Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
psykologisk portræt Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykologisk portræt’

Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Gamle venner af Aske Munk-JørgensenMikkel og Marcel var bedste venner, men en sommerdag ændrede alt sig …

I barndommen var de to drenge, Mikkel og Marcel, bedste venner. En varm sommerdag foreslår Marcel, at de skal cykle ud til et forladt hus, der ligger 10 km udenfor Aarhus. Rygterne siger, at den gamle ejer hængte sig og først blev fundet flere måneder efter. Huset står der stadig. Urørt som en uhyggelig kulisse i en gyserfilm. Og nu vil Marcel se det.

Egentlig er Mikkel ikke vild med idéen. De cykler alligevel af sted, og efter en lang, varm tur når de frem til huset. Her ændrer stemningen sig. Noget sker under besøget, og efterfølgende glider venskabet mellem drengene ud.

De følgende år er svære for Mikkel. Efter hændelsen trækker han sig ind i sig selv, væk fra sin uforstående far. Ved først givne lejlighed flytter han hjemmefra til København, hvor han skal studere. Her møder han tvillingerne Charlie og Lasse, og siden sin kommende kæreste, Laura. Med tiden flytter han og Laura med datteren Johanne til Sorø, hvor de køber hus. Livet er godt.

Men fortiden har det med at banke på, når man mindst venter det. For Mikkel, eller Mike som han nu kaldes, ændrer livet sig endnu en gang en sommeraften under en løbetur i skoven. En død solsort bringer barndommens mørke tilbage, og mareridtet starter igen.

Jeg er vild med Gamle venner!

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

Til Skrækfest i Odense hørte jeg Aske Munk-Jørgensen fortælle lidt om romanen. Bl.a. nævnte han Stephen Kings forfatterskab som en inspirationskilde. Jeg er stor fan af Stephen King, og noget af det, jeg særligt holder af, er den fortrolighed med læseren, King er ekspert i at skabe. Det er ikke let at få opnå, men i mine øjne lykkes det 100% for Munk-Jørgensen i Gamle venner.

Romanen fortælles af Mikkel i et langt tilbageblik, i samme småsnakkende stil som King ofte benytter sig af, hvor man føler, at fortælleren sidder ved siden af én og beretter, mens man lytter. Det skaber en nærmest øjeblikkelig intim stemning, som får læseren til at smelte ind i historien. I hvert fald for mig.

Nu skal det ikke lyde, som om Munk-Jørgensen bare kopiere en Stephen King roman. Slet ikke. Munk-Jørgensen har tydeligt sin egen stemme, men han formår at skabe samme intimitet og nærvær nærmest fra romanens første sætning. Der er et ubesværet flow i fortællingen, som giver historien autenticitet, selv i de mest skræmmende øjeblikke. Det er utrolig godt lavet.

Jeg er også begejstret for portrættet af Mikkel/Mike. Med ham som jeg-fortæller oplever vi kun begivenhederne gennem hans øjne, men det betyder også, at vi mærker forandringerne sammen med ham, efterhånden som fortællingen skrider frem. Med kun Mikkel som sandhedsvidne er det naturligvis op til hver enkelt læser at beslutte sig for, hvor troværdig man synes, han er. Men følelsen af, hvordan han langsomt mister kontrollen, er eminent beskrevet, og mod slutningen føler vi Mikkels vrede og frygt helt håndgribeligt.

Gamle venner er en velskrevet og vellykket roman, som greb mig fra første side. Det er en fortælling om kærlighed og venskab; om det der gemmer sig i mørket; og om mørket i os selv. Aske Munk-Jørgensen har skrevet en roman, der er umiskendelig dansk og alligevel bringer mindelser til både The Shining og The Exorcist. Jeg var underholdt, skræmt og på alle måder fængslet under læsningen. Så uanset om du er horrorfan eller mere til psykologiske thrillers, kan jeg kun anbefale Gamle venner på det varmeste. Det er virkelig en eminent roman.

Aske Munk-Jørgensen har udover Gamle venner blandt andet skrevet krimien Retfærdig vold samt kortromanen Kærlighedens væsen fra Kandors serie om Satan. De er bestemt også læseværdige.

Uddrag af Gamle venner:

“Tiden gik, jeg voksede op og flyttede væk, og i takt med at årene forsvandt bag mig, blev billedet af min drengeverden mere og mere utydeligt og filmrende. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg så brændende skulle komme til at ønske mig tilbage. Som voksen kan man godt blive melankolsk over den tabte tid, men ikke på denne måde. Man kan blive tungsindig, når de folk, man føler sig jævnaldrende med, begynder at synes, man er gammel. Eller når ens hår umærkeligt bliver tyndere, indtil man en dag opdager, at man før eller siden helt vil tabe det. Den slags bedrøvelse. For mig var det noget helt andet. For mig var der tale om et desperat ønske om flugt tilbage til noget sikkert, snarere end en sørgmodig længsel. En flugt tilbage til et punkt før tingene gik galt.

Det er sådan med verden, at alting har to sider. Måske endda flere end to. Verden er altid dybest set et spejl af en selv. Man er ikke altid selv klar over det, men det, man har i sit indre, er også det, man møder i sit ydre. Den solbeskinnede vej gennem gule kornmarker kan også være der, hvor man står og skriger af angst. En bøgeskov kan også være isnende kold og mørk og fuld af noget helt andet end en selv.

Men det tænkte jeg aldrig på som dreng.” (side 8-9)

Læs et interview med Aske Munk-Jørgensen på Superkultur.dk

Om Gamle venner:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 275 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Den nye pige af Penelope Evans
Ondskabens hotel af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Forglemmigej af Teddy Vork

Manden der tænkte ting af Valdemar Holst

Manden der tænkte ting af Valdemar HolstBoutard er den lukkede afdelings store problem. Skønt indespærret i enecelle forstår han til overlægens raseri at skaffe sig store havannacigarer og ædle vine, og en dag er han trods alle forsigtighedsregler totalt forsvundet.

Han har imidlertid fået tillid til en af lægerne, Dr. Francis, og over for ham letter han sløret for sin hemmelighed. Begivenhederne udvikler sig  med foruroligende hast, og en mystisk dobbeltgænger forpester den unge læges liv. Han trænges ud af sit arbejde, hans kæreste behandler ham som en plattenslager, og han er ved at gå i hundene, mens dobbeltgængeren fejrer triumfer …

Man mindes Peter Schlemihl og dr. Jekyll – mr. Hyde under læsningen af denne mærkelige og rædselsfyldte roman, som er et moderne sidestykke til den klassiske litteraturs mystiske fortællinger. (fra bagsiden)

Jeg blev gjort opmærksom på Manden der tænkte ting under en temadag om science fiction, jeg deltog i tidligere på året. Foredragsholderen roste filmatiseringen for at være en af de bedste danske science fiction film. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte få set på den, og det er hermed gjort.

Hvor filmen udspiller sig i Danmark, er romanens hovedperson den franske læge Francis. Den første del af filmen følger den originale historie ret tæt, men romanen forløber over en længere periode. Dermed får vi et langt mere indgående indblik i Francis deroute, idet vi følger ham fra feteret læge til drukkenbolt på samfundets bund.

Tager man bogens alder i betragtning er Manden der tænkte ting, et spændende bekendtskab. Valdemar Holsts idé om at kunne skabe ting ved tankens kraft underbygger han ganske interessant med tanke på altings opbygning af atomer. Der er også spørgsmålet om identitet. Hvem af Dr. Francis’erne er den rigtige, når Boutard har skabt en dobbeltgænger, der på alle områder er mere perfekt? Har den originale dr. Francis krav på sit liv, når han hurtigt går i hundene uden sin lægetitel?

Endeligt nævner Jens Ravn, der instruerede filmen i 1969, at historien også er en Faust-historie. Boutard tilbyder i starten af fortællingen Dr. Francis alt, hvad han kan drømme om, hvis blot han vil hjælpe ham. Francis siger nej af etiske grunde, men jo længere ned i skidtet han kommer, jo mindre betyder disse grunde til sidst.

Personligt kunne jeg bedre lide bogen end filmen, der har en spændende billedside, men som tempomæssigt i høj grad er ‘barn af sin tid’. Romanen ‘lider’ ikke på samme måde under sin alder, men fungerer ligeså godt i dag, som da den udkom for 54 år siden.

Uddrag af Manden der tænkte ting:

“De ved, at den moderne videnskab er gået bort fra den antagelse, at stoffet er noget i sig selv. Stof er en form for energi, bestående af kraftcentrer, der for hver enkelt stofs vedkommende svinger på en særegen måde. Ved at betragte stoffet i dets forskelige former, altså genstandene, dannes der billeder i hjernen; billeder, der består af svingninger, som nøje korresponderer med genstandens energisystemer.

Disse billeder tændes og slukkes, efter som øjnene ser, men gennem hukommelsen kan de uden det ydre synsapparat fremkaldes til en indre beskuelse. 

Denne fremkaldelse af én gang sete ydre ting kan være af højst forskellig art og styrke. Nogle mennesker husker dårligt, har en svag indbildningskraft; hos andre er den stærk og hos mig enorm!

Hør efter, nu var min hypotese følgende: Dersom man kunne koncentrere sine indtryk til en vis styrkegrad, ville svingningerne i hjernebillederne dels forstærkes, så de nærmede sig genstandens i intensitet, dels forlænges som strålerne fra en lyskaster med hjernen som centrum, så der dannedes et ydre billede.

Begynder De nu at forstå. Min hypotese var, at ved tilstrækkelig koncentration ville der dannes en bevidst hallucination, et ydre billede, et hukommelsesduplikat, der, når svingningerne havde nået en tilstrækkelig styrkegrad, også ville blive synligt for andre. Er De med?” (side 39-40)

Om Manden der tænkte ting:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Stjernebøgerne, Vintens Forlag. 152 sider

Filmatiseret i 1969. Læs en anmeldelse af filmen på Kulturkapellet.

I gode hænder af Christian Mørk

I gode hænder af Christian MørkI gode hænder er ikke en af den slags bøger, jeg normalt omtaler på Gyseren. Det er hverken horror, thriller eller fantastik. Men den ramte mig, samtidig med at den gav mig mindelser om kortromanen Mønstereleven af Stephen King. Så den oplevelse skal andre ikke snydes for.

Den 16-årige Gustav er en spinkel, astmatisk 1. g’er med øgenavnet Myggen. Mobning og chikane er hverdag, men Gustav får ikke meget hjælp af forældrene, som mener at man kan tale sig til rette om alt. Det hjælper heller ikke, at en del af mobningen handler om Gustavs mor, der ikke alene er kvinde i folketinget, men endda en smuk kvinde. Og tilbage i 1984 hvor romanen udspiller sig, var den slags endnu mere usædvanligt end i dag.

En dag sender moren Gustav til behandling for sin astma hos en ældre dame ved navn Agnes Loumann. Gustav er blevet sendt til et hav af healere og er mere end skeptisk. Men han føjer moren og dukker op i Agnes’ indelukkede lejlighed, hvor hun bor alene med sine to hunde og kun sjældent bevæger sig udenfor. Og altid skjult bag tørklæde og solbriller.

Mod alle odds viser det sig dog, at Agnes’ behandling hjælper på Gustavs astma, og der opstår en slags fortrolighed mellem dem. Gustav føler, at Agnes forstår ham, så da hun giver et råd i forbindelse med mobningen, er han hurtig til at tage det til sig.

Men rådet fører til handlinger, der sætter hans moral og opfattelse af sig selv i spil. Samtidig opdager Gustav, at Agnes’ fortid gemmer på nogle hemmeligheder, der måske er langt alvorligere, end han havde forestillet sig. Spørgsmålet er, om han kan – og vil – handle på den viden?

I gode hænder udspiller sig som nævnt i 1984, men trækker tråde tilbage til 2. verdenskrig. Det er dels en fortælling om en drengs udvikling mod manddom, men det er også en roman om skyld, om følelsen af skyld og om total mangel på skyldfølelse. Portrættet af Agnes er skræmmende som ind i H… Hun virker på overfladen som enhver anden, men jo længere ind i hendes psyke vi kommer, jo mere tydeligt bliver det, at hun mangler ethvert moralsk kompas.

Selvom her ikke er tale om en egentlig spændingsroman, er I gode hænder medrivende på en foruroligende måde. Der sker ikke særligt voldsomme ting på overfladen, men i fortiden såvel som i personernes indre reflektioner flyder både ondskab, vold og frygt. Jeg var fanget nærmest fra side et, og kan kun anbefale den til alle som holder af et uhyggeligt dyk ned i den menneskelige psyke.

Romanen kan også læses som delvis selvbiografisk. Læs interviewet med Christian Mørk her.

Om I gode hænder:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gyldendal, 218 sider
Omslag: Poul Lange

Læs også:

Amok af Richard Bachman
Over grænsen af Pat Barker
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Hviskeren af Karin Fossum
Noget for noget af Anna Grue
Den røde drage af Thomas Harris
Mønstereleven af Stephen King
Sankt Psyko af Johan Theorin

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Hviskeren af Karin Fossum

Hviskeren af Karin FossumHviskeren er en stilfærdig krimi hvor spændingen ligger i det fascinerende psykologiske portræt af hovedpersonen.

Ragna Riegel er en stille eksistens. Hun passer sit arbejde i discountbutikken Europris, bor alene i sit barndomshjem efter forældrenes død, og sønnen Rikard Josef flyttede til Berlin for mange år siden. Oveni har en fejloperation efterladt hende med en stemme, der kun kan hviske. Et handicap der sammen med hendes spinkle udseende og selvudslettende opførsel er med til at holde hende ude af syne – lige som hun foretrækker.

Men dette efterår får nogen øje på Ragna. En dag ligger der pludselig et anonymt brev i hendes postkasse med ordene ”DU SKAL DØ”. Fra denne dag af bliver frygten og forvirringen en fast bestanddel af Ragnas dagligdag. Hvem er det, der har besluttet sig for at gå efter hende? Og hvorfor lige netop hende?

Hviskeren er 13. bog i serien om den norske politikommisær Konrad Sejer, en serie hvor bøgerne sagtens kan læses selvstændigt. Som i seriens øvrige bind er Karin Fossums ærinde ikke, at læseren skal gætte, hvem forbryderen er. Vi ved nemlig fra begyndelsen, at Ragna sidder fængslet, sigtet for en forbrydelse, som Sejer forsøger at finde frem til sandheden om. Og det er den sandhed, som læseren også er på jagt efter.

Hvad er der sket med Ragna i løbet af de mørke efterårsmåneder, hvor hendes verden langsomt bliver mindre og mindre på grund af hendes frygt for den fremmede forfølger. Hvilke hemmeligheder gemmer fortiden, der gør, at hun og sønnen Rikard Josef ikke mere har kontakt? Og hvorfor vil hun gerne tilstå, men føler ikke skyld?

Fossum skriver godt, og hun har et særligt talent for at skrive om samfundets oversete. Beskrivelsen af Ragna er levende og mangefacetteret, og som læser fandt jeg hende både rørende og oprørende. En stakkel, der måske ikke er så stakkels alligevel. Eller …?

Fossum er ekspert i disse fascinerende psykologiske portrætter, som jeg har været fængslet af i tidligere romaner som f.eks. Helvedesilden. Men hvor sidstnævnte er fortalt stramt, og lader fortællingen stå perfekt i sin enkelthed, så synes jeg denne gang, at Fossum går lidt for meget i tomgang midtvejs i romanen. Mod slutningen finder historien sig selv igen, og slutningen tog endnu en gang fusen på mig. Så trods min anke er Hviskeren bestemt stadigvæk værd at læse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Hviskeren:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gyldendal, 313 sider
Omslag: Terese Moe Leiner/Blæst-design
Originaltitel: Hviskeren (norsk)
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016
Hviskeren, 2017

Den onde vilje af Karin Fossum

Den onde vilje af Karin Fossum

 

Karin Fossum er en af de krimi-forfattere, hvor opklaringen af forbrydelsen er sekundær i forhold til baggrunden for selve handlingen. Det er også tilfældet med Den onde vilje, der er både velskrevet og spændende, og giver et skræmmende indblik i det mørke i menneskesindet.

De tre venner, Axel, Reilly og Jon, er på weekendtur. Om natten tager de spontant ud at sejle på den nærliggende sø, og her springer Jon i for øjnene af vennerne. Reilly vil forsøge at redde ham, men Axel holder ham tilbage. Hvorfor begår Jon selvmord? Og hvorfor ønsker Axel at det sker?

Det er i korte træk handlingen i Den onde vilje, og måske det der adskiller den fra andre krimier. Jons selvmord sker nemlig i løbet af de første par sider, så jeg har ikke afsløret slutningen, og resten af bogen forsøger at skabe klarhed over, hvad der drev Jon til denne handling.

Det viser sig, at Jon var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at der tilsyneladende er sket noget, som de to kammerater også har deltaget i, som martrer Jon til døde. Det er denne gåde, der først løses til sidst, og indtil da tegner Karin Fossum et fremragende psykologisk portræt af både de to venner og Jon selv.

Hvis jeg skal sammenligne Karin Fossum med andre forfattere, må det bliver Inger Frimansson, hvis De nøgne kvinders ø jeg var helt vild med, og som også var en lidt atypisk krimi. Karin Fossum har en lidt anden skrivestil, men hun er letlæst og har nogle spændende overvejelser undervejs.

Den onde vilje fik mig også til at tænke på den danske film Fri os fra det onde, som har lidt det samme tema – nemlig at gode mennesker kan komme i situationer, hvor man ved at undlade at handle, gør andre fortræd. Det beskriver Karin Fossum fantastisk godt her.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den onde vilje:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Gyldendal, 191 sider
Originaltitel: Den onde viljen
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Enken af Fiona Barton

Enken af Fiona Barton

Hvor godt kender du nogensinde et andet menneske?

I 2006 forsvinder den 2-årige Bella, sporløst fra familiens have. Moren Dawn har ladet hende være alene derude, mens hun ordnede et par småting, og da hun igen ser efter Bella, er hun væk. Politiet sætter alle kræfter ind på sagen, men sporene er mere end sparsomme.

Indtil et tilfælde fører dem til Glen Taylor. En tidligere bankmand som nu arbejder som chauffør – og, som dagen da Bella forsvandt, havde et ærinde i området. Men Glen er stålsat i sin forklaring om sin uskyld, og ved hans side står hustruen Jean loyalt og støttende. For selvfølgelig kan hendes Glen ikke finde på sådan noget.

I fire år kører sagen om Bellas bortførelse med Glen Taylor som mistænkt, og så omkommer Glen i en ulykke. Politiet håber, at Jean nu endelig vil tale. For hun må da vide, om hendes mand er morder?

Enken er Fiona Bartons debutroman, og det er virkelig en blændende debut. Barton er selv journalist, og hun fortæller i forordet, hvordan hun altid har været fascineret af, hvordan de pårørende til anklagede/dømte forbrydere forholder sig til hinanden bag lukkede døre. Det undersøger hun her, og det er der kommet en vellykket psykologisk thriller ud af.

Romanen er opdelt i kapitler, der dels springer i tid og sted, og dels fortælles fra forskellige vinkler, bl.a. Enken, Journalisten, Kriminalinspektøren og Moderen. På den måde lader Barton oplysningerne sive til læseren, som får en fornemmelse af, at noget er helt galt. Men først til allersidst samles alle trådene, og sandheden kommer frem. Opbygningen er lykkes rigtigt godt, og selvom Enken ikke er en sindsoprivende pageturner, så er atmosfæren i romanen yderst intens. Spændingen opbygges stille og roligt af de små afsløringer, der drypper frem undervejs, og som læser sad jeg fanget til sidste side var vendt.

Udover selve spændingen i opklaringen: Er det nu også Glen Taylor, der står bag? er det også dybt fascinerende at følge pressens dækning af sagen. Hvordan de på den ene side virker som gribbe, der svælger i menneskelig elendighed. Men som alligevel også fungerer som en redningskrans for Dawn.

Endelig er portrættet af Jeans og Glens ægteskab intet mindre end fremragende. Barton beskriver et lykkeligt ægteskab, som et eller andet sted undervejs ændrer karakter. Alligevel holder Jeanie udadtil loyalt fast i den censurerede version, mens hendes egen hemmelige version efterhånden smutter ud mellem linjerne. For hvor godt kender vi nogensinde et andet menneske?

Jeg kan næsten ikke komme med nok superlativer for denne debut, som både er velskrevet, spændende og giver et fascinerende indblik i den menneskelige psyke. Fiona Barton er på vej med sin næste bog ”Hemmeligheder”, der udkommer til september. Indtil da kan jeg kun anbefale at læse Enken, hvis du holder af underspillede psykologiske thrillers.

Om Enken:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Hr. Ferdinand, 385 sider
Omslag: Jon Asgeir
Originaltitel: The Widow
Oversætter: Lotte Kirkeby Hansen

Intet på jord af Conor O’Callaghan

Intet på jord af Conor O’CallaghanEn lille familie i et udstillingshus på en byggeplads. En lang, varm sommer. En forsvinden. Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en snigende, sansemættet og foruroligende fortælling, der efterlod mig besynderligt påvirket.

Helen, Paul og deres datter samt Helens tvillingesøster Martine er flyttet ind i et udstillingshus på en byggeplads, efter at have boet i udlandet i flere år. Byggeriet af de øvrige huse er dog gået i stå, så mens Paul og Martine arbejder i den nærliggende by, går Helen hjemme sammen med datteren, alene på den tomme, støvede plads.

Dagene går. Det er varmt og tørt, og familien holder sig mest for sig selv. Men i den flimrende varme opstår sprækker, og en dag er Helene forsvundet. Ingen ved hvorhen, og selvom politiet kommer på sagen, finder man hende ikke. Alligevel må hverdagen gå videre. Og det gør den, næsten som om Helen aldrig var der. Men sprækkerne er der stadig.

Conor O’Callaghans roman Intet på jord er en usædvanlig læseoplevelse. Den er flot fortalt, og umiddelbart sker der ikke meget, men alligevel er den overrumplende intens. Bagsideteksten kalder bogen for en ”smuk og foruroligende roman fra en flosset kant af virkeligheden”, og det må siges at være en meget præcis beskrivelse. Stemningen er intens og fyldt med ildevarslende forudanelser. Så selvom det ikke er en gyser, slog mit hjerte hårdere under læsningen, og jeg følte, jeg faldt ind i romanens underlige, mareridtsagtige univers.

Det usagte og ubestemmlige fylder meget. Vi ved ikke helt, hvor vi er. Vi ved heller ikke helt, hvem personerne er, eller hvad der er sket. I stedet lader O’Callaghan en masse antydninger falde. Tilsyneladende gemmer Helen og Martines forhistorie på et drama. Men hvad, får vi aldrig at vide, ligesom vi kommer i tvivl om, hvor meget vi egentlig kan stole på selve fortællingen. Sker de ting, der beskrives på byggepladsen overhovedet? Virkeligheden flyder ud, og vi efterlades fulde af tvivl.

Jeg har på det seneste læst flere af forlaget Jensen & Dalsgaards udgivelser, og jeg må sige, at de har en særlig evne til at finde de unikke og anderledes romaner. Intet på jord er ingen undtagelse. Da jeg først lod mig fange ind af den sære og urovækkende fortælling, var det en fantastisk læseoplevelse. Men historien efterlader flere spørgsmål end svar, og er således meget svær at anmelde fyldestgørende.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Intet på jord:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jensen & Dalgaard, 217 sider
Omslag: ”Ghost Estates” af Valérie Anex – valerianex.com
Originaltitel: Nothing on Earth
Oversætter: Nete Harsberg

Varsleren af Karin Fossum

Varsleren af Karin Fossum

 

Et forældrepar finder deres lille baby badet i blod, og kører chokerede på hospitalet. Blot for at få at vide at babyen intet fejler – hun var blot blevet overhældt med dyreblod. Kort efter opdager en ældre kvinde, at nogen har indrykket en falsk dødsannonce om hende, og så dukker et hold bedemænd op hos et ægtepar, hvor manden lider af en dødelig sygdom, men så sandelig stadig er i live.

Konrad Sejer og Jacob Skarre sættes på sagen, som de tager meget alvorligt, selvom der ikke er sket fysiske skader. Sejer er overbevist om, at her er tale om en mand, som ønsker opmærksomhed, og da han får smidt et postkort under sin dør med ordene: “Helvede begynder nu”, ved han, at de kun har set begyndelsen.

Sideløbende med politiets opklaring hører vi om den forhutlede teenager Johnny Beskow, der bor alene med sin alkoholiserede mor. Han har aldrig kendt faren, og det eneste menneske, han bryder sig om, er morfaren, som nu er gammel og syg. Johnny brænder efter at blive set og anerkendt, og det driver ham ud i en uhyggelig “leg” med omgivelserne.

Karin Fossum skriver kriminalromaner, hvor krimi-intrigen ikke er det vigtigste. Det er personerne og undersøgelsen af, hvorfor de agerer som de gør, der er interessant.

Hvis du mest er til hårdtslående action, hvor hver side driver med mord, så er Varsleren sikkert ikke noget for dig. Men brænder du til gengæld for velskrevne psykologiske portrætter med masser af menneskelig indsigt, så er Karin Fossums forfatterskab et godt valg. Det er ikke hygge-nygge-historier, for Fossum har bestemt øje for den menneskelige ondskab, men vægten er ikke på de blodige detaljer. I stedet viser hun de psykologiske mekanismer i ondskaben, og det kan være endnu værre.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Varsleren: 

Udgivelsesår: 2010
Forlag: Gyldendal, 255 sider
Originaltitel: Varsleren (norsk)
Oversætter: Poul Bratbjerg Hansen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

Lurian af Andrias Andreasen

Lurian af Andrias AndreasenFærøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:

Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)

Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?

Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.

Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen

Besøg forfatterens hjemmeside