juli 2020
M Ti O To F L S
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘science fiction’

A.I. af Torben Pedersen

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?

I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.

Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.

Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?

Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.

Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.

Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?

Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.

A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.

Uddrag af bogen:

“Men det ændrede sig?”
“Penge. Der var penge i det. Og så bad han mig om at videreudvikle på min del, optimere det. Det er til dels det, du måske kender som empatiopkoblingen.”
Jeg nikkede for at markere, at jeg vidste, hvad han talte om.

“Hvad skete der så?”
“For at gøre det rigtigt, var jeg nødt til at bruge en del tid på at observere kundeadfærden og det var på det tidspunkt, at jeg begyndte at se anormaliteter. De samme som du konstaterede.”
“Og du vidste, at det ikke kunne komme fra ham. Det kunne han ikke programmere?”
“Præcist. Der var andre, der var begyndt at blande sig i processen.”
“Hvem?”

Han løftede blikket fra gulvet og så op på mig. “Det var også mit spørgsmål. Først troede jeg, at nogen ville hacke og stjæle programmeringen, for at lave sin egen version, men det fandt jeg så ud af ikke var tilfældet.”
“Hvordan?”
“Uanset, hvad jeg gjorde, var der nogen, der rettede det tilbage til det, de ønskede. Hurtigere end jeg kunne blinke. Det krævede enten afsindigt mange mennesker, afsindig computerkapacitet, eller begge dele.”
“Og det troede du ikke på?”
“Det var det ikke værd.”
“Nej. Heller ikke ifølge mine beregninger. God indtjening for en studerende, men ikke på industriplan. Men hvorfor så?”

“Det var en test. Det ér en test – fortløbende.”
“En test?”
“Det er mit bedste bud. En adfærdstest.”
“Af hvem?”
“Os. Mennesker.”
(side 43-43)

Om A.I.:

Udgivelsesår: 07.05.2020
Forlag: BoD, 139 sider

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Det tredje testamente af Christopher Galt
Mimesis af Thomas Kampmann Olsen
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson


Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Tankevækkende debut der reflekterer over kærlighedens natur

Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal

Elin Arenfelt er ikke interesseret i mennesker. Til gengæld er hun dyreelsker med stort D, og har skrevet en phd-afhandling med titlen ‘The Impact of Dog Ownership on Mental and Physical Health, Education, Crime and Happiness‘. Heri gør hun rede for, hvordan hunde påvirker deres ejere både fysisk og psykisk i en positiv retning. Alligevel har hun ikke selv et kæledyr.

En dag bliver hun opsøgt af iværksætter-kendissen fra tv, Asger Holmblad. Han ønsker hendes hjælp i forbindelse med et videoklip, han har modtaget. Elin indvilliger modstræbende, og snart er hun involveret i udviklingen af en robothund, der skal være helt virkelighedstro. I starten er Elin yderst skeptisk over projektet, men efterhånden som prototypen af robothunden forbedres, bliver hun mere og mere knyttet til Leia, som den kaldes.

Arbejdet fører Elin til New York, hvor hun møder kvinden Shanay. Shanay er aktivist for sortes rettigheder, og uden at nogen af dem egentlig ønsker det, opstår der en tæt forbindelse mellem de to kvinder. Men i USA lurer urolighederne under overfladen, og selv umiddelbart altruistiske handlinger kan gemme på bagtanker.

Hjemme i Danmark gemmer Elins fortid også på hemmeligheder. Elins mor, Irmelin, var en kendt skuespiller, og i barndommen havde de to et tæt forhold. Som voksen har Elin dog trukket sig væk fra moren, så da hun får at vide, at Irmelin er alvorligt syg, ønsker hun ikke at tage hjem til hende. Hvorfor ikke?

Jeg blev yderst positivt overrasket over Hundehjerte, som helt uforudset ramte mig lige i hjertekulen. Historien om enspænderen Elin, der ikke stoler på mennesker, men lægger sit hjerte i poten på en robothund, lyder måske som en kliché, men den er alt andet.

Romanens to kvinder virker umiddelbart meget forskellige. Shanay er aktiv i kampen for sortes rettigheder, hun er smuk, udadvendt og lever i et tæt parforhold med kæresten Emanuel. I modsætning til hende lever Elin alene, går ikke op i sit udseende og interesserer sig ikke for andre mennesker. Trods de umiddelbare modsætninger er Elin og Shanay dog mere ens, end vi umiddelbart tror.

Hundehjerte er en både rørende og tankevækkende roman, som får læseren til at reflektere over forholdet mellem mennesker og dyr og over kærlighedens natur.

Jeg er selv hundeejer, og kan sagtens sætte mig ind i Elins kærlighed til hunde. De er trofaste, hengivne og uden skjulte dagsordener. Mennesker derimod lyver og bedrager. De bærer nag, de er fordomsfulde og deres kærlighed kan være fyldt med krav. Elin kan ikke forudsige andre menneskers adfærd, hvilket gør hende angst og afvisende. Her er dyr anderledes umiddelbare, så at Elin kaster sin kærlighed på en robothund, er ikke uforståeligt.

I modsætning til hundens umiddelbare hengivenhed er menneskers kærlighed mere kompleks. Menneskelig kærlighed er bevidst og måske af den grund også mere tilfredsstillende? Eller betyder det overhovedet noget for modtageren, om kærlighed gives bevidst? For hvad er kærlighed?

Hundehjerte er Gurli Marie Kløvedals debut. Jeg blev som sagt dybt grebet under læsningen af historien, der dog ikke kun er en rørende roman om kærlighedens natur. Kløvedal lader nemlig sin fortælling udspille sig i en kontrafaktisk virkelighed, der giver romanen endnu en dimension. Hvor Danmark umiddelbart ligner sig selv, er USA er fanget i et magtspil mellem demokrater og republikanere, og splittet af rabiate fraktioner der er imod alt lige fra kvinder til sorte. Præsident Trump er død, men er nærmest blevet helgenkåret af befolkningen, og den helt store politiske stjerne er nu hans datter, Ivanka. Men hvad er hendes mål?

Beskrivelsen af bl.a. raceproblematikken er spændende og udfordrende. Er det kun hvide, der er racistiske? Hvad skal der til for at samle en befolkning? Og hvorfor har den hadefulde retorik og opførsel sneget sig ind overalt?

Endelig er der også hele problematikken om vores forhold til teknologien. Er der en grænse for, hvor langt vi kan og bør gå? Hundehjerte stiller en lang række interessante spørgsmål, der bliver ved med at snurre rundt efter endt læsning.

Er du til eksistentiel science fiction uden perfekte helte eller garanti for en lykkelig slutning, er Hundehjerte et rigtig godt bud. Jeg har ikke læst andet, der er helt som Gurli Marie Kløvedals debut, men forhåbentlig får jeg lov til det i fremtiden.

En varm anbefaling herfra, også af Mikkel Henssells smukke forside, der både fanger øjet og romanens fine tone.

Anmeldt til Litteratursiden

Om Hundehjerte:

Udgivelsesår: 01.06.2020
Forlag: Grønningen 1, 351 sider
Omslag: Mikkel Henssell

Læs også:

Dark Matter af Blake Crouch
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Thornhill af Pam Smy
Station 11 af Emily St. John Mandel

Den sorte tåge af Fred Hoyle

Den sorte tåge af Fred Hoyle

For efterhånden lang tid siden købte jeg en stor stak gamle science fiction romaner. Nogle af dem havde jeg læst før, andre kendte jeg kun af omtale. På det seneste er jeg begyndt at læse stakken, og det er allerede blevet til flere gode gensyn. Bl.a. med Den sorte tåge af Fred Hoyle.

Historien udspiller sig i 1964-65, men prologen åbner med et brev dateret d. 19. august 2020 (altså i år!). En ung norsk astronom opdager under en rutineskanning af nattehimlen en mystisk sort plet, mens han er udstationeret på Mount Palomar, et astronomisk observatorium, beliggende i Californien. Han kontakter straks den ældre forsker, dr. Geoff Marlowe, som hurtigt indser plettens betydning.

Mens de amerikanske forskere og myndigheder overvejer situationen, har amatør astronomer i England opdaget et andet problem. De kan påvise, at planeterne Jupiter og Saturn er ude af position, og deres resultater bakkes op af Det Kongelige Observatorium. Astronomiprofessoren Chris Kingsley når frem til, at hvis disse beregninger er korrekte, betyder det, at en stor masse er trængt ind i solsystemet. Og det viser sig, at han har ret.

En stor sort tåge bevæger sig med utrolig fart direkte mod solen. Videnskabsmænd regner sig frem til, at tågen vil dække for solens stråler i en måned, og imens vil jorden blive udsat for voldsom kulde, der vil slå dyr, planter og mennesker ihjel. Men jo tættere tågen kommer på solen, jo mere går det op for videnskabsmændene, at tågen ikke følger naturlovene. Og så kommer professor Kingsley med en vild idé.

Den sorte tåge fortælles som sagt i et brev, der i tilbageblik beretter om begivenhederne. Forfatteren Fred Hoyle var selv astrofysiker og kendt for sine ind i mellem kontroversielle holdninger og teorier. Romanen er da også fyldt med videnskabelig snak, som heldigvis aldrig bliver docerende. Her er i stedet tale om en rigtig tjubang roman, der trods sine sort/hvide persontegninger, gammeldags udtryk som f.eks. elektronregnemaskiner og et lidt kliché-præget sprog alligevel skaber spænding på bedste vis.

Så jeg var godt underholdt under genlæsningen, hvor Hoyle opstiller en masse spændende spørgsmål og mulige svar. Mange af dem har jeg ingen forudsætninger for at vurdere sandhedsværdien af, men én af tågens følger er dog kommet tæt på vore dages virkelighed. Vi har i dag stor fokus på drivhus-effektens betydning for temperaturstigninger. Målet er at holde dem under 1,5 grader, da vi ellers risikere at havet vil stige helt op til 60 meter i løbet af nogle århundreder. I Den sorte tåge taler Hoyle om temperaturstigninger på 17-18 grader. Ganske vist giver det store problemer for menneskeheden, men ikke i form af de oversvømmelser vi i dag ved ville komme under de forhold.

Trods de mere end 50 år på bagen er Den sorte tåge stadig en læseværdig oplevelse. Efter min mening en klassiker som jeg bestemt kan anbefale.

Uddrag af romanen:

I de sidste dage af juni og i hele juli steg temperaturen støt over hele jorden. På De Britiske Øer klatrede kviksølvsøjlen langsomt i vejret, først stod den i tyverne, så i trediverne, og til sidst nåede den op i nærheden af 40-stregen, hvor den blev stående. Folk besværede sig over varmen, men der opstod ingen uro. Det var varmt, men det var til at udholde.

I De Forenede Stater indtraf kun forholdsvis få dødsfald, hovedsageligt fordi man i de foregående år og måneder havde fået bygget effektiver luftkonditioneringsanlæg overalt. Temperaturen steg til den dødelige grænse over hele landet, og folk var nødt til at opholde sig indendørs i ugevis. Engang imellem svigtede et luftkonditioneringsanlæg, og det var faktisk mest ved sådanne uheld, at varmen kostede menneskeliv.

I hele det tropiske bælte var der fortvivlede forhold, hvilket fremgår alene af den kendsgerning, at i alt 7.943 plante- og dyrearter uddøde fuldstændigt. At mennesker kunne overleve i disse forhold, skyldtes udelukkende, at de havde været i stand til at grave sig ned i kølige jordhuler eller opholdt sig i kælderrum. Intet kunne her gøres for at mildne den kvældende lufttemperatur. Hvor mange mennesker, der gik til grunde i netop denne fase af udviklingen, vides ikke. Det kan kun siges, at over syv hundrede millioner mennesker mistede livet som følge af de forskellige klimaændringer den sorte tåge fremkaldte. Og kun på grund af visse heldige omstændigheder, som endnu ikke er omtalt, blev det kolossale tab af menneskeliv ikke større. (side 127-128)

Note: I 1960 var verdens befolkning på ca. tre milliarder mennesker, så Hoyle forestiller sig i romanen, at næsten en fjerdedel af jordens befolkning dør på grund af klimaændringerne. (dst.dk)

Om Den sorte tåge:

Udgivelsesår: 1967
Forlag: Stjernebøgerne Vintes Forlag, 237 sider
Omslag: Thore Furulund
Originaltitel: The Black Cloud (1957)
Oversætter: Grete Dunker

Læs Morten Hildings artikel i Information: “En anden slags formørkelse”
Lån Den sorte tåge via bibliotek.dk.

Læs også:

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Mørke af Torben Pedersen
Syndfloden af Carl S. Torgius
The Martian af Andy Weir

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001 : en odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

2001: En odyssé i verdensrummet er nok Arthur C. Clarkes mest kendte værk. Romanen startede sit liv som novellen i ‘The Sentinel’ fra 1951. En historie om hvordan mennesket rejser til månen og der finder bevis på intelligent liv i rummet. I 1960’erne blev novellen hentet frem i lyset igen, da Clarke i et samarbejde med filminstruktøren Stanley Kubrick besluttede at lave en film over historien. Filmen fik premiere i 1968 og umiddelbart efter udkom også romanen, der siden har fået tre efterfølgere.

Handlingen i 2001: En odyssé i verdensrummet fortælles gennem seks overordnede kapitler. Første kapitel hedder ‘Abemenneskets tid’ og udspiller sig for tre millioner år siden, hvor mennesket endnu ikke fandtes. Her opdager en flok abemennesker en stor rektangulær sten udenfor deres hule. Umiddelbart tager de sig ikke af den, men så begynder stenen at kommunikere med dem.

Andet kapitel hedder ‘TMA-1’ og handler om dr. Heywood Floyds rejse til månen. Han er på vej op for at studere en hemmeligholdt opdagelse, man netop har gjort, som vil ryste menneskeheden i dens grundvold.

Det tredje kapitel hedder ‘Mellem planeter’. Her følger vi astronauterne Frank Poole og David Bowmans rejse med rumskibet Discovery på vej mod Saturn. Med sig har de yderligere tre videnskabsmænd, der skal sove hele rejsen, samt deres uundværlige computer HAL 9000.

I fjerde kapitel ‘Katastrofe’ indtræffer et alvorligt uheld, som får afgørende betydning for resten af ekspeditionen.

Discovery når endelig frem til sit mål i femte kapitel ‘Saturns måner’, hvor en overraskelse gemmer sig, som afsløres i sjette kapitel ‘Gennem stjerneporten’.

Rumrejsen år 2001 instrueret af Stanley Kubrick

Jeg har både set filmen og læst bogen. Om man er til det ene medie eller det andet, er nok en smagssag. Personligt synes jeg, at filmen er utrolig flot, men også lidt langtrukken og meget kryptisk. Her er romanen langt mere forklarende og til at forstå. Og så gør det jo ikke oplevelsen dårligere, at jeg har filmens smukke scener for mit indre øje under læsningen.

Anmelderne skriver:

Bogrummet: “Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.” (anmeldt af Bjarne Jensen)

Kloner og Stjernekrig: “2001” bliver således en fortælling om, hvordan mennesket opdagede sig selv, og hvordan det meget senere fandt sit formål. På den måde bliver monolitten symbol på troen på sammenhæng i vores og universets udvikling. Der findes virkelig noget, der styrer det hele – og med et formål. Uheldigvis giver den kreativitet, monolitten nedlægger i mennesket, sig øjeblikkelig udslag i aggressivitet og undertvingelse, og menneskets dominerende egenskaber bliver således udstillet.” (anmeldt af Kristian Mørk)

Planet Pulp: “En odyssé i verdensrummet” er en velsmurt, nærmest pedantisk nøjagtig roman, der gør en dyd ud af at kortlægge alt det, der ikke forklares i filmen. Romanen jonglerer med en imponerende lethed med en række særdeles tungsindige emner, som med en på det nærmeste naturvidenskabelig præcision udlægges for læseren […] Har du blot den mindste svaghed for science fiction, er der ingen grund til at undgå Clarke. Selv hvis du af en eller anden grund skulle have fået den opfattelse, at 2001 er alt for tung og kedelig. Det er den ikke, og hader du filmen, er romanen stadig værd at kigge på.” (anmeldt af Martin Jürgensen)

Om 2001:

Udgivelsesår: 1983
Forlag: Gyldendal, 204 sider
Omslag: Jesper Wetterslev
Originaltitel: 2001. A Space Odyssey (1968)
Oversætter: Mogens Boisen

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Tidssonde / red. Arthur C. Clarke

Arkitektur, intelligente våben og fremmede verdeners økologi er blot nogle af temaerne i Tidssonde

Tidssonde består af 11 noveller udvalgt af Arthur C. Clarke. Hver enkel novelle er valgt ud fra ønsket om, at den udover at underholde også belyser en videnskab eller teknologi. Hver novelle indledes med et kort forord af Clarke, hvor han fortæller om forfatteren samt historien.

Det firedimensionale hus (1941)
Quintus Teal drømmer om at bygge et hus, der vil revolutionere arkitekturen. En samtale med vennen Homer Bailey fører til, at Teal bygger et hus formet som en tesserakt (en kvadratisk figur med fire dimensioner, ligesom en terning har tre og et kvadrat har to). Huset lykkes så godt, at da Teal viser det frem for mr. og mrs. Bailey, opstår der uforudsete problemer. Novellen er skrevet af Robert A. Heinlein, som blandt andet kendes for Starship Troopers, der blev filmatiseret i 1997.

Vralteren (1942)
Vi følger en flyvemaskine, som smider sin last af våben ud over havet. Våbnene er delvist bevidste maskiner, der følger et programmeret instinkt om at nå et bestemt sted hen for at detonere deres indbyggede bomber. Novellen er skrevet af Will F. Jenkins under pseudonymet Murray Leinster.

Meteorologen (1962)
I fremtiden forudsiger meteorologerne ikke bare vejret. Den magtfulde Meteorologiske Kongres styrer det, og er ikke bleg for at straffe ulydige lande med tørke eller andre vejr-katastrofer. I kongressen sidder rådsmand Jonathan H. Wilburn, der drømmer om at komme længere op ad karrierestigen. Så da den 126-årige George Andrews fra Californien ønsker at opleve snevejr en sidste gang, før han dør, giver det Wilburn en mulighed.

Kulturgenstande på samlebånd (1957)
Jarrell er arkæolog på planeten Voltus. Alt han finder, bliver dog solgt til rige samlere, for sådan har verden udviklet sig. Men Jarrell hader, hvordan arkæologien er blevet gjort kommerciel. Så da kollegaen Darby støder på en hemmelighed, er Jarrell ikke sen til at støtte ham i at bringe den for lyset. Det får dog uforudsete og vidtrækkende følger.

Bedstefar (1955)
Cord er kolonistuderende på planeten Sutang, hvor han sammen med det 2000 mand store kolonihold har til opgave at studere og tæmme naturen på planeten i løbet af 20 år, så en gruppe kolonister kan slå sig ned her. Denne dag skal Regenten vises rundt, men et ellers ufarligt væsen viser sig pludselig fra en helt ny side.

Ikke så sikkert igen! (1941)
Nicholas Orloff er koloni-kommissær på Ganymedes, en af Jupiters måner. Befolkningen på Ganymedes har i mange år bedt om penge til forsvar, da de er overbeviste om, at Jupiter pønser på at udslette dem. Jorden har ikke tænkt sig at støtte dem. Men så hører Orloff endelig efter. Novellen er skrevet af Isaac Asimov, der især er kendt for at være faderen til robotikkens tre love. Her serverer han en bidende novelle med et twist.

Den lille sorte taske (1950)
I fremtiden er lægerne udstyret med en sort taske med udstyr, der stort set kan klare enhver medicinsk situation. Ved et uheld ender én af disse sorte tasker i 1940’erne, hvor en fordrukken læge uden autorisation pludselig vågner ved siden af den. Nærmest tilfældigt opdager han taskens evner, og snart er han atter respekteret. Men andre har også øje for de muligheder, tasken giver.

Blindheden (1946)
I 1987 vender Halleys komet tilbage. Astronomerne på Kernen, en institution til udforskning af blandt andet astrofysik, holder nøje øje med den, mens verden er på randen af fjerde verdenskrig. Som kometen nærmer sig, bryder civile uroligheder ud, der udvikler sig til regulær krig. Det får dog ingen indflydelse på astronomernes hverdag, indtil kometens nærhed pludselig får uforudsete konsekvenser. Robert S. Richardson har skrevet novellen under pseudonymet Philip Latham.

Tag en dyb indånding (1957)
En astronaut ombord på en kommunikations-satellit beretter, om den gang han og nogle kollegaer var ude for et uheld. Deres beboelseskvarter blev adskilt fra resten af stationen, og selvom et redningsfartøj kunne nå frem til dem, ville de ikke kunne kobles sammen. Hvad gør man så i det lufttomme rum? Novellen er Arthur C. Clarkes eget bidrag til Tidssonde, og bunder i Clarkes interesse i dykning.

Pottemagerne på Firsk (1950)
Som ung var Thomm udstationeret 19 måneder på Firsk for Ministeriet for planetare spørgsmål. Hans overordnede, George Covill, gik kun halvhjertet ind for ministeriets filosofi om at forbedre de indfødtes levestandard indenfor deres egen kulturs rammer. Så da Thomm hører om pottemagerne og deres ritualer, forlanger Covill, at han stopper det. Problemet er bare hvordan?

Vævskultur-kongen (1926)
Under en ekspedition i Afrika bliver fortælleren taget til fange af en stamme. I landsbyen møder han den hvide forsker, dr. Hascombe, som i mange år har levet sammen med stammen. Her har han med udgangspunkt i stammens religion udført eksperimenter på stammefolket både i krop og sind. Fortælleren er umiddelbart imponeret over Hascombes resultater, men forsøger alligevel at overtale ham til at flygte sammen med sig. Novellen er den ældste i Tidssonde, og fik mig til at tænke på Doktor Moreaus Ø af H. G. Wells.

Om Tidssonde:

Udgivelsesår: 1969
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 266 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Time Probe (1966)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Robert A. Heinlein: Det firedimensionale hus (And He Built a Crooked House, 1941) Matematik
Murray Leinster: Vralteren (The Wabbler, 1942) Kybernetik
Theodore L. Thomas: Meteorologen (The Weather Man, 1962) Meteorologi
Robert Silverberg: Kulturgenstande på samlebånd (The Artifact Business, 1957) Arkæologi
James H. Schmitz: Bedstefar (Grandpa, 1955) Exobiologi
Isaac Asimov: Ikke så sikkert igen! (Not Final, 1941) Fysik
Cyril Kornbluth: Den lille sorte taske (The Little Black Bag, 1950) Medicin
Philip Latham: Blindheden (The Blindness, 1946) Astronomi
Arthur C. Clarke: Tag en dyb indånding (Take a Deep Breath, 1957) Fysiologi
Jack Vance: Pottemagerne på Firsk (The Potters of Firsk, 1950) Kemi
Julian Huxley: Vævskultur-kongen (The Tissue-Culture King, 1926) Biologi

Gys og gru af Fredric Brown

Gys og Gru af Fredric Brown

Gys og Gru indeholder 45 historier, der rummer alt lige fra krimi og gys til science fiction. Stort set alle historier har et humoristisk glimt i øjet, og enkelte af dem endog et erotisk twist af historien.

Fredric Brown blev født i 1906, og var en af tidens helt store pulp-forfattere. Valancourt Books, som genudgav bogen i 2015, skriver om ham:

“One of the great pulp writers, Fredric Brown (1906-1972) combined a flair for the horrific, a quirky sense of humor, and a wild imagination, and published many classic novels in the mystery and science fiction genres. But he was also a master of the “short-short story,” tales only a page or two in length, but hard-hitting and with a wicked twist at the end.”

Jeg kan kun være enig. Gys og Gru er voldsomt underholdende, også selvom her ikke er meget gru over fortællingerne. De fleste er som sagt fortalt med et humoristisk twist, som f.eks. ‘Bagslag’ hvor den usympatiske hovedperson pludselig kan få alle til at gøre, hvad han siger. Den kraft misbruger han på det groveste, indtil han en dag besøger Ekkodalen …

Samlingens mest urovækkende historie er efter min mening ‘Huset’. Her går en mand rundt i et hus for at ende i et værelse, der er en tro kopi af et værelse i hans faders hus. Hvad præcist der sker, skal jeg ikke sige, men slutningen er grum.

Fredric Brown har også skrevet en række romaner, bl.a. What Mad Universe fra 1949 samt The Mind Thing fra 1961.

Om Gys og Gru:

Udgivelsesår: 1961
Forlag: Stig Vendelkærs Forlag, 196 sider
Omslag: Ole Vedel
Originaltitel: Nightmares and Geezenstacks (1961)
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Indhold:
Stygge (Nasty, 1959)
Afskyelige (Abominable, 1960)
Bagslag (Rebound, 1960)
Mareridt i gråt (Nightmare in Gray)
Mareridt i grønt (Nightmare in Green)
Mareridt i hvidt(Nightmare in White)
Mareridt i blåt (Nightmare in Blue)
Mareridt i gult (Nightmare in Yellow)
Mareridt i rødt (Nightmare in Red)
Bedstemors fødselsdag (Granny’s Birthday, 1960)
Kattetyven (Cat Burglar)
Huset (The House, 1960)
En chance til (Second Chance, 1960)
Store tabte opdagelser – I. Usynlighed (Great Lost Discoveries I – Invisibility, 1961)
Store tabte opdagelser – II. Usårlighed (Great Lost Discoveries II – Invulnerability, 1961)
Store tabte opdagelser – III. Udødelighed (Great Lost Discoveries III – Immortality, 1961)
Brev fra en død (Dead Letter)
Udgangssalme (Recessional, 1960)
Hobby (Hobbyist)
Hans Carvels ring (The Ring of Hans Carvel)
Straffeekspedition (Vengeance Fleet, 1950)
Rebtrick (Rope Trick, 1959)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – I (The Short Happy Lives of Eustace Weaver I, 1961)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – II (The Short Happy Lives of Eustace Weaver II 1961)
Eustace Weavers korte lykkelige liv – III (The Short Happy Lives of Eustace Weaver III, 1961)
Ekspedition (Expedition, 1956)
Den lysskæggede (Bright Beard)
J.K. (Jaycee)
Kontakt (Contact, 1960)
Døden på bjerget (Death on the Mountain)
Forældre og bjørn (Bear Possibility, 1960)
Ikke helt forbi (Not Yet the End, 1941)
Fiskehistorie (Fish Story)
Tre små ugler (Three Little Owls, 1961)
Flygtning (Runaround, 1942)
Mord i ti nemme lektioner (Murder in Ten Easy Lessons, 1960)
Mørkt mellemspil (med Mack Reynolds) (Dark Interlude, 1951) 
Personlighedsfælden (Entity Trap, 1950)
Det lille lam (The Little Lamb, 1953)
Mig og Flapjack og marsmændene ( med Mack Reynolds) (Me and Flapjack and the Martians, 1952)
Spøg og skæmt (The Joke, 1948)
Vittighedstegneren (med Mack Reynolds) (Cartoonist, 1951)
Dukkerne (The Geezenstacks, 1943)
Slut (The End, 1961)

Læs mere på ISFDB

Læs også:

Månebase Rødhætte og andre SF noveller af Lars Ahn
Galaktiske forestillinger af Manfred Christiansen
Minerne på Orthomyx af Flemming R. P. Rasch
Fast arbejde – udvalgte fortællinger af A. Silvestri
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Jeg har haft Enkemagerne til at ligge i min to-read-stak alt for længe, men i påsken kom jeg endelig en tur tilbage til oldtidens Egypten.

Enkemagerne af Rasmus Wichmann

Seren af Søfolket. Lejesoldat, sørøver og krigsherre, men først og fremmest et dumt svin.
Sandsigersken. Kvinden med det halve ansigt.
Shem, Væddergudens slave. En helt almindelig mand, hvis liv bliver forvandlet til én lang kamp.
Insyah af Det Skjulte Land. Opfostret for at hævne sin familie.

Fire liv, fire skæbner, som alle bliver bundet sammen af deltagelsen i en ældgammel strid, der truer med at kaste oldtidens verden ud i åben krig. En krig, hvor det farligste våben er kendt som ENKEMAGERNE. (fra bogens bagside)

Der er fuld fart over feltet fra side 1 i Enkemagerne, som starter med Serens Køtere, der i tæt tåge lokker et skib i forlis for at plyndre vraggodset. Imens er en patrulje af soldater fra Det Sorte Land på jagt efter Køterne, men tågen tvinger dem til at søge ly.

Tågen gemmer dog også på noget andet. Et væsen, der stræber begge grupper på livet. Et væsen skabt til krig. Et væsen kaldet Enkemager. Og snart må de overlevende fra begge grupper slå sig sammen for at overvinde væsenet – eller dø.

Fra første kamp med enkemagerne fortsætter romanen med spring i tiden til forskellige opgør, hvor vores hovedpersoner uvægerligt bliver involveret. Undervejs hører vi mere om de nærmest uovervindelige enkemagere, og bliver langsomt klar over, at der bag den umiddelbare historie gemmer sig noget langt mere kompleks med grene til både fortiden og fremtiden.

Jeg var godt underholdt af romanen, der som sagt er fyldt med action. Sprogligt synes jeg, den bliver bedre, som historien skrider frem, hvor dialogerne halter lidt i starten. Til gengæld er setuppet med de forskellige folkeslag og ikke mindst de grusomme enkemagere gennemarbejdet og spændende at læse om. Jeg fik mindelser til ‘The Necromongers’ fra The Chronicles of Riddick men også til The Fifth Element, hvor liv og anti-liv står overfor hinanden.

Enkemagerne er en rigtig røverhistorie med fuld fart over feltet, grov humor og et kompleks verdens-setup, der giver historien sin tyngde. Det er underholdende, lidt skævt og sikkert ikke for alle. Men jeg vil nu gerne anbefale den.

Rasmus Wichmann er uddannet historiker. Han er også foredragsholder og har redigeret flere udgivelser samt oversat og udgivet John Campbells Det kom fra en anden verden på dansk.

Uddrag af bogen:

Om det var forår eller vinter betød meget lidt i Svøbens rige, thi der fejede altid en iskold blæst hen over det. Det var et land, hvor der kun kunne dyrkes noget i isolerede lommer. Alt, der voksede – og voksede op – i sådan et land, var sparsomt og barskt. Man kendte ikke de ords sande betydning, hvis ikke man havde levet blandt Svøben, mente de selv. De var villige til at lære alle de mennesker, de kunne finde, om det ved at lade dem trælle på markerne, til de faldt døde om. Og det skete ikke så sjældent.

En dyb, ildevarslende tone bredte sig ud over landskabet for at lade alle vide, at overhovederne mødtes. Det var dødsvarsleren, et sjældent instrument lavet af dyrbare metaller, samt af hornet fra et forlængst uddødt væsen. Sådanne instrumenter kom fra Fyrstens personlige samling og blev kun givet til de huse, der havde udmærket sig. Dødsvarslerens toner var ofte nok til at demoralisere fjendtlige hære og opstemme Svøben til dåd.

Hans majestæt, kongen af Guds vrede, fyrst Tre Flammer, rejste sig op og hørte overhovederne fremsige eden:

“Vor fyrste! Vi, som skal dø, hilser dig!”

Og imens var Sandsigersken langsomt ved at dø af kedsomhed på sit ukomfortable leje, der var placeret lige bag ved overhovedernes sorte troner.

Rådsmødet tjente ikke noget formål som sådan. Ikke andet end at Fyrsten gerne ville vide hvem af hans undersåtter, der stadig var i live. Sandsigersken syntes, at de alle sammen så ens ud. Selvfølgelig ikke ens ligesom mennesker, hvor én stamme havde sort pels og en anden stamme havde lys pels. Svøben var både lyse, kulsorte, spættede, stribede og meget andet, men de blodskudte øjne, altid fulde af indestængt raseri, var ikke til at tage fejl af. (side 48-49)

Om Enkemagerne:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 297 sider
Omslag: Shutterstock.com (Vladimir Zadvinskii)

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann
Odinsbarn af Siri Pettersen
Miraklets fald af Christian Reslow
Svovlild af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Ord har hærget” består af 17 noveller, hvor nogle tidligere har været udgivet, mens andre her optræder på tryk for første gang. De noveller, der har været udgivet før, har alle gennemgået en let redigering […] Historisk befinder vi os i en periode, hvor mennesket er priviligeret med højteknologiske bekvemmeligheder og raffineret kunst, kultur og tænkning. Alligevel er elendighed og grusomhed stadig en del af vores verden.” (fra forordet)

I Ord har hærget beskæftiger Gudrun Østergaard sig med nogle af de temaer, der fylder i vores tid, men lader dem udspille sig i en nær fremtid, hvor hun kan sætte fuld skrue på problematikkerne. Vi hører om klimakatastrofer, diktaturstater, fremmedhad og ords betydning for blot at nævne et par stykker.

Blandt mine favoritnoveller er ‘Kreds 11 mandag aften‘, som oprindeligt blev skrevet til Science Fiction Cirklens antologi Som et urværk. Klimaet er gået helt amok. Det internationale råd er lykkes med at udvikle en måde at kolonisere Mars, og nu skal man udvælge de personer, der skal med.

På et tidspunkt havde jeg i min naivitet troet, at Nordeuropa var nogenlunde sikret klimamæssigt, men efter den sidste oversvømmelse og storm, der havde lavet voldsomme skader på Molsbroen, undermineret flere af de store motorveje og lammet togtrafikken i ugevis, blev det klart for mig, at ingen steder på kloden var fredet.” (side 95)

Også ‘Sidst på eftermiddagen, først på aftenen‘ fra Fremmed stjerne skal fremhæves. Her er en kvinde under anklage for drab i en retssal dækket af tv. Sideløbende med samfundets fordømmelse hører vi kvindens minder, som afslører en anden side af sagen.

Nu, da seerne har hørt den grufulde historie om, hvordan Adalja Yung Tsin myrdede sin mand, vil TV1 stille et par uddybende spørgsmål til den anklagede.” Dina Hin Chen nærmede sig podiet med en kameramand i hælene, mens hun kommenterede. “Jeg vil nu konfrontere denne kvinde og stille hende nogle af de spørgsmål, vi alle sammen brænder efter at få svar på. Har denne forbryder overhovedet moral? Eller er hun den rene inkarnation af ondskaben?” (side 174)

Endelig vil jeg nævne ‘Som ingen andre ser‘ om Per, som ved novellens start er i gang med at mure en væg op, mens han tænker tilbage på begivenhederne, der har ført ham frem hertil.

I starten havde Per ikke tænkt så meget over det, men tilskrev det bare verdens almindelige mærkværdighed. Hver morgen på vej ud til bilen gik han en runde i haven og samlede et par stykker op, som han puttede i lommen for senere, når han kom ind på kontoret, at lade plumpe ned i en affaldsspand. Nogle morgener fandt han bare en enkelt, andre gange tre, men han havde aldrig fundet flere end fire ad gangen. Til syneladende var der ingen andre, der bemærkede dem, men Per kunne slet ikke lade være med at få øje på dem, som de lå der og forstyrrede det daglige landskabs sædvanlige udseende.” (side 156)

Novellerne er velskrevne, interessante og ofte med skarpe pointer. En spændende novellesamling som bestemt kan anbefales.

Om Ord har hærget:

Udgivelsesår: 16.11.2019
Forlag: Kandor, 278 sider
Omslag: Peter Palmqvist Poulsen

Besøg Gudrun Østergaards hjemmeside

Indhold:
Noget at skulle have sagt
Sprækker (fra Det sker igen)
Den sidste markør (fra Den nye koloni)
Nocebo (fra Rustkammeret)
Vågehuller (fra De andres blod)
Kreds 11 mandag aften (fra Som et urværk)
Når krager i hobetal søger ly (fra Efter fødslen)
Havnomader (fra Ingenmandland)
Kolonien
Som ingen andre ser
Sidst på eftermiddagen, først på aftenen (fra Fremmed stjerne)
Animaxit (fra Til deres dages ende)
Knæler
Udenfor (fra Proxima, nr. 98)
Agernø (fra Varulv)
Et barndomshjem (fra Når mørket kommer krybende)
Ord har hærget (fra Undergang)

Hør Gudrun Østergaard fortælle om klimafiktion og sit forfatterskab.

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Robopocalypse af Daniel H. Wilson

I den nære fremtid i et velkoordineret øjeblik, der går ubemærket hen blandt mennesker, holder al den strålende teknologi, der får verden til at løbe rundt, pludselig op med at virke. Den forener sig … og begynder at vende sig imod os.

En vanvittigt kraftfuld, kunstig intelligens kaldet Archos bliver sat i verden, men kan ikke holdes under kontrol. Menneskeheden fatter ingen mistanke, da Archos i smug begynder at overtage vores biler, elforsyninger, flykontrolsystemer og computernetværk – hele det globale system, der styrer vores liv.

I det, der senere bliver kendt som Katastrofetimen, da robotkrigen pludselig bryder ud, bliver menneskeheden udslettet – og for første gang i historien – forenet.

Vi vil ikke lade os udrydde. (fra bogens bagside)

Robopocalypse er skrevet af Daniel H. Wilson, der har en PhD i Robotics og er af Cherokee afstamning. På engelsk er der også udkommet en efterfølger med titlen Robogenesis. Filmrettighederne blev ret hurtigt solgt til Steven Spielberg, men det lader til, at projektet siden er blevet lagt på hylden.

Bogen udkom oprindeligt i 2011, og opbygningen minder en del om Max Brooks World War Z, der udkom i 2006. Selvfølgelig med den store forskel at her handler det ikke om zombier, men om robotter.

Jeg kan godt lide science fiction, og for mig tæller handling ofte højere end et flot sprog. Og der er masser af handling i Ropocalypse, så uden at kalde den et mesterværk var jeg nu udmærket underholdt under læsningen.

Anmelderne skriver:

Apokalyptisk: “Som helhed er Robopocalypse et spændende værk, og man sluger de +350 sider ret hurtigt. Men når bogen er lukket er der få af karaktererne og de ofre de bringer, de heltedåder de udfører og de tab maskinerne påfører dem, der rigtigt har brændt sig fast. […] Den planlagte filmatisering er desværre blevet skrinlagt. Personligt tror jeg at Wilsons værk havde egnet sig bedre som en episk Hollywood-blockbuster end den gør som roman.” Læs resten af anmeldelsen HER

Bogblogger.dk:I Robocalypse – Krigen mod robotterne inviterer Daniel H. Wilson læseren med nogle år frem i tiden. Kunstig intelligens, robotter og anden skøn teknologi er blevet integrerede dele af vores liv. Det gælder på børneværelset med de ’smarte’ dukker, det gælder de førerløse biler, det gælder i servicefag og krig, så nærmest uanset, hvor mennesker befinder sig, er de omgivet af teknologi. Men en dag begynder der at ske mærkelige ting. Det er som om, at teknologierne vender sig mod mennesket. Dukker bider fra sig, biler mejer fodgængere ned, flykontrolsystemer sætter ud, og til sidst bryder en sand udslettelseskrig løs. I Katastrofetimen starter robotkrigen, og milliarder af mennesker udryddes eller interneres i arbejdslejre.” Læs resten af anmeldelsen HER

Littuna.nu:Det siges, at man ikke skal dømme en bog på dens omslag. Og selvfølgelig er det bedst at fralægge sig sine fordomme, inden man begynder at læse, da bøger ofte kan overraske. Men nogle gange møder man en bog, der så kraftigt projekterer, hvilken læseoplevelse man har i vente, at det kan ses på flere kilometers afstand. Robopocalypse er præcis sådan en bog. Det er en af de bedste titler på en roman, jeg længe har stødt på, og den primære årsag til at jeg valgte at læse bogen. For over for sådan en titel der på én gang både er kortfattet genial og Hollywood-idiotisk, kan man ikke kan andet end at bøje sig i støvet. Og bogen leverer lige præcis den blockbuster-agtige historie, titlen foreskriver.” Læs resten af anmeldelsen HER

Politiken:Forlaget har på titelbladet valgt at forkorte oversætterens navn A. I. (normalt forkortelse for Artificial Intelligence). I en bedre sammenhæng kunne det ellers have været en meget sød joke. Skal man sige noget positivt om romanen, er det den fantasifulde mangfoldighed i robotverdenen. De forskellige robottyper beskrives detaljeret og overbevisende, grinebidere, knælere, edderkoppetanks, pløkkere, stumpere og mange, mange flere (og her har oversætteren gjort et godt stykke arbejde), og man fornemmer, at Daniel H. Wilson er uddannet i robotteknologi. For den robotrigdom får ‘Robopocalypse’ sine to hjerter. Resten er mekaniske massakrer.”
Læs hele anmeldelsen i Politiken 29.02.2020

Weekendavisen:Det er ren ramasjang af den gode gamle science fiction-gyser-slags, og selv om mange af actionscenerne har en slowmotion-ynde over sig, går den mere filosofiske vinkel tabt i kamptumlen. Daniel H. Wilson er af indiansk afstamning, og derfor lader han meget passende den vigtigste menneskelige modstands-rede opstå i et indianerreservat og beretter samtidig om, hvor godt naturen har det under robotkrigen, hvor maskinerne kommer til at stå som dyrenes beskyttere […] Det får læseren til at overveje, om forfatteren egentlig er på menneskenes side eller naturens? Vil han virkelig fortælle os, at maskinerne har ret i, at vores tid er udløbet? At maskinernes oprør i virkeligheden er naturens oprør?
Læs hele anmeldelsen i Weekendavisen 24.01.2020

Om Robopocalypse – krigen mod robotterne:

Udgivelsesår: 17.01.2020
Forlag: Klim, 344 sider
Omslag: Christinna Lykkegaard Nilsson
Originaltitel: Robopocalypse (2011)
Oversætter: AI (Anne Iversen)

Besøg Daniel H. Wilsons hjemmeside

Læs også:

World War Z af Max Brooks
Colossus af D.F. Jones
Psykonauten: mindre end 2 af Patrick Leis
Mørke af Torben Pedersen
Warday – Krigens dag og tiden derefter af Whitley Strieber og James Kunetka

Non-stop af Brian Aldiss

Non-stop af Brian Aldiss

Det er snart mange år siden, jeg første gang læste Non-stop. Egentlig huskede jeg ikke meget af handlingen, udover at den greb mig. Det var derfor lidt med bange anelser, at jeg genlæste den for nylig. Ofte lever minderne om en læseoplevelse ikke op til en genlæsning mange år senere, men Non-stop er klart en af undtagelserne.

Complain er jæger og medlem af Greene-stammen. De har herredømmet over et stykke af Dødvejen, men er altid på vagt overfor andre stammer og omstrejfere. Af grunde han ikke selv forstår, er Complain ikke tilfreds med sit liv. Der mangler noget. Så da hans kvinde bliver kidnappet, og han selv står til afstraffelse og prestigetab, lader han sig overtale til at følge fire andre mænd væk fra Kvarteret.

Lederen af ekspeditionen er præsten Marapper. Han fortæller dem, at den gamle myte om, at Skibet rent faktisk er et skib på rejse og ikke hele verden, er sand. Ethvert skib har en kaptajn, og Marapper ønsker at finde ham, slå ham ihjel og overtage magten over Skibet.

Først tror Complain ikke på Marapper. Under rejsen hvor de krydser et utal af dæk og oplever mange mærkelige ting, bliver han dog nødt til at se en ny virkelighed i øjnene. Men hvis de virkelig er på et skib, hvorfor er de så blevet spærret inde der? Og af hvem?

Brian Aldiss skrev Non-stop for godt 70 år siden. Det mærkes nu ikke på historien, der fascinerer fra første side. Vi ved lige så lidt som Complain, hvad der er sket, men efterhånden som han sammen med gruppen arbejder sig opad gennem Skibet, begynder en tragisk historie at åbenbare sig. Noget gik for mange år siden helt galt, men hvor galt finder vi først ud af til allersidst.

Niels Dalgaard beskriver i en artikel på dr.dk romanen som karakteriseret ved, ”at dens rejse varer så længe, at hele generationer af besætningsmedlemmer når at blive født og dø på rumskibet”. Skibet er således et ’generationsrumskib’, og besætningens store udfordring er at huske, hvor de kommer fra og helt simpelt, hvad et menneske er. Historierne om jorden og menneskeheden kan med tiden blive til myter, og besætningens identitet ændre sig, som det sker i Non-stop.

Det er svært ikke at blive grebet af fortællingen, selvom hovedpersonerne egentlig ikke er særligt sympatiske. Hele samfundsstrukturen i Skibet er bygget op over en forvansket udgave af psykoanalysen som religion, og det har medført et aggressivt samfund, hvor man er sig selv nærmest. For Complain bliver den nye viden, gruppen får undervejs, dog en vej til udvikling, så måske er der trods alt håb for Skibets besætning.

Brian Aldiss er en af de allerstørste indenfor science fiction genren. Han blev født i 1925 i Norfolk og døde i 2017 efter at have skrevet mere end 40 bøger og et hav af noveller. Hans første science fiction roman var Non-stop fra 1958, og i 1959 modtog han sin første internationale anerkendelse, en særlig Hugo-pris fra World Science Fiction Society for “årets mest lovende nye forfatter”.

Læs mere om Brian Aldiss HER

Om Non-stop:

Udgivelsesår: 1968
Forlag: Steen Hasselbachs Forlag, 238 sider
Omslag: Frithioff Johansen
Originaltitel: Non-Stop, 1958 (engelsk)
Oversætter: Jannick Storm

Find bogen på Bibliotek.dk

Læs også:

Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Skyggearken af Michael Lindal, illustreret af Peder Riis
Under ensomme stjerner af Kate Ling
Exnihilo af Publius Enigma
Artemis af Andy Weir