november 2018
M T O T F L S
« okt    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘post-apokalypse’

Vejen af Cormac McCarthy

Vejen af Cormac McCarthyEn voldsom og chokerende, men også vedkommende fortælling om kærlighed og medmenneskelighed i en verden, der er brudt sammen.

I en ikke nærmere defineret fremtid kæmper en mand og hans søn for at overleve, efter at en ukendt katastrofe har ramt jorden. Solen skinner kun svagt på himlen. Overalt ligger der aske, og skovbrænde hærger stadig her flere år efter katastrofen indtraf.

Manden og drengen er på vej sydpå over USA mod havet, hvor de håber at finde andre gode mennesker. Alt, hvad de ejer, er i en gammel indkøbsvogn, og sult, kulde og andre overlevende truer bestandigt med at slå dem ihjel. Kun kærligheden til sønnen får manden til at blive ved, selvom alt håb synes tabt.

Vejen er en voldsom og chokerende roman, selvom Cormac McCarthy skriver minimalistisk, helt ned til brugen af (eller rettere manglen på) tegnsætning. Når handlingen er rolig, er sætningerne lange og beskrivende helt ned i detaljer men uden brug af komma osv. Når intensiteten af fortællingen derimod stiger, bliver sætningerne kortere og kortere, og får således ubevist læseren til at sætte tempoet i vejret.

Samtidig fortæller McCarthy i et enkelt og nøgternt sprog, hvilket giver en voldsom kontrast mellem ordene på siden, og de begivenheder der udspiller sig. Ordene er stilfærdige, men handlingen er næsten ubærlig, selvom manden og drengens vej igennem den døde verden det meste af tiden er stort set begivenhedsløs. De leder efter mad. De slår lejr. De forsøger at holde varmen. Og ind i mellem gemmer de sig.

Men i denne hverdagsrutine er intet normalt. Den gamle verden er væk, og den nye verden lover ikke andet end død. Overalt vidner omgivelserne om katastrofen, lige fra den evigt fygende aske til ligene der er brændt fast på vejene for år tilbage. For manden er det uudholdeligt. Han forsøger at skærme drengen og vil gøre alt for at beskytte ham. Men for drengen er det hverdag. Han husker ikke andet.

Faren fortæller drengen, at de er gode mennesker, og at de aldrig vil spise andre mennesker for at overleve. Ikke desto mindre tager han kyniske beslutninger, som inddirekte kan skade andre, for at drengen skal overleve. Den kynisme besidder drengen slet ikke, selvom han er opvokset i denne kolde, dystre verden. Hans medmenneskelighed og trang til at hjælpe dem, de møder, giver et spinkelt håb i en ellers trøstesløs verden. For så længe godheden eksisterer, eksisterer drømmen om en fremtid.

I 2009 blev Vejen filmatiseret med Viggo Mortensen i rollen som faren og Kodi Smit-McPhee som drengen. Filmen følger et langt stykke af vejen romanen, og fremmaner det samme kuldslåede, golde univers, hvor kærligheden mellem far og søn er det eneste menneskelige element.

Uddrag af Vejen:

I det første grå dagslys stod han op og lod drengen sove videre og gik lidt hen ad vejen og satte sig ned på hug og studerede landskabet mod syd. Goldt, tavst, gudløst. Han troede at det var oktober måned men han var ikke sikker. Han havde ikke set en kalender i mange år. De var på vej sydpå. De ville ikke kunne overleve endnu en vinter her.

Da det var blevet lyst nok til at han kunne bruge kikkerten så han ud over dalen under sig. Alt var så farveløst at det gik ud i ét. Den bløde aske blæste i løse hvirvler hen over asfalten. Han så på det han kunne se. Resterne af vejbelægningen dernede, under de døde træer. Han så sig om efter et eller andet med farve på. En eller anden form for bevægelse. Et spor af røg der hævede sig. Han tog kikkerten ned og trak ansigtsmasken af bomuld væk fra munden og tørrede sig under næsen med håndryggen og satte sig igen til at betragte landskabet gennem kikkerten. Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede det askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt. (s. 8)

Om Vejen: 

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Gyldendal, 258 sider
Omslag: Sven Reiner Johansen med foto af Peter Miller/Getty Images
Originaltitel: The Road
Vandt Pulitzer Litteraturpris 2007

Læs også:

Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup
Blår af Hugh Howey
Station 11 af Emily St. John Mandel
Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker

Læs mere på CormacMcCarthy.com

Læs Kim Skottes anmeldelse på Politiken

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Den sidste stjerne af Rick Yancey

Den sidste stjerne af Rick YanceyFra bagsiden:
Fjenden er De Andre. Fjenden er os selv.
De er hernede, de er deroppe, de er ingen steder.
De er kommet for at udrydde os, de er kommet for at redde os.

De Andre har sørget for en næsten total udryddelse af menneskeheden. Dem, der stadig lever, må konstant kigge sig over skulderen. Cassie er blevet forrådt. Det er Ringer også. Og Zombie. Nugget. Og alle andre syv milliarder, som engang beboede vores planet. Forrådt først af De Andre, og så af menneskene selv. I løbet af disse allersidste dage må den tilbageværende befolkning beslutte, hvad der er vigtigst: At redde sig selv og blive som De Andre eller at bevare den sidste rest af menneskelighed?

“Den sidste stjerne” er tredje og sidste bind i serien om Den 5. bølge, og jeg må sige, at jeg igen følte mig godt underholdt.

I første bind hørte vi, hvordan De Andre gennem en veltilrettelagt udryddelsesplan slog næsten hele menneskeheden ihjel. Den første bølge var en ødelæggende EMP-udladning, der smadrede alt elektrisk. Uden elektricitet er der ikke er strøm i husene, biler kan ikke køre og flyene falder ned. Anden bølge var et enormt jordskælv, der udløste en tsunami, som dræbte over 40% af befolkningen. Og bedst som menneskene troede, at nu var det værste overstået, brød den tredje bølge ud, en dødelig sygdom der dræbte op til 97% af de overlevende.

I andet bind fulgte vi en række unge og børn i deres kamp for overlevelse. De Andre fortsatte udryddelsen, nu ved at spille menneskene ud mod hinanden i forsøget på at tage deres menneskelighed fra dem. Samtidig sprang de såkaldte Silencere ud – alien-inficerede mennesker med overmenneskelige kræfter – med det formål at dræbe alle mennesker, de stødte på. Det var den fjerde bølge.

Og med “Den sidste stjerne” er vi så kommet til tredje bind, hvor vi endnu en gang følger Cassie, Ringer og de andre. Den femte og sidste bølge er på trapperne. I løbet af få dage vil De Andre bombe samtlige byer og ikke alene fjerne ly- og fødemuligheder, men også ødelægge al den samlede menneskelige viden og kultur. Herefter vil de silencerne blive hentet af moderskibet, og jorden er befriet for menneskeheden.

Cassie, Ben, Evan og Sam har holdt sig skjult, både for De Andre men også for andre overlevende. For hvem kan man stole på, når alle fremmede kan være en fjende? Alligevel beslutter Ben sig for at finde ud af, hvad der er sket med Ringer, som forsvandt i sidste bind. Han drager ud for at finde hende – men i stedet finder hun ham. Hun er blevet sendt på en mission af de unges fælles fjende, og håber på at hun ved at følge ordre, kan redde deres liv. For Ringer er ikke mere en almindelig pige.

Tingene går dog ikke efter planen, og det ender med, at Cassie, Ringer og vennerne står overfor et umuligt valg. Vil de gemme sig for den femte bølge og dermed overleve, men aldrig mere kunne stole på andre mennesker? Eller vil de kæmpe imod og forsøge at redde menneskeheden, men med stor risiko for at ingen af dem overlever?

“Den sidste stjerne” er lidt svær at give et handlingsreferat af, fordi man lynhurtigt kommer til at afsløre for meget. Til gengæld kan jeg roligt afsløre, at Rick Yancey skruer helt op for både actionknappen og de lidt mere følelsesladede toner denne gang, så man som læser skiftevis sidder og bider negle og snøfter.

Det er en barsk verden Yancey har efterladt sine unge hovedpersoner i, og det er langt fra dem alle, der klarer det. Men det er fascinerende og spændende at følge deres kamp, og selvom jeg stadigvæk har problemer med at forstå De Andres bevæggrunde, så synes jeg, at plottet holder, og at tredje bind lever helt op til første binds løfter.

Det er også blevet til en filmatisering. Første film udkom i Danmark i februar 2016, men den fik ikke den bedste modtagelse, så om de øvrige to bøger bliver filmatiseret er tvivlsomt.

Besøg Rick Yanceys hjemmeside

Serien:

Den 5. bølge, 2013 (The 5th wave)
Det uendelige hav, 2015 (The infinite sea)
Den sidste stjerne, 2016 (The las star)

Om “Den sidste stjerne”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 361 sider
Originaltitel: The last star
Omslag: Ryan Thomann

Regnen af Virginia Bergin

Regnen”The Rain” is a sci-fi apocalyptic/dystopian horror-thriller – with comedy, unsuitable footwear and a bacterium from outer space. It is also a story about love; love for your home, for your family, for your friends; love for strangers . . . for the planet we live on . . . and for the wrong guy. (Possibly.)

Alle ved, at livet på jorden er afhængig af vand; at regn er en livsnødvendighed for planter, dyr og mennesker. Hvad nu hvis en dag regnen forvandles til flydende død?

15-årige Ruby bor sammen med sin mor, stedfaren Simon og lillebroren Henry i den lille by Dartbridge. Hverdagen går med skolen, veninderne og skænderier med stedfaren. Ruby er med andre ord en helt almindelig teenager, men en aften under en fest hos en af kammeraterne ændres alt.

Det er en varm sommeraften i England. Stort set alle griller og hygger sig i haverne, da det pludselig begynder at regne. Og verden forvandles til et blodigt kaos. I starten forstår ingen, hvad der foregår, blot at regnen tilsyneladende dræber. Senere kommer det frem, at der i regnen gemmer sig en extremofil rumbakterie, som, når den rammer mennesker, graver sig ind i blodet, hvor den kopierer sig uhæmmet, hvilket til sidst dræber én under voldsomme smerter.

Ruby og hendes stedfar er heldige at overleve den første byge, men hvordan klarer man sig i en verden, hvor selv den mindste dråbe vand kan dræbe dig?

Jeg læste ”Regnen” nærmest i et stræk og var helt fanget trods visse usandsynligheder. Det er godt nok en ungdomsbog, men jeg finder det nu alligevel svært at tro, at makeup og om man er hip eller ej vil fylde så meget, som det gør for Ruby, hvis alle omkring én dør.

Ligeledes er der detaljer, som virker uigennemtænkte eller endda modstidende, som f.eks. når Ruby et sted fortæller, at hvis man drikker bakterien, dør man meget hurtigt, og 60 sider senere er der en, der drikker bakteriefyldt vand og alligevel overlever et stykke tid. Eller at de eneste væsner, der rammes af bakterien, er mennesker – hverken hunde, fugle, katte eller køer bliver tilsyneladende påvirket.

Alligevel var jeg som sagt dybt fascineret af fortællingen, hovedsageligt fordi Virginia Bergin virkelig formår at folde gruen ved det dødbringende vand ud. Det er f.eks. ikke nok at holde sig indenfor, mens det regner. Hvad nu hvis du går ud i vådt græs bagefter og får våde sko, så vandet når huden? Eller hvis du har gemt dig i en bil under en byge, og så falder der en dræbe vand fra karmen, når du åbner døren? Og når grundvandet bliver forgiftet, hvor længe kan menneskene så overleve?

”Regnen” er en velfortalt og yderst grum katastroferoman, som fortælles i tilbageblik en måneds tid efter den første regnbyge, og trods mine ankepunkter var jeg både underholdt og skræmt af fortællingen. Virginia Bergin debuterede med ”Regnen”, og på engelsk er der udkommet en fortsættelse med titlen ”The Storm”. Jeg håber, vi også får den på dansk.

Besøg Virginia Bergins hjemmeside

Læs mere på forlaget Turbines hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Karin Hald
ISBN-13: 9788740607352
Sideantal: 408
Forlag: Turbine

 

Station 11 af Emily St. John Mandel

Station11I 2012 læste jeg den fremragende Høstens engle, en post-apokalyptisk zombi-roman som udkom på forlaget Iris. Nu udgiver Iris endnu den post-apokalyptiske Station 11, som er mindst lige så interessant.

20 år efter en influenzaepidemi har dræbt de fleste mennesker, rejser skuespilleren Kirsten Raymonde sammen med teaterkompagniet Den Omrejsende Symfoni rundt blandt småbyer og enklaver. I en verden hvor hver dag er en kamp for overlevelse, hvor fremmede ses som en trussel og hvor den moderne civilisations teknologi er ubrugeligt skrammel, opfører de Shakespeare-stykker og klassiske koncerter, hvor de kommer frem, ud fra tanken om at det ikke er nok bare at overleve.

Sideløbende med fortællingen om Den Omrejsende Symfoni fortælles historien om skuespilleren Arthur Leander, som dør samme aften, som pandemien bryder løs i USA. På trods af det bliver Leander en samlende figur for romanen, idet vi følger personer, som i et eller andet omfang har været forbundet til Leander, herunder også Kirsten, der var barneskuespiller i samme stykke, som Leander dør i.

Romanen er opdelt i 9 overordnede kapitler, som igen er inddelt i 55 afsnit. Afsnittene fortælles gennem forskellige personer og skiftevis fra tiden før og lige omkring pandemiens udbrud til 20 år efter, hvor de overlevende efterhånden har fået etableret sig i små samfund. Det kunne blive yderst forvirrende, men Emily St. John Mandel mestrer den kalejdoskopiske fortællestil, og fletter de forskellige skæbner i Station 11 til en smuk og eftertænksom roman om undergang, overlevelse, håb, mod og kærlighed.

Station 11 er en velskrevet, nøgtern og i det hele taget uforglemmelig roman, som fortjent har vundet The Arthur C. Clarke Award 2015.

Om bogen:

Original udgivelsesår: 2014
Omslag: Sigrún Gudbrandsdóttir

Læs mere på Emily St. John Mandels hjemmeside

 

Undergang / red. Martin Schjönning

UndergangFængslende og meget forskellige noveller om menneskehedens undergang

I februar 2013 udskrev forlaget Valeta sammen med bloggen Apokalyptisk en konkurrence for apokalyptiske noveller. Reglerne var simple; novellerne skulle udspille sig under eller efter en global katastrofe, hvor jorden/menneskeheden går helt eller delvist under. Dog ingen historier om zombier!

Ud af de halvfjerds modtagne noveller blev femten udvalgt til antologien Undergang, og vindernovellen blev ganske fortjent Mikkel Harris Carlsens velskrevne ’La Gioconda ved Tidernes Ende’ om kunsthistorikeren Pawel, som står og nyder maleriet af Mona Lisa på Louvre, da bygningen pludselig styrter sammen omkring ham. Med døde og sårede omkring sig men selv uskadt tager han maleriet med sig for at beskytte det. Men efterhånden, som katastrofens omfang bliver klar, ændrer kunstens rolle sig.

De femten noveller tager meget forskelligt fat på emnet, og på trods af, at det umiddelbart ville være let at forfalde til rene horror-scenarier, så er novellerne andet og langt mere end det.

Åbningsnovellen ’Skriften på væggen’ af Inge Pernille er for eksempel en ganske humoristisk fortælling i to spor. Et, hvor den fåmælte forfatter forsøger at finde på en original apokalyptisk idé og et, hvor den gode doktor skal behandle en patient med en vorte. De to spor krydses til sidst i en finurlig og tankevækkende slutning.

’Sværmen’ af Manfred Christiansen er en mere klassisk undergangsfortælling i science fiction-regi, hvor en barriere lukker af for solens stråler og efterlader civilisationen i opløsning. Det lykkes for en gruppe overlevere at bryde barrieren, men ikke alle er glade for dette.

I ’Frelse gennem bod’ af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen er katastrofen for længst indtruffet, og nu forsøger de overlevende at klare sig igennem på bedste beskub. De to brødre, Peter og Jeppe, bor alene sammen med deres lille søn, Søren, men på en nærliggende herregård holder en religiøs gruppe til, som med alle midler forsøger at få brødrene med ind i fællesskabet. Her handler det ikke om selve katastrofen, men om de eftervirkninger den har på menneskeheden og civilisationen.

Den sidste novelle, jeg vil fremhæve, er Kasper Grandetofts ’Klong Prem’. I et thailandske fængsel sidder fortælleren, en vesterlænding, og venter på en dødsstraf. Han vil gøre alt for at flygte og har allieret sig med en lokal mafialeder, men før dagen for flugten oprinder, falder fængslets rutiner fra hinanden. Først begynder vagterne at opføre sig mærkeligt og endnu mere voldeligt, end de plejer, og så efterfølges et enormt brag af sprækker i fængslets mure. I kaosset slipper fortælleren ud, men til hvad?

Som det fremgår af ovenstående er novellerne, trods det fælles udgangspunkt, meget forskellige. Generelt synes jeg, at de er velskrevne og spændende tænkt, og det er også dejligt forfriskende, at der er flere nye navne blandt bidragsyderne, blandt andet en debutant på 70 år! Der var dog også enkelte noveller, som ikke sagde mig så meget, eksempelvis ’Lys, levende og langt væk’, som bestemt er velskrevet, men hvor jeg simpelthen ikke forstår historien. Men det kan jo være min dumhed.

Udover de femten noveller indeholder Undergang også et kort forord, hvor redaktøren fortæller om konkurrencen samt et interessant essay til slut om de apokalyptiske genrer. Desuden er der en kort introduktion til forfatterne sidst i bogen.

Alt i alt en spændende og velredigeret antologi, som kan læses af alle og ikke kun genre-entusiaster.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Valeta

Indhold:

Inge Pernille: Skriften på væggen
Maria Kjær-Madsen: Kromoson Y
Gudrun Østergaard: Ord har hærget
Paul Calderara Eskekilde: Mui Ne
Manfred Christiansen: Sværmen
Jacob Holm Krogsøe og Martin Vangsgaard Jürgensen: Frelse gennem bod
Mikkel H. Carlsen: La Gioconda ved tidernes ende
Rasmus Wichmann: Den forkerte art
Jeppe Bisbjerg: Sort sol
Merete Richter: Mycelium
Nikolaj Johansen: Døde mænd
Kasper Grandetoft: Klong Prem
Michael Toubro: Røvbøde
Martin Paludan: Lys, levende og langt væk
Amdi Silvestri: Den allersidste dans

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Carriers

CarriersForleden så jeg et klip på YouTube med en ung mand, der havde planlagt, hvordan han ville klare sig, når zombierne kommer. Jeg har ikke på samme måde lagt en plan, men jeg er ikke desto mindre vældig fascineret af tanken om, hvordan man egentlig ville klare sig, hvis jorden blev udsat for f.eks. zombier eller en dødelig pandemi. Derfor sluger jeg katastrofefilm, og en sådan er Carriers.

Brødrene Brian og Danny er på vej til havet sammen med de to piger, Bobby og Kate. Verden er blevet ramt af en dødelig influenza-pandemi, og ingen steder er der sikkert, så hvorfor ikke taget til strandhotellet, som for brødrene er fyldt med gode barndomsminder.

Men vejen dertil er fyldt med farer. Dels er der risikoen for at møde smittede – og selv blive smittet. Dels er der behovet for mad, vand og benzin til bilen, og det er ikke altid let – eller ufarligt – at få fat i.

Samtidig er der også det menneskelige spørgsmål. Godt nok har de fire lavet en pagt, hvor aftalen er, at bliver nogen smittet, må de anses for døde og efterlades. Men hvordan fungerer den strategi, når de stilles overfor den i praksis?

Jeg købte Carriers på en ferie i Thailand, og bagsiden stod kun på thai, så jeg anede intet om indholdet udover de stills, der var på coveret. Men jeg blev kun positivt overrasket. Carriers er filmet i New Mexico, og stemningen emmer af undergang. Jeg tror ikke, at brødrene Pastor har haft et overvældende budget, men med beskedne midler har de alligevel skabt et troværdigt efter-katastrofen scenarie.

Samtidig synes jeg egentligt også, at de unge skuespillere gør det udmærket, og så er der lige en birolle til Christopher Meloni (Special Victims Unit), som er overraskende god i rollen som Frank Holloway, faren til en lille syg pige, som de fire møder på deres vej.

Filmen skildrer både gruen over sygdommen, og de moralske spørgsmål som de overlevende stilles overfor. Og så er der nogle umanerlig ubehagelige makeup-effekter af de ramte. Alt i alt en rigtig vellykket pandemi-film, om hvilken min yndlings forfatter Mr. King skriver i Entertainment Weekly: “Is Carriers a great movie? No. But it’s a good movie. Piper Perabo is sensitive and believable as the survivalist older brother’s girlfriend, and Christopher Meloni turns in a bravura performance as the desperate father. When he’s on the screen, you can’t take your eyes off him; the simplicity of his rage and grief compels belief … The real pleasures of Carriers though are its bleak, believable script and the gorgeous daylight-nightmare cinematography of Benoit Debie. Downbeat or not, Carriers is a beautiful thing to look at.”

Om filmen:

Instruktør: David Pastor og Àlex Pastor
Udgivelsesår: 2009
Tagline: The rules are simple. You break them, you die…

De apokalyptiske genrer – en introduktion til undergangskultur

For nogen tid siden læste jeg en super interessant artikel af Martin Schjönning på Apokalyptisk, hvor han giver en kort introduktion til undergangskultur. Jeg kan kun anbefale, at man læser hele artiklen, men her er et par appetitvækkere:

Om de sidste tider
“Vi mennesket har været morbidt fascineret af verdens ødelæggelse, minimum siden vi lærte at skrive. Blandt de ældste kendte tekster, både af religiøs og fiktionel karakter, finder man hyppige referencer til jordens undergang – særligt i form af naturkatastrofer som datidens lærde kun kunne beskrive som guddommelig indblanding.”

Om tiden efter katastrofen
“Decideret post-apokalyptisk fiktion findes dog først i moderne tid. I reglen regnes Mary Shelley’s roman The Last Man (1826) som det første værk i denne genre, skønt den både i samtiden og efterfølgende er fuldkommen ignoreret – især i forhold til Shelley’s debut Frankenstein. Først med en af science fiction-genrens mest hædrede fædre, H.G. Wells (1866-1946) etableres post-apokalyptisk litteratur som en solid undergenre, med nu verdensberømte værker som The Time Machine (1895) og sørgeligt oversete tekster som The World Set Free (1914). “

“Efterfølgende katastrofescenarier afspejles af den samtid de forskellige værker skabes i. Energikriserne i 1970′erne førte til kulturperler som Mad Max-filmene (1979-1985, en ny er på vej til 2013), af hvilken nummer tre er et af de mest berømte genreværker overhovedet. Den stigende digitalisering og robotisering af samfundet har siden 80′erne revet et utal af værker om løssluppen teknologi med sig (kulminerende i Matrix-serien 1999-2003). Den store opmærksomhed på miljøet og global opvarmning fra 90′erne til i dag har skabt Waterworld (1995) og The Day After Tomorrow (2004).”

Om det utrolige og fatale
“De fantastiske elementer i apokalyptisk kultur er ikke nye opfindelser. Rumvæsener har eksisteret mindst siden den syrisk/romerske satireskribent Lucian udgav sin Sande Historie (ca. 100 e.Kr.), hvor han bl.a. besøger måne-folket. Zombiehorden er en hel del ældre og figurerer allerede i det næsten 4000 år gamle Gilgamesh-kvad fra Babylon, hvor en ond præstinde truer med at åbne Helvedes porte og lade de døde myldre ud og fortære de levende.”

“Imens rumvæsener invaderede jorden i alle afskygninger – fra den Messias-lignende Klaatu i The Day the Earth Stood Still (1951) til de ultimative infiltratorer i Invasion of the Body Snatchers (1956) – levede zombien et relativt afslappet uliv i Caribien. Zombien var ofte alene, og blev brugt som et hævnens værktøj, styret af en ond troldmand. Men i slutningen af de glade tressere brød helvede løs. Den apokalyptiske zombie er ét ud af ekstremt få monstre der har en nøjagtig fødselsdato. Den så nattens mulm første gang d. 1. oktober 1968, da George A. Romeros sort/hvide kultmesterværk Night of the Living Dead havde premiere i en lille biograf i Pittsburgh. De levende døde var nu en ustoppelig, kannibalistisk, hjernedød sværm, og ikke længere en ensom skygge bag et kirkegårdstræ i Haiti.”

Om moralens forfald
“Post-apokalyptisk kultur i almindelighed, og zombie-genren i særdeleshed, handler om livet under og efter en global, uafvendelig katastrofe. Oftest har pågældende katastrofe været pludselig og overraskende, og mange gange er der ikke det store menneskeheden kan stille op imod den. Handlingsmønstre i disse værker beskæftiger sig som regel med ren og skær overlevelse af arten – altså kødet.

Cyberpunk-genren er derimod en slags skæv fætter til science-fiction og post-apo, hvor det ikke så meget er livet der trues, men i langt højere grad den menneskelige moral. Talrige Cyberpunk-værker håndterer emner som korruption, moralsk og mentalt forfald, samfundets opløsning, og især den menneskelige forms ophør: Det der beskrives som den transhumanistiske evolution, hvor mennesket (som art) rykkes længere og længere bort fra sig selv via teknologi. Hvor post-apokalyptisk kultur handler om undergang på et rent fysisk plan, handler Cyberpunk i reglen om undergang på et psykisk plan.”

Ovenstående tekst er citeret fra Martin Schjönnings artikel “De Apokalyptiske Genrer – En introduktion til undergangskultur”, som findes på Apokalyptisk hjemmeside: http://apokalyptisk.wordpress.com/about/de-apokalyptiske-genrer-en-introduktion-til-undergangskultur/

Illustrationen stammer fra Wikipedia, og er af Peter von Cornelius.

Høstens engle af Alden Bell

Høstens engleFor 25 år siden blev verden oversvømmet af zombier. Nu lever menneskene i små samfund forskanset bag mure, i en evig kamp mod de levende døde, mens de drømmer om tiden før zombierne, da civilisationen stadig eksisterede.

Men den 15-årige Temple gemmer sig ikke for livet. Hun er en overlever, født i den nye verden, og alene rejser hun gennem USA’s sydstater uden frygt for hverken zombier eller mennesker. Da en mand forsøger at voldtage hende, mens hun kortvarigt bor sammen med en gruppe, slår hun ham ihjel og må flygte for at undgå broderens hævn. Senere møder hun den stumme og retarderede Maury, som hun redder fra zombierne og beslutter sig for at følge til hans familie i Texas. Men vejen dertil er ikke problemløs, og på sin færd møder Temple og Maury en helt ny gruppering, der anser sig selv for at være verdens arvinger.

For Temple er verden dog ligetil. Uanset om hun støder på både sorger eller glæder, tager hun alt til sig med en umiddelbar taknemmelighed uden fordømmelse. Hun bærer dog også på en stor sorg, som, hver gang hun møder gode mennesker, driver hende videre efter kort tid.

Jeg blev meget betaget af Høstens engle, som måske nok er kategoriseret som ungdomsbog i bibliotekerne, men som absolut fortjener, at den voksne læser giver den en chance. Jeg kom til at tænke på en blanding af The Road af Cormac McCarthy og Resident Evil når det er bedst, men med hovedpersonen Temples filosofiske tilgang til livet er romanen alligevel helt sin egen.

Alden Bell skriver godt og skaber en helt særegen stemning i romanen, som på samme tid er smuk og hensynsløs. Selvom verden ikke mere er, som vi kender den, er det ikke nødvendigvis dårligt – for maddikerne (som Temple kalder zombierne) udfylder bare deres plads, og så er det op til mennesket af finde sin i den nye verden. På den vis minder Høstens engle også lidt om min yndlings zombi-tegneserie The Walking Dead.

Alden Bell er et pseudonym for Joshua Gaylord, der debuterede som forfatter i 2009 med romanen Hummingbird, der intet har med hverken zombier eller jordens undergang at gøre. Ved siden af skriveriet underviser han i engelsk, og har en Ph.D. med speciale i det tyvende århundredes amerikanske og britiske litteratur.

Høstens engle er velfortjent blevet godt modtaget af anmelderne, og har bl.a. vundet ALA Alex Award 2011 samt været nomineret til Philip K. Dick Award 2010 og Shirley Jackson Award 2010. I Danmark har den fået 5 stjerner i af Steffen Larsen i Politiken med ordene: “klog underholdning, fuld af syrede  syner og mesterligt sprog”.

Alt i alt en anderledes zombiroman som både vækker eftertanke og leverer splat, grin og tårer. Absolut anbefalelsesværdig…

Om Høstens engle:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Iris, 251 sider
Originaltitel: The Reapers Are The Angels
Omslag: Peter Solow

Se mere på Forlaget Iris hjemmeside

 

Ruiner af Adam O

Ruiner af Adam OI en ikke så fjern fremtid går den måske eneste overlevende person, Ask, rundt i et København, som langsomt er ved at blive opslugt af naturen. Her fortæller han historien om, hvordan det gik så galt. Hvordan verden var før; hvordan krigen mod terror gjorde, at regeringerne indførte den ene terrorpakke efter den anden for at beskytte befolkningen; hvordan befolkningerne så stort på brudene på menneskerettighederne i jagten på tryghed; hvordan overvågningssamfundet eskalerede til mikrochips indopereret i alle borgere; og hvordan det hele til sidst brød sammen.

Billedsiden viser Ask vandrer rundt i København, hvor vi ser byens forskellige vartegn ligge som ruiner. Billedrammerne skifter mellem helsides opslag til sider med fortløbende billedrammer. Farverne er afdæmpede og tegnestilen realistisk, og jeg blev dybt fascineret af Asks vandring i denne ruinby. Tekst og billeder supplerer hinanden glimrende, og hver billedramme rummer elementer som udvider historien, hvis man giver sig tid til at studere dem.

Adam O ligger ikke fingrene imellem, når han beskriver, hvad nutidens unge har at se op til: “Det var en mærkelig tid at være barn i. Da mine forældre var unge var deres idoler rebeller og langhårede rockmusikere. De forbilleder jeg blev præsenteret for, var tankeløse plastikopererede teenagere, der indespærrede på luksushoteller i endeløse realityprogrammer, udlevede opkastfremmende parringslege og gement forræderi i jagten på en middelstor sum penge…”

Og han giver heller ikke meget for George Bush’s erklæring i krigen mod terror, at enten er du med os eller også er du imod os. Ligesom han sætter spørgsmålstegn ved selve begrebet krig mod terror – for hvordan kan man kæmpe mod et begreb? Dermed bliver Ruiner også et politisk statement, og det vil nogen måske mene ikke hører til i en tegneserie. Jeg synes dog kun, at det er velgørende med en fortælling, som vil noget, og jeg synes absolut, at det er lykkes for Adam O. at få sin mening frem. Og så kan man jo enten være enig eller uenig i hans politiske holdning, men det ødelægger ikke fortællingen.

Ruiner giver et bud på, hvor galt det kan gå, hvis vi lader andre tænke for os, og hvis vi glemmer at passe på. For selv det, der bliver gjort i den bedste mening, kan få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke er opmærksom.

En anden dystopisk tegneserie, der også kan anbefales, er Metrozone af Søren Mosdal.

Læs et interview med Adam O på Fantastiske Forfattere

Besøg forfatterens hjemmeside

Om Ruiner:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Fahrenheit, 48 sider