Indlæg tagget med ‘Rikke Schubart’

Mørke af Rikke Schubart

Mørke_Schubart

2. del af Rikke Schubarts vampyrtrilogi er mere dyster men stadig actionfyldt og underholdende læsning

Tilbage i 2008 udgav Rikke Schubart første bind i sin trilogi om vampyren Natascha og søsteren Helene. Jeg husker “Bid” som underholdende uden dog at føje noget nyt til vampyrmyten. Nu, seks år efter, vender hun tilbage med bind to. Selvom der er gået lang tid, siden jeg læste første bind, sørger Schubart for at læseren ret hurtigt får genopfrisket de vigtigste punkter fra “Bid”, uden at det kommer til at virke påklistret. Jeg vil dog alligevel anbefale, at man læser bind et først for at få det største udbytte af serien.

I slutningen af bind et flygter Natascha sammen med Helenes mand, Anders, som også er blevet til en vampyr. Sammen med dem er Rosa, Helene og Anders 12-årige datter. Nataschas ønsker at gøre Rosa til vampyr for at bruge hende i sin plan om at skabe sin egen vampyrklan og gøre op med det etablerede vampyrsamfund.

Men Helene har ikke opgivet håbet om at redde Rosa. Sammen med dennes veninde Asta og den italienske retsmediciner Maria (som begge blev forvandlet til vampyrer i bind et) forfølger hun parrets spor til Polen, efter en tur omkring London hvor de møder sandsigeren Peter Lee.

Også den italienske kommissær Croce, der i bind et forfulgte Natascha til København, er på sporet af parret. Han har dog ingen anelse om, hvad han har med at gøre, og tror stadig, at der er tale om seriemordere, som er medlemmer af en form for sekt, der kræver blod.

Undervejs i den intense jagt gennem Europa får vi også præsenteret en lovende vampyr-mytologi. Nataschas skaber, Mahmêt, er Tegnbærer for De Vise, et råd på 13 vampyrer (som i øvrigt tæller ganske underholdende navne). Rådet styrer vampyrsamfundet efter fire bud givet af De Oprindelige, bl.a. med det formål at holde balance mellem vampyrsamfundet og menneskene. Nataschas mange brud på buddene får Mahmêt til at indse, at et opgør er på vej, og han samler rådet for at få hende stoppet. Men det er lettere sagt end gjort – og så er der også lige sagen om profetien om den udvalgte …

Handlingen her i bind to er langt mere kompleks end i første bind, hvilket absolut er positivt ment, for historien er stadigvæk actionfyldt og underholdende. Idéen om at flytte handlingen til Polen, hvor der også trækkes tråde tilbage til 2. verdenskrig, virker rigtig godt, og er med til at gøre stemningen i romanen mere dyster og ubehagelig.

Samtidig føler jeg mig vældig underholdt af Schubarts mange vampyr-referencer, hvor navnevalget til Helene Mina Greve blot er en af de mere åbenlyse. Men det vil andre måske ikke synes er lige så sjovt.

Alt i alt har Rikke Schubart hævet niveauet en tand (hø hø) her i “Mørke” i forhold til “Bid”, hvilket tegner yderst lovende for bind tre, “Engel”, der er sat til at udkomme i efteråret 2015.

Læs mere på Rikke Schubarts hjemmeside

Også omtalt på Bogrummet.dk

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Omslag: Boglayout.dk

Horror, hæsligheder, hugtænder og Darwin

Tredje lektion i rækken af horror foredrag på Folkeuniversitetet var Rikke Schubart, der fortalte om horrorheltinder. Rikke Schubart skrev i 1995 “I lyst og død” om gysergenrens historie, og i 2001 stod hun bag “Verdens 25 bedste gyserfilm“. Siden har hun forsket i både actionfilm og krigsfilm og har også bevæget sig indenfor skønlitteraturen med romanen “Bid” og det lidt kontroversielle bidrag til Poe-antologien, “Ormekur“.

Rikke Schubart startede med at definere, hvad en gyserfilm skal indeholde for at være en gyser:

  • et tab (f.eks. tab af lemmer, forstanden eller livet – underforstået skal det være et radikalt og uerstatteligt tab)
  • angst (der skal opleves en grænseoverskridende angst, så vi føler behov for at skærme os mod den)
  • et monster (det kan være tåge, en haj, en psykopat osv. blot står monstret som en modsætning til det menneskelige)

Ifølge Schubart har horrorfilm ikke haft helte tidligere, men da hun første gang så “Hostel 2“, gik det op for hende, at her var en vaskeægte horrorheltinde. Det fik Schubart til at se nærmere på sagen, og i løbet af de sidste 10 år (cirka) er horrorheltinden dukket op på film.

Der findes to typer horrorheltinder:

  • den professionelle, der kan være lejemorder, soldat o.lign. (ses f.eks. i “Doomsday“)
  • den almindelige pige/kvinde, der starter med at være den pæne pige, som så bliver fanget og må igennem en test, og for at overleve må hun blive ligesom det onde (ses f.eks. i “Eden Lake”)

Forskellen på de to typer er, at selvom den professionelle horrorheltinde kan blive udsat for det mest forfærdelige, så VED vi, at hun klarer sig. Hun er som Rambo og andre helteskikkelser fra actionfilmens verden. Men den almindelige horrorheltinde er ikke så heldig stillet. Hun har kun 50% chance for at overleve filmen, selvom hun kæmper, det bedste hun har lært.

Schubart fortalte videre, at horrorheltinden kan ses som en viderudvikling af “final girl“, dvs. hende der overlever til sidst, som f.eks. Jamie Lee Curtis i “Halloween” og Tine i den danske film “Mørkeleg“. Undervejs i filmene tvinges horrorheltinden til at se, hvad der sker med hendes venner og veninder, og dette med at se hvad der venter en selv, når morderen fanger en, er meget brugt i gyset.

Rikke Schubart viste naturligvis også klip fra en række film for at underbygge sine pointer, og sluttede af med nogle tips til flere film med horrorheltinder, herunder: “Inside” (fransk film med originaltitlen “À l’intérieur” fra 2007), “Eden Lake” (2008) og “P2” (2007).

Poe – 4 makabre hyldester

Poe - 4 makabre hyldesterI forbindelse med 200 året for Edgar Allan Poes fødselsdag udgiver forlaget 2 Feet Entertainment i samarbejde med Horsens Bibliotek en novellesamling, der indeholder fire gendigtninger af kendte Poe noveller. Anmelder Mette Strømfeldt har stået for udvælgelsen af novellerne, som er blevet gendigtet, og bidrager desuden med et informativt forord. Samlingen hedder Poe – 4 makabre hyldester og udkommer meget passende d. 13. marts.

De fire noveller er skrevet af Anne Marie Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup, og det er blevet til fire meget forskellige, men alle meget skræmmende historier.

Rikke Schubarts debutroman hed Bid, og meget passende har hun fået til opgave at gendigte Poes novelle ”Berenice”, hvor tænder indgår som en vigtig del af historien. Schubarts hovedperson er da også en tandlæge, og da jeg første gang læste ”Ormekur” tænkte jeg ”uha!”

Patrick Leis laver en meget stemningsfyldt gendigtning af Ushers fald med novellen ”Opløsning”, der stilmæssigt nok er den novelle i samlingen, der minder mest om Poe selv. Steen Langstrup undersøger på vanlig effektiv vis dobbeltgænger-temaet i sin gendigtning af ”William Wilson”, der genfortælles i novellen ”Metro”. Endelig har Anne Marie Vedsø Olesen skrevet en musikalsk og grum historie med titlen ”Orkestergraven” ud fra Poes novelle ”Hjertet der sladrede”.

Det vil være synd at fremhæve en enkelt novelle på bekostning af de andre, for alle er som sagt velskrevne på hver deres måde. Leis har f.eks. meget vellykket fanget Poes gotiske atmosfære (men naturligvis med sit eget lille Leis-twist), mens Schubart i stedet går efter en mere nutidig freudiansk fortolkning af sin novelle.

Vi har mange dygtige horror-forfattere i Danmark, og de fire som har medvirket her, hører til i toppen. I forbindelse med krimimessen i Horsens kommer alle fire om lørdagen, hvor de er deltagere i en paneldiskussion om udgivelsen af antologien og fascinationen af Poe helt op i vores tid.

Indtil da kan jeg kun opfordre alle, som holder af lidt uhygge i lænestolen, til at nyde et par timer i selskab med Poe – 4 makabre hyldester. Den er underholdende og velskrevet, og kan sagtens læses, selvom man ikke har læst spor af Edgar Allan Poe før.

Om Poe – 4 makabre hyldester:

Udgivelsesår: 2009
Omslag: Steen Langstrup

Poe – 4 makabre hyldelster

forside_m__poeNormalt forhåndsomtaler jeg ikke bøger her på siden, men for “Poe – 4 makabre hyldelster” gør jeg nu lige en undtagelse. For på min fødselsdag – fredag d. 13. marts – udkommer den nemlig, og lørdag d. 28. marts har jeg den store fornøjelse at skulle tale med de 4 forfattere, som bidrager til antologien under årets krimimesse i Horsens.

“Poe – 4 makabre hyldelster” udgives af Forlaget 2 Feet i samarbejde med Horsens Bibliotek i anledningen af, at Poe ville være fyldt 200 år i år. Anmelder på Berlingske Tidende, Mette Strømfeldt, har skrevet forordet til bogen samt udvalgt de noveller, som forfatterne A. M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart og Steen Langstrup har ladet sig inspirere af til nye gys.

Jeg har fået lov at smugkigge i nogen af novellerne, og glæder mig meget til at se det færdige resultat. De fire noveller tegner nemlig yderst lovende.

Du kan læse mere om antologien her.

Eller besøge Krimimessen i Horsens her.

Bid af Rikke Schubart

Bid af Rikke SchubartDet er ikke hver dag, at der udkommer en dansk vampyr-roman, men Rikke Schubart, som tidligere har skrevet flere fagbøger om gys og actionfilm, har med Bid bevist, at også danske forfattere kan være med, når det gælder action-gys på højt plan.

Bid foregår dels i Rom og dels i København. I Rom er kriminalinspektør Croce på en usædvanlig mordsag, hvor ofret nærmest er blevet tømt for blod. Det er ikke første gang, at det er sket i Italien, og da det går op for Croce, bliver snart sagen anset som et seriemord.

Samtidig med den mystiske mordsag undersøges i Rom, vender den smukke Natascha hjem til Danmark efter tre år i Italien. Hun flytter ind hos storesøsteren Helene, som dog ikke er særlig glad for situationen. De to søstre har aldrig haft et nært forhold, da Helene altid har været jaloux på Natascha for hendes skønhed og lethed ved at få venner. Og hjemme igen virker Natascha endda endnu smukkere end før.

Helenes mand Anders bliver voldsomt fascineret af Natascha, og også datteren Rosa er i starten glad for sin moster. Men da der pludselig sker en række mærkelige mord i København, får Rosa en mistanke om, at ikke alt er, som det skal være. Men hvem tror på et barn, som fabler om vampyrer?

Jeg synes, Rikke Schubart har skrevet en rigtig vellykket roman. Sproget flyder, handlingen er overbevisende, og personerne virker troværdige. Historien er spændende, men samtidig skaber Schubart også nogle sympatiske figurer, som bærer handlingen af sted på andet end det rene action. Jeg fik f.eks. stor sympati for Helene, som har problemer med g-strengstrusser og tyngdekraften, og sammenligner sociale sammenkomster med krige, hvor man må kende fjenden for at kunne ruste sig…

Man kunne være bange for, at romanen ville kamme over til en børne/ungdomsroman, eftersom en af hovedpersonerne er den 12-årige Rosa. Men det gør den ikke. Bid er en velskrevet voksenroman, og hvis man har set traileren, som forlaget har produceret, er man vist heller ikke i tvivl om, at børn ikke er målgruppen her.

Selvom der ikke er den store overraskelse i, hvem vampyren er, så formår Schubart alligevel at skabe spænding om opklaringen ved at klippe mellem Rom og København. Også slutningen rummer en tvist, som åbner op for en fortsættelse.

På en måde minder Bid lidt om Anne Rice’s vampyrserie, for også Schubarts vampyrer er ganske sofistikerede væsner, men jeg kom også til at tænke på Thomas Harris romaner pga. af de gode efterforskningselementer. Sikkert er det i hvert fald, at jeg følte mig utroligt godt underholdt og håber på, at fortsættelsen, som slutningen lover, bliver en realitet inden alt for længe…

Se traileren til Bid her.

Om Bid:

Udgivelsesår: 2008
Forlag: Politiken, 238 sider
Omslag: Harvey Macauley/Imperiet

Verdens 25 bedste gyserfilm af Rikke Schubart

Verdens 25 bedste gyserfilm af Rikke SchubartI Rosinantes serie om verdens 25 bedste… står Rikke Schubart bag Verdens 25 bedste gyserfilm. Her har hun udvalgt 25 gyserfilm, som man som et minimum må have set, hvis man vil kalde sig fan af genren.

Schubart har valgt de sikre titler, og er fx gået helt uden om de store italienske instruktører som Dario Argento og Rugerro Deodato. Derudover er der også nogle dumme korrekturfejl (som når hun på side 8 taler om “Dawn of the living dead”). Men udover disse småskønhedspletter er bogen en hurtig lille indføring til nogle af de kendteste værker indenfor gyserfilm. Og det er jo ikke så tosset.

Vil du have en mere uddybende anmeldelse af bogen, så besøg f.eks. Planet Pulp.

Om Verdens 25 bedste gyserfilm:

Udgivelsesår: 2001
Forlag: Rosinante, 119 sider

I lyst og død af Rikke Schubart

I lyst og død af Rikke Schubart

I lyst og død er en velskrevet og veldokumenteret fagbog om gysergenren.

Rikke Schubart fører læseren igennem genrens historie fra Frankenstein og op til nutidens splatter og gyserfilm. Først fortæller hun om genren, herunder kommer hun omkring gysets univers, handling og virkning.

Herefter fortæller hun bredt om en række film (og bøger), som hun analyserer og inddeler i fem underkategorier, der beskriver genren: det dæmoniske gys, det videnskabelige gys, det psykologisk gys, det fysiske gys og teenage-gyset samt en zombie sidegevinst.

I kapitlet ‘Dæmoniske mænd og besatte kvinder’ om det dæmoniske gys forklarer hun, hvordan dæmonerne blev hjemløse jo mere ‘civiliseret’ samfundet blev og flyttede fra kirken og folketroen ind i fiktionen. Her betegner hun det dæmoniske gys som et psykodrama, hvis vigtigste element er seksualiteten, hvor den ydre kamp mellem godt og ondt er et billede på den indre kamp mellem fornuft og seksualitet.

Bram Stokers Dracula er et velkendt eksempel på den freudianske tolkning, men vampyren er ifølge Schubart ikke det eneste dæmoniske monster.

Den påtrængende og farlige seksualitet, er er hovedtemaet i det dæmoniske gys, har flere skikkelser ud over vampyrens. Den dæmoniske invasion af kroppen er et element, der strækker sig fra vampyren, varulven, dæmonen og zombien til psykopaten, og invasionen symboliserer det irrationelle, seksualiteten og vanviddet, der angriber individet og samfundets skrøbelige kerne-enhed, familien. (side 126)

I det videnskabelige gys udspiller historien sig rundt om viden og videnskaben. Her er Mary Shelleys Frankenstein et godt eksempel med historien om en videnskabsmand, hvis eksperiment går galt, da han skaber et monster og det får katastrofale følger. Igen trækker Rikke Schubart Freud frem i sine analyser, og det er nok min eneste anke til I Lyst og død. Der er lidt for meget fokus på den freudianske vinkel.

Videnskabmanden og monsteret er et par, der symboliserer det rendyrkede intellekt og den rendyrkede seksualitet; ofte er de samme person i forskellige faser – før og efter. (side 154)

Som et andet eksempel nævner Schubart filmen Invasion of the Body Snatchers fra 1956, hvor det i stedet for en ‘gal videnskabsmand’ handler om “en tro kopi af mennesket”. Det kan f.eks. være en robot eller som i det valgte eksempel, “et rumvæsen, der genskaber sig i vort billede”. I den type videnskabelige gys er man nødt til at definere, hvad der er menneskeligt for at kunne adskille mennesket fra monstret.

I ‘den tro kopi’-historie er det psykotiske forhold mellem videnskabsmand og monster og overjeg og driftsliv erstattet af en generel problematik om menneskelighed. Monsteret symboliserer ikke en seksuel udvikling, men truer os med følelsesløshed og tomhed. (side 157)

Slutteligt nævner hun de invaderende monstre fra rummet som en tredje form for videnskabeligt gys, og her fremhæver hun Alien-filmene som eksempler. Nu er det ikke længere videnskabelige eksperimenter eller defineringen af menneskelighed, der er på spil. I stedet fremhæver hun mødet som et nyt hovedtema, hvor den Anden er reduceret til en fjendtlig fremmed fra det ydre univers.

Fortællingerne i det videnskabelige gys er drevet af sublimering og angst for seksualiteten, og ikke af de perverse udlevelser, det vrimler med i det dæmoniske gys. I det videnskabelige gys er videnskaben en seksuel katastrofe, der skal afskrække os fra forbudte lege, og monsteret et mislykket afkom, der bliver undfanget under forkerte og unaturlige omstændigheder. Frankenstein, Hyde, Moreaus skabninger, replikanterne og Alien er alle børn af menneskets nysgerrighed, der bliver rettet mod forskning i stedet for mod familie. (side 167)

Om det psykologiske gys skriver Rikke Schubart, at subgenren adskiller sig fra det dæmoniske gys og det videnskabelige gys ved sin realisme og sin forankring i en ydre realitet. Det psykologiske gys er underkastet universets fysiske love og en empirisk realisme.

I det psykologiske gys er problematikken nærsynet, det er individet, familien, opvæksten og de nære relationer, der er i fokus. De små hændelser og tilsyneladende ubetydelige indtryk sår monstrøs sæd i identiteten, og når såsæden slår rod og spirer, gør den én af vore til en truende fremmed. (side 170)

Blandt de psykologiske gysere fremhæver Schubart bl.a. Alfred Hitchcocks Psycho (baseret på Robert Blochs roman) sammen med filmen Peeping Tom, som eksempler på film, hvor “psykopatens umenneskelige mord [er] resultatet af et maltrakteret sind, og hans angreb på omverdenen en logisk konsekvens af barndommens overgreb”. Senere nævner hun også Stephen Kings Ondskabens hotel, som et eksempel på en fortælling om “psykopatens vækst som en arvelig kræftknude i kernefamilien”. Her bliver familiefaderen Jack Torrance monstret, da han ikke kan overvinde sit hidsige temperament og alkoholisme.

Med “Repulsion” og “The Shining” bevæger vi os i en del af subgenren, der er optaget af, hvordan den identitet, vi tager for givet, kan gå i opløsning når som helst, hvor som helst. Vi er alle potentielle mordere, for deres baggrund er ikke meget anderledes end vores. Vi er også alle potentielle ofre, fordi det er umuligt at lokalisere morderen, der ikke længere er en grim, ond ‘Anden’, men kan være en ung jomfru (som Carol), en pæn ung mand (som Norman og Mark) eller en familiefar (som Jack). Enhver personlig relation kan udvikle sig til mord […] her er ingen morder, kun en psyke, der går amok. (side 184)

Det psykologiske gys eksemplificerer således en konfrontation mellem den ydre omverden og den indre psyke. Samfundets krav, opbygning, sociale normer m.m. skaber det syge, og fiktionen bringer det forhold ud i det åbne. På den måde giver subgenren et skarpt portræt af sin samtid.

Om det fysiske gys – også kaldet splatter – skriver Rikke Schubart, at filmene “ikke nødvendigvis [sigter på] at skræmme deres publikum, heller ikke på at drive dem ud på kanten af biografsæderne i spænding, men på at krænke dem med scener af eksplicit blodsudgydelse. I splatterfilm er lemlæstelse faktisk budskabet – og ofte det eneste.” (side 205)

I afsnittet om Teenage-gyset handler det om “den spirende seksualitet, kroppen der forandrer sig og det truende tab af mødommen, der alt sammen er nyt og skræmmende for teenageren, der har travlt med at gøre oprør mod familien og forældrenes sociale normer.” Schubart nævner film som The Exorcist, The Texas Chain Saw Massacre, Carrie, Halloween, Friday the 13th, A Nightmare on Elm Street og Hell Raiser som eksempler.

Sidste kapitel handler om zombien, og med udgivelsesåret 1993 in mente må man sige, at Schubart ramte hovedet på sømmet, da hun beskrev zombien som fremtiden. For siden da har zombier invaderet stort set alle genrer lige fra komedier (Shaun of the Dead) til kærlighed (Warm Bodies). Som eksempel har hun her George A. Romeros zombie-serie, der startede med Night of the Living Dead i 1968 og visualiserer den moderne civilisations sammenbrud.

Romero beviser, at hverken underholdning eller kritisk kunst afhænger af en bestemt æstetik. Begreber som finkultur og trivialkultur giver ikke anden mening end undertrykkelse, de har intet at gøre med kunst, æstetik, moral eller ideologi. Selv om mange hævder det modsatte, har gyset både moral og ideologi; amoralens moral og provokationens ideologi. Uanset om gysets rituelle sansestimulation er Bram Stokers erotiske drama, Sam Raimis groteske oprør eller Romeros moralske mareridt, forhindrer den blodige æstetik ikke gyset i at være én af kulturens få kunstarter, der taler eksklusivt til sansernes og kroppens oprør. Kunst må gerne tale til sanserne og kroppen, og den må frem for alt gerne være underholdende. (side 279)

I lyst og død er en bog, jeg jævnligt tager frem og slår op i. Den er fuld af interessante analyser, og selvom jeg ikke altid er enig i den freudianske tolkning, så er der ingen tvivl om Rikke Schubarts enorme viden – og kærlighed – til horrorgenren. Det gør I lyst og død til et uomgængeligt værk på dansk om gyset.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1993
Forlag: Borgen, 315 sider

Indhold:

Fra Frankenstein til splatterfilm
– Gysergenren 1760-1992
– Gotikken
– Gyset
Genren
– Rituelle fornøjelser
– Det seksuelle mareridt
– Gyset (Gysets univers, Gysets handling, Gysets virkninger)
Fortællingerne
– Dæmoniske mænd og besatte kvinder: det dæmoniske gys
– Det videnskabelige gys
– Den psychotiske identitet – det psykologiske gys
– Splatter – det fysiske gys
– Teenage-gyset
– Dommerdag nu – zombie som fremtid
Nævnte film
Nævnte bøger
Litteraturliste
Billedliste
Stikord