september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘overlevelse’

Vores endeløse dage af Claire Fuller

Vores endeløse dage af Claire FullerVores endeløse dage er historien om Peggy Hillcoat, som i 1976, da hun er otte, bruger sommeren på at spille sin elskede plade, “The Railway Children”, og lytte til moderens flygelspil.

Men efter en familiekrise, som Peggy først forstår meget senere, tager hendes far hende med fra London til en øde hytte i en fjern europæisk skov. Dér fortæller han Pegge, at resten af verden er gået under. Og derefter er hendes liv reduceret til et klaver, som laver musik uden lyd. En skov, hvor alt, hvad der lever og gror, kun tjener til overlevelse. Og en lille træhytte, som er ALT.

Peggy bliver ikke set før 9 år senere. (fra bagsiden)

Horsens Bibliotek, hvor jeg arbejder, har vi hvert år et arrangement kaldet ‘Årets bøger’. Her udvælger mine kollegaer og jeg 5-6 titler, der står som nogle af de bedste eller mest interessante, vi har læst det år. Vores endeløse dage var min kollega Thomas’ valg i 2017, og nu har jeg endelig fået læst den.

Vores endeløse dage er en smuk og forfærdelig roman. Smuk fordi den beskriver barnets urokkelige kærlighed til forældrene, og forfærdelig af samme grund. Lille Peggy accepterer sin fars forklaring uden at stille spørgsmålstegn, måske fordi en blotlæggelse af hans store løgn vil være værre?

Jeg var helt opslugt under læsningen, som både fik vrede og tårer frem hos mig. Det er næsten umuligt at forestille sig, at noget som historien her kunne ske udenfor fiktionens verden. Men så dukker historierne om Josef Fritzel og ægteparret David & Louise Turpin op, og man må indse, at virkeligheden kan være frygtelig meget værre.

Andre skriver:

[…] ’Vores endeløse dage’ er på ingen måde en dystopisk roman, men en meget stærk roman om menneskelig undergang og en lille piges selvudvikling og indre lidelser i et ensomt liv bygget på løgne. (Litteratursiden)

[…] Man kender det godt, det postapokalyptiske familiedrama. I filmatiseringen af Cormac McCarthys ‘Vejen’, for eksempel, er verden gået under, og en far – Viggo Mortensen, det smukke menneske – vandrer med sin søn gennem et øde og fjendtligt landskab. Det er skræmmende, men man føler sig tryg, så længe farfiguren er der og baner vejen foran én. Men forestil Dem så, at han vender sig om og i virkeligheden slet ikke er Viggo Mortensen, men Josef Fritzl! Dét er omtrent følelsen, der dominerer ‘Vores endeløse dage’, engelske Claire Fullers debutroman. (Weekendavisen)

[…] Det er en fascinerende og fantastisk skræmmende historie om hvordan en mand nærmest har kidnappet sin datter og bortført hende fra samfundet i den forstand, at hun i mange år vitterligt tror på, at de er verdens sidste mennesker. Beskrivelserne af naturen omkring die Hütte er utroligt smukke og Charlotte Kornerup, der har stået for den danske oversættelse, har formået at gøre naturen levende i sin oversættelse. Ikke alt er som man tror undervejs og jeg var forbløffet over Fullers evner til at narre sin læser, da jeg vendte bogens sidste side. (Ord fra en bibliofil)

Om Vores endeløse dage:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Olga, 262 sider
Omslag: Leo Nickolls og Joyce Grosswiler
Originaltitel: Our Endless Numbered Days
Oversætter: Charlotte Kornerup

Læs også:

Savas vidner af Sara Bouchet
The Girl Next Door af Jack Ketchum
Vejen af Cormac McCarthy
Ormeføde af Irene S. Rasmussen

Efter år nul af Grete Roulund

Efter år nul af Grete RoulundMåske er vi i Danmark? Måske er vi i nutiden? Måske er det Rusland, der beslutter sig for at besætte landet, og for at spare menneskeliv nedkaster et pacificerende middel over befolkningen, inden soldaterne sættes ind? Måske har midlet uforudsete bivirkninger? Måske var det hele planlagt?

I Efter år nul møder vi Sigi (kort for Siegfred) den dag, verden ændrer sig. Sigi er maler og bliver opsøgt af oberst Papala et stykke tid efter. Papala ønsker, at Sigi skal male et portræt af hans børn. Til gengæld sørger han for medicin og forsyninger til Sigi.

Sigi indvilliger og et sært venskab opstår mellem de to mænd. Men situationen i landet forværres, og en dag er selv soldaterne forsvundet. Sigi finder Papala såret og tager ham med hjem, hvor han plejer ham. Siden kommer også Jonas og drengen Micky til, og en slags hverdag opstår.

Men hvad er der egentlig sket? Er det sket overalt eller kun her? Og hvorfor er der ingen fugle? Den lille gruppe må til sidst beslutte sig for, om de vil blive, eller om de vil forlade huset for at finde andre overlevende.

Umiddelbart lyder handlingen i Efter år nul måske kedelig. Det er dog langt fra tilfældet. Trods det enkle setup er spændingen mærkbart stigende undervejs. Ikke i hæsblæsende actionstil, men som en snigende følelse af ubehag der holder læseren i et skruestik, mens forudanelsen om kommende gru vokser og vokser.

Sproget er på den ene side enkelt, og Grete Roulund bruger i høj grad dialog som fortælle-middel. Alligevel føles teksten til tider nærmest poetisk, eksempelvis når Roulund udnytter tegnsætningen som et virkemiddel fremfor blot at følge reglerne. Også genremæssigt udfordrer hun sin læser med sin blanding af realisme, science fiction og ren horror. En blanding der hos Roulund fungerer fuldstændig overbevisende.

Grete Roulund er ikke nem at sætte i bås. Som min gode kollega Janus Andersen skriver:

“Problemet med at beskrive en Roulund-roman er, at det er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.”

Sikkert er det, at Efter år nul er både grum og trøstesløs. Alligevel er jeg nødt til at anbefale den på det stærkeste.

Uddrag:

Da år nul kom, havde han lige fået fodret hønsene og stod på gårdspladsen og ville tænde sig en cigaret.

Først hørte han ingenting, bare mærkede hvordan jorden begyndte at ryste under fødderne på ham; det var som at stå på dækket af et skib. Foran ham lå hønsene flade på jorden. Inde i stalden faldt en kasse med flasker ned og knustes.

Så kom maskinerne, i en kile ligesom gæs. De var trekantede og havde en død, grå farve, der sugede lyset til sig. De fløj meget hurtigt. Efter dem kom lyden, så stærk at han følte at han var nødt til at løbe for at slippe ud af den, men han blev stående og så et staldvindue ganske langsomt gå i stykker og falde ud. Bagefter blev der stille; det var en stilhed så skarp som en kniv, man kunne skære sig på den. Sigi så op mod himlen og ventede. (side 5)

Om Efter år nul:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Rhodos, 150 sider
Omslag: Strit Blædel

Læs Janus Andersens anmeldelse

Læs også:

De ubudne af Liz Jensen
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Setans porte af Grete Roulund
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Bird Box af Josh Malerman

Bird Box af Josh MalermanDer er noget derude …
Noget rædselsfuldt man ikke må se. Ét glimt af det, og man drives til voldeligt selvmord. Ingen ved, hvad det er, eller hvor det kom fra.
Fem år efter, at det begyndte, er der kun en håndfuld spredte overlevende tilbage, deriblandt Malorie og hendes to små børn. De bor i et forladt hus ved floden, og hun drømmer om at flygte til et sted, hvor de måske kan være i sikkerhed. Nu, hvor drengen og pigen er fire år, er tiden inde til at tage afsted. Men det er en skræmmende rejse, der ligger foran dem: 30 km ned ad floden i en robåd – med bind for øjnene – hvor det eneste, de kan stole på, er hendes intelligens og børnenes trænede ører. Ét forkert valg og de dør. Og der er noget, der følger efter dem. Men er det mennesker, dyr eller væsenerne?
(fra bagsiden)

Jeg så Susanne Biers filmatisering af Bird Box, før jeg vidste, at den byggede på en bog. Filmen er rigtig god, men jeg synes faktisk, at bogen er bedre.

Historien starter fem år efter, at verden pludselig blev invaderet af ’noget’, der gør folk sindssyge og får dem til at begå selvmord, hvis de ser det. Vi følger kvinden Malorie, der mod alle odds har klaret sig igennem sammen med sine to børn.

Med spring tilbage i tiden og fortællerstemme, hører vi hvordan Malorie sammen med sin søster oplever verdens sammenbrud. Hvordan hun finder frem til et hus med andre overlevende, og der forsøger at klare sig igennem. Og hvordan hun i nutiden, efter fire års tøven, beslutter sig for at forsøge at nå frem til et sikkert sted længere nede ad floden.

Bird Box er en utrolig intens læseoplevelse, og på mange måder er bogen langt mere uhyggelig end filmen. I filmen virker den frivillige blindhed til tider en smule komisk, fordi vi som publikum kan se, hvad der sker. Men i bogen har vi kun Malories ord at forholde os til, og det gør i den grad den fremmede tilstedeværelse skræmmende. Vi er ligeså uvidende som hende, og aner derfor ikke om det blot er vinden, et dyr eller det fremmede der laver lydene.

Vi kommer også tæt på personerne i huset, hvor Malorie søger tilflugt i starten. Deres forskellige personligheder og måder at tackle katastrofen på, beskrives troværdigt. Josh Malerman har et godt øje for gruppedynamikkens relationer, og hvordan den usynlige ’magtbalance’ i en gruppe lynhurtigt kan tippe, hvis noget ændrer sig. Det er nærmest en gyser i sig selv.

Bird Box er Malermans debutroman, men det mærkes ikke. Sproget flyder, og spændingen føles næsten fysisk på en underspillet, knugende facon. Jeg blev fanget ind fra første side, og kan absolut anbefale den til alle, som holder af en vellykket thriller – også selvom man normalt ikke er den store gyserfan.

Stor anbefaling herfra.

Om Bird Box:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 296 sider
Omslag: Rasmus Hjulgaard
Originaltitel: Bird Box
Oversætter: Lars Poulsen

Læs også:

Eksperimentet af Dean Koontz
Station 11 af Emily St. John Mandel
Den sidste af Alexandra Oliva
Den 5. bølge af Rick Yancey

De dødes tid af Thomas Helle

De dødes tid af Thomas HelleEn ukendt virus hærger Europa. Symptomerne minder om influenza, men feberen er kun det indledende stadie. De smittede er dødsdømte, men kan ikke engang regne med den evige hvile som afslutning. For virussen får de døde til at genopstå – med en umættelig trang til menneskekød.

Jeg elsker zombier. Jeg ved godt, at nogen synes, at zombien er et kedeligt bekendtskab, fordi der kun er X antal måder, man kan beskrive samfundets undergang for zombiehånd på. Men jeg er ikke enig. Jeg lader mig stadigvæk forføre og underholde af gode zombiefortællinger, og Thomas Helles debutroman De dødes tid hører til i den kategori.

Vi følger en række forskellige personer før, under og efter zombiernes ankomst. En gennemtestet og vellykket formel til at beskrive det fysiske og psykiske kaos samfundet rammes af, når samfundet falder fra hinanden. Sideløbende hører vi, hvordan virusset opstod og om planen bag den, og sidstnævnte er en af de ting, der adskiller De dødes tid fra flertallet af zombiefortællinger.

Chris Jensen underviser i Oldtidskundskab, da han pludselig får brug for sine erfaringer fra sin tid i frømandskorpset. Reservelæge June Holten arbejder i døgndrift på hospitalet for at finde en kur mod den nye virus. Præsten Finn Andersen havde opgivet alt, men må atter se sig selv i rollen som hyrde for en flok. Playboyen Patrick må modvilligt erkende, at de uforpligtende dage som trussetyv er forbi. Og pigen Mathilde pakker sin bamse i en rygsæk og tager ud for at finde en voksen, da moren bliver spist af naboen.

Efterhånden som begivenhederne udspiller sig, finder denne umage flok hinanden i deres forsøg på at overleve og måske endda leve i en ny og dødbringende verden.

Jeg er overbevist om, at Thomas Helle er stor fan af Stephen King og i særdeleshed af hans mammutroman The Stand. I hvert fald er dele af De dødes tid en tydelig homage hertil, bl.a. brugen af Yeates digt “The Second Coming”, men også persongalleriet bringer mindelser til gyserkongen. Det gør dog ikke romanen til en ligegyldig efterligning, for selvom elementer af historien måske nok er set før, så giver Thomas Helle fortællingen sit eget twist. Og så fortæller han simpelthen så energisk og underholdende, at jeg stort set ikke lagde bogen fra mig før sidste kapitel var læst.

Skal jeg være lidt kritisk, stod visse dele af fortællingen dog en smule uforløst, da jeg lukkede bogen. F.eks. tager bogens indledende kapitel os med til Haiti i 1969, men jeg synes ikke, at begivenhederne her følges til dørs i romanen. Ligeledes kommer det ikke til at stå helt klart for mig, hvad direktørens mål er, og heller ikke hvad kuffertens indhold betyder. Men på trods af disse par flagrende tråde så er helhedsindtrykket stadig en vellykket og underholdende debut.

Min eneste rigtige anke er, at jeg faldt over nogle trælse korrekturfejl. Det er en af de ting, der fanger mit øje, også selvom jeg godt ved, at mange overhovedet ikke ænser det. Men når der allerede på bogens første side, griner en slåfejl til mig, ærgrer det mig, og jeg kan slet ikke lade være med at lede efter flere.

Dette lidt sure opstød skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over De dødes tid, som overordnet set er en både flot og gennemarbejdet udgivelse. Så er du også til zombier, får du hele pakken her: action, følelser, splatter og ikke mindst en dramatisk historie med troværdige personer i en grum, grum verden. Jeg kan derfor kun sige: læs den.

Uddrag af De dødes tid

Den hvide kittel var sølet ind i blod, og det bølgende hår glinsede rødt og fedtet. 

“Michael, hvad er det sket?” udbrød June.

Overlæge Michael Romer ænsede hende tilsyneladende ikke og havde fronten vendt mod hendes kollega, mens han snerrende trådte nærmere.

Vicky lagde hænderne for munden i et forsøg på at undertrykke sit skrig, da hun så ind i de sorte øjne og lagde mærke til blodet omkring overlægens mund. Med ét var Romer over hende og væltede hende om på gulvet. Vicky skreg og forsøgte at værge for sig, men uden held.

“Hold op!” skreg June og forsøgte at hive overlægen væk. Han reagerede ikke og var for tung til, at June kunne løfte ham væk. Romer snappede efter Vickys ansigt, men June trak ham bagud, så det ikke lykkedes. Vicky holdt afværgende en arm op, så Romer bed sig straks fast i den, og smerten hørtes skingert og forfærdet i Vickys skrig. Som et dyr ruskede han armen, mens Vicky skreg.

June lagde alle kræfter i og forsøgte at trække Romer væk, men mistede sit greb i den blodige kittel og væltede bagover. Hun kom hurtigt på benene og så sig omkring. Taburetten ved mikroskopet var væltet, og hun fik fat i dens ben. Den var overraskende tung, så hun måtte lægge alle kræfter i, da hun svang den. Til gengæld ramte den meget hårdere, end hun havde regnet med. Den knasende lyd af Romers hjerneskal, der flækkede, da sædet ramte ham, gav genlyd i hele laboratoriet. June mærkede en lammende skræk, da hun så den livløse krop, og det gik op for hende, hvad hun havde gjort. Hun havde lige taget livet af sin chef. (s. 87-88)

Tak til Forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om De dødes tid:

Udgivelsesår: 14.09.2018
Forlag: Forlaget Facet, 463 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Død verden af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
The Walking Dead af Robert Kirkman
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Pandaemonium af A. Silvestri

Rejsen til SELU af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 3)

Rejsen til SELU af Line Kyed KnudsenRejsen til SELU er tredje bind i Line Kyed Knudsens trilogi Hvidt støv. Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily og skolekammeraten Palina overlevede, og søgte i første omgang tilflugt i hospitalet i Lindestead. Her forsøgte en gruppe overlevende at finde en kur mod virussen. Forskellige omstændigheder sendte dog atter gruppen på flugt, og i slutningen af Himlen brænder søgte de mod Nationalparken for at finde sikkerhed.

Livet i Nationalparken er dog ikke lutter lagkage. Gruppen mangler mad, og selvom de indtil videre har undgået zombierne, så er det blot et spørgsmål om tid. Men meningerne er delte om, hvad de skal gøre. En del af gruppen ønsker at blive i Nationalparken, mens andre, heriblandt Liam, Emily og Palina, planlægger at drage videre til rumforskningscenteret SELU, hvor de håber på at finde både svar og hjælp.

En dag bliver beslutningen taget for dem. Lejren overfaldes, og under kampen bliver Emily væk fra de andre. Anthony, som blev bidt og forvandlet til en af de vilde i bind to, redder hende og hjælper hende hen til Liam og resten af de overlevende. Liam tror dog ikke på, at Anthony vil dem det godt. Han er overbevist om, at de vilde er ligeså farlige for mennesker som zombierne, og Emily kan ikke overbevise ham om andet.

Uanset er de i hvert fald nødt til at tage videre, så de sætter kursen mod SELU. Men rejsen er lang og fuld af farer. Det er ikke kun zombier og vilde, der lurer på dem undervejs. Også gamle fjender dukker op igen, og da de endelig får målet i sigte, venter en stor skuffelse.

Rejsen til SELU holder tempoet fra de to første bind i Line Kyed Knudsens trilogi. Her er masser af spænding, bedrag og barsk overlevelse krydret med en smule romantik. Sproget er letlæst og levende, og jeg var endnu engang godt underholdt under læsningen. Ikke mindst fordi slutningen var noget af en overraskelse.

Hvidt støv er ikke så barsk som norske Sigbjørn Mostues trilogi I morgen er alt mørkt, men serien er absolut stadig læseværdig. En fin ungdomstrilogi om overlevelse, håb og kærlighed, som også sagtens kan læses af voksne.

“Fuck,” mumler Filip og banker i rattet.
Bilen standser langsomt og går i stå med en lyd, der minder om et dybt suk. Vi er løbet tør for brændstof.
Filip vender sig mod os. “Vi skal ind i skoven, er I klar?”
Vi nikker og stiger ud. De nærmeste zombier er omkring 20 meter fra os. Der er stadig strøm på bilens batteri. Liam tænder for anlægget. Dunkende musik strømmer ud fra dens højtalere. Et sug af minder strømmer igennem mig. Vi hørte den samme musik til Palinas fest den weekend, inden det hele startede. Jeg kan næste høre latteren fra poolen, dufte kødet på grillen og se lyset fra Ranton flimre i mørket.
“Hey,” siger Filip og griber min arm. “Vi har ikke tid til at feste.”
Vi løber hen mod buskadset.
Jeg ser mig tilbage. Alle fire bildøre står åbne. Zombierne bliver tiltrukket af lyden og stavrer hen mod bilen. De omringer den og står hvæsende og forvirrede og banker på taget. 
Vi står et øjeblik og betragter dem på afstand.
“Sommerens sidste hit,” siger Filip ironisk, inden han maser sig ind i et buskads. (s. 25)

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om Rejsen til SELU:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Gyldendal, 250 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

Serien Hvidt støv:

De døde vågner
Himlen brænder
Rejsen til SELU

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside

I morgen er alt mørkt – når historien slutter af Sigbjørn Mostue

I morgen er alt mørkt - når historien slutter af Sigbjørn MostueVerden, som vi kender den, er brudt sammen. Parasitten MTG har hærget jorden rundt, og efterladt sine ofre som morderiske galninge hvis eneste formål er at slå alle andre ihjel. I Norge har en lille gruppe overlevende gemt sig i skovene, men også her finder de forrykte dem.

Vi er nået til bind tre i Sigbjørn Mostues dystopiske ungdomtrilogi I morgen er alt mørkt – når historien slutter. Første bind havde teenagedrengen Brage som hovedperson, mens bind to fulgte teenagepige Marlen. Denne gang skifter fortælleren mellem de to samt Brages kammerat Oliver, som også er en del af gruppen.

Efter at de forrykte har overfaldet lejrpladsen i skoven, stikker de overlevende af. Men hvor skal de tage hen? Olivers far foreslår, at de skal søge ind til Oslo, hvor det er nemmere at skaffe mad. Brages mor, som er læge, synes de skal søge til Skedsmo, hvor myndighederne har forberedt en fjeldhal til læger og forskere, som de skulle søge til, når epidemien nåede Norge.

Ved et tilfælde ender de dog på en ensomt beliggende gård, hvor de kommer forbi i rette øjeblik til at hjælpe ejeren Torger, da gården bliver overfaldet af forrykte. Torger er dog ikke spor interesseret i, at gruppen slår sig ned her. Han har knap nok forsyninger til sig selv, men i sidste ende giver han sig.

For gruppen er tiden på Torgers gård ren paradis, selvom de må arbejde hårdt, og truslen fra de forrykte stadig truer. Men de rolige tider varer ikke evigt. En dag dukker tre overlevende op på gården. De fortæller, at Oslo er kommet under kontrol, og at orden og civilisation er genoprettet. Nu vil man i gang med at genopbygge samfundet, og til det skal der bruges mad. Det skal oplandets gårde levere – hvad enten de vil eller ej.

Mostue går her i I morgen er alt mørkt – når historien slutter videre fra den umiddelbare katastrofe og ind i genopbygningsfasen. Alt er stadigvæk kaos, og de forrykte er stadigvæk en konstant trussel. For at klare sig begynder de overlevende nu at indrette sig i forskellige små samfund, men når civilisationen er brudt sammen, er det den stærkeste, der har retten.

Jeg var endnu en gang dybt grebet af Mostues fremragende ungdomsdystopi, der rammer dybt og hårdt. Som nævnt i omtalen af de tidligere bind i trilogien kan jeg ikke lade være med at tænke på The Walking Dead under læsningen. Der er ikke meget glansbillede over den verden, der ramler sammen om ørene på de unge hovedpersoner, og de må undervejs bære det ubærlige.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter er både spændende, velskrevet og tankevækkende. Serien beskriver råt og brutalt civilisationens sammenbrud, og selvom her er tale om ungdomsbøger, så lægger Mostue ikke fingrene imellem. Det er ikke kun de forrykte, som de overlevende skal frygte.

Jeg kan ikke andet end på det varmeste anbefale Sigbjørn Mostues fantastiske trilogi. Lad dig ikke bremse af ungdomsbogsprædikatet, for den er så meget mere end det: brutal, skræmmende, troværdig, rørende og ikke mindst giver den stof til eftertanke. For selvom fortællingen foregår i en tænkt fremtid, så er mange af bøgernes temaer sørgeligt aktuelle i nutiden.

Om I morgen er alt mørkt – når historien slutter:

Udgivelsesår: 26.04.2017
Forlag: ABC Forlag, 296 sider
Omslag: Anders Bergesen, Superultraplus Designstudio

I morgen er alt mørkt-serien:

Når historien slutter, 2017
Marlens historie, 2016
Brages historie, 2015

World War Z af Max Brooks

World War Z af Max BrooksIntelligent og velskrevet zombieroman for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger

I 2013 havde filmen World War Z premiere. Det var en visuelt overdådig zombiefilm fyldt med action, og som med Brad Pitt i hovedrollen ramte mainstream-publikummet og blev en blockbuster. Filmen byggede på Max Brooks roman af samme navn, uden dog at have ret meget tilfælles med det originale værk.

Max Brooks udgav oprindelig World War Z tilbage i 2006, og man kan jo altid gætte på, at filmatiseringen hjalp den danske oversættelse på vej, som udkom samme år som filmen.

I indledningen gør forfatteren opmærksom på, at her er tale om et kildeskrift, som er indsamlet i forbindelse med udarbejdelsen af de Forenede Nationers Efterkrigsrapport. Forfatteren var en del af kommissionen, som efter zombiekrigen blev bedt om at udarbejde en rapport om forløbet til gavn for fremtidige generationer.

For at skaffe oplysningerne måtte forfatteren rejse verden rundt, og undervejs fik han også fortalt en række mundtlige beretninger om tiden før, under og efter krigen. Disse erindringer ønskede han indlemmet i rapporten, men det blev afvist. Derfor denne bog, som består af en række førstehåndsberetninger om, hvad der egentlig skete.

Historierne er inddelt i kapitlerne: Advarsler, Skyld, Den store panik, Udviklingen vendes, USA’s hjemmefront, Rundt omkring i verden og over den, Den totale krig, Afskeder.

Den første beretning i Advarsler fortælles af en kinesisk læge. Smitten brød ud i Kina, og lægen fortæller, om den gang han første gang stødte på en zombie i en afsides beliggende landsby. Hvordan han først troede, at beboerne var nogle overtroiske bondeknolde, men siden måtte erkende at noget var helt galt.

I samme kapitel fortæller en anden overlevende, hvordan han opererede som menneskesmugler og hjalp folk ud af landet, før alt brød sammen, mens en palæstinenser blev reddet, da faderen insisterede på, at de skulle tage til Israel – det første land til at aktivt erkende faren og gøre noget for at stoppe smitten.

Kapitlet Skyld lader bl.a. en CIA ansat få ordet, mens kapitlet Den store panik tager fat på beretninger fra flygtninge og soldater, da zombierne overstrømmer alt, og så videre.

World War Z har det hele. Her er heltemodige beretninger om generalen, der ofrede sit eget liv for at sprænge et pas i luften og redde tusindvis af civile, såvel som opfinderen af en fupvaccine mod zombiesmitten der tjente masser af penge og absolut ikke føler dårlig samvittighed over det. Her er embedsmænd, som forsøger at fralægge sig skylden, og embedsmænd som efter krigen skal forsøge at samle samfundet op igen. Og så er der alle beretningerne fra soldaterne og de overlevende, som fortæller hvordan de klarede sig igennem krigen og bagefter.

Her er ikke lagt vægt på detaljerede bloddryppende zombie ædegilder. I stedet giver romanen med sit kalejdoskopisk blik en overvældende følelse af den panik og det kaos, zombiesmitten medførte, når den hopper rundt mellem personer, tider og verdensdele og udstiller hjælpeløsheden som rammer såvel høj som lav. Det er rigtig godt beskrevet. Samtidig er det også interessant at læse de forholdsregler, der begynder at blive truffet, efterhånden som enkelte lande begynder at få lagt slagplaner, og hvordan man til sidst begynder en FN modstandskrig mod zombierne. Man vil ikke leve i evig frygt for zombierne bag høje mure, men i stedet erobre verden tilbage fra dem.

Jeg kom under læsningen til at tænke på Warday af Whitley Strieber og James Kunetka fra 1984, som også er en roman bygget på de overlevendes beretninger, her blot overlevende efter en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Stiebers roman kunne godt have været en inspiration for Max Brooks, som dog absolut har skrevet en selvstændig og vellykket roman. World War Z er nemlig intelligent, velskrevet og trods sin tykkelse letlæst, og kan klart anbefales for både zombieentusiaster, doomsday preppers og elskere af gode bøger.

Skulle du have lyst til at høre World War Z som lydbog, har en kammerat har meget stærkt anbefalet den. Jeg har endnu ikke selv hørt den, men kan se at både Martin Scorsese, Simon Pegg, Frank Darabont, Nathan Fillion, Rob Reiner og Henry Rollins m.fl. lægger stemme til.

Om World War Z:

Udgivelsesår: 2013
Forlag: Tellerup, 440 sider
Omslag: Flemming Schmidt
Originaltitel: World War Z : an oral history of the zombie war (2006)

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 2)

Himlen brænder af Line Kyed Knudsen (Hvidt Støv; 2)Line Kyed Knudsens zombie-serie Hvidt støv fortsætter med en nærmest endnu bedre toer: Himlen brænder.

Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily overlevede, og sammen med bl.a. skolekammeraten Palina nåede hun i slutningen af De døde vågner frem til hospitalet i Lindestead, hvor en gruppe overlevende forsøger at finde en kur mod LS-24, som virussen kaldes.

Det viser sig, at Emilys far, som hun ikke har haft kontakt med i mange år, arbejder på hospitalet. Her forsker han i virussen og forsøger at finde en kur. Emily og hendes gruppe indgår (ikke helt gnidningsløst) i hospitalets hierarki, hvor alle skal udføre deres for det fælles bedste.

Mens Emilys kæreste Anthony bliver sat til at hjælpe i laboratoriet, kommer Emily på aktionsteamet, der tager ud i byen for at skaffe mad og vand. Det er absolut ikke en ufarlig opgave, og det finder Emily ud af allerede på sin første tur.

Som dagene går, bliver det klart, at gruppen ikke kan blive på hospitalet, og da en madtur mislykkes, sættes en evakuering i gang. Den går dog ikke helt efter planen, og pludselig er Emily og Liam efterladt i Lindestead. Nu må de selv forsøge at nå frem til Nationalparken, hvor de håber på at gense gruppen. Men en ny slags zombier er begyndt at dukke op. Og der er også de andre overlevende at tage sig i agt for…

Line Kyed Knudsen fortsætter de gode takter her i Himlen brænder. Emily har udviklet sig yderligere i forhold til første bind, og er nu en rigtig sej ung kvinde med ben i næsen, der ikke lader Milla Jovovich fra Resident Evil-filmene meget tilbage. Trods zombier og kampen for overlevelse er der dog også plads til lidt romantik, og Emily står splittet mellem Anthony og den lidt ældre Liam, der står for sikkerheden på hospitalet. Men hovedparten af historien handler stadigvæk om overlevelse, og om hvor langt man kan presses.

Himlen brænder er spændende og velskrevet, så den voksne læser skal ikke lade sig afskrække af ungdomsroman-mærkatet. Som jeg også skrev om De døde vågner, er plottet måske nok set før, men Line Kyed Knudsen fortæller så overbevisende, at serien holder hele vejen. En absolut læseværdig fortsættelse til elskere af zombie-romaner.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 242 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

 

I morgen er alt mørkt – Marlens historie af Sigbjørn Mostue

I-morgen-er-alt-moerkt_Marlens-historieFor et halvt års tid siden læste jeg første bind i Sigbjørn Mostues fremragende serie “I morgen er alt mørkt – Brages historie“, der udspiller sig i nutidens Norge, hvor verden er under angreb af parasitten MTG – en lille organisme, der forvandler mennesker til rasende dræbermaskiner. Nu er bind to “I morgen er alt mørkt – Marlens historie” udkommet, og Mostue fortsætter sin isnende fortælling i samme dystre, men fremragende stil.

Denne gang følger vi Marlen, der går på samme skole som Brage, men ikke rigtigt har nogen venner. Hun er flyttet hertil sammen med sin mor, som har giftet sig igen efter Marlens fars død.

Marlen er, hvad man kan kalde utilpasset, og holder sig for sig selv. Hun har fulgt nyhederne på nettet, om hvordan parasitten har inficeret mennesker over hele verden, og ser det som naturens måde at slå tilbage mod menneskeheden. Vi har drevet rovdrift på jordens ressourcer og egenhændigt udryddet en lang række dyrearter, og nu får vi, hvad vi har fortjent.

Men da parasitten når Norge, og Marlen selv står overfor de forrykte (som de inficerede kaldes), er det svært at vedblive at være misantrop. Pludselig bliver livet vigtigt, men hvem har, hvad det tager at klare sig? Marlen må indse at handlekraft og viden ikke altid hænger sammen. Men også at hun er villig til at gøre stort set hvad som helst for at holde sig selv og sin ‘stamme’ i live. Og det er også nødvendigt …

Mostue fik idéen til serien, da han læste en forskningsartikel om parasitten Toxoplasma gondii. Toxolasma gondii er en katteparasit, som f.eks. sætter sig i mus og rotters hjerner og ændrer deres skræk for kattes urin til tiltrækning. Derved er der større chance for, at de bliver spist af katten, og parasitten kan fuldende sin livscyklus i kattens tarme.

Også mennesker kan bære parasitten, og det gør ca. en fjerdel af jordens befolkning, og nu har forskere fundet ud af, at parasitten også kan påvirke sin menneskelige værts adfærd. Ny dansk forskning konkluderer, at kvinder, som er inficeret med parasitten, har godt en halv gang højere risiko for at forvolde skade på sig selv, herunder at begå selvmord, end andre kvinder. Jo flere antistoffer kvinderne har dannet over for katteparasitten Toxoplasma gondii, des højere er risikoen for, at de ender med at gøre skade på sig selv, viser undersøgelsen. (Ingeniøren, juli 2012) I Mostues univers gør parasitten i stedet folk sindssyge af raseri og lader dem eksplodere i morderisk overfald på andre mennesker uden at kunne stoppe før ofret er dødt.

“I morgen er alt mørkt” minder mig på bedste vis om Robert Kirkmans fabelagtige tegneserie (og tv-serie) “The Walking Dead“, bortset fra at Mostues inficerede IKKE er hjernedøde og langsomme, men intelligente jægere som ikke giver op, når de først har fået færten af deres bytte. De ræsonnerer og samarbejder bevidst, og er dermed langt farligere skabninger end Kirkmans zombier. Og så har man i Mostues univers endnu ikke har fundet ud af, hvordan parasitten smitter, og dermed kan ALLE være smittede, uden at du ved det.

Mostue forfalder ikke til at lave sine personer til smukke glansbilleder, men lader dem være komplekse, mangefacetterede individer. Marlen er på én og samme tid en navlebeskuende teenager og en ung modig kvinde, der trodser sin frygt og gennemlever ubegribelige rædsler. Hun har måske nok sin mor hos sig, modsat Brage der måtte dræbe sin egen far, da han blev smittet. Alligevel er hendes historie ikke mindre grusom end Brages, for Mostue viser ingen nåde overfor sine personer. Det er ikke romantisk, når naturen slår tilbage, og der er intet retfærdigt over de forryktes bersærkergang. Og samtidig er der også den evige fjende, mennesket altid har haft at slås med – hinanden – hvor kvinder og børn er underlagt den stærkes ret.

Stor stor anbefaling til Sigbjørn Mostues fantastiske serie, som både er velskrevet, skræmmende, realistisk og ond ind til benet. Læs den.

“Marlens historie” er en fritstående fortsættelse i serien I morgen er alt mørkt, hvoraf første del om “Brages historie” vandt den norske U-pris for Årets Ungdomsbog. “Marlens historie” er nomineret til samme pris i 2016.
Se mere på ABC Forlag

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Anders Bergesen Superultraplus Designstudio
ISBN-13: 9788779163591
Sideantal: 272
Forlag: ABC Forlag