Indlæg tagget med ‘politiroman’

A – mørket lyver altid af Lars Thomassen

A-Mørket lyver altid af Lars Thomassen

A-Mørket lyver altid er første bind i en ny serie af Lars Thomassen om Iben Brahms og Asger Hartvig. Og jeg må sige, at det starter godt.

I 1983 forsvinder den 15-årige Anita Madsen på vej hjem fra ungdomsklubben. Da hun kommer til sig selv, befinder hun sig i et underjordisk rum, lænket til en seng.

Så springer fortællingen til nutiden, hvor Bastian Madsen er på vej på arbejde. Men nogen venter på ham i bilen.

For Asger er det derimod business as usual. Efter han trak sig tilbage fra jobbet som politibetjent efter en personlig tragedie, arbejder han nu som handyman. Denne dag skal han fjerne et gammelt gulv i et foderrum på en lettere forfalden gård, der netop har fået nye ejere. Efterhånden som han får fjernet de gamle mursten, dukker en lem op under gulvet. Nysgerrigt kigger han ned – og finder et kranium.

Asgers tidligere kollega politikommissær Iben Brahms kommer på sagen, som snart viser sig at være større end først antaget. Og så bliver et nyt mordoffer fundet i Fredericia midtby.

A-Mørket lyver altid fortælles skiftevis i fortiden, og i månederne før COVID-19 rammer Danmark i 2020. Vi hører dels Anitas historie, og dels følger vi opklaringen af sagerne om skelettet i kælderen og Bastians forsvinden. Sideløbende hører vi mere om Asger, hvis privatliv er gået helt i hundene. Han er blevet skilt, har ikke god kontakt til sin søn, og så spiller han alle sine penge væk.

Men hans involvering i sagen om det gamle kranium bliver hans billet tilbage til politiet. Iben ansætter ham som konsulent i en nyoprettet enhed, Rejsende Efterforskningsteam, kaldet RET. Afdelingen skal være en form for rejsehold, der efterforsker de sager, der har stor mediebevågenhed, såsom drabssager, pædofili og de værste voldssager.

Jeg har tidligere læst Lars Thomassens Vesterlund-trilogi samt debuten Når månen titter gennem ruden, så jeg havde på forhånd visse forventninger. Dem lever A-Mørket lyver altid heldigvis op til.

Historien er grum og bringer mindelser til virkelige psykopater som Wolfgang Priklopil og Josef Fritzl. Så selvom sproget flyder let, kan det alligevel ind i mellem være svært at læse videre. Samtidig skaber de skiftende synsvinkler dog en løbende suspense, hvor man alligevel ikke kan slippe historien, fordi man må følge hvert nyt spor. Og ikke mindst fik jeg simpelthen lyst til at læse mere om de to hovedpersoner, Iben og Asger.

Som en ekstra bonus lader Thomassen et par tråde til de tidligere bøger flyde ind i fortællingen. Eksempelvis er Iben datter af Troels Brahms, politimanden fra novellen ‘Når månen titter gennem ruden’, mens Asger har lært den tidligere PET-agent og graver, Kaj Brøns fra Vesterlund-trilogien, at kende. Jeg synes personligt, det er sjovt, når forfattere kæder deres universer sammen, så længe det ikke føles påtaget. Og det gør det ikke her.

Er du til mørke krimier med ubehagelige hemmeligheder og interessante personer? Så er A-Mørket lyver altid et godt bud. Jeg ser i hvert fald allerede frem til næste bind i serien.

Om A-Mørket lyver altid:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Månen, 380 sider

Besøg Lars Thomassens hjemmeside

Læs også:

Passager 23 af Sebastian Fitzek
Hviskeren af Karin Fossum
Rød tåge af David Garmark
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Løbende tjener af Dennis Jürgensen
Mercedesmanden af Stephen King
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Sankt Psyko af Johan Theorin
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Hvidt had af David Garmark

Hvidt had af David Garmark

Sneen falder tæt, og efterforskningsleder Max Munk har dårligt fået pusten efter sin sidste sag, der nær kostede ham og hans partner Merian livet og konfronterede ham med fortiden i form af en hidtil ukendt datter og en søster, hvis død han har sørget over i 25 år. Nu er et nyt mysterium landet på hans skrivebord – en række børn er blevet kidnappet direkte fra deres mødres maver, og situationen har mistænkelige sammenfald med en 15 år gammel sag om en færøsk læge og seriemorder. Med pressen åndende ham i nakken og hele Danmark som publikum må Munk på sagen, alt imens Merians helbred forværres, og hendes stalker begynder at gøre alvor af sine trusler. Og selvom Munk er lykkelig for at have sin søster tilbage i sit liv, er hendes genkomst omgærdet af skygger fra fortiden, der ikke lader sig ignorere. Presset til det yderste bliver det snart klart, at Munk har et skæbnesvangert valg at træffe … (fra bogens bagside)

Hvidt had er tredje og sidste bind i serien om makkerparret Max Munk og Merian Takano, og jeg skal love for, at her er smæk for skillingen.

Max er ikke den typiske politimand med sin adelige baggrund. Han er heller ikke et specielt sympatisk menneske. Men han har været en knalddygtig efterforsker, og har sammen med Merian opklaret nogle usædvanlige sager i fortiden. Nu er en ny – og meget ubehagelig sag – landet hos makkerparret. Ufødte børn bliver kidnappet fra deres mødres maver, og mødrene efterlades med en sten. Hvem står bag og hvorfor?

Oveni er både Max og Merians privatliv rystet. Merians helbred forværres langsomt, men sikkert, og Max kæmper med at finde sig til rette med søsteren Leo, der er dukket op, 25 år efter han troede, hun druknede. Max kæmper både med skyldfølelser og fortrængte minder. Oveni skal han forholde sig til sin voksne datter Caroline, som pludselig er kommet ind i hans liv. Og ikke mindst dukker en ubehagelig hemmelighed fra Merians fortid op. En hemmelig hun end ikke har delt med Max.

Hvidt had er en spændingsmættet og dramatisk historie med flere sideløbende handlingstråde. Alt samles dog til sidst, hvor vi både får opklaret sagen om de bortførte babyer, Merians fortid og Munk-familiens hemmeligheder. Det hele flettes professionelt sammen, og bogen læser nærmest sig selv.

Der er således ingen tvivl om, at David Garmark har skruet en underholdende og spændende krimi sammen. Når det er sagt, er jeg dog ikke helt så begejstret for bind tre, som jeg var for de to første. Der sker næsten for meget med to store kriminalsager oveni Munk familiens historie, så jeg følte ikke helt, at der blev tid til at gå i dybden med alle handlingstrådene. Heldigvis er delplottet om Max og Merians forhold kun blevet stærkere igennem serien, og det kulminerer overraskende her i Hvidt had.

Mit lille forbehold skal dog ikke afholde nogen fra at kaste sig over serien, for Hvidt had har både action, overraskelser og masser af drama. Men læs Rød tåge og Sort arv først.

Reklame: Tak til forlaget Montagne som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Malin Martinussen var gravid i niende måned, da hun blev myrdet. Hun var på barsel fra sit job som civilingeniør, stod til at føde omkring jul. Men maven indeholdt ikke hendes barn … den indeholdt fem store sten, der var blevet indopereret post mortem.”

Næste billede viste stenene lagt ud ved siden af hinanden.

“Hvad for noget?” stønnede Munk.

“Stenene vejede tilsammen omtrent det samme som et barn. 4,5 kilo. Barnet var væk. Offer nummer to. Kirsten Lei.” Levinsen skiftede billede. Endnu et kvindelig. “Fundet i havnebassinet på Sjællands Odde den 3. januar i 2003 klokken 05.12 af en lystfisker. Som I ser, var også hun gravid, også i niende måned, men med maven fyldt med sten i stedet for hendes barn.”

Munk så til med voksende kvalme, mens to kvinder mere dukkede op på skærmen med samme grusomme skæbne.

“Som I kan forstå, blev disse kvinder myrdet vidt forskellige steder i landet. Kerteminde, Lumsås på Sjællands Odde, Køge og Vilsted i Nordjylland. Alle var i niende måned, og deres børn var og forblev forsvundet.” (side 35-36)

Om Hvidt had:

Udgivelsesår: 02.04.2022
Forlag: Montagne, 445 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Serien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
Hvidt had, 2022

Passager 23 af Sebastian Fitzek

Passager 23 af Sebastian Fitzek

I 2007 udkom den tyske thrillerforfatter Sebastian Fitzek for første gang på dansk med romanen Terapien på Husets Forlag. Herefter overgik rettighederne til forlaget Mrs. Robinson, som udgav endnu et par titler af Fitzek. Men Øjensamleren fra 2012 var hidtil sidste danske oversættelse, indtil forlaget Gutkind heldigvis her i 2021 er begyndt at udgive Fitzek på dansk igen. Indtil videre er det blevet til to bøger: Patienten og Passager 23.

Forlaget skriver:
Martin Schwartz mistede sin kone og søn for fem år siden under en ferie på krydstogtskibet Sultan of the Seas. Ingen har kunnet fortælle ham, hvad der nøjagtigt skete, men deres bortgang bliver rubriceret som en ‘Passager 23’, en selvmordsaktion. Noget, Martin aldrig har troet på.

Så modtager han et opkald fra en mærkelig gammel dame, der kalder sig selv thrillerforfatter og har et tip til ham: Han skal ombord på Sultan igen, for så vil han få beviset på, hvad der skete med hans familie. Martin har svoret aldrig at sætte fod på et skib igen – men han beslutter sig for at følge tippet, da han får at vide, at en pige, der forsvandt på Sultan for flere uger siden, er dukket op igen. Med Martins søns bamse i armene …

Sebastian Fitzek er en yderst effektiv thriller-forfatter, som virkelig forstår at skrue et plot sammen, der overrasker og hele tiden driver læseren videre. Her er barske detaljer og ingen garanti for lykkelige slutninger. Forlaget kalder ham Tysklands mest succesrige thriller-forfatter med 13 millioner solgte bøger på 24 forskellige sprog. Og så har han som den eneste tyske forfatter modtaget The Ripper Award. Selv kalder han sine romaner for familie-historier, og fælles for dem alle er da også familien-enheden. Dog ofte opløst eller under opløsning og meget sjældent lykkelig.

Jeg var vældig underholdt under læsningen, selvom historien formentlig ikke bliver hængende hos mig længe. Det gør til gengæld det faktum, der satte Fitzek i gang med at skrive Passager 23 i sin tid. I sit efterord fortæller han nemlig, at der rent faktisk årligt forsvinder over 20 passagerer sporløst fra krydstogtskibe. Personer som aldrig dukker op igen, og som enten er ofre for et uheld, selvmord eller en forbrydelse. Og forbrydelser sker der jævnligt ombord på krydstogtskibe, hvor der til gengæld ikke findes politimyndigheder. Modsat Sky Marshalls på fly er de eneste sikkerhedsfolk ombord på skibene ansat af rederierne, og de gældende regler er fra det land, hvor skibet er indregistreret. Det er jeg ikke sikker på, at ret mange danske krydstogtgæster er sig bevidst.

Passager 23 er muligvis ikke stor litteratur. Til gengæld er den effektiv, og hvis du er til seriemorder-thrillere, så er den bestemt et underholdende bud.

Om Passager 23:

Udgivelsesår: 08.06.2021
Forlag: Gutkind, 397 sider
Omslag: Imperiet
Originaltitel: Passagier 23
Oversætter: Jacob Jonia

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Sov som de døde af Annika von Holdt
Jagtmarken af Patrick Leis
Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger
Skibet af Stefán Máni
Færgen af Mats Strandberg
Skyggernes skov af Franck Thilliez


Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.

Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.

Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.

For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.

Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.

Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.

Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.

Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.

Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.

Uddrag af bogen:

Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.

Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.

Det gjorde de ikke.

Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)

Om Mand uden ansigt:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej af Cara Hunter

Ingen udvej er tredje selvstændige bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley og hans team hos Thames Valley Police i Oxford. Som de to foregående bind er her tale om en velfortalt og spændende krimi, der holder læseren fanget hele vejen.

En tidlig morgen midt under juleferien bliver Adam Fawley ringet op. To drenge er blevet reddet ud af et brændende hus på Southey Road – kun den ene er endnu i live. Der er ingen spor af deres forældre, og brandmændene er så godt som sikre på, at branden er påsat. Hvor er forældrene? Og hvorfor skulle nogen ønske at slå en helt almindelig familie ihjel?

Cara Hunter er eminent til at skrue et plot sammen, der holder læseren fanget med små dryp af viden, som giver grobund for alle mulige teorier undervejs, og som alligevel ender med en overraskende slutning. Det lykkes også denne gang, hvor jeg troede, at jeg havde gennemskuet historien, men alligevel måtte konstatere, at der var en drejning, jeg ikke havde set. Det er så fedt, når det sker.

Ingen udvej er skrevet i to spor, et nutidigt og et der tæller ned mod branden fra 270 dage før. Historien fortælles dels i jeg-form via Adam Fawley, dels gennem forskellige fra hans team og fra familien Esmond, og dels via indsatte transskriptioner af forhør samt artikler fra aviser m.m. Jeg kan godt lide den lidt komplekse opbygning af historien, idet jeg synes, det er med til at skabe suspense. Samtidig skulle jeg dog holde tungen lige i munden for at holde styr på det relativt store persongalleri.

Ved siden af plottet om mordbranden hører vi også lidt om Fawleys privatliv, hvor han og hustruen Alex har en alvorlig krise, som han forsøger at holde skjult for sit team. Der er dog klart størst fokus på mordbrands-plottet, og det er et stort plus hos mig. Især fordi Hunter er rigtig god til at gøre efterforskningsdelen spændende. Vi følger hvert skridt i efterforskningen, både de rigtige og vildsporene, og det giver historien troværdighed.

Mordbrand er en skrækkelig forbrydelse, og jeg tænker selv, at det må være en af de værste måder at dø på. Så da jeg læste slutningen, og alle brikkerne faldt på plads, var det næsten ikke til at bære. Heldigvis går livet dog videre, selvom verden er nok så barsk og modbydelig.

Jeg har været glad for alle bøgerne i Cara Hunters serie fra Oxford, og Ingen udvej holder den høje standard. Plottet overrasker, persongalleriet er autentisk, og er du til gode politiromaner, så hører Cara Hunter til i toppen.

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

Vi holder vores første teammøde klokken tre. Somer er lige kommet tilbage fra obduktionen, og hun ser lidt bleg ud. Everett ser spørgende på hende, og Somer skærer en grimasse. Quinn sidder på første række med sin tablet i hånden og en kuglepen bag øret (nej, det giver ingen mening, men sådan gør han altså).

Baxter sætter billeder op på whiteboardet. Felix House før og efter branden – det første er tydeligvis hentet fra Google Earth. En række billeder af brandskaderne inde i huset: spisestuen, trappen, nogle af værelserne og det, der er tilbage af møblerne – de fleste af dem store og gammeldags. Der er en plantegning over husets tre etager med krydser der, hvor man fandt Matty og Zachary. Fotografier af Michael og Samantha Esmond, formentlig fra kørekortsregistret. Michael ser rank og årvågen ud og har mørkt hår og bleg hud. Hans kone har blødere kontraster: lysebrunt hår, rosa kinder og nøddebrune øjne.

Og så er der billederne af børnene. De stammer åbenbart fra huset, at dømme efter hvor medtagende de er. Et af Matty i Arsenaltrøje med en bold under armen og store, skævtsiddende briller på næsen. Lillebroren, Zachary, sidder på skødet af sin mor med et gavtyvesmil og en manke af viltre, brune krøller, som hun sikkert ikke nænnede at klippe. Og ved siden af dette billede af den levende dreng: et af den døde.

Som så mange gange før tænker jeg på, hvor brutal ild kan være i sin skamfering af menneskekroppen. Man vænner sig aldrig til det, selv om man har set det lige så mange gange som mig, og hvis man gør det, er det på tide at sige op. (side 25-26)

Om Ingen udvej:

Udgivelsesår: 17.03.2021
Forlag: Gads Forlag, 376 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: No Way Out, 2019
Oversætter: Brian Christensen

Serien med kriminalinspektør Adam Fawley:

Ingen udvej, 2021
Skjult, 2020
Familiens synder, 2020

Mørket af Ragnar Jónasson

Mørket af Ragnar Jónasson

Mørket er første bind i Ragnar Jónassons krimi-trilogi om Hulda Hermansdottir fra Reykjavik Politi, der står for at skulle pensioneres.

Bogen er den første på dansk, men Jónasson har allerede en række bøger bag sig og er udkommet i 32 lande med over 1,5 millioner solgte bøger. Og det forstår jeg sådan set godt, for Mørket er en både velskrevet, veldrejet og overraskende historie.

Forlagets beskrivelse:

Hulda har været politiefterforsker i årtier, men nu er det slut. En fremadstormende, ung mand skal overtage hendes job og hendes kontor, og Hulda er tvunget på pension før tid. Da hendes chef giver hende mulighed for at vælge en cold case at fordrive den sidste tid med, er hun ikke i tvivl. Hun vælger sagen om en ung russisk kvinde, hvis håb om asyl og beskyttelse endte på en kold, mørk strand i Island. En hastig politiefterforskning konkluderede, at der var tale om selvmord, og sagen blev lukket uden postyr.

Hulda opdager hurtigt, at en anden ung kvinde forsvandt i samme periode, og at ingen fortæller hele sandheden. Selv Huldas egne kolleger lader til at ville bremse efterforskningen. Tiden er knap, men Hulda vil gøre alt for at opklare sagen – også selvom hun bringer sit eget liv i fare.

Hulda er en dygtig efterforsker, men hendes lidt kantede væsen har afstedkommet en afstand mellem hende og kollegaerne. Privat er hun også alene. Hendes mand døde for en del år siden, og venner har hun ingen af. Dog er hun begyndt at se lidt til den pensionerede læge Petur, som hun uden helt at indrømme det for sig selv, håber kan være hendes ledsager ind i alderdommen.

Så for Hulda har arbejdet i mange år været hele hendes liv, og nu kaster hun al sin energi ind i denne sidste sag. Fast besluttet på at skaffe den døde kvinde retfærdighed og forlade korpset med æren i behold.

Det er ikke ret tit, at hovedpersonen i en krimi er en pensionsmoden dame, og slet ikke en pensionsmoden politikvinde. Måske kan det være svært at forestille sig, at der kan komme megen spænding ud af den kombination. Men det formår Ragnar Jónasson at skabe. Jeg faldt straks for den kejtede Hulda, hvis fortid langsomt afsløres i indsatte kapitler undervejs i fortællingen. En fortid, der forklarer hendes afmålte facon.

Et andet stort plus ved Mørket er locationen. Jeg har aldrig selv været i Island, men Jónasson får landet til at stå lyslevende for mig. De øde vidder. Lavamarkerne. Bjergene og floderne. Hvordan vejret kan skifte på et splitsekund, og hvordan mennesket er prisgivet naturen. Det er betagende og overvældende.

Selve opklaringsdelen er ligeledes en fornøjelse at læse. Hulda kløer på trods modstand fra stort set alle sider, og opdager snart at sagen blev mere end almindeligt sjusket efterforsket. Og slutningen – ja, den havde jeg overhovedet ikke set komme.

Mørket er både stemningsfuld og spændende. Det er ikke hårdt pumpet action eller en bloddryppende pageturner. I stedet er den insisterende, atmosfærefyldt og ualmindelig svær at lægge fra sig, når først man er startet.

Jeg venter i spænding på at læse bind to.

Uddrag af bogen:

Hun satte sig ved skrivebordet og stirrede tomt på computeren uden energi til så meget som at tænde den. Hendes kontor, der hidtil havde været som hendes andet hjem, føltes pludselig fremmed, som om den nye ejer allerede havde taget det i besiddelse. Den gamle stol føltes ukomfortabel, det brune skrivebord så træt og slidt ud, papirerne havde ikke længere nogen betydning for hende. Hun kunne ikke udholde tanken om at tilbringe så meget som et minut længere derinde.

Hun havde brug for at finde noget, der kunne få hendes tanker væk fra det, der var sket. Hvad kunne være mere oplagt end at tage Magnus på ordet og kigge på en af cold case-sagerne? Rent faktisk behøvede Hulda ikke at tænke særlig meget over det. En af de uopklarede sager skreg til himlen om at blive genåbnet. Den oprindelige efterforskning var blevet varetaget af en af hendes kollegaer – selv havde hun kun fulgt sagen på afstand – men det kunne måske gøre hende i stand til at se på bevismaterialet med friske øjne.

Sagen var et uopklaret dødsfald, der uden tvivl ville forblive et mysterium, medmindre nye beviser dukkede op. Måske var den nye situation en gave sendt fra himlen, en uventet chance. Den døde kvinde havde ingen, der kunne tale hendes sag, men den rolle kunne Hulda påtage sig, omend tiden var knap. Meget kunne nås i løbet af to uger. Hun nærede egentlig ikke noget håb m at opklare sagen, men det var forsøget værd. Og derudover ville det give hende et mål. (side 29-30)

Reklame: Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Mørket:

Udgivelsesår: 05.02.2021
Forlag: Gads Forlag, 322 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: Dimma (2015)
Oversætter: Rolf Stavnem

Læs også:

Konrad Sejer-serien af Karin Fossum
Ruth Galloway-serien af Elly Griffiths
Karin Sommer-serien af Gretelise Holm
Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen
Skibet af Stefán Máni
Serien om Hauge af Palle Schmidt
Sika Haslund-serien af Nina von Staffeldt
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Skjult af Cara Hunter

Skjult af Cara Hunter

Under en istandsættelse kommer håndværkerne til at bryde hul ind til naboens kælder. Her opdager de en ung kvinde og et lille barn, begge døden nær af sult og tørst.

Huset ejes af en ældre mand, der lider af demens, den tidligere professor William Harper. Harper er skiftevis bange og voldsomt aggressiv. Men han nægter at kende noget til kvinden og barnet i kælderen.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team kommer på den barske sag, der ikke kan undgå at give dem mindelser til Josef Fritzl. Fritzl holdt sin egen datter fanget i 24 år, hvor han gentagne gange voldtog hende. I kælderen fødte hun 7 børn, og nu frygter Fawleys team, at Harper har gentaget Fritzls forbrydelse.

Umiddelbart ser det da også ud til at være sådan sagen hænger sammen. Og da man opdager spor til en sag om en forsvunden kvinde, der boede i huset bag Harpers, er Fawley overbevist om, at de to sager hænger sammen.

Men jo mere teamet borer sig ned i sagerne, jo flere løgne dukker frem. Beviserne lader til konstant at ændre retning, og hverken den unge kvinde i kælderen eller den demente Harper er i stand til at blive afhørt.

Skjult tager læseren på en tur ind i mørket. Både det fysiske mørke i en skummel kælder, men også det foruroligende mørke i sindet hos en psykopat.

Jeg har tidligere læst første bind i serien om Adam Fawley, Familiens synder, som skilte sig positivt ud fra mængden af krimier med sin anderledes opbygning og sit uigennemskuelige plot.

Her i Skjult fortælles historien kronologisk iblandet med indsatte afskrifter af forhør, kriminaltekniske papirer og avisartikler. Men trods den mere konventionelle opbygning er plottet mindst lige så uforudsigeligt. Jeg gættede på intet tidspunkt sammenhængen, og det er bare fedt at få fat i en krimi, der i den grad overrasker, samtidig med at den føles 100% troværdig.

Udover et spændende og overraskende plot er persongalleriet også interessant. Vi kommer lidt tættere ind på livet af Adam Fawley og hans hustru Alex, men også andre af teamets medlemmer. Bl.a. Gislingham der for nyligt er blevet far til en lille dreng. Endelig har Hunter også fokus på at skildre politiarbejdet troværdigt, hvilket giver giver historien en ekstra soliditet.

Cara Hunter skriver levende, så historien udfolder sig som en film under læsningen. Ved at krydsklippe mellem teamets medlemmer og Adam Fawleys synsvinkler er der nærmest konstante cliffhangers. Samtidig er det i sig selv skræmmende at tænke på, hvor let det er for ondskab at gemme sig i vores midte. For hvor godt kan vi egentlig kende andre mennesker?

Skjult er en overraskende og velfortalt krimi for elskere af et godt plot. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og blev som sagt fuldstændig snydt af slutningen.

Reklame: Tak til Gads forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Ved han, at du synes, han bør flytte?”

Derek Ross tager en dyb indånding. “Ja, det gør han. Jeg satte mig ned sammen med ham for halvanden måneds tid siden og prøvede at forklare ham det hele. Han reagerede desværre ikke særlig godt på det. Han blev voldelig – begyndte at råbe og kaste med ting – så jeg trak følehornene til mig. Jeg havde tænkt at tale med ham igen i denne uge. Der er lige blevet en ledig plads på Newstead House i Witney. Det er et af de bedre plejehjem. Men hvem ved, hvad der kommer til at ske nu?”

Der opstår en pause. Han tømmer sit glas, og jeg skænker ham noget mere vand.

“Er den tanke faldet dig ind,” siger jeg langsomt, “at pigen i kælderen var grunden til, at han ikke havde lyst til at flytte?”

Ross bliver hvid i ansigtet og sætter glasset fra sig.

“Han kunne ikke flytte, så længe hun var der, for så ville hun blive fundet. Og han kunne heller ikke slippe hende fri af samme grund.”

“Hvad havde han så tænkt sig at gøre?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det ved jeg ikke. Jeg håbede, at du måske …”

Pludselig hører jeg løbende trin ude på gangen, og Gislingham slår døren op.

“Chef,” siger han, “jeg tror …”

Men jeg er allerede på vej forbi ham. I rummet ved siden af prøver to betjente at pacificere Harper. Det er næsten ikke til at tro, at det er den samme mand – han slår ud efter dem, sparker og råber ad en kvindelig betjent.

Møgluder!

Kvinden er tydeligt rystet. Og jeg kender hende – hun er ikke nogen grønskolling. Hun har et kradsemærke på kinden og er sjaskvåd foran på uniformen.

“Jeg gav ham bare en kop te,” fremstammer hun. “Han sagde, at den var for varm, og at jeg var ude på at skolde ham, men det var jeg ikke … Det var jeg altså ikke.”

“Det ved jeg godt. Sæt dig ned et øjeblik, og få nogen til at se på den flænge der.”

Hun tager sig til ansigtet. “Jeg var ikke engang klar over …”

“Det er nok bare en overfladisk skramme, men få den hellere tjekket.”

Hun nikker, og da jeg følger hende ud af rummet, langer Harper ud efter hende igen. “Møgluder! Det er hende, du burde anholde i stedet for, din idiot. Hun prøvede fandeme at skolde mig. Ondskabsfulde ko!” (side 38-39)

Om Skjult:

Udgivelsesår: 13.11.2020
Forlag: Gad, 419 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: In the Dark
Oversætter: Brian Christensen

Læs et interview med Cara Hunter

Serien om Adam Fawley:

Familiens synder (Close to Home)
Skjult (In the Dark)
No Way Out
All the Rage
The Whole Truth (marts 2021)

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Dyndkongens datter af Karen Dionne
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Familiens synder af Cara Hunter
Onde piger af Alex Marwood
Hydra af Matt Wesolowski

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Tre små kinesere af Niels Søndergaard

Lad mig være ærlig og starte med at sige, at jeg har aldrig læst en krimi som Tre små kinesere af Niels Søndergaard før. Det er en helt igennem unik oplevelse, som både byder på grin, action, interessante personer, plot-twists og masser af spænding. Det kan også siges om andre krimier, men jeg er endnu aldrig stødt på én, som introduceres sådan HER.

Politiassistent Charlotte Lund, kaldet Charlie, er blevet sat i skammekrogen efter en lidt for offentlig anholdelse af en mistænkt. Hun får til opgave at vise tidligere model og kommende forfatter, Mille Madsen, rundt på politigården og fortælle om det daglige arbejde.

I den forbindelse tager hun Mille med ud til et selvmord. En blind, afroamerikansk jazzmusiker er blevet fundet død i en lejlighed på Højbro Plads. Han har tilsyneladende hængt sig, og eftersom lejligheden var lukket og låst indefra, er Charlie egentlig ikke i tvivl om, at her er tale om et selvmord.

Men det tror Mille ikke på. Hvorfor er musikeren f.eks. iført dame-solbriller? Hvor er hans førerhund henne? Og hvorfor myldrer det med kinesere på Højbro Plads, der holder øje med lejligheden? Mille får overbevist Charlie om at undersøge sagen nærmere, og snart er de dybt involveret i en efterforskning, som ingen egentlig er interesseret i, at de udfører.

Det lyder måske som en ligetil krimi, men Niels Søndergaard løfter historien ud over det sædvanlige. F.eks er Mille vild med film og citerer glad og gerne fra dem. Men hun er ikke den eneste filmentusiast. Hvert kapitel i Tre små kinesere er en filmtitel, lige fra første kapitel Blod og jordbær til mere kendte film som En verden udenfor og Taxi Driver. Det er herligt lavet.

Sideløbende med krimiplottet krydsklippes til tråde om Milles udlejer, Sidsel, om antikvarboghandleren Stefan, om kriminalteknikeren Nick, om pølsemanden Alpermann, en amerikansk bogudgivelse, nordkoreanske diplomater og meget mere. Med næsten 700 sider skulle man tro, at de mange plottråde ville blive uoverskuelige og kedelige, men Søndergaard har styr på det. Alt samles op, og undervejs fortælles med så stor viden og underliggende humor, at det er uhyre svært at lægge Tre små kinesere fra sig igen.

Den hæsblæsende slutning, der involverer både metal-koncert, Kandis-fans, cykel-taxa og bedstemor-bil, efterfølges af en epilog, som åbner døren på klem for en efterfølger. Tre små kinesere er da også første bind i en planlagt trilogi, og jeg ser allerede nu frem til fortsættelsen.

Så har du lyst til at læse en finurlig, velskrevet og vildt underholdende krimi, der blander action med who-dunnit og krydrer med romantik og en herlig humoristisk tone, så søg ikke længere. Jeg er i hvert fald fan.

Uddrag af bogen:

Mille slog ud med armene. “Hvordan skulle en blind amerikaner vide, at der er kroge i loftet i gamle danske huse?”

“Fordi der sikkert også er det i gamle amerikanske huse,” sagde Charlie. Det begyndte at føles som en tennismatch mellem Williams og Wozniacki.

“Hvorfor er gardinerne så trukket for?” spurgte Mille. “En blind mand ville da aldrig trække gardiner for!”

Svisj. Klask.

“Han har vel tænkt, at nogen kunne se hængningen og slå alarm,” sagde. Charlie. “Han har ikke ønsket at blive reddet og leve videre som grøntsag.”

Svisj. Klask.

Mille fangede bolden og smashede hårdt. “Hvor er hunden?” spurgte hun.

Charlie sænkede sin imaginære ketsjer. “Hvad for en hund?”

Mille slog triumferende ud med hånden. “Der har været en hund her! Han havde en førerhund!” (side 107-108)

Reklame: Tak til forlaget Total Tekst der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tre små kinesere:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Total Tekst, 696 sider
Forside: Duzulek / Niels Søndergaard

Læs Jacob Krogsøes anmeldelse

Læs også:

Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
I helvede flyder en flod af Morten Leth Jacobsen
Dexters dunkle drømme af Jeff Lindsay
Manden der glemte han var død af John Lorentz
Retfærdig vold af Aske Munk-Jørgensen
Bloddryppende af Rafael Reig
Sagen Collini af Ferdinand von Schirach
De efterladte af Palle Schmidt
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Paria af David Jackson

Paria af David Jackson

Callum Doyle er kriminalassistent ved New Yorks politi. For et år siden døde hans makker under en anholdelse, der førte til mistanke om, at han havde noget med dødsfaldet at gøre. Doyle endte med at blive frikendt og er nu tilbage på jobbet med sin nye makker, Joe Parlatti.

Men en kold vinternat bliver Doyles liv igen forvandlet til et mareridt. Parlatti findes død på en tom byggegrund – skudt sammen med en ung prostitueret. Rygterne begynder hurtigt at summe, og snart sker endnu et mord på en person nær Doyle. Hvem står bag? Og hvorfor?

Paria er først bind i David Jacksons serie om kriminalassistent Doyle. På dansk er også udkommet Hjælperen, samt yderligere to bind der endnu ikke er oversat.

Historien er en hårdkogt, underholdende krimi, hvis plot tager en overraskende drejning mod slutningen, der fuldstændig snød mig. Det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren. Til gengæld er persontegningerne lidt tynde, men det hører med til den hårdkogte genre, hvor der ikke er hverken lyst eller tid til dybe psykologiske overvejelser undervejs.

Handlingen accelerer hurtigt med en støt stigende suspense, og er du til actionfyldte pageturnere er Paria et rigtig godt bud. Jeg ser i hvert fald frem til at læse næste bind i serien om Callum Doyle.

Uddrag af bogen:

“Okay, så Joe finder pigen. Han prøver på at hjælpe hende. Det afleder hans opmærksomhed. Så morderen ser sit snit …”

“Nej, det er for mange tilfældigheder. Jeg tror, det var planlagt. Jeg tror, pigen var indblandet, men ikke af egen fri vilje. Det er derfor, Joe befinder sig nede bag i grunden med lygten i hånden. Han prøver på at hjælpe hende, men han ved ikke, at han er gået lige i en fælde. Han ved ikke, at han er blevet ført hen til et sted, hvor ingen ude på gaden vil se eller høre noget.”

“Og det ville så kræve, at morderen vidste, at Joe kom her forbi omkring det tidspunkt.”

“Præcis. Han skulle også vide, at Joe ikke ville ignorere sådan noget. De fleste ville skynde sig over på den anden side af gaden, hvis de hørte larm inde fra en mørk afkrog. Men ikke Joe. Ikke hvis nogen var i fare.”

Franklin trækker vejret ind gennem tænderne. “Åh gud. Var hun madding? Hvis du har ret, så er det en ren likvidering.” (side 23-24)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Paria:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Bazar, 363 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: Pariah (2011)
Oversætter: Stig W. Jørgensen

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Den fortabte søn af Dean R. Koontz og Kevin J. Anderson
Tabu af Steen Langstrup
Under overfladen af Claus Lohman
De efterladte af Palle Schmidt