Indlæg tagget med ‘science fiction’

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

For længe siden fik jeg anbefalet filmen Soylent Green fra 1973, og forleden fik jeg endelig set den. Historien udspiller sig i 2022 (måske var det bestemt af højere magter, at jeg først skulle se den i år?), og Charlton Heston spiller hovedrollen som den korrupte kriminalbetjent Thorne. Han sættes til at opklare mordet på et af bestyrelsesmedlemmerne i Soylent Corp., et firma der stort set brødføder hele New York med sine proteinrige plankton-kiks. Men i en by med 80 millioner indbyggere er det lettere sagt end gjort. Især da nogen med forbindelser vil gå langt for at dysse sagen ned.

Filmen giver et klart indtryk af, hvordan overbefolkningen har drevet samfundet ud over kanten. New York vises som en nedslidt by, hvor vagter med geværer bevogter de pæne trappeopgange, så de fattige ikke sover der. Korruption er udbredt, og der er mangel på alt.

Plottet er bygget op om opklaringen af mordet, men filmen er meget mere end det. Klimaet er gået amok og en hedebølge ligger tungt over New York. Som kontrast til almindelige menneskers fattigdom præsenteres vi for lejligheder med alle fornødenheder for de rige. Endda med smukke unge kvinder der følger med som ‘furniture’. Stort set ingen læser mere, men enkelte mennesker fungerer som ‘books’, der kan skaffe alle mulige slags oplysninger. F.eks. er Thornes ældre sambo Sol en ‘book’, der hjælper ham med politiarbejdet. Og endelig er der slutningen, der fører filmen i en helt ny retning.

Soylent Green er fra 1973 og fik den danske titel Fremtidens rædsel. Selvom enkelte scener virker forældede i dag, synes jeg stadig, at filmen er værd at se. Den kendte filmanmelder Roger Ebert beskrev den da også som: “… a good, solid science-fiction movie, and a little more.

Romanen

Det var først efter, at jeg havde set Soylent Green, at det gik op for mig, den var baseret på Harry Harrisons roman Gør plads! Gør plads! Selvom man tydelig ser inspirationen fra bogen i Stanley R. Greenbergs manuskript, er her dog tale om en ret anderledes historie.

Igen er opklaringen af et mord den røde tråd gennem romanen. Kriminalbetjenten Andy Rusch bliver sat på sagen, da Michael O’Brien – også kendt som Store Mike – bliver myrdet i sin lejlighed. Det ligner et indbrud, der er gået galt, og normalt ville sagen hurtigt blive lukket. Med de mange mord, der sker hver dag i New York, er det oftest sådan det går. Men nogen højt oppe i systemet presser på for at finde morderen.

Historien fortælles i forskellige spor. Dels gennem Andy der modsat filmens kriminalbetjent ikke er korrupt, men hårdtarbejdende og idealistisk. Dels gennem den unge kvinde Shirl, der var Store Mikes kæreste. Han var en brutal mand, men alligevel var livet med ham langt mindre hårdt, end livet på gaden. Endelig hører vi også om den 18-årige kineser Billy Chung, der bor med sin familie i havneområdet på et nedslidt skib sammen med en masse andre familier.

Gør plads! Gør plads! udspiller sig over et lille halvt års tid i 1999 frem til årtusindskiftet. Befolkningstallet er eksploderet, og der er ikke længere nok mad til alle. Staten har indført velfærdskort, som giver adgang til madrationer, men kød og grøntsager har kun de rige råd til at købe. Vand er også en mangelvare. Både pga. det bestandigt varmere klima. Men også fordi bønderne klager over byernes store vandforbrug og saboterer rørledningerne.

Menneskeheden slugte på et århundrede alle verdens ressourcer, som det havde taget millioner af år at oplagre, og ingen i toppen brød sig en døjt om det, eller hørte efter alle dem der prøvede at advare dem. De lod os bare overproducere og overkonsumere, indtil nu hvor olien er væk, muldlaget er udpint og skyllet bort, træerne hugget om, dyrene uddøde, jorden forgiftet, og alt hvad vi har fået ud af det, er syv milliarder mennesker, der kæmper om de smuler, der er tilbage og lever en elendig tilværelse – og stadig avler børn uden kontrol … (side 172)

Stort set ingen husker, hvordan det var før. Alle gør bare, hvad der skal til for at overleve i den stadig mere nedslidte by fuld af mennesker på hver kvadratmeter.

Slutningen er helt anderledes end romanen, og jeg kan forestille mig, at Gør plads! Gør plads! har været ret kontroversiel, da den udkom i USA i 1966. Andys sambo Sol, der også i romanen er en ældre mand, er nemlig fortaler for fødselskontrol. Og når man tænker på, at USA her i 2022 forsøger at rulle kvinders ret til abort tilbage i flere stater, kan jeg kun forestille mig, hvilket ramaskrig det forslag har vakt dengang.

Harry Harrison har ikke skrevet en særlig opmuntrende roman. Meget af det han forestillede sig i 1966 er sket. Vi opbruger jordens ressourcer, klimaet ændrer sig, vi er i gang med den sjette masseudryddelse, og vi er alt for mange mennesker på jorden. Men stadigvæk fortsætter forbrugsfesten, og det er svært at se vores politikere opføre sig meget anderledes, end dem i romanen. Så selv med 56 år på bagen er Gør plads! Gør plads! desværre sørgeligt aktuel.

Udgaven, jeg har læst, er uheldigvis skæmmet af en del trykfejl. En af de mest iøjnefaldende er i bogens slutning, hvor USA’s befolkningstal glædesstrålende opgøres til 44 millioner. Her skulle have stået 344 millioner.

I skrivende stund er USA’s befolkningstal på knap 335 millioner, altså lidt mindre end Harrisons bud. Til gengæld har vi på verdensplan overskredet hans syv milliarder, idet vi nærmer os otte!

Om Gør plads! Gør plads!

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Notabene, 219 sider
Omslag: Peter Sugar
Originaltitel: Make Room! Make Room!, 1966
Oversætter: Jannick Storm

Læs også:

Efter stormen af Harry Harrison
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Atlantiz af Publius Enigma

Zeitgeist af Jane Mondrup

En zeitgeist er på sin vis stadig i live idet den aldrig har gennemgået en fysisk død. Snarere er den med krop og sjæl revet ud af sin plads i tiden og forekommer kun ulegemlig fordi tidens struktur nu afviser den. (side 26)

Zeitgeist af Jane Mondrup

Jeg er overbevist om, at et godt kendskab til Antikkens filosoffer, den græske mytologi, latin og kvantefysik vil øge udbyttet af at læse Jane Mondrups debutroman Zeitgeist. Ikke desto mindre var jeg vildt fascineret af historien, selvom jeg bestemt ikke excellerer i nogen af ovennævnte områder.

Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Hans minder indtil da er mærkeligt fjerne, men han ved dog, at han underviste i filologi på Københavns Universitet i det 21. århundrede. Han ved også, at der ikke er overensstemmelse mellem hans viden om teknologien i år 1890, og det 1890 han er i.

Ved Ejvins ankomst forsvandt videnskabskvinden Lily Wycliffe, og nu vil hendes ‘bror’ Hector gøre alt for at finde hende igen. Ejvin er yderst skeptisk overfor tanken om, at han skulle befinde sig i et alternativt 1890. Alligevel slutter han sig til Hector i dennes søgen efter Lily. Det fører ham ud på en vild rejse til et Danmark, der er helt anderledes end i hans egen tid. I 1541 foretog foretog den tyske alkymist Theophrastus von Hohenheim et eksperiment, der endte med at lægge hele Skandinavien øde, og frigav en pest der dræbte alle indbyggerne. Samtidig slog eksperimentet sprækker i tiden, så flere tider eksisterer parallelt med hinanden.

En skjult gruppe ønsker at styre tiden tilbage til den sande tid, før verden opsluges af Æonen, et tidsmæssigt sort hul hvor tid, sted og eksistens er en helhed. Men Titanerne, som behersker Æonen, ønsker at fremskynde overtagelsen. Endeligt er der også forskellige politiske fraktioner, der forsøger at øge deres indflydelse i deres nutid uden kendskab til de store linjer.

Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.

Jeg har læst et par anmeldelser af Zeitgeist, der ærgrer sig over sig over slutningen. Jeg indrømmer da også, at jeg ikke ved, om jeg har forstået den. Men for mig er der en sammenhæng mellem Hectors valg vedrørende Lily, og Ejvins valg i forhold til en anden kvinde i romanen, og det giver mig håb om slutningen.

En anderledes og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
“Zeitgeist” er en ambitiøs og flot gennemført retrofuturistisk roman. De dramatiske højdepunkter er måske lidt tamme, hovedpersonerne en anelse karikerede, og hele tidsskismaet ret svært at holde styr på. Men der er som sagt noget fængende ved den sære handling, som gør, at man alligevel bliver hængende til sidste side. Undervejs får vi nogle tidløse betragtninger om demokrati, kvindekamp, flygtninge og global opvarmning, og det er jo altid på sin plads. (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten 2019-02-17)

Himmelskibet:
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger. Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. (Læs hele anmeldelsen her)

Superkultur:
Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. (Læs hele anmeldelsen her)

Boguglen:
Grundelementet i Zeitgeist er hovedpersonens forvirring, og den smitter i høj grad af på læseren. Vi følger Ejvins forsøg på at rationalisere sig ud af sin egen tidsrejse, og grænsen mellem magi og videnskab udviskes løbende. Det er forfriskende at læse denne slags fra en dansk hånd, især fordi de historiske henvisninger er skarpe og velfungerende […] Zeitgeist er for alle danske science fiction fans, historienørder, fantasy elskere og filosofiske læsere, der nyder gode plots, interessante kontrafaktiske spekulationer, og steampunk. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogblogger:
Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder […] Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger)

Om Zeitgeist:

Udgivelsesår: januar 2019
Forlag: Vandkunsten, 378 sider
Tilrettelægger: Viktoria Senderovitz

Besøg Jane Mondrups hjemmeside

Læs også:

Frysepunktet af Anders Bodelsen
Havmanden af Niels Brunse
I kamp mod tiden af Ben Elton
To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Gateway af Frederik Pohl

Gateway af Frederik Pohl

Jeg læste første gang Gateway for mange år siden, hvor den efterlod et uudsletteligt indtryk. Det kan nogle gange være farligt at læse sådanne bøger igen, for det er ikke altid minderne lever op til nutidens oplevelse.

I fremtiden er jordens befolkning nået op på 25 milliarder, og forholdene på jorden er trøstesløse. Robinette Broadhead har levet hele sit liv i Wyoming, hvor først hans forældre og siden han selv arbejdede i fødeminerne. Det er hårdt og farligt arbejde, som koster begge forældre livet. Så da Bob vinder i lotteriet, bruger han pengene på en enkeltbillet til Gateway.

Gateway er en lille asteroide på ca. 10 km på den længste led, som den højtudviklede, nu forsvundne race Heechee’erne efterlod. Asteroiden er fyldt med tunneller – og rumskibe. Hvert skib er en mulighed for at rejse ud og finde rigdom eller døden.

Historien fortælles i to spor. Dels i tilbageblik om Bobs oplevelser på Gateway, hvor vi følger hverdagen på den klaustrofobiske asteroide, hvor sex, druk og spil er det eneste tidsfordriv. Her finder Bob snart sammen med en anden skattejæger, Klara, der ligesom han selv har svært ved at finde modet til at rejse ud. Dels via samtalerne med AI-psykoanalytikeren Sigfrid, som Bob besøger én gang om ugen.

Ind i mellem er indlagt rubrikannoncer fra Gateway, foredrag om Heechee’erne og andre emner, turrapporter fra de skibe der vender tilbage til Gateway m.m.

Da jeg første gang læste Pohls roman, blev jeg fascineret af tanken om de mange mulige destinationer Gateway gav. Men også af det mod der kræves for at rejse ud i det ukendte, uden at vide om man kom tilbage. For Bob kniber det med modet, men alligevel ender han med at blive umådelig rig. Det er vejen dertil, romanen afslører.

Historien er dog i ligeså høj grad ét langt dyk ind i Bobs psyke. Det gik op for mig, da jeg genlæste Gateway. Bob skjuler noget for sig selv, som får ham til at vedblive at komme hos Sigfrid. Også selvom han prøver at narre Sigfrid, når den kommer for tæt på. Bl.a. kaster Bob omkring sig med freudianske tanker om moderbinding m.m., men ubevidste fortalelser gør det klart for læseren, at han skjuler noget om en anden kvinde i sit liv. Det er i sig selv et interessant puslespil, Frederik Pohl lægger ud for læseren.

I dag undrer det mig lidt, at jeg ikke så den vinkel tydeligt, første gang jeg læste Gateway, eftersom så meget af romanen fortælles via psykolog-samtalerne. Men måske på grund af alderen var jeg dengang mere fokuseret på det overbevisende univers, Heechee’erne og de dramatiske sekvenser i plottet. I dag værdsætter jeg begge sider af romanen, og ikke mindst slutningen hvor begge spor kulminerer.

Oversættelsen, jeg har læst fra Tangentforlaget, er desværre skæmmet af korrekturfejl og uhensigtsmæssigt layout, så en ny-oversættelse kunne være dejlig. Frederik Pohls roman fortjener nemlig i den grad sin klassikerstatus.

Gateway er bind 1 i serien om Heechee’erne og udkom første gang i 1977. Pohl skrev dog om Heechee’erne allerede i 1972 i kortromanen The Merchants of Venus.

Uddrag af romanen:

Den berømte Sylvester Macklen – som på det tidspunkt ikke var berømt for noget, men blot en almindelig tunnelrotte på Venus – opdagede et Heechee-skib og kom til Gateway, hvor han omkom. Det lykkedes ham at gøre opmærksom på sin position ved på snedig vis at sprænge sit skib i luften. En NASA-sonde blev omdirigeret fra solen, og mennesket nåede frem til Gateway.

Indvendigt var stjernerne.

Indvendigt var der, i mindre poetisk og mere bogstavelig forstand, næsten et tusind mindre rumfartøjer, der havde form som korte paddehatte. De fandtes i flere former og størrelser. De mindste lignede svampe, man dyrker i tunnellerne i Wyoming, efter at skiferen er fjernet. De større var spidse, ligesom moreller. Bag de buede ydervægge var opholdsrum og en kraftkilde, som ingen forstod. I svampestænglerne var der kemiske raketter, der omtrent svarede til dem, der fandtes i de første rumprogrammers månelandere.

Der var ingen, der nogensinde havde fundet ud af, hvordan kapslernes fremdriftssystem virkede, eller hvilken kurs de slog ind på.

Det var noget af dét, er gjorde alle nervøse: At tage chancen med noget, ingen forstod. Man havde i bogstaveligste forstand ingen muligheder for styring eller kontrol, når man startede i et Heechee-skib. Kursen var bygget ind i styringssystemet på en måde, man ikke forstod. Man kunne vælge en bestemt kurs, men når den én gang var valgt, var der ikke mere at gøre. Man vidste ikke hvor man kom hen, lige så lidt som man kendte indholdet af en lykkepose, før den åbnedes.

Men skibene fungerede. Selv efter et tidsinterval som af nogle blev anslået til måske en halv million år. (side 21)

Om Gateway:

Udgivelsesår: 1984
Forlag: Tangentforlaget, 223 sider
Omslag: Lars Beierholm
Originaltitel: Gatway (amerikansk), 1977
Oversætter: Jens Carstensen

Lyt til et afsnit af podcasten Scifi Snak om Gateway.

Heechee romanerne:

Gateway, 1977
Beyond the Blue Event Horizon, 1980
Heechee Rendezvous, 1984
The Annals og the Heechee, 1987
The Gateway Trip, 1990
The Boy Who Would Live Forever, 2004

Find hele Frederik Pohls forfatterskab HER

Læs også:

Non-stop af Brian Aldiss
Frysepunktet af Anders Bodelsen
2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm
Mørke af Torben Pedersen
Tunnelen under verden af Frederik Pohl

To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth

To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth

To the Bone er en del af forlaget Hunov & Haffgaards nye serie uhyggelige tegneserier under overskriften Outstanding Issues. Og det tegner godt.

Efter at have udført tidsrejser med aber er det nu tiden at sende de første mennesker tilbage i tiden. Men noget går galt, og den ene tidsrejsende dør, mens de to andre overlever stærkt vansirede og på et ukendt sted i tid og rum.

Fortælleren ved, at de to overlevende er nødt til at holde sig langt væk fra alle for ikke at kompromittere fremtiden. Men trods alle gode intentioner viser det sig sværere end forventet.

Danske Aksel Studsgarth har skrevet historien, mens amerikanske Craig Frank står for illustrationerne. Jeg kendte ikke Aksel Studsgarth på forhånd, men Craig Frank har tidligere udgivet tegneserierne JFK – Secret OPS samt Cool Valley. Derudover er han også et velkendt navn i danske animationsfilm. Bl.a. har han været instruktør på film som Jensen og Jensen samt Rejsen til Saturn.

To the Bone er trykt på kraftigt papir og med lækkert omslag med soft-touch kachering. Illustrationerne er holdt en grå-grøn farveskala, der bliver mørkere som fortællingen skrider frem. Tegnestilen er semi-realistisk med fokus på handlingen og ikke så meget baggrund og omgivelser. Sidelayoutet skifter mellem klassisk 6-billede rammeopbygning, helsides illustrationer og alt der i mellem.

På trods af sit korte format er To the Bone en anbefalelsesværdig oplevelse. Tegningerne er sært tiltrækkende, og historien tager et overraskende twist, som spiller uhyggeligt godt ind i vores samtid. Samtidig giver Craig Franks portræt af de vansirede tidsrejsende mindelser til den klassiske opfattelse af aliens som grå-grønne væsener med store øjne. Så måske er det derfra alle historierne stammer fra 🙂

Jeg var rigtig godt underholdt af To the Bone og glæder mig til næste nummer, som vi får en lille forsmag på bagerst i hæftet.

Om To the Bone:

Udgivelsesår: 03.01.2022
Forlag: Hunov & Haffgaard, 30 sider
Forfatter: Aksel Studsgarth
Illustrator: Craig Frank

Besøg Aksel Studsgarths hjemmeside
Besøg Craig Franks hjemmeside

Læs også:

Absurd-serien
X fra det ydre rum af Kramhøft & Kristensen
Metrozone af Søren Mosdal
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Gigant af Rune Ryberg
Hit And Run Mutants af Sprogø & Balslev
Videovold og 80’er snask

Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller - klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller – klimafiktion består af 24 nye science fiction noveller med fokus på klimaet skrevet af danske forfattere. Den udkom i april 2021, men jeg er håbløst bagud i forhold til at få læst, så derfor kommer der først en omtale nu.

De 24 noveller kommer langt omkring, lige fra oversvømmelser, over tørke og ildstorme, til istid og alt der i mellem. Flere af forfatterne kendte jeg på forhånd, men der er også en række nye navne repræsenteret. Det er noget af det jeg holder af ved Science Fiction Cirklens antologier, at de også giver plads til upcoming-forfattere.

Bagerst findes en kort introduktion til hver enkelt forfatter.

Novellerne er generelt af høj kvalitet, og flere af dem giver stof til eftertanke. Jeg ved ikke, om det er upassende at sige, at jeg var godt underholdt under læsningen, men uanset er Komplekskuller en relevant udgivelse som er helt på højde med Science Fiction Cirklens anden klimaudgivelse i 2021: 48 timer i Massachusetts-havet.

En overgang af Jesper Goll
Forhenværende biolog Aksel Rose er en af de overlevende. Havene omkring Danmark er steget og har langsomt oversvømmet store dele af landet. Oveni har en influenza-epidemi krævet mange dødsofre. Vandet er begyndt at stige i hans stuelejlighed, så nu er han rykket op på 2. sal i bygningen, til en lejlighed hvis ejer er død. En dag begiver han sig længere ind i landet på jagt efter mad, men finder i stedet noget helt uventet.

Hobbyer af Lars Nisted
På en togtur forbereder Svend Holmstrup sig på et foredrag, han skal holde om aftenen. Han foretrækker fred og ro, og bliver derfor irriteret da en yngre kvinde sætter sig overfor ham. Det bliver dog ikke kvinden, der udøver de største forstyrrelser på togturen. En velskrevet og meget ubehagelig novelle, der udspiller sig i en fremtid, hvor atmosfæren er giftig og elektriske storme hærger.

Kuplen af Hanne Rump
Kasia bor alene med sin mor. Hendes far døde sidste år i en arbejdsulykke, mens han servicerede kuplen. Moren er taknemmelig for livet i kuplen, men Kasia er overbevist om, at der er noget fordækt ved farens død. Jeg kom til at tænke på Niels E. Nielsens roman Troldmandens sværd, og det er jo ikke en dårlig sammenligning.

Løbet ud i sandet af Sara Weisdorf
En ganske kort, nærmest bevægende novelle der udspiller sig i en verden ramt af tørke.

Klima Noir af Niels Kjærgaard
Jeg har efterhånden læst flere noveller af Niels Kjærgaard, og som oftest er han garant for en humoristisk fortælling med satirisk bid. Det er også tilfældet i den vældigt underholdende ‘Klima Noir’, hvor temperaturene har nået 90 grader, og folk er nødt til at bruge medicin eller implantater for at overleve. Her får privatdetektiven Jonny Stormlund til opgave at finde videnskabsmanden Karl Strøm, der tilsyneladende har opfundet en maskine, der vil medfører en katastrofe for samfundet.

Havudsigt af Rune Nyholm Nøhr
Havene er steget, og nu ligger Steins hus på en lille ø i stedet for på toppen af en bakke. En dag ser han en robåd, der kæmper sig over det oprørte hav. Ombord er en præst, og han har et overraskende spørgsmål til Stein. En novelle om at overleve klimakatastrofen med et uforudsigeligt twist til slut.

Bunker fem af Sofie Boysen
Pigerne Nina og Una er vokset op i Bunker Fem langt under jordens overflade, som er ramt af en ny istid. Bunkeren styres af den avancerede droide Q, som pigerne begge frygter. En dag sker der et uheld i bunkeren, og pludselig er Nina og Una de eneste tilbage sammen med butlerbotten Smiley og den frygtede Q.

Knappen af Maria Pilh Bengtsen
En tsunami truer med at udslette Danmark. En mand har mulighed for at redde Danmark – men med hvilke omkostninger …

Komplekskuller af C.C. Thybro
Astrid bor alene efter hendes forældres død. Hun lider af gigt, som gør at hun ikke kan bidrage med arbejde i komplekset, hvor hun bor. På nettet har hun fundet et fællesskab med andre, der som hun bliver betragtet som unyttige snyltere. Her forelsker hun sig i Tia, selvom de to aldrig vil kunne mødes. ‘Noget’ udenfor husene forhindrer nemlig folk i at gå ud. Titelnovellen er velskrevet og sørgeligt troværdig, for hvor meget overskud er der til at tage sig af de svage, når det gælder liv og død for flertallet?

Lortejob! af A. Silvestri
I 2047 er fortælleren i gang med at lave en bodycast, hvor der dykkes ned i fire af tidens lortejobs. De fordeler sig på servicemedarbejder ved et træningscenter, en inkassomedarbejder, en slags it-udvikler og en marinebiolog. Vi følger besøgene hos hver person, og deres jobindhold er ikke som nutidens. Som altid leverer A. Silvestri høj kvalitet. Her leger han med formen af fortællingen ved at skrive den som et manus. Jeg kan også godt lide den indirekte facon klimaændringernes konsekvenser beskrives på igennem kendte jobtypers nye indhold.

En opsang af Tim Sørensen
Den dansk-russiske Vasilij Jensen har i mange år forsøgt at råbe verdens magthavere op og få dem til at gøre noget ved klimaforandringerne. Nu har han mistet tålmodigheden. Under et foredrag truer han med alvorlige konsekvenser, hvis ikke verden sænker CO2-udledningen, stoppe skovfældninger, standse alle krige og forbyde fiskeri. Men er hans trusler bare varm luft?

Langtidshukommelse af Cindy Lynn Brown
Sol er rejst nordpå for at studere pizzlyer og forsøge at genskabe deres langtidshukommelse, der er forsvundet som et resultat af mange års ophobet mikroplast i bjørnenes kost. Men jo mere bevidst pizzlyen bliver, jo mere får Sol lyst til at komme væk fra glasboblen.

Til sidste dråbe af Andreas Olesen
Fortælleren er en ornitolog, der er sendt ud af Statens Genum Institut for at undersøge, om observationerne af en han-solsort er korrekte. I en tid hvor kønsbalancen er alvorligt forstyrret er handyr i fare for at uddø. En novelle der desværre slet ikke er så utænkelig, når man ser på nutidens faldende sædkvalitet.

Vandtæt af Sonja Winckelmann Thomsen
Stigende vandstand sender store dele af Danmarks befolkning på flugt. Mange søger tilflugt i Norge, hvor de indkvarteres i overfyldte flygtningelejre. Det er altid godt at forsøge at sætte sig i andres sted, og her giver Sonja Winckelmann Thomsen et bud på, hvordan vi danskere måske en gang får brug for andres hjælp. Og hvordan det er let at forfalde til at hade ‘de andre’ for at få det bedre med sig selv.

Vejrskifte af Gudrun Østergaard
I en verden plaget af alvorlige klimakonsekvenser rejser de allerrigeste jorden rundt foran tørkeperioder, regntid osv. for at nyde det bedste af alle verdener. Salima er en af disse privilegerede, og hun står foran at skulle gifte sig med Edwin, der ligeledes tilhører en af de gamle familier. Ved at lade Salima være fortælleren hører vi om katastroferne som ubelejligheder for Salima og hendes venner, som når de ikke kan få deres jordbær. Jeg blev nærmest rasende på personerne i fortællingen, og det er vel ikke den værste anbefaling. Gudrun Østergaard har tidligere skrevet om klimaet i novellesamlingen Ord har hærget, som bestemt også er værd at læse.

Den store mindedag af Jon Terje Østberg
Historiens fortæller er adfærdskonsulenten Martin Johansen. Han hjælper folk, der har det psykisk skidt. En dag ser han navnet Kai Werner Stellenberg på sit skema. Stellenberg var tidligere CEO for Nordisk Råstof, Olie og Metal, men hans symptomer er de samme som mange andre af Martins klienter. Der er flere gode overraskelser i Jon Terje Østbergs novelle, og jeg kan også anbefale at læse hans roman Tropika fra 2017.

Én nat på tre døgn af Rasmus Hebsgaard
En begivenhed har sendt jorden i en evig bunden rotation om Solen, således at 90% af overfladen potentielt bliver ubeboelig. Eskil Østergaard-Vig er folketingets formand, og historien udspiller sig, mens han afventer statsministerens beslutning for, hvad Danmark skal gøre. En lavmælt og lidt sørgmodig novelle som greb mig overraskende stærkt.

Koben af Helene Toksværd
Jeg-fortælleren står med et koben i hånden ved novellens begyndelse. Udenfor er heden ekstrem, men også i laden er varmen tæt. Fortælleren skal i gang med at slagte de sidste dyr, men tanker om frihed forstyrrer.

Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’ af Ea-Katrine Lystbæk Thomsen
Sarah er arkæolog. Mange af tidligere tiders fund er dog gået tabt gennem de sidste århundreders oversvømmelser og brande, så nutidens arkæologer må ty til affaldsdepoter i verdenshavene og afbrændte genbrugsstationer indlands. Der er ikke direkte fokus på klimaforandringerne i denne novelle. I stedet lader forfatteren os tænke selv, når Sarah fortæller om de forskellige fund og arkæologernes konklusioner. Det fungerer godt, og giver stof til eftertanke i forhold til ens eget forbrug.

Udenfor skyggen af Martin Møller Geertsen
I en fremtid er befolkningen opdelt i sletteboere og lysbyer. Førstnævnte bor under jorden og kan kun bevæge sig oppe, når solen er nede. De to grupper handler med hinanden. Bl.a. køber sletteboerne ilt i lysbyerne.

Æggebakkebjergene af J.M. Larsen
For at beskytte byen mod den stigende vandstand opførte regeringen for år tilbage en kæmpestor dæmning. I novellen beretter fortælleren om et forholdsvist begivenhedsløst liv under et styre, der langsomt bliver mere og mere totalitært i sine bestræbelser på at ‘tjene’ folket. Tankevækkende novelle, især set i lyset af den nuværende samfundssituation med Covid-19 og de mange debatter om, hvorvidt regeringen går for vidt i restriktioner m.m.

Nord af Trine J. Cederlöf
En stor del af verden ligger under vand. Forskeren Anna Tranenberg har fået bevilliget penge til en ekspedition til Svalbard i et samarbejde mellem fire nordiske universiteter. Hun har fundet nogle oplysninger i en gammel dagbog, som kan føre til et fantastisk fund – hvis de er korrekte. Vellykket novelle om tiden efter katastrofen med en slutning der lugter lidt af karma.

Tommelfjeld af Majbrit Høyrup
Ellen og Bjarke er ansat af Skandinavisk Raastofudvindning. De er blevet sendt til den lille ø Skágrund for at undersøge undergrunden for råstoffer. Skágrund er dog et specielt samfund, og der er særlige regler, der skal overholdes.

Under himlen, over jorden af Heidi Bobjerg
Da havene steg, blev det for risikabelt at bo i husene ved kysterne. Mange byggede derfor deres huse om, så de kunne flyve væk fra vandet. Novellen følger Inuk og Robin i deres hus på jagt efter et sted, hvor de kan tanke vand.

Om Komplekskuller:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 397 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Jesper Goll: En overgang
Lars Nisted: Hobbyer
Hanne Rump: Kuplen
Sara Weisdorf: Løbet ud i sandet
Niels Kjærgaard: Klima Noir
Rune Nyholm Nøhr: Havudsigt
Sofie Boysen: Bunker Fem 121
Maria Pilh Bengtsen: Knappen
C. C. Thybro: Komplekskuller
A. Silvestri: Lortejob!
Tim Sørensen: En opsang
Cindy Lynn Brown: Langtidshukommelse
Anders Olesen: Til sidste dråbe
Sonja Winckelmann Thomsen: Vandtæt
Gudrun Østergaard: Vejrskifte
Jon Terje Østberg: Den Store Mindedag
Rasmus Hebsgaard: Én nat på tre døgn
Helene Toksværd: Koben
Ea-Katrine Lystbæk Thomsen: Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’
Martin Møller Geertsen: Udenfor Skyggen
J. M. Jensen: Æggebakkebjergene
Trine J. Cederlöf: Nord
Majbrit Høyrup: Tommelfjeld
Heidi Bobjerg: Under himlen, over jorden
Om forfatterne

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

6 gode tegneserier

Fra Satankult til Kaossten

Her i efteråret er jeg ‘kommet til’ at købe lidt mange bøger og tegneserier med hjem, og jeg må konstatere, at jeg nok ikke får skrevet om dem alle sammen her på Gyseren. Derfor dette lille opsamlingsheat for gode tegneserier, der fortjener omtale.

Gode tegneserier

Homunculus 1: Slangeilden af Benni Bødker og Rune Ryberg

Der er kommet sprækker ind til Æterplanet. Virkeligheden er ved at gå i opløsning, og intet er længere, hvad det giver sig ud for at være…

Mød dr. HarryHausen, fanatisk bekæmper af falske medier, overnaturlige charlataner og esoteriske selskaber, og ved hans side Homonculus, hans hemmelige våben. Spørgsmålet bliver snart, hvor langt dr. Harryhausen er villig til at gå i kampen mod det okkulte og verdensomspændende Ashra-Selskab?

Tosset med tegneserier er fuld af superlativer: “Fantastisk underholdende … virkelig fremragende dansk tegneserie … en okkult delikatesse for fans af tegneserier.” Jeg kan kun være enig. Historien er både underholdende og spændende, og så er jeg vild med Rybergs tegninger.

Udgivet på forlaget Fahrenheit

Kaos-stenen 1: De blodige ruiner af Gabriel Katz og Stéphane Créty

Det mægtige imperium Nemes er rystet af oprør og må derfor lade alle træde i militærtjeneste. Også de velhavende. Det er sådan, at Navel og Araes, sønner af to adelige familier, der ellers ikke kender noget til krig og kamp, bliver udsendt til Enoch, “verdens ende”, Imperiets stille nordlige grænse. Men under en patrulje vækker de ved et uheld en gammel helligdom, som har været begravet i århundreder. Det ellers før så fredelige område vil snart blive til et helvede. Barbariske horder, ledet af en blodtørstig krigsherre, krydser samtidigt havet for at invadere landet. Det bliver starten på en krig, der vil strække sig til hjertet af imperiet, en nådesløs kamp for den absolutte kilde til magt: Kaos-stenen.

Litteratursiden beskriver historien som “et slags mash-up af det gamle romerrige og World of Warcraft” og roser den for at være “seriøs og ambitiøs rendyrket fantasy“. Jeg var i hvert fald super underholdt.

Udgivet på forlaget E-voke

H.G. Wells 1: Doktor Moreaus Ø af Dobbs og Fabrizio Fiorentino

H.G. Wells fantastiske univers vækkes til live i tegneserieform med disse fortolkninger af et udvalg af Wells klassiske historier. Første album, Doktor Moreaus ø, følger Edward Prendick, der efter et skibbrud i 1887 strander på en ø i Stillehavet. Her må han tilbringe grufulde måneder med visheden om Doktor Moreau, der på øen gør horrible forsøg med at omskabe dyr til mennesker.

Bibliotekernes lektørudtalelse roser historien for at være en: “trofast og meget underholdende bearbejdning af Wells’ klassiske roman“. Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind i E-vokes oversættelse af H.G. Wells serien.

Udgivet på forlaget E-voke

Kijara 3: Naids hemmelighed af Tatiana Goldberg

Kijara-serien finder sted i Union City, hovedstaden i en samlet europæisk union, hvor kontrolleret genetisk modifikation af mennesker er hverdag, og hvor uønskede borgere marginaliseres og fratages alle rettigheder. Naids hemmelighed er tredje album i serien. Kijara har lagt sin dysfunktionelle familie og sin fortid hos den kriminelle organisation Klanen bag sig, og hun begynder så småt at falde til hos politienheden Purge, hvor hun nu arbejder som agent. Men livet som både illegal og agent er ikke nemt, og ikke alle er lige klar til at acceptere hende i teamet. Midt i sin kamp med både træning, missioner og relationer hos Purge opdager Kijara, at hun ikke er den eneste, der har hemmeligheder. Hendes kollega Naid er vist ikke den, han giver sig ud for at være.

Jeg er bare vild med serien om Kijara, der både er spændende og veltegnet, så jeg kan kun være enig med bibliotekernes lektørudtalelse, der beskriver den således: “Karaktererne står usædvanligt stærkt, har psykologisk dybde og udvikler sig på realistisk vis gennem seriens nu tre album. Tegningerne er farvestrålende, men formidler samtidig fint det dystre univers. Layoutet er spændstigt og afvekslende. Den overraskende og spændende historie har både energi og fremdrift.

Udgivet af Comic Factory

Satankulten på Anholt / red. Anders Fjølvar

“Satankulten på Anholt” er en af de mest interessante nedslag i den danske kulturhistorie, skrevet og udført af Knud Langkow. Fra receptionen i Staten museum for kunst, sendte Langkow både hemmelige breve og satanmønter ud i det danske land, for at skabe illusionen om en aktiv satankult på Anholt.

”Satankulten på Anholt” er en hyldets antologi til Knuds livsværk, lavet med den største nysgerrighed på hvad en sådan kult ville foretage sig, hvis den fandtes i vores virkelighed.

Bidragsyderne er:
Sortsind, Kim Bjørnholt, Steven Plato, Martin Schjönning, Kim Wili Nielsen, Anders Fjølvar, Árni Beck Gunnarsson, Peter Keller Hansen, Bjarke friis kristensen, Jakob Rohde-Kappel, Mai Ulrikka Sydendal, Henrik Houmann Steensen, Peter F. Holm, Kristoffer Bavngaard Thrane, Søren Bang Nørgaard & Matias Gedtek.

Forside: Peter Snejbjerg. Bagside: Bjarke Friis Kristensen.

“Satankulten på Anholt” er endnu et vellykket kickstarter projekt fra det lille forlag Afkom. Hæftet består af meget forskellige 11 historier, og er ikke for de sarte. Men er du til sort humor med splat og vold, så får du nogle herlige timers underholdning.

Udgivet af forlaget Afkom

Esben er bitter 3: Bitterheden overvinder alt af Theis Christiansen

Det går ikke så godt med karrieren, kærligheden og livet for Esben Esmann, der nu mere eller mindre har affundet sig med at tilhøre segmentet: 40+, enlig og delefar. Han vil ikke erkende, at han hader sig folkeskolelærerjob; han vil ikke erkende, at han elsker sin ekskone, og han vil i hvert fald ikke erkende, at hans verden ligeså stille og roligt er begyndt at falde sammen om ørerne på ham. Men måske er fornægtelse den bedste strategi?

Ja, jeg ved godt, at tegneserierne om Esben hverken er horror, krimi, science fiction eller fantasy, men de er så herre-morsomme, at jeg er nødt til at nævne dem. Om 3. bind skriver Nummer9 bl.a.: “Esben er bitter [rammer] som tegneseriestribe et sted, hvor du som læser ikke helt ved, om du skal grine med eller af hovedpersonen – og det er godt ramt.”

Udgivet på forlaget Fahrenheit

Esben er bitter 3: Bitterheden overvinder alt af Theis Christiansen

Udenfor intet – Lige under overfladen 16 / red. Eddy Skovgaard

Udenfor intet - Lige under overfladen 16 / red. Carl-Eddy Skovgaard

For 16. gang udgiver Science Fiction Cirklen sin årlige antologi med nye danske science fiction noveller. I år er titlen Udenfor intet, og om indholdet skriver redaktør Eddy Skovgaard:

Du vil finde rumrejser, alternative virkeligheder, fremtidsscenarier, tidsrejsescenarier, parallelle verdener, aliens i forskellige sammenhænge, spekulativ fiktion og også noveller fra grænselandet mellem science fiction, fantasy og socialrealisme. (side 7)

Jeg er generelt rigtig glad for ‘Lige under overfladen’-serien, som jeg har læst med fornøjelse siden første bind i 2007. Jeg elsker konceptet, der præsenterer både nye og mere etablerede forfattere, og at der gives plads til et bredt spektrum af science fiction fortællinger. Det betyder, at der hver gang er nogle historier, jeg falder pladask for. Nogle historier der har fantastiske idéer. Nogle historier der er underholdende, selvom de måske er hørt før. Og nogle historier jeg ikke forstår eller ikke synes holder. Men jeg er altid spændt på at læse dem.

I Udenfor intet er de fleste af de 26 noveller heldigvis både underholdende og velskrevne. Jeg vil ikke omtale dem alle, men blot fremhæve nogle få historier.

Thomas Hverring har skrevet titelnovellen ‘Udenfor intet’, som er blandt mine favoritter. Her befinder vi os på en rumstation befolket af en gruppe forskere. Noget er sket med rumstationen, men hvad finder vi først ud af undervejs gennem tilbageblik, tanker og nutidig handling. Fortællerstemmen er speciel, og jeg skulle lige vænne mig til stilen, men herfra gik alt op i en højere enhed, og jeg gad virkelig godt se den som film.

En helt anden type historie er ‘Den lille Atomfysiker’ af Niels Kjærgaard. Her får Asger sættet Den lille Atomfysiker i julegave, men hans fætter Eskild vil også lege med. Historien er måske ikke vildt overraskende, men den er underholdende og Kjærgaard har en god form for humor.

Donald Trump har været skyld i mange ting. Jeg tror også, at han har været inspirationskilde til Johannes Lundstrøms novelle ‘Paranormal normalitet eller -?’ Her forsøger professor Finkelstein at få svar på, hvilke kræfter det er der styrer og forårsager uforklarlige hændelser i vores verden. Til at bevise dette har han opstillet et eksperiment, hvor han selv deltager.

En helt anden historie – og alligevel lidt i samme retning – er ‘Det du ikke ser’ af Tim Sørensen. Her hører vi teenageren Tessa, der bor på planeten Terra Nova. Et af de yderste fremspring i Hegemoniets ekspansion hvor man endeligt, efter 17 år, er klar til at åbne porten til Nexus, Galaksens største knudepunkt. Men noget andet har fundet vej til Terra Nova. Noget der har egne planer om ekspansion.

Jeg kunne også fremhæve den indledende ‘Kunsten at mærke en hval’ af Mette Markert, der fik mig til at tænke på tv-serien Firefly. Ikke så meget for den konkrete handling men for stemningen og den skæve besætning. Helle Perriers ‘Bobbys mange liv’ fik mig næsten til at tude, men jeg er også en nostalgisk hundeelsker. ‘Den romerske næse’ af Mariane Mide har en lidt anderledes indgang til tanken om designerbørn, som jeg fandt både underholdende og interessant. I ‘Frygt og lede i Korsbæk 2.0’ af Jon Terje Østberg er befolkningen opdelt i et A og B hold, og her får et besøg i en Matador temapark uventede konsekvenser for novellens hovedperson. Og så faldt jeg også for Dmitri Burdykins ‘En helt almindelig uge’, om Simon Bergman der pludselig føler sig hensat til filmen Groundhog Day.

Og jeg kunne nævne flere.

De 26 noveller i Udenfor intet spænder vidt, både hvad stil og tema angår. Men overordnet set er her endnu en gang tale om et spændende indblik i ny dansk science fiction, der giver stof til eftertanke, samtidig med at man bliver godt underholdt. Så jeg ser allerede frem til ‘Lige under overfladen 17’.

Om Udenfor intet:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 390 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kunsten at mærke en hval af Mette Markert
Human zero af Hanne Gasbjerg Hjulmand
De blå katte af Lilli Lund Christensen
Alex Sørensen show af Jakob Emiliussen
Jørgens drager af Jakob Drud
Kontakt af Jan Rasmussen
Den lille atomfysiker af Niels Kjærgaard
Paranormal normalitet eller – ? af Johannes Lundstrøm
Biohackerens frihedskamp af Maria Aagaard
2084 af Publius Enigma
Udenfor intet af Thomas Hverring
Uønskede elementer af Ellen Miriam Pedersen
Vi er to af Lars Behn-Segall
Shanty Town Copenhagen af Niels Christensen
Huskespil af Sara Buch
Det du ikke ser af Tim Sørensen
Travle bier af John Madsen
Den romerske næse af Mariane Mide
Håb af Thomas Nis Westergaard
Frygt og lede i Korsbæk 2.0 af Jon Terje Østberg
Sexlegetøj af Sinus Reuss
En helt almindelig uge af Dmitri Burdykin
Aftenstjernen af Lenka Otap
Bobbys mange liv af Helle Perrier
Robert af Helene Toksværd
Menneske først af Heidi Bobjerg

Lige under overfladen:

Evolution – lige under overfladen 15, 2020
Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Kentuki af Samanta Schweblin

Kentuki af Samanta Schwebelin

Kentuki er ikke mit første forsøg på at læse Samanta Schweblin. For nogle år siden udgav hun kortromanen Redningsafstand, som jeg synes lød utrolig interessant, men som jeg ikke rigtig kunne få hul på. Nu er den argentinske forfatter aktuel med en ny roman, og den er både let at læse og uhyre interessant.

Historien udspiller sig i vores tid eller meget nær fremtid. En ny slags fjernstyrede ‘kæledyr’ er ved at komme frem på markedet – kentukier. De er små bamser (eller andre dyr) på hjul med øjne og ører, der kan se og høre, men ikke tale. Bag hver kentuki sidder en anonym bruger, som styrer den lille bamse. Folk ved ikke, hvilken kentuki de køber adgang til, og ejerene ved ikke, hvem der styrer deres ‘bamse’.

Der er som udgangspunkt total anonymitet mellem de to, men allerede i valget om man vil være ejer (og dermed blive observeret) eller man vil styre (og dermed være den der observerer), ligger der et interessant valg. Som ejer kan du give en fremmed indblik i de allermest intime detaljer i dit liv, og samtidig være anonym. Og som styrer kan du udleve dine voyeuristiske tilbøjeligheder, men intet gøre ved de situationer, du oplever. Det medfører en række etiske dilemmaer, bl.a. at du ikke ved, hvem der styrer din kentuki. Det kan være hvem som helst. Din chef, din nabo, en pædofil …

Schweblins roman er nærmest en slags collage. En række korte kapitler der fortælles af forskellige stemmer. Dels af ejere og dels af fjernstyrere som befinder sig spredt over hele kloden. Vi svæver frem og tilbage mellem mennesker og steder og ender med et helstøbt billede. Samtidig kommer vi omkring førnævnte dilemmaer. En kendt kunstners kæreste bliver overbevist om, at hendes kentuki styres af en gammel gris. En fraskilt far bliver påduttet, at hans søn skal have en kentuki hjemme hos ham som en slags spion. En fattig, ung mand griber chancen for at tjene penge ved at aktivere kentukier og sælge spændende forbindelser for høje beløb.

Men der er også den anden side af voyeurismen, hvor menneskelig omsorg brænder igennem og et reelt forhold opstår mellem to ensomme mennesker på hver sin side af kloden.

I sidste ende løfter Schweblins roman dog en advarende finger. Vi skal passe på med ublu at hoppe med på al ny udvikling. For som Marie Louise Wedel Bruun skriver i Berlingske Tidende:

Det er ubetinget en farlig leg, men man sidder tilbage med en følelse af, at man selv kunne være hoppet med på den, for det er jo UDVIKLINGEN, ikke? Udviklingen, der bryder alle grænser ned. Fra nybyggede huse med kæmpestore vinduer til private mobilsamtaler i det offentlige rum, coronapas baseret på cpr-numre i stedet for et opkald til mobilnummeret, og smartphones der modtager målrettede reklamer efter endt snak eller websøgning. En kentuki opererer umiddelbart kun 1:1 og er forklædt som en uskyldig bamse, så du glemmer alvoren. Men hvad, hvis det var din chef, der havde licens til at styre den? Hvad, hvis det var din jaloux ekskæreste? Hvad, hvis det var en kriminel? Hvad, hvis det var en stat?

I en tid hvor mange uden mange overvejelser udstiller deres liv i offentligheden, lige fra tv’s reality-programmer om alt lige fra dating til at få hjælp til sin dårlige økonomi; over trangen til at eksponere alle oplevelser på Facebook, Instragram osv.; til professionelle influencers hvis karriere består i at lade andre følge deres liv (groft sagt), så er Kentuki en glimrende påmindelse til os alle om ikke at glemme vores sunde fornuft. Blot fordi noget er muligt, behøver man ikke gøre det.

Anmelderne skriver:

K’s Bognoter:
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet. […] Schweblin udfolder disse parallelle historier medrivende, og hun portrætterer sine personer fint og nuanceret. Og romanen viser sig da også hurtigt at handle mindre om futuristisk teknologi og meget mere om menneskers ensomhed og deres forfejlede forsøg på at erstatte savnet efter virkelige menneskelige kontakter med virtuelle relationer. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Forfatteren dykker ned i noget psykologisk interessant, hvor ensomhed og trangen til menneskelig nærhed og samvær fylder en del. Her har vi bare ikke at gøre med fysisk nærhed, men et samvær, der kan strække sig over kontinenter og alligevel skaber mere nærhed end det man har med sine nærmeste. Blandt andet er der historien om den ældre kvinde Emilia fra Peru, der som kentuki følger med i unge Evas liv i Tyskland. Emilia fatter hurtigt en moderlig ømhed for Eva, samtidig med at hun faktisk selv har en søn, hun kun taler i telefon med. Han er til gengæld kentuki for en anden ældre kvinde, som han beundrer og fortæller begejstret om til Emilias store fortrydelse. I helikopterperspektiv syner det jo både skørt og sørgeligt. (Læs hele anmeldelsen her)

Politiken:
Samanta Schweblin er en dejligt ondskabsfuld forfatter. På trods af at hun har udgivet bare to bøger internationalt, har hun allerede slået sit navn godt fast i store dele af den vestlige verden med sin lettere særegne og altid urovækkende litteratur. Hun er fantastisk dygtig til at manipulere med sine læsere, og det mener jeg i bedste forstand: Hvad hun end finder på, er hun simpelthen så meget i kontrol. I hendes litterære univers befinder katastrofen sig altid i detaljen, og så er hun ikke bange for at gøre læseren medskyldig i sine bøgers horror. […] Schweblin gør den teknologiske verden til en dyster drømmeverden, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen, så næsten ingen er i stand til at løsrive sig fra den. Det ubehagelige ved den bog er ikke kun, hvor grænseløse mennesker kan vise sig at være, men at man som læser pludselig også oplever sig selv som en voyeur, der nydelsessygt følger fremmede mennesker i deres hjem. Schweblin lukker læseren ind i en falsk tryghed og river så tæppet væk. Hun gør mareridt til virkelighed og graver dybt i menneskers længsel efter fællesskab og intimitet. Det er så sært og farligt, så banalt og smukt på samme tid. (Politiken, 2021-05-11. Anmeldt af Christian Johannes Idskov)

Information:
Det er et velkendt dramatisk greb at gøre fremtiden dyster ved at skrue op for teknologien. Tænk blot på Big Brother i Orwells 1984 eller den britiske tvserie Black Mirror, hvor enhver ny gadget er en trussel mod vores art. Med den slags kulturarv i baghovedet er det en overraskelse at læse den argentinskfødte, Berlin-bosiddende forfatter Samata Schweblins (f. 1978) tredje bog på dansk, Kentuki. For Schweblins roman om små fjernstyrede bamser med indbygget kamera kunne snildt føje sig til rækken af teknodystopiske værker. Kentuki deler endda grundelement med Kirsten Hammanns Se på mig fra 2011, hvor et kamera i en tøjbamse ikke ligefrem gør folk til bedre versioner af sig selv. I Kentuki sker ikke det omvendte, men noget helt andet. Den snyder mine forventninger til sci-fi ved at bruge genrekonventionerne til at stille skarpt på menneskelighed. […] I Kentuki er der også børneporno og trafficking, men det findes side om side med historier om folk bag og foran øjnene, der redder deres ‘ejere’ fra hjerteslag, og lærer hvad omsorg vil sige. Schweblins sætninger er utroligt præcise og næsten ordentlige, stringente. Hun styrer sine historier med hård pen, men lader moralerne forblive åbne. Med andre ord bliver mennesket hverken værre eller bedre af kentukierne. De viser os snarere, hvor afhængige vi er og bliver af hinanden. Teknologi eller ej. (Information, 2021-04-13. Anmeldt af Bodil Skovgaard Nielsen)

Om Kentuki:

Udgivelsesår: 07.04.2021
Forlag: Rosinante, 304 sider
Omslag: Ben Summers/Alette Bertelsen
Originaltitel: Kentukis
Oversætter: Liv Camilla Skjødt

Læs også:

The Circle af Dave Eggers
Endorfino af JG Gylling
Klara og solen af Kazuo Ishiguro
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Eksperimentet af Dean Koontz
Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma af Glen Stihmøe i De sidste kærester på månen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Det lille billede af A. Silvestri i Faderens sønner
Solens kerne af Johanna Sinisalo