Indlæg tagget med ‘Oxford’

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team hos Thames Valley Police i Oxford. Som de to foregående bind er her tale om en velfortalt og spændende krimi, der holder læseren fanget hele vejen.

En tidlig morgen midt under juleferien bliver Adam Fawley ringet op. To drenge er blevet reddet ud af et brændende hus på Southey Road – kun den ene er endnu i live. Der er ingen spor af deres forældre, og brandmændene er så godt som sikre på, at branden er påsat. Hvor er forældrene? Og hvorfor skulle nogen ønske at slå en helt almindelig familie ihjel?

Cara Hunter er eminent til at skrue et plot sammen, der holder læseren fanget med små dryp af viden, som giver grobund for alle mulige teorier undervejs, og som alligevel ender med en overraskende slutning. Det lykkes også denne gang, hvor jeg troede, at jeg havde gennemskuet historien, men alligevel måtte konstatere, at der var en drejning, jeg ikke havde set. Det er så fedt, når det sker.

Ingen udvej er skrevet i to spor, et nutidigt og et der tæller ned mod branden fra 270 dage før. Historien fortælles dels i jeg-form via Adam Fawley, dels gennem forskellige fra hans team og fra familien Esmond, og dels via indsatte transskriptioner af forhør samt artikler fra aviser m.m. Jeg kan godt lide den lidt komplekse opbygning af historien, idet jeg synes, det er med til at skabe suspense. Samtidig skulle jeg dog holde tungen lige i munden for at holde styr på det relativt store persongalleri.

Ved siden af plottet om mordbranden hører vi også lidt om Fawleys privatliv, hvor han og hustruen Alex har en alvorlig krise, som han forsøger at holde skjult for sit team. Der er dog klart størst fokus på mordbrands-plottet, og det er et stort plus hos mig. Især fordi Hunter er rigtig god til at gøre efterforskningsdelen spændende. Vi følger hvert skridt i efterforskningen, både de rigtige og vildsporene, og det giver historien troværdighed.

Mordbrand er en skrækkelig forbrydelse, og jeg tænker selv, at det må være en af de værste måder at dø på. Så da jeg læste slutningen, og alle brikkerne faldt på plads, var det næsten ikke til at bære. Heldigvis går livet dog videre, selvom verden er nok så barsk og modbydelig.

Jeg har været glad for alle bøgerne i Cara Hunters serie fra Oxford, og Ingen udvej holder den høje standard. Plottet overrasker, persongalleriet er autentisk, og er du til gode politiromaner, så hører Cara Hunter til i toppen.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså).

Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser der, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregistret. Michael ser rank og årvågen ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne.

Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagende de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde.

Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. (side 25-26)

Om Ingen udvej:

Udgivelsesår: 17.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 376 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: No Way Out, 2019
Oversætter: Brian Christensen

Serien med kriminalinspektør Adam Fawley:

Ingen udvej, 2021
Skjult, 2020
Familiens synder, 2020

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Familiens synder af Cara Hunter

Sharon og Barry Masons datter forsvinder sporløst under en havefest. Politiet med kriminalinspektør Adam Fawley i spidsen starter en omfattende efterforskning, men i første omgang uden nogen resultater. Som dagene går, og chancen for at finde den 8-årige Daisy i live bliver mindre, dukker flere familiehemmeligheder frem i lyset, og politiet må revurdere deres opfattelse af sagen.

Familiens synder er første bind i Cara Hunters serie om Adam Fawley. Serien udspiller sig i universitetsbyen Oxford, og forlaget sammenligner bøgerne med tv-serien Broadchurch. Den må jeg indrømme, at jeg ikke har set, men måske bør jeg det, for jeg blev i hvert fald fanget ind af Familiens synder .

Romanen er bygget op i to spor. Det ene udspiller sig i nutiden og fortælles skiftevis af Adam Fawley og de øvrige politifolk, krydret med opslag på Twitter hvor naboer (og fremmede) giver deres mening tilkende om sagen.

Det andet spor bevæger sig rykvist baglæns i tiden, startende med dagen før Daisy forsvandt, tilbage til 79 dage før hendes forsvinden. Jeg har ikke læst en bog med helt samme opbygning som denne før, men jeg må sige, at det fungerer overraskende effektivt. Oplysninger, vi får i nutiden, har pludselig en helt anden betydning, når vi får baggrunden med, og det giver en helt særlig spænding i historien.

Det er heller ikke tit, at jeg har læst en bog med så usympatiske ofre. Hverken Barry Mason eller hustruen Sharon virker særligt behagelige, og det er svært at have ondt af dem, selvom deres datter er forsvundet. Måske derfor er folkedomstolen på twitter også hurtig til at dømme dem uden at have nogen beviser. Den del af historien kan jeg desværre genkende alt for let fra tastaturkrigerne på Facebook osv., der er mere end parate til at dømme andre uden at sætte sig ind i sagen.

Jeg var lynhurtigt fanget ind af Familiens synder, som både er spændende og overraskende. Jeg havde i hvert fald ikke gennemskuet plottet. Cara Hunter skriver levende, og den specielle opbygning af historien skaber en stadigt stigende suspense, så jeg nærmest ikke kunne slippe bogen, da jeg først gik i gang.

Samtidig er Adam Fawley en interessant hovedperson. Vi fornemmer fra starten, at han har en tragedie i bagagen, men hvilken afsløres først langt inde i bogen. Alligevel er han dybt professionel, og har samtidig en medfølende og venlig side der adskiller ham fra mange af tidens krimi-skikkelser. Men han har også sine personlige meninger, som ind i mellem skinner igennem i snakken med kollegaerne. Det er med til at gøre hans karakter troværdig, og jeg ser frem til at lære ham bedre at kende i kommende bind.

Cara Hunter besøger Krimimessen i Horsens d. 28.-29. marts, hvor hun vil fortælle om Familiens synder. I den forbindelse har Krimimessen spurgt hende, hvordan inspirationen til bogen opstod. Til det fortæller hun om sin fascination af ”at tage temaer op, der er blevet betydningsfulde emner både inden for den virkelige verdens kriminalitet og i fiktionens verden, og se på dem fra uventede vinkler”. I Familiens synder vender hun således rundt på ordsproget om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Her kræver det i stedet et samfund at miste et barn.

En absolut læseværdig og underholdende historie, hvis anderledes opbygning er med til at holde læseren fanget til sidste side. For alle der holder af gedigne og overraskende krimier med et drys domestic noir.

Uddrag af Familiens synder:

Jeg nikker. ”Det er klart. Jeg kan se, at haven støder op til kanalen. Er der en låge, som fører ud til trækstien?”
Barry ryster på hovedet. ”Som om! Det vil kommunen aldrig give lov til. Han kan umuligt være kommet ind den vej fra.”
”Han?”
Barry ser væk igen. ”Hvem det så end var. Det svin, som har taget hende. Det svin som har taget min lille Daisy.”
Jeg skriver ’min’ i notesbogen og sætter spørgsmålstegn bagefter. ”Men du så faktisk ikke en mand?”
Han tager en dyb indånding, som ender i en hulken, og så ser han væk, da tårerne igen begynder at trille. ”Nej, jeg så ikke nogen.”
Jeg bladrer i mine papirer. ”Jeg har billedet af Daisy, som I har givet kriminalassistent Davis. Kan I fortælle mig, hvad hun havde på af tøj?”
Der bliver stille.
”Vi holdt udklædningsfest,” sagde Sharon til sidst. ”For børnene. Vi tænkte, at det kunne være hyggeligt. Daisy var klædt ud som sit navn.”
”Undskyld, jeg er ikke helt med …”
”Daisy betyder tusindfryd. Hun var klædt du som en tusindfryd.”
Jeg fornemmer Gislinghams reaktion, men kigger ikke på ham. ”Nu forstår jeg. Og det vil sige …”
”Grøn nederdel, grønne strømpebukser og grønne sko. Og en hat med hvide kronblade og gult i midten. Vi fandt kostumet i den der butik på Fontover Street. Det kostede en formue bare at leje det. Og vi blev nødt til at betale depositum.”
Hun går i stå og gisper. Så knytter hun nævne og presser den mod munden med bævende skuldre. Barry lægger armen rundt om hende. Hun vugger klynkende frem og tilbage og siger til ham, at det ikke er hendes skyld – hun vidste ikke noget – og han stryger hende over håret. (side 14-15)

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Familiens synder:

Udgivelsesår: 20.02.2020
Forlag: Gads Forlag, 354 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: Close to home, 2018
Oversætter: Brian Christensen

Læs også:

Enken af Fiona Barton
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Og så var hun væk af Lisa Jewell
Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist