december 2018
M T O T F L S
« nov    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
31  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Science Fiction Cirklen’

Krinoline & kedsomhed: danske steampunk noveller

Krinoline & kedsomhed / red. Knud LarnHvad nu hvis man kunne ændre tiden? Hvad hvis tanken om lysets konstante hastighed var forkert? Hvad hvis Danmark besluttede sig for at opdyrke jorden på Grønland? Eller hvad hvis en lovmand på jagt efter djævelen finder ham?

De 13 steampunk noveller i Krinoline & kedsomhed kommer langt omkring, og titlen til trods er der ingen kedsomhed for læseren her. Tværtimod.

I Knud Larns efterord forklarer han, hvordan idéen til en dansk steampunk antologi opstod i samarbejde med formanden for forfatterforeningen, A. Silvestri. Larn kontaktede en række forfattere, der tidligere har bidraget til Science Fiction Cirklens serie Lige Under Overfladen, og spurgte om de ville bidrage til en sådan antologi. Som opdrag fik de et kort oplæg om steampunk, og så var der ellers frit slag.

Jeg har ikke læst voldsomt meget steampunk, så jeg kan ikke vurdere, hvor præcist de enkelte noveller falder indenfor genren. Men overordnet kan jeg sige, at antologien indeholder 13 meget forskellige og som hovedregel gode historier.

Manfred Christiansen (som også står bag den stemningsfulde forside til antologien, samt de fine illustrationer der pryder starten af hver enkelt novelle) åbner samlingen med ‘Træsko‘. Christiansen beskriver selv novellen som en klassisk dystopi, og forklarer at titlen kommer af det franske ord for træsko, sabot som i sabotage. Træsko spiller dog også en vigtig rolle sammen med hulkort i historien, hvor Ronald Brandt forsøger at få sin plads tilbage i samfundets øvre del efter et ophold i fattiggårdens arbejdshus.

Djævelens korsvej‘ er skrevet af Freddy E. Silva og udspiller sig i en western-agtig verden, hvor en lovmand rider gennem ørkenen i sin søgen efter guvernørens datter, som er blevet bortført. Umiddelbart lyder det ikke særligt steampunk-agtig, men ikke desto mindre dukker der masser af møtrikker og dampmaskiner op i løbet af fortællingen.

Mere tydelig videnskabelig er Jesper Golls ‘Ætervind‘, hvor den danske ekspert i regnemøller, Jakob Jørgensen, er taget til Bern for at hjælpe professor Alfred Kleiner med et stort projekt, der har til formål at skabe det mest nøjagtige interferometer i verden. Blandt bipersonerne i historien finder vi bl.a. blikkenslageren Albert Einstein, der engang havde en skør idé om at ætervinden ikke findes, og at lysets hastighed altid er konstant.

Første kvindelige indslag er ‘Fordærvets sommer‘ af Maybrit Høyrup. Her bor fortælleren i en enklave, hvor teknologi og sociale omgangsformer er som i Victioria-tiden. Rundt om enklaven findes andre samfund, hvor andre regler regerer. Fortælleren skriver et brev til en dr. Oloson, som er meget interesseret i fortællerens mor, der var en berømt fotograf, men nu befinder sig på et plejehjem.

Dødens sø‘ af Richard Ipsen udspiller sig ved Kivusøen, hvor Kabakaen tvinger sine slaver til at udvinde helium til luftskibe. Hertil sendes den engelske oberst Gordon Pasha af Egyptens Kediv Ismail for at forhandle med Kabakaen om placeringen af en handelsrute. Rejsen forløber dog ikke uden problemer – og heller ikke opholdet.

Blandt mine yndlingsnoveller i Krinoline & kedsomhed er Nikolaj Johansens bidrag: ‘Sandet rinder til evig tid‘. Her ligger fortællerens kone for døden. I sin jagt efter at redde hende har han fundet oplysninger om en afdød urmager ved navn Frederik Gallinghof, der efter sin død blev genstand for de okkulte kredses store interesse. Han forsøgte nemlig at lave et ur, der kunne få tiden til at gå baglæns.

Svanesang‘ af Kenneth Krabat er en humoristisk historie, om en magister der lægger sag an mod sin afdøde onkels tidligere samarbejdspartnere. Tilsyneladende har onklen fået patent på en opfindelse, der med tiden vil kunne udkonkurrere dampmaskinen. Magisteren har arvet patentet, men onklens tidligere partnere bliver ved med at løbe ham på dørene for at få fingre i papirerne. Og de vil ikke lytte til, hvad han siger.

Bjarke Schjødt Larsen har skrevet den sørgmodige novelle ‘Et hus med barnelatter‘ om ægteparret Ebelhart, der mister deres søn ved fødslen. Sorgen er overvældende, men hr. Ebelhart har en plan, der skal bringe barnelatter tilbage i huset, og snart er han opslugt af arbejdet.

I ‘Engle og støv‘ af Lars Ahn er fortælleren en ung pige. Farens arbejde for Selskabet har bragt dem til Støvby, en lille støvet by langt fra alt. En dag dukker en kvinde op hos familien. Baronesse Iva viser sig at være en gammel ven af familien – og så er hun opfinder, og har brug for farens hjælp til at få en maskine til at flyve.

Endnu en yndlingsnovelle er Jesper Rugårds bidrag ‘Som markens fugle‘. Her har Danmark tabt krigen mod tyskerne i 1865 (og nej, jeg tror ikke, at det er en slåfejl). Tabet har dog ikke slået nationalismen ned, og særligt en ung våbenopfinder H. O. Madsen fængsler folkets opmærksomhed med sin plan om at beplante Grønland med hvede. Ud af det blå bliver Madsen sendt til Grønland i selskab med bl.a. korporal Jensen for at opfylde løfterne om Grønland under ploven. Men alt går ikke helt som planlagt.

Også A. Silvestri tager i sin novelle på opdagelse. ‘Til Polen, hurra!‘ udspiller sig i et alternativt univers, hvor Danmark ikke tabte ved Dybbøl i 1864, hvor Trankebar stadig er under dansk styre, og hvor Danmark i det hele taget er en verdensmagt. Og nu er målet at nå Sydpolen som de første i et fantastisk nybygget fartøj.

Jeg finder dig‘ af Camilla Wandahl handler om den unge tyv, som er dybt fascineret af ure. En dag stjæler hun et helt usædvanligt ur fra en gentleman, men uret gemmer en besked.

Titelnovellen ‘Krinoline & kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde‘ er skrevet af Gudrun Østergaard og er samlingens sidste fortælling. Fabrikanten Henry forelskede sig i en af fabrikkens arbejdere, den unge og smukke Bea, som nu sidder som en fin frue i et stort hus. Men trygheden og pengene forhindrer ikke Bea i at føle, at noget er helt galt, så Henry sender hende til en læge for at kurere hende. Nok samlingens mindst tekniske novelle men til gengæld handler den om Victoriatidens kvinderolle, og falder således godt ind i antologien alligevel.

De 13 noveller i Krinoline & kedsomhed er generelt af højt niveau, og alle 13 forfattere er da også garvede fortællere. For mig var novellerne et interessant og underholdende indblik i steampunk genren, og jeg kunne sagtens have fremhævet flere. Nu glæder jeg mig så til at læse de internationale bidrag i antologien Damphammeren, der også er udgivet af Science Fiction Cirklen i forbindelse med Fantasticon 2018.

Om Krinoline & kedsomhed

Udgivelsesår: 21.09.2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 267 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Manfred Christiansen: Træsko
Freddy E. Silva: Djævelens korsvej
Jesper Goll: Ætervind
Majbrit Høyrup: Fordærvets sommer
Richard Ipsen: Dødens sø
Nikolaj Johansen: Sandet rinder til evig tid
Kenneth Krabat: Svanesang
Bjarke Schjødt Larsen: Et hus med barnelatter
Lars Ahn: Engle og støv
Jesper Rugård Jensen: Som markens fugle
A. Silvestri: Til Polen, hurra!
Camilla Wandahl: Jeg finder dig
Gudrun Østergaard: Krinoline og kedsomhed – eller historien om en rigtig kvinde

Læs også:

Fra drømmenes bog af Mikkel Birkegaard
Sjælesluger af Gail Carriger
Destin – seerkrystallen af Danny Biltoft Davidsen
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Tidskortet af Felix J. Palma
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

De fremmede – Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard

De fremmede - Lige under overfladen 13 / red. Carl-Eddy Skovgaard

I De fremmede byder Science Fiction Cirklen læserne på ikke mindre end 31 nye spændende danske science fiction noveller skrevet af alt fra debutanter til garvede forfattere.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret begejstret for Lige under overfladen. Jeg har læst og anmeldt de første 12 bind i serien, og synes det er fedt at blive introduceret for friske forfatterstemmer og etablerede esser, mens jeg læser god science fiction. En genre der er alt for underkendt i Danmark. Selvfølgelig er det ikke altid alle novellerne er 100% vellykkede, og der er også den subjektive smag. Men overordnet set er serien en stor succes i mine øjne.

De fremmede er nummer 13 i rækken siden starten i 2007. Den iøjnefaldende forside af Manfred Christiansen er en god appetitvækker, og efter en kort indledning hvor redaktør Carl-Eddy Skovgaard fortæller lidt om, hvordan novellerne er udvalgt, indledes antologien af A. Silvestri med novellen ’13. august 1989′. Her følger vi i punktnedslag pigen Trine, fra den dag i 1989 hvor hun sammen med sin familie ser meteorregnen Perseiderne, til hun som gammel er en højest anerkendt kunstner, men hvor jorden er ramt af massive miljøproblemer.

Silvestri ér ganske simpelt en fremragende forfatter, som kan skrive indenfor stort set alle genrer. Science fiction og horror gør han dog særligt godt efter min mening, og ’13. august 1989′ er da også blandt mine favoritter i De fremmede. Derfor er det lidt ærgerligt, at opsætningen af teksten er gået galt her med mystiske orddelinger, der sniger sig ind gennem hele novellen. Jeg ved, at det er frivillige, der står bag Science Fiction Cirklens udgivelser, og jeg tager hatten af for deres dedikation og store arbejde. Men jeg kan godt frygte, at læsere, der ikke ved dette, vil lade sig irritere og ikke give resten af antologien en chance. Og det vil være en skam, for her er masser af perler.

Også Lars Ahns novelle ‘Anmeldelse af Genforeningen: De overlevende fra Sigrún 7’ hører til mine favoritter. Hele novellen er skrevet som en anmeldelse af filmdokumentaren Genforeningen, og selvom det lyder skørt, så fungerer det overraskende godt. Jeg blev vildt nysgerrig efter at finde ud af mere om Sigrún 7 (den første privatfinansierede Mars-ekspedition), så hermed en opfordring til forfatteren om at skrive den historie også. Ahn skriver iøvrigt lidt om, hvordan novellen blev til her, og måske fandt han også lidt inspiration i filmen The Raft?

Et par af samlingens lidt morsommere fortællinger skal også nævnes. Steen Knudsens ‘G og T’ udspiller sig på et plejehjem i fremtiden, hvor robotter står for alt det praktiske. Det byder på visse udfordringer, når nu hjemmets beboere godt kan lide gin og tonic, og helst ikke vil nøjes med ét glas om dagen.

I ‘Polterabend’ af Niels Kjærgaard vil vennerne give Gilbert en uforglemmelig polterabend, og samtidig gøre ham til en rigtig mand. Hvad kunne være bedre til det end en tidsrejsemaskine? Men aftenen ender ikke helt som planlagt.

Majbrit Høyrups novelle ‘Menneskesamleren’ skal også fremhæves. Her har en AI, der bestyrer habitatet AU195 i Guldstjernesystemet, haft et sammenbrud, og er begyndt at stjæle mennesker, men uden at kunne opretholde levestandarden i habitatet. For at genoprette AI’en må en dristig plan sættes i værk.

‘Kropsfabrikken af Nanna Grønbech Petersen og ‘I mit DNA’ af Karin Brydsø Dammark handler på forskellig vis om konsekvenser ved at søge efter det perfekte ydre.

‘Verdensherredømme’ af Jakob Drud og ‘Spillet’ af Katrine Skovgaard er bud på noveller, hvor computerspil er i centrum. I ‘Spillet’ med nogle endog ganske alvorlige konsekvenser.

‘Kvantegruppedynamik’ af Manfred Christiansen og ‘Drengen der trådte ved siden af’ af Thomas Nis Westergaard er historier om opfindelser med uforudsete følgevirkninger. Mens ‘Æg’ af Amalie Bischoff og ‘Spritny’ af Anna Line Søgaard handler om samfundsmæssige opfindelser, der starter som et forbedrende tilbud til indbyggerne, men ender som et styresystem.

Jesper Rugård Jensen skal også fremhæves for novellen ‘Skyggerne bag buskene’. En novelle med en sørgmodig undertone der fik mig til at tænke på Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro. Ligeledes er Anne-Marie Træholt Rasmussens tidsrejse-novelle ‘Natholdet’ absolut også læseværdig. Og jeg kunne nævne flere.

Alt i alt er De fremmede et spændende indblik i den danske science fiction scene. Her er historier om alt fra klimaforandringer over rejser til fremmede verdener, tidsmaskiner og kunstig intelligens. En fin tilføjelse til serien som jeg kun kan anbefale at læse.

Om De fremmede:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Science Fiction Cirklen, 447 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

A. Silvestri: 13. august 1989.
Stephanie Fjeldsø Fischer: Skrevet i blodet.
Nanna Grønbech Petersen: Kropsfabrikken.
Hanne Rump: Højt at flyve.
Maria Frantzen Sanko: Fredag ved midnat.
Anne-Marie Træholt Rasmussen: Natholdet.
Lise Andreasen: Parforholdets korrektur.
Lars Behn-Segall: Lev vel.
Jette Kjær Petersen: Mennesker verdener imellem.
Tim Sørensen: Rêverie.
Rune Nyholm Nøhr: De fremmede.
Lilli Lund Christensen: De forandrede.
Steen Knudsen: G og T.
Viggo Madsen: Gåden fra Epiram.
Manfred Christiansen: Kvantegruppedynamik.
Majbrit Høyrup: Menneskesamleren.
Jesper Rugård Jensen: Skyggerne bag buskene.
Jakob Drud: Verdensherredømme.
Amalie Bischoff: Æg.
Anna Line Søgaard: Spritny.
Katrine Skovgaard: Spillet.
Lars Ahn: Anmeldelse af “Genforeningen – de overlevende fra Sigrún 7”.
C.G. Valentin: Blue Skye.
Thomas Nis Westergaard: Drengen der trådte ved siden af.
Richard Ipsen: Epifani.
Astrid B.Z. Madsen: Mikro.
Gudrun Østergaard: Drømmefangst.
Kenneth Krabat: Sortskørt.
Niels Kjærgaard: Polterabend.
Cecilie Druekær Rasmussen: Hjertebanken.
Karin Brydsø Dammark: I mit DNA

Lige under overfladen:

De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Tidsparken af Christopher Priest

Tidsparken af Christopher PriestTidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.

Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.

Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.

Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.

Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.

Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.

Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Tidsparken:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen

Galaktiske forestillinger af Manfred ChristiansenMed humor, horror og hjernespind tager Manfred Christiansen læseren med på en galaktisk rejse, der strækker sig fra kosteskabet til kosmos.

Manfred Christiansen har efterhånden udgivet noveller i mange forskellige sammenhænge. Galaktiske forestillinger var hans første selvstændige udgivelse og er en del af Science Fiction Cirklens serie med danske forfattere, som omfatter bl.a. Lars Ahn Pedersens Månebase Rødhætte og Faderens sønner af A. Silvestri.

Om samlingen skriver Christiansen i sit forord, at han egentlig bare vil ønske læseren god fornøjelse. Hans mening har aldrig været at moralisere eller skabe opbyggelig litteratur, og når man alligevel ind i mellem kan ane en ”løftet pegefinger”, så er det kun fordi, at historierne har udviklet sig sådan. Det skal Christiansen ikke høre et ondt ord for, og jeg følte mig underholdt hele vejen igennem.

Galaktiske forestillinger består af 14 noveller, hvoraf halvdelen er nyskrevne, mens den anden halvdel har været trykt i diverse antologier, tidsskrifter og medlemsblade.

Blandt mine favoritter er ”Karmacorp”, hvor en kvinde er i gang med at udfylde et spørgeskema. Hun er ikke klar over hvorfor, og ved i øvrigt heller ikke hvor hun er. Spørgsmålene virker ligegyldige og uforståelige, og kvinden bliver mere og mere frustreret. Men det viser sig naturligvis, at der er en grund til hendes situation – den er bare slet ikke, hvad man havde forventet.

I ”RT2200-DragonFly TM – transpeeding er en livsstil” forestiller Christiansen sig, hvad der kan ske, hvis befolkningen fik adgang til et ultimativt produkt, i dette tilfælde en 2-personers transpeeder med Userhappiness installeret.

Privathospitaler er på dagsordenen i ”BetaLife TM”, hvor et privathospital er blevet fjendtligt overtaget af en konkurrent, som nu vil tjene på at udskille dele af hospitalet og fyre personalet. De fleste patienter er komatøse langtidspatienter (op til 593 år!), og så er en del af de ansatte delvis maskiner.

Reklamefinansiering får en hel ny betydning i ”Sundgatan”, hvor en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg bliver en realitet, mens titelnovellen Galaktiske forestillinger giver os Christiansens forestilling om mødet med en fremmed civilisation.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Second Contact”, hvor vigtigheden af kommunikation uden misforståelser bliver udpenslet.

Manfred Christiansen skriver godt. Selvom hans mål har været at underholde (hvilket han bestemt gør), og de fleste noveller har en humoristisk undertone, så er der dog også alvor at spore i samlingen, når Christiansen f.eks. diskuterer etikken i at genoplive mordere, mens deres ofre ikke får chancen.

Der udgives ikke så meget dansk science fiction. Science Fiction Cirklen gør dog en stor indsats for at ændre på det, og Manfred Christiansens Galaktiske forestillinger understreger, at man både kan finde kvalitet og underholdning i genren.

(anmeldt til Litteratursiden)

Om Galaktiske forestillinger:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 210 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Solformørkelsen
Karmacorp
RT2000-DragonflyTM – transpeeding er en livsstil
Nøjsomhed
Den indre fjende
BetalifeTM
Sundgatan
Gallaktiske forestillinger
Det danske tillæg
Det tabte tordenæg
Sky City
Glitch
Second Contact
I morgen

Besøg Manfred Christiansens hjemmeside

Efter fødslen – Lige under overfladen 12 / red. Carl-Eddy Skovgaard

Efter fødslen - lige under overfladen 12

Efter fødslen tager læseren med på en rejse ud i alle science fiction genrens kringelkroge, lige fra rumrejser og alternative virkeligheder over aliens og tidsrejser

Vi er nået til nummer 12 i serien af Science Fiction Cirklens årlige antologi med nyskrevet dansk science fiction. Novellerne i Efter fødslen er som de tidligere bind i serie skrevet af en blanding af nye navne og gamle kendinge.

Blandt de sidstnævnte er Lars Ahn, der med novellen ”En invasiv art” medvirker for 10. gang. Her følger vi en invasion af en planet, både med beboernes og de fremmedes øjne, og som altid får Ahn lige givet historien et uventet tvist, som løfter novellen op i særklasse.

Også Flemming R. P. Rasch hører til blandt ’kendisserne’. Hans novelle hedder ”Den store dronedag”. Gennem jeg-fortælleren hører vi historien om Emil Rasmussen. Som børn var de venner for så i flere år ingen kontakt at have, indtil Emil pludselig sender besked om at mødes. Han har fået en idé om, at han vil redde menneskeheden fra den største trussel, vi står overfor. Men hvad er den største trussel? Mens jeg læste ”Den store dronedag”, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle mene. Den er velskrevet, men jeg kunne ikke helt fange meningen – før til allersidst hvor det hele falder på plads, og jeg bare fik lyst til at læse novellen en gang til. En meget vellykket fortælling.

Jesper Goll, som indleder samlingen, har også medvirket flere gange. Bl.a. med novellerne ”Farvel, min astronaut” og ”Betydningen af små ting” som jeg var meget begejstret for. Det er jeg også for ”Kat!” Her har menneskene bygget baser på Månen. Da radarbilleder viser, at der gemmer sig noget interessant i et krater, sendes en ekspedition ud for at undersøge det. Men ingen havde forventet, at krateret ville indeholde en kuppel, der minder om menneskenes men ganske simpelt ikke kan være menneskeskabt. ”Kat!” er et langt stykke hen ad vejen en spændende månefortælling, for så mod slutningen at tage en helt uventet – og ret humoristisk – drejning. Jeg var vild med den.

Titelnovellen ”Efter fødslen” er skrevet af Nikolaj Johansen, som også er ved at være en af de mere etablerede forfattere med flere romaner bag sig og deltagelse i en lang række antologier. Denne novelle handler om en forskningsfacilitet, hvor man holder en alien indespærret og forsøger at avle på hende. Men hvorfor er det så vigtigt at det lykkes? Novellen er både smuk og ond, og jeg fik helt ondt i hjertet af at læse den. Johansen har udviklet sig meget som forfatter, og jeg glæder mig til at følge ham fremover. Han skriver bare bedre og bedre.

En anden Johansen, Flemming Johansen, skal også fremhæves for novellen ”Et nyt liv”. Fortælleren vågner uden at kunne huske, hvad der er sket, men finder frem til at han må befinde sig på et hospital. Her får han snart besøg af doktor Gregor, men der er ikke noget beroligende over ham. Novellen handler om valg og konsekvenser af disse, og slutningen er langtfra rosenrød.

”Du er vågen” af Helle Perrier handler også om valg. Novellen er en ’du er selv hovedpersonen’-fortælling, hvor læseren selv beslutter, hvad man vil gøre under læsningen. Du er blevet sendt tilbage til fortiden for at slå en politiker ihjel og på den måde redde verden fra en grusom fremtid. Hvad gør du? Selvom plottets handling er set før, så er idéen fint gennemført, og jeg tog historien flere gange for at se, hvordan den ellers kunne ende.

Det er heller ikke til at komme udenom Bjarke Schjødt Larsens ”Mordet på den sidste homo sapiens”, hvor vi følger Gustav, mens han tusser rundt i sit hjem og venter på sin plejer. Novellen har en sørgmodig tone og et lille tvist til sidst.

Christian Holger Pedersen havde også en novelle med i Lidenskab og lysår samt Den ny koloni. Her i Efter fødslen har han skrevet ”Iversens tragedie”, hvor jorden en dag vågner op og er blevet deltager i et universelt reality show. Med sine henvisninger til aktuelle begivenheder og sin satiriske form er ”Iversens tragedie” et humoristisk indslag med kant.

Et nyt navn er Søren Toft Høyner, der har skrevet novellen ”Xenoarkæologi”. Under en udgravning på Proxima b hvor man for mange år siden fandt de første beviser på uddøde, intelligente livsformer i Porxima Centauri-systemet, bliver en studerende fundet død i udgravningen. Hvem står bag mordet og hvorfor? I ”Xenoarkæologi” blander Høyner krimi og science fiction og resultatet er en både underholdende og tankevækkende novelle med en grum slutning.

Heller ikke Niklas Lillelund har jeg læst før. ”Substitute” udspiller sig i en fremtid, hvor effektiviseringen af samfundet har nået nye højder. Når man plukker en tomat, plantes en ny. Hvis et træ bliver sygt, planter man en klon. Et miljøvenligt og rationaliseret samfund. Men hvad så når et menneske bliver sygt? En kort, men interessant lille novelle der giver læseren stof til eftertanke.

Jeg er også nødt til at fremhæve ”Praktik på Solvangen” af Sara Weisdorf, hvor vi befinder os på et plejehjem i fremtiden. Jeg kom til at tænke på Anders Bodelsens fremragende ”Frysepunktet”, og kunne sagtens se historien udfolde sig til en hel roman.

Til slut vil jeg nævne ”Timen” af Lars Behn-Segal. Her følger man en mand, der torturerer en krop til næsten ukendelighed. Dyret, som han kalder kroppen, håner ham imens, for den mærker ingenting. Hvorfor denne tortur? På kun 10 sider fremkalder Behn-Segal et mareridt med både moralske og etiske problemstillinger.

Efter fødslen indeholder 30 noveller, og jeg kunne sagtens fremhæve flere end de titler, jeg nu har omtalt. For som vanligt er niveauet generelt højt i novellerne, og de par stykker, der tæller ned for mig, er mere et spørgsmål om smag end om skrivekvalitet.

Jeg er vild med Science Fiction Cirklens koncept, og har endnu en gang nydt en tur ud i alle genrens kringelkroge, som denne gang bl.a. tæller rumrejser, alternative virkeligheder, aliens og tidsrejser.

Og så er jeg også lige nødt til at fremhæve Manfred Christiansens utroligt flotte og stemningsfyldte forside. Hvis ikke man får lyst til at læse Efter fødslen, når man ser den, så er der altså noget galt 🙂

Indhold:

Jesper Goll: Kat!.
Luna Dantoft: Sidste dans.
Anna Lauritsen: En skildring af de nye opiater.
Kenneth Krabat: Vælgervægt.
Lars Ahn: En invasiv art.
Johannes Lundstrøm: Urinstinkter.
Nikolaj Johansen: Efter fødslen.
Viggo Madsen: Flugten fra Spejlklode nr. 1.
Trine V. Ipsen: Kærlighedsbureaukratiet.
Glen Stihmøe: Øverste Tandhjul.
Helle Perrier: Du er vågen.
Christian Holger Pedersen: Iversens tragedie.
Niklas Lillelund: Substitute.
Silvestri: Cancerfrelst.
Richard Ipsen: Tilbage til Kibeta.
Anne-Marie Træholt ; Grens hedonometer.
Helene Toksværd: Fluen.
Jesper Rugård Jensen: Noter om Gowondaland.
Flemming Johansen: Et nyt liv.
Sara Weisdorf: Praktik på Solvangen.
Torben Magnild Husum: Kyphers kæmper.
Malte Simon Christensen: Simili.
Bjarke Schjødt Larsen: Mordet på den sidste homo sapiens.
Caner Doga Cansi: Ekspropriation.
Søren Toft Høyner: Xenoarkæologi.
Gudrun Østergaard: Når krager i hobetal søger ly.
Lars Behn-Segall: Timen.
Michala Elk: I mørket.
Maria Frantzen Sanko: Flygtningen.
Flemming R. P. Rasch: Den store dronedag.

Om Efter fødslen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 461 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Serien Lige under overfladen:

Efter fødslen – lige under overfladen 12
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11
Som et urværk – lige under overfladen 10
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8
Nær og fjern – lige under overfladen 7
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6
Den nye koloni – lige under overfladen 5
Ingenmandsland – lige under overfladen 4
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3
I overfladen – lige under overfladen 2
Lige under overfladen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn PedersenEn af dansk science fictions mest interessante forfattere, Lars Ahn Pedersen, udgav i 2012 sin helt egen novellesamling fyldt med både nye fortællinger og de bedste af de tidligere udgivne

Temaerne i Månebase Rødhætte spænder lige fra tidsrejser, besøg på fremmede planeter, menneskelignende robotter, havfruer og varulve. Her er med andre ord ikke tale om helt almindelig science fiction. Lars Ahn begrænser sig nemlig ikke til kun at skrive i en genre, men blander glad og gerne science fiction med de øvrige fantastiske genrer og vender alle konventioner på hovedet i sine fortællinger.

I ”Månebase Rødhætte”, leverer Lars Ahn 10 noveller af høj kvalitet. Jeg kunne fremhæve dem alle, men vil nøjes med at omtale ”Kongens nytårstale”, som er et strålende eksempel på, hvordan Lars Ahn leger med både form og genre, og samtidig på humoristisk vis sætter fingeren på mere betændte emner.

”Kongens nytårstale” fortælles som en tale tilføjet fodnoter. Her fraviger kongen det aftalte manuskript, idet han fortæller befolkningen, at en dansker vil opfinde tidsmaskinen næste år. De øvrige nationer er ivrige efter at få fingre i opfindelsen, men ingen ved noget om det udover, at man har fundet nogle uforklarlige spor i fortiden efter en Hans-Georg Brøns (en cadeau til H. G. Wells). Blandt forskerne er der stor uenighed om Brøns’ aktiviteter – er de til skade eller til gavn for Danmark, og hvad er hans motiv?

Efterhånden som talen skrider frem, går det op for læseren, at selvom verden umiddelbart virker, som den plejer, så har Danmark f.eks. IKKE tabt slaget på Reden i 1801, tyskerne invaderede os IKKE i 1940, vi har været udsat for et terrorangreb med den smitsomme virus Reptilicus-varianten, der findes en skånsk separatistbevægelse ved navn Snaphanerne osv. Det er både morsomt, men samtidig også tankevækkende, fordi læseren pludselig ser, hvor lidt der skal til for at ændre historiens gang.

Lars Ahn er en dygtig fortæller med en fantastisk evne til at gribe en idé og så tage den hele vejen. Det er underholdende på alle planer, så giv Månebase Rødhætte en chance hvis du har lyst til en velskrevet og anderledes samling noveller.

(anmeldt til Litteatursiden.dk)

Om Månebase Rødhætte og andre SF noveller:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 252 sider

Indhold:

Turisterne
Afhøring af offer nr. 5, 2008 (tidligere trykt i I Overfladen)
Mordene på Katrina, 2009 (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Kongens nytårstale
Månebase Rødhætte
Har du hørt havfruerne synge? 2008 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 18)
Rudolf, 2010 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 26)
Havfruens himmelfærd, 2009 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 21)
Alien Ghost Ballet, 2009 (tidligere trykt i Den hemmelige dal)
Arthur Solo, 2012 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 32)

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg

Tropika - Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje ØstbergFra forlagets hjemmeside:
”TROPIKA – Ainukka Heikkinens forandring” handler om længsel, ærgerrighed, forræderi og kampen for overlevelse i et strabadsfyldt tropemiljø, omgærdet af sære skabninger, svævende byer, kamprobotter og blå, lysende solkugler. Et actioneventyr som ender i både destruktion og oprejsning.

I 2057 er de nordiske lande dækket af en nærmest evig vinter. Samtidig hjemsøges jordens befolkning af en dødelig virus, kaldet Virus B, som med jævne mellemrum flammer op og hærger Europa og dele af resten af verden.

Den paramilitære sikkerhedskoncern ISoB har patent på en vaccine, som bygger på planter fundet på den afrikanske savanne. Men Stabiligen-medicinen virker kun, hvis man tager sine piller hver dag, så truslen fra Virus B er langt fra udryddet.

Nu er patentet på vaccinen ved at udløbe, og ISoB sender i samarbejde med New National Geographic en ekspedition af sted til Novgorod, knap 500 km fra den finsk/russiske grænse. Her er nemlig dukket efterretninger op, om at ukendt plantevækst dækker området. Et fænomen som også fandt sted i Tanzania hvor vaccinen først blev fundet.

Den alkoholiserede fotograf Ainukka Heikkinen bliver shanghajet til at dokumentere ekspeditionen for New National Geographic, som har fået alle eksklusive rettigheder til et særnummer og en dokumentarserie om ekspeditionen. Nu skal folket have vished og indsigt i processen omkring produktionen af vaccinen.

Snart er Ainukka og resten af ekspeditionen på vej til Novgorod. Men spørgsmålet er, om ISoB nu også har helt rent mel i posen …

Tropika af Jon Terje Østberg var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller ”Syndfloden og storbyen”. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Tropika, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Jon Terje Østberg er oprindelig født i Norge. Tropika er hans romandebut, omend han tidligere har fået udgivet en håndfuld noveller i den fantastiske genre.

Historien er elementær spændende med en vellykket opbygning, hvor vi springer mellem romanens nutid og fortid, og mellem forskellige personers synsvinkel. Derudover trækkes der tråde tilbage til en ekspedition i Sydøstasien i 1931, som Ainukka læser om i en gammel dagbog. Heri optræder besynderligheder, der fik mig til at tænke på H. P. Lovecrafts Cthulhu myter og er med til at væve en dyster atmosfære over begivenhederne. En atmosfære som Ainukka rammer præcist med sin beskrivelse af landskabet omkring hende, da de når frem til ekspeditionens bestemmelsessted: ”Et ukendt, forrevet landskab, en glemt ufremkommelig urtidsjungle af råddenskab og fugtigt forfald. En slags dødens ødemark.” (s. 143)

Jeg kunne godt have ønsket at få lidt mere kendskab til forholdene i 2057, som er romanens nutid. Østberg løfter lidt af sløret ved at fortælle, at Skandinavien er blevet slået sammen med Finland, Island og Grønland til Nordisk Alliance, og at den paramilitære sikkerhedskoncern IsoB har stor magt her. Men hvorfor landene er slået sammen, og hvorfor Norden nærmest er dækket af vinter året rundt (for mod slutningen finder vi ud af, at det tilsyneladende ikke gælder resten af jorden), står hen i det uvisse. Det er ikke oplysninger, der er nødvendig for forståelsen af romanen, men jeg synes, det kunne være interessant at kende Østbergs tanker bag.

Hele romanen fortælles i 3. person, hvilket giver den et lidt upersonligt, og til tider for beskrivende præg: ”Hun mandede sig op, tjekkede instinktivt Temp-dragten og dens basisudstyr. Rygbeholder, machete, vandflaske. Så løb hun videre, styrtede af sted mod Transporteren. Hun opfattede pludselig at omgivelserne var forandret. Transporteren burde være der, men alt hun så var en massiv vegetation, enorme planter og svampe og lianer havde dækket det hele. Hun ville ikke tage chancen på at lede lige nu, for ISoB-1 nærmede sig med hastige skridt. Så hun styrtede videre, så et hul i bevoksningen, og kastede sig igennem, kun for på den anden side, at falde ned i en fedtet, muddervåd skråning. Hun kom på benene, og så at hun havde udsyn til toppen af skråningen. Og hun så hvordan ISoB-1 kom til syne, og stod afventende som en vogtende skygge.” (s. 139)

Så selvom vi kommer lidt ind bag Ainukka og et par af de øvrige personer, så fremstår de desværre ret endimensionale, og jeg blev ikke helt grebet af deres baggrundshistorier, der ellers er interessante nok.

På trods af denne anke var jeg nu fint underholdt. Her er masser af action, og så har romanen ganske enkelt har en spændende handling og ikke mindst en overraskende slutning. Så er du til actionfyldt science fiction, hvor ambitioner og drømmen om rigdom og magt har taget overhånd, så læs Tropika og tag en tur til Novgorods tropiske og uheldsvangre jungle.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Tropika”:

Udgivelsesår: 6. maj 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider
Omslag: Manfred Christiansen