Indlæg tagget med ‘okkultisme’

Kat

KatDa Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.

Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.

Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.

Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.

Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.

Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.

Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.

Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.

Om Kat:

Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001

The Last Exorcism

For efterhånden lang tid siden læste jeg Janus omtale af filmen “The Last Exorcism” på Horrorsiden.dk. Senere faldt jeg over den til billige penge, og den endte i bunken af film som skal ses ved lejlighed. Det fik jeg så endelig taget mig sammen til, og faktisk blev jeg lidt overrasket over, hvor god den er et lang stykke hen ad vejen.

Cotton Marcus er præst. Allerede som dreng stod han på prædikestolen sammen med faderen, og gennem årene har han udviklet sig til en ren entertainer og yderst vellidt præst, der også udfører eksorcismer. Men da hans søn overlever en alvorlig operation, og det går op for Cotton, at den første han takker er lægen og ikke Gud, stiller han sig spørgsmålet, om han overhovedet er rigtig troende?

Det fører til andre spørgsmål, som f.eks. at han bevidst har lavet tricks under udførelsen af sine eksorcismer – ikke blot for at narre den besatte og deres familier, men for at hjælpe dem ud af vildfarelsen om at være besat af en dæmon. Da han i avisen læser om et barn, som er blevet dræbt under en eksorcisme, beslutter Cotton sig for at afsløre bedrageriet. Han siger ja til en sidste omgang, og tager et dokumentarhold med til at filme begivenhederne undervejs.

I første omgang lykkes eksorcismen, som de også får lov til at filme, men efterfølgende dukker den besatte pige op på Cottons hotel, og han bliver overbevist om, at både hun og faderen har brug for psykiatrisk hjælp. Det er faderen dog slet ikke indforstået med, og langsomt accellerer begivenhederne og ryger helt ud af kontrol.

Filmen er optaget som en slags dokumentarfilm, hvor Cotton taler til kameraet og holdet bag. Det virker udmærket som fortællevinkel, også selvom det ikke gennemføres 100%. F.eks. er jeg glad for, at det ikke er et evigt rystende håndholdt kamera med elendig lyssætning hele tiden.

Opbygningen af historien er også godt lavet. Vi får tid til at sætte os ind i personerne, og Cotton fremstår som et godt menneske på trods af, at han rent faktisk mere eller mindre har levet af at fuppe folk. Også den besatte pige Nell fungerer godt i rollen. Hun ser uskyldig og skrøbelig ud, så forvandlingen til den dæmonbesatte furie er ret overvældende. Jeg har i et interview læst, at Ashley Bell, som spiller Nell, har hypermobile led, så de mange umulige bøjninger af kroppen, hun foretager, skulle være virkelige. I hvert fald var det meget overbevisende og totalt skræmmende.

Undervejs i historien føres vi fra det rationelles verden ind i det irrationelle og tilbage igen. For så at komme i tvivl og blive snurret frem og tilbage ind til det, der er svagest i hele filmen, nemlig slutningen. Her følte jeg mig hensat til en blanding af “The Devil Rides Out” og “The Blair Witch Project“, og det passer virkelig bare slet ikke til resten af filmen efter min mening. Så slutningen lever desværre slet ikke op til optakten, og jeg kan ærge mig over, at instruktør Daniel Stamm ikke stoppede bare 5 minutter før.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg blev grebet af historien undervejs, og at den med sin vinkel på en frafalden præst, der vil afsløre eksorcisme-fup, tilbyder nye og anderledes fortolkninger end normalt i eksorcismefilm. Et langt stykke ad vejen holdes tilskueren i tvivl om, hvad der virkelig foregår på den ensomt beliggende farm, og det er egentlig ganske godt klaret.

“The Last Exorcism” er produceret af Eli Roth (“Cabin Fever” og “Hostel“), som også introducerede filmen på Toronto After Dark Film Festival, hvor den bl.a. modtog publikumsprisen for bedste film. Her fortalte Roth om, hvilken betydning det havde for ham at se “Exorcisten“, da den kom i 1971. Hvordan han frygtede at blive offer for en dæmonbesættelse på trods af hans mors overbevisninger om, at som jøder troede de slet ikke på dæmoner. Han vidste, at han aldrig ville kunne lave et remake af den, men han ville gerne sætte sit aftryk på ekcorsicme-kanonen – og han har i hvert fald gjort et godt forsøg som producent af “The Last Exorcism.

Instruktør: Daniel Stamm
Udgivelsesår: 2010

Læs også omtalen af “The Last Exorcism” på Toronto Film Scene

Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen & Henrik Einspor

PorcelænsdukkenHer på det seneste har jeg fået læst en del ungdomshorror – noget bedre end andet. Porcelænsdukken af Bjarne Dalsgaard Svendsen og Henrik Einspor hører til i den bedre ende.

De to kammerater Emil og Otto kommer på sporet af en vaskeægte hjemsøgt lejlighed, da de efter en guidet spøgelsesrundtur i København støder på hr. Meincke. Emil er ikke den store spøgelsesfan, men Otto har gennem mange år interesseret sig for det overnaturlige, og han får overtalt Emil til at tage med derhen. Men da døren går op til lejligheden, går den også op for noget ondt fra en anden verden.

Dalsgaard og Einspor skriver godt. Historien i Porcelænsdukken føres hele tiden fremad med antydninger, twists og flashbacks, og selvom hovedpersonerne er et par 13-årige drenge, så var det alligevel let for mig at identificere mig med dem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg synes om slutningen, men jeg blev i hvert fald underholdt hele vejen igennem.

Det var damen fra toget. DET VAR DEN DØDE DAME FRA TOGET! Emil isnede fuldstændig. For Otto var chokket knap så stort, han havde jo kun set hende på et billede og ikke i virkeligheden. Men dette var virkelighed. Eller var det?
– Tak, fremstammede Otto. Emil var fuldkommen lammet.
– Kom og sæt jer. Damen gjorde en håndbevægelse hen mod langbordet med de utydelige skikkelser.
– Nej tak, vi er ikke sultne, svarede Otto. – Vi kom blot for at aflevere denne her. Han tog dukken fra Emil og rakte den mod hende.
– Såh, I er ikke sultne? Men det er vi! Damen smilede. Først med tænder, der var alt for kridhvide til et så gammel, rynket ansigt, men så gulnedes de langsomt og spidsede sig til. Hendes overmund skød ud, og hendes hjørnetænder blev til hugtænder. Hun rakte hænderne frem mod dem, hænder der ikke længere havde fingre, men klør.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Klaus Westh

Darkness

DarknessHvis du er mørkeræd, vil jeg ikke anbefale dig at se Darkness – for så vil du aldrig kunne sove med slukket lys igen!

Darkness er instrueret af en af mine absolutte yndlingsinstruktører, spanske Jaume Balagueró, som også selv har været med til at skrive manuskriptet til denne yderst vellykkede thriller, om en amerikansk familie som flytter til Spanien, hvor faderen stammer fra. De flytter ind i et hus lidt udenfor byen, og umiddelbart falder de alle godt til.

Som tiden går, begynder teenagedatteren Regina dog at føle, at noget er galt, og især ser det ud til at påvirke lillebroren Paul. Men ingen af forældrene lytter. Moren har travlt med det nye job og med at få huset pakket ud, mens faren plages af en sygdom, som han ellers har været symptomfri af gennem flere år. Langsomt opbygges spændingen i huset, og til sidst søger Regina hjælp hos bedstefaderen i håb om at redde sin familie fra husets truende favntag.

Darkness er ikke en nyskabende film. Den er delvist bygget op på samme måde som The Amityville Horror, hvor angivelsen af dage er med til at skabe suspense ved at antyde noget ildevarslende lige om hjørnet, og historien om det besatte hus med hemmeligheder er også set i mange andre film. Udover Amityville-serien kan i flæng nævnes House-serien, Thir13teen Ghosts, The Shining og Balaguerós egen Fragile for blot at give nogle få eksempler.

Alligevel står Darkness ud af mængden, og det er hovedsageligt, fordi Balagueró fortæller den kendte historie ualmindelig godt. I ekstra-materialerne fortæller han, at for ham er udfordringen i en film som Darkness at skabe atmosfæren via lys, klipning og kameraføring, og det er netop det, som er utrolig vellykket her. Uden at forfalde til kiksede specialeffects og CGI-effekter får Balagueró hårene til at rejse sig på armene bare ved at tænde og slukke lys. Hans brug af zoom i særlige scener giver næsten et sug i maven, og så er det bare altid uhyggeligt, når noget gemmer sig under sengen. Allerbedst er slutningen, og det er bare fedt at se en film til ende og tænke: “Gudskelov at jeg ikke er mørkeræd!

Jeg var egentlig ikke synderligt imponeret over skuespillet. Anna Paquin spiller Regina, men hun er lidt for overspillet efter min smag, mens Stephan Enquist, der spiller Paul, gør det udmærket. Lena Olin spiller moren, og hun har én fremragende scene mod slutningen. Derudover er hun mere eller mindre anonym. Det samme er Iain Glen som spiller faren i store træk, og heller ikke Giancarlo Giannini, der spiller bedstefaren, brillierer særligt. Alligevel var jeg som sagt vældig underholdt og betaget af Darkness og fik endnu en gang bekræftet, at spanske instruktører – og Jaume Balagueró i særdeleshed – har noget godt at tilbyde horrorgenren.

Jeg må dog også hellere nævne, at jeg tilsyneladende er ret alene i min begejstring for Darkness. I hvert fald har de øvrige anmeldelser jeg har læst af den været ret negative, men det ændrer nu ikke på min oplevelse 🙂

Om filmen:

Instruktør: Jaume Balagueró
Udgivelsesår: 2002

Læs omtaler af andre Balagueró film på Gyseren.dk

Alone in the Dark

Alone in the DarkJeg havde ikke regnet med, at jeg nogensinde fik set Alone in the Dark efter den minusoplevelse jeg havde med Alone in the Dark II. Men så sendte kanal 6 den, og der var ikke rigtig noget andet i flimmerkassen, så jeg endte alligevel med at få første film med. Og den var langt fra så ringe som toeren.

Edward Carnby er paranormal opdager. Han voksede op på et børnehjem,  hvor 20 børn for 22 år siden forsvandt, inklusive Carnby, men kom tilbage igen. Siden arbejdede han for den paranormale afdeling 713, men nu er han freelance og kæreste med Aline, der arbejder på museet. Hun arbejder for dr. Hudgens, der især studerer et uddødt indiansk samfund kaldet Abskanierne. De fandt en vej ind til mørkets kræfter, og dette udryddede dem. Nu forsøger Hudgens at genskabe dette – men det ved omverdenen ikke…

Historien starter med, at Carnby kommer hjem efter en rejse, hvor han har fundet et relikvie, som Hudgens er så opsat i at få fingre i, at han sender en ud for at slå Carnby ihjel og tage det fra ham. Men Carnby overlever, og bliver involveret i kampen mod nogle grusomme mørkets skabninger – og deres menneskelige kombatanter, som viser sig at være tæt på Carnby.

Selve historien er temmelig tynd og fyldt med huller. Bl.a. fandt jeg ikke helt præcist ud af, hvorfor relikviet var så vigtigt (det var vist noget med stjernernes placering, som gjorde det til et kort eller noget i den stil), og Hudgens motiv stod heller ikke tydeligt for mig, da filmen sluttede. Men til gengæld er her masser af action og mørkevæsnerne er slet ikke uefne. Især når de dør og opløses i røg, ser det rigtig godt ud. Og så bringer setuppet minder til H. P. Lovecrafts fortællinger om et parallelunivers, hvor mørke skabninger lurer.

Filmen bygger på et computerspil, som siden blev forløber til spil som Silent Hill og Resident Evil, der begge har fået lavet film efter sig. Spilbaggrunden kan godt mærkes i opbygningen, som minder lidt om spilbaner. Først “spiller” Carnby mod snigmorderen, så “spiller” soldater mod mørkevæsner, så “spiller” Carnby og co. mod mørkevæsner osv., og det kan godt blive lidt trivielt. Især når der ind i mellem lægges op til en scene, som så forsvinder i skyderi uden forløsning eller afslutning. Til gengæld er Christian Slater som Edward Carnby ca. en millard gange bedre i rollen end Rick Yune, der spiller rollen i toeren.

Alt i alt må man sige, at jeg blev positivt overrasket over Alone in the Dark, som måske ikke er hverken nyskabende eller overraskende, men som alligevel var ganske underholdende.

Om filmen:

Instruktør: Uwe Boll
Udgivelsesår: 2005

Heksenatten af Fritz Leiber

Heksenatten af Fritz LeiberNorman Saylor er professor i sociologi på Hempnell Collage, hvor han bl.a. forsker i overtro og primitive religioner. Han er lykkelig gift med Tansy, og da romanen begynder har Norman netop indset, hvor overordentlig heldig han har været. En pludselig indskydelse får ham dog til at kigge Tansys påklædningsværelse igennem, og her finder han, gemt af vejen i en skuffe, en lang række magiske effekter såsom jord fra en kirkegård, hår og magiske urter.

Midt i hans opdagelse, opdager Tansy ham, og efter chokket fortager sig ender det med en alvorlig samtale. Norman indser, at hans hustru har involveret sig i heksekunst – og rent faktisk har overbevist sig selv om, at det virker – mens han har arbejdet med at indsamle og systematiseret den til en rationel brug. Tansy har gjort det for at beskytte ham mod verdens ondskab, som ikke mindst er at finde i det akademiske miljø, hvor alle har knive på ærmerne for at komme frem.

Det lykkes til sidst Norman at overtale hende til at smide alle amuletter, poser og så videre ud, idet han får hende overbevist om, at hun blot har udviklet en neurose, og at der naturligvis ikke findes hekse. Men knap er den sidste amulet brændt, før tingene ændrer sig.

Pludselig har heldet fuldstændig forladt Norman, og en masse problemer på arbejdet begynder. En ventet forfremmelse går til en anden, en ung studerende anklager ham for seksuelt misbrug, og samtidig får han en mærkelig fornemmelse af, at tre af kollegaernes hustruer ikke blot er ambitiøse på deres mænds vegne, men at de vil gå hele vejen for at få deres vilje. Men mens Norman føler magiens indtog i sin verden, virker Tansy som befriet fra en tung byrde. Så Norman holder sine tanker for sig selv, indtil den dag han opdager, at stengargoylen fra universitets tag flytter sig …

Heksenatten starter med at være meget beskrivende i forhold til Normans tanker og reaktioner på begivenheder og mennesker omkring ham, men efterhånden som historien udvikler sig, og den sorte magi bliver mere og mere virkelig, bliver historien også mere og mere skræmmende, selvom Norman stadig forsøger at få hold på det hele ved detaljeret at forsøge at finde frem til en rationel sandhed. Men da Tansy forsvinder, og hans eneste chance for at finde hende igen er at tro på det utrolige, må han så ikke gøre det?

Hvilken videnskabsmand ville lade hånt om den mulighed, selvom der kun var én chance ud af en million for at den var rigtig? Ville kommandanten for en omringet hær se bort fra en strategi, bare fordi den ikke stod i lærebøgerne? Dette her lød som det rene sludder. I går kunne det have betydet noget for ham følelsesmæssigt. I dag var det bare vanvid. Men i morgen aften kunne det muligvis komme til at stå for ham som en mystisk sidste chance.”

Spændingen accelererer mod slutningen af historien, og først på allersidste side afsløres det, om Norman har valgt rigtigt.

Jeg følte mig godt underholdt af Heksenatten, og har bestemt fået lyst til at læse flere af Leibers fortællinger. Desværre ser der ikke ud til at være oversat meget til dansk. Udover Heksenatten kan jeg umiddelbart blot finde frem til to science fiction-noveller: “Ingen større kunst” i 4 tidsrejser – en antologi fra 1978 udgivet af Science Fiction Cirklen; samt “En spand luft” i antologien Historier fra en anden verden fra 1977 udgivet af Gyldendal.

Ifølge Wikipedia var Fritz Leiber stærkt inspireret af H. P. Lovecraft i de første år af sin forfatterkarriere. I 1936 modtog han efter sigende et brev fra Lovecraft, som kraftigt ansporede ham til at forfølge en litterær karriere, og i 1939 solgte han sin første udgivelse til Unknown Magazine (også Unknown Worlds): historien “Two Sought Adventure” som introducerede hans mest kendte figure, Fafhrd og Gray Mouser. I 1943 solgte han sine første romaner “Conjure Wife” til Unknown Magazine og “Gather, Darkness” til Astounding Magazine.

I “Conjure Wife” ser man også stor indflydelse fra Carl Jung, især hans begreber Anima og Skyggen, idet Norman Saylor i vid udstrækning benytter sig af psykoanalysen som forklaring på menneskers opførsel.

Leiber har modtaget størst anerkendelse for sine noveller, og han anses af flere som en af forløberne til den moderne urbane horror-historie. Bl.a. har Ramsey Campbell peget på ham som sin største inspirationskilde. Men Leibers historier krydsede flere genrer. Fafhrd og Mouser historierne var sværd og troldom-fortællinger, ligesom han også skrev indenfor science fiction og fantasy.

Heksenatten er blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1944 af Reginald Le Borg under titlen “Weird Woman” med Lon Chaney Jr. som Norman Saylor. Senere også i 1962 af Sidney Hayers under titlen “Burn, Witch, Burn!” og igen i 1980 af Richard Shorr og Herbert L. Strock som “Witches’ Brew”. Derudover er novellen også filmatiseret til tv.

Om Heksenatten:

Originaludgivelse: 1943
Originaltitel: Conjure Wife

Læs mere:

Wikipedia
Conceptual Fiction

Nummer 13 af M. R. James

Nummer 13 af M. R. James blev oprindelig trykt i Ghost Stories of an AntiquaryNummer 13 af M. R. James udspiller sig i Danmark, nærmere bestemt i Viborg. Her indlogerede fortællerens fætter, mr. Anderson, sig på hotellet Den Gyldne Løve, som ifølge fortælleren var et af de få gamle huse, der ikke blev lagt i aske af den store ildebrand i 1726.

Anderson var i Viborg for at studere nogel papirer fra Rigsarkivet til brug for sine studier i dansk kirkehistorie, og havde brug for et kombineret sove- og arbejdsværelse. Til sidst faldt valget på nummer 12, et værelse med tre vinduer ud mod gaden og eftermiddagssolen. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved Den Gyldne Løve udover, at der ikke fandtes et værelse med nummer 13. Men ikke en gang det var særligt bemærkelsesværdigt, for sådan var skikken på mange hoteller i Danmark.

Om aftenen skulle Anderson hente en bog nedenunder, før han lagde sig til at sove. Da han kom tilbage til sit værelse, opdagede han, at han var kommet til at tage i en forkert dør, og at der tilsyneladende alligevel måtte være et værelse nummer 13. Det ærgede ham lidt, at han ikke havde valgt det i stedet for, men da han kom ind i sit eget værelse igen, glemte han det og kom i stedet til at tænke over, hvor meget mindre det virkede om aftenen. Han slog det dog hen og slumrede snart hen.

Næste dag fortsatte Anderson sine studier på Rigsarkivet, og her fandt han bl.a. frem til nogle papirer om en magister ved navn Nicolas Francken, som blev anklaget for brug af sort magi. Om aftenen tog han tilbage til Den Gyldne Løve, og endnu engang dukkede døren op til værelse 13, og denne gang hørte han lyde derinde fra og så skygger af en skikkelse aftegnet på muren overfor værelset.

De følgende dage skete der flere besynderlige ting. Fætterens taske forsvandt for så at dukke op igen; Vinduerne syntes at flytte sig; Og en aften lød der en frygtelig sang fra værelset ved siden af – værelset der om dagen var nummer 14 og om natten nummer 13 …

Nummer 13 må være den af M. R. James’ historier som flest gange er udgivet på dansk, hvor den bl.a. kan læses i “Spøgelseshistorier fra hele verden“, “Mine bedste gysere” og “Verdens bedste spøgelseshistorier“. Den udkom i 1904 i samlingen “Ghost Stories of an Antiquary”, men har muligvis også tidligere været trykt i et magasin.

Om Nummer 13:

Originaltitel: Number 13
Udgivelsesår: 1904

Hør Christopher Lee genfortælle novellen

To the Devil a Daughter

To the Devil a DaughterTo the Devil a Daughter var Hammer Films sidste horror film og baserede sig ligesom Hammers succes The Devil Rides Out på en roman af Dennis Wheatley. Wheatley havde været overordentlig tilfreds med filmatiseringen af The Devil Rides Out, og tilbød ifølge ekstra-materialerne Hammer at bruge hvilken som helst af hans historier kvit og frit. Desværre blev slutresultatet meget langt fra romanen, og Wheatley var dybt skuffet.

Den okkulte forfatter Richard Widmark bliver opsøgt af den desperate Henry Beddows til en kunstudstilling. Det viser sig, at han for 18 år siden indgik en pagt med den frafaldne præst fader Michael (Christopher Lee), om at hans datter på hendes 18 års fødselsdag skulle overgives til djævlen. Nu nærmer hendes fødselsdag sig, og faren ønsker at redde hende.

Widmark indvilliger i at hjælpe, selvom han ikke er sikker på, om pigen virkelig er i faren. Som han siger til sine venner, så er 98 % af den sorte magis tilhængere fupmagere, og kun 2 % bør man tage sig i agt for. Widmark henter pigen, da hun ankommer til London, og tager hende med til sin lejlighed, mens han forsøger at finde ud af, hvad der er på færde, og desværre viser det sig, at den kult, som ønsker pigen, hører til blandt de sidste 2 %.

På filmens positive side skal nævnes Christopher Lee i rollen som den djævle-tilbedende fader Michael, der leder satankulten. Han spiller overbevisende og er et stort plus for filmen. Også Henry Beddows, som spilles af Denholm Elliott, gør det rigtig godt. Widmark spilles af den amerikanske skuespiller John Verney, og han var ifølge ekstra-materialerne noget af en prøvelse for instruktør Peter Sykes, idet han konstant krævede særbehandling og i det hele taget opførte sig som lidt af en nar.

Af andre positive ting kan nævnes, at Hammer denne gang gjorde en del ud af lokaliteterne. Der blev rent faktisk optaget i både England og Tyskland, og kulisserne er væsentlig bedre, end de ofte er i Hammerfilm. Desuden er der flere gode special effects, bl.a. da Christopher Lee nærmest hypnotiserer faren over telefonen, og ikke mindst da Widmarks ven David brænder op inde i en kirke. Stuntmanden, som udførte stuntet, fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han løb tør for ilt, mens han løb frem mod sit mærke, men han var nødt til at blive ved, ellers skulle scenen tages om, og så fik han ingen penge.

På filmens negative side er historiens udvikling. Det starter ellers meget godt, men mod slutningen bliver det temmelig rodet, og selve slutningen er en ren farce. Instruktøren fortæller da også, at manuskriptet blev skrevet løbende, efter at første udkast blev afvist, og man havde rent faktisk ikke en slutning før til allersidst, fordi den første slutning, man fandt på, mindede for meget om Draculas død i Scars of Dracula. Christopher Lee var også ret utilfreds med slutningen, som han syntes var en hån, idet man slår skurken ihjel ved at kaste en sten i hovedet af ham. Det er der ikke meget klimaks i.

To the Devil a Daughter adskiller sig fra tidligere Hammer film ved at være væsentlig mere moderne i sin tilgang. Alligevel virker den stadig gammeldags, når man sammenligner den med andre horrorfilm fra den tid, som f.eks. Rosemarys Baby og The Excorcist for slet ikke at tale om The Texas Chain Saw Massacre, hvor instruktørerne søgte helt nye veje for horroren. Alligevel synes jeg ok om To the Devil a Daughter, nok mest fordi jeg holder meget af Hammer film charmen.

Classic-horror skriver i sin omtale af filmen meget interessant om personernes moral: “To the Devil a Daughter is intriguing in that none of its characters are bastions of morality. Verney, himself exhibits questionable morals that make him nearly a secondary monster. He is portrayed as a man so obsessed with finding another story to write and making some money that he’s willing to put his friends in danger. In fact, his decisions often help lead to their deaths … In contrast, Father Rayner and his followers are not so much the villains as people seeking to halt the decadence of mankind through devotion to their god. The cultists exhibit a strong sense of order, discipline and focus. One member even endures a torture-filled “birth” ( allowing herself to be killed in the process), just to help fulfill the goal of the group. Such single-minded selflessness betrays a certain kind of value to their actions, a higher purpose that is absent from the “hero’s” motives. Wishing only to have one entity, or governing body, overseeing all humankind, there goals demonstrate a certain simplicity which would ultimately result in an end to wars and violence between human factions … In the end, Rayner and his followers are simply misguided, not malevolent monsters we have come to expect.” Læs hele omtalen her.

Peter Sykes har også instrueret Demons of the mind fra mit Ultimate Hammer Collection box sæt.

Om filmen:

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1976

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Alone in the Dark II

Alone in the Dark II Det er sjældent et godt tegn, når en film bygger på et spil, og når det endda er en toer, kan man næsten være 100% sikker på, at det er noget bras – hvilket Alone in the Dark II efter min mening da også er.

Edward Carnby er den okkult interesserede helt (har vi måske fundet inspiration i John Constantine?), som får fat i en særlig dolk, der muligvis kan give ham udødelighed, men i hvert fald bringer ham i en meget ondskabsfuld heks’ søgelys. Heldigvis er en gruppe gode okkulte personer på jagt efter heksen, og de tager Carnby med sig i håbet om, at han kan hjælpe dem med at dræbe heksen.

Heksen er især efter den smukke, Natalie, hvis mor åbenbart blev ofret til heksen af farfaren. Nu har gruppen kun et håb tilbage – at få hjælp fra den endnu mere erfarne heksejæger, Abner Lundbert (Lance Henriksen), der var best-buddy med farfaren og ved en masse om heksen.

Jeg har ikke set etteren, men tror ikke at jeg er gået glip af det store, for her i toeren er historien hullet som en si. Skuespillet er heller ikke ligefrem i top, med Rick Yune som Carnby der tilsyneladende kun har et ansigtsudtryk at byde på, Rachel Specter som den smukke men ikke særlig troværdige tough girl, Natalie, og Bill Moseley som hendes far der ligner en Amish farmer på afveje. Bedst er Lance Henriksen, men det er i virkeligheden mest fordi han er Lance, for også hans karakter er usammenhængende og selvmodsigende.

Visuel effects af heksen er for så vidt udmærkede, men jeg forstår ikke hendes bevægelsesmønstre. I starten er hun røg, når hun forfølger sine ofre, men mod slutningen hvor det virkelig gælder, kommer hun i stedet for i sin krop, som er væsentlig langsommere og ikke kan komme ind gennem lukkede døre, som hendes røg ellers kunne først i filmen. Og der er andre kæmpe-spørgsmål i filmen – hvorfor prøver de at skyde hende med pistoler, når Carnby ved det ikke virker? Hvorfor benægter Lance først at have en bestemt boks, de kan bruge i kampen mod heksen, og da den så alligevel dukker op i hans hus, bliver det ikke forklaret. Og så videre. Et andet irritationspunkt er, at forsiden lover en rolle til Danny Trejo – og jo, han er da med – i to scener af ca. 2 minutter. Altså helt ærligt?

Jeg tror dog ikke, at Alone in the Dark II er hverken meget værre eller bedre end så mange andre B-gysere, og måske er den bedre, hvis man kender spillet, eller har set etteren (2005). Da jeg ikke har kendskab til nogen af delene, vælger jeg at afskrive denne filmoplevelse blandt de ret ligegyldige.

Om filmen:

Instruktør: Michael Roesch og Peter Scheerer
Udgivelsesår: 2008

The Legacy

The LegacyThe Legacy lægger sig i den bløde mellemvare af film, som ikke er rigtig gode, men heller ikke rigtig dårlige.

Maggie og Peter er arkitekter i Los Angeles. En dag modtager Maggie et jobtilbud i England, som godt nok ikke fortæller særligt præcist, hvad jobbet går ud på, men en check på 50.000$ gør, at hun accepterer. Peter tager med, og de beslutter sig for at holde lidt ferie derovre først, så Maggie kan lede efter sine forfædre.

En dag går det dog galt, og de involveres i en bilulykke med mangemillionæren Jason Mountville. Han tilbyder dem at køre motorcyklen til mekaniker, og at de kan overnatte på hans Mansion til næste dag. Men da de ankommer, virker det, som om deres ankomst er ventet af alle. Bedre bliver det ikke, da Mountville får flere gæster, som alle lader til at kende til Maggie.

Kort efter drukner en af de øvrige gæster på mystisk vis, og snart dør endnu en og endnu en. Maggie får mistanke om, at Mountville ikke er en ganske almindelig mand, og da hun og Peter forsøger at undslippe, må de sande, at hun har ret. Mountville gemmer på en grum hemmelighed.

The Legacy var på sin vis ganske underholdende. Den er fra 1978, men dødsscenerne holder overraskende godt stadigvæk. På plus-siden er også Sam Elliott (Peter), der måske ikke har karrierens mest udfordrende rolle her, men som altid er god at se på for øjet. The Legacy bliver måske lidt for forudsigelig, og overraskelsen til sidst er ikke så overraskende i dag. Ikke desto mindre følte jeg mig dog ok underholdt, og selvom jeg sikkert ikke husker filmen specielt om et par uger, så kan man dog sagtens hygge sig med den en regnvejrsdag.

Om The Legacy:

Instruktør: Richard Marquand
Udgivelsesår: 1978