maj 2018
M T O T F L S
« apr    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘provinsgys’

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenDen lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

I 1887 forsvandt folkemindesamleren Albert Termansen sammen med sin assistent, tegneren Werner Kværndrup. De to rejste rundt for at studere den danske landbokultur, men forsvandt sporløst da de nåede Randvad, en landsby nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland.

130 år senere bliver akademikeren Karl Johansen ansat af rigmanden Henrik Termansen, der ønsker at finde ud af, hvad der egentlig skete med hans tipoldefar Albert. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, men efterhånden som Karl graver dybere ned i arkiverne, går det op for ham, at sagen gemmer på mere end øjet aner.

Karl tager derfor til Sønderjylland og lejer sig ind på kroen i Randvad. Allerede fra første dag får han en fornemmelse af, at byens indbyggere ikke er begejstrede for hans besøg. Faktisk føles stemningen direkte fjendtlig. Men Karl fortsætter sin udforskning, og langsomt begynder han at finde oplysninger om Albert, som arkiverne ikke kunne give ham.

Historien om Albert og Karl fortælles i to parallelle spor i 1887 og i 2017. Heri blander forfatterne afskrifter af breve, dagbøger og andre kilder, der står som sandhedsapostle i en fortælling, der langsomt bliver mere og mere foruroligende. For Randvad er ikke som andre små byer. Indbyggerne ikke bare holder sig for sig selv, de afskyer fremmede, hvad enten det er præster, forskere eller naboerne fra Løjt Kirkeby. Trods den truende atmosfære er der dog noget i byen, som tryllebinder både Karl og Albert. Men hvad? Og kan den viden komme til for høj en pris?

Randvad er Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens første roman. De har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen, og i 2014 udgav Martin Wangsgaard Jürgensen romanen Åndemanerne.

Jeg har mødt Jacob Holm Krogsøe flere gange i arbejdets medfør (vi er begge bibliotekarer), og det kan selvfølgelig være problematisk at anmelde bøger af bekendte. Især hvis man ikke bryder sig om det læste, eller – i den anden kategori – skamroser det. Jeg befinder mig denne gang klart i nummer to kategori, men nu er I så advaret 🙂

Forlaget betegner Randvad som en gotisk krimi: “Skønlitterære værker om forbrydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af de forbrydelser.” Her er da også tale om en foruroligende rejse ind i mørket – såvel skovens som menneskesindets.

Som sagt er jeg meget begejstret for Randvad, som både er velskrevet, urovækkende og fascinerende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Alberts og Karls historier, ligesom skildringen af den på overfladen så idylliske landsby med den dystre hemmelighed er rædselsvækkende på den helt rigtige måde. Skoven er nærmest en karakter i bogen på lige fod med personerne, og jeg kunne ikke undgå at tænke på Arthur Machen (og faktisk også danske Thomas Strømsholts Auwisnat).

Næsten umærkeligt ændrer stemningen sig, jo længere vi kommer ind i bogen, ligesom også Karl ændrer sig, jo nærmere han kommer på opklaringen af Alberts forsvinden. Denne langsomme deroute skildres overbevisende, og gav mig på fornem vis mindelser om Jack Torrance fra Ondskabens Hotel.

Randvad er en af den slags historier, der umiddelbart virker uskyldig, men som langsomt trækker læseren længere og længere ind i mørket, hvor afsindet rumler og angsten hersker. En stor anbefaling herfra.


“Jeg skal ikke gennemgå alle detaljerne nu, dem kan du læse om her.” Henrik lagde en knogletynd hånd på ringbindet foran sig. Så fortsatte han. 

“Efter nogen tid i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tog de til Løjt Kirkeby og derfra til en lille landsby – Randvad. Her må der være sket noget, for deres ophold i landsbyen blev meget længere end planlagt, og det er vanskeligt at gennemskue, hvad de foretog sig på stedet. Egentlig skulle de rejse videre vestover, mod Agerskov og Tønder for så at tage sydøst på til Flensborg. Sådan er det i hvert fald beskrevet i udkastet til projektet.

I Randvad mister vi ethvert spor af dem. Det sidste livstegn, vi har, er et brev fra min tipoldefar til min tipoldemor, Erna Mathilde Termansen. Brevet er lidt forvirrende skrevet, men uden antydninger af nogen problemer, som kunne være opstået for dem. Det eneste er, at han kort skriver om ‘Randvads hemmelighed’. De opdagede altså et eller andet i Randvad, men hvad ved vi ikke. Vi aner ganske enkelt ikke, om Albert og Werner døde i Randvad, om de rejste videre eller hvad der skete, efter brevet blev afsendt.” (s. 18-19)

 

Se et videointerview med Jacob Holm Krogsøe

Om Randvad:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 233 sider
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Læs også:

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
De underjordiske af Thomas Strømsholt
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Fra skyggerne af Henrik S. Harksen
Diget af Teddy Vork
De hviskende veje af Nick Clausen
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Står dommedag for døren eller er der en naturlig forklaring på de mange mærkelige hændelser, der hjemsøger den lille by Rakelsminde?

Tag en knivspids religiøst fanatisme, drys med en flygtning fra Syrien og tilsæt så en kvindelig journalist med problemer på hjemmefronten. Og hvis du så blander det med Stephen Kings The Tommyknockers og Michael Kamps Samlerne, så får du en fornemmelse af brødrene Garmarks første roman Rakelsminde. En weird, spændende og totalt underholdende roman.

Tea Ehlers er træt af journalistiske skodopgaver. Seneste har hun måtte høre på en lokal konspirationsteoretiker, der er overbevist om, at regeringen – eller rettere skyggerne bag regeringen – skjuler sandheden for os. Nu trænger hun til en god historie.

Så da hendes redaktør sender hende ud for at dække et yderst opsigtsvækkende selvmord, burde hun være spændt. Men desværre kender hun selvmorderen, for hun er selv vokset op i den lille by, Rakelsminde, hvor tragedien fandt sted.

For flygtningen Sayid er Rakelsminde svaret på en række håb og drømme. Han er flygtet fra Syrien, hvor han mistede sin kone og sine to døtre i borgerkrigen. Efter han kom til Danmark, har han gjort alt for at lære sproget, og nu har han købt et lille hus i Rakelsminde. Han har dog ikke været der længe, før han opdager, at byen ikke er så idyllisk endda.

Hvad er det, der gemmer sig i den døde zone, der grænser op til byen? Hvordan kan Elnas garnhus pludselig forsvinde? Hvad betyder de grusomme lydbølger, der brager gennem byens gader og gør beboerne vanvittige? Og hvilke hemmeligheder gemmer sig i Sayids fortid?

Udover Tea og Sayid præsenteres vi også for den darwinistiske pastor Grøn; lederen af Jesu Salige, Jacub Abraham Borg; den enfoldige lokale betjent Preben Gøttsche samt Kain Ollin, en undseelig ung mand med en ganske særlig evne.

Lige fra jeg første gang så Mikkel Henssels stemningsfulde forside, har jeg glædet mig til at læse Rakelsminde. Og heldigvis blev mine forventninger ikke skuffet. Historien er actionfyldt og velskrevet, og tempoet er højt hele vejen, selv når vi tager på springtur tilbage til Sayids fortid. Der er dog også en mere alvorlig side af romanen, hvor brødrene undersøger, hvad det betyder at være et godt menneske. For det viser sig jo at fanatisme ikke kun findes blandt nazister og islamister, men såmænd også kan forekomme i en hyggelig lille by som Rakelsminde.

Forlaget kalder romanen for en spændingsroman, mens brødrene selv betegner den som en mysterythriller. Det er da også lidt af en genrehybrid med sine islæt af horror og science fiction, men accepterer man romanens præmisser, så garanterer jeg nogle timers forrygende underholdning. Jeg var i hvert fald fuldstændig solgt under læsningen og kan kun anbefale Rakelsminde.

Både David og Stephan har tidligere udgivet romaner hver for sig, men Rakelsminde er den første bog, de har skrevet sammen. Den blev skrevet som en homage til deres ungdoms litterære helte Stephen King, Clive Barker og Dean Koontz, og man aner da også inspirationen fra disse undervejs. Alligevel synes jeg, at brødrene har skrevet deres helt egen historie, og jeg håber ikke, at det bliver den sidste fælles bog fra deres hånd.

Klokken over døren bimlede, da Sayid forsigtigt åbnede døren ind til butikken og trådte ind i det kølige lokale med Tea lige bag sig. 
“Jamen, der har vi jo dagens muslim-mand i brun sovs,” sagde slagteren jovialt og jog en blodig finger i vejret. “Vent et øjeblik.” Han grinede og gik ud i baglokalet.
Sayid så sig om. Der var noget helt galt. Der var koldt, og der stank af jern og afføring. Og noget, der var værre. Hans krop sank sammen, da hjernen langsomt dechifrerede, hvad det var, der lå i montren, og hvad der var hængt op i kødkrogene bag disken.
“Tea,” hviskede han og sank sit spyt. “Det er – “
“Nu skal du bare se her, min muslimske ven. Jeg har fået halal hjem!” Slagteren smed et blodigt stykke kød op på disken. Det dampede i det kølige lokale.
Det var en halv torso.
Huden var glat og solbrun. Lige over kønsbenet var der en antydning af krøllet kønsbehåring, og foroven et hvidt, spædt bryst med en lyserød brystvorte.

Slagteren greb en kniv og begyndte at hvæsse den. “Ribbenene! Det her er det bedste stykke. Det er helt sikkert da! Hvor meget vil du have?” Han pressede kniven mod kødet og begyndte at skære.
Tea skreg. (s. 128)

Hvis du er til dommedagsthrillere kan jeg også anbefale Christopher Galts spændende scifi-thriller Det tredje testamente eller danske Philip Hallenborgs debutroman Og jeg saa en ny himmel.

Læs et interview med brødrene Garmark på Horsens Biblioteks hjemmeside

Om Rakelsminde:

Udgivelsesår: 06.11.2017
Forlag: Kandor, 294 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg David Garmarks hjemmeside eller Stephan Garmarks Facebook-side

De utilpassede af John Kenn Mortensen

De utilpassede af John Kenn MortensenEt blodigt eventyr fra Udkantsdanmark” er undertitlen på John Kenn Mortensens vampyrroman fra 2014. Den har længe stået på min læse-liste, men først for nyligt fik jeg gjort noget ved det. Nu vil jeg så skynde mig at anbefale den videre, for De utilpassede er vitterlig både blodig og sjov, og er som altid mesterligt illustreret af John Kenn Mortensen selv.

Johan bor på Lolland sammen med sine forældre og storesøsteren Mette. Hans bedste ven er Jacob. De har holdt sammen altid, selvom Jacob er både lille og lidt mærkelig. En dag kommer en gammel lastbil til byen. Ud stiger to grimme, gamle kvinder, som hænger en plakat op på byens opslagstavle:

VIGTIGT! VIGTIGT!
INFOMØDE
Mød op i forsamlingshuset i aften kl. 20
og hør, hvordan vi vil bringe velstand
tilbage til jeres vidunderlige by!
GRATIS FORFRISKNINGER
(KUN for voksne)

Siden sukkerfabrikken lukkede, er økonomien gået ned ad bakke i byen, så alle de voksne tager naturligvis med til mødet. Johan må blive hjemme, hvor hans babysitter (den lidt ældre Dorthea som han hemmeligt er forelsket i) passer ham. Om aftenen bliver det et frygteligt uvejr, og Johan og Dorthea ender med at falde i søvn under billiardbordet. Men da de vågner næste dag, er Johans forældre stadigvæk ikke kommet hjem.

Herfra går det fra skidt til værre. Det viser sig, at alle de voksne er blevet forvandlet til vampyrer, og nu må børnene forsøge at overleve. Men i stedet for at holde sammen bliver børnene delt op i fraktioner, og til sin store skræk ender Johan sammen med byens rod, Jackie. Johan har engang sladret om Jackie, og nu er han overbevist om, at Jackie vil slå ham ihjel.

Det er dog langt fra det eneste problem. For hvad er der sket med Jacob? Hvad er det for nogle skikkelser, der gemmer sig i skoven? Og hvordan slipper de væk fra Lolland?

De utilpassede er en yderst underholdende roman for børn fra 10-12 år og op, fortalt i et let og ligetil sprog og med en konstant vibrerende spændingskurve. Der er fart over feltet fra første side, og John Kenn Mortensen lader aldeles politisk ukorrekt sine unge hovedpersoner opleve den ene blodige episode efter den anden, mens den lollandske soveby forvandles til et vampyrmekka, hvor ingen er fredet.

Selve bogen er også lækker. Der er arbejdet med layoutet, så hvert kapitel er illustreret med fine vignetter, der passer til netop det kapitel. Ligeledes er romanen fyldt med fede illustrationer holdt i John Kenn Mortensens velkendte stil. Så selvom man er ovre sin første ungdom, så er det en ren fornøjelse at dykke ned i dette syrede udkantseventyr, hvor humor og splat går hånd i hånd.

Om De utilpassede:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Carlsen, 312 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Udvalgt bibliografi:

Mareridtsfabrikken og andre rædsler, 2016
Monstre, 2016
Turen gennem Midnatsskoven, 2015
Flere post-it monstre, 2012
Post-it monstre, 2011

Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside
Læs også anmeldelsen af De utilpassede på Kulturkapellet

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Hvad nu hvis kedsomhed ikke er det værste, du har at frygte i Udkantsdanmark?

Mathias er forfatter, men han er gået i stå med skriveriet. Han er også lige blevet dumpet af kæresten Lene, og så har han arvet et hus langt ude i provinsen, efter en onkel han ikke kendte. Med det nylige brud i bagagen beslutter Mathias sig for at tage til Mundstrup for at komme væk fra det hele. Og måske vil roen og freden hjælpe ham med at få skrevet noget.

På overfladen virker Mundstrup da også som en ren og pæn lille by, fyldt med venlige indbyggere. Men Mathias får alligevel snart fornemmelsen af, at noget er helt galt. Hvorfor er byens borgmester så interesseret i at holde ham fra oplysninger om byens historie? Hvad laver de i rådhusets kælder? Hvorfor sejler bådene ud om natten? Og har Mathias en chance hos Kaya, Mundstrups bibliotekar?

Skyggen over Mundstrup er en herlig homage til H. P. Lovecrafts roman Skyggen over Innsmouth. Mads L. Brynnum blander Lovecrafts rædsler med dansk provinsidyl, og resultatet er en underholdende roman med et snert af uhygge, som kan læses af både unge og voksne.

Brynnum er også stand-up komiker, og hans tørre humor skinner klart igennem i romanen, hvor Mathias kommer længere ud på landet, end han har lyst til. Historien har dog også mere skræmmende elementer, og slutningen blander action, uhygge og humor i et perfekt mix.

Jeg læste Skyggen over Mundstrup i et stræk under en togtur hjem fra Berlin. Brynnum skriver levende, og historien er letlæst med et godt flow. Jeg sad med et smil på læben under det meste af læsningen, hvor selv de mest horrible scener serveres med kulsort humor.

Der er dog også en god spændingskurve i fortællingen, for Mathias vakler konstant mellem at tro på onklens efterladte noter, der støtter hans egen fornemmelse af, at noget er helt galt i Mundstrup, og så hans realitetssans der naturligvis ikke kan tro på monstre og menneskeofringer. Således er der også ansatser til rigtig horror ind i mellem som f.eks. Mathias’ besøg i rådhusets kælder eller hans tur ud i mosen. Også det gør Brynnum godt, så skulle han få lyst til at give den genre et skud, står jeg i hvert fald klar. Jeg var nemlig vældig underholdt under mit besøg i Mundstrup.

Godt en time og en halv pakke optændingsblokke senere var der ild i brændeovnen. En flakkende og usikker ild der ikke gjorde meget i kampen mod kulden. Men Mathias havde fået basket skrivebordet ned ad trappen og havde pludselig ikke brug for mere varme. Det passede godt i stuen, skrivebordet, og tre-fire kopper kaffe senere var han klar til at gå i gang. Der var en bog der skulle skrives, og det kunne passende være første skridt at få styr på livet. Så han klappede sin computer op, og præcis samtidig med det tændte naboen for sin plæneklipper. Det var ikke en høj lyd, men til gengæld var den gennemtrængende. Den startede i tænderne og spredte sig derfra indtil han snart følte at alle knogler i hans krop vibrerede. 

Mathias tog høretelefoner på, tændte for noget aggressivt musik og lod dunkende trommer og hvinende guitarer drukne lyden af plæneklipperen. Men han havde kun lige sat fingrene til tastaturet, før en knugende fornemmelse fik hans skuldreblade til at trække sig sammen. Det var som om nogen som kiggede på ham. Som om nogen stod lige bag ham og bare stirrede, og pludselig kunne han også fornemme lyden af et tungt åndedrag gennem larmen fra musikken og plæneklipperen. 

Der var selvfølgelig ingen. Ingen i stuen, ingen i haven og ingen på den anden side af den døende hæk. Ingen. Han var helt alene.”

Udover Skyggen over Mundstrup har Mads L. Brynnum også skrevet Mythos ABC, en Lovecraft inspireret abc-billedbog bygget på Cthulhu Mythos, samt Når en drage drager ud med rim om monstre for mindre børn.

Har du lyst til at prøve andre danske provinsgys, så giv f.eks. Morten Nis Klenøs Skidt klædte mænd med baseballbat eller Morf af Frank Brahe en chance.

Om Skyggen over Mundstrup:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Calibat, 210 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Morf af Frank Brahe

Morf af Frank Brahe

Intro:
Denne historie finder sted på landet, i det der nu om dage kaldes udkantsdanmark med bondegårde, husmandsteder, sært placerede villaer, faldefærdige huse med smadret landbrugsudstyr, døde biler og skrammel uden for. Der ligger en skov i nærheden, ved siden af en eng. Skoven hedder den lille skov. Engen kaldes engen. Man kan se en lille landsby – en samling huse og gårde, ganske små, et par kilometer borte fra engen. Der er nu ikke så mange, der bor i området længere.”

En aften banker det på døren hjemme hos Evald. Udenfor står Steff. Han har en dims stikkende ud af hovedet, og får Evald til at følge med ud i skoven for at tilintetgøre nogle mystiske pupper, der hænger i skoven.

Hvorfor hænger der pupper i skoven? Hvem går rundt og mærker landsbyens beboere? Hvad er det for en mærkelig eksem, der spreder sig? Hvem er Solvej Axel? Er der en intergalaktisk krig i gang? Og hvorfor bor der færre og færre mennesker i udkantsdanmark?

Der er fuld skrald på i “Morf”, en skør, skæv og rablende historie om en mystisk smitte, der spreder sig i udkantsdanmark. Tegningerne er sort/hvide og holdt i grove streger. Så grove at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at finde ud af, hvem der var hvem i historien. Men der så meget energi i fortællingen, at den slags detaljer ikke stopper læsningen, som slutter med lidt af en cliffhanger. Så hvem ved? Måske får vi også et bind 2 om Steff, Solvej og de andre.

Om “Morf”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gymnoten, 113 sider
Tekst: Anders Hansn
Tegninger: Frank Brahe

Se interview med Frank Brahe på FavrskovPosten

Læs også Thomas Winthers anmeldelse i Himmelskibet, nr. 49:
… underholdende mørk science fiction-fortælling med varulve, tentakelmonstre og folk der sjældent har muligheden for at gøre en forskel, men som nu skal redde jorden.”

Det sidste hus af Jonas Wilmann

DetSidsteHus_JonasWilmannUdkantsdanmark slår tilbage i Jonas Wilmanns novelle “Det sidste hus”.

I et fremtidigt Danmark har den statsansatte lejemorder Hedenius fået til opgave at rydde det sidste hus i Vesthimmerland Kommune. Hele området skal afvikles for at skabe plads til en gigantisk vindmøllepark, der skal sørge for energi til Danmarks fire største (og snart eneste) byer.

Selvom området burde være ubeboet holder en enlig ældre mand, I. L. Kejser, stadig stand i sit hus i Ranum. Hele 12 lejemordere har forsøgt at rydde ham af vejen, men er selv forsvundet i stedet. Nu er det op til Hedenius at slutte opgaven. Han er sikker på, at de andre lejemordere blot er deserterede, for hvor svært kan det trods alt være at slå en gammel mand ihjel?

Wilmann skrev novellen i 2012 under titlen “Det sidste hus i Vesthimmerland”. Året efter udgav han “Udkantshistorier”, som udspiller sig i samme univers men i øvrigt er urelaterede. Novellen udkom første gang i “Mestertyvens sidste ønske: ny dansk fantasty 2013”. Nu er den blevet genudgivet på forlaget Calibat, spændende illustreret af Aske Schmidt Rose.

Calibat udgiver bøger indenfor de fantastiske genrer og målgruppen er børn og unge. Dog udgiver forlaget også titler, der appellerer på tværs af aldersgrupper og et ældre publikum. Her hører Wilmanns udgivelse klart til i mine øjne.

Fortællingen er både rå og blodig, og giver samtidig et kritisk blik på hvordan det nutidige danske samfund langsomt afvikler områderne udenfor de store byer – naturligvis med Wilmanns eget twist.

Illustrationerne underbygger på bedste vis historien, og der er arbejdet virkeligt spændende med farverne, så tekstsidernes baggrund følges med illustrationerne. I det hele taget er “Det sidste hus” en lækker udgivelse at sidde med i hånden, så selvom de små 50 sider er hurtigt læst, så holder indtrykket længere.

Besøg forlaget Calibat eller Jonas Wilmanns hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Aske Schmidt Rose
ISBN-13: 9788793281097
Sideantal: 49
Forlag: Calibat

Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen

Malkoebing_MuseumUnderholdende antologi, der med udgangspunkt i Malkøbing Museums genstande, lader gamle sagn og myter genopstå.

”Malkøbing Museum” er skrevet som et samarbejde mellem tre forfattere. Historierne tager udgangspunkt i genstande fra Malkøbing Museum, som åbnede i 1902 og indeholder mange sære objekter med tilknytning til gamle sagn og myter.

I det første kapitel er det finske sagn om Ilmarinen baggrund for fortællingen. Ilmarinen var ifølge finsk mytologi en meget dygtig smed, som bl.a. smedede en magisk genstand kaldet Sampo til en smuk jomfru for at overtale hende til at gifte sig med sig. Det ville hun dog ikke, og gemte straks Sampo’en i sit skattekammer dybt nede i jorden. I 1905, kommer en tysk doktor så til Malkøbing for at få fingre i et stykke af Sampo’en, der befinder sig på museet.

I andet kapitel ”Døren” springer fortællingen frem til 1912. Her får Anton Nordsø bragt en mærkeligt udseende dør fra et dødsbo til sin butik. Karmen er udsmykket med fornemt udførte udskæringer, der dog fuldstændig mangler kunstnerisk kvalitet og i stedet fremstår vulgære og kvalmende. Der går ikke længe, før det går op for Nordsø, at døren gemmer på en grusom hemmelighed, der kan få betydning for hele den civiliserede verden.

Kapitel tre ”De tre fjer” udspiller sig i 1922, og fortælles i jeg-form af kustoden Anton Willumsen. Historien handler om en lidt ældre ungkarl, som gifter sig med en noget yngre kvinde, der næste morgen findes død i ægtesengen under mystiske omstændigheder.

I kapitel fire får vi sandheden om nisser, mens kapitel fem afslører, hvor mareridt kommer fra. De følgende kapitler fortæller om hævn, der overskrider døden; elverpiger; magiske runer; lygtemænd; lindorme og fortidens hemmeligheder.

Generelt er fortællingerne underholdende, og jeg må indrømme, at jeg er ret vild med konceptet: at tage udgangspunkt i museumsgenstande med tilknytning til sagn og myter, og på den måde få fortidens gys ind i nutiden. Teddy Vork brugte samme kunstgreb i ”Diget”, som jeg også var rigtig glad for.

De tre forfattere til ”Malkøbing Museum” lader dog myterne være udgangspunkt for at fortælle deres egne historier, så hvis læseren vil have originalmyterne, må man selv slå dem op andetsteds, om end man dog oftest får en kort forklaring i hvert kapitel.

Historierne fortælles kronologisk fra 1905 frem til 2002, og hvert kapitel indledes med en form for dokument, som giver læseren et praj om, hvad historien kommer til at handle om, og ind i mellem er der også en form for epilog til slut.

Personligt synes jeg altid, at det er fedt, når der er arbejdet med den grafiske fremstilling, selvom her er tale om en billig paperback. Det giver derfor plus-point hos mig, at her er brugt forskellig typografi og stavning, alt efter hvilket år historien udspiller sig i, da det giver en ekstra dimension til selve fortællingen. Dog kunne jeg godt have ønsket, at man generelt havde brugt en lidt større font for at lette læsningen.

Som sagt synes jeg i det store hele, at historierne er underholdende. Forfatterne forsøger ikke at skrive ens, men lader i stedet den enkelte historie bestemme fortællerstemmen. Det, synes jeg, er lykkes godt, samtidig med at bogen alligevel fremstår som en helhed.

Her er både humor og uhygge, og flere af slutningerne har et herligt ironisk twist, så selvom jeg ikke var lige begejstret for alle historierne, så følte jeg mig generelt godt underholdt og kan derfor sagtens anbefale en tur til Malkøbing Museum.

Læs mere på Forlaget Damgaards hjemmeside

NB. For en god ordens skyld må jeg hellere gøre opmærksom på, at jeg havde fornøjelsen af at være beta-læser på manuskriptet, men i øvrigt hverken har økonomisk interesse i bogen eller forpligtelser overfor forfatterne.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Sider: 110
Forlag: Mojibake

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

Population 436

Population 436Jeg kan faktisk ikke helt huske i hvilken forbindelse, jeg faldt over Population 436, for jeg mindes ikke på forhånd at have læst anmeldelser eller omtale af den. Uanset så røg den i hvert fald i kurven, og nu har jeg så fået set den.

Steve Kady arbejder som statistiker og rejser rundt i landet for at foretage folkeoptællinger. Det bringer ham til den lille by Rockwell Falls, som tilsyneladende er et paradis på jord. Indbyggerne er tilfredse og glade, og ingen har lyst til at forlade byen for at slå sig ned andre steder.

Til at begynde med opfatter Kady intet af dette som unormalt, men da det viser sig, at Rockwell Falls indbyggertal ikke har ændret sig i 100 år, får han mistanke om, at noget er helt skævt under den idylliske overflade. Og snart går det op for ham, at byen ALTID har 436 indbyggere – uanset omkostningerne…

Som sagt faldt jeg ikke ned af stolen af begejstring, men til en kedelig regnvejrsdag kan den godt bruges, hvis man altså ikke forventer sig de store overraskelser. Kender man f.eks. Shirley Jacksons novelle Lotteriet så gennemskuer man hurtigt plottet (og det tror jeg såmænd også man gør, selvom man ikke kender den). Slutningen var dog lidt anderledes, end jeg havde forventet af en amerikansk film, men i ekstra-materialerne findes en alternativ slutning, som levede helt op til mine fordomme 🙂

Om Population 436:

Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Udgivelsesår: 2006