofre.

Niels Ole Busk debuterer som romanforfatter med ”Lidenskabens pris”, der udkommer som en del af serien Gotisk Krimi fra H. Harksen Productions. Jeg har dog tidligere læst novellen ”Nysgerrighed” af ham fra antologien ”Pix”.

Først i bogen definerer Harksen, hvad der forstås ved en gotisk krimi: et skønlitterært værk om forbrydelser, der er dystre, uhyggelige og groteske, og opklaringen af disse forbrydelser. Og det er lige hvad ”Lidenskabens pris” er – grotesk, skræmmende og samtidig løber der en tør, sort humor som en befriende tråd under uhyggen.

Jeg kom til at tænke på Mike Careys okkulte detektiv John Constantine, som blev spillet af Keanu Reeves på det store lærred i filmen ”Constantine” fra 2005. Samme blanding af tør humor og det okkulte smurt ud over en krimigåde er med til at gøre ”Lidenskabens pris” til en virkelig underholdende oplevelse.

Min eneste anke er egentlig, at jeg overhovedet ikke bryder mig om forsiden. Med sin kedelige typografi, lyse baggrund og en sløret kvindesilhuet yder den slet ikke romanen retfærdighed.

Bogens univers er mørkt og emmer af uhygge og mørkets ukendte og farlige drifter. Men omslaget får mig blot til at tænke på en dårlig krimi.

Det er super ærgerligt, når man tænker på, hvor lækkert omslaget til ”Killer Killer” af Morten Ellemose (den første udgivelse i serien) med sin blodrøde baggrund og spændende brug af typografien, var. Her passede indhold og omslag langt bedre sammen.

Men det kedelige omslag bør ikke afholde nogen fra at læse ”Lidenskabens pris”, for her er tale om en velskrevet, dyster og grotesk rejse ind i mørket.

Kom bare i gang,” sagde jeg uden synderlig interesse. Jeg havde rigelig travlt med at lade være med at kommentere på billedet. Det var ikke min opgave at opfordre eleverne til at se på den slags i mine timer. Jeg var der i min egenskab af gymnasielærer. For det er det, jeg er. Eller det kæmper jeg for at være. Det kan være svært at fastholde den slags dagligdags aktiviteter, når man skal forholde sig til forbrændte mænd med strittende pikke, hvilket jeg ret beset heller ikke var tvunget til. Som min far altid havde sagt, var der et alternativ. Jeg kunne vælge at gøre noget andet. Bare fordi jeg havde en viden, betød det ikke, at jeg skulle lade den diktere mine handlinger. Langt det meste af tiden gør vi alligevel ikke noget ved det, vi ved noget om. Sandt nok. Jeg blandede mig ikke i politik og sociale aktiviteter og filosofiske debatter, selvom jeg vidste noget om alle dele. Det var de færreste mennesker, der vidste halvt så meget som mig. Til gengæld kunne jeg ikke lade være med at blande mig, når der dukkede en sag som denne op. Den ’stakkels mand’ på billedet kunne for andre ligne en konstruktion i en syg sminkørs hjerne. For mig var han noget helt andet … For mig var det ikke bare et billede. Det var et tegn.”

Også omtalt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk 

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: H. Harksen Productions
Sider: 133

Deadboy af Tom Kristensen

DeadboyJeg har ivrigt fulgt med på Lars Kramhøft og Tom Kristensens blog, hvor de løbende udgiver afsnit af tegneserien  Made Flesh. Nu er Tom Kristensen så debuteret med en soloudgivelse, tegneserien Deadboy fra Forlaget Forlæns, som introducerer Forlæns Budget. Forlæns Budget er en ny linje af unge talenters serier, alle udgivet i paperback til den yderst rimelige pris af 98 kr. Og jeg kan med det samme opfordre til at bestille den her.

Historien handler om skeletdrengen, som vågner op i skoven, forvirret og uden hukommelse om, hvorfor han er endt som et skelet. Han får hjælp af Kat til at finde ud af, hvordan han bliver en almindelig dreng igen, men det er ikke så simpelt. Sideløbende følger vi Astrid, en ganske almindelig kontormus, som i sine drømme besættes af en gal krigergud. De to mødes i skoven, hvor det viser sig, at de har fælles interesser.

Historien er måske ikke så original, men den holder og underholder – særligt pga. den tørre, underspillede humor som dukker op hist og pist.

Originale er tegningerne til gengæld. Jeg er vild med Tom Kristensens grove, rå sort/hvide billeder, som til tider virker helt skitse-agtige, men som er fulde af dynamik og udtryk. Kristensen udnytter siderne optimalt, og bryder gerne billedrammernes traditionelle opbygning. Samtidig veksler han mellem sort, grå og hvid baggrund, hvor især de sorte baggrunde skaber en fantastisk dybde i tegningerne.

Jeg har aldrig lært de rigtige begreber til at beskrive billeder, så jeg tror desværre ikke, at ovenstående beskrivelse yder Tom Kristensens værk retfærdighed. Men det bør ikke afholde nogen fra at læse Deadboy, som efter min mening er en yderst vellykket debut.

Læs mere på Tom Kristensens blog eller på Forlaget Forlæns hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Tom Kristensen
Sider: 107
Forlag: Forlæns

Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Ånden i cirklenJustin og Joys farfar er meget interesseret i det okkulte, og en dag mens farfaren er ude at rejse, sniger Justin sig dog ind og “låner” en bog med besværgelser. Sammen med lillesøsteren Joy og vennen Trevor planlægger Justin at påkalde en ånd for at drille skolekammeraten Daniel Eilersen, der slet ikke tror på den slags. Det gør Justin egentlig heller ikke, men ikke desto mindre lykkes det for dem at få kontakt med en ånd, og desværre er det en meget stærk ånd, der ikke har tænkt sig at adlyde Justins kommandoer. Det lykkes for den at bryde cirklens magt og slippe fri, og nu er det op til de fire unge at sende ånden tilbage, inden den slår dem alle ihjel.

E. E. Richardson debuterede med The Devil’s Footstep i 2005. Jeg faldt tilfældig over Ånden i cirklen, da jeg havde en stille vagt i børnebiblioteket, hvor jeg ellers sjældent befinder mig. Således er det også afsløret, at her er tale om en ungdomsbog, og starten er da også lige på og rå uden særlig introduktion til de lidt skabelon-agtige karakterer. Plottet er heller ikke særligt overraskende for den voksne læser, som formentlig ikke vil være det mindste i tvivl om, hvem ånden i sidste ende besætter.

Der hvor historien lykkes bedst, er i beskrivelserne af konfrontationerne med ånden. Her lykkes det flere gange for E. E. Richardson at skabe en troværdig og uhyggelig stemning, som i hvert fald virkede på mig.

“Joy kiggede op – og himlen var levende. Mørke skyer sejlede hen over den ligesom røg fra en voldsom ildebrand, men det var ikke aske eller støv, hun så. Skyerne bestod af noget levende, noget stimlende og strømmende, en mængde vingede væsner, der flagrede ned fra himlen og styrede lige mod dem. Flagermus? råbte Justin uforstående og beskyttede øjnene. Fugle, sagde Eilersen, og det burde i sig selv have været fuldstændigt latterligt, harmløst, men ikke så mange fugle, der dykkede hen mod dem med dén fart og dét formål. De væltede ned fra træerne og hen over hustagene: spurve og krage og måger og duer og andre fugle, som Joy ikke kendte, samlede sig i en unaturlig stor monstersværm. For det var en sværm, ikke bare en almindelig flok. Og fuglene bevægede sig ikke ligesom fugle; de formørkede himlen som en af Egyptens ti plager, klar til at hærge landskabet og forvandle grønne marker til ørken. Joy så allerede de blafrende vinger for sig, hun så, hvordan små stikkende øjne stirrede på dem fra alle sider, og hvordan næb og kløer flænsede og flåede… “

Trods disse glimt af rigtig horror så lykkes Ånden i cirklen aldrig at blive rigtig interessant for den voksne læser. Dog er jeg overbevist om, at E. E. Richardson rammer sin målgruppe perfekt, og som ungdomsgyser er bogen godkendt, omend jeg har læst bedre.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Originaltitel: The Summoning
Omslag: www.25design.co.uk

 

Udgivelser af E. E. Richardson:

Djævelens fodspor, 2007 (The Devil’s Footsteps, 2005)
Fanget, 2006 (The Intruders, 2006)
Devil for Sale (2007)
Ånden i cirklen, 2007 (The Summoning, 2007)
Et djævelsk håndslag, 2009 (The Soul Trade, 2008)
Gravens gru, 2008 (Grave Dirt, 2008)
Black Bones (2010)

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

The Last Exorcism

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor

PorcelænsdukkenHer på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

Darkness

DarknessHvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se Darkness – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

Darkness er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

Darkness er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som The Amityville Horror, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, Thir13teen Ghosts, The Shining og Balaguerós egen Fragile for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står Darkness ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som Darkness at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af Darkness og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører – og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for Darkness. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse 🙂

Om filmen:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk