Warning: Use of undefined constant MSW_WPFM_FILE - assumed 'MSW_WPFM_FILE' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/gyseren.dk/public_html/wp-content/plugins/wordpress-file-monitor/wordpress-file-monitor.php on line 39
psykologisk thriller Arkiv - Gyseren
december 2019
M Ti O To F L S
« nov    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykologisk thriller’

Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen

Gamle venner af Aske Munk-JørgensenMikkel og Marcel var bedste venner, men en sommerdag ændrede alt sig …

I barndommen var de to drenge, Mikkel og Marcel, bedste venner. En varm sommerdag foreslår Marcel, at de skal cykle ud til et forladt hus, der ligger 10 km udenfor Aarhus. Rygterne siger, at den gamle ejer hængte sig og først blev fundet flere måneder efter. Huset står der stadig. Urørt som en uhyggelig kulisse i en gyserfilm. Og nu vil Marcel se det.

Egentlig er Mikkel ikke vild med idéen. De cykler alligevel af sted, og efter en lang, varm tur når de frem til huset. Her ændrer stemningen sig. Noget sker under besøget, og efterfølgende glider venskabet mellem drengene ud.

De følgende år er svære for Mikkel. Efter hændelsen trækker han sig ind i sig selv, væk fra sin uforstående far. Ved først givne lejlighed flytter han hjemmefra til København, hvor han skal studere. Her møder han tvillingerne Charlie og Lasse, og siden sin kommende kæreste, Laura. Med tiden flytter han og Laura med datteren Johanne til Sorø, hvor de køber hus. Livet er godt.

Men fortiden har det med at banke på, når man mindst venter det. For Mikkel, eller Mike som han nu kaldes, ændrer livet sig endnu en gang en sommeraften under en løbetur i skoven. En død solsort bringer barndommens mørke tilbage, og mareridtet starter igen.

Jeg er vild med Gamle venner!

Søren Staal Balslev og Aske Munk-Jørgensen

Til Skrækfest i Odense hørte jeg Aske Munk-Jørgensen fortælle lidt om romanen. Bl.a. nævnte han Stephen Kings forfatterskab som en inspirationskilde. Jeg er stor fan af Stephen King, og noget af det, jeg særligt holder af, er den fortrolighed med læseren, King er ekspert i at skabe. Det er ikke let at få opnå, men i mine øjne lykkes det 100% for Munk-Jørgensen i Gamle venner.

Romanen fortælles af Mikkel i et langt tilbageblik, i samme småsnakkende stil som King ofte benytter sig af, hvor man føler, at fortælleren sidder ved siden af én og beretter, mens man lytter. Det skaber en nærmest øjeblikkelig intim stemning, som får læseren til at smelte ind i historien. I hvert fald for mig.

Nu skal det ikke lyde, som om Munk-Jørgensen bare kopiere en Stephen King roman. Slet ikke. Munk-Jørgensen har tydeligt sin egen stemme, men han formår at skabe samme intimitet og nærvær nærmest fra romanens første sætning. Der er et ubesværet flow i fortællingen, som giver historien autenticitet, selv i de mest skræmmende øjeblikke. Det er utrolig godt lavet.

Jeg er også begejstret for portrættet af Mikkel/Mike. Med ham som jeg-fortæller oplever vi kun begivenhederne gennem hans øjne, men det betyder også, at vi mærker forandringerne sammen med ham, efterhånden som fortællingen skrider frem. Med kun Mikkel som sandhedsvidne er det naturligvis op til hver enkelt læser at beslutte sig for, hvor troværdig man synes, han er. Men følelsen af, hvordan han langsomt mister kontrollen, er eminent beskrevet, og mod slutningen føler vi Mikkels vrede og frygt helt håndgribeligt.

Gamle venner er en velskrevet og vellykket roman, som greb mig fra første side. Det er en fortælling om kærlighed og venskab; om det der gemmer sig i mørket; og om mørket i os selv. Aske Munk-Jørgensen har skrevet en roman, der er umiskendelig dansk og alligevel bringer mindelser til både The Shining og The Exorcist. Jeg var underholdt, skræmt og på alle måder fængslet under læsningen. Så uanset om du er horrorfan eller mere til psykologiske thrillers, kan jeg kun anbefale Gamle venner på det varmeste. Det er virkelig en eminent roman.

Aske Munk-Jørgensen har udover Gamle venner blandt andet skrevet krimien Retfærdig vold samt kortromanen Kærlighedens væsen fra Kandors serie om Satan. De er bestemt også læseværdige.

Uddrag af Gamle venner:

“Tiden gik, jeg voksede op og flyttede væk, og i takt med at årene forsvandt bag mig, blev billedet af min drengeverden mere og mere utydeligt og filmrende. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg så brændende skulle komme til at ønske mig tilbage. Som voksen kan man godt blive melankolsk over den tabte tid, men ikke på denne måde. Man kan blive tungsindig, når de folk, man føler sig jævnaldrende med, begynder at synes, man er gammel. Eller når ens hår umærkeligt bliver tyndere, indtil man en dag opdager, at man før eller siden helt vil tabe det. Den slags bedrøvelse. For mig var det noget helt andet. For mig var der tale om et desperat ønske om flugt tilbage til noget sikkert, snarere end en sørgmodig længsel. En flugt tilbage til et punkt før tingene gik galt.

Det er sådan med verden, at alting har to sider. Måske endda flere end to. Verden er altid dybest set et spejl af en selv. Man er ikke altid selv klar over det, men det, man har i sit indre, er også det, man møder i sit ydre. Den solbeskinnede vej gennem gule kornmarker kan også være der, hvor man står og skriger af angst. En bøgeskov kan også være isnende kold og mørk og fuld af noget helt andet end en selv.

Men det tænkte jeg aldrig på som dreng.” (side 8-9)

Læs et interview med Aske Munk-Jørgensen på Superkultur.dk

Om Gamle venner:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Kandor, 275 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen

Læs også:

Exorcisten af William Peter Blatty
Den nye pige af Penelope Evans
Ondskabens hotel af Stephen King
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Forglemmigej af Teddy Vork

Bag facaden af Alafair Burke

Bag facaden af Alafair Burke

 

Angela og Jason møder hinanden, mens hun arbejder som cater i East Hampton, hvor hun også voksede op. Trods store forskelle i sociale kår og uddannelse, forelsker de sig, og Jason er mere end glad for at få Angelas søn Spencer med i købet.

Efter et års tid gifter de sig og flytter sammen i New York hvor Jason arbejder som professor i økonomi. Hans karriere tager snart fart med bogudgivelser og tv-optrædener, og snart køber de hus på Manhattan i Greenwich Village.

Udadtil er de et billede på det perfekte ægteskab. Men alle ægteskaber har hemmeligheder.

Jason bliver anklaget for upassende opførsel af en kvindelig praktikant på universitetet, og selvom Angela er overbevist om, at Jason er uskyldig og at der er tale om en misforståelse, vokser skandalen. Flere anklager dukker op, og pludselig er alles øjne på parret.

For Angela bliver det sværere og sværere at stole på Jasons uskyld, og hvis hun ikke kan stole på ham, hvordan kan hun så være sikker på, at fortidens hemmeligheder forbliver skjult?

Alafair Burke er blevet sammenlignet med Liane Moriarty, som jeg blandt andet kender fra Min mands hemmelighed. En medrivende roman med mørke undertoner om hemmeligheder, der truer med at splitte en familie ad. Lidt samme tema bruger Alafair Burke her – og så alligevel ikke. For Bag facaden overraskede mig igen og igen.

Historien foregår stort set kronologisk med få tilbageblik til Angelas ungdom. Vi hører skiftevis fortællingen fra Angelas side, og fra betjenten Corinne Duncan der undersøger anklagerne mod Jason. Det fungerer fremragende i forhold til den stigende suspense, for vi får drypvis oplysninger, der langsomt ændrer hele billedet. Derfor vil jeg ikke fortælle så meget om handlingen for ikke at spoile læseoplevelsen for andre. Jeg kan blot sige, at jeg troede, at jeg havde gennemskuet plottet, men nej. Bag facaden overraskede mig fuldstændig.

Alafair Burke er uddannet jurist og har arbejdet som anklager i Portland, Oregon med speciale i sager om vold i hjemmet. Hun debuterede som forfatter i 2003 og har siden udgivet flere spændingsromaner. Bag facaden er hendes første bog på dansk. Jeg håber dog, der kommer flere, for hendes måde at forene sit kendskab til retssystemet med evnen til at skrue en psykologisk thriller sammen på er utrolig vellykket.

Bag facaden er velskrevet, medrivende, spændende og fyldt med hemmeligheder. Et fascinerende nyt bekendtskab til elskere af psykologiske spændingsromaner á la domestic noir.

Uddrag af Bag facaden:

Jasons praktikant Rachel dukkede ikke op i samtalen, før tjeneren kom med vores pasta: en omgang ‘cacio e pepe’ og to dybe tallerkner.

Jason lod det glide ud mellem sidebenene, som om det var helt ligegyldigt. “Nå, der skete noget lidt underligt på arbejde i dag.”

“Da du underviste?” Jason underviste stadig på New York University i forårssemesteret, men havde også sit eget konsulentfirma og var en hyppigt benyttet ekspert i fjernsynet. Desuden var han vært på en populær podcast. Min mand havde mange job.

“Nej, på kontoret. Jeg fortalte dig om hende praktikanten?” Ifølge Jason var universitetet ved at blive mere og mere jaloux på hans udenomsaktiviteter, så han havde sagt ja til at etablere et praktikantforløb, hvor han og hans konsulentfirma skulle tage hånd om en lille gruppe studerende hver semester. “Åbenbart er der en af de studerende, der synes, jeg er et mandschauvinistisk røvhul.”

Han smilede bredt, som om det var morsomt, men sådan var vi så forskellige. Jason fandt konflikter underholdende eller i det mindste pudsige. Jeg undgik dem som pesten. (side 13-14)

Tak til Gads Forlag der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Bag facaden:

Udgivelsesår: 22.10.2019
Forlag: Gads forlag, 349 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
Originaltitel: The Wife
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
En lille tjeneste af Darcey Bell
Lille pige af Sarah Engell
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Sankt Psyko af Johan Theorin
I en mørk mørk skov af Ruth Ware

Savas vidner af Sara Bouchet

Savas vidner af Sara BouchetEn kvinde styrter i døden fra et kirketår, en ung pige findes hængt i et lagen, og en gruppe unge begår kollektivt selvmord på en parkeringsplads i Nordsjælland. Er det tilfældige, ulykkelige hændelser, eller er de på en eller anden måde forbundne?

Dannie Lind er lidt af en neurotiker og en enspænder, og hun er i krise. Hun er netop blevet suspenderet fra sit job som præst, hendes kæreste er gået fra hende, og et af de få lyspunkter er kontakten til ekskærestens syvårige søn Louis. Da hendes søster Sophie kontakter hende fra St. Andrews i Skotland og beder hende komme hurtigst muligt, er det derfor en kærkommen lejlighed til at rejse væk. Men da Dannie ankommer, er Sophie forsvundet. (Fra bogens bagside)

Savas vidner var en af de titler fra 2018, som kunne være blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse. Af forskellige årsager bad forfatter Sara Bouchet dog om ikke at komme på longlisten. Måske var hun nervøs for, at horror-mærkatet ville fjerne noget af virkelighedsfølelsen hos læseren, hvis man ‘bare’ kunne afskrive den som ren underholdning. Nu er horror jo heldigvis meget mere end underholdning, og jeg tror ikke, det ville være sket, for Savas vidner er virkelig tankevækkende og forfalder aldrig til sensations hysteri.

Historien fortælles af Dannie med spring tilbage i tiden. Hun er som voksen stadig ikke kommet sig over barndommens traumer, men har fundet trøst i troen og er nu præst. Storesøsteren Sophie derimod, benægter al religion og har uddannet sig som specialist i middelalderhistorie. Derfor undrer det Dannie meget, da hun opdager, at Sophie jævnligt talte med sin lokale præst, og at hendes forskning har ført hende i en religiøs retning. Og mens Dannie forsøger at forstå, hvad der er sket, kommer fortiden atter op til overfladen.

Sideløbende springer fortællingen til Poczernin i Polen, hvor vi hører om den gamle mand Darek Twardowska, der bor alene i skoven. Og endeligt får vi uddrag af en række breve fra 1600-tallets Sverige. Springene i tid og fortæller giver en lavmælt suspense til fortællingen, fordi vi som læser kun får afsløret bidder af det overordende billede. Vi sidder og gætter på, hvad sammenhængen er mellem personerne og de forskellige oplevelser, men først til sidst opklares det.

Bouchet er cand.mag. i litteraturhistorie og har en Master i kulturel identitet fra St. Andrews universitet, og det mærkes, at hun har researchet grundigt. Savas vidner tager læseren med omkring hekseafbrændinger, kristendommens kvindesyn, psykiatri, selvmordsforskning og traumatiserede børn sideløbende med Dannies forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med søsteren. Det hele skrevet i et letforståeligt sprog, som aldrig bliver omstændelig eller tørt.

Jeg var meget grebet under læsningen, men også meget trist. Savas vidner er ikke en bloddryppende pageturner med lig på hveranden side. I stedet er den en psykologisk thriller, der går i dybden med tro og kærlighed. Dannie har ikke haft en normal barndom. Hun er vokset op i et troende hjem, hvor ondskaben lurede om hvert hjørne og forældrene gjorde alt, hvad de kunne for at beskytte deres piger imod den. Men kan man elske for højt? Kan kærligheden i virkeligheden gøre mere skade en gavn? Det allermest skræmmende for mig var, hvor troværdig Dannies barndom beskrives. Der er stadig samfund og familier, der mishandler og udstøder dem, de tror er onde. Bare tænk på heksebørnene i Nigeria. Og jeg får ondt helt ind i hjertet ved tanken om, hvor mange børn der dagligt må overleve under forhold, som vi ikke engang byder indsatte i vore fængsler. Som barn er man prisgivet sine forældre, og hvis de tror, at de redder deres barn ved at sulte eller slå eller mishandle det, så gør de det.

Alt det onde i denne roman udspringer af kærlighed, og det er det, som gør Savas vidner til en voldsom oplevelse at læse. En barsk og tankevækkende roman som alle bør læse.

Om Savas vidner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 447 sider
Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Carrie af Stephen King
Heksenatten af Fritz Leiber
Martyrens sang af Stephen Miller
Arvingen af Michael Sørensen

Og så var hun væk af Lisa Jewell

Og så var hun væk af Lisa Jewell15-årige Ellie har livet foran sig. Hun er dygtig i skolen, dater en sød kæreste og er vokset op i en stabil og kærlig familie. Men en dag forsvinder hun sporløst.

For familien bliver intet nogensinde det samme igen. Særligt moren Laurel er knust, for Ellie var hendes øjesten, og i de følgende år falder familien langsomt fra hinanden. Laurel og Paul bliver skilt, og Laurel mister næsten kontakten med ældste datter Hanna og sønnen Jake.

Så – efter 10 år – ringer politiet. De har fundet Ellie.

Næsten samtidig møder Laurel den charmerende matematiker Floyd på en café. For første gang siden Ellie forsvandt, føler Laurel igen noget. Floyd slår benene helt væk under hende, og snart er han og datteren Poppy en fast bestanddel af Laurels liv. Men hvem er Floyd egentlig? Og hvad skete der den dag for 10 år siden, da Ellie forsvandt?

Og så var hun væk er det første jeg har læst af Lisa Jewell, som på dansk tidligere har udgivet Den fremmede gæst. Jeg havde derfor ingen forventninger, men jeg skal love for, at jeg blev positivt overrasket. Nærmest fra første side blev jeg fanget af historien, og jeg læste stort set bogen i et stræk.

Og så var hun væk er inddelt i fem overordnede kapitler, som hver især fortælles fra forskellige vinkler og i forskellige tider. De skiftende fortællestemmer er med til at øge suspensen, og giver samtidig læseren mulighed for at høre den samme historie set fra de forskellige personer. Det føjer hele tiden nye lag til fortællingen, som ender med at være både uhyggelig og hjerteskærende på samme tid. Det er fremragende skrevet.

Plottet virker umiddelbart enkelt med historien om den forsvundne pige og forsøget på at finde ud af, hvad der er sket. Den del fungerer rigtig godt, og er spændende i sig selv. Men romanen er så meget mere. Det er nemlig også en fortælling om sorg, og om hvordan sorgen nærmest kan opløse et menneske.

Lisa Jewell er en dygtig fortæller, der får personerne til at stå lyslevende for læseren. Vi føler med Laurel hvis smerte over sit forsvundne barn får hende til at trække sig fra alle andre, og dermed ender med at ødelægge sin familie. Alligevel ved vi, at hun ikke har ønsket at gøre andre ondt, og den viden får vi brug for senere. For hvornår er folk nogensinde onde med vilje?

Jeg blev fascineret af Jewells leg med tilfældigheder i romanen. Personerne føres af tilfældigheder ad forskellige stier, og set i bagspejlet ved de ofte, hvor de skulle have skiftet bane. Men livet leves forlæns, som Kierkegaard sagde, og nogle valg kan bare ikke laves om.

Og så var hun væk er en stærk roman. Det er en vellykket psykologisk thriller i domestic noir genren, men det er også en fascinerende roman om mennesker og valg. Jeg kan kun anbefale den på det varmeste.

Uddrag af Og så var hun væk:

Og så en skønne morgen forlod hendes pige, hendes lille engel, hendes yngste, hendes baby, hendes sjælefrænde, hendes stolthed, hjemmet og kom ikke tilbage.

Og hvad havde hun følt de første pinefulde timer? Hvad havde hun fyldt sit hoved og sit hjerte med i stedet for alle de sædvanlige små bekymringer? Rædsel. Desperation. Sorg. Skræk. Smerte. Frygt … Ingen af de beskrivende ord, hun kendte, hvor dramatiske de end var, slog til.

“Hun er nok hjemme hos Theo,” havde Paul sagt. “Prøv at ringe til hans mor.”

Allerede før hun ringede, vidste hun, at hun ikke var hos Theo. Hendes datters sidste ord, inden hun gik, var: “Jeg kommer hjem til frokost. Er der noget lasagne tilbage?”

“Der er nok til en.”

“Du må ikke give det til Hanna. Heller ikke til Jake! Du skal love det, mor!”

“Det lover jeg.”

Og så gik døren i med det karakteristiske lille klik, og lydniveauet i huset faldt en anelse, som det altid gør i et hus, når et menneske forlader det. Og så var der en opvaskemaskine, der skulle fyldes, et telefonopkald, der skulle overstås, en kop te, der skulle bæres op til Paul, som var forkølet, og som hun dengang oplevede, som det mest belastende i hendes liv.

“Paul er forkølet.”

Hvor mange mennesker havde hun sagt det til i løbet af de seneste par dage, efterfulgt af et dybt suk og en himlen med øjnene? “Paul er forkølet.” Mit kors. Mit liv. Ynk mig.

Men hun ringede alligevel til Theos mor. (side 13)

Tak til Gads Forlag som har foræret mig Og så var hun væk til anmeldelse

Om Og så var hun væk:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gads Forlag, 334 sider
Omslag: Anders Timrén
Originatitel: Then She Was Gone
Oversætter: Johnnie McCoy

Læs også:

Menneskehavn af John Ajvide Lindqvist
Enken af Fiona Barton
Lille pige af Sarah Engell
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
I gode hænder af Christian Mørk
Skygger af Henriette Rostrup

Du skulle være gået af Daniel Kehlmann

Du skulle være gået af Daniel KehlmannEt ungt ægtepar har lejet en hytte i bjergene sammen med deres lille datter, Esther. Han skriver på et filmmanuskript, og ellers skal de nyde freden og blot være sammen. Men de har ikke været der længe, før en uforklarlig uro falder over ham. Han sover dårligt og har mareridt. Husets indretning synes på uforklarlig vis at ændre sig fra dag til dag. Og da han en aften kigger på sin refleksion i ruden, er han der ikke.

De mærkelige oplevelser får parret til at beslutte at rejse hjem før tid. Men så ser han en besked på Susannas telefon. En besked der vender op og ned på alting.

Daniel Kehlmann er en prisbelønnet tysk forfatter, som bl.a. har skrevet romanen Opmålingen af verden, der er oversat til 40 sprog og er en af efterkrigstidens største tyske litterære successer.

Du skulle være gået er en kort, fortættet psykologisk thriller skrevet i et umiddelbart lettilgængeligt sprog, hvor det usagte dog hele tiden spiller mellem linjerne. Den unavngivne jeg-fortæller har problemer med at få hul på sit nye manuskript. Samtidig lider han af mindreværdskomplekser overfor hustruen, Susanna, en smuk og dygtig skuespillerinde. Ferien i bjergene skal være en ny start, men i stedet falder alt fra hinanden.

Du skulle være gået kan på den ene side læses som ægteskabsdrama, hvor jeg-fortællerens indre uro og psykologiske opløsning manifesterer sig i feriehusets atmosfære. På den anden side er huset måske ikke en psykologisk metafor, men et sted, hvor gardinet mellem vores verden og andre er så tyndt, at der er slidt huller? Måske skér de uforståelige begivenheder rigtigt?

Uanset om man læser romanen på den ene eller anden måde, er resultatet en urovækkende og knugende læseoplevelse.

Jeg skulle lige vænne mig til skrivestilen, hvor Kehlmann lader jeg-fortælleren fortælle via sin notesbog, hvor  brudstykker af manuskriptet, han skriver på, blandes med dagbogsnotater. Ret kort inde i fortællingen blev jeg dog fanget af atmosfæren i huset, der langsomt udvikler sig mere og mere foruroligende.

Har du lyst til at prøve et anderledes tysk gys så prøv Du skulle være gået, der efterlader læseren lige så forvirret og skræmt som jeg-fortælleren.

Uddrag af Du skulle være gået:

Det sker igen.

Det må være et optisk bedrag.

Men det bliver ved. Jeg ser det. Og ser det stadig. Skriver det op. Må tage et billede af det, men jeg ved ikke, hvor min telefon 

Altså: Jeg sidder ved det lange bord, udenfor begynder det at blive mørkt, spejlbilledet i ruden af rummet er meget tydeligt: køleskab, komfur, køkkenbord, døren til gangen, fladskærms-tv’et, den lave grågrønne sofa, lampen over bordet, bordet selv, stolen ved bordet. Jeg ser også plasticposen, som der var varer i lige før, den ligger sammenkrøllet på køkkenbordet. Jeg ser et tomt glas ved siden af den sammenkrøllede pose – her i stuen, der i spejlbilledet.

Men jeg kan ikke se mig selv. Der er ikke nogen i stuen, i spejlbilledet.

Langsomt, se godt efter. Hvis du ser godt efter og skriver det hele op, vil du

Jeg burde ikke kunne se dørhåndtaget på stuedøren, jeg sidder jo mellem den og vinduet, det burde være skjult af mig, men det er der! Jeg kan også se ryglænet på min stol og bordpladen, som jeg støtter mig til. Og den åbne notesbog. Jeg lægger hånden på den. Nu burde man ikke kunne se den længere. Men jeg ser hele bogen. Det værelse, der spejler sig i ruden, er mennesketomt. Ligesom i forgårs. Men i forgårs varede det kun et øjeblik, denne gang bliver det ved.

Det bliver stadig ved.

Stadig.

(side 32-33)

Om Du skulle være gået:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 91 sider
Omslag: Eyelab.dk
Originaltitel: Du hättest gehen sollen
Oversætter: Anneli Høier

Læs også:

Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Triggereffekten af Wulf Dorn
Terapien af Sebastian Fitzek
Lejligheden af S. L. Grey
Ondskabens hotel af Stephen King
Den lukkede af Lene Toscano
Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Forglemmigej af Teddy Vork

Atmosfærefyldt thriller om sindets skrøbelighed og livets afslutning

Efter en hård tid starter Mie som social- og sundhedshjælper på det lokale plejehjem. Hun er næsten lige blevet skilt fra manden Jeppe, og deres 5-årige datter Astrid tager det tungt. Oveni blev hun fyret fra sit seneste job efter en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, så hun trænger i den grad til at få styr på hverdagen.

Så jobbet som nattevagt er som sendt fra himlen. Det viser sig dog at være langt hårdere, end Mie forventede. Allerede første nat er der en alarm med en skræmt beboer, og de følgende nætter fortsætter det. Samtidig føler Mie sig ikke godt tilpas på stedet. De mange store vinduer er truende, sorte flader i efterårsnatten, og stilheden føles forkert. Og så er der den mærkelige fornemmelse af en skygge lige udenfor hendes synsvinkel.

Mie gør sit bedste for at hjælpe de demente beboere objektivt og professionelt. Men det bliver sværere og sværere for hende at bevare overblikket. Hendes angstlidelse gør det ikke lettere, for hun har ind i mellem svært ved at skelne mellem beboernes hallucinationer, sine egne tvangstanker og virkeligheden. Hvad er det for nogle traumatiske minder, beboerne deler med hende om en kvinde uden næse? Hvem synger sangen ‘Forglemmigej’ for de gamle og skræmmer dem? Laver kollegaerne ubehagelige practical jokes med hende om natten? Og hvorfor begynder Astrid pludselig at blive bange for at sove hjemme hos Mie?

Flere forfattere har i de senere år fået øje på plejehjems potentiale for uhygge. Michael Kamp skrev Hvor de gamle visner i 2008. Mats Strandberg skrev Hjemmet i 2017. Nu kommer så Forglemmigej af Teddy Vork, der er en ubehagelig historie på flere planer.

Teddy Vork vandt prisen for Årets Danske Horrorudgivelse i 2014 for novellesamlingen Sprækker, som juryen kaldte: “en række stemningsmættede og dystre noveller, hvor underspillet ondskab og snigende gru er i fokus. Vork mestre på bedste vis den svære kunst at skræmme voksne mennesker ved hjælp af psykologiske virkemidler fremfor billige effekter.” Den evne gør han også brug af her, hvor læseren hele tiden holdes i tvivl om, hvad der egentlig sker. Sker der virkeligt noget overnaturligt på plejehjemmet, eller er det de demente beboeres symptomer, som Mies tvangstanker forvansker til hendes eget mareridt?

Og oplevelserne på plejehjemmet er ikke det eneste skræmmende. Vorks skildring af Mies sind og hendes kamp for at holde angsten og tvangstankerne på afstand er i den grad uhyggelig. Følelsen af ikke at kunne stole på sig selv og sine sanser beskrives hjerteskærende realistisk, og Mies angst for at Jeppe skal tage Astrid fra hende, gør blot alting værre.

Endelig er det heller ikke et særligt rosenrødt billede, der tegnes af selve plejehjemmet. Som Mies tidligere leder siger i bogen: “… man kom på plejehjem, fordi man ikke døde.” Mie ønsker virkelig at gøre noget godt for sine beboere, men det er svært. Der er nærmest ingen introduktion, hun er alene hele natten, og beboerne er så dårlige, at der næppe går en uge uden dødsfald. Det er overbevisende skrevet og virker desværre sørgeligt realistisk.

Vork kan noget helt særligt, når det gælder beskrivelsen af skrøbelige sind, og han formår som få at skabe en faretruende atmosfære på de mest tilforladelige locations. Det gør han også her, hvor plejehjemmet, som skulle være en sikker favn, forvandles til et sted hjemsøgt af traumatiske minder og levende døde.

Er du til stemningsmættede psykologiske thrillers, og gys hvor det virkelige er svært at skelne fra det indbildte, så kan Teddy Vorks Forglemmigej absolut anbefales.

Forglemmigej er udgivet på Storytel i 10 episoder som lydbog og ebog.

Uddrag fra Forglemmigej:

“Det slog hende, hvor meget hans bevægelser mindede hende om en zombies. Jeppe havde været vild med tv-serien ‘The Walking Dead’. De levende døde i serien bevægede sig på samme måde som Karl – usikkert, vaklende.

På nogle måder var beboerne lidt som levende døde. Deres kroppe fungerede kun på et basalt niveau og kognitivt var mange funktioner også sat ud af drift. Groft sagt var de levende døde, internerede her indtil de døde helt. Med de tanker var hun ikke et hak bedre end sin tidligere leder, som havde sagt, at et plejehjem var for dem, som ikke døde. Kunne hun ikke udvise bare lidt mere empati? 

Men demens var en forfærdelig sygdom. Ubønhørligt åd den mere og mere af hjernen. Minder, personlighed og sprog blev fortæret, indtil der kun var de basale drifter og så … hvad var det nu, det hed … det autonome system tilbage, vejrtrækningen. Til sidst blev også det ædt.” (episode 1, s. 75-76)

Tak til Storytel og Teddy Vork som har foræret mig et abonnement til Forglemmigej til anmeldelse.

Om Forglemmigej:

Udgivelsesår: 17.10.2018
Forlag: Storytel, 10 episoder
Omslag: Elizabeth Helstrup

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Triggereffekten af Wulf Dorn
Lille pige af Sarah Engell
Hvor de gamle visner af Michael Kamp
Afsind af Martin Schjönning
Hjemmet af Mats Strandberg
Ex af Teddy Vork

Godnat, min elskede af Inger Frimansson

Godnat, min elskede af Inger FrimanssonGodnat, min elskede er en fremragende svensk krimi om menneskets skyggesider

Justine bor alene i Hässelby Villastad i en villa ved søen. Hendes mor døde, da Justine var lille. Siden giftede faren sig igen med Flora. Nu er faren også død, og Flora er kommet på plejehjem efter et slagtilfælde, som har efterladt hende lammet og uden talens brug.

Som barn blev Justine drillet, stedmoderen Flora mishandlede hende og heller ikke som voksen har livet været let for Justine. Men Justine har ikke brug for undskyldninger. Hun har brug for hævn.

Inger Frimansson skriver fremragende, og Godnat, min elskede fik Det Svenske Krimiakademis pris for ”Bedste svenske krimi” i 1998. Det er dog ikke en klassisk krimi, for vi skal mere end halvvejs ind i bogen, før der sker en forbrydelse, og opklaringen er heller ikke så vigtig. Det vigtige er personportrætterne – skildringen af hvad der sker, når et krænket menneske ønsker hævn. Og netop skildringen af menneskets skyggesider er Inger Frimansson fænomenal til at beskrive.

Frimansson blev i øvrigt også nomineret til “Bedste svenske krimi” i 1999 (Manden med oksehjertet) og vandt igen i 2005 med Skyggen i vandet. Andre vindere tæller bl.a. Johan Theorin for Natstorm i 2008 og Tove Alsterdal i 2014 for Lad mig tage din hånd.

Om Godnat, min elskede: 

Udgivelsesår: 1999
Forlag: Fremad, 233 sider
Originaltitel: God natt min älskade
Oversætter: Asta Smith-Hansen

Udvalgt bibliografi:

De nøgne kvinders ø, 2008
Mørkespor, 2007
Skyggen i vandet, 2006
Katten der ikke døde, 2001
Manden med oksehjertet, 2000
Godnat min elskede, 1999

Triggereffekten af Wulf Dorn

Triggereffekten af Wulf DornTriggereffekten af den tyske debutant Wulf Dorn er et godt bud på en effektiv thriller

Psykiateren Ellen Roth overtager en voldsomt mishandlet kvinde som patient, da hendes kæreste, som også er psykiater, er nødt til at rejse væk. Kvinden taler som et lille barn og advarer Ellen om ‘den sorte mand’, men hun giver ingen oplysninger om, hvem hun er. Så da hun pludselig forsvinder, og alle papirer vedrørende hendes indlæggelse også er væk, står Ellen i en umulig situation. Ingen andre har set kvinden, og kollegaerne tror, at Ellen har haft for meget om ørene og derfor tager fejl. Men Ellen giver ikke op. Hun vil gøre alt for at redde kvinden, om det så betyder, at hun skal konfrontere ‘den sorte mand’.

Jeg har efterhånden opdaget, at der findes flere interessante tyske forfattere, og debutanten Wulf Dorn tegner til at blive et lovende bekendtskab. Triggereffekten er en effektiv og spændende psykologisk thriller om sindets hemmeligheder, og selvom jeg måske nok havde regnet noget af plottet ud, så smider Dorn alligevel lidt overraskelser ind mod slutningen, så man holdes fanget hele vejen igennem.

Om Triggereffekten:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Mrs. Robinson, 388 sider
Originaltitel: Trigger (tysk)
Oversætter: Jacob Wisby

 

Til døden os skiller af Michelle Richmond

Til døden os skiller af Michelle RichmondSpændende ægteskabsthriller hvor ordene ’til døden os skiller’ får en anderledes skræmmende betydning.

Når man er nygift forestiller man sig, at ægteskabet altid vil vedblive at være lykkeligt. Realiteterne er dog, at mange par bliver skilt, og som ægteskabsterapeut ved Jake det om nogen. Så da han og Alice til deres bryllup modtager en invitation til en eksklusiv klub, hvis formål er at støtte op om ægteskabet, siger de ja.

Pagten, som aftalen kaldes, har en hel manual med regler for ethvert af ægteskabets aspekter. Man skal f.eks. altid tage telefonen, når ens ægtefælle ringer. Der er påbud om månedlige gaver og halvårlige rejser osv. Alt sammen berigende for forholdet.

Men der er også straffe! Og da Alice kommer til at bryde en vigtig regel, opdager de, hvor seriøst Pagten tager sig selv. Det går op for dem, at denne fascinerende klub med lykkelige, rige par, dækker over meget mere end de havde forestillet sig, og at det kan vise sig umuligt at forlade Pagten igen. I hvert fald i live.

Til døden os skiller er en velskrevet ægteskabsthriller, som jeg på ingen måde gennemskuede, selvom jeg ellers gættede godt med undervejs. Michelle Richmond skriver flydende, og fortæller historien skiftevis mellem Jakes tanker og en fremadskridende handling. Det fungerer godt, da Jakes overvejelser giver en ekstra dimension til plottet, og da vi ikke kender Alices tanker, er det også med til at skabe suspense.

Historien er desuden elementært spændende, og holder man f.eks. af Bag lukkede døre af B. A. Paris eller Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz, er jeg sikker på, at Til døden os skiller også vil være et hit.

Personligt bliver jeg måske nok lidt irriteret over denne kreds af rige, smukke og succesfulde mennesker, som slutter sig om sig selv og ud fra deres idealer vil styre andre ud fra den overbevisning, at de alene vide. Men også i den virkelige verden er der jo magtfulde kredse, som bestemmer over andre, så det er vist bare min egen aversion, der trykker. Og på trods af min anke læste jeg Til døden os skiller over ganske få dage og var godt underholdt undervejs.

Endeligt synes jeg også lige, at forlagets markedsføring af romanen fortjener ros. Som en god gimmick fik jeg nemlig bogen tilsendt som en indpakket gave med en slags ‘advarsel’ vedhæftet: “Til en Ven. Tænk dig om, før du åbner…” Det er da sjovt fundet på 🙂

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Til døden os skiller:

Udgivelsesår: 28.09.2017
Forlag: Klim, 423 sider
Originaltitel: The Marriage Pact
Oversætter: Ninna Brenøe
Omslag: Getty Images

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One
Oversætter: Karsten Nielsen

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside