oktober 2017
M T O T F L S
« sep    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
3031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘psykopater’

Bag lukkede døre af B. A. Paris

Bag lukkede døre af B. A. ParisBag det perfekte ydre lurer ondskaben

Jack og Grace er perfekte. Han er en 40-årig, succesfuld advokat med speciale i at hjælpe voldsramte kvinder – og har aldrig tabt en sag. Hun er 34 år, indkøber for Harrods hvor hun rejser jorden rundt.

Da de møder hinanden, siger det BANG. De forelsker sig, og selv det løfte, som Grace har givet sin 17 år yngre lillesøster, Millie, der lider af Downs Syndrom, om at hun må flytte ind hos Grace, når hun er skal flytte fra sin kostskole, har ikke skræmt Jack væk. Tværtimod glæder han sig ligeså meget som Grace til den dag.

Så de bliver hurtigt gift, og Grace siger sit job op for at passe huset og få alt på plads, før Millie skal flytte ind.

Men hjemmets fire vægge er ikke kun en ramme for perfektion. Ondskaben skjuler sig bag de lukkede døre.

”Bag lukkede døre” af B. A. Paris føjer sig fint til rækken af domestic noir thrillers, der er skudt frem de seneste år. Historien fortælles af Grace, i kapitler der skiftevis kaldes NU og FØR. Springene i tid er med til at skabe suspense ved at lade læseren modtage drypvise informationer, som man så skal forsøge at koble sammen.

Her er tale om en underholdende og letlæst thriller, hvor der lige går lidt tid, før sammenhængen går op for læseren. Jeg køber nok ikke helt præmissen om, hvor let det er at miskreditere en ægtefælle, men i det store hele fungerer plottet fint. “Bag lukkede døre” bliver betegnet som gys, men så langt vil jeg dog ikke gå. Det er derimod en vellykket domestic noir thriller á la ”Den anden” af Harriet Lane og “Mørke afkroge” af Elizabeth Haynes.

Om “Bag lukkede døre”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Jentas, 303 sider
Originaltitel: ”Behind Closed Doors”

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider

Hundene af Allan Stratton

HundeneCameron bor alene med sin mor, efter at de for flere år siden forlod faren, som var voldelig. Nu lever de i under skjult identitet, og flytter jævnligt for at undgå at faren finder dem igen. Men Cameron er træt af at rejse, hver gang han lige er faldet til. Oveni savner han sin far, og er begyndt at tvivle på om moren nu også er helt sandfærdig om, hvor forfærdelig faren var.

Nu er de to igen flyttet, denne gang til den lille by Wolf Hollow, hvor de lejer en gammel gård af den ældre Mr. Sinclair, der bor på nabogården. Gården er ret forfalden, og på skolen bliver Cameron drillet for at bo der. Snart hører han også rygter om, at den tidligere ejer blev spist af sine hunde, og da han finder nogle kasser med legetøj i kælderen, samt nogle skræmmende tegninger af en dreng ved navn Jacky McTavish, begynder historien at forfølge ham. Hvem var Jacky? Hvad skete der med ham og med hans mor? Og hvad er det for noget med de hunde, Cameron hører hyle om natten?

Jeg var ret begejstret for ”Hundene”, som kan læses på flere plan og af både unge og voksne. Historien er både letlæst og underholdende og med en stadigt stigende spændingskurve. Allan Stratton fortæller historien fra Camerons synsvinkel, og vi kommer helt tæt på hans tanker både vedrørende hans forsøg på at forstå Jackys historie, men også i forhold til forholdet til faren og til morens nye ”ven”.

Stemningen i ”Hundene” er knuget, og efterhånden som romanen skrider frem, går det op for én, at Cameron også slås med andre problemer. Langsomt udviskes grænserne mellem fantasi og virkelighed, og hverken læseren eller Cameron kan skelne mellem de natlige mareridt og virkelighedens. Dermed kan historien både læses som en spøgelseshistorie og som en psykologisk fortælling om en ung drengs opvækst i en dysfunktionel familie, uden at det virker kunstigt.

Alt i alt en vellykket og spændende roman, som også er solgt til udgivelse i en lang række lande. Anbefales

Besøg Allan Strattons hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: James Fraser
ISBN-13: 9788740606270
Sideantal: 284
Forlag: Turbine

Mørke afkroge af Elizabeth Haynes

Mørke afkroge af Elizabeth HaynesMørke afkroge er en yderst anbefalelsesværdig og skræmmende thriller

Cathrine er en smuk og livlig singlekvinde, som arbejder om dagen og går i byen med veninderne om aftenen. En aften støder hun på den karismatiske Lee. Hun falder pladask for ham, og en skøn affære udvikler sig. Lee er betænksom, ser fantastisk ud, charmerer vennerne og får Cathrine til at føle sig tryg.

Men snart dukker Lees skyggeside op til overfladen. Han er nemlig også utroligt kontrollerende og aggressiv, og dominerer snart ethvert aspekt af Cathrines liv. Ingen andre opdager dog noget, for Lee er også både intelligent og manipulerende, så på overfladen er han den perfekte kæreste, og det er Cathrine, som er ustabil.

Deres forhold slutter, da Lee får en fængselsstraf for vold mod Cathrine, men for Cathrine slutter intet. Fire år efter lider hun af OCD (Obsessive Compulsive Disorder) og panikangst, og har svært ved at få et normalt liv til at hænge sammen. Selvom hun ved, at Lee sidder i fængsel, er hun alligevel panisk angst for, at han stadig følger hende.

Da en ny overbo flytter ind, får Cathrine dog for første gang siden Lee mod til at gøre noget ved sin situation. Men så ringer telefonen …

Som sagt lyder plottet i Mørke afkroge ikke særligt originalt, men ikke desto mindre er historien fremragende. Jeg kunne ikke slippe bogen, da jeg først gik i gang, for jeg blev i den grad fanget af Cathrines kamp. Elizabeth Haynes fortæller historien i to spor, der springer mellem 2003, hvor Cathrine er sammen med Lee, og 2008 hvor hun kæmper for at fungere i hverdagen. Det fungerer fremragende, og holder konstant læseren i alarmberedskab.

Elizabeth Haynes beskriver overbevisende, hvordan Cathrines psyke langsomt bryder sammen under Lees psykiske pres. Da hun endelig slipper fri, er hun en psykisk nedbrudt kvinde. Fanget i angsten der tvinger hende til at låse og tjekke døren igen og igen og igen og igen sammen med de andre tvangshandlinger, der skal holde Lees genfærd væk. Det er trøstesløs, men skildret så autentisk og angstfremkaldende, at Cathrines frygt side for side kryber over i læseren

Mørke afkroge er en isnende psykologisk thriller, som uden skånsel viser læseren vrangsiden af psykopatens charmerende personlighed.

Om Mørke afkroge:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Hr. Ferdinand, 479 sider
Originaltitel: Into the darkest corner

[Intet nummer] af Irene Pedersen

Ualmindelig grum thriller om en stalker der terroriserer en ganske almindelig familie – tilsyneladende helt uden grund!

Johanne og Sander lever et fredeligt liv i Brønshøj med Johannes 7-årige søn, Emil. De arbejder begge som lærere, Sander på en privatskole og Johanne på en skole for udsatte unge, hvor de elever, som er blevet smidt ud fra alle andre skole, får en sidste chance.

Hverdagen går sin stille gang, men så begynder Emil at lide af mareridt om monstre. Kort efter begynder både Johanne og Sander at modtage opringninger fra et ukendt nummer, hvor ingen siger noget. I starten er det blot et irritationsmoment, men da det bliver ved, begynder det at blive en alvorlig belastning. Da de kontakter politiet får de blot at vide, at de kan skifte nummer eller få hemmeligt nummer. Men intet hjælper.

Og så accelerer forfølgelsen. Emils bamse forsvinder, bilen bliver vandaliseret, de modtager kasser med rådden frugt og andre modbydeligheder. Efterhånden er både Sander og Johanne stærkt belastet af situationen, som også forvandler Emil fra at være glad og tillidsfuld til en bange og usikker lille dreng.

Også på jobbet har de hver især problemer. Før chikanen startede, involverede Johanne sig for meget med en elev, som fik en abort. Nu har hun problemer med at sige fra overfor pigen, og det skaber ekstra spændinger i hverdagen. Imens har det psykiske pres gjort Sanders undervisning til et helvede, hvilket naturligvis også belaster familien.

Til sidst bliver chikanen for meget, og Johanne beslutter sig for at flytte. Men er det en løsning, eller vil stalkeren blot følge med?

[Intet nummer] er en ualmindelig ubehagelig psykologisk thriller om hvad en stalker kan gøre ved en helt almindelig familie. Hvor få midler man har til at forsvare sig mod ukendte gerningsmænd, der terroriserer uden brug af fysiske midler. Og hvor alvorlige følger det kan få for ofrene, både psykisk og fysisk.

Hele vejen igennem stiger spændingskurven, og jeg havde svært ved at slippe bogen. Forklaringen på stalkeren lever måske ikke helt op til optakten, men til gengæld er den så ædende ond, at jeg fik det helt skidt.

Irene Pedersen har tidligere skrevet ungdomsbøger samt et par letlæsningskrimier for voksne. Hendes potentiale i thriller-genren virker dog stort, så jeg håber, at hun forsøger sig her igen.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Ida Balslev-Olesen

Pantomime af Annika von Holdt

Sharon Crane har mistet alt. Hun sidder indespærret på en institution for farlige kriminelle sindsyge – dømt for det bestialske mord på sin bedste veninde – hendes mand har forlangt skilsmisse, og hun har ikke set sin søn siden dommen.

Men en dag smiler heldet alligevel til Sharon, og det lykkes for hende at stikke af. Hendes eneste tanke er at se sønnen Max igen, men hun er godt klar over, at politiet er på udkig efter hende. Heldigvis møder hun Charles Broussard, som mod alle odds tror på hendes uskyld og beslutter sig for at hjælpe hende.

“Pantomime” er en okay thriller, men jeg må indrømme, at jeg var en lille smule skuffet under læsningen. Tidligere synes jeg, at von Holdt har underholdt med drabelige historier, som måske ikke altid overraskede 100%, men som ikke desto mindre holdt læseren fanget hele vejen igennem. Denne gang synes jeg ikke helt, historien holder. Der er nogle yderst heldige sammentræf, som er lidt svære at sluge, og selvom Sharons forsøg på at rense sig selv, og derved finde ud af hvem der så har slået veninden ihjel, er ganske spændende og overraskende, så er tråden om hendes søn og kampen for at finde ham lidt for nem at gennemskue efter min mening.

Forside er  meget stemningsfuld, og jeg forstår godt baggrunden for at bruge den, men den minder uhyggelig meget om forsiden fra “Sov som de døde“, og det, synes jeg også, er lidt ærgerligt.

Jeg er sikker på, at der nok skal være mange, som synes “Pantomime” er en fin bog, og er du til Dean Koontz, så tror jeg bestemt heller ikke du bliver skuffet.

Læs starten på romanen:
I offentlighedens øjne scorer jeg højt på tosse-o-meteret. Medierne har med deres udpenslede historier og hang til det makabre gjort mig til indbegretbet af alt, hvad der er ondt og grusomt, og folk er i almindelighed enige om, at de har ret. Jeg er bedst kendt som galning, psykopat og uhyre. Mit rigtige navn er Sharon Crane, men du kan kalde mig, hvad du vil. Lige i øjeblikket siger jeg, at det er Claire Bessette, hvis nogen spørger.

Jeg har været død i to år; gemt af vejen i seksogtredive kubikmeter eneværelse med et ammoniakstinkende lokum, stålforstærket jerndør uden håndtag, tremmer for vinduerne og udsigt til en solsveden mark, varmere end helvedes forgård. Men jeg håber ikke, at jeg behøver at være død resten af mine dage.”

Besøg Annika von Holdts hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Bøger af Annika von Holdt:

Hjemsøgt (2001)
Nattetimen (202)
Sov som de døde (2009)
Pantomime (2012)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Peter Stoltze

The Hole

The HoleFire unge skoleelever har været forsvundet i næsten to uger, og ingen aner, hvad der er sket med dem. Pludselig dukker pigen Liz op, udsultet og fuldstændig traumatiseret. Det lykkes for psykiateren Philippa Horwood at opnå kontakt med Liz og få hende til at fortælle, hvad der er sket.

Liz fortæller en grusom historie, hvor de fire er blevet lukket ned i en gammel bunker af skolekammeraten Martin. Meningen var, at de skulle være der i tre dage for at undgå en skoleudflugt, men Martin kom aldrig tilbage for at lukke dem ud igen.

Herefter skifter fokus fra Liz fortælling. Politiet får fat i Martin, som fortæller en helt anden historie, og i glimt vender Liz’ hukommelse tilbage og giver flere brikker til puslespillet om, hvad der virkeligt skete i hullet.

The Hole har helt sikkert sine øjeblikke. Thora Birch, der spiller Liz, har bl.a. brillieret som utilpasset teenager i Ghost World og American Beauty, og hun formår også her at spille både cool og fuldstændig ude af den.

Instruktør Nick Hamm fortæller historien ved at stykke erindringsbilleder sammen med politiets arbejde og Liz’ forklaring til dr. Horwood. Det virker fint et langt stykke hen ad vejen, og skaber muligheder for flere synsvinkler på begivenhederne så publikum holdes i spænding.

Når jeg alligevel ikke falder helt på halen over The Hole, så er det fordi, slutningen bliver lidt for påtaget. Det er simpelthen for utroværdigt, at politiet er så nemme at narre. Men helt op til de sidste minutter følte jeg mig ok underholdt, og jeg har bestemt fået lyst til at læse Guy Burts bogforlæg.

Om The Hole:

Instruktør: Nick Hamm
Udgivelsesår: 2001
Bygger på roman af Guy Burt

Jack the Rippers lærling af Carina Evytt

Jack the Rippers lærlingDet er ikke så længe siden, jeg læste Carina Evytts debutroman Let Bytte, der udkom tilbage i 2006. Den var jeg ret imponeret over, og derfor havde jeg også glædet mig meget til at læse hendes nye roman Jack the Rippers lærling, der i modsætning til førstnævnte er placeret i voksenafdelingen på mit bibliotek. Den placering er helt korrekt, for her er tale om en velfortalt, psykologisk vinklet slasher-historie, hvor hovedpersonen får kontakt med Jack the Rippers ånd.

Thomas Lindberg er kirurg med en forkærlighed for at læse om seriemordere, i særdeleshed Jack the Ripper, som hjemsøgte Londons prostituerede i slutningen af 1800-tallet. En dag mister han dog besindelsen, og bliver fundet i færd med at skære liget af en patient op og arrangere hendes indvolde. Det får ham indlagt på psykiatrisk afdeling. Mens han er her, benytter hans kone Lotte lejligheden til at stikke af. Hun har nemlig længe følt, at noget var helt galt med Thomas.

Men Thomas kommer ud igen, og da han opdager, at Lotte har forladt ham – og har rodet i hans pladesamling! – bliver han rasende. Det er dog først, da han møder Jack the Rippers reinkarnation i form af en lille kattekilling, at raseriet udvikler en retning. Jack tilbyder nemlig at tage Thomas i lære, og snart er han i færd med at skabe sine helt egne kunstværker …

Carina Evytt skriver godt. Sproget er flydende, og man bliver lynhurtigt fanget ind af historien. Lige som i Evytts første roman er alt ikke sort og hvidt i romanens univers. Jeg havde egentlig ikke den store sympati for Lotte, som er rædselsslagen (og med god grund) for Thomas, mens hans figur bliver mere og mere sympatisk, jo længere ind i historien vi kommer. For der er en grund til, at Thomas er blevet en psykopatiske kirurg, og ligesom Thomas Harris gør i Den røde drage, lader Evytt os få et kig ind i Thomas psyke.

Jeg kan også godt lide, at Evytt ikke fortaber sig i udpenslinger af Thomas’ ugerninger, men i stedet lader det psykologiske spil træde forrest i fortællingen. Hvordan han drives af indre dæmoner og finder lindring i sin “kunst”. Det lader læserens fantasi stå for de værste billeder, og det er altså en vældig effektiv måde at få læserens hjerte til at slå hurtigere. Samtidig er Evytt ikke bleg for at lade lidt humor snige sig ind, som når den kvindelige politibetjent beundrer Jacks fine pels og spørger, hvad Thomas dog fodrer ham med!

Slutningen er både lidt overraskende og samtidig rørende på en måde, jeg ikke lige kan mindes at have følt ved slutningen af en horror-roman før.

Med andre ord synes jeg, at Jack the Rippers lærling er fuldt ud på højde med, og måske endda bedre, end debutromanen. Der er derfor god grund til straks at skynde dig til boghandleren eller på biblioteket og få fingre i Carina Evytts nyeste udspil, så du kan bruge en mørk efterårsaften sammen med Thomas, Jack og alle de smukke modeller …

Læs mere på Tellerup.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Bogrummet.dk

The Girl Next Door af Jack Ketchum

The Girl Next DoorThe Girl Next Door er en af de mest væmmelige bøger, jeg nogensinde har læst – måske endda den væmmeligste – og undervejs havde jeg flere gange lyst til bare at lægge bogen fra mig og ikke læse den færdig.

Historien rumsterede i mit hoved i lang tid efter, og jeg havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi den blev ved med at dukke op i tankerne, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at det altså kun var fiktion! Men dels er her tale om en ualmindelig grusom og modbydelig historie, og samtidig var der så mange uafklarede spørgsmål, da bogen sluttede, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på den. Og jeg ved ikke helt, om jeg synes, at det her er en anbefaling eller en afskrækkelse til andre.

Som voksen fortæller David historien om en helt speciel sommer, der kom til at præge ham for resten af livet. To piger flytter ind i nabohuset, hvor Ruth Chandler bor alene med sine tre sønner, bl.a. Donny som er Davids bedste ven. Pigerne Susan og Meg har mistet deres forældre i en ulykke, og Susan lider stadig fysisk efter ulykken. David bliver straks betaget af Meg, som er et par år ældre end ham, og det bliver Donny også.

Men det er svært for Meg og Susan at falde til hos familien Chandler, for selvom Ruth er alletiders overfor sine drenge og deres kammerater, så er hun utrolig striks overfor pigerne – og især Meg. Langsomt udvikler forholdet sig, og fra blot at være striks begynder Ruth nærmest at udøve psykisk terror mod Meg. Men det slutter ikke der. Terroren eskalerer til direkte mishandling, som både udøves af Ruth, hendes sønner og deres venner. Midt i det hele står David, som accepterer mishandlingen, fordi den voksne står for den, men også fascineres af magten over denne førhen så uopnåelige pige. Han suges ind i ondskaben, indtil den dag hans samvittighed alligevel får nok.

Jeg har meget svært ved at læse om børnemishandling, som er noget af det mest grusomme, man kan gøre. Børn er fuldstændig underlagt de voksnes nåde og barmhjertighed, og af kærlighed til forældrene vil de bide hvad som helst i sig, fremfor at fortælle nogen at den er helt galt.

Hvad der gør The Girl Next Door endnu mere forfærdelig er, at her styrer en mor mishandlingen af to piger i sit hus, og hun inddrager sønnerne i det! På den måde ødelægger hun både pigerne, som det går ud over, og drengene som får et fuldstændigt forskruet menneskesyn. Samtidig illustrerer The Girl Next Door også, hvor lidt forældre ved om deres børns gøren og laden. Og hvor lidt vi i virkeligheden bekymrer os om hinanden. Ingen i nabolaget lægger mærke til, at Meg ikke kommer ud af huset i ugevis – på trods af at hun endda har forsøgt at få hjælp ved politiet! Men her affærdiges hun med, at forældre har ret til at straffe deres børn, og Ruth er jo nu at betragte som hendes mor. Det er ganske simpelt grusomt.

Jeg savnede at få en forklaring på, hvorfor Ruth udvikler sig, som hun gør. Var det sygdom, var hun jaloux på Megs ungdom og skønhed, havde hun haft en forfærdelig barndom eller …? Det ville have hjulpet mig til at komme overens med fortællingen, hvis der var en grund til Ruths ondskab. Men der er jo sjældent en grund til, at sociopater handler, som de gør, og måske giver Jack Ketchum til dels en forklaring i sit efterord, hvor han fortæller, at historien er inspireret af en virkelig tragedie: En kvinde som med hjælp af sine børn og deres venner torterede den 16-årig Syliva Likens ihjel for at “give hende en lektion”.

Om kvinden skriver han: “… here’s this woman, this adult, giving them permission, orchestrating things and leading them every step of the way in some sick game of instruction that had something to do with a fundamental loathing of her sex and inability to see any suffering but her own…”

At The Girl Next Door bygger på en virkelig tragedie, gør jo blot hele bogen endnu mere fortvivlende, og jeg er ikke sikker på, om jeg nogen sinde tør læse en bog af Jack Ketchum igen. Jack Ketchum er i øvrigt et pseudonym for Dallas Mayr.

Bogen blev filmatiseret i 2007 med Gregory Wilson i instruktørstolen og Blanche Baker som Ruth, men den skal jeg helt sikkert ikke se.

Læs også Richard Garns anmeldelse af bogen

Besøg Jack Ketchums hjemmeside

Om The Girl Next Door:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Leisure Books, 370 sider

H. P. Lovecraft’s The Tomb

H. P. Lovecraft’s The TombJeg er en af de tumper, som falder for en film, hvis den hedder noget med enten Stephen King eller H. P. Lovecraft. Det har betydet, at jeg ind i mellem har set nogle virkelig dårlige film. H. P. Lovecraft’s The Tomb er blandt dem, måske endda ligefrem den dårligste …

Tara Griffin vågner op i en forladt lagerbygning. Hun er skadet og pakket ind i plastic, og så har hun en seddel med sit navn og en dato bundet om storetåen. Senere finder hun endnu et offer, Billy, og efterhånden kommer der flere ofre til, mens en mystisk stemme fortæller dem, at kun én af dem kommer ud i live. Sammen forsøger de at finde ud af, hvorfor de er blevet anbragt her, og hvem der står bag, men efterhånden som tiden går, begynder de at vende sig mod hinanden.

Der er flere ting, som gør H. P. Lovecraft’s The Tomb til en af de dårligste film, jeg nogensinde har set. Først og fremmest har den intet med Lovecrafts novelle at gøre. Den eneste forbindelse er i virkeligheden, at navnet Charles Dexter Ward optræder i filmen.

Dernæst er her tydeligvis tale om et rip-off af Saw-serien, bare fuldstændigt talentløst lavet.

Sidst men bestemt ikke mindst er historien totalt usammenhængende. Der gives ingen forklaringer på halvdelen af begivenhederne, og den anden halvdel forklares så sølle, at det er latterligt.

Da historien ikke har en naturlig spændingskurve, har instruktør Ulli Lommel i stedet forsøgt at skabe suspense ved at klippe nogle tåbelige og uforklarede klip ind af en kvinde, som ligger bundet nøgen til et bord, hvor en mand kærtegner hende med knive, økser o.lign. Når det bliver for kedeligt, klipper Lommel billeder ind af en maskeklædt person på en hest – hvilket naturligvis heller ikke forklares. Derudover forsøger Lommel også at skabe spænding ved at bruge et utal af ufokuserede billeder, lave dobbelteksponerede billeder og klippe umotiveret og pludseligt. Og så er hele filmen naturligvis gennemsyret af ”uhyggelig” musik!

Utroligt nok (og det er dybt sarkastisk ment) hjælper intet af ovenstående, og faktum er, at her er tale om en ualmindelig dårlig film, som hverken har historie, skuespil, atmosfære, teknisk dygtighed eller en vellavet lydside til at redde oplevelsen. Der er ikke engang en smule humor, så man kunne tro på, at den måske er lavet for sjov.

Selv ikke med de værste tømmermænd kan jeg forestille mig, at nogen vil synes om denne film, som da også kun scorer sølle 1,6 på IMDB.

Om H. P. Lovecraft’s The Tomb:

Instruktør: Ulli Lommel
Udgivelsesår: 2007

Læs også anmeldelsen på Dreadcentral.com