juni 2020
M Ti O To F L S
1234567
891011121314
15161718192021
22232425262728
2930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘rumrejser’

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001 : en odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001: En odyssé i verdensrummet er nok Arthur C. Clarkes mest kendte værk. Romanen startede sit liv som novellen i ‘The Sentinel’ fra 1951. En historie om hvordan mennesket rejser til månen og der finder bevis på intelligent liv i rummet. I 1960’erne blev novellen hentet frem i lyset igen, da Clarke i et samarbejde med filminstruktøren Stanley Kubrick besluttede at lave en film over historien. Filmen fik premiere i 1968 og umiddelbart efter udkom også romanen, der siden har fået tre efterfølgere.

Handlingen i 2001: En odyssé i verdensrummet fortælles gennem seks overordnede kapitler. Første kapitel hedder ‘Abemenneskets tid’ og udspiller sig for tre millioner år siden, hvor mennesket endnu ikke fandtes. Her opdager en flok abemennesker en stor rektangulær sten udenfor deres hule. Umiddelbart tager de sig ikke af den, men så begynder stenen at kommunikere med dem.

Andet kapitel hedder ‘TMA-1’ og handler om dr. Heywood Floyds rejse til månen. Han er på vej op for at studere en hemmeligholdt opdagelse, man netop har gjort, som vil ryste menneskeheden i dens grundvold.

Det tredje kapitel hedder ‘Mellem planeter’. Her følger vi astronauterne Frank Poole og David Bowmans rejse med rumskibet Discovery på vej mod Saturn. Med sig har de yderligere tre videnskabsmænd, der skal sove hele rejsen, samt deres uundværlige computer HAL 9000.

I fjerde kapitel ‘Katastrofe’ indtræffer et alvorligt uheld, som får afgørende betydning for resten af ekspeditionen.

Discovery når endelig frem til sit mål i femte kapitel ‘Saturns måner’, hvor en overraskelse gemmer sig, som afsløres i sjette kapitel ‘Gennem stjerneporten’.

Rumrejsen år 2001 instrueret af Stanley Kubrick

Jeg har både set filmen og læst bogen. Om man er til det ene medie eller det andet, er nok en smagssag. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot, men også lidt langtrukken og meget kryptisk. Her er romanen langt mere forklarende og til at forstå. Og så gør det jo ikke oplevelsen dårligere, at jeg har filmens smukke scener for mit indre øje under læsningen.

Anmelderne skriver:

Bogrummet: “Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.” (anmeldt af Bjarne Jensen)

Kloner og Stjernekrig: “2001” bliver således en fortælling om, hvordan mennesket opdagede sig selv, og hvordan det meget senere fandt sit formål. På den måde bliver monolitten symbol på troen på sammenhæng i vores og universets udvikling. Der findes virkelig noget, der styrer det hele – og med et formål. Uheldigvis giver den kreativitet, monolitten nedlægger i mennesket, sig øjeblikkelig udslag i aggressivitet og undertvingelse, og menneskets dominerende egenskaber bliver således udstillet.” (anmeldt af Kristian Mørk)

Planet Pulp: “En odyssé i verdensrummet” er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren […] Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.” (anmeldt af Martin Jürgensen)

Om 2001:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 204 sider
Omslag: Jesper Wetterslev
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey (1968)
Oversætter: Mogens Boisen

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

Coyote af Allen M. Steele

Coyote af Allen M. Steele46 lysår fra Jorden har astronomer opdaget en, formodet, beboelig måne – Coyote – i kredsløb om en gaskæmpe. Amerikas Forenede Republiks totalitære regering ser en mulighed for at skabe sig et historisk monument ved at kolonisere Coyote og sætter nationens økonomi over styr for at konstruere menneskehedens første stjerneskib. Besætningen og kolonisterne er udvalgt blandt Frihedspartiets mest trofaste medlemmer, dog har skibets kaptajn andre planer. Men er det overhovedet muligt at kapre et stærkt bevogtet rumskib? Og kan utrænede kolonister overleve i en ukendt vildmark, så langt fra resten af menneskeheden, at den lige så godt kunne være ikkeeksisterende? (fra forlagets beskrivelse)

Jeg havde længe gået og luret på Coyote af Allen M. Steele, men ikke lige haft tiden til at kaste mig over de lidt over 500 sider. Andre behøver dog ikke at have samme skrupler, for da jeg først begyndte at læse, stoppede jeg stort set ikke, før end sidste side var vendt.

Romanen tager udgangspunkt i en virkelig opdagelse. I 1996 opdagede astronomerne Geoffery Marcy og Paul Butler en kæmpeplanet i kredsløb om 47 Ursae Majoris. Planeten var særlig interessant, fordi dens kredsløb lå lige udenfor den ‘beboelige zone’, så man spekulerede i om eventuelle måner kunne være hjem for liv.

I Steeles roman (der oprindelig udkom i 2002) er handlingen flyttet godt 80 år ud i fremtiden. Magten i USA er blevet overtaget af det totalitære Frihedsparti, som sidder hårdt på landet. Deres drøm om at kolonisere rummet har næsten bragt USA i knæ økonomisk, men nu er det lykkes dem at bygge stjerneskibet URSS Alabama, som snart rejser ud på sin 46 lysår lange færd.

Det er dog ikke alle, der er lige store tilhængere af Frihedspartiets ideologi, og op mod afgang er et omfattende plot i gang for at overtage URSS Alabama ved opsendelse. Men er det muligt i et statsovervåget samfund?

Romanen er opdelt i to “bøger”. Den første handler om det sidste døgn op til URSS Alabamas opsendelse, selve rumrejsen og ankomsten til Coyote. Den anden handler om kolonisternes første år på planeten, hvor de skal overleve i en fremmed og fjendtlig verden.

Jeg er stor fan af rumrejser og udforskning af fremmede planeter, og det får man masser af i Coyote. Sproget er lige ud af landevejen, og jeg skal ikke kunne sige, hvor realistisk romanens videnskab er, men jeg var vældig underholdt under læsningen.

Coyote er første del af en serie. Det ser umiddelbart ud til, at forlaget Dreamlitt også har planer om at udgive de næste to bind Opstand og Grænseland. Jeg er klar, når de kommer.

Uddrag fra Coyote:

Han vendte sig mod manden, han talte med tidligere. “Jeg ved ikke, om De nogensinde har mødt direktøren for Sikkerhedstjenesten … hr. Shaw, kaptajn Lee.”

“Ikke før nu, hr. præsident.” Roland Shaw kommer ned ad midtergangen for at række hånden frem. “Jeg mener dog, at vi har et møde i morgen tidligt på Capen.”

“Ja, hr. Det har vi.” Lee griber Shaws hånd. “En detalje i sidste øjeblik før opsendelsen. Sikkerhedsprocedurer …”

“Selvfølgelig.” Det trækker lidt op i Shaws venstre mundvig. “Vi var lige i færd med at diskutere noget lignende.”

“Virkelig?” Senator Rochelle forsøger at indsætte sig selv i samtalen. “Noget, De har lyst til at dele med os?”

Shaw rynker brynene. “Ikke noget at snakke om,” siger han, og et øjeblik møder hans øjnes Lees. “En razzia mod dissidenter, som muligvis er imod missionen. Udelukkende for en sikkerheds skyld.”

“En god idé.” Rochelle er hurtig til at tydeliggøre sin anerkendelse. “Jeg er glad for, at vi var i stand til at forny Indvandrer- og Oprørsloven ved sidste samling. Det virkede fornuftigt, vores nuværende situation taget i betragtning.”

Den nuværende situation. Republikken er som altid under konstant belejring af sine fjender, både uden- og indenlandske. New Englands Statsforbund, som stadig har bevæbnede tropper på grænserne til Connecticut, Massachusetts og Vermont. Pacifica, hvis guerillahær har daglige skærmydsler med URS-styrker over omstridte territorier i den nordlige del af Sierra Nevada-bjergkæden. Det Europæiske Statsforbund, som fastholder sine handelsembargoer, indtil Republikken indvilger i at fjerne sine atomvåben fra geostationære kredsløb. Dagligt anholdes påstående spioner i byer over hele landet. I aftes blev en gymnasielærer offentlig hængt i Houston. En af hendes tidligere elever påstod, at hun brugte en satelittelefon til at sende informationer til Frankrig […] (side 33)

Om Coyote:

Udgivelsesår: 03.10.2019
Forlag: Dreamlitt, 527 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen
Originaltitel: Coyote (amerikansk)
Oversætter: Tom Vedsted Vonsild

Besøg Allen M. Steeles hjemmeside

Læs også:

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
The Martian af Andy Weir

Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Otte science fiction noveller redigeret af Jannick StormFor nyligt læste jeg Dommedagskometen af Erik Juul Clausen. I den forbindelse blev jeg gjort opmærksom på en novelle af Arthur C. Clarke med titlen ‘Stjernen’, som netop findes her i Otte science fiction noveller, en antologi udvalgt og oversat af Jannick Storm.

I indledningen kommer JS blandt andet ind på, hvordan man definerer science fiction som genre. At kalde det videnskabelig skønlitteratur er ikke dækkende, men videnskaben har gjort genren mulig. Snarere mener JS, at det er måden forfatterne anskuer tilværelsen på, et “hvad nu hvis-mønster”. Helt grundlæggende skal science fiction dog være overbevisende, skriver JS og fortsætter:

“Fremtiden er noget underligt futilt noget at beskæftige sig med, siger man. Men disse historier beskæftiger sig jo heller ikke med fremtiden; de beskæftiger sig med nutiden, med nutidens problemer. Man benytter fremtiden til at isolere de ting man vil undersøge og beskrive, og fri af de realistiske detaljers bundethed kan man sige: Hvad nu hvis …” (side 8)

Antologien starter med ‘Stakkels lille kriger!’ af Brian W. Aldiss. Claude Ford er rejst tilbage i tiden for at skyde en brontosaurus. Mens han har dyret på kornet, står han og filosoferer over menneskets samvittighedsfulde overlegenhed. Men har det betydning i Juratiden?

En af genrens måske mest kendte noveller er Daniel Keyes ‘Blomster til Algernon’, som vandt en Hugo for Bedste novelle i 1960. Charlie Gordon har en meget lav IQ, men drømmer om at blive dygtigere. Så da han får mulighed for at medvirke i et forsøg, hvor man via kirurgi kan tredoble forsøgspersonens intelligens, springer han til. Ligesom musen Algernon bliver Charlie hurtigt mere intelligent, men øget intelligens har ikke kun positive følger. Og pludselig opstår der uventede problemer med forsøget.

John Wyndham er formentlig mest kendt for romanen Day of the Triffids fra 1951 samt Midwich Cuckoos fra 1957, begge er filmatiserede. I ‘Meteor’ lander en meteor på Graham og Sally Toffts mark. Hendes far er meget interesseret i stenen, så de tager den ind i deres udhus for at se nærmere på den. Sideløbende følger vi en rumskibsbesætnings rejse fra deres egen planet til en fremmed verden. Men selvom man kommer med fred, er det ikke sikkert, at man finder det.

I ‘Den store forhave’ af Clifford D. Simak begynder mærkelige ting at ske for altmuligmanden Hiram Taine og hans hund Towser. Pludselig begynder ødelagte ting i kælderen at reparere sig selv, og endda meget bedre end Hiram kan gøre det. Langsomt går det op for ham, at han har fået ukendte logerende på besøg.

Isaac Asimov er kendt som “opfinderen af den moderne robot” og ikke mindst robotikkens tre love. ‘Robbie’ stammer fra novellesamlingen I, Robot (1950) og handler om Gloria, en lille pige der får en af de første robotter, som barnepige. Gloria elsker Robbie, som hun kalder den, men hendes mor bryder sig ikke om robotten og får til sidst overtalt sin mand til at skaffe sig af med den. Men det er ikke så let at få Gloria til at glemme sin bedste ven.

For snart mange år siden læste jeg romanen Gateway af Frederik Pohl, som er første bog i Heechee-serien, og som jeg varmt kan anbefale. ‘Midasplagen’ er bestemt også værd at læse. Historien udspiller sig i en fremtid, hvor der er overflod af materielle goder. Men da spild er forbudt, er man forpligtet til at forbruge, og jo lavere man er i det sociale hierarki, jo mere skal man forbruge. Nygifte Morey Fry er fattig og bor derfor i et kæmpe stort hus og er forpligtet til at forbruge meget af både materielle ting men også af koncerter mm. af robot-entertainere. Fry er ved at bukke under i forsøget på at forbruge det krævede niveau. Men så får han en idé.

Arthur C. Clarke er forfatteren til 2001: A Space Odyssey, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick. I ‘Stjernen’ er en jesuitisk chef-astrofysiker på vej tilbage efter at have deltaget i udforskningen af en supernova i stjernetågen Føniks. En ekspedition der har sat hans tro på en alvorlig prøve. Novellen vandt i øvrigt en Hugo for Bedste novelle i 1956.

Antologiens sidste novelle er skrevet af William Tenn. ‘P÷’ udspiller sig i tiden efter den anden atomkrig. I USA henledes myndighedernes opmærksomhed på en mand ved navn George Abnego, der viser sig på alle områder at være totalt gennemsnitlig. Denne gennemsnitlighed ender med at starte en verdensomspændende omvæltning, som i sidste ende falder meget overraskende ud.

Jannick Storm har udvalgt bidragene til Otte science fiction noveller ud fra egen smag, men formår at præsentere flere af de største navne i genren OG underholde læseren med gode, tankevækkende og velskrevne historier ved samme lejlighed. En fin antologi der tidsmæssigt er skrevet i årene 1941 til 1961.

Om Otte science fiction noveller:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbalchs Forlag, 227 sider
Omslag: Peder Nyman

Indhold:

Brian W. Aldiss: Stakkels lille kriger! (Poor Little Warrior, 1961)
Daniel Keyes: Blomster til Algernon (Flowers For Algernon, 1960)
John Wyndham: Meteor (Meteor, 1941)
Clifford D. Simak: Den store forhave (The Big Front Yard, 1960)
Isaac Asimov: Robbie (Robbie, 1950)
Frederik Pohl: Midasplagen (The Midas Plague, 1957)
Arthur C. Clarke: Stjernen (The Star, 1959)
William Tenn: P÷ (Null-P, 1951)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Andre verdener / red. Niels Dalgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Tunnelen under verden af Frederik Pohl
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Faderens sønner af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
De blindes land af H. G. Wells

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder RiisMenneskeheden har forladt Jorden og søgt tilflugt blandt stjernerne. En rejse der vil tage århundreder. Om bord på det kæmpestore rumskib Arken lever hele menneskeheden deres små liv velvidende, at det ikke bliver dem, der når frem. De lever i tiden i midten. 

En række bestialske mord ryster de nedre dæk på Arken, og to kvinder bliver sat på sagen. Den modvillige Molly og den pligtopfyldende og professionelle Luna. Men hvad, der starter i Arkens skumle gyder i de enorme bylandskaber, viser sig hurtigt at have kosmiske implikationer. (fra bagsiden)

Jeg faldt lidt tilfældigt over en omtale af Skyggearken for nyligt, og tænkte at den måtte jeg da hellere lige kigge lidt på. Som sagt så gjort, og har du lyst til en tur ud i rummet, hvor trøstesløshed og mord hærger, så er den et godt bud.

Makkerparret Lindal og Riis står i øvrigt også bag Ana ved verdens ende, der udkom i 2017.

Læs en anmeldelse af SkyggearkenMetronaut

Om Skyggearken:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 128 sider
Omslag: Peder Riis

Læs også:

Nonstop af Brian Aldiss
Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Det kinesiske værelse af Rune Nielsen og Thomas F. Delman
Hjernehallen af Johan Springborg

 

Mod nye stjerner af Kate Ling

Mod nye stjerner af Kate Ling

Hvordan siger man farvel, til alt man har kendt? Mod nye stjerner tager læseren med tilbage, til tiden før rumskibet Ventura forlod jorden, i tredje og sidste del af Ventura-sagaen

I år 2032 modtog jorden et signal fra stjernesystemet Epsilon Eridani. Lige siden har man forsøgt at afkode dette, samtidig med at man forberedte en rejse dertil. Nu, 18 år senere, er rumskibet Ventura klar til at begynde den 700 år lange rejse til Epsilon Eridani.

Udover de 580 udvalgte specialister der bemander rumskibets primære funktioner, får 300 frivillige chancen for at komme ombord. Da Beacon Karlo opdager dette, er hun ikke i tvivl om, at hun vil med. Sammen med ‘papbroderen’ Jam, veninden Mali og dennes kæreste Micah planlægger hun at rejse til Spanien for at gennemgå optagelsesprøverne.

Mod nye stjerner er tredje bind i Ventura-sagaen, men udspiller sig i tiden før første bind: Under ensomme stjerner, hvor Ventura allerede er 84 år inde i rejsen mod Epsilon Eridani.

Det er dermed ikke en fortsættelse af Serens historie, som vi fulgte i de to første bind. I stedet følger vi den 17-årige Bea, der bor i Agerland. Forurening har i 2050 ført til klimaændringer, så for at udnytte ressourcerne bedst er de små private landbrug blevet centraliseret i et nyt område med industrielt fårehold. Her arbejder alle for de multinationale koncerner og bor i den dertil indrettede by fyldt med højhuse.

Bea er vokset op i tiden efter det store datasammenbrud, og fremtiden ser ikke lys ud. Hun bor hos sin mor sammen med ‘papbroren’ Jam. Men på trods af at hun er dygtig i skolen, vil hun aldrig få råd til at komme på universitetet, uanset hvor meget hun arbejder i udenfor skolen. For Bea er livet ikke et spørgsmål om at leve, men om at overleve. Så da muligheden for at melde sig som frivillig til rejsen mod Epsilon Eridani, er hun ikke i tvivl. Hun drømmer om at blive en del af noget større, om at udrette noget, og føler ikke at hun efterlader noget uundværligt. Den tanke må hun dog revurdere undervejs.

Mod nye stjerner er en ungdomsroman, hvor science fiction-elementerne er flettet ind i en kærlighedshistorie. Det er ikke altid min kop te, men Kate Ling får det til at fungere, så selv en skeptiker som jeg kan være med. Selvom kærlighedsdelen fylder noget, så er der nemlig også masser af interessante overvejelser over at skulle forlade alt, hvad man kender og begive sig ud i en ukendt fremtid. For hvordan siger man egentlig endegyldigt farvel til folk, man holder af? Er det så let at forlade det kendte, selvom man drømmer om noget andet? Og hvad nu hvis man endelig finder sand kærlighed?

Jeg har især været vild med første bind i Ventura-sagaen, men Mod nye stjerner rammer samme høje niveau. Jeg synes, det er spændende at kigge tilbage på tiden før, og finde ud af hvad der driver folk til at drage ud i det ukendte. Serien er ikke hardcore science fiction, men det er underholdende, samtidig med at historien giver plads til eftertanke (hvis man ønsker det). Derudover en fin historie om at finde sig selv – og kærligheden – uventede steder. Og skulle Kate Ling få lyst til at tilføje et fjerde bind til serien om ankomsten til stjernesystemet Epsilon Eridani – ja, så er jeg klar til at fortsætte rejsen…

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Mod nye stjerner:

Udgivelsesår: 03.10.2018
Forlag: Gads forlag, 321 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet.dk efter originalomslag
Originaltitel: The Truth of Different Skies
Oversætter: Johnnie McCoy

Ventura-sagaen:

Mod nye stjerner, 2018
Lyset fra de faldende stjerner, 2018
Under ensomme stjerner, 2017

Under ensomme stjerner af Kate Ling

Under ensomme stjerner af Kate LingI 84 år har rumskibet Ventura rejst ensomt gennem stjernerne på vej mod stjernesystemet Epsilon Eridani. Der er endnu 262 år til Venturas forventede ankomst, og livet i rumskibet er planlagt i alle detaljer uden mulighed for afvigelser, for at rejsen skal lykkes.

For 16-årige Seren betyder det bl.a., at hun ved slutningen af sin skolegang får at vide, hvem hendes livspartner er. For at sikre missionen er der nemlig tilrettelagt et nøje udregnet avlsprogram, hvor hver årgang genetisk bestemmes og sammensættes efter at føde de mest velegnede børn.

Men Seren er ikke som alle andre. Modsat sin to år ældre søster Pandora der er gravid med sin livspartner og fuldt ud tilfreds med sine livsvilkår, har Seren ingen lyst til at indordne sig skibets strikse regler. Hun føler oftest, at livet på Ventura er meningsløst, og da hun får at vide, at hendes livspartner er den utålelige Ezra, hjælper det ikke ligefrem på hendes samarbejdsvilje.

Så møder hun den to år ældre Dom, og alt ændres. De har godt nok begge fået tildelt andre livspartnere, og de ved også, at det aldrig kan blive til noget mellem dem. Alligevel slår det gnister, når de ses, og snart kan de ikke skjule for omverdenen, hvad de føler. Det får store omkostninger for dem begge.

Under ensomme stjerner er YA science fiction med et stort skvæt kærlighed. Det er normalt ikke min kop te, men Kate Ling lader kærlighedshistorien udspille sig i et miljø, hvor menneskelige drifter ikke har nogen plads, hvilket giver fortællingen en spændende kant. Skibets besætning holdes under streng kontrol, og uønsket opførsel straffes øjeblikkeligt. Samtidig er hovedparten af menneskene ombord fuldt ud indforstået med, at dette er nødvendigt for at fuldføre missionen, så der er ikke meget forståelse for de få, der bryder reglerne.

Et andet plus er hovedpersonen Seren. På den ene side har hun været indlagt med psykiske problemer og er generelt utilpasset. På den anden side gør hendes sind hende stærk som stål, da hun først møder Dom. Her finder hun for første gang samhørighed, og for den kærlighed vil hun gøre alt og stå imod alt. Denne dobbelthed gør hende til en mere sammensat og nuanceret person, end man ofte finder i YA-litteratur, og dermed mere interessant at følge.

Endeligt synes jeg også, at tanken om rumrejser, som tager flere generationer af menneskeliv, lægger op til en masse spændende overvejelser. Kan man f.eks. blive ved med at tro på missionen som kaptajn Kat gør med liv og sjæl? Kommer der et tidspunkt, hvor man er kommet så langt fra jorden på alle måder, at missionen mister sin værdi som endemål? Bliver man ved med at være mennesker efter 700 år i rummet? Og hvad hvis alt går vel, og man vender tilbage til jorden – hvad venter der så én der?

Under ensomme stjerner er både kærlighed, action og drama krydret med science fiction elementer. Kate Ling skriver levende og holder sin læser fanget hele vejen. Det er ikke kun historien om Serens desperate kamp for kærligheden. Det er også en fortælling om at gå imod strømmen og vælge sin egen skæbne uanset omkostningerne. Om at være menneske og om at blive ved med at håbe. Og noget af det interessante for mig er, at det for så vidt gælder for både Seren, der drømmer om noget andet, såvel som for Pandora der er stålsat på Venturas mission. For også det kræver håb.

Mod slutningen accelerer handlingen, og selvom det nok er her, romanen tydeligst fremstår som YA (set med science fiction øjne), så er det alligevel en cliffhanger, der også har sat krogen i mig.

Vi er en af de interstellare generationer. Vi har aldrig set Jorden; vi kommer aldrig til at se, hvor vi skal hen. Vi vil aldrig komme til at kende andet end dette skib, der er 84 år inde i en 700 år lang rejse. Vore børn vil aldrig komme til at kende andet. Det bliver vore efterkommere, der vil nå destinationen, og en dag vil deres efterkommere vende tilbage til Jorden med de mest spændende nyheder, som menneskeheden nogensinde har fået. Men i mellemtiden er det vigtigt, at vi husker, hvem vi er, at vi bærer vort hjems kultur, moral og idealer med os. At vi stammer fra Jorden, selvom vi aldrig har set den.” (s. 19)

Under ensomme rejser lever måske ikke helt op til romaner som f.eks. Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff, som jeg var meget begejstret for. Ikke desto mindre var jeg underholdt hele vejen og glæder mig til at læse de følgende bind i Ventura-sagaen, der udkommer i løbet af 2018.

Under ensomme stjerner er læst som et anmeldereksemplar sponsoreret af Bog & Idé. Bogen kan købes her.

Om Under ensomme stjerner:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Gads forlag, 307 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet
Originaltitel: The Loneliness of Distant Beings
Oversætter: Lærke Pade

Besøg Kate Lings hjemmeside

Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé

Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge PelléKan to agenter fra forskellige planeter forhindre en blodig krig? Spændende og velillustreret 1. bind af en ny tegneserie der tager læseren med over 200 år ud i fremtiden.

Som barn og ung læste og genlæste jeg Pierre Christins fantastiske serie om Linda og Valentin igen og igen. Men selvom det altid er godt tidsfordriv at tage en elsket serie frem endnu en gang, så er det også fantastisk, når en ny og spændende serie dukker op. Så da jeg fik fingrene i Orbital 1: Nærkontakt var mit håb, at den ville fange mig på samme måde som Linda og Valentin gjorde. Og jeg må sige – potentialet til at blive en klassiker er her.

I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af 781 racer. Isolationisterne forsøgte med et terrorangreb at stoppe indlemmelsen, men fejlede. To år senere lykkedes det dog for dem at erobre regeringsmagten, hvilket førte til en krig med Sandjarr folket i forsøget på at sikre menneskeheden energimæssig uafhængighed. Konføderationen slog dog igen, og menneskene undgik kun med nød og næppe total udslettelse.

Nu er de mange års repressalier mod menneskeheden dog ophævet. Mennesker har fået adgang Konføderationens organisationer, og som det første menneske har Caleb Swany opnået status som agent i det Interplanetariske Diplomat Bureau. Som makker får han ret kontroversielt tildelt Sandjarr agenten Mezoke Izzua. Lige præcis den race som menneskeheden næsten udryddede.

Det umage makkerpars første mission fører dem til månen Senestam, hvor overlevende menneske-kolonister har slået sig ned efter krigen. Men månen hører til Jävloidernes planetsystem, og nu ønsker de selv at overtage den, for undergrunden er fyldt med det værdifulde mineral Trelium.

Kolonisterne har dog ikke tænkt sig at forlade Senestam frivilligt, så Caleb og Mezokes mission er at finde en løsning. Det er dog lettere sagt end gjort. Racehad og jagten på profit har forgreninger langt ind i selve Konføderationen, og ikke alle er tilsyneladende interesseret i en fredelig løsning.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med Orbital 1: Nærkontakt! Jeg er vild med historien, jeg er vild med illustrationerne, og jeg er vild med, at der er yderligere 6 bind at se frem til.

Sylvain Runberg har bl.a. skrevet serien Hammerfall og står bag bearbejdningen af Stieg Larssons Millennium-trilogi til tegneserie-formatet, så han er en erfaren herre. Her i første bind introducerer han seriens univers og personer, og det er gjort både elegant og spændende. Historien udspiller sig måske nok et par hundrede år ude i fremtiden, men problemstillingerne med racisme og fremmedhad er desværre også sørgeligt aktuelle i nutiden. Runberg forfalder dog ikke til at moralisere, så historien kan sagtens læses bare for underholdningsværdien, for den indeholder heldigvis også masser af action.

Illustrationerne står Serge Pellé for. Jeg kendte ham ikke på forhånd, men han var en positiv overraskelse. Pellé har en realistisk streg, fyldt med detaljer, og billedsiden er meget vellykket. Farverne er overordnet holdt i afdæmpede brunlige og grålige toner, som understreger den lidt rå atmosfære. For hvor tegningerne i de gamle Linda og Valentin hæfter var organiske og ofte farvestrålende, så er Runberg og Pellés version af rummet mere beskidt og slidt. Lidt á la Alien-filmene og tv-serien Firefly som bagmændene da også har nævnt som inspirationskilder.

Jeg er med andre ord hooked på Orbital-serien og kan ikke vente til næste bind udkommer på dansk. Indtil da må jeg ”nøjes” med Linda og Valentin. Eller måske tage et smut i biografen og se Luc Bessons Valerian, en spillefilm bygget på netop Linda og Valentin-serien, som er udkommet her i 2017 i anledning af 50 års dagen for det første albums udgivelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Orbital 1: Nærkontakt:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Cobolt, 104 sider
Originaltitel: ORBITAL 1: Cicatrices

Andreas Mogensen – Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas Djursing

Andreas Mogensen - Min rejse til rummet af Henrik Bendix og Thomas DjursingInteressant beretning om hvordan drømmen blev til virkelighed for Danmarks første astronaut.

Den 2. september 2015 rejste Andreas Mogensen som den første dansker nogensinde ud i rummet. Han skulle opholde sig otte dage på den Internationale Rumstation, men starten på denne rejse blev taget allerede da Andreas var en ganske ung dreng. Min rejse til rummet er således beretningen om en mand, der allerede som dreng besluttede sig for, at han ville være astronaut og herefter gik efter sit mål.

Andreas Mogensen fortæller, hvordan familien rejste meget rundt, mens han var dreng. Det gav ham et kendskab til verden, som gjorde, at da han ville læse til rumfartsingeniør, og uddannelsen ikke fandtes i Danmark, bosatte han sig i London. Efter studiet var det stadigvæk astronautdrømmen, der trak, men jobbene hang ikke på træerne, så Andreas søgte job på en boreplatform og endte i Congo, hvor han fik erfaringer med at arbejde under farlige forhold og bo helt tæt på sine kollegaer. Erfaringer han kunne gøre brug af senere.

Efter cirka et års ansættelse udskiftede Andreas jobbet i Afrika med en stilling hos Vestas og mødte sin kommende kone, Cecilie. Da Den Europæiske Rumorganisation søgte nye astronauter i 2008, var Andreas klar. Han søgte sammen med næsten 10.000 andre, og efter mange hårde og omfattende prøver, lykkedes det ham at komme igennem nåleøjet til astronautuddannelsen. Men det hårde arbejde var langt fra slut.

Min rejse til rummet er en flot bog, som er gennemillustreret med fotos fra bl.a. NASA og ESA, men også med familiefotos fra Andreas privatliv. Andreas fortæller selv om sine oplevelser, både under astronauttræningen og på selve turen, supplereret af de to journalister, Henrik Bendix og Thomas Djursing, som har skrevet biografien. I mellem kapitlerne er der fakta-sider, hvor man bl.a. kan læse om rumfartens rekorder, g-kræfter og dansk rumforskning. De kan springes over, hvis man ikke er interesseret, men det ville være en skam.

Hvis du har bare en lille smule interesse i rumfart, eller hvis du kan lide at læse om mennesker, der drives af deres lidenskab, så grib fat i Min rejse til rummet. Andreas Mogensens beretning er spændende læsning. Og så er hans historie et eksempel på, hvor meget man kan opnå, hvis man ikke giver op.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Andreas Mogensen – Min rejse til rummet:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Politikens forlag, 267 sider