november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Peter Mouritzen’

Skygger red. Steen Langstrup

Skygger red. Steen LangstrupJeg har egentlig allerede skrevet om antologien “Skygger“, som udkom i marts i år. Antologien indeholder et udvalg af de bedste gysernoveller gennem de sidste 200 år udvalgt af Steen Langstrup med bidrag af bl.a. B. S. Ingemann, H. C. Andersen, Kenneth Bøgh Andersen, Hanna Lützen og Grete Roulund.

Når jeg alligevel lige vil nævne den igen, er det fordi, at da jeg anmeldte bogen her på siden, var et af mine få kritikpunkter, at man ikke kunne se, hvorfor Langstrup havde udvalgt netop disse noveller til antologien. Det har han nu rådet bod på, og på mxrket.dk kan man læse en kort introduktion til alle novellerne i samlingen.

Om en af mine favoritter “Staudebedet” af Hanna Lützen skriver Langstrup f.eks.: “Jeg elsker, når en forfatter tryller gyset hen et sted, hvor det næsten lyder umuligt – og det er lige, hvad der sker i denne herlige, lille novelle, som ikke bare rummer et af de mest syrede og originale monstre, jeg har set, men sørme også er uhyggelig samtidig.” Mens en anden favorit, B. S. Ingemanns “Fjendskab efter døden”, beskrives som et drilsk gys.

Om det at medtage en af sine egne noveller i samlingen skriver Langstrup: “Jeg kunne ikke stå for fristelsen til at tage en af mine egne noveller med i Skygger. Jeg var godt klar over, at nogen måske ville synes, at det var noget underligt noget at gøre, men sandheden er, at bogen er blevet til for mine egne sparepenge – og om ikke andet, så skal man jo ikke betale for sin egen tekst. Det er nok også en fare for – når en forfatter selv skal vælge den bedste blandt sine egne noveller – at man vælger en anden end andre ville have gjort. Læseoplevelsen behøver jo ikke have noget med skriveoplevelsen at gøre. Det kan sagtens være en stor fornøjelse for forfatteren at skrive en dårlig tekst. At jeg så lige valgte De sidste skyldes, at det er den af mine noveller, der ligger mit eget hjerte nærmest. Ideen havde puslet i mit hoved i godt 8 år, før jeg skrev den, og det var samtidig den sidste horror-tekst, jeg skrev, før jeg forlod genren for at prøve kræfter med andet. Nu var jeg jo vendt tilbage ikke bare til gyseren igen, men endda til Gillsby, hvor både De sidste og min nye roman-trilogi Plantagen foregår – og det fik det til at give endnu mere mening i mit eget hoved at tage De sidste med i Skygger.”

Indhold:

De sidste af Steen Langstrup (2001)
Gennem parken af Poul-Henrik Trampe (1970)
Men du skal mindes mig af Herman Bang (1885)
Blandt skovens skygger af Kenneth Bøgh Andersen (2002)
Lille Peter af Peter Mouritzen (2003)
Fjendskab efter døden af B. S. Ingemann (1852)
Strømafbrydelse af Sara Skaarup (2002)
Papegøjepigen af Henning Mortensen (1983)
Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe (1868)
Nattevagtens sidste time af Kenneth Bernholm (2006)
Staudebedet af Hanna Lützen (1997)
Natravnen af Holger Drachmann (1890)
Laifs af Grete Roulund (1999)
Skyggen af H. C. Andersen (1847)

Besøg Mørket

Om Skygger:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Steen Langstrup

Udvalgte bøger af Steen Langstrup:

Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Plantagen – Den hvilende ondskab
Plantagen 2 – Intet er, som du tror

Horror.dk redigeret af Mathias Clasen

Horror.dk redigeret af Mathias ClasenDer er – heldigvis – kommet mange nye spændende horrorudgivelser på dansk indenfor de seneste år. En lang række forfattere har kastet sig over genren, og i Horror.dk har Mathias Clasen samlet 12 nye horror-noveller fra en række af de bedste. Novellerne har forskellige tilgange til genren, men fælles for dem er, at de kryber ind under huden på læseren. De fleste er overordentlig vellykkede og viser til fulde, hvad det er gysergenren kan, som ingen andre genrer kan.

Blandt mine yndligsnoveller i samlingen er Bjarne Dalsgaard Svendsens “Utopia”, som tager udgangspunkt i krigen i Irak. Hovedpersonen Ulrik har været udstationeret dernede, men da hans deling falder i et baghold, og de mister flere mænd, sendes han hjem med resten af delingen. Ulrik har dog svært ved at glemme, hvad der skete – det hjemsøger ham …

En anden super-perle er Teddy Vorks “Delilas lokker” om rengøringsassistenten Michelle, som gør sommerhuse rene på Fanø. Da hun når til Solhjem, viser det sig dog, at lejerne har forladt det i en rædsom tilstand – og sikke deres hund har fældet …

“Stevie” af Carina Evytt er en god gammeldags spøgelseshistorie; “Cornelia” af Michael Kamp bringer mobiltelefonen ind i gysets verden; “Nattog” af Dennis Jürgensen fører læseren ind i et nærmest lovecraftsk univers; og Hanne Lützens novelle “De små søstre med glasuransigter” har fået mig til at overveje, om jeg nogensinde vil spise figurformede kager igen. Herudover er også Erwin Neutzsky-Wulff, Christian Haun, Kenneth Bøgh Andersen, Peter Mouritzen, Jacob Hedegaard Pedersen og Bernhard Ribbeck repræsenteret i antologien.

Læs meget mere om forfatterne og Horror.dkhorrorsiden.dk

Om Horror.dk:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Tellerup, 253 sider
Omslag: Bent Holm

Indhold:

Bjarne Dalsgaard Svendsen: Utopia
Erwin Neutzsky-Wulff: Frygt
Teddy Vork: Delilas lokker
Carina Evytt: Stevie
Michael Kamp: Cornelia
Dennis Jürgensen: Nattog
Christian Haun: Jeres søn
Kenneth Bøgh Andersen: Bøddel
Hanna Lützen: De små søstre med glasuransigter
Peter Mouritzen: Tommy Dummy
Jacob Hedegaard Pedersen: Der er ikke noget derude
Bernhard Ribbeck: Var er et stort ord