Indlæg tagget med ‘Per Jacobsen’

Udhængt af Per Jacobsen

Udhængt af Per Jacobsen

Er du til snigende uhygge, overraskende plot-twists og topklasse horror, så er Udhængt af Per Jacobsen et rigtig godt bud.

Randall Morgan har netop færdiggjort sin seneste roman, og er efter 14 dage i en afsidesliggende hytte ved Maiden Lake på vej hjem til East Alin. Han glæder sig til at se sin søn Billy igen, og til at vise ham bogens dedikation. For selvom Randall elsker sin søn, er deres forhold ikke så tæt længere efter skilsmissen fra Allie, Billys mor.

Men før Randall når helt hjem, opdager han en hængt mand i en lygtepæl. Chokeret ringer han til alarmcentralen, der lover at sende en patruljevogn. Før den ankommer, begynder Randall dog at fornemme, at noget er HELT galt. Ikke blot er der en hængt mand i lygtepælen. Ingen andre end ham lader til at finde det underligt! Og da betjenten når frem, udvikler situationen sig fra slem til værre.

Hvad er der sket i de 14 dage Randall har været væk? Hvorfor virker folk ligeglade med de døde, der hænger rundt omkring? Og er det kun sket i East Alin eller over hele landet?

Jeg har tidligere læst Spejlkabinettet af Per Jacobsen, der udkom i 2020. Den var jeg ret begejstret for, så da forlaget HumbleBooks spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Udhængt, sagde jeg straks ja. Heldigvis for det, for Udhængt er endnu bedre.

Der er ingen tvivl om, at Per Jacobsen er inspireret af Stephen King (som stort set alle, der skriver horror i dag, er). Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Desperation, da jeg læste scenen, hvor Randall taler med politibetjenten om den hængte mand. Den tanke har Jacobsen også selv haft, for i indledningen til 2. akt er der indsat et citat fra netop den.

Der er i det hele taget en fed King vibe over fortællingen, fra dengang King var bedst. Dengang han overraskede, ligeså vel som han forførte med sine portrætter og stemningsfulde historier. Dengang man sad med tilbageholdt åndedræt under læsningen, fordi man ikke kunne regne ud, hvordan det hele skulle ende. Dengang han kunne være så ond, at det næsten ikke var til at bære. Tag ikke fejl. Jeg er stadig meget glad for King, og I kan glæde jer til Blodtørst og andre fortællinger, der snart udkommer. Den er classic King, men der er ikke mange overraskelser under læsningen. Det er der til gengæld i Udhængt. Altså overraskelser.

Tit sidder jeg og gætter forud, når jeg læser, men det havde jeg ikke tid til denne gang. Jeg var simpelthen for opslugt, og siderne nærmest læste sig selv. Som sidste side nærmede sig, blev jeg dog lidt nervøs for, om slutningen ville leve op til handlingen. Det gjorde den heldigvis. Tingene bliver ikke overforklaret, og slutningen er fuldstændig åben – og i min optik – grum, som når King er værst.

Der findes forskellige typer af gode bøger. Søstre af Daisy Johnson, som jeg læste tidligere på året, er en fremragende roman, der med sit sprog, sin stil og tematikker efterlod et dybt aftryk i mig. Udhængt er god på en helt anden måde. Her udruller handlingen et spor, det er umuligt at vige bort fra. For HVAD SKER DER NU! Spændingskurven er støt stigende, og gyset er i højsædet, når Randall med sin bror Tommy forsøger at finde ud af, hvad der er sket, og hele tiden er underholdningsværdien helt i top, mens vi følger dem i deres færd i denne nye, farlige verden.

Måske kommer Udhængt ikke til at vinde fine litterære priser, men det er topklasse underholdning, og dansk horror af international klasse. Jeg var i hvert fald solgt, og kan kun varmt anbefale et besøg i Per Jacobsens univers. Også selvom du nok aldrig mere vil kunne se på en politibetjent med helt samme tryghed i maven som før.

Udhængt udkommer d. 1. oktober 2021. Forlaget fortæller, at den samme dag udkommer som e-bog på engelsk med titlen Strung, samt at der også er en spansk oversættelse på vej.

Uddrag af bogen:

Randall Morgans første tanke var, at det måtte være en spøg. En drengestreg, sikkert lavet i forbindelse med Halloween, der var lige så usmagelig, som den var veludført.

I virkeligheden var denne tanke dog intet andet end en desperat forsvarsmekanisme, for inderst inde var Randall godt klar over, at allehelgensaften længe var overstået. Desuden behøvede han ikke at bruge ret lang tid på at studere detaljerne i det aparte syn, som bilens lyskegler havde bragt i fokus på den anden side af den regnvåde forrude, for at vide, at det umuligt kunne være en joke.

Og skulle der på trods af disse ting alligevel herske et gran af tvivl i Randalls sind, forsvandt det endegyldigt, da efterårsvinden uden for køretøjet et øjeblik tog til og derved fik drejet den livløse mand, der hang og dinglede i lygtepælen, rundt, så hans ansigt kom til syne.

Hans blålilla, opsvulmede ansigt. (side 11)

Reklame: Tak til forlaget HumbleBooks der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Udhængt:

Udgivelsesår: 01.10.2021
Forlag: HumbleBooks, 361 sider
Omslagsgrafik: Per Jacobsen

Læs også

Spejlkabinettet af Per Jacobsen
The Uninvited af Liz Jensen
Desperation af Stephen King
Søvnløs af Stephen King
Kold karantæne af David Koepp
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Carriers
The Crazies
Invasion of the Body Snatchers (1956)

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet af Per Jacobsen

Spejlkabinettet var en stor overraskelse for mig. Jeg er nemlig ikke den store fantasy-læser, og forsiden fangede mig heller ikke lige. Men jeg havde reserveret den på biblioteket for dens beskrivelse, og det viste sig at være en god beslutning.

Psykologilæreren Michael Bendixen mister sin hustru og søn i en trafikulykke. Efter i tre uger at have gået rundt hjemme forstenet i sorg beslutter han sig for at begynde på arbejde igen. Men på sin første dag tilbage på Rosborg Gymnasium hører han en stemme kalde på ham. En stemme, der tilhører hans afdøde søn. Michael ved godt, at det blot er en hallucination fremkaldt af sorgen. Men episoden skræmmer ham alligevel.

Også første-års eleven Lisa Vang kender til sorg. For lidt over et år siden mistede hun sin far og sin lillesøster, og siden har hun kæmpet med at håndtere tabet.

Forskellige omstændigheder fører Michael og Lisa sammen på Vejle bibliotek. Det møde åbner en uforudset forbindelse, og før de ved af det, befinder de sig i en fremmed verden, uden nogen anelse om hvordan eller hvorfor de er endt der.

Det viser sig, at de befinder sig i Urari. En parallelverden til vores, hvor de måske kan få hjælp til at hele deres sorg. Men også en farlig verden hvor spejle reflekterer langt mere end blot beskuerens fysiske træk.

Som sagt blev jeg overrasket over, hvor god jeg faktisk synes Spejlkabinettet er. Stilen giver mindelser om Stephen Kings serie Det Mørke Tårn. Jeg kom dog også til at tænke på Ray Bradburys Ondt er da på vej herned, og egentlig også Astrid Lindgrens vidunderlige roman Brødrene Løvehjerte. Spejlkabinettet er nemlig ikke kun en fantasyroman med overbevisende ‘worldbuilding’, et spændende plot og en bibliotekar der sparker r… . Det er også en fin roman om sorg.

Spejlkabinettet er Per Jacobsens romandebut, men det mærkes ikke. Historien er helstøbt, velskrevet og gribende. Jeg blev fanget ind stort set fra første side, og kan kun anbefale alle, der holder af gode historier, at tage en tur til Urari sammen med Michael, Lisa og bibliotekaren Erik Starck, der kan andet end at alfabetisere bøger.

Uddrag af romanen:

Michael Bendixen missede med øjnene og drejede for ottende gang i en cirkel omkring sig selv, mens hans hjerne desperat ledte efter noget – hvad som helst – rationelt at klynge sig til. Men der var intet, og hver eneste omgang førte ham til den samme skræmmende konklusion:

Kontoret var væk, biblioteket var væk, og hvor end han kiggede hen, afslørede månelyset det samme: Et gråt og bakket ørkenlandskab, der kun blev brudt af enkelte sorte træer, som kastede foruroligende skygger hen over sandet.

Det var ikke grillkul.

Ophavet til denne tanke – den lugt, han i starten havde forbundet med grillkul – kom tilsyneladende fra omme bag en af sandbankerne, hvor en søjle af røg rejste sig og tegnede en ujævn streg, der delte himmelhvælvingen i to. Bag søjlen kunne han skimte fuldmånen. Varmedisen fra hvad end, der brændte bag bakken, fik den til at danse som en rastløs ånd på nattehimlen.

Det var ikke grillkul, jeg kunne lugte.

Til sin rædsel opdagede han, at tanken havde låst sig fast, at den kørte stædigt i ring som et vanvittigt mantra i hans hoved, og han afbrød den beslutsomt ved at give sig selv en lussing. Det rungede for hans ører og gav et voldsomt stik af smerte, da hånden ramte kinden, men han genvandt fatningen, og det var det vigtigste.

Nu fik han øje på pigen, der tydeligvis var meget langt fra at være fattet. Hun spænede frem og tilbage i en lige linje omkring tyve meter fra ham med hænderne for ørerne, mens hun messede et eller andet meningsløst. Bag hende hvirvlede sandet op med hvert skridt, og det stod nu som en støvet, gennemsigtig mur langs den bane, hun løb i.

Havde situationen været en anden – og mindre alvorlig – ville Michael måske have fundet det morsomt at se hende spæne sådan frem og tilbage som en anden tegneseriefigur. Men situationen var alvorlig, og pigen lavede på ingen måde sjov. Hendes øjne lyste af frygt i den reneste og mest skræmmende form, han nogensinde havde set. Hvis ikke hun allerede pjaskede rundt i galskabens vand, stod hun i hvert fald helt ude på kanten af vippen, klar til at springe i. (side 75-76)

Om Spejlkabinettet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Valeta, 637 sider

Læs også:

Ondt er da på vej herned af Ray Bradbury
Det kolde hus i ørkenen af Richard Brautigan
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Det mørke tårn af Stephen King
Talismanen af Stephen King og Peter Straub
Miraklets fald af Christian Reslow
Thelema af Martin Wangsgaard-Jürgensen