november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘reality show’

Den sidste af Alexandra Oliva

Den sidste af Alexandra OlivaZoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.

Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.

12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.

Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?

Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.

Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?

Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.

Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.

Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.

Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”

Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.

Om Den sidste:

Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One

Besøg Alexandra Olivias hjemmeside

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist

Lille stjerneJohn Ajvide Lindqvist er en af vor tids bedste forfattere. Desværre er han sørgeligt overset i Danmark, hvor kun få har opdaget ham – muligvis fordi hans romaner bevæger sig ind over grænsen til horror.

Lille stjerne starter nærmest som et eventyr, da has-been produceren Lennart Cederström på en svampetur finder et spædbarn levende begravet. Da han graver pigen ud, udstøder hun et rent E, og for Lennart er det et tegn. Han tager pigen med hjem og beslutter sig for, at hun skal opfostres kun med musik. I starten er hustruen Laila skeptisk overfor tanken, men et par på hovedet overtaler hende til at gå med på idéen, og således bliver lille pige en del af familien, som også rummer den halvkriminelle voksne søn, Jerry.

Sideløbende med historien om lille pige møder vi en anden pige, Teresa, som vokser op i en ganske almindelig svensk familie med sine forældre og to brødre. Teresa er en stille pige uden mange venner, og jo ældre hun bliver, jo sværere for hende bliver det at passe ind. Under en X-factor udsendelse hører hun pigen Tora synge, og Teresa bliver nærmest besat af hende. Selvom det ikke lykkes for Tora at vinde, så møder de to piger hinanden i det virkelige liv, og herfra udvikler historien sig mod sin ubarmhjertige slutning.

Lille stjerne er en voldsom og samtidig lavmælt fortalt roman fuld af menneskelig ondskab, grådighed, mobning, ensomhed, fremmedgjorthed og vold. I korte perioder virker det som om, at romanens personer har mulighed for at finde tryghed og kærlighed, men det lykkes aldrig helt. Hver gang sker noget, som vender deres spor tilbage mod undergangen og ensomheden.

Portrættet af Teresa er rystende. Lindqvist ser ind i hendes inderste jeg og udstiller al hendes angst og manglende selvværd. Følelsen af at være udenfor fremstilles så troværdigt, at man ikke kan undgå at blive påvirket, mens man læser.

Også lille pige er et fremragende portræt, men her er det helt andre strenge Lindqvist spiller på. Lille pige er nemlig meget musikalsk, men også nærmest autistisk i sin omgang med mennesker. Den fremmedhed er det, Teresa genkender fra sig selv, men også det som gør, at lille pige har en helt anden tilgang til verden end andre.

Lille stjerne ligner ikke rigtigt noget, jeg tidligere har læst. Den er yderst velskrevet, og jeg slap den nærmest ikke, da jeg først var begyndt at læse. Her er tale om en både fascinerende og trøstesløs fortælling, hvor Lindqvists evne til at mikse det socialrealistiske med det magiske igen viser sig uovertruffen.

Selvom den overnaturlige horror ikke er særligt fremherskende denne gang, er Lille stjerne så absolut alligevel værd at gribe fat i. Sjældent har jeg læst så barsk og vedkommende en roman med så grum en slutning.

John Ajvide Lindqvist udgav i 2007 den fremragende socialrealistiske vampyrroman Lad den rette komme ind, som siden er blevet filmatiseret med stor succes både i Sverige og USA. Året efter kom zombiromanen Håndtering af udøde, og på dansk er også kommet Menneskehavn i 2010.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Lilla Stjärna (2010)
Omslag: Jens Magnusson/Imperiet

Også omtalt på Litteratursiden

Mediatropolis af Freddy E. Silva

mediatropolis_silvaUskyldig fængslet og tvunget til at kæmpe for sit liv i den dødbringende sportsgren FuldMetal, forsøger ex-soldaten Nicholas at finde frem til sandheden om sin kones død

Freddy E. Silva har tidligere skrevet en række noveller, bl.a. den ualmindeligt grumme og vellykkede thriller ”Stumt vanvid” fra antologien Dystre Danmark 2. Nu udgiver han romanen Mediatropolis, som genremæssigt befinder sig i science fiction universet.

Vi befinder os i 2060. Nicholas er en tidligere soldat, der nu arbejder som sikkerhedsvagt og er gift med advokaten Liza. En dag kommer han hjem og finder hende død – myrdet – og før han ved af det, er han blevet dømt for mordet.

Nicholas bliver smidt i fængsel, hvor han ender som deltager i det populære FuldMetal. Et spil hvor fanger, som er dømt for alvorlige forbrydelser, kæmper i hold mod hinanden i en enorm arena. Målet er at vinde – midlet er ligegyldigt, og mange fanger dør under kampene.

FuldMetal er sponseret af GigaMedia, en kæmpe mediekoncern for hvem profit er alt. De giver seerne, hvad seerne vil have. Og de vil have porno, død og vold ligesom de gamle romere. Medierne sender 24/7, og Gud og religion er reduceret til tv-programmer, der må kæmpe sendetid.

Historien er som sådan set før. Stephen King skrevet den absolut fremragende Den løbende mand i 1982, som også introducerer et tv-show, hvor du enten vinder en masse penge eller dør i forsøget. Bogen blev filmatiseret i 1987 med Arnold Schwarzenegger, om end næsten alt andet end titlen og idéen om tv-showet blev Schwarzeneg-iseret.

Freddy E. Silva forener i sin roman elementer fra de to udgaver af Kings fortælling: Den sociale indignation og advarslen om mediernes stigende magt fra romanen. Og soldaten der kæmper mod en uretfærdig dom og søger sandheden i et hæsblæsende action-drama fra filmen.

Førstnævnte er det, som fungerer bedst hos Silva. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, når han introducerer programmer som ”Amandas celle”, med en dum blondine der har begået mord for at få sit eget reality-show sendt fra sin fængselscelle. Her underholder hun masserne med kommentarer som ”Der er både gode og dårlige ulemper”, og mener at: Cæsar var præsident for Europa i gamle dage.

Men også i dag, hvor hjernetomme reality-shows tiltrækker flere og flere seere, og hvor børn er fans af Paradise Hotel og ser op til Amalie Szigethy, er Silvas tanker om mediernes magt tankevækkende og bør få læseren til at gribe i egen barm.

Desværre virker det til, at Silva ikke helt stoler på, at læserne fanger hans pointer, og det irriterer mig lidt, når han udpensler sit budskab alt for grundigt. F.eks. på side 86: ”Jeg kommer, var [Caines] halvt hviskende kommentar. Nicholas gættede på, at truslens seksuelle undertone var tilsigtet. Caines mest liderlige øjeblikke måtte nødvendigvis bunde i død og ødelæggelse.” Der er ingen grund til at være så udførligt beskrivende, for det nedsætter læserens fantasi og stopper dermed historiens flow.

Hvad angår action-delen er plottet sammenhængende og veludført. Til tider syntes jeg, det blev lidt langsommeligt at læse om selve FuldMetal kampene. Men trådene med Nicholas kone, drømmen om flugt og hævn og ikke mindst forbindelsen til sikkerhedsvagten Sam, der via Nicholas skæbne får øjnene op for sin egen, er vellykkede.

Silva kender sine klassikere. Jeg kom til at tænke på både 1984 og Bladerunner i det fremtidssamfund, han ser for sig. Stemningen i storbyen er dyster, og blandt befolkningen synes ingen at interessere sig særligt for hinanden. Menneskeligheden smuldrer, og laveste fællesnævner råder. Det beskriver Silva rigtig godt.

Mediatropolis er måske ikke så vellykket som ”Stumt vanvid”, og jeg skulle også lidt hen i bogen, før jeg helt blev grebet. Men mod slutningen accelererer spændingen, samtidig med at de bagvedliggende lag kommer mere frem. Og til slut lykkes det for Freddy E. Silva at samle alle tråde på tilfredsstillende og overbevisende facon.

Alt i alt er her tale om en vellykket debut, og er man til fremtids-thrillere fyldt med action, så er Freddy E. Silvas Mediatropolis et godt bud.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Valeta, 356 sider

Dødsspillet af Suzanne Collins

DødsspilletI ruinerne af det, der engang var Nordamerika og nu kaldes Panem, vokser den 16-årige Kattua op i Distrikt 12, et fattigt minedistrikt, der er plaget af sult. I Panem hersker Capitol, og de kræver ubetinget lydighed. Den får de ved at holde de 12 distrikter i uvidenhed, og ved rå magt. En magt som de demonstrerede ved at udrydde Distrikt 13 fuldstændigt, da de for nogle år tilbage gjorde oprør.

Et andet tiltag, som skal sikre distrikternes lydighed, er Dødsspillet. Hvert år udvælges en dreng og en pige mellem 12 og 16 år fra hvert distrikt til spillet, som i korthed går ud på at overleve. Den sidste, der står på benene, vinder titlen, pengene og en sorgløs fremtid.

Da Kattuas lillesøster bliver udtrukket, vælger Kattua at melde sig som frivillig for at redde søsteren fra en sikker død. Sammen med Kattua udtrækkes bagerens søn Peeta. De to må forlade det kendte og drage til Capitol, hvor de skal kæmpe til døden mod hinanden og 22 andre unge.

Dødsspillet er en underholdende og velskrevet ungdomsroman, som dog sagtens kan læses af voksne læsere. Kattua er en intelligent hovedperson, som allerede før hun udvælges til Dødsspillet sætter spørgsmålstegn ved samfundets orden. Hvorfor skal Capitol bestemme alt? Hvorfor er nogen distrikter så rige, mens andre er ved at gå til i fattigdom? Under spillet møder hun bl.a. pigen Rude, der kommer fra et landbrugsdistrikt, men også her er sult og fattigdom dagligdag, og det undrer Kattua sig over.

Suzanne Collins har skabt en skræmmende fremtid, som læseren drages ind i. Historien om Dødsspillet er set i andre former før. Bl.a. har Stephen King skrevet romanerne Den lange vandring og Den løbende mand (som Richard Bachman), der også bruger idéen om en tv-begivenhed, der ender med kun en overlevende. Men Collins tager sin historie skridtet videre, idet de unge er nødt til selv at dræbe deres modstandere, hvis de vil overleve. Det giver fortællingen et endnu barskere udgangspunkt, og får også læseren til at heppe på Kattua endnu mere inderligt.

Dødsspillet er første del af en trilogien, som også er blevet filmatiseret.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2009
Originaltitel: Hunger Games
Forlag: Gyldendal, 307 sider

Ghost House 2.0 af Arne Dahl

Ghost House 2.0 af Arne DahlArne Dahl (eller Jan Arnald som han i virkeligheden hedder) er en af Sveriges bedst sælgende krimi-forfattere. Med “Ghost House 2.0” har han dog begået en tæt lille haunted house roman, som er ganske underholdende, men alt for kort.

Mikaela har en fortid i en religiøs sekt, hvor det dog er lykkes hende at bryde ud fra. Nu har hun taget en uddannelse som producer og er blevet kaldt til samtale til jobbet som vært og producer af programmet Ghost House, der besøger hjemsøgte huse i Sverige for at finde ud af, om de er virkelige eller snyd.

Det går hurtigt op for Mikaela, at den tidligere producer forlod jobbet under mærkelige omstændigheder, og i de efterladte materialer finder hun nogle klip fra et hus ved Bisselskog, som aldrig blev vist i programmet. Klippene virker meget autentiske, og Mikaela sætter sig for at undersøge, hvad der egentlig skete i huset …

“Ghost House 2.0” er en tæt lille historie på kun 75 sider. Sproget flyder, plottet er troværdigt, og flere scener er ganske uhyggelige, men jeg kan godt ærge mig over, at Arne Dahl ikke har brugt lidt mere tid på at udfolde historien mere. Jeg ville ønske, at han havde gjort mere ud af at beskrive personen Mikaela, hvis figur ærlig talt er nogenlunde så tynd som et stykke madpapir, og ligeledes kunne husets historie også sagtens have udfoldet sig langt mere. Slutningen er dog ok med et lille twist.

Bogen følger en trend med at skrive korte historier i mini-format som bl.a. også Liza Marklund har gjort. På den måde får man jo en bog til små penge, men som læser synes jeg i dette tilfælde alligevel, at jeg føler mig lidt snydt. Selvom “Ghost House 2.0” er udmærket, så ender den alligevel som en lidt bagatelagtig sag. Jeg håber, at Arne Dahl vil give gysergenren et seriøst forsøg i fremtiden, for det virker til at takterne er der – han skal bare give historien rum.

Om “Ghost House 2.0”:

Udgivelsesår: 2010
Omslag: Henrik Koitzsch

Også omtalt på Horrorsiden.dk

My little eye

Fem unge melder sig til en konkurrence, hvor de hver især har muligheden for at vinde en million. De skal blot tilbringe de næste seks måneder i et ensomt beliggende hus fyldt med kameraer, som konstant filmer dem og uploader deres daglige gøren og laden til Internettet, hvor udsendelsens fans trofast følger med døgnet rundt. Reglerne er simple – de skal blive i huset uden kontakt til omverdenen, uanset hvad der sker. Og hvis en forlader grunden, har de alle tabt!

Det hele starter meget godt, men så får Danny besked om, at hans bedstefar, som nærmest har været som en far for Danny, er død, og begravelsen finder sted om to dage. De andre overtaler Danny til at blive, men så sker der andre ting. Emma vågner op med en blodig hammer i sengen ved siden af sig. I stedet for den ugentlige madforsyning får de mursten. Og hvem er det der hele tiden sætter den udendørs alarm i gang?

På nogen måder er “My little eye” ganske uhyggelig. Den er filmet med skæve og kornede kameravinkler, som svarer godt til husets overvågningskameraer, og især Kris Lemche og Laura Regan spiller rigtig godt (henholdsvis Rex og Emma). Men det lykkes ikke helt for instruktør Marc Evans at skabe en overbevisende klaustrofobisk fornemmelse i huset, hvilket man synes burde komme efter 6 måneders indespærring. 

SPOILER Der går derudover også utrolig lang tid, før historien for alvor begynder at blive skræmmende, og det virker altså underligt på mig, at firmaet gør så meget ud af at huse deltagerne så længe, hvis slutformålet hele tiden har været det samme? 

“My little eye” er fra 2002 og er helt tydeligt inspireret af tv-programmer som f.eks. Big Brother. Måske har den været mere uhyggelig lige da den kom frem, fordi konceptet ikke var så kendt endnu. Personlig blev jeg ikke specielt skræmt af historien, og selvom den for så vidt er okay underholdende, så tror jeg ikke, at jeg husker “My little eye” som noget særligt i fremtiden.

Instruktør: Marc Evans
Udgivelsesår: 2002

Vildmark

VildmarkAt Norge også kunne producere gode gysere havde jeg ikke lige forestillet mig, før jeg fik fat i Vildmark af Pål Øie.

Gunnar er producer på tv-stationen Real TV, som snart har premiere på et nyt reality show. Her deltagerne skal overleve i vildmarken uden hjælpemidler, som mobiltelefon, cigaretter, medbragt mad osv. For at skabe den rette ånd hos filmholdet tager Gunnar dem ud til sin bedstefars hytte langt ude i vildmarken, hvor de skal klare sig gennem weekenden på samme betingelser.

Men da Per og Lasse på 2. dagen skal fange fisk til maden, finder de et forladt telt som har stået mindst en måned. Efterfølgende er opholdet ikke det samme. Det føles som om nogen holder øje med dem, og der sker mærkelige ting, hvis de er alene i mørket. Og da Gunnar efterlader Per bundet som straf for at have smuglet en mobiltelefon med alligevel, er han væk, da resten af holdet kommer tilbage …

Vildmark er en intens og ganske effektiv lille film, som giver sig tid til at opbygge sine personer, for så med få virkemidler at skabe en meget uhyggelig atmosfære. For der er helt sikkert noget galt i de skove! Men er det Gunnar, der som tiden skrider frem, ser ud til at miste kontrollen mere og mere? Er der virkelig noget ude mellem træerne? Eller er det i virkeligheden deres fantasi?

Jeg synes godt om Vildmark, selvom slutningen er en lille smule af et antiklimaks. På dvd-coveret beskrives den også som “En af de største norkse bio-succeser nogensinde!”, og det kunne jeg godt tro på. Vildmark er solgt til udlandet under titlen Dark Woods.

I 2015 kom Villmark 2 som udspiller sig på et nedlagt sanatorium. Her skal et nedbrydningshold gøre klar til demontering af bygningen. Det viser sig dog, at sanatoriumet ikke er så forladt, som de troede. Og at det gemmer på mørke hemmeligheder. Villmark 2 er ikke nær så vellykket som første film, så se den i stedet for.

Om filmen:

Instruktør: Pål Øie
Udgivelsesår: 2003
Originaltitel: Villmark

[REC]

[REC]Jeg havde hørt og læst en masse ros af [REC], så forventningerne var i top, da jeg satte mig for at se den. På en eller anden måde havde jeg dog ikke hørt så meget om handlingen, så jeg var ret spændt – og jeg må sige, at filmen levede op til alle forventningerne, samtidig med at handlingen overraskede mig.

Angela arbejder for tv med et program kaldet “Mens du sover”, hvor hun og kameramanden Manu tager ud og undersøger forskellige arbejdspladser og hvad der foregår om natten, når almindelige mennesker sover. Denne gang er turen kommet til en brandstation, hvor alt tegner til at blive en fredelig nat.

Men så modtager stationen et opkald om en ældre dame i en bygning. Hun har tilsyneladende låst sig inde og kan ikke komme ud. Angela og Manu følger med brandfolkene hen til bygningen, og knap er de ankommet, før tingene løber helt af sporet.

Jaume Balagueró har bl.a. instrueret De navnløse, som jeg var rigtig begejstret for, og Fragiles som også er ok. Med “[REC] viser han endnu en gang sin imponerende evne til at skræmme seeren. Absolut en anbefalelsesværdig film, som også er lavet i en amerikansk genindspilning under titlen Quarantine i 2008, instrueret af John Erik Dowdle.

Også Paco Plaza har jeg tidligere set film af med stor fornøjelse. Han har bl.a. instrueret den fremragende film X-mas tale i serien Films to keep you awake.

Om [REC]:

Instruktør: Jaume Balagueró, Paco Plaza
Udgivelsesår: 2007

Ghost game

Ghost gameGhost game er en af den slags film, som har et godt oplæg, men  desværre ikke lever op til det.

11 mænd og kvinder har meldt sig til et reality show, der bliver optaget i en nedlagt lejr, der fungerede som fængsel under krigen. Her blev der tortureret og dræbte tusindvis af fanger, og de 11 deltagere skal bo i fangernes celler, gå i deres tøj og udfører nogle opgaver undervejs i showet, hvor de naturligvis bliver filmet overalt, hvor de går. Pointen er, at deltagerne skal møde deres største frygt, og vinderen er den, som holder ud til den bitre ende. Præmiesummen er hele 5 millioner bath.

Men knap er optagelserne begyndt, før der begynder at ske ting, som ikke er planlagte. Nogle af deltagerne ser ting, som ikke er der og flere af dem bryder sammen i rædsel. Tv-produceren er dog ligeglad – det er jo godt tv! Efterhånden går det op for deltagerne, at det ikke kun er et spørgsmål om at vinde, det er snarere et spørgsmål om at overleve…

Jeg synes som sagt, at idéen bag Ghost game er rigtig god. Det er skræmmende at forestille sig et reality show finde sted, hvor folk har lidt og er døde under tortur, og der kunne komme nogle virkelig uhyggelige scener ud af det. Desværre kommer det aldrig til at virke. Personerne bliver aldrig rigtig vedkommende, og dermed bliver det ikke interessant, hvad der sker med dem, og dermed bliver det ikke uhyggeligt, uanset om de ser spøgelser eller ej.

Historien fortælles også alt for usammenhængende. Fx kommer plottet om de opgaver, deltagerne skal løse undervejs i showet, heller aldrig til at fungere. Hvad der kunne have været uhyggelige scener, bliver i stedet tilfældige klip med skuespillere som slår på en ophængt dukke eller ødelægger et kranie. Man ved ikke hvad eller hvorfor, og så bliver det ligegyldigt.

Så selvom settet var ret uhyggeligt, og idéen med den hjemsøgte lejr med en sindssyg kommandant var fyldt med muligheder, så ender Ghost game med at være en kedelig og ligegyldig affære i mine øjne. Og øv over det…

Om Ghost game:

Instruktør: Sarawut Wichiensarn
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: Laa-thaa-phii

Også omtalt på horrorsiden.dk

Are you scared

Are you scaredJeg faldt tilfældigt over “Are you scared”, og snuppede den med fordi forsiden virkede rigtig klam. Bagsideteksten levede op til forsiden, selvom historien er set før.

6 personer vågner op i en tom bygning, hvor det snart viser sig, at de er blevet udvalgt til at deltage i et tv-show ved navn Are you scared. Alle 6 deltagere har selv meldt sig, men det går hurtigt op for dem, at prisen for at være med meget snart kan blive ultimativ.

Herefter kommer en masse udmærkede splatterscener, hvor deltagerne må konfrontere deres største frygt, og så er det, at filmen efter min mening bliver for plat. For det viser sig, at en af deltagerne har en grum hemmelighed. Og det er i virkeligheden den hemmelighed, som hele “spillet” går ud på at få hævn over. Og det ender bare med ikke at hænge sammen overhovedet.

Så desværre ødelægger slutningen en ellers ok film, og sådan går det så tit.

Om “Are you scared”:

Instruktør: Andy Hurst
Udgivelsesår: 2006