september 2017
M T O T F L S
« aug    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘religiøst vanvid’

Martyrens sang af Stephen Miller

Martyrens sangDaria er vokset op i en flygtningelejr i Mellemøsten. Begge hendes brødre er døde, så Daria vælger martyrdøden. Men i stedet for at blive udstyret med et bombebælte, bliver hun sendt i skole i Europa, hvor hun lærer at opfører sig dannet, oplever kultur, har det sjovt, får en kæreste, ser verden. Og så bliver hun sendt med et fly fra Berlin til New York med besked om at røre ved så meget og så mange som muligt. Hendes våben er nemlig en virus med meget høj dødelighed, som først bryder ud efter flere uger …

Martyrens sang fortælles af Daria selv. Vi hører, hvordan hun starter overbevist ud med tanken om at ofre sig for Gud. Hvordan hun foragter Vesten, mens hun for sig selv planlægger, hvordan filmen om hendes liv skal være. Ved ankomsten til New York gør hun alt for at opfylde sin martyrpligt, og mens hun spreder smitten i New York, er andre i gang med at sprede miltbrand som vildledning.

Sam Watterman har tidligere forsket i biologisk krigsførelse, men blev “pensioneret” da han kom uheldigt af sted for nogle år siden. Nu trækker CIA og FBI ham på banen igen, og han bliver modvilligt en ledende spiller i kampen om at få stoppet pandemien, før det er for sent.

Martyrens sang er en fremragende thriller, som fortjener en omtale her på siden for sit skræmmende scenarie af biologisk krigsførelse. Det er yderst ubehageligt at forestille sig, hvor hurtig en sådan virus vil kunne sprede sig i vores moderne samfund, og hvor svært det vil være at inddæmme den.

“Selv i New York er amerikanerne for høflige, tænker Daria. Hun beder om at låne toiletter, hun udfylder blanketter, hun trykker folk i hånden. Hun tjekker sin saldo i en hæveautomat. Hun shopper. Hun kører hænderne ned ad gelænderne, spørger sikkerhedspersonalet, om der er et sted at ryge. Hun rører ved alle hanerne på toiletterne, ved wc-papiret, ved slåerne på alle dørene, ved trykknapperne på sæbedispenserne. En hjælpsom vicevært fortæller hende, hvor den nærmeste brandstation er. Han går endda med udenfor og udpeger den for hende. Sådan er det overalt, hvor hun kommer. Hun lader bare folk komme med forslag, mens hun går omkring og slår dem ihjel.”

Om Martyrens sang:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Anne Kragelund

Se mere på forlaget Punktums hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Stephen King’s Children of the Corn

Children of the CornJeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset Children of the Corn, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre Children of the Corn for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen Nightshift), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Om filmen:

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

 

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler

End of the Line

End of the LineEnd of the Line var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over End of the Line. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da End of the Line hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose End of the Line som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Om End of the Line:

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007

Population 436

Population 436Jeg kan faktisk ikke helt huske i hvilken forbindelse, jeg faldt over Population 436, for jeg mindes ikke på forhånd at have læst anmeldelser eller omtale af den. Uanset så røg den i hvert fald i kurven, og nu har jeg så fået set den.

Steve Kady arbejder som statistiker og rejser rundt i landet for at foretage folkeoptællinger. Det bringer ham til den lille by Rockwell Falls, som tilsyneladende er et paradis på jord. Indbyggerne er tilfredse og glade, og ingen har lyst til at forlade byen for at slå sig ned andre steder.

Til at begynde med opfatter Kady intet af dette som unormalt, men da det viser sig, at Rockwell Falls indbyggertal ikke har ændret sig i 100 år, får han mistanke om, at noget er helt skævt under den idylliske overflade. Og snart går det op for ham, at byen ALTID har 436 indbyggere – uanset omkostningerne…

Som sagt faldt jeg ikke ned af stolen af begejstring, men til en kedelig regnvejrsdag kan den godt bruges, hvis man altså ikke forventer sig de store overraskelser. Kender man f.eks. Shirley Jacksons novelle Lotteriet så gennemskuer man hurtigt plottet (og det tror jeg såmænd også man gør, selvom man ikke kender den). Slutningen var dog lidt anderledes, end jeg havde forventet af en amerikansk film, men i ekstra-materialerne findes en alternativ slutning, som levede helt op til mine fordomme 🙂

Om Population 436:

Instruktør: Michelle Maxwell MacLaren
Udgivelsesår: 2006

Dagon

Jeg lånte “Dagon” af min gode kollega, som dog på forhånd advarede mig om, at jeg ikke skulle sætte forventningerne op. Det var nok meget godt, for jeg synes bestemt ikke, at “Dagon” hører til blandt de bedste H. P. Lovecraft filmatiseringer.

Instruktør Stuart Gordon har ellers gjort det udmærket med Lovecraft-filmatiseringerne af “Re-animator” og “Castle Freak“, men her går det galt. Som jeg husker novellen “Dagon”, handler den om en sømand, som støder på et mystisk land midt i havet og her finder en monolit fyldt med mystiske tegn, som hylder en rædselsvækkende guddom. Historien i filmenversionen læner sig dog meget mere op ad handlingen i “Skyggen over Innsmouth“, hvor fortælleren kommer til Innsmouth for at se nærmere på arkitekturen, men opdager at beboerne ikke blot er fremmedfjendske, men også er begyndt at ændre udseende. Den lokale drukkenbolt fortæller ham, hvordan beboerne dyrker en gud fra havet, som giver dem fisk og guld, og til gengæld skal de vende tilbage til havet og dyrke ham. Og det er næsten også handlingen i filmen.

Paul er blevet rig på internettet, og nu er han sammen med kæresten Barbara og forretningspartneren Howard og dennes kone Vicki på bådferie. Pludselig bliver det storm, og båden blæser op på et rev, som slår hul i bunden og fanger Vicki i kahytten. Barbara og Paul tager redningsflåden ind til den lille fiskerby, de kan se, mens Howard bliver hos Vicki.

Men det er ikke kun vand, der trænger ind i båden, og da Paul og Barbara når Imboca, opdager de, at byens befolkning ikke er helt almindelig. De har nemlig for mange år siden vendt sig fra den kristne tro og tilbeder nu i stedet Dagon, som giver dem fisk og guld, mod at de ofrer til ham. Den historie får Paul fra den lokale drukkenbolt, der også sætter livet på spil for at redde Paul ud af byen.

Der er enkelte rigtig gode elementer i filmen, f.eks. da Barbara går gennem byen for at finde hotellet og ringe efter hjælp. Her lykkes det Gordon at skabe en ildevarslende atmosfære ved hjælp af få midler.

Der er gjort en del ud af at vise, hvordan byens beboere er ved at blive forvandlet til fiskeagtige væsner. Noget af det er vellykket, andet knap så godt. Manuskriptet veksler mellem at være atmosfærefyldt og så fyrer helten lige nogle one-liners af, som fuldstændig spolerer stemningen. Stuart Gordon har tidligere haft held med den humoristiske tilgang, men jeg synes ikke, at det lykkes her.

Alt i alt kommer “Dagon” nok ikke på min top 10 liste over bedste Lovecraft filmatiseringer

Instruktør: Stuart Gordon
Udgivelsesår: 2001

Disciples of the Crow

“Disciples of the Crow” bygger på Stephen Kings novelle “Majsens børn” fra novellesamlingen “Natholdet“. Kortfilmen er instrueret af John Woodward, og er en stemningsfyldt lille film, som efter min mening er klasser over spillefilmen, der kom i 1984 med titlen “Children of the Corn“.

Instruktør: John Woodward
Udgivelsesår: 1983

Se mere om Stephen King baserede kortfilm her

The Mist

The MistJeg så filmatiseringen af Stephen Kings historie Tågen, da den gik i biografen. Nu har jeg så taget et gensyn med The Mist, og den holder også på dvd.

En mystisk tåge breder sig over området ved Long Lake, Maine. David Drayton er med sin søn Billy i det lokale supermarked, da en mand pludselig kommer væltende ind og råber op om ting i tågen, som har dræbt hans kammerat. Den lille gruppe handlende barrikaderer sig i supermarkedet, og nu begynder et sandt mareridt. Udenfor venter uhyrerne, men også indenfor findes der grusomhed. En lokal gudsfrygtig kvinde er overbevist om, at jordens ende er nær, og at Gud kun vil hjælpe dem, hvis de angrer. Og hun ønsker ikke at give plads for andre holdninger.

Den lange novelle Tågen står som en fantastisk læseoplevelse for mig, og jeg var meget spændt på, om filmen kunne leve op til mine forventninger. Det gør King-filmatiseringer som oftest ikke, desværre. Tidligere har instruktør Frank Darabont lavet gode filmatiseringer (Den grønne mil, og Shawshank Redemption), og heldigvis holder The Mist klassen.

Darabont gør ikke så meget ud af monstrene i tågen, selvom der naturligvis er masser af scener, hvor filmens personer må konfrontere disse. I stedet gør han meget ud af det psykologiske spil mellem personerne, som er fanget i supermarkedet. Hvordan de reagerer og forholder sig til hinanden. Og det er virkelig fint portrætteret.

På plus-siden er også slutningen, som overraskede mig ved sin grumhed. Det er ikke ofte, man ser den slags slutninger i en amerikansk film.

Om The Mist:

Instruktør: Frank Darabont
Udgivelsesår: 2007
Tagline: Belief divides them, mystery surrounds Them, but fear changes everything

Carrie af Stephen King

Forsiden af Carrie. Hentet på www.saxo.comCarrie er opvokset alene sammen med sin halvt vanvittige religiøse mor. I starten af bogen får Carrie menstruation for første gang, og da hun ikke aner, hvad det er, står hun skrækslagent og tror, at hun er ved at dø, mens de andre piger råber af hende og smider tamponer på hende.

En af pigerne, Susan Snell, føler sig så skyldig over episoden, at hun overtaler sin kæreste, Tommy Ross, til at tage Carrie med til ”the prom”, hvor de vælges som ballets konge og dronning. Men under ceremonien overhældes de med griseblod, og denne episode er dråben, der får Carrie til at gå amok. Hun forlader skolen efter at have sat den i brand med de telekinetiske kræfter, hun genopdagede, hun havde efter tamponepisoden. Derefter drager hun hærgende gennem byen hjem mod sin mor…

Inspirationen til Carrie fandt King ligesom så mange gange senere i sit eget liv. Mens han havde arbejdet på et vaskeri, havde han haft en kollega, som var dybt religiøs og ofte citerede biblen. King havde tit tænkt på, hvordan hjemmelivet mon var for hendes børn, og det er bl.a. det, han udforsker i Carrie.

King begyndte på historien, men blev snart i tvivl om hvorvidt hans kvindelige karaktere var troværdige, og smed derfor historien i skraldespanden. Heldigvis opdagede hans hustru Tabita den, og efter at have læst dem overtalte hun King til at fortsætte med historien. Den blev færdig i 1973, og indbragte den formidable sum af 2500 dollars. Det var det største beløb, King endnu havde fået for en historie, så han købte en gave til sin kone – en hårtørrer. Da rettighederne til paperback udgaven blev solgt, fik King så mange penge, at han kunne sige sit job op og leve af at skrive.

Carrie var den første af Kings bøger, der blev filmatiseret, og Brian De Palma slap godt fra det. King har selv sagt om filmen: “Brian De Palma’s Carrie was terrific. He handled the material deftly and artistically, and got a fine performence out of Sissy Spacek. In many ways the film is far more stylish than my book, which I still think is a gripping read but is impeded by a certain heaviness … a quality that’s absent from the film“.

Om bogen:

Originaltitel: Carrie
Udgivelsesår: 1974