november 2017
M T O T F L S
« okt    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Science Fiction Cirklen’

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen

Lilleputternes oprør af Niels E. Nielsen3. verdenskrig er brudt ud. En provokation fra Kina har fået USA og Sovjetunionen til at trykke på knappen, og nu har i de automatiske våbensystemer sat gang i en uendelig række gengældelsesaktioner. Millioner døde, og menneskeheden trues af en total udslettelse.

Da New York rammes af fire abomber, som slipper igennem missilforsvaret, er det blot et kedeligt tilbageslag for militærets øverste kommando. Men for New Yorks indbyggere er det dødelig alvor. Selv de, der umiddelbart har overlevet, har fået så meget stråling, at de snart dør uanset.

Skæbnen fører umiddelbart efter angrebet fire tilfældige overlevende sammen: den fordrukne læge Doc, havneluderen Fanny, den deserterede soldat Max og filmstjernen Rock. Gruppen beslutter sig for at opsøge USA’s præsident og få ham til at stoppe krigen. Men vil det lykkes?

Lilleputternes oprør udkom oprindeligt i 1978 midt under den kolde krig, og før Sovjetunionens sammenbrud. I Niels Dalgaards informative efterord fortæller han nærmere om Niels E. Nielsens forfatterskab og sætter det i kontekst til samtiden.

Nielsen kan virke lidt antikveret i dag, og Lilleputternes oprør er på nogle områder også ret naiv. Om man kan lide hans lidt altmodische skrivestil er op til den enkelte. Personligt kan jeg godt, selvom det ind i mellem bliver lidt for vidtløftigt. Men her i romanen er hans scenarier for atomkrig og magtspillet bag kulisserne både skræmmende og præcise på trods af det lidt bedagede sprog, så selvom løsningen bliver noget usandsynlig, så er romanen alligevel interessant.

Lilleputternes oprør hører ikke til blandt Nielsens bedste romaner efter min mening. Alligevel er den en genlæsning værd. Ikke mindst fordi vi i disse måneder måske igen kan begynde at frygte atomkrig som en mulighed med de stigende spændinger mellem USA og Nordkorea.

Om Lilleputternes oprør:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science fiction cirklen, 253 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Efterord af Niels Dalgaard

Andre bøger af Niels E. Nielsen:

Akerons porte, 1976/2016
Den beske magt, 1952/2015
Troldmandens sværd, 1967/2014

Akerons porte af Niels E. Nielsen

Akerons porte af Niels E. NielsenFor flere hundrede år siden var der krig mellem menneskene på landjorden og deres slavebyer på havbunden. En krig der endte med ødelæggende klimaforandringer, så isen nu år for år rykker længere og længere sydpå og tvinger den stadig mindre befolkning i Vaalheim i knæ.

Også dværgene fra Akeron på havets bund bliver færre og færre. Selvom maskinerne stadig virker og holder dem med ilt, mad og alle øvrige fornødenheder, så lider deres børn af blodsot og mange dør, før de bliver voksne.

Alligevel består hadet mellem de to befolkninger. I Vaalheim hersker broderskabet Riddere af Isen. Øverst sidder jarl Eriksson og hans datter Kristin, Isens Dame. Livet her er hårdt, med stadig kortere sommere og dermed mindre mulighed for at skaffe mad. Tidligere tiders viden er stort set gået tabt, og byens befolkning lever i fattigdom.

I byen er også krigsfangen Oin, en havdværg der blev fanget som spion, og har trællet for Vaalheim i fem år. Men nu er friheden inden for rækkevidde. Under Høstfestens dag hvor alle byens borgere er samlet, lykkes det for Oin at befri sig fra sine lænker. Med snilde og held kidnapper han både jarlen og Kristin, og skarpt forfulgt af ridderne lykkes det ham at nå ud til havet, hvor hans ubåd stadig venter. Nu går turen til Akeron, og med sig har han arvefjendernes hersker.

Jeg er meget begejstret for Niels E. Nielsen, som i mine øjne er en af Danmarks største science fiction forfattere. Akerons porte udkom første gang i 1976, og er nu kommet i genudgivelse fra Science Fiction Cirklen. Åbenlyse trykfejl er rettet, ligesom der er foretaget enkelte mindre sproglige ændringer. Ellers er her tale om en gengivelse af førsteudgaven, og det kan naturligvis mærkes på sproget.

Nielsen har en lidt altmodisch skrivestil, hvis tone man enten kan lide, eller hurtigt bliver træt af. Jeg hører til de førstnævnte. Her i Akerons porte passer stilen også rigtig godt, idet handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor fortidens feudale samfund er blevet hverdagens barske vilkår, og hvor de nordiske sagn og myter er traditionen.

I hvert fald så længe vi befinder os i Vaalheim. For i Akeron lever teknologien stadigvæk, omend befolkningen heller ikke her forstår at udvikle nyt. I stedet lever de en drømmende tilværelse, hvor håbet er, at isen vil knuse Vaalheim, så der atter kan blive plads til dværgene på landjorden.

Oin prøver at vække sit folk til handling ved at bringe arvefjendens øverste med sig tilbage til Akeron. I stedet ender det med, at Oin, jarl Eriksson og Kristin begiver sig ud på en lang og ukendt færd for at nå frem til Ildtræet, som sagnene siger, kan standse isen. Spørgsmålet er dog, om fjenderne kan glemme fortiden og skabe en ny fremtid sammen…

Niels Dalgaard har skrevet efterordet, hvor han bl.a. kommer ind på, at Niels E. Nielsen her i romanen låner lidt fra fantasygenren. Som altid er det interessant at læse Dalgaards analyse af romanen, som er skrevet under den kolde krig, hvor frygten for en atomkrig var reel.

Selvom romanen bruger udtryk som mikrofilm og magnetbånd, så er indholdet på ingen måde gammeldags. Akerons porte er elementær spændende, og indeholder samtidig også den samfundskritik, der kendetegner Nielsens forfatterskab. Jeg synes stadigvæk, at romanen holder, og kan kun takke Science Fiction Cirklen for deres store arbejde med at genudgive Niels E. Nielsens værker, så nye generationer også kan læse ham.

(anmeldt til Himmelskibet nr. 52)

Om Akerons porte:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 233 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaludgave: 1976

Udvalg af Niels E. Nielsens udgivelser:

Den beske magt, 2015
Weekend på Mars, 2011
Klode til salg, 2011
Lilleputternes oprør, 1978
Akerons porte, 1976
Skyggen fra Sirius, 1975
Vogteren, 1974
Vagabondernes planet, 1970
Herskerne, 1970
Troldmandens sværd, 1967
Narrens drøm, 1963
To sole stod op, 1961

 

 

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn Pedersen

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn PedersenEn af dansk science fictions mest interessante forfattere, Lars Ahn Pedersen, udgav i 2012 sin helt egen novellesamling fyldt med både nye fortællinger og de bedste af de tidligere udgivne

Temaerne i Månebase Rødhætte spænder lige fra tidsrejser, besøg på fremmede planeter, menneskelignende robotter, havfruer og varulve. Her er med andre ord ikke tale om helt almindelig science fiction. Lars Ahn begrænser sig nemlig ikke til kun at skrive i en genre, men blander glad og gerne science fiction med de øvrige fantastiske genrer og vender alle konventioner på hovedet i sine fortællinger.

I ”Månebase Rødhætte”, leverer Lars Ahn 10 noveller af høj kvalitet. Jeg kunne fremhæve dem alle, men vil nøjes med at omtale ”Kongens nytårstale”, som er et strålende eksempel på, hvordan Lars Ahn leger med både form og genre, og samtidig på humoristisk vis sætter fingeren på mere betændte emner.

”Kongens nytårstale” fortælles som en tale tilføjet fodnoter. Her fraviger kongen det aftalte manuskript, idet han fortæller befolkningen, at en dansker vil opfinde tidsmaskinen næste år. De øvrige nationer er ivrige efter at få fingre i opfindelsen, men ingen ved noget om det udover, at man har fundet nogle uforklarlige spor i fortiden efter en Hans-Georg Brøns (en cadeau til H. G. Wells). Blandt forskerne er der stor uenighed om Brøns’ aktiviteter – er de til skade eller til gavn for Danmark, og hvad er hans motiv?

Efterhånden som talen skrider frem, går det op for læseren, at selvom verden umiddelbart virker, som den plejer, så har Danmark f.eks. IKKE tabt slaget på Reden i 1801, tyskerne invaderede os IKKE i 1940, vi har været udsat for et terrorangreb med den smitsomme virus Reptilicus-varianten, der findes en skånsk separatistbevægelse ved navn Snaphanerne osv. Det er både morsomt, men samtidig også tankevækkende, fordi læseren pludselig ser, hvor lidt der skal til for at ændre historiens gang.

Lars Ahn er en dygtig fortæller med en fantastisk evne til at gribe en idé og så tage den hele vejen. Det er underholdende på alle planer, så giv Månebase Rødhætte en chance hvis du har lyst til en velskrevet og anderledes samling noveller.

(anmeldt til Litteatursiden.dk)

Om Månebase Rødhætte og andre SF noveller:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Science Fiction Cirklen, 252 sider

Indhold:

Turisterne
Afhøring af offer nr. 5, 2008 (tidligere trykt i I Overfladen)
Mordene på Katrina, 2009 (tidligere trykt i Dystre Danmark)
Kongens nytårstale
Månebase Rødhætte
Har du hørt havfruerne synge? 2008 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 18)
Rudolf, 2010 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 26)
Havfruens himmelfærd, 2009 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 21)
Alien Ghost Ballet, 2009 (tidligere trykt i Den hemmelige dal)
Arthur Solo, 2012 (tidligere trykt i Himmelskibet nr. 32)

Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Mimesis af Thomas Kampmann OlsenMimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.

Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.

Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.

Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.

Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.

Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.

Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.

Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og  mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.

Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.

Om Mimesis:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen

Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:

Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Tejre Østberg

Tropika - Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje ØstbergFra forlagets hjemmeside:
”TROPIKA – Ainukka Heikkinens forandring” handler om længsel, ærgerrighed, forræderi og kampen for overlevelse i et strabadsfyldt tropemiljø, omgærdet af sære skabninger, svævende byer, kamprobotter og blå, lysende solkugler. Et actioneventyr som ender i både destruktion og oprejsning.

I 2057 er de nordiske lande dækket af en nærmest evig vinter. Samtidig hjemsøges jordens befolkning af en dødelig virus, kaldet Virus B, som med jævne mellemrum flammer op og hærger Europa og dele af resten af verden.

Den paramilitære sikkerhedskoncern ISoB har patent på en vaccine, som bygger på planter fundet på den afrikanske savanne. Men Stabiligen-medicinen virker kun, hvis man tager sine piller hver dag, så truslen fra Virus B er langt fra udryddet.

Nu er patentet på vaccinen ved at udløbe, og ISoB sender i samarbejde med New National Geographic en ekspedition af sted til Novgorod, knap 500 km fra den finsk/russiske grænse. Her er nemlig dukket efterretninger op, om at ukendt plantevækst dækker området. Et fænomen som også fandt sted i Tanzania hvor vaccinen først blev fundet.

Den alkoholiserede fotograf Ainukka Heikkinen bliver shanghajet til at dokumentere ekspeditionen for New National Geographic, som har fået alle eksklusive rettigheder til et særnummer og en dokumentarserie om ekspeditionen. Nu skal folket have vished og indsigt i processen omkring produktionen af vaccinen.

Snart er Ainukka og resten af ekspeditionen på vej til Novgorod. Men spørgsmålet er, om ISoB nu også har helt rent mel i posen …

Tropika af Jon Terje Østberg var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller ”Syndfloden og storbyen”. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Tropika, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.

Jon Terje Østberg er oprindelig født i Norge. Tropika er hans romandebut, omend han tidligere har fået udgivet en håndfuld noveller i den fantastiske genre.

Historien er elementær spændende med en vellykket opbygning, hvor vi springer mellem romanens nutid og fortid, og mellem forskellige personers synsvinkel. Derudover trækkes der tråde tilbage til en ekspedition i Sydøstasien i 1931, som Ainukka læser om i en gammel dagbog. Heri optræder besynderligheder, der fik mig til at tænke på H. P. Lovecrafts Cthulhu myter og er med til at væve en dyster atmosfære over begivenhederne. En atmosfære som Ainukka rammer præcist med sin beskrivelse af landskabet omkring hende, da de når frem til ekspeditionens bestemmelsessted: ”Et ukendt, forrevet landskab, en glemt ufremkommelig urtidsjungle af råddenskab og fugtigt forfald. En slags dødens ødemark.” (s. 143)

Jeg kunne godt have ønsket at få lidt mere kendskab til forholdene i 2057, som er romanens nutid. Østberg løfter lidt af sløret ved at fortælle, at Skandinavien er blevet slået sammen med Finland, Island og Grønland til Nordisk Alliance, og at den paramilitære sikkerhedskoncern IsoB har stor magt her. Men hvorfor landene er slået sammen, og hvorfor Norden nærmest er dækket af vinter året rundt (for mod slutningen finder vi ud af, at det tilsyneladende ikke gælder resten af jorden), står hen i det uvisse. Det er ikke oplysninger, der er nødvendig for forståelsen af romanen, men jeg synes, det kunne være interessant at kende Østbergs tanker bag.

Hele romanen fortælles i 3. person, hvilket giver den et lidt upersonligt, og til tider for beskrivende præg: ”Hun mandede sig op, tjekkede instinktivt Temp-dragten og dens basisudstyr. Rygbeholder, machete, vandflaske. Så løb hun videre, styrtede af sted mod Transporteren. Hun opfattede pludselig at omgivelserne var forandret. Transporteren burde være der, men alt hun så var en massiv vegetation, enorme planter og svampe og lianer havde dækket det hele. Hun ville ikke tage chancen på at lede lige nu, for ISoB-1 nærmede sig med hastige skridt. Så hun styrtede videre, så et hul i bevoksningen, og kastede sig igennem, kun for på den anden side, at falde ned i en fedtet, muddervåd skråning. Hun kom på benene, og så at hun havde udsyn til toppen af skråningen. Og hun så hvordan ISoB-1 kom til syne, og stod afventende som en vogtende skygge.” (s. 139)

Så selvom vi kommer lidt ind bag Ainukka og et par af de øvrige personer, så fremstår de desværre ret endimensionale, og jeg blev ikke helt grebet af deres baggrundshistorier, der ellers er interessante nok.

På trods af denne anke var jeg nu fint underholdt. Her er masser af action, og så har romanen ganske enkelt har en spændende handling og ikke mindst en overraskende slutning. Så er du til actionfyldt science fiction, hvor ambitioner og drømmen om rigdom og magt har taget overhånd, så læs Tropika og tag en tur til Novgorods tropiske og uheldsvangre jungle.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om “Tropika”:

Udgivelsesår: 6. maj 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 228 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Den Store Science Fiction-bog / red. Niels Dalgaard

Det handler om kunstig intelligens, religion, rumrejser og udforskning af nye verdener, atomkrig, klima-nedsmeltning, alternate history, tidsrejser, virtual reality og meget mere i Science Fiction Cirklens lækre mastodont udgivelse.

Hvad gør du, hvis din kontorstol tilfredsstiller din kæreste bedre end dig selv? Hvordan reagerer du, hvis du finder ud af, at dit liv blot er en simulation, som genstartes hver dag? Hvad sker der, hvis tre atombomber falder samtidigt? Hvordan beholder du din tilknytning til jorden, hvis der går 30 år, mellem hver gang du er “hjemme”? Det er blot nogle få af de spørgsmål, forfatterne stiller i Den Store Science Fiction-bog.

Niels Dalgaard har udvalgt og oversat de 22 noveller, der her er samlet. I forordet forklarer Dalgaard, at han ikke har gjort noget forsøg på at lave en systematisk antologi i forhold til science fiction genrens motiver, historiske udvikling el. lign. Den Store Science Fiction-bog indeholder simpelthen noveller udgivet i årene 1952 til 2011, udvalgt efter det indtryk de har sat i ham som læser.

Med en så subjektiv indgang til en antologi kan der være fare for, at samlingen ikke føles relevant for andre. Det er dog ikke tilfældet her. Selvom der er enkelte af novellerne, jeg ikke er så vild med, så mærkes både Dalgaards store kendskab til genren, men ikke mindst hans kærlighed for de gode historier – i alle science fiction genrens afskygninger.

For her er virkelig tale om forskellige fortællinger. I ”Og tallerkenen løb væk med skeen” af Paul Di Filippo er vi i en fremtid, hvor hvor møbler, tøj, alt – indeholder intelligente chips for at forbedre forbrugerens oplevelse. Ind i mellem forsøger genstandene at forbinde deres processorkraft og skabe nye uafhængige enheder, populært kaldet blebs. Fortælleren er rædselsslagen for disse blebs (hans forældre blev slået ihjel af én) og begynder derfor at overvåge sin kæreste for at passe på hende. Og en dag går hans værste frygt i opfyldelse …

Paul Di Filippo bruger humor til at tage livtag med teknologiens indtog i vores verden, og gør det både underholdende og velskrevet. Novellen er fra 2003 og omhandler også temaet overvågning, idet fortælleren arbejder for TANTE – en instans der overvåger alt og alle. Det er nærliggende at tænke George Orwell 1984, men også Niels E. Nielsen har en tante (tante kluk) i Troldmandens sværd fra 1967.

Flere af novellerne ser nærmere på religion. I “Ashkelons gader” af Harry Harrison er John Garth det eneste menneske på Weskers verden. Han er handelsmand og har været på planeten et år, kun i selskab med Weskerne. De er et rent logisk folk som aldrig har haft nogen form for religion, myter eller andre overleveringer ud over rene fakta. Da et rumskib sætter en anden passager af, er Garth først glad for selskabet, indtil han opdager, at den nyankomne er præst. For Garth ønsker ikke Weskerne ‘forurenet’ af religion.

I “Oceanisk” af Greg Egan er novellens fortæller drengen Martin. Hans storebror har sluttet sig til Den Dybe Kirke og ønsker at Martin skal følge ham. Martin er også troende, men ikke så inderligt. Alligevel vælger han at følge broren, og oplever samme religiøse vækkelse. Men som voksen begynder hykleriet og videnskaben at ændre hans tro.

Begge noveller er interessante, og har hver deres indgangsvinkel til diskussionen tro. Harrisons novelle fra 1962 er relativ kort og med en meget tydelig pointe, mens Egans novelle er fra 1998, og gør meget ud af også at introducere verdenen og baggrunden for religionen.

Udforskning af nye verdener er også udgangspunkt for et par af novellerne, der pudsigt nok begge er skrevet i 1950’erne. I “Overfladespænding” af James Blish er et udsåningsskib nødlandet på vandplaneten Hydrot. Besætningen har ingen chance for at overleve ret længe, men de kan nå at modificere deres menneskelige efterkommere, så de har en chance for at overleve. Og ligesom deres forfædre udforsker også disse efterkommere universet.

Fem år efter James Blishs novelle udkom, udgav H. Beam Piper “Universalordbogen”. Her er mennesket i fuld gang med at udforske Mars, og hovedpersonen Martha Dane har sat sig for at lære at læse marsiansk. Men det er mere end vanskeligt, da intet skriftligt af betydning tilsyneladende er bevaret.

Ingen af novellerne virker på nogen måde bedagede, hverken sprogligt eller idémæssigt. Nærmest kun de mange cigaretter der ryges i Pipers novelle afslører novellens alder.

Selve rumrejsen er udgangspunktet i Tom Godwins “De kolde ligninger”, der handler om en redningsmission der opdager en blind passager. Reglerne er ganske klare. Den ekstra vægt øger forbruget af brændstof, således at man ikke når frem. Derfor skal den blinde passager forlade rumskibet. Men hvad nu hvis den blinde passager er en ung teenagepige?

Lidt mere spidsfindigt undersøger John Varley rumrejsens tidsparadoks i “Pusheren”, hvor vi følger en voksen mands forsøg på at komme i nærkontakt med en lille pige på en legeplads.

I “At græde i regnen” af Tanith Lee er klimaet gået amok. De privilligerede bor under beskyttende kupler, mens resten må klare sig så godt de kan udenfor. En enlig mor kæmper for at passe godt på sine børn og sikre dem en bedre fremtid. Men betingelserne er barske. Jeg var meget betaget af Lees novelle, som jeg finder ualmindelig smuk, og som både er sørgmodig  men også fuld af håb for menneskehedens fremtid.

Novellen “Weinachtsabend” af Keith Roberts er en alternate history fortælling, hvor England og Tyskland er allierede, og der Führer regerer sammen med kongen. Charles Stross hovedperson er tidsrejseagent i “Palimpsest”. Og i “Forskellige slags mørke” af David Langford er vi næsten ovre i sci fi-horror. Her mødes en gruppe elever på en skole i deres hemmelige Gyserklub, hvor de bl.a. udfordrer hinanden i at se på et uhyggeligt billede. Hvor uhyggeligt det er, går først op for læseren mod slutningen.

Som det forhåbentlig anes, er Den Store Science Fiction-bog fyldt med spændende, anderledes, sjove, sørgelige, eftertænksomme, udfordrende og velskrevne historier, som alle viser forskellige aspekter af genrens spændvidde. Så selvom det ikke var et mål for Dalgaard, viser antologien alligevel genrens store bredde og kvalitet. Samtidig introduceres nye forfattere på dansk, ligesom koryfæerne også er repræsenteret.

Efter min mening er Den Store Science Fiction-bog derfor nærmest et must for science fiction fans. Og for de læsere, der endnu ikke ved, at de er science fiction fans, så er den et godt sted at starte. Hellere i dag end i morgen …

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den Store Science Fiction-bog:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 534 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Paul Di Filippo: Og tallerkenen løb væk med skeen (2003)
Harry Harrison: Ashkelons gader (1962)
Gene Wolfe: Mars’ skjolde (2002)
Paolo Bacigalupi: Fløjtepigen (2003)
James Blish: Overfladespænding (1952)
Vernor Vinge: Cookie monster (2003)
Malcolm Edwards: Efterbilleder (1983)
Tanith Lee: At græde i regnen (1987)
Greg Egan: Oceanisk (1998)
H. Beam Piper: Universalordbogen (1957)
Connie Wilis: Et brev fra familien Cleary (1982)
Ian R. MacLeod: Nyt lys på Drakes ligning (2001)
Keith Roberts: Weihnachtsabend (1972)
Bruce Sterling: Maneki Neko (1998)
Tom Godwin: De kolde ligninger (1954)
Charles Stross: Palimpsest (2009)
David Langford: Forskellige slags mørke (2000)
Richard Cowper: Derude hvor de store skibe sejler (1979)
Ken Liu: Et helt andet sted, uhyre flokke af rensdyr (2011)
John Varley: Pusheren (1981)
Pat MacEwen: Hjem, kære BioHjem (2011)
Brian W. Aldiss: Et skin af liv (1976)

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj Johansen

Syndfloden og Storbyen af Nikolaj JohansenSpændende og velskrevet science fiction thriller der tager læseren med til et regnfyldt Odense og tættere på udødeligheden

Den danske medicinal virksomhed Medici har udviklet biokernen. Et kunstigt organ, der løbende reparerer cellernes forfald og holder mennesket sundt og ungt frem til udløbsdatoen. Den danske stat samarbejder med Medici, for jo flere der får indsat en biokerne, jo billigere er udgifterne til sundhedsvæsenet. Så nu har op til 99% af befolkningen biokerner – og i fremtiden vil de måske allerede kunne indopereres i fosterstadiet.

Men ikke alle er ubetinget begejstret for hverken biokerneteknologien eller Medici. En hackergruppe, der gemmer sig på Netværket, er modstandere af, at et privat firma har så meget magt og har frivilligt undergået operationer for at få fjernet deres biokerner igen.

Det var det faktum, at hun fint kunne klare sig uden, som for alvor havde overbevist hende om, at biokerneteknologien ikke bare var kapitalistisk, men at den var fjendtlig for hele menneskeheden, at den var direkte ond. Et menneske kunne sagtens klare sig uden en biokerne, men Medici havde manipuleret folk til at tro, at det var umuligt, og at indoperationen af en biokerne var det eneste logiske valg, det eneste samfundstjenstlige valg. Ja, biokernen holdt måske nok folk sunde, men dens bagside var enorm, og for Katrine fyldte bagsiden det hele. Når kernen kunne hackes, som Netværket havde demonstreret, man kunne gøre, blev alles liv bragt i fare, og når klip kunne stjæles, som det var sket for Konrad, så beviste det, at biokernen kun havde de to funktioner og ingen nuancer derimellem. Det var enten unaturlig sundhed eller øjeblikkelig død. Hak. Den magt burde intet privat firma have over menneskekroppen, og den magt burde intet menneske tvinges til at underkaste sig.”

I denne fremtidige verden møder vi Anna og Konrad. De har været gift i mange år, men for et par måneder siden fik Anna en umulig besked. En ondartet kræftknude breder sig i hendes indre, og der er intet at gøre. Konrad forsøger at overføre nogle af sine klip til hende, men en regnvåd nat bliver han overfaldet og får selv frarøvet alle sine klip. Nu er de begge dødsdømte.

Men Anna har en hemmelighed. Hun er gravid. I et desperat håb fortæller hun det til sin arbejdsgiver, Medici, for Anna vil gøre alt for at barnet skal overleve. Så da Medici tilbyder hende at indoperere en biokerne i fostret, hvis hun vil være deres spion i Netværket, har Anna ikke andet valg end at sige ja.

I 2016 udskrev Science Fiction Cirklen en romankonkurrence, som Nikolaj Johansen vandt med sit bidrag Syndfloden og Storbyen.

Her er tale om en velskrevet og nervepirrende science fiction thriller, som både har et elementært spændende plot, men som også giver stof til eftertanke. Det dystre regnvåde Odense er en perfekt kulisse for fortællingen, hvor befolkningens rettigheder langsomt skylles bort af fremskridtets syndflod. Det emmer af noir.

Syndfloden og Storbyen er også en interessant roman. Dels er det første gang (så vidt jeg husker), at jeg læser en historie med en ‘ond’ danskejet virksomhed som skurk. Endda i tæt samarbejde med den danske stat/det danske forsvar. Medici er naturligvis en forkortelse af medicin, men det er også navnet på den florentinske Medici slægt, der med få afbrydelser sad på magten i Firenze og Toscana i næsten 300 år (1434-1737). Blandt andet var pave Leo 10., som bandlyste Martin Luther i 1521, af Medici-slægten. Altså et magtforum som romanens medicinalfirma.

Ligeledes er det interessant at følge Johansens overvejelser om biokernen: hvordan den kan bruges og misbruges. Som læser må vi i det hele taget løbende tage stilling til moralske problemstillinger. Kan man f.eks. retfærdiggøre et mord i en højere sags tjeneste? Hvad er en højere sag? Og hvor langt vil man gå for at redde sit eget liv?

Endelig er persontegningerne af Anna og Konrad både overraskende og nuancerede. De to sidste hovedpersoner er hackeren Katrine og privatdetektiven Kurt, og selvom de ikke fremstår helt så facetterede som Anna og Konrad, så virker også de troværdige. Jeg har måske ikke altid har sympati for personernes overvejelser og handlinger, men jeg kan forstå dem.

I det hele taget er Syndfloden og Storbyen langt mere end en standard thriller, og jeg blev hurtigt grebet af historien, som fortælles på skift gennem de forskellige personer. Johansen afslører detaljer undervejs, så noget af plottet gættede jeg godt. Men slutningen var alligevel en stor overraskelse, og jeg brygger stadigvæk videre på den i mit hoved. Og det er altså godt gået af forfatteren.

Skulle du ikke være science fiction læser, så lad dig ikke skræmme væk af den label. Læs i stedet Syndfloden og Storbyen som en etisk thriller, for jeg garanterer, at du vil føle dig godt underholdt.

Nikolaj Johansen har tidligere udgivet horrorromanen ”Skygger fra oktoberland”, ligesom flere af hans noveller er udkommet i forskellige antologier.

(også anmeldt på Litteratursiden.dk)

Om Syndfloden og Storbyen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Science Fiction Cirklen, 281 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Fantastiske virkeligheder / redigeret af Knud Larn

Fantastiske virkelighederSandsynlige drager, nye verdener, krig og ære er blot nogen af temaerne i denne SF antologi fra 4 af genrens store forfattere.

I september 2007 blev science fiction festivallen Eurocon for første gang afholdt i Danmark. Her var 3 æresgæster inviteret: Anne McCaffrey, Zoran Zivkovic og Stephen Baxter. Alle 3 kendte i udlandet, men knap så godt repræsenteret i danske oversættelser. Sammen med Stanislaw Lem bliver de introduceret til danskerne i antologien Fantastiske virkeligheder fra Science Fiction Cirklen.

Alle 4 forfattere præsenteres først med en kort gennemgang af deres forfatterskab efterfulgt af 2 noveller, som er udvalgt for at vise bredden i forfatterskabet. Det er 4 meget forskellige forfattere, som skriver indenfor forskellige områder af science fiction genren. Dermed giver antologien både en smagsprøve på hver forfatter, men også på forskellige subgenrer.

Af de 4 forfattere havde jeg kun stiftet bekendtskab med Stanislaw Lem, før jeg læste Fantastiske virkeligheder. Han har skrevet romanen Solaris, som er blevet filmatiseret flere gange. Stanislaw Lem bevæger sig både i den hårde science fiction, men også skriver mere fabulerende historier. Her repræsenteret med novellen ”Sandsynlighedsdragerne”.

Anne McCaffrey har fået 4 romaner oversat til dansk. Bøgerne er en del af Pernsagaen, om planeten Pern som befolkes af drager og deres riddere. Karakteristisk for McCaffreys bøger er en stærk kvindelig heltinde.

Zoran Zivkovic skriver surrealistiske flot konstruerede historier, som kommer ind på moral og etik. På dansk er tidligere udkommet Biblioteket i 2006.

Den hårde science fiction er repræsenteret ved Stephen Baxter, som jeg glæder mig til at læse mere af. Baxter bliver kaldt Arthur C. Clarkes arvetager, og han har også skrevet et par romaner sammen med Clarke. På dansk findes også novellesamlingen Det himmelske tyranni. I antologien er han repræsenteret med novellerne ”Ombord på Orion Linien” og ”Stillehavets mysterium”.

I den første er menneskene i krig med en fremmed race, man kalder spøgelser, og hovedpersonen er den 15-årige rumskibsmatros, Case, som er klar til at ofre sit liv i kampen. ”Stillehavets mysterium” foregår derimod i en alternativ verden, hvor Hitler vandt 2. verdenskrig, og hvor Stillehavet ikke kan krydses.

Alle 4 forfattere fortjener at blive læst langt mere på dansk, og jeg håber, at Science Fiction Cirklen kan inspirere andre forlag til at udgive flere titler fra dem.

Om Fantastiske virkeligheder:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Science Fiction Cirklen, 274 sider

Den beske magt af Niels E. Nielsen

Den beske magt af Niels E. NielsenNiels E. Nielsen er en af Danmarks største science fiction forfattere, om end han også skrev indenfor andre genre. Han døde i 1993, og indenfor de senere år har Science Fiction Cirklen genudgivet en række af hans romaner samt to bind med noveller. Nu kommer så den ikke tidligere udgivne roman Den beske magt.

Den beske magt er fortællingen om den unge bonde Peter Granik, som vokser op under Okaens brutale styre. Da hans familie dræbes af det kejserlige parti, tilslutter han sig oprørspartiet De Sorte, hvor han gør sig så godt bemærket, at han ender som lederen Klenovs sekretær.

Da krigen mod Okaen er slut, sidder Granik med i toppen af det nye system. Han er blevet gift med lægen Katyn, som også deltog i borgerkrigen og er højtelsket af folket. Nu er det tid til at genopbygge Centralunionen som en demokratisk stat. Men som man siger, så korrumperer magt, og i det skjulte bygger Granik sit eget system op med hemmeligt politi, tortur og arbejdslejre for at skabe en stærk nation alene under ham.

Der er ingen tvivl om, at Niels E. Nielsen har været inspireret af både Hitler og nazismen såvel som Stalin og Sovjetunionen, da han skrev romanen. I efterordet fortæller Niels Dalgaard, at Niels E. Nielsen første gang indsendte Den beske magt til sit forlag i 1952. Den gang blev bogen afvist med den begrundelse, at fremstillingen af hvordan det foregår bag kulisserne i et diktatur var for ukompliceret og naiv. Fire år senere i 1956 forsøgte Nielsen igen at få udgivet bogen, denne gang med en mere mistrøstig pointe, men fik igen afslag.

Dalgaard lægger ikke skjul på, at Den beske magt ikke hører til blandt Niels E. Nielsens bedste romaner. Den er for lang, og kommer samtidig ikke rigtig bag ved personen Granik. Nok hører vi om hans samvittighedskvaler over magtens metoder, som hver gang overdøves af begæret efter magten, men han fremstår alligevel ikke særligt nuanceret eller interessant. Jeg havde f.eks. svært ved at forstå, hvorfor hustruen Katyn elsker ham og holder fast i ham i så mange år, men også hvad det er, Granik begærer ved magten. Og så ærgrer jeg mig over, at korrekturlæsningen er gået for stærkt. Som regel er udgivelser fra Science Fiction Cirklen 100% i orden, men denne gang skæmmes teksten af slåfejl, hvor kanoner bliver til kaniner, masseflugt til maseflugt osv.

Når det er sagt, så er der dog også interessante aspekter i romanen, som tegner et portræt af et idealistisk oprør, der ender med at blive et ligeså totalitært regime som det gamle. Især mod slutningen vinder romanen ved sine beskrivelser af Graniks forsøg på at få kontakt med sin ældste søn, og den yngste søns anglen efter farens kærlighed. Også Graniks indsigt i hvordan regimets mange udrensninger har fjernet de selvstændige tænkere, som der pludselig bliver brug for, er virkningsfulde, ligesom Graniks stadig stigende paranoia og regimets brug af propaganda er velbeskrevet.

Endeligt synes jeg, at selve budskabet i romanen er vigtigt, også i dag, så selvom Den beske magt” kan virke både lidt gammeldags og naiv, er den alligevel et læseværdigt bekendtskab.

Om Den beske magt:

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Science Fiction Cirklen, 302 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Krigen i luften af H. G. Wells

Krigen i luften af H. G. Wells

Den britiske forfatter H. G. Wells er i dag sikkert mest kendt for romanen “Klodernes kamp”, der – da den blev dramatiseret til radioen i 1938 af Orson Welles – forårsagede ren panik blandt lytterne, som var overbeviste om, at marsboerne virkelig invaderede jorden. Blandt Wells andre kendte romaner findes bl.a. “Den usynlige mand” og “Doktor Moreaus ø”.

Krigen i luften er skrevet i 1907, og som Niels Dalgaard påpeger i efterordet, er romanen en del af subgenren fremtidskrigsromaner. Historien er en blanding af satire, fascination af de videnskabelige landvindinger og eftertænksomhed over den sociale og menneskelige effekt af disse.

I den lille landsby Bun Hill i Kent havde familien Smallway boet i generationer. Den ældste søn Tom ejede en lille grønthandel, og den yngste søn Bert havde fuld af foretagsomhed slået sig sammen med en kammerat om en forretning, der solgte og udlejede cykler.

Fremskridtet er dog også nået Bun Hill med monorail, telefoner og de begyndende forsøg på flyvning. Rygter om krig rumler i pressen, uden at det dog på nogen måde påvirker hverdagen for Bun Hills indbyggere.

Bert Smallway er således på alle måder en helt almindelig englænder, indtil den dag han ved et tilfælde havner i opfinderen Mr. Butteridges luftballon. Butteridges er den eneste, det er lykkes med at fremstille en stabil flyvemaskine, men endnu har han ikke afsløret sit design, selvom flere lande er mere end interesseret i hans tegninger.

Ude af stand til at styre ballonen ender Smallway i Tyskland midt i prins Karl Alberts krigsforberedelser. Prinsens plan er at flyve over Atlanten og erobre Amerika, og uforvarende overdrager Smallway Butteridges tegninger af verdens første vellykkede flyvemaskine til Tyskland.

Da det bliver afsløret, at Smallway ikke er Butteridge, er han allerede om bord på samme luftskib som prinsen. Så Smallway følger med og oplever grusomme slag og massakren af New York, mens hans forståelse af krigen ændrer sig, som han kommer tættere på dens følger.

Da Krigen i luften udkom i 1907, var det endnu uvist, om ballonskibe eller motordrevne fly var vejen frem. Det første styrbare luftskib blev konstrueret af H. Giffard i 1852, mens Charles Renard og A. Krebs i 1884 fløj i 23 min. og som de første vendte tilbage til deres startsted. I 1903 udførte brødrene Wright historiens første kontrollerede motorflyvning. De udviklede på deres konstruktion, men først i 1909 lykkes det dem at sælge den til den amerikanske hær. Hæren mente nemlig længe, at flyvemaskinen ikke kunne bruges militært. H. G. Wells lægger sig heller ikke fast på hvilken konstruktion, der bliver valgt i sin roman, men beskriver i stedet forskellige typer luftskibe og flyvemaskiner uden dog at ødelægge flowet i fortællingen med tekniske detaljer.

De første kapitler, som humoristisk beretter om Smallways absolut ikke-helteagtige natur, efterfølges af betragtninger over den videnskabelige tidsalders forandring af verdenssamfundet og krigens grusomhed. H. G. Wells påpeger, hvordan verden blev mindre via jernbaner, telegrafen osv., men uden at landene af den grund blev tættere. I stedet voksede de nationalistiske egeninteresser, og fremfor at bruge ressourcerne på at uddanne befolkningerne og højne levestandarden, blev fremskridtet i høj grad brugt på militæret.

Videnskabens udvikling havde ændret størrelsesforholdene i menneskenes affærer. Ved hjælp af hurtig mekanisk bevægelse havde den bragt menneskene tættere på hinanden, så meget tættere socialt, økonomisk, fysisk, at de gamle inddelinger i nationer og kongedømmer ikke længere var mulige, en nyere, bredere syntese var ikke alene nødvendig, men afgørende nødvendig … Bert Smallways verden gjorde intet i den retning. Dens nationale regeringer, dens nationale interesser, ville ikke høre om noget så selvindlysende; de var for mistænksomme overfor hinanden og manglede i for høj grad generøs fantasi. De begyndte at opføre sig som ubehøvlede personer i en omnibus med trængsel, at mase sig mod hinanden, skubbe med albuerne, puffe, diskutere og skændes.

Bert selv er også overbevist om krigens nødvendighed – indtil han får den på tæt hold. Da det går op for ham, at krigen ikke bare er noget, der udspiller sig langt væk, men som rent faktisk rammer almindelige folk som ham selv, forsvinder romantikken. Det beskriver H. G. Wells brutalt og uden omsvøb.

Smask! kom en uhyre eksplosion i den forreste ende af flagskibet, og et enormt stykke metal syntes at løfte sig op fra hende og kaste sig i havet, mens den smed mænd fra sig og efterlod et hul, hvorigennem en snarrådig drageflyver anbragte en brandbombe. Og så opfangede Bert et øjeblik alt for tydeligt i det tiltagende, nådesløse lys, et antal bittesmå krampagtigt aktive smådyr der var svedne, og kæmpede i ‘Theodore Roosevelts’ skummende kølvand. Hvad var de? Ikke mænd – bestemt ikke mænd? De druknende, forvredne små væsner flåede med deres gribende fingre i Berts sjæl. Åh Gud! udbrød han, åh Gud, næsten klynkende. Han så igen og de var væk, og ‘Andrew Jacksons’ sorte stavn, lidt skæmmet af det sidste skud fra den synkende ‘Bremen’, pløjede det hav, der slugte dem, til to nydeligt symmetriske bølger. I nogle øjeblikke blindede den rene rædsel Bert for ødelæggelserne under ham. Så sprang ‘Susquehanna’ med en uhyre brusende lyd, så at sige med en ujævn salve af mindre eksplosioner på ryggen, der nu var fem kilometer eller mere mod øst, og forsvandt brat i en kogende, dampende forvirring. Et øjeblik sås intet andet end hvirvlende vand – og så lød der en ræben nedefra, med uhyre svælgende lyde, udbrud af damp og luft og benzin og stumper af lærred og træværk og mænd.”

Krigen i luften blev første gang udgivet på dansk som en føljeton i Politiken i 1913, og allerede året efter brød 1. verdenskrig ud. Selvom det ikke blev en luftkrig, som Wells havde spået, så fik han dog ret i, at videnskaben medvirkede til, at krigen blev mere blodig end nogensinde før. Også selvom bombningerne af civilbefolkningen først blev virkelighed i 2. verdenskrig.

Romanen hører ikke til H. G. Wells mest kendte udgivelser, måske fordi den er så tvetydig med sin blanding af satire og eftertænksomhed. Det er således første gang, at Krigen i luften udkommer på dansk i bogform som en del af Science Fiction Cirklens klassiker-serie.

Selvom jeg gik lidt i stå over de første kapitlers nærmest falden-på-halen-komedie-stemning, er jeg glad for, at jeg holdt ved og læste romanen færdig. For historien udvikler sig til et både tragisk og barsk billede af krigens væsen, som vi stadigvæk kan lære af i dag.

Andre udgivelser fremtidskrigsfortællinger:

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Dommens dag af Karl Larsen

Om Krigen i luften:

Udgivelsesår: 2017 (1907)
Forlag: Science Fiction Cirklen, 285 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Originaltitel: The War in the Air