Indlæg tagget med ‘Peter Benchley’

Uhyret af Peter Benchley

Uhyret aka Beast af Peter BenchleyJeg var ikke ubetinget imponeret, da jeg læste romanforlægget til filmen Jaws af Peter Benchley. Ikke desto mindre har jeg nu kastet mig over en senere roman af ham, Uhyret, som har en herlig forside med en stor, klam blækspruttearm. Heldigvis er Uhyret langt mere underholdende efter min mening.

Havet omkring Bermuda er overfisket og forurenet. Der er stort set intet liv tilbage, men en dag fra havets nederste dyb, dukker en kæmpeblæksprutte op. Dens naturlige fødekilder er væk, og nu søger den sin føde nærmere overfladen – og desværre viser mennesker sig at være et nemt måltid for “sprutten”.

Romanen følger først forskellige personer, som møder kæmpeblæksprutten med mere eller mindre heldigt resultat, og mod slutningen bliver hovedpersonen Whip Darling, en fisker fra Bermuda, som har forstand på lidt af hvert. Whip bliver meget mod sin vilje overtalt til at forsøge at fange uhyret fra dybet, selvom han anser det for den visse død.

I Jaws var Benchleys store styrke, når han skrev om hajen, og det virker også her, når han beskriver kæmpeblæksprutten. Forskellen i de to romaner er, at denne gang blev jeg også interesseret i personerne. Historien udenom uhyret er ligeså interessant, og det gør bogen til en mere jævn og flydende læseoplevelse.

Hvis du kan lide at læse om havets monstre, så er Uhyret helt klart en bog, du ikke må misse. Og hvis du kun vil læse en bog af Peter Benchley, så snup Uhyret fremfor Jaws.

Uhyret er i øvrigt også blevet filmatiseret i 1996 af Jeff Bleckner, men jeg har ikke fået set filmen endnu.

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 1993
Originaltitel: Beast
Forlag: Wangels Forlag A/S, 252 sider

Dødens gab af Peter Benchley

Dødens gab af Peter BenchleyJeg havde aldrig fået læst romanoplægget til Steven Spielbergs hajhit Jaws, men så faldt jeg over Peter Benchleys roman Dødens gab fra 1973 i arbejdssammenhæng og tænkte, at  nu var lejligheden der.

Badebyen Amity lever af sommergæsterne. En dårlig sæson betyder, at vinteren bliver hård for hele samfundet, så da en sommergæst bliver fundet bidt ihjel af en haj, overtaler byrådet politimester Brody til IKKE at lukke stranden, for hajen er sandsynligvis allerede langt væk igen.

Men det viser sig at være en skæbnesvanger beslutning, for kort efter slår hajen til igen, og denne gang bliver to mennesker dræbt, og de nationale aviser opsnapper historien, som bliver slået stort op over hele landet.

Brody lukker stranden, men hvor længe kan han forsvare det? Især når Matt Hooper fra Oceanografisk Institut taler for, at hajen er væk for længst.

Jeg kunne genkende meget af filmen i bogen, men Benchleys historie  indeholder naturligvis mange flere lag, end filmen kan vise. Bl.a. handler en stor del af romanen om de store sociale forskelle, der er på sommergæsterne og de fastboende. Ikke mindst eksemplificeret ved politimester Brodys hustru, Ellen, der kommer af en velstående familie, som var sommergæster, og som ung blev gift med Brody. Trods efterhånden en del år som fastboende, er hun aldrig helt blevet accepteret og drømmer også ind i mellem selv om “de gode gamle dage” i en helt anden social klasse.

En anden pointe, som heller ikke kommer med i filmen, er forklaringen på, hvorfor det er så vigtigt for borgmester Vaughan at få åbnet stranden hurtigst muligt, for der er nemlig mere på spil, end overfladen viser.

Endelig er der også forskel på Brodys og Hoopers forhold i bogen og filmen, og helt klart på hvor sympatisk Hooper fremstår.

Det kan godt mærkes, at Dødens gab er mere end 30 år gammel, og jeg må sige, at jeg synes, filmen bærer alderen bedre end bogen. Romanens fokus på det sociale skel mellem sommergæster og fastboende virker gammeldags på mig, og det samme gør personernes opførsel overfor hinanden. Scenerne med hajen er dog ualmindelig godt beskrevet, og især slutscenen står printet på min nethinde endnu.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: Gyldendals Bogklub, 281 sider