Indlæg tagget med ‘rumforskning’

MARS – myter, magi og missioner af Tina Ibsen

MARS – myter, magi og missioner af Tina Ibsen

Tina Ibsen er astrofysiker. Hun har tidligere skrevet bøger om nordlyset og universet, og så er hun vært på podcasten RumSnak sammen med techjournalist Anders Høeg Nissen. Nu er hun aktuel med bogen MARS – myter, magi og missioner, som går helt i dybden med den fascinerende røde planet, der er vores nabo i solsystemet.

Igennem otte kapitler kommer Ibsen omkring stort og småt. Vi starter med de tidligste observationer af Mars, der ligger ca. 70.000 år tilbage. Der er nemlig fundet hulemalerier i Tsodilo Hills i Botswana, der afbilleder Mars tæt på Mælkevejens lysende bånd. Også oldtidens egyptere var fascinerede af Mars. De kaldte den for Har Decher, hvilket betyder Den Røde. Tusind år senere studerede Babylonerne Mars, som de kaldte for ildstjernen. Det var også babylonerne som først opdagede, at Mars opførte sig anderledes end de andre planeter. Mars bevæger sig nemlig modsat i et par måneder, hvor de andre planeter kun bevæger sig fremad. Grunden til det blev først forklaret med Johannes Keplers model for planeternes bane i 1609.

Fra de tidligste menneskers opfattelse af den røde planet til de senere mere videnskabelige observationer. Da teleskopet bliver opfundet i begyndelsen af 1600-tallet, fik man mulighed for at studere vores naboplanet på nærmere hold. Det gav mulighed for bl.a. at beregne planetens størrelse. Hvor lang et Mars-døgn er. Afstanden til jorden m.m.

Senere i 1800-tallet begyndte man at spekulere på, om Mars mon var beboet. Der blev nemlig observeret nogle kanaler på planeten, der så ud til at være kunstige. Drømmen om liv på naboplaneten levede i en periode. Den blev dog endeligt knust, da astronomer efter at have observeret atmosfæren gennem længere tid kunne konstatere, at størstedelen af den tynde atmosfære består af kuldioxid.

Det har nu ikke afholdt os fra at forsøge at nå vores nabo. Ibsen fortæller om de mange missioner til Mars, hvor USA og Sovjetunionen konkurrerede om at komme først. I 1962 lykkedes det Sovjetunionen at sende rumsonden Mars 1 afsted. Desværre mistede de kommunikationen med den, før den nåede frem. Det blev derfor USA, der blev først til at lave en dokumenteret flyby med Mariner 4 d. 15. juli 1965. Det lykkedes sonden at sende billeder tilbage til jorden. Med en opløsning på 200×200 pixels var de dog ikke særligt detaljerede. Det er der til gengæld kommet siden med flere vellykkede rover-missioner m.m., som også danske forskere har været medvirkende på.

Ibsen tager os også en tur til det indre af Mars, såvel som fortæller om de geografiske forhold. Bl.a. om overfladen som mange af os forbinder med det røde støv. Men Mars er også hjemsted for solsystemets største vulkan. Olympus Mons rejser sig hele 21 kilometer over overfladen og har et areal større end Danmark. Vi kommer også omkring Mars’ atmosfære, og Ibsen forsøger at svare på, om der er eller har været liv på Mars.

Til sidst prøver Ibsen at spå om, hvornår og hvordan turen vil gå til Mars. Bl.a. kommer hun ind på, at det ikke er nok at have teknologien til at lave ilt, eller at man får genbrugelige raketter. Det er i høj grad også nødvendigt at indhente viden om, hvordan ophold i rummet påvirker mennesket. For eksempel har et forsøg vist, at folk i vægtløs tilstand får et fald i de kognitive funktioner. Eksempelvis blev forsøgspersonerne konstant dårligere til at aflæse andres følelser, hvilket kan få alvorlige konsekvenser, når man skal leve tæt op ad hinanden i årevis.

MARS – myter, magi og missioner er super spændende læsning. Dels giver Tina Ibsen et historisk overblik, der går væsentligt længere tilbage, end jeg forestillede mig. Dels er der masser af interessante videnskabelige facts og vedkommende insider-fortællinger fra tre danske forskere, som har arbejdet på missionerne sammen med NASA og ESA (Den Europæiske Rumorganisation).

Endelig er bogen også fuld af flotte fotos og illustrationer, som får den røde planet til at virke helt tæt på.

Hvis man har den mindste interesse i Mars eller Rummet i det hele taget, så er Tina Ibsens MARS – myter, magi og missioner en letforståelig og spændende indføring. Hvert kapitel afsluttes med en kort opsummering af de vigtigste pointer, så bogen vil også være velegnet til undervisning. Dog er der desværre ikke indsat en oversigt over brugte kilder og forslag til videre læsning.

(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om MARS – myter, magi og missioner:

Udgivelsesår 12.08.2022
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 184 sider
Omslag: Imperiet / Simon Lilholt

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Nordlys af Tina Ibsen
Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Andreas Mogensen – Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas Djursing

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

Jeg synes, det er enormt fascinerende at læse om universet, selvom jeg på ingen måde forstår videnskaben bag. Af samme grund har jeg også fulgt med i avisernes skriverier om fund af jordlignende planeter i de senere år. Derfor var det oplagt at gribe fat i ”Fjerne kloder”, da jeg faldt over den, for at få hoved og hale i hvad status egentlig er på ’planetjagten’.

Gunver Lystbæk Vestergård er en god formidler. Noget af bogens indhold er nødvendigvis lidt tungt, men hun formår at løfte tørre definitioner til mere forståelige (og underholdende) anekdoter. Og så kommer hun omkring mange emner i sin fortælling om vores opdagelse af universet omkring os.

For næsten 4000 år siden kortlagde babylonerne ’vandrestjernernes’ baner (dvs. de fem kendte planeter) samt solen og månen så detaljeret, at de kunne forudsige sol- og måneformørkelser. De troede på astrologien, altså læren om hvordan himmellegemer påvirker livet på jorden. Hver planet repræsenterede en gud, så hvis man kunne kortlægge planeternes bevægelser, kunne man forudsige gudernes vilje og spå om fremtiden.

Først cirka 2000 år senere i Antikkens Grækenland begyndte Vesten at interessere sig for udenjordisk liv. Nogle alternative tænkere, kaldet atomister, troede på et uendeligt univers, på uendelige verdener og ikke mindst på at alt – inklusive sjælen – var sammensat af små udelelige enheder, det vil sige atomer. Den idé var Aristoteles dog langt fra med på. Han mente, at der kun var én jord, som stod urokkelig fast i centrum af universet, og de fem planeter plus solen og månen roterede om jorden i uigennemtrængelige sfærer.

Kristendommen overtog Aristoteles verdensbillede, så i de næste par årtusinder var det sandheden. Men langsomt begyndte billedet at krakelere. Kopernikus flyttede solen ind i centrum i 1543. Galileo Galilei byggede et teleskop i 1610 og brugte det til at observere himmellegemer med. Og så var der hul på bylden.

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til starten på Første Verdenskrig er historien om exoplaneter næsten ét langt heppekor, selvom deres tilsynekomst i teleskopet endnu lod vente på sig. I stedet for at betvivle de fjerne kloders eksistens var perioden præget af spørgsmål som: Er der et endeligt eller et uendeligt antal kloder? Er de beboede? Er rumvæsnerne mon jordboerne overlegne? Og hvad med solsystemet? Findes der måne- og marsmænd?

Den frygt for tomrum og spildte kloder, som blokerede for det heliocentriske verdensbilledes gennembrud, blev nu vendt til en frygt for ensomheden. Når det nu var så godt som sikkert og vist, at planeterne, inklusive jorden, kredsede om Solen, og at Solen var en stjerne, var der ingen gode argumenter tilbage til at bremse idéen om, at også de fjerne fiksstjerner var centrum for planetsystemer. Og når nu denne sindrige kugledans var Guds værk, måtte det også have en retning og en årsag: Ergo var der liv derude. Alt andet var jo meningsløst.” (side 42-42)

Men omkring midten af 1800-tallet begyndte videnskaben igen at så tvivl om eksistensen beboede kloder og intelligent liv andre steder i universet. Præsten, fysikeren og filosoffen William Whewell mente f.eks. i essayet Of the Plurality of Worlds fra 1853, at der var en uendelig lille sandsynlighed for, at de millioner af evolutionære ændringer, der skabte mennesket fra bakterier, skulle være sket mere end én gang i Universets historie. Senere i begyndelsen af 1900-tallet opstod desuden en ny teori om, hvordan planeter blev dannet som yderligere umuliggjorde tanken om fremmede verdener. 

Men hvor videnskaben blev mere og mere skeptisk overfor tanken om udenjordisk liv, tog de skønlitterære forfattere idéen til sig, og science fiction om rumrejser, aliens og fremmede planeter tog fart med hovedværker som f.eks. H. G. Wells Klodernes kamp, Stanley G. Weibaum Odyssé på Mars og Ray Bradburys Krøniker fra Mars.

I 1960’erne begyndte få ’troende’ at bruge radiobølger til at opdage fremmede verdener, hvor især SETI-bevægelsen trak opmærksomheden. Der kom dog aldrig rigtig beviser på bordet, og først i 1990 begyndte videnskaben at få troen på exoplaneter tilbage. Det lykkedes i 1992 Alexandar Wolszczan at bevise eksistensen af hele to exoplaneter omkring en millisekund-pulsar, og i 1995 lykkedes det Michael Mayor at finde den første exoplanet i kredsløb om en levende stjerne. Siden har udforskningen af exoplaneter udviklet sig til et spændende felt, alle vil deltage i udforskningen af, så der nu uddannes specialister i exoplanter, samtidig med at biologer, kemikere, geologer og fysikere er inviteret med ind i jagten.

Udover at give et historisk overblik over forskningen frem til i dag, har Gunver Lystbæk Vestergård også interviewet en lang række af videnskabsfolkene bag, ligesom hun ser nærmere på de opfindelser, der har gjort forskningen mulig. Til slut ser hun også ud i fremtiden, der både byder på kæmpeteleskoper, mikroskopiske satellitter, udforskning ved hjælp af spektroastrometri og alt det vi ikke ved endnu. For ligesom fossiler af dinosaurer pludselig dukkede op overalt i 1800-tallet, da man forstod evolutionsteorien, og kunne begynde at tolke fundene i den rette kontekst, ligeså skal vi måske have en ny forståelse af liv for at kunne finde det i universet?

“Vi skal passe på med at tro, at alt liv vil følge den samme udviklingstrappe som vores egen, og derfor tror jeg ikke, at vi skal regne med, at de første tegn på exoliv bliver fundet ved at spore ilt i en exoplanets atmosfære. Liv kan godt være almindeligt, uden at fotosyntesen er det. […] Måske behøver livet ikke helt særlige omstændigheder for at udfolde sig, men tilpasser sig sine omgivelser, næsten uanset hvor ekstreme de er – med det ene kriterium, at der skal være flydende vand til stede.

Der skal dog helt nye erkendelser inden for fysik, kemi og biologi til, før vi kan opdage exoliv, og dem kan vi kun opnå i fællesskab. Pointen er derfor, at ingen astronom alene kommer til at finde liv i rummet. Det er nødt til at være en fælles opgave for menneskeheden […]” (side 278-279)

Gunver Lystbæk Vestergård har en ph.d.grad i videnskabsstudier, er journalist på Weekendavisen, bl.a. og har været medtilrettelægger på DR-programserien ”Store danske videnskabsfolk”. Derudover har hun været medforfatter på ”50 opfindelser – højdepunkter i teknologien” fra 2015. I 2019 udgav hun ”Fjerne kloder – historien om opdagelsen af exoplaneter og jagten på verdener som vores”, som kan anbefales til alle, der interesserer sig bare lidt for vores univers.

Om Fjerne kloder:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 292 sider
Omslag: Thomas Joakim Winther

Læs også:

En lille bog om universet af Anja C. Andersen
Af stjernestøv er du kommet af Bo Karl Christensen
Nordlys af Tina Ibsen