september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘religiøst vanvid’

Dommedagskometen af Erik Juul Clausen

Dommedagskometen af Erik Juul ClausenDa astronomen Freydis Ängström ved Gaurinsankar Oberservatoriet opdager en ny komet med retning mod jorden, får det stor medieopmærksomhed. Særligt da et af de offentliggjorte billeder viser den nye komet som et lysende øje i Hestehovedtågen. Aviserne fyldes med overskrifter som “Ny Betlehem-stjerne” og “Dragens øje kommer til jul”, og medierne svælger i historier om kometer og dommedag.

Og ikke kun i den vestlige verden vækker den ny komet opsigt. I den iranske by Qum  reagerer organisationen Troens Vogtere øjeblikkeligt. At tage billeder af kometen er blasfemi og vil blive straffet, hvis ikke observatoriet straks tilintetgører dem.

Historien fortælles gennem forskellige vinkler. Vi følger Freydis og hendes to kollegaer på det ensomt beliggende observatorium i Himalayabjergene. Nyhedsmediernes vinkel følges bl.a. gennem den tyske Georg Friedrich Bischoff, der som den første journalist aner potentialet i Freydis fotos. Endeligt er der Troens Vogtere, hvor vi introduceres til organisationen og følger deres bestræbelser på at tilintetgøre billederne af kometen.

Jeg var godt underholdt af Dommedagskometen, der er en interessant blanding af videnskab og spændingsroman. Måske er plotdrejningen med de muslimske ekstremister lidt søgt, men da Erik Juul Clausen ret spændende fortæller om oprindelsen af den berømte snigmorder sekt Assassinerne, og i øvrigt holder en god balance mellem de forskellige plottråde, så gør det ikke spor.

Erik Juul Clausen er en effektiv skribent, som sprogligt har fokus på indhold fremfor form. Resultatet er blevet en interessant spændingsroman fyldt med faktaoplysninger om kometer, undergang og meget mere. I min verden herlig underholdning der passer perfekt til en eftermiddag i hængekøjen.

Uddrag af Dommedagskometen:

Hvad er – videnskabeligt set – chancen/risikoen for verdens undergang? Kan verden “gå under”, altså blive pludseligt udslettet?

Det kommer an på, hvad man forstår ved verden. Hvis verden defineres som en civilisation i en by eller et land, er svaret: Ja. Mange byer og nogle lande er pludselig forsvundet, enkelte som om de bogstaveligt taget er sunket i jorden.

Vandskælv fremkaldt af vulkanen Thera, hvis synlige rester i dag er øen Santorini, bortskyllede den minoiske kultur på Kreta og efterlod kun legender om Atlantis. Kulturlag med potteskår under metertykke lerlag i Abrahams fødeland Kaldæa – stjernetydernes og drømmetydernes land – vidner om oversvømmelser, som den lokale befolkning må have oplevet som verdens undergang.

Indbyggerne i Pompeji og Herkulanum må have troet, at verden gik under. Også i dette århundrede har vi et eksempel på, at en by er blevet udslettet så brat som Bibelens Sodoma og Gomorra. Kun én af St. Pierres 30.000 indbyggere, en straffefange i en underjordisk celle uden vinduer, overlevede den ildsky, som i et par minutter efter eksplosionen kl. 07.59 den 8. maj, Kristi Himmelfartsdag 1902, indhyllede hovedbyen på Martinique.

Det, der er sket før, kan ske igen. Vulkanerne er ikke døde, de sover kun, og de vil vågne igen. Vulkaner, jordskælv og oversvømmelser vil med uforudsigelige mellemrum fremkalde lokale udgaver af “jordens undergang”. Dette må betragtes som 100% sikkert.

Men hvis man ved verden forstår hele menneskeheden, altså alle de civilisationer, der omslutter kloden, stiller sagen sig helt anderledes. Den kan ikke udslettes af nogen af de kendte former for naturkatastrofer; det er umuligt alene af den grund, at de er lokale, mens menneskeheden er global. Også dette er 100% sikkert.

Så eksisterer der altså ikke i naturen noget, der med ét hug kan ramme hele menneskeheden? 

Jo. Men ikke her på jorden. (side 127-128)

Om Dommedagskometen:

Udgivelsesår: 2000
Forlag: Hovedland, 318 sider
Omslag: Jørgen Sparre

Savas vidner af Sara Bouchet

Savas vidner af Sara BouchetEn kvinde styrter i døden fra et kirketår, en ung pige findes hængt i et lagen, og en gruppe unge begår kollektivt selvmord på en parkeringsplads i Nordsjælland. Er det tilfældige, ulykkelige hændelser, eller er de på en eller anden måde forbundne?

Dannie Lind er lidt af en neurotiker og en enspænder, og hun er i krise. Hun er netop blevet suspenderet fra sit job som præst, hendes kæreste er gået fra hende, og et af de få lyspunkter er kontakten til ekskærestens syvårige søn Louis. Da hendes søster Sophie kontakter hende fra St. Andrews i Skotland og beder hende komme hurtigst muligt, er det derfor en kærkommen lejlighed til at rejse væk. Men da Dannie ankommer, er Sophie forsvundet. (Fra bogens bagside)

Savas vidner var en af de titler fra 2018, som kunne være blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse. Af forskellige årsager bad forfatter Sara Bouchet dog om ikke at komme på longlisten. Måske var hun nervøs for, at horror-mærkatet ville fjerne noget af virkelighedsfølelsen hos læseren, hvis man ‘bare’ kunne afskrive den som ren underholdning. Nu er horror jo heldigvis meget mere end underholdning, og jeg tror ikke, det ville være sket, for Savas vidner er virkelig tankevækkende og forfalder aldrig til sensations hysteri.

Historien fortælles af Dannie med spring tilbage i tiden. Hun er som voksen stadig ikke kommet sig over barndommens traumer, men har fundet trøst i troen og er nu præst. Storesøsteren Sophie derimod, benægter al religion og har uddannet sig som specialist i middelalderhistorie. Derfor undrer det Dannie meget, da hun opdager, at Sophie jævnligt talte med sin lokale præst, og at hendes forskning har ført hende i en religiøs retning. Og mens Dannie forsøger at forstå, hvad der er sket, kommer fortiden atter op til overfladen.

Sideløbende springer fortællingen til Poczernin i Polen, hvor vi hører om den gamle mand Darek Twardowska, der bor alene i skoven. Og endeligt får vi uddrag af en række breve fra 1600-tallets Sverige. Springene i tid og fortæller giver en lavmælt suspense til fortællingen, fordi vi som læser kun får afsløret bidder af det overordende billede. Vi sidder og gætter på, hvad sammenhængen er mellem personerne og de forskellige oplevelser, men først til sidst opklares det.

Bouchet er cand.mag. i litteraturhistorie og har en Master i kulturel identitet fra St. Andrews universitet, og det mærkes, at hun har researchet grundigt. Savas vidner tager læseren med omkring hekseafbrændinger, kristendommens kvindesyn, psykiatri, selvmordsforskning og traumatiserede børn sideløbende med Dannies forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med søsteren. Det hele skrevet i et letforståeligt sprog, som aldrig bliver omstændelig eller tørt.

Jeg var meget grebet under læsningen, men også meget trist. Savas vidner er ikke en bloddryppende pageturner med lig på hveranden side. I stedet er den en psykologisk thriller, der går i dybden med tro og kærlighed. Dannie har ikke haft en normal barndom. Hun er vokset op i et troende hjem, hvor ondskaben lurede om hvert hjørne og forældrene gjorde alt, hvad de kunne for at beskytte deres piger imod den. Men kan man elske for højt? Kan kærligheden i virkeligheden gøre mere skade en gavn? Det allermest skræmmende for mig var, hvor troværdig Dannies barndom beskrives. Der er stadig samfund og familier, der mishandler og udstøder dem, de tror er onde. Bare tænk på heksebørnene i Nigeria. Og jeg får ondt helt ind i hjertet ved tanken om, hvor mange børn der dagligt må overleve under forhold, som vi ikke engang byder indsatte i vore fængsler. Som barn er man prisgivet sine forældre, og hvis de tror, at de redder deres barn ved at sulte eller slå eller mishandle det, så gør de det.

Alt det onde i denne roman udspringer af kærlighed, og det er det, som gør Savas vidner til en voldsom oplevelse at læse. En barsk og tankevækkende roman som alle bør læse.

Om Savas vidner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 447 sider
Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt

Læs også:

Kraften af Naomi Alderman
Søstrene i Salem af Brunonia Barry
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
Carrie af Stephen King
Heksenatten af Fritz Leiber
Martyrens sang af Stephen Miller
Arvingen af Michael Sørensen

Dødskulter af Willy Wegner

Dødskulter af Willy WegnerDenne bog handler om massemord, mordbrand, kollektivt selvmord, bedrag og griskhed. Læs om

– Giftgaskulten “Aum” fra Japan. I august 2018 blev de ansvarlige hængt af de japanske myndigheder.
– “Davidianerne” fra Waco i Texas, et kollektiv belejret af magtfulde FBI med en fatal afslutning.
– En katolsk kult i Uganda der tog livet af flere hundrede medlemmer.
– Kulten Heaven’s Gate” der i gensidig forståelse begik kollektivt selvmord i San Diego, Californien.

Dødskulter er en dokumentarisk beretning om de fire religiøse kulters opståen, virke og undergang. (fra bagsiden)

Jeg hørte Willy Wegner fortælle på Krimimessen 2019. Det var et barsk foredrag, men alligevel besluttede jeg mig for læse hans bog, og den kan også anbefales. Sobert og uden at forfalde til sensationsjournalistik beretter WW om de fire kulter, hvis virke kulminerede i 1990’erne, og for Kanungu-kulten (Bevægelsen for Genindførelse af Guds Ti Bud) i år 2000, hvor flere hundrede mennesker brændte ihjel i en kirke i den lille ugandiske by, Kanunga.

Formålet med Dødskulter er ikke at forklare, hvorfor folk bliver medlemmer af en kult. I stedet har WW ønsket at finde ud af, hvad der helt konkret er sket ud fra lægmandens nysgerrighed. Han forklarer i indledningen, om en række grundlæggende strukturelle karakteristika der er fælles for de fire kulter, der beskrives. Noget af det, han nævner, er, at de først og fremmest er opbygget omkring en karismatisk leder. Desuden har de et fælles trosgrundlag, og de er til dels isoleret fra omverdenen. Men derudover syntes jeg, at de fire kulter er meget forskellige at læse om.

To af kulterne blev ledet af, hvad der i mine øjne kun kan betegnes som svindlere, nemlig Aum og Kanungu-kulten. Her blev medlemmerne udnyttet, og for Aum kultens vedkommende brugt som våben mod resten af samfundet. Det er rystende læsning.

Også beretningen om “Davidianerne” fra Waco i Texas er meget voldsom. Her går WW bag FBI’s officielle forklaringer og påviser, hvordan ansvaret for den katastrofale massakre falder tilbage på de amerikanske myndigheder.

Mindst skræmmende, men stadig uforståelig for mig, var beskrivelsen af Heaven’s Gate. Her virker kultmedlemmerne i det mindste til at være mere bevidste om, hvad de gør, men måske var hjernevasken her bare mere subtil?

Bogen indeholder helt bevidst ingen illustrationer. Som WW skriver, kan man sagtens finde de ofte meget voldsomme billeder på Internettet, hvis man ønsker det. Til gengæld afsluttes den med en omfattende litteraturliste.

Dødskulter er ikke ligefrem opmuntrende læsning, men den er til gengæld oplysende. Så har du mod på et kig ind i menneskers mere dystre sider, er den et godt og velresearchet bud.

Om Dødskulter:

Udgivelsesår: 04.10.2018
Forlag: Books on Demand, 139 sider
Forside: Mikkel Skov Wegner

Indhold:

Indledning
Kanungu-kulten
Himmelporten
Aum Shinrikyö
Waco-massakren
Litteraturhenvisninger

Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Thelema af Martin Wangsgaard JürgensenDa kunstneren Konrad mister sin kæreste, Rebecca, i en trafikulykke, forsvinder han ind i et hul af sorg. Med tiden bliver savnet dog mindre, og så en dag falder Konrad over nogle papirer, der stammer fra en tidligere beboer i ejendommen, Werner Felding. Papirerne tænder en uimodståelig ild i Konrad, som i et sandt arbejdsraseri kaster sig ud i en række værker, der er ganske ulig noget, han tidligere har lavet.

Under ferniseringen for de nye malerier møder Konrad de to unge kvinder, Mia og Suzanna. De virker meget betagede af Konrads billeder og beder ham opsøge dem. Det besøg åbner en ny verden for Konrad. En verden udenfor vores, beboet af engle og dæmoner hvor der findes svar til dem, der søger.

Et opslag i Wikipedia forklarer Thelema som en åndelig filosofi, der stammer fra vestlig esoterisme, mens ordet selv oprinder fra det græske ord for vilje. For Konrad bliver mødet med sekten, som søger sandheden om en hinsides verden, de kalder Thelema, skæbnesvangert. Han gribes af ønsket om at forstå, og langsomt falder han dybere og dybere ind i en hemmelighedsfuld og mystisk verden.

Romanen er inddelt i 26 kapitler, der alle er illustreret med et tarotkort og beskrivelsen af dette. F.eks. hedder første kapitel Døden, som beskrives med ordene: Alt forandres; en cyklus er slut, verdens slør rives bort og en ny virkelighed blotlægges. Opstigningen mod en højere bevidsthed er begyndt. For Konrad er det afslutningen på livet med Rebecca og en gryende forståelse for, at verden indeholder flere dimensioner end hidtil erkendt.

Kapitel to hedder magikeren, og her opdager Konrad Werner Feldings papirer. Mens kapitel tre er Narren, hvor Konrad følger sin intuition og begynder vejen mod indsigt. Opbygningen er meget effektfuldt. Dels giver den en fornemmelse af forudsigelse, idet man som læser nærmest føler, at man deltager i en tarot-seance. Dels giver de enkelte kort hints om, hvad der vil ske. Men som det ofte er med spådomme, ses betydningen lettest i bagklogskabens lys.

I det hele taget er der en dobbelthed over romanen, som giver læseren mulighed for at forstå historien på forskellig vis. Enten kan man tage Konrads oplevelser for pålydende, og i så fald tro på at Thelema eksisterer. Eller også kan man tro, at Konrad i sin sorg over Rebeccas død søger trøst i en religiøs sekt, og dermed afskrive oplevelserne som indbildning. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvilken forklaring jeg synes er mest skræmmende.

At læse Thelema er som at tage på en rejse ind i sindets afkroge, hvor vanviddet lurer lige ved siden af fornuften. Sprogligt forkæler Martin Wangsgaard Jürgensen læseren med sit omfattende og billedrige vokabular, der fik mig til ordbogen flere gange, men som samtidig giver en særlig atmosfære til teksten.

At MWJ ikke er en forfatter, der lefler for sin læser, opdagede jeg allerede, da jeg læste Åndemanerne fra 2014. Han er ikke bange for, at antyde fremfor at forklare, eller for at udfordre læserens forståelse og verdensbillede. Det gør han også i den grad her med sin rystende beskrivelse af Konrads desintegration i jagten på vished.

Med en langsom opbygning, der undervejs chokerer med ekstreme ritualer og pludselig vold, tiltager uhyggen og ubehaget under læsningen, så jeg flere gange fik lyst til at lægge bogen væk. Samtidig blev jeg dog fanget ind af romanens skæbnesvangre atmosfære, så jeg ikke kunne lægge den væk. Thelema er således ikke en metervare og vil sikkert ikke være for alle. Men er du til eftertænksom horror med eksistentielle problemstillinger og et drys af sex og vold, er den et spændende valg.

Uddrag fra Thelema:

“Dine malerier er andagtsbilleder. En slags kraftcentre, der kan stemme blikket og åbne sindet mod andre verdener, der ellers er lukkede for bevidstheden,” forklarede Suzanna med en lang, rygende cigaret mellem fingrene. “Mønstrene du maler, er ældgamle og går på tværs af tid, religioner og kulturer.” Konrad forstod ikke ret meget af deres snak, men han blev alligevel draget af den, fordi de satte ord på nogle af de følelser, han havde haft, mens han stille sad på loftet og studerede sine værker.

“Billederne spejler kræfter fra den anden side og danner brohoveder ind til kræfterne. Hvad kræfterne egentlig er, afhænger af øjnene der ser. Man kan kalde dem ånder, dæmoner, engle, energier – ordene er mange, men dækker over det samme. Gennem besværgelser og meditationer kan man åbne motiverne og bruge dem som porte, og det er det, som vi gør.” Suzannas ord mindede ham om barndommen og alle hans flugtforsøg ind i fantasiens vildnis, hvor drømme om okkulte indsigter havde været en så væsentlig del.

Uanset hvor utrolige ting Suzanna fortalte Konrad, måtte han gang på gang konstatere, at oplevelserne den første nat i lejligheden bekræftede alt. Han kunne ganske enkelt ikke betvivle deres lange fortællinger og absurde påstande, fordi erkendelsen havde sat sig i brystet på ham, og gjorde ham til den lydigste elev man kunne ønske sig. Den vished, at der var sandhed i deres mystiske fraser og fabulerende visioner, gav Konrad håb. Et håb om mening og et håb om måske at forstå, hvad der var sket med både ham og Rebecca. Mens han arbejdede på sine billeder følte han en kontakt med noget større, noget levende, og Konrad var sikker på, at det var Rebecca, der kaldte på ham et sted derude fra.” (s. 44-45)

Om Thelema:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 213 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Midnatsmuse af Mikkel Harris Carlsen
Don Faust af Henrik Hohle Hansen
The Call of Cthulhu af H. P. Lovecraft
Den højeste dom af Torben Rafn
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke Jensen

Navnesøsteren af Anne Vibeke JensenI 1803 driver en munk djævelen ud af en ung pige på Lønnestakgård i Vestjylland. I nutiden findes en ung kvinde død i et af de gamle huse på Frilandsmuseet. Politiet er overbevist om, at det er selvmord, men er det nu også det?

Navnesøsteren er Anne Vibeke Jensens debutroman. Jeg blev gjort opmærksom på den, da forfatteren sendte mig en mail med omtale af bogen, og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde den. Omtalen så lovende ud, så jeg sagde ja, og det har jeg bestemt ikke fortrudt.

Caroline Hermansen har som den første i Skandinavien fået en ph.d. i parapsykologi. Glæden over dette overskygges dog af beskeden om, at hendes veninde Maya har begået selvmord. Caroline er ulykkelig, for hun og Maya var blevet uvenner og havde ikke talt sammen i månedsvis. Mayas mor har endnu sværere ved at forlige sig med tanken. Hun er overbevist om, at Maya blev myrdet, og beder Caroline om at hjælpe med at finde morderen.

Egentlig tror Caroline ikke, at Maya er blevet myrdet, men hun begynder alligevel at undersøge sagen, og langsomt går det op for hende, at Maya i sine sidste måneder ikke opførte sig som sig selv. Hun har altid været spirituel og talt om engle og ånder (noget som Caroline slet ikke kan forholde sig seriøst til trods sin uddannelse), men hendes lejlighed er nu fyldt med kors og religiøse billeder. Og hvorfor hængte hun sig i Lønnestakgården på Frilandsmuseet?

Navnesøsteren er inspireret af fortællinger fra ansatte og besøgende på Frilandsmuseet, og startede som et filmmanuskript til Filmskolen i Lyngby. Da projektet ikke blev realiseret, skrev Anne Vibeke Jensen det i stedet om til romanform, og resultatet er blevet er en velskrevet og underholdende spændingsroman med elementer af det overnaturlige.

Romanen starter med en prolog, der udspiller sig i 1803, hvor en ung kvinde udsættes for en eksorcisme. Så springer romanen til nutiden, hvor en nattevagt på Frilandsmuseet skal tjekke en alarm på Lønnestakgården. Herefter introduceres vi for Caroline, og lige så stille accelerer handlingen, så man ikke kan lægge bogen fra sig.

Jeg læste nærmest Navnesøsteren i en lang spurt. Dels fordi jeg holder rigtig meget af spøgelseshistorier. Dels fordi Anne Vibeke Jensen skriver levende, så historien fanger. Carolines forsøg på at finde frem til sandheden om Mayas død, bringer hende i kontakt med såvel en klæbrig bibliotekar, en vestjysk præst og en religiøs sekt. Jo længere ind i undersøgelsen, hun kommer, jo flere uforklarlige ting oplever hun, og AVJ lykkes godt med at få de forskellige handlingstråde til at hænge sammen.

Det er som sagt en debutroman, og enkelte detaljer står ikke helt skarpt. F.eks. synes jeg ikke, at kriminalassistent Quinn er helt troværdig, og et tilbageblik på en ferie i Rom virker lidt malplaceret. Ligeledes fuser den vestjyske præst lidt ud. Det er dog i småtingsafdelingen, og det overordnede indtryk er en spændende og underholdende fortælling. Og så kan det jo være, at vi får mere at vide om Rom og præsten senere, for Navnesøsteren er blot første bind i en serie kaldet Johannestrilogien. Jeg vil i hvert fald se frem til at læse bind to.

“– Vi bliver sgu nok nødt til det, gamle dreng, sagde Ove og klappede Rocky i et forsøg på at berolige den.
Nattevagten trak den nervøse hund med sig ind på gårdspladsen. Halvvejs inde stoppede han igen, lyste rundt for at se, om der var andet mistænkeligt, han skulle passe på. Det var der ikke eller det vil sige, ikke noget han kunne se. Og det var godt nok for ham.
– Lad os få det her overstået, så vi kan komme væk herfra i en fandens fart, kammerat.
Et brag hørtes, og de fór begge sammen, da gårdsporten smækkede i bag dem. Rocky gøede hidsigt, og det gav endnu et sæt i Ove.
– Hold kæft!
Han rykkede hårdt i snoren. Der blev stille. De kiggede begge over på stuehusdøren. Hunden snerrede. Ove så sig om på den lille lukkede gårdsplads med den gamle vippebrønd, inden han langsomt begyndte at nærme sig den åbne stuehusdør. Han følte sig overvåget, havde lyst til at forlade lortet.
Hov! Der var noget, der bevægede sig inde bag vinduerne. Han holdt vejret.
Forberedt og med bankende hjerte lyste han ind ad ruderne til kopkammeret, hvor gårdens fine kopper og tallerkener opbevaredes. Til saltkammeret, hvor de tomme tønder til saltning befandt sig, og til køkkenet med det åbne ildsted. Næh, alt syntes at være på plads. Der var intet at se.
Føj for satan, hvor han hadede dette sted. Knirkelyde fik ham til at snurre rundt på hælen. Vippebrønden bevægede sig en smule i vinden. Ove tog en dyb indånding og så over på stuedøren. Den stod nu helt åben.
Forsigtigt nærmede han sig. Rocky viste tænder, da de stoppede ud for døren.
Ove lyste ind i den nordlige entré.” (s. 25-26)

Tak til Anne Vibeke Jensen for læseeksemplaret

Om Navnesøsteren:

Udgivelsesår: 28.06.2018
Forlag: Saxo Publish, 341 sider
Omslag: Rudolph Tegner/visad.dk

Læs også:

Lejligheden af L. S. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Hendes blå øjne af Lisa Hågensen
Spøgelserne på Frilandsmuseet af Steen Langstrup
Djævelens værk af Lotte Petri
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Ex af Teddy Vork
Jeg skal huske dig af Yrsa Sigurðardóttir

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark

Står dommedag for døren eller er der en naturlig forklaring på de mange mærkelige hændelser, der hjemsøger den lille by Rakelsminde?

Tag en knivspids religiøst fanatisme, drys med en flygtning fra Syrien og tilsæt så en kvindelig journalist med problemer på hjemmefronten. Og hvis du så blander det med Stephen Kings The Tommyknockers og Michael Kamps Samlerne, så får du en fornemmelse af brødrene Garmarks første roman Rakelsminde. En weird, spændende og totalt underholdende roman.

Tea Ehlers er træt af journalistiske skodopgaver. Seneste har hun måtte høre på en lokal konspirationsteoretiker, der er overbevist om, at regeringen – eller rettere skyggerne bag regeringen – skjuler sandheden for os. Nu trænger hun til en god historie.

Så da hendes redaktør sender hende ud for at dække et yderst opsigtsvækkende selvmord, burde hun være spændt. Men desværre kender hun selvmorderen, for hun er selv vokset op i den lille by, Rakelsminde, hvor tragedien fandt sted.

For flygtningen Sayid er Rakelsminde svaret på en række håb og drømme. Han er flygtet fra Syrien, hvor han mistede sin kone og sine to døtre i borgerkrigen. Efter han kom til Danmark, har han gjort alt for at lære sproget, og nu har han købt et lille hus i Rakelsminde. Han har dog ikke været der længe, før han opdager, at byen ikke er så idyllisk endda.

Hvad er det, der gemmer sig i den døde zone, der grænser op til byen? Hvordan kan Elnas garnhus pludselig forsvinde? Hvad betyder de grusomme lydbølger, der brager gennem byens gader og gør beboerne vanvittige? Og hvilke hemmeligheder gemmer sig i Sayids fortid?

Udover Tea og Sayid præsenteres vi også for den darwinistiske pastor Grøn; lederen af Jesu Salige, Jacub Abraham Borg; den enfoldige lokale betjent Preben Gøttsche samt Kain Ollin, en undseelig ung mand med en ganske særlig evne.

Lige fra jeg første gang så Mikkel Henssels stemningsfulde forside, har jeg glædet mig til at læse Rakelsminde. Og heldigvis blev mine forventninger ikke skuffet. Historien er actionfyldt og velskrevet, og tempoet er højt hele vejen, selv når vi tager på springtur tilbage til Sayids fortid. Der er dog også en mere alvorlig side af romanen, hvor brødrene undersøger, hvad det betyder at være et godt menneske. For det viser sig jo at fanatisme ikke kun findes blandt nazister og islamister, men såmænd også kan forekomme i en hyggelig lille by som Rakelsminde.

Forlaget kalder romanen for en spændingsroman, mens brødrene selv betegner den som en mysterythriller. Det er da også lidt af en genrehybrid med sine islæt af horror og science fiction, men accepterer man romanens præmisser, så garanterer jeg nogle timers forrygende underholdning. Jeg var i hvert fald fuldstændig solgt under læsningen og kan kun anbefale Rakelsminde.

Både David og Stephan har tidligere udgivet romaner hver for sig, men Rakelsminde er den første bog, de har skrevet sammen. Den blev skrevet som en homage til deres ungdoms litterære helte Stephen King, Clive Barker og Dean Koontz, og man aner da også inspirationen fra disse undervejs. Alligevel synes jeg, at brødrene har skrevet deres helt egen historie, og jeg håber ikke, at det bliver den sidste fælles bog fra deres hånd.

Klokken over døren bimlede, da Sayid forsigtigt åbnede døren ind til butikken og trådte ind i det kølige lokale med Tea lige bag sig. 
“Jamen, der har vi jo dagens muslim-mand i brun sovs,” sagde slagteren jovialt og jog en blodig finger i vejret. “Vent et øjeblik.” Han grinede og gik ud i baglokalet.
Sayid så sig om. Der var noget helt galt. Der var koldt, og der stank af jern og afføring. Og noget, der var værre. Hans krop sank sammen, da hjernen langsomt dechifrerede, hvad det var, der lå i montren, og hvad der var hængt op i kødkrogene bag disken.
“Tea,” hviskede han og sank sit spyt. “Det er – “
“Nu skal du bare se her, min muslimske ven. Jeg har fået halal hjem!” Slagteren smed et blodigt stykke kød op på disken. Det dampede i det kølige lokale.
Det var en halv torso.
Huden var glat og solbrun. Lige over kønsbenet var der en antydning af krøllet kønsbehåring, og foroven et hvidt, spædt bryst med en lyserød brystvorte.

Slagteren greb en kniv og begyndte at hvæsse den. “Ribbenene! Det her er det bedste stykke. Det er helt sikkert da! Hvor meget vil du have?” Han pressede kniven mod kødet og begyndte at skære.
Tea skreg. (s. 128)

Hvis du er til dommedagsthrillere kan jeg også anbefale Christopher Galts spændende scifi-thriller Det tredje testamente eller danske Philip Hallenborgs debutroman Og jeg saa en ny himmel.

Læs et interview med brødrene Garmark på Horsens Biblioteks hjemmeside

Om Rakelsminde:

Udgivelsesår: 06.11.2017
Forlag: Kandor, 294 sider
Omslag: Mikkel Henssel

Tak til forlaget Kandor som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg David Garmarks hjemmeside eller Stephan Garmarks Facebook-side

Martyrens sang af Stephen Miller

Martyrens sangDaria er vokset op i en flygtningelejr i Mellemøsten. Begge hendes brødre er døde, så Daria vælger martyrdøden. Men i stedet for at blive udstyret med et bombebælte, bliver hun sendt i skole i Europa, hvor hun lærer at opfører sig dannet, oplever kultur, har det sjovt, får en kæreste, ser verden. Og så bliver hun sendt med et fly fra Berlin til New York med besked om at røre ved så meget og så mange som muligt. Hendes våben er nemlig en virus med meget høj dødelighed, som først bryder ud efter flere uger …

Martyrens sang fortælles af Daria selv. Vi hører, hvordan hun starter overbevist ud med tanken om at ofre sig for Gud. Hvordan hun foragter Vesten, mens hun for sig selv planlægger, hvordan filmen om hendes liv skal være. Ved ankomsten til New York gør hun alt for at opfylde sin martyrpligt, og mens hun spreder smitten i New York, er andre i gang med at sprede miltbrand som vildledning.

Sam Watterman har tidligere forsket i biologisk krigsførelse, men blev “pensioneret” da han kom uheldigt af sted for nogle år siden. Nu trækker CIA og FBI ham på banen igen, og han bliver modvilligt en ledende spiller i kampen om at få stoppet pandemien, før det er for sent.

Martyrens sang er en fremragende thriller, som fortjener en omtale her på siden for sit skræmmende scenarie af biologisk krigsførelse. Det er yderst ubehageligt at forestille sig, hvor hurtig en sådan virus vil kunne sprede sig i vores moderne samfund, og hvor svært det vil være at inddæmme den.

“Selv i New York er amerikanerne for høflige, tænker Daria. Hun beder om at låne toiletter, hun udfylder blanketter, hun trykker folk i hånden. Hun tjekker sin saldo i en hæveautomat. Hun shopper. Hun kører hænderne ned ad gelænderne, spørger sikkerhedspersonalet, om der er et sted at ryge. Hun rører ved alle hanerne på toiletterne, ved wc-papiret, ved slåerne på alle dørene, ved trykknapperne på sæbedispenserne. En hjælpsom vicevært fortæller hende, hvor den nærmeste brandstation er. Han går endda med udenfor og udpeger den for hende. Sådan er det overalt, hvor hun kommer. Hun lader bare folk komme med forslag, mens hun går omkring og slår dem ihjel.”

Om Martyrens sang:

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Anne Kragelund

Se mere på forlaget Punktums hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Stephen King’s Children of the Corn

Children of the CornJeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset Children of the Corn, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre Children of the Corn for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen Nightshift), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Om filmen:

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

 

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler

End of the Line

End of the LineEnd of the Line var en af de herlige overraskelser, hvor jeg troede, jeg skulle se en halvsløj historie og i stedet endte med en overraskende underholdende film.

Karen arbejder på et psykiatrisk hospital. En aften på vej hjem efter en lang arbejdsdag, hvor en af hendes patienter har begået selvmord ved at springe ud foran et undergrundstog, stopper hendes tog pludseligt. Samtidig begynder en masse personsøgere at ringe, og kort efter starter en massakre. En religiøs gruppe er nemlig overbevist om, at Armageddon er nær, og at Gud ønsker, at de skal redde så mange som muligt, før dæmonerne oversvømmer verden. Og de redder folk ved at dræbe dem.

Karen undslipper sammen med en lille gruppe det første angreb i undergrundstoget, og nu forsøger de at finde vej ud af tunnellerne og slippe væk fra deres forfølgere. Spørgsmålet er, om det vil hjælpe dem?

Jeg blev som sagt positivt overrasket over End of the Line. Historien om religiøse galninge er måske nok set før, men instruktør og manuskriptforfatter Maurice Devereaux holder sin fortælling stramt og uden for meget hysteri og svingærinder, og på den måde bliver  filmen både effektiv og ubehagelig.

Devereaux lader sig heller ikke forlede til at bruge overdrevne monstereffekter for at fremmane dæmonerne (før til allersidst hvor det desværre til gengæld bliver helt komisk med skuespillere i grå plastik heldragter og selvlysende øjne), så ondskaben i historien er menneskelig og dermed særdeles troværdig.

Da End of the Line hovedsageligt udspiller sig i undergrundens tunnelsystem, er billedsiden generelt mørk og dyster. Det er med til at skabe en glimrende klaustrofobisk følelse undervejs i filmen, som underbygger personernes panik og søgen efter lyset.

Skuespil-siden er også kompetent, særligt synes jeg, at Robin Wilcock som den psykopatiske Patrick er særdeles overbevisende – især mod slutningen af filmen.

Desværre bliver slutningen lidt forplumret af de tidligere nævnte plastik heldragter, og der er ærgerligt, for selve slutningen er faktisk også rigtig god efter min mening. Den ser bare kikset ud. Men det skal nu ikke afholde mig fra at rose End of the Line som en særdeles underholdende oplevelse, der langt oversteg mine forventninger.

Om End of the Line:

Instruktør: Maurice Devereaux
Udgivelsesår: 2007