august 2017
M T O T F L S
« jul    
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘provinsgys’

Morf af Frank Brahe

Morf af Frank Brahe

Intro:
Denne historie finder sted på landet, i det der nu om dage kaldes udkantsdanmark med bondegårde, husmandsteder, sært placerede villaer, faldefærdige huse med smadret landbrugsudstyr, døde biler og skrammel uden for. Der ligger en skov i nærheden, ved siden af en eng. Skoven hedder den lille skov. Engen kaldes engen. Man kan se en lille landsby – en samling huse og gårde, ganske små, et par kilometer borte fra engen. Der er nu ikke så mange, der bor i området længere.”

En aften banker det på døren hjemme hos Evald. Udenfor står Steff. Han har en dims stikkende ud af hovedet, og får Evald til at følge med ud i skoven for at tilintetgøre nogle mystiske pupper, der hænger i skoven.

Hvorfor hænger der pupper i skoven? Hvem går rundt og mærker landsbyens beboere? Hvad er det for en mærkelig eksem, der spreder sig? Hvem er Solvej Axel? Er der en intergalaktisk krig i gang? Og hvorfor bor der færre og færre mennesker i udkantsdanmark?

Der er fuld skrald på i “Morf”, en skør, skæv og rablende historie om en mystisk smitte, der spreder sig i udkantsdanmark. Tegningerne er sort/hvide og holdt i grove streger. Så grove at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at finde ud af, hvem der var hvem i historien. Men der så meget energi i fortællingen, at den slags detaljer ikke stopper læsningen, som slutter med lidt af en cliffhanger. Så hvem ved? Måske får vi også et bind 2 om Steff, Solvej og de andre.

Om “Morf”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gymnoten, 113 sider
Tekst: Anders Hansn
Tegninger: Frank Brahe

Se interview med Frank Brahe på FavrskovPosten

Læs også Thomas Winthers anmeldelse i Himmelskibet, nr. 49:
… underholdende mørk science fiction-fortælling med varulve, tentakelmonstre og folk der sjældent har muligheden for at gøre en forskel, men som nu skal redde jorden.”

Dæmoner af Carina Evytt

Dæmoner_Carina_EvyttDÆMON, substantiv, fælleskøn.
1. ond ånd som tænkes at besætte mennesker; personifikation af ondskaben.
1.a OVERFØRT (én af) tilværelsens mørke, ubevidste kræfter, drifterne.
(Den Danske Ordbog)

Vi har alle vores dæmoner, men nogle er mere virkelige end andre. Nogle sindslidende lever i en tusmørkezone, hvor virkeligheden flettes så tæt sammen med hallucinationer at dæmoner har både vilje og krop.  Men er der tale om en sindslidelse, eller oplever disse mennesker bare en del af virkeligheden, som ellers er skjult for andre mennesker? (citat Tellerup.dk)

Izzy og Rikke er veninder. Rikke er den stærke, mens Izzy har bevæget sig ud og ind af psykiatriske institutioner og underkues af sin voldelige kæreste Nicolai. Men nu skal det være slut. Rikke har fundet et hus og et job til Izzy i den lille by Rudstrup, og da Izzy bliver udskrevet fra hospitalet, er alt klart til et nyt liv.

Til at begynde med er alt godt. Flytningen går uden problemer, og Izzy bliver opmuntret af Tommy, en ven til Rikkes kæreste Dennis, der hjælper med flytningen. Men Izzys nye hjem bliver holdt under opsyn af den lokale tosse kaldet Ravnen. Han er overbevist om, at der bor en dæmon i kælderen, og at den vil overtage Izzy, hvis hun bliver boende. Og måske er der noget om snakken, for lokalt går rygtet, at det spøger i huset, efter at en familie døde der for år tilbage …

I 2006 debuterede Carina Evytt med romanen “Let bytte“, som blev efterfulgt af “Sværdet fra Odin” i 2007, hvor Evytt giver sin gendigtning af sagnkongen Vølsung. I 2008 vendte hun tilbage til horrorgenren med novellen “Stevie” i antologien “Horror.dk“, og i 2011 udkom hun med “Jack the Rippers lærling“. Nu er hun som sagt aktuel med romanen “Dæmoner”, om hvilken Teddy Vork udtaler: “I Dæmoner skriver Evytt som om hun selv var besat af en ond ånd. Det er helvedes godt. Måske årets bedste horrorroman.” Og jeg er tilbøjelig til at give Teddy Vork ret.

“Dæmoner” er gennemført, velskrevet og underholdende. Jeg blev fanget fra første side, selvom jeg indrømmer, at jeg til at begynde med troede, at historien ville udvikle sig til en kliché med den voldelige kæreste og en dæmon i kælderen. Men jeg blev heldigvis positivt overrasket. Dels udvikler historien sig ikke, som jeg forventede, dels er personerne interessante, hvilket giver en ekstra dybde til historien, og endeligt holder Evytt fast i sit kendemærke for sine fortællinger – at intet er sort/hvidt, og at der altid er flere lag.

Flere af bogens personer er mentalt ustabile, og det er med til at holde suspense i fortællingen. For er der reelt en dæmon i kælderen, eller er det blot personernes indre dæmoner, som forårsager død og ødelæggelse? Selv til sidst overlades det til læseren at bedømme. Vi får ingen lette svar fra forfatteren.

For fanden da,” gispede hun, men Izzy var allerede ude af bilen. Hun småløb forbi firhjulstrækkeren, rundede fronten og stivnede da hun fik øje på huset. Hver eneste rude i hvert eneste staldvindue var dækket af sært ildevarslende tegn og symboler, og det store køkkenvindue … Izzys hovedbund trak sig sammen, og hun rystede da et gys løb gennem hende og efterlod gåsehud overalt hvor det kom frem. Ruden så om muligt endnu mere dramatisk ud i sollys, end den havde gjort aftenen før. Blodet var nu tørret ind, så det nogle steder sad i mørke, fjerklistrede kager og andre steder lignede rustrød maling, der var stænket på glasset med en pensel. Det mest uhyggelige var dog at Izzy også her syntes at kunne fornemme en bevidsthed i det tilsyneladende kaos.”

Jeg kan kun tilslutte mig Trudis Bogblog, som bl.a. skriver:

Det hidtil bedste jeg har læst af Evytt, som ovenikøbet er pakket ind i det mest lækre og specielle bogcover, jeg har set. Den kan varmt anbefales til den voksne læser, som er vild med gys og horror, der er af den mere sofistikeret slags end blod i litervis og “splat splat.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Omslag: Flemming Schmidt
Sider: 392
Forlag: Tellerup

Population 436

Population 436Jeg kan faktisk ikke helt huske i hvilken forbindelse, jeg faldt over Population 436, for jeg mindes ikke på forhånd at have læst anmeldelser eller omtale af den. Uanset så røg den i hvert fald i kurven, og nu har jeg så fået set den.

Steve Kady arbejder som statistiker og rejser rundt i landet for at foretage folkeoptællinger. Det bringer ham til den lille by Rockwell Falls, som tilsyneladende er et paradis på jord. Indbyggerne er tilfredse og glade, og ingen har lyst til at forlade byen for at slå sig ned andre steder.

Til at begynde med opfatter Kady intet af dette som unormalt, men da det viser sig, at Rockwell Falls indbyggertal ikke har ændret sig i 100 år, får han mistanke om, at noget er helt skævt under den idylliske overflade. Og snart går det op for ham, at byen ALTID har 436 indbyggere – uanset omkostningerne…

Som sagt faldt jeg ikke ned af stolen af begejstring, men til en kedelig regnvejrsdag kan den godt bruges, hvis man altså ikke forventer sig de store overraskelser. Kender man f.eks. Shirley Jacksons novelle Lotteriet så gennemskuer man hurtigt plottet (og det tror jeg såmænd også man gør, selvom man ikke kender den). Slutningen var dog lidt anderledes, end jeg havde forventet af en amerikansk film, men i ekstra-materialerne findes en alternativ slutning, som levede helt op til mine fordomme 🙂

Om Population 436:

Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Udgivelsesår: 2006

Den tredje hund af Morten Nis Klenø

Den tredje hund af Morten Nis KlenøJeg har tidligere læst Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø, og ganske bortset fra at titlen er helt fantastisk, så kunne jeg også godt lide historien, der tog udgangspunkt i et virkeligt mord og miksede det til en interessant provinsgyser. Her i Den tredje hund tager Klenø igen udgangspunkt i noget virkeligt, nemlig sin egen barndom, og det er der kommet en interessant sammenblanding af idylliske barndomserindringer og isnende uhygge ud af.

Martins kæreste bliver indlagt på hospitalet for at føde i romanens begyndelse. Martin tager naturligvis med, men da det trækker ud, sender hospitalet ham hjem med besked om at komme igen næste dag – og at de vil ringe efter ham, hvis der sker noget.

Hjemme beslutter Martin at dulme nerverne med et glas vin, men som han sidder der, dukker minderne fra barndommen op. Om en historie hans onkel har fortalt, og om nogle oplevelser Martin havde den sommer, han var 14, hvor han næsten hver weekend var med sine forældre i Gilleleje, hvor bedsteforældrene boede. Bedsteforældrene havde en bokserhund ved navn Jax, som Martin var rigtig glad for, men som der tilsyneladende knyttede sig en mærkelig historie til. Det gjorde der måske også til bedsteforældrenes nabo, en mand der holdt sig for sig selv, og som Martin under ingen omstændigheder måtte gå ind til.

Tankerne spinder Martin ind i et nærmest mareridtsagtig univers, hvor han gennemlever sommerens begivenheder men med det voksne overblik, og mens læseren langsomt finder ud af, hvad der skete, virker det som om, at fortiden griber ind i nutiden…

Jeg var vældig fascineret af Den tredje hund, mens jeg læste den, og den spøgte også i mine tanker i flere dage efter. Denne sammenblanding af almindelige barndomsminder og så den mærkelige fortælling om hundene i familien, der tilføjer en dimension af uforklarlig gru til historien. Jeg var i tvivl: hvad oplevede Martin, og hvad var hans fantasi – og hvad er Klenøs egen fortælling? Efterhånden som jeg sank ind i historien, blev gruen større og flere og flere familiehemmeligheder dukkede op, så jeg mod slutningen bare var nødt til at læse næste side med – og næste – og næste.

Selvom jeg synes rigtig godt om Klenøs nye roman, må jeg dog også erkende, at jeg ind i mellem havde lidt svært ved at holde fast i tråden, for Klenø springer i tid og sted i sin fortælling. Afsnittene er godt nok markeret med overskrifter, men springene bryder alligevel forløbet lidt for meget op efter min mening. Jeg forstår godt tanken bag at krydsklippe historiens forskellige tider for at skabe ekstra spænding, men det er desværre ikke lykkes 100%. Dette lille pip skal dog ikke afholde nogen fra at læse Den tredje hund, for Klenø serverer her endnu et dansk provinsgys, som sagtens læses af unge men som i lige så høj grad taler til den voksne læser.

”Med ét begyndte grene fra birketræet at slå mod ruden i karnappen. Jeg vendte rundt, ruden knustes og tusinde stykker glas dalede ned overalt. Og dér, midt i det hele, kom Jax. – Jax? Jeg trådte et skridt tilbage og følte med ét, at både ben og fødder låste sig under mig. Trods den store krop landede boxerhunden elegant på gulvet. Lidt som en kat kunne have gjort det. Og hele tiden med de blegrøde øjne rettet mod mig. Mit syn flimrede, mens jeg stirrede på den mahognifarvede – nu jordslåede – pels. Hunden fangede mit blik, og med et var dens gab en snerrende spalte af hvidt savl.”

Forsiden er lavet af Christian Guldager, og på en måde synes jeg, at den signalerer bogens indhold perfekt (den fik umiddelbart mig til at tænke på Cujo af Stephen King, hvilket passer meget godt til historien, både mht. hunden og til Kings evne til at beskrive barndommens verden på en troværdig måde). På den anden side kan man måske godt komme til at tænke børnebog, da ikke mange danske voksenbøger benytter sig af så dramatiske effekter som en savlende, rasende hund. Uanset hvad har Klenø skrevet en interessant roman, som med sit afsæt i egne barndomsminder bringer læseren ind i en velkendt verden, hvor det uforståelige og uhyggelige lurer lige under normalitetens polerede overflade.

Besøg Morten Nis Klenøs hjemmeside

Om Den tredje hund:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Christian Guldager

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Skidt klædte mænd med baseballbat af Morten Nis Klenø

Skidt klædte mænd med baseballbat. Hentet på www.bogguide.dkMan tager en poltergejst, en morderisk bande, en bager, et postbud, og et par byboer der flytter ind, hvor de slet ikke kan bunde. Dertil lægger man en fantastisk titel, og resultatet bliver en læseoplevelse ud over det sædvanlige.

Da jeg så titlen ”Skidt klædte mænd med baseballbat”, måtte jeg bare læse bogen bag. Sådan en titel (som i øvrigt gav mig associationer til Stephen Kings ”Lumpne mænd i gule frakker”) måtte dække over noget godt. Og det gør den også.

Erling og Abelone flytter fra storbyen til den lille by Tolby, som er blevet dem anbefalet af Erlings gamle ven, posten Lauge, fordi husene er så billige. Knap er de dog flyttet ind, før der begynder at ske mystiske ting. Erling ser et mærkeligt lys i stuen. Huset virker altid mørkt. Og hvad er det for en underlig skikkelse, som holder til i kælderen? Og som om de mystiske hændelser i huset ikke er nok, så opdager Erling og Abelone også, hvordan den lokale bande, Tolby-banden, styrer byen med hård hånd. De tager, hvad de vil have, og tæsker hvem de vil. Og ingen tør stoppe dem – mindst af alle den lokale landbetjent. Men Tolby har også en bager, og han kan andet end at bage hindbærsnitter.

Klenø har fundet inspiration til en del af historien i et virkeligt mord begået i Tolne for ca. 20 år siden, men har bygget på og ændret så historien nu er blevet en to-delt beretning med en djævelsk side. Historien er generelt spændende, og i perioder skriver Klenø en vis legemesdel ud af bukserne. Bl.a. dobbeltscenen hvor Erling konfronterer Tolby-banden, og hvor Abelone samtidig står overfor poltergejsten er utrolig godt beskrevet, ligesom beskrivelsen af Tolby-bandens svingture også sidder lige i skabet.

På andre områder synes jeg dog, det kikser lidt sprogligt, og især dialogerne virker ind i mellem kunstige. Trods det synes jeg nu stadigvæk, at ”Skidt klædte mænd med baseballbat” er en herlig læseoplevelse, og er du til dansk provins-gys, skal du helt sikkert tage en tur til Tolby.

”Skidt klædte mænd med baseballbat” er Morten Nis Klenøs første roman. Tidligere har han skrevet novellesamlingen ”Rustvogn”, der blev udgivet som Books on Demand.

Udgivelsesår: 2008
Omslag: Morten Nis Klenø

Imitator af Patrick Leis

Imitator af Patrick LeisJonas er flyttet til den lille fynske by Stillinge sammen med sin mor efter forældrenes skilsmisse. Moderen arbejder meget og har slet ikke blik for, at Jonas ikke er faldet godt til. I skolen bliver han drillet en del, og han har ikke fundet nogen venner. Der er dog Christian, som han ind i mellem taler med. Christian er også tilflytter, men han er sporty, klog og sjov, så ham er der ingen, der mopper.

En dag finder Jonas en stor tudse ude i skoven. Han tager den med hjem og gemmer den i kælderen, hvor han fodrer den. I starten spiser den kun insekter, men snart må Jonas bringe den levende mus og andre smådyr. Tudsen vokser og vokser, og også Jonas ændrer sig. Han bliver pludselig mere populær og begynder at ses med skolens populæreste pige, Stine. Men han får også sværere ved at styre sit temperament, og da Scooterbanden (de lokale rødder) overfalder ham en gang for mange, får det fatale følger.

Patrick Leis har tidligere skrevet flere romaner, som både indeholder science fiction og gyser elementer. Det gør Imitator også. For det viser sig naturligvis at tudsen er noget ganske andet, og dens påvirkning gør også Jonas til noget andet.

Imitator er skrevet i et flydende og letlæst sprog uden de dybe personkarakteristikker, men det gør ikke noget, da det falder naturligt i gysergenren. Historien fortælles fremadskridende, og Patrick Leis laver flere henvisninger til sine tidligere bøger ved at genbruge navne og personer fra disse. Et trick han muligvis har lært af Stephen King.

Imitator er en elementært underholdende roman, som kan læses både af unge og af voksne, som kan lide et godt gys.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2005
Forlag: Klim, 228 sider

Besøg Patrick Leis hjemmeside

Høst af Jacob Hedegaard Pedersen

Høst af Jacob Hedegaard Pedersen

I provinsbyen Vesterbæk ånder alt fred og idyl. Det er august med sommer og varme, og høsten står for døren. Landbetjent Blom vågner, før vækkeuret ringer, og en ganske almindelig dag begynder. Han står op og tager på arbejde. Alt er normalt. Indtil telefonen ringer. En bus med pensionister er kørt galt, og selvom der er ringet efter en ambulance, må Blom også hellere komme til stedet. Han tager af sted, men da han når frem, er alle passagererne samt chaufføren forsvundet. Og det samme er damen, som ringede ind om ulykken.

Andre steder i Vesterbæk er andre mennesker i gang med deres liv. Linda og Mark er ude at se på en ejerlejlighed, som de gerne vil købe. På vej fra lejligheden bliver Linda nærmest overfaldet af en gammel bums, men Mark får ham væk, og pludselig er bumsen forsvundet.

Narkomanen Dan vågner op på et værtshus, fuldstændigt smadret og uden at kunne huske, hvad der er sket. Det kommer dog tilbage til ham, da han tilbydes et job. Efterhånden som romanen skrider frem, samles trådene lidt efter lidt, og de forskellige personers liv flettes ind i hinanden.

Jacob Hedegaard Pedersen skriver godt. Han virker tydeligt inspireret af Stephen King med den måde, han langsomt bygger historien op og skaber en idyllisk stemning af dansk sommervarm provinsby, hvilket gør uhyggen så meget desto større, når den bryder harmonien. Selve plottet med byens indbyggere, der forsvinder, virker inspireret af Dean R. Koontz’ roman “Skygger”. Det virker dog også fint i en dansk provinsby. Men …

“Høst” er femte del af Jacob Hedegaard Pedersens Tarot-serie, og for at kunne følge med i slutningen er man nødt til at have læst de fire første bøger. Det havde jeg ikke, og derfor sad jeg lidt uforløst til sidst. Jeg synes, slutningen kommer meget brat, og der mangler at blive samlet op på nogle af trådene fra starten af romanen.

Når det er sagt, er man dog godt underholdt undervejs, og jeg har da fået blod på tanden efter at læse de første bind i serien.

Tarot-serien:

Høst (2005)
Den gamle biograf (2000)
Flugten fra (1998)
Gravskrifter (1996)
Dyret – apokalypser (1995)

Om “Høst”:

Originaludgave: 2005
Forlag: Hovedland, 197 sider