september 2018
M T O T F L S
« aug    
 12
3456789
10111213141516
17181920212223
24252627282930
Arkiver

Indlæg tagget med ‘science fiction’

Autoritet af Jeff VanderMeer

Autoritet af Jeff VanderMeer

I Southern Reachs nedslidte forskningsfaciliteter studerer man Område X. Efter mange år med manglende resultater indkaldes en ny leder. Men hvem undersøger egentlig hvem? Autoritet er 2. bind i Southern Reach trilogien.

Jeg var vild med med første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, så jeg havde store forventninger til bind to. Måske lidt for mange, for da jeg begyndte at læse Autoritet, greb den mig ikke i lige så høj grad. Alligevel læste jeg videre, for slutningen ville jeg have med. Det var godt, jeg gjorde det. Sidste tredjedel er nemlig mindst lige så spændende som Udslettelse.

I første bind hørte vi om ekspedition nr. 12, der krydsede grænsen til Område X. Et område der er afskærmet fra omverdenen under påskud af et fejlslagent militærforsøg. I virkeligheden ved man ikke, hvad Område X er, selvom den videnskabelige institution, Southern Reach, i 30 år har studeret det. Og det er i Southern Reachs nedslidte og indskrumpede faciliteter, at bind to udspiller sig.

John Rodriguez, kaldet Control, er blevet indsat som leder i Southern Reach, efter at Direktøren forsvandt med ekspedition 12. Controls opgave er at effektivisere og få styr på institutionen, samt at danne sig et overblik over hvad Område X er. Det er ikke en nem opgave.

Dels modarbejder vicedirektøren Grace ham åbenlyst. Hun tror stadig, at Direktøren vender tilbage fra Område X. Dels er intet af materialet om området og ekspeditionerne digitalt. I stedet må Control læse optegnelser på papir, i logbøger og på tilfældige lapper og kvitteringer alt efter hvad Direktøren lige havde ved hånden, når hun ville skrive noget ned. Selv den ene væg på hendes kontor er overtegnet med notater og kort. Og endelig virker resten af staben underligt ude af sync, selvom de overfladisk set er venlige nok.

Control gør sit bedste, og særligt er han interesseret i at interviewe Biologen fra ekspedition 12. Hun vendte sammen med Antropologen og Topografen tilbage fra Område X uden at have nogen erindring om hvordan. Alligevel virker hun mere vidende end de to andre, og Control er ivrig efter at nå ind til hende.

Det er dog en kamp mod tiden, og Control udsættes ikke kun for chikane i den ene ende. Også hans kontakt i Central bruger beskidte tricks for at få oplysninger ud af ham. Og så er der selve Område X …

Som sagt blev jeg ikke grebet af Autoritet lige så hurtigt, som jeg blev af Udslettelse. Ikke desto mindre er her tale om en fremragende roman, som bliver bedre, jo længere ind i historien man kommer. Jeff VanderMeers beskrivelse af Control, der starter med de bedste intentioner, men snart bliver viklet ind i Southern Reachs betændte atmosfære, er fascinerende. Den forvrængning Område X udøver, strækker sig tilsyneladende helt ind bag Southern Reachs mure, og som læser invaderes vi ligeså usynligt som Control. Det er brandgodt udført.

Mod slutningen accelerer handlingen, og jeg sidder allerede som på nåle for at læse bind tre, Accept, som er sat til at udkomme til august.

Southern Reach trilogien hører til subgenren New Weird, der nedbryder grænserne mellem horror, science fiction og fantasi. Her bruges genre-klichéerne til at skabe ubehag fremfor sikkerhed, og læseren ved aldrig, i hvilken retning historien drejer.

Hvis du er til overraskende og foruroligende romaner, er Southern Reach trilogien et must. Også selvom bind to er lidt længe om at komme rigtigt i gang.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Autoritet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 362 sider
Omslag: Charlotte Strick
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Serie: Southern Reach, bind 2

Læs også:

Morf af Frank Brahe
Rakelsminde af David og Stephan Garmark
Samlerne af Michael Kamp
Ved vanviddets bjerge af H. P. Lovecraft
Udslettelse af Jeff VanderMeer

 

Mørke af Torben Pedersen

Mørke af Torben PedersenI 1500-tallet anklages en kvinde for hekseri og tortureres til døde. Hundredvis af år senere taler et barn med sin usynlige ven. Hvad har disse begivenheder med hinanden at gøre?

Jeg er så heldig, at jeg ind i mellem får tilbudt læseeksemplarer, og det var tilfældet med Mørke. Forfatteren Torben Pedersen spurgte, om jeg havde lyst til at læse en uudgivet debutant, der skriver science fiction i stil med Peter F. Hamilton. Det tilbud kunne jeg ikke modstå og fik kort efter tilsendt en ebog på 439 sider. Jeg er ikke altid så stor fan af digitale bøger –  jeg er lidt gammeldags og holder af følelsen af papir – men ikke desto mindre blev jeg lynhurtigt opslugt af historien, som overraskede mig positivt på alle parametre.

Mørke er – trods sin kompleksitet – velskrevet og sammenhængende, og er du til romaner om eksistens med sci-fi briller, så er den et rigtig godt bud.

For at starte med det faktuelle: der var et fåtal af korrekturfejl, og layoutet var umiddelbart let læseligt, hvilket man langt fra altid kan være sikker på hos debuterende forfattere. Jeg har efterfølgende købt paperback-udgaven via Amazon (ja, så god synes jeg, den er). Det er en ordentlig moppedreng trykt på A4-papir og med stor skrift. Bortset fra at den er tung, virker den til at være limet fint i ryggen, men jeg ville ønske, at der var trykt sidetal på siderne. Men alt i alt ok kvalitet uden at være prangende.

Og så til indholdet.

Romanen er opdelt i en prolog, syv bøger med titlerne: Ofret, Prædikanten, I al fortrolighed, Åndenød, Mørke, Arvetagerne og Resterne, og slutter af med en epilog. Hver bog er derudover inddelt i en række kortere kapitler, der ligeledes er navngivet, og enkelte af disse kapitler er ligeledes underinddelt.

Allerede her gik det op for mig, at Mørke er en ret kompleks roman på mange måder. Den springer i tid, sted og fortæller, og i begyndelsen havde jeg svært ved at regne ud, hvad der foregik. Historien starter tilbage i 1500-tallet med en hekseafbrænding, og så springer den frem i tiden uden nogen forklaring eller genkendelse i personer eller historie. Ikke desto mindre havde jeg lyst til at læse videre. Både for at finde ud af hvad der foregik, men i ligeså høj grad fordi romanen er skrevet i et velformuleret, troværdig og tidstypisk sprog, uanset om vi er i middelalderen eller fremtiden. Og så blev jeg bare grebet af stemningen.

Det er godt gjort af en debutant at have styr på så mange forskellige skrivestile, og ligeledes er jeg imponeret over, hvor godt styr Torben Pedersen har på de mange forskellige handlingstråde. Undervejs føres vi som sagt igennem flere århundreder, og store og små begivenheder fortælles i en – tilsyneladende – tilfældig rækkefølge. Som sagt var jeg til tider ganske meget i tvivl om, hvor romanen var på vej hen, men slutningen samler nok så nydeligt alle ledetråde og binder en smuk sløjfe af dem. Det er godt gjort.

Jeg har til gengæld svært ved at genfortælle ret meget af handlingen uden at ødelægge oplevelsen for andre. Jeg kan dog sige, at bogen handler om kontakt med andre væsener i universet, som i tusindvis af år har holdt øje med menneskeheden. De ønsker at finde ud af, om vi vil møde universet med ødelæggelse eller fred, og har derfor sendt en observatør til jorden. Men hvordan kommunikere man overhovedet med andre væsener? Og selv når det lykkes at få et budskab igennem – hvordan opfatter vi det så?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Dæmonens bagdør af Nils Hoffman, som jeg kaldte velskrevet dansk science fiction af international klasse. Nu skal der jo ikke gå inflation i den betegnelse, men faktisk synes jeg, at Mørke fortjener samme prædikat. Mørke er dog noget mere dyster og tankevækkende. Her er ikke hæsblæsende action, men i stedet fascinerende eftertænksomhed. Også selvom Mørke slet ikke er en blodfattig oplevelse, idet her beskrives flere temmelig voldsomme begivenheder undervejs.

Torben Pedersen gør meget ud af at få sin kulisse til at fremstå troværdig, og han introducerer flere sci-fi gadgets undervejs. Det bliver dog aldrig for teknisk eller detaljepræget. I stedet underbygger det fortællingen, og giver samtidig stof til eftertanke. F.eks. bruger alle R-linser, som giver mulighed for at få læst alle bøger på alverdens sprog op, uanset om man kan tale det eller ej. Eneste problem er, at der er lagt censur i linserne, så børn får en korrigeret version af bøgerne, og heller ikke voksne har adgang til alt. Så hvis man vil opleve sand adgang til litteraturskatten, er man stadig nødt til at lære at læse de enkelte sprog. Men hvem gider det, når man tilsyneladende får alt serveret?

En anden opfindelse er biocomputeren, som alle får ved 15-års alderen, når hjernen er ved at være færdigudviklet. Med BC’en kan man slå alt op, optage samtaler, se film eller opleve dem i 3D osv. Til gengæld har andre også altid mulighed for at se, hvor man befinder sig, for med sin BC, er man altid online.

Mørke var en fascinerende og til tider udfordrende læseoplevelse. Som læser skal man holde tungen lige i munden, og ikke forvente at man forstår alt med det samme. Til gengæld er slutresultatet både tilfredsstillende og overraskende. Jeg kan kun give den en stor anbefaling og opfordre alle der fascineres af temaer som eksistens, menneskehedens fremtid og velskrevet science fiction til at læse den.

Tak til Torben Pedersen som har foræret mig læseeksemplaret.

Om Mørke:

Udgivelsesår: 2018

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Kolonien af Pierre Robert
Faderens sønner af A. Silvestri

Udslettelse af Jeff VanderMeer

Udslettelse af Jeff VanderMeer“Da Område X opstod, herskede der uklarhed og forvirring, og det er stadig et faktum, at der ude i verden ikke er ret mange mennesker, der ved, at det eksisterer. Regeringens version af begivenhederne betonede, at det var en miljøkatastrofe inden for et begrænset område, der skyldtes militærets eksperimentelle research. Denne historie sivede ind i den offentlige sfære over en periode på adskillige måneder, så nyheden – som anekdoten om frøen i gryden – trængte ind i folks bevidsthed gradvis som en del af den daglige overmætning af mediestøj om konstant økologisk ødelæggelse. Efter et par år var det blevet et domæne for konspirationsteoretikere og andre yderliggående elementer. Da jeg meldte mig frivilligt og blev sikkerhedsgodkendt, så jeg kunne få syn for sagen, figurerede tanken om ‘Område X’ i mange menneskers hoved som et dystert eventyr, noget, de ikke havde lyst til at tænke særligt meget over. Hvis de overhovedet tænkte på det. Vi havde så mange andre problemer.” (s. 108-109)

Biologen er en af fire kvinder, der deltager i den 12. ekspedition ind i Område X. Bag ekspeditionerne står en hemmelig regeringsorganisation ved navn Southern Reach. Kvindernes mission er enkel. Fortsæt undersøgelsen af de mystiske ting, der finder sted i Område X. Fortsæt kortlægningen af området. Beskriv alt af interesse. Dog skal al dokumentation foregå i papirlogbøger, og for at undgå kontaminering er al kontakt ud af zonen forbudt.

Allerede få dage inde i ekspeditionen finder gruppen en underjordisk konstruktion, der ikke er opført på deres kort. På trods af at den er underjordisk, bliver biologen ved med at tænke på den som ‘Tårnet’. Biologen og topografen går ind for at undersøge tårnet, og herinde opdager de en endeløs række af sætninger, der tilsyneladende er skrevet med levende organismer.

Hvad gemmer sig i tårnet? Hvad er Område X? Hvad er der sket med de tidligere ekspeditioner? Og vil nogen af de fire kvinder overleve?

Udslettelse er første bind i Jeff VanderMeers Southern Reach trilogi, og sikke en start. Jeg blev suget ind i romanens univers allerede fra første side, og må indrømme at jeg sjældent har oplevet noget lignende. Vi efterlades med flere spørgsmål end svar på, hvad Område X er. Selvom tingene overfladisk set virker normale, emmer stedet af gru. Dyrene har foruroligende træk. Personerne kan ikke stole på deres sanser, og en for en bukker de under for presset.

Biologen, som er romanens fortæller, har sine helt personlige grunde til at deltage i ekspeditionen. De grunde løftes sløret for i en række tilbageblik, som vi får sideløbende med hendes logbogsoptegnelser. De øvrige personer ser vi kun gennem biologiens blik og ved således ikke, hvad deres tanker og bevæggrunde er. Et skriveteknisk kneb der er med til at skabe suspense i fortællingen, som på overfladen ikke indeholder en masse action. Men akkurat som Område X gemmer sine hemmeligheder under overfladen, så er Udslettelse næsten et langt tilbageholdt åndedræt. En kæmpe anbefaling herfra.

Udslettelse er filmatiseret i 2018 med Alex Garland (Ex Machina, 2014) i instruktørstolen. Jeg så filmen, før jeg læste bogen, og også filmen er en speciel oplevelse. Dog synes jeg, at bogen langt bedre beskriver Område X, så læs den først.

De øvrige bøger i triologien er Autoritet og Acceptance (pt. ikke oversat til dansk)

Besøg Jeff VanderMeers hjemmeside

Om Udslettelse:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Rosinante, 220 sider
Omslagsillustration: Eric Nyquist
Southern Reach trilogien, 1

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Det tredje testamente af Christopher Galt
Varslet af Liz Jensen
Dark Matter af Michelle Paver
Udryddelsen af Kazuaki Takano

 

Tidsparken af Christopher Priest

Tidsparken af Christopher PriestTidsrejser, samfundskritik og overførsel af bevidsthed er blandt temaerne i Christopher Priests novellesamling Tidsparken. Udgivelsen hører til Science Fiction Cirklens serie ‘Internationale topnavne’, og et kig på Priests forfatterskab afslører da også, at han har modtaget et hav af priser samt endnu flere nomineringer.

Nærværende samling indeholder et udvalg af Priests noveller udgivet fra 1971 (”Hukommelse og straf”) til 2009 (”Futouristic.co.uk”), samt et uddybende efterord af Niels Dalgaard der sætter forfatterskabet i perspektiv.

Bagsideteksten afslører, at Priest tilhører den nye bølge indenfor britisk science fiction, og altså ikke er så teknologisk fascineret men har en mere humanistisk tilgang til genren. Når han f.eks. i ”Hukommelse og straf” skriver om en politisk fange, der får overført sin bevidsthed til en computer for at få ‘korrigeret sin opførelse’, er det derfor ikke teknologien, der er interessant, men fangens reaktioner og opførsel på korrektionen.

Helt uden teknik og videnskab er novellen ”En nøgen kvinde” fra 1974. Novellen udspiller sig i et samfund, hvor der er langt flere mænd end kvinder, og hvor kvindens rettigheder afhænger 100% af hendes moralske opførsel – hvis standard naturligvis er blevet defineret af mænd. Hovedpersonen har været sin mand utro, og som straf skal hun være nøgen, hver gang hun bevæger sig ud i samfundet. Oven i købet er det tilladt for mænd at voldtage hende, men ikke at hjælpe hende, så længe hun er nøgen. Novellen er stærk samfundskritisk men – desværre – stadig aktuel, for mens jeg skriver denne anmeldelse, kører #metoo kampagnen på de sociale medier.

Selv i novellen ”Tidsparken” hvor rejser i tid ikke blot er muligt, men bruges så folkeligt som til søndagsudflugter, er det hverken tidsparadokser eller hvordan det er teknisk muligt, Priest beskæftiger sig med. I stedet er fokus på, hvad tiden gør ved hovedpersonen – hvordan tiden ændrer vores identitet. Oveni laver Priest i denne novelle en periodekrølle. For selvom man kan sende rumskibe af sted, kører man i f.eks. i hestevogne og hovedpersonens nutid beskrives i det hele taget meget victoriansk.

Jeg er en doven læser, og det er desværre ikke særlig tit, jeg læser ikke-oversat science fiction. Derfor er jeg glad for Science Fiction Cirklens serie med udgivelser af internationale forfattere, vi ellers ikke ser på dansk. Christopher Priest er således et spændende bekendtskab, og flere af novellerne greb mig straks. Alligevel må jeg nok indrømme, at enkelte af novellerne var lidt for æteriske efter min smag og blev først forståelige, efter at jeg havde læst Niels Dalgaards efterord, som sætter dem i kontekst med genrens temaer og problematikker. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men det kan være en ‘show stopper’, hvis man ikke er forberedt.

Hvis man er til science fiction med fokus på science er Christopher Priest ikke manden. Er man til gengæld til udforskning af menneskelig identitet, politiske problemstillinger og tid som tema, så er han et rigtig interessant bud. For mig har Tidsparken i hvert fald været en spændende tur ind i et anderledes, men fascinerende forfatterskab, jeg gerne vil udforske nærmere.

(anmeldt til Himmelskibet.dk)

Om Tidsparken:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 259 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Blår af Hugh Howey

Blår af Hugh Howey

Spændende og underholdende post-apokalyptisk thriller hvor sandheden måske er mere ødelæggende end løgnen?

Hundredvis af år ude i fremtiden har en ukendt katastrofen lagt jorden øde og gjort atmosfæren giftig. Kun en lille rest mennesker har overlevet inde i en gigantisk underjordisk silo. De lever et nøje tilrettelagt liv, hvor ens etage i siloen mere eller mindre bestemmer ens job og fremtid. Al tale om verden udenfor siloen er forbudt, og drister nogen sig til det alligevel, venter rengøringstjeneste. En envejs-billet udenfor for at rense linserne på de kameraer der er eneste forbindelse til omverdenen.

Da sherif Holsten frivilligt melder sig til rengøringstjeneste, skal der findes en ny sherif. Det er borgmesterens pligt at udpege en ny, og hun vælger overraskende en mekaniker fra de nederste etager, på trods af at it-afdelingens chef har kørt sin egen favorit i stilling.

Men valget af den uventede sherif skyder en række tragiske begivenheder i gang, og pludselig er siloen ikke det trygge hjem, den før var. Gamle hemmeligheder og chokerende løgne dukker op til overfladen, og spørgsmålet om, hvad der egentlig er udenfor, kan ikke mere ignoreres.

Blår er første del i Hugh Howeys ”Silo”-serie. Romanen består af fem dele: Holston, Maskespil, Aflukning, Optrevling og Sammensyning. Howey udgav oprindeligt Holston som en selvudgivet kortroman. Men fans krævede en fortsættelse, og så fulgte de øvrige dele som han skrev løbende. I 2012 skrev Howey så kontrakt med forlaget Simon og Schuster, og i dag er serien en international bestseller, der er udkommet på 40 sprog, og hvis filmrettigheder er blevet købt af Ridley Scott.

Jeg forstår godt, at seriens fans forlangte mere efter Holston. Historien er elementært spændende og samtidig let fortalt, så jeg lynhurtigt strøg igennem de 614 sider. Persontegningerne er måske nok ikke så dybe, men til gengæld er siloen et unikt setup, som vi langsomt får et fascinerende – og skræmmende – indblik i.

F.eks. er man i siloen nødt til nøje at overholde status quo for at samfundet kan fortsætte. For at undgå overbefolkning har man derfor indført et lotteri, så når der dør en person, kan et par vinde muligheden for i et år at forsøge at blive gravide. En anden detalje er it-afdelingen, som indtager en helt speciel stilling i det lukkede samfund. Og så er der de små drys fortid, der stadigvæk findes på trods af tabuerne – bl.a. slidte billedbøger fulde af fantasidyr som elefanter!

Den danske titel Blår er yderst rammende med sin tvetydighed. Blår kan både betegne en slags garn, der bruges til rengøring, men det bruges også i vendingen ”at stikke folk blår i øjnene”, som betyder at bedrage folk. Og med sin langsomme afsløring af, at sandheden om siloen langt fra er enkel, må vi sande at forside-teksten har ret: ”Hvis ikke løgnene slår dig ihjel, så gør sandheden”.

Blår efterfølges af Shift og Dust, der endnu ikke er oversat til dansk.

Andre romaner i samme stil er f.eks. Under ensomme stjerner af Kate Ling, som udspiller sig i et rumskib på en 800 år lang rejse, samt naturligvis Brian W. Aldiss’ debutroman Non Stop fra 1958.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Blår:

Udgivelsesår: 01.02.2018
Forlag: Dreamlitt, 614 sider
Omslag: Emma A. Mowinckel

Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann

Dæmonens bagdør af Nils HoffmannTopunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse

I 2064 står Akademiet, en kunstig superintelligens der angiveligt sørger for sikkerheden på jorden, overfor et angreb. En virus spreder sig både blandt menneskene og på nettet, og hvis ikke virussen stoppes, er jordens fremtid dyster.

Alt det ved Martin Møller, en freelance programmør som arbejder på en open source kunstig intelligens, ikke noget om. Han er ved at planlægge sin 40-års fødselsdag om et par uger, da hans personlige assistent – den virtuelle ‘bot’ Meyer – går ned. Uden bot kan han ikke arbejde, så i stedet for selv at kode en ny, som han gjorde med Meyer, bestiller han en standard AIWare. Til sin store overraskelse får han i stedet for gravhunden Sokrates, der viser sig at have langt større evner, end den burde have.

De evner får Martin brug for, da hans kæreste Maria kommer i problemer. Hun skylder penge til den russiske mafia, som kidnapper hendes datter for at tvinge hende til at betale. Martin gør sit bedste for at hjælpe, men pludselig er de på flugt med den russiske mafia i hælene.

Oveni bliver Martin også involveret i et opgør med den japanske organisation Yakuzaen. Et højtstående medlem er blevet myrdet, men når kort før sin død at give sin søn en kryptisk besked om en Dæmon, der skal udslettes.  Men hvad er det for en dæmon? Har Akademiet noget med det at gøre? Og hvor kommer Sokrates egentlig fra?

Dette korte referat er langt fra fyldestgørende for handlingen i Dæmonens bagdør, som er topunderholdende og velskrevet dansk science fiction af international klasse. Handlingen lyder umiddelbart kompliceret, og jeg må indrømme, at da jeg først hørte om plottet, var jeg lidt overvældet af de mange handlingstråde.

Men – Nils Hoffmann har styr på ‘sit shit’, og trods de mange sideplots føltes historien aldrig overfyldt. Hoffmann styrer fortællingen stramt, med både humor og spænding, og som læser glider man lige ind i universet.

Jeg var også på forhånd lidt nervøs for science-delen, for selvom jeg holder meget af at læse science fiction, har jeg ikke spor forstand på kunstig intelligens eller teknologi i det hele taget. Også den bekymring røg dog hurtig i skammekrogen. Efter få sider faldt fagtermerne naturligt ind i fortællingen, hvis fremtidsscenarium virker fuldt troværdig for denne læser.

Sprogligt synes jeg også, at Dæmonens bagdør holder. Hoffmann er ikke en fintunet sprogækvilibrist, men skriver actionfyldt og letforståeligt, samtidig med at han formår at skabe nogle overbevisende scenarier. Og så er jeg vild med den humoristiske undertone, som ind i mellem titter frem, særligt når gravhunden Sokrates med smag for dansktop-sange er på færde.

“Et stort bibliotek af filmklip ordnet på marmorreoler tonede frem foran ham. Han kom i tanke om at han stadig ikke havde nogen personlig assistent. “Tastatur!” Et gammeldags tastatur voksede frem foran ham. Uden en assistent var det nemmere at lave en tekstsøgning. Han var i gang med at taste da han hørte lyden af hundepoter mod et marmorgulv!
‘Hvad sker der, Mester?’ Sokrates gik og snuste til filmene på den nederste hylde.
‘Hvad fanden!’
‘Nej, Sokrates er navnet, Mester.’
‘Jamen, du er jo slettet!’
‘Jeg er tilbage fra den virtuelle hundehimmel. Bye, bye, recycle bin. Himmelhunden glammer. Jeg kysser himlen farvel og vender hjem.’
Martin grinede. ‘Du er det mest stædige stykke software jeg har mødt. Men siden du er her kan du finde filmen Cheerleader Maria! Jeg har selv optaget den.’
‘Video, video!’ bjæffede Sokrates kort og mindre end et sekund senere dukkede en virtuel skærm op foran Martin.” (s. 62-63)

Til slut vil jeg også fremhæve Tatiana Goldbergs illustrationer. Hvert af de fire overordnede kapitler indledes af en illustration, som passer perfekt til bogens stemning. Illustrationerne er også blevet til den bogtrailer, der kan ses herunder.

Som det forhåbentlig fremgår, er jeg meget begejstret for Dæmonens bagdør, og kan kun anbefale den. Lad dig ikke afskrække af de umiddelbart mange handlingstråde eller de tekniske fagtermer, for så snart du begynder læsningen, starter underholdningen og alle bekymringer er spildte. Og selvom romanen har en slutning, håber jeg på, at Dæmonens bagdør ikke bliver den eneste fortælling om Martin Møller og Sokrates!

Tak til forlaget Spitzen som har sponseret læseeksemplaret.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside

Om Dæmonens bagdør:

Udgivelsesår: marts 2018
Forlag: Spitzen Publish, 524 sider
Omslag: Tatiana Goldberg


Læs også:

Ready Player One af Ernest Cline
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen

Lyset fra de faldende stjerner af Kate Ling

Lyset fra de faldende stjerner af Kate LingSeren er født på rumskibet Ventura, der i 84 år har rejst ensomt gennem stjernerne på vej mod stjernesystemet Epsilon Eridani. For at rejsen skal lykkes, er der meget strenge regler ombord på Ventura. Regler som Seren brød i Under ensomme stjerner. Seren forelskede sig nemligt i den to år ældre Domingo, selvom hun havde fået tildelt den jævnaldrende Ezra som livspartner.

I slutningen af første bind af Ventura-sagaen flygtede Seren og Dom fra Ventura sammen med Ezra og Doms kusine, Mariana. De forsøgte at nå planeten Huxley-3, som har de rette betingelser for liv. Det lykkedes dem at nødlande på planeten, og her starter Lyset fra de faldende stjerner.

Seren, Dom, Ezra og Mari overlever nødlandingen, hvor deres kapsel lander i havet tæt på en lille ø. Det lykkes dem at komme i land og de får også oprettet en lejr, men selvom Huxley-3 kan opretholde liv, eksisterer det dog endnu kun på mikrobestadiet. Der er dog planter, og ved hjælp af ‘trial and error’ finder de frem til planter, de kan spise.

Dermed er de dog ikke reddet. Som tiden går bliver vejret dårligere, og det bliver sværere at finde mad. Samtidig kommer på Ezra og Seren alvorligt til skade, da de rammer et rev under en svømmetur. Mod alle odds overlever de dog begge. Så opdager de et stærkt signal, der kommer fra fastlandet, og de fire unge beslutter at forsøge at nå frem til signalet. De vil under alle omstændigheder ikke overleve længe på øen, nu hvor maden er sluppet op.

De når med nød og næppe frem til fastlandet, og her venter en kæmpe overraskelse. Ikke mindst for Seren.

Jeg var godt underholdt af første bind af Ventura-sagaen, selvom Kate Ling lod Seren og Doms kærlighedshistorie fylde en del. Så jeg havde glædet mig til at læse Lyset fra de faldende stjerner.

Første halvdel hvor de fire unge er på øen og kæmper for at overleve, lever efter min mening helt op til Under ensomme stjerner. Selvom Seren og Doms kærlighed fylder noget, så er fokus på overlevelse. På hvordan det er for første gang at mærke vinden og regnen og at svømme i et rigtigt hav i stedet for en swimmingpool. På dynamikken mellem de fire personer. På at vide at selvom de nu er frie for samfundets regler, så er de alligevel fanget.

Da gruppen når til fastlandet, ændres præmisserne. De står i en ny situation, som åbner for mange spændende muligheder, men i stedet for kommer kærlighedshistorien til at fylde alt for meget. I hvert fald efter min smag.

Ventura-sagaen er underholdende young adult, som blander kærlighed og kampen for overlevelse med elementer af science fiction. Selvom jeg ikke er ubetinget begejstret for Lyset fra de faldende stjerner, så åbner slutningen dog for, at bind tre kan komme tilbage på sporet, så jeg vil alligevel se frem til at få slutningen på Serens fortælling. Og formentlig vil målgruppen være langt mere begejstret for bind to, end jeg er, så giv den bare en chance.

Om Lyset fra de faldende stjerner:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gads Forlag, 321 sider
Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet.dk efter originalomslag
Original titel: The Glow of Fallen Stars

Ventura-sagaen:

Under ensomme stjerner, 2017
Lyset fra de faldende stjerner, 2018

Ready Player One af Ernest Cline

Ready Player One af Ernest ClineI en verden hvor sult og fattigdom er reglen snarere end undtagelsen, er det virtuelle univers OASIS tilflugtssted for alle, som kan skrabe penge nok sammen til et visir. Det gælder også for den forældreløse Wade, som hutler sig gennem tilværelsen og drømmer om at blive den, der finder Hallidays ‘æg’. Da grundlæggeren af OASIS, James Halliday, døde, efterlod han nemlig et anderledes testamente. OASIS samt hele Hallidays formue tilfalder den, som kan løse en række gåder, der er gemt rundt i OASIS.

Wade – eller Parzival som han kalder sig i OASIS – er dog langt fra den eneste, der leder efter ægget. Over hele verden har ‘jæggere’ kastet sig ind i jagten, og også den multinationale koncern Innovative Online Industries, IOI, håber på at finde ægget. Faktisk bruger de alle midler, for den som vinder OASIS får nærmest ubegrænset magt.

Selvom Wade er en enspænder, har han dog også et par venner. I OASIS hænger han tit ud med Aech, som også er inkarneret jægger. Og da det lykkes for Wade at løse Hallidays første udfordring, møder han Art3mis, hvilket fordobler hans vennekreds.

Men IOI er lige i hælene på Wade, og snart er udvikler jagten sig til en dyst på liv og død.

Lad det være sagt med det samme. Jeg var vild med Ready Player One. På trods af at jeg er meget lidt interesseret i computerspil, så var de 634 sider ikke én side for meget. Jeg blev lynhurtigt fanget ind af historien, og Ernest Cline får den virtuelle verden til at fremstå troværdig og forståelig. Der er ingen tvivl om, at levede jeg i Wades verden á la 2045, ville jeg også hellere tilbringe min tid i en virtuel virkelighed. For det er garanteret ikke en tilfældighed, at OASIS eller Ontologically Anthropocentric Sensory Immersive Simulation som akronymet står for, på engelsk betyder oase.

Ready Player One er fyldt med referencer til film, spil og musik fra 1970’erne og 1980’erne. OASIS grundlæggeren Halliday var bidt af den periode, så for at kunne løse hans opgaver er jæggerne nødt til at sætte sig grundigt ind i den tid. Da jeg selv har været barn og ung samtidig, er det sjovt at genkende de mange referencer. Men – da Cline bruger samme 80’er tema i romanen Armada, som jeg læste for ikke så længe siden, så føles det ikke helt så sjovt denne gang. Det er dog ikke noget, som ødelægger læseoplevelsen. Det giver bare ikke helt samme sjove pust som i Armada.

Da her er tale om en ungdomsroman, er slutningen ikke den helt store overraskelse. Ikke desto mindre er vejen dertil både underholdende og til tider endda temmelig nervepirrende. Jeg var godt underholdt under læsningen, og kan kun anbefale Ready Player One – også selvom du ikke er computernørd eller var ung i 1980’erne 🙂

Steven Spielberg står bag filmatiseringen af Ready Player One, som havde premiere d. 29. marts 2018. Jeg har ikke fået set filmen endnu, men brugerne på IMDB.com har ratet den til 7.8. Noget tyder således på, at Spielberg ikke har skudt helt ved siden af.

Tak til forlaget Tellerup som har sponseret læseeksemplaret

Om Ready Player One:

Udgivelsesår: 2013/2018
Forlag: Tellerup, 634 sider
Omslag: Warner Bros. Entertainment Inc.

Læs også:

Armada – spillet om jorden af Ernest Cline
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Metrozone af Søren Mosdal

Colombia af Morten Thor Hansen

Colombia af Morten Thor HansenUnderholdende, men lidt lang science fiction thriller, hvor et meteornedslag i Colombia i 1974 får betydning i nutiden

I sit forord fortæller forfatteren, hvordan der i 1974 blev observeret én stor og flere mindre ildkugler over den nordlige del af Sydamerika. Den store meteor faldt formentlig ned i den colombianske jungle. Det mærkelige var, at den ikke efterlod et synligt nedslag, som man f.eks. så i 1908 i Tunguska, Sibirien. Colombia er Morten Thor Hansens bud på, hvad der egentlig skete den junidag i 1974.

Nogle colombianske plantagearbejdere finder i august 2016 et mærkeligt objekt, der ligesom en muldvarp ser ud til at have gravet sig ud af jorden. Politiet bliver tilkaldt sammen med arkæologen dr. Luis Moreno. Men da de ankommer til plantagen, bliver gruppen overfaldet af et ukendt dyr, som dræber flere af plantagearbejderne. Det lykkes dog Moreno at slippe væk og få objektet med sig. Under senere undersøgelser bliver også han dog slået ihjel af det ukendte væsen.

Få dage efter bliver professor ved George Washington Universitetet, John Archer, opsøgt af Secret Service. De har en opgave til ham fra præsidenten, Phil Boomer. Archer, som er arkæolog og ekspert i lingvistik, bliver bedt om at samle et team og tage til Colombia. Her skal han finde ud af, hvem der dræbte Moreno, OG finde ud af hvad det mystiske objekt er.

Det viser sig dog at være lettere sagt end gjort. Narkobaroner og oprørssoldater fra FARC udgør en fare i den colombianske jungle, ligesom intriger og skjulte magtkampe hjemme i USA bringer farlige, nye spillere på banen.

Uvidende om alt dette forsøger Archer og gruppen at finde frem til nedslagsstedet efter 1974-meteoren. Det lykkes, men en næsten ufattelig hemmelighed gemmer sig i tvillingevulkanernes skygge.

Colombia er en underholdende science fiction thriller med masser af action. Historien fortælles kronologisk fremadskridende men fra flere forskellige synsvinkler, så der konstant opstår små cliffhangers i fortællingen.

Det virker til, at forfatteren har researchet grundigt og gerne vil have alle detaljerne med. Det er ofte interessant, men det gør også, at romanen til tider føles lidt langtrukken på trods af den actionfyldte handling. For eksempel møder John Archer tilfældigt møder Charlotte Holm-Nielsen, hovedpersonen fra forfatterens første roman. Hun spiller ingen rolle i Colombia, men vi får lige et kort rids af handlingen i  Bernsteins hemmelighed.

Ikke alle sidehistorierne er lige så uvedkommende som nævnte eksempel, og generelt sørger de mange handlingstråde for både kontant spænding og en stigende grad af suspense. Så trods af min anke er Colombia spændende læsning, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset, hvordan de mange tråde blev samlet til sidst. Og det giver ekstra point hos mig.

Om Colombia:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Löwe, 495 sider
Omslag: Morten Thor Hansen

Læs også:

Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Kolonien af Pierre Robert
Sin egen tanke af Jan Venzel Nielsen

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper Endelt

Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve af Kasper EndeltDen 20. juni 2066 blev jorden invaderet af Nutavranerne, en fremmed race som menneskene kun lige havde opdaget. Nutavranernes overlegenhed tvang jordens militær i knæ, og man forsøgte at redde sig ved at bruge atomvåben mod fjenden. Det mislykkedes.

En soldat ved navn Conrad Salkor sætter sig i spidsen for en modstandsbevægelse, der fortsat kæmper mod fjenden. På et tidspunkt får menneskene kontakt til Den Universelle Alliance, der består af 40 forskellige racer. Med deres hjælp lykkes det menneskene at bekæmpe Nutavranerne. Men der er også andre krige at udkæmpe, og Conrads søn Dronik viger ikke tilbage for en udfordring.

Den universelle Alliance: Kampen for at overleve er første bind i en serie skrevet af den unge, autistiske forfatter Kasper Endelt. Endelt har en god fantasi, og fortæller en historie fyldt med action og heltemod. Stilen er meget refererende, så det føltes lidt som at læse et filmmanuskript, hvor scenen først beskrives efterfulgt af personernes replikker. Det får desværre historien og personerne til at fremstå unuanceret og uden dybde, hvilket gør det sværere at leve sig ind i fortællingen.

Der er i det hele taget lidt B-films stemning over plottet, som ikke altid hænger helt logisk sammen. Hvorfor vil jordens ledere f.eks. atombombe deres egne lande? Hvorfor vælger Conrad at starte sin modstandsbevægelse i Spanien? Hvis samfundet er stort set brudt sammen, hvorfor sender BBC så en journalist ud for at følge Conrad? Under hvilken invasion er det, Dronik finder kontaktinformationen til Den Universelle Alliance? Og hvordan kommer menneskene i kontakt med alliancen? Der er lidt for mange løse tråde og huller efter min smag.

Sprogligt er romanen ikke så stærk. Jeg faldt over en del pudsigheder, som f.eks. at Conrad skal “gøre sine krigerlige pligter” eller et officielt møde indledes med “mine ærede damer og herskaber“. Ligeledes virker replikkerne lidt ubehjælpsomme.

“Conrad: “Jeg må  med stor sørgmodighed fortælle at både Monika, Hik, Salt og Yammer er afgået ved døden. De ofrede sig for missionen, og vi ville ikke stå her i dag, hvis det ikke var for deres offer. Jeg kondolerer de nærmeste og håber, I forstår, hvor svært det har været at se dem gå bort. Jeg vil give jer tid til at bearbejde sorgen og fortælle dette til resten af jeres familier. Jeg beder om et minuts stilhed.” (s. 35)

Bagerst i bogen er en række opslag i Den Universelle Alliances Informationsbog. Her kan man læse om, hvordan alliancen blev skabt. Om nogle af de racer der er med i alliancen. Beskrivelser af militæret herunder våben og transport med mere. Det er en god idé. Det kunne dog godt være gjort mere tydeligt i layoutet, ligesom det er en smule kikset, at kapitel tre (dog med forskelligt indhold) optræder to gange i romanen.

Jeg tager hatten af for Kasper Endelt, at han som autist kaster sig ud i at skrive en roman, hvor man skal sætte sig ind i andre menneskers følelser og tanker. Det er dog ikke lykkes helt, og selvom historien også rummer masser af action, så var det desværre ikke nok til, at jeg lod mig rive med.

Tak til forlaget Mellemgaard for læseeksemplaret

Om Den Universelle Alliance: Kampen for at overleve:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 168 sider