februar 2018
M T O T F L S
« jan    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘planeter’

En lille bog om universet af Anja C. Andersen

En lille bog om universet af Anja C. AndersenAnja C. Andersen er astrofysiker. Allerede fra barnsben har hun været fascineret af universet. En interesse, der vågnede, da en fysik-astronomi-studerende besøgte hendes 7. klasse og fortalte om vores solsystem. Og da familien flyttede til Riyadh, hvor der ikke var meget at foretage sig for en ung kvinde, men hvor der til gengæld var fremragende forhold til at studere stjernehimlen, kom astronomien til at fylde mere og mere.

Andersens begejstring for universet og dets vidundere skinner tydeligt igennem i denne lille letlæste, men uhyre interessante indføring i universet.

Efter en kort personlig indledning tager Andersen os med på en tur gennem universet. Startende med planeterne i vores solsystem, over exo-planeter og dobbeltstjerner, til mørkt stof, sorte huller og Big Bang. Det hele fortalt originalt og forståeligt.

Personligt er jeg også dybt fascineret af tanken om universet og forskernes forsøg på at finde ud af, hvordan det er skruet sammen. Jeg synes, det er vildt at tænke på, at Opportunity i dag kører rundt på Mars og sender billeder tilbage til jorden, mens Voyager 1 befinder sig mere end 14 milliarder kilometer væk og stadig er i drift. Eller at det lys, der når frem til vores jord, kan være næsten helt tilbage fra Big Bang. Eller opdagelsen af, at universet udvider sig hurtigere og hurtigere, og ikke som man troede for få år siden, er ved at bremse op.

Jeg ser derfor gerne dokumentarudsendelser om universet, fordi det er så spændende, men jeg læser sjældent bøger om emnet, fordi det også er ret svært (i hvert fald for mig 🙂 ). Alligevel synes jeg, at det lykkes rigtig godt for Andersen at gøre et kompliceret stof tilgængelig. F.eks. lykkes det hende at forklare udtrykket begivenhedshorisont (event horizon), som jeg ellers har hørt forklaret gentagne gange uden at fatte det. Jeg vil ikke gå i dybden med Andersens gode forklaring. Blot citere en enkelt sætning: “Hvis jorden var et sort hul, ville dens begivenhedshorisont ikke fylde mere end en sukkerknald.”

I det hele taget får Andersen gjort komplekse emner forståelige, bl.a. ved at gøre dem personlige. F.eks. fortæller hun om, hvordan hun som fysik-astronomi-studerende var stærkt skeptisk overfor det på det tidspunkt nyopdagede mysterium, mørkt stof. En skepsis som blev gendrevet af observationer og målinger, som hun forklarer for os læsere, så vi også kan følge med.

NGC 1672: Barred Spiral Galaxy from Hubble Image Credit: Hubble Legacy Archive, NASA, ESA; Processing & Copyright: Steve CooperJeg vil ikke påstå, at jeg forstår alt i “En lille bog om universet”. Som Andersen selv skriver om sit studie, så er der forskel på at have læst en bog og at have forstået den. Men Andersen er en rigtig dygtig formidler, som med sin begejstring får meget af stoffet til at fremstå forståeligt. Sammen med bogens flotte illustrationer og en god ordliste bagerst gør det det til en fornøjelse at læse “En lille bog om universet”.

Kort om Anja C. Andersen:

Cand.scient. i astronomi og fysik ved Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, 1995
Ph.d. i astrofysik om stjernestøv, 1999
Lektor ved Dark Cosmology Centre på Niels Bohr Institutet, som arbejder med at kortlægge hvordan støv dannes i universet og hvilken indflydelse det har for planetdannelse, stjerneudvikling, samt for observationer af det tidlige univers.
Modtog i 2006 Rosenkjærprisen og kvitterede med 6 Rosenkjær-foredrag, som kan høres her.
Modtog i 2009 Mathildeprisen af Dansk Kvindesamfund.
Modtog i 2011 Det Naturvidenskabelige Fakultets Formidlingspris.

Om “En lille bog om universet”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 255 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Delirium af Chris D’Amato

Delirium af Chris D'Amato, illustreret af D. S. BlakeDelirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.

Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.

Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.

Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.

På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.

I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.

Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.

“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.

Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”

Illustration af D. S. Blake til Månen over Zneva af Chris D'AmatoMin favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …

Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.

Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?

“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.

Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.

Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.

Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.

D. S. Blakes illustration til Kryb af Chris D'AmatoIndhold:

Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars

Om Delirium:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake

Tak til forlaget for læse-eksemplaret

Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch

minerne_raschHvem er hattemagerne? Kan man ændre virkeligheden med en fjernbetjening til tv’et? Og hvad laver en it-programmør i en blå og orange skov? Det får du svar på i disse anderledes science fiction noveller

Jeg har gennem årene læst flere af Flemming R. P. Raschs noveller i forskellige antologier mm. som regel med stor fornøjelse. Det var derfor en glæde at opdage, at Science Fiction Cirklen i deres serie med science fiction noveller skrevet af danske forfattere valgte at udgive ham i seriens andet bind, Minerne på Orthomyx.

Rasch indleder samlingen med et kort forord, hvor han bl.a. skriver om science fiction, at det er en misforstået genre af flere forskellige grunde: ”… Bøger skal handle om virkelige ting, alvorlige ting. Så som mord, krig og kærlighed. Men de store filosofiske spørgsmål, teknologiens muligheder og videnskabens store problemer er for mig og mange andre science fiction fans lige så virkelige og alvorlige. Og til at behandle dem er science fiction en ganske velegnet genre …” Hvilket jeg kun kan være helt enig i!

Herefter følger 27 noveller af forskellig længde og forskellig stil. Det er måske ikke alle novellerne, der er helt vellykkede, men til gengæld er der nogen, som rammer lige på kornet. Især hvis man er til den lidt crazy science fiction á la Douglas Adams, så er novellerne om Janus Rumghoul II simpelthen i top.

Andre favoritter er ”Lastrum 24”, hvor to astronauter får en overraskelse, da de finder noget uforudset i et aflukket lastrum i deres rumskib. Også ”Andersens aske” hører til i toppen. Her kommer et dansk rumskib ud for en alvorlig ulykke undervejs til Mars. Det fører til en diskussion om, hvorvidt rumrejser er et Babelstårn, der gør Gud vred, eller om de er Noahs Ark, som Gud sendte for at redde de bedste.

Rasch skriver med humor og vid og har sin helt egen stil. Den er måske ikke lige for alle, men jeg kan nu godt lide den, og kan derfor sagtens anbefale Minerne på Orthomyx trods enkelte fejlskud imellem.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Science Fiction Cirklen, 197

Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum

odysse_weinbaumHvis man kan lide at læse om fantastiske verdener kombineret med vilde eventyr og røverhistorier, så er Odyssé på Mars et absolut must

Stanley G. Weinbaum blev kun 33 år, men han nåede at skrive både et par romaner og en del noveller. I samlingen Odyssé på Mars har Niels Dalgaard udvalgt 10 af hans noveller, som alle har udforskningen af vores solsystem til fælles.

Weinbaums noveller udkom hovedsageligt i Pulp-magasinerne. Pulp-magasiner lagde stor vægt på underholdningsværdien i historierne, som derfor skulle have masser af action. Det har Weinbaums noveller også. Men udover at skrive spændende eventyr, så forestillede Weinbaum sig, hvordan de forskellige planeter kunne se ud, når de var udviklet under andre økologiske, meteorlogiske og biologiske forhold end jorden. Og i hans noveller er Titan, Mars og alle de andre planeter befolket med eksotiske væsener, som stadig er dybt fascinerende at læse om, selvom videnskaben i dag har overhalet mange af hans idéer.

Persontegningerne er temmelig stereotype. Ikke desto mindre har stort set alle novellerne en handlekraftig kvinde med, som faktisk ind i mellem kan redde den mandlige helt, så også her adskiller Weinbaum sig fra datidens øvrige pulp-forfattere.

Og selvom Weinbaums helte ganske selvfølgeligt kan opdage og besætte de udforskede planeter for deres hjemland på jorden, så anser han modsat “almindelige” tjubang forfattere ikke planternes oprindelige beboere for onde. De kan være uforståelige for mennesket, fordi deres begrebsverden er helt uden for vores, men de er ikke automatisk onde. Det er med til at gøre hans noveller interessante også i dag, 70 år efter de første gang blev udgivet.

(anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Science Fiction Cirklen, 296 sider