Indlæg tagget med ‘okkultisme’

Forbandet onDsdag af Ane Gudrun

Forbandet onDsdag af Ane Gudrun

Forbandet onDsdag har både sort humor, store følelser og et godt gys. Det er ikke rendyrket horror, men det er forbandet underholdende.

Iben (kaldet Ibber) bor i Tarmstrup, verdens kedeligste by langt væk fra alt. Hendes bedste – og eneste ven – er Jonas, som hun har kendt siden fødslen. Deres mødre blev venner under graviditeten, og Ibber og Jonas er vokset op nærmest som søskende. Hvor Ibber bliver betragtet som sær af klassekammeraterne, synes alle godt om Jonas. Han er godt nok ranglet, højlydt og ikke speciel pæn, men han har masser af charme og scorer damer for et godt ord.

En dag begynder en ny pige i klassen. Hun er halvt finsk og hedder Aada. Ibber kalder hende dog for Onsdag, fordi hun ligner pigen Wednesday fra filmen The Addams Family. Jonas falder pladask for Aada og overtaler Ibber til at besøge hende. Det er Ibber ikke vild med af flere årsager. Ikke mindst fordi Aadas familie er flyttet ind i Tarmstrups spøgelseshus.

Det viser sig, at Aada er meget interesseret i hekse og det okkulte, så da Jonas fortæller hende om husets blodige historie, bliver hun dybt fascineret. Og næste dag i skolen har hun noget spændende at fortælle. Efter deres besøg fandt hun en lille stofpose med en broche og et brev i, og brevet afslører en grum historie.

Brochen bliver en vigtig del af en række udfordringer, de tre unge stiller hinanden. Udfordringerne starter i det små, men snart løber de helt af sporet, og Ibber fortryder, at hun nogensinde har indladt sig på legen.

Forbandet onDsdag er en spændende historie om at føle sig anderledes, om venskab og forelskelse, og om en leg, der begynder uskyldigt, men ender i mørke og had.

Jeg kan godt lide, når forlagene kæler for deres udgivelser, og layout-mæssigt er Forbandet onDsdag lækkert udført. Hvert kapitel indledes med en tegnet vignet af en broche samt et par fremhævede linjer fra kapitlet. Ane Gudrun er en dygtig illustrator, og forsiden med de stirrende blå øjne skal nok fange målgruppen. Se en video om udviklingen af forsiden HER.

Jeg var vældigt underholdt af Forbandet onDsdag, der starter som en ’almindelig’ ungdomsroman, men udvikler sig til en mørk thriller. Det er nemt at identificere sig med Ibber, der føler sig udenfor i Tarmstrup, og beskytter sig selv med en sarkastisk distance til omverdenen. Hun savner ofte sin farfar, der var regnskovsbiolog i Ecuador. Han står for hende som symbolet på eventyr, og hun taler tit med ham i tankerne.

Også venskabet mellem Ibber og Jonas og den usikkerhed, der dukker op i hælene på Aadas ankomst i deres lille gruppe, beskrives rigtig godt. Ligesom Ibbers betagelse af den lidt ældre Eetu, og hvordan det påvirker hende, er meget realistisk fortalt.

Endelig er Forbandet onDsdag også elementært spændende. Ane Gudrun bygger en virkelig grum stemning op mod slutningen, der nok skal få de unge læsere til at kaste urolige blikke over skulderen under læsningen.

Med andre ord – er du til gode ungdomsbøger med et uhyggeligt islæt? Så er Forbandet onDsdag noget for dig.

Uddrag af bogen:

Vi var kravlet ind gennem et lille vindue i kælderen, som stod åbent for at lufte den tætte lugt af rådden jord ud, der sikkert stadig hersker i spøgelseshusets kælder. Både Jonas og jeg fik et sår hen over maven af haspelukningen i bunden af vinduesrammen, da vi kravlede ind. Vi listede hele huset rundt.

Der lå gamle aviser på gulvet, og kaffekrus stod med mugblomster flydende på sorte søer. Alle steder herskede en ubehagelig lugt af mus og affald. Bunker af beskidt tøj lå dynget over møblerne, så skyggerne dannede forkrøblede væsner. Det klammeste var dog de små bylter, som lå alle steder. Små stykker brunligt lærredsstof bundet til poser, der var rimpet sammen af et tyndt stykke snor. Poserne var placeret i små underlige cirkler alle steder, så det virkede helt rituelt.

Min krop havde sitret i lige dele afsky og skræk.

Jonas havde åbnet en af poserne. Den indeholdt jord og kugler af gråligt hår. Jeg prøvede at overtale Jonas til at skride lige efter det. Men han ville ovenpå.

Det havde set ud, som om huset var efterladt i hast, og udlejeren havde endnu ikke ryddet op. Han bor heller ikke i byen længere. Han lejer ud, fordi han i sin tid ikke kunne sælge huset. Den nye ejer har selv købt det billigt på grund af den historie med manden, som tog livet af en kvinde og derefter sig selv i huset. Ingen synes at ville snakke om, hvorfor manden gjorde det. Måske ved ingen det, men tragedien hænger tungt over huset … (side 22-23)

Om Forbandet onDsdag:

Udgivelsesår: 08.09.2021
Forlag: Petunia, 212 sider
Omslag: Ane Gudrun

Besøg Ane Gudruns hjemmeside

Læs også:

Lugnasad af K.L. Berger
Fjeldgænger af Julie Clausen
De sorte symboler af Nick Clausen
Genvejen af D.S. Henriksen
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
Når ingen hører dig skrige af Stephanie Perkins
Ånden i cirklen af E. E. Richardson

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen

Jeg indhenter dårlig læse-samvittighed for tiden, og en af de helt store syndere er, at jeg først nu har fået læst Den store gud Pan og andre fortællinger af Arthur Machen. Den købte jeg ellers til Bogforum sidste år, og glædede mig til at læse. Nu har jeg heldigvis fået rettet op det, og kan varmt anbefale den.

Arthur Machen blev født i Wales d. 3. marts 1863 som Arthur Llewellyn Jones (Machen var hans mors pigenavn). I dag er han primært kendt som horrorforfatter, men han skrev i mange genrer. Han var også både journalist, forlagsassistent, magasinredaktør og omrejsende skuespiller. Og så var han gennem venskaber tilknyttet Londons okkulte miljø i en længere årrække.

“Den store gud Pan” (1894) var Machens første kommercielle succes. Her mødes den beåndede natur med maniske forsøg på at afdække naturens dybeste hemmeligheder i videnskabens tjeneste, og konfrontationen udløser et eskalerende orgie af rædsel og gru, der langsomt optrevles af en lille gruppe af selvbestaltede gentlemen-detektiver. Samtidige kritikere udråbte fortællingen som noget af det mest grænseoverskridende og ubehagsvækkende inden for britisk litteratur, og avisen “The Westminister Gazette” beskrev den som “Et usammenhængende mareridt af sex og de bagvedliggende formodede forfærdelige mysterier. (forordet side 9)

Bogen indledes med et interessant og oplysende forord af Freja Gyldenstrøm, der skrev speciale i litteraturvidenskab om guden Pan, herunder om Arthur Machens novelle. Her kommer hun både omkring Arthur Machens liv og forfatterskab, og hvordan han har inspireret generationer af forfattere fra den samtidige H.P. Lovecraft over Stephen King til Guillermo del Toro og Alan Moore.

Herefter følger fem udvalgte noveller med ‘Den store gud Pan‘ som den første. Med en længde på 70 sider er her nærmest tale om en lille kortroman.

Historien fortælles primært af tre gentlemen ved navn Clarke, Villiers og Austin. Vi introduceres for Clarke i første kapitel, hvor han besøger sin bekendte, doktor Raymond. Raymond forbereder et eksperiment på sin myndling, Mary, der skal løfte sløret for at se den virkelige verden, der findes bag denne verdens skygger. Selvom eksperimentet for så vidt lykkes, går det alligevel grueligt galt. Villiers og Austin introduceres i kapitel tre. Her møder Villiers en gammel bekendt, Herbert, der er gået i hundene. Herbert beretter om sit ægteskab med en kvinde ved navn Helen, som førte ham i fordærv og til sidst forlod ham. Efterfølgende fortæller Villiers om mødet til Austin, der kan tilføje en række detaljer. Bl.a. om et uforklarligt dødsfald lige foran ægteparret Herberts hus.

Historien fortælles gennem 8 kapitler og som sagt gennem forskellige fortællere, og en mystisk kvinde er den gennemgående figur. Hvert kapitel er et fragment af et større billede, som bliver tydeligere og tydeligere, jo længere ind i historien vi kommer.

De øvrige fire noveller varierer i længde fra 5 sider til 50 sider.

‘Det hvide pulver’ handler om en ung ambitiøs mand, der for at modvirke overanstrengelse af sine studier får en recept på et medikament. Medikamentet virker tilsyneladende nærmest øjeblikkeligt, men så begynder den unge mand at ændrer sig.

Samlingens korteste fortælling er ‘Bueskytterne’, om en soldat ved Slaget ved Mons der får sine bønner hørt, da en lille engelsk styrke er i fare for at blive fuldstændig udslettet af en overmagt af tysker tropper. I ‘Den lysende pyramide’ inviterer Vaughan sin gamle ven og forfatter Dyson på besøg. En pige er forsvundet på Vaughans hjemegn, og samtidig sker der mystiske ting på hans grund. Vaughan håber, at Dyson kan opklare begivenhederne, som sender dem på sporet af nogle mystiske underjordiske væsner.

Den sidste novelle i Den store gud Pan og andre fortællinger er ‘Det hvide folk’. Her diskuteres ondskabens væsen med baggrund i en ung piges dagbogsoptegnelser.

Men jeg tror, denne fejlagtige opfattelse – der er så godt som universel – i vidt omfang beror på, at vi betragter sagen med sociale briller. Vi mener, at et menneske, som gør os og sin næste noget ondt, må være et meget ondt menneske. Og det er han også fra et socialt synspunkt men kan De ikke forstå, at Ondskab i sin essens er et ensomt fænomen, den enkelte, individuelle sjæls lidenskab? Den gennemsnitlige morder er vitterligt ikke som morder betragtet på nogen måde en synder i ordets sande betydning. Han er simpelthen et vildt dyr, som vi må skaffe os af med for at redde vores eget skind fra hans kniv. Jeg vil snarere kategorisere ham sammen med tigerne end med synderne. (side 146-147)

Den store gud Pan og andre fortællinger giver en glimrende introduktion til Arthur Machens forfatterskab, og demonstrerer på bedste vis hvorfor han har været en inspirationskilde for så mange store forfattere. Jeg kan kun varmt anbefale bogen, for trods de over 100 år på bagen er især de første fire fortællinger stadigvæk fremragende læsning. Sproget kan selvfølgelig virke en smule altmodisch, men det føjer egentlig blot til stemningen efter min mening. Og særligt titelnovellen indgyder en snigende følelse af ubehag, som sidder i læseren, også efter at bogen er lukket.

Andre skriver:

Berlingske Tidende:
Man skal møde livet med undren og nyfigenhed og turde se og søge bag om det umiddelbare og fysiske, for verden er fyldt med mysticisme, og virkeligheden er sjældent det, den giver sig ud for. Det er ikke bare budskabet i Arthur Machens nyoversatte, klassisk-gotiske novellesamling »Den store gud Pan og andre fortællinger«, det er også en anbefaling til kommende læsere af denne lille, fine og farligt foruroligende bog om djævelskab, ondskab og uforklarlige vanskabninger. De fem fortællinger er ikke gyserhistorier i traditionel forstand, og uhyggen afhænger af den læsendes fantasi og åbenhed for det okkulte. Men slipper man tøjlerne til sin indre rationelle pedant og giver los for det magiske og metafysiske, bliver man belønnet med mystik og seksuelle metaforer, så både nakkehår og meget andet rejser sig. (Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende d. 22. november 2021)

Litteratursiden:
Machens fortællinger er – meget lig H. P. Lovecrafts – mere en rejse ind i menneskets eget vanvittige sind, end det er egentlige beskrivelser af den fysiske ondskab. Novellerne er små studier i frygt – og hvordan den opstår. Hvordan vores møder med det uforklarlige præger os og danner grobund for den bidende angst, der kombineret med menneskets fantasi skaber former og skabninger i mørket, som er helt individuelle fra person til person […] For er det dovent skrivearbejde at give plads til vores fantasi og lade os stykke stumperne sammen selv? Ikke, hvis du spørger mig. Jeg finder det intelligent og provokerende, og hvis man kan acceptere historier, hvor du aldrig får det fulde svar – men selv må komme med det – så vil Machens glimt af ondskaben omkring os opleves som en sand rutschebanetur med frygttoget. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden.dk)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Historierne i denne samling har haft uendelig stor betydning for en lang række undergenrer af horrorgenren, og det er tydeligt hvorfor. Har man én gang læst dem, glemmer man dem aldrig; den foruroligende krybende uro og Arthur Machens uovertrufne evne til at opbygge atmosfære, her i en helt fantastisk oversættelse og tilføjet et rigtig godt forord.

Bogvægten:
Machen beskæftiger sig med sand ondskab, og den har man jo ikke haft i Danmark siden reformpædagogikken, hvilket gør den til et virkeligt spændende emne. Den sande ondskab kan godt benytte og udnytte mennesker, men ondskaben i sig selv er ikke menneskelig. Hos Machen er den flere gange lidt uspecifik dyrisk med negative, magiske evner, eller: “som hæsligt vanskabte børn, ansigter med mandelformede øjne, der lyste af ondskab og unævnelige lyster …” (Læs hele anmeldelsen på Bogvægten.dk)

Om Den store gud Pan:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 196 sider
Omslag: Koitz Animation & Graphics
Oversætter: Hans-Jørgen Birkmose

Indhold:

Forord af Freja Gyldenstrøm
Den store gud Pan (The Great God Pan, 1890)
Det hvide pulver (Novel of the White Powder, 1895)
Bueskytterne (The Bowmen, 1914)
Den lysende pyramide (The Shining Pyramid, 1895)
Det hvide folk (The White People, 1904)

Læs også:

Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Kødets afveje af Anders Hoberg
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Manden, som træerne elskede af Nikolaj Johansen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Horla af Guy de Maupassant
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen
Frankenstein af Mary Shelley
Al kødets gang af A. Silvestri
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson
Dommerens hus af Bram Stoker
Dr. Wunderkammers oversættelser af Thomas Strømsholt
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel

Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

Den okkulte detektiv - de samlede Carnacki-fortællinger af William Hope Hodgson

At jeg først får omtalt Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger nu er faktisk lidt af en skandale. Jeg var nemlig så privilegeret, at jeg fik lov til at læse novellerne om Carnackis oplevelser, før de udkom. Men bedre sent end aldrig som man siger.

William Hope Hodgson levede fra 1877 til 1918, og det lå ikke i kortene, at han skulle blive forfatter. Faktisk var han så opsat på at blive sømand, at han som ganske ung mand stak af hjemmefra for at stå til søs. Det viste sig dog, at livet på havet ikke var, hvad Hodgson havde drømt om, og i 1901 gik han i land og åbnede et træningscenter. Kort efter begyndte han at skrive, og i 1904 udkom hans første novelle The Goddess of Death.

Hodgson nåede at udgive en række noveller og romaner inden sin alt for tidlige død på slagmarken i Belgien under 1. verdenskrig. Herunder bl.a. seks historier om den okkulte detektiv Carnacki. Senere blev yderligere tre Carnacki-fortællinger samt en række andre historier udgivet posthumt af Hodgsons familie. De første seks fortællinger har tidligere været udgivet i Porten til Helvede og andre fortællinger fra 1929, mens de sidste tre her foreligger på dansk for første gang. Den originale arkaiske sprogtone fra de oprindelige oversættelser er beholdt, dog med moderne retstavning.

Efter et forord af Per Sanderhage indleder Hodgson således:

Dette er beretningen om nogle af min ven Carnackis oplevelser, som vi hørte ham fortælle dem om aftenen ved vores sammenkomster, og som jeg genfortæller med hans egne ord...

Herefter følger de ni historier, der kommer vidt omkring.

I ‘Den flyvende død’ undersøger Carnacki en gammel dolk, der ifølge sagnet angriber og dræber enhver fjende af slægten Jarnock. I ‘Porten til Helvede’ hjemsøges et værelse, hvor tre af godsejerens forfædre blev fundet døde. ‘Blodregnen’ udspiller sig i Irland. Her har en af Carnackis bekendte arvet en herregård, hvor det ifølge lokalbefolkningen spøger. I ‘Dian Tiansays sang’ bliver Carnacki involveret i et væddemål, mens ‘Huset ved kirkegården’ handler om hans allerførste sammenstød med overnaturlige væsener. Og så kommer Carnacki såret ud af ‘Spøgelseshesten’, som handler om kærlighed stærkere end døden.

Den første af de tre nyoversættelser er ‘Det hjemsøgte skib’, som tager læseren ud på en stormfuld færd. Og i de to sidste fortællinger må Carnacki standse et uhyre fra dybet i ‘Svinet’, mens det handler om sjældne bøger i ‘Et fund’.

Carnacki-fortællingerne er en blanding af Sherlock Holmes og klassiske spøgelseshistorier iblandet okkultisme. Carnacki bruger både okkulte ritualer og Sherlocksk deduktion til at opklare sagerne, som ind i mellem er rent verdslige og andre gange rækker ind i det ukendte.

William Hope Hodgson er stort set ukendt i dag i modsætning til f.eks. forfattere som Arthur Machen og H. P. Lovecraft, der var samtidige med ham. Men selvom Hodgson ikke er på højde med disse, så er han nu alligevel et besøg værd, hvis man bare er en lille smule interesseret i horrorgenren og dens udvikling.

Uddrag af ‘Svinet’:

Ud af den sorte, skyggeagtige åbning, der nu fyldte hele centrum af ‘forsvaret’, kom en svag lyd – ikke som om den var særlig nær, men ligesom den kom op til mig fra en ukendt afgrund. Den lød meget, meget svag og langt borte, men jeg genkendte den: det var uden tvivl den umådelige fjerne lyd af utallige svin.

Og i samme øjeblik gryntede Bains som et svin i mine arme, som om han besvarede lyden.

Der stod jeg mellem de lufttomme glasrør i cirklerne, og stirrede svimmel ned i denne sorte, skyggeagtige skakt, der forekom mig at føre direkte til Helvede fra et sted under min venstre albue.

Det hele var gået så langt videre end jeg havde forestillet mig, og det hele var kommet så gradvist og dog så pludseligt, at jeg følte mig mentalt lammet, og ikke kunne tænke på andet end, at der mindre end tyve fod fra mig var en dør og den virkelige verden udenfor; og jeg var her, ansigt til ansigt med en eller anden utænkelig fare, uden nogen som helst forestilling om, hvordan jeg skulle undgå den. (side 190)

Om Den okkulte detektiv:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: SerieKlubben, 233 sider
Omslag: Henrik Rehr
Oversætter: Helge Marks-Jørgensen og Kim N. Jensen

Læs historien bag forsiden HER

Indhold:
Forord ved Per Sanderhage
Indledning ved William Hope Hodgson
Den flyvende død (The Thing Invisible, 1912)
Porten til helvede (The Gateway of the Monster, 1910)
Blodregnen (The House Amont the Laurels, 1910)
Dian Tiansays sang (The Whistling Room, 1910)
Huset ved kirkegården (The Searcher of the End House, 1910)
Spøgelseshesten (The Horse Invisible, 1910)
Det hjemsøgte skib (The Haunted Jarvee, 1929)
Svinet (The Hog, 1947)
Et fund (The Find, 1947)

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Spøgelseshistorier af Lafcadio Hearn
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Djævlens hjerte af Lars Kramhøft
Tilfældet Charles Dexter Ward af H. P. Lovecraft
Horla af Guy de Maupassant
Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen
13 okkulte Noveller af Harald Thomsen

6 gode tegneserier

Fra Satankult til Kaossten

Her i efteråret er jeg ‘kommet til’ at købe lidt mange bøger og tegneserier med hjem, og jeg må konstatere, at jeg nok ikke får skrevet om dem alle sammen her på Gyseren. Derfor dette lille opsamlingsheat for gode tegneserier, der fortjener omtale.

Gode tegneserier

Homunculus 1: Slangeilden af Benni Bødker og Rune Ryberg

Der er kommet sprækker ind til Æterplanet. Virkeligheden er ved at gå i opløsning, og intet er længere, hvad det giver sig ud for at være…

Mød dr. HarryHausen, fanatisk bekæmper af falske medier, overnaturlige charlataner og esoteriske selskaber, og ved hans side Homonculus, hans hemmelige våben. Spørgsmålet bliver snart, hvor langt dr. Harryhausen er villig til at gå i kampen mod det okkulte og verdensomspændende Ashra-Selskab?

Tosset med tegneserier er fuld af superlativer: “Fantastisk underholdende … virkelig fremragende dansk tegneserie … en okkult delikatesse for fans af tegneserier.” Jeg kan kun være enig. Historien er både underholdende og spændende, og så er jeg vild med Rybergs tegninger.

Udgivet på forlaget Fahrenheit

Kaos-stenen 1: De blodige ruiner af Gabriel Katz og Stéphane Créty

Det mægtige imperium Nemes er rystet af oprør og må derfor lade alle træde i militærtjeneste. Også de velhavende. Det er sådan, at Navel og Araes, sønner af to adelige familier, der ellers ikke kender noget til krig og kamp, bliver udsendt til Enoch, “verdens ende”, Imperiets stille nordlige grænse. Men under en patrulje vækker de ved et uheld en gammel helligdom, som har været begravet i århundreder. Det ellers før så fredelige område vil snart blive til et helvede. Barbariske horder, ledet af en blodtørstig krigsherre, krydser samtidigt havet for at invadere landet. Det bliver starten på en krig, der vil strække sig til hjertet af imperiet, en nådesløs kamp for den absolutte kilde til magt: Kaos-stenen.

Litteratursiden beskriver historien som “et slags mash-up af det gamle romerrige og World of Warcraft” og roser den for at være “seriøs og ambitiøs rendyrket fantasy“. Jeg var i hvert fald super underholdt.

Udgivet på forlaget E-voke

H.G. Wells 1: Doktor Moreaus Ø af Dobbs og Fabrizio Fiorentino

H.G. Wells fantastiske univers vækkes til live i tegneserieform med disse fortolkninger af et udvalg af Wells klassiske historier. Første album, Doktor Moreaus ø, følger Edward Prendick, der efter et skibbrud i 1887 strander på en ø i Stillehavet. Her må han tilbringe grufulde måneder med visheden om Doktor Moreau, der på øen gør horrible forsøg med at omskabe dyr til mennesker.

Bibliotekernes lektørudtalelse roser historien for at være en: “trofast og meget underholdende bearbejdning af Wells’ klassiske roman“. Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind i E-vokes oversættelse af H.G. Wells serien.

Udgivet på forlaget E-voke

Kijara 3: Naids hemmelighed af Tatiana Goldberg

Kijara-serien finder sted i Union City, hovedstaden i en samlet europæisk union, hvor kontrolleret genetisk modifikation af mennesker er hverdag, og hvor uønskede borgere marginaliseres og fratages alle rettigheder. Naids hemmelighed er tredje album i serien. Kijara har lagt sin dysfunktionelle familie og sin fortid hos den kriminelle organisation Klanen bag sig, og hun begynder så småt at falde til hos politienheden Purge, hvor hun nu arbejder som agent. Men livet som både illegal og agent er ikke nemt, og ikke alle er lige klar til at acceptere hende i teamet. Midt i sin kamp med både træning, missioner og relationer hos Purge opdager Kijara, at hun ikke er den eneste, der har hemmeligheder. Hendes kollega Naid er vist ikke den, han giver sig ud for at være.

Jeg er bare vild med serien om Kijara, der både er spændende og veltegnet, så jeg kan kun være enig med bibliotekernes lektørudtalelse, der beskriver den således: “Karaktererne står usædvanligt stærkt, har psykologisk dybde og udvikler sig på realistisk vis gennem seriens nu tre album. Tegningerne er farvestrålende, men formidler samtidig fint det dystre univers. Layoutet er spændstigt og afvekslende. Den overraskende og spændende historie har både energi og fremdrift.

Udgivet af Comic Factory

Satankulten på Anholt / red. Anders Fjølvar

“Satankulten på Anholt” er en af de mest interessante nedslag i den danske kulturhistorie, skrevet og udført af Knud Langkow. Fra receptionen i Staten museum for kunst, sendte Langkow både hemmelige breve og satanmønter ud i det danske land, for at skabe illusionen om en aktiv satankult på Anholt.

”Satankulten på Anholt” er en hyldets antologi til Knuds livsværk, lavet med den største nysgerrighed på hvad en sådan kult ville foretage sig, hvis den fandtes i vores virkelighed.

Bidragsyderne er:
Sortsind, Kim Bjørnholt, Steven Plato, Martin Schjönning, Kim Wili Nielsen, Anders Fjølvar, Árni Beck Gunnarsson, Peter Keller Hansen, Bjarke friis kristensen, Jakob Rohde-Kappel, Mai Ulrikka Sydendal, Henrik Houmann Steensen, Peter F. Holm, Kristoffer Bavngaard Thrane, Søren Bang Nørgaard & Matias Gedtek.

Forside: Peter Snejbjerg. Bagside: Bjarke Friis Kristensen.

“Satankulten på Anholt” er endnu et vellykket kickstarter projekt fra det lille forlag Afkom. Hæftet består af meget forskellige 11 historier, og er ikke for de sarte. Men er du til sort humor med splat og vold, så får du nogle herlige timers underholdning.

Udgivet af forlaget Afkom

Esben er bitter 3: Bitterheden overvinder alt af Theis Christiansen

Det går ikke så godt med karrieren, kærligheden og livet for Esben Esmann, der nu mere eller mindre har affundet sig med at tilhøre segmentet: 40+, enlig og delefar. Han vil ikke erkende, at han hader sig folkeskolelærerjob; han vil ikke erkende, at han elsker sin ekskone, og han vil i hvert fald ikke erkende, at hans verden ligeså stille og roligt er begyndt at falde sammen om ørerne på ham. Men måske er fornægtelse den bedste strategi?

Ja, jeg ved godt, at tegneserierne om Esben hverken er horror, krimi, science fiction eller fantasy, men de er så herre-morsomme, at jeg er nødt til at nævne dem. Om 3. bind skriver Nummer9 bl.a.: “Esben er bitter [rammer] som tegneseriestribe et sted, hvor du som læser ikke helt ved, om du skal grine med eller af hovedpersonen – og det er godt ramt.”

Udgivet på forlaget Fahrenheit

Esben er bitter 3: Bitterheden overvinder alt af Theis Christiansen

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Det var ganske tilfældigt, at jeg faldt over Thulesingulariteten. Jeg så en sponseret annonce for den på Facebook, og tænkte at det lød interessant. Især fordi jeg tidligere har læst Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo (2. del i hans trilogi om Mathias Hviid), så jeg var interesseret i at høre mere om nazisternes okkulte sider.

Det viste sig så, at jeg oven i købet også havde læst noget af Torben Magnild Husum før, idet han har fået udgivet to noveller i Science Fiction Cirklens serie Lige under overfladen.

Forlaget skriver:
Findes der rester af nazisternes hemmelige, okkulte selskaber i vore dage? Det spørgsmål bliver den humoristiske, joviale og impulsive konspirationsteoretiker Tom Eske og hans mere jordnære makker Ole tvunget til at finde et svar på. De bliver kastet ud i en speget sag om en forsvunden historiestuderende, der forskede i netop disse ting. De to okkulte efterforskere jagter et spor, der bringer dem verden rundt i en søgen efter glemte nazibaser, bronzestatuetter af valkyrier, en mystisk energi og endnu større hemmeligheder – helt ukendt af det moderne menneske. Hvad rodede Himmler, Thuleselskabet og Ahnenerbe egentlig med? Hvad foretog nazisterne sig i Antarktis i 40’erne – i det såkaldte Neuschwabenland? Og hvorfor besøgte Himmler en tændstikfabrik ved Farum i maj 1941?

Både forlagets beskrivelse og forsiden lover kulørt ramasjang, og det må man sige, at vi får. Helt overordnet set er Thulesingulariteten en ganske underholdende lang spurt garneret med kvikke replikker og masser af action.

Vi følger vores hovedpersoner fra København og en gammel nedlagt tændstikfabrik over Berlin og koncentrationslejren Sachsenhausen til Cape Town og Antarktis. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens ejeren af bureauet, der påtager sig mystiske, okkulte og konspirationsteoretiske sager, Tom Eske er i ukueligt godt humør og med en viden ud over det sædvanlige. Yderligere får bureauet hjælp af Toms ven Troels, der ejer et autoværksted og samtidig er lidt af en opfinder.

Tom og Ole bliver kontaktet af den historiestuderende Rikke, hvis kæreste Torsten er forsvundet under et besøg på en gammel tændstikfabrik i Farum. Det viser sig, at Torsten skrev på en ph.d.-afhandling om Ahnenerbe (den fædrene arv), en organisation SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede for at forske i den ariske races aner og okkulte fortid, og at det har forbindelse til den danske tændstikfabrik. Men hvordan kan nazisternes forskning under 2. verdenskrig få en ung mand til at forsvinde i nutiden? Det er det op til Ole og Tom at finde ud af.

Som sagt var jeg overordnet set fint underholdt af Thulesingulariteten. Jeg synes, det er spændende at læse om konspirationsteorier med nazister involveret, og Torben Magnild Husum smider mange spændende teorier op. Sproget flyder fint, og jeg kan også godt lide den humoristiske tone. Endelig synes jeg, det var sjovt at falde over et dansk ‘detektivbureau’ med speciale i det ‘unormale’. Det fik mig til at tænke på Jim Butchers bøger om troldmanden Harry Dresden, hvor jeg netop har set tv-serien (og ja, jeg ved godt, at jeg er 12-13 år bagefter).

Men der er desværre også lidt malurt i bægeret. Persontegningerne er ret tynde, så jeg engagerede mig ikke for alvor i dem. F.eks. virker det mærkeligt, at den skeptiske Ole arbejder for Tom. Her kunne det have været på sin plads at etablere deres forhold, så den del blev troværdig for læseren. En anden ting er det ret vilde plot. Det behøver ikke at være skidt, men der sker simpelthen så mange ting, at historien til tider benytter sig af usandsynligt mange heldige sammentræf for at få enderne til at mødes. Også selvom Tom er i stand til at foretage nærmest sherlockske deduktioner. Jeg fik i hvert fald lidt samme fornemmelse, som da man læste tegneseriestriberne i aviserne, hvor Fantomet uge efter uge fik nye udfordringer, og man ved, at tegneren finder på det hele løbende.

Bortset fra et enkelt kontinuitetsbrud i begyndelsen, hvor Oles telefon bliver ødelagt af magnetismen på tændstikfabrikken, hvorefter han sender en sms til Rikke, er korrekturen dog glimrende, og som sagt følte jeg mig ganske fint underholdt under læsningen trods ovenstående anker.

Så har du lyst til lidt lette konspirations-kalorier fortalt med humor og masser af ramasjang – så kan Thulesingulariteten sagtens være noget for dig.

Uddrag af bogen:

“Okay,” sagde jeg og prøvede at holde stemmen under kontrol. “Nu er jeg overbevist om, at Ahnenerbe foretog okkulte eksperimenter.”

“Ja, ikke?” sagde Tom og lod en finger glide rundt i omridset af et af symbolerne på gulvpladen.

“Hvad tror du, det er for tegn?” spurgte jeg.

“Mit gæt er, at det er oldgamle sumeriske skrifttegn. Men der skal naturligvis en ekspert til at sige det med sikkerhed,” svarede Tom. Han havde stillet rygsækken fra sig, lå nu på knæ og følte efter på konturerne af de udridsede tegn med begge hænder.

“Rikke bliver ellevild,” sagde han begejstret.

“Måske. Hendes kæreste er jo stadig forsvundet.”

“Naturligvis, men …” Tom afbrød sig selv og stirrede pludselig over på bunken i midten af metalpladen. “Hvad er det, der sidder der?”

“Hvor?”

“Der.” Han pegede på noget i bunken og fløj straks op for at undersøge sagen. “Det er en mobiltelefon.”

“Hvad? Det er umuligt,” sagde jeg og tog mig til lommen for at kontrollere, at min egen stadig lå, hvor den burde.

Tom trak objektet fri fra det øvrige metal i bunken, og ganske rigtigt. Det var en spritmoderne iPhone – seneste nye model. Til trods for det så den voldsomt slidt ud. (side 35)

Om Thulesingulariteten:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 311 sider
Omslag: Benjamin Barrett

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Occidentens stjerne af Benni Bødker

Året er 1905. Antikvitetshandleren Austin Baldwick befinder sig i Paris, hvor han skal hente liget af sin kompagnon, Charles Webster Morris. Der var ikke noget mistænkeligt ved Morris død, men bureaukratiske detaljer har trukket sagen ud, så Austin nu modvilligt selv har påtaget sig opgaven.

Austin ankommer til Paris samtidig med begravelsen af madame Kowalski, hvilket har fyldt gaderne til bristepunktet. Madame Kowalski var overhoved for Order of Ishtar, et esoterisk selskab for spirituelt søgende og okkultister. Kowalski blev i ordenen anset som en profet for en ny æra for menneskeheden, og via hende blev den vestlige verden introduceret for karma, yoga, reinkarnation og astralplan. Nu er Order of Ishtar blevet en verdensomspændende bevægelse, omend Austin dog anser Kowalski og selskabet for det rene svindel.

Det går desværre ikke så let for Austin at få Morris’ lig frigivet. Monsieur Deforge, som han har korresponderet med, er ikke at træffe, og i stedet bliver han henvist til inspektør Mollet fra fremmedpolitiet. Mollet er på overfladen venlig og hjælpsom, men Austin har hele tiden en fornemmelse af, at inspektøren fisker efter noget. Men hvad?

Det går også op for Austin, at han måske ikke kendte Morris så godt, som han troede. Tilsyneladende har Morris været indkvarteret på hotellet under falsk navn, men hvorfor? Hvem har gennemrodet Austins værelse, mens han var ude? Og hvorfor føler Austin sig overvåget uanset, hvor han går hen?

Occidentens stjerne er en anderledes historisk spændingsroman, der i den grad greb mig. Historien fortælles i jeg-form af Austin Baldwick, og sproget er yderst atmosfærefyldt. Jeg følte mig oprigtigt hensat til begyndelsen af 1900-tallet. Der ligger tydeligvis også en stor research bag romanen, som Benni Bødker dog ubesværet fletter ind i plottet uden at blive belærende. Samtidig er der en støt stigende suspense i fortællingen, der langsomt fører læseren dybere og dybere ind i en esoterisk verden, jeg ikke kendte meget til på forhånd.

Hvor vi oftest hører om Paris som kærlighedens by fyldt med små hyggelige caféer og romantisk stemning, er det et helt andet Paris, der hilser Austin velkommen. Regnen siler utrøsteligt ned, og byens blodige historie popper konstant op fra dybet. Der er fuld gang i byggeriet af metroen, hvis første rute åbnede i år 1900. Men det moderne kolliderer med fortiden, i et Paris hvor anarkister og terrorister forsøger at omvælte samfundsordenen, mens borgerskabet søger det åndelige blandt spiritister og okkultister som en modvægt til det moderne, naturvidenskabeligt funderede samfund.

For Austin bliver opholdet i Paris en rejse tilbage til en fortid han længe har forsøgt at glemme. Minder dukker op, og jo mere klar fortiden står, desto mindre forståelig er nutiden. Virkeligheden forvrænges til et punkt, hvor Austin ikke længere har tiltro til sine egne sanser.

Intet er, hvad det giver sig ud for i Occidentens stjerne. Under byens gader gemmer de gamle minegange og kloakker på sataniske seancer og anarkistiske selskaber. Respekterede borgere deltager i spiritistiske sammenkomster iført diabolske dyremasker, hvor de udnytter moderne naturvidenskab som røntgenapparater og elektricitet til deres seancer. Austin traver gennem labyrintiske underjordiske gange i sin søgen efter sandheden, imens hans verdensforståelse bliver mere og mere forvrænget. Hvad er sandheden?

Occidentens stjerne har det hele. Her er vanvid, spirituel søgen, bedrag og kulørt ramasjang. Bødker beretter veloplagt, og historien er både underholdende og charmerende. Det trøstesløse portræt af Paris skaber en perfekt gotisk ramme for fortællingen med sine regnvåde gader og labyrintiske tunneller, hvor fortællerens indre kaos spejles.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst dels nogle børne/ungdomsbøger af Benni Bødker samt hans genfortællinger af Grimms eventyr sammen med Kenneth Bøgh Andersen og ikke mindst Julebestiariet som John Kenn Mortensen har illustreret. Derudover har han skrevet en række krimier sammen med Karen Vad Bruun, og er i øvrigt kendt for sin store viden og passion for krimi-genren.

Denne gang er han aktuel med en fascinerende gotisk spændingsroman, og Occidentens stjerne er endnu et interessant bekendtskab fra Bødkers hånd, som jeg kun kan anbefale.

Anmelderne skriver:

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Danske Benni Bødker præsenterer en gotisk fortælling i den historiske krimis forklædning, hvor han leger med emner og litterære former fra tiden omkring 1900 […] Bødkers gotiske og veloplagt pasticheagtige historie med moderne tolkningsinvitation er mættet af lokalkolorit og ekkoer fra samtidens populærlitteratur.” (24.04.2021 Jyllands-Posten)

Christian Dorph, Weekendavisen:
Mens jeg læste ‘Occidentens stjerne’, kom jeg til at tænke på en af mine yndlingsbøger, ‘Inferno’ af August Strindberg. Hovedpersonen lægger alt bag sig og tager over hals og hoved til Paris for at kaste sig over den tids modevidenskab, alkymien. Men snart efter ryger han ind i en nedadgående spiral af paranoia og helvedessyner. Bødkers roman handler ligeledes om en udlænding, briten Baldwick, der ankommer til Paris og lokkes ind i et okkult mørke og farer vild i både byen og i sig selv.” (29.04.2021 Weekendavisen)

Jakob Genz, Berlingske:
Glem alt om blomstrende boulevarder og charmerende sidegader. Det er i bælgmørke kloaksystemer, klamme katakomber og ildelugtende lighuse, at ‘Occidentens Stjerne’ ikke bare for alvor banker derudad, men hvor bogen også tuner ind på dens egentlige handling. Baldwick suges således ind i et labyrintisk spil fuld af alt godt fra en mørk og makaber, sandhedssøgende og revolutionær (brydnings) tid i Paris’ dramatiske fortid. Og hele molevitten kan bedst beskrives som en litterær cocktail, der får læserens smagsløg til at fremkalde minder om både ‘Da Vinci Mysteriet’ og ‘The Truman Show’, og som påvirker Baldwick i en sådan grad, at ikke blot hans fremtid, men også hans fortid, bliver kvalt i spørgsmålstegn.” (29.04.2021 Berlingske)

Bo Tao Michaëlis, Politiken:
På alle måder er Benni Bødkers ‘ Occidentens stjerne’ en veloplagt tour de force ud i det alt andet end romantiske Paris. Snarere tværtimod, vi taler om staden som snavset sæde for alskens hemmelige selskaber og frimureri i diverse gotiske gradbøjninger […] Her er gedulgte kræfter mestendels fremstillet som en omgang ragout, herligt rørt med alskens mytestof fra nær og fjern, krydret med symboler, skøgen fra Babylon og vise mænd fra Indien. Alt sammen kastet ind i et glimrende og finmasket plot, hvor den jegfortællende Austin selv har dystre hemmeligheder med i kufferten..” (07.05.2021 Politiken)

Om Occidentens stjerne:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Gyldendal, 341 sider
Omslag: Thomas Thorhauge

Læs mere om Paris’ katakomber på Wikipedia
Læs mere op H.P. Blavatsky og Annie Besant, inspirationskilderne til madame Kowalski

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
En hjælpende hånd af Gillian Flynn
Aura af Carlos Fuentes
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen
Spøgelseskareten og andre noveller af Thit Jensen
Randvad af Krogsøe & Wangsgaard Jürgensen
Hjertesten af Ruth Rendell
Al kødets gang af A. Silvestri
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen
Sjælesøstre af Sarah Waters

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

Små onde svin af John Kenn Mortensen

Små onde svin af John Kenn MortensenDa 13-årige Sebastians mor bliver indlagt med nervøst sammenbrud, må Sebastian flytte til Lolland hos sin onkel Gunnar på hans ruin af en herregård. Nætterne på Kragenborg er ensomme og fulde af lyde, skikkelser og søvngængeri. Sebastian ser en mand med en økse og en kæmpe gris med tre ben, og husets gamle elevator går hele tiden i gang af sig selv.

Er han blevet gal ligesom sin mor, eller er der noget, der vil ham til livs? (bagsideteksten)

John Kenn Mortensen har endnu en gang skrevet en forrygende historie, der kan læses af alle aldersgrupper – bare nerverne er i orden. Som i De utilpassede er vi atter på Lolland, hvor JKM selv voksede op. Der er nu ikke meget barndoms-nostalgi over Små onde svin, som på alle måder er uhyggelig – også uhyggelig god.

Men udover at være en ædende ond historie er Små onde svin også en fortælling om venskab og sammenhold. Selvom de voksne sjældent kan hjælpe de lidt anderledes eksistenser, står den følsomme Sebastian heldigvis ikke helt alene overfor de mystiske hændelser på Kragenborg. En lille outsider-gruppe på hans nye skole tager ham under vingerne, og det viser sig, at de har en særlig tilknytning til Sebastians nye hjem. Og ved at hjælpe dem hjælper Sebastian sig selv.

Små onde svin er en ualmindelig god roman, der både er skræmmende og rørende med et lille drys sort humor. Jeg har i virkeligheden kun én ting at sige om den, og det er: Læs den!

Om Små onde svin:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Høst & Søn, 315 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
I klovnenes kløer af Henrik Einspor
Dukkehuset af D. S. Henriksen
I brøndens mørke af Annette Herzog
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy
Lockwood & Co. – Den skrigende trappe af Jonathan Stroud
Det sidste hus af Jonas Wilmann

Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup

Frygt Fabrik Fælde af Steen LangstrupEn forladt fabrik. En gruppe Urban Explorers. En ambitiøs fabrikant. En familiehemmelighed. En varm sommerdag, der forvandles til et rædselsvækkende mareridt …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er stor fan af Steen Langstrup, så da jeg fik muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde inden udgivelsesdagen, greb jeg den med kyshånd. Og jeg blev ikke skuffet! Jeg har tidligere omtalt Episode 1 – Et glemt sted husker som udkom d. 7. september, men nu udgives alle ti episoder samlet i papirform og i et lækkert og gennemarbejdet layout.

Gustav og Alex startede for 7 år siden Metropol Urban Explorers. En gruppe, der udforsker forladte steder, og steder der normalt ikke er adgang til. Denne fredag har de sagt ja til at tage nogle udenforstående med på en tur til en nedlagt metalvarefabrik. Udover dem selv består gruppen af Gustavs kæreste Natja, Alex’ nabo Agnete og et fotohold bestående af fotografen Fiona, assistenten Sascha og modellen David.

En solskinsfyldt fredag går gruppen ind gennem porten til H. C. Wilchen-Harbroes Metalvarefabrik. Fotoholdet finder hurtigt en location i selve fabriksbygningen, mens resten begynder at udforske en af lagerbygningerne. De har dog ikke været der ret længe, før Agnete (selv-erklæret clairvoyant) fornemmer tilstedeværelsen af noget. De andre afviser hende og fortsætter udforskningen, der fører dem til toppen af lagerbygningen – hvor Natja pludselig forsvinder sporløst.

Imens har fotoholdet travlt med at få deres billeder i kassen. Men også her bliver fornemmelsen af fare mere og mere overhængende. Sascha, som lider af PTSD efter en episode fra hendes tid som nødhjælpsarbejder, fornemmer stemmer overalt omkring dem, og er der ikke også noget mærkeligt med skyggerne? Og så dør alle deres batterier.

Natjas forsvinden bringer de to grupper sammen igen, og nu er spørgsmålet, hvad de skal gøre. Skal de blive på fabrikken og lede efter Natja? Eller skal de forsøge at komme ud af fabrikken og tilkalde hjælp?

Sideløbende med gruppens prøvelser på fabrikken hører vi historien om fabrikant Theodor Marinus Wilchen-Harbroe. Tilbage i 1917 har han store planer. Han har i flere år rejst rundt i alverdens afkroge for at indsamle åndelige og religiøse objekter, og nu vil han oprette Theodor Wilchen-Harbroes Okkulte Museum. Ikke fordi han tror på åndeverdenen, men netop for at bevare den naive overtro før civilisationens lys overskinner alt.

Forsøget på at lave sin private samling om til et museum møder dog ikke den store støtte. Til gengæld opdager fabrikanten en hemmelighed under fabrikken, der sætter ham i stand til at gøre næsten alt, hvad han ønsker. Og prisen – ja, den er han villig til at betale.

Steen Langstrup er altid værd at læse, men med Frygt Fabrik Fælde er han tilbage i min yndlingsgenre – det rene gys – og det mestrer han som få. Ikke mange skriver så filmisk og nervepirrende som ham. Selvom sproget er letlæst, skaber han alligevel tydelige billeder på læserens nethinde, så det føles, som ser man en film.

Ved at krydsklippe mellem personer og tider øges suspensen konstant. Hvert afsnit afsluttes nærmest med en cliffhanger, som lokker læseren til at fortsætte, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke skulle vente en uge mellem hver episode, men havde muligheden for at smuglæse Frygt Fabrik Fælde i én køre. Når det er sagt, synes jeg dog godt om idéen med at udgive historien som en serie, for den måde at læse på giver mindelser om fornøjelsen ved at se The Twilight Zone og andre uhyggelige tv-serier i min barndom og ungdom.

Frygt Fabrik Fælde er en elementært spændende historie om nysgerrighed, begær, ambitioner og frygt. Om mennesker der træffer valg, og om urgammel ondskab der altid er klar til at træde frem. Langstrup har mange bolde i luften undervejs, hvor vi springer mellem nutiden og de mange tilbageblik til 1917, 1944, for en uge siden m.m. Vi hører om explorer-gruppens fortid, om fabrikanten og hans familie; om irriterende strømsvigt der hjemsøger fabrikken både før og nu; om en ung kvinde der tortureres i en kælder; om stumfilmstjernen Asta Nielsen som medie osv. Men på intet tidspunkt følte jeg mig usikker på handlingen, og Langstrup samler sikkert alle trådene, efterhånden som historien skrider frem, og binder en tilfredsstillende – og overraskende – sløjfe til slut.

Hvis du holder af atmosfærefyldt, nervepirrende uhygge, hvor ondskaben gemmer sig i skyggerne, og kulden langsomt kryber ud af bogens sider og ind i din stue, så er Frygt Fabrik Fælde ikke til at komme udenom. Steen Langstrup serverer her en isnende ond fortælling, man ikke slipper igen lige med det samme.

Uddrag af bogen:

“Mørket er levende. Det rummer kræfter, en sugende modbydelig magnetisme. Agnete sidder på gulvet i lagerhallen. Benene skælver mod hendes bryst. Tårer løber ned ad hendes kinder. Over hende trommer regnen mod taget som salver fra maskingevær.
“Det skulle slet ikke regne i aften,” hører hun Sascha hviske. David brummer, tysser på hende. “Nogle gange tager meteorologerne fejl.”
De sidder også på gulvet. En lille meter fra hende. Hun kan kun ane dem i mørket, der nu er tæt. Snart vil hun slet ikke kunne se noget længere. Mørket tager over. “Det styrer vejret,” siger hun og ville ønske, hendes stemme ikke knækkede over.
“Det?” siger David stille. Agnete tørrer tårerne af sine kinder med ærmet. “Jeg ved ikke, hvad ‘det’ er. Men det er i mørket omkring os. Jeg kan mærke det.”
David sukker. Hun kan mærke ham i mørket, selvom han sidder på den anden side af Sascha. Hun kan mærke ham, hans irritation, hans modvilje mod hende.
“Jeg var udsendt for en nødhjælpsorganisation engang,” siger Sascha stille. “Jeg oplevede ting.” Hun tier en stund. Agnete kan fornemme hende skælve i mørket. “Der er noget ved dette sted, der får de ting til at komme tilbage. Jeg …” Hun snapper efter vejret. “Jeg hører ting, der ikke er her. Hviskende stemmer. Stemmer fra dengang. Jeg ser ting. Døde kvinder smidt i bunker som affald.”
“Det påvirker os,” siger Agnete. “Det er ondt, det ønsker at skræmme os, at gøre os fortræd. Vi er dets fanger. Det vil ikke lade os undslippe. Det næres af vores frygt. Men det er ikke målet. Nej, det vil æde os. Vi er slagtekvæg på vej til …“
“Gider du stoppe det der?” afbryder David hende hårdt. “Ingen af os får det bedre af at piske stemningen op. Vi må bevare håbet. Vi er ikke små børn, der er bange for mørket, vel?” (bind 2 s. 22-23)

Om Frygt Fabrik Fælde:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: 2 Feet Entertainment
Omslag: Steen Langstrup

Indhold:

Episode 1 – Et glemt sted husker
Episode 2 – Blod varsler død
Episode 3 – Ceremoniel nedtur
Episode 4 – Mus i fælder
Episode 5 – Mørket byder indenfor
Episode 6 – Fabrikanter dør unge
Episode 7 – Fallit på afgrundens rand
Episode 8 – Alle familier har hemmeligheder
Episode 9 – Oprør og arv
Episode 10 – Dæmoner skal fodres

Læs også:

Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Dæmoner af Carina Evytt
Bunker 137 af Michael Kamp
Plantagen 1-3 af Steen Langstrup
Vrangvendt af Christian Reslow
Afsind af Martin Schjönning
Al kødets gang af A. Silvestri
Skyggernes hus af Peter Straub

Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Thelema af Martin Wangsgaard JürgensenDa kunstneren Konrad mister sin kæreste, Rebecca, i en trafikulykke, forsvinder han ind i et hul af sorg. Med tiden bliver savnet dog mindre, og så en dag falder Konrad over nogle papirer, der stammer fra en tidligere beboer i ejendommen, Werner Felding. Papirerne tænder en uimodståelig ild i Konrad, som i et sandt arbejdsraseri kaster sig ud i en række værker, der er ganske ulig noget, han tidligere har lavet.

Under ferniseringen for de nye malerier møder Konrad de to unge kvinder, Mia og Suzanna. De virker meget betagede af Konrads billeder og beder ham opsøge dem. Det besøg åbner en ny verden for Konrad. En verden udenfor vores, beboet af engle og dæmoner hvor der findes svar til dem, der søger.

Et opslag i Wikipedia forklarer Thelema som en åndelig filosofi, der stammer fra vestlig esoterisme, mens ordet selv oprinder fra det græske ord for vilje. For Konrad bliver mødet med sekten, som søger sandheden om en hinsides verden, de kalder Thelema, skæbnesvangert. Han gribes af ønsket om at forstå, og langsomt falder han dybere og dybere ind i en hemmelighedsfuld og mystisk verden.

Romanen er inddelt i 26 kapitler, der alle er illustreret med et tarotkort og beskrivelsen af dette. F.eks. hedder første kapitel Døden, som beskrives med ordene: Alt forandres; en cyklus er slut, verdens slør rives bort og en ny virkelighed blotlægges. Opstigningen mod en højere bevidsthed er begyndt. For Konrad er det afslutningen på livet med Rebecca og en gryende forståelse for, at verden indeholder flere dimensioner end hidtil erkendt.

Kapitel to hedder magikeren, og her opdager Konrad Werner Feldings papirer. Mens kapitel tre er Narren, hvor Konrad følger sin intuition og begynder vejen mod indsigt. Opbygningen er meget effektfuldt. Dels giver den en fornemmelse af forudsigelse, idet man som læser nærmest føler, at man deltager i en tarot-seance. Dels giver de enkelte kort hints om, hvad der vil ske. Men som det ofte er med spådomme, ses betydningen lettest i bagklogskabens lys.

I det hele taget er der en dobbelthed over romanen, som giver læseren mulighed for at forstå historien på forskellig vis. Enten kan man tage Konrads oplevelser for pålydende, og i så fald tro på at Thelema eksisterer. Eller også kan man tro, at Konrad i sin sorg over Rebeccas død søger trøst i en religiøs sekt, og dermed afskrive oplevelserne som indbildning. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvilken forklaring jeg synes er mest skræmmende.

At læse Thelema er som at tage på en rejse ind i sindets afkroge, hvor vanviddet lurer lige ved siden af fornuften. Sprogligt forkæler Martin Wangsgaard Jürgensen læseren med sit omfattende og billedrige vokabular, der fik mig til ordbogen flere gange, men som samtidig giver en særlig atmosfære til teksten.

At MWJ ikke er en forfatter, der lefler for sin læser, opdagede jeg allerede, da jeg læste Åndemanerne fra 2014. Han er ikke bange for, at antyde fremfor at forklare, eller for at udfordre læserens forståelse og verdensbillede. Det gør han også i den grad her med sin rystende beskrivelse af Konrads desintegration i jagten på vished.

Med en langsom opbygning, der undervejs chokerer med ekstreme ritualer og pludselig vold, tiltager uhyggen og ubehaget under læsningen, så jeg flere gange fik lyst til at lægge bogen væk. Samtidig blev jeg dog fanget ind af romanens skæbnesvangre atmosfære, så jeg ikke kunne lægge den væk. Thelema er således ikke en metervare og vil sikkert ikke være for alle. Men er du til eftertænksom horror med eksistentielle problemstillinger og et drys af sex og vold, er den et spændende valg.

Uddrag fra Thelema:

“Dine malerier er andagtsbilleder. En slags kraftcentre, der kan stemme blikket og åbne sindet mod andre verdener, der ellers er lukkede for bevidstheden,” forklarede Suzanna med en lang, rygende cigaret mellem fingrene. “Mønstrene du maler, er ældgamle og går på tværs af tid, religioner og kulturer.” Konrad forstod ikke ret meget af deres snak, men han blev alligevel draget af den, fordi de satte ord på nogle af de følelser, han havde haft, mens han stille sad på loftet og studerede sine værker.

“Billederne spejler kræfter fra den anden side og danner brohoveder ind til kræfterne. Hvad kræfterne egentlig er, afhænger af øjnene der ser. Man kan kalde dem ånder, dæmoner, engle, energier – ordene er mange, men dækker over det samme. Gennem besværgelser og meditationer kan man åbne motiverne og bruge dem som porte, og det er det, som vi gør.” Suzannas ord mindede ham om barndommen og alle hans flugtforsøg ind i fantasiens vildnis, hvor drømme om okkulte indsigter havde været en så væsentlig del.

Uanset hvor utrolige ting Suzanna fortalte Konrad, måtte han gang på gang konstatere, at oplevelserne den første nat i lejligheden bekræftede alt. Han kunne ganske enkelt ikke betvivle deres lange fortællinger og absurde påstande, fordi erkendelsen havde sat sig i brystet på ham, og gjorde ham til den lydigste elev man kunne ønske sig. Den vished, at der var sandhed i deres mystiske fraser og fabulerende visioner, gav Konrad håb. Et håb om mening og et håb om måske at forstå, hvad der var sket med både ham og Rebecca. Mens han arbejdede på sine billeder følte han en kontakt med noget større, noget levende, og Konrad var sikker på, at det var Rebecca, der kaldte på ham et sted derude fra.” (s. 44-45)

Om Thelema:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 213 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Midnatsmuse af Mikkel Harris Carlsen
Don Faust af Henrik Hohle Hansen
The Call of Cthulhu af H. P. Lovecraft
Den højeste dom af Torben Rafn
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen