Indlæg tagget med ‘parallelverden’

Det er stort set altid en fornøjelse at læse Dennis Jürgensen, og “Dæmonen i hælene” er ingen undtagelse.

I køen i Netto mærker Rune pludselig, at nogen stirrer ondt på ham. Ikke bare ondt som “du har taget min plads i køen”-ondt, men hadefuldt som “jeg ønsker du skal dø”-ondt. Kort efter finder han en forladt mobiltelefon, som en teenager tilsyneladende har glemt. Da den ringer op, er det en ung pige, som råber på hjælp. Rune tror, at det er en joke, men pigen ved en masse ting om ham, som ingen andre ved, og det ender med, at han tror på Sandra, som hun hedder.

Sandra er blevet taget af de grå mænd. Hun befinder sig et mørkt sted, og nu vil hun have Rune til at hjælpe hende. De grå mænd går rundt blandt os og “kidnapper” enkeltpersoner, hvorefter personerne ophører med at eksistere! Ingen husker at de har været til – pånær Rune.

Rune forsøger på flere måder at hjælpe Sandra. Først ved at gå til politiet, siden ved bl.a. at søge hjælp hos en computerkyndig kammerat, men intet hjælper tilsyneladende. Og så må Rune tage sagen i egen hånd.

Som altid blev jeg lynhurtigt fanget ind i Jürgensens univers. Uanset om det handler om børn, eller som i dette tilfælde er en voksen hovedperson, så fortæller Jürgensen flydende og effektivt. Her er Rune fanget i en mareridtsagtig verden, hvor alle han kender forsvinder, og han bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt det virkelig sker, eller om det hele blot foregår i hans hoved.

Plottet er måske nok set før, f.eks. i Jack Finneys roman fra 1955, hvor aliens overtager menneskenes kroppe og langsomt udsletter menneskeheden. Men jeg synes stadigvæk, at Dennis Jürgensen sætter sit eget præg på historien, som efter min mening er velskrevet og underholdende for både unge og voksne.

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Leif Rosby

Andre bøger af Dennis Jürgensen:

Tunnelmanden (2010)
Dødens mange facetter (2009)
Dæmonen i hælene (2007)
Kadavarjagt (2006)
Uhyret i brønden (1998)
Måske (1994)
Monsteret i kælderen (1993)
Tingen i cellen (1992)
Kadavermarch (1991)
Grønne øjne (1985)

Besøg Dennis-klubben

Vi befinder os i de sidste dage af 2. verdenskrig. Tyskerne er pressede fra alle sider af de allierede tropper. Soldaten Jürgen Holz er blevet overflyttet til Waffen-SS – elitesoldaterne, der aldrig giver op. Men deres troppetransport bliver angrebet, og sammen med de andre overlevende trækker Jürgen sig tilbage under hård beskydning. Tilfældigt ender de ved en forladt tysk bunker, og her beslutter de sig for at vente på forstærkningerne.

Men noget er forkert ved bunkeren. Der er ingen tegn på kamp, men alle er forsvundet og har efterladt deres personlige ejendele. Og hvad er der bag den aflåste ståldør, der fører til underetagen?

Jeg har efterhånden ret store forventninger, når jeg sætter mig til rette med en ny Michael Kamp bog, og heldigvis er de blevet indfriet hver gang hidtil. Det blev de også med denne horrorroman fra 2. verdenskrig.

Kamp skriver forrygende, og jeg lagde stort set ikke bogen fra mig, da jeg først gik i gang med at læse. Selvom historiens elementer måske nok er brugt før (“From Beyond” og “Outpost“), så mikser Kamp dem i sin egen effektive stil og skaber en overbevisende og totalt skræmmende fortælling, som fik mig til at se mig over skulderen flere gange under læsningen. Der er bare noget fundementalt ubehageligt ved låste døre i mørket, og når det så mikses med nazister og mærkelige væsner – ja, så får det i hvert fald mig til at gyse.

“Bunker 137″ lever fuldt op til Michael Kamps tidligere udgivelser, som bl.a. tæller “Moln – jorden husker“, “Hvor de gamle visner” og “Fordærv“. Og har du ikke læst dem endnu, bør du straks gå i gang med dem også.

Besøg Michael Kamps hjemmeside eller læs mere om “Bunker 137″ på Tellerup.dk

Læs et interview med Michael Kamp på Fantastiske Forfattere

Udgivelsesår: 2011
Omslag: breth design, Mette B. Klausen

En gruppe unge begynder alle at drømme om den samme skræmmende mand, der har knive som fingre, og som tilsyneladende kan dræbe dem i deres drømme, så de også dør i virkeligheden. Nancy og Quentin sætter sig for at finde ud af, hvem han er, og hvordan de kan stoppe ham, men hvordan dræber man en drømmefigur?

Hvis jeg havde været teenager i dag og så genindspilningen af Wes Cravens ”A Nightmare on Elm Street”, er jeg sikker på, at jeg ville have syntes, det var den fedeste film. Plottet følger i store træk den originale film blot ført up-to-date, og både visual effects og skuespil er ganske ok.

Når jeg alligevel ikke hopper helt så højt i stolen, så er det fordi, at den originale film havde noget helt særligt. Den havde nemlig Robert Englund som Freddy Krueger, og desværre når Jackie Earle Haley ham ikke til sokkeholderne, hverken hvad angår rollen eller makeuppen.

Englund tilførte Freddy-rollen en usædvanlig blanding af ondskab og sort humor, som gjorde, at selvom man var ved at tisse i bukserne over ham, så kunne man alligevel ikke lade være med at grine af hans ordspil og måde at udnytte drømme-elementerne på. Og selvom Jackie Earle Haley gør sit bedste, så har han desværre slet ikke samme gennemslagskraft. Her hjælper en temmelig dårlig makeup heller ikke, for den er lavet, så det er svært for Haley at udtrykke følelser med munden.

Som sagt er filmen trofast mod forlægget, og det betyder f.eks., at flere af drømmesekvenserne er kopier af originalen, bl.a. scenen hvor Nancy forsøger at løbe på trapper, som suger hende fast. I genindspilningen løber hun i en korridor og bliver suget ned af noget tjæreagtig stads. Her må jeg indrømme, at jeg har det sådan, at hvis man ikke kan tilføje noget nyt og fedt til en klassiker, så skal man lade den ligge, og selvom visual effects er ganske godt lavet i den nye film, så synes jeg faktisk ikke, at de er bedre end originalens. Dermed bliver scenerne bare gentagelser, der aldrig kan blive ligeså overraskende, som første gang de blev lavet.

Jeg vil ikke gå så vidt at sige, at 2010-versionen af ”A Nightmare on Elm Street” er dårlig. Jeg er sikker på, at rigtig mange, som ikke har set originalen, vil hygge sig med den. Personligt vil jeg bare hellere se Wes Cravens udgave.

Instruktør: Samuel Bayer
Udgivelsesår: 2010

Besøg den officielle hjemmeside

Den originale serie:

A nightmare on Elm Street (1984) D: Wes Craven
A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge (1985) D: Jack Sholder
A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987) D: Chuck Russell
A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988) D: Renny Harlin
A Nightmare on Elm Street: The Dream Child (1989) D: Stephen Hopkins
Freddy’s Dead: The Final Nightmare (1991) D: Rachel Talalay
New nightmare, 1994. D. Wes Craven
Freddy vs. Jason, 2003. D. Ronny Yu

“Micki 19.50″ udkom i første omgang som en digital føljeton-roman i 7 dele på Christian Reslows facebook side, men i oktober blev en papirudgave født og udgivet på forlaget Valeta, som tidligere har udgivet “Miraklets fald” af samme forfatter. Hvor “Miraklets fald” ikke hørte decideret til i horror-genren, så er “Micki 19.50″ en rigtig lækker horror-bidsken!

Raquelle er gudesmuk, har en fantastisk sangstemme og har stor succes som den danske opfinder af popera. Hun har dog en lille hemmelighed, nemlig hendes tvilling Micki der lever som en svulst i hendes ene bryst. På en turné går det helt galt, da hun kort før koncerten besvimer, og da hun vågner igen, er både publikum og orkesteret forsvundet sammen med lyset og strømmen – og fornuften. Tilbage er Raquelle, dirigenten Georg og kameramanden Tonni, som sammen forsøger at finde hoved og hale på, hvad der er sket, og hvorfor de langsomt får det værre og værre.

Det vil være synd at afsløre for meget af handlingen, som på den ene side fører læseren ind i et univers, der bliver mere og mere vanvittigt og uforståeligt, og på den anden side giver lige præcist så meget sammenhæng, at man tror på historien og vil høre mere. Det skyldes ikke mindst den veloplagthed Reslow fortæller med, som fuldstændig slog benene væk under mig. Og så lykkes det rent faktisk også for Reslow at give en forklaring på, hvad der er sket og hvorfor, selvom hvorfor-delen måske ikke er helt overbevisende. Men prut skid med det (som min niece ville sige) for som sagt fungerer det alligevel.

Opbygningen af historien følger føljeton-romanens, idet handlingen fortælles i 7 akter med hver sin overskrift. Hver akt har også en kort præsentation af de personer, som optræder i akten – en præsentation, som ikke er ens hver gang personen optræder, og som derfor er med til at underbygge stemningen.

Og stemning er der masser af! Christian Reslow skriver godt, og med få ord skaber han en atmosfære, som får læseren til krybe sammen om bogen. På romanens kun 135 sider lykkes det ham at fremmane nogle interessante personer og skabe et plausibelt alternativt univers samtidig med, at han skræmmer r…. ud af bukserne på læseren. Det beviser blot tesen om, at en bog ikke behøver at være lang for at være god. Som en ekstra-hjælp til at få læseren i den rette stemning er forsiden fantastisk illustreret af Martin Zauner, som jeg håber at se mere fra med tiden. Her er et gespenst, der tager kegler hos mig!

Én ting vil jeg dog brokke mig lidt over, nemlig opsætningen af teksten. Det virker som om, man bare automatisk har delt ordene, når der ikke var plads til flere bogstaver på linjen. Jeg faldt gentagende gange over ord, som var delt uden skelen til retskrivningsreglerne, og det irriterede læsningen.

Bortset det lille sure opstød kan jeg kun anbefale “Micki 19.50″. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, den virkede så godt på mig, men sikkert er det i hvert fald, at jeg lod mig forføre af mørket i det gamle teater, og slugte både det troværdige og det utroværdige uden at blinke med øjnene og med ønsket om mere.

“Hans kød skar imod hans hud, hans knogler voksede og fik spidse fremspring i blodårerne, hans arm føltes pludselig som en sprængt tomat, og smerten var alt, alt for stor, til at kunne udtrykkes i lyd. I stedet var han faldet, og imens han rullede ned ad trinene med en akrobatik, der kostede ham flere benbrud, end han kunne tælle, følte han rædselsslagen smerten brede sig til sit bryst. Nu lå han dér, gispende og svedende, med blod i munden og næsen, for foden af trappen. Ligegyldigt hvad han gjorde, om han forsøgte at bevæge sig, sige noget eller sågar tænke, så var rædslen og ilden for stærk. Han kunne kun ligge dér, i et kulsort smertehelvede og håbe på, at de andre ville snuble over ham. Og helst inden alt for længe … Helst inden han døde …” (side 59)

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Martin Zauner

Besøg Christian Reslows hjemmeside

Da Jack the Ripper i sin tid forsvandt sporløst, var det ikke en rigtig forsvinden. Han blev nemlig fanget og sendt til Londons Darkside, hvor han og hans efterkommere siden har regeret som konger. På Londons Lightside bor drengen Jonathan sammen med sin far Alain. Jonathan har aldrig kendt sin mor, og faren er ikke meget til stede. Fysisk bor de godt nok sammen, men Alain murer sig inde på sit kontor, hvor Jonathan på det strengeste er forment adgang.

Men en dag bliver Alain – for Gud ved hvilken gang – indlagt på psykiatrisk afdeling, og da Jonathan kommer hjem, går han ind på farens kontor, hvor han finder et billede - af sin mor! Og det går op for Jonathan, at faren har holdt mere end det hemmeligt for ham, da en meget besynderlig dusørjæger pludselig sætter efter Jonathan. Det bringer Jonathan til Darkside, hvor faren har en gammel bekendt, privatdetektiven Carnegie, som du helst ikke vil møde under fuldmånens skær.

Jeg fik anbefalet “Darkside” af min kollega, som med stor fornøjelse læste den sammen med sin 11-årige søn. Her er da også tale om en børnebog i genren dark fantasy, men det er en ganske underholdende børnebog, som er skrevet i et højt tempo, og som med sin idé om en parallelverden, hvor vampyrer, varulve og seriemordere er hverdagskost, også er underholdende for den voksen læser.

“Darkside” er Tom Beckers debutroman, og han modtog Waterstone’s Children’s Book Prize for bogen.

Besøg Darkside-seriens hjemmeside

Darkside-serien:

Darkside (2007)
Blod (2007)
Vildspor (2008)
Nedtælling (2009)
Blackjack (2010 – pt. ikke oversat til dansk)

Udgivelsesår: 2007

I “Fra det hinsides” beretter den unavngivne fortæller om sin bedste ven, Crawford Tillinghast, som på det seneste har ændret sig drastisk. I løbet af 10 korte uger er han blevet mager, med indsunkne øjne og en frastødende usoignerethed, og nu tilkalder han fortælleren for at vise ham noget. Tillinghast er begyndt at studere vores opfattelse af verden omkring os, og som fortælleren konstatere: “Det var en fejltagelse at Crawford Tillinghast nogen sinde begyndte at studere videnskab og filosofi. Sådanne emner burde overlades til kolde og upersonlige forskere, for de tilbyder to lige tragiske alternativer til en mand med følelser og handlekraft; fortvivlelse hvis hans søgen slår fejl, og unævnelige rædsler hinsides vores forestillingsevner hvis den bærer frugt. Tillinghast havde engang været et offer for fejlslagen forskning, ensom og melankolsk; men nu vidste jeg, med en indre kvalmende rædsel, at han var et offer for succes.” 

Under besøget viser Tillinghast fortælleren et elektronisk apperat, som udsender bølger, der stimulerer hjerne til at opfatte planer, som vi normalt ikke kan se. Under maskinens indflydelse ser fortælleren mærkelige og skrækindjagende væsener, som tilsyneladende eksisterer lige rundt om os, uden at vi opfatter dem. Men det går først op for fortælleren, at noget er helt galt, da Tillinghast afslører, hvad der er sket med hans to tjenestefolk – og at han er rasende over fortællerens tidligere manglende opbakning til hans forskning …

Tanken om at virkeligheden rummer lag, som vi ikke kan opfatte med vores fem sanser, udbygger Lovecraft også i andre noveller. F.eks. i “The Colour Out of Space” (1927) hvor en farve ukendt for menneskeøjne følger med et meteor ned til jorden eller i “The Dreams in the Witch House” (1933) hvor en særlig geometri i studenten Walter Gilmans værelse giver adgang til en anden dimension.

H. P. Lovecraft skrev novellen “From Beyond” i 1920, og den udkom første gang i 1934 i “The Fantasy Fan”. På dansk er novellen udgivet af Science Fiction Cirklen af to gange under titlen “Fra det hinsides”, først i Cirkel serien nr. 35 og siden i en samling med fem Lovecraft historier med titlen “Farven fra rummet“.

I 1986 blev novellen filmatiseret af Stuart Gordon under titlen “From Beyond”. Stuart Gordon har også instrueret andre Lovecraft historier, bl.a. “Re-Animator” og “Dreams in the Witch House” i Masters of Horror serien.

Originaltitel: From beyond
Originaludgivelsesår: 1934

Efter at have læst en masse H. P. Lovecraft historier er jeg nu gået i gang med at se nogle af filmatiseringerne af hans fortællinger – og som ventet er det en noget blandet oplevelse. Første film på min liste var “The Dunwich Horror”, som bygger på novellen af samme navn.

“The Dunwich Horror” bruger enkelte elementer fra novellen, men fylder selv en masse vrøvl og ligegyldigheder på, som gør, at historien ender med at være en yderst langsommelig affære, selvom filmen kun varer 90 minutter.

Dr. Henry Armitage (Ed Begley) underviser på Arkham Miskatonic University, hvor han bl.a. bruger bogen Necronomicon. Efter en forelæsning dukker Wilbur Whateley (Dean Stockwell) op på biblioteket og vil låne bogen. Det lykkes ham at charmere Nancy (Sandra Dee) til at give ham lov til at læse i den på stedet, men Armitage dukker op og afviser at lade Wilbur låne den længere. I stedet får de sig en hyggelig kop kaffe på en café, og aftenen slutter med, at Nancy, som er mærkeligt tiltrukket af Wilbur, kører ham hjem til Dunwich.

Men køreturen bliver til et længere ophold, for Wilbur har hypnotiseret Nancy, og da dr. Armitage og Nancys veninde dukker op for at hjælpe hende hjem, afviser hun dem pure. De er dog overbeviste om, at ikke alt er, som det skal være – ikke mindst fordi Armitage kender Wilburs slægts historie. Whateleyerne har nemlig flere gange været på kant med samfundet igennem tiden, fordi de ønsker at åbne porten til paralleluniverset, hvor de gamle holder til. Så Armitage forsker lidt i Wilburs historie og opdager en grufuld hemmelighed. Nu er det bare at håbe, at han kan nå at redde Nancy – og hele verden – før det er for sent.

Filmatiseringen er som sagt ikke af den bedste slags. Det håbløse samspil mellem Wilbur og Nancy er nærmest tåkrummende, og i det hele taget mangler filmen den stemning, som gjorde novellen interessant. I filmen er Wilburs bedstefar blot et gammelt fjols, og hans mor er gemt væk på et sindssygehospital. Dermed står han slet ikke så stærk som karakter, som han gør i novellen.

Det er egentlig lykkes ganske godt at visualisere den rædsel, som bor på husets første sal, men den underliggende vanvittige og skræmmende stemning hos familien Whateley er slet ikke til stede i filmen. I stedet virker de som landsbytosser, og Dean Stockwell formår slet ikke at give Wilbur det skær af umenneskelighed, som figuren indeholder. Han står blot med sit lille overskæg og stirrer stift med et blik, som formentlig skal virke hypnotiserende, men blot virker lettere ironisk.

Så alt i alt er “The Dunwich Horror” ikke en Lovecraft filmatisering, jeg kan anbefale. Til gengæld kan jeg anbefale et besøg på hplovecraft.com, som bl.a. indeholder en oversigt over Lovecraft filmatiseringer, både de film som bygger direkte på hans historier, men også film som blot har Lovecraft stemningen eller referer til Lovecrafts univers.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1970

”Efter 22 års mareridt og rædsel, kun skånet af en desperat overbevisning om at visse indtryk skyldes mytologiske beretninger, vil jeg ikke garantere for sandheden af, hvad jeg mener, jeg fandt i det vestlige Australien natten mellem den 17. og 18. juli 1935. Jeg har grund til at håbe, at min oplevelse helt eller delvist er en hallucination – da der sandelig var rigeligt med årsager for en sådan. Og alligevel virkede det så frygteligt realistisk, at jeg sommetider finder det umuligt at håbe.”

Sådan starter ”Tidens skygge”, som er Nathaniel Wingate Peaslee beretning om sine fantastiske oplevelser for mere end 20 år siden, som han nedskriver til sin søn, professor Wingate Peaslee på Miskatonic University, i håb om at han vil bremse de udgravninger i Australien, som var hjemsted for fortællerens sidste mareridt.

Før begivenhederne begyndte, havde Nathaniel aldrig interesseret sig for hverken okkultisme eller parapsykologi. Han underviste i nationaløkonomi og levede et almindeligt liv med kone og børn. Men en dag ændrede alt sig, da han pludselig faldt sammen i en døs, som ingen kunne vække ham fra. Om natten vågnede han dog op igen, men havde besvær med at tale og bevæge ansigtsmusklerne, og selvom han hurtigt genvandt de fysiske evner, led han af hukommelsestab.

De næste fem år var Nathaniel som en anden person med en langt større intelligens. Han rejste rundt i verden og indsamlede viden, mens familielivet faldt i stykker. Han blev skilt og kun sønnen Wingate holdt ved gennem de mærkelige år. Så pludselig efter godt fem år, forsvandt den nye personlighed, og en konfus Nathaniel dukkede igen op i sin krop – overbevist om, at han var tilbage på universitetet i den klasse, han var besvimet i.

Nu startede for alvor en svær tid, for Nathaniel havde ingen minder om de sidste fem år. Til gengæld fik han nogle underlige foruroligende drømme, hvor han befandt sig i en anden verden i en fremmed krop. Disse drømme virkede så virkelige, at Nathaniel satte sig for at undersøge forskellige myter og skrifter, og snart gik det op for ham, at drømmene måske i virkeligheden var erindringer. Og det var disse erindringer som indirekte førte til opgravningen i den australske ørken, der afslørede den frygtelige hemmelighed, som Nathaniel desperat håber, er en hallucination i starten af bogen.

H. P. Lovecraft skrev “The Shadow Out of Time” i 1935, og den udkom første gang i 1936 i magasinet Astounding Stories. Ifølge Wikipedia blev Lovecraft inspireret til at skrive historien efter at have set fantasy filmen “Berkeley Square” fire gange i løbet af 1933. Filmen handler om en ung amerikaner fra det 20. århundrede, som ender tilbage i London under den amerikanske revolution, hvor han møder sine forfædre. Tanken om at transportere personligheden gennem tiden havde Lovecraft også selv puslet med i “Tilfældet Dexter Ward“, som han skrev i 1927, men som først udkom i 1941. Læs mere på Wikipedia.

Lovecraft har også beskæftiget sig med idéen om, at et stærkere sind kan besætte en andens krop i novellen ”Rædslen fra Dunwich”, hvor en troldmand besætter kroppen af fortællerens bedste ven, selv efter troldmandens død.

”Tidens skygge” af H. P. Lovecraft blev første gang udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen i 1992 og igen senere i samlingen ”Farven fra rummet” fra 2004. Historien om Nathaniels dobbeltliv er på en side fascinerende, og på den anden side bliver det til tider lidt langtrukkent. Beskrivelserne af hans drømme og tiden i den anden verden er lidt ensformige, og først da han drager ud i ørkenen sammen med sønnen og resten af ekspeditionsholdet, synes jeg, der kommer fart i handlingen. Til gengæld er de sidste 20 sider, hvor Nathaniel finder indgangen til den by, han har opholdt sig i i drømme, fyldt med handling og redder lidt historien i mine øjne.

Jeg har på seneste læst de fleste af de danske oversættelser af Lovecraft historier, jeg har kunnet finde, og jeg må indrømme, at selvom jeg holder af hans historier og hans univers, så kan det ikke anbefales at læse dem for tæt på hinanden. Dertil minder mange af dem lidt for meget om hinanden, og hans måde at lade tingene være “ubeskriveligt grufulde” bliver en smule trættende i længden.

Original titel: The Shadow Out of Time
Original udgivelsesår: 1936

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983

Jeg er blevet helt bidt af at læse og genlæse H. P. Lovecrafts historier, og denne gang har jeg fået fat i en lille udgivelse fra Aarsleffs Forlag fra 1983, som indeholder de to noveller “Når Cthulhu kalder” af H. P. Lovecraft og “Dvæleren i mørket” af August Derleth.

“Når Cthulhu kalder” er opdelt i tre kapitler: Rædslen i ler, Inspektør Legrasses beretning og Vanviddet på havet. Historiens fortæller er arvingen og eksekutoren for den gamle professor George Gammell Angell, som var berømt for sin ekspertise i antikke inskriptioner. Hans død var tilsyneladende et hjerteanfald, som blev udløst, da han tilfældigt blev skubbet af en sort sømand. Men da fortælleren begynder at se nærmere i onklens papirer, viser det sig, at hans død måske ikke var så tilfældig endda.

Professoren var tilsyneladende kommet på sporet af nogle mystiske sammenhænge. En kunstners mærkelige drømme og herefter udarbejdelse af et skræmmende basrelief, hænger på mystisk vis sammen med utrolige begivenheder rundt om i verden, bl.a. nogle forsvindinger i skovene syd for New Orleans hvor en uhyggelig voodoo-kult holder til, og hvor en grotesk, frastødende og åbenbart meget gammel stenstatuette er blevet fundet. I sine forsøg på at opklare omstændighederne vedrørende professorens død tager fortælleren også til Norge for at tale med en sømand, der ligeledes i de samme dage oplevede noget vanvittigt og uforklarligt, som først – tilsyneladende – ophørte, da en voldsom storm blæste hans skib bort.

Til sidst må fortælleren dog indse, at ikke al viden er værd at kende: “Johansens dokument har jeg nu arkiveret side om side med basrelieffet og professor Angells papirer. Samme sted skal mine egne optegnelser ligge – denne prøvesten på min fornuft, hvor alt det er samlet, som jeg aldrig håber skal samles igen. Jeg har set, hvad universet rummer af rædsel, og i fremtiden vil selv forårets himmel og sommerens blomster være gift for mig, men jeg tror ikke, jeg har langt tilbage. Det vil gå mig, som det gik min onkel, og som det gik Johansen. Jeg ved for meget, og kulten lever stadig.”

“Når Cthulhu kalder” blev første gang offentliggjort i 1928 i Weird Tales, og er ifølge Wikipedia den eneste noveller Lovecraft selv har skrevet, hvor Cthulhu-mytologien spiller så stor en rolle. I første omgang blev novellen afvist af Weird Tales, og først da Donald Wandrei usandt overbeviste bladet om, at Lovecraft overvejede at sælge den til anden side, blev historien antaget. Lovecraft var selv rimelig tilfreds med “Når Cthulhu kalder”, som er blevet kaldt ”the first of Lovecraft’s “great texts“.

Jeg synes, det er lidt morsomt, når man læser flere af hans historier i træk at finde bånd og henvisninger på tværs af dem. I “Når Cthulhu kalder” er der naturligvis henvisninger til den gale araber Abdul Alhazred og det ugudelige værk “Necronomicon”, men også sømanden Johansens beretning trækker tråde til en anden Lovecraft-novelle. Johansens skib støder nemlig på det samme mystiske kystlinje med den hæslige monolit, som fortælleren i “Dagon” lander på.

Den anden novelle er “Dvæleren i mørket” og er skrevet af Lovecrafts gode ven August Derleth. Også denne novelle befinder sig i Cthulhu-mytologien, hvor fortælleren sammen med sin ven Laird Dogan tager til Rick’s sø i Wisconsins skove, hvor Lairds arbejdsgiver, professor Upton Gardner, er forsvundet. Gardner arbejdede med folkesagn og legender, og havde hørt om stedet som blev frygtet af de lokale.

De to mænd har ikke været længe i hytten ved søen, før de mærker den tyngende atmosfære, der hviler over stedet: “Det var ikke indbildning, at der var en ubehagelig, utryg følelse over bjælkehytten og skoven omkring den. Den lurende, næsten skæbnesvangre stilhed og de høje fyrretræer, der pressede sig sammen over hyttens tag samt søens blåsorte, livløse vand var ikke i sig selv nok til at fremmane denne følelse af frygt. Der lå mere bag. En dæmpet, ondsindet venten, en ildevarslende fjern selvsikkerhed – sådan som høgen må vise det, når den mageligt svæver rundt over et sikkert bytte på jorden.”

Og det viser sig da også hurtigt, at en af de gamle – måske endda Nyarlathotep – hviler i skoven, og han ønsker ikke sin hemmelighed afsløret.

Det er lige før August Derleth rammer Lovecrafts univers, bedre end Lovecraft selv i denne novelle. Her lykkes det for ham at skabe en dyster og uheldsvanger stemning uden at fylde for meget videnskabeligt hokuspokus på for at underbygge sandhedsværdien. Setuppet fungerer supert, og “Dvæleren i mørket” er fyldt af den intense, ubehagelige atmosfære, som de bedste Lovecraft fortællinger fører læseren ud i.

Og som sin gode ven lader Derleth naturligvis også historien underbygge af henvisninger til andre fortællinger i Cthulhu-mytologien. Laird og fortælleren opsøger undervejs i historien en anden professor, Partier, som blev bortvist fra universitetet for at have forsket i skrækkelige og forbudte emner. Partier nævner både Dunwich, Innsmouth og ikke mindst ekspeditionen til Vanviddets bjerge. Derudover læser fortælleren selv i Lovecrafts bog “De fremmede og andre”, og naturligvis nævnes også “Necronomicon”.

Udover de to noveller indeholder bogen også et rigtigt interessant forord ved de to oversættere Flemming Chr. Nielsen og Klaus Aarsleff. Heri beskriver de bl.a., hvordan Lovecrafts fortællinger befinder sig i et sælsomt og frygtindgydende univers: “Alle [Lovecrafts] fortællinger er bygget op på den fundamentale myte, at denne verden engang var beboet af en anden race, som praktiserede sort magi og derved mistede fodfæstet, hvorefter den blev uddrevet. Disse væsener lever dog stadig på afsides steder, parat til at tage jorden i besiddelse igen.”

En anden spændende detalje ved Lovecrafts forfatterskab, som Nielsen og Aarsleff kommer ind på, er, hvordan han blander fantasi og virkelighed i sin beskrivelse af en yderst omfangsrig litteratur om emnet, hvor den mest berømte bog er “Necronomicon” af den gale araber Abdul Alhazred, men hvor også andre titler går igen som “Heksekult i Vesteuropa” af Margaret Murray og “R’lyeh Teksten”. Det bemærkelsesværdige ved litteraturen er naturligvis, at flere af bøgerne kun eksisterer i Lovecrafts verden, men gennem hans historier er de nærmest blevet til virkelige bøger i vores verden.

I midten af 1990′erne udgav forlaget Interpresse tre udgivelser med H. P. Lovecraft fortællinger. Indtil da var der ikke oversat meget af forfatteren til dansk på trods af hans kultagtige status i horrorlitteratur. “Vanviddets bjerge” var den anden udgivelse, og heri findes historierne “Vanviddets bjerge” og “Den som hjemsøger mørket”.

I titelnovellen befinder vi os på en ekspedition til Antarktis, hvor en opdagelse af nogle mystiske spor, fører en del af ekspeditionen ind til nogle store bjerge midt i ødet. Først sender de begejstrede meldinger tilbage til basen om deres utrolige fund, men så bliver der total radiotavshed. Da redningsgruppen når frem, er alle i lejren døde eller forsvundne. Men det er først nu, at rædslerne virkeligt begynder.

Jeg var ikke nær så begejstret for “Vanviddets bjerge”, som jeg ellers har været for Lovecrafts historier. Den var alt for omstændig i sine videnskabelige udredninger efter min smag. Jeg ved godt, at meningen er, at det skal gøre rædslen større, hvis historien virker korrekt funderet, men her tærsker han for meget langhalm på den del af fortællingen, som også skæmmes af en halvdårlig oversættelse.

Der er dog stadigvæk gode idéer og scenarier, og fundet af den ældgamle by i vanviddets bjerge virker stadig skræmmende. “Kun i fantastiske mareridt kunne nogen andre mennesker end Danforth og mig have forestillet sig sådanne optiske effekter. Mellem os og de hvirvlende dampe i vest lå det monstrøse virvar af mørke stentårne. De overdrevne og utrolige former ramte os påny, hver gang vi lod blikket hvile et nyt sted. Det var et syn i solide sten, og hvis det ikke havde været for fotografierne, ville jeg selv have tvivlet på at sådan noget kunne eksistere. Murværket var nogenlunde som det vi havde set i fortifikationen, men formerne som dette murværk antog i sine mere bymæssige manifestationer var ubeskrivelige.”

Endeligt er det jo også lidt morsomt, at Lovecraft her er tydeligt inspireret af Edgar Allan Poes røverroman “Arthur Gordon Pyms eventyr, som han sender en direkte hilsen til, idet fortælleren har læst netop denne historie af Poe og diskuterer den med kollegaen Danforth.

Den anden fortælling i samlingen er “Den som hjemsøger mørket”, som jeg synes langt bedre om. Her fortælles om forfatteren og maleren Robert Blakes skæbne gennem hans dagbøger og noter.

Robert Blake havde viet sit liv til myter, drømme, rædsler og overtro, og det var muligvis denne fascination, der drev ham til at flytte til Providence, hvor gamle fortællinger om den forhadte sekt Stjernens Visdom udspillede sig. I hvert fald lejede han et værelse her, som havde udsigt over Federal Hill. Den første tid i Providence var ganske produktiv for Blake, men så blev han grebet af en gammel, mørk kirke som stod for sig selv i horisonten, når han kiggede ud af sit vindue. I et stykke tid nøjedes han med at betragte den på afstand, men med forårets komme blev han grebet af rastløshed og besluttede sig for at opsøge kirken.

“De massive døre var hele og hermetisk lukkede. Langs toppen af den mur, som omgav højen hvorpå kirken var bygget, var der et rustent jerngitter hvis port tydeligvis var låst med en solid hængelås. Stien, som førte fra gitterlågen op til kirken, var overgroet. En følelse af håbløshed og fordærv hang som et tykt tæppe over dette dystre sted. Og selvom Blake var en både dygtig og fantasifuld forfatter, var det som om han manglede ord til at beskrive sine sande følelser, når han nu endeligt stod overfor midtpunktet af den uvirkelige verden som han så længe havde betragtet på afstand.”

Trods disse dystre anelser bevæger Blake sig alligevel ind i kirken, og her oplever han noget ud over menneskelig forståen og vækker en ondskab fra gamle dage, som siden vender tilbage for at hjemsøge ham.

Sidst i bogen findes en kort biografi om H. P. Lovecraft, som dog ikke bringer meget nyt for dagens lys.

Originaltitler: At the Mountains of Madness (1931), The Haunter of the Dark (1935)

Lovecraft bøger på dansk:

Farven fra rummet, 2004
Skyggen over Innsmouth, 1995
Vanviddets bjerge, 1995
Murene på Eryx og Det hvide skib (Cirklen serien nr. 35), 1995
Rædslen fra Dunwich, 1994
Tidens skygge (Cirklen serien nr. 26) , 1992
Tilfældet Charles Dexter Ward, 1991
Frygtens herre : 2 noveller i Cthulhu-traditionen, 1983