Indlæg tagget med ‘science fiction’

Komplekskuller – klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller - klimafiktion / red. Carl-Eddy Skovgaard

Komplekskuller – klimafiktion består af 24 nye science fiction noveller med fokus på klimaet skrevet af danske forfattere. Den udkom i april 2021, men jeg er håbløst bagud i forhold til at få læst, så derfor kommer der først en omtale nu.

De 24 noveller kommer langt omkring, lige fra oversvømmelser, over tørke og ildstorme, til istid og alt der i mellem. Flere af forfatterne kendte jeg på forhånd, men der er også en række nye navne repræsenteret. Det er noget af det jeg holder af ved Science Fiction Cirklens antologier, at de også giver plads til upcoming-forfattere.

Bagerst findes en kort introduktion til hver enkelt forfatter.

Novellerne er generelt af høj kvalitet, og flere af dem giver stof til eftertanke. Jeg ved ikke, om det er upassende at sige, at jeg var godt underholdt under læsningen, men uanset er Komplekskuller en relevant udgivelse som er helt på højde med Science Fiction Cirklens anden klimaudgivelse i 2021: 48 timer i Massachusetts-havet.

En overgang af Jesper Goll
Forhenværende biolog Aksel Rose er en af de overlevende. Havene omkring Danmark er steget og har langsomt oversvømmet store dele af landet. Oveni har en influenza-epidemi krævet mange dødsofre. Vandet er begyndt at stige i hans stuelejlighed, så nu er han rykket op på 2. sal i bygningen, til en lejlighed hvis ejer er død. En dag begiver han sig længere ind i landet på jagt efter mad, men finder i stedet noget helt uventet.

Hobbyer af Lars Nisted
På en togtur forbereder Svend Holmstrup sig på et foredrag, han skal holde om aftenen. Han foretrækker fred og ro, og bliver derfor irriteret da en yngre kvinde sætter sig overfor ham. Det bliver dog ikke kvinden, der udøver de største forstyrrelser på togturen. En velskrevet og meget ubehagelig novelle, der udspiller sig i en fremtid, hvor atmosfæren er giftig og elektriske storme hærger.

Kuplen af Hanne Rump
Kasia bor alene med sin mor. Hendes far døde sidste år i en arbejdsulykke, mens han servicerede kuplen. Moren er taknemmelig for livet i kuplen, men Kasia er overbevist om, at der er noget fordækt ved farens død. Jeg kom til at tænke på Niels E. Nielsens roman Troldmandens sværd, og det er jo ikke en dårlig sammenligning.

Løbet ud i sandet af Sara Weisdorf
En ganske kort, nærmest bevægende novelle der udspiller sig i en verden ramt af tørke.

Klima Noir af Niels Kjærgaard
Jeg har efterhånden læst flere noveller af Niels Kjærgaard, og som oftest er han garant for en humoristisk fortælling med satirisk bid. Det er også tilfældet i den vældigt underholdende ‘Klima Noir’, hvor temperaturene har nået 90 grader, og folk er nødt til at bruge medicin eller implantater for at overleve. Her får privatdetektiven Jonny Stormlund til opgave at finde videnskabsmanden Karl Strøm, der tilsyneladende har opfundet en maskine, der vil medfører en katastrofe for samfundet.

Havudsigt af Rune Nyholm Nøhr
Havene er steget, og nu ligger Steins hus på en lille ø i stedet for på toppen af en bakke. En dag ser han en robåd, der kæmper sig over det oprørte hav. Ombord er en præst, og han har et overraskende spørgsmål til Stein. En novelle om at overleve klimakatastrofen med et uforudsigeligt twist til slut.

Bunker fem af Sofie Boysen
Pigerne Nina og Una er vokset op i Bunker Fem langt under jordens overflade, som er ramt af en ny istid. Bunkeren styres af den avancerede droide Q, som pigerne begge frygter. En dag sker der et uheld i bunkeren, og pludselig er Nina og Una de eneste tilbage sammen med butlerbotten Smiley og den frygtede Q.

Knappen af Maria Pilh Bengtsen
En tsunami truer med at udslette Danmark. En mand har mulighed for at redde Danmark – men med hvilke omkostninger …

Komplekskuller af C.C. Thybro
Astrid bor alene efter hendes forældres død. Hun lider af gigt, som gør at hun ikke kan bidrage med arbejde i komplekset, hvor hun bor. På nettet har hun fundet et fællesskab med andre, der som hun bliver betragtet som unyttige snyltere. Her forelsker hun sig i Tia, selvom de to aldrig vil kunne mødes. ‘Noget’ udenfor husene forhindrer nemlig folk i at gå ud. Titelnovellen er velskrevet og sørgeligt troværdig, for hvor meget overskud er der til at tage sig af de svage, når det gælder liv og død for flertallet?

Lortejob! af A. Silvestri
I 2047 er fortælleren i gang med at lave en bodycast, hvor der dykkes ned i fire af tidens lortejobs. De fordeler sig på servicemedarbejder ved et træningscenter, en inkassomedarbejder, en slags it-udvikler og en marinebiolog. Vi følger besøgene hos hver person, og deres jobindhold er ikke som nutidens. Som altid leverer A. Silvestri høj kvalitet. Her leger han med formen af fortællingen ved at skrive den som et manus. Jeg kan også godt lide den indirekte facon klimaændringernes konsekvenser beskrives på igennem kendte jobtypers nye indhold.

En opsang af Tim Sørensen
Den dansk-russiske Vasilij Jensen har i mange år forsøgt at råbe verdens magthavere op og få dem til at gøre noget ved klimaforandringerne. Nu har han mistet tålmodigheden. Under et foredrag truer han med alvorlige konsekvenser, hvis ikke verden sænker CO2-udledningen, stoppe skovfældninger, standse alle krige og forbyde fiskeri. Men er hans trusler bare varm luft?

Langtidshukommelse af Cindy Lynn Brown
Sol er rejst nordpå for at studere pizzlyer og forsøge at genskabe deres langtidshukommelse, der er forsvundet som et resultat af mange års ophobet mikroplast i bjørnenes kost. Men jo mere bevidst pizzlyen bliver, jo mere får Sol lyst til at komme væk fra glasboblen.

Til sidste dråbe af Andreas Olesen
Fortælleren er en ornitolog, der er sendt ud af Statens Genum Institut for at undersøge, om observationerne af en han-solsort er korrekte. I en tid hvor kønsbalancen er alvorligt forstyrret er handyr i fare for at uddø. En novelle der desværre slet ikke er så utænkelig, når man ser på nutidens faldende sædkvalitet.

Vandtæt af Sonja Winckelmann Thomsen
Stigende vandstand sender store dele af Danmarks befolkning på flugt. Mange søger tilflugt i Norge, hvor de indkvarteres i overfyldte flygtningelejre. Det er altid godt at forsøge at sætte sig i andres sted, og her giver Sonja Winckelmann Thomsen et bud på, hvordan vi danskere måske en gang får brug for andres hjælp. Og hvordan det er let at forfalde til at hade ‘de andre’ for at få det bedre med sig selv.

Vejrskifte af Gudrun Østergaard
I en verden plaget af alvorlige klimakonsekvenser rejser de allerrigeste jorden rundt foran tørkeperioder, regntid osv. for at nyde det bedste af alle verdener. Salima er en af disse privilegerede, og hun står foran at skulle gifte sig med Edwin, der ligeledes tilhører en af de gamle familier. Ved at lade Salima være fortælleren hører vi om katastroferne som ubelejligheder for Salima og hendes venner, som når de ikke kan få deres jordbær. Jeg blev nærmest rasende på personerne i fortællingen, og det er vel ikke den værste anbefaling. Gudrun Østergaard har tidligere skrevet om klimaet i novellesamlingen Ord har hærget, som bestemt også er værd at læse.

Den store mindedag af Jon Terje Østberg
Historiens fortæller er adfærdskonsulenten Martin Johansen. Han hjælper folk, der har det psykisk skidt. En dag ser han navnet Kai Werner Stellenberg på sit skema. Stellenberg var tidligere CEO for Nordisk Råstof, Olie og Metal, men hans symptomer er de samme som mange andre af Martins klienter. Der er flere gode overraskelser i Jon Terje Østbergs novelle, og jeg kan også anbefale at læse hans roman Tropika fra 2017.

Én nat på tre døgn af Rasmus Hebsgaard
En begivenhed har sendt jorden i en evig bunden rotation om Solen, således at 90% af overfladen potentielt bliver ubeboelig. Eskil Østergaard-Vig er folketingets formand, og historien udspiller sig, mens han afventer statsministerens beslutning for, hvad Danmark skal gøre. En lavmælt og lidt sørgmodig novelle som greb mig overraskende stærkt.

Koben af Helene Toksværd
Jeg-fortælleren står med et koben i hånden ved novellens begyndelse. Udenfor er heden ekstrem, men også i laden er varmen tæt. Fortælleren skal i gang med at slagte de sidste dyr, men tanker om frihed forstyrrer.

Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’ af Ea-Katrine Lystbæk Thomsen
Sarah er arkæolog. Mange af tidligere tiders fund er dog gået tabt gennem de sidste århundreders oversvømmelser og brande, så nutidens arkæologer må ty til affaldsdepoter i verdenshavene og afbrændte genbrugsstationer indlands. Der er ikke direkte fokus på klimaforandringerne i denne novelle. I stedet lader forfatteren os tænke selv, når Sarah fortæller om de forskellige fund og arkæologernes konklusioner. Det fungerer godt, og giver stof til eftertanke i forhold til ens eget forbrug.

Udenfor skyggen af Martin Møller Geertsen
I en fremtid er befolkningen opdelt i sletteboere og lysbyer. Førstnævnte bor under jorden og kan kun bevæge sig oppe, når solen er nede. De to grupper handler med hinanden. Bl.a. køber sletteboerne ilt i lysbyerne.

Æggebakkebjergene af J.M. Larsen
For at beskytte byen mod den stigende vandstand opførte regeringen for år tilbage en kæmpestor dæmning. I novellen beretter fortælleren om et forholdsvist begivenhedsløst liv under et styre, der langsomt bliver mere og mere totalitært i sine bestræbelser på at ‘tjene’ folket. Tankevækkende novelle, især set i lyset af den nuværende samfundssituation med Covid-19 og de mange debatter om, hvorvidt regeringen går for vidt i restriktioner m.m.

Nord af Trine J. Cederlöf
En stor del af verden ligger under vand. Forskeren Anna Tranenberg har fået bevilliget penge til en ekspedition til Svalbard i et samarbejde mellem fire nordiske universiteter. Hun har fundet nogle oplysninger i en gammel dagbog, som kan føre til et fantastisk fund – hvis de er korrekte. Vellykket novelle om tiden efter katastrofen med en slutning der lugter lidt af karma.

Tommelfjeld af Majbrit Høyrup
Ellen og Bjarke er ansat af Skandinavisk Raastofudvindning. De er blevet sendt til den lille ø Skágrund for at undersøge undergrunden for råstoffer. Skágrund er dog et specielt samfund, og der er særlige regler, der skal overholdes.

Under himlen, over jorden af Heidi Bobjerg
Da havene steg, blev det for risikabelt at bo i husene ved kysterne. Mange byggede derfor deres huse om, så de kunne flyve væk fra vandet. Novellen følger Inuk og Robin i deres hus på jagt efter et sted, hvor de kan tanke vand.

Om Komplekskuller:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 397 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Jesper Goll: En overgang
Lars Nisted: Hobbyer
Hanne Rump: Kuplen
Sara Weisdorf: Løbet ud i sandet
Niels Kjærgaard: Klima Noir
Rune Nyholm Nøhr: Havudsigt
Sofie Boysen: Bunker Fem 121
Maria Pilh Bengtsen: Knappen
C. C. Thybro: Komplekskuller
A. Silvestri: Lortejob!
Tim Sørensen: En opsang
Cindy Lynn Brown: Langtidshukommelse
Anders Olesen: Til sidste dråbe
Sonja Winckelmann Thomsen: Vandtæt
Gudrun Østergaard: Vejrskifte
Jon Terje Østberg: Den Store Mindedag
Rasmus Hebsgaard: Én nat på tre døgn
Helene Toksværd: Koben
Ea-Katrine Lystbæk Thomsen: Præsentation af ‘Kulturel-antropologisk diskussion af fund fra informationstidsalderen’
Martin Møller Geertsen: Udenfor Skyggen
J. M. Jensen: Æggebakkebjergene
Trine J. Cederlöf: Nord
Majbrit Høyrup: Tommelfjeld
Heidi Bobjerg: Under himlen, over jorden
Om forfatterne

Læs også:

48 timer i Massachusetts-havet
Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Den hvide fjende af Niels Meyn
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Gode tegneserier

Her i efteråret er jeg ‘kommet til’ at købe lidt mange bøger og tegneserier med hjem, og jeg må konstatere, at jeg nok ikke får skrevet om dem alle sammen her på Gyseren. Derfor dette lille opsamlingsheat for gode tegneserier, der fortjener omtale.

Gode tegneserier

Homunculus 1: Slangeilden af Benni Bødker og Rune Ryberg

Der er kommet sprækker ind til Æterplanet. Virkeligheden er ved at gå i opløsning, og intet er længere, hvad det giver sig ud for at være…

Mød dr. HarryHausen, fanatisk bekæmper af falske medier, overnaturlige charlataner og esoteriske selskaber, og ved hans side Homonculus, hans hemmelige våben. Spørgsmålet bliver snart, hvor langt dr. Harryhausen er villig til at gå i kampen mod det okkulte og verdensomspændende Ashra-Selskab?

Tosset med tegneserier er fuld af superlativer: “Fantastisk underholdende … virkelig fremragende dansk tegneserie … en okkult delikatesse for fans af tegneserier.” Jeg kan kun være enig. Historien er både underholdende og spændende, og så er jeg vild med Rybergs tegninger.

Udgivet på forlaget Fahrenheit

Kaos-stenen 1: De blodige ruiner af Gabriel Katz og Stéphane Créty

Det mægtige imperium Nemes er rystet af oprør og må derfor lade alle træde i militærtjeneste. Også de velhavende. Det er sådan, at Navel og Araes, sønner af to adelige familier, der ellers ikke kender noget til krig og kamp, bliver udsendt til Enoch, “verdens ende”, Imperiets stille nordlige grænse. Men under en patrulje vækker de ved et uheld en gammel helligdom, som har været begravet i århundreder. Det ellers før så fredelige område vil snart blive til et helvede. Barbariske horder, ledet af en blodtørstig krigsherre, krydser samtidigt havet for at invadere landet. Det bliver starten på en krig, der vil strække sig til hjertet af imperiet, en nådesløs kamp for den absolutte kilde til magt: Kaos-stenen.

Litteratursiden beskriver historien som “et slags mash-up af det gamle romerrige og World of Warcraft” og roser den for at være “seriøs og ambitiøs rendyrket fantasy“. Jeg var i hvert fald super underholdt.

Udgivet på forlaget E-voke

H.G. Wells 1: Doktor Moreaus Ø af Dobbs og Fabrizio Fiorentino

H.G. Wells fantastiske univers vækkes til live i tegneserieform med disse fortolkninger af et udvalg af Wells klassiske historier. Første album, Doktor Moreaus ø, følger Edward Prendick, der efter et skibbrud i 1887 strander på en ø i Stillehavet. Her må han tilbringe grufulde måneder med visheden om Doktor Moreau, der på øen gør horrible forsøg med at omskabe dyr til mennesker.

Bibliotekernes lektørudtalelse roser historien for at være en: “trofast og meget underholdende bearbejdning af Wells’ klassiske roman“. Jeg glæder mig allerede til at læse de næste bind i E-vokes oversættelse af H.G. Wells serien.

Udgivet på forlaget E-voke

Kijara 3: Naids hemmelighed af Tatiana Goldberg

Kijara-serien finder sted i Union City, hovedstaden i en samlet europæisk union, hvor kontrolleret genetisk modifikation af mennesker er hverdag, og hvor uønskede borgere marginaliseres og fratages alle rettigheder. Naids hemmelighed er tredje album i serien. Kijara har lagt sin dysfunktionelle familie og sin fortid hos den kriminelle organisation Klanen bag sig, og hun begynder så småt at falde til hos politienheden Purge, hvor hun nu arbejder som agent. Men livet som både illegal og agent er ikke nemt, og ikke alle er lige klar til at acceptere hende i teamet. Midt i sin kamp med både træning, missioner og relationer hos Purge opdager Kijara, at hun ikke er den eneste, der har hemmeligheder. Hendes kollega Naid er vist ikke den, han giver sig ud for at være.

Jeg er bare vild med serien om Kijara, der både er spændende og veltegnet, så jeg kan kun være enig med bibliotekernes lektørudtalelse, der beskriver den således: “Karaktererne står usædvanligt stærkt, har psykologisk dybde og udvikler sig på realistisk vis gennem seriens nu tre album. Tegningerne er farvestrålende, men formidler samtidig fint det dystre univers. Layoutet er spændstigt og afvekslende. Den overraskende og spændende historie har både energi og fremdrift.

Udgivet af Comic Factory

Satankulten på Anholt / red. Anders Fjølvar

“Satankulten på Anholt” er en af de mest interessante nedslag i den danske kulturhistorie, skrevet og udført af Knud Langkow. Fra receptionen i Staten museum for kunst, sendte Langkow både hemmelige breve og satanmønter ud i det danske land, for at skabe illusionen om en aktiv satankult på Anholt.

”Satankulten på Anholt” er en hyldets antologi til Knuds livsværk, lavet med den største nysgerrighed på hvad en sådan kult ville foretage sig, hvis den fandtes i vores virkelighed.

Bidragsyderne er:
Sortsind, Kim Bjørnholt, Steven Plato, Martin Schjönning, Kim Wili Nielsen, Anders Fjølvar, Árni Beck Gunnarsson, Peter Keller Hansen, Bjarke friis kristensen, Jakob Rohde-Kappel, Mai Ulrikka Sydendal, Henrik Houmann Steensen, Peter F. Holm, Kristoffer Bavngaard Thrane, Søren Bang Nørgaard & Matias Gedtek.

Forside: Peter Snejbjerg. Bagside: Bjarke Friis Kristensen.

“Satankulten på Anholt” er endnu et vellykket kickstarter projekt fra det lille forlag Afkom. Hæftet består af meget forskellige 11 historier, og er ikke for de sarte. Men er du til sort humor med splat og vold, så får du nogle herlige timers underholdning.

Udgivet af forlaget Afkom

Esben er bitter 3: Bitterheden overvinder alt af Theis Christiansen

Det går ikke så godt med karrieren, kærligheden og livet for Esben Esmann, der nu mere eller mindre har affundet sig med at tilhøre segmentet: 40+, enlig og delefar. Han vil ikke erkende, at han hader sig folkeskolelærerjob; han vil ikke erkende, at han elsker sin ekskone, og han vil i hvert fald ikke erkende, at hans verden ligeså stille og roligt er begyndt at falde sammen om ørerne på ham. Men måske er fornægtelse den bedste strategi?

Ja, jeg ved godt, at tegneserierne om Esben hverken er horror, krimi, science fiction eller fantasy, men de er så herre-morsomme, at jeg er nødt til at nævne dem. Om 3. bind skriver Nummer9 bl.a.: “Esben er bitter [rammer] som tegneseriestribe et sted, hvor du som læser ikke helt ved, om du skal grine med eller af hovedpersonen – og det er godt ramt.”

Udgivet på forlaget Fahrenheit

Esben er bitter 3: Bitterheden overvinder alt af Theis Christiansen

Udenfor intet – Lige under overfladen 16 / red. Eddy Skovgaard

Udenfor intet - Lige under overfladen 16 / red. Carl-Eddy Skovgaard

For 16. gang udgiver Science Fiction Cirklen sin årlige antologi med nye danske science fiction noveller. I år er titlen Udenfor intet, og om indholdet skriver redaktør Eddy Skovgaard:

Du vil finde rumrejser, alternative virkeligheder, fremtidsscenarier, tidsrejsescenarier, parallelle verdener, aliens i forskellige sammenhænge, spekulativ fiktion og også noveller fra grænselandet mellem science fiction, fantasy og socialrealisme. (side 7)

Jeg er generelt rigtig glad for ‘Lige under overfladen’-serien, som jeg har læst med fornøjelse siden første bind i 2007. Jeg elsker konceptet, der præsenterer både nye og mere etablerede forfattere, og at der gives plads til et bredt spektrum af science fiction fortællinger. Det betyder, at der hver gang er nogle historier, jeg falder pladask for. Nogle historier der har fantastiske idéer. Nogle historier der er underholdende, selvom de måske er hørt før. Og nogle historier jeg ikke forstår eller ikke synes holder. Men jeg er altid spændt på at læse dem.

I Udenfor intet er de fleste af de 26 noveller heldigvis både underholdende og velskrevne. Jeg vil ikke omtale dem alle, men blot fremhæve nogle få historier.

Thomas Hverring har skrevet titelnovellen ‘Udenfor intet’, som er blandt mine favoritter. Her befinder vi os på en rumstation befolket af en gruppe forskere. Noget er sket med rumstationen, men hvad finder vi først ud af undervejs gennem tilbageblik, tanker og nutidig handling. Fortællerstemmen er speciel, og jeg skulle lige vænne mig til stilen, men herfra gik alt op i en højere enhed, og jeg gad virkelig godt se den som film.

En helt anden type historie er ‘Den lille Atomfysiker’ af Niels Kjærgaard. Her får Asger sættet Den lille Atomfysiker i julegave, men hans fætter Eskild vil også lege med. Historien er måske ikke vildt overraskende, men den er underholdende og Kjærgaard har en god form for humor.

Donald Trump har været skyld i mange ting. Jeg tror også, at han har været inspirationskilde til Johannes Lundstrøms novelle ‘Paranormal normalitet eller -?’ Her forsøger professor Finkelstein at få svar på, hvilke kræfter det er der styrer og forårsager uforklarlige hændelser i vores verden. Til at bevise dette har han opstillet et eksperiment, hvor han selv deltager.

En helt anden historie – og alligevel lidt i samme retning – er ‘Det du ikke ser’ af Tim Sørensen. Her hører vi teenageren Tessa, der bor på planeten Terra Nova. Et af de yderste fremspring i Hegemoniets ekspansion hvor man endeligt, efter 17 år, er klar til at åbne porten til Nexus, Galaksens største knudepunkt. Men noget andet har fundet vej til Terra Nova. Noget der har egne planer om ekspansion.

Jeg kunne også fremhæve den indledende ‘Kunsten at mærke en hval’ af Mette Markert, der fik mig til at tænke på tv-serien Firefly. Ikke så meget for den konkrete handling men for stemningen og den skæve besætning. Helle Perriers ‘Bobbys mange liv’ fik mig næsten til at tude, men jeg er også en nostalgisk hundeelsker. ‘Den romerske næse’ af Mariane Mide har en lidt anderledes indgang til tanken om designerbørn, som jeg fandt både underholdende og interessant. I ‘Frygt og lede i Korsbæk 2.0’ af Jon Terje Østberg er befolkningen opdelt i et A og B hold, og her får et besøg i en Matador temapark uventede konsekvenser for novellens hovedperson. Og så faldt jeg også for Dmitri Burdykins ‘En helt almindelig uge’, om Simon Bergman der pludselig føler sig hensat til filmen Groundhog Day.

Og jeg kunne nævne flere.

De 26 noveller i Udenfor intet spænder vidt, både hvad stil og tema angår. Men overordnet set er her endnu en gang tale om et spændende indblik i ny dansk science fiction, der giver stof til eftertanke, samtidig med at man bliver godt underholdt. Så jeg ser allerede frem til ‘Lige under overfladen 17’.

Om Udenfor intet:

Udgivelsesår: 05.11.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 390 sider
Omslag: Manfred Christiansen

Indhold:

Kunsten at mærke en hval af Mette Markert
Human zero af Hanne Gasbjerg Hjulmand
De blå katte af Lilli Lund Christensen
Alex Sørensen show af Jakob Emiliussen
Jørgens drager af Jakob Drud
Kontakt af Jan Rasmussen
Den lille atomfysiker af Niels Kjærgaard
Paranormal normalitet eller – ? af Johannes Lundstrøm
Biohackerens frihedskamp af Maria Aagaard
2084 af Publius Enigma
Udenfor intet af Thomas Hverring
Uønskede elementer af Ellen Miriam Pedersen
Vi er to af Lars Behn-Segall
Shanty Town Copenhagen af Niels Christensen
Huskespil af Sara Buch
Det du ikke ser af Tim Sørensen
Travle bier af John Madsen
Den romerske næse af Mariane Mide
Håb af Thomas Nis Westergaard
Frygt og lede i Korsbæk 2.0 af Jon Terje Østberg
Sexlegetøj af Sinus Reuss
En helt almindelig uge af Dmitri Burdykin
Aftenstjernen af Lenka Otap
Bobbys mange liv af Helle Perrier
Robert af Helene Toksværd
Menneske først af Heidi Bobjerg

Lige under overfladen:

Evolution – lige under overfladen 15, 2020
Sandsynlighedskrydstogt – lige under overfladen, 14, 2019
De fremmede – lige under overfladen 13, 2018
Efter fødslen – lige under overfladen 12, 2017
Lidenskab og lysår – lige under overfladen 11, 2016
Som et urværk – lige under overfladen 10, 2015
De sidste kærester på månen – lige under overfladen 9, 2014
Farvel min astronaut – lige under overfladen 8, 2013
Nær og fjern – lige under overfladen 7, 2013
Fremmed stjerne – lige under overfladen 6, 2012
Den nye koloni – lige under overfladen 5, 2011
Ingenmandsland – lige under overfladen 4, 2010
Den hemmelige dal – lige under overfladen 3, 2009
I overfladen – lige under overfladen 2, 2008
Lige under overfladen, 2007

Kentuki af Samanta Schweblin

Kentuki af Samanta Schwebelin

Kentuki er ikke mit første forsøg på at læse Samanta Schweblin. For nogle år siden udgav hun kortromanen Redningsafstand, som jeg synes lød utrolig interessant, men som jeg ikke rigtig kunne få hul på. Nu er den argentinske forfatter aktuel med en ny roman, og den er både let at læse og uhyre interessant.

Historien udspiller sig i vores tid eller meget nær fremtid. En ny slags fjernstyrede ‘kæledyr’ er ved at komme frem på markedet – kentukier. De er små bamser (eller andre dyr) på hjul med øjne og ører, der kan se og høre, men ikke tale. Bag hver kentuki sidder en anonym bruger, som styrer den lille bamse. Folk ved ikke, hvilken kentuki de køber adgang til, og ejerene ved ikke, hvem der styrer deres ‘bamse’.

Der er som udgangspunkt total anonymitet mellem de to, men allerede i valget om man vil være ejer (og dermed blive observeret) eller man vil styre (og dermed være den der observerer), ligger der et interessant valg. Som ejer kan du give en fremmed indblik i de allermest intime detaljer i dit liv, og samtidig være anonym. Og som styrer kan du udleve dine voyeuristiske tilbøjeligheder, men intet gøre ved de situationer, du oplever. Det medfører en række etiske dilemmaer, bl.a. at du ikke ved, hvem der styrer din kentuki. Det kan være hvem som helst. Din chef, din nabo, en pædofil …

Schweblins roman er nærmest en slags collage. En række korte kapitler der fortælles af forskellige stemmer. Dels af ejere og dels af fjernstyrere som befinder sig spredt over hele kloden. Vi svæver frem og tilbage mellem mennesker og steder og ender med et helstøbt billede. Samtidig kommer vi omkring førnævnte dilemmaer. En kendt kunstners kæreste bliver overbevist om, at hendes kentuki styres af en gammel gris. En fraskilt far bliver påduttet, at hans søn skal have en kentuki hjemme hos ham som en slags spion. En fattig, ung mand griber chancen for at tjene penge ved at aktivere kentukier og sælge spændende forbindelser for høje beløb.

Men der er også den anden side af voyeurismen, hvor menneskelig omsorg brænder igennem og et reelt forhold opstår mellem to ensomme mennesker på hver sin side af kloden.

I sidste ende løfter Schweblins roman dog en advarende finger. Vi skal passe på med ublu at hoppe med på al ny udvikling. For som Marie Louise Wedel Bruun skriver i Berlingske Tidende:

Det er ubetinget en farlig leg, men man sidder tilbage med en følelse af, at man selv kunne være hoppet med på den, for det er jo UDVIKLINGEN, ikke? Udviklingen, der bryder alle grænser ned. Fra nybyggede huse med kæmpestore vinduer til private mobilsamtaler i det offentlige rum, coronapas baseret på cpr-numre i stedet for et opkald til mobilnummeret, og smartphones der modtager målrettede reklamer efter endt snak eller websøgning. En kentuki opererer umiddelbart kun 1:1 og er forklædt som en uskyldig bamse, så du glemmer alvoren. Men hvad, hvis det var din chef, der havde licens til at styre den? Hvad, hvis det var din jaloux ekskæreste? Hvad, hvis det var en kriminel? Hvad, hvis det var en stat?

I en tid hvor mange uden mange overvejelser udstiller deres liv i offentligheden, lige fra tv’s reality-programmer om alt lige fra dating til at få hjælp til sin dårlige økonomi; over trangen til at eksponere alle oplevelser på Facebook, Instragram osv.; til professionelle influencers hvis karriere består i at lade andre følge deres liv (groft sagt), så er Kentuki en glimrende påmindelse til os alle om ikke at glemme vores sunde fornuft. Blot fordi noget er muligt, behøver man ikke gøre det.

Anmelderne skriver:

K’s Bognoter:
Små, fjernstyrede, mekaniske plyskæledyr indtager stuerne i en verdensomspændende modebølge. Men hvem er i kontrol: Ejerne af legetøjet eller dem, der styrer det – og hvad gør det ved dem? Samanta Schweblin har skrevet en undeholdende, futuristisk kommentar til vores selveksponering på nettet. […] Schweblin udfolder disse parallelle historier medrivende, og hun portrætterer sine personer fint og nuanceret. Og romanen viser sig da også hurtigt at handle mindre om futuristisk teknologi og meget mere om menneskers ensomhed og deres forfejlede forsøg på at erstatte savnet efter virkelige menneskelige kontakter med virtuelle relationer. (Læs hele anmeldelsen her)

Litteratursiden:
Forfatteren dykker ned i noget psykologisk interessant, hvor ensomhed og trangen til menneskelig nærhed og samvær fylder en del. Her har vi bare ikke at gøre med fysisk nærhed, men et samvær, der kan strække sig over kontinenter og alligevel skaber mere nærhed end det man har med sine nærmeste. Blandt andet er der historien om den ældre kvinde Emilia fra Peru, der som kentuki følger med i unge Evas liv i Tyskland. Emilia fatter hurtigt en moderlig ømhed for Eva, samtidig med at hun faktisk selv har en søn, hun kun taler i telefon med. Han er til gengæld kentuki for en anden ældre kvinde, som han beundrer og fortæller begejstret om til Emilias store fortrydelse. I helikopterperspektiv syner det jo både skørt og sørgeligt. (Læs hele anmeldelsen her)

Politiken:
Samanta Schweblin er en dejligt ondskabsfuld forfatter. På trods af at hun har udgivet bare to bøger internationalt, har hun allerede slået sit navn godt fast i store dele af den vestlige verden med sin lettere særegne og altid urovækkende litteratur. Hun er fantastisk dygtig til at manipulere med sine læsere, og det mener jeg i bedste forstand: Hvad hun end finder på, er hun simpelthen så meget i kontrol. I hendes litterære univers befinder katastrofen sig altid i detaljen, og så er hun ikke bange for at gøre læseren medskyldig i sine bøgers horror. […] Schweblin gør den teknologiske verden til en dyster drømmeverden, hvor fantasi og virkelighed smelter sammen, så næsten ingen er i stand til at løsrive sig fra den. Det ubehagelige ved den bog er ikke kun, hvor grænseløse mennesker kan vise sig at være, men at man som læser pludselig også oplever sig selv som en voyeur, der nydelsessygt følger fremmede mennesker i deres hjem. Schweblin lukker læseren ind i en falsk tryghed og river så tæppet væk. Hun gør mareridt til virkelighed og graver dybt i menneskers længsel efter fællesskab og intimitet. Det er så sært og farligt, så banalt og smukt på samme tid. (Politiken, 2021-05-11. Anmeldt af Christian Johannes Idskov)

Information:
Det er et velkendt dramatisk greb at gøre fremtiden dyster ved at skrue op for teknologien. Tænk blot på Big Brother i Orwells 1984 eller den britiske tvserie Black Mirror, hvor enhver ny gadget er en trussel mod vores art. Med den slags kulturarv i baghovedet er det en overraskelse at læse den argentinskfødte, Berlin-bosiddende forfatter Samata Schweblins (f. 1978) tredje bog på dansk, Kentuki. For Schweblins roman om små fjernstyrede bamser med indbygget kamera kunne snildt føje sig til rækken af teknodystopiske værker. Kentuki deler endda grundelement med Kirsten Hammanns Se på mig fra 2011, hvor et kamera i en tøjbamse ikke ligefrem gør folk til bedre versioner af sig selv. I Kentuki sker ikke det omvendte, men noget helt andet. Den snyder mine forventninger til sci-fi ved at bruge genrekonventionerne til at stille skarpt på menneskelighed. […] I Kentuki er der også børneporno og trafficking, men det findes side om side med historier om folk bag og foran øjnene, der redder deres ‘ejere’ fra hjerteslag, og lærer hvad omsorg vil sige. Schweblins sætninger er utroligt præcise og næsten ordentlige, stringente. Hun styrer sine historier med hård pen, men lader moralerne forblive åbne. Med andre ord bliver mennesket hverken værre eller bedre af kentukierne. De viser os snarere, hvor afhængige vi er og bliver af hinanden. Teknologi eller ej. (Information, 2021-04-13. Anmeldt af Bodil Skovgaard Nielsen)

Om Kentuki:

Udgivelsesår: 07.04.2021
Forlag: Rosinante, 304 sider
Omslag: Ben Summers/Alette Bertelsen
Originaltitel: Kentukis
Oversætter: Liv Camilla Skjødt

Læs også:

The Circle af Dave Eggers
Endorfino af JG Gylling
Klara og solen af Kazuo Ishiguro
Hundehjerte af Gurli Marie Kløvedal
Eksperimentet af Dean Koontz
Komtessen, opfinderen, direktøren og baronen – og Emma af Glen Stihmøe i De sidste kærester på månen
WE3 af Grant Morrison og Frank Quitely
Det lille billede af A. Silvestri i Faderens sønner
Solens kerne af Johanna Sinisalo

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Thulesingulariteten af Torben Magnild Husum

Det var ganske tilfældigt, at jeg faldt over Thulesingulariteten. Jeg så en sponseret annonce for den på Facebook, og tænkte at det lød interessant. Især fordi jeg tidligere har læst Thuleselskabet af Mads Peder Nordbo (2. del i hans trilogi om Mathias Hviid), så jeg var interesseret i at høre mere om nazisternes okkulte sider.

Det viste sig så, at jeg oven i købet også havde læst noget af Torben Magnild Husum før, idet han har fået udgivet to noveller i Science Fiction Cirklens serie Lige under overfladen.

Forlaget skriver:
Findes der rester af nazisternes hemmelige, okkulte selskaber i vore dage? Det spørgsmål bliver den humoristiske, joviale og impulsive konspirationsteoretiker Tom Eske og hans mere jordnære makker Ole tvunget til at finde et svar på. De bliver kastet ud i en speget sag om en forsvunden historiestuderende, der forskede i netop disse ting. De to okkulte efterforskere jagter et spor, der bringer dem verden rundt i en søgen efter glemte nazibaser, bronzestatuetter af valkyrier, en mystisk energi og endnu større hemmeligheder – helt ukendt af det moderne menneske. Hvad rodede Himmler, Thuleselskabet og Ahnenerbe egentlig med? Hvad foretog nazisterne sig i Antarktis i 40’erne – i det såkaldte Neuschwabenland? Og hvorfor besøgte Himmler en tændstikfabrik ved Farum i maj 1941?

Både forlagets beskrivelse og forsiden lover kulørt ramasjang, og det må man sige, at vi får. Helt overordnet set er Thulesingulariteten en ganske underholdende lang spurt garneret med kvikke replikker og masser af action.

Vi følger vores hovedpersoner fra København og en gammel nedlagt tændstikfabrik over Berlin og koncentrationslejren Sachsenhausen til Cape Town og Antarktis. Ole Knaptorp er den lidt skeptiske medhjælper, mens ejeren af bureauet, der påtager sig mystiske, okkulte og konspirationsteoretiske sager, Tom Eske er i ukueligt godt humør og med en viden ud over det sædvanlige. Yderligere får bureauet hjælp af Toms ven Troels, der ejer et autoværksted og samtidig er lidt af en opfinder.

Tom og Ole bliver kontaktet af den historiestuderende Rikke, hvis kæreste Torsten er forsvundet under et besøg på en gammel tændstikfabrik i Farum. Det viser sig, at Torsten skrev på en ph.d.-afhandling om Ahnenerbe (den fædrene arv), en organisation SS-rigsfører Heinrich Himmler oprettede for at forske i den ariske races aner og okkulte fortid, og at det har forbindelse til den danske tændstikfabrik. Men hvordan kan nazisternes forskning under 2. verdenskrig få en ung mand til at forsvinde i nutiden? Det er det op til Ole og Tom at finde ud af.

Som sagt var jeg overordnet set fint underholdt af Thulesingulariteten. Jeg synes, det er spændende at læse om konspirationsteorier med nazister involveret, og Torben Magnild Husum smider mange spændende teorier op. Sproget flyder fint, og jeg kan også godt lide den humoristiske tone. Endelig synes jeg, det var sjovt at falde over et dansk ‘detektivbureau’ med speciale i det ‘unormale’. Det fik mig til at tænke på Jim Butchers bøger om troldmanden Harry Dresden, hvor jeg netop har set tv-serien (og ja, jeg ved godt, at jeg er 12-13 år bagefter).

Men der er desværre også lidt malurt i bægeret. Persontegningerne er ret tynde, så jeg engagerede mig ikke for alvor i dem. F.eks. virker det mærkeligt, at den skeptiske Ole arbejder for Tom. Her kunne det have været på sin plads at etablere deres forhold, så den del blev troværdig for læseren. En anden ting er det ret vilde plot. Det behøver ikke at være skidt, men der sker simpelthen så mange ting, at historien til tider benytter sig af usandsynligt mange heldige sammentræf for at få enderne til at mødes. Også selvom Tom er i stand til at foretage nærmest sherlockske deduktioner. Jeg fik i hvert fald lidt samme fornemmelse, som da man læste tegneseriestriberne i aviserne, hvor Fantomet uge efter uge fik nye udfordringer, og man ved, at tegneren finder på det hele løbende.

Bortset fra et enkelt kontinuitetsbrud i begyndelsen, hvor Oles telefon bliver ødelagt af magnetismen på tændstikfabrikken, hvorefter han sender en sms til Rikke, er korrekturen dog glimrende, og som sagt følte jeg mig ganske fint underholdt under læsningen trods ovenstående anker.

Så har du lyst til lidt lette konspirations-kalorier fortalt med humor og masser af ramasjang – så kan Thulesingulariteten sagtens være noget for dig.

Uddrag af bogen:

“Okay,” sagde jeg og prøvede at holde stemmen under kontrol. “Nu er jeg overbevist om, at Ahnenerbe foretog okkulte eksperimenter.”

“Ja, ikke?” sagde Tom og lod en finger glide rundt i omridset af et af symbolerne på gulvpladen.

“Hvad tror du, det er for tegn?” spurgte jeg.

“Mit gæt er, at det er oldgamle sumeriske skrifttegn. Men der skal naturligvis en ekspert til at sige det med sikkerhed,” svarede Tom. Han havde stillet rygsækken fra sig, lå nu på knæ og følte efter på konturerne af de udridsede tegn med begge hænder.

“Rikke bliver ellevild,” sagde han begejstret.

“Måske. Hendes kæreste er jo stadig forsvundet.”

“Naturligvis, men …” Tom afbrød sig selv og stirrede pludselig over på bunken i midten af metalpladen. “Hvad er det, der sidder der?”

“Hvor?”

“Der.” Han pegede på noget i bunken og fløj straks op for at undersøge sagen. “Det er en mobiltelefon.”

“Hvad? Det er umuligt,” sagde jeg og tog mig til lommen for at kontrollere, at min egen stadig lå, hvor den burde.

Tom trak objektet fri fra det øvrige metal i bunken, og ganske rigtigt. Det var en spritmoderne iPhone – seneste nye model. Til trods for det så den voldsomt slidt ud. (side 35)

Om Thulesingulariteten:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 311 sider
Omslag: Benjamin Barrett

Undergang af Søren Poder

Undergang af Søren Poder

Jeg har altid været fascineret at læse og se film om pandemier, men da jeg i weekenden gik i gang at læse ”Undergang” af Søren Poder, var jeg alligevel lige ved at lægge den fra mig. For selvom COVID-19 pt. er under kontrol i Danmark, var scenariet, hvor det går galt, ubehageligt tæt på. Og det at romanen udspiller sig i Danmark gjorde forløbet skræmmende realistisk.

Forlagets beskrivelse:

Niels og Marie er pensionister og holder sig hjemme i rækkehuset, mens corona-virussen hærger. Men trods påpasselighed og social distance rammer sygdommen og tvinger dem fra hinanden, og pludselig kan Niels ikke få kontakt til sin hustru.

Niels klamrer sig til troen på, at myndighederne har situationen under kontrol, men virussen er langt mere aggressiv end forventet, dødstallet stiger, og anarkiet breder sig i takt med, at samfundets institutioner bryder sammen.

Den brutale virkelighed trænger ind ad døren og konfronterer Niels med en forandret verden, og nu er han nødt til at begive sig ud på en desperat rejse og et opgør med omgivelserne og sig selv, hvis han vil gøre sig håb om at se Marie igen. Spørgsmålet er, om det allerede er for sent.

Oftest fortælles epidemi-fortællinger fra unge, stærke menneskers synsvinkel, men Søren Poder lader den 75-årige Niels være jeg-fortælleren i ”Undergang”. Han overlever i første omgang at blive smittet, fordi det er først i pandemien, hvor sygehusene – og samfundet i det hele taget – endnu fungerer.

Men som smitten breder sig, begynder samfundet at bryde sammen, og han bliver sendt hjem, længe før han egentlig er rask nok. Blot for at opdage at hustruen Marie er blevet indlagt. Trods gentagne forsøg på at ringe til Maries mobil og til hospitalet, lykkes det ikke Niels at nå i gennem. Han slår sig til tåls med, at der er travlt, og at myndighederne nok skal give besked, hvis det bliver nødvendigt.

Niels forsøger at komme igennem dagene. Han er stadig meget svag, men hunden Molly skal luftes, og snart begynder det også at knibe med forsyningerne. Trods påbuddet om at blive inden døre hvis man er smittet, vover Niels sig ud for at skaffe mad. Og her konfronteres han for alvor med, hvor galt det står til.

Efterhånden som dagene går, bliver Niels’ tiltro til myndighederne sat mere og mere på prøve. Hvorfor sørger de ikke for, at telefonnettet virker? Hvor er de, da han forsøger at tilkalde hjælp til naboen, der ligger syg i rækkehuset ved siden af? Hvor er de, da hamstringen i supermarkederne løber helt ud af kontrol? Hvorfor kan han ikke få kontakt til hospitalet og høre, hvordan Marie har det? Og hvorfor bliver vejene pludselig spærret af hæren?

Undergang er måske ikke blændende litteratur, men det er heller ikke nødvendigt for at fortælle en relevant og interessant historien. Romanen er et troværdigt bud på, hvordan det kunne være gået, hvis COVID-19 havde været værre. Det er skræmmende at se, hvor hurtigt et samfund falder fra hinanden, og enhver bliver sig selv nærmest i kampen for overlevelse. Frygt får mennesker til at handle selvisk, og for folk som Niels, der alle dage har levet med troen på myndighederne, er det måske endnu sværere.

Det er ikke en bog, man bliver i godt humør af, men det er en bog, der får læseren til at tænke. Hvordan ville jeg reagere?

I dag kan vi godt grine ad de første dages toiletpapirs-hamstring, men hvad hvis situationen havde udviklet sig værre? Havde de butiksansatte vist samme moral og samfundssind og var blevet på deres plads, hvis sandsynligheden for at blive dødelig syg havde været større? Og hvad hvis forsyningerne af værnemidler aldrig var kommet op at stå?

I et interview med den 46-årige Søren Poder fortæller han, hvordan idéen til ”Undergang” opstod, da han hørte en politiker udtale, at fællesskabet har stået sin prøve og vist sig stærkere end en virus. Poder kom i tvivl, om det nu også er sandt, eller om vi bare har været heldige? (Læs interviewet her)

Poder er uddannet journalist samt cand.mag. i journalistik og kommunikation. Han debuterede med ungdomsromanen ”Sidste skoledag” i 2015, en fiktiv historie baseret på virkelighedens skoleskyderier.

Anmelderne skriver:

Litteraterne:
Romanen skildrer troværdigt et sammenbrud af samfundet og et opblomstrende anarki, som ikke nødvendigvis ser ud som i amerikanske film, men nærmere er en stigende egoisme og ligegyldighed hos den enkelte borger. Undergang handler derfor ikke kun om samfundets undergang, men også de enkelte personer, som Niels møder på sin færd. (Læs hele anmeldelsen her)

Cats, Books and Coffee:
Undergang er en roman der rammer præcis ned i nutidens rammer, hvilket gør den skræmmende realistisk. Tanken om den fine grænse mellem orden og anarki – en grænse vi vel sagtens kunne have overskredet – ligger som en truende skygge over landet. Niels og Marie var et helt fantastisk par, der fremstod så realistiske, at man næsten kunne se dem træde ud af romanen. Deres kærlighed var så gribende, hjerteskærende og smuk, som man kun finder det hos mennesker, der har levet et helt liv sammen. (Læs hele anmeldelsen her)

Kulturhatten.dk:
Stemningsbilleder som vi husker, og som vi alle har godt af at huske; det var en del af vores fælles historie; det var det, vi var en del af, og som vi overlevede, og derfor er det vigtigt med bøger som Søren Poders, der blot prikker godt og grundigt til menneskers tolerancetærskler og mangel på omsorg i krisesituationer. Hvordan vil det gå os næste gang, en pandemi og en endnu større og mere voldsom af slagsen rammer os? Kan vi gøre noget for at forberede os, kan samfundet tage hånd om at finde en god balance mellem information og hensynet til Danmarks sikkerhed. (Læs hele anmeldelsen her)

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogen formår fint at beskrive et corona-ramt samfund, hvor intet er som det plejer at være. På sin rejse møder Niels en befolkning, som alle er påvirkede af sygdommen og dens konsekvenser. Det er en beskrivelse af en civilisation i opløsning, hvor nogen forsøger at hjælpe, mens andre kæmper deres egen kamp. Sproget er let at læse, og med den fremadskridende handling lever man sig ind i Niels’ kamp for at blive genforenet med sin kone Marie.

Om Undergang:

Udgivelsesår: 03.06.2021
Forlag: Brændpunkt, 257 sider
Omslag: Søren Klok

Se et interview med Søren Poder om Undergang

Læs også:

De rensede af Søren Staal Balslev
Verdenshistoriens største epidemier af Jakob Eberhardt
Det er bare en virus af Anders Fomsgaard
Den spanske syge af Tommy Heisz
De dødes tid af Thomas Helle
Den blege rytter af Klaus Larsen
Mørkelagt af Christina Lassen-Andersen
Station 11 af Emily St. John Mandel
23:59:00 – ét minut i midnat af Jacob Munkholm Jensen
Undergang / red. Martin Schjönning
Den fjerde rytter af Jeanette Varberg og Poul Duedahl
Miraklernes tid af Karen Thompson Walker
Stjerneklart af Lars Wilderäng

48 timer i Massachusetts-havet

48 timer i Massachusetts-havet udvalgt af Lise Andreasen og Niels Dalgaard

Vi lever i en tid, hvor det ikke mere er muligt at lade som om, menneskeheden ikke har påvirket jordens klima i negativ retning. Det er derfor sørgeligt aktuelt, at Science Fiction Cirklen i april måned udgav antologien 48 timer i Massachusetts-havet. Samlingen består af 14 noveller, udvalgt og oversat af Lise Andreasen og Niels Dalgaard. Noveller som alle handler om at leve/overleve i en verden ødelagt af menneskeskabte klimakatastrofer.

De 14 noveller kommer bl.a. omkring verdensomspændende oversvømmelser, uforudsigeligt vejr med flere og voldsommere orkaner, langvarig tørke, smeltning af permafrost med følgende frigivelse af metan som accelerer opvarmningen af jorden og langvarig kulde.

Jeg vil nøjes med at nævne to noveller, selvom der sagtens kan fremhæves flere.

‘Kontoret for klimafakta’ af Mitch Sullivan handler om Jake, der er ansat på kontoret for klimafakta. En dag bliver han bedt om at deltage i dagens morgen-tv, da Maryanne, som normalt er kontorets ansigt udadtil, sidder fast i Sacramento. Jake griber muligheden, men må sande at journalisterne har svært ved at acceptere hans påstand om, at der ikke er noget at bekymre sig om. Det er trods alt bare vejr, ikke klima.

Novellen fortælles af Jake, og det er interessant at følge, hvordan han med fakta i hånden kan bortforklare det meste – indtil han pludselig oplever vejrets konsekvenser helt tæt på. Jeg kan ikke lade være med at trække en linje til langt størstedelen af nutidens politikere og pengemænd, der på samme måde frasiger sig et ansvar for at gøre noget nu, hvis det får indflydelse på nutidens bekvemmelighed. Også selvom det er på bekostning af fremtiden.

‘Fjærtfangeren’ af Pat Murphy og Paul Doherty er en helt anden type fortælling og mere ovre i ‘hård’ science fiction. Maggie Lindsay har opfundet en metan-tilbageholdelsesmåtte – populært kaldet fjærtfanger – som hun får mulighed for at afprøve ved Franklin Forskningsstation i Arktis. Med Maggie som jeg-fortæller hører vi om optakten til hendes ophold i Arktis, om selve forsøget og arbejdet med at optimere det.

Hvor Jake var ansat af magthaverne for at skjule konsekvenserne af klimaforandringerne, så er Maggie kun på overfladen en del af magthaverne. Hendes forsøg er godkendt af myndighederne i håb om at afbøde klimaforandringerne, men i virkeligheden arbejder hun mere i det skjulte for ikke at blive stoppet af politisk bureaukrati. Det er dette private initiativ, der i sidste ende gør fjærtfangeren en succes. Historien fortælles nøgternt og ‘matter-of-fact’-agtig, og slutningen er meget stærk.

Bagerst i 48 timer i Massachusetts-havet er en præsentation af de medvirkende forfattere samt et, som altid, interessant efterord af Niels Dalgaard. Her kommer han bl.a. ind på klimafiktion i historisk kontekst, for klimafiktion er ikke en ny opfindelse blandt forfattere.

Det gør en afgørende forskel i klimafiktion, om de ændringer der beskrives, er menneskeskabte eller ej. Hvis ikke skriver teksterne sig ind i en lang tradition for katastrofefortællinger, der spænder over alt fra kæmpe-jordskælv, kometer og meteornedslag til oversvømmelser, ekstra store vulkaner og at Jorden suges ind i Solen. I årtierne omkring 1900 blev der skrevet talrige noveller og romaner med denne type motiv, der tilsyneladende kunne varieres bredt […] (side 246)

Mens de ældste klimanoveller hovedsageligt omhandler udefrakommende katastrofer, danner tiden efter 2. Verdenskrig bund for en ny slags klimafiktion: den menneskeskabte. Atombomberne over Japan betød, at menneskeheden nu kunne udslette sig selv, og ved samme lejlighed afstedkomme en atomvinter med alvorlige følgevirkninger for hele kloden.

Hvis de katastrofale kilimaforandringer i en historie kommer udefra og er udenfor menneskenes kontrol, kan personerne ikke gøre andet end at forsøge at overleve … det er sjældent at situationen giver så langt varsel, at de kan overveje at forhindre katastrofen. Anderledes stiller det sig i historier om menneskeskabte klimaforandringer, hvor der kan være tale om at afbøde konsekvenserne, før de indtræffer. I mange historier er der imidlertid primært tale om at påpege problemets alvor, hvilket særligt var relevant før det stod klart for de fleste, hvor alvorlig situationen er. (side 247-248)

Hvor megen klimafiktion i sagens natur ser ret pessimistisk på fremtiden, slutter Dalgaard dog af på en mere optimistisk tone, idet han introducerer subgenren med den lidt selvmodsigende betegnelse ‘hopepunk’.

Hopepunk er tydeligvis blandt de strømninger der viser en vej frem. Der er formentlig stadigvæk brug for dystre, realistiske undergangsvisioner som advarsler til nutiden; men det er vigtigt at supplere med overvejelser over hvordan man undgår at gå under og hvad man så kan og skal sætte i stedet. Skønlitteraturens opgave er i sig selv ikke at være handlingsanvisende; men den afspejler virkeligheden og får i bedste fald læseren til at reflektere over den. Det gælder også science fiction, og det er tydeligt at rigtig mange forfattere og læsere for tiden bruger genren til at overveje planetens og menneskenes fremtid. (side 251-252)

Som jeg læser antologien, tilhører et par af novellerne i 48 timer i Massachusetts-havet sidstnævnte subgenre. ‘Fjærtfangeren’ som jeg nævnte ovenfor samt ‘Verdens ottende vidunder’ af Kathryn Blume, ‘Barnebarns-paradokset’ af Daniel Thron og ‘Astrofili’ af Carrie Vaughn slutter alle på en positiv note, selvom menneskeheden i ingen af novellerne slipper uden skrammer.

Alle 14 noveller her i antologien er oversatte, men der findes naturligvis også masser af dansk cli-fi. I min læsebunke har jeg bl.a. endnu en udgivelse fra Science Fiction Cirklen, nemlig Komplekskuller der er en antologi med danske cli-fi noveller. Den ser jeg også frem til at læse.

Om 48 timer i Massachusetts-havet:

Udgivelsesår: 15.04.2021
Forlag: Science Fiction Cirklen, 256 sider
Omslag: Manfred Christiansen
Oversætter: Niels Dalgaard

Indhold:
Det druknede Venedig af Kim Stanley Robinson
Kontoret for klimafakta af Mitch Sullivan
Kælvet af Sam J. Miller
At miste det vi ikke kan leve uden af Jean-Louis Trudel
Barnebarns-paradokset af Daniel Thron
Druknet af Lavie Tidhar
De nye venusboere af Sean Williams
Fremtiden er blå af Catharynne M. Valente
Afvigere af Nicole Feldringer
Drowntown af Camille Alexa
Astrofili af Carrie Vaughn
Fjærtfangeren af Pat Murphy og Paul Doherty
Verdens ottende vidunder af Kathryn Blume
Meddelelser fra vuggen af Ken Liu
Efterord ved Niels Dalgaard

Læs også:

Verden under vand af J.G. Ballard
Solstorm af Rasmus Dahlberg
Metro 2033 af Dmitrij Gluchovskij
Den sorte tåge af Fred Hoyle
Varslet af Liz Jensen
Fanget i isen af Dean Koontz
Blå af Maja Lunde
Vejen af Cormac McCarthy
Til verdens ende af Charlotte McConaghy
Den hvide fjende af Niels Meyn
Efter syndfloden af Kassandra Montag
Metrozone af Søren Mosdal
Troldmandens sværd af Niels E. Nielsen
Kimære af Gert Nygårdshaug
Den femte dag af Frank Schätzing
Den afskyelige af Charlotte Weitze
Udsendingen af Yoko Tawada
Tropika – Ainukka Heikkinens forandring af Jon Terje Østberg
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Krigsfeber af J.G. Ballard

Krigsfeber af J.G. Ballard

Efter at jeg for nogen tid siden læste Verden under vand af J.G. Ballard, har jeg fået læst og genlæst flere af hans bøger, blandt andet novellesamlingen Krigsfeber der indeholder 14 noveller skrevet mellem 1975 og 1990. Hovedparten er dog skrevet i 1980’erne.

Novellerne befinder sig formmæssigt lige fra eksperimenterende tekster til den helt traditionelle novelle. Blandt førstnævnte ses f.eks. ‘Svar til et spørgeskema’, hvor læseren kun får svarene og selv må udlede spørgsmålene og dermed sammenhængen. En ganske interessant øvelse som fungerer overraskende godt.

Også i samlingens to sidste historier: ‘Notater henimod et psykisk sammenbrud’ og ‘Stikordsregistret’ leger Ballard med tekstens form. ‘Notater …’ består af én eneste sætning, hvor hvert ord er forsynet med en fodnote, og det er gennem læsningen af disse fodnoter, at historien opstår.

Sidste fortælling er, som titlen antyder, ganske simpelt et stikordsregister til en selvbiografi, der aldrig er blevet udgivet. Som i et rigtigt indeks behøver man ikke at læse opslagene fra ende til anden, men kan hoppe rundt imellem dem. Der er således ikke tale om en konventionel historie med en begyndelse og en slutning, men man får masser af hints til den mystiske Henry Rhodes Hamiltons liv, der både har indeholdt møder med Churchill, et besøg hos Mahatma Gandhi i fængslet og et mislykket forsøg på at advare John F. Kennedy om attentantet.

Mine personlige favoritter i samlingen er blandt de mere traditionelle noveller. I titelnovellen ‘Krigsfeber’ befinder vi os i et Beirut, der er fuldstændigt sønderbombet af en evig borgerkrig mellem nationalisterne, royalisterne og de øvrige fraktioner. Men en dag begynder den 17-årige Ryan at overveje, om de behøver at blive ved med at kæmpe. Hvad nu hvis de alle iførte sig FN’s blå hjelm og stoppede med at slå hinanden ihjel? Novellen har et ubarmhjertigt twist og en yderst grum slutning.

Også ‘Den hemmelige historie om 3. Verdenskrig’ skal fremhæves. Her fortæller en læge om, hvordan 3. Verdenskrig udspillede sig på blot fire minutter, og hvordan nærmest ingen opdagede det, fordi alle var fuldstændigt optagede af at følge mediernes dækning af præsident Reagans helbred. En ret morsom novelle, der også spidder folks besættelse af medierne og disses magt.

‘Drømmelaster’ er historien om Johnson, der er sejlet på grund i en ensomt beliggende lagune med et skib lastet med kemikalieaffald og organiske biprodukter. Som kemikalierne siver gennem skibets skrog, begynder naturen at blomstre op. Men som i Lovecrafts ‘Farven fra rummet‘ er ikke alt som det skal være.

I ‘Kærlighed i et koldere klima’ har AIDS-epidemien skræmt menneskene fra sex og fysisk nærhed, så befolkningstallet er faldet drastisk. For at øge antallet af fødsler har unge mennesker derfor værnepligt bestående af to års tvungen seksuel aktivitet med passende, udvalgte partnere. Men hvad hvis man forelsker sig i en af disse partnere?

En journalist er på jagt efter den helt store historie i ‘Flykatastrofen’. Et stort fly er styrtet ned, og i sin søgen efter vraget ender han blandt fattige bønder langt oppe i bjergene. Novellen er sært gribende og samlingens ældste.

Til slut vil jeg også fremhæve ‘Rapport om en uidentificeret rumstation’, hvor Ballard igen leger lidt med formen. Denne gang består fortællingen af en række inspektionsrapporter afgivet af en gruppe, der er nødlandet på en ubeboet rumstation. Vi følger, hvordan de begynder at undersøge deres omgivelser og langsomt opdager, at rumstationen er langt større, end de oprindeligt troede.

Anmelderne skriver:

Bibliotekernes lektørudtalelse:
Bogens 14 noveller foregår alle i en nærtliggende fremtid eller i nutiden. De fleste stammer fra 1980’erne, en periode hvor Ballard i novelleform beskriver teknologiens forfald i nær fremtid. Novellerne rækker stilistisk ud mod hele hans forfatterskab, hvor temaer fra f.eks. Grusomhedsudstillingen og Slutstranden samt Solens rige er genkendelige. Menneskets søgen efter sine grænser står i stærk modsætning til teknologiens landvindinger, og novellen “Erindringer om rumalderen” fra et forfaldent og forladt Cape Kennedy, hvor tiden er ved at gå helt i stå, hører allerede til blandt s.f.-novellens klassikere. Mediernes magt er et andet tema, hvor Ballard bl.a. fortæller, hvorledes 3. verdenskrig fandt sted, uden at nogen opdagede det. Forfatteren eksperimenterer også i denne novellesamling meget med formen. Dette kan ses af titler som “Svar til et spørgeskema”, “Rapporten om en uidentificeret rumstation”, “Notater imod et psykisk sammenbrud” og “Indholdsfortegnelsen”. Ballard hører til blandt s.f.-litteraturens største, og det er sjældent at se en så helstøbt s.f.-novellesamling på dansk. Mange af bogens titler er sikre på at blive anvendt i andre s.f.-antologier fremover. Novellerne er vedkommende, velskrevne, billedskabende, spændende og fængslende, også for andre end s.f.-læsere.

Annelise Schønnemann, Berlingske Tidende:
I de foreliggende noveller tager Ballard os med på en ydre og indre rejse i den allernærmeste fremtid og i kvæstede sind. Det er ikke personerne, der interesserer ham så meget, som det de er udtryk for. Der er tale om en bevidst fremmedgørelse, der paradoksalt nok bringer læseren nærmere på en forståelse af de absurde tiår omkring år 2000. […] Det står ikke direkte, men Ballard’s syn på en mulig fornuftig, uforurenet fremtid er ikke lyst. I novellerne bevæger han sig rundt mellem et Beirut, der virker som krigsforsøgslaboratorium, en fremtid hvor sex er en samfundspligt, og de stakkels værnepligtige glæder sig til det evige cølibat, en atom-jihad rettet mod en video-religion og en realistisk science fiction-verden befolket af flossede astronauter. Det er en herlig samling noveller, der viser Ballards spændvidde fra politisk satire til formmæssige eksperimenter med biografiskrivning. Sidste kapitel er et stikordsregister til en biografi, som aldrig er udgivet. Muligvis. (Læs hele anmeldelsen 06.03.1992 Berlingske Tidende)

Ursula K. Le Guin, New York Times:
The brilliant, obsessive fictions of J. G. Ballard circle through a round of almost canonical topics of modernist literature and film: the Conradian jungle and its white folk, consumerist America and the ugly American, popular cult figures such as astronauts and film stars, T. S. Eliot’s “waste land” and “unreal city.” Through these and other landscapes of alienation, stock figures move in meticulous patterns toward a predictably shocking conclusion. (Læs hele anmeldelsen 21.04.1991 New York Times)

Washington Post:
The real Ballard has since the early ’60s been a pioneer of a certain sort of literary science fiction I like to call Psy-Fi. Psy-Fi, often parodic, surreal and grotesque, and almost always set in some near and recognizable future, seeks to explore the psychopathology of post-atomic life, stuff like high technology, mass-media, advertising, PR, totalitarianism, etc. […] Ballard is really more a social critic than a storyteller. And, except for a couple of hard-core science fiction pieces like “Report on an Unidentified Space Station,” all of War Fever’s 14 stories grow out of the parodic expansion of some single angst-producing feature of modern social life. […] Structurally, every one of this book’s stories is exoskeletal: its symbols and meanings are right on the surface, right in your face; and they, rather than plot or character, provide the story’s developmental drive. […] Short, dense, vivid, hallucinatory, sometimes pompous, often truly disturbing, these pieces in War Fever are Ballard’s Psy-Fi gems, and they have value. (Læs hele anmeldelsen 28.04.1991 Washington Post)

Om Krigsfeber:

Udgivelsesår: 1992
Forlag: Gyldendal, 187 sider
Omslag: Lotte Bruun Rasmussen
Originaltitel: War Fever, 1990
Oversætter: Peter Marslew

Indhold:
Krigsfeber (War Fever, 1989)
Den hemmelige historie om 3. verdenskrig (The Secret History of World War 3, 1988)
Drømmelaster (Dream Cargoes, 1990)
Angrebets mål (The Object of the Attack, 1984)
Kærlighed i et koldere klima (Love in a Colder Climate, 1989)
Verdens største eventyrpark (The Largest Theme Park in the World, 1989)
Svar til et spørgeskema (Answers to a Questionnaire, 1985)
Flykatastrofen (The Air Disaster, 1975)
Rapport om en uidentificeret rumstation (Report on an Unidentified Space Station, 1982)
Manden som gik på Månen (The Man Who Walked on the Moon, 1985)
Det enorme rum (The Enormous Space, 1989)
Erindringer om rumalderen (Memories of the Space Age, 1982)
Notater henimod et psykisk sammenbrud (Notes Towards a Mental Breakdown, 1976)
Stikordsregistret (The Index, 1977)

Læs også:

8 science fiction noveller / red. Jannick Storm
En anden ensomhed / red. Palle Juul Holm
Babysæsonen / red. Ane C. Ruge og Jannick Storm
Evolution – LUO 15 / red. Carl-Eddy Skovgaard
Det sidste spørgsmål / red. Arne Herløv Petersen
Den store science fiction bog / red. Niels Dalgaard
Tidssonde / red. Arthur C. Clarke
Månebase rødhætte og andre sf noveller af Lars Ahn
Verden under vand af J.G. Ballard
Filmatiserede noveller af Philip K. Dick
Sand og sten, stål og glas af A. Silvestri
Ord har hærget af Gudrun Østergaard

Atlantiz af Publius Enigma

Atlantiz af Publius Enigma

Zeta Evergreen vokser op i en ikke nærmere bestemt fremtid. Hun er en af de sidstfødte i en verden, hvor alle lever evigt. Bliver du syg eller dør, sørger Globalstaten for, at du bliver regenereret. Blot du sørger for at få taget en daglig backup. Til gengæld fødes der ikke længere børn, og i flere delstater er det ligefrem ulovligt. Med en befolkning på 57 milliarder mennesker er der ikke plads til flere. Der er heller ikke plads til natur, så ilt produceres af kæmpemæssige oxyjumboer, der svæver over hele kloden.

Zetas mor anskaffer robotten Robby til at passe på Zeta, mens hun er på arbejde. Zeta er ikke særligt begejstret for Robby, der både skal opdrage og undervise hende. Skolerne lukkede nemlig 10 år tidligere pga. manglen på børn.

Men en dag kommer moren ikke hjem, og Zeta kommer i pleje. Nu er Robby alt hun har, for plejefamilien er mere interesseret i pengene, de får for at passe hende, end for Zeta. Da de ovenikøbet pludselig vil sælge Robby, bliver det for meget, og de stikker af. Zeta tager hjem til morens gamle lejlighed, blot for at finde ud af at bygningen er under ombygning til et nyt regenererings-center. Alligevel bryder de ind, dog kun for at blive fanget af vagtrobotter.

Så Zeta ryger i fængsel og Robby til destruktion. Men Zeta giver ikke op. Og slet ikke da hun i fængslet møder en kvinde, som kendte hendes mor. Det viser sig, at moren var en del af et hemmeligt netværk kaldet ’Livsopretholderne’, der i det skjulte arbejder som jordemødre og bringer ulovligt fødte børn til verden. Nu har Zeta en mission. Først at få fat i Robby igen, og derefter at finde Atlantiz hvor det hemmelige netværk hører til. Zeta vil nemlig gå i sin mors fodspor og blive jordemor. Men der er mange forhindringer undervejs, og så stilles Zeta overfor et umuligt valg.

Jeg har tidligere læst ”Exnihilo” af Publius Enigma, der udkom i 2019. Det var en spændende og underholdende roman, der udspiller sig i en totalitært styret fremtid, hvor jordkloden er ødelagt af krig, og menneskeheden har mistet evnen til at reproducere sig af naturlig vej.

Lidt af de samme emner går igen her i ”Atlantiz”. I stedet for at være ødelagt af krig, er Jorden så overbefolket, at naturen er udslettet og havene stort set livløse af forurening. Man har dambrug i bassiner, mens dyr bliver fremavlet i fabrikker. Dyrkning af frugt og grøntsager sker ligeledes indendørs ved hjælp af genetisk modificerede fødevarer og nye landbrugsteknikker i drivhuse. Selvom mennesker i princippet stadig kan føde børn, gør man det ikke. I stedet bliver alle regenereret i et væk, også selvom man bliver genoplivet til et skodliv.

Zeta er jeg-fortælleren, som i en prolog indleder med at fortælle, hvor slemt tingene står til på jorden. Hendes håb er, at dem der læser hendes beretning vil tage ved lære af den.

Historien er elementær spændende, og baggrundskulissen tegnes troværdigt op i en glimrende world building. Zeta er teenager, og ind i mellem virker hun noget naiv i forhold til vores tids unge. Men det kan sagtens være en følge at de omstændigheder, hun er vokset op i.

Jeg synes, det er interessant at følge tankeeksperimentet om, hvad der egentlig sker med mennesker, hvis vi kan leve evigt. Hvordan vil det være? Og hvad vil man gøre i forhold til overbefolkning. I ”Atlantiz” giver forfatteren sit bud, og det er ganske tankevækkende. Andre forfattere har også givet deres bud på, hvad overbefolkning kan gøre ved Jorden. F.eks. Niels E. Nielsen i ”Vagabondernes planet” fra 1970, eller Lise Bidstrup der giver en mere nutidig version i ”Reservedelenes by” fra 2017.

Det er tydeligt, at forfatteren kender science fiction-genren. Her er flere ’easter eggs’ gemt i teksten, lige fra Zetas efternavn Evergreen der minder vældigt om Katniss Everdeen fra ”Hungergames”, til opfinderen og virksomhedsejeren Zebulon Ishiguro der deler efternavn med den japanske nobelprismodtager Kazuo Ishiguro, som jeg for nyligt læste ”Klara og solen” af. Her introducerer han i øvrigt også meget apropos KV’en, en menneskelignende robot der godt kunne minde lidt om Robby.

”Atlantiz” er både velskrevet og tankevækkende. Stemningen i romanen er dyster, men med befriende indspark af humor. Ofte når Zeta er træt af, at Robby opdrager på hende. Zetas ukuelighed bringer hende flere gange i farlige situationer, hvilket giver en god spændingskurve på fortællingen, der nærmest eksploderer i den hæsblæsende afslutning. Her går det lige lidt for hurtigt efter min smag, men til gengæld er der fuld action for alle pengene.

”Atlantiz” er nok primært rettet mod unge, men voksne kan sagtens læse med, og er du til spændende og underholdende science fiction, så er den et godt bud.

Reklame: Tak til forlaget Valeta der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hold nu op med at være så sur,” sagde jeg og undersøgte den gamle dørtelefon, der var blevet tømt for navne. “Se selv. Vi har bygningen helt for os selv i nat.”

“Men det er jo en byggeplads,” klagede Robby. “Sådan et sted er farligt. Om dagen arbejder der højst sandsynligt kun robotter, fordi det er for farligt for mennesker at arbejde her – og du er altså tilfældigvis et menneske, Zeta.”

“Ih, hvor er du da også bare negativ, du er snart ikke til at holde ud at følges med. Vi skal jo kun overnatte derinde en enkelt nat, har jeg sagt, og der sker os ikke noget, hvis vi bare ser os godt for.”

“Og hvad hvis nogen finder os?” spurgte han på en bedrevidende måde.

“Hvem skulle finde os?” svarede jeg igen med en nedladende tone. “Helt ærligt. Tror du seriøst, der er nogen, der gider at holde øje med en gammel, faldefærdig bygning?”

Robby trak på skuldren. “Det kan man da aldrig vide.”

“Hør her. Der sker ikke noget,” fastslog jeg selvsikkert og lagde begge mine hænder på hans små skuldre, mens jeg så ham direkte ind i hans barnligt blå robotøjne. “Hvis der sker noget, så smutter vi med det samme. Det lover jeg, ok!”

“Ok,” sagde han, men på en måde, der lød som om, han gjorde det mere af pligt end af egen vilje. Ganske vist var Robby min lærer, min rådgiver og min hjælper, men han var også min ejendom. Det betød, at han strengt taget skulle gøre, som jeg sagde. Det kan måske godt lyde lidt gammeldags, som om han var min slave eller sådan noget, men det var simpelthen bare sådan, hans motherboard var programmeret. Han rådgav mig altid til mit eget bedste – og nogen gange til min store irritation – men i yderste konsekvens skulle han gøre, som jeg bad ham om. Sådan var alle robotter indrettet: Til at tjene mennesker, ikke herske over dem.” (side 58-59)

Om “Atlantiz”:

Udgivelsesår: 01.06.2021
Forlag: Valeta, 421 sider

Besøg forfatterens hjemmeside

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Klara og solen af Kazuo Ishiguro

Ind i mellem læser jeg bøger, som jeg vældig godt kan lide, men ikke kan nå at skrive om her på siden. Klara og solen er en af dem.

Forlaget skriver:

Klara og solen er Kazuo Ishiguros første roman, efter han modtog Nobelprisen i litteratur.

Romanen fortæller historien om Klara, en Kunstig Ven med en usædvanlig observationsevne, som fra sin plads inde bag butiksruden observerer adfærden hos de kunder, der kommer ind for at se på varerne. Men Klara er også ualmindelig opmærksom på de mennesker, der går forbi på fortovet udenfor. Hun håber til stadighed på at få sig en menneskelig ejer, at en kunde skal vælge hende, men da det viser sig, at dette sandsynligvis vil forandre Klaras liv for altid, tager hun det som en advarsel mod at fæste alt for stor lid til menneskers løfter.

Klara og solen er en stærkt bevægende og overrumplende roman om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I begrundelsen for Nobelprisen i 2017 blev Ishiguros romaner beskrevet som ”romaner med en stor følelsesmæssig virkning, som afdækker afgrunden under vores illusoriske forbundethed med omverdenen.

Anmelderne skriver:

Christian Møgeltoft, Bogrummet:
Bogen foregår i en nær fremtid et sted i USA. Børn bliver fjernundervist via computere, og som substitutter for fysiske venner kan de anskaffe Kunstige Venner (KV), menneskelignende robotter med adaptiv intelligens, individuelle træk og et vist følelsesregister, der gør dem til tilfredsstillende venner for de ægte menneskebørn af kød og blod. Klara er en KV af typen B2, som er på vej til at blive overhalet af en ny generation, B3’erne. Men Klara er helt særlig, en pige-KV med kort, mørkt pagehår, venlige øjne og en nysgerrighed og empati, der får den 14-årige pige Josie til at falde pladask for hende. Klara skal være Josies betroede og nære ven. Klara flyttes fra Butikken hjem til Josie og Moderen, der i starten er en kende mere skeptisk end sin datter. Måske skyldes Moderens kulde, at Josies lillesøster Sal døde i en ung alder, og at Josie muligvis lider af samme sygdom? En sygdom, Moderens ambitioner på børnenes vegne selv kan have fremkaldt. Klara vil gøre ALT for Josie, en humørsyg teenagepige med kolossale op- og nedture. Selv er Klara drevet af solceller og har et nærmest religiøst forhold til Solen, som generøst forsyner hende med sin ”særlige næring”. Måske vil Solen også kunne hjælpe Josie?” (Læs hele anmeldelsen)

Benedicte Gui De Thurah Huang, Politiken:
‘Klara og solen’ er Ishiguros første roman, siden han i 2017 modtog Nobelprisen i Litteratur, og den synes at trække tråde til flere af hans berømte romaner, både til gennembrudsromanen ‘ Resten af dagen’ (1989) om den ulasteligt pligtopfyldende butler mr. Stevens og til succesen ‘ Slip mig aldrig’ (2005) om kostskoleeleverne Kathy, Tommy og Ruth, der med tiden opdager, at de er kloner, og at meningen med deres liv er at redde rigtige menneskers liv. Hvorvidt ‘ Klara og solen’ er en fortælling om blind servilitet eller en roman om stor kærlighed og om modet til at tage sin skæbne på sig, har jeg svært ved at beslutte mig for. Men netop den uafgørlighed kan være romanens store genistreg.” (05.03.2021 Politiken)

Lasse Winther Jensen, Weekendavisen:
Ishiguro er stadig interesseret i de skygger, der kastes af historien, og hans hovedærinde er stadig at begribe, hvordan bevidstheden påvirkes af fortiden, men i Klara og solen skubbes handlingen ind i en nær fremtid, og frem for alt kreerer forfatteren her en helt ny type fortæller i form af den kunstige intelligens Klara. […] Fordi romanen er fortalt fra Klaras synsvinkel, formidles virkeligheden og dens sammenhænge tålmodigt og diskret via de dialogudvekslinger, hun overhører, og de erfaringer, hendes robotbevidsthed langsomt gør sig, først i butikken og siden i den familie, der køber hende, så hun kan være Kunstig Ven for pigen Josie. Romanens verden gestaltes kort sagt i takt med Klaras indtryk af den. Efterhånden bliver det klart, at den nære fremtid i Klara og solen er kendetegnet ved opdelinger mellem de børn, der har undergået genmodificering, og de, der ikke har. Desuden har den teknologiske udvikling omkalfatret arbejdsmarkedet, og menneskeheden står på tærsklen til reelt at kunne udskifte mennesker – en syg datter, for eksempel – med robotter.” (05.03.2021 Weekendavisen)

Mads Rosendahl Thomsen, Kristeligt Dagblad:
Måske er det væsentligste ved romanen, at den konfronterer læseren med denne gråzone, hvor der er et ubehag ved, at menneskene så nemt kan svinge mellem at knytte følelser til deres maskiner, for derefter at smide dem bort. Ishiguros mesterskab er at kunne fastholde opmærksomheden på et lille univers i sin rolige og smukke prosa gennem godt 300 sider, uden at man føler, at der godt måtte ske noget mere. Der er flere udviklinger undervejs, hvor de spor, som var lagt ud, tager en drejning, men frem for alt er ” Klara og solen” en stærk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad ægte følelser er, og hvornår, hvordan og hvorfor vi reagerer på dem eller ej.” (02.03. 2021 Kristeligt Dagblad)

Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten:
Centralt i historien er problemet om det særligt menneskelige. På den ene side er der dem, der påstår, at mennesker kan reduceres til maskiner som Klara og hendes løbende opdateringer. På den anden er der dem, der hævder eksistensen af et menneskelig “hjerte”. Klara kommer i sit liv med Josie, hendes ven Rick og deres respektive voksne rigtigt tæt på mødet mellem de to opfattelser. Men som sædvanligt hos Ishiguro er der intet facit, kun de mellemregninger, som nødvendigvis må med i regnestykket.” (02.03.2021 Jyllands-Posten)

Om Klara og solen:

Udgivelsesår: 02.03.2021
Forlag: Gyldendal, 347 sider
Omslag: Pete Aldington
Originaltitel: Klara and the Sun
Oversætter: Claus Bech

Læs også:

Rygtet om hendes død af Kasper Hoff
Dæmonens bagdør af Nils Hoffmann
Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro
Illuminae af Amie Kaufman og Jay Kristoff
Psykonauten < end 2 af Patrick Leis
A.I. af Torben Pedersen