juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Richard Bachman’

Blaze af Richard Bachman

Blaze af Richard BachmanHvordan udfører man den perfekte forbrydelse? Kidnapper en baby for den kan ikke identificerer dig, så du behøver ikke slå den ihjel.

Blaze er en ikke særlig kvik fyr. Efter en rædselsfuld barndom kom han på børnehjem, og her fortsatte tæskene og ydmygelserne. På hjemmet havde han kun én ven, John Cheltzman, en lille ranglet fyr som hjalp Blaze med matematikken. Til gengæld hjalp han John med at holde de store bøller væk. For Blaze var en kæmpe allerede som dreng. Men John dør, og da Blaze endelig slipper ud af børnehjemmet, er han alene i verden.

Pga. sin størrelse bliver Blaze involveret i kriminalitet. Mere held end forstand holder ham ude af fængslet, og så møder han George. George er en småsvindler med langt flere hjerneceller end Blaze. De to slår sig sammen, og Blaze har endelig fået en ven.

George har en drøm om at lave Det Store Kup, som han kan trække sig tilbage og leve af. Han får idéen til at kidnappe en baby, og Blaze er med, som han er med på alt, hvad George siger. Det ender dog med, at Blaze selv må udføre kidnapningen, og som man kan forestille sig går alt galt.

Romanen er skrevet i Stephen Kings Bachman-periode, nærmere bestemt i 1973. Siden har den lagt i en skuffe, fordi King ikke syntes, den var god nok til at blive udgivet. Men efter at King i 2005 udgav The Colorado Kid, kom han igen i tanke om den, og en omskrivning senere er den nu udkommet til glæde for Kings trofaste læsere.

Historien om Blaze er dels en kidnapningshistorie, og dels er det historien om en dreng, der vokser op under kummerlige kår, og hvad de kår gør ved ham. King beskriver Blaze’s barndom, så man næsten får tårer i øjnene, og jeg fik i hvert fald stor sympati for den “dumme” kæmpe, som bare ønsker at høre til. King skriver selv i sit forord til historien, at han var bange for, at den var for rørstrømsk – og ja, den er trist, men jeg synes, han holder balancen fint. Det bliver aldrig for meget.

Der er ikke gys og gru af den overnaturlige slags i denne roman, men der er masser af den hverdagsagtige gru, som børn over hele verden desværre lever i, med forældre der drikker og slår, børn der mobber, og Systemet som kun ser dem som en sag og ikke mennesker. Det er en barsk roman, men der er dog også lyspunkter ind i mellem. Heldigvis for ellers var den ikke til at holde ud at læse.

Om bogen:

Originaltitel: Blaze
Udgivelsesår: 2007 (som Richard Bachman)

Andre bøger af Richard Bachman:

Blaze, 2007
Regulatorerne, 1996
Manden der blev tyndere, 1984
Den løbende mand, 1982
Dawes sidste kamp, 1981
Den lange vandring, 1979
Amok, 1977

Regulatorerne af Richard Bachman

RegulatorerneI 1996 udgav Stephen King dobbeltværket Desperation og Regulatorerne. Førstnævnte udkom under Kings navn, mens Regulatorerne blev udgivet som en post mortem Richard Bachman bog. Det sjove ved de to romaner er, at de stort set har samme persongalleri, men foregår to forskellige steder og med forskellige skæbner for personerne.

På Stephen Kings hjemmeside skriver han: “Jeg havde leget med idéen om at skrive en bog kaldet The Regulators, fordi jeg havde en printer med et klistermærke på, hvor der stor The Regulators. Så en dag kom det til mig, at jeg kunne skrive bogen som Richard Bachman, og samtidig bruge personerne fra min anden bog Desperation, men give dem nogle helt andre roller.”
Og det blev til denne historie.

I den hyggelige by Wentworth, Ohio er det højsommer. Livet summer fredeligt af sted, indtil det en ganske almindelig dag afbrydes af en skinnende rød bil, som dukker op på Poplar Street ud af det blå og skyder avisdrengen Cary og hunden Hannibal. Regulatorerne er kommet – og de tager ikke af sted igen, før Wentworth er slettet af landkortet!

Stephen King bruger figuren Tak (som også står bag ondskaben i Desperation) som katalysator for begivenhederne. Tak har fundet en vej ud af Klapperslangeskakten (en gammel mine i Nevada) ind i sindet af den autistiske dreng Seth, som nu bor hos sin tante Audrey Wyler. Seth er vild med tegneserien MotoKops 2200 og med gamle westernfilm, især “Regulatorerne”. Med Taks hjælp skaber han et univers i byen befolket af disse figurer, men desværre ønsker Tak noget til gengæld. Han lever af menneskers smerte og død, og som natten falder på, falder virkeligheden fra hinanden, og Wentworths indbyggere fanges i en sindssyg kamp for at overleve.

Historien fortælles dels lige ud af landevejen, og dels med små bidder af tv-manuskripter, breve og dagbøger. Det er en form, King før har brugt, og f.eks. i Carrie synes jeg, det virkede supergodt. Her synes jeg især det er brevene og dagbøgerne, som fungerer, mens de indsatte bidder af tv-manuskripterne ikke rigtig fangede mig eller bidrog med noget ekstra til historien.

Om bogen:

Originaltitel: The Regulators
Udgivelsesår: 1996 (som Richard Bachman)

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Manden der blev tyndere af Richard Bachman

Billy Halleck er advokat. Han er gift, en stolt far og har succes på sit arbejde. Men en dag kører han en gammel sigøjnerkone ned, mens hans kone er ved at give ham et blowjob. Og da han efterfølgende bliver pure frikendt i retten, møder sigøjnernes overhoved op hos ham og siger blot et ord: tyndere!

Og snart begynder Billy at tabe sig. I starten er det fint, for han er godt i stand, men da det går op for Billy, at vægttabet ikke stopper – og at hans gode venner dommeren og politimesteren også er blevet forbandet – kontakter han en gammel barndomsven, som kender andre veje end rettens vej.

Bogen blev filmatiseret af Tom Holland i 1996 og har nogle (for tiden) virkelig fede visual effects.

Om bogen:

Originaltitel: Thinner (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1984

Den løbende mand af Richard Bachman

Den løbende mandVi befinder os i år 2025. Fattigdom og arbejdsløshed er hverdagen for næsten alle, og chancerne for at forbedre tilværelsen er stort set ikke-eksisterende. Da Benjamin Richards datter bliver alvorligt syg, har han ikke råd til at skaffe penge til medicin. I desperation melder han sig til underholdningsprogrammet “Den løbende mand”. Præmien er en milliard nye dollars – men oddsene er dårlige for at overleve!

“Den løbende mand” er nemlig et brutalt show, hvor deltageren skal forsøge at klare sig fri af de professionelle menneskejægere, som jager ham. Og for at gøre det endnu sværere for deltageren udloves der dusør til de seere, som tipper jægerne om hvor deltageren befinder sig.

Trods de nærmest umulige odds lykkes den Richards at klare sig i flere dage, og pludselig vender stemningen i befolkningen. Fra at være imod ham, begynder de pludselig at heppe på ham. Men kan tv-stationen holde til det?

Den løbende mand er en supergod roman. Den minder lidt om Den lange vandring, som også viser et skræmmende billede af et samfund, hvor næstekærlighed kan ligge et meget lille sted, og hvor regeringen sidder uindskrænket på magten. Et emne som fascinerer Stephen King meget i disse første romaner.

Filmen The running man fra 1987 af Paul Michael Glaser bygger løseligt på romanen, men da hovedrolleindehaveren er Arnold Schwarzenegger, har man lavet det om til en actionfilm. Den er dog underholdende nok, hvis man altså ikke forventer noget Stephen King-agtig.

King har siden udtalt sig om filmen: “It was totally out of my hands. I didn’t have anything to do with making it. They obviously saw it as a book that could be adapted to fit an existing Rambo/terminator kind of genre, where you’re able to give Schwarzenegger the tag lines that he’s know for.”

Om bogen:

Originaltitel: The Running Man (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1982

Dawes sidste kamp af Richard Bachman

Dawes sidste kamp af Richard Bachman/Stephen KingBart Dawes arbejder på et vaskeri, som skal flyttes, da kommunen har besluttet at bygge en motorvej midt gennem byen. Også Barts hus skal rives ned for at give plads for vejen sammen med en masse andre huse i byen. Men hvor de fleste langsomt giver op og lader sig flytte, holder Bart stædig på sit. Han vil blive i sit hus og starter derfor en bitter og håbløs kamp mod myndighederne, mod sin kone og alle andre som ikke er med ham.

Dawes sidste kamp er ligesom Amok et glimrende psykologisk portræt af et menneske, som får nok og siger fra. Jeg synes, at det er den svageste af Bachman bøgerne, men dog stadig værd at læse.

Om bogen:

Originaltitel: Roadwork (som Richard Bachman)
Udgivelsesår:  1981

Den lange vandring af Richard Bachman

Den lange vandringDen lange vandring foregår i en ikke tidsbestemt fremtid, hvor en af årets største begivenheder er konkurrencen, som Majoren står i spidsen for, Den lange Vandring. 100 drenge starter ud, og vinderen er helt simpelt den, der overlever. Den mindste hastighed, de må gå med, er 6 km i timen. Går de langsommere end det, får de en advarsel. Efter den tredje advarsel er der ingen nåde. Går de endnu en gang langsommere, så er det slut – og ikke bare slut med at deltage i konkurrencen, men helt slut!

Stephen King fortæller her en barsk men fascinerende historie om, hvilke mekanismer mennesker udlever under pres. Alle drengene ved, at de er konkurrenter, og at kun én vil overleve, og alligevel har de et langt stykke ad vejen et stort sammenhold. Samtidig med vandringen hører vi deres historier og baggrunde for, at de har meldt sig, og hvad de ønsker sig, hvis de vinder.

Det lyder måske ikke særligt spændende, men det er det. King skriver stærkt, og Den lange vandring hører til blandt hans bedste.

Om bogen:

Originaltitel: The Long Walk (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1979

Amok af Richard Bachman

Amok af Richard Bachman/Stephen King

Det en starter som en ganske almindelig skoledag på Placerville High, men da Charlie Decker bliver kaldt ind til rektor, udvikler dagen sig alt andet end almindeligt.

Charlie har fået nok. Da han får besked om, at han skal overflyttes til Greenmantle, slår det klik. Først et skænderi med rektor, dernæst sætter han ild til sit skoleskab, for så at gå tilbage til klasseværelset hvor han skyder læreren Mrs. Underwood og tager klassen som gidsler.

Mens resten af skolens elever evakueres, og politi og presse samles ude foran skolen, udspiller et psykologisk drama sig inde i klasselokalet. Her løftes sløret for en opvækst med mangel på kærlighed, hvor nedgørelse og utryghed er hverdagen både hjemme og i skolen.

Det er dog ikke kun Charlies hemmeligheder, der kommer frem i lyset. Én efter én begynder kammeraterne at bekende deres skjulte svagheder og hemmelige lyster, og som dagen skrider frem, ændrer både stemningen og magtbalancen i klasselokalet sig.

Stephen King begyndte at skrive Amok, mens han stadig gik i high school og færdiggjorde den i college i 1965, hvorefter den endte i skrivebordsskuffen. Så kom successen med debutromanen Carrie i 1974 og året efter De dødes by, og i 1977 udgav han så Amok under pseudonymet Richard Bachman.

Amok er en uhyggelig forudsigelse af de tragiske skyderier, der siden har fundet sted på flere amerikanske skoler, og ulykkeligvis er romanen efterfølgende blevet kædet sammen med hele fire skoleskyderier i 1980’erne og 1990’erne. I et interview fra 2014 fortæller King, at han af den grund valgte at trække bogen tilbage. Selvom han ikke mener, at bøger, film eller spil for den sags skyld er grunden til at disse tragedier sker, så ønsker han ikke at nogen skal bruge hans bog som undskyldning. Dermed er romanen den eneste titel i Kings enorme backlist, der ikke kan købes i boghandlen.

Amok er en dyster, trøstesløs og fremragende roman om fremmedgørelse og oprør mod samfundets hykleriske og dobbeltmoralske normer. Sproget er tidstypisk og ‘grimt’, hvilket understøtter både stemning og tema i fortællingen. Det er ikke en roman, man bliver i godt humør af. Her gives ingen lette løsninger eller hurtige svar, og som læser må man overveje, om det er Charlie der er syg, eller om det i virkeligheden er samfundet?

“Min far har hadet mig så længe, jeg kan huske.

Det er en lidt flot bemærkning, og jeg ved, hvor åndsvagt det lyder. Det lyder irritabelt og virkelig fantastisk … den slags våben børn altid bruger, når den gamle ikke vil låne én bilen til en meget vigtig aftale med Peggy, Sue i drive-in biografen, eller når han fortæller én, at hvis man dumper én gang til i historie, får man tæv. I vor oplyste tid, hvor alle mener, at psykologi er Guds gave til den stakkels gamle anal-fikserede menneskelige race, og hvor selv De Forenede Staters præsident slår en skid før middagen, er det en virkelig god måde at slippe af med den gammel-testamentelige skyldfølelse, der arbejder sig op gennem halsen på én som eftersmagen af et dårligt måltid, når man har spist for meget. Hvis man siger, at ens far hadede én, da man var barn, kan man gå ud og sprænge hele nabolaget i luften, begå voldtægt eller brænde Knights of Pythias bingohallen ned, og stadig have en god undskyldning.

Men det betyder også, at ingen tror én, hvis det er sandt. Du er den lille dreng, der råber ‘ulven kommer’. Og for mig er det sandt. Åh nej, ikke særligt forbavsende efter den Carlson historie. Jeg tror ikke, far selv var klar over det før på det tidspunkt. Selv om man kunne grave sig helt ned til bunden af hans motiver, ville han sandsynligvis sige … stort set … at han hadede mig for mit eget bedste.” (s. 54)

En uomgængelig roman hvis du har mod på et barsk portræt af en ung mand, der bliver drevet ud over kanten.

Om Amok:

Originaltitel: Rage (som Richard Bachman)
Udgivelsesår: 1977
Forlag: Artia, 165 sider
Omslag: Marie Brandt

Bachman-bøgerne:

Amok, 1977
Den lange vandring, 1979
Dawes sidste kamp, 1981
Den løbende mand, 1982
Manden der blev tyndere, 1984
Regulatorerne, 1996
Blaze, 2007