Indlæg tagget med ‘provinsgys’

Natradio af Niels Kjærgaard

Natradio af Niels Kjærgaard

Martin er vikar på lokalradioen Radio Lindsted, hvor han styrer teknik og musik, mens værten Tom står for snakken i programmet Natradio. Her kan folk ringe ind og tale med Tom om alt mellem himmel og jord, og ellers taler Tom selv om stort og småt.

Martin er egentligt et storbymenneske. Alligevel falder han hurtigt til i Lindsted, og snart flytter han fra det lokale motel ind i Toms fætters hus. Han får også et godt øje til Louise fra byens sandwichbar, og i det hele taget tegner tingene lyst.

En aften får de dog et underligt opkald under udsendelsen. En ældre herre ringer ind for at spørge, om de har set en mand, der går rundt i byen om natten. Manden forfølger tilsyneladende lytteren, men politiet tager ham ikke alvorligt. Det gør Tom heller ikke.

Samme aften bliver en mand, der går aftentur med hunden, overfaldet. Og snart efter begynder det at gå op for Martin, at der er noget galt i Lindsted. Men hvad?

Natradio er Niels Kjærgaards romandebut. Jeg har tidligere læst en række noveller af ham, som generelt har været absolut læseværdige. Det, synes jeg også, at Natradio er.

Noget horror er for feinschmeckere. Her leger forfatteren måske med sproget, plottet eller endda genren selv, og læsningen kræver en indsats af læseren. Andet horror er mere popcornhygge uden den helt store hjernegymnastik. For nogen kan sidstnævnte ikke være kvalitet, men der er jeg uenig. God underholdning er også en kvalitet, og i allerbedste forstand hører Natradio til popcornhygge.

Kjærgaard har skrevet en vellykket horrorroman, som uden store omsvøb eller fine fornemmelser fortæller en underholdende historie fuld af spænding og uhygge. Og selvom plottet måske ikke er det mest overraskende, hvis man er en gammel horrorfan som jeg, så rokker det ikke ved fornøjelsen. Natradio er god, kalorielet horror der kan læses og nydes som en kold is en varm sommerdag.

Jeg ser frem til at læse mere af Niels Kjærgaard, og så håber jeg på flere fortællinger i Apokalypse-serien.

Uddrag af bogen:

Han så sig omkring og lyttede, men der var atter stille. Han havde aldrig brudt sig om at være ude så sent om natten. Der var noget faretruende over mørket, for her havde fantasien frit spil.

Ikke så langt væk kunne han høre fodtrin. Nogen slæbte fødderne hen over fliserne på fortovet. Der kom et klik, og tanken var fuld. Hurtigt satte han slangen i holderen, men han havde bøvl med at sætte den ordentligt på plads. De slæbende skridt fortsatte.

Martin drejede hovedet halvt og fornemmede en skikkelse i mørket der nærmede sig tankstationen. Koldsveden begyndte at dukke op mens han fumlede med den forbandede benzinpistol. Endelig lykkedes det at få den på plads, og han satte sig ind i bilen. I sidespejlet kunne han se personen komme tættere på bilen. Manden var bleg. Martin aktiverede låsen i førersiden og fandt en lille smule ro ved klikkene fra centrallåsen. Han startede og kørte ud på vejen uden at spænde sikkerhedsselen. Han skulle bare væk. (side 28-29)

Om Natradio:

Udgivelsesår: 26.04.2022
Forlag: Enter Darkness, 167 sider
Omslag: twenty4hrdesign

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Tilflytterne af Pelle Møller
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Vardekød af A. Silvestri

Tilflytterne af Pelle Møller

Tilflytterne af Pelle Møller

Der er spelt-forældre, øko-idealister og kontrære øboere i Pelle Møllers debutroman Tilflytterne. En satirisk og samtidig dybt foruroligende fortælling om drømme og mareridt.

Den velmenende Sarah og hendes familie flytter fra København til Arø. De har store ambitioner for livet på den idylliske lille ø, de vil dyrke grønsager og lave bæredygtigt landbrug, leve i pagt med naturen. Men de er ikke de første, og de lokale på øen er absolut ikke interesseret i at få deres gamle verden invaderet af frelste økotyper. Anført af den lokale ø-konge Bent opstår der hurtigt konflikt mellem de to grupperinger. Og imens truer en gammel hemmelighed med at bryde frem af jorden. Noget er sket på den gård, hvor den lille familie er flyttet ind. Knivene forsvinder fra køkkenet, og den tunge træplade ned til den gamle gylletank flytter på sig. Samtidig er der noget i gære i naturen. Hvad der før stod i fuldt flor er nu pludselig mudret og svampet. Som om jorden selv har noget, den vil sige. (fra bogens bagside)

Tilflytterne er en af den slags romaner, hvor jeg først smågrinede og siden stivnede. Det første fordi Pelle Møller rammer de idealistiske øko-hipsters lige på kornet i sin skildring af Sarah, der flytter til Arø for at leve i pagt med naturen. Samtidig går hun dog så højt op i hvordan andre opfatter hende, at hun ikke er i pagt med sig selv. Det andet fordi der under ø-idyllen findes en dyster bagside. Sidstnævnte er det, der ændrer romanen fra at være et kærligt, satirisk samtidsportræt af speltsegmentet til folk horror om kultursammenstød og naturens mørke kræfter.

Historien fortælles dels via Sarah, der har alle de rigtige meninger og en masse drømme. Det er hende, der har skubbet på for at flytte familien til Arø. Tue og børnene er bare fulgt med. Sarah kæmper dog med sit sind, og virker mest i balance når hun arbejder i sin have. Hun har ikke et godt forhold til moren, og er heller ikke så tæt på sine egne børn som hun ønsker. Det er Tue til gengæld, og ind i mellem frustreres Sarah over deres intimitet.

Den anden fortæller er Bent, den lokale ø-konge, eller sheriffen som mange af tilflytterne kalder ham. Bent har boet på øen hele sit liv, og er lidt af en krakiler. Han er træt af de mange tilflyttere, som han synes tramper på de gamle øboere og deres livsstil. Han er ikke bange for at sige sin mening højt – eller at følge den op med handling, og hans hidsige gemyt holder de fleste på afstand.

De to hovedpersoner synes umiddelbart som hinandens modsætninger. Hvor Sarah prøver at være åben og accepterer andres synspunkter, lytter Bent sjældent til andre, men holder dumstædigt fast i sine egne meninger. Mens Sarah drømmer om fremtiden, drømmer Bent om fortiden. Men som romanen skrider frem, opdager vi, at Sarah og Bent i virkeligheden ikke er så forskellige fra hinanden (et godt eksempel på det er f.eks. skildringen af nogle malerier på kroen, som jeg ikke kunne lade være med at smile af). Til sidst er det da også Sarah og Bent, der må stå op mod ondskaben, der har indtaget Arø.

Jeg var godt underholdt under læsningen af Tilflytterne, der starter som en nutidsroman om familie, bæredygtighed og fremtidsdrømme, for så fuldstændigt at ændre retning. Pelle Møller kaldte selv romanen for Nordic Horror i et interview på Krimimessen i Horsens. Her fortalte han bl.a. om, hvordan inspirationen til bogen kom, da han i forbindelse med et tv-projekt modtog trusler fra pæne, veluddannede borgere, som ønskede, at han måtte brænde i helvede. Det fik ham til at tænke på, hvad nu hvis den slags trusler blev virkelige? Derudover nævnte han en forfatter som svenske John Ajvide Lindqvist som inspirationskilde, idet han også skriver romaner, der lægger sig midt imellem realisme og det fantastiske.

Bibliotekernes lektørudtalelse kalder Tilflytterne for: “særdeles underholdende og blodigt uhyggelig på samme tid.” Bedre kan det vist ikke siges.

Uddrag af bogen:

Sarah stiller sig foran døren, trækker vejret dybt og åbner den med et hurtigt ryk.

Der står ingen udenfor. Ingen alvorlige politifolk eller opildnede naboer. Ingenting. Hun undrer sig, mens hun stirrer ud på gårdspladsen, der ligger hen i totalt mørke. Sarah er sikker på, hun hørte nogen banke.

Hun stikker forsigtigt sin arm ud og rykker den fra højre mod venstre og tilbage igen for at få lys-sensorerne i gang. Der sker ikke noget, der er bare bælgravende mørkt. Tue har lige installeret sensorerne, og de er allerede holdt op med at virke. Efter et par forsøg høres et let klik, gårdspladsen bliver lyst op, og det eneste, der træder ud af mørket, er nogle flyttekasser, en spade, der hviler op ad muren til gårdbutikken, og hendes hvide varevogn med plads til hele familien.

Sarah synes, hun kan se noget bag bilen, men hun er ikke helt sikker. Hun sætter sig på hug i entréen for at få et bedre kig ind under bilen. Der er umiddelbart ikke noget. I det samme hører hun den dumpe lyd igen, den ruller ind over gårdspladsen og rammer hende i brystet, så hun stivner. Lyden kommer fra bagsiden af den forladte svinestald. Lige efter lyden kommer stanken. (side 6-7)

Reklame: Tak til forlaget Gyldendal der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Tilflytterne:

Udgivelsesår: 23.03.2022
Forlag: Gyldendal, 316 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum
Høst af Jacob Hedegaard Pedersen
Sankt Michaels Sanatorium af Elsebeth Gundersen Jensen
In the Tall Grass af Stephen King og Joe Hill
Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Fluernes hvisken af Steen Langstrup
Etatsråden af Arne Munk
Ondskabens rødder af Flemming Chr. Nielsen

Vardekød af A. Silvestri

Vardekød af A. Silvestri

Jeg tror, jeg har læst det meste, A. Silvestri har skrevet, og han er en af de bedst skrivende og mest overraskende danske forfattere. Hans nyeste roman, ”Vardekød”, er endnu en gang en anderledes, men absolut læseværdig oplevelse.

En kold novemberaften i 1995 dukker en våd, tavs dreng op i Varde. Tom slagter samler ham op midt på landevejen og kører ham til politistationen, hvor Kenneth Paal har hundevagten. Men noget er helt galt.

Hvad skulle han stille op med drengen? Kenneth kunne hamle op med fyldebøtter, piratfiskere og slagsbrødre. Mere end en gang havde han været med til at lukke et hjemmebrænderi ned. På månedlig basis konfiskerede de både smugler- og hælervarer, uden at det blev til den store sag. Men en gennemblødt, udmarvet dreng var noget helt andet.

”Kan du tale? Ved du, hvor du bor? Hvor du har været?” spyttede han i hurtig rækkefølge. Spørgsmålene prellede af på drengen, der bare sad. De hvide øjne og den blege hud mindede Kenneth om et trawlerdæk fyldt med fisk. Skællede buge, der kæmpede for livet, selvom de allerede var døde. (side 19)

Det er ikke let at beskrive handlingen i ”Vardekød”. Ind i mellem tilbageblik på byens historie introduceres vi for en række forskellige personer. Fra Tom Slagter og betjenten Kenneth over den ældre mand Roald, der var skovhugger i Canada i sin ungdom, og Gerd som overtog farbrorens genbrugsbutik, til irakiske Maneli der har boet i Varde i 10 år og har et pizzaria med sin mand, og den efterhånden afdankede partypige Elsemarie der er fast inventar på Pub17 m.fl. Vi hører om oplevelser i deres fortid, samtidig med at deres spor krydses i nutiden, i et Varde hvor mørket, kulden og en stigende følelse af ’forkerthed’ langsomt lukker sig om byen.

Silvestri er helt sin egen, men skal jeg sammenligne ”Vardekød” med noget, kunne det være ”Venligheden” af John Ajvide Lindqvist, hvor en aflåst container på havnen er katalysator for begivenhederne i romanen. Eller måske 1. sæson af tv-serien ”Castle Rock” som har noget af den samme weird stemning.

Forlaget beskriver ”Vardekød” som en grotesk karrusel, der kun stopper længe nok, til at læseren kan stige på. Det er en meget rammende beskrivelse, for handlingerne griber ind i hinanden og vikler sig ind og ud i et uforudsigeligt mønster. Hver fortælling er unik, samtidig med at alle fortællingerne hænger sammen. Det er godt fundet på og fremragende skrevet.

”Vardekød” er både skræmmende, bevægende, kvalmende og fascinerende. Det er Silvestris 18. bog og 7. roman, og jeg håber, at den finder vej ud til alle læsere, der holder af det sære og det opsigtsvækkende.

Andre skriver:

Bjarne Jensen, Bogrummet:
[…] hos Silvestri rammer sidehistorierne mig som noget af det fineste. Flere af dem gav mig associationer til min egen barndom eller oplevelser, jeg selv har haft, og jeg er totalt solgt, når litteratur kan give mig den følelse. […] Det hele er sovset ind i gru og horror og nul håb. Det er ondt og modbydeligt, ulækkert og indimellem kvalmende. Men det er overordentligt godt konstrueret. Selvom der er mange bolde i luften, har Silvestri styr på sine personer. Det er en voldsomt underholdende horrorroman, og selve plottet, for sådan et findes, er overraskende og godt fundet på. ”Vardekød” beviser nok engang, hvor fremragende en forfatter Silvestri er. Han har altid været god, men her er det som om fortælleglæden bare er i et gear for sig.

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Indledningen er helt genial i denne lille gyserhistorie, der er spændende og svær at slippe. Vi lærer personerne at kende gennem flashbacks til deres fortid, der elegant bindes sammen med hændelserne på denne dramatiske nat […] Ikke alt er lige til at forstå, så man må bare lade sig rive med af “den groteske karrusel”, som der står bag på bogen.

Om Vardekød:

Udgivelsesår: 04.11.2021
Forlag: Brændpunkt, 201 sider
Omslag: Søren Klok

Læs hvad A. Silvestri skriver om arbejdet med ”Vardekød” her

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth Lyneborg

Huset der ikke kunne glemme af Elisabeth LyneborgDet nygifte par Jens og Mette køber et gammelt hus i Jylland, hvor de begge har fået job efter at have afsluttet deres studier. Økonomien er stram, og huset er ret forfaldent, men de går ufortrødent i gang med at gøre huset til deres hjem.

Der går dog ikke længe, før Jens begynder at opleve mærkelige ting i huset. Han hører og ser ting, men når han taler med Mette om det, slår hun det hen. Hun nemlig hverken hører eller ser, hvad Jens oplever. Til sidst får hun nok af hans snak og flytter midlertidigt hen til en veninde.

Nu begynder det for alvor at gå skidt for Jens. Hans job som skolelærer hænger i en tynd tråd, efter at hans søvnunderskud har påvirket hans dømmekraft i en uheldig episode under hjemkundskab. Derfor er han hjemme, da en bil stopper foran huset. Bilens passager er en gammel kvinde på 106 år, som har boet i huset i sin barndom. Og hun kan fortælle nogle grufulde ting fra dengang.

Elisabeth Lyneborg er pensioneret præst og har skrevet en lang række bøger. Nogle af dem tilhører gysergenren, og det gør Huset der ikke kunne glemme også. Jeg skriver bevidst ikke horrorgenren, for Lyneborgs gys er ikke af den skarpe, skræmmende slags. Det er mere lidt “hygge-gys” for et modent publikum, der ikke bryder sig om alt for meget blod eller isnende overraskelser.

Jeg har tidligere læst Skyggeland af Lyneborg, så jeg vidste godt, at jeg ikke skulle forvente hårrejsende horror, da jeg begyndte læsningen. Det fik jeg heller ikke, og i starten synes jeg endda også, at historien var lidt for tynd og usandsynlig. Ikke så meget den overnaturlige del, som det at ægteparrets forhold og reaktioner simpelthen virkede for kunstige. I sidste halvdel af bogen bliver historien mere intens og troværdig, uden dog at blive rigtig uhyggelig.

Huset der ikke kunne glemme er hurtigt læst, og slutningen trækker op i underholdningsværdi. Jeg blev ikke specielt grebet under læsningen, men forestiller mig at bogen vil finde sine læsere blandt det ældre publikum.

Om Huset der ikke kunne glemme:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: mellemgaard, 120 sider
Grafiker: Julie Igaard Abrahamsen

Læs også:

Hvem myrdede formand Mao af Bjarne Gårdsvoll
Skyggeland af Elisabeth Lyneborg
Sorte historier af Stefan Polke

Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen

Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard JürgensenDen lille sønderjyske by Randvad ligger idyllisk omkranset af skoven. Men bag idyllen lurer rædslen.

I 1887 forsvandt folkemindesamleren Albert Termansen sammen med sin assistent, tegneren Werner Kværndrup. De to rejste rundt for at studere den danske landbokultur, men forsvandt sporløst da de nåede Randvad, en landsby nær Løjt Kirkeby i Sønderjylland.

130 år senere bliver akademikeren Karl Johansen ansat af rigmanden Henrik Termansen, der ønsker at finde ud af, hvad der egentlig skete med hans tipoldefar Albert. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, men efterhånden som Karl graver dybere ned i arkiverne, går det op for ham, at sagen gemmer på mere end øjet aner.

Karl tager derfor til Sønderjylland og lejer sig ind på kroen i Randvad. Allerede fra første dag får han en fornemmelse af, at byens indbyggere ikke er begejstrede for hans besøg. Faktisk føles stemningen direkte fjendtlig. Men Karl fortsætter sin udforskning, og langsomt begynder han at finde oplysninger om Albert, som arkiverne ikke kunne give ham.

Historien om Albert og Karl fortælles i to parallelle spor i 1887 og i 2017. Heri blander forfatterne afskrifter af breve, dagbøger og andre kilder, der står som sandhedsapostle i en fortælling, der langsomt bliver mere og mere foruroligende. For Randvad er ikke som andre små byer. Indbyggerne ikke bare holder sig for sig selv, de afskyer fremmede, hvad enten det er præster, forskere eller naboerne fra Løjt Kirkeby. Trods den truende atmosfære er der dog noget i byen, som tryllebinder både Karl og Albert. Men hvad? Og kan den viden komme til for høj en pris?

Randvad er Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensens første roman. De har tidligere skrevet novellen Frelse gennem bod sammen, og i 2014 udgav Martin Wangsgaard Jürgensen romanen Åndemanerne.

Jeg har mødt Jacob Holm Krogsøe flere gange i arbejdets medfør (vi er begge bibliotekarer), og det kan selvfølgelig være problematisk at anmelde bøger af bekendte. Især hvis man ikke bryder sig om det læste, eller – i den anden kategori – skamroser det. Jeg befinder mig denne gang klart i nummer to kategori, men nu er I så advaret 🙂

Forlaget betegner Randvad som en gotisk krimi: “Skønlitterære værker om forbrydelser der er dystre, uhyggelige, groteske, det undertrykte og det ukontrollable – og opklaringen af de forbrydelser.” Her er da også tale om en foruroligende rejse ind i mørket – såvel skovens som menneskesindets.

Som sagt er jeg meget begejstret for Randvad, som både er velskrevet, urovækkende og fascinerende. Jeg blev hurtigt fanget ind af Alberts og Karls historier, ligesom skildringen af den på overfladen så idylliske landsby med den dystre hemmelighed er rædselsvækkende på den helt rigtige måde. Skoven er nærmest en karakter i bogen på lige fod med personerne, og jeg kunne ikke undgå at tænke på Arthur Machen (og faktisk også danske Thomas Strømsholts Auwisnat).

Næsten umærkeligt ændrer stemningen sig, jo længere vi kommer ind i bogen, ligesom også Karl ændrer sig, jo nærmere han kommer på opklaringen af Alberts forsvinden. Denne langsomme deroute skildres overbevisende, og gav mig på fornem vis mindelser om Jack Torrance fra Ondskabens Hotel.

Randvad er en af den slags historier, der umiddelbart virker uskyldig, men som langsomt trækker læseren længere og længere ind i mørket, hvor afsindet rumler og angsten hersker. En stor anbefaling herfra.


“Jeg skal ikke gennemgå alle detaljerne nu, dem kan du læse om her.” Henrik lagde en knogletynd hånd på ringbindet foran sig. Så fortsatte han. 

“Efter nogen tid i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa tog de til Løjt Kirkeby og derfra til en lille landsby – Randvad. Her må der være sket noget, for deres ophold i landsbyen blev meget længere end planlagt, og det er vanskeligt at gennemskue, hvad de foretog sig på stedet. Egentlig skulle de rejse videre vestover, mod Agerskov og Tønder for så at tage sydøst på til Flensborg. Sådan er det i hvert fald beskrevet i udkastet til projektet.

I Randvad mister vi ethvert spor af dem. Det sidste livstegn, vi har, er et brev fra min tipoldefar til min tipoldemor, Erna Mathilde Termansen. Brevet er lidt forvirrende skrevet, men uden antydninger af nogen problemer, som kunne være opstået for dem. Det eneste er, at han kort skriver om ‘Randvads hemmelighed’. De opdagede altså et eller andet i Randvad, men hvad ved vi ikke. Vi aner ganske enkelt ikke, om Albert og Werner døde i Randvad, om de rejste videre eller hvad der skete, efter brevet blev afsendt.” (s. 18-19)

 

Se et videointerview med Jacob Holm Krogsøe

Om Randvad:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 233 sider
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen

Læs også:

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
De underjordiske af Thomas Strømsholt
Malkøbing Museum af Chris D’Amato, Jesper Ilum Petersen og Morten Carlsen
Fra skyggerne af Henrik S. Harksen
Diget af Teddy Vork
De hviskende veje af Nick Clausen
Gamle gys og sære sagn af Fritz Haack

Rødt til en død årstid af Hanna Lützen

Rødt til en død årstid af Hanna LützenRødt til en død årstid er gennemtænkt og underholdende, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel

Af uvisse årsager har jeg aldrig fået læst Hanna Lützens Rødt til en død årstid – Horrorfortællinger fra Holte, selvom det nu er godt 20 år siden, den udkom. Heldigvis bliver god litteratur ikke dårlig med årene, og jeg kan kun opfordre andre til ikke at vente lige så længe som jeg med at læse den.

Rødt til en død årstid består af en række selvstændige fortællinger, der dog alle tilhører det samme univers, blot spredt ud over tid og personer.

Rammefortællingen handler om et ungt par, der vil flytte tilbage til Holte efter flere år i København. Drømmen om at leve storbylivet er blevet afløst af ønsket om tryghed. De ønsker at “eliminere det skræmmende skel mellem ude og inde; de ville trække deres verden udenfor – i haver og på terrasser.” I Holte behøver man ikke passe på, når man træder ud af sin gadedør. Her skal man blot huske at “installere en effektiv alarm. I ved, de forsøger jo alligevel konstant at forcere grænsen.”

Men trygheden i det nordsjællandske er en illusion, og en tyverialarm hjælper intet her. Under den landlige idyl gemmer sig sære væsener og underjordiske kræfter, der drager mennesker til sig i mørket. Det hyggelige gadekær forvandles til en stinkende sump, og råddenskaben siver ind ad selv den mindste sprække. Her undslipper du ikke.

Rødt til en død årstid består af seks noveller. Hver novelle indledes af en kort fortælling fra fortiden, der hænger sammen med historien i novellen. Titelnovellen indleder med sin fortælling om gymnasiepigen Charlotte, der får et job med at gøre rent hos en ældre dame for at tjene lidt ekstra. Damen er dog på ingen måde helt almindelig, og det er lønnen heller ikke.

I ‘Sene nætter i Søllerød’ hedder hovedpersonen Mikkel. Han bijobber som garderobepasser på den lokale kro ved siden af sine studier. Som afsluttende opgave skal han skrive om Edgar Allan Poe, så de stille timer bruger han på at læse Poes noveller. En aften hjælper han en ung pige på knallert med at finde vej, og herefter mister han selv retningen.

Den tredje novelle hedder ‘Mudderkonen’, og her følger vi Anton, som efter mange år vender tilbage til Brillesøen og skoven, hvor han i barndommen legede. Det viser sig dog, at bag de glade minder gemmer sig en dyster hemmelighed, der nu kommer frem i lyset.

I ‘Næsset’ befinder vi os på rekreationscenteret Næsseslottet. Her kommer patienterne sig efter forskellige sygdomme i en rar og hyggelig atmosfære. Men på det seneste har en mat stemning sænket sig over centret, og sygeplejersken Bodil har på fornemmelsen, at noget er helt galt.

Med ‘Den enes død’ får vi en afslutning på rammehistorien, der indledte Rødt til en død årstid, og så slutter bogen med den ganske korte fortælling ‘Afsked’.

Atmosfæren i samlingen er stemningsfuld, og Lützen skriver godt. De enkelte noveller snor sig ind og ud imellem hinanden, mens Lützen drypper forskellige henvisninger og fortolkninger ud over historierne som ekstra glasur. Rødt til en død årstid er absolut gennemtænkt og underholdende læsning, hvis du holder af historier med et mytisk skær og en knivspids rædsel. Og så er bogen endda omsat til et teaterstykke i 2002 af Maria Stenz.

Anton satte sig frem på bænken med et sæt. Hændelserne fra dengang havde trængt sig frem i hans bevidsthed med en stærk intensitet der efterlod ham en smule rystet. I mange år havde han slået dem hen som erindringsforskydninger og småtraumer fra en tidlig sommers drengeudflugt – Mudderkonen var et fantasifoster og jordgangen barnlig ønsketænkning. Men Martin var jo aldrig dukket op. Han var stadig en forsvunden dreng, og selvom Anton ikke havde nogen skyld i hans uforklarlige forsvinden lurede tanken om Mudderkonen og turen i den underjordiske gang bag det hele. Netop før da han sad med lukkede øjne og genoplevede den mærkelige tur i skoven havde han følt de samme dufte og den samme kuldslåede fornemmelse om benene som dengang. Han gjorde sig ingen forhåbninger om at finde en forklaring på hvad der egentlig var sket. Tværtimod. Han ønskede det ikke. Det var bare en trang der havde fået ham herned til Brillerne igen. Måske en trang til at genopleve og glemme. Han så ud over søen og indså at stedet aldrig havde forladt hans indre blik. Panoramaet havde ligget som et baggrundstæppe for hver eneste tanke han havde tænkt i sit voksne liv. Han havde forladt sin hjemegn, men den vragede hjemlighed havde aldrig forladt ham.” (s. 122-123)

Indhold:

Rødt til en død årstid
Sene nætter i Søllerød
Mudderkonen
Næsset
Den enes død
Afsked

Om Rødt til en død årstid:

Udgivelsesår: 1997
Forlag: Gyldendal, 206 sider
Omslag: Ida Balslev-Olesen

 

Udvalgt bibliografi:

Spøgelserne i Hausers palæ (2005)
Politikens store eventyrbog (2005)
Miraklernes bog (1997)
Rødt til en død årstid (1997)
Vlad (1995)

Staudebedet i Skygger (1997/2010)
De små søstre med glasuransigter i Horror.dk (2008)

 

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Står dommedag for døren eller er der en naturlig forklaring på de mange mærkelige hændelser, der hjemsøger den lille by Rakelsminde?

Tag en knivspids religiøst fanatisme, drys med en flygtning fra Syrien og tilsæt så en kvindelig journalist med problemer på hjemmefronten. Og hvis du så blander det med Stephen Kings The Tommyknockers og Michael Kamps Samlerne, så får du en fornemmelse af brødrene Garmarks første roman Rakelsminde. En weird, spændende og totalt underholdende roman.

Tea Ehlers er træt af journalistiske skodopgaver. Seneste har hun måtte høre på en lokal konspirationsteoretiker, der er overbevist om, at regeringen – eller rettere skyggerne bag regeringen – skjuler sandheden for os. Nu trænger hun til en god historie.

Så da hendes redaktør sender hende ud for at dække et yderst opsigtsvækkende selvmord, burde hun være spændt. Men desværre kender hun selvmorderen, for hun er selv vokset op i den lille by, Rakelsminde, hvor tragedien fandt sted.

For flygtningen Sayid er Rakelsminde svaret på en række håb og drømme. Han er flygtet fra Syrien, hvor han mistede sin kone og sine to døtre i borgerkrigen. Efter han kom til Danmark, har han gjort alt for at lære sproget, og nu har han købt et lille hus i Rakelsminde. Han har dog ikke været der længe, før han opdager, at byen ikke er så idyllisk endda.

Hvad er det, der gemmer sig i den døde zone, der grænser op til byen? Hvordan kan Elnas garnhus pludselig forsvinde? Hvad betyder de grusomme lydbølger, der brager gennem byens gader og gør beboerne vanvittige? Og hvilke hemmeligheder gemmer sig i Sayids fortid?

Udover Tea og Sayid præsenteres vi også for den darwinistiske pastor Grøn; lederen af Jesu Salige, Jacub Abraham Borg; den enfoldige lokale betjent Preben Gøttsche samt Kain Ollin, en undseelig ung mand med en ganske særlig evne.

Lige fra jeg første gang så Mikkel Henssels stemningsfulde forside, har jeg glædet mig til at læse Rakelsminde. Og heldigvis blev mine forventninger ikke skuffet. Historien er actionfyldt og velskrevet, og tempoet er højt hele vejen, selv når vi tager på springtur tilbage til Sayids fortid. Der er dog også en mere alvorlig side af romanen, hvor brødrene undersøger, hvad det betyder at være et godt menneske. For det viser sig jo at fanatisme ikke kun findes blandt nazister og islamister, men såmænd også kan forekomme i en hyggelig lille by som Rakelsminde.

Forlaget kalder romanen for en spændingsroman, mens brødrene selv betegner den som en mysterythriller. Det er da også lidt af en genrehybrid med sine islæt af horror og science fiction, men accepterer man romanens præmisser, så garanterer jeg nogle timers forrygende underholdning. Jeg var i hvert fald fuldstændig solgt under læsningen og kan kun anbefale Rakelsminde.

Både David og Stephan har tidligere udgivet romaner hver for sig, men Rakelsminde er den første bog, de har skrevet sammen. Den blev skrevet som en homage til deres ungdoms litterære helte Stephen King, Clive Barker og Dean Koontz, og man aner da også inspirationen fra disse undervejs. Alligevel synes jeg, at brødrene har skrevet deres helt egen historie, og jeg håber ikke, at det bliver den sidste fælles bog fra deres hånd.

Klokken over døren bimlede, da Sayid forsigtigt åbnede døren ind til butikken og trådte ind i det kølige lokale med Tea lige bag sig. 
“Jamen, der har vi jo dagens muslim-mand i brun sovs,” sagde slagteren jovialt og jog en blodig finger i vejret. “Vent et øjeblik.” Han grinede og gik ud i baglokalet.
Sayid så sig om. Der var noget helt galt. Der var koldt, og der stank af jern og afføring. Og noget, der var værre. Hans krop sank sammen, da hjernen langsomt dechifrerede, hvad det var, der lå i montren, og hvad der var hængt op i kødkrogene bag disken.
“Tea,” hviskede han og sank sit spyt. “Det er – “
“Nu skal du bare se her, min muslimske ven. Jeg har fået halal hjem!” Slagteren smed et blodigt stykke kød op på disken. Det dampede i det kølige lokale.
Det var en halv torso.
Huden var glat og solbrun. Lige over kønsbenet var der en antydning af krøllet kønsbehåring, og foroven et hvidt, spædt bryst med en lyserød brystvorte.

Slagteren greb en kniv og begyndte at hvæsse den. “Ribbenene! Det her er det bedste stykke. Det er helt sikkert da! Hvor meget vil du have?” Han pressede kniven mod kødet og begyndte at skære.
Tea skreg. (s. 128)

Hvis du er til dommedagsthrillere kan jeg også anbefale Christopher Galts spændende scifi-thriller Det tredje testamente eller danske Philip Hallenborgs debutroman Og jeg saa en ny himmel.

Læs et interview med brødrene Garmark på Horsens Biblioteks hjemmeside

Om Rakelsminde:

Udgivelsesår: 06.11.2017
Forlag: Kandor, 294 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg David Garmarks hjemmeside eller Stephan Garmarks Facebook-side

De utilpassede af John Kenn Mortensen

De utilpassede af John Kenn MortensenEt blodigt eventyr fra Udkantsdanmark” er undertitlen på John Kenn Mortensens vampyrroman fra 2014. Den har længe stået på min læse-liste, men først for nyligt fik jeg gjort noget ved det. Nu vil jeg så skynde mig at anbefale den videre, for De utilpassede er vitterlig både blodig og sjov, og er som altid mesterligt illustreret af John Kenn Mortensen selv.

Johan bor på Lolland sammen med sine forældre og storesøsteren Mette. Hans bedste ven er Jacob. De har holdt sammen altid, selvom Jacob er både lille og lidt mærkelig. En dag kommer en gammel lastbil til byen. Ud stiger to grimme, gamle kvinder, som hænger en plakat op på byens opslagstavle:

VIGTIGT! VIGTIGT!
INFOMØDE
Mød op i forsamlingshuset i aften kl. 20
og hør, hvordan vi vil bringe velstand
tilbage til jeres vidunderlige by!
GRATIS FORFRISKNINGER
(KUN for voksne)

Siden sukkerfabrikken lukkede, er økonomien gået ned ad bakke i byen, så alle de voksne tager naturligvis med til mødet. Johan må blive hjemme, hvor hans babysitter (den lidt ældre Dorthea som han hemmeligt er forelsket i) passer ham. Om aftenen bliver det et frygteligt uvejr, og Johan og Dorthea ender med at falde i søvn under billiardbordet. Men da de vågner næste dag, er Johans forældre stadigvæk ikke kommet hjem.

Herfra går det fra skidt til værre. Det viser sig, at alle de voksne er blevet forvandlet til vampyrer, og nu må børnene forsøge at overleve. Men i stedet for at holde sammen bliver børnene delt op i fraktioner, og til sin store skræk ender Johan sammen med byens rod, Jackie. Johan har engang sladret om Jackie, og nu er han overbevist om, at Jackie vil slå ham ihjel.

Det er dog langt fra det eneste problem. For hvad er der sket med Jacob? Hvad er det for nogle skikkelser, der gemmer sig i skoven? Og hvordan slipper de væk fra Lolland?

De utilpassede er en yderst underholdende roman for børn fra 10-12 år og op, fortalt i et let og ligetil sprog og med en konstant vibrerende spændingskurve. Der er fart over feltet fra første side, og John Kenn Mortensen lader aldeles politisk ukorrekt sine unge hovedpersoner opleve den ene blodige episode efter den anden, mens den lollandske soveby forvandles til et vampyrmekka, hvor ingen er fredet.

Selve bogen er også lækker. Der er arbejdet med layoutet, så hvert kapitel er illustreret med fine vignetter, der passer til netop det kapitel. Ligeledes er romanen fyldt med fede illustrationer holdt i John Kenn Mortensens velkendte stil. Så selvom man er ovre sin første ungdom, så er det en ren fornøjelse at dykke ned i dette syrede udkantseventyr, hvor humor og splat går hånd i hånd.

Om De utilpassede:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Carlsen, 312 sider
Omslag: John Kenn Mortensen

Udvalgt bibliografi:

Mareridtsfabrikken og andre rædsler, 2016
Monstre, 2016
Turen gennem Midnatsskoven, 2015
Flere post-it monstre, 2012
Post-it monstre, 2011

Besøg John Kenn Mortensens hjemmeside
Læs også anmeldelsen af De utilpassede på Kulturkapellet

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Skyggen over Mundstrup af Mads L. Brynnum

Hvad nu hvis kedsomhed ikke er det værste, du har at frygte i Udkantsdanmark?

Mathias er forfatter, men han er gået i stå med skriveriet. Han er også lige blevet dumpet af kæresten Lene, og så har han arvet et hus langt ude i provinsen, efter en onkel han ikke kendte. Med det nylige brud i bagagen beslutter Mathias sig for at tage til Mundstrup for at komme væk fra det hele. Og måske vil roen og freden hjælpe ham med at få skrevet noget.

På overfladen virker Mundstrup da også som en ren og pæn lille by, fyldt med venlige indbyggere. Men Mathias får alligevel snart fornemmelsen af, at noget er helt galt. Hvorfor er byens borgmester så interesseret i at holde ham fra oplysninger om byens historie? Hvad laver de i rådhusets kælder? Hvorfor sejler bådene ud om natten? Og har Mathias en chance hos Kaya, Mundstrups bibliotekar?

Skyggen over Mundstrup er en herlig homage til H. P. Lovecrafts roman Skyggen over Innsmouth. Mads L. Brynnum blander Lovecrafts rædsler med dansk provinsidyl, og resultatet er en underholdende roman med et snert af uhygge, som kan læses af både unge og voksne.

Brynnum er også stand-up komiker, og hans tørre humor skinner klart igennem i romanen, hvor Mathias kommer længere ud på landet, end han har lyst til. Historien har dog også mere skræmmende elementer, og slutningen blander action, uhygge og humor i et perfekt mix.

Jeg læste Skyggen over Mundstrup i et stræk under en togtur hjem fra Berlin. Brynnum skriver levende, og historien er letlæst med et godt flow. Jeg sad med et smil på læben under det meste af læsningen, hvor selv de mest horrible scener serveres med kulsort humor.

Der er dog også en god spændingskurve i fortællingen, for Mathias vakler konstant mellem at tro på onklens efterladte noter, der støtter hans egen fornemmelse af, at noget er helt galt i Mundstrup, og så hans realitetssans der naturligvis ikke kan tro på monstre og menneskeofringer. Således er der også ansatser til rigtig horror ind i mellem som f.eks. Mathias’ besøg i rådhusets kælder eller hans tur ud i mosen. Også det gør Brynnum godt, så skulle han få lyst til at give den genre et skud, står jeg i hvert fald klar. Jeg var nemlig vældig underholdt under mit besøg i Mundstrup.

Godt en time og en halv pakke optændingsblokke senere var der ild i brændeovnen. En flakkende og usikker ild der ikke gjorde meget i kampen mod kulden. Men Mathias havde fået basket skrivebordet ned ad trappen og havde pludselig ikke brug for mere varme. Det passede godt i stuen, skrivebordet, og tre-fire kopper kaffe senere var han klar til at gå i gang. Der var en bog der skulle skrives, og det kunne passende være første skridt at få styr på livet. Så han klappede sin computer op, og præcis samtidig med det tændte naboen for sin plæneklipper. Det var ikke en høj lyd, men til gengæld var den gennemtrængende. Den startede i tænderne og spredte sig derfra indtil han snart følte at alle knogler i hans krop vibrerede. 

Mathias tog høretelefoner på, tændte for noget aggressivt musik og lod dunkende trommer og hvinende guitarer drukne lyden af plæneklipperen. Men han havde kun lige sat fingrene til tastaturet, før en knugende fornemmelse fik hans skuldreblade til at trække sig sammen. Det var som om nogen som kiggede på ham. Som om nogen stod lige bag ham og bare stirrede, og pludselig kunne han også fornemme lyden af et tungt åndedrag gennem larmen fra musikken og plæneklipperen. 

Der var selvfølgelig ingen. Ingen i stuen, ingen i haven og ingen på den anden side af den døende hæk. Ingen. Han var helt alene.”

Udover Skyggen over Mundstrup har Mads L. Brynnum også skrevet Mythos ABC, en Lovecraft inspireret abc-billedbog bygget på Cthulhu Mythos, samt Når en drage drager ud med rim om monstre for mindre børn.

Har du lyst til at prøve andre danske provinsgys, så giv f.eks. Morten Nis Klenøs Skidt klædte mænd med baseballbat eller Morf af Frank Brahe en chance.

Om Skyggen over Mundstrup:

Udgivelsesår: 24.08.2017
Forlag: Calibat, 210 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose

Morf af Frank Brahe

Morf af Frank Brahe

Intro:
Denne historie finder sted på landet, i det der nu om dage kaldes udkantsdanmark med bondegårde, husmandsteder, sært placerede villaer, faldefærdige huse med smadret landbrugsudstyr, døde biler og skrammel uden for. Der ligger en skov i nærheden, ved siden af en eng. Skoven hedder den lille skov. Engen kaldes engen. Man kan se en lille landsby – en samling huse og gårde, ganske små, et par kilometer borte fra engen. Der er nu ikke så mange, der bor i området længere.”

En aften banker det på døren hjemme hos Evald. Udenfor står Steff. Han har en dims stikkende ud af hovedet, og får Evald til at følge med ud i skoven for at tilintetgøre nogle mystiske pupper, der hænger i skoven.

Hvorfor hænger der pupper i skoven? Hvem går rundt og mærker landsbyens beboere? Hvad er det for en mærkelig eksem, der spreder sig? Hvem er Solvej Axel? Er der en intergalaktisk krig i gang? Og hvorfor bor der færre og færre mennesker i udkantsdanmark?

Der er fuld skrald på i “Morf”, en skør, skæv og rablende historie om en mystisk smitte, der spreder sig i udkantsdanmark. Tegningerne er sort/hvide og holdt i grove streger. Så grove at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at finde ud af, hvem der var hvem i historien. Men der så meget energi i fortællingen, at den slags detaljer ikke stopper læsningen, som slutter med lidt af en cliffhanger. Så hvem ved? Måske får vi også et bind 2 om Steff, Solvej og de andre.

Om “Morf”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gymnoten, 113 sider
Tekst: Anders Hansn
Tegninger: Frank Brahe

Se interview med Frank Brahe på FavrskovPosten

Læs også Thomas Winthers anmeldelse i Himmelskibet, nr. 49:
… underholdende mørk science fiction-fortælling med varulve, tentakelmonstre og folk der sjældent har muligheden for at gøre en forskel, men som nu skal redde jorden.”