november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Per Sanderhage’

Gespenster af Sigbrand, Sanderhage og D’Amato

Gespenster af Sigbrand, Sanderhage og D'AmatoFra hjemsøgte grillbarer over den ultimative Halloweenfest til en nedlagt kirke. I Gespenster får spøgelser og genfærd taletid i seks nye noveller.

Det lille forlag Mojibake har netop udgivet en nyt hæfte med korte noveller. Som altid er her tale om en ‘Limited Edition’, idet Gespenster kun bliver udgivet i 100 nummererede og håndkolorerede eksemplarer. Denne gang får læserne seks historier om spøgelser serveret af Tulle Sigbrand, Per Sanderhage og Chris D’Amato.

Samlingen indledes med en lille prolog fortalt af en ‘vandringsmand’, der er fanget i limbo, hvor han for at fordrive tiden har nedfældet de seks historier, som herefter følger.

Chris D’Amato står for tre af dem.

“Hun var min ven” er fortællingen om en sjæl, der var meget glad for at spise på den lokale kinesiske grillbar, mens han levede. Så glad at nu, hvor han hænger i limbo, stadig frekventerer sit stamsted.

I “Tid til en snak” får en psykolog et uventet besøg. En ung mand dukker pludselig op i konsultationen, og begynder at fortælle sin historie. Men hvem er han?

Den sidste af Chris D’Amatos historier hedder “Det nye hus”, og her har en ejendomsmægler et rigtig godt tilbud til et yngre ægtepar. Spørgsmålet er bare, om tilbuddet nu også er så godt, som det lyder.

De tre historier er, som altid når det drejer sig om Chris D’Amato, korte. De er dog også underholdende og indeholder hver især et lille twist, som drejer fortællingen mod det uforudsigelige. Ligeledes leger D’Amato med fortæller-stemmen, så hver historie får sin egen stil, som passer til indholdet, og det er lykkes rigtig godt.

Per Sanderhage udgav for nyligt En sag for Luckner, med de samlede noveller om lejemorderen Luckner kendt fra skrækmagasinet Gru. I Gespenster bidrager han med to af samlingens noveller.

“En kiste til to” indeholder den samme herlige blanding af humor og uhygge som Luckner-novellerne. Her planlægger to unge fyre et brag af en Halloweenfest. Det eneste, der mangler, er en rigtig kiste til at imponere tøserne med.

Noget mere alvorlig er “Gå med i Lunden”, som udspiller sig fem år efter 2. verdenskrigs afslutning. En tidligere hippo-mand løslades fra fængslet, efter at hans kammerat er blevet henrettet, og nu opsøger han kammeratens enke. Han har brug for at få at vide, hvor en kending fra gamle dage opholder sig.

Begge Sanderhages fortællinger er både vellykkede og velskrevne. Uanset om det er det sjove gys i “En kiste til to” eller den dystre uhygge i “Gå med i Lunden”, så rammer Sanderhage lige på kornet. Nok mine to favoritter i samlingen.

Hæftets sidste fortælling, “Kirken”, står Tulle Sigbrand for.

Den nyuddannede præst, Marianne, falder for en gammel præstegård, der har hørt til en kirke, som nu er nedlagt. Kirken er på nippet til at styrte ud over kanten af klitten, som havet langsomt gnaver sig ind i. En del af kirkegården er allerede væltet ned, så nu har man samlet de dødes jordiske rester og begravet dem i den nye kirkes kirkegård. Men Marianne er glad, både for sin nye bolig og for at gå ture ud den gamle kirke. Det vil sige – indtil hun en dag har en meget mærkelig oplevelse under et besøg i den gamle kirke.

Selvom de seks fortællinger alle omhandler spøgelser og genfærd, er de alligevel ret forskellige, og viser således hvor bredt en betegnelse som spøgelseshistorier kan dække. Her er både gru & grin og twists & tårer. Det er ikke alle fortællingerne der lykkes 100%, men jeg var godt underholdt alligevel. For man mærker tydeligt, at det er hjerteblod, der har drevet udgivelsen allerede fra den stemningsfulde, håndkolorerede forside, der perfekt slår tonen an (ikke mindst når lyset bliver slukket!).

For en god ordens skyld skal det nævnes, at jeg havde fornøjelsen at få et forhåndskig på de tre fortællinger af Chris D’Amato, men at jeg ikke har nogen form for økonomisk interesse i Gespenster.

Indhold:

Hun var min ven af Chris D’Amato
En kiste til to af Per Sanderhage
Gå med i Lunden af Per Sanderhage
Tid til en snak af Chris D’Amato
Kirken af Tulle Sigbrand
Det nye hus af Chris D’Amato

Om Gespenster:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mojibake, 46 sider
Vignetter: René Birkholm

Tak til forlaget Mojibake for fri-eksemplaret. Hæftet kan købes for kr. 50,- + porto via forlagets hjemmeside.

 

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter Snejbjerg

En sag for Luckner af Per Sanderhage, illustreret af Peter SnejbjergJeg er født i 1972 – samme år som tegneseriemagasinet Gru begyndte at udkomme. Bladene indeholdt fortællinger fra det amerikanske forlag Warrens udgivelser Eerie og Creepy samt Fætter Maddikes brevkasse og forskellige noveller. Heriblandt historierne om den koldblodige, charmerende og altid snarrådige lejemorder Luckner, der havde større skrupler over at få mudder på sine italienske designersko, end over at slå kvinder og børn ihjel mod betaling.

Det sidste nummer af Gru udkom i 1975, men bladene levede (og lever) stadig via byttecentraler o.lign., og det var herigennem, at jeg første gang stødte på bladet. Som jeg iøvrigt straks blev kæmpe fan af.

Nu har SerieKlubben samlet alle novellerne om Luckner i En sag for Luckner, som er stemningsfuldt illustreret af dygtige Peter Snejbjerg. Har du ikke tidligere læst Luckners eventyr, så er her chancen for en nostalgisk tur tilbage til 1970’erne. Det er måske ikke ligefrem finkulturens højborg, Luckner repræsenterer, men det er absolut underholdning af høj kaliber.

I forordet fortæller Kristian Nordestgaard, hvordan Luckner opstod ved lidt af et tilfælde. Interpresse havde besluttet sig for at bruge en illustration af Enric Torres-Prat til forsiden af det næste Gru. Billedet forestillede en ung rædselsslagen kvinde på en kirkegård med et monster ludende over sig. Desværre indeholdt bladet ikke en historie, der passede til illustrationen, men så slog Per Sanderhage til og skrev den første novelle om Luckner ‘De smukke, de rådne og de døde’. Og resten er historie, som man siger.

Jesper Ilum Petersen fortæller i efterordet, hvad det var med Luckner, der gjorde ham så fascinerende, da han første gang dukkede op i Gru. Bl.a. det faktum at han var en iskold, skruppelløs lejemorder, som samtidig besad alle heltens (altså ‘den godes’) egenskaber, var usædvanligt. Og at han så samtidig var ansat i en organisation, hvor bureaukratiets snærende bånd var ligeså trælse for ham, som for enhver anden kontorslave gav lige figuren et ekstra strøg.

“Det var vrangbilledet på samfundsordenen, jeg faldt for. At kriminelle kunne være konservative og konservative kunne være kriminelle … dengang var det hylende morsomt, at Luckner skulle fungere og hykle inden for det kontorlandskab, der lignede det, mange af os havde at se hen til.”

I løbet af de 13 noveller udsættes Luckner for lidt af hvert. Han møder både ghouls, vampyrer, varulve, Frankensteins monster, hekse, zombiepræster for blot at nævne nogle af de monstre, han bliver hyret til at slå ihjel – udover altså de almindelige mennesker der også skal likvideres ind i mellem.

Fælles for historierne er en grundlæggende sort humor og masser af kendskab til horrorgenren. Fortællingerne er fyldt med referencer om alt lige fra Ilse, hunulven fra SS (‘Diabolikernes Relikvie) over Andreas Baader (‘Franske frygteligheder’) og Washington Irving (‘Den hovedløse motorcyklist’) til Horace Walpole (‘Rette tid og sted’).

Luckner er altid velklædt, skruppelløs, glad for kvinder og whiskey og formår altid at klare skærene til sidst. Klichéerne står i kø, men hvad gør det. Historierne om Luckner er super underholdende, og kitsch når det er bedst.

Jeg læste En sag for Luckner over en uges tid, og det vil jeg anbefale i stedet for at tage alle novellerne i et stræk. På den måde bevarer Luckners eventyr deres charme. Jeg havde i hvert fald en fest med den lapsede lejemorder, og kan kun anbefale En sag for Luckner til alle, der holder af kulørt underholdning med humor og monstre.

“Hvad vil De egentlig bruge mig til?” spurgte Luckner.
Frankenstein smilede igen. “Kan De ikke gætte det?”
“Jo,” mumlede Luckner. “Jeg har en ualmindelig ubehagelig anelse om at jeg kan!”
“Glæder mig … men ellers skal jeg gerne fortælle Dem, at jeg agter at suge Deres forbandede morderblod og bruge Deres lig til at skabe et monster!”
“Hmm … vil De gøre mig til vampyr?”
“Ikke tale om!” Vampyren så rystet på ham. “Er De gal, menneske?! Min stakkels slægtning fandt jo ud af hvor farlig De var som menneske … jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis De blev vampyr! De ville være langt stærkere end mig, og en alvorlig trussel mod mit ønske om at blive alle vampyrernes hersker! Næ, Luckner … De skal DØ!”
“Ikke hvis jeg på nogen måde kan undgå det!”svarede Luckner elskværdigt og afslappet. I næste sekund var han oppe af sengen og satte af i et enormt spring mod døren.

Bagerst i bogen er indsat en kronologisk oversigt over Per Sanderhages øvrige horrorudgivelser – diverse Rasmus Klump-historier med uhyggelige elementer er dog ikke medtaget 🙂

Om En sag for Luckner:

Udgivelsesår: 01.08.2017
Forlag: SerieKlubben, 311 sider
Omslag: Peter Snejbjerg

Tak til SerieKlubben for læseeksemplaret 

Læs mere:

ComicWiki  
Peter Snejbjergs hjemmeside