august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Patrick Leis’

Patrick Leis

Patrick_LeisPatrick Leis er født i 1964. Udover at skrive bøger er han også professionel bodypainter, special effects-mager og illustrator. Patricks forfatterskab omfatter både horror, science fiction, fagbøger, rejsebøger, børnebøger m.m. Han er også en aktiv læserbrevs-skribent.

Patricks kreative løbebane startede med interessen for tegning, men udviklede sig efterhånden til at omfatte makeup, special effects, maskebygning, bodypaint og computergrafik, for derfra at sprede sig til brætspil-design og indretning. Han har arbejdet meget i udlandet med bl.a. spillefilm, mode og dukkeanimation, og har vundet både EM, VM & WAC (Masterclass) i bodypaint.

På sin hjemmeside fortæller Patrick om starten på skriveriet: ”Jeg var pænt dårlig stavende i skolen, grænsende til ordblindhed og har stadig et pokkers hyr med bogstavsammensætninger. Men jeg har altid godt kunne li projekter af enhver tænkelig art, samt at fortælle røverhistorier. Flere venner og bekendte fablede altid stolpe op og stolpe ned om at skrive en bog men det blev ligesom aldrig til noget og til sidst satte jeg mig for at gøre forsøget. 3 år og 700 håndskrevne sider blev det til og så betalte jeg en studerende for at skrive den ind på computer for mig. Jeg var vældig begejstret og sendte den til Gyldendal hvorpå jeg fik det mest sønderlemmende afslag i verdenshistorien. Heldigvis sendte jeg den til en andet forlag og Tellus påtog sig udgivelsen. Bogen [Bag masken] blev vældig godt modtaget og søreme om to ældre herre fra Det Danske Kriminalakademi ikke kom hen til mig på bogmessen samme år og oplyste mig at den var blevet indstillet til Glasnøgleprisen, som Peter Høeg dog vandt med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Pokkers. Jeg havde faktisk ingen ide om at fortsætte skriveriet, men en dag sad en veninde og fumlede med nogle papirer og bukkede dem til en lille figur. Jeg syntes, det lignede en mund, og begyndte at spekulere over hvorfor alle pattedyr egentlig var symmetrisk og kradsede nogle sporadiske noter ned om tredelte væsner. Og før jeg vidste af det, var ”Jagtmarken” i gang and the rest is history.”

Om at skrive siger Patrick på Danske Horror Fans: ”Det kedeligste job i verden (udover at male midterstriber på autobahn), må klart være at skrive. Men fordømt også, er det samtidig fedt at fortælle røverhistorier. Man sidder der og tapper mellemfornøjet på en 28-29 bogstaver og et enkelt punktum mens verden og det virkelige liv passerer forbi ude på den anden side af de vinduer, man ved lejlighed burde vaske, og huden bliver grå og ældet af mangel på sollys… Men alligevel er det fedt at få lov at tage livet af ganske uskyldige teenagerdrenge og deres hamster, uden at politiet igen banker på døren og forlanger at tage et dna aftryk af samtlige køkkenknive.”

Bag_maskenBag masken

Patricks første roman ”Bag masken” udkom i 1995 og tog ham tre år at skrive. Historien handler om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Hovedpersonen Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

”Bag masken” blev indstillet til Glasnøgleprisen, som den dog ikke vandt. Til gengæld fik bogen pæne ord med fra anmelderne. Lektøren kaldte den for en overbevisende debut, og mente at Patrick kunne give Dennis Jürgensen konkurrence. Mens Berlingske Tidende roser ham for at lade historien udspille sig med ”…isnende effektivitet og et par i ordets bedste betydning hårrejsende drejninger undervejs, uanset at den afsluttende pointe ikke kommer som den store overraskelse for dem, der kan huske den gamle franske gyserfilm Diabolique (”Rædslernes hus”). Patrick Leis ligner klart et gysertalent, man har lov til at vente sig meget af, og allerede her med debuten kan hente meget hos.”

For at skabe lidt mere opmærksomhed om bogen holdt Tellus en reception, hvor Patrick bodypaintede en smuk ung kvindes bare bryster, og det gav i hvert fald en omtale i BT.

JagtmarkenJagtmarken

Efter en psykologisk thriller skiftede Patrick skrivespor og i 1998 udkom ”Jagtmarken”, som er en blanding af horror og science fiction skrevet hæsblæsende og med masser af action.

Tre væsner fra en anden tid/dimension ankommer pludseligt ombord på et fragtskib med en 22 mands besætning. I ankomsten stopper de tiden og flytter også skibet ud af jordens dimension, selvom de ombordværende ikke mærker noget.

Væsnernes eneste formål er at æde, og da de hverken føler angst eller smerte, og da de kan ændre form samt dele sig i flere stykker og har overmenneskelig styrke, er besætningen i store vanskeligheder. En efter en får væsnerne fat i besætningen, men menneskene har dog en fordel – de kan tænke, og det kan måske blive redningen.

Lektørudtalelsen var vældig positiv, og mente at Patrick var inspireret af både Lovecraft-bølgen og “Aliens”-filmene: ”Jagtmarken er uhyre effektivt skrevet: der er rigeligt af gys, og de enkelte scener bygges så omhyggeligt op, at spænding holder hele vejen. Men det er ikke en bog for sarte sjæle: væsnernes ofre ædes stort set, mens de stadig er i live, og der er ikke sparet på hverken mængderne af sprøjtende, åbne pulsårer eller skildringer af lemlæstelser i øvrigt.”

Mht. inspirationen af Alien-filmene ligger Patrick da heller skjul på det, idet han lader sine personer hente idéen om at bygge en labyrint for at fange monstrene fra ”Alien 3”.

De_kom_fra_Blodsumpen_2De kom fra Blodsumpen 2

Cineromanen ”De kom fra Blodsumpen 2” udkom i 2001 og var et samarbejde med Dennis Jürgensen. Bogen er en roman baseret på en ikke-eksisterende spillefilm, som er illustreret med still-fotos af Patrick. Bogen er én lang øvelse over b-film og splat, men er samtidig meget bevidst lavet og fyldt med ironi og satire.

Kemikaliefabrikken Toksinone har gennem mange år ledt sit spildevand ud i Blodsumpen, deriblandt resterne fra produktionen af et specielt kemisk EU-produkt, der nedbryder mineraler og vitaminer i madvarer. Desværre viser det sig, at stoffer i spildevandet er gået amok, og tilsyneladende har aktiveret dødt dna-væv så der nu findes muterede vampyrmonstre, der hærger blodsumpen med flere menneskeliv på samvittigheden. En ekspedition ledet af professor Knowitall drager ud i sumpområdet (som i øvrigt befinder sig mellem Ballerup og Ledøje) for at finde den første Blodsumps-ekspedition (hvis historie formentlig fortælles i den ikke-eksisterende ”De kom fra Blodsumpen 1”), men alt går naturligvis ikke lige som planlagt.

Hele fortællingen er bygget op som en indforstået genreleg med læseren, f.eks. er personerne navngivet efter deres rolle som ”den modige unge mand” og ”ham der dør først”.

Den første lektørudtalelse var temmelig negativ, og det virkede ikke, som om lektøren forstod humoren i projektet. En ny lektørudtalelse var væsentlig mere positiv: ”Dennis Jürgensen har denne gang forsøgt at forene sine evner som humorist og gyserforfatter. Det har han gjort ved bygge et actionpræget handlingsforløb op omkring en fiktiv splattergyserfilm… Historien er fortalt med ironi og blink i øjet. Her er mange gyserklicheer og indforståede og ironiske hentydninger til “gyselige” C-film. Teksten er ledsaget af et væld af stemnings- og actionfyldte fotos i stil med biografernes still-fotos. De mange flotte, kitschagtige og vistnok computermanipulerede fotografier er et stort plus for denne kitschede historie.”

Romanen fik også flere gode anmeldelser i avisen, hvor Aktuelt kaldte den for ”ekstremt underholdende”, og Berlingske Tidende fulgte trop med ordene ”sjov, underholdende læsning”.

RequiemRequiem

Patrick fortæller i forordet, at han var inspireret af Dennis Jürgensens zombi-roman ”Kadavermarch” fra 1991, da han skrev ”Requiem”, som udkom i 2003.

Romanen er første bog i Necrodemic-sagaen, og foregår i en verden, som er befolket af zombier, der overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.

En dag vakler en kvinde ind på Ferguson-farmen. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Ferguson-farmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før, og kort efter bryder helvede løs.

Denne gang var lektøren positiv og skrev: ”Hvis man er til splat, er dette ren underholdning, godt skrevet og godt og effektivt skruet sammen, her spares ikke på effekterne, men underholdende det er det.”

Mens Himmelskibet mente, at ”Requiem” var helt på højde med inspirationskilden: ”I Requiem kan man også genkende forskellige inspirationskilder, men denne gang er de meget bedre indarbejdet og styrker fortællingen. Der finder på et tidspunkt en kamp sted, som er som taget ud af Terminator, men da vi befinder os i et zombie-univers, har man ingen idé om hvem der bliver sejrherren i det opgør. Generelt er der masser af gode idéer, bl.a. tonstunge gensplejsede svin, der også deltager i kampen. Disse bæster er dog ikke på nogens side – de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. ”Requiem” er ikke blot en bog der sagtens kan stå ved siden af ”Kadavermarch” på bogreolen, det er bog der bør stå der!

TunnellenTunnelen

Samme år som ”Requiem” udgav Patrick også novellesamlingen ”Tunnelen”. Synd og ondskab er hovedtemaerne i denne udmærkede novellesamling med undertitlen Nemesis-noveller. Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører. De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.

Lektøren var denne gang knap så begejstret og kaldte samlingen for klichéfyldt, og mente ikke at personer og plot var interessante nok til at læseren engagerede sig i historierne. Mens Scifisiden var mere positiv og skrev: ” Generelt set er der tale om en underholdende lille samling (man kunne måske godt have ønsket en enkelt novelle mere for at give den lidt fylde), og Leis breder sig over et bredt spektrum: fra direkte overnaturlig horror til psykologisk skæbnefortælling. Han har tydeligvis læst sin Stephen King og lært nogle tricks (men har dog en tendens til at gøre personbeskrivelserne lidt for systematiske) – og så foregår det hele på dansk grund, hvilket blot gør det hele lidt mere nærværende”.

ImitatorImitator

Imitator” udkom i 2005. Hovedpersonen Jonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.

En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da de lokale rødder overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger. Det viser sig nemlig, at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.

Heller ikke denne gang var lektøren udelt begejstret, men skrev dog at: ”Hvis man er til indvolde, som suges ud, blod som plasker over det hele og andre slimede splattereffekter, er dette den helt rigtige bog, for der er bestemt ikke sparet på detaljerne. Derimod er der sparet noget på personkarakterstikker og godt sprog, men store drenge fra 13 år, som er til gys og splat, vil helt sikkert føle sig godt underholdt alligevel.”

Anderledes begejstret var Politikens anmelder, som skrev: ”Er det ikke for meget? Nej! For under den traditionsrige høstfest går det rigtigt agurk. Kun skolens sprinkleranlæg sørger for, at alt ikke ender helt galt. I denne omgang. Hjemmevant færdes Patrick Leis ved landsbyens gadekær og i ondskabens hjerte. Det er en leg med dobbeltbund, som får de sære begivenheder til at glide umærkeligt ind i det danske landskab – og dertil et stille kys. Patrick Leis holder fortælletonen lige i munden til det sidste. Monsterslimets indlagte betragtninger er fortalt med kølig robotstemme. Imens blir Jonas hvid af vrede. Læseren får kun hjertebanken. ‘Imitator’ er cool som en isvaffel.”

Jydske Vestkysten var også glad og skrev: ”Effektivt og i fin fart fortæller Patrick Leis en skræmmende historie i et let læst sprog og med sans for, hvordan en god historie skal fortælles.” Og også BT stillede sig op i køen med roser og kaldte ”Imitator” for ”en født klassiker”.

Pax_ImmortalisPax Immortalis

I 2006 kom efterfølgeren til ”Requiem” og anden del i Necodemic-sagaen, ”Pax Immortalis”.

Der er ikke mange personer tilbage fra den ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet, beslutter farmerne at gå med i kampen. Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Lektøren var denne gang positiv og skrev: ”Bogen er i sprog og stil tæt op af Requiem og spændende og medrivende som den med mange flot udpenslede detaljer, selvom enkelte krigsscener er lidt langtrukne. Historien er en mellemting mellem Stephen King og Dennis Jürgensen og vil mest blive læst af gyser/splatterfans i alderen 11-25 år.

Thomas Winther sammenligner i sin anmeldelse på Sleazehound ”Requiem” og ”Pax Immortalis” med de to første film i Resident Evil-filmene: ”I den første film fra 2002, var det zombierne der udgjorde den største fare for hovedpersonerne, mens kampen i 2’eren, fra 2004, stod mod magten bag zombierne samt kloninger og mutanter. Pax immortalis er dermed også i højere grad en dyster science fiction-bog end en zombie-fortælling, dog med både horror- og splatterelementer, så der er stadig ting at hente for gorefans.”

Mens Politiken er glade for, at Patrick fandt inspiration i Dennis Jürgensens ”Kadavermarch”: ”Pax Immortalis er præcist så frygtindgydende som sin forgænger. Begavet splat med både filosofiske og politiske undertoner. Patrick Leis er en dannet mand. Læs ham! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.”

En anmeldelse i Folkeskolen var ligeså begejstret: ”Indholdet i bøgerne og de særdeles flotte forsideillustrationer viderefører på mange områder det univers, som eleverne kender fra computerspillene. Computerspillene kan føre os ind i en verden, hvor det mest utrolige kan ske – en verden, hvor man kan afprøve det, man ikke kan i den “virkelige verden”. Det samme gør sig gældende for Patrick Leis’ to romaner. Hvor spillene bruger grafik, bruger forfatteren sproget. Det bliver gjort så godt, at læseren i den grad får en visuel oplevelse af det læste, så hermed min anbefaling.”

naar_moerket_kommerNår Mørket kommer

I 2007 udgav Patrick ”Når mørket kommer”, en graphic novel som han naturligvs selv stod for både tegninger og tekst til.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Historien er illustreret med mere end 120 billeder, og Patrick har lagt et stort arbejde i det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Lektøren bedømmer denne gang bogen som en børnebog, og kritiserer derfor opsætningen af teksten, fordi den nedsætter læsbarheden for målgruppen, men kun at tro at ”Når mørket kommer” er en børnebog, er efter min mening en fejl. Scifisidens anmeldelse er dog også væsentlig mere positiv og kalder bogen for: ”… en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elver-eventyr, levende døde, action-horror og andet.” Og slutter med ordene: ”Når mørket kommer har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen.”

Også Sleazehound (der i dag hedder Planet Pulp) slår fast, at bogen ikke kun er henvendt til de yngre læsere, og skriver videre: ”Det fine ved romanen er så, at man som ældre sagtens kan blive underholdt af historien, og det letlæste sprog gør blot, at tempoet bliver det højere. Bogens første del er den klassiske historie om en besværlig teenager og hendes forældre, der prøver at tackle de problemer, som det nu engang medfører. Det er ganske realistisk skildret, og både karaktererne og miljøet er enkelt og troværdigt beskrevet. Men der kommer andre boller på suppen, da Leis for alvor skyder gyserdelen i gang. Det bliver til en omgang teenageproblemer i X-Files-land tilsat elementer fra Invasion of the Body Snatchers (1956) for til sidst at gå over i en boldgade, der minder om Night of the Living Dead (1968). Og det er en rigtig god blanding, hvor ubehaget og desperationen langsom stiger, som vi nærmer os slutningen. Derudover får Leis præsenteret en deadline med måneformørkelsen, som blot gør det hele lidt mere spændende. Alt i alt en lille gyserperle, som bestemt fortjener et stort publikum.”

Politiken roser bogen for at ”være forrygende fortalt og godt fundet på”, og beskriver den som ”den gamle historie om de udødes rige og kampen om livet og lyset.”

NecropolisNecropolis

I 2008 udkom så novellesamlingen ”Necropolis” som er en slags prequel til “Requiem” og “Pax Immortalis“, og også trækker linjer til Patricks science fiction roman “Psykonatuen”.

Den første novelle “Infektion” fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfundet kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i “Pax Immortalis” opstår.

Lektøren var positiv og skrev: ”Som med de øvrige bøger af Leis vil denne også have sine faste fans med hang til drabelige effekter og science fiction-universet. Desuden vil historien om Necrodemic-universet være endnu mere fascinerende, jo mere det foldes ud, og der opstår en større og sammenhængende beretning.”

Også anmeldelserne var gode. Fyns Stiftstidende kaldte bogen for: ” En yderst saftig zombie-roman sender sin læser langt ned i et mareridt af levende døde, tragedier og frygten for mørket.”  

Mens Fanzine.dk skrev:Det, der slog mig allermest, er faktisk, at ”Necropolis” fungerer bedst som et hele – den overordnede struktur fjerner måske nogle af overraskelsesmomenterne fra de enkelte fortællinger, men læser man den ud i ét (hvad man sagtens kan, for handlingen er som sædvanlig hæsblæsende), bliver helet altså større end summen af de enkelte dele. ”Necropolis” er en velfungerende omgang horror-action, der nok også kunne være et godt sted at stifte bekendtskab med Leis’ forfatterskab. Der er både splat, humor og spænding – og en enkelt gennemillustreret fremvisning af jordens undergang.”

Himmelskibet kalder ”Necopolis” for fuldt på højde med de to første romaner, og mener at: ”Det at fortælle begivenhederne igennem rækken af noveller fungerer godt, da det giver mulighed for at komme vidt omkring, både i tid og i handling.”

Politiken var dog knap så begejstrede denne gang, og selvom anmeldelsen kalder Patrick for en dreven fortæller som har skrevet ”Necropolis” med ildhu, så sluttes anmeldelsen dog af med ordene: ”Når disse syv nedslag i en syret tid alligevel kan virke lidt for perfekte med ansats til tomgang, så er det måske, fordi der er gået lidt for meget pedant i forfatteren. Rædslen har ikke ført krønikeskriverens hånd. Det har bogholderiet.”

Camp_41_ReservatetCamp 41

Endelig i 2011 fik vi tredje bind af Necrodemic-sagaen, som var så omfattende, at den udkom i to bind ”Reservatet” og ”Heksehammeren”. Tidsmæssigt foregår “Reservatet” og “Heksehammeren” lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt, dvs. simultant med ”Necropolis” mellem novellerne ”Spredning” og ”Epidemi”.

Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med tøjbjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Oven i købet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

Hvor zombierne i højere grad har været omdrejningspunktet for truslen i de tidligere bøger, ser Patrick denne gang nærmere på, hvordan mennesker reagerer, når civilisationen bryder sammen, og hvordan folk i stedet for at stå sammen om at løse problemerne vender sig imod hinanden. Selvom truslen burde være zombierne udenfor lejren, så er det de desperate medmennesker indenfor hegnet, der ender som den største trussel, ligesom vi så det i Stephen Kings lange novelle ”Tågen”.

Lektøren var positiv og skrev: ”En særdeles veldrejet gys og gru roman uden mange formildende omstændigheder. Man sover ikke godt om natten, mens man læser, og her er ingen happy end. Men der er rigtig mange ting i spil, og det vrimler med etiske og moralske dilemmaer, man kan tale med sin teenager om, når man har læst bogen sammen med ham.”

I Bøger kalder Steffen Larsen Patrick Leis for horrorens Lene Kaaberbøl og skriver videre: ”Uden at ryste på hånden blander han elementær spænding og malende myrderier med udvalgte hovedpersoner og et søskendepar, der ikke er af denne verden. Camp 41 rammes også af religiøst vanvid, mens kommandanten sætter flasken for munden. Udenfor svupper det. Det er en usædvanlig veldrejet og ’creepy’ historie. Mareridtene står i kø for at komme til. Sproget er effektivt, rapportagtigt og med klar tale om, hvor tyndt civilisationslaget egentlig er.”

Proxima roser Patrick for at hæve sig over genren ved sin skildring af ”normale menneskers” evne til at begå uhyrligheder under de rette omstændigheder, mens Bogblogger skriver: ”Patrick Leis kan både tegne og skrive så det rammer der, hvor det gør ondt. Hvis du ligesom mig syntes, at zombier er for seje og har stærke nerver, så er Camp 41 vejen til mange timers grufuld underholdning. Jeg skal i hvert fald have fat i resten af Necrodemic sagaen snarest.”

Himmelskibet tilslutter sig roserne og skriver: ”Allerede fra starten har man en god idé om hvordan dette ender, men det gør det ikke mindre spændende at følge begivenhedernes gang for at se hvordan historien kommer derhen.”

Sort_vandSort vand

Sort vand” udkom i 2012 og er nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Historien udspiller sig i to spor. På skibsværftet Ringwall har nogle forskere ved hjælp af nanoteknologi fundet en smart måde at rense skibes olietanke på, men desværre sker der et udslip, som får uforudsete konsekvenser.

Det andet spor udspiller sig på den lille ø Barsø, hvor drengen Mike bor. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne.

Lektøren var positiv og skrev: ”Horrorfortælling til unge og lidt ældre, der sætter pris på en snigende historie om udslettelse af en hel ø. Sprogligt let at læse med mange velskrevne, klamme beskrivelser af en dræbende oliepøls-lignende identitet, der nedbryder alt organisk materiale, den støder på. God forside. Falder indenfor den del af forfatterskabet, der er horror og splatter.”

Weekendavisens anmelder var også vild med romanen og kaldte den for: ”En roman der sluger læseren ned og er meget svær fra sig, før sidste side er vendt. Den er skrevet så bogens personer virker levende, og når døden snapper dem i hælene, er man bare nødt til vide, hvordan de har tænkt sig at redde livet – hvis det overhovedet er muligt.”

Og Trauma Magazine skrev: ”Sort Vand er fra første side meget intens og energisk. Leis er effektiv i sit skriveri og han dirigerer sin pen, så bogen fanger den rette stemning af desperation. Hvert ophold forcerer læseren videre og det er flot at holde bid i underholdningen så længe.”

”Sort vand” samler mange af de elementer, der kendetegner Patricks fortællinger. Action, tempo, genremixing, splat, cadeau til andre inspirationskilder og et par samfundskritiske øjne. Her er det handlingen fremfor dybe personportrætter, der bærer historien frem i et som oftest hæsblæsende tempo, hvor der med stort overblik klippes mellem forskellige spor i fortællingen, så læseren sidder i konstant spænding for at få det næste med.

Patricks bøger anmeldes ofte i aviserne som børne/ungdomsbøger, hvilket jeg synes er ufortjent, for når man tjekker blogs og andre webanmeldelser er der ingen tvivl om, at han har en meget stor skare voksenfans. Jeg synes også altid, at der er noget at hente for den voksne læser i hans bøger.

Hvordan det hele hænger sammen

På sin hjemmeside fortæller Patrick lidt om sine ”røverhistorier”. F.eks. giver han et eksempel på, hvordan de fleste af  hans historier enten overlapper eller referere til hinanden, og hvordan flere af personerne går igen.

I ”Bag Masken” optræder doktor Samuel, og han dukker også op i novellen ”Opløsning” fra Poe-antologien.

Harry Thomsen fra ”Imitator” og hans gamle makker Eriksen fra ”Sort Vand” optræder sammen i novellen ”Sorteper” i novellesamlingen ”Tunnelen”, hvor Harry bliver stukket ned.

Hvad der egentligt skete med Jenny fra ”Bag Masken” omtales i novellen ”Sne” fra ”Tunnelen”.

Mia fra ”Når Mørket Kommer” er taget til Norge netop i den weekend hvor hendes klasekammerater i Stillinge får ørerne i maskinen i ”Imitator”.

Navnet NEO i ”Psykonauten” blev opfundet i labyrintbogen ”Rejsen til Cyberdrome”.

Væsnet fra ”Imitator”, er en variant af uhyrerne fra ”Jagtmarken”.

Fowlerinstituttet fra ”Bødlen” har navn efter Norman Fowlers fra novellen ”Turisten”.

”Camp 41” bliver bygget under IO.

Jason fra ”Camp 41” er bror til Kantos Khan der starter modangrebet mod zombierne i ”Svøben” fra ”Necropolis”.

Tilde fra ”Camp 41” er “stam-moder” til Haudrupgård som udslættes 500 år senere i ”Requim”.

Væsnet Archie fra ”Camp 41” som hjemsøger Brian Waztac dukker første gang op i titelnovellen fra ”Tunnelen”.

Udvalgt bibliografi:

Necropolis [ny udgave]/ Patrick Leis, 2016. Valeta, 2016. – 239 sider
JuleFandens hævn / Patrick Leis. Calibat, 2016. – 245 sider
Udrensning / Patrick Leis. H. Harksen Productions, 2015. – 160 sider
Kafkalatte / Patrick Leis. – PrintXpress, 2013. – 480 sider.
Hvisken fra dybet / Patrick Leis. – Cadeau, 2013. – 204 sider
Sort vand / Patrick Leis. – Facet, 2012. – 230 sider
Camp 41: Heksehammeren / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Camp 41: Reservatet / Patrick Leis. – Facet, 2011-. – 2 bind
Necropolis / Patrick Leis. – Facet, 2008. – 249 sider, illustreret
Når mørket kommer / Patrick Leis. – Facet, 2007. – 158 sider, illustreret
Psykonauten / Patrick Leis. – Klim, 2007. – 196 sider
Pax immortalis / Patrick Leis. – Facet, eksp. NBC, 2006. – 466 sider
Imitator / Patrick Leis. – Klim, 2005. – 228 sider
Tunnellen : nemesisnoveller / Patrick Leis. – Tellus, 2003. – 143 sider
Requiem / Patrick Leis. – Carlsen, 2003. – 324 sider
De kom fra Blodsumpen 2 / Patrick Leis og Dennis Jügensen. – Tellerup, 2001. – 78 sider, illustreret i farver
Jagtmarken / Patrick Leis. – Tellus, eksp. Nordisk Bog Center, 1998. – 199 sider
Bag masken / Patrick Leis. – Tellus, 1995. – 360 sider

Noveller:
Utilsigtede bivirkninger / Patrick Leis i ”Fremmed stjerne”, Science Fiction Cirklen 2012
Babyalarm / Patrick Leis i ”Dystre Danmark 2”, H. Harksen Productions 2011
Loops / Patrick Leis i ”Den nye koloni”, Science Fiction Cirklen, 2011
Lad den rette trænge ind / Patrick Leis i ”Sølvbyen og andre Helsingør-noveller”, Siesta, 2011
Genfærd / Patrick Leis i ”Ingenmandsland”, Science Fiction Cirklen 2010
Opløsning / Patrick Leis i ”Poe – 4 makabre hyldester” 2 Feet Entertainment, 2009
Til min elskede / Patrick Leis i ”Den hemmelige dal”, Science Fiction Cirklen 2009
Infektion / Patrick Leis i ”I overfladen”, Science Fiction Cirklen 2008
Turisten / Patrick Leis i ”Lige under overfladen”, Science Fiction Cirklen 2007

Læs mere:

Patrick Leis’ hjemmeside
Portræt på Danske Horrorfans
Trauma Magazine: anmeldelse af ”Sort vand”
Himmelskibet. –   Anmeldelse af ”Camp 41”
Bogblogger: anmeldelse af ”Camp 41”
Himmelskibet. – 2008/2009, nr. 19 Anmeldelse af ”Necropolis”
Fanzine.dk: anmeldelse af Necropolis
Himmelskibet. – 2005, nr. 6 Anmeldelse af ”Requiem”
Planet Pulp: anmeldelse af Når mørket kommer
Scifisiden: anmeldelse af Tunnelen
Tellerup: De kom fra Blodsumpen 2

Anm: Vådt gys (Weekendavisen, 08.06.2012)
Effektive ungdomsromaner er frygtindgydende læsning (Politiken, 08.04.2012)
Splat: Kadaverne marcherer igen (Politiken, 15.11.2008)
De dødes by (Fyensstiftstidende.dk, 05.10.2008)
For unge: Gru på grundfjeldet (Politiken, 11.10.2007)
Pax Immortalis / Requiem (Folkeskolen, 27.04.2007)
Gyser: Begavet splat (Politiken, 06.01.2007)
Børnebøger: Fyn er fin (Politiken, 12.07.2005)
Imitator (B.T., 24.06.2005)
En gyselig blanding på en god måde (JydskeVestkysten, 15.06.2005)
Kultbog for drenge (Berlingske Tidende, 24.03.2001)
Cineroman: Se bogen, læs filmen (Politiken, 11.03.2001)
Børnebøger: Sidste nyt fra Blodsumpen (Aktuelt, 26.02.2001)
Hollywood.online: Læs bogen, brænd filmen (Ekstra Bladet, 02.02.2001)
Bryster sig af ny bog (B.T., 14.10.1995)
Dæmonien klæ’r ham (Berlingske Tidende, 13.10.1995)

 

Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Fremmed stjerne - lige under overfladen 6Tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder og aliens er blot nogle af ingredienserne i Fremmed stjerne.

Fremmed stjerne er sjette bind i Science Fiction Cirklens serie af novelleantologier med nyskrevne noveller af danske forfattere. I år er der medtaget 26 noveller plus et digt, og sidetallet er da også nærmest fordoblet i forhold til første bog i serien. Det skal jeg dog på ingen måde brokke mig over, for som i de første fem bind er her generelt tale om noveller af høj kvalitet.

Temaerne i antologien dækker både tidsrejser, satiriske fremtidsscenarier og alternative virkeligheder, aliens og meget mere, mens forfatterne spænder fra debutanter til garvede skribenter.

Blandt mine favoritter er Sofie Boysens novelle ”Savner du din far?”, som foregår i en verden i krig. Hver aften skal hovedpersonen, en lille dreng, svare på et langt spørgeskema, som altid indledes med spørgsmålet: Savner du din far? En fin lille novelle som fik mig til at tænke på Orson Scott Cards roman Enders strategi.

En anden perle er Beatrix Miranda Ginn Nielsens ”Orm”. I en fremtidig verden er følelser ilde set. Hvis man ikke selv kan kontrollere dem, kan man få en ”orm” indopereret, og herefter er man sikker. Hovedpersonen Rikke er dog sikker på, at hun aldrig vil få brug for en orm, men så falder hendes fars rumsonde ned. Tanken om et fremtidssamfund, hvor følelser ikke længere er tilladte, virker skræmmende på mig, og måske derfor står denne novelle stærkt efter endt læsning.

I Richard Ipsens novelle ”Jeg husker alt” er vesten blevet stedet med den billige arbejdskraft, og kineserne har overtaget stort set alle arbejdspladser i Danmark. Hovedpersonen er uddannet akademiker, men kalder sig selv for dataslave. Hans job går ud på at behandle forskningsdata i små bidder og sende resultaterne videre. Hovedpersonen hader kineserne og det, de står for, og han har en plan, som skal gøre ham rig og samtidig ødelægge kinesernes monopol på vigtige opdagelser. Jeg synes tanken om en verden, hvor vi i vesten er reduceret til lønslaver under usle forhold er rigtig interessant. Scenariet henleder læserens tanker på, hvordan virkeligheden er for mange millioner mennesker i dag, men som vi sjældent interessere os for.

Også Jesper Rugård Jensen har med ”Fredag formiddag” skrevet en yderst vellykket fortælling. Miklas arbejder for politiet, og en fredag formiddag bliver han bedt om at tage til Dragør med en kollega for at undersøge et mord. Og hvad har det så med science fiction at gøre? Jo, Dragør var udsat for en uforklarlig hændelse nogen tid før, hvor alle indbyggerne blev kopieret. Nu er byen kontrolleret af militæret, som altså har brug for Miklas hjælp. En rigtig skræmmende og velfortalt novelle om identitet og menneskelighed.

Jeg er også vild med Lars Ahn Pedersens novelle ”Zoo”. Fortælleren har aldrig troet på ”galningene”, som fortalte, at de havde været kidnappet af rumvæsner. Stor er derfor hans fortrydelse, da han selv oplever det – og endnu større bliver fortrydelsen, da det går op for ham, hvad formålet med kidnapningen har været. Lars Ahn Pedersen har en sjælden evne til at sige ”hvad nu hvis?” og så løbe tanken helt ud. Denne gang fortæller han humoristisk om manden, der ender som udstillingsobjekt i en intergalaktisk zoologisk have, men samtidig rummer fortællingen en dyb alvor, og som i Richard Ipsens novelle viser han os skyggesiderne i vores egen verden.

Naturligvis – kunne jeg næste skrive – er også A. Silvestris novelle ”Højdepunkt” blandt samlingens bedste. Her følger vi en ung mand, som lever under jorden. Han drømmer om at blive voksen, så han kan komme i gang med at arbejde og få sig en kæreste – gerne Maria med de store bryster. Novellen virker umiddelbart som en fortælling om en fremtidig verden, der har måttet forskanse sig under jorden pga. en ukendt katastrofe, men i A. Silvestris univers er sandheden aldrig simpel.

Til slut skal også Gudrun Østergaards ”Sidst på eftermiddagen, først på aftenen” fremhæves for sin smukke og grumme fortælling, samt Michael Kamp for titelnovellen ”Fremmed stjerne” som i den grad maner til eftertænksomhed.

Som sagt er kvaliteten af novellerne dog generelt højt, og jeg kunne sagtens have fremhævet endnu flere fortællinger fra Fremmed stjerne. Jeg glæder mig allerede til næste års udgivelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

 

Indhold:

Flemming R.P. Rasch: Hotellet ved verdens ende.
Sofie Boysen: Savner du din far?.
Hanne Rump: At bede en stille bøn.
Mogens Graae Hansen: Hvad man ønsker.
Beatrix Miranda Ginn Nielsen: Orm.
Maria Kjær-Madsen: Aldrig mere svag.
Lise Andreasen: Samtaler på bryllupsdagen / Lise Andreasen & Glen Stihmøe.
Nicole Boyle Rødtnes: Koden under huden.
Mikkel Harris Carlsen: Dette er mit legeme.
Richard Ipsen: Jeg husker alt.
Kenneth Krabat: Genopfindelsen af sorg.
Gry Pil Lund Ranfelt: Den lykkelige slutning.
Oliver Ruby: Hvis dette var science-fiction (digt)
Jesper Rugård Jensen: Fredag formiddag.
Maik Jensen: Museumsinspektøren.
Lars Ahn Pedersen: Zoo.
Klaus Æ. Mogensen: Julemandens store nat.
Bjarke Sølverbæk: Maskinen der skrev.
A. Silvestri: Højdepunkt.
Manfred Christiansen: Peblingesøen.
Michael Kamp: Fremmed stjerne.
Simon Christiansen: Roboethius de Dacia.
Lonni Krause: Slagelse versus Kuiperbæltet.
Patrick Leis: Utilsigtede bivirkninger.
Gudrun Østergaard: Sidst på eftermiddagen, først på aftenen.
Nikolaj Johansen: Atomvinter.
Henning Andersen: Aldrig skal forlade dig

Om Fremmed stjerne:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 409 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Sort vand af Patrick Leis

D. 20. marts udkom Patrick Leis nye horror-roman “Sort vand”. En roman som får læseren til at tænke på både King og Koontz, men som alligevel ender som Patrick Leis’ helt egen fortælling.

Mike bor på den lille ø Barsø. Det er sommerferie, og hans kammerat Adrian kommer på besøg. Det samme gør den tidligere nabopige Laura, som begge drenge er lidt lune på. De tre tager på en badetur til en nærliggende klippeø, men det der skulle være en hyggelig sommereftermiddag, udvikler sig til et mareridt.

På øen finder de en forladt båd, der er drevet i land, men hvor er ejeren? Kort efter dukker en sort pøl op ude i vandet, som tilsyneladende fornemmer hvor de er, og som virker umådelig sulten. Og for at gøre ondt værre begynder det at regne…

Som sagt tænkte jeg straks på Stephen Kings novelle “Tømmerflåden“, som også har en altspisende sort pøl i monsterets rolle. Men selvom der er en del lighedspunkter mellem de to plots, så sørger Patrick Leis heldigvis for at udfolde sin historie, så den får sit eget liv. Bl.a. forklarer han logisk – og skræmmende – hvordan pølen er opstået, og udvider på den måde plottet til uudforskede områder.

Også Dean Koontz roman “Skygger” virker som en inspirationskilde med en organisme, som trænger ind ad selv den mindste sprække. Men igen sørger Leis for, at “Sort vand” får sit eget liv ved at give sin pøl en anden måde at bevæge sig rundt på, og dermed give personerne andre måder at klare sig (eller blive dræbt) på.

Lassemand var næsten opløst. Resterne af ham lå i den gennemblødte seng, dækket af et stinkende slimlag. Huden og det meste af knoglerne var forsvundet, og vindueskarmen i soveværelset var fyldt af sort, olielignende væske. Nabo-Niels udstødte et skingert vræl og trak sig instinktivt baglæns. Der stank af blod og ligsaft i rummet, og nu rejste en del af det sorte uhyre sig fra liget. Det trak sig sammen som en skovsnegl og blev ligesom mere fast i formen. Det vejrede i luften, små tentakler skød ud fra den klæbrige masse, og Niels affyrede sin riffel. Kuglerne sank ind i væsnet uden at gøre den mindste skade, og Niels mærkede en varm strøm af urin løbe ned ad sit venstre lår.”

Patrick Leis er ikke kendt for at lave dybdegående portrætter eller spidsfindige plotdrejninger. I stedet sørger han for hæsblæsende action og underholdende splat. Det får vi også her i “Sort vand”, hvor handlingen nærmest accelerer for hver side. Spændingen holdes også ved at krydsklippe mellem begivenhederne på Barsø og på skibsværftet Ringwall, hvor en smart måde at rense tankskibe på har fået en yderst uheldig side-effekt.

“Sort vand” er med andre ord effektiv og underholdende på samme måde som Leis’ “Jagtmarken“, og hvis man ikke har læst de gamle Koontz og King, får man også et anderledes monster. Skal jeg komme med en lille anke, er det, at dialogen blandt de unge hovedpersoner ind i mellem virker lidt “gammeldags”, men det er ikke nok til at trække oplevelsen ned i det store billede. Jeg følte mig i hvert fald ganske underholdt, og morede mig i øvrigt også over at finde små hints til andre værker indenfor horror-genren, hvor bl.a. Steen Langstrups Gillsby-univers får en lille hilsen.

Den stemningsfulde forside er lavet af Peter Nielsen. Før udgivelsen havde Patrick Leis en lille afstemning på facebook, hvor han bad om folks mening vedr. tre forskellige forsider. Jeg må jo nok indrømme, at jeg ikke stemte på vinderforsiden (som dog bestemt også er rigtig god), men i stedet på et andet forslag som der kan ses et udsnit af på side 3. Tjek selv hvilken tegning du synes bedst om.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Nielsen, pncreate

Læs mere på Forlaget Facets hjemmeside eller besøg Patrick Leis’ hjemmeside

 

Dystre Danmark 2 / red. Henrik S. Harksen

Dystre Danmark 2I  2009 udkom første samling af Dystre Danmark, som nu efterfølges af 14 nye noveller redigeret og udgivet af Henrik S. Harksen. Dystre Danmark 2 er heldigvis en værdig to’er, der ligesom første bog er en blanding af kendte og mindre kendte forfattere.

Blandt mine favoritter er samlingens første novelle “Jacobs stige” af A. Silvestri, hvor et cirkusbesøg løber helt af sporet. Hvis man ikke på forhånd lider af coulrofobi (sygelig angst for klovne), så gør man det helt sikkert efter at have læst novellen her. Sprogligt hører “Jacobs stige” også til i toppen af samlingen, og så er Silvestri utrolig dygtig til at skabe ubehagelige billeder i hovedet på læseren.

Allerede da hun tog afsæt, gik det op for Jacob, at hun umuligt kunne rammen linen. Hun faldt gennem luften i en kaskade af saltomortaler, så hurtigt at hendes træk blev udhvisket. Kun den røde mund var tydelig, og den voksede og voksede, mens hun faldt. Sekundet inden hun ramte, stoppede orkestret brat.

Et skrig nåede at starte et sted i teltet, før linedanserinden ramte jorden. Så gik hun i et med savsmuldet. Hendes krop eksploderede i fragmenter mod jorden. Jacob kunne tydeligt høre, hvordan hendes knogler brækkede i en hurtig serie af sprøde lyde, og blod stod ud til alle sider. Da noget varmt og fugtigt ramte hans kind, trak han sig tilbage med et gisp. På jorden lå en blodig klump, stadig iført den sølvskinnende dragt. Der blev helt stille i teltet. Så lød en fanfare fra en enkelt trompet.”

En anden favorit er “Babyalarm” af Patrick Leis om babysitteren der vælger det forkerte hus at babysitte i. Historien virker umiddelbart kendt, men Leis giver den lige sit helt eget twist, og så er han bare ualmindelig god til at skrive så adrenalinet flyder hos læseren.

Lars Ahn Pedersen plejer også altid at være værd at læse, og det er “Blomstervanding” bestemt også. Her leger Ahn med formen, så novellen læses som en række indlæg på facebook, og på trods af at jeg ellers ikke altid er så vild med den slags fiksfakserier, så lykkes det ualmindelig godt. Novellen står skarpt og har en grum slutning.

Også samlingens sidste novelle skrevet af Freddy E. Silva “Stumt vanvid” bør fremhæves. Novellen læner sig genremæssigt stærkt op ad thrilleren, men atmosfæren er ualmindelig ond. Stilen er lige ud ad landevejen, og historien om politimanden, som hidkaldes til at bistå i en sag om en tavs morder fyldt med tatoveringer, er godt skruet sammen og emmer af vanvid.

Jeg kunne dog sagtens fremhæve flere af novellerne. Søren Kaysers “Stemmen”, Bjarke Schjødt Larsen “Portræt af dukke og dreng” og Henrik Sandbeck Harksens “Tusind generationer før min fødsel” er absolut også læseværdige, og selvom der måske er enkelte historier, der ikke helt rammer niveauet, så er her generelt tale om en glimrende antologi for alle horror-elskere.

Det er fantastisk, at et lille land som Danmark kan stille med så mange talenter indenfor en relativ smal genre, men det er skønt. Og det er skønt, at små forlag som H. Harksen Productions tør udgive også ikke så kendte forfattere.

Dystre Danmark 2 afsluttes i øvrigt med en kort biografi om hver enkelt forfatter.

Indhold:

Jacobs stige af A. Silvestri
Ønskebarnet af Thomas Daugaard
Sammenhold af Jonas Wilmann
Strålende lys, udstrakt verden af Nikolaj Johansen
Jægeren af Sandra Schwartz
Røg af Morten Carlsen
Babyalarm af Patrick Leis
Ild under byen af Jeppe Bisbjerg
Blomstervanding af Lars Ahn Pedersen
Tusind generationer før min fødsel af Henrik Sandbeck Harksen
En morders drøm af Thomas Bøttern
Portræt af en dukke og dreng af Bjarke Schjødt Larsen
Stemmen af Søren Kayser
Stumt vanvid af Freddy E. Silva

Læs mere om Dystre Danmark 2hplmythos.dk

Om Dystre Danmark 2:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: H. Harksen Productions
Omslag: Tomas Gindeberg

Den nye koloni – lige under overfladen 5 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Den nye koloni - LUO 5Rumrejser, kolonier på månen, satiriske fremtidsscenarier og spekulativ fiktion er blot nogle af ingredienserne i endnu en fin novelleantologi fra Science Fiction Cirklen

Forestil dig en verden hvor døden er udryddet. Du bliver bare ved og ved med at leve, og skulle du komme alvorligt til skade i en ulykke, så bliver du uden problemer reloaded og kan leve videre. For Piet er livet dog blevet for indholdsløst, og nu ønsker han at dø for alvor. Men det kræver tilladelse – og hjælp fra et særligt firma.

Det er udgangspunktet for Lars Ahn Pedersens En helt almindelig død, der indleder Den nye koloni, femte novelleantologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevet dansk science fiction. Pressemeddelelsen lover, at samlingen er endnu bedre end i de foregående år, og jeg er tilbøjelig til at give redaktør Carl-Eddy Skovgaard ret, for fra Ahns fremragende start stiger niveauet bare endnu mere.

Blandt de øvrige bidrag finder man bl.a. A. Silvestri, som giver et utraditionelt bud på en science fiction historie med Glemmer du så husker jeg alt; Steen Knudsens Ad Astra som lader fremtidens rumrejser blive foretaget af munke; Gudrun Østergaards Den sidste markør der bliver endnu mere aktuel pga. det nyligt udskrevne valg; Flemming R. P. Rasch’s Lige efter bogen som både er interessant og skræmmende; Glen Stihmøes Grimpeur som giver os noget at tænke over i forhold til aliens og cykelløb; og ikke mindst Oliver Rubys poetiske Kærlighedens gyldne ord.

Jeg holder meget af science fiction og i særdeleshed i novelleformen, hvor forfatteren skærer helt ind til benet af sin historie. I Den nye koloni er det lykkedes at samle en lang række spændende og meget forskellige historier, som hver især giver sit bud på, hvad en science fiction novelle kan være. Her er både rumrejser og alternative religiøse samfund; her er aliens og robotter og ikke mindst mennesket kastet ud i forskellige fremtidsscenarier. Det er underholdende, tankevækkende, spændende, morsomt og til tider rørende. Det er med andre ord god litteratur for alle – og ikke bare for science fiction entusiaster som mig…

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Lars Ahn Pedersen: En helt almindelig død
Christian Holger Pedersen: Ingen plads til superhelte
Steen Knudsen: Ad astra
Michael Kamp: Homo arachnida
Maria Kjær-Madsen: Mellem liv og død
Nikolaj Johansen: Ex terra
Jesper Rugård: Hvis løver kunne tale
Camilla Wandahl: Himmelflugt
Jeppe Bisbjerg: Eon
Klaus Æ. Mogensen: Palins projekt
Gudrun Østergaard: Den sidste markør
Mogens Graae Hansen: En mand ved navn Quinn
Manfred Christiansen: Bedre oplevelser til salg
Palle Hellemann: Den nye koloni
Henning Andersen: Ananke
Patrick Leis: Loops
Glen Stihmøe: Grimpeur
Flemming R.P. Rasch: Lige efter bogen
Ellen Miriam Pedersen: Sort Messias
A. Silvestri: Glemmer du så husker jeg alt
Oliver Ruby: Kærlighedsgyldne ord
Richard Ipsen: Lysets by
Anders Weitze Pedersen: Istid
Kenneth Krabat: Tænke på silke under invasionen

Om Den nye koloni:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 332 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Camp 41 af Patrick Leis

Camp 41 - ReservatetLige siden jeg læste Requiem i 2003, har jeg med stor fornøjelse fulgt med i Patrick Leis’ zombie-serie. Camp 41 der er opdelt i to bind Reservatet og Heksehammeren forgår tidsmæssigt lige efter Svøbens udbrud og kort før C-byerne bliver anlagt. Historien kan godt læses selvstændigt, men det vil jeg nu ikke anbefale, for hvorfor dog gå glip af de øvrige bind i serien.

Som sagt er Svøben brudt ud og menneskeheden er trængt. Hæren forsøger efter bedste evne at nedkæmpe zombi-hæren, men det er ikke en normal fjende, og hver gang man mister enten en borger eller en soldat, er der endnu en fjende at kæmpe imod. Civilbefolkningen bliver i et vist omfang flyttet til sikrede områder, og det er i Camp 41, at historien udspiller sig.

Vi følger en række forskellige personer, som er interneret i lejren. Teenagepigen Lomis, der mener, at man kun kan stole på én person her i livet – sig selv; kommandant Videkamp som efter bedste evne forsøger at få livet i lejren til at glide problemfrit; den lille pige Tilde med bjørnen hr. Knut; Jason der klarer sig igennem livet i lejren med sin lille sortbørskiosk; den religiøse Ann Magret der anser Svøben som Guds straf over synderne osv.

Men livet i lejren er ikke let. Alle er traumatiserede efter sammenstød med zombierne, så overskuddet er ikke stort overfor hinanden. Ovenikøbet kommer der hele tiden flere og flere flygtninge til, samtidig med at forsyningerne udefra leveres mere og mere uregelmæssigt. Og da det for alvor begynder at knibe med plads og mad, falder civilisationens fernis hurtigt af de internerede.

Camp 41 er ikke den bedste bog i serien. Leis prøver lidt for ihærdigt at hæve historien fra en god gang zombisplat til samfundskritik med sine sammenligninger med Guantanamo og vores behandling af flygtninge.

Når det er sagt, så slugte jeg dog de to bind (især Heksehammeren) nærmest i et stræk. Der er måske ikke helt så meget splat som ellers, men når Leis lader kadaverne tale, så er det altid underholdende og klamt på den gode måde.

Jeg var også glad for at få tidslinjen over Necrodemic-sagaen bagerst i Reservatet. Her indplacerer Leis nemlig romanerne, og det ser ud til, at vi har to til gode endnu: Eksil og Io.

Kent Rasmussen bøjede sig over liget og tørrede sig diskret om munden. Han var på randen af sammenbrud og det var næsten fire dage siden han sidst havde spist. Han vendte sig tøvende mod sine bofæller og natten til den 9. december blev det for første gang foreslået, at man måske kunne æde de døde. Forslaget udløste naturligvis en højrøstet diskussion, men efter flere timers votering hvor etik blev vejet op mod sult, fandt Søren skærekniven frem og i de tidlige morgentimer bredte der sig en sød og liflig duft af bacon over lejren. Nu fandtes der kannibaler på begge sider af pigtråden.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
<2: Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

Besøg Patrick Leis hjemmeside eller køb bøgerne hos Forlaget Facet

Ingenmandsland: lige under overfladen, 4 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Ingenmandsland - Lige under overfladen 422 nyskrevne danske science fiction noveller der tager læseren med til både månen, fremtiden og fortiden.

Science fiction er mange ting. De, der tror, at det kun drejer sig om krig i rummet eller kedelige beskrivelser af robotter og rumskibe, har aldrig læst rigtig science fiction. Til dem vil jeg anbefale at læse Ingenmandsland, for her præsenteres en bred vifte af noveller, der viser, hvor forskellig science fiction kan være.

Ingenmandsland er den fjerde antologi fra Science Fiction Cirklen med nyskrevne danske science fiction noveller. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard har udvalgt 22 noveller af mere end 50 indsendte, og det er blevet en blandet samling af fortællinger, der spænder lige fra rumrejser og alternative virkeligheder over aliens til spekulativ fiktion.

Samlingens måske bedste novelle er Matthæus 20:16 af A. Silvestri. Historien om verdens først (og sidste) tidsrejsende. Novellen er velskrevet og har både kant og stiller spørgsmål, og så har den en sidste linje som lige får læseren til at tænke sig om en ekstra gang.

Lars Ahn Pedersen kandiderer dog også til bedste novelle med Portræt af en månepige, hvor den tidligere så berømte journalist Vincent Lee bliver sendt til månen for at lave et portræt af Selene Ramirez Zhao, der snart fylder 80, men er det første menneske, som aldrig har været på jorden. Det starter som en banal opgave, men ender med at Lee opdager, at historien ikke er så enkel endda.

En anden favorit er Thomas Strømsholt Tiamat. Her er det lykkedes forskere at stabilisere et ormehul, og nu kommunikerer ormehullet med alvorlige konsekvenser for menneskene. Novellen er et godt eksempel på, at selvom jeg ikke nødvendigvis fatter det mere videnskabelige indhold i novellen, så kan jeg godt blive grebet, når idéen er god.

Jeg synes, det endnu en gang er lykkes for Science Fiction Cirklen at udgive en både interessant og underholdende antologi. Der er selvfølgelig forskel på kvaliteten af novellerne eftersom nogen af forfatterne nærmest debuterer i Ingenmandsland, mens andre har større erfaring. Ikke desto mindre følte jeg mig både underholdt og fik noget at reflektere over under læsningen, så nyd en tur ind i dansk science fiction med ’Ingenmandsland’.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Ellen Miriam Pedersen: Byens lyd
Maria Kjær-Madsen: Russisk roulette
Majbrit Høyrup: Debriefing af Hibernauter
Jeppe Bisbjerg: Ingenmandsland
Steen Knudsen: Skyggen af en kat
Nikolaj Johansen: Vandkøler
Lav sol over Krakow / Lise Andreasen og Glen Stihmøe
Lars Ahn Pedersen: Portræt af en månepige
Gudrun Østergaard: Havnomader
Richard Ipsen: De gamle svin
Katja Nilsen: Når lyset går ud
Camilla Wandahl: Se mig
Lonni Krause: Blåfugl
A. Silvestri: Matthæus 20:16
Mogens Hansen: Jeg er
H.H. Løyche: Der’ penge i skidtet
Flemming R.P. Rasch: Nosferata
Kenneth Krabat: Plan
Thomas Strømsholt: Tiamat
Henning Andersen: Kogebog for tidsrejsende
Jesper Rugård Jensen: Mission til Cho’it
Patrick Leis: Genfærd

Om Ingenmandsland:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: xxxrt.org
Forlag: Science Fiction Cirklen, 307 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 / red. Carl-Eddy Skovgaard

den_hemmelige_dalluo3Forestil dig, at du kan designe din egen baby ned til mindste detalje. Eller at hele din verden i virkeligheden er et stort forsøgslaboratorium

God science fiction stiller spørgsmål. Det kan være spørgsmål om samfundet, etiske holdninger, historiske ”kendsgerninger” m.m. I ”Den hemmelige dal” har Science Fiction Cirklen for 3. gang samlet en række nyskrevne danske noveller, der alle lever op til prædikatet: God science fiction.

De 21 noveller er alle meget velskrevne. I de første to udgivelser har der været et par noveller, som jeg ikke var lige så vild med som de øvrige, men denne gang er niveauet utroligt højt, og det er svært for mig at fremhæve en enkelt novelle som den bedste.

Maria Kjær-Madsen er dog ikke til at komme uden om. Hun fortæller i ”Wonderboy” om parret, som er blevet godkendt til en baby hos BabySign. De er et atypisk par, idet hun er designet, og han er ”bibel-barn”, men indtil nu har de haft et godt liv sammen. Med babyen kommer dog en masse spørgsmål, for hvad er vigtigst – at være glad for naturen eller kunne stave 100%. ”Wonderboy” stiller en masse interessante spørgsmål til, hvor langt vi kan – og vil – gå, når det drejer sig om genteknologi.

”Hulsleb” af Richard Ipsen vil jeg også hive frem, fordi den blander nogle elementer ind, som vi normalt ikke forbinder med en science fiction historie, nemlig små mænd med røde huer og træsko!

En mere ”typisk” science fiction fortælling er ”Alien Ghost Ballet” af Lars Ahn Pedersen, hvor en kendt ballet-instruktør sendes til en fremmed planet for at lære indbyggerne at danse ballet. Der er dog den hage ved det, at indbyggerne har tre ben, vinger og er dobbelt så høje som mennesker! Naturligvis er der andet end ballet i historien, som er meget velskrevet og også er den længste i samlingen.

Slutteligt skal også ”Bevillinger” nævnes. En satirisk fremstilling af forskningens vilkår i Danmark der også involverer tidsrejser.

Jeg kunne også have fremhævet Simon Christiansen, Malan Jacobsen, Patrick Leis eller H. H. Løyche, som også bidrager med fremragende noveller. I stedet vil jeg opfordre både science fiction fans og andre til at læse novellesamlingen, for her er masser af gode historier.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Camilla Wandahl: Søsken
Gudrun Østergaard: Ambassadørens blå minder
A. Silvestri: Godnat
H.H. Løyche: Ryg og rejs
Maria Kjær-Madsen: Wonderboy
Helle A. Nissen: Kaptajnen
Malan Jacobsen: Terrarium
Lonni Krause: Irma Ovesen
Klaus Æ. Mogensen: Den hemmelige dal
Richard Ipsen: Hulsleb
Thomas Strømsholt: Arbores
Mikala Rosenkilde: Tusmørkefolket
Simon Christiansen: Simulacra
Brian P. Ørnbøl: Cargo Cult
Lars Ahn Pedersen: Alien Ghost Ballet
Flemming Rasch: Bevillinger
Laila Ammitsbøl: Brevet fra mor
Nicole Boyle Rødtnes: Bjørnedyr
Lise Andreasen: NeuralTerapi
Patrick Leis: Til min elskede
Manfred Christiansen: Jens, Rummand

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Science Fiction Cirklen, 289 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Poe – 4 makabre hyldester

Poe - 4 makabre hyldesterI forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgiver forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholder fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt har stået for udvælgelsen af novellerne, som er blevet gendigtet, og bidrager desuden med et informativt forord. Samlingen hedder Poe – 4 makabre hyldester og udkommer meget passende d. 13. marts.

De fire noveller er skrevet af Anne Marie Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup, og det er blevet til fire meget forskellige, men alle meget skræmmende historier.

Rikke Schubarts debutroman hed Bid, og meget passende har hun fået til opgave at gendigte Poes novelle ”Berenice”, hvor tænder indgår som en vigtig del af historien. Schubarts hovedperson er da også en tandlæge, og da jeg første gang læste ”Ormekur” tænkte jeg ”uha!”

Patrick Leis laver en meget stemningsfyldt gendigtning af Ushers fald med novellen ”Opløsning”, der stilmæssigt nok er den novelle i samlingen, der minder mest om Poe selv. Steen Langstrup undersøger på vanlig effektiv vis dobbeltgænger-temaet i sin gendigtning af ”William Wilson”, der genfortælles i novellen ”Metro”. Endelig har Anne Marie Vedsø Olesen skrevet en musikalsk og grum historie med titlen ”Orkestergraven” ud fra Poes novelle ”Hjertet der sladrede”.

Det vil være synd at fremhæve en enkelt novelle på bekostning af de andre, for alle er som sagt velskrevne på hver deres måde. Leis har f.eks. meget vellykket fanget Poes gotiske atmosfære (men naturligvis med sit eget lille Leis-twist), mens Schubart i stedet går efter en mere nutidig freudiansk fortolkning af sin novelle.

Vi har mange dygtige horror-forfattere i Danmark, og de fire som har medvirket her, hører til i toppen. I forbindelse med krimimessen i Horsens kommer alle fire om lørdagen, hvor de er deltagere i en paneldiskussion om udgivelsen af antologien og fascinationen af Poe helt op i vores tid.

Indtil da kan jeg kun opfordre alle, som holder af lidt uhygge i lænestolen, til at nyde et par timer i selskab med Poe – 4 makabre hyldester. Den er underholdende og velskrevet, og kan sagtens læses, selvom man ikke har læst spor af Edgar Allan Poe før.

Om Poe – 4 makabre hyldester:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Steen Langstrup

Poe – 4 makabre hyldelster

forside_m__poeNormalt forhåndsomtaler jeg ikke bøger her på siden, men for “Poe – 4 makabre hyldelster” gør jeg nu lige en undtagelse. For på min fødselsdag – fredag d. 13. marts – udkommer den nemlig, og lørdag d. 28. marts har jeg den store fornøjelse at skulle tale med de 4 forfattere, som bidrager til antologien under årets krimimesse i Horsens.

“Poe – 4 makabre hyldelster” udgives af Forlaget 2 Feet i samarbejde med Horsens Bibliotek i anledningen af, at Poe ville være fyldt 200 år i år. Anmelder på Berlingske Tidende, Mette Strømfeldt, har skrevet forordet til bogen samt udvalgt de noveller, som forfatterne A. M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup har ladet sig inspirere af til nye gys.

Jeg har fået lov at smugkigge i nogen af novellerne, og glæder mig meget til at se det færdige resultat. De fire noveller tegner nemlig yderst lovende.

Du kan læse mere om antologien her.

Eller besøge Krimimessen i Horsens her.