Indlæg tagget med ‘rumrejser’

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Gateway af Frederik Pohl

Gateway af Frederik Pohl

Jeg læste første gang Gateway for mange år siden, hvor den efterlod et uudsletteligt indtryk. Det kan nogle gange være farligt at læse sådanne bøger igen, for det er ikke altid minderne lever op til nutidens oplevelse.

I fremtiden er jordens befolkning nået op på 25 milliarder, og forholdene på jorden er trøstesløse. Robinette Broadhead har levet hele sit liv i Wyoming, hvor først hans forældre og siden han selv arbejdede i fødeminerne. Det er hårdt og farligt arbejde, som koster begge forældre livet. Så da Bob vinder i lotteriet, bruger han pengene på en enkeltbillet til Gateway.

Gateway er en lille asteroide på ca. 10 km på den længste led, som den højtudviklede, nu forsvundne race Heechee’erne efterlod. Asteroiden er fyldt med tunneller – og rumskibe. Hvert skib er en mulighed for at rejse ud og finde rigdom eller døden.

Historien fortælles i to spor. Dels i tilbageblik om Bobs oplevelser på Gateway, hvor vi følger hverdagen på den klaustrofobiske asteroide, hvor sex, druk og spil er det eneste tidsfordriv. Her finder Bob snart sammen med en anden skattejæger, Klara, der ligesom han selv har svært ved at finde modet til at rejse ud. Dels via samtalerne med AI-psykoanalytikeren Sigfrid, som Bob besøger én gang om ugen.

Ind i mellem er indlagt rubrikannoncer fra Gateway, foredrag om Heechee’erne og andre emner, turrapporter fra de skibe der vender tilbage til Gateway m.m.

Da jeg første gang læste Pohls roman, blev jeg fascineret af tanken om de mange mulige destinationer Gateway gav. Men også af det mod der kræves for at rejse ud i det ukendte, uden at vide om man kom tilbage. For Bob kniber det med modet, men alligevel ender han med at blive umådelig rig. Det er vejen dertil, romanen afslører.

Historien er dog i ligeså høj grad ét langt dyk ind i Bobs psyke. Det gik op for mig, da jeg genlæste Gateway. Bob skjuler noget for sig selv, som får ham til at vedblive at komme hos Sigfrid. Også selvom han prøver at narre Sigfrid, når den kommer for tæt på. Bl.a. kaster Bob omkring sig med freudianske tanker om moderbinding m.m., men ubevidste fortalelser gør det klart for læseren, at han skjuler noget om en anden kvinde i sit liv. Det er i sig selv et interessant puslespil, Frederik Pohl lægger ud for læseren.

I dag undrer det mig lidt, at jeg ikke så den vinkel tydeligt, første gang jeg læste Gateway, eftersom så meget af romanen fortælles via psykolog-samtalerne. Men måske på grund af alderen var jeg dengang mere fokuseret på det overbevisende univers, Heechee’erne og de dramatiske sekvenser i plottet. I dag værdsætter jeg begge sider af romanen, og ikke mindst slutningen hvor begge spor kulminerer.

Oversættelsen, jeg har læst fra Tangentforlaget, er desværre skæmmet af korrekturfejl og uhensigtsmæssigt layout, så en ny-oversættelse kunne være dejlig. Frederik Pohls roman fortjener nemlig i den grad sin klassikerstatus.

Gateway er bind 1 i serien om Heechee’erne og udkom første gang i 1977. Pohl skrev dog om Heechee’erne allerede i 1972 i kortromanen The Merchants of Venus.

Uddrag af romanen:

Den berømte Sylvester Macklen – som på det tidspunkt ikke var berømt for noget, men blot en almindelig tunnelrotte på Venus – opdagede et Heechee-skib og kom til Gateway, hvor han omkom. Det lykkedes ham at gøre opmærksom på sin position ved på snedig vis at sprænge sit skib i luften. En NASA-sonde blev omdirigeret fra solen, og mennesket nåede frem til Gateway.

Indvendigt var stjernerne.

Indvendigt var der, i mindre poetisk og mere bogstavelig forstand, næsten et tusind mindre rumfartøjer, der havde form som korte paddehatte. De fandtes i flere former og størrelser. De mindste lignede svampe, man dyrker i tunnellerne i Wyoming, efter at skiferen er fjernet. De større var spidse, ligesom moreller. Bag de buede ydervægge var opholdsrum og en kraftkilde, som ingen forstod. I svampestænglerne var der kemiske raketter, der omtrent svarede til dem, der fandtes i de første rumprogrammers månelandere.

Der var ingen, der nogensinde havde fundet ud af, hvordan kapslernes fremdriftssystem virkede, eller hvilken kurs de slog ind på.

Det var noget af dét, er gjorde alle nervøse: At tage chancen med noget, ingen forstod. Man havde i bogstaveligste forstand ingen muligheder for styring eller kontrol, når man startede i et Heechee-skib. Kursen var bygget ind i styringssystemet på en måde, man ikke forstod. Man kunne vælge en bestemt kurs, men når den én gang var valgt, var der ikke mere at gøre. Man vidste ikke hvor man kom hen, lige så lidt som man kendte indholdet af en lykkepose, før den åbnedes.

Men skibene fungerede. Selv efter et tidsinterval som af nogle blev anslået til måske en halv million år. (side 21)

Om Gateway:

Udgivelsesår: 1984
Forlag: Tangentforlaget, 223 sider
Omslag: Lars Beierholm
Originaltitel: Gatway (amerikansk), 1977
Oversætter: Jens Carstensen

Lyt til et afsnit af podcasten Scifi Snak om Gateway.

Heechee romanerne:

Gateway, 1977
Beyond the Blue Event Horizon, 1980
Heechee Rendezvous, 1984
The Annals og the Heechee, 1987
The Gateway Trip, 1990
The Boy Who Would Live Forever, 2004

Find hele Frederik Pohls forfatterskab HER

Læs også:

Non-stop af Brian Aldiss
Frysepunktet af Anders Bodelsen
2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm
Mørke af Torben Pedersen
Tunnelen under verden af Frederik Pohl

Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař

Rummand fra Tjekkiet af Jaroslav Kalfař

Om rumrejser, ægteskab, kosmiske edderkopper og fortidens byrder. Rummand fra Tjekkiet har det hele.

Det var helt tilfældigt, at jeg opdagede Rummand fra Tjekkiet. Jeg havde aldrig hørt om den, men den stod på hylden med nye bøger, og så røg den med hjem, for så meget nyt science fiction udgives der jo heller ikke på dansk.

En aprildag i 2018 sendes rumskibet JanHus1 af sted fra Petřin-højen. Ombord er Jakub Procházka, og målet er at nå ud til en kosmisk støvsky (navngivet Chopra) mellem Venus og Jorden og tage prøver herfra. Turen skal sætte Tjekkiet på verdenskortet som en selvstændig og innovativ nation, og meget af udstyret er således sponseret af kommercielle virksomheder. Turen tager mange måneder. Undervejs reflekterer Jakub over sin familiehistorie sat i kontekst med Tjekkiets historie, og ikke mindst over forholdet til hustruen Lenka.

På biblioteket står romanen klassificeret som science fiction, og rammehistorien er da også Jakubs rejse i rummet. Men fokus er i virkeligheden snarere på alt det andet. Personligt var jeg især fascineret af at læse om Jakubs opvækst i en vasalstat for Sovjetunionen.

Jakubs far var ansat i det hemmelige politi, og det fik store følger for familien, da det kommunistiske regime brød sammen under Fløjlsrevolutionen. Fra at være respekteret (eller rettere frygtet) bliver familien pariaer, og det kommer til at påvirke Jakub resten af livet.

Rummand fra Tjekkiet er både humoristisk, tankevækkende og anderledes end det meste af det science fiction, jeg har læst. Den er godt skrevet, men der er dog en del korrekturfejl, lige fra underlige orddelinger til slå- og stavefejl. Jeg ved godt, at jeg er lidt sart på den område, men det irriterer mig, når Jakub pludselig bliver til Jakob eller bagefter deles bage-fter, for det bryder min læserytme. Det er dog ikke nok til at ødelægge den overordnede læseoplevelse, og jeg kan bestemt anbefale Rummand fra Tjekkiet, hvis du har lyst til en ny oplevelse.

Jaroslav Kalfař immigrerede til USA fra Tjekkiet som 15-årig. Rummand fra Tjekkiet er hans debutroman, som udkom på engelsk i 2017 og blev godt modtaget i USA. Romanen er eftersigende også på vej til en filmatisering af Johan Renck, der blandt andet er kendt for tv-serien Tjernobyl.

Anmelderne skriver:

Af Jørgen Johansen, Berlingske:
”Et fantasifuldt rumeventyr og et dystert stykke nyere tjekkisk historie. Forfatteren Jaroslav Kalfar, der er født i Prag i 1988, året før Fløjlsrevolutionen, og som kom til USA som 15-årig, har mikset en romancocktail af de mere hårdtslående. To dele science fiction blandet med én del kærlighedstragedie og én del politisk-psykologisk samtidshistorie om tiden før og efter omvæltningerne i 1989, da det kommunistiske regime brød sammen, og forfatteren Vaclav Havel afløste Gustav Husak som præsident i Tjekkoslovakiet […] Rummand fra Tjekkiet er en både underholdende og tankevækkende historie, hvis største problem i virkeligheden er, at den indeholder stof og tilløb til meget mere end en enkelt roman.”

Af Jørgen Herman Monrad, Weekendavisen:
”Tjekken Jaroslav Kalfar, der som 15-årig udvandrede til USA, har skrevet en fin, fabulerende roman om at udvandre til det ydre rum. Og om at længes tilbage.”

Af Jennifer Senior, The New York Times:
”Jaroslav Kalfar’s “Spaceman of Bohemia” is not a perfect first effort. But it’s a frenetically imaginative one, booming with vitality and originality when it isn’t indulging in the occasional excess. Kalfar’s voice is distinct enough to leave tread marks. He has a great snout for the absurd. He has such a lively mind and so many ideas to explore that it only bothered me a little — well, more than a little, but less than usual — that this book peaked two-thirds of the way through. Sigh. Don’t we all.”

By Tibor Fischer, The Guardian:
”Spaceman of Bohemia should win many fans. It’s Solaris with laughs, history lessons and a pig killing. I will be interested to see what Kalfar has to say about the US in the future.”

Om Rummand fra Tjekkiet:

Udgivelsesår: 14.02.2020
Forlag: Mr. East, 288 sider
Omslag: Nana Andrea Tiefenböck
Originaltitel: Spaceman of Bohemia, 2017
Oversætter: Uffe Gardel

Læs også:

Månebase Rødhætte af Lars Ahn
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Forvandlingen af Franz Kafka
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Mørke af Torben Pedersen
Exnihilo af Publius Enigma
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
The Martian af Andy Weir

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

Ud af normalrummet af Klaus Æ. Mogensen

17 noveller om kærlighed, udødelighed, sære væsener og glæden ved pirater – for blot at nævne et par af temaerne i Klaus Æ. Mogensens novellesamling Ud af normalrummet. En del af novellerne har været trykt før, mens fire noveller her kan læses for første gang.

Bagsiden kalder samlingen for ‘fantastiske fortællinger’, og det er nok en ret præcis betegnelse. Mogensen bevæger sig nemlig ubesværet rundt i såvel science fiction som fantasy, gys og eventyr. Ofte med en underliggende humor, mens enkelte historier har en nærmest melankolsk stemning.

Ud af normalrummet indledes af novellerne ‘Pigen med de mosgrønne øjne‘ og ‘Abedronningens tjenerinde‘. Begge er fortællinger om en svunden kærlighed, og begge er smukt fortalt. Jeg ærger mig dog lidt over, at de kommer lige i rap, når de tematisk minder så meget om hinanden.

I ‘Kløer‘ er sultanaen på vej til Kejserstaden med skibet Griffen. Undervejs bliver flere af hendes livvagter slået ihjel, ligesom hun pludselig selv bliver dårlig. Kaptajn Marak er dog fast besluttet på at finde ud af, hvad der er på færde, og heldigvis har han en god hjælper. Novellen er vældigt underholdende og efterlod mig med en følelse af et kort besøg i Sword & Sorcery genren.

Universets mørke‘ handler om en mor og hendes datter, der forsøger at komme overens med deres liv efter en voldsom ulykke. De tager til et øde beliggende sommerhus ved Vesterhavet, men opholdet får en brat afslutning. Novellen introducerer læseren for mørkt stof og mørk energi, og lader via et meget videnskabelig grundlag gruen få et ansigt.

Under Kærlighedens Nat lader ugifte mænd og kvinder skæbnen afgøre deres fremtid. Men i ‘Kærlighedens lotteri‘ forsøger en fader og en bejler at snyde lotteriet og tvinge en ung kvinde til ægteskab. Igen en underholdende fortælling á la Sword & Sorcery.

Vi ved endnu meget lidt om, hvordan det påvirker menneskekroppen at rejse i rummet. I ‘Spøgelset på Lady Stardust‘ er Miran fastlåst til Ngorongoros Cirkel, da hendes krop ikke kan tåle Klass-effekten under rumrejsen. En dag møder hun en anderledes rejsende, som hun tiltrækkes af. Men hvad er hans historie?

To besætningsmedlemmer strander med deres rumskib, da de er ved at blive fanget af en malstrøm i ‘Strandet i normalrummet‘. I stedet for at dø med det samme har de nu et par uger til at finde på en løsning. En spændende fortælling der udspiller sig i en verden, hvor mennesket har overtaget rumteknologien efter avanceret race, der nu er forsvundet.

Livet efter‘ er en tankevækkende novelle, hvor hovedpersonen ligger dødssyg på hospitalet. Da han vågner igen, befinder han sig på en græsmark, og har en utrolig historie i vente.

Som barn finder fortælleren sammen med to venner et begravet skelet i en lille dal, drengene bruger som et hemmeligt sted at lege. Skelettet vækker stor opsigt, da man er sikker på, at det drejer sig om en hidtil ukendt dinosaur art. Fortælleren har dog en hemmelighed om fundet, og nu er det måske tid til at få den frem i lyset. ‘Den hemmelige dal‘ er en underholdende novelle med en overraskende slutning.

En af mine yndlingshistorier er ‘Piratkopiering‘, som er en af de nye noveller. Jesper er vild med pirater. Så vild at han en nat tager ind på farens arbejdsplads for at se nærmere på en ny opfindelse, de har gjort. Men måske kan man også få for meget af en god ting? Jeg faldt fuldstændig for humoren i historien, og klukker faktisk lidt endnu.

Engang frygtede jeg, at Sarah Palin blev USA’s præsident. Nu sidder Donald Trump i det hvide hus, og Palin virker pludselig som et bedre valg. I ‘Palins projekt‘ er hun dog præsident, og hun ønsker at befri verden for seglmånen og i stedet erstatte den med et godt, kristent amerikansk kors. Den opgave går novellens fortæller til med krum hals, for selvom han hverken er religiøs eller politisk interesseret, er han fascineret af projektets størrelse. En vellykket satirisk novelle som jeg ikke håber, Trump nogensinde læser.

Drageblod‘, ‘Grydesteg‘ og ‘Den tapre datter‘ hører alle til i eventyrets verden, mens den korte ‘Sfærisk musik‘ er en lettere absurd fortælling om en musiker, der bruger hvad som helst som instrument.

I ‘Vinteroffer‘ ser vi en kendt juletradition fra en anden og mere grum vinkel, mens den sidste novelle ‘Farvel‘ er en sørgmodig afsked.

Alt i alt er Ud af normalrummet en interessant og velfortalt rundtur i Klaus Æ. Mogensens univers. Mogensen er i sit arbejdsliv fremtidsforsker, og det er måske derfor, hans verdener synes så troværdige.

Da jeg personligt er mere til science fiction end fantasy, er der naturligt nok nogle noveller, jeg syntes bedre om end andre. De er dog alle velskrevne, og jeg var da også godt underholdt undervejs, trods mine præferencer.

Så har du lyst til en tur ud af normalrummet og ind i en mere fantastisk verden, så grib fat i denne samling med Klaus Æ. Mogensens noveller.

Om Ud af normalrummet:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: H. Harksen Productions, 147 sider
Omslag: Klaus Æ. Mogensen

Indhold:
Pigen med de mosgrønne øjne (Himmelskibet, 11)
Abedronningens tjenerinde (Himmelskibet, 14)
Kløer (Forvandlinger, 2013)
Universets mørke (Universets mørke, 2015)
Kærlighedens lotteri (Himmelskibet, 24)
Spøgelset på Lady Stardust (Himmelskibet, 2)
Strandet i normalrummet (Nye verdener, 15, som Malene G. Skounæs)
Livet efter (Proxima, 76, som Malene G. Skounæs)
Den hemmelige dal (Den hemmelige dal, 2009)
Drageblod (Himmelskibet, 32)
Piratkopiering
Palins projekt (Den nye koloni, 2011)
Sfærisk musik (Himmelskibet, 33)
Grydesteg
Den tapre datter
Vinteroffer
Farvel (Proxima, 67, som Malene G. Skounæs)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Gys i oktober af Ray Bradbury
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Liv af Rasmus Hastrup
En dag uden sol af Benjamin Lunøe
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Legetøj af Mikala Rosenkilde
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Antistof af Charles Stross

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001 : en odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001: En odyssé i verdensrummet er nok Arthur C. Clarkes mest kendte værk. Romanen startede sit liv som novellen i ‘The Sentinel’ fra 1951. En historie om hvordan mennesket rejser til månen og der finder bevis på intelligent liv i rummet. I 1960’erne blev novellen hentet frem i lyset igen, da Clarke i et samarbejde med filminstruktøren Stanley Kubrick besluttede at lave en film over historien. Filmen fik premiere i 1968 og umiddelbart efter udkom også romanen, der siden har fået tre efterfølgere.

Handlingen i 2001: En odyssé i verdensrummet fortælles gennem seks overordnede kapitler. Første kapitel hedder ‘Abemenneskets tid’ og udspiller sig for tre millioner år siden, hvor mennesket endnu ikke fandtes. Her opdager en flok abemennesker en stor rektangulær sten udenfor deres hule. Umiddelbart tager de sig ikke af den, men så begynder stenen at kommunikere med dem.

Andet kapitel hedder ‘TMA-1’ og handler om dr. Heywood Floyds rejse til månen. Han er på vej op for at studere en hemmeligholdt opdagelse, man netop har gjort, som vil ryste menneskeheden i dens grundvold.

Det tredje kapitel hedder ‘Mellem planeter’. Her følger vi astronauterne Frank Poole og David Bowmans rejse med rumskibet Discovery på vej mod Saturn. Med sig har de yderligere tre videnskabsmænd, der skal sove hele rejsen, samt deres uundværlige computer HAL 9000.

I fjerde kapitel ‘Katastrofe’ indtræffer et alvorligt uheld, som får afgørende betydning for resten af ekspeditionen.

Discovery når endelig frem til sit mål i femte kapitel ‘Saturns måner’, hvor en overraskelse gemmer sig, som afsløres i sjette kapitel ‘Gennem stjerneporten’.

Rumrejsen år 2001 instrueret af Stanley Kubrick

Jeg har både set filmen og læst bogen. Om man er til det ene medie eller det andet, er nok en smagssag. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot, men også lidt langtrukken og meget kryptisk. Her er romanen langt mere forklarende og til at forstå. Og så gør det jo ikke oplevelsen dårligere, at jeg har filmens smukke scener for mit indre øje under læsningen.

Anmelderne skriver:

Bogrummet: “Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.” (anmeldt af Bjarne Jensen)

Kloner og Stjernekrig: “2001” bliver således en fortælling om, hvordan mennesket opdagede sig selv, og hvordan det meget senere fandt sit formål. På den måde bliver monolitten symbol på troen på sammenhæng i vores og universets udvikling. Der findes virkelig noget, der styrer det hele – og med et formål. Uheldigvis giver den kreativitet, monolitten nedlægger i mennesket, sig øjeblikkelig udslag i aggressivitet og undertvingelse, og menneskets dominerende egenskaber bliver således udstillet.” (anmeldt af Kristian Mørk)

Planet Pulp: “En odyssé i verdensrummet” er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren […] Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.” (anmeldt af Martin Jürgensen)

Om 2001:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 204 sider
Omslag: Jesper Wetterslev
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey (1968)
Oversætter: Mogens Boisen

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir

Coyote af Allen M. Steele

Coyote af Allen M. Steele46 lysår fra Jorden har astronomer opdaget en, formodet, beboelig måne – Coyote – i kredsløb om en gaskæmpe. Amerikas Forenede Republiks totalitære regering ser en mulighed for at skabe sig et historisk monument ved at kolonisere Coyote og sætter nationens økonomi over styr for at konstruere menneskehedens første stjerneskib. Besætningen og kolonisterne er udvalgt blandt Frihedspartiets mest trofaste medlemmer, dog har skibets kaptajn andre planer. Men er det overhovedet muligt at kapre et stærkt bevogtet rumskib? Og kan utrænede kolonister overleve i en ukendt vildmark, så langt fra resten af menneskeheden, at den lige så godt kunne være ikkeeksisterende? (fra forlagets beskrivelse)

Jeg havde længe gået og luret på Coyote af Allen M. Steele, men ikke lige haft tiden til at kaste mig over de lidt over 500 sider. Andre behøver dog ikke at have samme skrupler, for da jeg først begyndte at læse, stoppede jeg stort set ikke, før end sidste side var vendt.

Romanen tager udgangspunkt i en virkelig opdagelse. I 1996 opdagede astronomerne Geoffery Marcy og Paul Butler en kæmpeplanet i kredsløb om 47 Ursae Majoris. Planeten var særlig interessant, fordi dens kredsløb lå lige udenfor den ‘beboelige zone’, så man spekulerede i om eventuelle måner kunne være hjem for liv.

I Steeles roman (der oprindelig udkom i 2002) er handlingen flyttet godt 80 år ud i fremtiden. Magten i USA er blevet overtaget af det totalitære Frihedsparti, som sidder hårdt på landet. Deres drøm om at kolonisere rummet har næsten bragt USA i knæ økonomisk, men nu er det lykkes dem at bygge stjerneskibet URSS Alabama, som snart rejser ud på sin 46 lysår lange færd.

Det er dog ikke alle, der er lige store tilhængere af Frihedspartiets ideologi, og op mod afgang er et omfattende plot i gang for at overtage URSS Alabama ved opsendelse. Men er det muligt i et statsovervåget samfund?

Romanen er opdelt i to “bøger”. Den første handler om det sidste døgn op til URSS Alabamas opsendelse, selve rumrejsen og ankomsten til Coyote. Den anden handler om kolonisternes første år på planeten, hvor de skal overleve i en fremmed og fjendtlig verden.

Jeg er stor fan af rumrejser og udforskning af fremmede planeter, og det får man masser af i Coyote. Sproget er lige ud af landevejen, og jeg skal ikke kunne sige, hvor realistisk romanens videnskab er, men jeg var vældig underholdt under læsningen.

Coyote er første del af en serie. Det ser umiddelbart ud til, at forlaget Dreamlitt også har planer om at udgive de næste to bind Opstand og Grænseland. Jeg er klar, når de kommer.

Uddrag fra Coyote:

Han vendte sig mod manden, han talte med tidligere. “Jeg ved ikke, om De nogensinde har mødt direktøren for Sikkerhedstjenesten … hr. Shaw, kaptajn Lee.”

“Ikke før nu, hr. præsident.” Roland Shaw kommer ned ad midtergangen for at række hånden frem. “Jeg mener dog, at vi har et møde i morgen tidligt på Capen.”

“Ja, hr. Det har vi.” Lee griber Shaws hånd. “En detalje i sidste øjeblik før opsendelsen. Sikkerhedsprocedurer …”

“Selvfølgelig.” Det trækker lidt op i Shaws venstre mundvig. “Vi var lige i færd med at diskutere noget lignende.”

“Virkelig?” Senator Rochelle forsøger at indsætte sig selv i samtalen. “Noget, De har lyst til at dele med os?”

Shaw rynker brynene. “Ikke noget at snakke om,” siger han, og et øjeblik møder hans øjnes Lees. “En razzia mod dissidenter, som muligvis er imod missionen. Udelukkende for en sikkerheds skyld.”

“En god idé.” Rochelle er hurtig til at tydeliggøre sin anerkendelse. “Jeg er glad for, at vi var i stand til at forny Indvandrer- og Oprørsloven ved sidste samling. Det virkede fornuftigt, vores nuværende situation taget i betragtning.”

Den nuværende situation. Republikken er som altid under konstant belejring af sine fjender, både uden- og indenlandske. New Englands Statsforbund, som stadig har bevæbnede tropper på grænserne til Connecticut, Massachusetts og Vermont. Pacifica, hvis guerillahær har daglige skærmydsler med URS-styrker over omstridte territorier i den nordlige del af Sierra Nevada-bjergkæden. Det Europæiske Statsforbund, som fastholder sine handelsembargoer, indtil Republikken indvilger i at fjerne sine atomvåben fra geostationære kredsløb. Dagligt anholdes påstående spioner i byer over hele landet. I aftes blev en gymnasielærer offentlig hængt i Houston. En af hendes tidligere elever påstod, at hun brugte en satelittelefon til at sende informationer til Frankrig […] (side 33)

Om Coyote:

Udgivelsesår: 03.10.2019
Forlag: Dreamlitt, 527 sider
Omslag: Peter Palmqvist Skjøtt Poulsen
Originaltitel: Coyote (amerikansk)
Oversætter: Tom Vedsted Vonsild

Besøg Allen M. Steeles hjemmeside

Læs også:

Armada – Spillet om jorden af Ernest Cline
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
The Martian af Andy Weir

Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm

Otte science fiction noveller redigeret af Jannick StormFor nyligt læste jeg Dommedagskometen af Erik Juul Clausen. I den forbindelse blev jeg gjort opmærksom på en novelle af Arthur C. Clarke med titlen ‘Stjernen’, som netop findes her i Otte science fiction noveller, en antologi udvalgt og oversat af Jannick Storm.

I indledningen kommer JS blandt andet ind på, hvordan man definerer science fiction som genre. At kalde det videnskabelig skønlitteratur er ikke dækkende, men videnskaben har gjort genren mulig. Snarere mener JS, at det er måden forfatterne anskuer tilværelsen på, et “hvad nu hvis-mønster”. Helt grundlæggende skal science fiction dog være overbevisende, skriver JS og fortsætter:

“Fremtiden er noget underligt futilt noget at beskæftige sig med, siger man. Men disse historier beskæftiger sig jo heller ikke med fremtiden; de beskæftiger sig med nutiden, med nutidens problemer. Man benytter fremtiden til at isolere de ting man vil undersøge og beskrive, og fri af de realistiske detaljers bundethed kan man sige: Hvad nu hvis …” (side 8)

Antologien starter med ‘Stakkels lille kriger!’ af Brian W. Aldiss. Claude Ford er rejst tilbage i tiden for at skyde en brontosaurus. Mens han har dyret på kornet, står han og filosoferer over menneskets samvittighedsfulde overlegenhed. Men har det betydning i Juratiden?

En af genrens måske mest kendte noveller er Daniel Keyes ‘Blomster til Algernon’, som vandt en Hugo for Bedste novelle i 1960. Charlie Gordon har en meget lav IQ, men drømmer om at blive dygtigere. Så da han får mulighed for at medvirke i et forsøg, hvor man via kirurgi kan tredoble forsøgspersonens intelligens, springer han til. Ligesom musen Algernon bliver Charlie hurtigt mere intelligent, men øget intelligens har ikke kun positive følger. Og pludselig opstår der uventede problemer med forsøget.

John Wyndham er formentlig mest kendt for romanen Day of the Triffids fra 1951 samt Midwich Cuckoos fra 1957, begge er filmatiserede. I ‘Meteor’ lander en meteor på Graham og Sally Toffts mark. Hendes far er meget interesseret i stenen, så de tager den ind i deres udhus for at se nærmere på den. Sideløbende følger vi en rumskibsbesætnings rejse fra deres egen planet til en fremmed verden. Men selvom man kommer med fred, er det ikke sikkert, at man finder det.

I ‘Den store forhave’ af Clifford D. Simak begynder mærkelige ting at ske for altmuligmanden Hiram Taine og hans hund Towser. Pludselig begynder ødelagte ting i kælderen at reparere sig selv, og endda meget bedre end Hiram kan gøre det. Langsomt går det op for ham, at han har fået ukendte logerende på besøg.

Isaac Asimov er kendt som “opfinderen af den moderne robot” og ikke mindst robotikkens tre love. ‘Robbie’ stammer fra novellesamlingen I, Robot (1950) og handler om Gloria, en lille pige der får en af de første robotter, som barnepige. Gloria elsker Robbie, som hun kalder den, men hendes mor bryder sig ikke om robotten og får til sidst overtalt sin mand til at skaffe sig af med den. Men det er ikke så let at få Gloria til at glemme sin bedste ven.

For snart mange år siden læste jeg romanen Gateway af Frederik Pohl, som er første bog i Heechee-serien, og som jeg varmt kan anbefale. ‘Midasplagen’ er bestemt også værd at læse. Historien udspiller sig i en fremtid, hvor der er overflod af materielle goder. Men da spild er forbudt, er man forpligtet til at forbruge, og jo lavere man er i det sociale hierarki, jo mere skal man forbruge. Nygifte Morey Fry er fattig og bor derfor i et kæmpe stort hus og er forpligtet til at forbruge meget af både materielle ting men også af koncerter mm. af robot-entertainere. Fry er ved at bukke under i forsøget på at forbruge det krævede niveau. Men så får han en idé.

Arthur C. Clarke er forfatteren til 2001: A Space Odyssey, der blev filmatiseret af Stanley Kubrick. I ‘Stjernen’ er en jesuitisk chef-astrofysiker på vej tilbage efter at have deltaget i udforskningen af en supernova i stjernetågen Føniks. En ekspedition der har sat hans tro på en alvorlig prøve. Novellen vandt i øvrigt en Hugo for Bedste novelle i 1956.

Antologiens sidste novelle er skrevet af William Tenn. ‘P÷’ udspiller sig i tiden efter den anden atomkrig. I USA henledes myndighedernes opmærksomhed på en mand ved navn George Abnego, der viser sig på alle områder at være totalt gennemsnitlig. Denne gennemsnitlighed ender med at starte en verdensomspændende omvæltning, som i sidste ende falder meget overraskende ud.

Jannick Storm har udvalgt bidragene til Otte science fiction noveller ud fra egen smag, men formår at præsentere flere af de største navne i genren OG underholde læseren med gode, tankevækkende og velskrevne historier ved samme lejlighed. En fin antologi der tidsmæssigt er skrevet i årene 1941 til 1961.

Om Otte science fiction noveller:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbalchs Forlag, 227 sider
Omslag: Peder Nyman

Indhold:

Brian W. Aldiss: Stakkels lille kriger! (Poor Little Warrior, 1961)
Daniel Keyes: Blomster til Algernon (Flowers For Algernon, 1960)
John Wyndham: Meteor (Meteor, 1941)
Clifford D. Simak: Den store forhave (The Big Front Yard, 1960)
Isaac Asimov: Robbie (Robbie, 1950)
Frederik Pohl: Midasplagen (The Midas Plague, 1957)
Arthur C. Clarke: Stjernen (The Star, 1959)
William Tenn: P÷ (Null-P, 1951)

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen
Andre verdener / red. Niels Dalgaard
Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard
Tunnelen under verden af Frederik Pohl
De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Faderens sønner af A. Silvestri
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
De blindes land af H. G. Wells

Exnihilo af Publius Enigma

Exnihilo af Publius EnigmaSpændende og underholdende science fiction der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

I 2163 er Discover IV på vej længere ud i universet end mennesket nogensinde har været før. Målet er at finde beboelige zoner og erobre nye territorier.

Godt 100 år senere har en krig ødelagt det meste af jorden, som nu styres af Det Interhumane Synedri bestående af 12 ledere anført af generalsekretæren. Som følge af Den Totale Krig bliver der ikke født børn mere. Heldigvis har forskerne fundet en måde at producere børn uden brug af biologiske rugemødre, men en alvorlig genetisk fejl har sænket gennemsnitsalderen til 41 år.

En dag opfanger en gruppe forskere et svagt signal fra Jupiters 64. måne. Der er ingen afsender på signalet, men noget tyder på, at det er sendt af intelligente væsener. Synedriet beslutter sig for at sende en ekspedition af sted med rumskibet Scout Voyager, hvor bla. hovedpersonen Elia deltager. Det lykkes dem at nå frem til signalet, men det, de finder der, truer den herskende samfundsstruktur. Så nu er spørgsmålet: skal de bringe fundet med tilbage, eller destruere det på stedet?

Exnihilo er underholdende og tankevækkende science fiction lige efter mit hoved. Jeg tør ikke sige, om science-delen er korrekt, men den virker plausibel og jeg troede i hvert fald på den. Selve historien, der fortælles via forskellige personer og i forskellige tider, er spændende og med et plot, som hænger fint sammen. Jeg kom til at tænke på en blanding af filmen Interstellar og The Martian af Andy Weir mixet med George Orwells 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden.

Forsiden med et menneskefoster i en glasbeholder passer godt til indholdet og fanger i den grad øjet. Kunstneren bag hedder Gia Nguyen, og hans hjemmeside kan ses HER.

Sprogligt synes jeg dog godt, at man mærker, Exnihilo er forfatterens debut. Til tider er sproget meget beskrivende, og jeg faldt også over nogle underlige vendinger ind i mellem. For eksempel skurrer den indledende sætning ”Maryon tog favntag om Isaac” mit øje. Den er muligvis grammatisk korrekt, men hvorfor dog ikke bruge en mindre konstrueret sætning? Bortset fra dette småsure opstød kan jeg nu absolut anbefale Exnihilo, hvis du holder af underholdende og troværdig science fiction. Og jeg er ikke den eneste, som er begejstret. Læs for eksempel også Litteratursidens anmeldelse HER.

Romanen er udgivet af pseudonymet Publius Enigma, som giver et lille interview om bogen i Novum nr. 133. Her fortæller han blandt andet om udfordringen med at udregne afstande og estimere tidsangivelser for rejser til og fra jorden eller finde frem til lyd- og lysforhold ude i universet osv. Og så løfter han sløret for sin nye bog, der ligeledes foregår i fremtiden. Denne gang bliver det overordnede tema venskab mellem menneske og robot.

Uddrag af Exnihilo:

“Elai var godt klar over, at mange stiltiende drog Synedriet til ansvar for de dårlige samfundsforhold. Oprørsbevægelsen lod dog ikke kritikken gå stille for sig, og det resulterede ofte i opstande, konflikter og demonstrationer. Gang på gang måtte Synedriet indsætte politi for at løse konflikterne. Nogle opfattede det som en hårdhændet behandling af samfundets kritikere, og det gjorde blot tilliden til Synedriets ledere endnu svagere. At der ikke havde været en revolution endnu skyldtes højst sandsynligt ene og alene, at de 12 ledere i Synedriet jævnligt blev skiftet ud, simpelthen fordi de også døde af Den Ubarmhjertige Død.

Men Elai mindede ofte folk om, at styreformen også havde gjort meget godt for menneskeheden. Det var blandt andet Synedriets skyld, at der stadig levede mennesker. Efter slutningen af 3. verdenskrig var radioaktiv, biologisk og kemisk forurening skyld i, at de få millioner mennesker, der var tilbage efter krigen, fik alvorlige problemer med at få børn. Befolkningstilvæksten var i minus allerede efter den anden folketælling. Fertilitetslæger forsøgte med alt fra mikroinsemination og follikel stimulationsbehandling til in vitro fertilisering. Men der var ingen af de traditionelle metoder, der hjalp. Kun ganske få blev gravide. Størstedelen aborterede efter kort tid […] Derfor tillod de første Synedri-medlemmer alle slags radikale eksperimenter for at sikre livet.” (side 33)

Om Exnihilo:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Valeta, 478 sider
Omslag: Gia Nguyen

Læs også:

Reservedelenes by af Lise Bidstrup
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Solaris af Stanislaw Lem
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Mørke af Torben Pedersen
The Martian af Andy Weir

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis

Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder RiisMenneskeheden har forladt Jorden og søgt tilflugt blandt stjernerne. En rejse der vil tage århundreder. Om bord på det kæmpestore rumskib Arken lever hele menneskeheden deres små liv velvidende, at det ikke bliver dem, der når frem. De lever i tiden i midten. 

En række bestialske mord ryster de nedre dæk på Arken, og to kvinder bliver sat på sagen. Den modvillige Molly og den pligtopfyldende og professionelle Luna. Men hvad, der starter i Arkens skumle gyder i de enorme bylandskaber, viser sig hurtigt at have kosmiske implikationer. (fra bagsiden)

Jeg faldt lidt tilfældigt over en omtale af Skyggearken for nyligt, og tænkte at den måtte jeg da hellere lige kigge lidt på. Som sagt så gjort, og har du lyst til en tur ud i rummet, hvor trøstesløshed og mord hærger, så er den et godt bud.

Makkerparret Lindal og Riis står i øvrigt også bag Ana ved verdens ende, der udkom i 2017.

Læs en anmeldelse af SkyggearkenMetronaut

Om Skyggearken:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Comic Factory, 128 sider
Omslag: Peder Riis

Læs også:

Nonstop af Brian Aldiss
Thanatos af Jan Egesborg og Johannes Töws
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Det kinesiske værelse af Rune Nielsen og Thomas F. Delman
Hjernehallen af Johan Springborg