Indlæg tagget med ‘robotter’

Drengen Golem – flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Drengen Golem - flugten af A. Rune, illustreret af Tom Kristensen

Tom Kristensen er efter min mening én af Danmarks bedste tegnere. Jeg opdagede ham første gang, da han i 2013 vandt Årets Danske Horrorudgivelse for tegneserien Made Flesh sammen med Lars Kramhøft (senere udgivet på dansk med titlen Fordærvet). Siden har jeg fulgt med i de fleste af hans udgivelser, uanset om det har været til voksne eller børn.

Drengen Golem – flugten hører til sidstnævnte. Historien er skrevet af A. Rune og handler om Drengen som vågner forvirret op, fastspændt til en jernbriks, i en sort/hvid verden, hvor han konstant hører en overdøvende tikken. Det lykkes Drengen at flygte fra rummet, og undervejs får han hjælp af robotten Graph 20-17 og K.A.T.

Med regulatorerne i hælene stikker de af mod byen Primus, hvor Drengen har svage minder om et hus. Men kan Drengen finde svar på, hvad der er sket med ham i huset? Kan han stole på pigen fra hans drømme? Og hvem er Samlerne?

Drengen Golem – flugten er første bind i serien om Drengen som har mistet sit hjerte og fået et mekanisk i bytte. Historien udspiller sig i en dyster futuristisk steampunk-verden kaldet Kronos, hvor Skaberen hersker over urbærerne, og intet er vigtigere end kontrol og præcision.

Jeg blev hurtigt fanget ind af historien, som er spændende og velfortalt, og som Tom Kristensen understøtter og løfter med sine atmosfærefyldte illustrationer. De fleste af tegningerne er holdt i sort/hvide rå streger, som matcher hvordan Drengen ser verden nu. Men ind i mellem drømmer han, og disse tegninger er i smukke, bløde farver.

Udover tegningerne som supplerer historien, er bogen smukt illustreret med vignetter og en urværks-inspireret ramme på hver side. Det samlede indtryk er en bog, man har lyst til at genbesøge. Både for selve fortællingen, men ikke mindst for den stemningsfulde billedside.

  • Drengen Golem
  • Graph 20-17
  • K.A.T.
  • Pigen Anna
  • En Regulator
  • Dommer Enok
  • Huset

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
En spændende, actionfyldt og utrolig medrivende første del af en ny lovende serie sat i et futuristisk steampunk univers. Teksten er velskrevet i et godt sprog, der flyder let og er krydret med fine detaljer og referencer til tidstemaet. Illustrationerne, der er holdt i en dyster upoleret stil, bidrager med den helt rigtige uhyggelige stemning.

Bogrummet:
Historien er både spændende og energisk. Der er fart over feltet i dette første bind af fire, og der sker utrolig meget på de 118 sider.  […] Jeg er vild med universet, der både virker koldt og grumt, som foregik det i gamle dage i en mørk tid, og så er historier med robotter bare en yndlingsgenre. Golems er væsner jeg er stødt på i diverse pc rollespil, og der er de oftest nærmest usårlige kæmper, skabt på kunstig vis, så hvad mon fremtiden byder for vores hovedperson? (Læs hele anmeldelsen)

Om Drengen Golem – flugten:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Calibat, 118 sider
Omslag: Tom Kristensen

Udvalgt udgivelser af Tom Kristensen:

X fra det ydre rum, 2020 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Portal, 2019 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Fandenivoldsk, 2018 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Kværnen, 2017 (i samarbejde med Martin Schjönning)
Martin, 2016
Billy smiler rødt, 2014 (i samarbejde med Zenia Johnsen)
Made Flesh, 2013 (i samarbejde med Lars Kramhøft)
Deadboy, 2013

Tom Kristensen på Art Bubble i 2017. Foto: Ruben Greis
I anledning af udgivelsen af “Kværnen” skrevet af Martin Schjönning og illustreret af Tom Kristensen havde jeg en zombie-nisse med, da jeg mødte TK til Art Bubble på Dokk1 i 2017. Foto af Ruben Greis.

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Ind i mellem læser jeg bøger, som jeg vældig godt kan lide, men ikke kan nå at skrive om her på siden. Klara og solen er en af dem.

Forlaget skriver:

Klara og solen er Kazuo Ishiguros første roman, efter han modtog Nobelprisen i litteratur.

Romanen fortæller historien om Klara, en Kunstig Ven med en usædvanlig observationsevne, som fra sin plads inde bag butiksruden observerer adfærden hos de kunder, der kommer ind for at se på varerne. Men Klara er også ualmindelig opmærksom på de mennesker, der går forbi på fortovet udenfor. Hun håber til stadighed på at få sig en menneskelig ejer, at en kunde skal vælge hende, men da det viser sig, at dette sandsynligvis vil forandre Klaras liv for altid, tager hun det som en advarsel mod at fæste alt for stor lid til menneskers løfter.

Klara og solen er en stærkt bevægende og overrumplende roman om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I begrundelsen for Nobelprisen i 2017 blev Ishiguros romaner beskrevet som ”romaner med en stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen.

Anmelderne skriver:

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Bogen foregår i en nær fremtid et sted i USA. Børn bliver fjernundervist via computere, og som substitutter for fysiske venner kan de anskaffe Kunstige Venner (KV), menneskelignende robotter med adaptiv intelligens, individuelle træk og et vist følelsesregister, der gør dem til tilfredsstillende venner for de ægte menneskebørn af kød og blod. Klara er en KV af typen B2, som er på vej til at blive overhalet af en ny generation, B3’erne. Men Klara er helt særlig, en pige-KV med kort, mørkt pagehår, venlige øjne og en nysgerrighed og empati, der får den 14-årige pige Josie til at falde pladask for hende. Klara skal være Josies betroede og nære ven. Klara flyttes fra Butikken hjem til Josie og Moderen, der i starten er en kende mere skeptisk end sin datter. Måske skyldes Moderens kulde, at Josies lillesøster Sal døde i en ung alder, og at Josie muligvis lider af samme sygdom? En sygdom, Moderens ambitioner på børnenes vegne selv kan have fremkaldt. Klara vil gøre ALT for Josie, en humørsyg teenagepige med kolossale op- og nedture. Selv er Klara drevet af solceller og har et nærmest religiøst forhold til Solen, som generøst forsyner hende med sin ”særlige næring”. Måske vil Solen også kunne hjælpe Josie?” (Læs hele anmeldelsen)

Benedicte Gui De Thurah Huang, Politiken:
‘Klara og solen’ er Ishiguros første roman, siden han i 2017 modtog Nobelprisen i Litteratur, og den synes at trække tråde til flere af hans berømte romaner, både til gennembrudsromanen ‘ Resten af dagen’ (1989) om den ulasteligt pligtopfyldende butler mr. Stevens og til succesen ‘ Slip mig aldrig’ (2005) om kostskoleeleverne Kathy, Tommy og Ruth, der med tiden opdager, at de er kloner, og at meningen med deres liv er at redde rigtige menneskers liv. Hvorvidt ‘ Klara og solen’ er en fortælling om blind servilitet eller en roman om stor kærlighed og om modet til at tage sin skæbne på sig, har jeg svært ved at beslutte mig for. Men netop den uafgørlighed kan være romanens store genistreg.” (05.03.2021 Politiken)

Lasse Winther Jensen, Weekendavisen:
Ishiguro er stadig interesseret i de skygger, der kastes af historien, og hans hovedærinde er stadig at begribe, hvordan bevidstheden påvirkes af fortiden, men i Klara og solen skubbes handlingen ind i en nær fremtid, og frem for alt kreerer forfatteren her en helt ny type fortæller i form af den kunstige intelligens Klara. […] Fordi romanen er fortalt fra Klaras synsvinkel, formidles virkeligheden og dens sammenhænge tålmodigt og diskret via de dialogudvekslinger, hun overhører, og de erfaringer, hendes robotbevidsthed langsomt gør sig, først i butikken og siden i den familie, der køber hende, så hun kan være Kunstig Ven for pigen Josie. Romanens verden gestaltes kort sagt i takt med Klaras indtryk af den. Efterhånden bliver det klart, at den nære fremtid i Klara og solen er kendetegnet ved opdelinger mellem de børn, der har undergået genmodificering, og de, der ikke har. Desuden har den teknologiske udvikling omkalfatret arbejdsmarkedet, og menneskeheden står på tærsklen til reelt at kunne udskifte mennesker – en syg datter, for eksempel – med robotter.” (05.03.2021 Weekendavisen)

Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad:
Måske er det væsentligste ved romanen, at den konfronterer læseren med denne gråzone, hvor der er et ubehag ved, at menneskene så nemt kan svinge mellem at knytte følelser til deres maskiner, for derefter at smide dem bort. Ishiguros mesterskab er at kunne fastholde opmærksomheden på et lille univers i sin rolige og smukke prosa gennem godt 300 sider, uden at man føler, at der godt måtte ske noget mere. Der er flere udviklinger undervejs, hvor de spor, som var lagt ud, tager en drejning, men frem for alt er ” Klara og solen” en stærk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad ægte følelser er, og hvornår, hvordan og hvorfor vi reagerer på dem eller ej.” (02.03. 2021 Kristeligt Dagblad)

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Centralt i historien er problemet om det særligt menneskelige. På den ene side er der dem, der påstår, at mennesker kan reduceres til maskiner som Klara og hendes løbende opdateringer. På den anden er der dem, der hævder eksistensen af et menneskelig “hjerte”. Klara kommer i sit liv med Josie, hendes ven Rick og deres respektive voksne rigtigt tæt på mødet mellem de to opfattelser. Men som sædvanligt hos Ishiguro er der intet facit, kun de mellemregninger, som nødvendigvis må med i regnestykket.” (02.03.2021 Jyllands-Posten)

Om Klara og solen:

Udgivelsesår: 02.03.2021
Forlag: Gyldendal, 347 sider
Omslag: Pete Aldington
Originaltitel: Klara and the Sun
Oversætter: Claus Bech

Læs også:

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten < end 2 af Patrick Leis
A.I. af Torben Pedersen

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst af Torben Ikeda Pedersen

Ej blot til lyst er Torben Ikeda Pedersens tredje udgivelse. Han debuterede med Mørke i 2019, og i 2020 udgav han A.I. Alle tre romaner handler om eksistens og moral. I A.I. eksemplificeret ved menneskets opførsel online i forbindelse med forbrydelse og straf, mens det i Ej blot til lyst handler om seksuelle lyster udlevet med O’botter.

Ej blot til lyst starter i 2037. En gruppe forskere har opfundet senso-gel, som de planlægger at udnytte indenfor sex-industrien. Senso-gelen kan stimulere nervebanerne via en processor i den faste kerne, og på den måde give seksuel tilfredsstillelse. Med tiden udvikles opfindelsen, og i 2091 følger vi en O’bots oplæring i firmaet PleasureLand Inc.

Isaac Asimov anses som opfinderen af den moderne robot, og det var ham, som udviklede robotikkens tre love. Her i romanen er der blot to love, og de lyder lidt anderledes: “1) En O’bot må ikke – udover aftalevilkår – gøre et menneske fortræd, eller, ved ikke at gøre noget, lade et menneske komme til skade. 2) En O’bot skal give mennesket nydelse, så længe dette ikke er i konflikt med første lov.” Og at give nydelse er O’botter eksperter i, selvom de p.g.a. GDPR-lovgivningen skal have fjernet deres minder om den enkelte kunde efter hver kontrakt. Men er det moralsk i orden at skabe robotter, der både ligner og agerer som mennesker, men reelt blot er sexslaver?

Titlen Ej blot til lyst er et citat fra en inskription over Det Kongelige Teaters gamle scene, som en påmindelse om teatrets moralsk-pædagogiske rolle. Ligesom teatret udstiller menneskets dårskab i vor tid, gør O’botterne det i romanen. Og ikke blot vores seksuelle lyster. Nogle gribes af utilstrækkelighed, som udmønter sig i overgreb på O’botter. Andre misbruger O’botter for at hævne sig i privatlivet eller opnå fordele i erhvervslivet. Og så er der firmaet bag O’botterne, som tjener styrtende på deres ydelser.

Selvom vi ikke er teknisk nær så langt fremme i virkeligheden som i Ej blot til lyst, så stiller romanen nogle meget relevante og aktuelle spørgsmål. Jeg kom f.eks. til at tænke på deepfake-porno, hvor flere kendte skuespillerinder har været udsat for, at deres ansigter blev indsat i diverse pornofilm uden deres tilladelse. Er det okay, hvis man skriver i starten, at det ikke reelt er dem, der er med i filmen? Krænker man som privatperson så ikke skuespillerinden ved at opsøge den ulovlige porno? Og er der i virkeligheden så langt fra billedmanipulation på nettet, som vi udnytter for egne lysters skyld, til udnyttelse pr stedfortræder?

Der er meget at tænke over i romanen, og selvom her naturligt nok også er beskrivelser af sex i alle afskygninger, så er her ikke tale om smålummer husmorporno. Det er derimod en tankevækkende og interessant roman, som stiller spørgsmål ved såvel menneskelighed som moral og etik.

Indtil videre er Torben Ikeda Pedersens bøger udkommet på Books on Demand. Det er på en måde en skam, for der er visse fordomme om selvudgiverforlag, ligesom de ikke har et stort apparat til at promovere bogen efter udgivelsen. Men Ej blot til lyst fortjener mange læsere. Så glem fordommene og læs den. Og er du ikke blevet overbevist af mig, så læs Bjarne Jensens 5-stjerners anmeldelse på Bogrummet: “[…] av for en bog. Underholdende, tankevækkende og aldeles velskrevet!

Om Ej blot til lyst:

Udgivelsesår: 01.02.2021
Forlag: Books on Demand, 264 sider

Læs en interessant artikel om deepfake her

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

I den nære fremtid i et velkoordineret øjeblik, der går ubemærket hen blandt mennesker, holder al den strålende teknologi, der får verden til at løbe rundt, pludselig op med at virke. Den forener sig … og begynder at vende sig imod os.

En vanvittigt kraftfuld, kunstig intelligens kaldet Archos bliver sat i verden, men kan ikke holdes under kontrol. Menneskeheden fatter ingen mistanke, da Archos i smug begynder at overtage vores biler, elforsyninger, flykontrolsystemer og computernetværk – hele det globale system, der styrer vores liv.

I det, der senere bliver kendt som Katastrofetimen, da robotkrigen pludselig bryder ud, bliver menneskeheden udslettet – og for første gang i historien – forenet.

Vi vil ikke lade os udrydde. (fra bogens bagside)

Robopocalypse er skrevet af Daniel H. Wilson, der har en PhD i Robotics og er af Cherokee afstamning. På engelsk er der også udkommet en efterfølger med titlen Robogenesis. Filmrettighederne blev ret hurtigt solgt til Steven Spielberg, men det lader til, at projektet siden er blevet lagt på hylden.

Bogen udkom oprindeligt i 2011, og opbygningen minder en del om Max Brooks World War Z, der udkom i 2006. Selvfølgelig med den store forskel at her handler det ikke om zombier, men om robotter.

Jeg kan godt lide science fiction, og for mig tæller handling ofte højere end et flot sprog. Og der er masser af handling i Ropocalypse, så uden at kalde den et mesterværk var jeg nu udmærket underholdt under læsningen.

Anmelderne skriver:

Apokalyptisk: “Som helhed er Robopocalypse et spændende værk, og man sluger de +350 sider ret hurtigt. Men når bogen er lukket er der få af karaktererne og de ofre de bringer, de heltedåder de udfører og de tab maskinerne påfører dem, der rigtigt har brændt sig fast. […] Den planlagte filmatisering er desværre blevet skrinlagt. Personligt tror jeg at Wilsons værk havde egnet sig bedre som en episk Hollywood-blockbuster end den gør som roman.” Læs resten af anmeldelsen HER

Bogblogger.dk:I Robocalypse – Krigen mod robotterne inviterer Daniel H. Wilson læseren med nogle år frem i tiden. Kunstig intelligens, robotter og anden skøn teknologi er blevet integrerede dele af vores liv. Det gælder på børneværelset med de ’smarte’ dukker, det gælder de førerløse biler, det gælder i servicefag og krig, så nærmest uanset, hvor mennesker befinder sig, er de omgivet af teknologi. Men en dag begynder der at ske mærkelige ting. Det er som om, at teknologierne vender sig mod mennesket. Dukker bider fra sig, biler mejer fodgængere ned, flykontrolsystemer sætter ud, og til sidst bryder en sand udslettelseskrig løs. I Katastrofetimen starter robotkrigen, og milliarder af mennesker udryddes eller interneres i arbejdslejre.” Læs resten af anmeldelsen HER

Littuna.nu:Det siges, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Og selvfølgelig er det bedst at fralægge sig sine fordomme, inden man begynder at læse, da bøger ofte kan overraske. Men nogle gange møder man en bog, der så kraftigt projekterer, hvilken læseoplevelse man har i vente, at det kan ses på flere kilometers afstand. Robopocalypse er præcis sådan en bog. Det er en af de bedste titler på en roman, jeg længe har stødt på, og den primære årsag til at jeg valgte at læse bogen. For over for sådan en titel der på én gang både er kortfattet genial og Hollywood-idiotisk, kan man ikke kan andet end at bøje sig i støvet. Og bogen leverer lige præcis den blockbuster-agtige historie, titlen foreskriver.” Læs resten af anmeldelsen HER

Politiken:Forlaget har på titelbladet valgt at forkorte oversætterens navn A. I. (normalt forkortelse for Artificial Intelligence). I en bedre sammenhæng kunne det ellers have været en meget sød joke. Skal man sige noget positivt om romanen, er det den fantasifulde mangfoldighed i robotverdenen. De forskellige robottyper beskrives detaljeret og overbevisende, grinebidere, knælere, edderkoppetanks, pløkkere, stumpere og mange, mange flere (og her har oversætteren gjort et godt stykke arbejde), og man fornemmer, at Daniel H. Wilson er uddannet i robotteknologi. For den robotrigdom får ‘Robopocalypse’ sine to hjerter. Resten er mekaniske massakrer.”
Læs hele anmeldelsen i Politiken 29.02.2020

Weekendavisen:Det er ren ramasjang af den gode gamle science fiction-gyser-slags, og selv om mange af actionscenerne har en slowmotion-ynde over sig, går den mere filosofiske vinkel tabt i kamptumlen. Daniel H. Wilson er af indiansk afstamning, og derfor lader han meget passende den vigtigste menneskelige modstands-rede opstå i et indianerreservat og beretter samtidig om, hvor godt naturen har det under robotkrigen, hvor maskinerne kommer til at stå som dyrenes beskyttere […] Det får læseren til at overveje, om forfatteren egentlig er på menneskenes side eller naturens? Vil han virkelig fortælle os, at maskinerne har ret i, at vores tid er udløbet? At maskinernes oprør i virkeligheden er naturens oprør?
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 24.01.2020

Om Robopocalypse – krigen mod robotterne:

Udgivelsesår: 17.01.2020
Forlag: Klim, 344 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Originaltitel: Robopocalypse (2011)
Oversætter: AI (Anne Iversen)

Besøg Daniel H. Wilsons hjemmeside

Læs også:

World War Z af Max Brooks
Colossus af D.F. Jones
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Passagen af Simon Stålenhag

Passagen af Simon StålenhagÅret er 1997. En bortløben teenager rejser med sin gule legetøjsrobot gennem et besynderligt USA. Resterne af gigantiske kampdroner ligger spredt ud over landskabet sammen med affald fra et højteknologisk forbrugersamfund i forfald. I takt med at deres bil nærmer sig kontinentets kant, falder verden uden for vinduerne sammen – som om civilisationens kerne er kollapset et sted bag horisonten. (fra bagsiden)

Jeg kendte ikke på forhånd til Simon Stålenhag, men syntes at beskrivelsen af Passagen lød spændende. Så jeg bestilte den, og da jeg fik den i hænderne, var følelsen WAUW. Sikke en smuk bog!

Historien om et USA i forfald, hvor langt de fleste mennesker er forsvundet ind i telehjelmenes neurografnet, er ledsaget af smukke, dystre illustrationer. Jeg kender ikke den rigtige betegnelse, men de semirealistiske billeder minder til tider mere om fotografier, og det er fremragende lavet. Tegnestilen fik mig til at tænke på serien Fall of the Gods af Rasmus Berggren og Michael Vogt, der tematisk er noget helt andet, men hvor illustrationerne er ligeså smukke.

Vi følger pigen Michelle på hendes rejse over USA. Undervejs får vi drypvise glimt af hendes fortid. På den måde kommer vi også nærmere en forklaring af, hvorfor verden ser ud, som den gør. Historien udspiller sig i et futuristisk USA, men Michelles historie om en barsk barndom med misbrug, svigt og manglende forståelse fra omverdenen er desværre alt for genkendelig. Det er også misbruget af telehjelme, som jeg ikke kan lade være med at tolke som vores brug af Internet og Smartphones trukket til det ekstreme.

Passagen er en vidunderlig smuk bog, og trods den dystre og ildevarslende stemning aner jeg et glimt af håb i slutningen. En stor anbefaling herfra.

Ifølge Wikipedia solgte Stålenhag filmrettighederne i 2017 til Andy Muschietti og Barbara Muschietti, der står bag genindspilningerne IT: Chapter One og IT: Chapter Two.

Om Passagen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Alvilda, 137 sider
Omslag og illustrationer: Simon Stålenhag
Originaltitel: Passagen, 2017 (svensk)
Oversætter: John Lysmand

Besøg Simon Stålenhags hjemmeside

Læs også:

Ruiner af Adam O
De rensede af Søren Staal Balslev
Fall of the Gods af Rasmus Berggren og Michael Vogt
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Vejen af Cormac McCarthy
Metrozone af Søren Mosdal
Thornhill af Pam Smy

Illustration fra PassagenIllustration fra Passagen af Simon Stålenhag

Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Otte science fiction noveller redigeret af Jannick StormFor nyligt læste jeg Dommedagskometen af Erik Juul Clausen. I den forbindelse blev jeg gjort opmærksom på en novelle af Arthur C. Clarke med titlen ‘Stjernen’, som netop findes her i Otte science fiction noveller, en antologi udvalgt og oversat af Jannick Storm.

I indledningen kommer JS blandt andet ind på, hvordan man definerer science fiction som genre. At kalde det videnskabelig skønlitteratur er ikke dækkende, men videnskaben har gjort genren mulig. Snarere mener JS, at det er måden forfatterne anskuer tilværelsen på, et “hvad nu hvis-mønster”. Helt grundlæggende skal science fiction dog være overbevisende, skriver JS og fortsætter:

“Fremtiden er noget underligt futilt noget at beskæftige sig med, siger man. Men disse historier beskæftiger sig jo heller ikke med fremtiden; de beskæftiger sig med nutiden, med nutidens problemer. Man benytter fremtiden til at isolere de ting man vil undersøge og beskrive, og fri af de realistiske detaljers bundethed kan man sige: Hvad nu hvis …” (side 8)

Antologien starter med ‘Stakkels lille kriger!’ af Brian W. Aldiss. Claude Ford er rejst tilbage i tiden for at skyde en brontosaurus. Mens han har dyret på kornet, står han og filosoferer over menneskets samvittighedsfulde overlegenhed. Men har det betydning i Juratiden?

En af genrens måske mest kendte noveller er Daniel Keyes ‘Blomster til Algernon’, som vandt en Hugo for Bedste novelle i 1960. Charlie Gordon har en meget lav IQ, men drømmer om at blive dygtigere. Så da han får mulighed for at medvirke i et forsøg, hvor man via kirurgi kan tredoble forsøgspersonens intelligens, springer han til. Ligesom musen Algernon bliver Charlie hurtigt mere intelligent, men øget intelligens har ikke kun positive følger. Og pludselig opstår der uventede problemer med forsøget.

John Wyndham er formentlig mest kendt for romanen Day of the Triffids fra 1951 samt Midwich Cuckoos fra 1957, begge er filmatiserede. I ‘Meteor’ lander en meteor på Graham og Sally Toffts mark. Hendes far er meget interesseret i stenen, så de tager den ind i deres udhus for at se nærmere på den. Sideløbende følger vi en rumskibsbesætnings rejse fra deres egen planet til en fremmed verden. Men selvom man kommer med fred, er det ikke sikkert, at man finder det.

I ‘Den store forhave’ af Clifford D. Simak begynder mærkelige ting at ske for altmuligmanden Hiram Taine og hans hund Towser. Pludselig begynder ødelagte ting i kælderen at reparere sig selv, og endda meget bedre end Hiram kan gøre det. Langsomt går det op for ham, at han har fået ukendte logerende på besøg.

Isaac Asimov er kendt som “opfinderen af den moderne robot” og ikke mindst robotikkens tre love. ‘Robbie’ stammer fra novellesamlingen I, Robot (1950) og handler om Gloria, en lille pige der får en af de første robotter, som barnepige. Gloria elsker Robbie, som hun kalder den, men hendes mor bryder sig ikke om robotten og får til sidst overtalt sin mand til at skaffe sig af med den. Men det er ikke så let at få Gloria til at glemme sin bedste ven.

For snart mange år siden læste jeg romanen Gateway af Frederik Pohl, som er første bog i Heechee-serien, og som jeg varmt kan anbefale. ‘Midasplagen’ er bestemt også værd at læse. Historien udspiller sig i en fremtid, hvor der er overflod af materielle goder. Men da spild er forbudt, er man forpligtet til at forbruge, og jo lavere man er i det sociale hierarki, jo mere skal man forbruge. Nygifte Morey Fry er fattig og bor derfor i et kæmpe stort hus og er forpligtet til at forbruge meget af både materielle ting men også af koncerter mm. af robot-entertainere. Fry er ved at bukke under i forsøget på at forbruge det krævede niveau. Men så får han en idé.

Arthur C. Clarke er forfatteren til 2001: A Space Odyssey, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick. I ‘Stjernen’ er en jesuitisk chef-astrofysiker på vej tilbage efter at have deltaget i udforskningen af en supernova i stjernetågen Føniks. En ekspedition der har sat hans tro på en alvorlig prøve. Novellen vandt i øvrigt en Hugo for Bedste novelle i 1956.

Antologiens sidste novelle er skrevet af William Tenn. ‘P÷’ udspiller sig i tiden efter den anden atomkrig. I USA henledes myndighedernes opmærksomhed på en mand ved navn George Abnego, der viser sig på alle områder at være totalt gennemsnitlig. Denne gennemsnitlighed ender med at starte en verdensomspændende omvæltning, som i sidste ende falder meget overraskende ud.

Jannick Storm har udvalgt bidragene til Otte science fiction noveller ud fra egen smag, men formår at præsentere flere af de største navne i genren OG underholde læseren med gode, tankevækkende og velskrevne historier ved samme lejlighed. En fin antologi der tidsmæssigt er skrevet i årene 1941 til 1961.

Om Otte science fiction noveller:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbalchs Forlag, 227 sider
Omslag: Peder Nyman

Indhold:

Brian W. Aldiss: Stakkels lille kriger! (Poor Little Warrior, 1961)
Daniel Keyes: Blomster til Algernon (Flowers For Algernon, 1960)
John Wyndham: Meteor (Meteor, 1941)
Clifford D. Simak: Den store forhave (The Big Front Yard, 1960)
Isaac Asimov: Robbie (Robbie, 1950)
Frederik Pohl: Midasplagen (The Midas Plague, 1957)
Arthur C. Clarke: Stjernen (The Star, 1959)
William Tenn: P÷ (Null-P, 1951)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Andre verdener / red. Niels Dalgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Tunnelen under verden af Frederik Pohl
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Faderens sønner af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
De blindes land af H. G. Wells

Den uægte af Jesper Wung-Sung, illustreret af Palle Schmidt

Den uægte af Jesper Wung-Sung , illustreret af Palle Schmidt

Løb, kærlighed og bedrag er blandt ingredienserne i Den uægte, en graphic novel af Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt

17-årige Joakim er ganske almindelig ung mand. Han bor hjemme hos sine forældre, har en sød kæreste ved navn Sheila – og så er han en ekstremt talentfuld løber.

Da han vinder et løb over den firedobbelte vinder og storfavorit, Mike McLean, bliver han efterfølgende kontaktet af en ukendt person, som ønsker, at Joakim skal skifte klub. Det vil Joakim dog ikke.

Men det er ikke så let at sige nej, for uanset hvor Joakim er, dukker den mystiske mand op. Så til sidst siger Joakim ja til et møde med mr. Wilson, og her får han et tilbud, han ikke kan modstå. Han får et stipendium til et eliteuniversitet for internationale sportsudøvere, og til gengæld skal han løbe for dem. Men også holde øje med en anden studerende, Jennifer Last, som skjuler en frygtelig hemmelighed.

Vi befinder os nemlig i fremtiden, hvor en krig er blevet udkæmpet, og Jennifer Last er den sidste overlevende fra fjendens side. Hun har integreret sig i samfundet, men mr. Wilson vil bruge Joakim til at eksponere og uskadeliggøre hende. Joakim siger ja, men opgaven viser sig langt fra at være let.

Det er ikke første gang, at Jesper Wung-Sung og Palle Schmidt arbejder sammen. I 2016 udgav de Diego & Dolly, en graphic novel om kærlighed og besættelse. I Den uægte handler det om sport og ambitioner, men også om bedrag og spirende kærlighed.

Som sædvanligt – fristes jeg til at sige – leverer Jesper Wung-Sung en spændende historie, hvor slutningen i den grad overraskede mig. Palle Scmidts illustrationer er denne gang grove og nærmest skitseagtige. Her er ikke arbejdet med detaljerede baggrunde eller skarpe linjer i de sort/hvide stregtegninger. Ikke desto mindre formidler de historien effektivt, og skaber en slags dyster åndeløshed der passer til den grumme fortælling.

Jeg var godt underholdt af Den uægte, selvom jeg skyder mindst 30 år over målgruppen. Så hvis du også er til dystre fortællinger med uventede plot-twists og menneskelige dramaer, så giv Wung-Sung og Schmidts graphic novel en chance.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den uægte:

Udgivelsesår: 10.08.2018
Forlag: Høst & Søn, 104 sider
Omslag og illustrationer: Palle Schmidt

Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen

Transformationsmaskinen af Nikolaj JohansenDer er action fra start til slut i Transformationsmaskinen, hvor djævelske robotter bringer død og ødelæggelse over en befolkning, der ikke aner, hvad der rammer dem

Argone de Bellegarde er rejst til landet Occitanien, fordi han drømmer om en ny start i et nyt land. Men Occitanien – eller Eire Nua som det kaldes nu – er blevet koloniseret af riget Eire, som har ambitioner om at skabe et imperium, hvor solen aldrig går ned. Argone er forbitret over Eires behandling af kolonierne og den oprindelige befolkning og ønsker at rejse de oprindelige folk til oprør mod undertrykkerne. Men det går ikke så godt. Tilsyneladende accepterer, eller ligefrem omfavner man besættelsen, som da også har bragt industrialisering og handel med sig.

Overvejelserne om oprør må Argone dog gemme til side, da byen pludselig overfaldes af nogle dødbringende dampdrevne robotter, der ikke opfører sig som nogen maskine, Argone før har set. Sammen med præsten Eamonn, opfinderen Finnegan, tyven Lewis og krigeren Rosheen tager han kampen op mod maskinerne.

Men for at ødelægge robotdæmonerne én gang for alle er de først nødt til at finde ud af, hvem der har lavet dem og hvorfor?

Jeg skal love for, at der er smæk for skillingen i Nikolaj Johansens underholdende og hæsblæsende steampunk roman Transformationsmaskinen, der er skrevet til steampunk-elskende unge og voksne, som ikke er bange for lidt vold og død.

Aske Schmidt Roses flotte forside giver løfter om masser af action, og allerede på første side overfalder robotterne vores hovedperson, mens han søger råd hos den lokale præst. Og så går det ellers over stok og sten. Først på flugt for maskinerne og siden på jagt efter opfinderen af dem i håbet om at bremse dem. Det kunne blive lidt ensidigt, men dels er Johansen god til at skildre kampscenerne overbevisende og med masser af saft og kraft. Dels er her også gjort rum til lidt filosofiske overvejelser om tro og frihed.

Ofte udspiller steampunk romaner sig i et victoriansk univers, som f.eks. Gail Carrigers Soulless-univers. Johansen har i stedet for hensat handlingen til kolonitiden, og bringer for den voksne læser således mindelser om både Englands imperie-bygning og koloniseringen af Amerika. Det virker rigtig godt og understøtter Argones drømme om revolution.

Johansen bruger ikke tid på dybe personportrætter, men alligevel virker hovedpersonerne levende. I hvert fald sad jeg undervejs og heppede på dem, når en ny dræberrobot indtog scenen. Jeg kunne godt have brugt lidt mere indledning om Argone og hans baggrund, før kaosset brød ud, men det kan godt være, at det blot er min alder, der spiller ind.

Nikolaj Johansen har dog indsat et kapitel bagerst i bogen, hvor han fortæller mere om Occitanien-universets opbygning og historie. Så om ikke før så fik jeg min nysgerrighed styret her. Her afslører han også, at Transformationsmaskinen er første bind i en serie, så det bliver spændende at se hvilke nye eventyr, Argone springer ud i fremover.

Jeg sidder i hvert fald klar til at læse fortsættelsen.

 

Til hans højre side blev endnu et anker kastet over rællingen, og endnu en af de utallige balloners passagerer steg om bord. På trods af panikken omkring sig kunne Argone ikke lade være med at standse op og råbe til den nyankomne: “Skibet er fyldt med monstre. Lad være med at komme om bord!”

“Jeg er ligeglad med, om I siger, at der ikke er plads,” lød svaret ligegyldigt. Manden vendte sig ikke engang om mod Argone, men trak i stedet uskyldig passager efter uskyldig passager om bord i luftskibet, trak dem fra et helvede til det næste.

“Det handler ikke om plads, din tåbe! Se dig dog omkring! Kan du ikke se maskinerne? Kan du i det mindste ikke høre dem?”

Manden skubbede voldsomt Argone baglæns. “Fem mennesker fra eller til gør ingen forskel på et skib så stort, og så kan du fortælle alle de historier, du vil. Jeg er fuldstænd…”

Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før hans hoved blev revet af. Argone tog et enkelt skridt tilbage, men var allerede blevet oversprøjtet af mandens blod, og det samme blev de nyankomne passagerer, som manden havde hjulpet om bord for et øjeblik siden.

De kunne alle høre den mekaniske skræppen af den flagermus, der havde stjålet hans hoved. De kunne høre den dumpe lyd, det gav, da det tomme ansigt og den nu ubrugelige hjerne faldt ned på dækket. Argone lagde mærke til, at et par centimeter af mandens rygrad stak ud af den afskårne hals. Ujævnt, hakket, forrevet.” (s. 155)

 

Nikolaj Johansen debuterede som forfatter i 2012 med Skygger fra Oktoberland, og i 2016 udgav han science fiction thrilleren Storbyen og Syndfloden, som vandt Science Fiction Cirklens romankonkurrence. Her ind i mellem har han skrevet flere noveller til forskellige antologier, bl.a. den fremragende ‘Genfærdenes tårn’ fra Lidenskab og lysår.

Om Transformationsmaskinen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 216 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose
Alder: +12 år

Tak til forlaget Calibat for læseeksemplaret.

Besøg Nikolaj Johansens hjemmeside eller klik ind på hans Facebook-side.