Indlæg tagget med ‘Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne’

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 3

Read.Die.Repeat vol. 3

I april 2021 udkom første bind af Read.Die.Repeats magasin med horror og weirdart for voksne. Dengang var forlaget helt nyoprettet, og selvom indholdet var godt i første bind, manglede magasinet lidt finish. Nu er Read.Die.Repeat vol. 3 på gaden, og denne gang er det et magasin i topform.

Magasinet er fyldt med noveller, illustrationer, tegneserier, digte og artikler fra en række danske kunstnere.

I redaktørens hjørne ser Jonas Aagaard Dinesen nærmere på monstrets rolle i gyset og i eventyret. Jacob Krogsøe kommer med et bud på, hvad der definerer en god gyser. Mens Aske Munk-Jørgensen skriver om zombien – set i forhold til de tidlige kristne tekster. Det var en vinkel, jeg aldrig har set før, og det er en uhyre interessant artikel.

Flere dygtige illustratorer medvirker i Read.Die.Repeat vol. 3. Jeg blev især fanget af ‘Mareridt’ af Pelle Gedtek, der gav mig mindelser til Edvard Munchs ‘skriget’; samt bagsiden ‘Voodoo’ af Christina Larsen, der også stod for forside-illustrationen på det første nummer af Read.Die.Repeat. Hun har bare en streg, der appelerer til mig.

Denne gang er der to tegneserier med: ‘Fatal Error’ tegnet af Kasper Thorup Nielsen med tekst af Jonas Aagaard Dinesen; samt ‘Life Support’ af Karsten Brandt-Knudsen. Førstnævnte er i farver og overvejende i rene streger. Historien handler om en mand, der når sit bristepunkt, og jeg kan vældig godt lide, hvordan det grafiske skifter mellem meget rent og mere skraveret, som plottet skrider frem. Jeg kunne godt have ønsket, at tekstboblerne var med lidt større skrift, men det er nok fordi, jeg er ved at være gammel.

‘Life Support’ af Karsten Brandt-Knudsen er holdt i sort/hvid, og stilen minder nærmest om linoleumstryk. Historien åbner med en scene, hvor en person, der giver associationer til fortidens pestlæger, bolter en dør til på vej ud. En rigtig fin fortælling med et fedt twist.

Jeg er ikke den store lyriklæser, men der er også et par bidrag med herfra. Anne-Mette Brandt bidrager med den lyriske ‘Tynde vægge’, mens Marie Louise Pedersen har skrevet et længere digt med titlen ‘Den inderste cirkel’.

11 noveller har også fundet vej til magasinet, og her er både navne jeg kendte og nye forfattere.

‘Jeg er her stadig’ af Barbara Beatrice Davidsen fortælles af en person begravet under en græsplæne. Novellen er både klam og morsom, og jeg var stærkt underholdt under læsningen.

I ‘Den glemte park’ af Kat Lassen er et kærestepar på ferie på Samos, hvor der ligger en helt særlig forlystelsespark.

David Garmark er en meget produktiv forfatter med flere romaner bag sig. Her byder han ind med novellen ‘Rekviem for en spejder’ med en (for mig) meget overraskende fortæller. Jeg skulle tænke mig lidt om undervejs, før sammenhængen gik op for mig, men det gør jo bare læseoplevelsen mere interessant.

Der er mange gode noveller med, men min yndlingshistorie må være ‘Limbo’ af C.C. Thybro. Her følger vi en taxichauffør, der skal oplære en ny chauffør til at køre i en helt særlig zone. Jeg er vild med oplægget til historien. Jeg er vild med stemningen. Og jeg er vild med plottet og måden Thybro fortæller på. Jeg har tidligere læst flere noveller af Thybro, bl.a. ‘Skimmel’ fra Pulp Horror Fiction, der udkom i 2021, og hun er helt sikkert en forfatter, der er værd at holde øje med.

‘Mareridtet der aldrig døde’ er skrevet af Jette Kjær Petersen. Her flytter Daniel ind i en nyrenoveret lejlighed hos en gårdejer sammen med sin hund og sin kat. Tæt på ligger en skov, og rygtet siger, at den er hjemsøgt.

Sorg, jalousi og et gammelt egetræ er blandt ingredienserne i Maria Aagaards novelle ‘Galgetræet’. Og jalousien går igen i Louise Willingsøes ‘Love Me-Chan’, hvor Magnus og Liv netop er gået fra hinanden. Kort efter møder han Hong et ret uventet sted.

Nis Sperling debuterede med den vellykkede Skaberværk i 2021. En science fiction roman om Teófilo Reyes, der er skyggebokser. Hans novelle ‘En mand tager form’ er en rå, men velskrevet fortælling, som jeg læser som en slags forløber til universet i Skaberværk.

Også Freddy E. Silva er et kendt navn efterhånden. ‘Slaven i skyggerne’ er den tredje novelle om krigeren Morgion, som denne gang ender i ørkenlandet Adhorran, hvor en ældgammel og grusom hemmelighed lurer i ødemarken. Silva beskriver selv novellerne som dark fantasy/lovecraftian/sword & sorcery, og historierne er vældig underholdende.

‘Syndikatet: Mærkeren’ er skrevet af Mariane Mide. Novellen følger et væsen, der får til opgave at finde et menneske og mærke ham. Novellen er velfortalt, uhyggelig og meget stemningsfuld, og selvom jeg ikke er helt sikker på, om jeg forstår den, så var jeg godt underholdt.

Sidste novelle i denne omgang er ‘Rotter i rummet’ af Jonas Aagaard Dinesen. Her følger vi et ægtepar, der er på vej til Lunar Resort 1 – verdens ældste og mest luksuriøse månestation. Glimrende science fiction novelle med en temmelig irriterende hovedperson, der får som fortjent.

Nyeste nummer af Read.Die.Repeat kan varmt anbefales, hvis du interesserer dig det mindste for horror og weirdart. Både indholdet og layoutet er vokset siden første nummer, og børnesygdommene er nu stort set væk. I stedet er der kommet spændende nyt indhold til i form af artikler og lyrik, og samtidig er der stadig fokus på den gode fortælling både i form af ord og billeder.

Godt gået. Jeg glæder mig allerede til vol. 4.

Om Read.Die.Repeat vol. 3:

Udgivelsesår: 15.05.2022
Forlag: Read.Die.Repeat, 182 sider
Forside: Jan Jensen

Indhold:

Jan Jensen: Forsideillustration
Jonas Aagaard Dinesen: Redaktørens hjørne (artikel)
Jacob Krogsøe: En god gyser (artikel)
Aske Munk-Jørgensen: En hvisken i dit øre (artikel)
Charlotte T. Frobenius: Where did she go (illustration)
Barbara Beatrice Davidsen: Jeg er her stadig (novelle)
Kat Lassen: Den glemte park (novelle)
David Garmark: Rekviem for en spejder (novelle)
Kasper Thorup Nielsen og Jonas Aagaard Dinesen: Fatal Error (tegneserie)
C.C. Thybro: Limbo (novelle)
Anne-Mette Brandt: Tynde vægge (lyrik)
Lauge Eilsøe-Madsen: Afgrundens hersker (illustration)
Jette Kjær Petersen: Mareridtet der aldrig døde (novelle)
Maria Aagaard: Galgetræet (novelle)
Karsten Brandt-Knudsen: Lust for Life (illustration)
Marie Louise Pedersen: Den inderste cirkel (lyrik)
Louise Willingsøe: Love Me-Chan (novelle)
Pelle Gedtek: Mareridt (illustration)
Nis Sperling: En mand tager form (novelle)
Freddy E. Silva: Slaven i skyggerne (novelle)
Mariane Mide: Syndikatet: Mærkeren (novelle)
Karsten Brandt-Knudsen: Life Support (tegneserie)
Jonas Aagaard Dinesen: Rotter i rummet (novelle)
Christina Larsen: Rotter i rummet (illustration)
Christina Larsen: Bagsideillustration “Voodoo”

  • Mareridt af Pelle Gedtek fra Read.Die.Repeat vol. 3
  • Voodoo af Christina Larsen fra Read.Die.Repeat vol. 3

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 2

Read.Die.Repeat vol. 2 forsideillustration af Charlotte Frobenius

Read.Die.Repeat vol. 2 er et glimrende magasin for alle, der holder af gys, science fiction og alt hvad der er weird.

Tre måneder forsinket får jeg endelig skrevet om Read.Die.Repeat vol. 2, der udkom i september 2021. Hvor jeg i vol. 1 havde lidt bemærkninger vedrørende selve magasinets layout, er der ros hele vejen rundt denne gang. Der er arbejdet med visuelt at udtrykke magasin-formen. Der er både noveller, illustrationer, tegneserier, et digt, en artikel og en krydsogtværs med, samt en indledende side af redaktøren Jonas Aagaard Dinesen, så indholdet føles mere magasin-agtig. Og bedst af alt er indholdet stadig interessant og med klamme gys imellem, både visuelle og skrevne.

Blandt mine favoritter i Read.Die.Repeat vol. 2 er bl.a. to illustrationer: Christina Larsens ‘Tankespind’ samt Ane Gudruns ‘Like Hunt’. De er tegnet i forskellige stilarter, men begge udøver en umiddelbar tiltrækning af øjet, og begge bliver blot mere interessante, når man giver sig tid til at studere motivet i dybden.

Også flere af novellerne kan fremhæves. Jeg vil dog nøjes med at nævne et par stykker. Først ‘Ann-agram’ af Mariane Mide hvis slutning jeg simpelthen elsker. Ann har overlevet mødet med en seriemorder, og under en kaffe-date med veninden Lucia åbner hun for første gang op for sine oplevelser.

Men også ‘Ghostwriter’ af Freddy E. Silva samt ‘Labyrintens logik’ af Jane Mondrup. Begge handler om forfattere og deres relation til virkeligheden kontra deres skriverier. Silva og Mondrup griber temaet an på hver sin måde, så historierne er ganske forskellige, men begge yderst velskrevne og begge ret skræmmende.

Jeg er imponeret over det lille forlag, der nu har et år på bagen. Udover de to numre af magasinet har de udgivet en gratis adventskalender i december, og udgiver løbende to føljetoner af henholdsvis Helle Perrier og Karsten Brandt-Knudsen. Derudover åbner de op for at udgive romaner her i det nye år, så har du en weird roman liggende i skuffen, har du nu muligheden for – måske – at se den på tryk.

Det er så fedt at opleve, hvordan horrorgenren blomstrer herhjemme i disse år. Små forlag som Enter Darkness, Afkom, Ildanach, Read.Die.Repeat m.fl. dukker op, og der udgives regelmæssigt dansk horror. Også på de etablerede forlag. Det er en ren fornøjelse for os fans, og her er Read.Die.Repeat vol. 2 et glimrende bud til alle, der holder af gys, science fiction og alt hvad der er weird.

Om Read.Die.Repeat vol. 2:

Udgivelsesår: September 2021
Forlag: Read.Die.Repeat, 97 sider
Forsideillustration: Charlotte Frobenius
Bagsideillustration: Karsten Brandt-Knudsen

Indhold:
Redaktørens side af Jonas Aagaard Dinesen
Labyrintens logik af Jane Mondrup
Destruction af Jens Jo Jensen
Ghostwriter af Freddy E. Silva
Tankespind af Christina Larsen
Klarsyn af C.C. Thybro
Ressurrection at the Lake af Freddy E. Silva
Natmad af Malene Fabricius Holm
Ann-agram af Mariane Mide
Uterpus af Christina Larsen
Gargoilen af Mja Devilli
Like Hunt af Ane Gudrun
Snavs af Nicoline Kjærsgaard Møller
Everybody Needs Somebody af Karsten Brandt-Knudsen
Niels Meyn – den første dansker i rummet af Rasmus Wichmann
Huset af Sinus Reuss
Nogle ting hører til i kælderen af Jonas Aagaard Dinesen
Illustration til “Nogle ting hører til i kælderen” af Kent Overby Stück
Læserbrev af Kristina Aagaard Dinesen
The Great Dragon af NMAAR
Kryds & Tværs af Jonas Aagaard Dinesen

Read.Die.Repeat – Horror og weirdart for voksne, vol. 1

Read.Die.Repeat - Horror og weirdart for voksne, vol. 1

Read.Die.Repeat startede som en lille hyggeprojekt, der anmeldte bøger, skrev artikler og havde som mission at sprede glæde for gyset og at udbrede horrorgenren på det danske, litterære marked. I januar 2021 oprettedes Read.Die.Repeat som et forlag, og i april udkom så første nummer af magasinet Read.Die.Repeat – Weirdart for voksne fyldt med noveller, illustrationer og tegneserier. Forlaget har også andre udgivelser på beddingen, og er bl.a. i gang med udgivelsen af to e-føljetoner af henholdsvis Helle Pierrier (Mørke over motorvejen) og Karsten Brandt-Knudsen (Rust og Støv).

Her skal det dog handle om første nummer af magasinet, der indeholder 12 noveller, 1 tegneserie og en række illustrationer. Bidragsyderne er en blanding af kendte og nye navne (i hvert fald for mig), og det overordnede indtryk er rigtig godt. Allerede forsideillustrationen af Christina Larsen fangede mit øje med den kludedukke-agtige pige iført en blodig machete.

Jeg kan i det hele taget godt lide, at illustrationer har fået en plads i magasinet. Der er enkelte af novellerne der har tilknyttede illustrationer, men magasinet indeholder også enkeltstående tegninger, som er medtaget i egen ret. De har alle forskellige udtryk, som giver øjnene en spændende udfordring. Skal jeg fremhæve én, må det blive ‘Horrormink’ af Pia Smith og Anders Fjølvar, fordi den lige rammer mig i mit funny bone, samtidig med at den er flot tegnet. Men som sagt – ingen af illustrationerne falder på nogen måde igennem.

Den enlige tegneserie, der er medtaget, er af Lauge Eilsøe-Madsen. I ‘Stranded’ reagerer en skib på et nødsignal. Et andet skib er tilsyneladende stødt på et rev i meget dybt farvand. Kaptajnen og mandskabet går ombord på det strandede skib, og her læser kaptajnen skibsloggen. Men noget er helt galt …

Jeg har tidligere læst bidrag af Eilsøe-Madsen i bl.a. Forlaget Afkoms Absurd-serie, og han er en glimrende historiefortæller. ‘Stranded’ bringer mindelser om både Lovecraft og filmserien Alien, og er et fint lille sort/hvidt gys.

Af novellerne er jeg nødt til at fremhæve Teddy Vork, der indleder bladet med ’Dragkisten’. Et gedigent gys om parret som køber en gammel herregård for at sætte den i stand til kursusvirksomhed og økologisk landbrug. Mens renoveringen stadig er i gang, kommer nogle venner på besøg, og Peter foreslår en gang gemmeleg med børnene. Han finder alletiders gemmested i en gammel dragkiste. Eller gør han? Vork er altid værd at læse, og denne gang kaster han sig over en ’hjemsøgt herregårds-fortælling’.

Mariane Mide, som har skrevet ’Patientjournal’, er et nyt bekendtskab for mig, men også den novelle skal fremhæves. Her følger vi udviklingen hos patienten Mikkel, der er blevet indlagt efter et længere forløb. Mikkel har mistet appetitten, han mister langsomt evnen til at se ansigter, og i det hele taget lider han af en række usædvanlige symptomer, der tilsyneladende ingen mening er med. Historien fortælles med skiftevise indføringer i journalen af henholdsvis Mikkel og lægerne, og det er rigtig interessant at følge lægernes forsøg på at opklare, hvad der er galt med Mikkel. En glimrende novelle der gav mindelser til f.eks. Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen.

Sidste novelle, jeg vil nævne her, er ’SVIRP’ af Helle Perrier med illustration af Félix Perrier. Fortælleren arbejder som minerydder for MANEKI-CORP i det ydre rum. Hver dag er hun ude i sin POD og vender så tilbage til rumstationen, hvis eneste anden beboer er makkeren Dean. Hver dag er rutine, indtil en dag hun opdager en lille bums på sin ene hånd. Novellen er skarp, underholdende og en af den slags science fiction fortællinger, jeg bare holder utroligt meget af.

Indholdsmæssigt er jeg med andre ord godt underholdt af magasinet Read.Die.Repeat. Skulle jeg komme med et ønske til fremtidige numre, er det at arbejde lidt mere med selve magasin-formen. For eksempel kunne jeg ønske mig, at illustrationerne bredes mere ud i stedet for at være samlet i midten. Ved at lade dem indgå mellem novellerne tror jeg, at man får mere ’ro’ til at nyde den enkelte illustration, fremfor at øjet hurtigt vandrer videre til næste billede.

Et andet ønske kunne være at lade artikler, små portrætter af kunstnerne, lister over inspirationskilder osv. indgå på lige fod med det nuværende indhold. Det ville være med til at gøre indholdet mere magasin-agtigt. Det nuværende format minder for mig nemlig på mange måder om det bibliotekerne kalder en antologi, dvs. en bog med bidrag fra forskellige forfattere. Der er intet galt i antologier, tværtimod holder jeg personligt meget af dem. Men hvis Read.Die.Repeat søger at være et magasin, kunne det være fedt at det skinnede mere igennem i det visuelle udtryk.

Afslutningsvis vil jeg dog endnu en gang rose Read.Die.Repeat for at sætte fokus på de fantastiske genrer på dansk. Hvor er det bare fedt, at så mange brænder for det weird og anderledes. Tusind tak til både forlag og bidragsydere. Jeg glæder mig meget til næste nummer.

Om Read.Die.Repeat:

Udgivelsesår: april 2021
Forlag: Read.Die.Repeat, 98 sider
Forsideillustration: Christina Larsen
Bagsideillustration: Aiden Kvarnstöm

Indhold:
Dragkisten af Teddy Vork
Nefilim af Anne-Mette Brandt
Blodsved af Rasmus Wichmann med illustration af Mike Dominic
Patientjournal af Mariane Mide
Refleksion af Sara Farag
Dans med mig af Luna Harley
Lupus af Ane Gudrun (illustration)
Cthulhu af NMAAR (illustration)
Pest af Matt Chiri (illustration)
Stranded af Lauge Eilsøe-Madsen (tegneserie)
Horrormink af Pia Smith og Anders Fjølvar (illustration)
Three’s a tree af Christina Larsen (illustration)
Alf af Stina Øhrberg (illustration)
Danse, danse, dukke min af Savanna Lind
Rævegraven af Karina Sund
SVIRP af Helle Perrier med illustration af Félix Perrier
I syv sind af Karsten Brandt-Knudsen
Morket i Puort Assant af Freddy E. Silva
Ansigtsflænseren af Jonas Dinesen med illustration af Ane Gudrun