oktober 2018
M T O T F L S
« sep    
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘religion’

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

En vellykket kombination af fantasy, dansk middelalder og mørke okkulte kræfter gemmer sig bag omslaget af Lars Kramhøfts roman Djævlens hjerte

I 1300-tallet har Valdemar Atterdag forenet det danske kongerige under sig, og landet er ved at komme sig efter pestens dødelige svøbe. I det lille len Hadrun bor Damian, søn og arving til den dybt religiøse lensherre, Magnus Drakensten. Damian er blevet opdraget som en dygtig, gudfrygtig ridder, men kæmper for at leve op til Magnus’ forventninger. Selv faderens beslutning om at grave en tunnel ned til selve Helvede, støtter Damian i overbevisningen om faderens almægtighed.

Under en fest opdager Damian dog, at Magnus gemmer på en mørk hemmelighed. Ude af sig selv flygter Damian, og snart befinder han sig frændeløs og eftersøgt på landevejen.

Ved et tilfælde møder han en skuespillertrup og slår følge med dem, indtil han finder ud af, hvad han skal gøre. Livet i truppen viser Damian nye måder at leve på, og ikke mindst den unge taterkvinde, Esme, sniger sig ind i hans sind. Men faderens soldater er på sporet af Damian. Magnus helmer ikke, før sønnen er hjemme igen, og han er ikke den eneste, der leder efter Damian.

Djævlens hjerte er en spændende fantasyroman placeret midt i Danmarkshistorien. Bortset fra at Hadrun vist ikke er en virkelig by, så er setuppet solidt funderet i den danske middelalder, og det er rigtig godt fundet på. I middelalderens Danmark finder Lars Kramhøft nemlig alle de ingredienser, en fantasyverden skal have, lige fra hekse over djævletilbedere til riddere og social uretfærdighed.

Jeg har egentlig haft Djævlens hjerte til at ligge i min læsestak, siden den udkom sidste år. Af uvisse grunde har jeg først fået læst den nu. Det var dog klart en fejl, for her er tale om en underholdende fortælling om ridderære, sort magi og familiehemmeligheder som jeg ikke kunne lægge fra mig igen, da jeg først begyndte at læse.

Damian er en usikker ung mand, der evigt stræber efter at leve op til faderens forventninger. Han drømmer også om at blive en ædel ridder, som dem han læser om i bøgerne. Men da hans verden vendes på hovedet, tvinges han til at finde styrken i sig selv, og lærer at se verden med øjne der ikke længere er forstyrret af hans opdragelse og baggrund. Den indre kamp giver Damians figur kant og substans, hvilket gør ham interessant at følge. Også figuren Esme beskrives i kød og blod, og – ikke mindst – som en mere handlekraftig og nuanceret kvinde end det ofte sker i fantasyromaner. I det hele taget synes jeg, at persongalleriet fremstår meget vellykket, selv ned i de mindre biroller, og det er der normalt ingen garanti for i nogen genrer.

Lars Kramhøft serverer en actionfyldt og underholdende historie, som vil fornøje både unge og voksne fantasylæsere. Tempoet er højt, sproget letlæst og historie er uden garanti for en happy ending. Kramhøft kan nemlig ikke beskyldes for at lide af overdreven sentimentalitet, når det gælder bogens personer.

Djævlens hjerte er første bind i serien Sortekunstens Mysterier, og jeg glæder mig allerede til næste bind. Kramhøft efterlader nemlig læseren med en gevaldig cliffhanger, som kan gå til hvad side, det skal være. Så hvis du kan lide solid fantasy og historier om sort magi, dæmoner og kampen mod ondskab, så går du bestemt ikke galt i byen med Djævlens hjerte. En stor anbefaling herfra.

Lars Kramhøft har tidligere udgivet novellesamlingen Således forgår alverdens herlighed samt den prisbelønnede tegneserie Made Flesh sammen med Tom Kristensen. Derudover har han også skrevet en række børnebøger, bl.a. serien Rakkerpak.

Når du har læst Djævlens hjerte, kan jeg også anbefale trilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl.

Om Djævlens hjerte:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og Uglen, 371 sider
Omslag: Mads Ahm
Serie: Sortekunstens Mysterier

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside

Læs et interview med Lars Kramhøft på Ulven og Uglens blog

Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup

Dine øjne tåler ikke synet af Preben HaarupEn dunst af undergang og håbløshed siver ud af siderne på Preben Haarups fremragende dystopiske fortælling Dine øjne tåler ikke synet

Efter Den Store Krig er Europa forvandlet til en grå ørken, omgivet af et sort, dødt hav. Religiøse fundamentalister, styret af Papa Khan, vandt krigen, og kun en lille enklave i Paris holder stadig stand. Siger rygterne i hvert fald. Og Morten Jensen, som bor i den lille by Gudsted (der engang hed Grindsted), tror på rygterne. Han kan ikke bære andet.

Morten lever et relativt priviligeret liv. Hans far er en af de ældste, og det betyder, at familien oftest får mad nok. Fisk, som fiskerne bringer til byen med deres kamelkaravaner. Men Morten har alligevel svært ved at acceptere tingenes tilstand. Han stiller spørgsmålstegn ved samfundets betingelsesløse given sig Gud i vold, når optegnelser fra tiden før krigen viser, at tingene kan være anderledes. Og han væmmes ved hykleriet, når de ældste på den ene side straffer utroskab, og på den anden side selv dyrker det i stor stil. Hans egen far inklusiv.

Så en dag stikker Morten af. Med sig har han et gyldent skrin, han har fundet i et gemt og glemt bibliotek sammen med et brev, der beder finderen om at tage skrinet med til Paris. På rejsen slår Morten sig sammen med kvinden Jenna, der ligesom ham er stukket af fra Gudsted, og drengen Jens Holger som stikker af fra fisker-karavanen. Turen er dog hverken ufarlig eller let. I det døde landskab truer ikke blot sult og tørst. Også andre mennesker er en kilde til fare, ligesom skjulte hemmeligheder kommer frem og sætter livet i Gudsted i et nyt lys for Morten.

Livet i Gudsted er dog intet i forhold til strabadserne Morten, Jenna og Jens Holger må udstå på rejsen. Jeg kunne næsten mærkede solen brænde mig og tørsten snøre halsen sammen under læsningen, hvor frygten for klitfolket og kamelmændene lurer konstant.

På forfatterens hjemmeside kan man læse, at Haarup var inspireret af Cormac McCarthys dystopiske fremtidsroman Vejen. Tanken om hvordan det var at overleve, hvis al føde var sluppet op, gjorde et dybt indtryk på ham, og det blev starten til Dine øjne tåler ikke synet.

Ligesom i Vejen fylder rejsen mod det ukendte Paradis hovedparten af handlingen i Haarups roman, og selvom han måske ikke når helt op til McCarthys højder, så er Dine øjne tåler ikke synet både velskrevet og fascinerende. Det dystopiske Europa fremstår trøstesløs og hæslig, og lader en dunst af undergang og håbløshed sive ud af siderne. For Morten er det eneste håb, drømmen om at fortidens civilisation stadig lever i Paris enklaven.

Med Hunger Games-seriens gennembrud på mainstream markedet har dystopier fået en opblomstring i YA litteraturen. Men selvom hovedpersonen Morten kun er 19 år, er Dine øjne tåler ikke synet for voksne. Det nådesløse univers hvor overlevelse afhænger af evnen til grusomhed er barsk læsning, og ind i fortællingen fletter Haarup også kommentarer til vores samtid med sammenligninger som: “Jenna lå i sine støvede klæder og stirrede på dugen med blanke øjne, der sad dybt i hendes markerede ansigt. En flygtning i en teltlejr fordrevet af krig og tørke, taget fra en fortidig rædselsberetning på Afrikas horn.” (s. 124)

Vi slipper også for den ellers uundgåelige teenage-romance i Haarups beskidte og ubønhørlige virkelighed, hvor lidelse er normen. Så er du til dystopiske romaner, som virkelig gør ondt, skal du ikke lade dig snyde af den uprætentiøse forside. Dine øjne tåler ikke synet er fremragende læsning.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om Dine øjne tåler ikke synet:

Udgivelsesår: 17. marts 2016
Forlag: Fahrenheit, 338 sider
Omslag: Lars Bering Haarup

Besøg Preben Haarups hjemmeside

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle SchmidtPalle Schmidt præsenterer en smuk, dyster og vellykket bearbejdning af A. J. Kazinskis “Den sidste gode mand”

Rundt om i verden sker en række dødsfald, der ikke umiddelbart ser ud til at have forbindelse med hinanden. Men en italiensk politikommisær har en teori om, at dødsfaldene ikke er spor tilfældige. Tværtimod er han overbevist om, at nogen er i færd med at dræbe de 36 retfærdige mænd, der ifølge en jødisk myte holder ondskaben skak på jorden.

I Danmark overlades sagen til Niels Bentzon, som er gidselforhandler ved Københavns politi. Bentzons kollegaer anser ham for at være lidt småskør, men han er dygtig til at tale med folk, og da der er klimatopmøde i København er politiets ressourcer spændt til bristepunktet. Så Bentzon får til opgave at tage rundt til 10 gode mennesker fra ’godheds-industrien’, der er bosat i København, så man ikke efterfølgende kan anklage politiet for ikke at have gjort noget.

Bentzon besøger de 10 personer på listen, men da han dagen efter sidder i flyet på vej på ferie, kan han ikke slippe tanken om, at noget er galt. Han øjner en sammenhæng mellem en præst, der har skjult afviste asylansøgere i sin kirke, og en efterlysning på en terrorist fra Yemen som han tilfældigt så, da han afleverer sin rapport, og det ender med at han springer af flyet.

Sammen med astofysikeren Hannah Lund, der er ekspert i at finde systemer i datamængder, sætter Bentzon sig for at opklare sagen. Men det viser det snart, at han er langt mere involveret, end han forestiller sig.

I 2010 udgav Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich krimien ”Den sidste gode mand” under pseudonymet A. J. Kazinski. Bogen modtog Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom, og blev den første i en international bestseller-serie med Niels Bentzon som hovedperson.

I 2015 opstod så idéen om at forvandle ”Den sidste gode mand” til en graphic novel i samarbejde med den prisbelønnede illustrator og forfatter Palle Schmidt. Processen hertil var omfattende. Først skulle bogens knap 500 sider brydes ned, personerne skulle skabes, råskitser af forløbet tegnes, dialogen justeres o.m.a. Hele processen tog knap et år, og d. 30. marts 2017 udkom ”Den sidste gode mand” af Kazinski og Palle Schmidt. Og jeg må sige, at forvandlingen er vellykket.

Hvor romanen fik lidt skældud for at ville for meget med sit miks af astrofysik, geofysik, teologi og para-psykologi, så er den tegnede udgave stram og velkomponeret. Teorierne introduceres ubesværet, og plottet afvikles uden svinkeærinder.

S. 10 Den sidste gode mand, illustration: Palle SchmidtI det hele taget synes jeg, at historien nyder godt af Palle Schmidts fantastiske illustrationer. Allerede i introduktionen af Niels Bentzon, hvor han står på kanten af et hustag i regnvejr, får man som læser et dybt indblik i hans psyke. For han er en plaget mand – også selvom Schmidt snyder os lidt der.

Romanens filmiske tone træder ligeledes tydeligt frem i Schmidts illustrationer, som er malet op med akvarel. Når fortællingen så træder bagud i tiden, afløses farverne af sort/hvide illustrationer, præcist som gammeldags tv. I andre passager er illustrationernes baggrund nærmest smukke akvarelmalerier, og atter andre steder er illustrationerne holdt i en enkelt farvenuance for at fremme stemninger og handlinger. Og så er jeg utrolig betaget af Schmidts måde at tegne lys, hvad enten det er gadelygter en regnvejrsnat eller solen, der falder ind ad et vindue. Han formår at tegne det dystre umanerligt smuk.

Selvom du ikke skulle have læst romanen, så kan du godt kaste dig over graphic novel udgaven af ”Den sidste gode mand”. Den kan sagtens stå alene, og jeg kan kun give den en stor anbefaling.

Om Den sidste gode mand:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Politikens forlag, 138 sider
Illustrationer: Palle Schmidt

Interview med A. J. Kazinski og Palle Schmidt på Krimimessen 2017

Julefandens hævn af Patrick Leis

JuleFandens hævn af Patrick LeisDet er blevet d. 24. december og sidste side er læst i Patrick Leis‘ kalenderbog for uartige unger JuleFandens hævn. Og for dælen den har været underholdende …

Fra bagsiden:
“JuleFandens hævn er en julekalenderbog i 24 kapitler. Om den december, hvor det hele pludselig gik ad helvede til. Bogstaveligt talt. Hvor Kia og hendes bror Mikkel fik helt andre ting i pakkekalenderen, end de havde regnet med, hvor dukker og havenisser slet ikke opførte sig, som de burde, og hvor katten Felix måtte erkende, at hans lune kurv under radiatoren slet ikke var så hyggelig og tryg, som den plejede at være. Snart blev familieidyllen udskiftet med en rasende jagt på Julefanden, og det gik bestemt ikke stille af sig.”

Kia er Mikkels lillesøster, og hun går næsten amok, da det endelig bliver 1. december. Hun har plaget forældrene om en pakke-kalender og tvunget Mikkel til at være med til at åbne den hver eneste dag i december (hun slog ham nemlig ydmygende i Speeddrive på X-boxen og vandt deres væddemål). Men i stedet for fede pakker ligger der en grim, ildelugtende dukke i Kias julestrømpe og to plantefrø i Mikkels. Selvom Kia skælder forældrene hæder og ære fra, bliver gaverne i julestrømpen blot værre d. 2. december. Og det er kun begyndelsen.

Overalt i kvarteret går tingene lidt skævt. Der bliver stjålet småting, strømmen går, en snestorm truer og underlige små fodspor dukker op i sneen. Mikkel begynder at undre sig, og sammen med kammeraten Dex begynder han at undersøge de mange sære begivenheder, der – spøjst nok – koncentrerer sig om ‘idioterne’ i kvarteret.

Imens har Kia besluttet sig for at finde juleglæden frem, og besøger den gamle eneboer på vejen for at give ham julesmåkager. Og katten Felix – ja, den passer sig selv som en rigtig kat skal. Bortset fra at den kommer til at hjælpe familien, da det hele brænder på. For da sneen begynder at falde som en tung dyne, forvandler hele kvarteret sig ganske langsomt. Og de voksne lader ikke til at bemærke spor.

Det er svært at give et fyldestgørende referat af handlingen i JuleFandens hævn, for Patrick Leis lader fantasien løbe med warp speed. Hvert kapitel er fyldt med sjove, skøre og skræmmende hændelser fortalt levende og totalt overskudsagtigt. Vi præsenteres for havenisser, havuhyrer, nordiske guder og julemanden, og som et andet julemirakel lykkes det Leis at samle alle båndene til en fin julesløjfe i sidste kapitel.

JuleFandens hævn er illustreret af Patrick Leis selv, og de gråtonede stregtegninger er både utroligt flotte og stemningsskabende. I det hele taget er der gjort meget ud af bogens layout. Alle siderne er indrammede, papiret er blankt og lækkert, og omslaget er hardback med en appetitvækker af en forside. Det giver altså bare noget ekstra, når der er arbejdet så meget med detaljerne.

Propfyldt med både action, humor og en noget anderledes juleånd er JuleFandens hævn ikke en traditionel kalenderbog. Men den er underholdende som ind i Hades, og jeg er sikker på, at børnene vil more sig lige så kosteligt over den, som jeg har gjort. Glædelig jul!

Om JuleFandens Hævn:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 245 sider
Omslag: Patrick Leis

Broderskabet af Ole Clifford

broderskabet_ole_cliffordFascinerende, men meget lang spændingsroman om tempelriddere, hemmelige loger og økonomisk kriminalitet

Ole Clifford har efterhånden en del bøger bag sig. Jeg har længe ønsket at læse ham, da hans historier ofte tager udgangspunkt i historiske facts, som han så spinder en spændingsroman over.

Broderskabet er anden del i hans Kætter-trilogi, der startede med Katharerne (2013), og slutter med Galileo som endnu ikke er udkommet. Jeg må straks indrømme, at jeg ikke har læst Katharerne. Det følte jeg nu ikke som et handicap, da Clifford i sit forord giver en indføring til de vigtigste personer og begivenheder. Forordet indeholder også spændende oplysninger fra Cliffords researcharbejde i forbindelse med Kætter-trilogien.

Romanen fortælles i to spor. Dels følger vi i nutiden hackeren Mikkel Halvorsen, der sammen med sin ven Victor Thomsen, ansættes til et researcharbejde for et schweizisk broderskab af anonyme milliardærer, der kalder sig Fraternité Croix Blanche. De ønsker en tilbundsgående undersøgelse af tempelridderne, og hvorfor de faldt i unåde hos den franske konge i 1314, hvorefter ordenen forsvandt. Samtidig skal Mikkel og Victor også undersøge det schweiziske broderskab, som muligvis er blevet infiltreret.

Det andet spor udspiller sig i 1300-tallet, hvor de 9 oprindelige tempelriddere er hjemvendt fra korstogene. Med sig bringer de en himmelmekanisme, der kan forandre verden, men som også kan gøre dem til kættere. Vi følger den unge væbner, Bertrand Bergeron, som optages i tempelridder-ordenen og sendes på en vigtig mission til Montsaunès.

På mange måder er Broderskabet en virkelig spændende fortælling. Tempelriddernes historie er fyldt med mysterier, og det er interessant at følge Cliffords tanker vedrørende de bornholmske rundkirker; ordenens opfindelse af et komplekst banksystem osv. Ligeledes er det i nutiden fascinerende at følge Mikkel og Victors research, som trækker tråde til finanskrisen og afslører muligheder, som jeg aldrig havde forestillet mig. I det hele taget er romanen fyldt med interessante facts – som f.eks. at kvinder først fik stemmeret i Lichtenstein i 1984! – og er på den måde et godt og underholdende bekendtskab.

Når jeg alligevel ikke er helt oppe at ringe, er det simpelthen fordi, Broderskabet bliver alt for lang. Krydsklipningen mellem de to spor er beregnet på at skabe spænding for læseren, og det virker også delvist. Men bl.a. hele kærlighedshistorien mellem Bertand og Bellisente trækker efter min mening for langt ud og burde være forkortet væsentlig. Havde Broderskabet været på 439 sider i stedet for 639 sider, ville jeg have givet 4 stjerner. Nu må den desværre nøjes med 2.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Alhambra, 639 sider
Omslag: Maija Hejgaard

Og jeg saa en ny himmel af Philip Hallenborg

Og_jeg_saa_en_ny_himmelTitlen ”Og jeg saa en ny himmel” stammer fra Johannes Åbenbaring, som handler om de sidste tider: »Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.« (Johs. Åb. 21,1), og romanen åbner lige på og hårdt.

Vi følger to brødre, som er på vej til Afrika, den ene som forretningsmand og den anden er hans livvagt. Men der er tydeligvis ikke meget kærlighed mellem de to brødre, og mødet i Afrika ender da også brutalt.

Så vender vi tilbage til Danmark og springer tre måneder frem i tiden. Martin Lindvad forsker i molekylær biologi, og en dag modtager han en kryptisk mail fra sin gamle mentor, Håkon Sandberg, som får ham til at slippe alt og flyve til Bergen for at mødes.

Men Martin kommer for sent. Håkon er blevet myrdet, og pludselig er Martin i politiets søgelys – mistænkt for mordet på sin ven. Hans eneste chance er nu at finde ud af, hvem der myrdede Håkon. Her fører den kryptiske mail ham i en uforudset retning, for hvad har SARS-udbruddet i Asien i starten af årtusindet med det hele at gøre? Martin og Håkons enke Elise blandes ind i et farligt spil, hvor de kommer op mod en ældgammel organisation med en grusom plan.

Romanen fortælles i to spor. Det ene er livvagten Sam, der arbejder for organisationen, og det andet spor følger Martin i dennes bestræbelser på at holde sig fri af politiet og opklare mysteriet. Kapitlerne er relativt korte, og krydsklipningen har til hensigt at øge spændingen. Da Hallenborg til tider skriver meget udførligt, lykkes det imidlertid ikke ubetinget. Lidt mere ’show’ og lidt mindre ’tell’ kunne have strammet handlingen op og øget suspensen.

Når det er sagt, er jeg til gengæld fuldstændig vild med konspirationsteorien, som Hallenborg bygger sit plot op over. Fra det øjeblik Martin kommer på sporet af Cordoum, sad jeg helt opslugt, og nød hvor elegant han får verdenshistorien til at passe ind i romanens univers. Det er virkelig spændende og interessant.

Ligeledes lykkes det at forklare ellers ganske kompliceret forskning letforståeligt og naturligt i historien. Hallenborg har da også en Ph.D. i molekylær- og cellebiologi fra Syddansk Universitet i Odense, hvor han forsker i at forstå udvikling af type II diabetes, så han ved, hvad han skriver om.

Forsiden er lækker med et lidt fortegnet biohazard symbol og en giftig gul farve, som virkelig fanger øjnene, og så skal Hallenborg også have ros for et godt arbejde med korrekturlæsningen.

Så selvom ”Og jeg saa en ny himmel” måske ikke ligefrem er en neglebiddende pageturner, så er den alligevel både underholdende og med spændende momenter. Ikke mindst giver den læseren noget at tænke over, i forhold til hvad nutidens teknologi kan forårsage, men også i forhold til tro og religion og hvad vi gør i dens navn.

Besøg forfatterens hjemmeside
(oprindelig anmeldt på Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Philip Hallenborg
ISBN-13: 9788799897704
Sideantal: 431
Forlag: Hallenbooks

Ensomheden af Andrew Michael Hurley

Ensomheden af Andrew Michael HurleyDa resterne af et barnelig bliver fundet ved Ensomheden – et besynderligt ingenmandsland mellem floderne Wyre og Lune ud for Lancashires kyst – tvinges Smith til at genkalde de uforklarlige hændelser, han oplevede, da han besøgte stedet fyrre år tidligere. (fra bagsideteksten)

Ind i mellem får man fingre i en bog, som griber én med voldsom kraft, og alligevel kan man ikke rigtig forklare, hvad det er, der gør den så fantastisk. Sådan har jeg det med Ensomheden af Andrew Michael Hurley.

I en årrække tog drengen ’Tonto’ (som hovedpersonen kaldes) med sin familie til Ensomheden på en bøns- og bodsuge hvert år til påske sammen med bl.a. sognepræsten fader Wilfred. Hvert år lejede de sig ind i huset Moorings, og brugte ugen til at skrifte, besøge Sankt Annas kapel og søge Gud i det spirende forår. Tontos bror, Hanny, var handicappet, og morens største håb var, at et Guds mirakel kunne helbrede ham.

Men et år kommer fader Wilfred forandret tilbage efter en gåtur langs vandet, og da han senere dør, er det først da hans efterfølger fader Bernhard overtager Saint Jude’s sogn, at turen genoptages.

Romanen fortæller om denne tur med spring i tiden til Tontos erindringer om tidligere ture samt minder om fader Wilfred og tiden som messedreng. Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men under den tilsyneladende pæne overflade gemmer sig dystre hemmeligheder.

Jeg blev fuldstændig opslugt af romanens specielle atmosfære og læste nærmest bogen i et stræk. Det besynderlige ingenmandsland, Ensomheden, som er udgangspunktet for beretningen emmer af tåge og fortvivlelse. Her hersker myten om myten om heksen Elizabeth Percy som lokkede sømænd i deres død stadigvæk, og hvert år kræver det voldsomme tidevand stadigvæk sine ofre.

Alligevel er det til dette trøstesløse sted, at familien Smiths pilgrimsfærd går, og på den måde bliver den religiøse del af romanen også en brutal og nådesløs affære. Her trumfer troen alle indvendinger og ønsker, og lader romanens personer optræde som statister i et nøje koreografieret stykke, hvor afvigelse fører til fortabelse.

Ensomheden er Andrew Michael Hurleys debutroman. Den fik tildelt Costa First Novel Award i 2015, er blevet solgt til filmatisering, og er af de engelske medier blevet udråbt til en kommende klassiker med rødder i den gotiske romantradition. Og jeg tror såmænd, at de har ret, for atmosfæren i romanen er så intens og foruroligende, at oplevelsen sidder i læseren længe efter.

Tak til WilliamDam.dk for læseeksemplaret.

Om bogen:

Omslag: Mark Airs efter originaldesign
Udgivelsesdato: 14. april 2016
Originaltitel: The Loney
ISBN-13: 9788711510506
Sideantal: 334
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo

Thuleselskabet af Mads Peder NordboJeg læste med stor fornøjelse Odins labyrint, som var Mads Peder Nordbos første bog om den unge studerende Mathias Hviid med speciale i runologi. Derfor var mine forventninger høje til anden del af trilogien: Thuleselskabet.

Mathias Hviid tilkaldes af politiet i Odense for at bistå dem med opklaringen af mordet på en midaldrende kvinde, som er fundet ved foden af Glavendrupstenen, nøgen og med kroppen oversået af små runetegn der er skåret ind i huden med en skalpel.

Sammen med kæresten Helen rejser han hjem til Danmark, men det viser sig, at kvindeliget rummer flere ubehagelige overraskelser. Dels opdager Mathias, at hans eget navn er indgraveret i kvindens hud, men endnu værre er det, at offeret muligvis har forbindelse til Mathias’ egen familie.

Sammen med liget findes en bog med titlen “Sanatoriet ved søen” – en selvbiografisk beretning om en ung drengs ophold på SS Sanatorium Waldheim, hvor nazisterne udførte omfattende eksperimenter på børn med det formål at skabe ultimative ariere.

Mathias og Helen må endnu engang grave dybt i fortidens hemmeligheder, og deres søgen fører dem vidt omkring, lige fra Nordboernes bosættelser i Grønland til Thuleselskabet og SS-tiden samt historien om svastika-tegnets og det ariske folks sande ophav.

Som sagt var mine forventninger høje til Thuleselskabet, og måske var de også lidt for høje. Jeg synes nemlig desværre, at historien bærer lidt præg af at være “den i midten”. Her er masser af spænding og intriger, men mod slutningen føles det lidt, som om den mere lægger op til tredje og sidste bind, end fortæller sin egen historie. Når det er sagt, så var jeg nu godt underholdt undervejs, for Nordbo skriver rigtig godt og er eminent til at skabe komplekse, men interessante plots ud fra mysticisme og religion blandet med historiske facts.

Selvom Thuleselskabet er en fortsættelse, kan man dog godt læse den for sig selv, idet Nordbo elegant indfletter den nødvendige viden fra første bind i fortællingen.

Jeg synes dog ikke, at man bør snyde sig selv for Odins labyrint, som jeg var ret betaget af. Og på trods af mine anker denne gang så vil jeg se frem til at læse tredje og afsluttende bind om Mathias Hviid, så forhåbentlig går der ikke alt for længe, før vi får den.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Thuleselskabet:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 471 sider