september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘planter’

In the tall grass af Stephen King og Joe Hill

In the Tall Grass af Stephen King og Joe HillBecky og Cal DeMuth er søskende. Deres forældre kalder dem “the Irish Twins”, fordi de gør alt sammen. Når den ene starter en sætning, slutter den anden af, og til tider virker det næsten, som om de kan læse hinandens tanker.

Da Becky bliver gravid, er Cal dog ikke involveret. Men da hun beslutter sig for at flytte hjemmefra og bo hos en onkel og tante i en anden stat under de sidste måneder af graviditeten, beslutter Cal sig for at følge med.

Således ender de to en varm efterårsdag på en støvet rasteplads i Kansas ved en mark med højt, grønt græs. Her hører de en lille dreng kalde indefra: “Help, help, I’m lost. I can’t find the road“, og som de ansvarlige unge mennesker de er, begiver Cal og Becky sig af sted for at hjælpe drengen. For hvor vanskeligt kan det være at finde en lille dreng i en græsmark? Meget vanskeligt viser det sig, og snart er de selv blevet borte – også fra hinanden.

In the Tall Grass blev oprindeligt udgivet i to dele i Esquire Magazine i juni/juli og august 2012 numrene. I oktober blev novellen efterfølgende udgivet som e-bog, og jeg har hørt den som lydbog indlæst af skuespiller Stephen Lang.

Umiddelbart tænker man måske, at her er en historie, der er hørt mange gange før, men efterhånden som jeg kom længere ind i handlingen, blev der skruet eftertrykkelig op for både uhygge og twists i plottet. Beskrivelsen af græsmarkens univers fik mig til at tænke på novellen “1408” fra samlingen Everything’s Eventual. Her beskriver King et hotelværelse, hvor alle naturlove træder ud af kraft, og resultatet er skræmmende uhygge. Det samme gælder for græsmarken, hvor afstand er relativ, og kun de frelste finder vejen ud.

Som trofast læser af Stephen King ved jeg godt, at man ikke kan regne med noget, når han lukker op for sluserne. Det samme gælder for Joe Hill, og i In the Tall Grass her har de et godt parløb, hvor man ikke kan pege på noget og sige, det er King, eller det er Hill. Det er bare godt skrevet. Og slutningen – ja, den er ikke smuk, men den er god. Lige en fortælling efter mit hoved.

Fearnet.com anmeldte første del af novellen d. 3. juni 2012 og skrev bl.a.: “Fans of King’s and Hill’s know that a story steeped in horror tradition doesn’t mean it stays traditional.  Concern slips into dread within paragraphs; in the tall grass, Cal and Becky begin to understand how fragile their lifelong closeness really is.  It works as a metaphor, but it works even better viscerally, as the concepts of time and distance become meaningless, and the sheer intangible panic of being lost grips them – and us.”

Mens Fantasy-faction.com skriver: “If there is a very simple recipe for a great horror story it is this; tell the audience why they should care for the protagonists and then proceed to ruin the lives of all involved in the most creatively horrific ways you can. With that in mind, In The Tall Grass is a masterclass in story telling and in everything that is scary. The tension and the claustrophobia build up like a septic blood blister until it explodes in a terrifying yet very satisfying splatter. You won’t feel comfortable but you won’t be able to look away.”

Se mere på Stephen Kings hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Simon & Schuster Audio

 

Die, Monster, Die!

Jeg havde ellers glædet mig til “Die, Monster, Die!”, som baserer sig på H. P. Lovecrafts fremragende novelle “Farven fra rummet“, men jeg burde nok have gættet, at forventningerne ville få svært ved at blive indfriet.

Amerikaneren Stephen Reinhart kommer til Arkham for at besøge Susan, som han har studeret sammen med. Men da han beder taxichafføren kører ham fra Arkham og ud til familien Witleys ejendom får han nej. Det får han også fra cykelhandleren og fra alle han spørger om vej. Til sidst må han gå, og da han endelig når frem, bliver han på ingen måde budt velkommen af Nahum Witley, Susans far, der forsøger at smide ham ud.

Susan får ham dog til at blive, og det går snart op for Stephen at noget er helt galt hos Witley familien. Susans mor ligger syg i et mørkt værelse, og hun fortæller ham en skrækkelig historie om tjenestepigen, som er forsvundet. Samtidig er Stephen vidne til butleren Merwyns død, og i stedet for at tilkalde lægen begraver Nahum blot liget i nattens mulm og mørke.

Alle disse ting får Stephen til at se nærmere på omgivelserne, og han og Susan opdager noget mystisk i drivhuset, hvor planterne gror helt uhæmmet, men hvor der også er et sandt rædsels-menageri af misdannede væsner. Før han kan overtale Susan til at forlade stedet sammen med ham, forsvinder mrs. Witley imidlertid, og snart løber tingene helt løbsk.

Det er meget få ting fra novellen, som kan findes i filmen. Her nævnes den døde jord, metoritten fra himlen og den overdådige plantevækst som ikke kan spises. Metoritten bruges dog på en noget anden måde i filmen end i novellen. Til gengæld har man forsøgt at putte noget Lovecraft-stemning ind ved at lade Nahums bedstefar være okkult interesseret, og det er denne besættelse, der giver alvorlige konsekvenser i filmen, selvom Nahum ikke selv sysler med at bringe De Gamle tilbage.

Boris Karloff spiller Nahum Witley, og selvom jeg gerne ville sige, at det gør han godt, så er figuren temmelig uinteressant, så det er svært at tilføje den noget. Plottet virker rodet, bl.a. gik det aldrig helt op for mig, hvorfor det var så vigtigt at nævne tjenestepigens forsvinden – og hvorfor hun dukker så blodtørstigt op igen. Til slut forklarer Stephen hele molevitten for Susan ud fra rent videnskabelige synspunkter, da hun spørger, hvorfor alt dette skulle ske. Det er nemlig pga. radioaktivitet, at det hele er gået galt, og havde Nahum blot overdraget meteoritten til videnskaben, kunne den have fundet god nytte  i stedet for. Fed trøst når hele ens familie lige er blevet forvandlet til monstre!

Lovecrafts historier var altid fyldt med det unævnelige; med en gru så stor at ord ikke kunne beskrive den, og med ting så fremmede at de var udenfor vores forestillingsevne. Det fungerer rigtig godt på skrift, for det tillader fantasien at skabe sine egne billeder, men på film er det svært at overføre denne unævnelige rædsel. Som Nate Yapp skriver på ClassicHorror: “Despite an amazing talent for atmosphere, Lovecraft’s stories approached horror from a subjective emotional experience. Locations and ghastly beasts alike were described by the effect they had on a character, and even that was often beyond the scope of mere words. While such a technique makes for an imaginative read, it also presents a peculiar challenge to the filmmaker looking to create a concrete visual out of it.” Og det er netop også her, det går galt for instruktør Daniel Haller. Det lykkes ham simpelthen ikke at skabe den atmosfære, der bærer novellen frem, og de få ting, han vælger at tage med i filmen, står som klichér og vittigheder.

Instruktøren Daniel Haller står iøvrigt også bag en anden Lovecraft filmatisering “The Dunwich Horror“, som jeg heller ikke var vildt begejstret for.

Instruktør: Daniel Haller
Udgivelsesår: 1965

Gys i blomsterbutikken

Gys i blomsterbutikkenPå forsiden af Gys i blomsterbutikken ses Jack Nicholson stå med en fin potteplante, og jeg synes også at kunne huske, at han spillede blomsterhandleren i filmen. Men – min hukommelse har spillet mig et puds – godt hjulpet på vej af filmens markedsføring som en Jack Nicholson film. Det viste sig nemlig ved et gensyn, at han kun spiller en mindre birolle som patient hos en sadistisk tandlæge, omend han gør det ganske udmærket.

I Gravis Mushniks blomsterhandel går det ikke for godt. Butikken ligger midt i slumkvarteret, og omsætningen er støt dalende. En dag ændrer det sig dog, da den altid klodsede Seymour bringer en ny plante til butikken. Han kalder den Audrey junior, opkaldt efter den smukke ekspeditrice som han er forelsket i, og folk kommer fra nær og fjern for at se den mystiske plante.

Men – planten lever ikke af vand og gødning. Da Seymour skærer sin finger ved et uheld, opdager han, at planten lever af blod! Og så må Seymour på den ene eller anden måde skaffe planten mad, hvis han vil beholde sit arbejde og tjene penge nok til at gifte sig med Audrey.

Gys i blomsterbutikken er en overraskende vellykket gyserkomedie, som gennem årene har udviklet kultstatus og er blevet genindspillet op til flere gange. Historien bag filmen er ikke helt almindelig, og det kan selvfølgelig have bidraget til filmens voksende succes.

Oprindelig blev filmen nemlig til over et væddemål. Instruktøren Roger Cormans bror, Gene, havde tilfældigt en butiksfacade i overskud under en filmoptagelse. Han væddede med Corman. om, at denne ikke kunne lave en film over kulissen. Det mente Corman nu nok, at han kunne, og over en nat skrev han og Charles B. Griffith manuskriptet til The Little Shop of Horrors. Prøverne tog tre dage, og selve filmen blev skudt på blot 2,5 dag plus et par weekender, hvor man filmede de udvendige scener. Hurtigheden beroede bl.a. på, at man kun brugte to kameraer, og at næsten alle scener blev optaget i første skud.

Filmen blev stort set ignoreret, da den udkom, men op gennem 1960’erne blev den vist gentagne gange i tv og opnåede efterhånden en vis kultstatus. I 1973 kom den første genindspilning med titlen Please don’t eat my mother, som var fyldt med nærmest hardcore sexscener, og bl.a. havde pornostjernen René Bond på rollelisten som et af plantens ofre. I 1982 købte Alan Menke og Howard Ashman rettighederne til historien og lavede en succesfuld musical ud af den, og i 1991 lavede man en animeret tv-serie på historien, som dog ikke løb længe.

Om Gys i blomsterbutikken:

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960
Originaltitel: The Little Shop of Horrors

Læs mere på wikipedia

The Ruins

The RuinsJeg havde glædet mig til at se The Ruins, som jeg havde hørt var rigtig god, uden egentlig at vide hvad den handlede om. Heldigvis levede den op til rygterne.

4 venner er på ferie i Mexico. Dagen før de skal hjem, bliver de inviteret på en tur ud til et gammelt Mayatempel, som ikke er kendt af offentligheden af tyskeren Mathias, hvis bror er arkæolog og på udgravning ved templet. Men da vennerne kommer frem til templet, bliver de overfaldet af nogle lokale og tvunget til at flygte op på toppen af templet. Nu kan de ikke komme væk, ingen ved hvor de er, og de har snart ikke mere vand og mad tilbage. Og for at gøre situationen endnu værre, kommer Mathias alvorligt til skade.

The Ruins er en utrolig flot film. Den er stort set filmet i højt solskin hele vejen igennem, og det gør effekterne endnu mere skræmmende, for det er meget realistisk lavet. I ekstra-materialerne viser de nogen af de benproteser, der bruges i filmen, og det er vildt imponerende!

Samtidig skal vi et godt stykke ind i filmen, før det går op for én, hvem det virkelige monster er, og det var en fed overraskelse – i hvert fald for mig.

Carter Smith er selv fotograf, og det er måske medvirkende til, at der er lagt så meget arbejde i billedsiden. Samtidig er manuskriptet dog 100 % i orden. Scott B. Smith, som har skrevet romanen, har nemlig også udarbejdet manuskriptet.

Om The Ruins:

Instruktør: Carter Smith
Udgivelsesår: 2008

Læs også Janus omtale af “The Ruins” på horrorsiden.dk