Indlæg tagget med ‘parallelverden’

Et eventyr af Stephen King

Et eventyr af Stephen King

Stephen King har udtalt, at han begyndte at skrive Et eventyr under Covid-19 nedlukningen, fordi han ville skrive noget, der gjorde ham glad.

Forlaget skriver om Et eventyr:
Charlie Reader ligner en helt almindelig high-school-dreng, han er fremragende til baseball og klarer sig glimrende bogligt. Men han bærer rundt på en tung bagage. Hans mor blev dræbt i en trafikulykke, da han var ti, og sorgen drev hans far til at drikke. Charlie har tidligt lært at passe på sig selv – og på sin far. Da han er sytten, møder han en hund ved navn Radar og dens aldrende herre, eneboeren Howard Bowditch, der bor i et stort hus på toppen af en høj bakke. I baghaven står der et aflåst skur, og nogle gange kommer der mærkelige lyde derindefra. Charlie begynder at hjælpe mr. Bowditch med gøremål, og han taber sit hjerte til Radar. Da Bowditch dør, efterlader han Charlie et kassettebånd med en utrolig historie til gengæld: Hele sit liv har Bowditch vidst, at skuret gemmer på en portal til en anden verden.

Det er ikke alle Kings nyere udgivelser, jeg har været lige vild med. Et eventyr hører dog til i den gode ende. King bruger som vanlig god tid til at præsentere sine personer og deres baggrundshistorier, og jeg må indrømme, at fortællingen om den gamle, trofaste hund ramte mig lige i hjertet. Hans evne til at skabe troværdige og relaterbare karakterer er uovertruffen.

Fra kapitel 13 ændrer fortællingen retning til mere rendyrket fantasy, og selvom også denne del er velskrevet, greb den mig dog ikke lige så dybt. Til gengæld får vi her både atmosfærefyldt ondskab, overraskende plottwists og ikke mindst kaster King om sig med referencer til alt fra folkeeventyr over H.P. Lovecraft til The Wizard of Oz, Game of Thrones og andre populærkulturelle ikoner (heriblandt også sig selv).

Hvert kapitel er illustreret med Gabriel Rodriquez og Nicolas Delorts betagende sort/hvide stregtegninger, der understreger fortællingens eventyrlige stemning.

Et eventyr er en fortælling om opgøret mellem godt og ondt, der både udspiller sig som en ydre kamp for Charlie og beboerne i Empis mod Gogmagog og hans tilhængere, såvel som en indre kamp i personerne. Som Charlie udtrykker det:

Jeg ville gerne kunne fortælle, at mit bedre jeg til allersidst endte med at sætte sig igennem. At jeg følte beklagelse. Det ville bare ikke være sandt. Vi har alle sammen en mørk brønd i os, og den tørrer aldrig ud. Men man drikker af den på eget ansvar. Vandet er giftigt. (side 517)

Andre skriver:

Litteratursiden:
Stephen King gør det, han er allerbedst til, han tager sig god tid til at komme i gang. Historien er langsom, men stille og roligt optrappes handlingen og tempoet. Sproget ændrer sig, da Charlie kommer til den anden verden, efterhånden som antallet af sære mennesker og fremmede væsner tager til. Charlie Reade er en overbevisende hovedperson, der i bedste King-stil udforskes meget fint gennem fortællingen. Beskrivelsen af den anden verden er absurd, men alligevel logisk og med sin helt egen skønhed. (Læs hele anmeldelsen)

Syfy.com:
With Fairy Tale, it feels like King isn’t just playing in that sandbox, but digging down into it, shoveling the sand up with each turn of the page to see the topsoil down below, and the roots beneath that, and beyond. Through his travels, Charlie begins to explore the ways in which the stories we know as fairy tales have morphed over time, the way the landscapes of them change and the fates of the characters unravel, sometimes into something safer, sometimes into something darker. He wonders if some of the great storytellers of our world may have made the journey to this other one for inspiration, for renewal, for hope. He examines the connective tissue between this world and that, and even considers that perhaps it’s his world that’s make-believe, an offshoot of the imaginations of the people in this other realm. All of it is classic King with a deeper, especially reflective tone. What are worlds, after all, but a collection of stories placed into a given geography? And what are stories but agreed-upon thoughtforms that we hold dear to us? (Læs hele anmeldelsen)

USA Today:
“Fairy Tale” is an escape that feels needed especially for modern eyes, a profound story of good vs. evil that’s timeless and timely. Not that King’s work is usually fleeting – he’s pretty famous for leaving folks with a good week of nightmares after finishing a novel. But the life-affirming saga of young Charlie Reade sticks with you more than most. After turning that last page, you’ll feel a little stronger in spirit, yearn for another story and, dare we say, maybe even live happily ever after. (Læs hele anmeldelsen)

Entertainment Weekly:
King has said that Fairy Tale was prompted by a question he asked himself early in the pandemic: “What could you write that would make you happy?” Reading the result, it is hard not to be infected by the King’s enthusiasm as he introduces his many heroes and villains, growing a giant beanstalk of a novel from the unpromising handful of beans real life had given him and the rest of the world during those dark COVID days. (Læs hele anmeldelsen)

Esquire:
In Fantasy, Stephen King Gets Personal. It’s not his default genre, but the master of horror reveals his truest self in his hidden worlds, where he can confront his demons and rewrite his past. (Læs hele artiklen)

Om Et eventyr:

Udgivelsesår: 15.09.2022
Forlag: Hr. Ferdinand, 682 sider
Illustrationer: Gabriel Rodriquez og Nicolas Delort
Originaltitel: Fairy Tale, 2022
Oversætter: Jakob Levinsen

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel
Spejlkabinettet af Per Jacobsen
Det mørke tårn af Stephen King
Frygtens herre af H. P. Lovecraft og August Derleth
Odinsbarn af Siri Pettersen
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Vinterherrens arving – legender fra Ishtaija af Casper Richter

Vinterherrens arving - legender fra Ishtaija af Casper Richter

Som jeg skrev forleden, udgav Casper Richter sidste år monster-julebogen Vinterherrens arving – Legender fra Ishtaija, som af ukendte årsager fløj fuldstændigt under min radar. Nu har jeg endeligt fået læst den, og sikke et eventyr.

Hovedpersonen den 20-årige Nicholas, kaldet Nik, er alene i verden. Hans mor er død, og han har aldrig kendt sin far. Da romanen begynder, er Nik på vej hen til sin stedfar juleaften i håb om forsoning. Men håbet knuses, da stedfaren ondskabsfuldt afviser Nik i døren.

Det er den koldeste vinter i årtier, og da stedfaren lukker døren, begiver Nik sig ud i det iskolde mørke. Opslugt af tanker ender han ved gangbroen over togsporet nær banegården. Her vågner han dog brat op, da han ser en ung pige balancerer på rækværket, klar til at kaste sig ud. Uden at tænke sig om kaster Nik sig frem for at gribe pigen, og det bliver starten på et eventyr, han aldrig kunne have forestillet sig.

Pigen viser sig at komme fra Ishtaija, en verden befolket af legender og myter fra menneskenes historier, og hun har en utrolig historie at fortælle. Hendes far, julemanden, er blevet fanget af et ondt væsen, som ønsker at underlægge sig hele Ishtaija. En profeti siger dog, at et menneske vil stille sig på lysets side og redde Ishtaija fra ødelæggelse. Og Seela, som pigen hedder, håber, at Nik er den, profetien omtaler.

Seela bringer Nik med sig til Ishtaija, hvor både monstre og sagnvæsener bor. Her må de kæmpe mod giftige lindorme, klippetrolde, troldkvinden Gyla og Yulekatten for blot at nævne nogle af deres modstandere i kampen for at befri julemanden. Men overmagten er stor, og Nik er jo bare Nik …

Vinterherrens arving er et actionfyldt og højdramatisk eventyr fyldt med referencer til monstre og væsener fra den nordiske folketro. Man mærker, at forfatteren har lagt et stort arbejde i at finde de helt rigtige væsener til sin historie, og heldigvis er der bagerst i bogen indsat en liste med, hvem de er. Her er også sjove referencer til populærkulturelle ikoner, som f.eks. John McClane fra Die Hard filmene. Og så er historien illustreret med de fineste tegninger udformet som papirklip og tegnet af Casper Richter selv.

Casper Richter debuterer med Vinterherrens arving, som er skrevet i et generelt letflydende sprog, med enkelte småfejl. Persontegningerne er måske ikke de dybeste, men alligevel fik jeg hurtigt sympati for Nik, der pludselig befinder sig i en helt anden verden, befolket med monstre der stræber ham efter livet. Og som det forhåbentlig fornemmes af ovenstående, er der fuldt tryk på actionknappen og opfindsomheden fra side 1, hvilket gør historien til lidt af en pageturner.

Her er med andre ord ikke tale om en klassisk hyggelig julebog, hvor man læser et kapitel hver dag i december. I stedet er Vinterherrens arving en fantasifuld og spændende fortælling for både unge og voksne om kampen mellem det gode og det onde, som det er svært at lægge fra sig, når man først går i gang.

Den her bog var den perfekte fantasyjulelæsning. Udover et virkelig originalt univers, så havde den også en fantastisk eventyrstemning, og nogle virkelig flotte – og anderledes – illustrationer, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem […] Historien er spændende, og fyldt med action, mod, forræderi, ondskab, monstre, drager, jul, vinter, sort magi, profetier og kærlighed. Det er en historie om at kæmpe for det, man elsker, og om at finde sig selv. (Læsehest med fantasy)

Uddrag af bogen:

“Allright,” svarede han og tog sig til hovedet. “Vi fryser ihjel, hvis vi bliver hængende herude. Har du en telefon? Nu ringer vi efter en taxa, så kan jeg …” Noget i hendes udtryk standsede ham.

“Vejen til dit hjem er spærret,” indvendte hun dæmpet gennem tørklædet. “Faktisk befinder vi os ikke engang i den samme galakse længere.”

Nik holdt masken og følte sig med et koldere. “Så hvor er vi nøjagtig?” spurgte han.

Pigen vendte blikket mod himlen. Underligt nok hang der ingen stjerner deroppe. Ikke én eneste. Nik vidste godt, vejrudsigten lovede snestorm, men det her gav ingen mening.

“Hvor er alt lyset henne?” tænkte han højt.

Selv pigen virkede skræmt. Fænomenet var åbenbart ikke normalt.

“Dette er grænselandet, Nicholas. Et sted mellem det første liv og det næste. Nord for Valhal og syd for Paradiset. Velkommen til Ishtaija.”

Nik havde fået nok. Han rejste sig i et spring og landede pludselig vaklende ti meter længere fremme. Han kom akavet på benene, lukkede jakken og kastede et blik tilbage. Pigen sad fortsat under træet. Snelaget imellem dem lå urørt. (Side 30)

Om Vinterherrens arving:

Udgivelsesår: 25.10.2021
Forlag: Krabat, 233 sider
Omslag og illustrationer: Casper Richter

Læs også:

Ingen engle ved juletid af Rune Adelvard
Julebestiariet af Benni Bødker, illustreret af John Kenn Mortensen
Menneskekød af Nick Clausen
Masser af slim af Henrik Einspor
Blodets bånd af Christian Kronow
Julefandens hævn af Patrick Leis
Diget af Teddy Vork

  • Illustration af troldkvinden Gyla fra Island side 61
  • Heksen Bafana fra Italien + Julekatten fra Island side 75
  • Trolde og isbjørne fra Grønland side 136
  • Isdrager og snehekse fra Rusland side 172
Se hvordan Casper Richter skaber sine fantastiske illustrationer.

Forstyrrelsen af Steinar Bragi

Forstyrrelsen af Steinar Bragi

Jeg er blandt andet fan af god science fiction, fordi der her kan stilles store spørgsmål, der vedrører os alle. Det gør Forstyrrelsen, og den gør det på en spændende og forståelig måde.

Steinar Bragi er en interessant forfatter. Jeg har tidligere læst Højlandet fra 2015, som anmelderne kaldte alt fra ”en islandsk totalgyser” til ”fortællerkunst så det batter”. På dansk har han også fået udgivet hævnromanen Kata i 2018 samt kortprosasamlingen Udveje i 2011. Nu er han aktuel med science fiction romanen Forstyrrelsen, der er blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.

I romanen rammes et område af den gamle bydel i Reykjaviks centrum af et form for brud d. 5. marts 2030. Området isoleres fra omverdenens tidszone, og folk, der befinder sig i grænseområdet mellem de to zoner, forsvinder. Inde i zonen ved de indfødte ikke, at de nu befinder sig i en parallelverden til resten af jorden. De kan ikke se svøbet, der omkranser Forstyrrelsen. Men det kan folk udenfor området.

Fire år senere er der kun er gået et par dage bag svøbet. Over årene er specialtrænede videnskabsfolk og soldater blevet sendt ind for at prøve at finde ud af, hvad forstyrrelsen er. Mange flere er døde i forsøget. Nogen er blevet sindssyge. Og nu er F, der leder operationen inde i den forstyrrede zone, forsvundet efter at have sendt en gådefuld advarsel ud til omverdenen.

Psykologen Halla Gudmundsdottir bliver sendt ind for at finde F og evaluere hende. Men sagen er ikke så lige til, og jo mere Halla undersøger, jo flere spørgsmål dukker op.

Forstyrrelsen er en kompleks og spændende roman. Det er elementært spændende at følge Halla i hendes søgen efter F. Men også de filosofiske aspekter af romanen er yderst interessante. Undervejs skifter fortællingen fokus fra forsøget på at opklare, hvordan spaltningen opstod. Var det aliens, et sort hul eller noget helt tredje. I stedet rettes fokus mod menneskelighed og kunstig intelligens. Gennem Halla får vi bl.a. overvejelser om, hvordan man skaber gode soldater, om etikken i videnskabelige forsøg og om de etiske grænser må brydes.

”Bogens egentlige emne er, at i en computerstyret verden er vores bevidsthed blevet udbredt over hele omverdenen, koblet til internettet, og således er vi alle sammen ved at forvandles til kun en smule divergerende versioner af én form for bevidsthed. Vores individuelle karakteristika viskes ud med teknikkens strøm.” (Nordisk Samarbejde)

Forstyrrelsen bragte både mindelser til Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi og filmen Ex Machina af Alex Garland. Historien er en slags filosofisk thriller, og jeg var dybt fascineret under læsningen. Så selvom der er elementer, jeg ikke helt forstår, er den overordnede oplevelse absolut anbefalelsesværdig.

Uddrag fra bogen:

Forstyrrelsen: man havde forsøgt med et mere elegant eller præcist navn, men i dagligdagssproget var Forstyrrelsen løbet af med sejren. Området bredte sig fra højdedraget Skolavörduholt og omkring en kvadratkilometer vestover, set fra Omverdenen, men omfattede hele verden på deres side.

Den simpleste forklaringsmodel på Forstyrrelsen, som var meget generel, grænsende til det intetsigende, var, at universet havde spaltet sig i et splitsekund, og at der fra da af var to forskellige udviklinger med to forskellige tidsregninger. Så vidt man vidste, var universets udvikling inde i Forstyrrelsen sådan, som den ville have været uden bruddet: Forstyrrelsen viste os en fremtid, som var uden det brud, den selv havde skabt, set fra vores side.

Til syvende og sidst var det bare gætterier – vi vidste intet om, hvordan udviklingen hos os burde være, og det var blevet en god lille selskabsleg at tilføje eller fratrække en Forstyrrelse. I Forstyrrelsens verden var der ingen nyheder om Forstyrrelsen, ingen mure, ingen spekulationer om multiversernes fysik, om strengteorier og kvantefysik, mindre dimensioner eller ikke-legemelige rumvæsener, og intet synligt svøb.

En anden forskel var, at vi i Omverdenen kunne besøge Forstyrrelsen, men ikke omvendt. Der var ingen vej tilbage. (side 44)

Om Forstyrrelsen:

Udgivelsesår: 21.10.2022
Forlag: Screaming Books, 341 sider
Omslag: Emilía Erla Ragnarsdóttir
Originaltitel: Truflunin
Oversætter: Rolf Stavnem

Læs også:

Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Zeitgeist af Jane Mondrup
A.I. af Torben Pedersen
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

De III udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen

Er du vild med Ringenes Herre eller måske Narnia-bøgerne? Så vil du også kunne lide De III Udvalgte: Mogthunheims forbandelse af Paul Anthony Sørensen.

Et af privilegierne ved at have hjemmesiden her er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere eller forlag, jeg ikke kender, som gør mig opmærksom på nye og spændende bøger. Det er selvfølgelig ikke altid, at læseoplevelsen er lige god, men jeg synes, det er vigtigt også at give plads til omtale af mindre kendte udgivelser. Så da Paul Anthony Sørensen gjorde mig opmærksom på sin roman Moghunheims forbandelse, tjekkede jeg hans hjemmeside ud. Da bogen lød spændende, røg et eksemplar i indkøbskurven, og nu har jeg fået læst den. Og den kan varmt anbefales!

De tre venner Bjørn, Seb og Eliot er meget forskellige. Bjørn er stærk og retfærdighedssøgende, Eliot er nørdet og klog, mens Seb er charmerende og hurtigtalende. Trods forskellene hænger de tre dog sammen som ærtehalm, og hjælper hinanden i tykt og tyndt.

En dag hvor vennerne er ude at dykke, finder de et mystisk skrin på bunden af Øresund. Da de kommer hjem, forsøger de at åbne det. Men uanset hvad de gør, forbliver skrinet lukket. Indtil det pludselig alligevel åbner sig. Skrinet er nemlig en adgangsportal til landet Mogthunheim, som er i store vanskeligheder. Den retfærdige kong Will er blevet fortryllet af sin onde fætter Lord Liarn, og hvis ikke Liarn bliver stoppet, vil livet i Mogthunheim forvandles til et mareridt. Kun de tre udvalgte kan stoppe ham, og det viser sig, at Bjørn, Seb og Eliot, meget mod deres vilje, er de tre udvalgte.

Når vennerne sover, vågner de som voksne mænd i Mogthunheim, og her skal de sammen med deres skytsengel OO forsøge at befri kong Will af Lord Liarns fortryllelse samt finde prinsesse Laura, som Liarn har kidnappet for at få en ekstra klemme på kongen. Men det er ikke ufarligt, for hvis Bjørn, Seb og Eliot dør i Mogthunheim, dør de også i vores verden. Og så er der også lige den lille finte, at også Lord Liarn får hjælp fra vores side. Der findes nemlig endnu et skrin, og det hører til på mørkets side.

Jeg var som sagt vældig underholdt af Mogthunheims forbandelse, der stilmæssigt minder om Narnia møder Ringenes Herre. Historien kan læses fra +11 år, og udover at være effektiv og elementært spændende så er det også en fortælling om venskab, mod og integritet. Vi lærer de tre drenge godt at kende både i Mogthunheim, men også i vores verden hvor de hver især har deres at kæmpe med. Jeg kan rigtig godt lide, at forfatteren også får den vinkel med i romanen, for det giver dybde til historien, og gør den endnu mere interessant.

Paul Anthony Sørensen har en baggrund hos DR’s B&U afdeling, men er nu selvstændig konsulent, forfatter og ghostwriter. På sin hjemmeside fortæller han, hvordan han gennem hele sin karriere har haft fokus på at fortælle fordomsnedbrydende historier med et inkluderende værdisæt som hylder mangfoldigheden, og gerne med politisk ukorrekte ridser i lakken. Mogthunheims forbandelse passer fint ind i denne vision med sine uperfekte hovedpersoner og fokus på de menneskelige værdier mixet med en spændende historie, hvor der også er plads til humor.

En stor anbefaling herfra til både børn, unge og voksne, som kan lide underholdende fantasy.

Uddrag af romanen:

“Som tingene fungerer, er det sådan, at de styrker, I har i jeres egen verden, er forstærket her. Derfor er du, Bjørn, stærkere end nogen mand her. Og du, Eliot, er klogere og vil kunne forstå dig på magi. Sebastian, du vil kunne bruge dine talegaver til at snakke dig ud af de fleste situationer og øjne de mindste muligheder ud af næsten enhver knibe. Det vil altsammen kombineret gøre jer til en effektiv trio, der vil kunne klare det meste.”

“Det meste?” indskød Eliot. “Og hvad med der, hvor vi ikke kan?”

Mathis smilede. “I får jeres skytsengel med på turen. Ham møder I om et øjeblik, når I får jeres udstyr. Han har jeres ryg hele vejen og vil guide jer undervejs.” Drengene kiggede på hinanden, og det var tydeligt, at de havde en mængde spørgsmål.

Seb startede: “Men hvor lang tid skal vi være her? Og hvad, hvis vi fejler?”

Mathis trak vejret dybt. “I må ikke fejle. Hele kongerigets skæbne hviler på jeres skuldre og tro mig, hvis I fejler vil ondskaben brede sig til flere verdner – også jeres egen. På den led hænger det hele sammen! Med hensyn til, hvor længe I skal være her, så afhænger det af, hvor hurtigt I får løst opgaven eller dør undervejs, for så dør I også i jeres verden.”

“Men,” sagde Eliot, “vi kan vel bare sige nej. Jeg har sgu ikke lyst til at dø pga. en eller anden nederen kongefætter og hans syge idéer.”

Mathis smilede igen. Denne gang lidt vemodigt. “Desværre venner. I har ikke noget valg. I er de udvalgte pga. jeres særlige evner, der i kombination er unikke. Det skrin, I fandt på havets bund, har ventet på jer i umindelige tider. Jeres navne stod på det, så at sige. Det er større end både jer og mig. Det er, kort sagt, bestemt!” (side 16)

Om Mogthunheims forbandelse:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: HoneyBadger, 340 sider
Omslag: BRETH DESIGN / v. Mette Breth

Besøg bogens hjemmeside

Læs også:

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Mørkets søn af Jeanette Hedengran og Tina Sanddahl
Dragens øjne af Stephen King
Blodets bånd af Christian Kronow
Odinsbarn af Siri Pettersen
Zam af Jesper Wung-Sung

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet var en stor overraskelse for mig. Jeg er nemlig ikke den store fantasy-læser, og forsiden fangede mig heller ikke lige. Men jeg havde reserveret den på biblioteket for dens beskrivelse, og det viste sig at være en god beslutning.

Psykologilæreren Michael Bendixen mister sin hustru og søn i en trafikulykke. Efter i tre uger at have gået rundt hjemme forstenet i sorg beslutter han sig for at begynde på arbejde igen. Men på sin første dag tilbage på Rosborg Gymnasium hører han en stemme kalde på ham. En stemme, der tilhører hans afdøde søn. Michael ved godt, at det blot er en hallucination fremkaldt af sorgen. Men episoden skræmmer ham alligevel.

Også første-års eleven Lisa Vang kender til sorg. For lidt over et år siden mistede hun sin far og sin lillesøster, og siden har hun kæmpet med at håndtere tabet.

Forskellige omstændigheder fører Michael og Lisa sammen på Vejle bibliotek. Det møde åbner en uforudset forbindelse, og før de ved af det, befinder de sig i en fremmed verden, uden nogen anelse om hvordan eller hvorfor de er endt der.

Det viser sig, at de befinder sig i Urari. En parallelverden til vores, hvor de måske kan få hjælp til at hele deres sorg. Men også en farlig verden hvor spejle reflekterer langt mere end blot beskuerens fysiske træk.

Som sagt blev jeg overrasket over, hvor god jeg faktisk synes Spejlkabinettet er. Stilen giver mindelser om Stephen Kings serie Det Mørke Tårn. Jeg kom dog også til at tænke på Ray Bradburys Ondt er da på vej herned, og egentlig også Astrid Lindgrens vidunderlige roman Brødrene Løvehjerte. Spejlkabinettet er nemlig ikke kun en fantasyroman med overbevisende ‘worldbuilding’, et spændende plot og en bibliotekar der sparker r… . Det er også en fin roman om sorg.

Spejlkabinettet er Per Jacobsens romandebut, men det mærkes ikke. Historien er helstøbt, velskrevet og gribende. Jeg blev fanget ind stort set fra første side, og kan kun anbefale alle, der holder af gode historier, at tage en tur til Urari sammen med Michael, Lisa og bibliotekaren Erik Starck, der kan andet end at alfabetisere bøger.

Uddrag af romanen:

Michael Bendixen missede med øjnene og drejede for ottende gang i en cirkel omkring sig selv, mens hans hjerne desperat ledte efter noget – hvad som helst – rationelt at klynge sig til. Men der var intet, og hver eneste omgang førte ham til den samme skræmmende konklusion:

Kontoret var væk, biblioteket var væk, og hvor end han kiggede hen, afslørede månelyset det samme: Et gråt og bakket ørkenlandskab, der kun blev brudt af enkelte sorte træer, som kastede foruroligende skygger hen over sandet.

Det var ikke grillkul.

Ophavet til denne tanke – den lugt, han i starten havde forbundet med grillkul – kom tilsyneladende fra omme bag en af sandbankerne, hvor en søjle af røg rejste sig og tegnede en ujævn streg, der delte himmelhvælvingen i to. Bag søjlen kunne han skimte fuldmånen. Varmedisen fra hvad end, der brændte bag bakken, fik den til at danse som en rastløs ånd på nattehimlen.

Det var ikke grillkul, jeg kunne lugte.

Til sin rædsel opdagede han, at tanken havde låst sig fast, at den kørte stædigt i ring som et vanvittigt mantra i hans hoved, og han afbrød den beslutsomt ved at give sig selv en lussing. Det rungede for hans ører og gav et voldsomt stik af smerte, da hånden ramte kinden, men han genvandt fatningen, og det var det vigtigste.

Nu fik han øje på pigen, der tydeligvis var meget langt fra at være fattet. Hun spænede frem og tilbage i en lige linje omkring tyve meter fra ham med hænderne for ørerne, mens hun messede et eller andet meningsløst. Bag hende hvirvlede sandet op med hvert skridt, og det stod nu som en støvet, gennemsigtig mur langs den bane, hun løb i.

Havde situationen været en anden – og mindre alvorlig – ville Michael måske have fundet det morsomt at se hende spæne sådan frem og tilbage som en anden tegneseriefigur. Men situationen var alvorlig, og pigen lavede på ingen måde sjov. Hendes øjne lyste af frygt i den reneste og mest skræmmende form, han nogensinde havde set. Hvis ikke hun allerede pjaskede rundt i galskabens vand, stod hun i hvert fald helt ude på kanten af vippen, klar til at springe i. (side 75-76)

Om Spejlkabinettet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Valeta, 637 sider

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det mørke tårn af Stephen King
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
Miraklets fald af Christian Reslow
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Krigen mod ulveheksen af Henriette Rostrup

Alt er på spil her i Krigen mod ulveheksen, som er sidste del af Henriette Rostrups spændende trilogi om drengen Alif, der er udvalgt til at stå forrest i kampen mod heksen Grimelda.

Alif er tilbage fra den anden side, men er blevet fanget af heksen Grimelda. Med hjælp fra Linnea og Grimus undslipper han, og nu må han samle alle børnene og lede dem i krigen mod ulveheksen.

Krigen mod ulveheksen er tredje og sidste del af Henriette Rostrups dystopiske serie for de +10-årige, og jeg har været ret spændt på slutningen.

I første bind Drengen fra Krematorium D blev vi introduceret for Alif og hans verden, hvor alle de voksne var blevet taget af sovesygen. Det var en verden, hvor farer lurede overalt, ikke mindst ulvene, som gjorde det livsfarligt at være ude om natten. Og så var der eventyret om Grimelda, som Alif egentlig ikke troede på. Men det ændrede sig, da gruppens leder Rado en dag vender tilbage med en besked fra hende. Hvis de vil finde en særlig pige til Grimelda, vil hun stoppe sovesygen.

I bind to Børnene fra grotterne var Alif stukket af og endt hos Folket på den anden side. Her blev han sammen med en masse andre børn holdt fanget i små, mørke celler dybt under jorden. Sammen med pigerne Sita og Alta forsøgte han at befri børnene og vende tilbage til sin egen verden.

Her i sidste bind Krigen mod ulveheksen er børnene vendt tilbage, og Alif skal – som legenden siger – samle alle børnene og sammen med Pigen med mærket bekæmpe Grimelda. Men først er han nødt til at lære sandheden om sig selv at kende.

Det er meget let at blive opslugt af Henriette Rostrups serie. Historien er spændende med masser af action, men også med tid til eftertænksomhed. Jeg-fortælleren, Alif, er både sympatisk og genkendelig, og Rostrup fortæller i et levende og ungdommeligt sprog, der nok skal fange målgruppen.

Hvor de to første bind stod nærmest som separate historier, lykkes det fint her i bind tre at samle alle trådene. Blandt andet hører vi, hvordan sovesygen opstod, men også Linneas hemmelighed afsløres. Og endnu en gang står tegner Tom Kristensen bag den flotte forside, som fint understreger den dystre historie, hvor der måske alligevel er et håb.

Krigen mod ulveheksen er en vellykket afslutning på Henriette Rostrups dystre, men spændende trilogi, for unge læsere der holder af stemningsfulde fortællinger uden for meget fokus på de mere blodige detaljer.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Krigen mod ulveheksen:

Udgivelsesår: 26.05.2020
Forlag: Turbine, 158 sider
Omslag: Tom Kristensen
Serie: Den Døde By, 3

Besøg Henriette Rostrups hjemmeside

Portal af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen

Portal af Lars Kramhøft og Tom KristensenPortal er en underholdende og spændingsfyldt tegneserie for børn, der blandt andet byder på en gal videnskabskvinde, parallelle universer og en treøjet hjort, der kan forvandle sig til en scooter

Lars Kramhøft og Tom Kristensen er et talentfuldt makkerpar. I 2013 vandt de Årets Danske Horrorudgivelse med deres graphic novel Made Flesh. I 2018 vandt Lars Kramhøft Claus Deleuran prisen for Bedste Danske Tegneserieforfatter med Fandenivoldsk som Tom Kristensen har illustreret. Og nu er de nominerede til Ping-prisen 2019 for Bedste Børne/Ungdomstegneserie med Portal.

Hovedpersonen er Rasmus. Da hans forældre dør i en bilulykke, kommer han i pleje hos sin tante, forskeren Patricia Steinhard, der forsker i multiverset. Multiverset er forestillingen om, at der findes et uendeligt antal verdener, hvor der opstår en ny verden, hver gang et menneske træffer et valg.

Rasmus vidste slet ikke, at han havde en tante, og da han møder Patricia er det bestemt ikke kærlighed ved første blik. Tanten kan slet ikke lide børn, og har kun taget Rasmus i pleje for pengenes skyld. Så hun sætter ham til at lave alt muligt kedeligt husarbejde, og forbyder ham iøvrigt at nærme sig hendes laboratorium.

Men Rasmus er ligeglad med tantens forbud. Tanken om, at der måske findes et univers, hvor hans forældre stadig lever, er mere end han kan modstå. Så en aften bryder han ind i laboratoriet, hvor det lykkes ham at åbne portalerne til multiverset. Men hvilket univers er det rigtige? Og hvad sker der egentlig når man springer ind i et andet univers?

Lars Kramhøft er idémand og forfatter til Portal, mens Tom Kristensen står for tegning og farvelægning. Jeg er stor fan af Tom Kristensens tegninger, og her i Portal giver han den max gas. Sideopsætningen sprænges med dynamiske billedrammer, pangfarver og nærmest filmiske tegningssekvenser fyldt med lydord (onomatopoietikon) der understreger stemningen. Der er fuld fart på, og læserne suges ind i bogens univers, ligesom Rasmus suges ind i multiverset.

Portal er som sagt nomineret som bedste børne/ungdomstegneserie, og med en spændende og tempofyldt handling kombineret med den energifyldte og fængslende billedeside er det bestemt velfortjent. Historien er selvfølgelig mindre kompliceret end en voksenudgivelse kan være, men jeg var nu herligt underholdt alligevel. Og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at Kramhøft og Kristensen bryder kønsstereotyperne ved at lade den gale videnskabsmand være en kvinde.

En stor anbefaling herfra.

Læs et interview med Kramhøft og Kristensen HER

Om Portal:

Forlag: Alinea, 50 sider
Udgivelsesår: 18.02.2019
Omslag og illustrationer: Tom Kristensen

Tegneserien er en del af forlaget Alineas frilæsningsserie Læseklub, der er opdelt i fire sværhedsgrader. Portal er en rød titel, det vil sige for de +8-årige læsere.

 

Stonelegenderne af Danny H. L. Nielsen

Stonelegenderne af Danny H. L. NielsenFra bogens bagside:

I 1878 vender Jonathan hjem efter sin lange forretningsrejse til Stone Island. Idet han stiger af færgen, mærker han straks, at noget er galt – luften føles tung, og de tjenestefolk, som ikke er stukket af, er skræmte. Da han konfronteres med sine børn, indser han hurtigt, at Howard, Marcus, Elza og Sara ikke længere er de samme, som han forlod. I hans fravær har de leget med kræfter ud over børns forståelse og forstand.

Howard Stone ved, at det var hans skyld. Det var ham, der overtalte de andre til at være med i ritualet som ændrede deres liv. I en desperat søgen på svar krydser han membranen til en ødelagt verden fuld af mystik og fare. Men at finde svar er ikke nok. For Marcus, Elza og Sara har hver fundet deres måde at håndtere mørket på.

I en fortælling, som strækker sig over 130 år, følger vi de fire børn og deres ulykkelige skæbner, mens Howard forsøger at finde svar. Hvad fremkaldte børnene den stormfulde aften i 1878? Hvorfor ældes de ikke som andre? Og hvordan kan det være, at de – som de eneste – tilsyneladende er i stand til at bryde fysikkens ukrænkelige love?

Stonelegenderne er Danny H. L. Nielsens debut og på mange måder en rigtig spændende bog. Plottet er effektivt og underholdende med sin blanding af science fiction og horror, der krydses i en overraskende krølle. Historien fortælles gennem forskellige personer og i forskellige tider, og selvom det som sådan ikke er nyskabende i sig selv, så bruger forfatteren alligevel grebet på en ny måde, som både overrasker og fastholder spændingen. Romanen er således spændende og dramatisk med et snært af okkultisme og videnskab.

På det sproglige synes jeg til gengæld, at man mærker, at Stonelegenderne er en debutroman. Her mangler DHLN lidt finesse og et større vokabular. Jeg køber simpelthen ikke, at privatdetektiven John Harrow i 1879 bruger udtryk som ‘lortejob‘ og kalder kirkeklokkens ringen søndag morgen for en ‘fandens idé‘.

Derudover er sproget også for knudret ind i mellem. F.eks. side 29: “Elza fik pludselig en motivation og begyndte at samle noter …” Hvorfor ikke skrive det langt mere mundrette “… Motiveret begyndte Elza at samle noter …”? Eller side 84: “… Hr Stone og børnene har brug for mig her,” sagde pigen med en dyster tone i stemmen.” Hvorfor ikke bare skrive “… sagde pigen dystert.“?

Der er ingen tvivl om, at DHLN har rigtig mange gode idéer og en stor kærlighed for de fantastiske genrer. Stonelegenderne er bestemt heller ikke en dårlig bog. For mig halter det sproglige dog lidt for meget til en 100% uforbeholden anbefaling. Den finder du til gengæld HER.

Alt i alt er her dog tale om en ganske vellykket debutroman, og hvis Danny H. L. Nielsen fortsætter med ligeså fascinerende historier og får arbejdet lidt med det sproglige, så bliver han en spændende forfatter at følge.

Uddrag fra Stonelegenderne:

Hendes faders noter havde været mere omfattende, end hun nogensinde kunne have håbet på – eller frygtet. Men der var for meget: paralleluniverser, tidslinjer, kinetisk trolddom, fysik, mental projektion, telepati, biologi, kemi – det hele hang sammen. Men hvordan? Elza blev fortvivlet. Hun gik fra den ene væg til den anden, tog noter og smed dem på gulvet, halvfærdige og utydelige. Hun samlede bøger op og smed dem igen.

Hvorfor svarer han mig ikke? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Elza brød sammen og faldt på knæ.

Jeg samlede mine noter, skrev en analyse og relaterede til hans egne teorier. Jeg sendte endda kopier af nogle af min fars noter. Hvorfor svarer han mig så ikke? Tror han ikke på mig? Er der ingen, der tror på mig?

Det blev svært at trække vejret, og Elza følte mørket tage over. Hun kæmpede imod denne gang. Hun brugte en hånd til at trække sig op, men på en stol fandt hånden et stykke papir. Det var et brev. (side 27)

Om Stonelegenderne:

Udgivelsesår: 27.04.2017
Forlag: Skriveforlaget, 257 sider
Omslag: Lotte Lund/GrafiskGenvej

Besøg Danny H. L. Nielsens hjemmeside HER.

Læs også:

Skygger fra Oktoberland af Nikolaj Johansen
Dæmonen i hælene af Dennis Jürgensen
Bunker 137 af Michael Kamp
Miraklets fald af Christian Reslow
Hotellet af Jonas Wilmann

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

Drengen fra krematorium D af Henriette Rostrup

I en verden uden voksne, hvor ulve og andre farer lurer, kommer drengen Alif uforvarende på en skræmmende rejse. Spændende første bind i en serie for de +10-årige.

Drengen Alif bor sammen med en gruppe andre børn i et krematorium i udkanten af en uddød by. De voksne er alle blevet ramt af en underlig sovesyge, som også rammer de store børn, efterhånden som de vokser op. Børnene er derfor overladt til sig selv, men der lurer farer overalt. Ikke mindst ulvene der gør det livsfarligt at være udenfor om natten.

Børnene frygter også heksen Grimelda, om hvem det siges, at hun styrer ulvene. Alif har altid troet at Grimelda var en skrøne, men en dag splittes deres gruppe af ulve, da de er ude for at skaffe mad. Da gruppens ældste, drengen Rado, endelig vender tilbage til krematoriet, har han et budskab fra hende. Grimelda lover, at hun kan stoppe sovesygedommen for altid, hvis de vil hjælpe hende med at finde en særlig pige.

Det lyder umiddelbart godt, men Rados møde med Grimelda skaber uro, og pludselig er Alif i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan stole på sine venner mere. Og hvad er der med den pige, Grimelda ønsker at finde?

Drengen fra krematorium D er første bind i Henriette Rostrups trilogi Den Døde By. Den atmosfærefyldte forside er tegnet af Tom Kristensen, som rammer den helt rigtige stemning af dystopisk eventyr. Rostrup har skabt et spændende univers, der rummer et dystert eventyrligt strejf. Sproget er ungdommeligt, og efter en lidt langsommelig start tager historien fart og efterlader læseren med noget af en cliffhanger.

Jeg har tidligere læst Skygger af Henriette Rostrup, en vellykket psykologisk thriller. Hun har derudover skrevet både romaner og noveller til voksne, tegneserien Søen som er illustreret af Michael Schiøler Tingsgård samt ungdomsromanen Problemet med Kevin.

Drengen fra krematorium D er en spændende dystopisk historie for de +10-årige. Som voksen var jeg også fint underholdt, så jeg ser frem til bind to: Børnene fra grotterne, der er sat til udgivelse april 2019.

(anmeldt til Litteratursiden)

Uddrag fra Drengen fra krematorium D:

Det er der, jeg sidder nu. Han går rundt deroppe, jeg kan mærke hans dybe snerren summe i kroppen på  mig. Det er slet ikke gået efter planen, det var kun ham, der fulgte efter mig. Jeg ved ikke, om de andre er nået hjem, om de overhovedet er sluppet fra de to andre ulve.

Måske kan jeg nå hen til tunnelen i den modsatte ende af kirkegården. Der vil jeg være i sikkerhed. Det er vores flugtvej fra krematoriet. Vi gravede den ud sidste sommer. En lang tunnel, der går under kapellet mod nordenden af kirkegården, ud på den anden side af kirkegårdsmuren, ud til mosen. Der er tre nedgange på vejen. Måske kan jeg nå hen til en af dem.

Nej. Det duer ikke. Hvis de andre er kommet i sikkerhed, kan jeg ikke risikere, at ulven opdager tunnelen og udsætte dem for fare.

Jeg er nødt til at snyde ham. Det er den eneste udvej. (side 10)

Om Drengen fra krematorium D:

Udgivelsesår: 04.09.2018
Forlag: Turbine, 156 sider
Omslag: Tom Kristensen

Læs også:

Tidskisten af Andri Snær Magnason
Meteor af Henrik Einspor
Nobody af Neil Gaiman
Anton Salems dukkehus af Nikolaj Højberg
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Diget af Teddy Vork

Hotellet af Jonas Wilmann

Hotellet af Jonas WilmannEn forfatter på vej mod sin helt store chance. En ulykke. Et gammelt, nedslidt hotel. Et mareridt uden ende …

Roland Andersen skriver horror. Når folk spørger, om han er kendt, får de svaret, at han er ‘et undergrundsnavn’, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, og at han foretrækker friheden i den kunstneriske proces fremfor store salgstal. Sandheden er dog, at Roland gerne vil have flere læsere, og nu er han blevet tilbudt en kontrakt med et stort britisk forlag.

På vej til mødet kører Roland galt, og da han kommer til sig selv, befinder han sig i et gammelt, nedslidt hotel. Han har bøjet nogle ribben, har et brud på venstre skinneben, masser af skrammer og muligvis en mindre hjernerystelse.

Skaderne viser sig dog snart at være hans mindste problem. Hvor skørt det end lyder, lader det til, at hotellet, som han nu befinder sig på, ikke findes! Men hvis Sycamore Grove ikke findes, hvor er Roland og hotellets øvrige gæster så?

Jonas Wilmann er en yderst produktiv forfatter, der skriver til både børn og voksne. Han er ikke bange for at udfordre sine læsere, så nogle udgivelser har været både eksperimenterende og grænsesøgende. Hotellet hører til blandt de lettere tilgængelige romaner. Det skal forstås positivt, for når Wilmann giver den fuld gas med parallelle virkeligheder og blodtørstige monstre, så er underholdningsværdien helt i top. Han er ekspert i at male miljøer, der får klaustrofobien op i læseren, mens han slipper monstre løs der trodser enhver beskrivelse.

Flere af Wilmanns fortællinger kredser om forfatterrollen, og det er også tilfældet i Hotellet. I det danske horrormiljø dukker debatten om kvalitet og salgstal med mellemrum op, og netop den vinkel, spinder Wilmann lidt på gennem Roland Andersens tanker: “Min trøst havde været, at den sultende kunstner i det mindste var fri. Så længe man ikke havde succes, var skriveprocessen ren, ikke besudlet af kommercielle interesser og alt det. Ja, om ikke andet havde man jo sin høje hest, men den var også blevet et sølle, udmarvet øg med årene.” (s. 8) Et lille sarkastisk pust før gruen bryder løs.

Hotellet er underholdning af høj karat, men romanen har som sagt også en mere alvorlig tone. Wilmann demonstrerer en ny, mere empatisk side af sit forfatterskab ved at lade en slags ømhed snige sig ind i Rolands forståelse af hotellets øvrige gæster, som historien skrider frem, og han lærer dem bedre at kende. Midt i mareridtet er der således nogle fine menneskelige relationer.

Jeg var rigtig godt underholdt af Hotellet, som jeg læste nærmest i én køre. Det positive indtryk forstærkes yderligere af forsiden, som Aske Schmidt Rose har tegnet. Han rammer romanens stemning lige på kornet med den nedslidte bygning, der hvirvler rundt i et ækelt grønt lys midt i tomheden. En klar anbefaling herfra.

Kort om Hotellet:

Udgivelsesår: 01.10.2018
Forlag: Kaos, 251 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Læs også:

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Samlerne af Michael Kamp
Duma Key af Stephen King
Micki 19.50 af Christian Reslow
Lovecraft af Hans Rodionoff
Rummets guder: Den mystiske eneboer af Jonas Wilmann