juli 2020
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘religion’

Fjeldgænger af Julie Clausen

Fjeldgænger af Julie Clausen

Ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland

Rebekka har taget orlov fra religionsstudiet for at arbejde et halvt år i Aasiaat i Grønland. Hun trænger til at finde sig selv efter bruddet med kæresten Jesper, og har fået job i receptionen på hotel Gudhjem, efter den tidligere receptionist pludselig rejste.

Romanen starter med Rebekkas ankomst til Grønland, men med indskudte kapitler der springer tilbage til tiden i Danmark. Dels til mødet med Jesper og dels til tanker om familien derhjemme. Særligt om lillebroren Johannes der er i en svær fase.

I nutiden falder Rebekka til på hotellet, men noget er alligevel ikke helt rigtigt. Der er mærkelige lyde på det halvtomme hotel, og en grønlandsk mand dukker op og forsvinder igen uden spor. Men kun når Rebekka er alene. Og så begynder hun at få mareridt. Mareridt som måske har forbindelse til et gammelt grønlandsk sagn om de to brødre Aqqaluk og Paalu, der går qivittog.

Fjeldgænger er en underholdende ungdomsroman om tro, identitet, kærlighed og Grønland. Mod slutningen bliver stemningen mere og mere foruroligende med Rebekkas skræmmende mareridt og pludselige blackouts, uden dog at forvandle sig til en regulær gyser.

Til gengæld indeholder Fjeldgænger mange interessante tanker om tro og identitet. Rebekka er overbevist kristen, og mødet med Grønlands gamle åndeverden lukker op for en masse tanker hos hende. Hvor hun nogle gange finder Gud i den tomme stilhed i fjeldene, er det andre gange skræmmende væsener fra Grønlands fortid, der hjemsøger hende. Men hvad vil de Rebekka? Og hvorfor rejste hun egentlig til Grønland?

Julie Clausen har en række ungdomsromaner bag sig. Flere af dem handler om ungdomslivet og om at finde sin egen identitet. Et par stykker bevæger sig ligesom Fjeldgænger over mod thriller/gyser genren, bl.a. Dæmoner og Tankespind.

Fjeldgænger er oprindeligt anmeldt til Litteratursiden

Om Fjeldgænger:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Turbine, 239 sider
Omslag: Karin Hald

Sort arv af David Garmark

Sort arv af David Garmark

November. Regnen vælter ned fra den grå, sønderjyske himmel. Max Munk tager til Ribe for at stille sin døende far det spørgsmål, der har plaget ham, siden han forlod byen for 25 år siden: Hvad ved faderen om sin datter Eleonoras selvmord? Men Munk må med gru sande, at den gamle greve rummer langt mere oprivende hemmeligheder.

Munk møder sin gamle flamme Edith. Hun beder ham finde sin forsvundne datter Caroline, mens området rystes af drabet på en lille dreng – angiveligt begået af en ulv. Forsvindings-sagen leder Munk på sporet af sin egen familie i 1700-tallet, dæmonbesættelse og dystert begær. Og da Merian ankommer, og begge udsættes for attentatforsøg, indser Munk, at der er stærke kræfter på spil, for at de ikke skal finde Caroline. (fra bogens bagside)

Sort arv er andet bind i krimiserien om Max Munk og Merian Takano. Første bind var Rød tåge, der udkom sidste år. David Garmark fortsætter således sit høje tempo med bogudgivelser – heldigvis uden at slække på kvaliteten.

Munk er tilbage i Ribe, hvor hans far ligger for døden. Munk er heller ikke selv i topform efter begivenhederne i Rød tåge. Det gør det ikke nemmere for ham at konfrontere faderen, og da han endelig får det gjort, er resultatet ikke som han forventede.

Sideløbende med at Munk forsøger at få styr på fortiden, bliver han involveret i eftersøgningen af en gammel venindes datter, Caroline. Hun har ikke kontaktet sin familie i lang tid, og moren er bange for, at der er sket hende noget.

Efterhånden som Munk graver sig ind i sagen, får han brug fra hjælp fra kollegaerne i København. Ikke mindst Merian som han beder om at komme til Sønderjylland for at hjælpe ham.

Men Merian har sine egne problemer at kæmpe med, og oveni er eftersøgningen af Caroline ikke en officiel politisag. Snart kommer Munk ud på dybt vand, mens hemmeligheder og overraskelser rasler som skeletter ud af Munkenæs-familiens historie.

Sort arv lever som sagt helt op til forgængeren Rød tåge. Noget af det, jeg synes særligt godt om ved serien, er blandingen af krimi og gyserelementer. Også denne gang er der nemlig et mystisk element i historien i form af en dæmon, der piner den forsvundne Caroline.

Samtidig lader David Garmark Munk være plaget af begivenhederne fra sidst, så hans situations-forståelse er slet ikke på toppen. Dermed har han sværere ved at agere i de mange begivenheder, der hober sig op omkring ham, som historien udspiller sig. Og det er også med til at holde læseren i uvidenhed.

Jeg var godt underholdt af Sort arv, der slutter af med en kæmpe overraskelse. Det bliver interessant at se, hvad bind tre bringer.

Reklame: Tak til forlaget Montagne der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Uddrag af bogen:

“Maximilian?” Han rørte på sig. Munk trådte hen til sengen og så ned på sin fars indsunkne ansigt.

“Det er mig.” Havde han troet, at hans far ville se anderledes ud end før, blev han klogere. Hans far lignede sig selv, blot i en mere afpillet version. De gennemtrængende blå øjne, der så op på ham, besad stadig den magt, de havde haft over sønnen for alle de år siden. Det mærkede han med det samme som en krusning ned ad rygraden. Som en svag rysten i knæene. Skægstubbene, håret, der ganske vist var uglet, var som det plejede. Bortset fra det var det en fremmed mand, der lå i sengen. Munk kendte ham ikke mere. Han havde bestemt, at det skulle være sådan for længe siden.

En senet grå hånd kom frem fra dynen. Den karakteristiske signetring, som Munk som barn altid havde været fascineret af, sad stadig på ringefingeren. Om end løst.

“Maximilian, du kom.”

“Kun for at fortælle dig noget. Stille dig nogle spørgsmål, inden … ja, inden det er for sent.” Munk trak en stol over til sengen og satte sig ned uden at tage sin fars hånd. Han havde lyst til at få det overstået. Havde lyst til at konfrontere manden i sengen og så komme ad helvede til væk igen. Hvis han havde forestillet sig derhjemme at blive hængende på godset til det uundgåelige skete, så havde han nu skiftet mening. Der sad noget i halsen på ham, der ikke frivilligt ville væk. Ikke kvalme mere, men noget tæt på. Med smagen af noget bittert. Galde, måske. (side 49-50)

Om Sort arv:

Udgivelsesår: 25.03.2020
Forlag: Montagne, 438 sider
Omslag: Imperiet / Marlene Diemar

Krimiserien om Max Munk og Merian Takano

Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020

Besøg David Garmarks hjemmeside

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Rød tåge af David Garmark
Det tavse vidne af Elly Griffiths
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Randvad af Jacob Holm Krogsøe & Martin Wangsgaard Jürgensen
Åndemaneren af Lotte Petri
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav Bøgelund

Necropolis af Simon Petersen, illustreret af Cav BøgelundHvorfor skabte Gud mennesket? Det spørgsmål finder du svaret på i Necropolis, en tegneserie af Simon Petersen og Cav Bøgelund.

Da punkeren Nigel dør efter at have blandet terpentin med syre og creme fraishe, vågner han op i dødens ventesal. Her må han sammen med tusindvis af andre sjæle vente på at komme i enten himlen eller helvede. Men Nigel er i tvivl, og da han bliver stillet spørgsmålet om, hvorfor Gud skabte mennesket, svarer han forkert og bliver sendt til Necropolis.

Necropolis er de levende dødes by. En slags limbo, hvor fortabte sjæle venter på enten at blive velsignet med fortabelse eller ophøjet til de højere sfærer. Her møder Nigel gedebukken Håb, der introducerer ham til tilværelsen i dødsriget.

Men Nigel har ikke tænkt sig at affinde sig med at være fanget i limbo. Først forsøger han at finde en fysisk vej ud af Necropolis, siden lykkes det ham at finde svaret på spørgsmålet om menneskets skabelse. Spørgsmålet er dog, om han overhovedet er interesseret i at indgå i Guds himmerige?

Necropolis udkom første gang i 2003 som et hæfte til blot 20 kr., men i 2019 kontaktede forlaget Baggårdsbaroner Simon Petersen med et ønske om at genudgive den. Året før var tegner Cav Bøgelund død i en tragisk ulykke, så Simon Petersen så en genudgivelse som en mulighed for at ære Cavs minde. Denne nye version er da også en lækker bog i hardcover, tykt papir og ekstramateriale i form af efterord og mindeord samt nye tegninger af blandt andre Tatiana Goldberg og John Kenn Mortensen.

Illustration fra Necropolis af Cav BøgelundJeg må indrømme, at jeg ikke kendte til Necropolis, før jeg faldt over den på biblioteket, men et kig på forlagets hjemmeside afslører, at den i tegneserie-undergrunden anses som Danmarks første graphic novel. De to skabere vandt årets talentpris for hæftet, der var et betydeligt brud med den fransk/belgiske albumtradition. Udgivelsen fik dog ikke det store folkelige gennembrud, men heldigvis giver forlaget Baggårdsbaroner nu historien en ny chance, for her er tale om en både eftertænksom, charmerende og spændende tegnet fortælling.

Simon Petersen stiller et stort fedt spørgsmålstegn ved Gud som en tilgivende og kærlig gud, hvilket sikkert vil provokere nogen. Jeg kan dog godt lide det uortodokse blik på religion, som makkerparret ligger for dagen. Og historien er ligeså aktuel i dag, som da den første gang udkom. Den kan nemlig i ligeså høj grad læses som en satire over nutidens bureaukratiske samfund, hvor for eksempel arbejdsløse skal sende X antal ansøgninger af sted om ugen, mens virksomhederne er nødt til at makulere de uopfordrede ansøgninger på grund af EU lovgivningen om persondata.

Necropolis kan absolut anbefales, og hvis ikke min omtale har overbevist dig, så læs anmeldelsen på Nummer 9:

“Necropolis [udstiller] på forrykt vis det at stille spørgsmål uden at få svar og være et sted i livet, hvorfra der ingen vej er, heller ikke døden – som er netop, hvad jeg forstår ved karikaturens og satirens fuldstændige yderpunkt. Det absurde. På flere måder – både som skrevet og tegnet fortælling afklæder Necropolis kunstnerisk set os som mennesker, samt udstiller vores topstyrede skrankesamfund og religionshykleri ind til, ja, benet.”

Om Necropolis:

Udgivelsesår: 2019 (2003)
Forlag: Baggårdsbaroner, 90 sider
Omslag og illustrationer: Cav Bøgelund

Se et interview med Simon Petersen fra Copenhagen Comics 2019 HER

Læs også:

Lille Fugl af Lauri og Jaakko Ahonen
Okkult mekanik af Emil Brahe og Andreas Hansen
Vand til blod af Morten Dürr
Einherjar af Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Fandenivoldsk af Lars Kramhøft
Deadboy af Tom Kristensen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mørkets skønhed af Fabien Vehlmann, illustreret af Kerascoët

Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen

Lucie af Anne-Marie Vedsø OlesenLucie stiger nøgen op af Trondhjemsfjordens vand. Hun ved ikke, hvem hun er. Men hun ved, at mennesket er hendes bytte.

Lucie af Anne-Marie Vedsø Olesen er en næsten psykedelisk roman, om Lucie, der i snart 1000 år har vandret på jorden i søgen efter et svar på, hvad hun er. Hendes eneste følgesvend er Hungeren, der kun dæmpes, når hun æder levende mennesker og optager deres sjæl.

I nutiden møder hun den tidligere børsmægler Casper under CopenHell, mens hun leder efter et offer. De ender i en københavnsk opiumshule, hvor rusen giver Lucie adgang til en flig af hendes fortid. Men også Casper oplever noget uforklarligt under episoden, som ender med at føre ham på en pilgrimsvandring til Trondhjem sammen med vennen og religionshistorikeren Martin. Og ikke mindst med Lucie, der fornemmer, at forklaringen på hendes eksistens kan findes her.

Vandringen op gennem Norge bliver ikke kun en fysisk vandring. Både Casper og Martin får modvilligt udvidet deres verdensforståelse, mens Lucie kommer tættere på de mystiske ånder, der forsøger at forhindre hende i at finde frem til sandheden. Undervejs kommer Martin også på sporet af, at Lucie muligvis har noget med et voldsomt mord i København at gøre, ligesom det bliver klart, at hun ikke er en almindelig kvinde.

Anne-Marie Vedsø Olesen er ikke bange for at give den fuld gas i sine romaner. Det gør hun også her i Lucie, hvor en blodtørstig kannibal flænser sig vej op gennem Norge, mens nordiske myter blander sig med kristendommens indtog og tanker om identitet, tro og rationalitet. Det er stærkt underholdende og samtidig tankevækkende.

Jeg er særligt begejstret for, at AMVO tør skrive en hovedperson, der ikke er sympatisk. Vi er i nutiden forvænt med vampyrer, der forelsker sig i deres teenage-ofre og pludselig udvikler menneskelighed. Men sådan er Lucie ikke. Selvom mennesker kan være interessante, bliver de aldrig ligeværdige, og det er en spændende og brutal vinkling.

Lucie er horror blandet med fantasy blandet med historiske facts om kristningen af Norge. Det er en anderledes, men spændende blanding, som helt fortjener de mange roser, den har fået af både bloggere og anmeldere. Med andre ord – er du til en hektisk, surrealistisk, overrumplende, mørk, blodig, gådefuld og underholdende fortælling, så led ikke længere.

Om Lucie:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Politiken, 338 sider
Omslag: Jette Svane/ved5tiden

Læs også:

De underjordiske af Dan Abnett m.fl., illustreret af Peter Snejbjerg
Fall of gods: she is gone af Rasmus Berggreen og Michael Vogt
Englemageren af Stefan Brijs
Hels rejse: Den 6. bog om Satan af Signe Fahl
Kødets afveje af Anders Hoberg
Nicholas Marners hemmelighed af Peter Legård Nielsen
Menneskesønnen: Den 8. bog om Satan af Maya Salonin
Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Kraften af Naomi Alderman

Kraften af Naomi AldermanMagt korrumperer! Det må være kernen i Naomi Aldermans fremragende roman Kraften, som jeg simpelthen ikke kan sige nok positivt om

En forfatter sender sit manuskript til en ven og beder om feedback. I stedet for en historisk fagbog forsøger forfatteren at beskrive sine teorier om samfundets opståen i romanform, men med fuldt belæg i arkæologiske kilder m.m. Det er rammen om Naomi Aldermans internationale bestseller Kraften, som herefter tæller kronologisk ned over en periode på 10 år via de fire hovedpersoner: Roxy, Tunde, Margot og Allie.

Vi er i fremtiden. Ud af det blå får teenagepiger pludselig evnen til at give dødelige elektriske stød. I starten betragtes det som en lidelse, men efterhånden som flere og flere får Kraften, begynder (det patriarkalske) samfund at træffe forholdsregler.

Det er dog langt fra alle, som synes, at pigernes kraft skal begrænses. Den kvindelige borgmester Margot opdager, hvordan hendes politiske liv pludselig kan nå helt nye højder. Mafiadatteren Roxy bruger sin kraft i familiens tjeneste. Plejepigen Allie stikker af fra et misbruget i sin plejefamilie og søger tilflugt i et kloster. Og den unge journalist Tunde bliver mere eller mindre tilfældigt ham, der bringer kraftens fortælling til offentlighedens kendskab.

Herfra ruller historien, og vi hører om et samfund, der ændrer sig radikalt.

I løbet af de ti år sker en tydelig udvikling i forholdet mellem kønnene, og det er både fascinerende og rystende at læse. Lige fra det subtile træk at morgen-tv værterne pludselig er en moden, vidende kvinde og en kæk og smuk ung mand, over den rå gengældelse som rammer bagmændene af den systematiserede menneskehandel med sexslaver, til fremkomsten af den nye religion centreret om Modergudinden.

Pludselig er det kvinderne, der er de stærkeste, og mændene der frygter voldtægt og overfald, når de går ud om aftenen. Og hos Alderman lader kvinderne ikke mændene tilbage, når det gælder om undertrykkelse af det andet køn.

Det er mig umuligt at putte Kraften i en genrekasse. På mit biblioteket står den kategoriseret som science fiction, men den hører i ligeså høj grad til i spænding eller blandt de debatskabende romaner, for historien er både barsk og tankevækkende.

Kraften er elementært spændende, men samtidig kan man som læser ikke undgå at reflektere over romanens dissektion af magt i alle former, lige fra politisk magt over religiøs magt til helt grundlæggende fysisk magt.

Derudover er romanen også interessant sociologisk og antropologisk set. Aldermans forfatter har indsat noter og billeder af arkæologiske fund i sin fortælling. Blandt dem er to billeder af virkelig fund fra oldtidsbyen Mohenjo-Daro. Det tankevækkende her er, at i romanen tolkes de som Præstedronning og Tjenerdreng, mens virkelighedens arkæologer navngav fundene Præstekonge og Dansende pige. Altså en helt modsatrettet tolkning, som bunder i den sociale orden et givet samfund har indrettet sin acceptable adfærd efter.

Her er dog langt fra tale om et feministisk manifest, som skal overbevise læseren om kvindekønnets moralske overlegenhed. Snarere tværtimod. For selvom Alderman underforstået kommenterer på vor tids kvindeundertrykkelse, når hun indfører forbud mod, at mænd må køre bil i romanen, så opfører kvinderne i Kraften sig nøjagtig ligeså hensynsløs og selvisk som mændene, da de bliver det fysisk overlegne køn. I stedet for køn er det således magtens skyggesider, romanen spidder.

Og det bringer mig tilbage til indledningen – at magt korrumperer, at frygt og uvidenhed avler had, og at Naomi Alderman har skrevet en helt igennem fantastisk roman, der fortjener et hav af læsere. Så læs den, læs den, læs den …

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Kraften:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra, 369 sider
Originaltitel: The Power
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen
Omslag: Caroline Asferg Madsen

Besøg Naomi Aldermans hjemmeside

Læs også:

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood
De indviede af Manfred Christiansen
Celle 7 af Kerry Drewery
Den beske magt af Niels E. Nielsen

 

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

Djævlens hjerte af Lars Kramhøft

En vellykket kombination af fantasy, dansk middelalder og mørke okkulte kræfter gemmer sig bag omslaget af Lars Kramhøfts roman Djævlens hjerte

I 1300-tallet har Valdemar Atterdag forenet det danske kongerige under sig, og landet er ved at komme sig efter pestens dødelige svøbe. I det lille len Hadrun bor Damian, søn og arving til den dybt religiøse lensherre, Magnus Drakensten. Damian er blevet opdraget som en dygtig, gudfrygtig ridder, men kæmper for at leve op til Magnus’ forventninger. Selv faderens beslutning om at grave en tunnel ned til selve Helvede, støtter Damian i overbevisningen om faderens almægtighed.

Under en fest opdager Damian dog, at Magnus gemmer på en mørk hemmelighed. Ude af sig selv flygter Damian, og snart befinder han sig frændeløs og eftersøgt på landevejen.

Ved et tilfælde møder han en skuespillertrup og slår følge med dem, indtil han finder ud af, hvad han skal gøre. Livet i truppen viser Damian nye måder at leve på, og ikke mindst den unge taterkvinde, Esme, sniger sig ind i hans sind. Men faderens soldater er på sporet af Damian. Magnus helmer ikke, før sønnen er hjemme igen, og han er ikke den eneste, der leder efter Damian.

Djævlens hjerte er en spændende fantasyroman placeret midt i Danmarkshistorien. Bortset fra at Hadrun vist ikke er en virkelig by, så er setuppet solidt funderet i den danske middelalder, og det er rigtig godt fundet på. I middelalderens Danmark finder Lars Kramhøft nemlig alle de ingredienser, en fantasyverden skal have, lige fra hekse over djævletilbedere til riddere og social uretfærdighed.

Jeg har egentlig haft Djævlens hjerte til at ligge i min læsestak, siden den udkom sidste år. Af uvisse grunde har jeg først fået læst den nu. Det var dog klart en fejl, for her er tale om en underholdende fortælling om ridderære, sort magi og familiehemmeligheder som jeg ikke kunne lægge fra mig igen, da jeg først begyndte at læse.

Damian er en usikker ung mand, der evigt stræber efter at leve op til faderens forventninger. Han drømmer også om at blive en ædel ridder, som dem han læser om i bøgerne. Men da hans verden vendes på hovedet, tvinges han til at finde styrken i sig selv, og lærer at se verden med øjne der ikke længere er forstyrret af hans opdragelse og baggrund. Den indre kamp giver Damians figur kant og substans, hvilket gør ham interessant at følge. Også figuren Esme beskrives i kød og blod, og – ikke mindst – som en mere handlekraftig og nuanceret kvinde end det ofte sker i fantasyromaner. I det hele taget synes jeg, at persongalleriet fremstår meget vellykket, selv ned i de mindre biroller, og det er der normalt ingen garanti for i nogen genrer.

Lars Kramhøft serverer en actionfyldt og underholdende historie, som vil fornøje både unge og voksne fantasylæsere. Tempoet er højt, sproget letlæst og historie er uden garanti for en happy ending. Kramhøft kan nemlig ikke beskyldes for at lide af overdreven sentimentalitet, når det gælder bogens personer.

Djævlens hjerte er første bind i serien Sortekunstens Mysterier, og jeg glæder mig allerede til næste bind. Kramhøft efterlader nemlig læseren med en gevaldig cliffhanger, som kan gå til hvad side, det skal være. Så hvis du kan lide solid fantasy og historier om sort magi, dæmoner og kampen mod ondskab, så går du bestemt ikke galt i byen med Djævlens hjerte. En stor anbefaling herfra.

Lars Kramhøft har tidligere udgivet novellesamlingen Således forgår alverdens herlighed samt den prisbelønnede tegneserie Made Flesh sammen med Tom Kristensen. Derudover har han også skrevet en række børnebøger, bl.a. serien Rakkerpak.

Når du har læst Djævlens hjerte, kan jeg også anbefale trilogien Mørkets søn af Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl.

Om Djævlens hjerte:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Ulven og Uglen, 371 sider
Omslag: Mads Ahm
Serie: Sortekunstens Mysterier

Besøg Lars Kramhøfts hjemmeside

Læs et interview med Lars Kramhøft på Ulven og Uglens blog

Dine øjne tåler ikke synet af Preben Haarup

Dine øjne tåler ikke synet af Preben HaarupEn dunst af undergang og håbløshed siver ud af siderne på Preben Haarups fremragende dystopiske fortælling Dine øjne tåler ikke synet

Efter Den Store Krig er Europa forvandlet til en grå ørken, omgivet af et sort, dødt hav. Religiøse fundamentalister, styret af Papa Khan, vandt krigen, og kun en lille enklave i Paris holder stadig stand. Siger rygterne i hvert fald. Og Morten Jensen, som bor i den lille by Gudsted (der engang hed Grindsted), tror på rygterne. Han kan ikke bære andet.

Morten lever et relativt priviligeret liv. Hans far er en af de ældste, og det betyder, at familien oftest får mad nok. Fisk, som fiskerne bringer til byen med deres kamelkaravaner. Men Morten har alligevel svært ved at acceptere tingenes tilstand. Han stiller spørgsmålstegn ved samfundets betingelsesløse given sig Gud i vold, når optegnelser fra tiden før krigen viser, at tingene kan være anderledes. Og han væmmes ved hykleriet, når de ældste på den ene side straffer utroskab, og på den anden side selv dyrker det i stor stil. Hans egen far inklusiv.

Så en dag stikker Morten af. Med sig har han et gyldent skrin, han har fundet i et gemt og glemt bibliotek sammen med et brev, der beder finderen om at tage skrinet med til Paris. På rejsen slår Morten sig sammen med kvinden Jenna, der ligesom ham er stukket af fra Gudsted, og drengen Jens Holger som stikker af fra fisker-karavanen. Turen er dog hverken ufarlig eller let. I det døde landskab truer ikke blot sult og tørst. Også andre mennesker er en kilde til fare, ligesom skjulte hemmeligheder kommer frem og sætter livet i Gudsted i et nyt lys for Morten.

Livet i Gudsted er dog intet i forhold til strabadserne Morten, Jenna og Jens Holger må udstå på rejsen. Jeg kunne næsten mærkede solen brænde mig og tørsten snøre halsen sammen under læsningen, hvor frygten for klitfolket og kamelmændene lurer konstant.

På forfatterens hjemmeside kan man læse, at Haarup var inspireret af Cormac McCarthys dystopiske fremtidsroman Vejen. Tanken om hvordan det var at overleve, hvis al føde var sluppet op, gjorde et dybt indtryk på ham, og det blev starten til Dine øjne tåler ikke synet.

Ligesom i Vejen fylder rejsen mod det ukendte Paradis hovedparten af handlingen i Haarups roman, og selvom han måske ikke når helt op til McCarthys højder, så er Dine øjne tåler ikke synet både velskrevet og fascinerende. Det dystopiske Europa fremstår trøstesløs og hæslig, og lader en dunst af undergang og håbløshed sive ud af siderne. For Morten er det eneste håb, drømmen om at fortidens civilisation stadig lever i Paris enklaven.

Med Hunger Games-seriens gennembrud på mainstream markedet har dystopier fået en opblomstring i YA litteraturen. Men selvom hovedpersonen Morten kun er 19 år, er Dine øjne tåler ikke synet for voksne. Det nådesløse univers hvor overlevelse afhænger af evnen til grusomhed er barsk læsning, og ind i fortællingen fletter Haarup også kommentarer til vores samtid med sammenligninger som: “Jenna lå i sine støvede klæder og stirrede på dugen med blanke øjne, der sad dybt i hendes markerede ansigt. En flygtning i en teltlejr fordrevet af krig og tørke, taget fra en fortidig rædselsberetning på Afrikas horn.” (s. 124)

Vi slipper også for den ellers uundgåelige teenage-romance i Haarups beskidte og ubønhørlige virkelighed, hvor lidelse er normen. Så er du til dystopiske romaner, som virkelig gør ondt, skal du ikke lade dig snyde af den uprætentiøse forside. Dine øjne tåler ikke synet er fremragende læsning.

(anmeldt til Himmelskibet.dk, nr. 52)

Om Dine øjne tåler ikke synet:

Udgivelsesår: 17. marts 2016
Forlag: Fahrenheit, 338 sider
Omslag: Lars Bering Haarup

Besøg Preben Haarups hjemmeside

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski & Palle Schmidt

Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle SchmidtPalle Schmidt præsenterer en smuk, dyster og vellykket bearbejdning af A. J. Kazinskis “Den sidste gode mand”

Rundt om i verden sker en række dødsfald, der ikke umiddelbart ser ud til at have forbindelse med hinanden. Men en italiensk politikommisær har en teori om, at dødsfaldene ikke er spor tilfældige. Tværtimod er han overbevist om, at nogen er i færd med at dræbe de 36 retfærdige mænd, der ifølge en jødisk myte holder ondskaben skak på jorden.

I Danmark overlades sagen til Niels Bentzon, som er gidselforhandler ved Københavns politi. Bentzons kollegaer anser ham for at være lidt småskør, men han er dygtig til at tale med folk, og da der er klimatopmøde i København er politiets ressourcer spændt til bristepunktet. Så Bentzon får til opgave at tage rundt til 10 gode mennesker fra ’godheds-industrien’, der er bosat i København, så man ikke efterfølgende kan anklage politiet for ikke at have gjort noget.

Bentzon besøger de 10 personer på listen, men da han dagen efter sidder i flyet på vej på ferie, kan han ikke slippe tanken om, at noget er galt. Han øjner en sammenhæng mellem en præst, der har skjult afviste asylansøgere i sin kirke, og en efterlysning på en terrorist fra Yemen som han tilfældigt så, da han afleverer sin rapport, og det ender med at han springer af flyet.

Sammen med astofysikeren Hannah Lund, der er ekspert i at finde systemer i datamængder, sætter Bentzon sig for at opklare sagen. Men det viser det snart, at han er langt mere involveret, end han forestiller sig.

I 2010 udgav Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich krimien ”Den sidste gode mand” under pseudonymet A. J. Kazinski. Bogen modtog Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom, og blev den første i en international bestseller-serie med Niels Bentzon som hovedperson.

I 2015 opstod så idéen om at forvandle ”Den sidste gode mand” til en graphic novel i samarbejde med den prisbelønnede illustrator og forfatter Palle Schmidt. Processen hertil var omfattende. Først skulle bogens knap 500 sider brydes ned, personerne skulle skabes, råskitser af forløbet tegnes, dialogen justeres o.m.a. Hele processen tog knap et år, og d. 30. marts 2017 udkom ”Den sidste gode mand” af Kazinski og Palle Schmidt. Og jeg må sige, at forvandlingen er vellykket.

Hvor romanen fik lidt skældud for at ville for meget med sit miks af astrofysik, geofysik, teologi og para-psykologi, så er den tegnede udgave stram og velkomponeret. Teorierne introduceres ubesværet, og plottet afvikles uden svinkeærinder.

S. 10 Den sidste gode mand, illustration: Palle SchmidtI det hele taget synes jeg, at historien nyder godt af Palle Schmidts fantastiske illustrationer. Allerede i introduktionen af Niels Bentzon, hvor han står på kanten af et hustag i regnvejr, får man som læser et dybt indblik i hans psyke. For han er en plaget mand – også selvom Schmidt snyder os lidt der.

Romanens filmiske tone træder ligeledes tydeligt frem i Schmidts illustrationer, som er malet op med akvarel. Når fortællingen så træder bagud i tiden, afløses farverne af sort/hvide illustrationer, præcist som gammeldags tv. I andre passager er illustrationernes baggrund nærmest smukke akvarelmalerier, og atter andre steder er illustrationerne holdt i en enkelt farvenuance for at fremme stemninger og handlinger. Og så er jeg utrolig betaget af Schmidts måde at tegne lys, hvad enten det er gadelygter en regnvejrsnat eller solen, der falder ind ad et vindue. Han formår at tegne det dystre umanerligt smuk.

Selvom du ikke skulle have læst romanen, så kan du godt kaste dig over graphic novel udgaven af ”Den sidste gode mand”. Den kan sagtens stå alene, og jeg kan kun give den en stor anbefaling.

Om Den sidste gode mand:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Politikens forlag, 138 sider
Illustrationer: Palle Schmidt

Interview med A. J. Kazinski og Palle Schmidt på Krimimessen 2017