Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
psykisk sygdom Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykisk sygdom’

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund

Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund“Den generindrede smerte er den eneste vej til frelse.” Det er også psykiateren Dr. Zarkowskis mening. Javist, hans behandlingsmetode er måske utraditionel: Patienterne bringes i trance, samtidig med at han eksperimenterer med at projicere deres tanker op på en skærm, så de bagefter bogstaveligt talt kan se deres smerte i øjnene.

Men Chris var ikke bange for fugle, før han mødte Zarkowski. Lisa var ikke bange for nonner, før hun mødte Zarkowski. Bogo var ikke bange for noget som helst, før han mødte Zarkowski. Hvorfor døde Bogo, og hvorfor skulle børnene gå i seng? Hvilke børn?

“Aldrig hos et menneske har jeg oplevet så stærk en kærlighed,” siger en af romanens bipersoner om Dr. Zarkowski. Et hjertensgodt menneske, som kun vil sine patienter det bedste. Men ved han, hvad han gør? Måske er det ikke al smerte, man kan se i øjnene. (fra bagsiden)

Efter at have fået udgivet en roman for fem år siden, har Michael undervist på et universitet i Californien, mens han skrev ved siden af. Men skriveriet går i stå, så han flytter hjem til sin bror, Steve i San Francisco. Kort efter møder han Chris, og de indleder et forhold.

Steve er imod forholdet. Han advarer Michael om Zarkowski, men Michael lytter ikke. Efterhånden går det dog også op for deres fælles veninde Lisa, at der er noget galt. Men hvad? Zarkowski er på den ene side utrolig behagelig og tillidsvækkende, men samtidig bliver folk omkring ham tilsyneladende ramt af irrationel angst. Og hvad bruger Zarkowski alle de hunde til?

Dr. Zarkowskis eksperiment udkom i 1993, og vi føres gennem historien via Michael, Chris, Steve og Lisa, der har hver deres forbindelse til Zarkowski. Som altid viser Grete Roulund sine personer snarere end fortæller dem, og det er indimellem svært at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Er her bare tale om misforstået jalousi og manglende kommunikation? Men undervejs hvirvler delvise forklaringer ind, og man forstår noget, uden rigtig at forstå før til allersidst.

Det er aldrig opmuntrende at læse Grete Roulund, og det er heller ikke tilfældet med Dr. Zarkowskis eksperiment. Alligevel kunne jeg ikke lægge den fra mig. Idéen om, under hypnose at projicere folks fortrængte tanker op på et lærred og efterfølgende konfrontere dem med billederne, er både genial og gal. For det kan ganske rigtig være et fantastisk værktøj for politiet, men vil der ikke være situationer, det er bedst IKKE at se i øjnene igen?

Roulund har en helt unik stemme, og at læse hendes fortællinger kan nærmest give fysisk ubehag. Ikke at hun skriver ekspressivt voldsomme scener. Tonen er hele vejen igennem behersket, nærmest underspillet. Alligevel føles det brutalt, og Dr. Zarkowskis eksperiment holdt mig ubrydelig fast i sin dystre trøstesløshed, hvor ingen vil gøre nogen noget ondt, og alligevel er det det, de gør.

Det er smertefuldt fascinerende, uforudsigeligt og begavet. Læs Dr. Zarkowskis eksperiment.

Læs Janus Andersens anmeldelse på scifisiden.

Om Dr. Zarkowskis eksperiment:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Chr. Erichsens forlag, 262 sider
Omslag: Henrik Koitzsch

Læs også:

Varsleren af Karin Fossum
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Den røde tråd af Vicki Pedersen
Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Søster min af Helle Vincentz

Søster min af Helle VincentzAntropologen Sofie Munk er lige blevet ansat i CJ Consult, et privat efterforskningsfirma med speciale i at undersøge forhold internt i virksomheder, som de ikke nødvendigvis ønsker, at offentligheden får kendskab til. En sådan sag lander i Sofies skød, da medicinalfirmaet NomoDep Pharma henvender sig. Direktøren Alfred Berner ønsker at finde ud af, hvem af hans medarbejdere der har indsendt nogle ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen.

Umiddelbart en relativ uskyldig fejl, men Alfred Berner har ambitioner om at drive sin virksomhed ordentlig, og ønsker ikke at blive slået i hartkorn de rådne kar i branchen. Ydermere har NomoDep Pharma en kæmpesatsning undervejs. Et antidepressivt middel rettet mod kvinder. Og intet må bremse satsningen.

Sofies undersøgelser afdækker dog også andre hemmeligheder hos NomoDep Pharma. Sideløbende med at hun forsøger at finde hoved og hale i sagen, følger vi den forholdsvist nyansatte Rasmus Lange i Lægemiddelstyrelsen. En lovende forskerkarrierer blev sat på hold da hans kone blev ramt af en depression, og han skiftede arbejde for at få hverdagen til at hænge sammen. Rasmus deler kontor med den pligtopfyldende Hanne Laursen. Men en dag dukker hun ikke op på arbejde.

Søster min er andet bind i Helle Vincentzs serie om Sofie Munk. Det er en spændende fortælling, som sætter spot på medicinalindustriens indflydelse, og hvor svært det kan være at regulere de store spillere på det internationale marked. Hovedpersonen Sofie er en handlekraftig kvinde, der bevæbnet med intelligens, utålmodighed og tør humor ufortrødent kaster sig ud i efterforskerrollen. En interessant karakter jeg fik lyst til at lære nærmere at kende.

Jeg kan personligt vældig godt lide videnskabskrimier, som giver et internt perspektiv på problemstillinger i en branche eller en videnskab, og det gør Søster min. De faktuelle afsnit flettes ubesværet ind i plottet, uden at sproget bliver kedeligt eller kluntet. Tværtimod er historien både velskrevet og spændende.

Søster min sætter fokus på medicinalindustrien. Hvordan forskningen ikke nødvendigvis indsættes hvor behovet er størst, men derimod hvor pengene er. Hvordan de store spillere forsøger at manipulere bl.a. medierne for at få fokus på områder, hvor deres produkter er løsningen. Og hvor langt nogle virksomheder er villige til at gå for at få godkendt deres produkt. Når jeg hører nyhederne fra USA, tænker jeg, at Vincentz roman nok desværre ikke er særlig langt fra virkeligheden.

Jeg var underholdt og fik samtidig stof til eftertanke. Og det er bestemt ikke et dårligt udbytte af en spændende krimi. Anbefales.

Uddrag fra Søster min:

Berner rystede på hovedet, og med diktafonen tændt nikkede hun opfordrende til ham.

Han sad lidt, som om han overvejede, hvor han skulle tage fat.

– Depression er det vestlige samfunds åg, begyndte han. – Det er en folkesygdom, som kun vil blive mere og mere udbredt i fremtiden. WHO mener, at depression i 2020 vil være den mest ødelæggende sygdom for det enkelte menneske og snart også den dyreste for samfundet.

Sofie kneb øjnene sammen, mens hun forsøgte at regne ud, hvor manden var på vej hen. At depression var et voksende samfundsproblem, behøvede man ikke at underskrive en fortrolighedserklæring for at blive delagtiggjort i.

Men Berner havde øjensynlig fået hul på sin fortælling.

– NomoDep Pharma ser det som sin opgave at afhjælpe disse katastrofale konsekvenser, fortsatte han.

Ja, mod klækkelig betaling, kommenterede Sofie tavst for sig selv.

– I årevis har vi derfor arbejdet på et særligt antidepressivt produkt til kvinder.

Nu så hun overrasket på ham.

Kun til kvinder?

– Ja. Han nikkede. – Præparatet er målrettet kvinder, der mister deres seksuelle lyst i forbindelse med en depression. Det problem koster samfundet langt flere penge, end man forestiller sig, så udover hjælp til kvinderne giver det også samfundsøkonomisk mening at fremstille sådan et præparat. AceOne hedder det, vores flagskib, og det kommer til at revolutionere både markedet og samfundet. Lykkepille og kvindelig viagra i én og samme pille, som min pressechef siger, jeg skal omtale det. Berner rystede let på hovedet. – Det kommer jeg ikke til. (side 30-31)

Om Søster min:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 367 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Helle Vincentzs hjemmeside

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Metusalemgenet af Michael Lycke
Odins Labyrint af Mads Peder Nordbo
Djævelens værk af Lotte Petri

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Triggereffekten af Wulf Dorn

Triggereffekten af Wulf DornTriggereffekten af den tyske debutant Wulf Dorn er et godt bud på en effektiv thriller

Psykiateren Ellen Roth overtager en voldsomt mishandlet kvinde som patient, da hendes kæreste, som også er psykiater, er nødt til at rejse væk. Kvinden taler som et lille barn og advarer Ellen om ‘den sorte mand’, men hun giver ingen oplysninger om, hvem hun er. Så da hun pludselig forsvinder, og alle papirer vedrørende hendes indlæggelse også er væk, står Ellen i en umulig situation. Ingen andre har set kvinden, og kollegaerne tror, at Ellen har haft for meget om ørene og derfor tager fejl. Men Ellen giver ikke op. Hun vil gøre alt for at redde kvinden, om det så betyder, at hun skal konfrontere ‘den sorte mand’.

Jeg har efterhånden opdaget, at der findes flere interessante tyske forfattere, og debutanten Wulf Dorn tegner til at blive et lovende bekendtskab. Triggereffekten er en effektiv og spændende psykologisk thriller om sindets hemmeligheder, og selvom jeg måske nok havde regnet noget af plottet ud, så smider Dorn alligevel lidt overraskelser ind mod slutningen, så man holdes fanget hele vejen igennem.

Om Triggereffekten:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Mrs. Robinson, 388 sider
Originaltitel: Trigger (tysk)
Oversætter: Jacob Wisby

 

Harpiks af Ane Riel

harpiks_ane_rielAne Riel modtog i 2013 Det Danske Kriminalakademis debutantpris for ”Slagteren i Liseleje”. Her i weekenden modtog hun så Kriminalakademiets Harald Mogensen Pris for bedste danske krimi/spænding for sin anden roman “Harpiks”, som dermed også nomineres til Skandinavisk Kriminalselskabs fælles nordiske pris Glasnøglen. Endelig er “Harpiks” også er nomineret til DR Romanprisen, der kåres d. 4. juni på Dokk1 i Århus, og jeg er ikke i tvivl om, at hun har gode chancer for at hive begge priser hjem.

“Harpiks” er ikke en horror-roman. Det er heller ikke hverken en krimi eller en spændingsroman, som man normalt kender dem. Men det er en både ufattelig og fremragende fortælling, som fik mig til at undres, gyse og endog knibe en tåre under læsningen.

På den lille ø kaldet Hovedet lever pigen Liv et isoleret liv sammen med sine forældre, Maria og Jens. Hjemmet er fyldt med kærlighed – og med ting! For Jens har svært ved at smide ting ud, og med årene har samlermanien taget overhånd, så hvert et hjørne og hver en krog i huset og i gårdens øvrige bygninger er fyldt med ting. Og mens omgivelserne flyder over, svulmer Maria ligeledes op og bliver tykkere og tykkere, indtil hun ikke længere kan bevæge sig ud af sengen i soveværelset på første sal.

Men Liv er lykkelig. Hun elsker sin far, som tager hende med ud i skoven og på tyvetogter i byen, når natten falder på. Og hun elsker sin mor, som lærer hende at læse og spiser småkager, som er  rystet og knækket for at ryste kalorierne ud af dem.

Alligevel er Liv godt klar over, at ikke alt er helt som det skal være, og da en dame pludselig kommer på besøg, bliver tingene pludselig meget værre. Damen viser sig at være Livs farmor, og hendes besøg roder op i minderne fra dengang Liv var en lille baby, og hun stadig havde sin bror Carl. Minder som Maria og Jens ellers troede var gemt væk, men som nu dukker op til overfladen med nærmest ubærlige følger.

Ane Riel skriver forrygende og med et sympatisk blik for sine skæve personer. Hun skifter mellem jeg-fortælleren Liv og en alvidende fortæller-stemme, så vi både får overblik over historiens reelle begivenheder, men også et indblik i de følelser og følgevirkninger begivenhederne har for romanens personer. Vi er helt tæt på Jens’ stigende paranoia og Marias langsomme forfald, mens pigen Liv fremstår smerteligt tydelig i sin uskyldige barnlige naivitet og alligevel med en viden, som intet barn bør bære.

“Harpiks” er en fortælling om barnets ubrydelige loyalitet overfor forældrene uanset omkostningerne; om kærlighed så stor, at alene tanken om at miste det elskede er ubærlig; og om hvordan angsten for at miste kan drive et menneske fra forstanden og få det til at gøre ubegribelige gerninger i kærlighedens navn.

Det er en grusom roman. En smuk roman. Og en roman man ikke må snyde sig selv for, selvom den til tider gør ondt dybt ind i sjælen. Læs den …

Besøg Ane Riels hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN-13: 9788779737624
Sideantal: 256
Forlag: Tiderne Skifter

Afsind af Martin Schjönning

Afsind_forsideMartin Schjönning er et af de nyere talenter på den danske horrorscene. Han har skrevet en række noveller til forskellige antologier, og i 2015 udkom hans første selvstændige udgivelse, kortromanen Deroute, som var første bind i forlaget Kandors serie om Satan. Deroute er blandt de fem nominerede til Årets Danske Horrorudgivelse, der uddeles på Krimimessen i Horsens d. 12. marts.

Nu er han så aktuel med sin første “rigtige” roman, Afsind.

Gregor er psykisk syg. Siden hans forældre døde, da han var barn, har han været indlagt på en psykiatrisk institution. De senere år har han dog boet for sig selv i en overfyldt kælder, stærkt medicineret for at holde de værste syner væk.

En dag finder Gregor et billede skubbet ind under sin hoveddør, der viser en torteret pige, som han genkender. Han beslutter sig at søge hjælp hos sin psykiater Lacedon, men på vejen til hospitalet mister han orienteringen, og da han kommer til sig selv, er kaos brudt ud i byen. Ud af det blå overfalder og maltrakterer ganske almindelige mennesker familiemedlemmer, og hvem der ellers er så uheldige at være i nærheden af dem, når vanviddet rammer, og nu er både hospitalet og politiet presset til det yderste.

Det går langsomt op for Lacedon, at Gregors barndoms syner måske ikke blot er hallucinationer, og sammen med Overlægen og en mand ved navn William, der selv har oplevelser med afsindets følger tæt på, forsøger de fire at finde frem til kilden for udbruddet for at stoppe det. Men det er lettere sagt end gjort, når dæmonerne lurer, og byen er grebet af vanvid.

Jeg var rigtig godt underholdt af Afsind. Dels elsker jeg fortællinger, hvor vanviddet bryder ud, og når der så bliver smidt lidt dæmoner og andre lækkerier ind i blandingen, så er det slet ikke til at stå for.

Jeg kan også godt lide måden Schjönning fortæller sin historie på, hvor han klipper mellem fortællerstemmerne, så vi skiftevis hører fra Gregor, Kommisæren, William, Lacedon og udvalgte ofre for vanviddet m.fl. Det skaber flow og suspense i fortællingen, og gør det svært at lægge bogen fra sig fordi jeg hele tiden lige skulle have det næste med.

Derudover er Martin Schjönning fantastisk til at fremmane billeder, der sætter sig på nethinden, ligesom hans sprog er på et højt niveau. Til tider endda særdeles højt, idet jeg var nødt til at slå en del ord og begreber op undervejs.

Generelt er der fuld fart på fortællingen, men mod slutningen bliver det flotte billedskabende sprog dog også romanens svaghed, idet det bremser fortællingens fremdrift, hvor jeg som læser ikke kan vente på at plottets fortsættelse. F.eks. i nedenstående eksempel hvor kvartetten kører gennem byen på udkig efter pigen fra Gregors fotografi, og pludselig skal vi høre om Lacedons tanker om Paris:

Lacedon havde et indplantet frankofilt forhold til storbyens inderste og mest intense helvedesring. I tre lange måneder havde han som ung ligget vandret med en lungebetændelse, der åbenbart havde besluttet sig for at overvintre. Faderens private bibliotek havde været hans eneste trøst. Så han havde opædt de bedste og værste af storbyens poeter. Han havde grædt med Victor Hugos stakler, der alle syntes fanget af et Paris, der blev ved med at føde børn kun for selv at æde dem igen. Hugos storby var vokset i takt med forfatterskabet, indtil den antog uhyrlige proportioner i både bogstavelig og overført betydning. Elendige mennesker dræbte, bestjal og forulempede andre elendige mennesker i en ubrydelig cyklus – en lortebrun charybdis, en hvirvelstrøm af kloakvand, holdt i live af vanskabningens og sigøjnerskens tårer…” (s. 204)

Herefter følger næsten en halv sides beskrivelse Paris set gennem forskellige klassiske forfatteres øjne, og selvom jeg godt kan forstå sammenligningen mellem Hugos uhyrlige Paris og Schjönnings dæmonplagede By, så bliver det simpelthen for meget. Byen fylder dog generelt meget i Schjönnings univers. Både i Deroute og novellen Præludium er Byen ikke blot en kulisse for fortællingen, men snarere en medspiller i form af en nærmest levende organisme, og den rolle fører han til fulde videre her i Afsind.

Alt i alt er Afsind dog en herlig klam skræmmende og velskrevet roman, der klart kan anbefales. Så – læs den!

Besøg Martin Schjönnings blog

(også anmeldt på Bogrummet.dk og Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Tom Kristensen
ISBN-13: 9788791589430
Sideantal: 294
Forlag: Kandor

Lovecraft af Hans Rodionoff

Lovecraft af Hans Rodionoff“Lovecraft” er en tegneserie biografi om en af de mest inspirerende forfattere indenfor gysergenren.

Historien begynder med Lovecrafts barndom, hvor faderen er indlagt på et sindssyge hospital (og snart dør), og hvor moderen får den lille dreng til at gå i pigetøj. Om aftenen fortæller bedstefaderen de grusomste historier, og da Lovecraft også finder den mystiske bog Nekronomikonen i sin fars bibliotek, er grunden til hans senere mærkelige oplevelser lagt. Nekronomikonen åbner nemlig op til en anden verden, som er befolket af væsner, der ønsker at komme ind i vores verden for at overtage den. Lovecraft kæmpede hele sit liv for at holde denne port lukket, og for selv at overleve skrev han sine oplevelser ned.

Her er tale om en ualmindelig vellykket og velskrevet tegneserie. Historien er spændende skrevet og følger pligtskyldigt detaljerne fra Lovecrafts liv. Det eneste forfatteren har taget sig kunstnerisk frihed til, er grunden til Lovecrafts sindssyge. Er der virkelig en parallelverden, som Lovecraft beskrev i sine bøger?

Tegningerne skaber en intens stemning hele vejen igennem historien. Der er arbejdet med brugen af farver. Den virkelige verden er holdt i afdæmpede brunlige farver, og kun Lovecraft har lidt farve undervejs – indtil dørene til Arkham åbner sig, så bruger tegneren stærke farver. Væsnerne fra parallelverdenen tegnes nærmest i grotesk stil, og virker skræmmende og usigelige. Akkurat som Lovecraft beskriver dem.

Tegneserien har forord af John Carpenter, som indrømmer, at han har været stærkt inspireret af Lovecraft i flere af sine film. En inspirationskilde han i øvrigt deler med forfattere som Stephen King, Clive Barker og mange andre. Meget læseværdig tegneserie.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2004
Illustrator: Enrique Breccia
Forlag: G. Floy Studio, 140 sider