februar 2017
M T O T F L S
« jan    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykologisk portræt’

Helvedesilden af Karin Fossum

Helvedesilden af Karin FossumMed Helvedesilden serverer norske Karin Fossum endnu en gang en velskrevet og fængslende psykologisk krimi for læserne.

I en gammel campingvogn finder Konrad Sejr liget af en smuk kvinde og en lille dreng. Begge er blevet dolket. Bortset fra et enkelt skoaftryk er der umiddelbart ingen spor at gå efter i opklaringen af den brutale forbrydelse.

Mens Sejr og kollegaerne går i gang med eftersøgningen, springer handlingen et halvt år tilbage, hvor vi dels følger de to ofre: hjemmehjælperen Bonnie og hendes lille søn, Simon, samt den ligeledes enlige mor Mass og hendes voksne søn Eddie.

Eddie er lidt til en side. Han er intelligent nok, men kan ikke klare for mange mennesker og nye situationer, så han er på offentlig forsørgelse, og trods sine 21 år bor han stadigvæk hos moren. Faren forlod dem for mange år siden, og ligger nu begravet på en kirkegård i København. Eddie drømmer om at besøge hans grav, men moren vil ikke rykke ud med, hvor præcist han ligger begravet.

Bonnie er en stille og venlig kvinde, som knokler på i sit job i hjemmeplejen, hvor hun pga. sit omgængelige væsen finder sig i det hele fra sine borgere. Trods det hårde slid er pengene små, og hun drømmer om at give sønnen Simon et bedre liv. Mænd har hun droppet, efter at være blevet skuffet inderligt af Simons far.

Som altid i Karin Fossums serie med politimanden Konrad Sejer er hovedvægten i Helvedesilden ikke på selve opklaringen af forbrydelsen. Vi hører naturligvis om Sejer og kollegaernes arbejde og følger deres jagt på de forskellige spor, men det vigtigste er portrætterne af de to små familier, der både er frygtelig ens og meget forskellige.

Fossum er en mester i at beskrive sine personer, så man ikke kan undgå at få sympati for dem. Selv morderen formår hun at gøre menneskelig, uden dog at give undskyldninger for dennes gerninger. Samtidig er plottet troværdigt, og selvom man som læser godt kan regne ud, hvem der står bag drabet, så er det opklaringen af hvorfor, der er spændende. Og her snød Fossum i hvert fald mig fuldstændigt.

Jeg er som regel ikke særlig god til at læse krimiserier, men Fossums serie er anderledes. Nok er Konrad Sejer omdrejningspunktet for opklaringen i hvert bind, men fokus er aldrig i særlig høj grad på ham og hans privatliv. Det er et stort plus for mig, og gør samtidig at hvert bind kan læses som en enkeltstående roman.

Selvom jeg er begejstret over Helvedesilden, så skæmmes udgivelsen desværre lidt af rod i korrekturen. Et stort forlag som Gyldendal burde have styr på den del af en udgivelse, men jeg blev flere steder irriteret over fejl. Gentagne gange roder teksten rundt mellem han og hun, ligesom man og men forveksles flere gange. Hvor sidstnævnte er til at leve med, så var førstnævnte med til at forkludre læsningen, så handlingen blev mindre forståelig.

Det er dog ikke nok til at afholde mig fra at anbefale Helvedesilden, som trods småfejlene er yderst læseværdig.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Helvedesilden:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Gyldendal, 228 sider
Originaltitel: Helvetesilden
Omslag: Terese Mo Leiner/Blæst Design

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016

 

Mercedesmanden af Stephen King

MercedesmandenDa politimanden Bill Hodges efter 40 år som opdager går på pension, føler han snart en uventet trang til at afslutte det hele. Det ændrer sig dog, da han modtager et brev fra ‘ham der slap væk’.

I 2009 kørte en grå Mercedes ind i en menneskemængde og dræbte 8 samt kvæstede flere. Hodges var på sagen, som ikke var blevet opklaret, da han gik på pension. Men nu har Mercedes-morderen taget kontakt til Hodges, og Hodges har ikke til sinds at lade ham slippe væk igen. Med hjælp fra en kvik ung mand fra nabolaget, der hjælper ham med at passe haven, og en psykisk ustabil kvinde starter han sin egen efterforskning i håb om endelig at få ram på morderen. Sideløbende med at vi følger Hodges og opklaringsarbejdet, introduceres vi også for morderen, en ung mand ved navn Brady Hartsley, der har store planer for Bill Hodges.

Der har været stor hype omkring denne nye Stephen King udgivelse, der betegnes som hans første regulære kriminalroman, og samtidig er første bind i en trilogi med Bill Hodges som hovedperson. Hvad synes jeg så om denne ‘rendyrkede krimi’? Faktisk tænker jeg lidt, at betegnelsen kriminalroman mest er brugt for at ramme en bredere læserskare, for King er i mange tilfælde en forfatter, der helt hæver sig over genrebegrebet (selvom mange tror, han er ren horror-forfatter).

I dette tilfælde har romanen dog en krimi-intrige som omdrejningspunkt og en politimand (omend forhenværende) som hovedperson, ligesom der ikke er skyggen af overnaturlige elementer i. I stedet får vi en klassisk ‘katten efter musen’ krimi, hvor der ikke svælges i blodige detaljer men snarere fokuseres på personerne og deres baggrund. Så på den måde er ”Mercedesmanden” alligevel en klassisk King roman med sine yderst troværdige og levende personbeskrivelser, der straks skaber lyst hos læseren til at få mere at vide mere om dem.

Jeg var ikke voldsomt imponeret af opklaringsdelen i romanen, men det betyder dog ikke, at jeg synes, ”Mercedesmanden” er en dårlig roman. For det er den bestemt ikke. Den er velskrevet, underholdende og både portrættet af Bill Hodges og Brady Hartsley er fremragende. Derudover er valget af Hodges hjælpere på samme tid totalt usandsynligt og samtidig fuldstændigt velfungerende, så også det løfter fortællingen. Og selvom jeg ikke synes plottet overrasker, så har fortællingen alligevel både spænding og gru, blot på det mere menneskelige plan.

I det hele tager indeholder ”Mercedesmanden” i rigt mål Kings kendetegn: den fremragende beskrivelse af historiens personer og baggrunde; de springende fortællervinkler; det umiddelbart letlæselige sprog der smider små kroge ud til læseren med hints om fortid og fremtid; samt – naturligvis – referencer til Kings øvrige univers som når politifolkene behandler den grå Mercedes, somom de ”forventede at den store, grå sedan skulle gå i gang af sig selv og forsøge at stikke af ligesom den der gamle Plymouth i gyserfilmen.”

Så jo, jeg var godt underholdt af ”Mercedesmanden”, som i øvrigt modtog den prestigefyldte Edgar Award i 2015 for Best Novel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016 (2014)
Omslag: Jon Asgeir
Originaltitel: Mr. Mercedes
ISBN-13: 9788793323186
Sideantal: 480
Forlag: Hr. Ferdinand

Blodmanden af Robert Pobi

Blodmanden af Robert PobiFBI-agenten Jake Cole har en fotografisk hukommelse, der gør, at han kan genkalde sig alle detaljer på et drabssted efter blot at have kastet et kort blik på det. Samtidig har han en enestående evne til at sammensætte detaljerne til mønstre, som gør morderen bag genkendelig på et øjeblik.

Hans bemærkelsesværdige evner sammensat med hans overraskende ydre – stort set hele kroppen er dækket af tatoveringer – gør ham til en speciel agent som mange lokale betjente har det lidt vanskeligt med. Ikke desto mindre føler sherif Hauser sig heldig over, at Jake er i nærheden, da man finder liget af en kvinde og et barn flået og myrdet på en yderst bestialsk maner.

Jake er på besøg i sin hjemby for første gang i 25 år. Hans far har forsøgt at brænde sig selv ihjel og ligger nu på hospitalet. Trods deres dårlige forhold føler Jake, at han har pligt til at være der. Men da Hauser beder om hjælp, er Jake klar.

Opklaringen bringer grusomme minder tilbage fra Jakes barndom. Han mor blev nemlig myrdet på tilsvarende vis som de nye ofre, og Jake er sikker på, at der er en forbindelse, men hvilken? Og hvorfor har faren forsøgt at brænde sig selv, og er nu nærmest skræmt til døde inde på hospitalet? Og er der grund til bekymring for Jakes kone og søn som er kommet for at være der for Jake? Og for at sætte trumf på rammes kysten af en orkan i kategori 5, som næsten umuliggør politiarbejdet.

Jeg må indrømme, at Blodmanden snød mig. Den er velskrevet, om end der ind i mellem dukker lidt amerikanske vendinger op, men det ødelægger heldigvis ikke hverken tempo eller spænding. Første del hvor vi præsenteres for mordet og Jake Cole tryllebandt mig, men så dukker konen og sønnen pludselig op, og det irriterede mig, for jeg var sikker på, at klichéerne nu stod på spring. Men heldigvis vender historien igen, og slutningen tog mig fuldstændig med bukserne nede.

Blodmanden er Robert Pobis debut, og den har fundet vej ind på bestsellerlisterne i både USA, Canada, England, Tyskland og Frankrig, hvilket jeg synes er fortjent. Bogen er blevet kaldt “a Sixth-Sense-like take on Thomas Harris in his prime“, og med sin overraskende slutning hæver den sig da også højt over de mange seriemorder-thrillere, som ikke har det store indhold og hovedsageligt lever højt på at beskrive rædselsfulde mord og en overintelligent detektiv. Begge dele findes også her, men de leveres med kant og ikke mindst nytænkning.

Alt i alt er Blodmanden en overraskende og velskrevet thriller som absolut kan anbefales.

”På et øjeblik – hurtigere end på et øjeblik, hvis det overhovedet var muligt – vidste han det. Vidste. Med en sikkerhed, der var lige så uforklarlig som det, han gjorde. Nu forstod han den baggrundsmumlen, han ikke helt havde kunnet placere, da han var ankommet til huset. Det havde været fornemmelsen af noget bekendt. Han kendte det her. Det var ham. Ham.

Jake blev stående, hver eneste lille detalje ved stedet summede i hans kranium. Han vidste, hvad der var sket. Hvordan det var sket. Hvor lang tid det havde taget.

Verden var forsvundet – bare forsvundet – og der var ikke en lyd, bortset fra barnets vrælen. Skrigene fra kvinden på gulvet. Jake hørte lyden som af bladselleri, der knækker, da hendes ribben blev sparket ind. Han hørte lyden af hendes kæbe, der brækkede, da hun blev slået med enden af skaftet på den jagtkniv, der ville blive brugt til at flå hende. Han lyttede til hendes skrigen, der lagde sig over lyden af hendes hud, der slap hendes krop. Og hendes tryglende, fremgurglede bønner om, at det hele skulle stoppe. Om at lade døden komme til hende.

Og så, lige så pludseligt, var det væk. Han var tilbage på dørtrinnet, og en stemme til venstre for ham sagde noget morsomt.”

Læs mere på forlaget Rosenkilde & Bahnhofs hjemmeside eller besøg Robert Pobis hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Bloodman
Omslag: Silvana Nikolic

Også omtalt på Litteratursiden.dk

[Intet nummer] af Irene Pedersen

Ualmindelig grum thriller om en stalker der terroriserer en ganske almindelig familie – tilsyneladende helt uden grund!

Johanne og Sander lever et fredeligt liv i Brønshøj med Johannes 7-årige søn, Emil. De arbejder begge som lærere, Sander på en privatskole og Johanne på en skole for udsatte unge, hvor de elever, som er blevet smidt ud fra alle andre skole, får en sidste chance.

Hverdagen går sin stille gang, men så begynder Emil at lide af mareridt om monstre. Kort efter begynder både Johanne og Sander at modtage opringninger fra et ukendt nummer, hvor ingen siger noget. I starten er det blot et irritationsmoment, men da det bliver ved, begynder det at blive en alvorlig belastning. Da de kontakter politiet får de blot at vide, at de kan skifte nummer eller få hemmeligt nummer. Men intet hjælper.

Og så accelerer forfølgelsen. Emils bamse forsvinder, bilen bliver vandaliseret, de modtager kasser med rådden frugt og andre modbydeligheder. Efterhånden er både Sander og Johanne stærkt belastet af situationen, som også forvandler Emil fra at være glad og tillidsfuld til en bange og usikker lille dreng.

Også på jobbet har de hver især problemer. Før chikanen startede, involverede Johanne sig for meget med en elev, som fik en abort. Nu har hun problemer med at sige fra overfor pigen, og det skaber ekstra spændinger i hverdagen. Imens har det psykiske pres gjort Sanders undervisning til et helvede, hvilket naturligvis også belaster familien.

Til sidst bliver chikanen for meget, og Johanne beslutter sig for at flytte. Men er det en løsning, eller vil stalkeren blot følge med?

[Intet nummer] er en ualmindelig ubehagelig psykologisk thriller om hvad en stalker kan gøre ved en helt almindelig familie. Hvor få midler man har til at forsvare sig mod ukendte gerningsmænd, der terroriserer uden brug af fysiske midler. Og hvor alvorlige følger det kan få for ofrene, både psykisk og fysisk.

Hele vejen igennem stiger spændingskurven, og jeg havde svært ved at slippe bogen. Forklaringen på stalkeren lever måske ikke helt op til optakten, men til gengæld er den så ædende ond, at jeg fik det helt skidt.

Irene Pedersen har tidligere skrevet ungdomsbøger samt et par letlæsningskrimier for voksne. Hendes potentiale i thriller-genren virker dog stort, så jeg håber, at hun forsøger sig her igen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Hændelsen af Anne Sofie Allarp

Danske Cecilie har fundet den perfekte mand i spanske Gabriel, som hun møder i London, hvor hun er på besøg hos en veninde, og han studerer på London School of Economics. De forelsker sig og rejser sammen rundt i verden, indtil hun bliver gravid. Herefter bosætter de sig i Madrid, hvor de flytter ind i en smuk gammel lejlighed på Plaza Santa Ana.

Til at begynde med er alt godt, men efter fødslen begynder tingene at ændre sig. Cecilie kommer ikke så godt ud af det med svigerfamilien, og det kommer til et brud, som går Gabriel alvorligt på. Langsomt ændrer han sig til en fordrukken tyran, og Cecilie murer sig mere og mere inde.

Men også i lejligheden er der noget galt. Lysene tænder af sig selv om natten, døre og skabe åbner og lukker sig, uden at der er nogen i nærheden, og det er blot begyndelsen. Det viser sig, at lejligheden har en ubehagelig historie, og snart frygter Cecilie for både sit og sønnens liv.

”Hændelsen” er en rigtig velskrevet psykologisk gyser, som man ikke lige kan slippe igen. Samtidig er det også en interessant indføring i kulturforskellene mellem det danske og det spanske samfund, og det mærkes tydeligt, at Anne Sofie Allarp har førstehåndskendskab til nogle af de frustrationer, som Cecilie gennemgår.

Historien fortælles dels gennem Cecilie og dels gennem forskellige rapporter og uddrag af bøger, som handler om det, der skete, på Plaza Santa Ana d. 12. juni. Mikset mellem Cecilies fortælling og de faktuelle dokumenter er med til at højne spændingskurven, for vi ved næsten fra starten, at noget forfærdeligt er på vej, men vi ved ikke hvad, og derfor bliver uroen for Cecilie så meget desto større, efterhånden som begivenhederne accelererer.

Måske vil nogle horror-fans føle, at der går lidt for meget fødsel- og moderskabstendenser i fortællingen, men jeg kunne egentlig godt lide, at fokus ikke er så meget på, hvad der sker i lejligheden, men derimod på hvad der sker i Cecilie. Det giver plads til fortolkning, og så fik jeg også stor sympati for Cecilie undervejs.

Anne Sofie Allarp har tidligere udgivet den politiske thriller ”Falske stemmer”, som jeg ikke har læst. Jeg håber dog, at hun har lyst til at udforske de overnaturlige lidt mere i sine kommende romaner, for her synes jeg klart, at hun er et spændende og læseværdigt indslag. Og så vil jeg da også lige rose Rasmus Funder for en yderst stemningsfuld forside, der fanger læserens øje og opfordrer til at studere den nærmere.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Rasmus Funder

Lille pige af Sarah Engell

Lille pigeDen tidligere model Becca sidder alene i sit hus. Hendes datter forsvandt for flere år siden, og efterfølgende blev hun tvangsindlagt, fordi Savnet gjorde hende syg. Nu har hendes mand forladt hende, og er begyndt at se den unge kvinde Vanessa, hvilket gør Becca rasende af jalousi.

Sideløbende med, at vi hører Beccas historie, følger vi personen, som kidnappede datteren for flere år siden. Datteren blev holdt fanget i en kælder, mens kidnapperen observerer hende og forsøger at gøre hende det klart, at de to har et helt specielt forhold, som ingen kan komme imellem.

De to historier fortælles begge af en jeg-fortæller, og dermed kommer vi helt ind i hovedet på både Becca og kidnapperen.

Becca er utrolig fascineret af historieon om den russiske pige, Katia Popova, der blev holdt indespærret i 9 år, før hun blev fundet. Hendes tanker om den forsvundne datter, om Katia, og hendes jalousi over mandens nye kæreste fører efterhånden Becca ud i neurotiske tvangstanker, og som fortællingen udvikler sig, bliver man mere og mere i tvivl om, hvad der egentlig skete, og hvad der nu vil ske.

Historien er både en vellykket fortælling om en mors sorg og forsøg på at komme videre efter en traumatisk hændelse, der har drevet hende ud i tvangstanker og psykisk sygdom; og så er det også en psykopats fortælling om sin fascination af sit offer og et forsøg på at forstå, hvad der driver sådan et menneske ud i ekstremerne. Slutningen kom som en total overraskelse for mig, og det er ellers ikke ofte, at jeg slet ikke har en fornemmelse af, hvor det bærer hen.

Sarah Engell har flere udgivelser bag sig, men så vidt jeg ved ikke andre indenfor horror-genren. Man kan dog håbe, at hun vil forsøge sig her igen, for efter min mening er Lille pige er en ganske ubehagelig bog, som fik mig til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum og Offer for en samler af John Fowles.

Besøg Sarah Engells hjemmeside

Andre har skrevet om Lille pige:

“… en uhyggelig roman, især fordi man indledningsvist føler sig tryg ved personer og begivenheder for kun at opdage, at trygheden og den tilsyneladende fornuft er illusorisk” (Birte Strandby, Bogvægten)

“… en både barsk og uhyggelig historie, hvor intet er, hvad det ser ud til. Der er nerve og intensitet i handlingen. Det er kort sagt et lille psykologisk og fremragende drama som læseren bliver præsenteret for” (Finn Hansen, Krimi-Cirklen)

“…Lille Pige er [Sarah Engells] første spændingsroman, der på en uhyggelig og ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der bare er en psykisk ustabil kvindes destruktive tanker” (Mette Rosendahl, Jyllandsposten d. 2/9-12)

“…Raffineret staccato-agtig psykologisk gyser om tiltagende vanvid og tvangstanker, som kører helt af sporet” (Grethe Lorentzen, Bibliotekernes lektørudtalelse)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tine Wichmann
Forlag: Mellemgaard, 207 sider

Sankt Psyko af Johan Theorin

Sankt Psyko af Johan TheorinJeg har tidligere omtalt Johan Theorins Natstorm her på siden for dens fremragende atmosfære, selvom den ikke er rigtig horror. Det er Sankt Psyko heller ikke, men som Natstorm er også her tale om en fantastik bog.

Jan Hauger er børnehavepædagog. Han har aldrig haft et fast job, men flytter fra vikariat til vikariat. Alle steder er han utrolig samvitighedsfuld og meget påpasselig overfor børnene, som straks kan lide ham, fordi han hellere leger med dem end snakker med de voksne kollegaer.

En dag søger han et vikariat i Lysningen – en børnehave, der er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, eller Sankt Psyko som det kaldes i folkemunde. Jan får jobbet, og indgår nu i det lille team, som dels er en ganske almindelig børnehave for børnene, men som også sørger for at følge børnene til hospitalet, når de skal besøge deres indespærrede forælder.

Jan er meget fascineret af hospitalet, hvor nogle af Sveriges farligste sindssyge sidder, bl.a. morderen og pyromanen Ivan Rössel. Men Jan håber også på at finde en gammel bekendt, som han har delt nogle meget voldsomme oplevelser med i fortiden.

Johan Theorin er efter min mening en af Sveriges bedste forfattere sammen med John Ajvide Lindqvist. Han skriver fantastisk og formår på ganske få sider at trække læseren ind i personerne og deres historie. Som i Natstorm lykkes det også her at skabe en utrolig intens atmosfære, som veksler mellem frygt, nysgerrighed og sørgmodighed.

Portrættet af Jan er både komplekst og fascinerende, og et langt stykke ind i romanen ved læseren ikke, om Jan er en ravende pædofil eller bare en misforstået, genert, ung mand. Jeg kom til at tænke på Hitchcocks portræt af Norman Bates i Psycho, hvor Bates splittede personlighed er filmens grundsten.

Fortællingen springer mellem nutiden, hvor Jan arbejder i Lysningen, over hans første job i børnehaven Lossen, hvor noget skrækkeligt sker, til hans fascination af kvinden Rami, som trækker tråde til Jans barndom.

Sankt Psyko er ikke en bloddryppende seriemorder-thriller, men snarere et psykologisk portræt af en ensom og rodløs ung  mand som plages af en traumatisk fortid og drives mod sindets mørke afkroge. Mod slutningen accellererer handlingen, men stadigvæk er det den psykologiske vinkel, der driver plottet – og gør det godt. Slutningen er af den slags, som efterlader læseren med både svar og spørgsmål, og for mit vedkommende sad jeg også med en vis sørgmodighed i kroppen, for Theorin fornærmer ikke læseren med en “happy ever after”-slutning.

Hvor Natstorm legede med overnaturlige træk i krimiens socialrealistiske verden, befinder Sankt Psyko sig 100 % i vores virkelighed men beskæftiger sig med fascinationen af det anderledes – det onde – som gyseren ofte kredser om. Om Johan Theorins leg med genrekonventionerne skriver Kim Toft Hansen på Kulturkapellet: “Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige – nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator.”

Selvom anmelderne har været positive overfor Sankt Psyko, så har flere af dem nævnt, at den ikke når på højde med Ø-lands kvartetten, som Natstorm hører til. Jeg er ikke enig. For mig er Sankt Psyko Johan Theorins bedste bog til dato, og jeg kan kun anbefale den.

Om Sankt Psyko:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politiken, 415 sider
Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay

The Hole

The HoleFire unge skoleelever har været forsvundet i næsten to uger, og ingen aner, hvad der er sket med dem. Pludselig dukker pigen Liz op, udsultet og fuldstændig traumatiseret. Det lykkes for psykiateren Philippa Horwood at opnå kontakt med Liz og få hende til at fortælle, hvad der er sket.

Liz fortæller en grusom historie, hvor de fire er blevet lukket ned i en gammel bunker af skolekammeraten Martin. Meningen var, at de skulle være der i tre dage for at undgå en skoleudflugt, men Martin kom aldrig tilbage for at lukke dem ud igen.

Herefter skifter fokus fra Liz fortælling. Politiet får fat i Martin, som fortæller en helt anden historie, og i glimt vender Liz’ hukommelse tilbage og giver flere brikker til puslespillet om, hvad der virkeligt skete i hullet.

The Hole har helt sikkert sine øjeblikke. Thora Birch, der spiller Liz, har bl.a. brillieret som utilpasset teenager i Ghost World og American Beauty, og hun formår også her at spille både cool og fuldstændig ude af den.

Instruktør Nick Hamm fortæller historien ved at stykke erindringsbilleder sammen med politiets arbejde og Liz’ forklaring til dr. Horwood. Det virker fint et langt stykke hen ad vejen, og skaber muligheder for flere synsvinkler på begivenhederne så publikum holdes i spænding.

Når jeg alligevel ikke falder helt på halen over The Hole, så er det fordi, slutningen bliver lidt for påtaget. Det er simpelthen for utroværdigt, at politiet er så nemme at narre. Men helt op til de sidste minutter følte jeg mig ok underholdt, og jeg har bestemt fået lyst til at læse Guy Burts bogforlæg.

Om The Hole:

Instruktør: Nick Hamm
Udgivelsesår: 2001
Bygger på roman af Guy Burt

Øjensamleren af Sebastian Fitzek

Øjensamleren af Sebastian FitzekDen tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i Øjensamleren lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I Øjensamleren har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

Øjensamleren er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til romanen, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Om Øjensamleren:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler