september 2019
M Ti O To F L S
« aug    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Roman Polanski’

Repulsion

RepulsionRoman Polanskis klassiker Repulsion fra 1965 er et foruroligende portræt af en ung kvindes sammenbrud.

Catherine Deneuve spiller Carole, som er genert, indadvendt og lider af tvangstanker. Fx har hun en form for besættelse af revner og kan stirre på dem i timevis. Carole bor sammen med søsteren Hélène, der har en affære med en gift mand. Det går Carole meget på, for Carole er nærmest bange for mænd og har mareridt om, at de kommer ind i lejligheden og voldtager hende. Da Hélène tager på ferie med sin elsker går det helt galt for Carole. Hun synker dybere og dybere ind i sine tvangstanker og kan til sidst ikke forlade lejligheden. Og da hun bliver opsøgt af en mandlig bekendt, som er bekymret for hende, løber tingene ud af kontrol.

Catherine Deneuve giver et fremragende portræt af Carole, hvis skønhed og uskyldige udseende blot gør det endnu sværere for menneskene omkring hende at forstå, at hun er kørt helt af sporet. Alle vil hjælpe hende, men ingen forstår, galt det står til. Hun trækker sig blot længere og længere ind i sig selv, indtil ikke engang søsteren, som har været hendes faste holdepunkt, kan nå hende mere.

Polanski formår i Repulsion at gøre en helt almindelig lejlighed til et frygtindgydende sted. En stegt hare på en tallerken som efterhånden ædes op af maddiker, kartofler der spirer, kiksekrummer og et badekar der løber over. Alt sammen ikke særligt uhyggeligt hver for sig, men sammen skaber det et billede af total galskab. Jeg tror, at Tobe Hooper har set lidt på Caroles lejlighed, da han skulle skabe stuen hos familien Leatherface, ligesom jeg er sikker på, at George A. Romero har været inspireret af Caroles entré, da han lavede kalenderscenen i Day of the dead.

Om Repulsion:

Instruktør: Roman Polanski
Udgivelsesår: 1965

Roman Polanski

Roman PolanskiFødt 18. august 1933 i Frankrig. To år før 2. verdenskrig flyttede familien tilbage til Polen, hvor de stammede fra. Moderen døde i koncentrationslejrene.

Kritiker Andrew Sarris skrev i The American Cinema om Roman Polanski: “Polanski’s talents are as undeniable as his intentions are dubious” og det kan der være noget om. Polanski laver gerne et kommercielt hit, som ikke lever op til hans kriterier om kvalitet, hvis blot det så giver ham mulighed for at kaste sig over et personligt projekt som det næste. Således skaffede “Repulsion” (1965) ham mulighed for at lave hans mere avantgarde “Cul-de-Sac” (1965). En makaber komedie om to sårede gangstere, der terroriserer et ægtepar.

Det var dog “Repulsion“, som skaffede Roman Polanski et navn som en førsteklasses gyserinstruktør. I “Repulsion” udforsker Polanski isolation og fremmedgørelse. Men i modsætning til fx Hitchcock’s “Psycho” (1960), giver Polanski ingen forklaringer. Publikum overlades til selv at forsøge at finde en forklaring ud fra de få spor filmen trods alt giver. “Repulsion” var den første af hans engelsksprogede film, som drejer omkring filmfigurernes manglende evne til at fungere i den normale interaktion mellem mennesker. Et emne han stort set behandler i alle sine film.

Efter “Cul-de-Sac” lavede han den mere traditionelle gyserfilm “The Fearless Vampire Killers” (1967) om en professor og hans assistent, der forsøger at slå en vampyrfamilie ihjel. I denne film mixer Polanski humor og horror i en skøn blanding.

“Rosemary’s baby” (1968) er mere mainstream. Dens store styrke ligger i den spidsfindige måde, hvorpå der hele tiden dynges tilsyneladende uskyldige detaljer og tilfældigheder op, som hele tiden skaber en mere dyster og uhyggelig stemning. Under hele filmen er man i tvivl om, hvorvidt Rosemary virkeligt er udsat for et komplot, eller om hun blot lider af tvangstanker og hallucinationer.

Af andre film af Roman Polanski kan nævnes “Macbeth” (1971), “The Tenant” (1976), “Tess” (1979), “Death and the Maiden” (1995) og “The Ninth Gate” (1999).

Læs mere:

The Fearmakers af John McCarty
Film Reference