august 2020
M Ti O To F L S
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Rachel Abbott’

Leg med døden af Rachel Abbott

Leg med døden af Rachel Abbott

Letlæst domestic noir thriller om hemmeligheder, løgne og barndomsvenskab.

For godt et år siden læste jeg Drevet til mord af Rachel Abbott, som var første bind i krimi-trilogien med kriminalassistent Stephanie King. Nu er bind to, Leg med døden, udkommet. Den fangede mig desværre ikke helt så godt som første bog.

Jemma Hudson er med sin mand Matt inviteret til bryllup hos Matts barndomsven, Lucas. Sammen med en lille gruppe andre gode venner mødes de på Lucas gods nogle dage før den store dag. Jemma glæder sig til at møde Matts venner, som hun ikke har mødt før. Det bliver et par hyggelige dage – indtil en forfærdelig tragedie indtræffer, og bryllupsfesten aflyses.

Et år senere inviterer Lucas alle vennerne til en ny sammenkomst på godset, og denne gang har Jemma ikke lyst til at komme. I det forløbne år er hendes og Matts ægteskab smuldret, og samtidig forstår hun ikke, hvorfor Lucas inviterer dem alle igen.

Det viser sig, at Lucas har en skjult dagsorden, som trækker tråde tilbage til en forbrydelse i vennernes ungdom. En forbrydelse som har haft konsekvenser helt op i nutiden, og nu vil Lucas – koste hvad det vil – finde gerningsmanden.

Umiddelbart er Leg med døden letlæst, og idéen bag er interessant. Som i Drevet til mord fortæller Rachel Abbott gennem flere stemmer. Jemmas vinkel fortælles i første-person, mens kapitlerne med Stephanie King fortælles i tredje-person. Ind i mellem er også indlagt korte kapitler trykt i kursiv og fortalt af endnu en jeg-fortæller. Skiftene mellem de forskellige synsvinkler giver et godt flow i historien og skaber suspense.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe over Leg med døden, er der flere årsager. Dels kom jeg ikke rigtig til at bryde mig om nogen af personerne. Dels havde jeg ret hurtigt en stærk mistanke om, hvordan fortællingen ville slutte. Nu læser jeg ret meget, så måske er det derfor, plottet ikke overraskede mig, men når så personerne heller ikke helt fanger, ja så er det bare ikke verdens bedste læseoplevelse.

Når det er sagt, så har Rachel Abbott en flydende pen og mange spændende idéer, så måske var mine forventninger simpelthen for høje. Jeg har i hvert fald stadig lyst til at læse sidste bind i trilogien, når den udkommer.

Reklame: Tak til Gads forlag som har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

Jeg har kun stået på balkonen et øjeblik, da jeg hører lette skridt bag mig. Matt lægger armen om livet på mig og nusser mig i nakken, så jeg gyser af fryd, men da jeg vender mig om mod ham, stivner han. Jeg drejer hovedet for at se, hvad han ser. Han stirrer på en, der kommer gående med hastige skridt nede på terrassen – en ung kvinde. Hun har sænket blik, så ansigtet er skjult af det glatte, sorte hår, der hænger ned på hver side som gardiner. På trods af de løse, grå lærredsbukser og en endnu løsere bluse i samme stof er det let at se, hvor tynd hun er.

Som om hun kan mærke vores blik på sig, løfter hun pludselig hovedet og kigger op mod os. Hun vakler. Det er overstået så hurtigt, at jeg ikke engang er sikker på, at det skete.

“Hvem er det?” spørger jeg, mens jeg stadig aer Matts arm, der ligger fast om livet på mig.

Han er tavs.

“Matt?”

“Det er Lucas’ søster.” Han taler lavt og i et blødt tonefald, og jeg drejer hovedet og ser på ham.

“Jeg vidste ikke, at han havde en søster. Hun virker …” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Plaget er det ord der falder mig ind på grund af den anspændte tynde krop og den måde, hun bevæger sig på. Men det vil lyde for brutalt. Ulykkelig er måske mere passende.

“Ja,” siger Matt uden at vente på, at jeg gør sætningen færdig. “Ja, det gør hun.” (side 20)

Om Leg med døden:

Udgivelsesår: 16.04.2020
Forlag: Gads forlag, 384 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Murder Game
Oversætter: Nanna Lund

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Syge sjæle af Kristina Ohlsson
Løgnen af C. L. Taylor
I en mørk mørk skov af Ruth Ware
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Drevet til mord af Rachel Abbott

Drevet til mord af Rachel Abbott

Gennemtænkt, uforudsigelig og spændende domestic noir thriller

Mark North er en eftertragtet fotograf, der altid har været lidt excentrisk. Efter hans hustrus pludselige død, er han dog blevet endnu mere indelukket og depressiv, så søsteren Cleo ser en mulighed for at få ham lidt ud af sin skal, da kvinden Evie pludselig dukker op i galleriet og frister med en spændende fotoopgave.

Det lykkes at få Mark til at tage jobbet, og efterhånden som han lærer Evie bedre at kende, kommer de to tættere på hinanden. Også tættere end Cleo bryder sig om. Hun kan nemlig slet ikke lide Evie, og er overbevist om at Evie forsøger at snyde Mark for at få adgang til hans penge. Cleos bedste veninde, Aminah, har dog slet ikke samme forbehold. Hun bliver hurtig veninde med Evie, og hendes eneste bekymring er, at Evie er så klodset.

Sideløbende med trekantsdramaet følger vi politikommisær Stephanie King, som i prologen er blevet sendt ud til Marks hus. Her finder hun to blodige kroppe i soveværelset, som hun er sikker på, må være døde. Men én af skikkelserne er i live, og nu begynder opklaringsarbejdet: For hvad skete der i huset den aften? Og kan der nogensinde være en undskyldning for mord?

Britiske Rachel Abbott startede sin forfatterkarriere som selvudgiver via Kindle Direct Publishing på Amazon med thrilleren Only the Innocent i 2011 (Kun de uskyldige, 2017). Her røg hun hurtigt ind på førstepladsen, og resten er historie, som man siger. I 2015 bekræftede Amazon, at Abbott var den bedstsælgende independent forfatter i UK gennem de seneste fem år, og den fjortende bedstsælgende hvis man også medregnede de forlagsudgivne forfattere.

Drevet til mord er første bind i en planlagt trilogi, og jeg har været så heldig at få lov at smuglæse den for Gads forlag. Og jeg må sige, at det har været en fornøjelse. Ikke mindst fordi det altid er skægt, når forlaget gør noget ud af lanceringen, og denne gang modtog jeg bogen indpakket i en avisartikel – om mordet i bogen!

Abbott fortæller historien gennem forskellige synsvinkler. Evies kapitler er fortalt i førsteperson, mens Cleos og Stephanie Kings kapitler fortælles i tredjeperson. Det giver en suspense til fortællingen, fordi vi er klar over, at der er et eller andet med Evie, men ikke hvad. Undervejs sad jeg og gættede og gættede, og til sidst blev jeg enig med mig selv om, at jeg bare måtte læse til enden for at få svaret. Abbott formår nemlig at fortælle, så man først tror en ting, så en anden ting og så er man tilbage ved den første ting igen, for derefter at tro noget helt tredje. Det er ret godt gået at holde læseren i mørke så længe, samtidig med at både plottet og troværdigheden holder.

Jeg var ikke lang tid om at læse Drevet til mord, som både er spændende og fyldt med overraskende drejninger. Rachel Abbott skriver i et letforståeligt sprog og har et godt drive i fortællingen. Med de skiftende synsvinkler og den konstante tvivl om hvad der er op og ned, er suspensen høj, uden at historien vælter i blod og voldsomheder.

Hvis du holder af domestic noir thrillers som Den anden af Harriet Lane eller Kvinden der forsvandt af Gillian Flynn, vil du helt sikkert også kunne lide Drevet til mord. Jeg glæder mig i hvert fald til at få fingre i bind to.

Tak til Gads forlag som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse.

Uddrag af Drevet til mord:

Hun skubbede forsigtigt døren op med foden. De havde ikke brug for lygten. Månelyset strømmed ind ad vinduerne, der gik fra gulv til loft, suppleret af et dusin tændte stearinlys, der stod strategisk placeret rundt om i værelset.

“For fanden i helvede.” Jasons lavmælte udbrud sagde det hele. Sengen var et virvar af rodet betræk omkring to menneskers arme og ben – Stephanie kunne ikke afgøre deres køn fra der, hvor hun stod. Den metalliske lugt bekræftede, hvad hun så. Begge kroppe var helt stille, og det hvide betræk var gennemblødt af tykt, mørkt blod.

Trods den lune aften mærkede Stephanie en kuldegysning ned ad ryggen, og hun sank med besvær. Hvad i helvede var der foregået her? Hun mærkede en pludselig trang til at løbe ud af værelset, væk fra det brutale syn foran hende. 

Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding, og så vendte hun sig om mod Jason og bad ham lavmælt om at gå ovenpå igen og melde ind. Hun havde ikke brug for et spejl for at vide, at hans rædselsslagne udtryk med de vidt opspærrede øjne afspejlede hendes eget. (s. 9)

Om Drevet til mord:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gad, 365 sider
Omslag: stoltzedesign
Originaltitel: And so it begins
Oversætter: Lærke Pade

Læs også:

En lille tjeneste af Darcey Bell
Øje for øje af Paul Cleave
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz
Den anden af Harriet Lane
Bag lukkede døre af B. A. Paris
Løgnen af C. L. Taylor
Ildbarnet af S. K. Tremayne

Ny krimiserie fra Rachel Abbott