Indlæg tagget med ‘Peter Sykes’

To the Devil a Daughter

To the Devil a DaughterTo the Devil a Daughter var Hammer Films sidste horror film og baserede sig ligesom Hammers succes The Devil Rides Out på en roman af Dennis Wheatley. Wheatley havde været overordentlig tilfreds med filmatiseringen af The Devil Rides Out, og tilbød ifølge ekstra-materialerne Hammer at bruge hvilken som helst af hans historier kvit og frit. Desværre blev slutresultatet meget langt fra romanen, og Wheatley var dybt skuffet.

Den okkulte forfatter Richard Widmark bliver opsøgt af den desperate Henry Beddows til en kunstudstilling. Det viser sig, at han for 18 år siden indgik en pagt med den frafaldne præst fader Michael (Christopher Lee), om at hans datter på hendes 18 års fødselsdag skulle overgives til djævlen. Nu nærmer hendes fødselsdag sig, og faren ønsker at redde hende.

Widmark indvilliger i at hjælpe, selvom han ikke er sikker på, om pigen virkelig er i faren. Som han siger til sine venner, så er 98 % af den sorte magis tilhængere fupmagere, og kun 2 % bør man tage sig i agt for. Widmark henter pigen, da hun ankommer til London, og tager hende med til sin lejlighed, mens han forsøger at finde ud af, hvad der er på færde, og desværre viser det sig, at den kult, som ønsker pigen, hører til blandt de sidste 2 %.

På filmens positive side skal nævnes Christopher Lee i rollen som den djævle-tilbedende fader Michael, der leder satankulten. Han spiller overbevisende og er et stort plus for filmen. Også Henry Beddows, som spilles af Denholm Elliott, gør det rigtig godt. Widmark spilles af den amerikanske skuespiller John Verney, og han var ifølge ekstra-materialerne noget af en prøvelse for instruktør Peter Sykes, idet han konstant krævede særbehandling og i det hele taget opførte sig som lidt af en nar.

Af andre positive ting kan nævnes, at Hammer denne gang gjorde en del ud af lokaliteterne. Der blev rent faktisk optaget i både England og Tyskland, og kulisserne er væsentlig bedre, end de ofte er i Hammerfilm. Desuden er der flere gode special effects, bl.a. da Christopher Lee nærmest hypnotiserer faren over telefonen, og ikke mindst da Widmarks ven David brænder op inde i en kirke. Stuntmanden, som udførte stuntet, fortæller i ekstra-materialerne, hvordan han løb tør for ilt, mens han løb frem mod sit mærke, men han var nødt til at blive ved, ellers skulle scenen tages om, og så fik han ingen penge.

På filmens negative side er historiens udvikling. Det starter ellers meget godt, men mod slutningen bliver det temmelig rodet, og selve slutningen er en ren farce. Instruktøren fortæller da også, at manuskriptet blev skrevet løbende, efter at første udkast blev afvist, og man havde rent faktisk ikke en slutning før til allersidst, fordi den første slutning, man fandt på, mindede for meget om Draculas død i Scars of Dracula. Christopher Lee var også ret utilfreds med slutningen, som han syntes var en hån, idet man slår skurken ihjel ved at kaste en sten i hovedet af ham. Det er der ikke meget klimaks i.

To the Devil a Daughter adskiller sig fra tidligere Hammer film ved at være væsentlig mere moderne i sin tilgang. Alligevel virker den stadig gammeldags, når man sammenligner den med andre horrorfilm fra den tid, som f.eks. Rosemarys Baby og The Excorcist for slet ikke at tale om The Texas Chain Saw Massacre, hvor instruktørerne søgte helt nye veje for horroren. Alligevel synes jeg ok om To the Devil a Daughter, nok mest fordi jeg holder meget af Hammer film charmen.

Classic-horror skriver i sin omtale af filmen meget interessant om personernes moral: “To the Devil a Daughter is intriguing in that none of its characters are bastions of morality. Verney, himself exhibits questionable morals that make him nearly a secondary monster. He is portrayed as a man so obsessed with finding another story to write and making some money that he’s willing to put his friends in danger. In fact, his decisions often help lead to their deaths … In contrast, Father Rayner and his followers are not so much the villains as people seeking to halt the decadence of mankind through devotion to their god. The cultists exhibit a strong sense of order, discipline and focus. One member even endures a torture-filled “birth” ( allowing herself to be killed in the process), just to help fulfill the goal of the group. Such single-minded selflessness betrays a certain kind of value to their actions, a higher purpose that is absent from the “hero’s” motives. Wishing only to have one entity, or governing body, overseeing all humankind, there goals demonstrate a certain simplicity which would ultimately result in an end to wars and violence between human factions … In the end, Rayner and his followers are simply misguided, not malevolent monsters we have come to expect.” Læs hele omtalen her.

Peter Sykes har også instrueret Demons of the mind fra mit Ultimate Hammer Collection box sæt.

Om filmen:

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1976

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Demons of the Mind

For efterhånden lang tid siden købte jeg en boks kaldet “The Ultimate Hammer Collection” fra Hammer Film. At kalde den en ultimativ samling er måske lidt af en tilsnigelse, for her er ikke tale om en udvælgelse af deres største film, men bare et blandet udvalg af 21 film udgivet i perioden 1965 til 1976. Det vil f.eks. sige at her mangler klassikere som “The Curse of Frankenstein”, “Horror of Dracula“, og “The Mummy” for blot at nævne nogen. Ikke desto mindre har jeg fået flere positive oplevelser af boksen. Desværre hører “Demons of the Mind” til de mindre positive.

Baron Zorn lever isoleret med sine to voksne børn, som han holder indespærret og afsondret fra hinanden. Han taler om en forbandelse, som løber i blodet på dem og kræver blod og forbudt samvær. Det er lykkes for datteren Elizabeth at flygte, men i filmens start bliver hun hentet hjem og spærret inde igen. Imens har Zorn tilkaldt professor Falkenberg, der med sine kontroversielle metoder kan helbrede psykiske lidelser. Zorn vil redde sine børn fra forbandelsen, men det viser sig, at han måske skal kigge et andet sted.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg faldt i søvn et par gange undervejs, og selvom jeg mener, at jeg fik spolet tilbage, så jeg har fået hele historien med, kan der være smuttet noget. Og det kan være grunden til, at jeg synes, historien var ualmindelig usammenhængende. Jeg fik aldrig fat i, hvordan Zorn besluttede sig for at kontakte Falkenberg, ligesom jeg heller ikke helt fandt ud af, hvad Falkenberg egentlig gjorde? Det virker som hypnose nogen gange, og andre gange var der lidt rollespil og snak i stedet for.

Andre ting virker også ulogiske, som f.eks. at landsbyens beboere frygter djævlen på baronens grund, men alligevel traver byens piger lystigt alene rundt i skoven. Og da der på et tidspunkt drager en pøbel af sted mod slottet, når de aldrig frem. De kommer ikke en gang en skrigende kvinde til hjælp, selvom de befinder sig i samme skov.

Så logikken spiller ikke den store rolle her, og det gør godt skuespil heller ikke. Robert Hardy, der spiller Zorn, virker som en parodi på en ond baron og bliver aldrig hverken uhyggelig eller rørende, og det bliver aldrig opklaret, hvor han har set den omstrejfende præst, der pludselig dukker op. Hvis det er ligegyldigt, hvorfor så overhovedet nævne at han har set ham? Heller ikke Shane Briant og Gillian Hills, der spiller børnene, gør det særligt godt. Det meste af tiden er de blot blege og svage og virker mere hjælpeløse end realistisk er. At Briant skulle være blevet nævnt som en ny Peter Cushing har jeg i hvert fald meget svært ved at forstå.

Oprindelig skulle filmen have heddet “Blood Will Have Blood, Demons of the Mind”, men distributøren brød sig ikke om den titel, og i stedet blev den forkortet til “Demons of the Mind”. Personligt synes jeg, at “Blood Will Have Blood” ville have været en mere passende titel i forhold til indholdet. Men generelt må jeg sige, at “Demons of the Mind” efter min mening hører til blandt de svageste film i boksen.

Instruktør: Peter Sykes
Udgivelsesår: 1972

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976