Indlæg tagget med ‘Rasmus Julius’

Absurd #8

Absurd #8: omslag af Lauge Eilsøe-Madsen

Jeg har med stor fornøjelse læst Absurd fra forlaget Afkom siden bind 1 udkom i 2019. Her i Absurd #8 er formatet ændret til en lækker bog i A4-størrelse på 118 sider. Udgivelsesfrekvensen er blevet nedsat til to numre årligt, hvilket giver bedre tid til at finpudse indholdet. Samtidig har det større omfang givet plads til hele 10 historier, og som altid er bidragene en blanding af upcoming kunstnere og mere kendte navne.

Den stemningsfulde forside er tegnet af Lauge Eilsøe-Madsen, der også bidrager med historien ‘Skoven’. Lauge Eilsøe-Madsen har derudover bidraget med flere historier i Absurd-regi, bl.a. ‘Dybet’ i #1 og ‘Rødder’ i #3.

For mig er det altid en fornøjelse at få fat i et nyt nummer af Absurd. Jeg kan godt lide at læse tegneserier, men er langt fra ekspert. Absurd-serien giver indblik i mange forskellige tegnestile. På den måde bliver jeg både udfordret og underholdt, samtidig med at jeg bliver introduceret for nye, spændende illustratorer. Det betyder selvfølgelig også, at det ikke altid er alle historierne, jeg er lige vild med. Men det betyder i virkeligheden ikke noget for den overordnede oplevelse.

Henriette Westh indleder Absurd #8 med ‘Historien om en gæst’, frit efter H.C. Andersens eventyr. Her dukker en vandrer uventet op ved et ensomt beliggende hus. En kvinde lukker op og inviterer vandreren ind i varmen. Her hilser han på husets anden beboer, en lille dreng der græder ulykkeligt. Drengen er ikke som alle andre, men det er gæsten heller ikke. Henriette Westh tegner med smukke, runde streger, så illustrationerne fremstår harmoniske. Men ved hjælp af beskæring, zoom og skæve vinkler formidler hun alligevel en stigende uhygge, der lever helt op til historiens slutning.

‘Dødens triumf’ er tegnet af Karsten Brandt-Knudsen, der har et helt andet, mere råt udtryk, enkelt udtryk. Her følger vi Døden, der går rundt i en postapokalyptisk verden og keder sig. Noget er sket, så alle mennesker er døde, og hvad skal man så tage sig til? Historien har både splat og humor, og ikke mindst nogle kendte ansigter blandt de medvirkende zombier.

Tredje fortælling i Absurd #8 er Pelle Gedteks ‘An Eye for an Eye’, der igen har et nyt visuelt udtryk. Igen er det råt og groft, uden den klassiske ramme-inddeling af de enkelte billeder og med sort helt udfyldt baggrund samt nærmest karikerede figurer. Historien handler om en gruppe mænd, der undertrykker befolkningen med vold, tortur og mord. Én mand vil dog gøre alt for at få hævn.

De tre første historier viser meget godt bredden i både tegnestil og historier. Absurd #8 indeholder simpelthen alt fra varulve og morderiske galninge, over zombier og aliens, til dæmoner og skovnisser. Det er ganske enkelt en ren gavebod, og jeg kunne sagtens nævne flere favoritter.

Selvom jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen ærgrede mig, da jeg fandt ud af, at der fremover kun ville udkomme to bind årligt af Absurd, så må jeg nu krybe til korset. Hvis kvaliteten fortsætter med at være ligeså god som her, så har jeg absolut intet at klage over.

En stor, klam anbefaling til alle horror-tegneserieentusiaster.

Om Absurd #8:

Udgivelsesår: 01.04.2022
Forlag: Forlaget Afkom, 118 sider
Omslag: Lauge Eilsøe-Madsen

Indhold:

Historien om en gæst af Henriette Westh
Dødens triumf af Karsten Brandt-Knudsen
An Eye For An Eye af Pelle Gedtek
Skoven af Lauge Eilsøe-Madsen
Nattens dæmoner af Danni Barslund Christensen
I ulvens vold af Martin Leig Andersen
Zombier! af Bjarke Friis Kristensen
Run af Rasmus Julius
Ein Waldspaziergang af Steven Plato & Erik Olsen
Barial Bjergenes hemmelighed af Dennis Frederiksen

Scifi-Con i Randers 2019

Sidste weekend var jeg til Krimimesse i Horsens. Denne weekend var jeg til Scifi-Con i Randers. Her følger lidt billeder og highlights fra turen ud i Galaksen.

Scifi-Con i Randers 2019:

Scifi Con i Randers 2019

Velkommen til Arena Randers. I år hjalp jeg som frivillig og skulle derfor møde ind kl. 7.45.

Indenfor hilste Star Wars plakater gæsterne velkommen.

Udstillerne havde selvfølgelig været i gang med deres stande længe.

Jeg skyndte mig at tage en (sløret) selfie med et stormtrooper banner. Så var det på plads.

Min første tjans var at dele køen i to. Messen åbnede kl. 10, men de ivrige kunne komme ind fra kl. 9 og stå på spring til at komme ind på messeområdet med signeringer, stande osv. På billedet her er forhåndskøen næsten afviklet.

Efter min kø-tjans gik jeg hen til Benny Rays stand, hvor jeg hjalp de næste timer. Her er et par billeder fra standen.

Noget af det fedeste ved at stå på standen var kunderne, som for eksempel disse to 🙂

DET GRUFULDE BIBLIOTEK kunne også købes på standen.

Den talentfulde illustrator Peter Nielsen fra PNCreate, som har lavet forsiden til DET GRUFULDE BIBLIOTEK, kom forbi. Jeg fik både hans autograf og en selfie. Til gengæld glemte jeg i skyndingen at få en selfie med Lasse Bo Andersen, som også kiggede forbi standen. Og han var endda så flink at købe DET GRUFULDE BIBLIOTEK. Det var også hyggeligt at få hilst på Bogrummets Bjarne, som også elsker fantastisk litteratur. 

Der kom hurtigt mange mennesker ind i hal 1, hvor de fleste stande samt signeringen var.

Kl. 12 og kl. 15 gik optoget gennem hal 1.

Her var både professionelle skuespillere og entusiastiske fans, der var klædt ud.

Stemningen var super.

Se det kunne blive en interessant film …

Jeg nåede også en hurtig tur over i Hal 3, hvor der ligeledes var mange spændende stande.

I Hal 3 “kom jeg til” at købe en fed sweatshirt hos Rasmus Julius.

Programmet for Scifi-Con i Randers 2019. Da jeg stod i standen det meste af dagen, nåede jeg desværre ikke nogle af de spændende foredrag. Jeg gik blandt andet glip af at høre Amdi Silvestri fortælle om dansk science fiction litteratur, men jeg fik heldigvis hilst på ham i standen. Jeg gik også glip af Nicolas Barbano og Mogens Høegsbergs snak om Star Wars musik. Til gengæld fik jeg sagt hej til Nicolas Barbano i standen. Han har skrevet forordet til DET GRUFULDE BIBLIOTEK, og det var helt surrealistisk at høre ham rose både den og Gyseren.

Jeg nåede lige at stikke hovedet ind til Tim Rose, Alan Harris, Femi Taylor og Benedict Taylors Q&A, men der var nærmest kun tid til at tage billedet.

Men så må jeg tage revanche næste år. Stor ros til Jacob Holm Krogsøe, Benny Ray og alle de andre ildsjæle bag projektet. Krydset er sat d. 25. april.

Vel hjemme igen kunne jeg frydes over de lækre tegneserier, bøger og sweatshirt, jeg fik købt. Og ærgre mig over alt det, jeg ikke nåede at købe.

Kort om Scifi-Con:

Scifi-Con er Danmarks største Star Wars- og science fiction-messe. Her samles det allerbedste fra science fiction og fantasy-universet i Arena Randers, og hvert år er der mulighed for at møde skuespillere fra Star Wars og andre markante personligheder kendt fra film og TV.

Idémanden bag Scifi-Con er Star Wars-entusiasten Benny Ray. Han startede messen sammen med Henrik Wulff Rasmussen, der er Danmarks nok største ekspert i vintage Star Wars-legetøj. Messen startede i 2014 og hed ”Star Wars & Science Fiction Messe” indtil den skiftede navn til Scifi-Con i 2017.

Scifi-Con afsluttede Galaktiske Dage, der løb fra 6. til 13. april. Hele Randers er nærmest involveret i afviklingen med både foredragsfredag på biblioteket, Escape Room på Underværket og Workshops for fingersnilde Star Wars fans på Håndværksmuseet. Ildsjælen og bibliotekaren Jacob Holm Krogsøe har været idémand og med til at udvikle festivalen.