Indlæg tagget med ‘Publius Enigma’

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Evolution – lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution - lige under overfladen 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Evolution er titlen på Science Fiction Cirklens årlige antologi med nye danske science fiction noveller. Det er 15. bind i serien, og som sædvanlig er bidragsyderne en blanding af nye og kendte ansigter. Emnemæssigt spænder de 28 noveller bredt, og kaster sig blandt andet over

  • Hvad gør genmanipulering grænseoverskridende?
  • Hvad sker der, når alle er ’isolerede’?
  • Hvad gør det sidste menneske, når jorden er blevet udslettet?
  • Hvad gør man, når det firma, der betaler en kolonisering på Mars, går konkurs?
  • Er der en god løsning på bodeling ved skilsmisse?
  • Kan man bekæmpe udenjordisk virus?

Med så mange bidrag og med den store blanding af forfattere er der naturligvis forskel på kvaliteten. Nogle noveller er mindre raffinerede end andre, og nogle idéer er set før. Gennemgående synes jeg dog, at alle historierne var underholdende, og så er jeg bare rigtig glad for, at Science Fiction Cirklen også giver plads til de nye stemmer. Jeg synes nemlig personligt, at det er spændende at få et kig ind i vækstlaget.

Jeg vil ikke gennemgå alle 28 noveller, men nøjes med at trække enkelte favoritter ud.

Maibrit Høyrup indleder samlingen med novellen ‘Kærlighed’. Høyrup har skrevet flere historier til ‘Lige under overfladen’-serien, og så hendes novelle ‘Killinger’ i Universets mørke helt fantastisk. I ‘Kærlighed’ er fortælleren lejlighedsassistenten Ayee, der gør alt for sit menneske, Rued, lige fra at masserer og made hende til at vedligeholde lejligheden og sørge for indkøb m.m. En dag kommer Rued dog i kontakt med et andet menneske og helt usædvanligt bliver de venner. Så gode venner at Rued overvejer at flytte fra lejligheden. Men hvad sker der med lejlighedsassistenten, hvis dets menneske flytter? Jeg kom til at tænke på 2001 af Arthur C. Clarke, men Høyrup har sit helt eget take på en A.I. ude af kontrol.

‘Villadybet’ af Lars Behn-Segall føles nærmest som en horrornovelle i starten. Selvom slutningen ikke helt lever op til begyndelsen, vil jeg dog alligevel fremhæve den, fordi den er så underholdende. Jan opdager, at hans terrasse er sunket i den ene side. Da han fjerner fliserne for at rette dem op, opdager han en dyb tunnel. Hvor fører den hen? Og hvem har bygget den?

Kan fortiden ændres? er et af de spørgsmål Dmitri Burdykin stiller i ‘En hjælpende hånd’. Novellen starter i 2041, hvor atomfysikeren Ronald Davenport er på vej til en afgørende test for hans opfindelse, der skal gøre menneskeskabt fusion til en brugbar energikilde. Så springer novellen til 2115 hvor en decimeret menneskehed kæmper for sin fortsatte eksistens. Et middel til det er at ændre udfaldet på Davenports test 74 år tidligere. Men kan man det? Og hvad vil omkostningerne i givet fald være. Novellen er en af de længste i Evolution, og jeg kunne sagtens se idéen udfolde sig i romanform.

I ‘Den sidste astronaut’ af Sofie Boysen rammer en meteor jorden og smadrer den i småstykker. Det eneste menneske, der overlever sammenstødet, er astronauten på rumstationen MIRA-2. Men selvom astronauten har overlevet selve sammenstødet, er det en begrænset frist. Og hvad bruger man så den sidste tid til? Jeg var aldeles begejstret for novellen, som er klassisk science fiction men alligevel ny.

Publius Enigma, der debuterede med Exnihilo i 2019, bidrager med novellen ‘Memory Hunters Ltd.’ Her følger vi to drømmedykkere, der filmer minder, men hvad der starter som en lykkelig drøm, udvikler sig helt galt. Udover at drømmedykning er en interessant tanke, er der noget etisk i det, som giver novellen et særlig menneskeligt aspekt.

Mens jeg skriver dette, er verden stadig ramt af COVID-19, og ferierejser til andre lande er nede på et minimum. I A. Silvestris novelle ‘All inclusive’ er denne tendens fortsat, så da Eskild på 79 beslutter sig for at tage på en jordomrejse med fly, er det aldeles uhørt. Silvestri tager nogle nutidige emner, accelererer dem så de kommer helt ud på spidsen, og lader læseren om at tage stilling. Jeg er solgt.

‘Time to go’ af Niels Kjærgaard er en af de mere humoristiske i Evolution. Her er tidsrejser blevet et reality-show, og vi følger fem deltagere, der i løbet af et show bliver sendt til tre forskellige tider i jordens historie. Fire af de fem deltagere er allerede kendte realitystjerner, og Kjærgaard lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af dem som hjernetomme individer, mens den sidste deltager er en ganske almindelig fyr. Jeg synes, novellens idé er super god, så selvom historien bliver lidt for pjattet efter min smag, vil jeg alligevel fremhæve den. Også fordi den farligste tid viser sig at være lidt af en overraskelse.

Jeg kunne sagtens have fremhævet flere af novellerne, for eksempel Simon Christiansens ‘En hjælpende hånd’, Helene Toksværds ‘Et meningsfuldt job’, Mette Markers ‘Mars…retur?’, Maria Aagaard ‘Drømmejobbet’, Lars Ahn ‘Billigt hotel’, Gudrun Østergaard ‘Forfædrene’ og Thomas Hverring ‘Lortejob’ for blot at nævne nogle.

Jeg er rigtig glad for Lige under overfladen-serien, og Evolution er endnu en god oplevelse, både for science fiction fans, og for dem der endnu ikke kender til genren.

Om Evolution:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Science Fiction Cirklen, 431 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kærlighed af Majbrit Høyrup
Villadybet af Lars Behn-Segall
En hjælpende hånd af Simon Christiansen
Skæbnens ironi af Dmitri Burdykin
Et meningsfuldt job af Helene Toksværd
Retning nord af Sigrid Groth Nielsen
Fagre gamle verden af Gry Ranfelt
Mars…retur? af Mette Markert
Evolution af Anna Line Søgaard
Den sidste astronaut af Sofie Boysen
Dårlig luft af Ditlev V. Petersen
Drømmejobbet af Maria Aagaard
Virtuel sandhed af Hanne Rump
Vi har dem kun til låns af Richard Ipsen
Den lysende kugle af Lilli Lund Christensen
Billigt hotel af Lars Ahn
Hatten af Lonni Krause
Gemini af Sørine Amanda Nielsen
Forfædrene af Gudrun Østergaard
Memory Hunters Ltd. af Publius Enigma
All inclusive af A. Silvestri
Opbrud af Maria Thy
Springerne af Tim Sørensen
Flugt af Susse Kristiansen
Time to go af Niels Kjærgaard
Koldt hjerte af Stephanie Fjeldsø Fischer
I hjertet af maskinen af Kenneth Hansen
Lortejob af Thomas Hverring

Lige under overfladen:

Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Danske science fiction udgivelser 2019

Årets danske science fiction udgivelser 2019

Igen i år forsøger jeg at lave en oversigt over årets danske science fiction udgivelser 2019 (bredt forstået).

Jeg har kun medtaget de titler, som retter sig mod voksne (og unge) og kun udgivelser af danske forfattere. Til gengæld har jeg også medtaget udgivelser, som indeholder elementer af science fiction uden at betegnes som sådan.

Danske science fiction udgivelser 2019

Den rustne verden - Flugten fra Danmark af Adam ODen rustne verden – flugten fra Danmark af Adam O.
Høst, 2019. – 161 sider
Fire søskende skal besøge deres morfar i Sverige, men efter et flystyrt er de i et fremtidsdanmark, fyldt med skrot og onde robotter. Kan de nå frem til morfar i tide?

 


 

De rensede af Søren Staal Balslev
Kandor, 2019. – 243 sider
Dystopisk roman om en familie, der kæmper for at overleve i et ødelagt København. Jorden har været ramt af en epidemi, der har decimeret befolkningen betydeligt.

 


 

Kritisk masse af Bertelsen & SchwerdfegerKritisk masse af Iben Bertelsen og Jan Schwerdfeger
Ørnen, 2019. – 425 sider
Året er 2020 og København lider under en voldsom hedebølge. Brix og Kvist kæmper på flere fronter for både Abacusgruppen, BlackStar og en mystisk snigskytte driver gæk med den danske politistyrke.

 


 

Brahe/Hansns Djyon Dære – infoinferno af Frank Brahe m.fl.
Gymnoten, 2019. – 145 sider
Djyon Dære er infojæger; han er en underlig skabning, nærmest en cirkel med to underlige ben og uden arme. I seks små historier møder Djyon underlige væsner og komplekse problemstillinger i et syret science fiction-univers.

 


 

Storhedsvanvid af Ulla DahlerupStorhedsvanvid af Ulla Dahlerup
Skriveforlaget, 2019. – 449 sider
Året er 2039 og Danmark er en republik, hvor der i skolerne undervises i arabisk og tyrkisk. Journalisten Morten Skriver går undercover for at afsløre iscenesættelsen af diverse katastrofer, der har til hensigt at holde et ulmende oprør i Norden nede.

 


 

Forbund af Cecilie Eken
Høst, 2019. – 436 sider (Karanagalaksen, log 3)
Saga og hendes medpassagerer er på vej til Aohm for at advare Den Øverste Cirkel om truslen fra fyrst Almaz. De ender midt i et politisk magtspil, og meget kommer til at afhænge af svære valg og uventede alliancer.

 


 

Klimapolitiet af Kim EngelbrechtsenKlimapolitiet af Kim Engelbrechtsen
Trykværket, 2019. – 197 sider
I et dystopisk Danmark er klimaforandringerne slået igennem, og Klimapolitiet styrer med hård hånd samfundets ressourceforbrug. Her bliver den arbejdsløse jurist Markus Schmidt, efter en mindre forseelse, dømt til med våben i hånden at bekæmpe flygtninge fra Afrika. Han vælger at forsøge bekæmpe Klimapolitiets grusomheder. Men er det mon for sent?

 


 

Vulkanvinter af Christian Engkilde
Silhuet, 2019. – 515 sider (Pandora, 1)
17-årige Pandora bor alene sammen med sin far oppe i bjergene. Verden, som vi kender den, er gået under, og alle må kæmpe for at overleve. Da Pandoras far bliver bortført, kaster hun sig også ind i kampen.

 


 

Helter Skelter af Jens-Martin EriksenHelter Skelter af Jens-Martin Eriksen
Gyldendal, 2019. – 407 sider
Dobbeltagenten, Torsten Vahlgren, er en del af et internationalt terrornetværk, som lykkedes med angreb i Vesteuropa og Danmark. Det betyder, at Danmark bliver en regulær kampzone, med borgerkrige som følger i kølvandet på terrorangrebene.

 


 

Børnenes jord af Gipi
Fahrenheit, Forlæns, 2019. – ca. 290 sider
I en fremtid, hvor samfundet som vi kender det er gået under, sendes to brødre på en farefuld færd, da deres fader dør. Det bliver en rejse der viser håb og de grummeste sider af den menneskelige natur.

 


 

Flugten fra klanen - Kijara 2 af Tatiana GoldbergFlugten fra klanen af Tatiana Goldberg
Comic Factory, 2019. – 95 sider
I et fremtidigt samfund, hvor forsøg med genmodifikationer er blevet almindelige, står kampen mellem de illegale, genmodificerede individer og myndighederne, som arbejder for kontrollerede forhold. Kijara er selv illegal, men ønsker at forlade kriminaliteten.

 


 

Er dette himlen af Nils Jacob Rey Henningsen
Trykværket, 2019. – 467 sider (E1000 prolog, del 1)
I fremtiden er levealderen på vej mod 130 år, og der er store penge i livsforlængende produkter. En kontroversiel biolog, der arbejder med genteknologi og som har politiske forbindelser, findes myrdet i
sit hjem. Hvem står bag og hvorfor?

 


 

Reservat af Dennis Gade KofodReservat af Dennis Gade Kofod
Cobolt, 2019. – 190 sider
Klimakatastrofen har fået verdenshavene til at stige, og menneskene bor i reservater. I København, på Bornholm og på Mars oplever fire personer en helt særlig dag på hver deres måde. Verdener ændrer sig for evigt.

 


 

Portal af Lars Kramhøft og Tom Kristensen
Alinea, 2019. – 50 sider
Rasmus bor hos sin tante, der forsker i “multiverset”, ideen om at der findes uendelig mange verdener. Rasmus må snyde sig til at komme ind i hendes laboratorium for at forsøge at komme over i en af de andre verdener.

 


 

De sidste zoner - Jorden under os 1 af Line Kyed KnudsenDe sidste zoner af Line Kyed Knudsen
Gyldendal, 2019. – 285 sider (Jorden under os, 1)
I fremtiden er jorden delt op i zoner, hvor menneskene lever adskilt og i fare for aliens. Pigen Vega og præsidentens søn Titan mødes tilfældigt og må hjælpes ad for at redde livet. Kan de også redde jorden?

 


 

Skyggearken af Michael Lindal og Peder Riis
Comic Factory, 2019. – 128 sider
En række brutale mord ryster rumskibet, Arken, der med hele menneskeheden ombord er på vej til en ny verden. Opklaringen synes simpel, men snart udviskes grænserne mellem liv og død, mellem drøm og virkelighed.

 


 

Zombierådhus af Pablo LlambíasZombierådhus af Pablo Llambías
Gyldendal, 2019. – 360 sider, illustreret
En samling af 98 tekster, hvor 98 danske rådhuse har hver sit kapitel. Rådhusene og de gennemgående personer danner rammen for noget, der minder om et apokalyptisk drama. Nutiden møder fortiden og fremtiden.

 


 

Længslernes nat af Lilli Lund Christensen
Science Fiction Cirklen, 2019. – 328 sider
Jorden bliver angrebet af terrorister, som har opfundet et dødsensfarligt våben som forårsager jordskælv og radioaktivitet. Jorden bliver ubeboelig, men nogle reddes og flytter til Månen. Her lurer nye farer.

 


 

Enden på tragedie af Svend Aage MadsenEnden på tragedie & I fjorten sind af Svend Åge Madsen
Gyldendal, 2019. – 445 sider
Jonatan Tidebon har svært ved at få gjort sit speciale færdigt. I stedet drømmer han om at blive forfatter, men mangler evnerne. Dette ændrer sig, da han bliver præsenteret for stoffet metamorfoin, som giver ham mulighed for at trænge ind i andre menneskers sind og bruge deres erindringer til sine historier.

 


 

Zeitgeist af Jane Mondrup
Vandkunsten, 2019. – 378 sider
Ejvin Rode vågner i Sydengland i 1890, men det eneste han husker, er en hverdag som filolog i det 21. århundredes København. Snart må han sande, at han er rejst i tid og rum, og at i denne tid er Danmark noget ganske andet.

 


 

Liv af Erwin Neutzsky-WulffLiv af Erwin Neutzsky-Wulff
Erwin Neutzsky-Wulff, 2019. – 444 sider
En gal videnskabsmand skaber bioteknologisk en ny livsform, samtidig med en gyserforfatter møder uhyrer i sin fødeby. Er der en sammenhæng som måske slår hul på den fælles virkelighed?

 


 

Exnihilo af Publius Enigma
Valeta, 2019. – 478 sider
I det 22. århundrede er Isaac og Maryon astronauter ombord på rumskibet “Discover IV”. Deres forbudte kærlighed resulterer i, at Maryon vil nedfryses sammen med Isaac, da han får konstateret fremskridende leukæmi. Ca. 100 år senere bliver de fundet men kun Maryon overlever.

 


 

Drømmemaskinen af Mads RangvidDrømmemaskinen af Mads Rangvid
Mindspace, 2019. – 338 sider
Adam på 16 år lever i 2045 i et stærkt totalitært samfund. Hans tvillingesøster er kidnappet, og hans eftersøgning efter hende bliver en lang rejse i tid og rum og alverdens filosofier.

 


 

Den sorte enkes by af Nicole Boyle Rødtnes
Alvilda, 2019. – 435 sider
I byen Viduana lever kvinder og mænd skarpt adskilt og byen styres af 10 regler, der hver især medfører strenge straffe, hvis de brydes eller bøjes. Emma, Silas og Clara vokser op, formet af byens love, men hver især kæmper de med reglernes snærende bånd og især Emma er parat til at sætte livet på spil for at undslippe det ubarmhjertige styre.

 


 

Sandsynlighedskrydstogt - LUO 14 / red. Carl-Eddy SkovgaardSandsynlighedskrydstogt – Lige under overfladen 14
Science Fiction Cirklen, 2019. – 433 sider
Science Fiction Cirklen præsenterer for 14. gang en originalantologi med danske science fiction-noveller. Antologien rummer en række kortere og længere historier, som både nybegyndere indenfor genren og garvede science fiction-veteraner vil kunne finde underholdning og stof til eftertanke i.

 


 

Kimana Magars sidste sang af Karen Skovmand
Science Fiction Cirklen, 2019. – 258 sider
Året er 2067. 30 år tidligere har en asteroide udslettet det meste af Jordens befolkning og slukket solens lys. I kuppelbyen Lilypond oplever de unge en afglans af et rigtigt livs farver, smag og dufte i den digitale spilverden “Rummene”. Indtil den dag det hele bryder sammen.

 


Han, hun og Adolf af Søndergaard og ViganHan, hun og Adolf af Niels Søndergaard og Vigan
Totaltekst, 2019. – 62 sider, alle illustreret
Nova Tanayan, tidligere ansat i Tidsrejsetjenesten, får problemer med den tyske besættelsesmagt i Danmark i 1941. Hun beslutter at rejse tilbage til Østrig i 1897 og fjerne Hitler som barn; men helt så let er det naturligvis ikke at ændre på historiens gang.

 


 

Ord har hærget af Gudrun Østergaard
Kandor, 2019. – 278 sider
17 tankevækkende fremtidsfortællinger om menneskets grusomhed og dumhed, der kommer til udtryk igennem fortællinger om bl.a. klimakatastrofer, krig, undertrykkelse og fremmehad.

 


 

Plejecenter Fremtiden af Bent Aalbæk-NielsenPlejecenter “Fremtiden” af Bent Aalbæk-Nielsen
mellemgaard, 2019. – 257 sider
Plejecenter “Fremtiden” er et stort teknologisk mønsterplejehjem, der opføres i 2070 som svar på et stort behov. Romanen er en realistisk fremstilling af de muligheder, som teknologien giver for et godt og socialt ældreliv.

 


 

Dansk science fiction 2018

Dansk science fiction 2017

Dansk science fiction 2016

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir