august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘parallelverden’

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars Gabel

Skæbnemageren af Kenneth Bøgh Andersen, illustreret af Lars GabelSkæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel om jalousi, mod og troen på den frie vilje.

Jeg ville ønske, han aldrig var født!” Simon og Tim er tvillinger, men Simon har altid følt sig i skyggen af Tim. En aften koger alting over, og Simon ønsker inderligt, at Tim aldrig var blevet født. Næste dag er Tim væk, og ingen aner, at han har eksisteret.

Da det går op for Simon, hvad han har gjort, fortryder han bitterligt, og pludselig får han en chance for at gøre det godt igen. Et gammelt maleri, som har hængt i huset, siden de flyttede ind, viser sig nemlig at være en portal til en anden verden. Her bor spindlerheksen, som stjal Tim. Men også skæbnemageren som kan ændre ens skæbne og dermed redde Tim.

Heldigvis møder Simon Tom, som lover at hjælpe ham med at finde skæbnemageren og Tim. Heksen må Simon dog selv møde. Hendes mose tør Tom ikke vove sig ind i. Men det er ikke kun heksens mose, der er farlig. Overalt lurer farer, og Simon er i konstant livsfare. Spørgsmålet er, om han kan overleve længe nok til at redde Tim. Om det er hans skæbne …

Skæbnemageren er en spændende fortalt og flot tegnet fantasy graphic novel, skrevet af Kenneth Bøgh Andersen og illustreret af Lars Gabel. Kenneth Bøgh Andersen, som bl.a. har skrevet serien om Den Store Djævlekrig, er altid garant for en god historie, og det er også tilfældet her. Fortællingen om den jaloux Simon, der i et dystert øjeblik ønsker sin mere populære bror væk, indeholder både drama og eksistentielle spørgsmål formidlet underholdende i et lettilgængeligt sprog.

Lars Gabel kendes bl.a. for sine illustrationer til Fra vand til blod skrevet af Morten Dürr, Mette Finderups Gemini-serie m.fl., og med “Skæbnemageren” er han atter medvirkende til en virkelig lækker udgivelse. Lige fra den flotte hardcover forsides edderkoppespind med maleriportalen i midten, til det tykke glitrede papir med perfekt farvelægning.

Lars Gabel rammer helt i plet med illustrationerne, og bruger både sort/hvid, farver, billedbeskæring og sideopsætningen til at understøtte fortællingen. Den del af historie, der foregår i vores verden, er f.eks. holdt i sort/hvid. Når der er tilbageblik, tegnes de mere gennemsigtigt, så man tydeligt fornemmer den tidsmæssige distance. Lige så snart vi kommer over i den anden verden, er farverne strålende, og billederne myldrer af liv. I nærheden af skæbnemageren bliver farveskalaen rødbrun, og i heksens mose dukker en giftiggrøn farve op i det sorte, mens teksten pludselig omgærdes af en pang rød kant.

En anden lækker detalje er den måde, Lars Gabel flytter perspektivet. F.eks. da Simon kravler ind gennem maleriportalen. Her er vi også nødt til at flytte bogen rundt for at kunne se og læse videre. Det er rigtig fedt tegnet.

Skæbnemageren er en historie om jalousi, mod og troen på den frie vilje. Simon er jaloux på Tim, men elsker ham alligevel. Så da Tim forsvinder, vil Simon gøre alt for at redde ham. Det fører ham på en farlig færd, der sætter hans mod på prøve. Men Tim nægter at give op – skæbne eller ej.

Jeg var meget begejstret for Skæbnemageren, som måske nok har målgruppen børn og unge, men en voksen læser kan bestemt sagtens være med. En klar anbefaling herfra.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Skæbnemageren:

Udgivelsesår: 9. juni 2017
Forlag: Høst & Søn, 176 sider
Omslag: Lars Gabel

Besøg Kenneth Bøgh Andersens hjemmeside
Besøg Lars Gabels hjemmeside

Råddenskab af Siri Pettersen

Råddenskab af Siri PettersenRåddenskab er andet bind i den episke fantasy-serie om Odinsbarnet Hirka. Første bind hedder Odinsbarn, og var en fremragende læseoplevelse.

Hirka er opvokset i Ymslanda, hvor folket er af Ymsæt, hvilket blandt andet betyder, at de har haler, og at de har EVNEN. Men Hirka er født uden hale, og som 15-årig finder hun ud af, at hun er menskr, og ikke Ymsæt. Samtidig bliver hun involveret i et gryende opgør mellem Mannfalla og det selvstændige Ravnhov. Og ikke mindst i de indbyrdes intriger og magtkampe i Mannfalla hvor Hirkas eneste barndomsven, stolearvingen Rime An-Eldrin mod sin vilje befinder sig.

Første bind sluttede med noget af en cliffhanger. For at redde Ymslanda fra ‘de blinde’ og for at sikre Rimes liv og position, rejste Hirka via Ravneringene til menskr verden – uden mulighed for at vende tilbage. Og her starter Råddenskab.

Hirka har været strandet i vores verden, nærmere bestemt York i England, i 154 dage. Hun er ved at lære sproget, men alt er anderledes, og Hirka føler sig om muligt mere fremmed her. Hun savner Rime og den verden, hun har forladt, men er fanget her i en døende verden.

Men ikke en gang i menneskenes verden er Hirka sikker. Nogen forfølger hende, og snart finder Hirka ud af, at råddenskaben også findes her. Kilden til råddenskaben har nemlig været i eksil her i 1000 år og blot ventet på at kunne hævne sig. I den hævn udgør Hirka en vigtig brik, uden at hun forstår hvorfor. Så nu er hun pludselig fanget midt i opgøret, som også bringer svaret på, hvem – og hvad – hun egentlig er.

Romanen krydsklipper mellem Rime og Hirka i hver deres verden. Selvom Hirka har ofret sig selv, kommer der stadigvæk ‘blinde’ til Ymslanda, og Rime er ved at gå til i sorg. Han forsøger af alle kræfter at finde en vej til at hente Hirka hjem igen OG redde folket fra de ‘blinde’, samtidig med at Rådet modarbejder ham i alt. Det fører ham på sporet af en gemt viden i Mannfalla – og mod danserinden Damayanti.

Siri Pettersen har skabt et helt unikt og originalt univers, hvor parallelle verdener eksisterer side om side, afskåret fra kontakt med hinanden.

Det var en fornøjelse igen at træde ind i Hirkas verden, og selvom meget af handlingen denne gang foregår i vores egen verden, bevarer fortællingen sin magi. Dels fordi det oprindelige norrønt inspirerede univers er så stærkt beskrevet. Men også fordi Pettersen ikke er bange for at blande nye myter ind i sin fortælling. F.eks. knytter hun denne gang tråde til vampyr-myten med historien om blodslaverne/de glemte og deres forhold til Graal af Dreyri-folket.

Hirka er en fascinerende hovedperson, som i løbet af bogen udvikler sig i en spændende retning, efterhånden som hun finder ud af, hvem hun er. I det hele taget har Pettersen skabt nogle troværdige og nuancerede personer, som man ikke kan lade være med at føle for og med. Rime er ganske vist stadigvæk nærmest overmenneskelig, men savnet af Hirka driver ham næsten til vanvid, og får ham til at gøre ting der alligevel er menneskelige. Menneskelig er også Stefan, Hirkas eneste ven blandt menneskene, som absolut ikke er prototypen på en helt, men som alligevel forsøger.

Råddenskab er muligvis nok en ungdomsbog, men den mangler alle klichéerne fra Twilight. Personerne er virkelige, historien er nuanceret, og sproget er både godt og letlæst. Jeg var imponeret over bind et, og jeg synes absolut at toeren lever op til den. Ligesom sidst slutter Siri Pettersen fortællingen af med noget af en cliffhanger, så atter må jeg vente i spænding til tredje og sidste bind Evnen udkommer i februar 2017.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 50)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Råta
Forlag: Høst & Søn, 468 sider
Omslag: Siri Pettersen, Jette Aagaard Enghusen

I klovnenes kløer af Henrik Einspor

I klovnenes kløer af Henrik EinsporHenrik Einspor trækker morskabens maske af cirkusklovnene i sin nye YA roman I klovnenes kløer

Jakob har fået et sommerjob i det lokale tivoli, som holder til på molen i en engelsk badeby. Her passer han Fiskedammen, hvor de mindre børn kan fiske efter bamser og andre præmier. Det er ikke nær så sejt, som at passe spøgelsestoget, men nu nærmer sæsonen sig alligevel snart sin afslutning.

Blandt tivoliets faste gæster er gadedrengen Milo. Han kommer hver eneste dag til Fiskedammen, hvor han bruger alle sine penge på at vinde hovedgevinsten – en klovnedukke fra øverste hylde. Jakob har næsten ondt af Milo, for det er stort set umuligt at samle point nok til hovedgevinsten. Men en dag lykkes det, og Milo kan tage klovnedukken med sig.

Snart efter dukker Bella op i Jakobs bod. Hun passer Spøgelsestoget, og et barn er blevet væk under den sidste tur. Den forsvundne viser sig at være Milo, og i deres søgen efter ham finder de en hemmelig dør inde midt i Spøgelseshuset. En dør, der viser sig at føre til en parallelverden befolket af klovne, men ikke de søde, sjove klovne vi kender i vores verden…

I klovnenes kløer er godt nok rettet mod ungdomspublikummet, men jeg følte mig nu gevaldigt underholdt under læsningen trods min voksne alder. Selvom sproget er enkelt og letlæselig, skriver Henrik Einspor ikke ned til sine læsere, ligesom han heller ikke holder sig tilbage for at lade det gøre ondt på sine hovedpersoner. Der var flere overraskende scener undervejs, hvor jeg tog mig i at tænke: “skrev han virkelig det?” Men det er fedt, at også en YA gyser kan overraske både på handlingen og på gyset.

Jeg ved ikke, om ungdomslæserne er så bekendte med Englands mole-tivolier, men jeg så scenariet lyslevende for mig, hvilket var med til at skabe den perfekte kulisse for historien.

I det hele taget er der ikke meget negativt at sige om I klovnenes kløer. Idéen med et parallelsamfund befolket af onde klovne er godt fundet på. Særligt i kølvandet på de mange killer clowns der fyldte medierne i slutningen af 2016. Som voksen læser kunne jeg godt have tænkt mig at få lidt mere at vide om klovnenes liv efter solnedgang, for der antydes undervejs til, at det er her ondskaben for alvor vågner. Jeg tænker dog, at det er et bevidst valg af forfatteren ikke at bevæge sig herind med andet end antydninger. Og det kan såmænd også være ret så skræmmende.

Henrik Einspor er en flittig børnebogsforfatter, og jeg har tidligere omtalt Porcelænsdukken, som han har skrevet sammen med Bjarne Dalsgaard Svendsen. I klovenenes kløer hører til i samme gode liga af velskrevne YA gysere.

Endelig bliver jeg simpelthen også nødt til at fremhæve den ualmindelig flotte forside af Mette Breth, som virkelig legemeliggør udtrykket dræber-klovn. Alene for den stemningsfulde forside bør man læse bogen. Men heldigvis følger indholdet helt med…

Hallo? Hallo-oo? Er der nogen herinde? I kan lige så godt komme frem, for jeg kan udmærket godt se jer.” Bluff. Vi rørte os ikke ud af stedet. Det gjorde Opas humør til gengæld; det dalede betragteligt. Stemmen blev lav og truende. “I slipper ikke godt fra at stjæle, små kryb. Jeg skal rive jer i stumper og stykker,” spruttede han. “Vende vrangen ud på jer, flå jer som små kaniner. Kom, hit med dukken. Jeg tæller til tre!” Fra mit skjul kunne jeg se hans gule øjne afsøge rummet. Han havde rester af teatermaling siddende i ansigtet. Skorper af hvidt og gult. Og en alt for stor og alt for rød mund…”

Om I klovnenes kløer:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Løse Ænder, 174 sider
Forside: Mette Breth

Besøg Henrik Einspors hjemmeside

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

To Those Who Are Asleep af Bo Sejer

To Those Who Are Asleep af Bo SejerI 2015 udkom Bo Sejers totalt gakkede, men også vildt underholdende horror-roman Dead World, der udspillede sig i et ikke særligt hyggeligt Esbjerg. Nu kommer så en stand-alone novella i samme univers, denne gang dog skrevet på engelsk.

Ash vågner op i sin seng uden at kunne genkende sin lejlighed. Da han ringer til Easley, viser det sig, at der er forsvundet fire år fra Ash’s hukommelse. Mens han forsøger at finde ud af, hvad der er sket, bliver han næsten opslugt af et talende sort hul. Verden er nemlig død og befolket af edderkoppe-folk, søvngængere og spøgelser, samt en lille håndfuld mennesker (heriblandt Ash, Easley og Sid) som kan se de dæmoner, der har overtaget jorden.

For de tre venner er hver dag en flugt fra dæmonerne, som de dog også af bedste evne forsøger at udrydde, hvor de kan (på trods af at deres helte-potentiale er på det absolutte minimum!). Så da detective Jensen dukker op og beder om deres hjælp, følger de gladeligt med. Og herfra tonser historien af sted i fuld fart med døde dæmoniske piger, ande-monstre og huse hvis døre forsvinder og grundplan ændrer sig i et væk.

Ligesom Dead World er To Those Who Are Asleep en surrealistisk læseoplevelse. Ash har ingen anelse om, hvad der foregår, og det har læseren stort set heller ikke. Vi halser bare efter hovedpersonerne og prøver at overskue den ene gakkede og gyselige episode efter den anden, fra tid der stopper, til edderkopper der kravler ned i halsen på folk og fjernstyrer dem som robotter. Det er vildt, men heldigvis også vildt underholdende.

Som sagt er To Those Who Are Asleep skrevet på engelsk for at udvide læserskaren. Jeg kan sagtens læse engelsk, men er ikke stærk nok til at kunne vurdere hvorvidt romanen sprogligt lever op til Dead World. Jeg fornemmer dog, at det ikke er lykkes at nå helt samme niveau af crazy humor, som gennemsyrede universet i første bog.

To Those Who Are Asleep er dog stadigvæk en både underholdende og syret læseoplevelse, hvor grum horror går hånd i hånd med slapstick humor, og som en smagsprøve på Dead World universet er den slet ikke så ringe – for at sige det på jysk.

When I looked up again I almost split my pants in two by a massive fart of terror. In the gap, where Syd’s front door used to be located, there was nothing but at swirling black hole. A swirling black hole with teeth. And a tongue. A swirling black hole with teeth and tongue and which apparently talked. – Hello there! it remarked chippy, like it was the most natural occuring thing in the world.”

Om To Those Who Are Asleep:

Udgivelsesår: 2016
Victory Publishing, 132 sider
Omslag: Branca Studio, Bacelona

Læs mere på Bo Sejers hjemmeside

Drømmeland af Nick Clausen

Drømmeland af Nick ClausenFra bagsiden:
Da Louie begynder at drømme om manden i blåt, finder han snart ud af, at han ikke bare drømmer. Han rejser faktisk til en anden verden. En verden, som manden i blåt kalder Drømmeland. I Drømmeland er alt i virkeligheden to ting: Hvad du ser, og hvad du ønsker at se. Og det kan være svært at se forskellen.”

Nick Clausen er endnu ikke fyldt 30 år. Ikke desto mindre er han en rutineret forfatter med hele 16 (!) bøger på sit CV. Det er imponerende. Jeg har hovedsageligt læst hans gysere, men han har også skrevet fantasy, julekrimien Kanel, klejner og julekaos, samt den humoristiske Prinsessen fra Paradisgade.

I Drømmeland møder vi 11-årige Louie, som bor alene med sin mor. Faderen døde, da Louie stadig var en baby, og siden har moren ikke haft en kæreste. Hun har heller ikke talt meget om faren. I stedet er hun og Louie flyttet ofte, og Louie er en tænksom dreng.

Men en nat møder han en mand i et blåt jakkesæt i sin drøm. Næste nat møder han  ham igen, og sådan fortsætter det. Det går langsomt op for Louie, at manden er hans far, men da han fortæller sin mor om møderne, bliver hun oprørt, så Louie tier stille. I stedet får han et tæt forhold til faren, som hjælper ham og altid forstår ham.

Efterhånden tager tiden i Drømmeland dog energien fra Louie i den virkelige verden. Og så er der også problemet med morens nye kæreste, Philip. Jo vist er han flink, men er det nu også hvem han virkelig er? Nætterne med faren ændrer stille og roligt Louie, og spørgsmålet er, om tiden i Drømmeland nu også er, hvad det giver sig ud for.

Som sagt er Drømmeland en ungdomsroman i den letlæste ende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Louies historie, som starter helt almindeligt, hvorefter Nick Clausen langsomt lader uhyggen snige sig ind. Med et lix-tal på 23 giver det sig selv, at her ikke er tale om vildt komplicerede plottråde. Ikke desto mindre kan Nick Clausen altså noget. Han skriver letlæst og flydende, så siderne nærmest vender sig selv, og fortæller en spændende historie der både kan læses ‘blot’ som en uhyggelig fortælling om en dreng, der møder sin far i drømme og må kæmpe mod skræmmende væsener. Men det er samtidig også en fortælling om drømme, om kærlighed, om at lære at leve med fortiden og om at turde give slip.

Både Louie, moren og de øvrige personer beskrives levende og flerdimensionelle, ligesom romanens univers føles helstøbt.  Og så er Clausen også dygtig til med få ord at fremmane en urovækkende stemning som næsten føles fysisk på trods af det lave lix-tal. F.eks. da Louie får sit første glimt af Udkantslandet:

Louie blinkede ved synet, der mødte ham. De havde forladt byen. De stod nu på en kornmark, der duftede sødt og sommeragtigt. Men ikke langt fremme var en usynlig barriere. På den anden side var alting anderledes. Kornet lå vissent på den sorte jord og himlen var grå af skyer. Selv sollyset standsede brat. Han kunne fornemme, at luften var kold på skyggesiden. Det var som at kigge fra sommer til vinter. Eller dag til nat. Nej, mere end det: fra drøm til mareridt.”

Jeg følte mig fint underholdt af Drømmeland, som er endnu en vellykket ungdoms-gyser fra Nick Clausen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Facet, 193 sider
Omslag: PN Create v/Peter Nielsen

Besøg Nick Clausens hjemmeside

Andre bøger af Nick Clausen:

De hviskende veje, 2012
Silhuet, 2011
De blodige bid, 2011
De sorte symboler, 2011
Ulm, 2010
De døde brødre, 2010
Tidevandet, 2009

Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman

oceanet_hvor_grusvejen_endteEn midaldrende mand vender tilbage til sin hjemegn i forbindelse med en begravelse, og selvom barndomshjemmet for længst er borte, kører han alligevel forbi for dog at ende på gården for enden af grusvejen. Her boede familien Hempstock, der bestod af bedstemoren, moren og pigen Lettie, og da manden pludselig dukker op igen, får han lov til at sætte sig ved gårdens dam, hvor tankerne glider tilbage, til dengang han var 7 år.

På den tidspunkt manglede familien penge, så de begyndte at leje værelser ud. En af lejerne var en sydafrikansk minearbejder, som uforvarende sætter gang i begivenheder, der får konsekvenser langt ud over vores verdens grænser, og som kommer til at præge drengen for resten af livet.

Neil Gaiman er stort set altid værd at læse, og “Oceanet hvor grusvejen endte” er en både smuk, skræmmende, grusom og sært blid oplevelse. Gaiman skriver enkelt og nøgternt men alligevel poetisk, så selv de mest grusomme sekvenser i bogen læses med fryd.

Jeg så bare på hende, voksen og blond, med sit grå og pink skørt, og jeg var bange. Hendes kjole var ikke forrevet. Det var vel bare moden, tænker jeg, at hendes kjole så sådan ud. Men da jeg kiggede på hende, forestillede jeg mig hendes kjole blafre i det vindløse køkken, blafre som et skibs storsejl på et ensomt ocean under en orange himmel.Jeg ved ikke, hvad jeg svarede, eller om jeg overhovedet sagde noget. Men jeg gik ud af køkkenet, selvom jeg var sulten, uden så meget som et æble.”

Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på “Boo’ya Moon – Liseys historie” af Stephen King, som også delvist udspiller sig i et univers, der normalt er gemt for vores øjne. Også fordi Gaiman ligesom King er fremragende til at fortælle set fra barnets synsvinkel.

“Oceanet hvor grusvejen endte” er en eventyrlig fortælling om glemte barndomsminder, som både er sørgmodig og skræmmende, og som velfortjent har vundet bl.a. den britiske “National Book Awards: Book of the Year 2013“.

Originaltitel: The Ocean at the End of the Lane
Udgivelsesår: 2015 (2013)
Omslag: Rasmus Funder efter originaludgaven

Besøg Neil Gaimans hjemmeside

 

Vækkelse af Stephen King

Vækkelse af Stephen KingJamie Morton er næsten lige fyldt 6, da han første gang møder den mand, som får en afgørende betydning for Jamies liv.

Den unge præst, Charles Jacobs, flytter til Harlow sammen med sin hustru Patsy og lille søn Morrie. Charles er lidt af en opfinder i sin fritid, og bruger sin store interesse for elektricitet til at gøre bibelundervisningen for de unge sjovere. Hele byen holder af den lille familie, så da Patsy og Morrie kører galt, har alle ondt af den unge præst. Men medlidenheden forsvinder, da Charles vender tilbage på prædikestolen.

Mange år senere er Jamie blevet en dygtig musiker, som har arbejdet med forskellige bands. Festen er dog for nedadgående, idet Jamie er i fuld gang med at grave sig ned i et heroinfyldt hul. En dag hvor han endnu en gang er vågnet gennemvædet af sit eget pis, og har opdaget at bandet har fyret ham og efterladt ham i en lille skodby, tager Jamie til byfest for at score lidt H. Her genkender han pludselig Charles ved det omrejsende tivoli, hvor han optræder som Dan Jacobs med PORTRÆTTER I LYNILD. Midt under forestillingen besvimer Jamie, og da han kommer til sig, ligger han i Charles beboelsesvogn, hvor Charles giver ham et tilbud, han ikke kan modstå.

Flere år går. Jamie holder sin sti ren og arbejder nu på Wolfjaw Ranch, et musikstudie i Colorado, da han en dag støder på en plakat med ordene: ”Pastor C. Danny Jacobs’s helbredelses- og vækkelsesturné.” Endnu engang krydses Charles og Jamies veje, og for Jamie bliver det et bittersødt møde. Charles er ikke den, han var, og den, han er blevet, gemmer på hemmeligheder der er alt for mørke for mennesker.

Jeg er stor fan af Stephen King, men synes desværre at hans nyere romaner har været af meget svingende kvalitet. Vækkelse hører dog absolut til i den gode ende af forfatterskabet, så det var denne gang en stor fornøjelse at dykke ind i fortællingen om Jamie, der vokser op i 1960’ernes lilleby Amerika.

King serverer en fascinerende og underholdende fortælling, hvor dagligdagens drama flettes med det ukendtes gys. Mens langt den største del af romanen er Jamies historie, hvor King endnu engang viser sin formidable evne til at beskrive barndommen og tegne suveræne portrætter af virkelige mennesker, så hører den sidste fjerdedel af Vækkelse til blandt noget af det mere skræmmende King har skrevet. Ikke i blodig og væmmelig forstand, men i det underliggende og usagte. Hvad er det Charles roder med? Hvad gemmer sig bag gardinerne til vores verden? Og hvilke konsekvenser har det at søge svar?

Det mærkes, at Stephen King selv bliver ældre (i 2017 fylder han 70). Selvom han stadigvæk er fremragende til at fortælle fra en drengs synsvinkel, så bliver hans hovedpersoner ældre, og flere af problemstillingerne kan i høj grad relateres til Kings eget liv, idet han selv har været misbruger, og i 1999 var han selv tæt på at miste livet i en trafikulykke. Endelig har religion også spillet en rolle for King, og er i øvrigt et tema der ofte er at finde i hans romaner (omend på en helt anden vis end Dean Koontz bruger det).

Ser man bort fra horror effekterne, er Vækkelse i høj grad en roman om døden, og hvad der venter os efter livets afslutning, og dermed er det en roman, der kan læses langt bredere, end Stephen Kings tidlige forfatterskab, og i det hele taget er en fremragende roman.

Fra nu af er der risiko for spoilers i forhold til handlingen!

Stephen King indleder romanen med at takke en række forfattere, der har været inspirationskilde for ham, men undervejs i romanen finder man også referencer til dem. F.eks. hedder en af Charles patienter Mary og er datter af Janice Shelley, og en af bøgerne, Charles bruger i sin forskning, er De Vermis Mysteriis, som angiveligt har dannet grundlaget for H. P. Lovecrafts fiktive grimoire Necronomicon.

Igennem hele sit forfatterskab har Stephen King afprøvet forskellige genregreb. Hans første roman Carrie handlede om psykokinese, den anden roman De dødes by handlede om vampyrer, den tredje roman handlede om et hjemsøgt hus Ondskabens hotel og så videre. Men så vidt jeg ved, har han ikke tidligere skrevet en roman over Prometheus myten. Og selvom han i flere romaner har arbejdet med parallelle universer, f.eks. i Boo’ya Moon – Liseys historie og Om en Buick 8, så mener jeg heller ikke, at han tidligere har haft hentydninger til De Mægtige, som jeg opfatter som Kings reference til Lovecrafts Cthulhu Mythos. Dermed tilføjer Vækkelse endnu et lag til Kings omfattende genreleg.

Endelig fik jeg også mindelser til Kings egen roman The Tommyknockers, hvor der også optræder en form for grøn elektricitet, der kan få alle mulige mærkelige dimser til at virke.

Titlen Vækkelse kan forstås på flere planer. Dels religiøst, idet Charles vækker Jamie fra religionens ”greb” med Den Forfærdelige Prædiken, dels lægeligt, idet Charles helbreder Jamie fra herointrangen, og dels helt konkret idet Charles ønsker at vække de døde, og derved kommer til at vække De Mægtiges opmærksomhed.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Originaltitel: Revival
Omslag: Jon Asgeir

Også omtalt på Bogrummet.dk

Dead World af Bo Sejer

Dead World af Bo Sejer

Dead World er et spændende bidrag til den danske horror-scene med sin blanding af gakket humor og horrible og uforklarlige begivenheder

Dansk horror er i en opblomstringsperiode i disse år. Blandt de bedste nye forfattere findes f.eks. Jonas Wilmann, hvis unikke stil af humor og splat med eksistentielle undertoner indbragte ham Årets Danske Horrorudgivelse 2012 for Frygt-filerne. En anden fremragende nyere dansk forfatter er Teddy Vork, der vandt samme pris i 2014 for Sprækker. Vork er fabelagtig til at bruge sin hjemby Esbjerg som kulisse for sine ofte afdæmpede men samtidig modbydeligt skræmmende fortællinger.

Og hvorfor starter jeg så denne anmeldelse af Bo Sejers Dead World med en omtale af to helt andre forfattere? Fordi Bo Sejers romaner bringer mindelser om de to herrer. Ikke i en direkte sammenligning for her er Wilmann og Vork begge mere raffinerede skribenter. Hvor Wilmanns humor er sort som synden, er Bo Sejers mere gakket, og hvor Vorks Esbjerg er det mest skræmmende sted på jorden, er Bo Sejers mere todimensional. Men alligevel 🙂

Tilsæt derudover et drys H. P. Lovecraft, et skvæt af The Matrix og en lille rundtur i tegneren Claus Deleurans skæve univers, så har du en fornemmelse af Dead World.

I Esbjerg (som ifølge Ask har tolv gange så mange psykotiske tilfælde som landsgennemsnittet, hvilket er fuldt forståeligt, hvis resten af historien er sand) hænger de tre kammerater Ask, Syd og Easley ud. En aften går en fest helt amok, da en pige deler rundhåndet ud af nogle små sorte piller. Pillerne ligner lakrids, men er i virkeligheden et slags ”Lovecraftiansk”-LSD, der åbner ens sind for den faktiske verden.

Det viser sig nemlig, at vores verden er fuld af dæmoner, som lever imellem og i menneskene, og ønsker at overtage det hele. Men de tre kammerater har ikke tænkt sig at læne sig tilbage og lade det ske. Det kan godt være, at de ikke fatter en pind af, hvad der foregår, da de hvirvles ind i de syretrips-agtige begivenheder, men det afholder dem ikke fra at at forsøge at redde verden efter bedste evne.

Bo Sejer skriver herligt uhøjtideligt og med en gakket humor, der fik mig til at trække på smilebåndet, selvom der sker de mest horrible og uforklarlige ting undervejs i romanen. Vi møder Moustache-monstre og skyggemænd; venter i forkontoret til venteværelset til Helvede; springer frem og tilbage i tid og sted; og præsenteres for den ene massakre efter den anden begået af de mest modbydelige væsner. Som læser prøver man forvirret (men vildt underholdt) at følge med, men må ligesom Ask opgive at få det forkromede overblik før til sidst. Og så er jeg alligevel ikke engang helt sikker på, at jeg har forstået det hele, men det gør nu ikke noget.

Forfatteren skriver selv om Dead World: ”Bogen kan læses som den giver sig ud for at være: en morsom og uhyggelig historie, i en genre som der ikke ses meget af i Danmark (horror-komedien), eller den kan læses som en fortælling om skizofreni, sindsforvirring og hallucinationer.” Det er i hvert fald helt sikkert, at jeg morede mig vældigt undervejs – og at grinet blev revet af mit ansigt i en ond og vellykket slutning.

Jeg læste Dead World som e-bog, og Bo Sejer har selv stået for udgivelsen, der klart hører til i toppen af selvudgivelser, når det kommer til korrektur og redigering. Der er også en papirudgave på vej af romanen, hvis trykke-omkostninger dækkes ved hjælp af det crowfunding-initiativ, jeg tidligere har omtalt her på siden. Den glæder jeg mig til at få fingrene i, for selvom det er fint at læse en e-bog, så synes jeg nu stadigt, at det er lækkert at bladre i en rigtig bog.

”Der var et skrig af ren panik og rædsel, der truede med at punktere mine trommehinder, men det var lyden af insekter, der fik en hånd til at knuge om mine indvolde og pumpe adrenalin så hårdt gennem min krop, at jeg var bange for, at det ville fosse ud gennem næsen på mig. Ikke at jeg var bange for insekter som sådan, men jeg indrømmer at have en ren og rå angst for dem, når de begynder at bore sig vej ud gennem en teenagepige, der står få meter fra mig. Den stille pige havde tårer i øjnene og rystede ukontrollabelt, men det var hendes veninde, der tog opmærksomheden i øjeblikket. Hun havde vendt det hvide ud af øjnene og rev sig selv i stykker fra ansigtet og ned, som sider ud af en bog. Der var ord skrevet på det blæksorte hul, hun gravede ud af kraniet. Hun skreg ikke, eller gav på anden vis udtryk for, at det gjorde ondt på hende. Som om hun ikke rigtig var der længere og blot var et udhulet hylster for det, der begyndte at vælte ud af hende…” (s. 199)

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Jan Warborg Hansen

11-11-11

11-11-11Succesforfatteren Joseph Crone mistede for et års tid siden sin søn og hustru i en frygtelig brand. Om natten hjemsøges han af mareridt, og om dagen har han svært ved at skrive. Hans far, som han ikke har haft kontakt  med i mange år, ligger for døden, og på sin lillebrors, Samuels, opfordring vender Joseph hjem til Spanien, efter han mirakuløst overlever en bilulykke.

Men hjemkomsten er ikke præget af genforeningsglæde fra Josephs side. Han mistede for mange år troen på Gud, og faderens kirke som Samuel er præst i, interesserer ham ikke. Alligevel kommer de to brødre langsomt nærmere hinanden, for Joseph opdager et uhyggeligt sammentræf. Overalt opdager han tallene 11-11, og da han begynder at researche i det, viser det sig, at der hinsides vores verden findes væsener, som sender os beskeder via tallene 11-11. Deres kræfter bliver stærkere jo tætterer på datoen man er, og Jospeh bliver overbevist om, at de ønsker at slå Samuel ihjel. Men hvorfor?

Instruktør Darren Lynn Bousman har bl.a. instrueret Saw II, Saw III og Saw IV, blodige fortællinger som kan karakteriseres som torture-porn, men i 11-11-11 fortæller han en helt anderledes historie. Vi er langt fra blod og splat, og i stedet koncentrerer han sig om at opbygge en isnende, krybende, skræmmende stemning. Jeg vil ikke sige, at det lykkes 100%, men her er dog tale om et ganske fornuftigt forsøg.

Timothy Gibbs, der spiller Joseph, virker overbevisende i sin sorg over hustruen og sønnens død og i sin absolutte afstandstagen til religion. Efterhånden som han begynder at se tegnene og dermed overbevises om, at noget forsøger at kommunikere med ham, må han kæmpe med sig selv, og også denne indre kamp fremstiller Gibbs troværdigt.

Også Michael Landes i rollen som Samuel er velcastet. Hvor Timothy Gibbs som Joseph er indesluttet og uden interesse i sin omverden, er Landes som Samuel varm og omfavnende. Han er den unge idealistiske præst fyldt med drømme om en bedre verden, og selvom han er klar over, at deres fælles far har haft lidt for vilde drømme om deres kirke, så ønsker han blot at arbejde videre ad faderens vej mod en kirke, der har forståelse for syndere.

Ved at lade historien udspille sig i Barcelona får Bousman foræret en gotisk stemning, som ville være umulig at finde i USA. Husene, gaderne og Josephs fremmedgørelse idet han ikke taler spansk er alt sammen med til at forøge intensiteten i historien.

Hvor det halter lidt, er efter min mening 11-11-væsenerne. Selvom de egentlig forsøges introduceret gradvist, så pumpes baggrundsmusikken så vildt op, når de dukker op på skærmen, at det hurtigt bliver lidt anstrengende. Bousman arbejder også med brugen af farver undervejs, hvor nogle scener er holdt i kolde farver, men det var svært for mig at finde en grund til skiftene. Til gengæld synes jeg twistet i slutningen er forrygende (omend ikke en total overraskelse), og her kan man se lidt af Bousman fra Saw-filmene.

Darren Lynn Bousman fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han er dybt fascineret af labyrinter – ikke mindst af Stanley Kubricks brug i The Shining fra 1980. Bousmans brug af en labyrint i 11-11-11 er derfor en hommage til Kubrick, men også andre film og bøger får en hilsen med undervejs. Bl.a. sender Samuels husholderske Anna en hilsen til Stephen Kings Misery og Kathy Bates, og en scene med et af væsenerne fik mig straks til at tænke på The Exorcist.

Jeg vil ikke kalde 11-11-11 for en 100% vellykket film, men kan man lide film som The Exorcist, The Omen eller måske Prince of Darkness, så tror jeg også, at man vil føle sig underholdt her – uden dog på nogen måde at sætte 11-11-11 i klasse med ovenstående. Som Best-Horror-Movies.com skriver: “There are several points in 11-11-11 when it all seems to be just too much, and the scan for the remote control’s stop button begins… but wait! Every time the negatives begin to reach critical mass, something cool happens and, for a time, all is forgiven. Some pacing issues allow that mass of negativity to creep back in a few times, but then something else will happen, the story will be quickly progressed, the performer’s expressions facilitate the illusion beautifully… and then the ending is so great that a “wow, that was really good!” is the aftertaste that remains as the credits roll.”

Om filmen:

Instruktør: Darren Lynn Bousman
Udgivelsesår: 2011

The Uninvited af Liz Jensen

The UninvitedJeg har tidligere læst Varslet af Liz Jensen, som jeg synes var rigtig interessant. Det var derfor med visse forventninger, at jeg gik i gang med The Uninvited, og de blev heldigvis opfyldt.

Hesketh Lock er uddannet antropolog og arbejder for firmaet Phipps & Wexman, hvor hans utrolige evne til at finde mønstre i informationsstrømme kan bruges til at hjælpe firmaer med at komme videre efter PR-katastrofer. Hesketh lider af Aspergers syndrom, så han har visse mangler i forhold til de sociale omgangsformer, men til gengæld har han en enestående hukommelse for ting, han har læst, og han taler et utal af forskellige sprog.

Da et tømmer-firma i Taiwan bliver afsløret som korrupt af en anonym ansat og tvinges til at lukke, bliver Hesketh sat på sagen. Det lykkes ham af finde frem til angiveren – en mand ved navn Sunny Chen. Men Chen matcher ikke profilen på en utilfreds ansat, og ydermere giver han udtryk for, at han er blevet tvunget til afsløre firmaet af “forfædrenes ånder”. Kort efter begår han selvmord og efterlader en besked, som hans hustru insisterer på, at han IKKE har skrevet.

Samtidig sker en lang række mord, hvor børn fuldstændigt umotiveret slår familiemedlemmer ihjel uden at have nogen hukommelse om det bagefter efter at have drømt om hvide ørkener. Og da andre firmaer over hele verden snart efter rammes af “sabotage-handlinger” som Sunny Chens, går det op for Hesketh, at der er en sammenhæng mellem børnene og de mennesker, som ødelægger deres virksomheder på forskellig vis. Men hvad betyder sammenhængen?

Liz Jensen skriver fremragende, og at bruge den 100 % rationelle Hesketh som fortæller-stemme giver The Uninvited en helt særlig tone, som jeg var vild med. Om det skriver Jean Bedford på The Newton Review of Books: “Hesketh’s perspective, erudite, self-conscious and naïve all at the same time, adds irony and humour to what is basically a horrific story. It’s a great narrative voice, dispassionate, analytical and unknowingly funny, and Lock can’t lie or be less than objective.”

Og fortsætter: “Jensen borrows from Scandinavian, Celtic and eastern mythology, as well as Gaia theory, to produce a novel that is at once a thriller, a horror story and a piece of speculative fiction. At times it veers almost into the realms of magic realism, and without Lock’s specific and impersonal narration, as well as his careful explanations of fairly complicated technical matters, it could be dismissed as whimsical, doom-saying fantasy. But, as with The Rapture, there is something horribly convincing about the possible future explored here.”

Som i Varslet er The Uninvited et udtryk for bekymring over den måde, vi behandler vores planet på, men tilgangen er helt anderledes, og man sidder ikke med en fornemmelse af forfatterens helligt løftede pegefinger. Tværtimod er romanen spændende og interessant hele vejen igennem, dog ikke nødvendigvis på en pageturner-agtig facon.

Alexandra Heminsley skriver om romanen på The Independent: “As difficult to read as it is to put down, The Uninvited is a masterclass in creepiness – as unsettling as Margaret Atwood or Kazuo Ishiguro but with modern detail such as Skype calls, industrial espionage and Twitter. It is this hybrid of haunted souls and capitalist cautionary tale that gives the novel its power.”

Udkommet på dansk i 2013 under titlen De ubudne

Læs mere:

Læs hele anmeldelsen på The Independent
Læs hele anmeldelsen på The Newton Review of Books

Læs et rigtigt interessant interview med Liz Jensen på Apokalyptisk