Indlæg tagget med ‘Robert Louis Stevenson’

Den gotiske fortælling – et overblik

Da jeg i tidernes morgen skrev min hovedopgave om gysergenren, kom jeg kun ganske kort ind på den gotiske fortælling.

“Gyset som litterær genre har sin oprindelse i 1700-tallets England under Oplysningstidens rationalisme. Som en modpol opstod den gotiske litteratur, hvor læserne kunne svælge i ekstreme følelser og irrationalitet. Det var i gotikken, flere af gysets centrale elementer blev grundlagt.” 

Selvom ovenstående er korrekt nok, er det jo på ingen måde uddybende for, hvad vi forstår ved gotisk litteratur. Så i det følgende vil jeg se lidt nærmere på, hvad gotik egentlig er for en størrelse.

Den gotiske fortælling

Fra midten af 1750’erne og cirka frem til midten af 1800-tallet var den gotiske roman en af de mest populære genrer i Europa. De spændende historier fyldt med overnaturlige elementer, mystik og dramatik havde en stærk appel hos publikum, hvor den adskilte sig kraftigt fra den realistiske litteratur, der herskede i starten af 1700-tallet, og som flere efterhånden mente “ikke kunne udtrykke den egentlige sandhed om, hvem mennesket er.

Nina Kopp betegner tidens bevægelse som en slags præ-romantik, hvor fortællingerne “… er karakteriseret ved smagen for både det følsomme og det rædselsfulde, for det entusiastiske og for den vilde, øde natur.” Historierne kredser typisk om elementer, vi forbinder med noget negativt, eksempelvis undertrykte lidenskaber, moralsk forfald, ukontrolleret begær, vold osv. Den gotiske fortælling var ikke bange for at svælge i maskulin vold og feminin hjælpeløshed. Her fik Oplysningstidens fortrængte begær frit spil, og læseren kunne gyse over de tabubelagte drifter, som ellers blev gemt væk.

Et andet element, der hører til den gotiske roman, er det overnaturlige. Enten som reelle entiteter, antydet eller udpenslet, eller som tilsyneladende uforklarlige metafysiske manifestationer der dog siden forklares rationelt. Med introduktionen af det overnaturlige hensættes læseren i en tilstand af uvished. Man er i tvivl om, hvad der sker, og denne tvivl kommer John Bowen ind på i Gothic Motifs som endnu et særkende for den gotiske fortælling.

Gothic is thus a world of doubt, particularly doubt about the supernatural and the spiritual. It seeks to create in our minds the possibility that there may be things beyond human power, reason and knowledge. But that possibility is constantly accompanied by uncertainty.”

De gotiske forfattere fandt bl.a. inspiration i den tyske ‘Sturm und Drang’-bevægelse samt i folkeviserne, der opfyldte folks higen efter spænding og mystik. Horace Walpole, der har fået den litteraturhistoriske ære af at have skrevet den første gotiske roman af litterær værdi, blev dog inspireret til sin roman af en drøm.

Slottet i Otranto af Horace Walpole

Slottet i Otranto

Slottet i Otranto af Horace Walpole udkom i 1764. Historien handler om den smukke Isabella, der skal giftes med fyrst Manfreds søn, Conrad. På bryllupsdagen bliver Conrad dog slået ihjel, da en gigantisk hjelm falder ned fra himlen. I stedet vil Manfred selv giftes med Isabella, selvom det betyder, at han må skilles fra sin hustru, Hippolita. Men Isabella flygter til det nærliggende kloster, og undervejs får hun hjælp af en mystisk og yderst charmerende ung mand. Herfra sørger mærkelige hændelser og Manfreds voldsomme temperament for den videre udvikling af historien.

I Slottet fra Otranto grundlægger Walpole en lang række af den gotiske romans elementer. Her er den realistiske setting i dagligstuen udskiftet med det gotiske slot fuldt af skjulte døre, lange gange og underjordiske labyrinter. Tidsmæssigt udspiller romanen i 1500-tallet, dvs. længe før Oplysningstiden og altså i barbariske og mørke tider, hvor hvad som helst kan skjule sig.

Ligeledes introduceres et persongalleri med en helt, en dydig heltinde, og en skurk der ønsker at forgribe sig på heltinden. Ingen af dem beskrives særligt indgående, udover ved deres reaktioner. I stedet er det miljøbeskrivelsen af det gotiske slot og hele den uhyggelige atmosfære der fylder.

Der herskede en frygtindgydende stilhed i disse nedre regioner undtagen nu og da, når et vindstød fik én af de døre, hun havde passeret til at ryste, så en knirken fra de rustne hængsler gav genlyd i det labyrintiske mørke. Hver eneste lyd forøgede hendes rædsel; men alligevel frygtede hun endnu mere at høre Manfreds vrede stemme beordre hans tjenere til at lede efter hende.” (Slottet i Otranto, side 22)

I de gotiske romaner er heltinden uskyldig og tryg, indtil uforudsete hændelser kaster hende ud i alverdens prøvelser. I Walpoles roman er Isabella således en lydig datter, der har sagt ja til at gifte sig med Conrad, selvom hun ikke er forelsket i ham. Men da Manfred ønsker at overtage sønnens plads, flygter hun fra hans “ugudelige efterstræbelse.” Så selvom hun umiddelbart er skrøbelig og følsom, udviser hun trods alt en vis handlekraft.

Skurken er traditionelt en begærlig mand, der enten begærer penge eller kødelige lyster eller begge dele. Han skyr ingen midler for at opnå sine mål, som eksempelvis Manfred der støder sin trofaste hustru fra sig i sit begær efter at bringe den unge Isabella til sin seng.

The Mysteries of Udolpho af Ann Radcliffe

The Mysteries of Udolpho

Slottet i Otranto er et eksempel på en gotisk fortælling, der benytter sig af overnaturlige elementer, men i 1794 fornyer forfatteren Ann Radcliffe den gotiske genre med romanen The Mysteries of Udolpho.

Historien handler om den forældreløse Emily St. Aubert, der må igennem en masse grufulde hændelser, før hun endelig finder lykken med sin elskede. Selvom Emily kommer ud for, hvad der tilsyneladende er overnaturlige hændelser, bliver de til sidst alligevel forklaret rationelt. Nina Kopp kalder dette greb for ‘den naturlige gotik’, og Radcliffe blev kendt for dette greb.

Med The Mysteries of Udolpho tilfører Radcliffe derudover den gotiske roman et romantisk anstrøg, og hun gav da også sin bog undertitlen ‘A Romance’. Her er stadig skumle slotte og klostre, men hvor Walpoles slot ikke blev beskrevet som knyttet til en bestemt lokalitet, udnytter Radcliffe det eksotiske Italien til at skabe stemning med maleriske beskrivelser af alperne og et lyrisk sprogbrug. Dette træk med at lade historien udspille sig på hemmelige, mystiske, fremmede eller farlige steder er også typisk for den gotiske fortælling.

Dale Townsend fortæller i sin introduktion til Ann Radcliffe, hvordan hun i det posthumt udgivne essay On the Supernatural in Poetry (1826) trækker en linje mellem brugen af horror og terror i litteraturen. Radcliffes fortællinger er kendetegnet ved at lægge vægt på den psykologisk spænding over det kropslige gys. Der er en omnipræsent stemning af skjulte mysterier fremfor fokus på actionfyldt handling. Endelig er historierne fulde af antydninger af metafysiske hændelser i stedet for beskrivelser af reelle spøgelser, dæmoner og andre manifestationer af det overnaturlige. Radcliffe skriver med andre ord gotisk terror, som søger at vække det sublime, mens gotisk horror er mere ligefrem og pågående i sin voldsomhed. Et eksempel på gotisk horror er romanen The Monk.

Matthew Gregory Lewis (1775-1818)

The Monk

Et par år efter Radcliffes store succes med The Mysteries of Udolpho skrev Matthew G. Lewis romanen The Monk i 1796. Historien handler om en munk, som falder i fordærv og ender med at begå de mest forfærdelige forbrydelser. Her er alt fra modermord over blodskam med søsteren til pagter med djævlen. The Monk afstedkom et voldsomt postyr ved udgivelsen og blev bl.a. beskyldt for at være blasfemisk.

Modsat Ann Radcliffe skrev Lewis i den overnaturlige gotik, hvor spøgelser og andre metafysiske hændelser forstås som virkelige. John Bowen forklarer den gotiske fascination af spøgelser og genfærd i Gothic Motifs

“A past that should be over and done with suddenly erupts within the present and deranges it […] A ghost is something from the past that is out of its proper time or place and which brings with it a demand, a curse or a plea. Ghosts, like gothics, disrupt our sense of what is present and what is past, what is ancient and what is modern ...”

Det var dog ikke den overnaturlige gotik, som gjorde The Monk så omtalt. Hvor Radcliffe valgte ‘sensibility’ over ‘sensation’, altså en tilbageholdende stil der mere antydede det rædselsvækkende end beskrev det, gav Lewis den hele armen og beskrev eksplicit volden og brutaliteten for læseren. Her blev der ikke lagt fingre i imellem i beskrivelsen af den seksuelle vold, og kvinderne blev ikke reddet i sidste øjeblik fra voldtægten. Denne fascination af seksuelle drifter er også et typisk gotisk træk, som John Bowen kommer ind på.

Sexual difference is thus at the heart of the Gothic, and its plots are often driven by the exploration of questions of sexual desire, pleasure, power and pain. It has a freedom that much realistic fiction does not, to speak about the erotic, particularly illegitimate or transgressive sexuality, and is full of same-sex desire, perversion, obsession, voyeurism and sexual violence.”

Oven i at fylde sin fortælling med disse dramatiske elementer udviklede Lewis også en raffineret fortællestil, der var langt forud for sin tid. Ved at skifte mellem de forskellige historier på deres respektive højdepunkter gjorde Lewis brug af cliffhangers længe før udtrykket blev opfundet.

Frankenstein af Mary Shelley

Frankenstein

I 1818 tog den unge Mary Shelley den gotiske fortælling ind i en ny sammenhæng med romanen Frankenstein. Hvor den gotiske roman tidligere havde haft overnaturlige elementer, eller i hvert fald tilsyneladende overnaturlige, rykkede Shelley romanen ind i en ny videnskabelig æra.

Historien handler om videnskabsmanden Victor Frankenstein, der lykkes med at skabe et væsen af kropsdele fra lig og give væsenet liv. Da det slår øjnene op, overvældes Frankenstein af, hvad han har gjort. Han flygter og overlader væsenet til en verden, der frygter det på grund af dets grufulde ydre. Men væsenet vil stille Frankenstein til ansvar for hans gerninger, om det så skal forfølge sin skaber til verdens ende.

Shelleys roman introducerer også et nyt gotisk motiv: dobbeltgængeren. Den Store Danske beskriver, hvordan forestillingen om dobbeltgængeren har sin oprindelse i menneskets dobbelthed af sjæl og legeme. I nogle religioner og i folketro forekommer den opfattelse, at sjælen under søvnen eller i trancetilstande kan forlade kroppen og vise sig for andre. Hertil kommer troen på, at sjælen kan gå ind i et menneskes spejlbillede, skygge eller portræt, der således får et selvstændigt liv. En anden opfattelse af dobbeltgængeren er at se denne som et andet jeg, der bryder frem fra det ubevidste. Det er her, Frankensteins monster kommer ind. Monstret repræsenterer den del af Frankenstein der begærer den forbudte viden, der er forbeholdt Gud. Den del Frankenstein siden prøver at fornægte og gemme sig for, men til sidst må konfrontere.

Der findes mange gotiske fortællinger, der bruger dobbeltgængermotivet, ikke mindst Edgar Allan Poe som bl.a. skrev novellen ‘William Wilson’. Men den mest kendte er nok Robert Louis Stevensons roman fra 1886, Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens. Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han pines dog af nogle ufortalte skjulte laster. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Jekyll kan være helt igennem respektabel. Desværre kan han ikke styre Hyde, og historien ender tragisk.

Hvor Shellys dobbeltgænger blev skabt af ligdele, udspalter Stevenson sin dobbeltgænger fra det menneskelige sinds skyggeside. Yderligere lader han Jekyll og Hyde symboliserer, ikke blot dobbeltheden i menneskets natur, men i samfundet generelt. Hvor Jekyll forlader sit hjem via den nydelige fordør, går Hyde ud af den skumle bagdør – men fra det samme hus. Dobbeltheden gennemsyrer hele byen, der er opdelt i de pæne kvarterer med respektable indbyggere, og slummens forfald hvor vold og amoral hersker.

Den victorianske samtid var stærkt optaget af moral, og Glenn Baxwell beskriver i Man is not truly one, but truly two, hvordan Stevensons roman rammer lige ind i denne diskussion.

Just as the differing appearances of Dr Jekyll and Mr Hyde play upon the theories emerging from Charles Darwin’s work, so their differing personalities explore contemporary debates about moral behaviour and the possible plurality of human consciousness. By literally splitting the consciousness of Dr Jekyll into two – the decent side that attempts, and largely succeeds, in suppressing desires that run contrary to the dictates of society; and the amoral side that runs riot in an attempt to gratify animal desire – Stevenson explores in a heightened fashion the battles played out in every one of us.

Doktor Moreaus ø af H. G. Wells

Stevenson skrev sin roman 15 år efter Darwin udgav The Descent of Man (1871), hvor Darwin konkluderer, at menneskets evolution startede helt tilbage i et fiskelignende væsen. At mennesket ikke er andet end et dyr, var hård kost for det victorianske samfund, og dette dyriske tema dukker op i flere gotiske romaner. I Dr. Jekyll og Mr. Hyde tydeliggøres det ved Hydes abelignende udseende. I Doktor Moreaus Ø (1896) af H.G. Wells eksperimenterer Moreau med at forvandle dyr til mennesker ved vivisektion. Mens Bram Stoker i Dracula (1897) lader den biologiske linje ses i Draculas evne til at forvandle sig til en flagermus.

Som det forhåbentlig fremgår, har den gotiske fortælling udviklet sig løbende. Hver generation af gotiske forfattere har brugt gotikken til at undersøge samtidens frygt og problemstillinger. Greg Buzwell sammenfatter dette i Gothic fiction in the Victorian fin de siècle.

For centuries Gothic fiction has provided authors with imaginative ways to address contemporary fears. As a result, the nature of Gothic novels has altered considerably from one generation to the next. Early Gothic novels, such as Horace Walpole’s The Castle of Otranto (1764) and Ann Radcliffe’s The Mysteries of Udolpho (1794) were set in exotic landscapes and distant times; the action took place in crumbling castles and torch-lit monasteries while the villains tended to be dissolute Catholic noblemen and corrupt, sex-crazed monks. Later, in the early Victorian period, authors such as Charles Dickens borrowed typically Gothic motifs – the innocent abandoned in a threatening environment for example, or the mysterious stranger with secrets to hide – and transplanted them to contemporary Britain to highlight modern concerns. […] Later still in the Victorian fin de siècle the scene changes again: it is no longer the physical landscape that provides the location for Gothic tales but rather, more disturbingly, the human body itself. Works such as Robert Louis Stevenson’s Strange Case of Dr Jekyll and Mr Hyde (1886); Oscar Wilde’s The Picture of Dorian Gray (1891); […] and Bram Stoker’s Dracula (1897) all explore the theme of the human mind and body changing and developing, mutating, corrupting and decaying, and all do so in response to evolutionary, social and medical theories that were emerging at the time.”

Den gotiske fortælling har således ændret sig over årene. Eller måske rettere udvidet sig. For selvom der er kommet nye temaer til, og gotiske elementer har spredt sig til andre genrer, så findes (og bruges) de oprindelige gotiske elementer stadig. Et stærkt eksempel på dette, er det gotiske rum, som Susan Yi Sencindiver har forsket i.

Et klassisk eksempel på den gotiske fortælling er 'Poe's Tales of Mystery and Imagination' (1935) Illustrated by Arthur Rackham.
Illustration af Arthur Rackham

Det gotiske rum

Som nævnt er et vigtigt element i den gotiske fortælling det skumle slot eller en tilsvarende lokalitet. Susan Yi Sencindiver har skrevet en interessant artikel om det gotiske rum, som en afspejling af genrens brud med de klassicistiske normer. Det gotiske rum har ingen harmoniske proportioner eller enkle former. I stedet er fortællingernes arkitektur fuld af overdådige ornamenter, monstrøse og asymmetriske rum, himmelstræbende tårne og labyrintiske, underjordiske kældre. Her er skjulte døre og hemmelige rum, og rummet kan på den ene side være et klaustrofobisk fangenskab, og på den anden side et sted som trues af en frygtet, fremmed indtrængen.

Den dystre gotiske bygning rummer ofte horrible hemmeligheder, påmindelser om fædrenes synder og forbandelse eller en mystisk ugerning, som varsler en truende genkomst. […] Lukkede døre og låste rum tilvejebringer ikke kun sikkerhed og modstykket hertil, eksklusion eller indespærring, men også hemmeligholdelse. I dette tilfælde er overhængende fare ikke koblet til det ukendte udenfor, hinsides døren, men til det skjulte indenfor, bagved døren […]”

Huset har ifølge Susan Yi Sencindiver derfor en dobbelttydig rolle i gotikken. Det kan være trygt, velkendt og hjemligt, men det kan også gemme på hemmeligheder og være truende og fremmed.

Ydermere beskriver Sencindiver, hvordan der kan være et intimt bånd imellem de ildevarslende bygninger og deres beboere. Ikke kun at de bor i huset, men huset kan også være et billede på personernes plagede psyke. Shirley Jacksons roman Mørket i Hill House fra 1959 er et glimrende eksempel på et gotisk rum, der fungerer som en allegori for hovedpersonen Eleanores indre. Mens scenen hvor Eleanore og Theodora gemmer sig i sengen, imens en ukendt dundrer på døren til Eleanores soveværelse, så den er ved at sprænges, er et fint eksempel på, hvordan truslen om indtrængen i et rum kan paralleliseres med et kropsligt overgreb.

Som det sås med de gotiske temaer, der ændrede sig over tid, har også det gotiske rum udviklet sig. Det er ikke længere kun gamle huse og vilde landskaber, der kan rumme de gotiske elementer. Sencindiver viser, hvordan den rædsel, som tidligere blev forbundet med fremmede steder og fjerne tider, i slutningen af 1800-tallet overtages af den moderne metropols rædsler. Ondskaben rykker helt tæt på hjemmets arne, når f.eks. Robert Louis Stevenson ‘oversætter’ borgruinens labyrintiske gange til kringlede gyder i storbyens underverden i romanen Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Og det stopper ikke der. De gotiske elementer har også bredt sig til andre genrer, ikke mindst science fiction hvor eksempelvis rumskibet Nostromos mørke, kringlede gange i filmen Alien fra 1979 har afløst den underjordiske kælder fra Slottet i Otranto.

I det sene 20. århundrede er den middelalderlige borg og det 19. århundredes storbylabyrint afløst af fremspirende teknologiers dystopiske matrixer, kybernetik, robotik, genetik, og multinationale virksomheder i det post-industrielle kunstige landskabs elektroniske samfund.”

Men hvis det gotiske rum lige såvel kan være et rumskib som en borgruin, hvad er så de genremæssige holdepunkter? Sencindivers svar er frygt! Der kan ikke være et gotisk landskab uden et element af frygt. Dette element kan så variere alt efter de kulturelle grænser eller historiske omstændigheder, men

[…] de bogstavelige, skyggefulde rum, hulrum og kældre i det gotiske fobiske kosmos omsættes metaforisk til tabu-belagte og mørke kroge af vores sind – vores sjæles hjemsøgte og fordærvede tilholdssteder, hvor de mest dementerede impulser er lokaliseret.”

Jeg holder personligt meget af den gotiske fortælling, både i dens oprindelige form og i dens moderne forgreninger. Der er noget fascinerende ved gotikkens evne til at tilpasse sig snart sagt alle miljøer for at reflektere sin samtid, uanset om det er frygten for det ukendte, menneskets eget sind eller videnskabens muligheder.

Læs mere:

Gotisk litteratur af Marianne Børch I: Den Store Danske
‘Den gotiske roman’ af Nina Kopp I: Bogens Verden nr. 4, 1997
‘Rumlige rædsler: om lokaliteter i gotisk litteratur’ af Susan Yi Sencidiver I: Bogens verden nr. 4, 2007
An introduction to Ann Radcliffe by Dale Townshend I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
The Origins of the Gothic by John Mullan I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic Motifs by John Bowen I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
Gothic fiction in the Victorian fin de siècle by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians
‘Man is not truly one, but truly two’ by Greg Buzwell I: British Library – Discovering Literature: Romantics & Victorians

Læs også:

Gothic af Fred Botting
Horror: A Tematic History in Fiction and Film af Darryl Jones
Gysets mestre af Jonna Wennerstrøm Nielsen

Den gotiske roman af Jannie Bendsen I: Litteratursiden
Gotiske kvindemonstre af Yvonne Leffler I: The History of Nordic Women’s Literature

10 engelske spøgelseshistorier i udvalg ved Tage La Cour

10 engelske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La CourTage La Cour er manden bag en lang række antologier. Her har han samlet 10 engelske spøgelseshistorier, der i udgivelsesår strækker sig lidt over 100 år. Antologien indeholder et par klassikere som ‘Abehånden‘ af W. W. Jacobs og ‘Hedebølge‘ af W. F. Harvey, men også flere historier jeg ikke havde læst før.

Den største overraskelse var nok, at Sir Walter Scott der har skrevet bøger som Ivanhoe og Robin Hood, også har skrevet spøgelseshistorier. Hans novelle ‘Vandringsmanden Willies fortælling” er samlingens ældste, men er bestemt stadig læseværdig.

Samlingens nyeste novelle er ‘Den fuldkomne butler’ fra 1939 skrevet af Margery Allingham. Heller ikke hun er en typisk spøgelses-forfatter, idet hun hovedsageligt er kendt for sine detektivhistorier om gentlemanen Albert Campion.

Jeg holder meget af disse gyser-antologier, og min eneste anke er, at der ikke er en introduktion, som forklarer hvorfor de enkelte historier er valgt. Trods denne anke kan jeg kun anbefale 10 engelske spøgelseshistorier, som et herligt tidsfordriv til spøgelses-entusiaster.

Indhold:

Margery Allingham: Den fuldkomne butler (The Perfect Butler, 1939)
E. F. Benson: Skridtene (The Step, 1926)
Charles Dickens: “Historien om en handelsrejsendes onkel” (The Story of the Bagman’s Uncle, 1837)
W. F. Harwey: Hedebølge (August Heat, 1910)
W. W. Jacobs: Abehånden (The Monkey’s Paw, 1902)
M. R. James: Advarsel til nyfigne (A Warning to the Curious, 1925)
Rudyard Kipling: “De” (“They”, 1904)
Richard Middleton: På landevejen (On the Brighton Road, 1912)
Walter Scott: Vandringsmanden Willies fortælling (Wandering Willie’s Tale, 1824)
R. L. Stevenson: Skæve Janet (Thrawn Janet, 1881)

Om 10 engelske spøgelseshistorier:

Udgivelsesår: 1965
Forlag: Spektrum, 152 sider

Læs også:

8 berømte spøgelseshistorier af M. R. James
10 danske gysere udvalgt af Tage La Cour
Den levende døde – 10 nordiske spøgelseshistorier udvalgt af Tage La Cour
Spøgelseshistorier fra hele verden udvalgt af Tage La Cour
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Masser af spøgelser red. Michael Tejn
Gys og genfærd red. Kathleen Lines

Robert Louis Stevenson

Barndommen

Robert Louis Stevenson blev født d. 13. november 1850 i Edinburgh og døde 1894 i Samoa. Hans forældre var Thomas Stevenson og Margaret Balfour Stevenson, begge overbeviste calvinister, en tro der siden bragte konflikter mellem RLS og forældrene.

RLS havde et svagt helbred pga. lungeproblemer, så han startede sent i skolen, og flyttede ydermere ofte skole. Hans undervisning på Mr. Henderson’s School på India Street nær hans hjem i Edinburgh blev ofte afbrudt af sygeperioder i årene 1855 til 1861. Også årene på Edinburgh Academy, hvor han startede som 11-årig, led under hans svigtende helbred.

Senere studerede han på Edinburgh Universitet, først ingeniør som sin far men siden skiftede han til jura.

Robert Louis Stevenson

Forfatterdrømmen

Som barn var Robert Louis Stevenson ofte sammen med faderen og dennes kollegaer, og deres historier var med til at danne grobund for hans egne fortællinger senere i livet. Derudover var RLS’ sygeplejerske meget hengiven overfor ham og opmuntrede ham i en tidlig alder at skrive sine egne historier.

Igennem hele min barndom og ungdom gik jeg for at være en stor drivert, og så var sagen dog, at jeg altid var flittig – med mine egne private gøremål: at lære at skrive. Jeg havde altid to bøger i mine lommer, én til at læse i og én til at skrive i; når jeg gik tur var jeg optaget af at finde passende udtryk for det, jeg oplevede; når jeg sad ved vejkanten enten læste jeg eller havde en blyant eller notesbog i hænderne for at nedskrive hvad jeg så omkring mig eller fæstne nogle strofer til papiret. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville lære at skrive. Det var en kunst, der fristede mig, og jeg indgik ligefrem et væddemål med mig selv for at tilegne mig denne færdighed.” (Bøger der har betydet noget for mig)

Allerede som 16-årig udgav RLS sin første bog “The Pentland Rising”. Det var dog ikke et produkt, han var synderlig stolt af, og da han i 1894 sammen med sin forlægger skulle bestemme, hvad der skulle med i de samlede skrifter, skulle han med stor følelse have afvist at tage netop den tekst med.

Religiøse skrupler

Mens Robert Louis Stevenson studerede i Edinburgh, levede han bohemelivet med venner, som hans forældre med deres strenge religiøse overbevisning ikke ville have accepteret. Dette hemmelige liv og RLS’ skepsis vedrørende religion var med til at danne baggrunden for flere fortællinger senere i hans karriere. F.eks. tegner han et sympatisk portræt af Dr. Jekyll, der fører et dobbelt liv i “Dr. Jekyll & Mr. Hyde“, ligesom flere af hans historier involverer konflikter mellem fædre og sønner.

I maj 1872 tiltrådte RLS et advokatfirma i Edinburgh og begyndte at studere for Scottish Bar examination, som han bestod den indledende prøve til i november. Kort efter tilstod han sine religiøse skrubler overfor sine forældre, og det førte til en langvarig familiekonflikt, der var lige ved at få forældrene til at gøre ham arveløs.

Introduktionen til det litterære London

Robert Louis Stevenson rejste væk og besøgte noget familie i Cockfield, Suffolk, og her blev han forelsket i den 34-årige Frances Sitwell, som var ulykkelig gift med pastor Albert Sitwell. Et formentlig platonisk forhold udviklede sig mellem dem, og Frances introducerede RLS for bl.a. Sidney Colvin, Slade Professor of Fine Arts at Cambridge, som blev RLS første litterære kontakt i London.

Det var i denne periode, at RLS begyndte at publisere essays i bl.a. Cornhill Magazine, og fra 1873 begyndte han at tilbringe en stor del af sin tid i Frankrig, dels i Paris og dels i forskellige kunstnerkolonier.

Ægteskabet med Fanny

Her mødte Robert Louis Stevenson endnu en ulykkelig gift kvinde, Fanny Vandegrift Osbourne. Hun havde forladt sin mand, Sam Osbourne, i Californien og var taget til Frankrig med sine børn for at studere kunst. Kort efter sin ankomst var hendes yngste barn død af turberkolose, og da RLS mødte hende var hun meget deprimeret. Trods alle forhindringerne udviklede der sig kærlige følelser mellem de to, og de besluttede sig for at gifte sig, så snart Fannys skilsmisse var gået igennem.

De blev gift d. 19. maj 1880 i USA, og da de efterfølgende rejste hjem for at besøge RLS’ forældre, blev disse så begejstrede for deres nye svigerdatter, at familiestridighederne blev fejet af bordet. Herefter tog de nygifte til Schweiz, hvor RLS blev indlogeret på et nyt, berømt turberkulose sanatorium i Davos. Da de vendte tilbage til Skotland i 1881, lejede RLS et hus i Braemar, og her påbegyndte han romanen “Skatteøen”.

De første romaner

Fra september 1882 til sommeren 1884 boede familien i den sydlige del af Frankrig. Klimaet og Robert Louis Stevensons nye familieforhold spillede godt sammen, og hans forfatterskab skred godt fremad. Men hans helbred var fortsat usikker, og i sommeren 1884 fik bekymringen over et lokalt udbrud af kolera RLS’ til at flytte til Bournemouth, på Englands sydlige kyst af, hvor  hans far købte et hus til dem i april 1885 som en forsinket bryllupsgave.

“Skatteøen”, der var udkommet i 1883, gjorde RLS til en populær forfatter, og tre år efter cementerede han sin succes med “Dr. Jekyll & Mr. Hyde“, der udkom i januar 1886. Senere samme år udgav han også “Kidnappet”, der ligeledes blev en kæmpesucces.

Fascinationen af det ondes dobbelttydighed

Når man læser Robert Louis Stevensons fiktion træder en fascination af det ondes dobbelttydighed frem allerede fra begyndelsen af hans karriere. Både Long John Silver fra “Skatteøen” og Alan Breck fra “Kidnappet” er godt nok fredløse, men de er også sympatiske og i besiddelse af mange positive egenskaber, ligesom Dr. Jekyll er.

Selvom RLS havde frasagt sig forældrenes religion, var hans fantasi og moral meget naturligt påvirket af deres vision om godt og ondt låst i en evig kamp. Ligeledes blev han irriteret over hykleri og især de selvretfærdige som hævdede at være moralske overlegne uden noget at have det i. I “Dr. Jekyll & Mr. Hyde”, som RLS iøvrigt fik idéen til i et mareridt, har Dr. Henry Jekyll længe været interesseret i problemet med dobbelt personlighed, og har derfor opfundet et kemikalie, der ændrer hans personlighed fra en dygtig og velanset læge til den voldelige og kriminelle Edward Hyde.

Nogen har læst “Dr. Jekyll & Mr. Hyde” som en satire over tiden, hvor respektable mænd var nødt til at undertrykke deres dyriske sider for ikke at blive overmandet af lysterne og deraf manglende kontrol. Men Ira Bruce Nadel og William E. Fredeman læser mere i fortællingen:

“Yet there is much in the tale that does not allow such an interpretation to go unqualified. There is a wildness in Hyde that does not really lend itself to possible accommodations to a moral world, even one more liberal and permissive than that of the 1880s. Furthermore, as it progresses the story seems preoccupied less with social and moral alternatives than with the inevitable progress into vice. Part of the appeal of the tale is, as the title suggests, its strangeness. It has its own obsessive logic and momentum that sweep the reader along. Thus, though various morals can be drawn from it (warnings against intellectual pride, hypocrisy, and indifference to the power of the evil within), the continuing attraction of the Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde is perhaps the exact reverse of that of Treasure Island: one is an almost perfect literary rendition of a child’s daydream of endless possibilities, the other of an adult’s nightmare of disintegration.”

De sidste år

Robert Louis Stevensons far døde i maj 1887 og efterlod sin søn 3000 pund. RLS’ helbred var dog så dårligt i denne periode, at han ikke kunne deltage i begravelsen, og i august tog han med familien og sin mor til USA, hvor han igen kom i behandling for turberkolose.

Fra USA drog familien på et krydstogt, som kom til at vare resten af RLS’ liv. I 1888 sejlede familien sammen med RLS’ mor til Stillehavet for at se en interessant ny del af verden, samtidig med at de afprøvede effekten af havluft på Stevensons svækkede helbred. Over de næste to år besøgte de både Australien, Gilbert-øerne, Tahiti og Hawaii, før de endeligt slog sig ned i Samoa, hvor de købte 400 acres og byggede et hus.

Efter mange år med svækket helbred syntes RLS endelig at have fundet det rette klima og og den rette levevis i Samoa, så hans pludselige død d. 3. december 1894 overraskede alle. Han havde tilbragt dagen med at arbejde på “Weir of Hermiston”, men om eftermiddagen begyndte han at klage over hovedpine og døde af en hjerneblødning få timer senere.

På hans gravsten på Mount Vaea står følgende inskription:

Under the wide and starry sky,
Dig the grave and let me lie.
Glad did I live and gladly die,
And I laid me down with a will.
This be the verse you grave for me,
Here he lies where he longed to be.
Home is the sailor home from the sea,
And the hunter home from the hill.

Eftertidens kritik

Da Robert Louis Stevenson døde i Samoa i 1894 blev han af både kritikere og læsere betragtet som den vigtigste forfatter i den engelsktalende verden. Kritikere som Henry James og Gerard Manley Hopkins var enige om Stevenson betydning, et faktum det kan være svært at forestille sig i dag, hvor hans romaner hovedsageligt er henvist til børneværelserne.

Senere blev kritikken dog hårdere som Ira Bruce Nadel og William E. Fredeman skriver:

“Inevitably there was a reaction to this sentimental portrait, but it too was excessive. In the 1920s and 1930s critics suddenly found his style imitative and pompous, and biographers discovered that he was mortal after all and for two or three decades took an almost lewd pleasure in detailing the ways in which he was not perfect. Though his books always had some faithful defenders and his younger readers were oblivious to the opinions of adults, it was not until the 1950s and 1960s that his work, especially his fiction, was reconsidered by scholars in a relatively unbiased way. Few would now disagree that he was an essayist of great charm and versatility or that his fiction belongs with that of Scott, Poe, Melville, and Conrad in that compelling tradition where mystery and psychology, adventure and moral choice converge.”

RLS’ noveller er en vigtig del af hans forfatterskab, skønt hans produktion var forholdsvis lille, fordi han udgav i så mange andre litterære genrer. Hans forfatterskab startede primært som en essayist og rejseskribent, hvorefter han kastede sig over novellerne, men efter udgivelsen af “Skatteøen” i 1883 blev romanen hans foretrukne form. Han skrev også mindeværdige poesi og mindre mindeværdige skuespil, men det var novellen “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” i 1886, der først skaffede ham en stor voksen læserskare.

Ved sin død efterlod RLS en sand guldgrube af essays, dagbøger, poesi, breve, noveller, og ufærdige manuskripter, bl.a. “Weir of Hermiston” der udkom posthumt i 1896.

Udvalgt bibliografi:

An old song (1877)
Edifying Letters of the Rutherford Family (1877)
The Story of a Lie (1879)
New Arabian Nights (1882) / Dansk titel: Eventyrnætter ; Selvmorderklubben ; Rajahens Diamant
Treasure Island (1883) / Dansk titel: Skatteøen
The Black Arrow (1883) / Dansk titel: Den sorte pil
The Body Snatcher (1884) / Dansk titel: Ligrøverne
Prince Otto (1885) / Dansk titel: Fyrst Otto
Kidnapped (1886) / Dansk titel: Kidnappet
Strange Case of Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1886) Dansk titel: Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde
The Misadventures of John Nicholson: A Christmas Story (1887)
The Merry Men and other tales and fables (1887) / Dansk titel: De lystige mænd
– Markheim
– Thrawn Janet
Olalla
The Master of Ballantrae (1889) / Dansk titel: Junkeren af Ballantrae – et Vintereventyr
The Wrong Box (1889) / Dansk titel: Den forbyttede kasse
Island Nights’ Entertainment (1893)
The Bottle Imp / Dansk titel: Flaskedjævlen
Catriona (1893) / Dansk titel: Catriona
The Ebb-Tide (1894) / Dansk titel: Strandingsgods

Posthume udgivelser:

Weir of Herminston (1896)
St. Ives: being the adventures of a french prisoner in England (1897)

Faglitteratur:

Edinburgh Picturesque Notes (1879)
Virginibus Puerisque and Other Papers (1881)
Memories and Portraits (1887)
A Footnote to History (1892)
Familiar Studies of Men & Books (1894)
Records of a Family of Engineers (1916)

Udvalgt filmografi:

Dr. Jekyll & Mr. Hyde (2008). Instruktør: Paolo Barzman
The Suicide Club (2000). Instruktør: Rachel Samuels
Muppet’s Treasure Island (1996). Instruktør: Mark Loparco & Brian Henson
A Child’s Garden of Verses (1992). Instruktør: Michael Sporn
Treasure Islan (1972). Instruktør: John Hough
The Two Faces of Dr. Jekyll (1960). Instruktør: Terence Fisher
The Body Snatcher (1945). Instruktør: Robert Wise
Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1931). Instruktør: Rouben Mamoulian
The Black Arrow (1911). Instruktør: Oscar Apfel
The Story of Treasure Island (1908). Instruktør: J. Stuart Blackton
Dr. Jekyll & Mr. Hyde (1908). Instruktør: Otis Turner

Læs mere:

Bøger der har betydet noget for mig af Robert Louis Stevenson, Rosenkilde og Bagger, 1951
British Short-Fiction Writers, 1880-1914: The Romantic Tradition. Ed. William F. Naufftus
Victorian Novelists After 1885. Ed. Ira Bruce Nadel and William E. Fredeman
Online-Literature
Bibliografi.dk

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson

Ligrøverne af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i dag mest kendt for sin roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde fra 1886, men et par år før den udkom, var han allerede begyndt at udforske det mørke i mennesket.

Stevenson boede en kort overgang i Kinnaird Cottage i det nordlige Skotland, og her fortalte hans værtinde, Mrs. Simms, om de såkaldte ”Resurrection Men” som stjal lig på kirkegårdene og solgte dem til universitet i Edinburgh, hvor professorer og studerende altid manglede kroppe til anatomi-undervisningen.

Historien inspirerede Stevenson til Ligrøverne, som han dog i første omgang synes var for uhyggelig til at blive trykt. I 1884 udkom den dog i The Pall Mall Gazettes julenummer, og avisen reklamerede stort for den bl.a. med plakater, som politiet dog måtte fjerne for ikke at støde folks følelser.

På en kro sidder fire mænd og drikker. En af dem er Fettes, en gammel, fordrukken skotte, som dog besidder en vis dannelse og med tiden er blevet en accepteret borger i byen. Denne aften dukker den betydningsfulde doktor Wolfe Macfarlane op for at tilse en syg gæst, og det viser sig, at Fettes og Macfarlane kender hinanden.

Som ung studerede Fettes medicin i Edinburgh, og her blev han hjælpelærer for en ekstern professor, dr. K., som underviste i anatomi. En af Fettes opgaver var at tage imod de lig, som blev brugt til undervisningen, og her stødte han på Macfarlane, som også studerede under dr. K.

En aften genkender Fettes liget af en ung kvinde, som han netop havde mødt aftenen før. Da han fortæller det til Marcfarlane, får denne ham dog overbevist om, at han må tage fejl. For hvilke følger kan det ikke få, hvis man begynder at grave dybere i, hvor de mange lig kommer fra! Så Fettes tier, og da der nogle nætter senere sker noget endnu mere mistænkeligt, er Fettes alt for impliceret til at kunne sige fra.

Ligrøverne udkom som sagt to år før Dr. Jekyll & Mr. Hyde, og allerede her studerer Stevenson menneskets skyggesider. Det er en velfortalt fortælling om en mand, der drives af sociale ambitioner til at give køb på sine moralske principper, men også en fortælling om medicinhistoriens mørke sider. For hvor dygtige ville lægerne være i dag, hvis de ikke havde brudt moralske grænser op gennem tiden? Det er en velskrevet og letlæst historie, og de mere end 100 år på bagen mærkes på ingen måde, og med Peter Mouritzens fine forord som introducerer historien, kan alle læsere være med.

Historien er tidligere oversat til dansk flere gange og findes i forskellige antologier, men Peter Mouritzens oversættelse med de originale plancher fra National Library of Medicine bringer nyt liv til denne 129 år gamle fortælling. Ligeledes er fortællingen også blevet filmatiseret flere gange, første gang i 1945 hvor både Boris Karloff og Bela Lugosi var på rollelisten.

Om Ligrøverne skriver William F. Naufftus i “British Short-Fiction Writers, 1880-1914”:

“The Body Snatcher,” the first of the new short fictions, had been written in the summer of 1881, shortly before Treasure Island, but its author never liked it, considering it “horrid” and only publishing it because he owed a story to the Pall Mall Gazette and did not have anything else available. He insisted on having his fee reduced from forty to thirty pounds because of the story’s low merit and never reprinted it in any collection of his short fiction. The story is actually fairly effective but also rather gruesome and not particularly original … The two grave robbers are more surprised by the conclusion than the reader is, and the gothic machinery is fairly shopworn, but the double life of Macfarlane, a respected London physician with a secret criminal past, obviously looks forward to that other London physician, Dr. Henry Jekyll.”

Besøg forlagets hjemmeside

Også omtalt på Litteratursiden

Om bogen:

Originaltitel: ”The Body Snatcher”, 1884
Udgivelsesår: 2013
Omslag: RubArt

Flaskedjævelen af Robert Louis Stevenson

FlaskedjævelenFor nyligt genlæste jeg Robert Louis Stevensons Ligrøverne, og det gav mig blod på tanden til at læse mere af Mr. Hydes fader, så da jeg faldt over en smukt illustreret udgave af Flaskedjævelen røg den straks med hjem.

På Hawaii bor den fattige men dygtige og samvittighedsfulde mand, Keawe, der rejser ud for at se verden. En dag ankommer hans skib til San Francisco, og her går han på opdagelse og finder et vidunderligt hus. Mens han står og kigger på det og drømmer om at eje et tilsvarende, kommer husets ejer ud, og de falder i snak.

Ejeren fortæller, at alt hans rigdom stammer fra en flaske med djævelen i, og at han er villig til at sælge den til Keawe. Der er dog et par betingelser ved flaskedjævelen. Den kan kun sælges med tab,  den skal sælges for mønter, og den, som ejer flasken når vedkommende dør, er dømt til Helvede. Til gengæld opfylder flasken alle ens ønsker, så længe man ejer den.

Keawe køber den for 50 dollars, og hans ønske om et smukt hus bliver hurtigt opfyldt – dog på en anden måde end forventet – og spørgsmålet er så, hvad en samvittighedsfuld mand vil gøre?

Novellen hører under temaet at sælge sin sjæl djævelen a la Goethes Faust. Den er dog let fortalt trods de moralske overvejelser undervejs, og de smukke farverige illustrationer af Jacqueline Mair er med til at underbygge en håbefuld stemning i fortællingen.

Om Flaskedjævelen:

Originaltitel: The Bottle Imp
Første udgivelse: 1891 i the New York Herald

Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping

Illustratoren Charles Keeping har i antologien Klassiske spøgelseshistorier udvalgt en række af de bedste spøgelseshistorier skrevet af klassiske forfattere. I forordet skriver han kort om valget af hver novelle. “Ligrøverne” er medtaget for at være et godt eksempel på Robert Louis Stevensons korte, overnaturlige fortælllinger. M. R. James er Keepings yndlings spøgelseshistorie-forfatter, og Keeping overvejede både “Åh, fløjt, min dreng, og jeg kommer til dig” og “Abbed Thomas skat“, men endte med “Klagebrønden” som er en fin novelle men efter min mening er lidt atypisk for M. R. James. “Fejemanden” af A. M. Burrage kalder Keeping en klassiker i stil med M. R. James. Valget af Charles Dickens “Signalpasseren” var bl.a. fordi Keeping ikke tidligere havde illustreret den. Edgar Allan Poe var svær, idet mange af hans historier mere er gysernoveller end spøgelseshistorier, men Keeping fandt dog “Den sorte kat” både spøgelsesagtig og uhyggelig nok. “Canterville-spøgelset” af Oscar Wilde er samlingens humoristiske islæt, mens “Den tyske students eventyr” af Washington Irving hører til i den skræk-romantiske ende. Endelig er Daphne du Mauriers “Eskorte”valgt af personlige grunde, idet Keeping fra moderens side stammer fra en lang række af sømænd, og han var selv til søs under krigen.

Ligrøverne
I sine unge dage studerede Fettes medicin på universitetet i Edinburgh. Fettes var god til at få lærernes anerkendelse uden at arbejde særligt hårdt for det, og i andet semester blev han hjælpelærer for en lektor i anatomi, som i novellen blot kaldes K. En af Fettes pligter var at modtage “forsyningerne” til undervisningen sammen med en anden hjælper, den unge læge Wolfe Macfarlane. På et tidspunkt går det op for Fettes, at ikke alle ligene er død en naturlig død, men Macfarlane slår det hen. Det kommer de dog til at fortryde.

Den sorte kat
Fortælleren holder meget af dyr, ikke mindst sin kat Pluto. Men efterhånden som han begynder at drikke, bliver han mere og mere ondskabsfuld, og en dag slår han katten ihjel. Efter nogen tid får han en ny kat, som næsten ligner Pluto 100%, men som gør forfatteren nervøs. Da han en dag er lige ved at falde over katten, slår han ud efter den med sin økse. Hustruen lægger sig imellem, og det ender med mord. Nu vil fortælleren skjule hustruens lig, men da politiet dukker op, er også katten borte…

Den tyske students eventyr
En uvejrsnat under den franske revolution gik den tyske student Gottfried Wolfgang rundt i Paris. Han havde haft en usædvanlig stærk drøm om en kvinde af nærmest overjordisk skønhed. Mens han denne nat krydsede pladsen for guillotinen, så han en skyggeskikkelse krybe sammen for foden af trappen op til skafottet. I medynk henvendte Gottfried sig til skikkelsen, og opdagede til sin store forbløffelse, at ansigtet tilhørte kvinden fra hans drøm. Men hvad lavede hun her ved skafottet?

Canterville-spøgelset
Den amerikanske ambassadør Hiram B. Otis købte slottet Canterville vel vidende, at her spøgte. Otis troede dog ikke på den slags, og selvom han med tiden måtte indrømme, at der måske alligevel var et spøgelse, så blev ingen i familien skrækslagne, og i stedet begyndte de yngste drenge at drille spøgelset. Efterhånden blev efterlivet nærmest uudholdelig for det gamle spøgelse, og først da Otis datter, den yndige Virginia, fik lejlighed til at tale med spøgelset, ændrede tingene sig.

Eskorte
Under krigen sejlede trampdamperen “Rawenswing” på Nordsøen med forsyninger. På en overfart bliver kaptajnen syg, og William Blunt må overtage kommandoen. Kort efter får udkigsmanden øje på et periskop – en tysk ubåd har spottet dem, og med mindre et mirakel sker, vil de ikke overleve natten. Men så dukker en mærkelig eksorte op…

Klagebrønden
Stanley Judkins var noget af en skarnsknægt, så da han på en spejderudflugt fik at vide, at han under ingen omstændigheder måtte nærme sig en ensomt beliggende brønd, var han naturligvis nødt til at gøre netop det.

Fejemanden
Den gamle og velhavende Miss Ludgate var ikke just kendt for sin gavmildhed, men til de omrejsende tiggere som bankede på hendes dør, fandt hun dog altid enten mad eller penge. Det forstår den unge selskabsdame Miss Winyard ikke spor af, men en efterårsaften får hun svaret.

Signalpasseren
Under en gåtur møder fortælleren en signalpasser i bunden af en kløft, hvor han står ved sporet. De falder i snak, men først efter at banevogteren har opført sig meget mærkeligt overfor fortællerens første tilråb. Det viser sig, at banevogteren flere gange har oplevet at blive antastet af noget eller nogen, som ikke rigtig var der, og hver gang er der sket noget forfærdeligt. Fortælleren er dog overbevist om, at det er indbildning, og de taler et stykke tid for så at aftale, at fortælleren skal komme igen en anden dag. Men da han kommer, er banevogteren der ikke mere…

Klassiske spøgelseshistorier er en af mine yndlingsantologier. Dels er Charles Keepings illustrationer yderst atmosfærefyldte og underbygger novellerne på fantastisk vis, og dels synes jeg, at han har valgt nogle glimrende og ind i mellem lidt anderledes noveller ud. Især er jeg glad for “Eskorten”, som er en mere nutid fortælling, men som alligevel formår at indgive den helt rette spøgelsesstemning. Men også “Fejemanden” som er en klassiske fortælling om hybris og nemesis, og faktisk alle de øvrige noveller hører også til i særklassen af gode spøgelseshistorier, som kan læses igen og igen.

Som afslutning giver Charles Keeping en kort introduktion til de enkelte forfattere, hvor han kort opridser deres livsforløb og nævner deres hovedværker.

Indhold:

Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, The Body Snatcher)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Black Cat)
Den tyske students eventyr af Washington Irving (1824, The Adventure of the German Student)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Canterville Ghost)
Eskorte af Daphne du Maurier (1940, Escort)
Klagebrønden af M. R. James (1928, Wailing Well)
Fejemanden af A. M. Burrage (1931, The Sweeper)
Signalpasseren af Charles Dickens (1866, The Signalman)

Om bogen:

Udgivelsesår: 1989
Forlag: Sesam, 164 sider

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

Olalla af Robert Louis Stevenson

Olalla af Robert Louis StevensonRobert Louis Stevenson er i gyser-sammenhæng nok mest kendt for klassikeren “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som absolut også er værd at stifte bekendtskab med. Denne lille novelle “Olalla” er dog heller ikke helt ueffen.

Fortælleren er en soldat, som skal komme sig efter at være blevet såret. Han får husly hos en familie af fornem byrd, som tidligere var højt på strå både økonomisk og anseelsesmæssigt, men som gennem årtierne er forfaldet mere og mere, og nu lever ydmygt for sig selv langt oppe i bjergene.

Fortællerens første møde med familien er sønnen Felipe, der kører soldaten til huset. Felipe var usædvanlig velskabt, smidig og stærk med nydelige træk. Dog var han også mørk og med kraftig behåring samt gule, ikke særligt udtryksfulde øjne. Af væsen var han pludrende og lettere enfoldig, men fortælleren fandt dog behag i hans samvær.

Efter nogle dage møder han også fruen i huset. Hun slænger sig mageligt i solen, og ligesom Felipe har hun store gule udtryksløse øjne. Hun er ikke særlig snakkesagelig, men venlig nok. Fortælleren er dog nysgerrig efter at møde det sidste familiemedlem, datteren Olalla, og da han en nat hører skrækkelig skrig fra huset, er han sikker på, at Felipe (som han har observeret pine et egern) gør noget grufuldt ved Olalla. Men han er låst inde og kan ikke komme hende til hjælp.

Næste dag gennemsøger han dog huset og finder frem til Olallas værelse, og her finder han beviser på en meget tænksom og ærbar sjæl. Kort efter ser fortælleren Olalla, og hendes ydre er så smukt, som han forestiller sig hendes indre, så han forelsker sig hovedkulds i hende. Der er dog ikke nogen umiddelbart nem måde at forene de to, og hvad er det med moderen og Felipe?

“Olalla” er en blanding af en kærlighedshistorie og en fantastisk fortælling som første gang blev trykt i 1885 i “Court and Society Review”. Som Bo Hakon Jørgensen beskriver i sit efterskrift, så trækker novellen tråde til den gotiske roman med spørgsmålet om, hvem er jeg, og hvad er mit jeg? Olalla står fanget i midten mellem sit jeg og “det andet”. Hun forsøger ved hjælp af religionen at undertrykke slægtens dæmoniske træk, mens moderen tydeligt udlever al sin sensualitet uden hæmninger.

Jeg fik tanker om varulve, da jeg læste novellen. At familien gennem generationer er degenereret ind til det rent dyriske og nærmest er blevet varulve. Jeg ved dog ikke, om det er forfatterens hensigt. Til gengæld passer plottet godt ind i Stevensons tanker om splittelsen af jeg’et i følelser og intellekt, som han også beskriver i “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”.

“Olalla” er ikke en specielt uhyggelig historie i vore dages opfattelse, men den er et godt udtryk for tiden og stadig værd at læse.

Om “Olalla”:

Udgivet i “10 fantastiske fortællinger” udvalgt og med efterskrift af Bo Hakon Jørgensen.
Originaludgave: 1885

10 fantastiske fortællinger / red. Bo Hakon Jørgensen

Vennernes ven findes bl.a. i antologien 10 fantastiske fortællingerAntologien 10 fantastiske fortællinger er udvalgt af Bo Hakon Jørgensen, som også har skrevet efterskriftet om den fantastiske litteratur.

Indhold:
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann (1817)
Venus fra Ille af Prosper Mérimée (1837)
William Wilson af Edgar Allan Poe (1839)
Olalla af Robert Louis Stevenson (1885)
Det djævelske væsen af Ambrose Bierce (1893)
Vennernes venner af Henry James (1896)
Forvandlingen af Franz Kafka (1915)
Aben af Karen Blixen (1934)
De runde ruiner af Jorge Luis Borges (1941)
Kvinden på Madagaskar af Per Højholt (1986)

Om 10 fantastiske fortællinger:

Udgivelsesår: 1991
Forlag: Odense Universitetsforlag, 254 sider

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Den_ejendommelige_sag_om_dr_Jekyll_og_mr_Hyde

Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Dr. Jekyll og Mr. Hyde handler kort fortalt om en videnskabsmand, som går for langt i sine eksperimenter og må bære den yderste konsekvens.

Lægen Jekyll er et respekteret medlem af samfundet. Udadtil opretholder han et ulasteligt ydre, men han har dog visse laster – hvilke får vi ikke at vide, andet end han synes, de er uværdige. Gennem en række eksperimenter lykkes det Jekyll at spalte sin person i to, således at alle lasterne kommer til udløb i Mr. Hyde, mens han som Dr. Jekyll kan være helt igennem respektabel.

Men Dr. Jekyll kan ikke styre Mr. Hyde, og da denne en dag slår en mand ihjel, er Dr. Jekyll nødt til at lukke døren i for Hyde for evigt. Det viser sig dog at være svært, for når Jekyll sover, dukker Hyde op. Det der før krævede, at han tog sin eliksir, sker nu uden hjælp, og til gengæld bliver det sværere for ham at blive Jekyll igen.

Sagføreren Utterson kommer ind i sagen som en ven af Dr. Jekyll, og det er ham som til sidst sammen med Jekylls trofaste tjener Poole bryder ind i Jekylls arbejdsværelse og finder den fuldstændige redegørelse over forløbet – og Hydes krop liggende død på gulvet.

Historien om Dr. Jekyll og Mr. Hyde er en klassisk fortælling, som siden sin udgivelse er blevet filmatiseret og gengivet på anden vis et utal af gange. Robert Louis Stevenson lod sig inspirere af en virkelig person, da han skrev den, nemlig William Brodie, der blev født i 1741 og udadtil var en fin gentleman, men bag kulisserne var en tyv og bedrager.

Førsteudkastet til romanen blev skrevet på tre dage, men blev omskrevet da Mrs. Stevenson foreslog sin mand at gøre det til en allegorisk fortælling i stedet for. Det endelige manuskript blev derefter ligeledes skrevet på tre dage, og blev allerede i sin samtid en bestseller med et oplag på 40.000 eksemplarer i løbet af det første halve år.

Dr. Jekyll og Mr. Hyde er nem at læse trods sin alder, og har flere glimrende eksempler på gotiske virkemidler, f.eks. beskrivelsen af Uttersons tur gennem natten sammen med Poole:

“Det var en barsk og stormfuld martsnat, og den blege måne lå på ryggen, som om vinden havde væltet den, og de forrevne skyer for over himlen i et broget mønster. Stormen gjorde det vanskeligt at tale og gjorde dem hede i kinderne. Det var, som om den havde drevet alle fodgængere bort fra gaderne, for Mr. Utterson syntes aldrig, han havde set London så øde og forladt. Han havde foretrukket det anderledes, for aldrig i sit liv havde han følt så inderlig en længsel efter at se sine medskabninger og røre ved dem, og selvom han kæmpede imod, voksede der i ham en knugende forudanelse af katastrofe.”

Dr. Jekyll og Mr. Hyde blev som sagt en bestseller allerede i samtiden, og udtrykket ”Jekyll & Hyde-personality” opstod, som en forklaring på mennesker der bestod af både ønskelige og ikke-ønskelige personlighedstræk. Historien demonstrerer da også tydeligt et af de ”problemer”, der optog borgerskabet i slutningen af 1800-tallet, nemlig hvordan man passer på, at lysterne (som var ikke-ønskelige personlighedstræk) ikke overmander mennesket. Hvor man mente, at den gemene pøbel ofte lod sig lede af lysterne, var det ikke passende, når pæne mennesker gjorde det.

Samtidig er historien også et eksempel på ”den gale videnskabsmand”, som i sin søgen efter viden, ender med at gøre ulykkelige ting. Helt konkret både myrder og voldtager den pæne doktor jo folk, når han er overtaget af Mr. Hyde. Og selvom Jekyll ikke ønsker at begå alle de slette handlinger, så får han sværere og sværere ved at modstå Mr. Hyde. En advarsel til læseren om at passe på ikke at lade sig overmande af lysterne, da det kan få grufulde konsekvenser.

Kasper Christiansen analyserer Dr. Jekyll og Mr. Hyde i sin artikel ‘På sporet af Mr. Hyde’ i Kritik, nr. 175. Han mener dog ikke, at man kan nøjes med at læse romanen som et opgør med Victoriatidens menneskesyn. Derimod mener han, at Stevenson skelnede til videnskaben, da han skrev sin fortælling.

Christiansen fortæller blandt andet, hvordan fortællingen blev skrevet midt i en brydningstid præget af kampe mellem indbyrdes stridende skoler i videnskaben. Positivismen, som reducerer verden til materielle processer og mekaniske love, dominerede, som en modvægt til romantikkens spekulative, metafysiske filosofi. Men i løbet af 1880’erne opstod også en ny dynamisk psykologi, der byggede på et rent psykologisk grundlag, ligesom der også opstod en interesse for parapsykologien. Christiansen påviser, at Stevenson havde et tæt forhold til den dynamiske psykologi, og forklarer hvordan han fik grundidéen til Dr. Jekyll og Mr. Hyde under læsningen af en artikel om det ubevidste i et fransk videnskabeligt tidsskrift.

Christiansen fortsætter, at hoved-inspirationen til fortællingen må findes i udforskningen af hypnose og multipel personlighedsforstyrrelse. To fænomener, der særligt optog fransk videnskab i 1880’erne. Hypnose blev brugt til at undersøge det ubevidste, ligesom hypnose gjorde det muligt at fremkalde personlighedsændringer meget lig dem, dr. Jekyll frembringer i sit laboratorium. Dermed konkluderer Christiansen, at det kemiske stof Jekyll tager for at blive Hyde, ikke fremkalder splittelsen i personligheden, men i stedet isolerer to eksisterende psykiske enheder.

Tanken om bevidstheden som en sammensat størrelse, bestående af modsatrettede og indbyrdes stridende kræfter, er et hovedtema i 1880’ernes videnskab og litteratur. At Stevenson har fattet interesse for disse temaer er ikke overraskende, når man holder hans tætte forbindelse til fransk psykologi for øje. Psykologien i Frankrig interesserede sig særligt for det psykopatologiske område, for personlighedsspaltning og ubevidste bevidsthedsprocesser, ligesom man diskuterede gyldigheden af de traditionelle subjektmodeller og de juridiske konsekvenser af denne revurdering – alle temaer, der står centralt i Strange Case.” (side 40, Kritik nr. 175)

I romanen er dr. Jekyll helt overbevist om, at det er Hyde, der begår forbrydelserne. Alligevel har han dårlig samvittighed og føler sig skyldig. Denne forvirring over hvor skylden skal placeres, var også aktuel i Stevensons samtid. Christiansen beskriver, hvordan opdagelsen af hypnose og multipel personlighedsforstyrrelser “tvang videnskaben til at tage stilling til de juridiske konsekvenser af, at mennesket kunne handle ud fra motiver, der stammede fra fraspaltede personlighedselementer.”

Christiansen slutter af med at se nærmere på, hvordan Hydes sanser er mere skærpede end dr. Jekyll. Her mener han, at man misser forklaringen, hvis man tolker Hyde ud fra et evolutionistisk synspunkt. Her skal Hyde nemlig placeres på et lavere evolutionistisk udviklingstrin end Jekyll, og det hænger ikke sammen med Hydes skærpede sanser. Den positivistiske psykologi kunne ikke forklare, hvorfor personer under hypnose f.eks. kan fremkalde minder, som ikke huskes i vågen tilstand. Derfor ignorerede eller fornægtede man simpelthen disse fænomener. Men ifølge Christiansen kan Hydes skærpede sanser netop forklares via den dynamiske psykologi, og den viden er nødvendig at have for øje, hvis man vil forstå Stevensons roman og særligt skikkelsen dr. Jekyll/mr. Hyde.

Om bogen:

Originaltitel: The strange case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde
Udgivelsesår: 1886

Læs mere:

På sporet af Mr. Hyde af Kasper Christiansen i Kritik, nr. 175. 2005
Timer i litteratur af Vladimir Nabokov