oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykologisk portræt’

Lille pige af Sarah Engell

Lille pigeDen tidligere model Becca sidder alene i sit hus. Hendes datter forsvandt for flere år siden, og efterfølgende blev hun tvangsindlagt, fordi Savnet gjorde hende syg. Nu har hendes mand forladt hende, og er begyndt at se den unge kvinde Vanessa, hvilket gør Becca rasende af jalousi.

Sideløbende med, at vi hører Beccas historie, følger vi personen, som kidnappede datteren for flere år siden. Datteren blev holdt fanget i en kælder, mens kidnapperen observerer hende og forsøger at gøre hende det klart, at de to har et helt specielt forhold, som ingen kan komme imellem.

De to historier fortælles begge af en jeg-fortæller, og dermed kommer vi helt ind i hovedet på både Becca og kidnapperen.

Becca er utrolig fascineret af historieon om den russiske pige, Katia Popova, der blev holdt indespærret i 9 år, før hun blev fundet. Hendes tanker om den forsvundne datter, om Katia, og hendes jalousi over mandens nye kæreste fører efterhånden Becca ud i neurotiske tvangstanker, og som fortællingen udvikler sig, bliver man mere og mere i tvivl om, hvad der egentlig skete, og hvad der nu vil ske.

Historien er både en vellykket fortælling om en mors sorg og forsøg på at komme videre efter en traumatisk hændelse, der har drevet hende ud i tvangstanker og psykisk sygdom; og så er det også en psykopats fortælling om sin fascination af sit offer og et forsøg på at forstå, hvad der driver sådan et menneske ud i ekstremerne. Slutningen kom som en total overraskelse for mig, og det er ellers ikke ofte, at jeg slet ikke har en fornemmelse af, hvor det bærer hen.

Sarah Engell har flere udgivelser bag sig, men så vidt jeg ved ikke andre indenfor horror-genren. Man kan dog håbe, at hun vil forsøge sig her igen, for efter min mening er Lille pige er en ganske ubehagelig bog, som fik mig til at tænke på The Girl Next Door af Jack Ketchum og Offer for en samler af John Fowles.

Besøg Sarah Engells hjemmeside

Andre har skrevet om Lille pige:

“… en uhyggelig roman, især fordi man indledningsvist føler sig tryg ved personer og begivenheder for kun at opdage, at trygheden og den tilsyneladende fornuft er illusorisk” (Birte Strandby, Bogvægten)

“… en både barsk og uhyggelig historie, hvor intet er, hvad det ser ud til. Der er nerve og intensitet i handlingen. Det er kort sagt et lille psykologisk og fremragende drama som læseren bliver præsenteret for” (Finn Hansen, Krimi-Cirklen)

“…Lille Pige er [Sarah Engells] første spændingsroman, der på en uhyggelig og ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der bare er en psykisk ustabil kvindes destruktive tanker” (Mette Rosendahl, Jyllandsposten d. 2/9-12)

“…Raffineret staccato-agtig psykologisk gyser om tiltagende vanvid og tvangstanker, som kører helt af sporet” (Grethe Lorentzen, Bibliotekernes lektørudtalelse)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Tine Wichmann
Forlag: Mellemgaard, 207 sider

Sankt Psyko af Johan Theorin

Sankt Psyko af Johan TheorinJeg har tidligere omtalt Johan Theorins Natstorm her på siden for dens fremragende atmosfære, selvom den ikke er rigtig horror. Det er Sankt Psyko heller ikke, men som Natstorm er også her tale om en fantastik bog.

Jan Hauger er børnehavepædagog. Han har aldrig haft et fast job, men flytter fra vikariat til vikariat. Alle steder er han utrolig samvitighedsfuld og meget påpasselig overfor børnene, som straks kan lide ham, fordi han hellere leger med dem end snakker med de voksne kollegaer.

En dag søger han et vikariat i Lysningen – en børnehave, der er tilknyttet det psykiatriske hospital Sankt Patricia, eller Sankt Psyko som det kaldes i folkemunde. Jan får jobbet, og indgår nu i det lille team, som dels er en ganske almindelig børnehave for børnene, men som også sørger for at følge børnene til hospitalet, når de skal besøge deres indespærrede forælder.

Jan er meget fascineret af hospitalet, hvor nogle af Sveriges farligste sindssyge sidder, bl.a. morderen og pyromanen Ivan Rössel. Men Jan håber også på at finde en gammel bekendt, som han har delt nogle meget voldsomme oplevelser med i fortiden.

Johan Theorin er efter min mening en af Sveriges bedste forfattere sammen med John Ajvide Lindqvist. Han skriver fantastisk og formår på ganske få sider at trække læseren ind i personerne og deres historie. Som i Natstorm lykkes det også her at skabe en utrolig intens atmosfære, som veksler mellem frygt, nysgerrighed og sørgmodighed.

Portrættet af Jan er både komplekst og fascinerende, og et langt stykke ind i romanen ved læseren ikke, om Jan er en ravende pædofil eller bare en misforstået, genert, ung mand. Jeg kom til at tænke på Hitchcocks portræt af Norman Bates i Psycho, hvor Bates splittede personlighed er filmens grundsten.

Fortællingen springer mellem nutiden, hvor Jan arbejder i Lysningen, over hans første job i børnehaven Lossen, hvor noget skrækkeligt sker, til hans fascination af kvinden Rami, som trækker tråde til Jans barndom.

Sankt Psyko er ikke en bloddryppende seriemorder-thriller, men snarere et psykologisk portræt af en ensom og rodløs ung  mand som plages af en traumatisk fortid og drives mod sindets mørke afkroge. Mod slutningen accellererer handlingen, men stadigvæk er det den psykologiske vinkel, der driver plottet – og gør det godt. Slutningen er af den slags, som efterlader læseren med både svar og spørgsmål, og for mit vedkommende sad jeg også med en vis sørgmodighed i kroppen, for Theorin fornærmer ikke læseren med en “happy ever after”-slutning.

Hvor Natstorm legede med overnaturlige træk i krimiens socialrealistiske verden, befinder Sankt Psyko sig 100 % i vores virkelighed men beskæftiger sig med fascinationen af det anderledes – det onde – som gyseren ofte kredser om. Om Johan Theorins leg med genrekonventionerne skriver Kim Toft Hansen på Kulturkapellet: “Det er et interessant træk ved Theorin, at han – når han trækker på forskellige genrekoder – blander kortene på en måde, der nærmest strider lidt imod ’det, man må’. Genrepurister vægrer sig ved spøgelser og trolde i krimiens normalt sandsynlige univers, mens Sankt Psyko – i sin mere eksplicitte brug af gyserens træk – ikke indsluser det overnaturlige – nærmest omvendt. Virkeligt originalt. Portrættet af den krakelerede psyke står i centrum, og er den vigtigste spændingsgenerator.”

Selvom anmelderne har været positive overfor Sankt Psyko, så har flere af dem nævnt, at den ikke når på højde med Ø-lands kvartetten, som Natstorm hører til. Jeg er ikke enig. For mig er Sankt Psyko Johan Theorins bedste bog til dato, og jeg kan kun anbefale den.

Om Sankt Psyko:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Politiken, 415 sider
Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay

The Hole

The HoleFire unge skoleelever har været forsvundet i næsten to uger, og ingen aner, hvad der er sket med dem. Pludselig dukker pigen Liz op, udsultet og fuldstændig traumatiseret. Det lykkes for psykiateren Philippa Horwood at opnå kontakt med Liz og få hende til at fortælle, hvad der er sket.

Liz fortæller en grusom historie, hvor de fire er blevet lukket ned i en gammel bunker af skolekammeraten Martin. Meningen var, at de skulle være der i tre dage for at undgå en skoleudflugt, men Martin kom aldrig tilbage for at lukke dem ud igen.

Herefter skifter fokus fra Liz fortælling. Politiet får fat i Martin, som fortæller en helt anden historie, og i glimt vender Liz’ hukommelse tilbage og giver flere brikker til puslespillet om, hvad der virkeligt skete i hullet.

The Hole har helt sikkert sine øjeblikke. Thora Birch, der spiller Liz, har bl.a. brillieret som utilpasset teenager i Ghost World og American Beauty, og hun formår også her at spille både cool og fuldstændig ude af den.

Instruktør Nick Hamm fortæller historien ved at stykke erindringsbilleder sammen med politiets arbejde og Liz’ forklaring til dr. Horwood. Det virker fint et langt stykke hen ad vejen, og skaber muligheder for flere synsvinkler på begivenhederne så publikum holdes i spænding.

Når jeg alligevel ikke falder helt på halen over The Hole, så er det fordi, slutningen bliver lidt for påtaget. Det er simpelthen for utroværdigt, at politiet er så nemme at narre. Men helt op til de sidste minutter følte jeg mig ok underholdt, og jeg har bestemt fået lyst til at læse Guy Burts bogforlæg.

Om The Hole:

Instruktør: Nick Hamm
Udgivelsesår: 2001
Bygger på roman af Guy Burt

Øjensamleren af Sebastian Fitzek

Øjensamleren af Sebastian FitzekDen tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i Øjensamleren lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I Øjensamleren har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

Øjensamleren er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til romanen, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Om Øjensamleren:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler

Silhuet af Nick Clausen

Silhuet af Nick ClausenNick Clausen er en utrolig flittig forfatter, og jeg har med stor fornøjelse læst flere af hans ungdomsgysere. Nu “debuterer” han i voksenafdelingen med horrorromanen Silhuet, et skræmmende portræt af en ung kvinde med seriøse problemer.

Lea er en helt almindelig ung kvinde, der lever et helt almindeligt liv, hvor hun passer sit job som kok, hygger sig med vennerne og familien og i det hele taget lever ganske normalt. Det ændrer sig, da hun en aften ser en menneskelignende skygge i vejkanten og kører galt. Herefter begynder skikkelsen at dukke op overalt, og Lea kan aldrig føle sig helt tryg. Hun går ved en psykiater og tager medicin, men stadig følger skyggen hende. Og langsomt bliver den mere og mere tydelig.

Som sagt skriver Nick Clausen almindeligvis til unge, men jeg synes bestemt, at han klarer “springet” til voksenafdelingen med bravour. Silhuet er både velskrevet, underholdende og troværdig, og den ansigtsløse skikkelse, der forfølger Lea, virker også helt fint angstprovokerende på mig!

Historien udspiller sig over en lille måned, og trods det komprimerede forløb lader Nick historien få tid til at udfolde sig. Langsomt spindes Lea mere og mere ind i sin angst, og det samme gør læseren. Hvor Nick Clausen i sin tidligere roman De sorte symboler lod hovedpersonen skrive en opgave om heksekunst for at give læseren visse faktaoplysninger, så lader han denne gang Leas psykiater komme med de psykologiske input, f.eks. om skyggens betydning i psykologien. Det virker fint nok og sørger for, at læseren får alle oplysninger med.

Måske blev jeg ikke så overrasket over, hvad Leas hemmelighed er, men det gør nu ikke historien ringere, for optakten til afsløringen er både spændende og velskrevet.

Læs mere på Nick Clausens hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Tellerup, 266 sider
Omslag: Peter Nielsen

Andre bøger af Nick Clausen:

Silhuet
De sorte symboler
De døde brødre
Ulm
Tidevandet

 

Jack the Rippers lærling af Carina Evytt

Jack the Rippers lærlingDet er ikke så længe siden, jeg læste Carina Evytts debutroman Let Bytte, der udkom tilbage i 2006. Den var jeg ret imponeret over, og derfor havde jeg også glædet mig meget til at læse hendes nye roman Jack the Rippers lærling, der i modsætning til førstnævnte er placeret i voksenafdelingen på mit bibliotek. Den placering er helt korrekt, for her er tale om en velfortalt, psykologisk vinklet slasher-historie, hvor hovedpersonen får kontakt med Jack the Rippers ånd.

Thomas Lindberg er kirurg med en forkærlighed for at læse om seriemordere, i særdeleshed Jack the Ripper, som hjemsøgte Londons prostituerede i slutningen af 1800-tallet. En dag mister han dog besindelsen, og bliver fundet i færd med at skære liget af en patient op og arrangere hendes indvolde. Det får ham indlagt på psykiatrisk afdeling. Mens han er her, benytter hans kone Lotte lejligheden til at stikke af. Hun har nemlig længe følt, at noget var helt galt med Thomas.

Men Thomas kommer ud igen, og da han opdager, at Lotte har forladt ham – og har rodet i hans pladesamling! – bliver han rasende. Det er dog først, da han møder Jack the Rippers reinkarnation i form af en lille kattekilling, at raseriet udvikler en retning. Jack tilbyder nemlig at tage Thomas i lære, og snart er han i færd med at skabe sine helt egne kunstværker …

Carina Evytt skriver godt. Sproget er flydende, og man bliver lynhurtigt fanget ind af historien. Lige som i Evytts første roman er alt ikke sort og hvidt i romanens univers. Jeg havde egentlig ikke den store sympati for Lotte, som er rædselsslagen (og med god grund) for Thomas, mens hans figur bliver mere og mere sympatisk, jo længere ind i historien vi kommer. For der er en grund til, at Thomas er blevet en psykopatiske kirurg, og ligesom Thomas Harris gør i Den røde drage, lader Evytt os få et kig ind i Thomas psyke.

Jeg kan også godt lide, at Evytt ikke fortaber sig i udpenslinger af Thomas’ ugerninger, men i stedet lader det psykologiske spil træde forrest i fortællingen. Hvordan han drives af indre dæmoner og finder lindring i sin “kunst”. Det lader læserens fantasi stå for de værste billeder, og det er altså en vældig effektiv måde at få læserens hjerte til at slå hurtigere. Samtidig er Evytt ikke bleg for at lade lidt humor snige sig ind, som når den kvindelige politibetjent beundrer Jacks fine pels og spørger, hvad Thomas dog fodrer ham med!

Slutningen er både lidt overraskende og samtidig rørende på en måde, jeg ikke lige kan mindes at have følt ved slutningen af en horror-roman før.

Med andre ord synes jeg, at Jack the Rippers lærling er fuldt ud på højde med, og måske endda bedre, end debutromanen. Der er derfor god grund til straks at skynde dig til boghandleren eller på biblioteket og få fingre i Carina Evytts nyeste udspil, så du kan bruge en mørk efterårsaften sammen med Thomas, Jack og alle de smukke modeller …

Læs mere på Tellerup.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Bogrummet.dk

Sauna

Sauna

Sauna er en af de mest stemningsmættede og angstfremkaldende film, jeg længe har set

Nogle gange er det bare for fedt at være bibliotekar. En hurtig søgning på tilgængelige horrorfilm i landets folkebiblioteker bragte denne finske perle af en stemningsfuld gyser lige hjem til mig.

Året er 1595. 25 års krigen mellem Sverige og Rusland er netop afsluttet og for at understøtte freden sendes to kommisioner bestående af russere og svenskere ud for at trække grænsen mellem de to stater. I den ene gruppe befinder de to brødre Eerik og Knut sig. De er finlandssvenskere, og mens Eerik har kæmpet med hele krigen og har mange liv på sin samvittighed, har Knut studeret og er først nu kommet ud, hvor han kan se krigens grusomhed på nærmeste hold.

Mens kommisionen tegner grænsen gennem en sump, som regnes for at være affolket, støder de på en gammel landsby befolket af 73 – hovedsageligt gamle – mennesker. Kun et eneste barn bor her. Midt i byen står en gammel sauna, og jo længere tid de befinder sig i byen, jo mere går det op for dem, at noget er helt galt her.

Sauna var en overordentlig positiv overraskelse. Den er filmet i mørke og triste toner, og det finske efterårslandskab fremstår som trøstesløs og fremmedartet. Instruktør Antti-Jussi Annila klipper mellem drømmeagtige mindesekvenser og den barske nutid, som brødrene befinder sig i, og det virker skræmmende og intenst. Samtidig er skuespillet i topklasse, og jeg blev særligt betaget af Ville Virtanen, der spiller Eerik. I starten virker han hård og modbydelig, men jo længere ind i filmen man kommer, jo tydligere bliver det, at også han ved at fortidens synder til sidst indhenter os alle.

Filmen er mættet af atmosfære, og selvom man med stor ret kan sige, at der egentlig ikke sker så mange voldsomme ting, så kryber stemningen ind under huden, og jeg endte med at sidde med tilbageholdt åndedræt i perioder, mens jeg overvejede, hvad der nu ville ske. For Annila lefler ikke for de nemme løsninger. Han lader tilskueren om at analysere og ved at vise mindre, skaber han en af de mest stemningsmættede angstfremkaldende film, jeg længe har set.

Om Sauna:

Instruktør: Anitti-Jussi Annila
Udgivelsesår: 2008

Læs også anmeldelsen på Horror Unrated

Splinten af Sebastian Fitzek

Splinten af Sebastian FitzekFor seks uger siden mistede Marc Lucas sin hustru og deres ufødte barn i en bilulykke, som han overlevede. Han husker ikke selve ulykken, og nu forsøger han at fortsætte sit liv. Men sorgen tærer hårdt på ham, og da han ser en annonce for et firma, som kan fjerne minderne, beslutter han sig for at høre nærmere om, hvad det er for noget. Det skulle han dog aldrig have gjort, for pludselig befinder han sig i et sandt mareridt, hvor virkeligheden går i stykker, og han begynder at tvivle på sin egen forstand.

Sebastian Fitzek er en formidabel forfatter, som i denne psykologiske thriller endnu en gang driver læseren helt ud over kanten. Han formår som få andre at beskrive den mentale opløsning hos mennesker under pres, og uden at svælge i blod og død er “Splinten” en af de mest uhyggelig bøger, jeg har læst i år. For man sidder som læser med en klar viden om, at tingene ikke er som de ser ud. Men hvad er der galt? Og mens man forsøger at hitte rede på begivenhederne, kommer Marc Lucas længere og længere ud, og spændingskurven står nærmest lodret.

Også i sine tidligere bøger Terapien og Sjæleknuseren har Fitzek leget med virkelighedsbegrebet, og hvad traumer gør ved mennesker. Begge var så absolut anbefalelsesværdige, men Splinten når alligevel nye højder. Plottet holder hele vejen, og slutningen er både overbevisende og overraskende.

En helt igennem skræmmende, fascinerende og utroligt velskrevet thriller som SKAL læses, hvis du holder af gode bøger.

Om Splinten:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Koitz. Animation & Graphics

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Castle Freak

Castle FreakEfter at have læst den interessante “The Lurker in the Lobby” af A. Migliore og J. Strysik, som gennemgår film, der baserer sig på H. P. Lovecrafts fortællinger, fik jeg lyst til at se flere af de omtalte film. En af dem var “Castle Freak” fra 1995, der bygger på novellen “The Outsider”, som jeg dog ikke har læst endnu.

John Reilly (Jeffrey Combs) har arvet et slot efter en ukendt italiensk slægtning. Sammen med hustruen, Susan, og deres blinde datter Rebecca tager han til Italien for at sælge slottet. Filmen har dog ikke varet mange minutter, før vi aner, at alt langt fra er, som det skal være mellem John og Susan, og snart finder vi ud af, at Rebecca ikke blev født blind, og at ægteparret også har haft en lille søn, som nu er død.

Også slottet har skjulte hemmeligheder. Den gamle hertuginde, som efterlod slottet til John, gemte nemlig en noget i slottets nederste kælder, så da familien Reilly ankommer, hjemsøges de snart ikke længere kun af fortidens spøgelser, men også af slottets monster.

Jeg blev positivt overrasket over “Castle Freak”, som var underholdende på et helt andet niveau, end jeg havde forventet. Monstret i kælderen er både medynkvækkende og skræmmende, og Stuart Gordon, som også har instrueret andre Lovecraft filmatiseringer bl.a. kultfilmen “Re-animator“, fortæller historien med fokus på Johns figur og på hans problemer med at slå til som mand og far. Dermed har filmen mere dybde end forventet, uden dog kun at være et psykologisk portræt.

Filmen har ikke samme humoristiske undertone som “Re-animator”, ligesom den heller ikke er lige så splattet. Der er dog enkelte blodige scener, som da monstret kidnapper en prostitueret, der uheldigvis befinder sig i slottets kælder. Monstret har set John og den prostituerede i kærlige omfavnelser og efterligner nu ud fra sin egen erfaring. Det er fantastisk lavet, og publikum får både fysisk og psykisk ondt af scenen. Derudover er scenen, hvor monstret bider sin tommelfinger af for at slippe ud, også værd at nævne, ligesom monstrets makeup i det hele taget er ret overbevisende.

Jeg synes, det er lykkes Stuart Gordon at lave en overbevisende film, som får publikum med sig. Den har måske ikke så meget Lovecraft over sig, ligesom det er tydeligt at se, at den er lavet for et meget lille budget. Ikke desto mindre følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem, også selvom lys og lyd til tider mindede mere om en film fra 1970’erne end en film fra 1995.

Om “Castle Freak”:

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 1995

Læs også omtalen på Uncut.dk

Også omtalt på Horrorsiden.dk