juni 2018
M T O T F L S
« maj    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘satanister’

Djævelens værk af Lotte Petri

Djævelens værk af Lotte PetriMetrobyggeriet i København er i fuld gang. For at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel skal 1000 skeletter fra Assistens Kirkegård flyttes. Retsantropolog Josefine Jespersen leder gravrydningen, mens hun samtidig studerer knoglerne fra ligene til et forskningsprojekt om folkesundheden i 1800-tallet for at dokumentere sygdommenes fysiske tegn i knoglerne, før de genbegraves.

En aften bliver arkæologen Rita, der også arbejder på projektet, brutalt dræbt. Josefine finder hendes lemlæstede lig i en grav, og politiet, med vicepolitiinstpektør Xander Damgaard i spidsen, sætter straks en eftersøgning i gang. Men sporene er få, og fundet af et indridset kors i arkæologens kranie øger kun forvirringen.

Så myrdes endnu en person. Denne gang en yngre kvinde som findes død foran den katolske præst Dominics gadedør. Også her er liget mærket med et ridset kors. Og mordet er desværre ikke det sidste.

Djævelens værk af Lotte Petri er første bind i en ny serie  med retsantropologen Josefine Jespersen i hovedrollen. Ligesom i de tidligere bøger hvor forskeren Selma Eliassen med veninden Lisa Brodersen var omdrejningspunkt, mikser Lotte Petri her i den nye serie et godt krimiplot med en spændende indføring i et videnskabeligt univers. Denne gang retsantropologi – og eksorcisme!

Jeg er ret vild med videnskabskrimier for deres blanding af fiction og fakta, en kombination som Lotte Petri rammer 100% plet med her i Djævelens værk. For mig er det næsten ligeså spændende at læse om retsantropologens arbejde – og ikke mindst de forbløffende detaljer om danske eksorcismer! – som at følge selve plottet og forsøge at løse gåderne. Det mærkes tydeligt, at forfatteren har lavet en grundig research, men samtidig flettes de mange tekniske detaljer nærmest umærkeligt ind i fortællingen, så man som læser aldrig får fornemmelsen af, at “nu har jeg fundet ud af det her, så skal det med vold og magt med i romanen!”

Derudover er Lotte Petri god til at skabe interessante personer, som giver læseren lyst til at følge dem videre. Det er også lykkes godt her med Josefine og Xander, der begge fremstår autentiske.

Det er altid svært at få et seriemorderplot i Danmark til at virke troværdigt, fordi vi er sådan et fredeligt lille land. Ikke desto mindre er Djævelens værk djævelsk underholdende, og idéen med at lade det hele starte med opgravningen af de 1000 lig (som faktisk virkelig skete) er fint fundet på. Jeg er i hvert fald blevet fanget ind og er klar på næste bind!

Besøg Lotte Petris hjemmeside

Om Djævelens værk:

Udgivelsesår: 20.03.2017
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 284 sider
Omslag: Silvana Nikolic

Se et kort interview med Lotte Petri om Djævelens værkKrimimessen i 2017

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Gæld til djævelen af Lisa Hågensen
Åbenbaringer af Paul Jenkins
Den sidste gode mand af A. J. Kazinski og Palle Schmidt

The House of the Devil

The House of the DevilDen studerende Samantha har brug for penge for at kunne flytte i egen lejlighed og slippe for sin ulidelige sambo. Derfor ansøger hun et job som barnepige, selvom hun slet ikke bryder sig om børn. Det viser sig dog, at det slet ikke er et barn, hun skal passe, men en ældre kvinde i et gammelt hus langt udenfor byen. Veninden Megan prøver at tale Samantha fra jobbet, som hun synes virker skummelt og forkert. Og det er det også …

The House of the Devil er fra 2009, men er optaget i total 80’er stil helt ned til et let grynet billede, som vi havde på vhs-filmene. Det fungerer rigtig godt, og er med til at underbygge stemningen.

Hovedrollen spilles af Jocelin Donahue, som bl.a. også har haft en lille rolle i en af mine yndlings horror-westerns The Burrowers. Hun gør det godt og virker overbevisende som Samantha, der godt kan mærke, at jobbet ikke er helt fint i kanten,  men som alligevel lader sig lokke af pengene, og som trods sin sårbarhed alligevel yder voldsom modstand da tingene spidser til. Tom Noonan (Manhunter, 1986), der spiller Mr. Ulman, er også perfekt castet. Han er tilpas creepy, til at vi bare ved, at noget er forkert, selvom han udadtil virker både høflig og venlig.

Instruktør Ti West (Cabin Fever 2) giver sig god tid, inden han lader uhyggen bryde ud, men jeg kunne egentlig godt lide det, for stemningen op til første blodsdråbe er interessant, selvom der ikke sker så meget. I det hele taget er det ikke en film, som svælger i volden, og først i de sidste 20 minutter kommer pulsen rigtig op, men for mig virkede det.

Alt i alt syntes jeg vældig godt om The House of the Devil. Det er måske ikke årets uhyggeligste film, og hvis du er mest til action fra første minut, er den nok heller ikke sagen. Men kan du lide en god stemningsfyldt film med interessante skuespillere uden at plottet behøver at overraske dig, så snup The House of the Devil. Som Roger Ebert skriver om den i sin anmeldelse: “It’s the anticipation, not the happening, that’s the fun.”

Om The House of the Devil:

Instruktør: Ti West
Udgivelsesår: 2009

 

The Devil Rides Out

The Devil Rides OutThe Devil Rides Out bygger på Dennis Wheatleys roman fra 1934 og er instrueret af Terence Fisher.

Duc de Richleau og Rex Van Ryn er bekymret for deres fælles ven, den unge Simon. De har ikke set noget til ham længe og beslutter sig for at komme på uanmeldt besøg. Men da de kommer er huset fuldt af mennesker, og Simon er ikke specielt glad for at se dem. De får at vide, at Simon er blevet medlem af et astronomisk selskab, men da han efterfølgende smider dem ud, opdager Richleau, at selskabet snarere handler om sort magi, og at Simon skal indvies til djævelen.

Til festen er også den unge kvinde Tanith, som Rex bliver ganske indtaget i. I deres kamp for at få fat i Simon, opdager Rex, at heller ikke Tanith er blevet indviet endnu, og han forsøger at redde hende også. Men deres kamp mod Mocata, som leder kulten, er ikke uden problemer, og de må både møde mennesker og djævle ansigt til ansigt for at befri Simon og Tanith fra kulten.

The Devil Rides Out er fuld af action og spænding, og der er nogle ganske uhyggelige scener undervejs. Bl.a. må Richleau og vennerne stå op mod selveste dødsenglen. Selvom afsløringen af dødsenglens ansigt ikke er det klimaks, det sikkert var i 1968, så er optakten med den sorte hest stadig effektiv.

Filmen følger bogens forlæg ret tæt, og jeg synes, at Christopher Lee gør det glimrende som Richleau. Det er interessant at se, hvor godt han udfylder helterollen, når han som oftest spiller ondskaben selv. Rex rolle spilles af Leon Greene, som er mere anonym, men hans rolle er også mere actionmandens. Mocata spilles af Charles Gray, der har en udmærket scene, hvor han viser sin viljes kræfter.

The Devil Rides Out blev iøvrigt udsendt på det amerikanske marked under titlen The Devil’s Bride, da originaltitlen mindede for meget om en western! Selvom The Devil Rides Out ikke er en af de film, som kommer til at stå mejslet i min hukommelse fremover, er det fin underholdning. Har man lyst til et let gys, er det bestemt et udmærket valg, hvis man holder af de gamle Hammer film.

Se traileren på YouTube

Om filmen:

Instruktør: Terence Fisher
Udgivelsesår: 1968

The Ultimate Hammer Collection:

She, 1965
The Nanny, 1965
Dracula – Prince of Darkness, 1966
The Plague of the Zombies, 1966
Rasputin the Mad Monk, 1966
The Reptile, 1966
The Witches, 1966
One Million Years B.C., 1966
The Viking Queen, 1967
Frankenstein Created Woman, 1967
Quatermass and the Pit, 1967
The Vengeance of She, 1968
The Devil Rides Out, 1968
Prehistoric Women, 1968
Scars of Dracula, 1970
The Horror of Frankenstein, 1970
Blood from the Mummy’s Tomb, 1971
Straight on till Morning, 1972
Fear in the Night, 1972
Demons of the Mind, 1972
To the Devil a Daughter, 1976

Djævelen rider ud af Dennis Wheatley

Djævelen rider ud af Dennis WheatleySerien “Forums udødelige klassikere” står i børnebiblioteket og indeholder titler som “Vampyren” af John Polidori, “Frankenstein” af Mary Shelley, “Blodet fra mumiens gravkammer” og “Dracula” af Bram Stoker. Alle titler på klassiske historier som er værd at læse – også i en bearbejdet udgave. Derfor glædede jeg mig til Djævelen rider ud af Dennis Wheatley, men i stedet for en klassiker fik jeg en tjubang historie uden særlig dybde.

Rex og hertugen er bekymrede for deres fælles ven Simon, som ofte lader sig indfange af nye spændende projekter. Deres bekymring er med god grund, for Simon er blevet fanget ind af en gruppe, som dyrker sort magi, og Simon skal bruges til at give lederen af ringen, Mocata, magt til at tilkalde Apokalypsens fire ryttere.

Heldigvis har hertugen forstand på hvid magi, og det lykkes ham og Rex at finde Simon på selve natten, han skal optages. Med list og dygtighed befrier de Simon, men Mocata har ikke tænkt sig at lade dem slippe, og snart har vores helte Helvedes dæmoner i hælene.

I en forstand er historien både spændende og underholdende, men at kalde den en “udødelig klassiker” synes jeg er at at skyde langt over målet. Jeg tænker lidt mere på kulørte spændings-serier som Bill og Ben bøgerne fra det gamle Westen, og Dennis Wheatley var da også en såkaldt pulp-forfatter.

For et par timers adspredelse er Djævelen rider ud dog ikke spildt, for der er masser af dramatik og kærlighed i historien, som i øvrigt blev filmatiseret for Hammer Film i 1968 af Terence Fisher med Richard Matheson som manuskriptforfatter og Christopher Lee som hertugen. Jeg har ikke set filmen, men den scorer 7,2 på IMDB så måske er den bedre som film end som roman.

Læs en glimrende introduktion til Dennis Wheatley og Djævelen rider udSleazehound.dk

Om Djævelen rider ud:

Udgivelsesår: 1934 (den bearbejdede udgave jeg har læst er dog fra 1992)

Omen III: the final conflict

the_final_conflict_boxcoverJeg var ikke så begejstret for anden film i serien, og selvom tredje film heller ikke lever op til den første, så er “Omen III: the final conflict” dog bedre end “Damien: Omen II”. Denne gang er Graham Baker instruktør, mens produceren stadig hedder Harvey Bernard.

Historien er nu rykket frem, og Damien er blevet en voksen mand, der står i spidsen for det verdensomspændende Thorn selskab. Han bliver udnævnt til ambassadør i England af sin gode ven USA’s præsident, men Damien betinger sig, at han også kan blive formand for FN’s ungdomsråd. Han har nemlig store planer for ungdommen.

Nogle italienske præster har dog tænkt sig at sætte en stopper for disse. De har ad kringlede veje fået fat på Megiddo-knivene, der som det eneste på jorden kan slå Damien ihjel, og de er fast besluttet på at stoppe ham. Første forsøg sker i et filmstudie, hvor Damien bliver interviewet, men det slutter grumt for præsten.

Det stopper dog ikke gruppen, som også har et andet mål – nemlig at holde Damien væk fra Kristus, der efter 2000 år er blevet genfødt på jorden. Det er Damien også klar over, så han forsøger på den anden side at slå Kristus ihjel. Men da han ikke ved, hvilket barn der er Kristus følger han i fodsporene af kong Herodes, samtidig med at han undslipper præsterne gang på gang.

Til sidst er kun præsten DeCarlo tilbage, og han henvender sig til journalisten, der interviewede Damien under det første attentat. Men kan det lykkes ham at overbevise hende om, at Damien er djævelens søn? Og vil det denne gang lykkes at stoppe ham…

Rotweileren er tilbage er i film 3, og alene det er et uhyggeligt gensyn værd. Derudover synes jeg godt om sideplottet med at dræbe alle de små drengebørn for at slippe af med den genfødte Kristus. Jeg synes desværre ikke, at Sam Neill, der spiller Damien, virker særlig overbevisende – hverken når han taler til sine tro tilhængere, eller når han fører samtaler med sin djævelske far. Han er dog god til at virke hypnotiserende på de unge.

Slutningen bliver lidt “over-the-top” efter min smag. Alt i alt ikke den bedste film, men kan dog godt ses en mørk og stormfuld aften.

Instruktør: Graham Baker
Udgivelsesår: 1981

Serien:

The Omen, 1976 – Richard Donner
Damien: Omen II, 1978 – Don Taylor
Omen III: the final conflict, 1981 – Graham Baker
Omen IV: the awakening, 1991 – Jorge Montesi & Dominique Othenin-Girard

The Omen, 2006 – John Moore (genindspilning)

Læs hvad de mener på Planet Pulp

The Omen

The Omen 1976For nogen tid siden så jeg genindspilningen af The Omen, og det var en positiv oplevelse. Derfor var jeg lidt spændt på, hvordan originalen placerede sig i forhold til genindspilningen. Heldigvis synes jeg stadig om genindspilningen, men jeg kan bestemt også se, hvorfor originalen har opnået kultstatus.

Historien er gennemgående ens i de to film. Oprindeligt lagde manuskriptet vægt på nogle scener med gargoyles og heksemesser, men da Richard Donner kom til som instruktør, skar han disse scener væk og lagde i stedet for vægten på det illusoriske ved djævelen, ud fra den begrundelse at hvis man kan tro på det, virker det så meget desto stærkere. Og det virker – for alle de ting, der sker, kan blot være tilfældigheder! Men det kan også være djævelens værk, og hvordan afgøres det andet end ved tro.

Robert Thorn (Gregory Peck) er ambassadør i Rom. Her føder hans hustru en dreng, som dog dør ved fødslen. I stedet tilbydes Thorn en anden dreng, hvis mor tilsyneladende døde under hans fødsel. Thorn accepterer, men siger ikke noget til hustruen, Kathrine (Lee Remick), som tror, at det er deres biologiske barn, hun får med hjem.

Efter nogen tid flytter familien til England, hvor Thorn bliver ambassadør efter Rom, og her lever de et lykkeligt familieliv. Men på Damiens 5 års fødselsdag begynder tingene at gå skævt. Damiens barnepige hænger sig foran alle gæsterne, og kort efter dukker en ny barnepige op, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw), som ingen af forældrene har bedt om. Mrs. Baylock får dog lov til at blive, for Damien virker glad for hende.

Kort efter bliver Thorn opsøgt at en præst, som forsøger at få ham til at dræbe Damien. Thorn kan naturligvis ikke tage den snak alvorligt, men præsten dør, og så kommer journalisten Jennings (David Warner) til med beviser på, at noget er helt skævt. Samtidig begynder Kathrine at få bange anelser, og Thorn tvinges til at gøre noget.

The Omen er en effektfuld fortælling, og den skildrer fornemt, hvordan det onde kan lurer midt i familiens skød, og hvordan kærligheden ikke altid er nok til at holde ondskaben fra døren. Slutningen er fremragende tænkt, og efterlader tilskueren med en ubehagelig følelse. For hvad sker der nu?

Som sagt gør genindspilningen mere ud af actionscenerne, dvs. at f.eks. scenerne på kirkegården i Italien og hundescenen i huset er mindre actionprægede i originalen og ikke helt så uhyggelige. Til gengæld er skuespillet i høj klasse, og der er også gode actionscener i originalen, f.eks. scenen hvor Kathrine skubbes ned fra balkonen er utrolig godt lavet. Halshugningen kunne ikke laves efter manuskriptet i originalen, men i genindspilningen har man fundet en teknik som tillader, at halshugningen sker lodret frem for vandret. Begge scener er vellykkede.

I ekstra-materialerne fortæller Jerry Goldsmith om arbejdet med filmens score. Han brugte et engelske kor, som messede gregorianske hymner, der lige var ændret en smule, så de ikke hyldede Gud, men djævelen. Det er yderst effektiv underlægningsmusik, og jeg forstår godt, at det indbragte ham en Oscar for Best Music, original score (hans første og eneste Oscar efter 8 nomineringer. Siden er han nomineret endnu 8 gange).

Også Richard Donner er taknemmelig for The Omen, som han siger åbnede alle døre for ham efterfølgende. Før den lavede han hovedsageligt tv, men efter kom han med på flere spændende filmprojekter og har bl.a. instrueret kassesuccesser som Superman og Lethal Weapon 1-4.

The Omen blev lavet for et budget på knap 3 millioner dollars, men indspillede over 4 millioner bare den første weekend. Efterfølgende kom Damien: Omen II i 1978, Omen III: The final conflict i 1981 og Omen IV: the awakening i 1991, samt naturligvis genindspilningen The Omen 666 i 2006 med premiere 06.06.06.

Om The Omen:

Instruktør: Richard Donner
Udgivelsesår: 1976

Rosemarys Baby af Ira Levin

Rosemarys baby af Ira LevinDet unge ægtepar Guy og Rosemary flytter ind i en hyggelig gammel lejlighed med nogle yderst venlige naboer. Alt er tilsyneladende idyl, da Rosemary bliver gravid og Guy får en hovedrolle, han længe har ønsket.

Men graviditeten er ikke problemfri, og snart begynder Rosemary at få tvangstanker om naboerne og Guy, og hun tror, at det er djævelens barn hun bærer.

Rosemarys Baby er en velskrevet og godt skruet sammen klassiker, der kan læses på mere end et plan. Den blev filmatiseret i 1968 af Roman Polanski med Mia Farrow i hovedrollen som Rosemary.

Om bogen:

Originaludgave: 1967