Indlæg tagget med ‘Rob Hedden’

Friday the 13th – Jason takes Manhattan

Friday the 13th - Jason takes ManhattanSå nåede jeg igennem film 8 om Jason med ishockey-masken, og selvom der er endnu et par film i serien, tror jeg altså ikke, jeg får dem set.

Her i Friday the 13th – Jason takes Manhattan åbner filmen i en husbåd på Crystal Lake. Her fjoller to unge rundt, men da de kaster anker, er de så uheldige at få vækket Jason (og endnu en gang i Frankenstein stil med elektricitet). Jason slår selvfølgelig de to unge ihjel, og uvist af hvilken grund ender han så ude i havet, hvor han beslutter sig til at boarde et skib, der indeholder Lakeview Senior High, der som afslutning på skoleråret skal på et cruise til New York. Skibets navn er i øvrigt Lazarus!

Ombord på skibet er bl.a. pigen Rennie, der lider af vandskræk. Hun bor hos sin onkel, Charles McCulloch, der er lærer på skolen. Også Rennies kæreste, Sean, er med. Han er søn af skibets kaptajn. Og så dukker Jason altså også op, og begynder at slå alle på skibet ihjel en efter en. Til sidst er de kun Rennie, Sean, McCulloch og to mere i live, og de forlader skibet i redningsbåden.

Det lykkes dem at komme til New York, og her lander de på en forladt havn. Helt forladt er den nu ikke, for de bliver overfaldet af nogle unge mænd, der tager Rennie med for at voldtage hende. Ironisk nok bliver det Jason, der redder hende, men kun for at forfølge hende videre. Rennie og Sean flygter sammen, og efter en tur gennem New Yorks undergrundsbanen og ned i kloakken lykkes det dem endelig at sende Jason retur til Helvede – igen, igen, igen.

Fredag d. 13-filmene er bare ikke særligt gode. Historierne er stort set altid ens, og selvom Rob Hedden har flyttet scenariet til New York, er der ikke meget nyt at finde. I stedet har han genbrugt den enormt irriterende idé med at lade sære personer komme med uhyggelige forudsigelser. Her har vi f.eks. en matros, som helt i starten af filmen ganske umotiveret udbryder “This voyage is doomed!” og senere kommer med ligeså irriterende forudsigelser. Han har ret, men hvorfor pokker render han rundt som en anden dommedagsprofet?

Jeg synes, filmene mangler den humor, som f.eks. A nigthmare on Elm Street flød med, og så er Jason bare ikke særlig uhyggelig. I denne film lærte jeg dog, at hvis man bliver kastet ind mod et kontrolpanel ombord på et skib, bryder man i brand. Hvis man kører en bil ind i en afspærring, bryder den i brand. Og om natten gennemskylles New Yorks kloakker af gift-affald.

Efter en okay underholdende film 7 er 8. del i serien om Jason tilbage i det dårlige spor. Det kan godt være, at han genopstår et par gange endnu, men ikke på min dvd-afspiller …

Om Friday the 13th – Jason takes Manhattan:

Instruktør: Rob Hedden
Udgivelsesår: 1989

Fredag d. 13. serien:

Friday the 13th – 1980, D: Sean S. Cunningham
Friday the 13th, part 2 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, part 3 – 1982, D: Steve Miner
Friday the 13th, the final chapter – 1984, D: Joseph Zito
Friday the 13th, a new beginning – 1985, D: Danny Steinmann
Jason lives, Friday the 13th part VI – 1986, D: Tom McLoughlin
Friday the 13th, part VII: The New Blood – 1988, D: John Carl Buechler
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan – 1989, D: Rob Hedden
Jason Goes to Hell: The Final Friday – 1993, D: Adam Marcus
Jason X – 2001, D: James Isaac

Spin-off:
Freddy vs. Jason – 2003, D: Ronny Yu

Besøg seriens hjemmeside