juli 2018
M T O T F L S
« jun    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Oliver Ruby’

Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Fremmed stjerne - lige under overfladen 6Tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder og aliens er blot nogle af ingredienserne i Fremmed stjerne.

Fremmed stjerne er sjette bind i Science Fiction Cirklens serie af novelleantologier med nyskrevne noveller af danske forfattere. I år er der medtaget 26 noveller plus et digt, og sidetallet er da også nærmest fordoblet i forhold til første bog i serien. Det skal jeg dog på ingen måde brokke mig over, for som i de første fem bind er her generelt tale om noveller af høj kvalitet.

Temaerne i antologien dækker både tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder, aliens og meget mere, mens forfatterne spænder fra debutanter til garvede skribenter.

Blandt mine favoritter er Sofie Boysens novelle ”Savner du din far?”, som foregår i en verden i krig. Hver aften skal hovedpersonen, en lille dreng, svare på et langt spørgeskema, som altid indledes med spørgsmålet: Savner du din far? En fin lille novelle som fik mig til at tænke på Orson Scott Cards roman Enders strategi.

En anden perle er Beatrix Miranda Ginn Nielsens ”Orm”. I en fremtidig verden er følelser ilde set. Hvis man ikke selv kan kontrollere dem, kan man få en ”orm” indopereret, og herefter er man sikker. Hovedpersonen Rikke er dog sikker på, at hun aldrig vil få brug for en orm, men så falder hendes fars rumsonde ned. Tanken om et fremtidssamfund, hvor følelser ikke længere er tilladte, virker skræmmende på mig, og måske derfor står denne novelle stærkt efter endt læsning.

I Richard Ipsens novelle ”Jeg husker alt” er vesten blevet stedet med den billige arbejdskraft, og kineserne har overtaget stort set alle arbejdspladser i Danmark. Hovedpersonen er uddannet akademiker, men kalder sig selv for dataslave. Hans job går ud på at behandle forskningsdata i små bidder og sende resultaterne videre. Hovedpersonen hader kineserne og det, de står for, og han har en plan, som skal gøre ham rig og samtidig ødelægge kinesernes monopol på vigtige opdagelser. Jeg synes tanken om en verden, hvor vi i vesten er reduceret til lønslaver under usle forhold er rigtig interessant. Scenariet henleder læserens tanker på, hvordan virkeligheden er for mange millioner mennesker i dag, men som vi sjældent interessere os for.

Også Jesper Rugård Jensen har med ”Fredag formiddag” skrevet en yderst vellykket fortælling. Miklas arbejder for politiet, og en fredag formiddag bliver han bedt om at tage til Dragør med en kollega for at undersøge et mord. Og hvad har det så med science fiction at gøre? Jo, Dragør var udsat for en uforklarlig hændelse nogen tid før, hvor alle indbyggerne blev kopieret. Nu er byen kontrolleret af militæret, som altså har brug for Miklas hjælp. En rigtig skræmmende og velfortalt novelle om identitet og menneskelighed.

Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.

Naturligvis – kunne jeg næste skrive – er også A. Silvestris novelle ”Højdepunkt” blandt samlingens bedste. Her følger vi en ung mand, som lever under jorden. Han drømmer om at blive voksen, så han kan komme i gang med at arbejde og få sig en kæreste – gerne Maria med de store bryster. Novellen virker umiddelbart som en fortælling om en fremtidig verden, der har måttet forskanse sig under jorden pga. en ukendt katastrofe, men i A. Silvestris univers er sandheden aldrig simpel.

Til slut skal også Gudrun Østergaards ”Sidst på eftermiddagen, først på aftenen” fremhæves for sin smukke og grumme fortælling, samt Michael Kamp for titelnovellen ”Fremmed stjerne” som i den grad maner til eftertænksomhed.

Som sagt er kvaliteten af novellerne dog generelt højt, og jeg kunne sagtens have fremhævet endnu flere fortællinger fra Fremmed stjerne. Jeg glæder mig allerede til næste års udgivelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

 

Indhold:

Flemming R.P. Rasch: Hotellet ved verdens ende.
Sofie Boysen: Savner du din far?.
Hanne Rump: At bede en stille bøn.
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker.
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm.
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag.
Lise Andreasen: Samtaler på bryllupsdagen / Lise Andreasen & Glen Stihmøe.
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden.
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme.
Richard Ipsen: Jeg husker alt.
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg.
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning.
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction (digt)
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag.
Maik Jensen: Museumsinspektøren.
Lars Ahn Pedersen: Zoo.
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat.
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev.
A. Silvestri: Højdepunkt.
Manfred Christiansen: Peblingesøen.
Michael Kamp: Fremmed stjerne.
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia.
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet.
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger.
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen.
Nikolaj Johansen: Atomvinter.
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Om Fremmed stjerne:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 409 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Den nye koloni – lige under overfladen 5 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Den nye koloni - LUO 5Rumrejser, kolonier på månen, satiriske fremtidsscenarier og spekulativ fiktion er blot nogle af ingredienserne i endnu en fin novelleantologi fra Science Fiction Cirklen

Forestil dig en verden hvor døden er udryddet. Du bliver bare ved og ved med at leve, og skulle du komme alvorligt til skade i en ulykke, så bliver du uden problemer reloaded og kan leve videre. For Piet er livet dog blevet for indholdsløst, og nu ønsker han at dø for alvor. Men det kræver tilladelse – og hjælp fra et særligt firma.

Det er udgangspunktet for Lars Ahn Pedersens En helt almindelig død, der indleder Den nye koloni, femte novelleantologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevet dansk science fiction. Pressemeddelelsen lover, at samlingen er endnu bedre end i de foregående år, og jeg er tilbøjelig til at give redaktør Carl-Eddy Skovgaard ret, for fra Ahns fremragende start stiger niveauet bare endnu mere.

Blandt de øvrige bidrag finder man bl.a. A. Silvestri, som giver et utraditionelt bud på en science fiction historie med Glemmer du så husker jeg alt; Steen Knudsens Ad Astra som lader fremtidens rumrejser blive foretaget af munke; Gudrun Østergaards Den sidste markør der bliver endnu mere aktuel pga. det nyligt udskrevne valg; Flemming R. P. Rasch’s Lige efter bogen som både er interessant og skræmmende; Glen Stihmøes Grimpeur som giver os noget at tænke over i forhold til aliens og cykelløb; og ikke mindst Oliver Rubys poetiske Kærlighedens gyldne ord.

Jeg holder meget af science fiction og i særdeleshed i novelleformen, hvor forfatteren skærer helt ind til benet af sin historie. I Den nye koloni er det lykkedes at samle en lang række spændende og meget forskellige historier, som hver især giver sit bud på, hvad en science fiction novelle kan være. Her er både rumrejser og alternative religiøse samfund; her er aliens og robotter og ikke mindst mennesket kastet ud i forskellige fremtidsscenarier. Det er underholdende, tankevækkende, spændende, morsomt og til tider rørende. Det er med andre ord god litteratur for alle – og ikke bare for science fiction entusiaster som mig…

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Lars Ahn Pedersen: En helt almindelig død
Christian Holger Pedersen: Ingen plads til superhelte
Steen Knudsen: Ad astra
Michael Kamp: Homo arachnida
Maria Kjær-Madsen: Mellem liv og død
Nikolaj Johansen: Ex terra
Jesper Rugård: Hvis løver kunne tale
Camilla Wandahl: Himmelflugt
Jeppe Bisbjerg: Eon
Klaus Æ. Mogensen: Palins projekt
Gudrun Østergaard: Den sidste markør
Mogens Graae Hansen: En mand ved navn Quinn
Manfred Christiansen: Bedre oplevelser til salg
Palle Hellemann: Den nye koloni
Henning Andersen: Ananke
Patrick Leis: Loops
Glen Stihmøe: Grimpeur
Flemming R.P. Rasch: Lige efter bogen
Ellen Miriam Pedersen: Sort Messias
A. Silvestri: Glemmer du så husker jeg alt
Oliver Ruby: Kærlighedsgyldne ord
Richard Ipsen: Lysets by
Anders Weitze Pedersen: Istid
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen

Om Den nye koloni:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 332 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen