Indlæg tagget med ‘psykopater’

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Det usynlige menneske af D.S. Henriksen

Teodor er buschauffør. Hver dag kører hans liv efter en stram tilrettelagt timeplan, og sådan foretrækker han det. Hans hjem er ryddeligt, grænsende til upersonligt, og selv privatlivet er skemalagt af faste rutiner. Men så bliver sønnen Mathias kørt ned og ender i koma på sygehuset. Langsomt begynder Teodors rutiner at smuldre, og så ringer hans bror, der netop er kommet ud af fængsel.

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst In Absentia og Ad Nauseam af D.S. Henriksen (skrevet som Daniel Henriksen). Begge var humoristiske, splattede og fandenivoldske spændingsromaner. Det usynlige menneske er en mere alvorlig roman.

Historien fortælles i nutid af Teodor. “Jeg er på sygehuset. Der ligger en dreng i sengen foran mig. Det er min søn. Han blev indlagt på intensiv i går.” Sproget er nærmest klinisk opremsende som et bevidst fortælleteknisk greb. Et greb som også Brett Easton Ellis bruger i romanen American Psycho fra 1991. Og jo længere ind i fortællingen vi kommer, jo mere står den kliniske fortællestil i kontrast til det kaos, Teodors rutiner forvandles til.

I flashback hører vi, hvordan Teodor fra barn af har været både fascineret af og bange for sin bror. En bror der gik til grænsen – og overskred den. Hvordan broren allerede i folkeskolen fremviste psykopatiske træk, og hvordan Teodor gang på gang stod skrækslagen på sidelinjen. Nu er han efter mange år pludselig tilbage. Det åbner for en række ubehagelige minder, men giver også Teodor luft til at fortælle om sine frustrationer. Jo mere han åbner sig for broren, jo mere ødelægges rutinerne dog. Og til sidst er der ingen vej tilbage.

Det usynlige menneske er både historien om en far i dyb sorg, som kæmper for at håndtere, at hans elskede søn er kommet alvorligt til skade. Samtidig er det en historie om en mand dybt viklet ind i sit sind. Om facader der krakelerer og mennesker, der bryder sammen. Om kærlighed, hævn og psykoser.

Til slut vil jeg også lige rose forsiden, som med en sort silhuet mod en rød baggrund er ganske iøjnefaldende. Jeg ser den sorte silhuet som symbol på det regelrette menneske, der er usynlig i vrimlen, mens slipset om halsen på silhuetten både ligner en løkke, og blod der flyder, men også symboliserer den kedelige kontormand. En dobbelthed, der også går igen i romanen.

Jeg vil ikke sige, at jeg blev 100% overrasket over plottets udvikling, men Det usynlige menneske er velskrevet og fascinerende på den mørke måde, så grib den hvis du vil en smuttur ind, hvor sorg og psykopati ramler.

Uddrag af romanen:

Jeg tænker på min bror, mens jeg sidder med telefonen i hånden. Det går op for mig, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad han vil. Det burde jeg måske, men jeg har aldrig kunnet forudse hans næste træk, eller hvad jeg kunne forvente af ham. Desuden har vi ikke haft kontakt, siden han kom i fængsel, og jeg fandt sammen med Laura. Der er en overvejende chance for, at han ikke engang selv ved, hvad han vil. Han har dagligt taget den vej, der forekom nemmest, og levet sin tilværelse fri for bekymringer. Han har ingen planer med sit liv, intet ønske om opsparing, hus, bil, børn, ingen skitser eller skemaer, ingen faste aftaler. Han vil have det sjovt. Det er sådan, jeg husker ham. Og hans liv lyder måske beundringsværdigt, men for det meste går det ud over andre. Han var pågående og søgte grænser. Vi skulle derud, hvor man begyndte at grine eller græde.

Men jeg er ikke den, jeg var engang, så hvorfor skulle han være det?

Jeg må erkende, jeg ikke kender ham længere.

Jeg bliver nødt til at forholde mig til, hvad jeg selv føler, og hvordan jeg selv har det med, at han træder ind i mit liv igen. Jeg er ikke sikker på, jeg ved det endnu. Men jeg ved, at han repræsenterer en fortid, jeg helst vil glemme. Jeg fornemmer, der vil dukke mere og mere op af den, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg vil heller ikke skubbe ham væk. Jeg beslutter mig for, at vi kan snakke og mødes, og måske er det alt, der er i det. Måske er han allerede taget videre, taget bort, taget til et andet land. Måske. Jeg bryder mig ikke om måske. Det er vagt og usikkert. Jeg er ikke et måske-menneske.” (side 24-25)

Reklame: Tak til forlaget mellemgaard der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Det usynlige menneske:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 182 sider
Grafisk produktion: KWG Desing, Odense

Læs også:

Offer af Paul Cleaves
Lille pige af Sarah Engell
Den nye pige af Penelope Evans
Jack the Rippers lærling af Carina Evytt
Jeg kan se i mørke af Karin Fossum
Det der ligger gemt i sneen af Carin Gerhardsen
Du af Caroline Kepnes
Skadedyr og tulipaner af Steen Langstrup
Skygger af Henriette Rostrup
Deroute af Martin Schjönning
Mulm af Teddy Vork

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien

For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.

De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.

Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.

Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.

Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.

Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.

Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.

Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.

Uddrag af bogen:

Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.

Hvad fanden er det, du siger?

Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”

Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.

Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”

Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.

Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.

Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.

Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)

Om Den som søger skal finde:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider

Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020

Offer af Paul Cleave

Offer af Paul Cleave

Christchurch-snitteren, Joe Middleton, skal snart for retten, og alt tyder på, at han vil blive dømt til den snart genindførte dødsstraf. Joe selv anser sig dog som et uskyldigt offer. Hans forsvar er, at han intet husker om at have slået nogen ihjel. Og så kan man jo ikke dømme ham for det.

Men andre er af en anden mening. Melissa, Joes medskyldige i mordet på en betjent, planlægger at skyde ham før retssagen. Noget en far til et af Joes ofre kun er alt for glad for at kunne hjælpe med. Imens ser den forhenværende kriminalassistent, Carl Schroder, frem til, at Joe forsvinder for evigt. Først skal han dog lige afsløre, hvor liget af den myrdede betjent er begravet.

Offer er anden bog om seriemorderen Joe Middleton. Første bog hedder Det syvende mord og udkom i 2013. Begge bøger tilhører Christchurch noir-universet.

Jeg har læst nogle af bøgerne i Paul Cleaves serie, men ikke Det syvende mord. Alligevel synes jeg godt, at jeg kunne følge med. Cleave følger op på tidligere binds begivenheder undervejs, dog uden at afsløre for meget. Så man kan sagtens springe lidt i serien.

Offer lægger sig i det kulsorte kølvand af Øje for øje, som er seneste bog på dansk af Paul Cleave. Historien fortælles via forskellige synsvinkler, blandt andet hører vi Joes oplevelser via ham. Det giver læseren en speciel oplevelse, for selvom vi ved, at han er psykopat (vi hører endda hans fantasier om at dræbe sin psykolog), så kommer vi alligevel til at betragte ham som et offer. Fængselsopholdet er nemlig ikke just en ferie for Joe.

Der er ikke meget glansbillede over Cleaves Christchurch, der næsten drukner i regn, kulde og forfald. I det hele taget er der ikke meget håb og glæde i romanen, hvor alle har hemmeligheder, og vold, løgn og misbrug er hverdagskost.

Alligevel læste jeg nærmest Offer i et stræk. Paul Cleave skriver råt, men godt, og historien udspiller sig nærmest som en film under læsningen. Der er ikke meget at grine af undervejs. Til gengæld sad jeg med øjnene klistret til siderne for at finde ud af, hvad der nu ville ske. De forskellige handlingstråde sørger nemlig for en støt stigende suspense, som kulminerer i et actionfyldt brag, hvor alt pludselig hænger sammen.

Med andre ord er Offer absolut anbefalelsesværdig, hvis du kan lide kulsorte spændingsromaner uden garanti for happy ending.

Om Offer:

Udgivelsesår: 03.03.2020
Forlag: Jentas, 508 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Joe Victim (2013)
Oversætter: August Holst Thomsen

Besøg Paul Cleaves hjemmeside

Christchurch-noir serien:

Offer (Originaltitel: Joe Victim), 2020
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Øje for øje af Paul Cleave
Den røde drage af Thomas Harris
Mørke afkroge af Elizabeth Haynes
Pantomime af Annika von Holdt
Du af Caroline Kepnes
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Skyggernes skov af Franck Thilliez

Skyggernes skov af Franck ThillezJeg har på den seneste fået læst op på en del thrillers i forbindelse med et arbejdsprojekt. Blandt dem er franske Franck Thilliez Skyggernes skov.

David Miller er bedemand. Han er gift med Cathy, som han har datteren Clara med. I sin sparsomme fritid skriver han kriminalromaner. En dag bliver han opsøgt af den invalide rigmand, Arthur Doffre. Doffre har læst Davids bog ‘På vegne af de døde’ og er meget begejstret. Han vil hyre David til at skrive historien om en særlig seriemorder, der begik selvmord for 25 år siden. Men Doffret har ikke meget tid, og har brug for et svar stort set med det samme. Til gengæld er lønnen høj, og Doffret sørger for alt, David kan få brug for under arbejdet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men David lader sig overtale, og snart giver Cathy også efter. For at sørge for den helt rette stemning inviterer Doffret nemlig Davids familie med til en skovhytte i Schwarzwald, hvor de kan feriere, mens David arbejder på bogen. Cathy håber på, at opholdet kan blive en ny start for hende og David, for ikke alt er rosenrødt mellem parret.

Udover Miller-familien har Doffret inviteret escorten Adeline til hytten. Hun skal være hans personlige hjælper, når chaufføren forlader selskabet. Snart er de fem alene i hytten dybt inde i skoven, hvor vejen hurtigt bliver lukket af sne. Den klaustrofobiske hytte er den perfekte kulisse for David til at fordybe sig i ‘Bøddel 125’, men mens han graver sig ned i fortidens grusomheder, forværres stemningen i hytten. Og så dukker en uventet gæst op …

Skyggernes skov er på mange måder vellykket. Plottet er ikke umiddelbart gennemskueligt med sin blanding af krimi, gys og splat, ligesom selve set-uppet med en lille gruppe mennesker indespærret langt fra civilisationen emmer af uhygge. Personskildringerne står desværre ikke lige så skarpt. Særligt kvinderne virker nærmest som karikaturer, men det kan være den franske oprindelse, der gør det. Til gengæld synes jeg, at det er fantastisk fundet på, at bruge en bedemand/forfatter som udgangspunkt. Og så må jeg ganske enkelt give Franck Thillez, at jeg trods mine anker nærmest slugte bogen i en mundfuld.

Bo Tao Michäelis skrev i sin anmeldelse i Politiken: “Thilliez’ groteske krimier er en spøjs og meget fransk blanding af Stephen King og Sebastien Japrisot, pulp fiction møder gotiske fortællinger. Faktisk minder denne her om Kings ’Ondskabens hotel’ med samme klaustrofobiske skizofreni og gys.” Personligt synes jeg ikke, at Thillez er på højde med King, men der er ingen tvivl om, at Skyggernes skov er glimrende underholdning. Så er du til thrillers, hvor død, tortur og nervepirrende rædsel fylder siderne, er her et godt bud.

Uddrag af Skyggernes skov:

– En simpel bog, siger De? Nej, det er en genistreg! Jeg læser utrolig mange kriminalromaner, og jeg må indrømme, at De virkelig fik mig på krogen. 

– Nu smigrer De, men jeg er glad for at høre, at De kunne lide den. Der er faktisk flere, der har kritiseret den og sagt, den var for ulækker og dyster.

Doffre hvilede sit hoved mod nakkestøtten. Hans højre hånd skinnede i lyset fra loftslampen. Det var en protese.

– Læsere er til tider nogle mærkelige skabninger, svarede han. De svælger i blod og alle de uhyrligheder, som man finder til overflod i de fleste knaldromaner … men kun så længe de ikke selv føler sig rigtigt berørt af det. De føler sig hævet over den slags. Men De derimod, De slår ned dér, hvor det gør ondt. De konfronterer dem med alt det, som de med vold og magt prøver at fortrænge. Deres egen død og de realistiske beskrivelser af kroppe i opløsning.

David satte stor pris på den bemærkning. Endelig en læser som forstod ham. (side 29-30)

Om Skyggernes skov:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Labyrint Forlag, 395 sider
Omslag: Arnaud De Grave
Originaltitel: La Forêt des ombres, 2006
Oversætter: Lone Garde

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Triggereffekten af Wulf Dorn
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Lyst af Åsa Schwarz
Close-up af Esther Verhoef
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Bag lukkede døre af B. A. Paris

Bag lukkede døre af B. A. ParisBag det perfekte ydre lurer ondskaben

Jack og Grace er perfekte. Han er en 40-årig, succesfuld advokat med speciale i at hjælpe voldsramte kvinder – og har aldrig tabt en sag. Hun er 34 år, indkøber for Harrods hvor hun rejser jorden rundt.

Da de møder hinanden, siger det BANG. De forelsker sig, og selv det løfte, som Grace har givet sin 17 år yngre lillesøster, Millie, der lider af Downs Syndrom, om at hun må flytte ind hos Grace, når hun er skal flytte fra sin kostskole, har ikke skræmt Jack væk. Tværtimod glæder han sig ligeså meget som Grace til den dag.

Så de bliver hurtigt gift, og Grace siger sit job op for at passe huset og få alt på plads, før Millie skal flytte ind.

Men hjemmets fire vægge er ikke kun en ramme for perfektion. Ondskaben skjuler sig bag de lukkede døre.

”Bag lukkede døre” af B. A. Paris føjer sig fint til rækken af domestic noir thrillers, der er skudt frem de seneste år. Historien fortælles af Grace, i kapitler der skiftevis kaldes NU og FØR. Springene i tid er med til at skabe suspense ved at lade læseren modtage drypvise informationer, som man så skal forsøge at koble sammen.

Her er tale om en underholdende og letlæst thriller, hvor der lige går lidt tid, før sammenhængen går op for læseren. Jeg køber nok ikke helt præmissen om, hvor let det er at miskreditere en ægtefælle, men i det store hele fungerer plottet fint. “Bag lukkede døre” bliver betegnet som gys, men så langt vil jeg dog ikke gå. Det er derimod en vellykket domestic noir thriller á la ”Den anden” af Harriet Lane og “Mørke afkroge” af Elizabeth Haynes.

Om “Bag lukkede døre”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jentas, 303 sider
Originaltitel: ”Behind Closed Doors”
Oversætter: Stig W. Jørgensen

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Oversætter: Lilian Kingo
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine
Originaltitel: The Dogs
Oversætter: Mette Stepnicka

Mørke afkroge af Elizabeth Haynes

Mørke afkroge af Elizabeth HaynesMørke afkroge er en yderst anbefalelsesværdig og skræmmende thriller

Cathrine er en smuk og livlig singlekvinde, som arbejder om dagen og går i byen med veninderne om aftenen. En aften støder hun på den karismatiske Lee. Hun falder pladask for ham, og en skøn affære udvikler sig. Lee er betænksom, ser fantastisk ud, charmerer vennerne og får Cathrine til at føle sig tryg.

Men snart dukker Lees skyggeside op til overfladen. Han er nemlig også utroligt kontrollerende og aggressiv, og dominerer snart ethvert aspekt af Cathrines liv. Ingen andre opdager dog noget, for Lee er også både intelligent og manipulerende, så på overfladen er han den perfekte kæreste, og det er Cathrine, som er ustabil.

Deres forhold slutter, da Lee får en fængselsstraf for vold mod Cathrine, men for Cathrine slutter intet. Fire år efter lider hun af OCD (Obsessive Compulsive Disorder) og panikangst, og har svært ved at få et normalt liv til at hænge sammen. Selvom hun ved, at Lee sidder i fængsel, er hun alligevel panisk angst for, at han stadig følger hende.

Da en ny overbo flytter ind, får Cathrine dog for første gang siden Lee mod til at gøre noget ved sin situation. Men så ringer telefonen …

Som sagt lyder plottet i Mørke afkroge ikke særligt originalt, men ikke desto mindre er historien fremragende. Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg først gik i gang, for jeg blev i den grad fanget af Cathrines kamp. Elizabeth Haynes fortæller historien i to spor, der springer mellem 2003, hvor Cathrine er sammen med Lee, og 2008 hvor hun kæmper for at fungere i hverdagen. Det fungerer fremragende, og holder konstant læseren i alarmberedskab.

Elizabeth Haynes beskriver overbevisende, hvordan Cathrines psyke langsomt bryder sammen under Lees psykiske pres. Da hun endelig slipper fri, er hun en psykisk nedbrudt kvinde. Fanget i angsten der tvinger hende til at låse og tjekke døren igen og igen og igen og igen sammen med de andre tvangshandlinger, der skal holde Lees genfærd væk. Det er trøstesløs, men skildret så autentisk og angstfremkaldende, at Cathrines frygt side for side kryber over i læseren

Mørke afkroge er en isnende psykologisk thriller, som uden skånsel viser læseren vrangsiden af psykopatens charmerende personlighed.

Om Mørke afkroge:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Hr. Ferdinand, 479 sider
Originaltitel: Into the darkest corner

[Intet nummer] af Irene Pedersen

Ualmindelig grum thriller om en stalker der terroriserer en ganske almindelig familie – tilsyneladende helt uden grund!

Johanne og Sander lever et fredeligt liv i Brønshøj med Johannes 7-årige søn, Emil. De arbejder begge som lærere, Sander på en privatskole og Johanne på en skole for udsatte unge, hvor de elever, som er blevet smidt ud fra alle andre skole, får en sidste chance.

Hverdagen går sin stille gang, men så begynder Emil at lide af mareridt om monstre. Kort efter begynder både Johanne og Sander at modtage opringninger fra et ukendt nummer, hvor ingen siger noget. I starten er det blot et irritationsmoment, men da det bliver ved, begynder det at blive en alvorlig belastning. Da de kontakter politiet får de blot at vide, at de kan skifte nummer eller få hemmeligt nummer. Men intet hjælper.

Og så accelerer forfølgelsen. Emils bamse forsvinder, bilen bliver vandaliseret, de modtager kasser med rådden frugt og andre modbydeligheder. Efterhånden er både Sander og Johanne stærkt belastet af situationen, som også forvandler Emil fra at være glad og tillidsfuld til en bange og usikker lille dreng.

Også på jobbet har de hver især problemer. Før chikanen startede, involverede Johanne sig for meget med en elev, som fik en abort. Nu har hun problemer med at sige fra overfor pigen, og det skaber ekstra spændinger i hverdagen. Imens har det psykiske pres gjort Sanders undervisning til et helvede, hvilket naturligvis også belaster familien.

Til sidst bliver chikanen for meget, og Johanne beslutter sig for at flytte. Men er det en løsning, eller vil stalkeren blot følge med?

[Intet nummer] er en ualmindelig ubehagelig psykologisk thriller om hvad en stalker kan gøre ved en helt almindelig familie. Hvor få midler man har til at forsvare sig mod ukendte gerningsmænd, der terroriserer uden brug af fysiske midler. Og hvor alvorlige følger det kan få for ofrene, både psykisk og fysisk.

Hele vejen igennem stiger spændingskurven, og jeg havde svært ved at slippe bogen. Forklaringen på stalkeren lever måske ikke helt op til optakten, men til gengæld er den så ædende ond, at jeg fik det helt skidt.

Irene Pedersen har tidligere skrevet ungdomsbøger samt et par letlæsningskrimier for voksne. Hendes potentiale i thriller-genren virker dog stort, så jeg håber, at hun forsøger sig her igen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Pantomime af Annika von Holdt

Sharon Crane har mistet alt. Hun sidder indespærret på en institution for farlige kriminelle sindsyge – dømt for det bestialske mord på sin bedste veninde – hendes mand har forlangt skilsmisse, og hun har ikke set sin søn siden dommen.

Men en dag smiler heldet alligevel til Sharon, og det lykkes for hende at stikke af. Hendes eneste tanke er at se sønnen Max igen, men hun er godt klar over, at politiet er på udkig efter hende. Heldigvis møder hun Charles Broussard, som mod alle odds tror på hendes uskyld og beslutter sig for at hjælpe hende.

“Pantomime” er en okay thriller, men jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet under læsningen. Tidligere synes jeg, at von Holdt har underholdt med drabelige historier, som måske ikke altid overraskede 100%, men som ikke desto mindre holdt læseren fanget hele vejen igennem. Denne gang synes jeg ikke helt, historien holder. Der er nogle yderst heldige sammentræf, som er lidt svære at sluge, og selvom Sharons forsøg på at rense sig selv, og derved finde ud af hvem der så har slået veninden ihjel, er ganske spændende og overraskende, så er tråden om hendes søn og kampen for at finde ham lidt for nem at gennemskue efter min mening.

Forside er  meget stemningsfuld, og jeg forstår godt baggrunden for at bruge den, men den minder uhyggelig meget om forsiden fra “Sov som de døde“, og det, synes jeg også, er lidt ærgerligt.

Jeg er sikker på, at der nok skal være mange, som synes “Pantomime” er en fin bog, og er du til Dean Koontz, så tror jeg bestemt heller ikke du bliver skuffet.

Læs starten på romanen:
I offentlighedens øjne scorer jeg højt på tosse-o-meteret. Medierne har med deres udpenslede historier og hang til det makabre gjort mig til indbegretbet af alt, hvad der er ondt og grusomt, og folk er i almindelighed enige om, at de har ret. Jeg er bedst kendt som galning, psykopat og uhyre. Mit rigtige navn er Sharon Crane, men du kan kalde mig, hvad du vil. Lige i øjeblikket siger jeg, at det er Claire Bessette, hvis nogen spørger.

Jeg har været død i to år; gemt af vejen i seksogtredive kubikmeter eneværelse med et ammoniakstinkende lokum, stålforstærket jerndør uden håndtag, tremmer for vinduerne og udsigt til en solsveden mark, varmere end helvedes forgård. Men jeg håber ikke, at jeg behøver at være død resten af mine dage.”

Besøg Annika von Holdts hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Stoltze