september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Patrick Leis’

Poe – 4 makabre hyldelster

forside_m__poeNormalt forhåndsomtaler jeg ikke bøger her på siden, men for “Poe – 4 makabre hyldelster” gør jeg nu lige en undtagelse. For på min fødselsdag – fredag d. 13. marts – udkommer den nemlig, og lørdag d. 28. marts har jeg den store fornøjelse at skulle tale med de 4 forfattere, som bidrager til antologien under årets krimimesse i Horsens.

“Poe – 4 makabre hyldelster” udgives af Forlaget 2 Feet i samarbejde med Horsens Bibliotek i anledningen af, at Poe ville være fyldt 200 år i år. Anmelder på Berlingske Tidende, Mette Strømfeldt, har skrevet forordet til bogen samt udvalgt de noveller, som forfatterne A. M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup har ladet sig inspirere af til nye gys.

Jeg har fået lov at smugkigge i nogen af novellerne, og glæder mig meget til at se det færdige resultat. De fire noveller tegner nemlig yderst lovende.

Du kan læse mere om antologien her.

Eller besøge Krimimessen i Horsens her.

Bag masken af Patrick Leis

Bag masken af Patrick LeisPatrick Leis er en af mine yndlingsforfattere, men af en eller anden grund har jeg først fået læst hans debutroman nu – 13 år efter udgivelsen. Bag masken er historien om en ung mand, som forelsker sig og forlader alt for at følge kærligheden, men opdager at det ikke er så nemt alligevel.

Paulo er en god katolik, som stadig bor hjemme som 22-årig. Til en fernisering møder han den smukke Jenny og forelsker sig hovedkulds i hende. Da familien aldrig vil acceptere hende (hun er ikke katolik), flytter han hjem til hende og afbryder kontakten med forældrene. Og i starten er alt også godt, men Paulo lider voldsomt af jalousi, og Jenny er en fri fugl, som ikke bryder sig om at blive stækket. Efter et sidste skænderi går hun hjemmefra – og bliver kort efter dræbt i en bilulykke. Paulo er ulykkelig, men langsomt begynder han at tro, at Jenny måske alligevel ikke har forladt ham, for ind i mellem virker det, som om der er en anden i lejligheden, og lugter der ikke også af Jennys parfume?

Bag masken er som sagt Patrick Leis debutroman, og det synes jeg, at man mærker. Historien kører nogen gange lidt i tomgang, og Paulo fremstår en smule karikeret, uden jeg tror, det var meningen. Men når det er sagt, så er Bag masken ikke nogen dårlig roman. Leis beskriver ganske uhyggeligt, hvordan en personlighed langsomt bliver opløst, og der er en fin twist i plottet mod slutningen.

Bag masken er måske nok ikke min yndlings Leis roman, men den kan sagtens bruges til et par timers underholdning i sofaen.

Om Bag masken:

Udgivelsesår: 1995
Omslag: Patrick Leis

Necropolis af Patrick Leis

Necropolis af Patrick LeisAf en eller anden grund får døde mennesker som genopstår og raver rundt for at æde de levende mig til at smile – i hvert fald når det er Patrick Leis, som fortæller historien, for han skriver så det er en sand fornøjelse.

Det er nu ikke fordi, der er noget at grine af i Leis nye novellesamling. I 7 noveller fortæller han forhistorien til sine to zombie-romaner Requiem og Pax Immortalis, hvor de døde pludselig vandrer på jorden, og hvor mennesket er en truet art.

Den første novelle “Infektion” er også blevet bragt i science fiction antologien I overfladen, og fortæller hvordan de første zombier opstod. En ny verdensorden så dagens lys, da supercomputeren IO fra  Psykonatuen blev nedkæmpet, men samtidig begyndte der også at blive født langt flere børn med Downs syndrom. For at helbrede disse børn forsøgte firmaet Bophal Entreprise at vaccinere dem med en nyopfunden kur – men kuren har en uforudset effekt.

De efterfølgende noveller fortæller om tiden efter infektionen brød ud. I “Udbrud” følger vi en gruppe nationalgardister, som bliver sendt ud til et boligkvarter for at bremse nogle uroligheder. Desværre for dem viser det sig, at urolighederne involverer zombier, og på dette tidspunkt i historien er man endnu ikke klar over den fare zombierne udgør, eller hvad de overhovedet er!

I “Spredning” fortæller Leis, hvordan regeringen nægter at se fakta i øjnene, og hvordan dårlig ledelse og indbyrdes skænderier om ansvaret er med til at give infektionen frit løb. I “Epidemi” er svøben løs, og man har opgivet at redde alle. I stedet forskanser en oberst sig på et hospital med sin deling, og her rydder de op blandt patienterne efter Darwins princip om survival of the fittest.

I “Pandemi” er en enlig overlever tilbage i byen. Han har barrikaderet sig og har overlevet svøbens første march. Men kan han overleve ensomheden? “Svøben” er næstsidste novelle, og den er skrevet som tegneserie. I et mix af naive stregtegninger og billeder som næsten ligner fotos, fortælles om hvordan verden langsomt genopstod efter svøbens hærgen. Og sidste kapitel “Necrodemic” er historien om, hvordan C-city samfundet, som vi hører om i Pax Immortalis opstår.

Patrick Leis er i mine øjne en eminent fortæller, hvad enten han bruger ord eller billeder, og novelleformen er velvalgt til at give os forhistorien til zombie-trilogien (for der er – heldigvis – et tredje bind på vej!).

Ved at springe i tiden og fortælle gennem forskellige personer, får vi et skræmmende billede af et samfund, som lynhurtigt styrter ud over afgrundens rand. Leis udstiller samfundets manglende evne til at tage beslutninger, fordi alle hytter deres eget skind, samtidig med at han beskriver, hvilke konsekvenser det kan have med et totalitært samfund. Og hvem andre end Patrick Leis kan også lige give den nye rygelov et ord med på vejen i en zombie-roman, uden at det virker mærkeligt?

Necropolis er skræmmende på mere end et plan. Men den er heldigvis også skræmmende godt fortalt!

Necropolis udkommer d. 22. september på Forlaget Facet, hvor du allerede nu kan læse en smagsprøve.

Besøg Patrick Leis hjemmeside og læs mere om hans forfatterskab og andre talenter.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

I overfladen – Lige under overfladen 2 / red. Carl-Eddy Skovgaard

I overfladen / red. Carl-Eddy SkovgaardReptilicus genopstår, zombisvøben rammer jorden, og vejret går amok i disse 20 nyskrevne science fiction noveller

Sidste år udgav Science Fiction Cirklen en antologi med nyskrevne danske science fiction-noveller. Redaktør Carl-Eddy Skovgaard var så begejstret for de mange bidrag, at han nu har lavet en efterfølger, ’I overfladen’. Denne gang er der blevet plads til 20 noveller, og som sidst er kvaliteten høj, selvom det for flere af forfatternes vedkommende er første gang, de bliver udgivet.

Nogle af forfatterne var også repræsenteret i første samling, bl.a. H. H. Løyche, som står for samlingens sidste novelle ’I min faders hus’. På jorden er klimaet ved at gå amok. Temperaturerne stiger, og eksperterne forudser, at jorden snart vil være lige så varm som Venus. Menneskene må skabe en beboelig verden på Mars, men hvem skal af sted?

En anden genganger er en af mine favoritforfattere, Patrick Leis. I novellen ’Infektion’, der er en prequel til hans zombi-trilogi, fortæller han, hvordan zombi-svøben startede.

Af de nye forfattere kan jeg bl.a. fremhæve Brian P. Ørnbøl og novellen ’Stendrømme’ om kvinden, som bor i byen, der tilsyneladende fortsætter uendeligt. Hun drømmer om at komme ud af byen, og en dag tager hun af sted. Men det viser sig at blive en meget lang rejse.

En anden ny forfatter er Gudrun Østergaard, som i ’Den grønne jakke’ beskriver et samfund, der lever i et kæmpetårn opdelt i sektioner. I toppen bor eliten, og de øvrige er opdelt nedefter. Pigen Ivara føler sig ikke hjemme i sin sektion og tager på udflugt nedenunder. Men det viser sig, at det ikke er så nemt at falde til på en anden etage.

Endelig vil jeg også reklamere stærkt for Kenneth Krabats ’Historiens korte arm’, som virker inspireret af en af mine yndlingsromaner, ’Gateway’, men som alligevel har sin helt egen morale.

’I overfladen’ er generelt velskrevet og indeholder både hård science fiction og den blødere slags. Her er kortere og længere noveller, debutanter og professionelle. Kort sagt – her er et godt udpluk til elskere af genren.

Og har du aldrig troet, at science fiction var noget for dig, så giv alligevel samlingen her en chance. For gode historier kan man aldrig få nok af.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Indhold:

Kenneth Krabat: Historiens korte arm
Richard Ibsen: Ting tager tid
Flemming R.P. Rasch: Mission til Eden
Arash Sharifzadeh Abdi: Myten om planeten Turus
Patrick Leis: Infektion
Søren E. Hemmingsen: Bidrag til danmarkshistorien
A. Silvestri: When the music’s over
Nikolaj Højberg: O-puslespillet
Camilla Wandahl: Kælderfødt
Ellen Miriam Pedersen: Bemyndiget
Rasmus Wichmann: En post-apokalyptisk novelle
Camilla Fønns Bach Friis: Du er min bedste ven
John Peter Andersen: Krydsning
Brian P. Ørnbøl: Stendrømme
Gudrun Østergaard: Den grønne jakke
Manfred Christiansen: Sket er sket
Sara Tanderup: I overfladen
Lars Ahn Pedersen: Afhøring af offer nr. 5
Dan Mygind: Christians København
H.H. Løyche: I min Faders hus

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Science Fiction Cirklen, 268 sider

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Tunnellen af Patrick Leis

Tunnellen af Patrick LeisSynd og ondskab er hovedtemaerne i Patrick Leis’ novellesamling Tunnellen med undertitlen Nemesis-noveller.

Nemesis betyder skæbnens retfærdige gengældelse, og i novellesamlingen her forsøger Patrick Leis at komme ind under huden på ondskab og synd og de konsekvenser, det medfører.

De seks noveller er en blanding af realistiske fortællinger og historier med et overnaturligt indhold uden andet til fælles, end at de kigger nærmere på det onde.

Første novelle ”Under egen” handler om familien, der har et gammelt galgetræ i haven. Den yngste søn er bange for træet, men forældrene tager ham ikke alvorlig. Det kommer de senere til at fortryde.

En anden historie handler om pigen, som siger ja tak til et lift og ender med at blive voldtaget. En voldtægt, der sætter gang i en hævnlavine.

Novellen ”Sorteper” har en herlig ironisk slutning, men min yndlingshistorie er titelnovellen ”Tunnellen”. Her følger vi Sander, en stakkel med psykiske problemer og en moderbinding ud over det almindelige, i hans anstrengelser for at finde sin barndomskærlighed. Desværre har Sander også en skyggeside, som fører ham ind i mørket.

Patrick Leis virker i denne novellesamling lidt mere “seriøs”, end i hans tidligere romaner. Han har nogle interessante betragtninger og prøver at gå mere seriøst ind i begrebet ondskab end tidligere, og det virker udmærket. Jeg kan godt lide hans splattede zombi-romaner, men det er også altid sjovt at se nye sider af en god forfatter.

Sproget er letlæst, men persontegningerne er lidt for flade til rigtig at vække medlidenhed/vrede/glæde osv. hos læseren. Alligevel synes jeg, at samlingen trods alt er vellykket, så tag med på en tur ind i det mørke i mennesket.

Nogle steder er skyggerne dybere end de burde være, alle rum har et sted hvor skyggerne er mørkest, og der skal man ikke kikke hen.”

Læs mere på Patrick Leis hjemmeside

Andre bøger af Patrick Leis:

Necropolis – de levende døde, 2016 (2008)
Julefandens hævn, 2016
Udrensning, 2015
Hvisken fra dybet, 2013
Kafkalatte, 2013
Sort vand, 2012
Camp 41: Heksehammeren, 2011
Camp 41: Reservatet, 2011
Når mørket kommer, 2007
Psykonauten, 2007
Pax immortalis, 2006
Imitator, 2005
Requiem, 2003
De kom fra Blodsumpen 2, 2001 (med Dennis Jürgensen)
Jagtmarken, 1998
Bag masken, 1995

Om Tunnellen:

Udgivelsesår: 2003
Forlag: Tellus, 143 sider

Pax immortalis af Patrick Leis

Pax Immortalis af Patrick LeisDer er ikke mange personer tilbage fra den første bog i Patrick Leis zombie-trilogi Requiem, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af bind to, Pax Immortalis, i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet, beslutter farmerne at gå med i kampen.

Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Det er lykkes Patrick Leis at skabe en ualmindelig god efterfølger til Requiem. Zombierne er mindst lige så modbydelige denne gang, og samtidig har Leis bygget videre på den overraskende slutning i første bog og skabt et skræmmende og meget overbevisende samfund i C-city1.

Her er blod og splat for alle pengene, når zombierne angriber, og forskerne i C-city1 står ikke tilbage for doktor Frankenstein i deres forsøg med både zombier og mennesker. Den iskolde doktor Jessica Banks eksperimenterer med at lave en uovervindelig hær af zombier, der blindt adlyder Førsteborgeren, og andre forskere pusler med endnu mere afskyvækkende forsøg.

Udover at være en uhyggelig splatterhistorie får Patrick Leis dermed også en interessant vinkel på, hvordan mennesket vil opbygge et samfund efter en forfærdelig katastrofe. Og de to samfundsformer – farmernes ”alt liv er helligt” og C-city1’s kastesystem med dødsstraf og det der er værre – står trukket skarpt op overfor hinanden.

De korte afsnit med skiftende synsvinkler gør spændingen i handlingen endnu mere fængslende, og jeg kunne næsten ikke lægge Pax Immortalis fra mig, før jeg var færdig. Jeg glæder mig allerede til bind 3!

Om bogen:

Udgivelsesår: 2006
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

Requiem af Patrick Leis

Requiem af Patrick LeisJorden er befolket af zombier, som overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.

En dag vakler en kvinde ind på Fergusonfarmen. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Fergusonfarmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før, og kort efter bryder helvede løs.

Requiem er en rigtig underholdende roman, hvis man er til spænding og gys. Den er velskrevet, dog uden de dybe personskildringer. Leis har skruet en effektiv thriller sammen, hvor man føres fra den ene begivenhed til den næste uden at få tid til at trække vejret, og slutningen overrasker.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2003
Omslag: Patrick Leis

Necrodemic-sagaen:

Camp 41 (Reservatet, Heksehammeren), 2011
Necropolis, 2008
Psykonauten, 2007
Pax Immortalis, 2006
Requiem, 2003

Når mørket kommer af Patrick Leis

Når mørket kommer af Patrick LeisEr alfer søde, og er en måneformørkelse ufarlig? Få svaret i denne veltegnede graphic novel fra Patrick Leis.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Patrick Leis har skrevet en spændende historie, som er illustreret med mere end 120 billeder. Her er arbejdet meget med det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Patrick Leis har en sikker hånd, og kan tegne både monsteredderkopper og familieidyl, så begge dele virker overbevisende. Blandingen af enkeltstående illustrationer og hele sider med flere billedrammer fører historien frem mod klimakset, og selv hvis man ikke synes om en god gyserhistorie, så bør man tjekke Når mørket kommer alene for illustrationernes skyld. Det er nemlig ikke uden grund, at Patrick Leis har vundet VM i bodypaint.

Leis har flere gysere og science fiction bøger bag sig, og Når mørket kommer er en fin fortsættelse af forfatterskabet. En lækkerbisken til fans af fantasy og gysergenren – og til dem, som vil nyde de flotte illustrationer.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2007
Omslag: Patrick Leis

Jagtmarken af Patrick Leis

Jagtmarken af Patrick LeisI Jagtmarken ankommer tre væsner fra en anden tid/dimension pludseligt ombord på et fragtskib med en 22 mands besætning. I ankomsten stopper de tiden og flytter også skibet ud af jordens dimension, selvom de ombordværende ikke mærker noget.

Væsnernes eneste formål er at æde, og da de hverken føler angst eller smerte, og da de kan ændre form samt dele sig i flere stykker og har overmenneskelig styrke, er besætningen i store vanskeligheder. En efter en får væsnerne fat i besætningen, men menneskene har dog en fordel – de kan tænke, og det kan måske blive redningen.

Jagtmarken er en totalt underholdende scifi-thriller fra Patrick Leis, som holder læseren på pinebænken hele vejen igennem.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1998
Omslag: Patrick Leis

Imitator af Patrick Leis

Imitator af Patrick LeisJonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.

En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da Scooterbanden (de lokale rødder) overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger.

Patrick Leis har tidligere skrevet flere romaner, som både indeholder science fiction og gyser elementer. Det gør Imitator også. For det viser sig naturligvis at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.

Imitator er skrevet i et flydende og letlæst sprog uden de dybe personkarakteristikker, men det gør ikke noget, da det falder naturligt i gysergenren. Historien fortælles fremadskridende, og Patrick Leis laver flere henvisninger til sine tidligere bøger ved at genbruge navne og personer fra disse. Et trick han muligvis har lært af Stephen King.

Imitator er en elementært underholdende roman, som kan læses både af unge og af voksne, som kan lide et godt gys.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Klim, 228 sider

Besøg Patrick Leis hjemmeside