oktober 2020
M Ti O To F L S
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘pandemi’

Den blege rytter af Klaus Larsen

Den blege rytter af Klaus Larsen

En efterårsdag 1349. I Jammerbugten på den jyske vestkyst ligger et strandet skib og hugger i brændingen. Besætningen er død, men en uhyggelig passager er klar til at gå i land: Pesten – klar til at galoppere hen over de værgeløse menneskemasser. Den Sorte Død får den gamle verden til at krakelere. En tredjedel af alle mennesker dør, og i de næste 350 år hjemsøger forskellige epidemier kontinentet. Hverken bøn, urter eller lægekunst hjælper, så der er frit slag for vilde teorier. Det er Guds straf! Det er jøderne! Stjernerne og planeterne! Nej, det er heksekunst – eller giftige dunster fra jorden! Den blege rytter fortæller om et Europa i opløsning. Men de store epidemier skaber også nybrud. De sætter skub i den teknologiske udvikling, udløser sociale omvæltninger og baner vej for renæssancen, reformationen og det moderne samfund, vi nu lever i. (fra bogens bagside)

Klaus Larsen er journalist på Ugeskrift for læger, men har også skrevet flere fagbøger. I Den blege rytter beskriver han de store epidemier, der hjemsøgte og formede Europa, til det kontinent vi kender i dag.

Han starter med Den Sorte Død, der første gang ramte Europa i 1348-1350, og gentagne gange rystede kontinentet de næste 350 år. Vi hører både om pestepidemierne i Danmark og resten af Europa samt de andre dødelige epidemier, bl.a. kopper og plettyfus, der jævnligt dukkede op i samme periode.

Men Klaus Larsen sætter også sygdommene ind i en historisk, religiøs og kulturel kontekst og fortæller om datidens samfund og følgerne sygdommene fik. Lige fra flagellanternes opståen over jødeforfølgelser til Reformationens betydning for de syge, og hvordan den danske enevældskonge Frederik d. 4.’s rejse til Italien førte til, at Danmark fik en karantænestation på Saltholm i Øresund.

Der er afsnit, der ser nærmere på middelalderens hygiejne, hvor det at bade med tiden blev forbundet med sygdom. I 1300-tallet var der offentlige badestuer i enhver købstad med respekt for sig selv, og tre alene i København. Men badestuerne blev også brugt til seksuelt samkvem, og da syfilissen ramte Europa, lukkede badestuerne på stribe. End ikke de mest fornemme huse havde eget badeværelse, og det var forbundet med stort arbejde at tage bad, idet alt vand skulle hentes og opvarmes. Oveni mente lægerne også, at badning kunne gøre en mere tilbøjelig til at blive syg, mens snavs derimod dannede en beskyttende hinde på huden.

Og snavs var der nok af i middelalderen, hvor mange mennesker (og dyr) boede utroligt tæt sammen i byerne. Uden et fungerende renovationsvæsen røg alt affald og spildevand ud på gaden, hvor det rådnede i rendestenen og sivede ned i grundvandet. Klaus Larsen fortæller i den forbindelse historien om hollænderen Bernt, der i 1600-tallet var bosat i Helsingør. Bernt var rystet over svineriet og gik i gang med at fjerne skidtet i sin egen gård: “Han smøgede ærmerne op og tog fat, men han havde kun lige fået skidtet omkring det lille hus kørt væk, før rygterne løb i byen om denne hollænder, der gjorde rakkerens beskidte og uærlige arbejde. Sindene var i oprør, og der var udbredt enighed om, at manden burde smides ud af byen.” (side 198)

Andre afsnit fortæller om tidens lægekunst, som i mange hundreder af år ikke ændrede sig væsentligt. Den dominerende sygdomslære var humoralpatologien, læren om at sygdom skyldes en forkert balance i kroppens fire væsker, og først i 1800-tallet hvor cellepatologien fik et gennembrud, ændrede den opfattelse sig.

Og jeg kunne blive ved med at pille spændende afsnit ud, for Den blege rytter er en virkelig interessant bog.

Klaus Larsen er en god formidler, som forstår at gøre stoffet virkeligsnært ved at blande personlige beretninger som f.eks. Bernt Hollænders med den overordnede fortælling, som ellers kunne blive for meget med sit fokus på sygdom, død og elendighed. Samtidig er bogen velfortalt, og så er Den blege rytter ydermere fuld af fantastiske illustrationer fra samtiden.

Jeg var både underholdt og skræmt under læsningen. Den blege rytter er et morbidt, men spændende bekendtskab, hvor Klaus Larsen kommer langt omkring. Vi hører ikke bare om de store linjer, men kommer også ned i detaljen, uden at det bliver docerende eller ligegyldigt. Bagerst er et omfattende noteapparat samt en liste over anvendt litteratur.

Skulle du have lyst til at læse mere om epidemier, kan jeg også anbefale Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt.

Om Den blege rytter:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Munksgaard, 320 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Farezone 4 af Richard Preston

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic

De rensede af Søren Staal Balslev

De rensede af Søren Staal BalslevOmkring 2021 overvældes menneskeheden af en verdensomfattende pandemi.

”Det gik forbavsende stærkt, og det var kun de mest pessimistiske, som havde haft fantasi til at forestille sig helt præcist, hvor utilstrækkeligt forsvaret var. Da de første tal blev offentliggjort, gik journalister amok over de marginale chancer for overlevelse. Blev man først inficeret, havde man en til to procents chance for at klare skærene. Myndighederne var på ingen måde forberedte på en nedsmeltning af denne karakter, private organisationer kæmpede forgæves med de nationale styringsenheder, og det transnationale samarbejde var usædvanlig mangelfuldt. En efter en faldt regioner, lande, kontinenter og verdensdele.” (side 23)

Romanen følger den lille familie Eva, William og datteren Laura flere år efter samfundets sammenbrud. De har overlevet i det nordvestlige København, hvor de gemmer sig i en lejlighed overfor Bispebjerg Kirkegård uden kontakt til andre overlevende. En overraskende triviel hverdag har indfundet sig, hvor William finder mad i de omkringliggende boliger og butikker, mens Eva er hjemme og passer på Laura.

Men nu har den efterhånden 17-årige Laura fået en feber, der ikke vil gå væk. William må forsøge at få fat i noget penicillin til hende, og efter flere år i relativ rolighed ruskes familiens postapokalyptiske hverdag i den grad op.

Jeg har haft Søren Staal Balslevs dystopiske roman De rensede til at ligge i min læsebunke, siden jeg købte den til Skrækfest i Odense. Af uransagelige årsager – for forventningerne til den var høje – er jeg først nået til den her et par måneder senere. Men jeg kan afsløre, at forventningerne blev indfriet.

Ofte handler apokalyptiske bøger om selve undergangen, mens samfundet falder fra hinanden, og folk kæmper for at overleve. Det er ikke tilfældet her. Søren Staal Balslev har placeret sin handling flere år efter katastrofen, hvor situationen har stabiliseret sig. I en afdæmpet og realistisk tone beretter han om livet efter katastrofen. Et liv som viser sig at være overraskende kedsommelig.

”Der var ingen, som nogensinde havde forestillet sig, at apokalypsen ville være så gudsjammerligt kedelig at overleve. I det første lange stykke tid havde der ikke været grund til at kede sig eller overhovedet mulighed for at trække vejret. De havde, måske ligesom de få andre overlevende, som verden havde benådet, været væk i flugten, og den uendelige kamp for overlevelse havde krævet alt af dem. Overlevelsestrangen havde slet og ret dikteret alt, hvad hjernen foretog sig, og hver eneste lille handling havde båret kimen til en salig tomhed. De havde dengang været nådigt befriet for nagende tanker, usikkerhed og kronisk selvransagelse. Nu? Nu var der ikke andet end et uendeligt og grandiost indre rum med udstrakte marker, fyldt med tid til at tænke over hver enkelt forbandede ting, som nu engang faldt hende ind.” (side 12)

Vi følger familien i en kort tidsperiode under Lauras sygdom, og hører om livet før via personernes tanker.

Eva drømmer om at komme ud af København. Hendes forældre havde et økologisk landbrug på Lolland, og hun forsøger at overtale William til at tage dertil. Men William holder fast i København. Han var før katastrofen deltidsansat ved universitetet, hvor han underviste i akkadisk og sumerisk og tjente begrænset. Eva stod således for den økonomiske stabilitet i ægteskabet. I postapokalypsens ruiner viser William sig dog at være en pålidelig forsørger, og måske er det den rolle, han er bange for at opgive ved at forlade byen? Spørgsmålet er dog, om en ny begyndelse virkelig er mulig i resterne af den tidligere storby.

Søren Staal Balslev og Aske Munk-JørgensenDe rensede er en anderledes dystopi. I et interview på Superkultur.dk fortæller Søren Staal Balslev, at han med romanen ønskede at gøre undergangen lokal og genkendelig. Med sine detaljerede beskrivelser af et København i forfald er den del bestemt lykkes.

Derudover har romanen også en meget dansk tone. Den er ikke båret af vild action eller blod og død, men lever via personernes tanker og følelser. Vi er langt fra amerikanske action-baskere, og selvom begivenhederne accelerer mod slutningen, har De rensede en ’nede på jorden-stemning’, for ”[…] selvom verden er gået under, kan det stadig være uoverkommeligt at håndtere parforhold, opdragelse og helt basale ting som ikke at fryse, sulte ihjel eller blive dræbt af fremmede.” Balslev gør familien til centrum for historien – og endda en relativ dysfunktionel familie, som før katastrofen brugte mere tid på deres elektroniske gadgets end på hinanden – fremfor at fokusere på drama og katastrofer, og det giver fortællingen et skræmmende genkendeligt skær.

For mig var læsningen af De rensede en todelt oplevelse. Jeg hørte nemlig første halvdel på lydbog indtalt af David Garmark. Her fik jeg en god fornemmelse for de sproglige finesser og en underliggende humor, der ind i mellem titter frem. Som da William falder i staver over mannequinerne i en lingeriforretning, som står med ”struttende bryster og bh’er både med og uden bøjle”. (side 35)

Sidste del læste jeg som papirbog i ét stræk, fordi jeg ville vide, hvad der skete. Så selvom her ikke er tale om hæsblæsende Hollywood-underholdning, blev jeg alligevel dybt grebet af det postapokalyptiske familiedrama.

Jeg kan varmt anbefale De rensede, til alle der holder af god litteratur, og kunne du lide Vejen af Cormac McCarthy eller Station 11 af Emily St. John Mandel, så vil du også holde af denne.

Læs hele interviewet med Søren Staal Balslev på Superkultur.dk eller besøg forfatterens hjemmeside

Om De rensede:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 243 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Ruiner af Adam O
Vores endeløse dage af Claire Fuller
Vejen af Cormac McCarthy
Station 11 af Emily St. John Mandel
Jeg er den sidste af Richard Matheson
Mens vi endnu er her af Susan Beth Pfeffer
Efter år nul af Grete Roulund

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen

Pestlægen af Søren Marquardt FrederiksenByfoged Povel Madsen finder i en sø liget af en lille pige. Han håber, at hun er druknet og ikke myrdet, så byen ikke igen skal hænge en barnemorder. Sandheden viser sig at være langt værre. På pigens hals finder han mørklilla bylder, der tyder på, at pesten er vendt tilbage. Tanken forfærder ham, men han håber, at Chr. IV’s nye Pestforordning fra 1625 kan forhindre, at pesten denne gang rammer så hårdt.

Han får hjælp af en tilrejsende læge, den kontroversielle Hartvig Lohmann, der eksperimenterer med nye metoder. Mens de kæmper for at opretholde et beredskab, der skal holde pesten nede, myldrer ligene frem i byen. Samtidig nager tvivlen. Døde pigen af pest, eller blev hun myrdet? (fra bogens bagside)

Pestlægen af Søren Marquardt Frederiksen udspiller sig i Nakskov i 1629. En tid hvor pesten med jævne mellemrum skyllede over Europa og Danmark og efterlod massegrave fyldt med døde i sit kølvand.

I Nakskov var pesten sidst i udbrud fem år tidligere, hvor bl.a. byfogeden Povel Madsens kone var blandt ofrene. Nu er han gift med den unge Karen Pedersdatter og kan næsten ikke forstå sit eget held. Men da han finder den lille døde pige, frygter han, at heldet er sluppet op.

Sammen med borgmesteren Hans Boesen indfører Povel en række forholdsregler for at beskytte byen mod pesten, samtidig med at han forsøger at finde ud af, hvem der har dræbt den lille pige. Først er han dog nødt til at finde ud af, hvem pigen er.

Pestlægen er en velresearchet og letlæst roman om liv og død blandt almindelige mennesker under pestens hærgen i 1600-tallets Danmark. SMF beskriver tiden og personerne, så man tydeligt fornemmer både skidtet og stanken i gaderne, såvel som angsten for pesten der blev anset som Guds straf. Alligevel forsøgte man at undgå smitten, og SMF beretter levende om de mange mærkelige kure og tankerne bag.

Pestlægen kaldes en historisk krimi, og historien har da også et mord som omdrejningspunkt. Selve mordgåden er for så vidt godt fundet på. Under opklaringsarbejdet dukker der indicier op, der kunne involvere heksekunster, og det fremstiller SMF troværdigt og overbevisende. For mig bliver mordplottet dog aldrig det vigtigste, og derfor vil jeg hellere betegne Pestlægen som en vellykket historisk roman, hvor man grufuldt fascineret følger pestens indtog i Nakskov. Samtidig er kulissen og personerne interessante i sig selv, og selvom SMF ikke helt når op på højde  med forfattere som f.eks. Martin Jensen, så er Pestlægen absolut læseværdig.

Søren Marquardt Frederiksen debuterede som skønlitterær forfatter i 2016 med Kongens By, der også har Povel Madsen i hovedrollen.  Pestlægen er hans tredje roman, og er baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, der levede i Nakskov. Forrest giver SMF en kort introduktion til personerne, som han har fundet oplysninger om via byens daværende præst, der flittigt registrerede et hav af informationer om sine sognebørn. Bagerst i bogen er en samlet oversigt over kilderne.

Om Pestlægen:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Morfeus Forlag, 269 sider
Omslag: Antti Suomalainen

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Mens møllen maler af Martin Jensen
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Færten af død af Andrew Taylor

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob EberhardtPest eller kolera? Mon ikke de fleste har hørt talemåden, hvor et dilemma beskrives som et valg mellem disse to sygdomme, der i tidens løb har dræbt et ufattelig antal mennesker. Men hvilken sygdom har været den værste?

Verdenshistoriens største epidemier gennemgår Jakob Eberhardt 10 sygdomme, der har haft så stor historisk betydning, at de har påvirket menneskeheden. Via øjenvidneberetninger og beskrivelser af den historiske kontekst, baggrunden for smitten f.eks. ændringer i klimaet eller sociale/samfundsmæssige forhold og faktabokse, som beskriver forskellige aspekter af sygdommene på mere leksikalsk vis, giver han en letforståelig, kronologisk indføring i 10 af verdenshistoriens største epidemier.

Af pladshensyn er der flere sygdomme, som ikke beskrives i bogen. Bl.a. nævner Eberhardt i sin indledning, at spedalskhed, syfilis, mæslinger og tyfus, som også har dræbt og plaget mennesker op gennem historien, er udeladt.

Den ældste dræber, Eberhardt beskriver, er pesten, som plagede Europa i århundreder, og som anslås at have slået mellem 30 og 60% af befolkningen ihjel. Ironisk nok medførte decimeringen af befolkningen med tiden bedre livsbetingelser for de overlevende.

Herefter følger et kapitel om kopper, som de spanske conquistadorer bragte med til Latinamerika. De lokale havde aldrig været udsat for koppevirussen og havde intet immunforsvar mod den. I Mexico faldt befolkningstallet således i løbet af 1500-tallet fra 25 millioner indfødte til 1,6 millioner i 1620! Det var dog ikke kun Latinamerika, der blev ramt af koppe-epidemien. I slutningen af 1500-tallet spredte en ny stamme af koppevirussen sig i Europa, og gennem 1600-tallet og ind i 1700-tallet var kopper den mest fremherskende og frygtede sygdom i Europa.

Kapitlet om plettyfus fortæller om sygdommens decimering af Napoleons hær i hans felttog mod Rusland i 1812. 690.000 soldater tog fra Frankrig og kun omkring 80.000 vendte tilbage! Af de anslåede 400.000-540.000 omkomne menes det, at mindst 3/4 døde af sygdom (primært plettyfus) samt kulde, sult og tørst.

I 1800-tallet rammes de europæiske befolkninger af en ny dræber, der slår sin ofre ihjel hurtigt og smertefuldt: kolera. Fem store pandemier mellem 1817 og 1896 slog mindst 100 millioner mennesker ihjel på verdensplan, og kolera er blevet kaldet 1800-tallets pest. Kolera er stadig udbredt i visse lande og dræber årligt ca. 200.000 på verdensplan. Der findes en vaccine, men den er kun 70% effektiv og giver kun immunitet i tre år.

Bogens næste sygdom anslås at stå bag en milliard dødsfald i perioden 1700-1900, og tuberkulose er således den mest dræbende sygdom i verdenshistorien. Tuberkulose gav også næring til vampyrmyten, fortæller Eberhardt, og beskriver hvordan folk i det nordøstlige USA åbnede tuberkuloseofres grave for at skære deres hjerter ud og brænde dem og på den måde stoppe vampyren.

I de næste kapitler gennemgås gul feber, den spanske syge, polio, malaria og AIDS. Her hører vi, hvordan man fandt ud af, at gul feber smittede via myg. Hvordan den spanske syge særligt ramte unge og stærke mennesker. Hvordan den danske narkoselæge Bjørn Ibsen stod bag et gennembrud i behandlingen af poliopatienter. Hvordan en malariaepidemi ramte Lolland i 1831, hvor alene i Maribo amt næsten 29.000 mennesker blev ramt, det vil sige ca. halvdelen af befolkningen, og 1000 personer døde. Og slutteligt hvordan AIDS på det afrikanske kontinent hovedsageligt rammer heteroseksuelle, mens det i den vestlige verden mest er homoseksuelle, der rammes.

Jakob Eberhardt er en god formidler, og Verdenshistoriens største epidemier er fyldt med interessante – og skræmmende – fakta og fortællinger om de ti sygdomme og deres følger. Det er ikke uden grund, at mange nutidige film og bøger handler om pandemier, for fortiden er fuld af skræmmende eksempler på sammenbrud og kaos som følge af disse. Og selvom vi i dag har langt mere viden om smittekilder, vacciner osv., giver globaliseringen nye udfordringer, idet spredningen af virus kan ske langt hurtigere end tidligere.

Jeg har tidligere læst Den blodrøde flod om den finske borgerkrig af Jakob Eberhardt. Den kan bestemt også anbefales.

Om Verdenshistoriens største epidemier:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: FADL’s Forlag, 264 sider
Omslag; Bjørn Ortmann

Indhold:

Indledning
Pesten – et spøgelse i Europa gennem 400 år
Kopper – Latinamerikas erobrer
Plettyfus – Napoleons overmand
Kolera – 1800-tallets hurtige dræber
Tuberkulose – den episke død
Gul feber – USA’s store plage
Den spanske syge – et globalt mareridt
Polio – den skandinaviske plage
Malaria – Europas glemte sygdom
AIDS – en afrikansk tragedie
Noter
Litteratur

Læs og se også:

Opgøret af Stephen King
Martyrens sang af Stephen Miller
Kimære af Gert Nygårdshaug

Carriers
Contagion
Fatal contact: Bird flu in America

Under overfladen af Claus Lohman

Under overfladen af Claus Lohman

Dramatisk og actionfyldt videnskabsthriller om virus, sunkne skibe og gamle hemmeligheder

Til Bogforum 2018 havde jeg fornøjelsen af at høre min kollega Thomas Behrmann interviewe Claus Lohman om Under overfladen. Interviewet løftede sløret for en spændende videnskabsthriller med tråde tilbage til Den Spanske Syge. En pandemi som rasede i 1918 og krævede over 50.000.000 dødsofre. Jeg blev fascineret af samtalen, og nu har jeg så også fået læst bogen.

Martin Henderson er virolog og bor i New York sammen med kæresten, kriminalassistent Tina Sanders. Da to dykkere dør pludseligt af en tilsyneladende ukendt virus kort efter en dykkertur, kommer Martin på sagen. Snart stiger dødsfaldene, og presset for at finde frem til en vaccine bliver af største vigtighed, hvis man skal undgå en pandemi.

Men der foregår mærkelige ting omkring Martin. Han undslipper med nød og næppe en kidnapning på åben gade, og det bringer ham i kontakt med den arkæologistuderende Emma Fitzgerald. Hun drømmer i virkeligheden om at blive journalist, og fik på forhånd et tip så hun kunne være på stedet, da kidnapningsforsøget fandt sted. Og hendes kilde ved tilsyneladende også andre ting vedrørende Martin.

Mens Martin forsøger at vinde kapløbet om at udvikle en vaccine, før det er for sent, forsøger Tina og Emma uafhængigt af hinanden at finde ud af, hvem der er efter Martin. Det fører historien langt omkring lige fra sunkne skibe med skjulte skatte til glemte familiehemmeligheder og nutidigt bedrag.

Under overfladen er første bind i en serie om virologen Martin Henderson. Claus Lohman har tidligere udgivet trilogien Genstart, Genspejl og Genkald, som også er blevet oversat til engelsk og italiensk. Det er dog første gang, jeg stifter bekendtskab med forfatterskabet.

Der er ingen tvivl om, at der ligger et stort researcharbejde bag romanen, og bagerst er indsat et baggrunds-kapitel, hvor Lohman adskiller fakta fra fiktion i romanen. Den grundige research tager dog aldrig overhånd i historien, som i korte kapitler der springer mellem personerne, fortælles i et nærmest hæsblæsende tempo. Plottet bevæger sig ad uforudsigelige stier, men samles til sidst i en overraskende – og lidt urealistisk – sløjfe.

Jeg kan altid lide en god videnskabsthriller, og Under overfladen er underholdende og dramatisk. Fokus er på action og fremdrift via plot-twists fremfor personskildringerne, der står lidt unuancerede. Til gengæld kombinerer Lohman vellykket genkomsten af et gammelt og dødsensfarlig virus med en spændende skattejagt, hvor særligt de videnskabelige dele af historien fungerer for mig. Jeg er ikke ubetinget begejstret for slutningen, der bliver en lille smule for fantastisk for mig. Men jeg er også en gammel kyniker.

Kan du lide amerikanske Clive Cussler og hans spændingsbøger, så kan Under overfladen også være noget for dig.

Uddrag af Under overfladen:

Jack lyttede interesseret. 
– Jeg har læst lidt om det i videnskabsmagasinet Science, sagde han, – men hvad er det helt præcist, der gør, at influenzatypen er så farlig?

– Dens evne til at mutere og tilpasse sig, så det menneskelige immunsystem ikke kan genkende den, svarede Martin og fortsatte: – Det er en af de farligste misforståelser, at influenza ikke er værre end en almindelige forkølelse, og sygdommen er faktisk den, sundhedseksperterne frygter allermest.

–  Hvorfor? udbrød praktikanten.

– På grund af pandemierne, som man siden Middelalderen har fastlagt 13 af, svarede Martin. – Selvom vi måske opfatter influenza som en menneskesygdom, stammer den i virkeligheden fra fugle. Influenzavirus A har været i fuglene så længe, at de og virussen har nået en slags evolutionær våbenstilstand, hvor fuglene kun sjældent bliver syge. Virus findes derfor frit i fuglenes tarme, hvor den via afføringen kan hoppe fra fugl til fugl, så der altid er et kæmpe reservoir af forskellige virustyper gemt i dem.

– Men influenza er jo ikke som sådan farlig, mente Jack.
Centrifugeringen var færdig, og Martin løftede reagensglassene ud. Han hældte på skift væskerne over i nye reagensglas og tilsatte forskellige analysestoffer, inden han satter prøverne tilbage i centrifugen.

– Selv i et år uden influenzaepidemi dør 36.000 amerikanere af sygdommen, så her tager du fejl, forklarede han og startede maskinen igen. – Men hvis en ny influenzavirus opstår, vil den formentlig i betragtning af menneskets rejsemønstre, spredes meget hurtigere end i 1918 og sandsynligvis inficere flere hundrede millioner, ja, måske endda en milliard. (s. 95-96)

Om Under overfladen:

Udgivelsesår: 11.06.2018
Forlag: Aronsen, 335 sider
Omslag: Imperiet

Læs også:

Langs smertegrænsen af Thomas Clemen
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Det fjerde menneske af David Garmark
Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg
Dragon af Thomas C. Krohn
Metusalemgenet af Michael Lycke
Martyrens sang af Stephen Miller
Udryddelsen af Kazuaki Takano

Claus Lohman bliver interviewet af Thomas Behrmann på Krimimessens stand, Bogforum 2018

De dødes tid af Thomas Helle

De dødes tid af Thomas HelleEn ukendt virus hærger Europa. Symptomerne minder om influenza, men feberen er kun det indledende stadie. De smittede er dødsdømte, men kan ikke engang regne med den evige hvile som afslutning. For virussen får de døde til at genopstå – med en umættelig trang til menneskekød.

Jeg elsker zombier. Jeg ved godt, at nogen synes, at zombien er et kedeligt bekendtskab, fordi der kun er X antal måder, man kan beskrive samfundets undergang for zombiehånd på. Men jeg er ikke enig. Jeg lader mig stadigvæk forføre og underholde af gode zombiefortællinger, og Thomas Helles debutroman De dødes tid hører til i den kategori.

Vi følger en række forskellige personer før, under og efter zombiernes ankomst. En gennemtestet og vellykket formel til at beskrive det fysiske og psykiske kaos samfundet rammes af, når samfundet falder fra hinanden. Sideløbende hører vi, hvordan virusset opstod og om planen bag den, og sidstnævnte er en af de ting, der adskiller De dødes tid fra flertallet af zombiefortællinger.

Chris Jensen underviser i Oldtidskundskab, da han pludselig får brug for sine erfaringer fra sin tid i frømandskorpset. Reservelæge June Holten arbejder i døgndrift på hospitalet for at finde en kur mod den nye virus. Præsten Finn Andersen havde opgivet alt, men må atter se sig selv i rollen som hyrde for en flok. Playboyen Patrick må modvilligt erkende, at de uforpligtende dage som trussetyv er forbi. Og pigen Mathilde pakker sin bamse i en rygsæk og tager ud for at finde en voksen, da moren bliver spist af naboen.

Efterhånden som begivenhederne udspiller sig, finder denne umage flok hinanden i deres forsøg på at overleve og måske endda leve i en ny og dødbringende verden.

Jeg er overbevist om, at Thomas Helle er stor fan af Stephen King og i særdeleshed af hans mammutroman The Stand. I hvert fald er dele af De dødes tid en tydelig homage hertil, bl.a. brugen af Yeates digt “The Second Coming”, men også persongalleriet bringer mindelser til gyserkongen. Det gør dog ikke romanen til en ligegyldig efterligning, for selvom elementer af historien måske nok er set før, så giver Thomas Helle fortællingen sit eget twist. Og så fortæller han simpelthen så energisk og underholdende, at jeg stort set ikke lagde bogen fra mig før sidste kapitel var læst.

Skal jeg være lidt kritisk, stod visse dele af fortællingen dog en smule uforløst, da jeg lukkede bogen. F.eks. tager bogens indledende kapitel os med til Haiti i 1969, men jeg synes ikke, at begivenhederne her følges til dørs i romanen. Ligeledes kommer det ikke til at stå helt klart for mig, hvad direktørens mål er, og heller ikke hvad kuffertens indhold betyder. Men på trods af disse par flagrende tråde så er helhedsindtrykket stadig en vellykket og underholdende debut.

Min eneste rigtige anke er, at jeg faldt over nogle trælse korrekturfejl. Det er en af de ting, der fanger mit øje, også selvom jeg godt ved, at mange overhovedet ikke ænser det. Men når der allerede på bogens første side, griner en slåfejl til mig, ærgrer det mig, og jeg kan slet ikke lade være med at lede efter flere.

Dette lidt sure opstød skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over De dødes tid, som overordnet set er en både flot og gennemarbejdet udgivelse. Så er du også til zombier, får du hele pakken her: action, følelser, splatter og ikke mindst en dramatisk historie med troværdige personer i en grum, grum verden. Jeg kan derfor kun sige: læs den.

Uddrag af De dødes tid

Den hvide kittel var sølet ind i blod, og det bølgende hår glinsede rødt og fedtet. 

“Michael, hvad er det sket?” udbrød June.

Overlæge Michael Romer ænsede hende tilsyneladende ikke og havde fronten vendt mod hendes kollega, mens han snerrende trådte nærmere.

Vicky lagde hænderne for munden i et forsøg på at undertrykke sit skrig, da hun så ind i de sorte øjne og lagde mærke til blodet omkring overlægens mund. Med ét var Romer over hende og væltede hende om på gulvet. Vicky skreg og forsøgte at værge for sig, men uden held.

“Hold op!” skreg June og forsøgte at hive overlægen væk. Han reagerede ikke og var for tung til, at June kunne løfte ham væk. Romer snappede efter Vickys ansigt, men June trak ham bagud, så det ikke lykkedes. Vicky holdt afværgende en arm op, så Romer bed sig straks fast i den, og smerten hørtes skingert og forfærdet i Vickys skrig. Som et dyr ruskede han armen, mens Vicky skreg.

June lagde alle kræfter i og forsøgte at trække Romer væk, men mistede sit greb i den blodige kittel og væltede bagover. Hun kom hurtigt på benene og så sig omkring. Taburetten ved mikroskopet var væltet, og hun fik fat i dens ben. Den var overraskende tung, så hun måtte lægge alle kræfter i, da hun svang den. Til gengæld ramte den meget hårdere, end hun havde regnet med. Den knasende lyd af Romers hjerneskal, der flækkede, da sædet ramte ham, gav genlyd i hele laboratoriet. June mærkede en lammende skræk, da hun så den livløse krop, og det gik op for hende, hvad hun havde gjort. Hun havde lige taget livet af sin chef. (s. 87-88)

Reklame: Tak til Forlaget Facet som har sponseret læseeksemplaret

Om De dødes tid:

Udgivelsesår: 14.09.2018
Forlag: Forlaget Facet, 463 sider
Omslag: Breth Design

Læs også:

Høstens engle af Alden Bell
Død verden af Louise Haiberg
Kadavermarch af Dennis Jürgensen
Opgøret af Stephen King
The Walking Dead af Robert Kirkman
Necrodemic-sagaen af Patrick Leis
Pandaemonium af A. Silvestri

Rejsen til SELU af Line Kyed Knudsen (Hvidt støv; 3)

Rejsen til SELU af Line Kyed KnudsenRejsen til SELU er tredje bind i Line Kyed Knudsens trilogi Hvidt støv. Et par dage før Emilys 18 års fødselsdag brød en dødelig epidemi ud, der dræbte en stor del af befolkningen og efterfølgende forvandlede dem til zombier. Emily og skolekammeraten Palina overlevede, og søgte i første omgang tilflugt i hospitalet i Lindestead. Her forsøgte en gruppe overlevende at finde en kur mod virussen. Forskellige omstændigheder sendte dog atter gruppen på flugt, og i slutningen af Himlen brænder søgte de mod Nationalparken for at finde sikkerhed.

Livet i Nationalparken er dog ikke lutter lagkage. Gruppen mangler mad, og selvom de indtil videre har undgået zombierne, så er det blot et spørgsmål om tid. Men meningerne er delte om, hvad de skal gøre. En del af gruppen ønsker at blive i Nationalparken, mens andre, heriblandt Liam, Emily og Palina, planlægger at drage videre til rumforskningscenteret SELU, hvor de håber på at finde både svar og hjælp.

En dag bliver beslutningen taget for dem. Lejren overfaldes, og under kampen bliver Emily væk fra de andre. Anthony, som blev bidt og forvandlet til en af de vilde i bind to, redder hende og hjælper hende hen til Liam og resten af de overlevende. Liam tror dog ikke på, at Anthony vil dem det godt. Han er overbevist om, at de vilde er ligeså farlige for mennesker som zombierne, og Emily kan ikke overbevise ham om andet.

Uanset er de i hvert fald nødt til at tage videre, så de sætter kursen mod SELU. Men rejsen er lang og fuld af farer. Det er ikke kun zombier og vilde, der lurer på dem undervejs. Også gamle fjender dukker op igen, og da de endelig får målet i sigte, venter en stor skuffelse.

Rejsen til SELU holder tempoet fra de to første bind i Line Kyed Knudsens trilogi. Her er masser af spænding, bedrag og barsk overlevelse krydret med en smule romantik. Sproget er letlæst og levende, og jeg var endnu engang godt underholdt under læsningen. Ikke mindst fordi slutningen var noget af en overraskelse.

Hvidt støv er ikke så barsk som norske Sigbjørn Mostues trilogi I morgen er alt mørkt, men serien er absolut stadig læseværdig. En fin ungdomstrilogi om overlevelse, håb og kærlighed, som også sagtens kan læses af voksne.

Uddrag af bogen:

“Fuck,” mumler Filip og banker i rattet.
Bilen standser langsomt og går i stå med en lyd, der minder om et dybt suk. Vi er løbet tør for brændstof.
Filip vender sig mod os. “Vi skal ind i skoven, er I klar?”
Vi nikker og stiger ud. De nærmeste zombier er omkring 20 meter fra os. Der er stadig strøm på bilens batteri. Liam tænder for anlægget. Dunkende musik strømmer ud fra dens højtalere. Et sug af minder strømmer igennem mig. Vi hørte den samme musik til Palinas fest den weekend, inden det hele startede. Jeg kan næste høre latteren fra poolen, dufte kødet på grillen og se lyset fra Ranton flimre i mørket.
“Hey,” siger Filip og griber min arm. “Vi har ikke tid til at feste.”
Vi løber hen mod buskadset.
Jeg ser mig tilbage. Alle fire bildøre står åbne. Zombierne bliver tiltrukket af lyden og stavrer hen mod bilen. De omringer den og står hvæsende og forvirrede og banker på taget. 
Vi står et øjeblik og betragter dem på afstand.
“Sommerens sidste hit,” siger Filip ironisk, inden han maser sig ind i et buskads. (s. 25)

Besøg Line Kyed Knudsens hjemmeside

Om Rejsen til SELU:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Gyldendal, 250 sider
Omslag: Mette Breth Klausen

Serien Hvidt støv:

De døde vågner
Himlen brænder
Rejsen til SELU

Eternal DarkRay af Tue Omø

Eternal DarkRay af Tue OmøMyter og computervirus smelter sammen i Tue Omøs dark urban fantasyroman Eternal DarkRay

Dumoir Bayiff er betjent i byen Fallstaffs. Hans kone er død, og nu er hans søn forsvundet. Det samme er gothpunkeren, Caitlins veninde Mari. Hun forsvandt under en tur i byen, og nu forsøger Caitlin at finde ud af, hvad der er sket med hende.

Mens Dumoir leder efter efter sin søn, bliver han stukket ned af den unge psykopat og knivstikker, Wayne. Det er dog blot starten på en række voldelige og uforklarlige begivenheder i Fallstaff: Mord som tilsyneladende har forbindelse med byens fiskefabrik; Børn som forsvinder; Og tilsynekomsten af den mystiske fiskemand, Piranha, med de sylespidse tænder.

Imens er journalisten Alice Underwood, kendt som Cyperwitch, endt i den forladte by Dullhead. Her forsøger hun at rense sit navn. Hun er blevet anklaget for at være i ledtog med en hackergruppe, der vil udnytte en kommende solstorm og de geotermiske magnetbølger, den medfører. Via nettet finder hun frem til systemanalytikeren Craig Damon, som står bag anklagerne mod hende. Her finder hun også foruroligende oplysninger om, at jorden er en form for nøgleportal til andre dimensioner, og at der bag det hele står en mørk skikkelse der kalder sig DarkRay. Men hvem er han, og hvad vil han? Og hvad har tv-serien The Forgotten Trace med det hele at gøre?

Ad kringlede veje føres Dumoir, Caitlin, Wayne, Alice og Craig sammen, og i et episk opgør står de overfor DarkRay og hans inficerede sjæle i en kamp om jordens fremtid, hvor også gamle egyptiske guder blander sig.

Nogle gange kan en bagsidetekst fortælle for meget. Andre gange kan den give et overblik over bogen, som gør det lettere for læseren at falde ind i universet. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere af sidstnævnte, da jeg gik i gang med at læse Eternal DarkRay. For jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke er sikker på, at jeg helt forstår den.

Historien er ret kompleks og springer samtidig meget mellem personerne, så jeg havde ind i mellem lidt svært ved at finde ud af, hvem der fortalte. Bl.a. fordi forfatter Tue Omø samtidig bruger flere betegnelser om den samme person. Caitlin kaldes f.eks. også ‘den unge gothpunker’, ‘den gotiske digter’, ‘den irske pige’ m.m., så jeg var flere gange nødt til at genlæse afsnit for at holde styr på, hvem der egentlig fortalte.

Desuden er sproget meget lyrisk. Selvom det ikke er et kritikpunkt, så er det en skrivestil, jeg personligt har det lidt svært med. Igen fordi jeg tit bliver nødt til at genlæse sætninger og afsnit for at sikre mig, at jeg forstår, hvad jeg læser.

Tavsheden hang over London i et døende rums sidste krampetrækninger mens en grædefærdig kvinde sad med en pistol i højre hånd og så sin første rigtige kærlighed glide hende af hænde.
Den sorte røg forsvandt ind i de afsvedne vægge, men fornemmelsen af lurende øjne stak hende i nakken.
Pludselig bankede det på døren, og en brutal stemme råbte: “Politi, luk døren op, eller vi sprænger den…”
Alice vidste ikke sine levende råd, for lige meget hvad sad hun i saksen. Der var ingen vej ud eller ind i væggene, hun var for afkræftet til at gøre et forsøg. Selv da splinterne sprang imod hende, og en horde af sortklædte betjente stormede ind i rummet, sad hun blot viljeløs og lod dem føre sig bort, sølet ind i elskerens blod.
“Det her kan selv ikke cyberheksen trylle sig ud af,” vrængede de skjulte og vældede ud af væggene og ind i politifolkene for at overtage deres identiteter mens de førte hende bort. (s. 86)

På plussiden er Eternal DarkRay fyldt af en helt særlig stemning, der giver mindelser om at være med i et afsnit af The Twilight Zone. Bare meget mere voldelig, og det er jo et plus i min bog. Den dystopiske fortælling udvikler sig mareridtsagtigt, og det er umuligt at regne ud, hvad der nu vil ske.

Tue Omø har også skabt et rigtig interessant univers, som på mange måder minder om et computerspil. Her kan personer pludselig ændre form og personlighed. Steder kan forsvinde. Mytologiske monstre som Kraken og varulve dukker op. Og så har tidsaspektet også en helt særlig rolle.

Det er spændende fundet på at sammensmelte en computervirus med egyptiske guder, portaler til andre verdener og hekse og dæmoner m.m. Men fortællingen kunne godt strammes lidt op, for at gøre det lettere for læseren at finde rundt. Til gengæld fylder Tue Omø romanen med henvisninger til film og musik, som man også kan have en fest med at finde. Og som bakker op om både tv-serie linket samt computerspils-aspektet.

Endelig bliver jeg også nødt til at rose Lesia Solots forside: et forvitret landskab holdt i mørkeblå nuancer som langsomt dækkes af sorte røgpletter og dråber af blod. Det er simpelthen utroligt stemningsfuldt. Lesia Solot har i øvrigt også lavet forsiderne til de to antologier: Fortællinger fra mørket, ligeledes udgivet af Enter Darkness.

Selvom Eternal DarkRay ikke faldt 100% i min smag, så giv den en chance hvis du er til dark fantasy koblet med horror og science fiction. Her er i hvert fald garanti for både action, blod og mysterier.

Tue Omø tidligere udgivet digtsamlingen Nanopoet. Han arbejder i øjeblikket på en ny roman med arbejdstitlen Blot en lille dråbe blod.

Om Eternal DarkRay:

Udgivelsesår: 1. nov. 2017
Forlag: Enter Darkness, 614 sider
Omslag: Lesia Solot

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One
Oversætter: Karsten Nielsen

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside

I morgen er alt mørkt – når historien slutter af Sigbjørn Mostue

I morgen er alt mørkt - når historien slutter af Sigbjørn MostueVerden, som vi kender den, er brudt sammen. Parasitten MTG har hærget jorden rundt, og efterladt sine ofre som morderiske galninge hvis eneste formål er at slå alle andre ihjel. I Norge har en lille gruppe overlevende gemt sig i skovene, men også her finder de forrykte dem.

Vi er nået til bind tre i Sigbjørn Mostues dystopiske ungdomtrilogi I morgen er alt mørkt – når historien slutter. Første bind havde teenagedrengen Brage som hovedperson, mens bind to fulgte teenagepige Marlen. Denne gang skifter fortælleren mellem de to samt Brages kammerat Oliver, som også er en del af gruppen.

Efter at de forrykte har overfaldet lejrpladsen i skoven, stikker de overlevende af. Men hvor skal de tage hen? Olivers far foreslår, at de skal søge ind til Oslo, hvor det er nemmere at skaffe mad. Brages mor, som er læge, synes de skal søge til Skedsmo, hvor myndighederne har forberedt en fjeldhal til læger og forskere, som de skulle søge til, når epidemien nåede Norge.

Ved et tilfælde ender de dog på en ensomt beliggende gård, hvor de kommer forbi i rette øjeblik til at hjælpe ejeren Torger, da gården bliver overfaldet af forrykte. Torger er dog ikke spor interesseret i, at gruppen slår sig ned her. Han har knap nok forsyninger til sig selv, men i sidste ende giver han sig.

For gruppen er tiden på Torgers gård ren paradis, selvom de må arbejde hårdt, og truslen fra de forrykte stadig truer. Men de rolige tider varer ikke evigt. En dag dukker tre overlevende op på gården. De fortæller, at Oslo er kommet under kontrol, og at orden og civilisation er genoprettet. Nu vil man i gang med at genopbygge samfundet, og til det skal der bruges mad. Det skal oplandets gårde levere – hvad enten de vil eller ej.

Mostue går her i I morgen er alt mørkt – når historien slutter videre fra den umiddelbare katastrofe og ind i genopbygningsfasen. Alt er stadigvæk kaos, og de forrykte er stadigvæk en konstant trussel. For at klare sig begynder de overlevende nu at indrette sig i forskellige små samfund, men når civilisationen er brudt sammen, er det den stærkeste, der har retten.

Jeg var endnu en gang dybt grebet af Mostues fremragende ungdomsdystopi, der rammer dybt og hårdt. Som nævnt i omtalen af de tidligere bind i trilogien kan jeg ikke lade være med at tænke på The Walking Dead under læsningen. Der er ikke meget glansbillede over den verden, der ramler sammen om ørene på de unge hovedpersoner, og de må undervejs bære det ubærlige.

I morgen er alt mørkt – når historien slutter er både spændende, velskrevet og tankevækkende. Serien beskriver råt og brutalt civilisationens sammenbrud, og selvom her er tale om ungdomsbøger, så lægger Mostue ikke fingrene imellem. Det er ikke kun de forrykte, som de overlevende skal frygte.

Jeg kan ikke andet end på det varmeste anbefale Sigbjørn Mostues fantastiske trilogi. Lad dig ikke bremse af ungdomsbogsprædikatet, for den er så meget mere end det: brutal, skræmmende, troværdig, rørende og ikke mindst giver den stof til eftertanke. For selvom fortællingen foregår i en tænkt fremtid, så er mange af bøgernes temaer sørgeligt aktuelle i nutiden.

Om I morgen er alt mørkt – når historien slutter:

Udgivelsesår: 26.04.2017
Forlag: ABC Forlag, 296 sider
Omslag: Anders Bergesen, Superultraplus Designstudio
Oversætter: Erik Egholm

I morgen er alt mørkt-serien:

Når historien slutter, 2017
Marlens historie, 2016
Brages historie, 2015