Indlæg tagget med ‘science fiction’

Orbital 4: Implosion af Pellé & Runberg

Oribital 4 - Implusion af Serge Pellé og Sylvain Runberg

Implosion er fjerde bind i Pellé og Runbergs fremragende science fiction-serie Orbital, der blander udforskning af galaksen med politik og masser af action.

Vi er nået til fjerde bind om agenterne Caleb Swany og Mezoke Izzua, henholdsvis Jordboer og Sandjarr, der arbejder for det Interplanetariske Diplomat Bureau (IDB). Først en kort opsummering af de første tre bind.

I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af knap 800 racer. Befolkningen er delt i to, hvor isolationisterne forsøger at stoppe indlemmelsen. Det fejler, men to år senere lykkes det dem at erobre regeringsmagten, hvilket fører til krig med Sandjarr folket. Konføderationen slår tilbage med stor styrke, og først mange år senere bliver repressalierne mod Jordboerne ophævet, så de igen får adgang til Konføderationens organisationer og privilegier.

Caleb er således den første Jordboer i IDB, og at han bliver makker med Sandjarren Mezoke er kontroversielt. I første bind bliver de sendt til månen Senestam. Her har menneskelige kolonister slået sig ned uden tilladelse på månen, der tilhører Jävloiderne.

I bind to forbereder Konføderationen en stor ceremoni for at fejre forsoningen mellem Jordboere og Sandjarrer. Ceremonien skal holdes i den malaysiske hovedstad, men i dagene op til bliver fire fiskere dræbt, og der bryder voldsomme uroligheder ud. De lokale er overbeviste om, at nomadefolket Rapakhunerne står bag. Caleb og Mezoke bliver gjort til syndebukke for den mislykkede ceremoni, og borgerkrig står for døren.

I bind tre lykkes det Mezoke at flygte med Caleb, der er alvorligt såret. Ad forskellige omveje ender de med at slå følge med Calebs søster Kristina, som han ikke har haft kontakt med siden barndommen.

Her i Implosion er Caleb og Mezoke stadig på flugt. For at skaffe penge har Kristina overtalt dem til at stjæle Nakruidelarver, der kan sælges for enorme summer. Mod deres samvittighed går de med til det. Men da de ankommer til den lovløse rumstation Tetsuam, bryder omfattende optøjer ud, og Caleb og Mezoke ender med at blive arresteret.

Evona Toot, der er øverstbefalende for IDB, har dog brug for deres hjælp. 300 Neuronomer har placeret sig over tætbefolkede områder i Konføderationen. Konføderationen har tidligere været i krig med Neuronomerne, som med deres selvmordsangreb slog millioner ihjel. Nu er angrebene tilsyneladende startet igen, og for at stoppe dem må Caleb og Mezoke rejse til planeten Udhsem. Deres skib, Angus, kan nemlig kommunikere med Neuromanerne, og noget er helt galt på deres hjemplanet.

Jeg er meget begejstret for Orbital-serien. Det har været spændende at udforske Konføderationens talrige folkeslag og følge de mange intriger, både på det overordnede politiske plan, men også blandt de forskellige interesse-fraktioner på de enkelte planeter. Denne blanding af udforskning af galaksen med politiske intriger og rendyrket action er ualmindelig vellykket. Samtidig har billedsiden også være en fornøjelse at gå på opdagelse i.

Denne gang er billedsidens udtryk lidt anderledes end i de første tre bind. Hvor de tidligere bind var tegnet med klare streger og et glat udtryk, er Implosion tegnet med en blødere streg og et lidt mere organisk udtryk, særligt i første halvdel af hæftet. Farvetonerne holder sig stadig hovedsageligt i det grå-blå, grå-grønne og brunlige spektrum, ligesom siderne også denne gang er opdelt i faste billedrammer, dog med skiftende former, størrelser og antal af rammer.

Desværre skriver Cobolt på deres hjemmeside, at Implosion er sidste bind i serien. Historien afsluttes dog med noget af en cliffhanger, så jeg håber, at Pellé og Runberg alligevel beslutter sig for at skrive videre. Jeg står i hvert fald klar med åbne arme til flere bind om Caleb og Mezoke.

Hele Orbital-serien kan anbefales på det varmeste, til alle der holder af science fiction tegneserier. Hver gang der er kommet et nyt bind, har jeg med stor fornøjelse genlæst de tidligere bind. Og hver gang opdager jeg nye detaljer i både historien og billederne. Orbital er helt fortjent blevet udråbt som ’Linda og Valentins’ arvetager. Dog skal man være opmærksom på, at serien er mere dyster og med et mere kompleks plot end P. Christins historier.

Orbital really does have an epic feel, with both writer and artist exploring just what alien life really would be like. It has that feel of Valerian and Laureline, Babylon 5, Star Trek, and so much more when it comes to the importance of introducing the vast universe to explore that requires political manoeuvring and plentiful diplomacy. But there’s also an awful lot of out and out action, something handled beautifully well by Pellé’s artwork … (Læs hele anmeldelsen på Comicon.com)

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Implosion:

Udgivelsesår: 2022
Forlag: Cobolt, 112 sider
Tekst: Sylvain Runberg
Tegninger: Serge Pellé
Originaltitel: Orbital 7: Implosion & Orbital 8: Contacts
Oversætter: Troels Hughes Hansen

Orbital-serien:

Orbital 1: Nærkontakt
Orbital 2: Nomader
Orbital 3: Modstandskamp
Orbital 4: Implosion

Forstyrrelsen af Steinar Bragi

Forstyrrelsen af Steinar Bragi

Jeg er blandt andet fan af god science fiction, fordi der her kan stilles store spørgsmål, der vedrører os alle. Det gør Forstyrrelsen, og den gør det på en spændende og forståelig måde.

Steinar Bragi er en interessant forfatter. Jeg har tidligere læst Højlandet fra 2015, som anmelderne kaldte alt fra ”en islandsk totalgyser” til ”fortællerkunst så det batter”. På dansk har han også fået udgivet hævnromanen Kata i 2018 samt kortprosasamlingen Udveje i 2011. Nu er han aktuel med science fiction romanen Forstyrrelsen, der er blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2022.

I romanen rammes et område af den gamle bydel i Reykjaviks centrum af et form for brud d. 5. marts 2030. Området isoleres fra omverdenens tidszone, og folk, der befinder sig i grænseområdet mellem de to zoner, forsvinder. Inde i zonen ved de indfødte ikke, at de nu befinder sig i en parallelverden til resten af jorden. De kan ikke se svøbet, der omkranser Forstyrrelsen. Men det kan folk udenfor området.

Fire år senere er der kun er gået et par dage bag svøbet. Over årene er specialtrænede videnskabsfolk og soldater blevet sendt ind for at prøve at finde ud af, hvad forstyrrelsen er. Mange flere er døde i forsøget. Nogen er blevet sindssyge. Og nu er F, der leder operationen inde i den forstyrrede zone, forsvundet efter at have sendt en gådefuld advarsel ud til omverdenen.

Psykologen Halla Gudmundsdottir bliver sendt ind for at finde F og evaluere hende. Men sagen er ikke så lige til, og jo mere Halla undersøger, jo flere spørgsmål dukker op.

Forstyrrelsen er en kompleks og spændende roman. Det er elementært spændende at følge Halla i hendes søgen efter F. Men også de filosofiske aspekter af romanen er yderst interessante. Undervejs skifter fortællingen fokus fra forsøget på at opklare, hvordan spaltningen opstod. Var det aliens, et sort hul eller noget helt tredje. I stedet rettes fokus mod menneskelighed og kunstig intelligens. Gennem Halla får vi bl.a. overvejelser om, hvordan man skaber gode soldater, om etikken i videnskabelige forsøg og om de etiske grænser må brydes.

”Bogens egentlige emne er, at i en computerstyret verden er vores bevidsthed blevet udbredt over hele omverdenen, koblet til internettet, og således er vi alle sammen ved at forvandles til kun en smule divergerende versioner af én form for bevidsthed. Vores individuelle karakteristika viskes ud med teknikkens strøm.” (Nordisk Samarbejde)

Forstyrrelsen bragte både mindelser til Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi og filmen Ex Machina af Alex Garland. Historien er en slags filosofisk thriller, og jeg var dybt fascineret under læsningen. Så selvom der er elementer, jeg ikke helt forstår, er den overordnede oplevelse absolut anbefalelsesværdig.

Uddrag fra bogen:

Forstyrrelsen: man havde forsøgt med et mere elegant eller præcist navn, men i dagligdagssproget var Forstyrrelsen løbet af med sejren. Området bredte sig fra højdedraget Skolavörduholt og omkring en kvadratkilometer vestover, set fra Omverdenen, men omfattede hele verden på deres side.

Den simpleste forklaringsmodel på Forstyrrelsen, som var meget generel, grænsende til det intetsigende, var, at universet havde spaltet sig i et splitsekund, og at der fra da af var to forskellige udviklinger med to forskellige tidsregninger. Så vidt man vidste, var universets udvikling inde i Forstyrrelsen sådan, som den ville have været uden bruddet: Forstyrrelsen viste os en fremtid, som var uden det brud, den selv havde skabt, set fra vores side.

Til syvende og sidst var det bare gætterier – vi vidste intet om, hvordan udviklingen hos os burde være, og det var blevet en god lille selskabsleg at tilføje eller fratrække en Forstyrrelse. I Forstyrrelsens verden var der ingen nyheder om Forstyrrelsen, ingen mure, ingen spekulationer om multiversernes fysik, om strengteorier og kvantefysik, mindre dimensioner eller ikke-legemelige rumvæsener, og intet synligt svøb.

En anden forskel var, at vi i Omverdenen kunne besøge Forstyrrelsen, men ikke omvendt. Der var ingen vej tilbage. (side 44)

Om Forstyrrelsen:

Udgivelsesår: 21.10.2022
Forlag: Screaming Books, 341 sider
Omslag: Emilía Erla Ragnarsdóttir
Originaltitel: Truflunin
Oversætter: Rolf Stavnem

Læs også:

Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke
Dark Matter af Blake Crouch
Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Zeitgeist af Jane Mondrup
A.I. af Torben Pedersen
Mørke af Torben Pedersen
Robopocalypse af Daniel H. Wilson

Mellemstation af Clifford D. Simak

Mellemstation af Clifford D. Simak

På mit arbejde deltager vi i Instagram-udfordringen #septemberbøger, hvor man hver dag i september skal poste et billede af en bog, der lever op til dagens udfordring. Den 13. september var udfordringen “En bog der er udgivet, det år du er født”. Jeg kunne ikke lige umiddelbart komme i tanke om en bog fra 1972, så jeg søgte lidt bredt og faldt blandt andet over Mellemstation af Simak. Lidt løst fortolket kan den være et bud. Den er i hvert fald udkommet på dansk i 1972, og så blev jeg dybt fascineret af bibliotekernes lektørudtalelse, som i den grad var negativ!

Her er science-fiction romanen som bibliotekerne ikke skal ofre en øre på. Jeg har sjældent læst sådan noget bras, ja den var helt ulidelig. Den handler om den ca. 150 årige Enoch Wallace, som er leder af en galaktisk station på jorden, han har fået evig ungdom og har sammen med bogens øvrige personer en livsfilosofi som en 2 årig, hvis de har nogen. Det er et mareridt at høre Simaks banale floskler udtrykt gennem Enoch, såsom at vi må tilbage til stenalderen for at undgå en verdenskrig og videre i den dur. Jeg vil faktisk ikke sige mere om den andet end køb den for himlens og alle galaktiske forbunds skyld ikke.” (fra lektørudtalelsen)

Jeg er ikke enig med lektøren, og Mellemstation vandt da også en Hugo for Best Novel i 1964 og bliver af flere (bl.a. SFE) fremhævet som hans måske bedste roman.

Mellemstation fortælles i et roligt tempo, som giver sig tid til detaljerne. Både i forhold til de mange forskellige racer, Enoch møder på stationen. Men også i forhold til beskrivelser af naturen omkring huset. Det er en roman, der giver håb om fredelig sameksistens, selv blandt mennesker, når blot vi møder hinanden med åbenhed og nysgerrighed.

Fra bogens bagside:

Enoch Wallace fører et ensomt liv. Han forlader kun sit hus for at hente sin post og for at få en smule motion. Hans eneste jordiske bekendte er landpostbuddet og en smuk døvstum pige med overnaturlige evner. Hvis hans naboer i Wisconsins bakker finder det mærkeligt, at han aldrig synes at blive ældre, taler de i hvert fald ikke om det. I virkeligheden passer han Mellemstation nr. 18327 i det intergalaktiske transportsystem.

Da han i sin tid påtog sig denne opgave, var han ikke klar over, at det betød, at han foreløbigt ville blive den eneste repræsentant for planeten Jorden i den galaktiske sammenslutning. I mere end ét århundrede udfører han samvittighedsfuldt sine pligter og er efterhånden blevet så vant til at se og tale med de besynderlige og vidunderlige skabninger, der passerer gennem hans station, at han ikke finder det spor mærkværdigt, at f.eks. en bille kan tælle ved at klapre med følehornene, eller en gople-lignende plasmaklump kan kommunikere ved hele tiden at skifte form.

Men efterhånden begynder det amerikanske efterretningsvæsen at interessere sig lidt for meget for Enoch Wallace og hans hus, og d samtidig situationen i verdensrummet synes at nærme sig en katastrofe, ser det sort ud for Wallace og hele det galaktiske forbund.

Sammen med den døvstumme pige kommer han til at spille en betydningsfuld rolle i dramatiske begivenheder, der dog ender med at freden, såvel på vor egen planet som i universet, bliver bevaret.

Om Mellemstation:

Udgivelsesår: 1972
Forlag: Stig Vendelkær, 261 sider
Omslag: Ole Kragh
Originaltitel: Way Station, 1964
Oversætter: Fin Andersen

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke
Mørke af Torben Pedersen
Gateway af Frederik Pohl
Orbital 1: Nærkontakt skrevet af Sylvain Runberg og illustreret af Serge Pellé

En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm

Exteria – pandemiantologi / red. Carl-Eddy Skovgaard

Exteria - pandemiantologi / red. Carl-Eddy Skovgaard

I starten af 2020 besluttede Science Fiction Cirklen sig for at lave en science fiction-antologi med pandemier og virus som emne. Man ville dog vente til COVID-19 var kommet under kontrol. Resultatet af indkaldelsen er Exteria, der består af 23 noveller skrevet af danske forfattere i perioden marts-juli 2021.

Jeg har altid høje forventninger til novelle-antologierne fra Science Fiction Cirklen, og jeg bliver sjældent skuffet. Der kan godt være enkelte noveller i samlingerne, som jeg ikke er så begejstrede for, men det overordnede indtryk plejer altid at være godt. Det er det så absolut også her i Exteria.

Samfundssind blev kåret som Årets Ord i 2020. Ikke overraskende fylder det også en del i flere af novellerne i Exteria. Her bliver begrebet samfundssind i flere tilfælde strakt til det ekstreme, bl.a. i form af invasive indgreb, der skal sikre, at samfundssindet sættes over individet.

Andre noveller ser nærmere på, hvordan isolationen i forbindelse med epidemier påvirker mennesket, og hvordan det kan ændre den mellemmenneskelige interaktion. Nogle kommer med bud på scenarier, hvor pandemien løber ud af kontrol, og atter andre ser på, hvorfor virus i første omgang bryder ud. Og så er der novellerne der sætter fokus på vores forhold til teknologien, som nogle gange næsten føles som en virus. Og det er blot et lille udvalg af de mange vinkler, der gives i antologien.

Som altid er forfatterne, der medvirker, en blanding af debutanter, mere kendte navne og alt der i mellem. Her er eftertænksomme noveller, actionfyldte noveller, morsomme noveller og mere lyriske noveller. Bagerst er indsat en kort introduktion til alle de medvirkende forfattere.

Jeg blev hurtigt grebet af læsningen, hvor mange af novellerne satte solide aftryk i mig. COVID-19 lurer stadig i horisonten, hvilket gør antologien ekstra vedkommende, idet den omhandler så mange almenmenneskelige problemstillinger. Jeg kan derfor kun varmt anbefale Exteria – også hvis du normalt ikke læser science fiction.

Den sidste december af Freddy E. Silva

Verden er blevet ramt af en sygdom med høj smittefaktor. Ofrene får feber, og hvis de overlever, forvandles de til morderiske galninge. Et halvt år inde i pandemien forsøger Trine at finde vej ind til Rådhuspladsen, hvor rygterne siger, at der er hjælp at finde. På vejen samler hun den lille dreng Sander op. Men vejret er frysende koldt, og i skyggerne lurer de Feberramte.

Freddy Silva er et af de efterhånden velkendte navne. Her giver han os en kuldslået, dyster novelle uden meget håb.

LoveBUG2 af Vibeke Vestergaard

Ragna arbejder for PIA, Pandemic Intelligence Agency, som netop har afsluttet sin sidste rapport om smitteopsporing i forbindelse med H1N1-influenzaen. Sammen med sine kollegaer glæder hun sig til at kunne slappe lidt af igen. Men i stedet bliver de kastet ud i en ny opgave.

Der er sket en eksplosiv stigning i selvmord og depressioner i Skandinavien. Noget, der ikke umiddelbart kan forklares ved Den Store Pandemi. Afdelingen får nu til opgave at finde ud af, om man har overset en ny epidemi, eller om der er tale om et fænomen forårsaget af andre forhold.

Ragna kaster sig sammen med de andre over opgaven, men finder umiddelbart ingen sammenhænge. Til gengæld bliver hun irriteret af en lille plet på hendes skærm, og Intern Sikkerhed har tilsyneladende ikke travlt med at komme og hjælpe hende.

‘LoveBUG2’ er mit første bekendtskab med Vibeke Vestergaard, og her er tale om en velskrevet novelle i et interessant set-up med skræmmende konsekvenser.

Samfundssind af Nadia Kebaier

Samira blev færdiguddannet som sygeplejerske for et halvt år siden. Nu er hun på vej til sin første jobsamtale på Højebakken Hospital. Hun drømmer om at bidrage til samfundet og gøre en forskel. Og så vil hun gerne have empati og omsorg tilbage blandt folk, efter at Den Usynlige spredte død og angst for hinanden. Men hvordan viser man bedst samfundssind? Hvordan sikrer man at redde så mange borgere som muligt?

Jeg har ikke tidligere læst noget af Nadia Kebaier, der lader sin novelle udspille sig i en ikke nærmere defineret fremtid. Her er en verdensomspændende pandemi bragt under kontrol, men med hvilke konsekvenser?

41 af Mette Werner

Hvis man foretrækker science fiction, som udspiller sig i rummet og har masser af action, er ’41’ af Mette Werner et godt bud.

Mai Paterson 2515 bor på moderskibet Anaxagoras, men drømmer om at komme til at udforske universet. Hver persons plads på rumstationen er baseret på deres evner i forhold til at kolonisere en planet. Hvis ikke man har nogle evner, der kan bruges på rumstationerne eller som missionsspecialist, har man ingen eksistensberettigelse. Og Mai er endnu en gang dumpet til sin Transporter Eksamen. For at undgå aflivning siger Mai ja til en mission. Hun skal i hemmelighed flyve en transport for Future Homes ApS og nå det indenfor et kort aftalt tidsrum. Det siger hun ja til, og med det starter en kædereaktion.

Jeg var vældig underholdt af Mette Werners novelle, der både bringer noget eftertænksomhed ind, omkring hvordan man beregner et menneskes værdi, og som samtidig er både actionfyldt, humoristisk og med et skønt skær af pulp.

Konspirationsteorier af Jasmin Hansen

i ‘Konspirationsteorier’ er hovedpersonen Amalie, der ikke lader sig snyde af statens propaganda om pandemien, der har ramt dem. Hun er overbevist om, at Porphyria-26 ikke er fremkaldt af sprøjtemidler, og at det forvandler sine ofre til vampyrer. Ingen vil dog høre på hende, selvom hun forsøger at råbe folk op.

Noget af det fede ved novellen er, at vi efterlades uden at vide, om Amalie har ret. Er ofrene forvandlet til vampyrer, eller ser hun konspirationer ud af det blå?

Manden med den røde butterfly af Jon Terje Østberg

Jeg har tidligere læst en række noveller samt romandebuten Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg. Her i ‘Manden med den røde butterfly’ befinder vi os i en fremtid, hvor man har måtte acceptere virussens tilstedeværelse som et vilkår. Alle er pålagt at bære mundbind, og samfundssind er blevet en slags pligt og lov. Så da hovedpersonen tager på ferie, er det ikke som vi gør det i dag.

Kort, men fin novelle.

Flokimmuniteten der udeblev af Johannes Lundstrøm

Johannes Lundstrøm tager os 100.000 år ud i fremtiden. Verdenens befolkning er blevet decimeret til ca. 240 millioner, efter at menneskenes immunforsvar var for svækket til at modstå den bølge af nye sygdomme, der ramte dem i midten af det 21. århundrede efterfulgt af en række naturkatastrofer. Frank Frazer den 4102 med speciale i Jordens fortidige historie bliver sendt til den nordligste grænse sammen med en gruppe ødemarksrangere. Her skal han undersøge tilstedeværelsen af noget overraskende, som en satellit har opfanget.

Et særligt interessant træk i ‘flokimmuniteten der udeblev’ er konklusionen, der handler om livets hemmelighed.

Spind af Nanna Grønbech Petersen

En journalist opsøger en kendt pianist i hendes afsidesliggende hus for at interviewe hende. Mens Virus2040 hærger, forelsker de to sig, men det viser sig, at de har meget forskellige syn på, hvordan staten skal håndtere epidemien.

‘Spind’ er en af de mere lyriske noveller i Exteria, og overlader en del af tolkningen til læseren.

Drømmerier i koleraens tid af Karin Pagter Duparc

Året er 2371. Et nyt koleraudbrud har ramt Kystslummen. Der kommer jævnligt koleraudbrud og andre sygdomme som tyfus, tuberkulose og andre infektioner på grund af de dårlige sanitære forhold. Men denne gang er noget anderledes. Minna hører i radioen, hvordan koleraen synes at sprede sig alt for hurtigt, og endda til de rige kvarterer. Og til sidst bliver koleraen erklæret for en pandemi.

Det er dog nogle uforklarlige synsfænomener, der for alvor vækker Minnas interesse. For det viser sig, at folk i områderne med koleraudbrud ser ting, der dukker op ud af det blå og forsvinder sporløst. Er det mon de afdøde folk ser?

Jeg kan især godt lide det overraskende twist, Karin Pagter Duparc bringer ind i historien, og så er universet, som novellen udspiller sig i, meget overbevisende.

Exteria af Sari Arent

I titelnovellen er samfundet opdelt i to: Interia og Exteria. Befolkningen i Interia har bedre levevilkår, flere penge og bedre jobs. Privilegierne kommer dog med en pris. En pris som folk i Interia anser som ubetydelig, mens den for folk i Exteria er ubetalelig.

For at rejse mellem de to samfund kræves der et grænsepas, som skal udskrives af en læge. Sådan et pas har Libera fået for at kunne komme på praktik i Exteria. Hun har altid drømt om at opleve mere af verden. Herovre forelsker hun sig i samboen Kervo, der engang var danser. Nu er han syg, og medicinen findes kun i Interia. Så Libera beslutter sig for at skaffe den til ham.

Meget tankevækkende novelle hvor samfundssind atter er i fokus i en ekstrem form.

Total Delirium af Niels Kjærgaard

I 2023 rammer en virus landsbyen Dølgstrup. Pludselig smelter mennesker sammen med deres mobiler, tablets og computere. Smitten spreder sig uhæmmet, og i 2037 lever der kun få frie mennesker mellem datadæmonerne.

Jeg har efterhånden store forventninger, når jeg støder på navnet Niels Kjærgaard, og heldigvis lever ‘Total Delirium’ op til dem. Her er tale om en samfundssatirisk historie, der ovenikøbet tager læseren med på en tidsrejse. Både morsom og underholdende.

For en sikkerheds skyld af Sinus Reuss

Lærke vil så gerne holde en rigtig fest på sin 18-års fødselsdag. Men på grund af restriktionerne, der stadig ligger over samfundet, selvom det er tre år siden, pandemien kom under kontrol, må man ikke samles mere end fem personer.

En novelle, som spidder de forhold, en hel ungdomsgeneration måtte leve i under COVID-19 nedlukningerne. Og så giver Sinus Reuss lige fortællingen et twist til slut, ligesom han gjorde i novellen ‘Ormegården’ fra Noget er på vej, der bestemt også kan anbefales.

Abrahams byrde af Andrias Andreasen

En virus hærger Danmark. En mutation bryder ud i Nordjylland, som vil få hele landet til at kollapse, hvis den slipper ud af kontrol. Militærmanden John får til opgave at inddæmme smitten – uanset hvad. Alligevel lykkes det journalisten Johanna at slippe ind i karantæneområdet. Hun anser det for sin demokratiske ret at oplyse folket om, hvad der foregår bag kulisserne. Desværre er John ikke af samme mening.

En novelle med et twist, der tegner et grumt billede af, hvor galt det kan gå, hvis en dødelig virus slipper løs.

Zombier i køkkenhaven af Clara Robin

Fortælleren erklærer i begyndelsen, at hun er den sidste, der er tilbage. Resten af verden er overtaget af klimabevidste zombier. Kun ved at undgå nærkontakt med andre kan man undgå at blive smittet. Men fortælleren er nødt til at skaffe mad, og for at få det må hun forlade lejligheden.

En velskrevet novelle med flere interessante pointer bl.a. menneskets ødelæggelse af jordens klima. Og så fik den mig til at tænke på klassikeren Invasion of the Body Snatchers.

Stjernehermelin af Mariane Mide

Dahli arbejder med at indfange stjernehermeliner (eller PeRCs som Dahlia kalder dem), der sælges som kæledyr på jorden. Nu har hendes veninde Chobina også købt en stjernehermelin, der hurtigt er blevet det mest populære kæledyr på jorden og andre terrakopier. Men Dahli bryder sig på ingen måde om PeRCs, og det er der en grund til.

Mariane Mide hører også til de forfattere, jeg efterhånden har høje forventninger til, og ‘Stjernehermelin’ lever heldigvis op til dem. Novellen har en anderledes indgangsvinkel til sit emne, som mod slutningen giver læseren en synkende fornemmelse i maven.

La Redoute du Soleil af Ditlev Viðstein Petersen

På en ø i internationalt farvand har en gruppe rige mennesker skabt en by, helt uafhængig af den omkringliggende verden. Her bor de, opvartet af særligt udvalgte teknikere, læger, frisører og andre tjenende ånder. Da en pandemi bryder løs, er det nemt at lukke øen ned og undgå smitten. Men hvad så derfra? Og hvad med de familiemedlemmer og venner der befinder sig på fastlandet, da øen lukkes ned?

Ditlev Viðstein Petersens novelle handler ikke så meget om selve sygdommen, men snarere om de følgevirkninger den får for en privilligeret gruppe mennesker.

Frisk luft af Sara Windfeldt Thorsen

Efter coronapandemien har folk lukket sig inde i deres huse. Ingen bevæger sig udenfor mere, og droner sørger for at levere, hvad man har brug for. Men en dreng, som bor alene med sin mor, drømmer om at komme ud og mærke den friske luft.

En novelle der tager isolationsreglerne fra COVID-19 til det yderste.

Gaudium Ex Tristitia af Ida Maria Bonnevie

Efter at have set et mærkeligt videoklip på Facebook af en familie der morer sig hjerteligt under en alvorlig oversvømmelse, tager Journalisten Karolina ud til området, hvor alt står under vand. Hun bliver fundet af redningsmandskabet, som tager hende for en af de lokale og evakuerer hende til byens skole. Her bliver Karolina overvældet over den positive stemning, der strømmer fra de andre evakuerede. Hvorfor er de ikke mere påvirkede af situationen?

Vellykket novelle med en ubehagelig slutning.

Langdistance af Maria Pilh Bengtsen

Savannah har de sidste seks måneder været online sammen med Jesper. Han har forelsket sig i hende, men hun vil stoppe deres forhold. Når de ikke kan mødes i virkeligheden pga. pandemien, kan det ikke blive til noget, er hendes konklusion. Men så sker der noget fuldstændigt uventet, og Savannah tvinges til at genoverveje alt.

Jeg har tidligere læst et par noveller af Maria Pihl Bengtsen, der plejer at være velskrivende og overraskende. Det er hun også her i ‘Langdistance’, som udover pandemi-vinklen også tager fat i et andet interessant emne. I dag har mange af os venner og bekendte, som vi aldrig har mødt i virkeligheden. Er den slags venskaber ‘virkelige’, for hvor godt kender man egentlig hinanden?

Svinet skal dø af Helene Toksværd

Fortælleren har været slagteriarbejder, men nu er han én af de få immune for svinepesten, der hærger overalt. Efter at have mistet sit job har han sagt ja, til at lægerne må bruge ham i forsøget på at finde en vaccine. Tiden er dog ved at rinde ud.

‘Svinet skal dø’ er kun på knap 5 sider, men det var en ubehagelig novelle at læse med sine beskrivelser af svinenes forhold på slagteriet. Helene Toksværd har også tidligere skrevet noveller om dyrevelfærd, bl.a. ‘I Danmark spiser vi hunde’, og hun er ekspert i at dreje vinklen på sine historier, så de både overrasker og vækker til eftertanke.

Glemmer du, så husker vi af Anders Olesen

For fem år siden blev verden ramt af MEMOVID-19, et virus der overførtes fra sociale medier til mennesker og medførte, at de smittede af fysiologiske årsager ikke længere genkendte andre mennesker. Alt andet huskede man, men ikke forældre, børn, ægtefæller, venner, kollegaer osv.

Allan var en af de første, der blev ramt, men han fik det bedste ud af situationen. Han opfandt programmet TrueRelations, som tilbød brugerne et aktivt netværk, der reagerede positivt på deres onlineaktiviteter. En måde at give brugerne en følelse af at blive set og anerkendt, som ellers forsvandt sammen med hukommelsen. Nu er han på vej til at sælge sin opfindelse til et konsortium. På vejen ser han dog en kvinde, og det mærkelige er, at han føler, han genkender hende …

En meget interessant novelle om hukommelse og betydningen af menneskelig interaktion. Og så har den en overraskende slutning.

Skuret i baghaven af Jesper Goll

En virus, der efterlader sine ofre som ‘hylere’, har ramt Danmark. En mor bor alene i sit hus sammen med sin 12-årige datter, Maria. En dag dukker to af Marias venner op i deres have. De er blevet ramt af sygdommen, og der er intet at gøre for dem. Men Maria kan ikke lade være med at give dem mad, og næste dag er der fem hylere i haven. Det er farligt at komme i nærkontakt med hylerne, så mor og datter finder på en plan for at slippe af med dem. Men det kræver at moren går udenfor.

Jesper Goll har skrevet flere noveller til Science Fiction Cirklens serie Lige under Overfladen, ikke mindst et par af mine all time favourites ‘Farvel min astronaut‘ og ‘Betydningen af små ting‘. ‘Skuret i baghaven’ er en lavmælt, men stærk fortælling om overlevelse og kærlighed.

Ambrotos af Jane Mondrup

Det er ikke så længe siden, jeg læste Jane Mondrups debutroman Zeitgeist fra 2019. En kompleks, men også spændende roman. ‘Ambrotos’ er ligeledes en kompleks fortælling, men også meget vigtig idet den stiller nogle helt centrale spørgsmål til den måde, vi f.eks. griber klimaforandringerne an.

Lea er sammen med fire andre fra organisationen Ambrotos taget til en ensomt beliggende hytte i det nordlige Canada. De skal diskutere og færdiggøre det sidste på et kæmpe projekt, de har arbejdet på i mange år. Et projekt, der får langvarige følger, men som er for det fælles bedstes skyld. Lea har dog ind i mellem betænkeligheder ved det hele.

Måske min yndlingsnovelle i Exteria.

Om Exteria:

Udgivelsesår: 15.04.2022
Forlag: Science Fiction Cirklen, 421 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:
Forord
Den sidste december af Freddy E. Silva
LoveBUG2 af Vibeke Vestergaard
Samfundssind af Nadia Kebaier
41 af Mette Werner
Konspirationsteorier af Jasmin Hansen
Manden med den røde butterfly af Jon Terje Østberg
Flokimmuniteten der udeblev af Johannes Lundstrøm
Spind af Nanna Grønbech Petersen
Drømmerier i koleraens tid af Karin Pagter Duparc
Exteria af Sari Arent
Total Delirium af Niels Kjærgaard
For en sikkerheds skyld af Sinus Reuss
Abrahams byrde af Andrias Andreasen
Zombier i køkkenhaven af Clara Robin
Stjernehermelin af Mariane Mide
La Redoute du Soleil af Ditlev Viðstein Petersen
Frisk luft af Sara Windfeldt Thorsen
Gaudium Ex Tristitia af Ida Maria Bonnevie
Langdistance af Maria Pilh Bengtsen
Svinet skal dø af Helene Toksværd
Glemmer du, så husker vi af Anders Olesen
Skuret i baghaven af Jesper Goll
Ambrotos af Jane Mondrup
Om forfatterne

Læs også:

Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
Den blege rytter af Klaus Larsen
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl

De rensede af Søren Staal Balslev
Puls af Stephen King
Martyrens sang af Stephen Miller
I morgen er alt mørkt – Brages historie af Sigbjørn Mostue
Kimære af Gert Nygårdshaug
Undergang af Søren Poder
Rød sne af Thomas Ringstedt

28 dage senere
Besat
Cabin Fever
Carriers
Contagion
The Crazies
Fatal contact: Bird flu in America
Pandemic
[REC]
Sorgenfri

Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke

Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke

Jeg må med skam melde, at jeg indtil for nyligt aldrig havde fået læst Rendezvous med Rama af Arthur C. Clarke. Heldigvis kan jeg nu vaske den skamplet af. Samtidig kan jeg anbefale den snart 50-årige roman til alle science fiction-elskere.

I 2077 slog en flere tusinde tons meteor ned i det norditalienske lavland med enorme dødstal og store økonomiske konsekvenser som følge. Det blev begyndelsen på projekt Rumvagt. En forsvarslinje der skulle sørge for, at ingen meteor igen skulle ramme jorden.

Godt 50 år senere, i 2130, opdager Rumvagten et nyt objekt, større end noget man har opdaget i hundrede år, med kurs mod Solen. I første omgang fører opdagelsen ikke det store postyr med sig. Alligevel ender man med at sende en rumsonde ind i Ramas bane for at fotografere det – og her opdager man, at objektet ikke er naturskabt.

Det møde, man længe havde håbet og frygtet, var omsider en kendsgerning. Menneskeheden var ved at modtage sin første gæst fra stjernerne. (side 14)

Rumskibet Endeavour med kaptajn Norton på kommandobroen er det eneste i solsystemet, der er tæt nok på til at kunne nå frem til Rama, inden den passerer. De sendes af sted, og resten af romanen følger deres landing på Rama og efterfølgende udforskning af, hvad der viser sig at være et gigantisk rumskib.

Arthur C. Clarke har en meget saglig, matter-of-fact måde at skrive på, hvor tekniske forklaringer står side om side med mere dramatiske scener. Her er ikke lagt vægt på personskildringer eller menneskeligt drama. Til gengæld beskrives Rama, som romanens egentlige hovedperson, minutiøst gennem Endeavour besætningens udforskning. I hvert fald den lille del som de når at udforske, før de kommer for tæt på Solen og er nødt til at forlade Rama.

Rendezvous med Rama er hård science fiction blandet med spændende rumeventyr. For mig fungerer det godt, selvom jeg må erkende, at jeg sjældent ved, om videnskaben er korrekt. Selv med næsten 50 år på bagen kan Clarkes roman kun anbefales.

Clarke skrev i øvrigt endnu tre romaner i Rama-universet, disse i samarbejde med Gentry Lee: Rama II (1989), The Garden of Rama (1991) og Rama Revealed (1993).

Derudover er der i følge IMDB en filmatisering på vej med Denis Villeneuve i instruktørstolen og Alcon Entertainment som det primære produktionsselskab.

Andre skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Emnet er klassisk i science fiction: Det første møde med en extraterrestrisk race. Over dette tema har Clarke nu skrevet en formidabel god og spændende roman. Det hele er med. Fra de tekniske forberedelser, frygten, forsigtigheden, de uventede farlige situationer, nysgerrigheden – og alle de ubesvarede spørgsmål, da man atter må forlade Rama. Kun få sf-forfattere har evnen til både at have storslåede visioner og samtidig at kunne nedfælde dem på papiret, uden at noget går tabt. Clarke er i sine heldige øjeblikke en af de bedste.

Bogrummet:
“Mere spændende end en kriminalroman” hedder det sig på forsiden, og det er helt rigtigt. Hvis man elsker science fiction, så vil man også finde “Rama” spændende. Clarke sender os ud på et eventyr i rummet, som de første opdagelsesrejsende på jorden. Et par gange bliver oplevelsen også sammenlignet med Carvers opdagelse af Tut-Ankh-Amons grav. Udforskningen af rumskibet og dets indhold er velskrevet og så fantasifuldt, at bogen kommer til at virke for kort. Alene beskrivelsen af det cylindriske hav er ganske enestående. (Læs hele anmeldelsen her)

SF Reviews:
An indisputable SF classic that took home no fewer than five awards (among them the Hugo, Nebula, Campbell, and Jupiter) as the best novel of its year, Rendezvous with Rama is hard science fiction at its most fundamentally pure […] While most hard SF seeks, like science itself, to explain phenomena, in this novel Clarke presents us with the astronomically inscrutable and the utterly alien. Whereas this approach might be insanely frustrating in most any other work of hard SF, here it serves to put the reader into the very shoes of the cast of explorers. We are right there with them at all times, making discoveries as they do. There is no omniscient godlike narrator drawing us a roadmap […] Rendezvous with Rama is about exploration and discovery, and the way in which, even if solid answers are not always found, such discoveries change the course of our history forever. Unpretentious, unsentimental, and gracefully direct and readable with a natural grasp of the wonder and majesty of our universe, this novel achieves greatness simply by not trying hard to do so. (Læs hele anmeldelsen her)

Om Rendezvous med Rama:

Udgivelsesår: 1974
Forlag: Stig Vendelkær, 205 sider
Omslag: Ole Kragh
Originaltitel: Rendezvous with Rama, 1973
Oversætter: Arne Herløv Petersen

Læs også:

2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Himlen brændte af Ib Michael
Gateway af Frederik Pohl
Coyote af Allen M. Steele
Syndfloden af Carl S. Torgius
Fjerne kloder af Gunver Lystbæk Vestergård

En sang for de levende af Irene Scharbau

En sang for de levende af Irene Scharbau

I En sang for de levende tegner Irene Scharbau et dystert billede af vores fremtid. Klimaet bliver varmere og varmere, og de beboelige områder mindre og mindre. De rige bygger mure, og de fattige overlades til tørkedøden. Og så rammes jorden pludselig af en global hændelse, der ændrer alle spillereglerne.

År 2055: Chris er it-specialist med en fortid i Forsvarets Center for Cybersikkerhed. Verden er presset af klimaflygtninge, og EU er i færd med at bygge en mur fra La Rochelle til Odessa. Soldater skyder alle, der forsøger at trænge ind fra det glo- hede Sydeuropa og Afrika. En dag rammes hele kloden af et ødelæggende anslag. Chris forsøger at hjælpe sine venner til et sikkert sted ved Lolland. Det går slet ikke som planlagt. (fra bagsiden)

En af de bedste ting ved at have Gyseren.dk er, at jeg ind i mellem bliver kontaktet af forfattere, jeg ikke kender i forvejen. Det var tilfældet med En sang for de levende af Irene Scharbau, og historien om et samfund, der bryder sammen da elektriciteten forsvinder, lød så spændende, at jeg straks sagde ja tak.

Romanen udspiller sig i 2055. Klimaet er gået amok, og store dele af kloden er nu ubeboelig på grund af tørke. Nordeuropa har lukket sig sammen om sig selv, og holder med alle midler grænserne mod syd lukket for de mange klimaflygtninge.

Vi følger en række forskellige personer: it-sikkerhedseksperten Chris, der er bedste venner med kollegaen Aage. Benjamin, der oprindelig var pacifistisk skolelærer, men nu bevogter grænsen mod syd som EU-soldat. Michelle, der flyttede til Danmark fra Italien for at få et bedre liv, mens grænserne endnu var åbne. Ann, der arbejder som akutsygeplejerske og hver dag må foretage benhårde prioriteringer blandt patienterne, mens hun forsøger at få hverdagen til at hænge sammen alene med sine to små børn. Og Adi fra Lagos i Nigeria, der står med ansvaret for sine søskende og drømmer om at komme til Danmark.

I første del af romanen introduceres vi for personerne, og hører om verdens udvikling fra 2020’erne og frem. Anden halvdel fokuserer på tiden efter den globale hændelse, der efterlader kloden uden elektricitet. Vi følger både den lille gruppe personer, der mere eller mindre tilfældigt ender på en lille ø, men også virkningerne af manglen på strøm for samfundet. For udover de umiddelbare gener ved at strømmen forsvinder, så forsvinder næsten alt vores viden også. Meget gemmes kun digitalt i dag, lige fra sygejournaler til skøder og andre juridiske dokumenter. Så hvad sker der, når samfundet rejser sig igen?

Det er ikke så længe siden, jeg læste Christina Lassen-Andersens vellykkede debutroman Mørkelagt, der også handler om hvad der vil ske, hvis strømmen pludselig forsvinder. Men mens Mørkelagt ikke fokuserede på, hvorfor strømmen forsvandt, får vi svaret i En sang for de levende. Og det er desværre ikke en urealistisk hændelse, der er årsagen.

En sang for de levende er elementært spændende, og jeg blev lynhurtigt fascineret af Scharbaus vision af år 2055. Både samfundet og begivenhederne, der leder op til romanens nutid, fremstår skræmmende troværdigt. Skrivestilen er lidt abrupt efter min smag, og persontegningerne er ikke de dybeste. Dog er Adi, hvis hjerteskærende historie næsten ikke var til at bære, meget velskrevet. Trods disse små-anker blev jeg hurtigt grebet af romanen, der føles bekymrende realistisk. Og endelig er jeg også nødt til at rose det overraskende twist, Scharbau introducerer mod slutningen, som giver romanen en helt ny vinkel.

Jeg var godt underholdt af En sang for de levende, der kombinerer spænding med cli-fi i en ubehagelig troværdig fremtid. En effektiv, realistisk og spændende roman, der ikke kan udgå at give læseren stof til eftertanke.

Irene Scharbau er journalist, og debuterede som forfatter med romanen Max fra 2020.

Uddrag af romanen:

I 2045 gav EU sine borgere tre år til at forlade tørkezonen. Varetransporter stoppede, de sidste vandværker standsede pumperne. Strømforsyninger slukkede. Det var slut med at orientere sig på braces og skærme. I det hele taget var det slut. Cypresserne på sydens solbeskinnede kystskråninger stod som rustne støtter over de tidligere så magtfulde riger.

Læger uden Grænser fordoblede deres styrke, og europæiske læger trak sig stille og roligt hjem fra andre af verdens brændpunkter for at hæve indsatsen i det sydlige Spanien, Italien og Grækenland. Fra juli ’48 skød EU-hæren på alle, der forsøgte at krydse grænserne sydfra.

Soldater cementerede de følgende år grænsen med et utal af lig. De begravede grænseoverløberne, hvor de faldt, eliminerede af EU-railguns, de masseproducerede elektromagnetiske våben, soldaterne var udstyret med i 40’erne.

Ingen plausible forklaringer gav længere adgang. Den voksende digitale programindustri til at spore dialekter og oprindelsesland døde ud på et år i ’48 sammen med knoglescanningsanlæg til at bestemme børns alder – børn kom heller ikke ind.

En stream med en cirka 4-årig pige gik verden rundt. Med kager af snavs i sine mørke krøller, åbne sår på knæene og blod på sin lyserøde Disney t-shirt stod hun alene på grænseovergangen ved Coccau Valico i det østlige Østrig. Hun var for længst holdt op med at græde, hendes øjne var huller af rædsel. To soldater, som trådte ud foran hende med hævede railguns, så ud til at have en kort diskussion. Så skød den ene, mens den anden sank ned på knæ.

Brølet over umenneskeligheden steg fra Amnesty, FIDH, selv i FN viste man streamen.

Men ‘No Trespassing’ havde opbakning fra store flertal i de europæiske staters befolkning. (side 72-73)

Reklame: Tak til Irene Scharbau og forlaget Indblik der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om En sang for de levende:

Udgivelsesår: 19.05.2022
Forlag: Indblik, 296 sider

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Nordlys af Tina Ibsen
Opgøret af Stephen King
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Den 5. bølge af Rick Yancey

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

Gør plads! Gør plads! af Harry Harrison

For længe siden fik jeg anbefalet filmen Soylent Green fra 1973, og forleden fik jeg endelig set den. Historien udspiller sig i 2022 (måske var det bestemt af højere magter, at jeg først skulle se den i år?), og Charlton Heston spiller hovedrollen som den korrupte kriminalbetjent Thorne. Han sættes til at opklare mordet på et af bestyrelsesmedlemmerne i Soylent Corp., et firma der stort set brødføder hele New York med sine proteinrige plankton-kiks. Men i en by med 80 millioner indbyggere er det lettere sagt end gjort. Især da nogen med forbindelser vil gå langt for at dysse sagen ned.

Filmen giver et klart indtryk af, hvordan overbefolkningen har drevet samfundet ud over kanten. New York vises som en nedslidt by, hvor vagter med geværer bevogter de pæne trappeopgange, så de fattige ikke sover der. Korruption er udbredt, og der er mangel på alt.

Plottet er bygget op om opklaringen af mordet, men filmen er meget mere end det. Klimaet er gået amok og en hedebølge ligger tungt over New York. Som kontrast til almindelige menneskers fattigdom præsenteres vi for lejligheder med alle fornødenheder for de rige. Endda med smukke unge kvinder der følger med som ‘furniture’. Stort set ingen læser mere, men enkelte mennesker fungerer som ‘books’, der kan skaffe alle mulige slags oplysninger. F.eks. er Thornes ældre sambo Sol en ‘book’, der hjælper ham med politiarbejdet. Og endelig er der slutningen, der fører filmen i en helt ny retning.

Soylent Green er fra 1973 og fik den danske titel Fremtidens rædsel. Selvom enkelte scener virker forældede i dag, synes jeg stadig, at filmen er værd at se. Den kendte filmanmelder Roger Ebert beskrev den da også som: “… a good, solid science-fiction movie, and a little more.

Romanen

Det var først efter, at jeg havde set Soylent Green, at det gik op for mig, den var baseret på Harry Harrisons roman Gør plads! Gør plads! Selvom man tydelig ser inspirationen fra bogen i Stanley R. Greenbergs manuskript, er her dog tale om en ret anderledes historie.

Igen er opklaringen af et mord den røde tråd gennem romanen. Kriminalbetjenten Andy Rusch bliver sat på sagen, da Michael O’Brien – også kendt som Store Mike – bliver myrdet i sin lejlighed. Det ligner et indbrud, der er gået galt, og normalt ville sagen hurtigt blive lukket. Med de mange mord, der sker hver dag i New York, er det oftest sådan det går. Men nogen højt oppe i systemet presser på for at finde morderen.

Historien fortælles i forskellige spor. Dels gennem Andy der modsat filmens kriminalbetjent ikke er korrupt, men hårdtarbejdende og idealistisk. Dels gennem den unge kvinde Shirl, der var Store Mikes kæreste. Han var en brutal mand, men alligevel var livet med ham langt mindre hårdt, end livet på gaden. Endelig hører vi også om den 18-årige kineser Billy Chung, der bor med sin familie i havneområdet på et nedslidt skib sammen med en masse andre familier.

Gør plads! Gør plads! udspiller sig over et lille halvt års tid i 1999 frem til årtusindskiftet. Befolkningstallet er eksploderet, og der er ikke længere nok mad til alle. Staten har indført velfærdskort, som giver adgang til madrationer, men kød og grøntsager har kun de rige råd til at købe. Vand er også en mangelvare. Både pga. det bestandigt varmere klima. Men også fordi bønderne klager over byernes store vandforbrug og saboterer rørledningerne.

Menneskeheden slugte på et århundrede alle verdens ressourcer, som det havde taget millioner af år at oplagre, og ingen i toppen brød sig en døjt om det, eller hørte efter alle dem der prøvede at advare dem. De lod os bare overproducere og overkonsumere, indtil nu hvor olien er væk, muldlaget er udpint og skyllet bort, træerne hugget om, dyrene uddøde, jorden forgiftet, og alt hvad vi har fået ud af det, er syv milliarder mennesker, der kæmper om de smuler, der er tilbage og lever en elendig tilværelse – og stadig avler børn uden kontrol … (side 172)

Stort set ingen husker, hvordan det var før. Alle gør bare, hvad der skal til for at overleve i den stadig mere nedslidte by fuld af mennesker på hver kvadratmeter.

Slutningen er helt anderledes end romanen, og jeg kan forestille mig, at Gør plads! Gør plads! har været ret kontroversiel, da den udkom i USA i 1966. Andys sambo Sol, der også i romanen er en ældre mand, er nemlig fortaler for fødselskontrol. Og når man tænker på, at USA her i 2022 forsøger at rulle kvinders ret til abort tilbage i flere stater, kan jeg kun forestille mig, hvilket ramaskrig det forslag har vakt dengang.

Harry Harrison har ikke skrevet en særlig opmuntrende roman. Meget af det han forestillede sig i 1966 er sket. Vi opbruger jordens ressourcer, klimaet ændrer sig, vi er i gang med den sjette masseudryddelse, og vi er alt for mange mennesker på jorden. Men stadigvæk fortsætter forbrugsfesten, og det er svært at se vores politikere opføre sig meget anderledes, end dem i romanen. Så selv med 56 år på bagen er Gør plads! Gør plads! desværre sørgeligt aktuel.

Udgaven, jeg har læst, er uheldigvis skæmmet af en del trykfejl. En af de mest iøjnefaldende er i bogens slutning, hvor USA’s befolkningstal glædesstrålende opgøres til 44 millioner. Her skulle have stået 344 millioner.

I skrivende stund er USA’s befolkningstal på knap 335 millioner, altså lidt mindre end Harrisons bud. Til gengæld har vi på verdensplan overskredet hans syv milliarder, idet vi nærmer os otte!

Om Gør plads! Gør plads!

Udgivelsesår: 1973
Forlag: Notabene, 219 sider
Omslag: Peter Sugar
Originaltitel: Make Room! Make Room!, 1966
Oversætter: Jannick Storm

Læs også:

Efter stormen af Harry Harrison
Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Atlantiz af Publius Enigma

Zeitgeist af Jane Mondrup

En zeitgeist er på sin vis stadig i live idet den aldrig har gennemgået en fysisk død. Snarere er den med krop og sjæl revet ud af sin plads i tiden og forekommer kun ulegemlig fordi tidens struktur nu afviser den. (side 26)

Zeitgeist af Jane Mondrup

Jeg er overbevist om, at et godt kendskab til Antikkens filosoffer, den græske mytologi, latin og kvantefysik vil øge udbyttet af at læse Jane Mondrups debutroman Zeitgeist. Ikke desto mindre var jeg vildt fascineret af historien, selvom jeg bestemt ikke excellerer i nogen af ovennævnte områder.

Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Hans minder indtil da er mærkeligt fjerne, men han ved dog, at han underviste i filologi på Københavns Universitet i det 21. århundrede. Han ved også, at der ikke er overensstemmelse mellem hans viden om teknologien i år 1890, og det 1890 han er i.

Ved Ejvins ankomst forsvandt videnskabskvinden Lily Wycliffe, og nu vil hendes ‘bror’ Hector gøre alt for at finde hende igen. Ejvin er yderst skeptisk overfor tanken om, at han skulle befinde sig i et alternativt 1890. Alligevel slutter han sig til Hector i dennes søgen efter Lily. Det fører ham ud på en vild rejse til et Danmark, der er helt anderledes end i hans egen tid. I 1541 foretog foretog den tyske alkymist Theophrastus von Hohenheim et eksperiment, der endte med at lægge hele Skandinavien øde, og frigav en pest der dræbte alle indbyggerne. Samtidig slog eksperimentet sprækker i tiden, så flere tider eksisterer parallelt med hinanden.

En skjult gruppe ønsker at styre tiden tilbage til den sande tid, før verden opsluges af Æonen, et tidsmæssigt sort hul hvor tid, sted og eksistens er en helhed. Men Titanerne, som behersker Æonen, ønsker at fremskynde overtagelsen. Endeligt er der også forskellige politiske fraktioner, der forsøger at øge deres indflydelse i deres nutid uden kendskab til de store linjer.

Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.

Jeg har læst et par anmeldelser af Zeitgeist, der ærgrer sig over sig over slutningen. Jeg indrømmer da også, at jeg ikke ved, om jeg har forstået den. Men for mig er der en sammenhæng mellem Hectors valg vedrørende Lily, og Ejvins valg i forhold til en anden kvinde i romanen, og det giver mig håb om slutningen.

En anderledes og anbefalelsesværdig læseoplevelse.

Anmelderne skriver:

Jyllands-Posten:
“Zeitgeist” er en ambitiøs og flot gennemført retrofuturistisk roman. De dramatiske højdepunkter er måske lidt tamme, hovedpersonerne en anelse karikerede, og hele tidsskismaet ret svært at holde styr på. Men der er som sagt noget fængende ved den sære handling, som gør, at man alligevel bliver hængende til sidste side. Undervejs får vi nogle tidløse betragtninger om demokrati, kvindekamp, flygtninge og global opvarmning, og det er jo altid på sin plads. (Læs hele anmeldelsen i Jyllands-Posten 2019-02-17)

Himmelskibet:
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger. Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. (Læs hele anmeldelsen her)

Superkultur:
Der fortælles med større armbevægelser, end jeg er vant til i dansk science fiction – og bogen er proppet med gode ideer. Mondrup lister detaljer ind her og der, som viser, at hun har tænkt over sin fortalte verden, og tænkt godt. Samtidig fortæller hun på en måde, som får mig til at tænke på samtidige (i vores tidslinie, forstås, jeg ved ikke, hvordan litteraturen ser ud i Zeitgeists univers) adventure-romaner. Det får lidt bogen til at fremstå som en blanding af Wells, Verne og Walter Scott, hvor folk som den naturligste ting i verden drager ud for at lære ting og opleve eventyr. (Læs hele anmeldelsen her)

Boguglen:
Grundelementet i Zeitgeist er hovedpersonens forvirring, og den smitter i høj grad af på læseren. Vi følger Ejvins forsøg på at rationalisere sig ud af sin egen tidsrejse, og grænsen mellem magi og videnskab udviskes løbende. Det er forfriskende at læse denne slags fra en dansk hånd, især fordi de historiske henvisninger er skarpe og velfungerende […] Zeitgeist er for alle danske science fiction fans, historienørder, fantasy elskere og filosofiske læsere, der nyder gode plots, interessante kontrafaktiske spekulationer, og steampunk. (Læs hele anmeldelsen her)

Bogblogger:
Zeitgeist er det tyske ord for tidsånd og bruges om en given historisk periodes tendenser og ideer. Her i bogen opleves netop mødet mellem forskellige tidsånder […] Hele romanen emmer af græsk mytologi og filosofi, og vi møder både titaner og Platon samt en idealisering blandt visse karakterer af Platons ideer om den ideelle stat. Jeg vil ikke sige, at man skal være filosofisk velfunderet for at læse denne bog, men man skal nok give sig lidt ro til at læse og forstå, når bogen også fører læseren ned ad de filosofiske abstrakte stier i en udredning om forståelsen af tid som begreb og de implikationer, tidsrejser nødvendigvis må have. (Læs hele anmeldelsen på Bogblogger)

Om Zeitgeist:

Udgivelsesår: januar 2019
Forlag: Vandkunsten, 378 sider
Tilrettelægger: Viktoria Senderovitz

Besøg Jane Mondrups hjemmeside

Læs også:

Frysepunktet af Anders Bodelsen
Havmanden af Niels Brunse
I kamp mod tiden af Ben Elton
To the Bone af Craig Frank & Aksel Studsgarth
Harry Augusts første femten liv af Claire North
Tidskortet af Felix J. Palma
Mørke af Torben Pedersen

Destin 3 – Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Destin 3 - Dødemandstågen af Danny Biltoft Davidsen

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin. Tidligere er udkommet Seerkrystallen i 2016, samt Snefuglen i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind for at genopfriske handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse. Men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to.

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden. Den teknologisk overlegne race Torakiderne er forsvundet, og menneskene har stort set glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt. Dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse. Her hjælper han Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene, de regner med at finde, samt løjtnant Risette der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet og skibet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er, og hvor de også kan skaffe forsyninger. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette. Det hjælper også gruppen i forhold til at skaffe det de mangler.

På Dawnsbury skal de udover at proviantere også finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange, og planen er at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden. For i mørket gemmer sig en gammel hemmelighed, og Destin og de øvrige må snart kæmpe for livet endnu en gang.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over dem. Persontegningerne er ikke de dybeste, men jo længere ind i serien vi kommer, jo mere eftertænksom bliver Destin. Han er i hele serien gået benhårdt efter at redde Maridel uden skelen til, hvad hans handlinger har af konsekvenser for andre. Her i Dødemandstågen begynder han at overveje, om målet altid helliger midlet? Om jagten på Maridel betyder, at han uden skam kan svigte alle andre omkring ham?

Underholdningsværdien er i top, og jeg bliver bare mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med dramatik og ramasjang. Her er slagsmål, fægtekampe, rumslag og så videre, og det fortælles underholdende og med en støt stigende spændingskurve stort set hele vejen. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som kredser om enkelte af de øvrige figurer. Dem glæder jeg mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk rum eventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

(anmeldt til Himmelskibet)

Om Destin 3 – Dødemandstågen:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: mellemgaard, 284 sider
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen

Destin-serien:

Destin – seerkrystallen, 2016
Destin 2 – Snefuglen, 2017
Destin 3 – Dødemandstågen, 2021

Læs også:

Damphammeren: En steampunk antologi / red. Niels Dalgaard
Transformationsmaskinen af Nikolaj Johansen
Krinoline og kedsomhed: Danske steampunk noveller
Odyssé på Mars af Stanley G. Weinbaum
Artemis af Andy Weir
Rummets guder af Jonas Wilmann
Den gyldne dronning af Dave Wolverton

Gateway af Frederik Pohl

Gateway af Frederik Pohl

Jeg læste første gang Gateway for mange år siden, hvor den efterlod et uudsletteligt indtryk. Det kan nogle gange være farligt at læse sådanne bøger igen, for det er ikke altid minderne lever op til nutidens oplevelse.

I fremtiden er jordens befolkning nået op på 25 milliarder, og forholdene på jorden er trøstesløse. Robinette Broadhead har levet hele sit liv i Wyoming, hvor først hans forældre og siden han selv arbejdede i fødeminerne. Det er hårdt og farligt arbejde, som koster begge forældre livet. Så da Bob vinder i lotteriet, bruger han pengene på en enkeltbillet til Gateway.

Gateway er en lille asteroide på ca. 10 km på den længste led, som den højtudviklede, nu forsvundne race Heechee’erne efterlod. Asteroiden er fyldt med tunneller – og rumskibe. Hvert skib er en mulighed for at rejse ud og finde rigdom eller døden.

Historien fortælles i to spor. Dels i tilbageblik om Bobs oplevelser på Gateway, hvor vi følger hverdagen på den klaustrofobiske asteroide, hvor sex, druk og spil er det eneste tidsfordriv. Her finder Bob snart sammen med en anden skattejæger, Klara, der ligesom han selv har svært ved at finde modet til at rejse ud. Dels via samtalerne med AI-psykoanalytikeren Sigfrid, som Bob besøger én gang om ugen.

Ind i mellem er indlagt rubrikannoncer fra Gateway, foredrag om Heechee’erne og andre emner, turrapporter fra de skibe der vender tilbage til Gateway m.m.

Da jeg første gang læste Pohls roman, blev jeg fascineret af tanken om de mange mulige destinationer Gateway gav. Men også af det mod der kræves for at rejse ud i det ukendte, uden at vide om man kom tilbage. For Bob kniber det med modet, men alligevel ender han med at blive umådelig rig. Det er vejen dertil, romanen afslører.

Historien er dog i ligeså høj grad ét langt dyk ind i Bobs psyke. Det gik op for mig, da jeg genlæste Gateway. Bob skjuler noget for sig selv, som får ham til at vedblive at komme hos Sigfrid. Også selvom han prøver at narre Sigfrid, når den kommer for tæt på. Bl.a. kaster Bob omkring sig med freudianske tanker om moderbinding m.m., men ubevidste fortalelser gør det klart for læseren, at han skjuler noget om en anden kvinde i sit liv. Det er i sig selv et interessant puslespil, Frederik Pohl lægger ud for læseren.

I dag undrer det mig lidt, at jeg ikke så den vinkel tydeligt, første gang jeg læste Gateway, eftersom så meget af romanen fortælles via psykolog-samtalerne. Men måske på grund af alderen var jeg dengang mere fokuseret på det overbevisende univers, Heechee’erne og de dramatiske sekvenser i plottet. I dag værdsætter jeg begge sider af romanen, og ikke mindst slutningen hvor begge spor kulminerer.

Oversættelsen, jeg har læst fra Tangentforlaget, er desværre skæmmet af korrekturfejl og uhensigtsmæssigt layout, så en ny-oversættelse kunne være dejlig. Frederik Pohls roman fortjener nemlig i den grad sin klassikerstatus.

Gateway er bind 1 i serien om Heechee’erne og udkom første gang i 1977. Pohl skrev dog om Heechee’erne allerede i 1972 i kortromanen The Merchants of Venus.

Uddrag af romanen:

Den berømte Sylvester Macklen – som på det tidspunkt ikke var berømt for noget, men blot en almindelig tunnelrotte på Venus – opdagede et Heechee-skib og kom til Gateway, hvor han omkom. Det lykkedes ham at gøre opmærksom på sin position ved på snedig vis at sprænge sit skib i luften. En NASA-sonde blev omdirigeret fra solen, og mennesket nåede frem til Gateway.

Indvendigt var stjernerne.

Indvendigt var der, i mindre poetisk og mere bogstavelig forstand, næsten et tusind mindre rumfartøjer, der havde form som korte paddehatte. De fandtes i flere former og størrelser. De mindste lignede svampe, man dyrker i tunnellerne i Wyoming, efter at skiferen er fjernet. De større var spidse, ligesom moreller. Bag de buede ydervægge var opholdsrum og en kraftkilde, som ingen forstod. I svampestænglerne var der kemiske raketter, der omtrent svarede til dem, der fandtes i de første rumprogrammers månelandere.

Der var ingen, der nogensinde havde fundet ud af, hvordan kapslernes fremdriftssystem virkede, eller hvilken kurs de slog ind på.

Det var noget af dét, er gjorde alle nervøse: At tage chancen med noget, ingen forstod. Man havde i bogstaveligste forstand ingen muligheder for styring eller kontrol, når man startede i et Heechee-skib. Kursen var bygget ind i styringssystemet på en måde, man ikke forstod. Man kunne vælge en bestemt kurs, men når den én gang var valgt, var der ikke mere at gøre. Man vidste ikke hvor man kom hen, lige så lidt som man kendte indholdet af en lykkepose, før den åbnedes.

Men skibene fungerede. Selv efter et tidsinterval som af nogle blev anslået til måske en halv million år. (side 21)

Om Gateway:

Udgivelsesår: 1984
Forlag: Tangentforlaget, 223 sider
Omslag: Lars Beierholm
Originaltitel: Gatway (amerikansk), 1977
Oversætter: Jens Carstensen

Lyt til et afsnit af podcasten Scifi Snak om Gateway.

Heechee romanerne:

Gateway, 1977
Beyond the Blue Event Horizon, 1980
Heechee Rendezvous, 1984
The Annals og the Heechee, 1987
The Gateway Trip, 1990
The Boy Who Would Live Forever, 2004

Find hele Frederik Pohls forfatterskab HER

Læs også:

Non-stop af Brian Aldiss
Frysepunktet af Anders Bodelsen
2001: En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke
En håndfuld mørke af Philip K. Dick
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Otte science fiction noveller / red. Jannick Storm
Mørke af Torben Pedersen
Tunnelen under verden af Frederik Pohl