juni 2019
M T O T F L S
« maj    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Ruggero Deodato’

Last Cannibal World

last_cannibal_worldJeg blev ret imponeret af Ruggero Deodatos “Cannibal Holocaust“, så da jeg faldt over hans “Last Cannibal World”, der er lavet tre år før, tænkte jeg, at den måtte jeg ikke gå glip af. Det var dog ikke lige så stor en oplevelse.

Robert Harper flyver med vennen Rolf og de to ansatte, Charlie og Swann, ud til en lejr dybt inde i junglen, hvor et hold søger efter olieforekomster. Landingsbanen er blevet misligeholdt, så i landingen taber flyet det ene hjul. Mens Charlie forsøger at reparere dette, går Robert og Rolf ud for at finde lejren – som er forladt.

De finder efterladenskaber, der tyder på, at lejren er blevet overfaldet af lokale kannibaler, og i panik løber Robert ind i junglen, mens han råber på sine folk. Rolf følger efter og indhenter til sidst Robert, men nu er de faret vild. Det lykkes dem dog at komme tilbage til flyet, men først da det er blevet for sent at lette. Så de fire må tilbringe natten i flyet.

I løbet af natten skal Swan tisse, og mens hun er ude, bliver hun bortført. Næste dag tager de tre mænd af sted for at finde hende, men Charlie går i en fælde og bliver dræbt. Nu er der kun Robert og Rolf tilbage, men i forsøget på at krydse floden, forsvinder også Rolf. Kort efter bliver Robert fanget af en lokal stamme, som smider ham i et hul og gemmer ham til senere brug.

Det lykkes til sidst Robert at stikke af, og med sig tager han en indfødt kvinde. Først forsøger hun at slippe væk, men efter en rask lille voldtægt falder hun til og behandler Robert som sin herre. Nu må de forsøge at finde tilbage til flyet og slippe væk fra junglen uden at kvindens stamme eller kannibalerne fanger dem.

Jeg synes, historien er temmelig søgt. De vilde skildres så overdrevent, at det næsten ikke er til at bære. Når de spiser, hugger de maden i sig som dyr. Når de har sex, sker det midt i blandt hinanden med vold og uden kærtegn. Og de viser generelt ingen følelser andet end nysgerrighed. Jeg synes heller ikke, at Roberts karakter har noget særligt formål. Ja, han skal forsøge at overleve i junglen, men jeg fik ingen sympati for ham. Måske skal filmen vise, hvordan junglen reducerer alle mennesker til dyr i kampen for at overleve, men det mener jeg ikke er en gyldig konklusion, og derfor er historien ikke tilfredsstillende for mig. 

Ruggero Deodato hverken chokerer eller overrasker i denne film, men man kan dog ane lidt af konturerne til “Cannibal Holocaust“, i den måde han filmer dyrene, der slås ihjel undervejs. Her er lidt af samme vildskab og ubehagelige billeder, men dog ikke nær så gennemført.

“Last Cannibal World” kommer ikke til at stå i min hukommelse som en mindeværdig film, og hvis man kun skal se en film af Ruggero Deodato, så tag hellere “Cannibal Holocaust“.

Læs også Uncuts langt mere positive anmeldelse

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1977
Originaltitel: Ultimo mondo cannibale

Cannibal Holocoust

Cannibal HolocoustDa jeg fornyligt så Hostel-filmene, blev jeg inspireret til at se Cannibal Holocoust, som var en stor inspirationskilde for Eli Roth, og som jeg husker fra min ungdom, som en af de film kun de sejeste turde se. Jeg turde ikke se den dengang, men nu 27 år efter udgivelsen er det lykkes mig.

Cannibal Holocoust blev lavet med formålet at chokere folk – og det må sige lykkedes. Allerede en uge efter filmen havde premiere i Milano i 1980, blev den forbudt og printet konfiskeret. Instruktøren Ruggero Deodato var lige ved at blive anholdt for mordet på skuespillerne i filmen, for man troede vitterlig, at de var blevet slået ihjel under filmen.

Cannibal Holocoust indeholder også flere scener med drab på dyr, og også de scener var skyld i mange problemer for både instruktør og producenter. Her forsvarede Deodato sig med, at dyrene bagefter blev spist, og at de iøvrigt var normale byttedyr for stammerne i området.

Historien lyder: Dokumentar-filmmageren Alan Yates tager sammen med sit hold til Amazonas, hvor de vil optage en dokumentarfilm om kannibalstammerne, der lever uberørt af den hvide mand. Men holdet kommer aldrig tilbage. Efter nogle måneder sendes endnu en ekspedition ud, denne gang ledet af antropologen Monroe, som skal forsøge at finde ud af, hvad der er sket med Yates-gruppen.

Monroe finder frem til Yates-gruppens jordiske rester, og det lykkes ham at få deres filmruller med hjem, men hvorfor de er blevet slået ihjel på grusom vis, ved han ikke, før filmene er set igennem. Det viser sig, at Alan Yates var en fup-dokumentarist, som iscenesatte sin egen virkelighed for at skabe sensationelle billeder, og at det var disse konstante overgreb på stammen, der førte til gruppens død. Så til sidst spørger Monroe filosofisk: “I wonder who the real cannibals are?

Jeg kan godt se, hvor Eli Roth finder inspirationen til sine Hostel-film. Ruggero Deodato viser volden udpenslet og nærmest dokumentarisk. Selv så mange år efter virker nogen af scenerne stadig meget voldsomt. Jeg blev næsten utilpas af scenen, hvor en ung stammepige straffes for utroskab på en meget ubehagelig måde. Filmens mest kontroversielle billede er formentlig det, hvor en anden ung kvinde findes spiddet på en pæl. Det ser utrolig virkeligt ud, og jeg var glad for at læse i ekstramaterialerne, at skuespilleren i virkeligheden sidder på en lille cykelsaddel og holder et spidst pælestykke i munden.

Mest chokerende er dog næsten billederne af dyrene, der bliver slået ihjel. Jeg trøstede mig med, at det måtte være meget virkelighedstro special effects, men det kunne jeg så efterfølgende se, at det ikke var. Og så kan man undre sig over, hvorfor jeg synes, det var værre, at dyrene døde i filmen? Jeg tror, det er fordi, at jeg jo godt ved, at skuespillerne ikke lider skade, så det er bare film. Men at slå dyr ihjel for ren underholdning er ret grænseoverskridende for mig.

Filmens soundtrack, som er komponeret af Riz Ortolani, skal også lige nævnes. Cannibal Holocoust åbner med at kameraet fra luften følger amazonfloden med smuk baggrundsmusik. Dette musikstykke genbruges flere gange i filmen, bl.a. under en dramatisk scene hvor Alan Yates hold brænder en stammelandsby ned. Det modsigende i den smukke musik og de modbydelige billeder virker meget stærkt.

Jeg har hørt meget om de italienske kannibalfilm fra firserne, men har stort set kun set Zombie Holocaust (også fra 1980), som er langtfra så vellavet eller skræmmende, og jeg havde forventet mig noget i den retning af Cannibal Holocoust. I stedet er det en film, som med sin nærmest dokumentariske rå stil stadig kan chokere og ramme nutidens seer, og jeg må indrømme, at selvom jeg fuldt ud forstår, hvorfor den er blevet en klassiker indenfor genren, så har jeg ikke lyst til at se den igen.

Darry Jones skriver om de italienske kannibal-film i “Horror: A Thematic History in Fiction and Film”:

“…The anthropologist Claude Lévi-Strauss’s fundamental category distinction between ‘raw’ and ‘cooked’ food as an index of civilization is generally borne out also in cannibal movies, with cultured European and American cannibals such as Hannibal Lecter or the ‘Wendigo” cannibals of the Rocky Mountain army camp in “Ravenous” eating their victims deliciously cooked, while the Amazonian ‘savages’ of the Italian ‘gut-muncher’ cannibal movies of Ruggero Deodato, Umberto Lenzi and others prefer to chow down on the raw internal organs of their (preferably still living) victims…

It is Italian cinema, however, which has provided the most complete vision of man-as-meat, with a series of notorious, long-banned cannibal movies made during the 1970s and 1980s, a list which includes “Cannibal Holocaust”, “Cannibal Ferox”, “Eaten Alive”, “Prisoner of the Cannibal God”, “Deep River Savages”, and a number of others. Together, these constitute the most extreme body of work in Cinematic history, if not in aesthetic history tout court, offering a grim, relentlessly repellent vision of the human body and of human culture.

Though the films differ from one another in detail and intensity … they all follow what is essentially the same plot. In these films, a group of modern, Western adventures, scientists, or film-makers, travels up the Amazon, encountering first nature in the raw, and then a tribe of Amerindian cannibals, invariably described as belonging to a culture fundamentally of the Stone or Iron Age. That is to say, the cannibals are figured as less evolved than their Western counterparts, and the films’ dietary logic follows itself a kind of Darwinian principle, moving ‘up the ladder’ from depictions of animals eating each other, to animals eating humans (or anyway attacking or killing them), to humans eating animals (real footage of the killing and eating of live animals is a regular feature in these films), to Amerindians eating each other, and culminating in scenes of the cannibals eating the Westerners.

Like Montaigne’s essay, however, the films do attempt some degree of relativism: the Westerners are usually untrustworthy types – capitalist out to secure uranium (“Prisoners of the Cannibal God”), exploitative film-makers (“Cannibal Holocaust”), drug-dealers on the run (“Cannibal Ferox”), Jim Jones-type cultists (“Eaten Alive”) – who do great damage to the Amazonian communities the effectively invade, leading to an anthropophagous revenge. Typically, the films close by asking who the ‘real savages’ were.”

Om Cannibal Holocoust:

Instruktør: Ruggero Deodato
Udgivelsesår: 1980

Se filmens hjemmeside

Også omtalt på Horrorsiden.dk

Ruggero Deodato

Italiensk instruktør født i 1939. Har bl.a. instrueret: Cannibal Holocaust, Camping del terrore og The Barbarians