april 2015
m ti o to f l s
« mar    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘scifi-horror’

Universets mørke / red. Henrik S. Harksen

Universets_moerkeFor mit vedkommende har jeg altid tænkt på sci-fi horror, som historier der foregår i deep space og involverer fremmed væsner i en eller anden forstand. En af mine favoritfilm er ”Event Horizon”, som jeg har set mindst 10 gange, og som sammen med Alien-filmene har været mit referencepunkt. Men før jeg kastede mig over anmeldelsen af ”Universets mørke”, lavede jeg en hurtig søgning på nettet efter en genrebeskrivelse, og det har uddybet rammen lidt i forhold til min oprindelige opfattelse.

What is SciFi Horror?
Science Fiction and Horror overlap to create a scary story where the source of fear is another planet, alien race, interstellar travel, or something else from the Sci Fi genre. Sci Fi and Horror are natural companions. Often, fiction depicts a sense of anxiety about science and technology: medical research may unleash new diseases, robots may revolt, engineers can build death rays and atomic bombs. Or the topic may be some exploration of man’s primal fears: the claustrophobia of enclosed space, the fears of finding out you are not alone in the universe, the discovery of something “alien”, etc. These anxieties are the intersection where Sci Fi and Horror create their stories. Sci-Fi Horror is a cross section of sub-genres, which makes for a wide range of stories. In addition, the sub-genre is less about the content and more about the effect on the reader. (http://bestsciencefictionbooks.com/sci-fi-horror.php)

Antologien starter med ”Killinger” af Majbrit Høyrup, og her er vi langt fra min oprindelige idé om, at sci-fi horror foregår ude i rummet, men vi er klart indenfor rammerne af ovennævnte definition. Hovedpersonen er en unavngiven mand, der fifler med raceopdræt ude i sin stald. Dog ikke det sædvanlige med heste eller køer. Her er tale om en ganske særlig raceblanding, hvis følgere mødes via Kittenmix.net, og hvis avl foregår i dybeste hemmelighed.

Majbrit Høyrup fortæller i sin korte novelle (13 sider) om genetisk fremavlede hybridvæsner, og implicit om de mange moralske og etiske problemstillinger genetiske eksperimenter medfører. Det er veludført og meget skræmmende.

Patrick Leis’ novelle ”Starten på en krig” hører derimod til i den klassiske sci-fi horror. Et rumskib i deep space rammes af en meteor, som slår hul i skroget. Den nærmeste redning er 52 timer væk, men der er kun ilt til 29 timer. Under forsøget på at reparere skroget opdager ingeniøren Morris noget, der ligner ildfluer, som sværmer omkring hullet, og som viser sig at være ganske påtrængende.

Patrick Leis er altid god for en spændende og velskrevet historie, og det leverer han også her. Slutningen indeholder et fint twist, som gør novellen til mere end bare underholdning og efterlader lidt at tænke over.

Mikromennesker” af Anna Line Søgaard var jeg ved første gennemlæsning ikke så begejstret for, men jo mere jeg tænkte over den, da jeg skulle skrive denne anmeldelse, jo bedre synes jeg faktisk, at den bliver.

Hvad nu hvis mikroovnens vidunder kunne udvides til at kunne lave lige det, man ønskede sig allermest? Ashley drømmer om at blive set og elsket, så hun får mikroovnen til at skabe en fantastisk kjole. Desværre giver det hende ikke den opmærksomhed, hun sådan higer efter, og hendes skuffelse resulterer i selvhad, som får helt uventede konsekvenser. En lidt anderledes novelle som fortjener, at man læser den fokuseret.

Med” Ud over kanten” tager Thomas Daugaard os tilbage til deep space. ESS Columbus har rejst gennem rummet i 215 dage for at nå til Mars, hvor missionen er at installere og aktivere Maskinen, et kvantemekanisk kommunikationsredskab, der skal sørge for øjeblikkelige transmissioner mellem Jorden og Mars. Nu nærmer de sig endemålet, men besætningsmedlem Takumi er overbevist om, at Maskinen IKKE må aktiveres.

”Ud over kanten” er en af mine favoritter i antologien. Dels køber jeg fuldstændig science fiction præmissen, og dels parrer han denne overbevisende historie med Lovecraft’sk horror, og så bliver det bare ikke meget bedre i min smag.

Lars Ahn Pedersen plejer aldrig at skuffe, og det gør han som sådan heller ikke med ”Slagtehus 13”, der er underholdende, men dog ikke helt så overraskende og opfindsomt, som LAP ellers plejer at skrive. Her befinder vi os i en fremtid á la ”Total Recall”, hvor firmaet Scream Vacation tilbyder interaktive overlevelsesferier i et gyserfilms-univers, som gæsten selv vælger.

Titelnovellen ”Universets mørke” af Klaus Æ. Mogensen hører også til blandt samlingens bedste. En mor og hendes datter forsøger at komme overens med deres liv efter en voldsom ulykke, som dræbte faren og den ufødte lillebror. De tager til et øde beliggende sommerhus ved Vesterhavet, men opholdet får en brat afslutning.

Klaus Æ. Mogensen introducerer læserne for mørkt stof og mørk energi, som forskerne først indenfor de senere år er blevet bekendt med. Hvad nu hvis denne mørke energi kom til syne i vores verden? En velskreven novelle som via et meget videnskabelig grundlag lader gruen få et ansigt.

Hvad nu, hvis alt der er gået forud for denne dag, blot er et minde i en hukommelse, og ikke en rigtig erindring om et levet liv? Det undersøger Flemming R.P. Rasch i ”Chalmers verden”. Her beretter fortælleren i et brev til René, om en grufuld sandhed han har afdækket gennem interviews med en navigatør, der som det eneste besætningsmedlem er vendt tilbage fra en rumrejse gennem flere universer. En meget tankevækkende novelle, der ligesom ”Universets mørke” af Klaus Æ. Mogensen ser nærmere på mørkt stof.

Antologiens mest fysiske novelle er ”Cestoda” af Lars Kramhøft. Tre utilpassede unge kommer på tværs af professor Steffensen, der underviser dem i biologi på resocialicerings-centeret Lystrupgård med helt uforudsete følger. Lad mig nøjes med at sige, at parasitter spiller en stor rolle i historien, som er både underholdende og blodig.

Itu” af A. Silvestri starter med en dreng, der ser uendelig velkendt ud – og så alligevel ikke. Fortælleren overværer, hvordan drengen bliver flyttet af to politimænd, men scenen ender i blod og død, og fortælleren flyttes i karantæne, hvor han skal fortælle alt, hvad han husker om episoden.

A. Silvestri eksperimenterer ofte med sin skrivestil, og i denne novelle lader han helt bogstaveligt sin fortæller gå itu, mens han forklarer, hvad han husker. Kommaerne forsvinder, ordene forsvinder, betydningen forsvinder: ”Vågner til blinkende/hvidt lys/mørke. Forsøger/nægter at rejse mig fra sengen/fængslet. Det spænder/gør ondt/hviner i min arm/led/kæbe. Farver i tusindtal. Blå/orange/grøn/ultra/infra/ekko/sort/stank/hvid/duft.” Det er veludført, og præmissen er godt tænkt. Silvestri beviser endnu en gang, at han kan noget ganske særligt, når han skriver.

I ”Ildskolopendrene” af Kristoffer J. Andersen er vi tilbage i rummet. På planeten, der rummer femte koloni, oplever man problemer med nogle skolopender-lignende dyr, som angriber koloniens beboere. Ledelsens ønske er at gasse dyrene, men xeno-biologen Anders får dem overtalt til at give ham en uge for at undersøge konsekvenserne af at dræbe skolopenderne. Let fortalt novelle hvor Kristoffer J. Andersen giver sin udlægning af, hvor galt det kan gå, hvis man roder med naturen.

Svaret” af Aske Munk-Jørgensen starter ud fra næsten samme præmis som Patrick Leis ”Starten på en krig”, men viser sig alligevel at have et helt andet fokus, selvom slutresultatet måske bliver det samme. Novellen handler om besætningen på fragtskib, der kort før afgang bliver pålagt at tage nogle passagerer med. Skibets kaptajn er yderst skeptisk overfor ordren, og det viser sig da også, at passagerne gemmer på en hemmelighed. Velskrevet novelle, som både leverer gru og stof til eftertanke.

Antologiens sidste novelle er ”Undergangen” af Jesper Rugård Jensen. Ejendomsmægleren Egon er på vej til Lolland-Falster, hvor hans demente mor bor alene efter farens død. I radioen er der en masse indslag om nogle mærkværdige fænomener, som materialiserer sig som sorte kugler over hele verden. Det er Egon dog ligeglad med. Hans tanker kredser hovedsageligt om det kommende salg af forældrenes hus, og om det nylige brud med hustruen Karen. Det varer dog ikke længe, før han tvinges til at forholde sig til kuglerne.

De 12 noveller udforsker på meget forskellig vis “sci-fi horror”. Her er alt lige fra de klassiske deep space fortællinger om møder med aliens, over genetiske eksperimenter og betragtninger over teknologiens muligheder, til andre verdeners og tiders indtrængen i vores.

Generelt er niveauet højt. Der var ikke én novelle, som jeg ikke ved anden gennemlæsning fandt interessant, og jeg er imponeret over, hvor bredt de 12 forfattere har tænkt sci-fi horror. Jeg kan dog godt ærgre mig lidt over, at flere af novellerne skæmmes af slåfejl, der burde være fanget i korrekturen. Det hæmmer læsningen og bryder historiernes flow, hvilket er synd, for her er som sagt generelt tale om rigtig gode noveller. Til gengæld er jeg vild med forsiden og ikke mindst den font, der er brugt, og jeg er også stor fan af, at man sidst i bogen findes en kort biografi over de medvirkende forfattere.

Alt i alt kan jeg kun anbefale ”Universets mørke” som en spændende antologi, der udforsker og udfordrer sci-fi horror og underholder læseren imens.

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Tomas Gindeberg

Indhold:
Majbrit Høyrup: Killinger
Patrick Leis: Starten på en krig
Anna Line Søgaard: Mikromennesker
Thomas Daugaard: Ud over kanten
Lars Ahn Pedersen: Slagtehus 13
Klaus Æ. Mogensen: Universets mørke
Flemming R.P. Rasch: Chalmers verden
Lars Kramhøft: Cestoda
A. Silvestri: Itu
Kristoffer Jacob Andersen: Ildskolopendrene
Aske Munk-Jørgensen: Svaret
Jesper Rugård Jensen: Undergangen

Læs mere på forlagets hjemmeside

Splice

Guillermo del Toro er executive producer på denne scifi-thriller om gensplejsningens muligheder og fælder.

Clive Nicoli og Elsa Kast er forskere hos Newstead Farmaci, hvor de forsker i gensplejsning af forskellige dyr med den hensigt at finde medicinske fordele for menneskeheden. Det er lykkes dem at skabe to hybrider, Ginger og Fred, men efter et uheld under en pressekonference beslutter ledelsen sig for at lukke eksperimentet.

Clive og Elsa fortsætter dog i hemmelighed, og det lykkes dem at kombinere hybriden med menneskelig DNA. Eksperimentet går dog for vidt for Clive, da deres eksperiment udvikler sig til en intelligent skabning, men Elsa knytter sig tæt til Dren. Det viser sig naturligvis, at det ikke er uden konsekvenser at skabe en ny, intelligent race – og slet ikke når den også indeholder DNA fra stort set alle levende væsener.

Jeg må nok erkende, at jeg blev lidt skuffet over “Splice”, som ikke helt er hverken fugl eller fisk. Filmen har flotte CGI-effekter, og med Adrian Brody og Sarah Polley i hovedrollerne er skuespillet sådan set også ok. Men handlingen overrasker stort set ikke, og de steder, hvor man kunne have forsøgt at grave dybere (som fx Elsas problematiske barndom og dennes konsekvenser eller prøve at se verden fra Drens øjne) nøjes man med at skøjte hen over overfladen.

“Splice” ender dermed som et ret forudsigeligt indlæg i debatten om gensplejsning forklædt som underholdning, og jeg vil langt hellere anbefale Vincenzo Natalis fantastiske film “Cube” fra 1997.

Instruktør: Vincenzo Natali
Udgivelsesår: 2009

Cowboys & Aliens

“Cowboys & Aliens” er strengt taget ikke horror, men eftersom jeg synes, det var en kanonunderholdende film, og da de medvirkende aliens blev kaldt dæmoner (og lignede sådanne), så får den alligevel lidt spalteplads her.

Jake Lonergan (Daniel Craig) vågner op midt i ødemarken uden sko og hukommelse, men med et mærkeligt “armbånd” på venstre arm. Efter et ubehageligt møde med tre lovløse får han dog både støvler og hest og ender i den tidligere mineby Absolution, hvor han kommer på kant med den lokale kvægbaron Woodrow Dolerhyde og dennes søn. Det viser sig også, at han er en eftersøgt lovløs, og snart sidder han fængslet og venter på at blive dømt. Men før det kommer så vidt, dukker nogle mærkelige flyvende objekter op på himlen. De skyder byen i brand og kidnapper dem, der ikke når i skjul. Sammen med Dolerhyde og en gruppe fra byen begiver Lonergan sig på jagt efter “dæmonerne” for at få deres kære igen, og for Lonergans vedkommende for at finde frem til sin fortid.

Jeg synes blandingen af det gamle Vesten og onde aliens fra det ydre rum er fremragende. Historien er måske ikke den mest opfindsomme, og personerne er nærmest klichéer, men ikke desto mindre er filmen dybt underholdende og fuld af både action, sjove one-liners, fede special effects og helt okay skuespil.

Om handlingen skriver Roger Ebert på RogerEbert.com: “Cowboys & Aliens” has without any doubt the most cockamamie plot I’ve witnessed in many a moon. Here is a movie set in 1873 with cowboys, aliens, Apaches, horses, spaceships, a murdering stagecoach robber, a preacher, bug-eyed monsters, a bartender named Doc, a tyrannical rancher who lives outside a town named Absolution, his worthless son, two sexy women (one not from around here), bandits, a magic bracelet, an ancient Indian cure for amnesia, a symbolic hummingbird, a brave kid with a spyglass, and a plucky dog who follows the good guys for miles and miles through the barren waste and must be plumb tuckered out.”

Ebert er ikke ubetinget tilfreds med filmen, som han mener ville have klaret sig bedre som ren western. Når det er sagt giver han den dog følgende ord med på vejen: “The movie will no doubt be popular and deserves success. As preposterous moneymakers go, it’s ambitious and well-made. The acting from the large cast is of a high standard, Craig and Ford were more or less born into their roles, and director Jon Favreau actually develops his characters and gives them things to do, instead of posing them in front of special effects.”

Filmen blev til efter en tegneserie-forside titlen “Cowboys & Aliens” og er instrueret af Jon Favreau, som jeg på forhånd kun kendte som skuespiller fra bl.a. “Parterapi i Paradis”. Han klarer dog jobbet fint, og jeg fandt ud af, at han har instrueret både en del tv-serier og tv-film, men også biografhits som “Iron Man”. Så udover at blive godt underholdt en søndag eftermiddag, blev jeg også lidt klogere :)

Instruktør: Jon Favreau
Udgivelsesår: 2011

Predators

På en fremmed planet falder en gruppe mennesker pludselig ned. De kender ikke hinanden, og ved ikke hvorfor de er blevet sendt dertil. Eller hvor de er for den sags skyld! En ting har de dog til fælles – de har alle levet af at dræbe. Langsomt går det dog op for dem, at denne gang er det dem, der er ofrene …

“Predators” er visuel flot action med masser af kampscener, skarpe one-liners og helte og skurke. Den passer fint ind i Predators-universet, og sender da også en hilsen til orignalfilmen fra 1987 – omend jeg ikke helt forstod, hvordan en israelsk soldat havde kendskab til en hemmelig amerikansk aktion i Mellemamerika?

Se den på en tømmermændssøndag og nyd at slå hjernen fra et par timer.

Instruktør: Nimród Antal har iøvrigt også instrueret den efter min mening glimrende “Vacancy“.

Instruktør: Nimród Antal
Udgivelsesår: 2010

 

Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.

Udover horror læser jeg gerne science fiction, men da jeg er lidt doven anlagt, er det sjældent, at jeg får læst bøgerne på engelsk. Derfor er jeg altid glad, når Science Fiction Cirklen kommer med nye udgivelser, for generelt er de af høj kvalitet, og er ofte præcis det, jeg ikke vidste, at jeg manglede at læse.

Nu er det måske ikke lige til højrebenet at omtale science fiction udgivelser på et horror-site, men når det drejer sig om “Det kom fra en anden verden”, synes jeg dog sagtens, det kan forsvares. Titelnovellen ligger nemlig til grund for ikke mindre end 3 filmatiseringer, der alle kan betegnes som delvis horror, nemlig: “The Thing From Another World” (1951), “John Carpenter’s The Thing” (1982) og “The Thing” (2011).

Novellesamlingen består af 6 noveller samt et forord og et omfattende efterord af Rasmus Wichmann, som også har udvalgt historierne. Her vil jeg dog kun beskæftige mig med “Det kom fra en anden verden”, eller “Who Goes There” som er originaltitlen.

En ekspedition til Antarktis falder over et rumskib, der ligger begravet dybt nede i isen. I forsøget på at komme ind i det destrueres det ved et uheld, men man har dog også fundet et væsen fra fartøjet ligeledes begravet i isen, som man nu bringer tilbage til basen. Her kommer det til en afstemning om, hvorvidt man skal prøve at tø væsenet op eller ej. I forventning om at væsenet umuligt kan have overlevet de mange år i isen, ender det med, at man lader det tø op for at biologen Blair kan undersøge det nærmere.

Men væsenet er langt fra dødt, og snart går det op for mændene, at væsenet har evnen til at imitere andre skabninger til mindste detalje. Spørgsmålet er, om nogen allerede er blevet “besat” af væsenet – og i givet fald hvem?

Oprindelig udkom “Who Goes There” i 1938 i Astounding Science Fiction under pseudonymet Don A. Stuart. I efterordet skriver Wichmann, at Campbell var stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts fortælling “Vanviddets bjerge” fra 1931. Begge historier foregår da også i Antarktis, og i begge historier gør ekspeditionsdeltagerne et enestående fund. Udover disse rent åbentlyse sammenligninger kommer Wichmann også ind på “det mest Lovecraftske træk”: “… at mange af dem, der forstår konsekvenserne af deres opdagelse, simpelthen mister forstanden. I Lovecrafts tilfælde, er det fordi det menneskelige verdensbillede undermineres, i Campbells tilfælde specifikt fordi væsenets evner umuliggør netop dét bærende element, der gør hans hovedpersoner til mennesker, og som er altafgørende i et fjendtligt klima: tillid.”

Jeg må erkende, at jeg ikke selv havde tænkt over inspirationen fra Lovecraft, men efterfølgende kan jeg også godt se andre ligheder. F.eks er rædslerne i Lovecrafts univers ofte unævnelige, blasfemiske, umenneskelige og uforklarlige, og her i “Who Goes There” er det fremmede væsen også umenneskelig og uforklarligt. Tanken om, at de mennesker, man har levet så tæt sammen med, måske i løbet af natten har ændret sig til et monster med uforståelige bevæggrunde og et ønske om at underlægge sig verden, er nok til at gøre et menneske sindssygt. Uvisheden og utrygheden sammen med det umulige i at komme væk fra det usynlige trussel skaber en paranoid stemning, hvor alle mistænker alle, og hvor der ingen sikkerhed er at finde. Ligesom i Lovecrafts univers.

Campbell underbygger paranoiaen i den måde, han fortæller historien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en hovedperson og dennes tanker og følelser, er novellen mere observerende blandet med dialog. F.eks. beskrives fundet af rumskibet kun gennem mændenes dialog og deres beskrivelse af, hvad der skete. Vi ved således ikke, hvad der foregår i hovedet på personerne, kun hvilke tanker de udtrykker højt. På den måde er læseren i ligeså høj grad som novellens personer i tvivl om, hvem væsenet har overtaget, og det forøger mistænksomheden, for hvem kan vi stole på?

På trods af de mange år på bagen holder Campbells historie stadigvæk. Nok er tempoet anderledes end i dag, og nok forklarer Campbell ind i mellem lidt omstændigt. Men selve omdrejningspunktet – det umenneskelige væsen og den intense skildring af mændenes paranoia holder stadigvæk 100%.

Endnu har jeg kun set de to første filmatiseringer, men her er der en tydelig forskel i, hvad instruktørerne har lagt væk på. Christian Nybys film fra 1951 har lagt vægten på action. Her handler det om det fremmede væsens forskellighed fra mennesket, dets flugt efter optøningen og kampen mod det, der ender med, at det dræbes. Væsenet er her menneskelignende at se på, men planteagtig af væsen, og imiterer ikke andre men formerer sig via frøkapsler (måske er det herfra Jack Finney fandt inspiration til sin roman “Invasion of the Body Snatchers” fra 1955?)

I John Carpenters fortolkning fra 1982 er der lagt langt mere vægt på paranoiaen og mændenes forsøg på at finde ud af, hvem der eventuelt er blevet smittet. Her ser vi ikke væsenet, men den originale historie følges langt hen ad vejen, f.eks. forsøgene på at finde en test der kan afsløre væsenet.

Jeg glæder mig til at se den nyeste filmatisering, der efter sigende udkommer på dvd d. 26. marts, og finde ud af hvor meget inspiration den henter fra Campbells novelle. Men indtil da kan jeg kun anbefale at læse originalforlægget, som sagtens står alene.

Udgivelsesår (dansk): 2011
Originalt udgivelsesår: 1938
Originaltitel: Who Goes There?
Omslag: Shadow Legion

Se mere om “Det kom fra en anden verden” på Science Fiction Cirklens hjemmeside, hvor du også kan læse Rasmus Wichmanns artikel “Mens vi venter på The Thing“.

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp

Alien vs. Zombies: the dark lurking

På en søndag må man godt se skodfilm, også selvom man ikke har tømmermænd, og det er nok den eneste grund til, at jeg så Gregory Connors “Alien vs. Zombies: the dark lurking” til ende.

Handlingen lyder: to dele “Resident Evil” blandes med en del “Doom” og tilsættes en teskefuld “[REC]2” og røres sammen med en talentløs masse af skuespillere iblandet et hav af dårlige oneliners.

Lena vågner op alene i et hvidt rum. Pludselig vælter blodet ud af hendes næse. Soldater trænger ind i rummet og vil skyde hende. Et monster dræber soldaterne. Lena flygter ud i en labyrintisk underjordisk facilitet. Lena møder en gruppe lejesoldater og et par andre overlevende civilister, bl.a. en sygeplejerske og en forsker. Lena får at vide, at hun er ligesom monstrene. Det tror Lena ikke på. Monstrene bliver ved at angribe. Soldaterne skyder en masse monstre. Nogen af soldaterne dør. Nogen af de civile dør. Gruppen finder den onde overforsker dr. Konieg, som er meget interesseret i Lena. Nogen flere dør. En bombe sprænger snart. Et redningshold lander. Nogen flere dør. Nogen flere dør. Kan nogen mon gætte slutningen?

Blandt de værste præstationer ses Cassia Rosenstrauss som sygeplejersken Jen, hvis replikker dels er tåbelige i sig selv, og dels leveres med en tåkrummende pinlighed. Men generelt er der nu ikke meget at råbe hurra for på skuespillerfronten, som dog heller ikke har meget hjælp i manuskriptet, hvor de hver især tildeles klichéfyldte roller som den hårde negl, den onde forsker,  helten osv.

Endelig er titlen og forsiden et typisk eksempel på en å-film, der ligger sig tæt op ad et kendt koncept og håber, at folk overser i farten, at der ikke er tale om den ægte varer. Forsiden signalerer klart Alien og har som tagline “Under jorden kan ingen høre dig skrige“, og citerer endda Dreadcentral.com for at kalde filmen for: “En adrenalinfyldt action gyser i stil med horror-klassikere som Aliens og The Evil Dead“. Bob bob – der er ikke skyggen af aliens med i filmen, der er ingen humor som i “Evil Dead”, og der er sgu’itte særlig meget adrenalinfyldt action i den heller. Det hele drukner i mystisk klipning, underlig belysning og total usammenhæng i historien.

Instruktør: Gregory Connors
Udgivelsesår: 2010

Ruiner af Adam O

I en ikke så fjern fremtid går den måske eneste overlevende person, Ask, rundt i et København, som langsomt er ved at blive opslugt af naturen. Her fortæller han historien om, hvordan det gik så galt. Hvordan verden var før; hvordan krigen mod terror gjorde, at regeringerne indførte den ene terrorpakke efter den anden for at beskytte befolkningen; hvordan befolkningerne så stort på brudene på menneskerettighederne i jagten på tryghed; hvordan overvågningssamfundet eskalerede til mikrochips indopereret i alle borgere; og hvordan det hele til sidst brød sammen.

Billedsiden viser Ask vandrer rundt i København, hvor vi ser byens forskellige vartegn ligge som ruiner. Billedrammerne skifter mellem helsides opslag til sider med fortløbende billedrammer. Farverne er afdæmpede og tegnestilen realistisk, og jeg blev dybt fascineret af Asks vandring i denne ruinby. Tekst og billeder supplerer hinanden glimrende, og hver billedramme rummer elementer som udvider historien, hvis man giver sig tid til at studere dem.

Adam O ligger ikke fingrene imellem, når han beskriver, hvad nutidens unge har at se op til: “Det var en mærkelig tid at være barn i. Da mine forældre var unge var deres idoler rebeller og langhårede rockmusikere. De forbilleder jeg blev præsenteret for, var tankeløse plastikopererede teenagere, der indespærrede på luksushoteller i endeløse realityprogrammer, udlevede opkastfremmende parringslege og gement forræderi i jagten på en middelstor sum penge…”

Og han giver heller ikke meget for George Bush’s erklæring i krigen mod terror, at enten er du med os eller også er du imod os. Ligesom han sætter spørgsmålstegn ved selve begrebet krig mod terror – for hvordan kan man kæmpe mod et begreb? Dermed bliver “Ruiner” også et politisk statement, og det vil nogen måske mene ikke hører til i en tegneserie. Jeg synes dog kun, at det er velgørende med en fortælling, som vil noget, og jeg synes absolut, at det er lykkes for Adam O. at få sin mening frem. Og så kan man jo enten være enig eller uenig i hans politiske holdning, men det ødelægger ikke fortællingen.

“Ruiner” giver et bud på, hvor galt det kan gå, hvis vi lader andre tænke for os, og hvis vi glemmer at passe på. For selv det, der bliver gjort i den bedste mening, kan få alvorlige konsekvenser, hvis man ikke er opmærksom.

Læs også interviewet med Adam O på Fantastiske Forfattere

Besøg “Ruiner”s hjemmeside

Udgivelsesår: 2011

Resident Evil: Afterlife

På trods af at jeg ikke synes lige godt om alle filmene i Resident Evil-serien, så bliver jeg alligevel ved med at se dem, fordi de trods deres mangler er ret underholdende.

Film 4 starter med, at Alice crasher Umbrella Coorporations hovedkvarter i Shanghai, og smadrer skidtet. Det lykkes dog for Wesker at flygte, men Alice er ombord på flyet, fast besluttet på at slå ham ihjel. Flyet forulykker, men først efter at Wesker har givet Alice en antidosis T-virus, så hun nu er menneske igen.

Alice overlever og begiver sig til at lede efter sine venner som i film 3 søgte til Canada for at finde Arcadia, som lovede sikkerhed til alle. Canada er tom, pånær Claire (fra film 3) som har mistet hukommelsen, men som Alice tager med sig. De finder også en anden lille gruppe overlevende, og nu er målet at komme ud til Arcadia, som viser sig at være et skib, men vejen dertil er fyldt med zombier.

Som altid er det ikke for historiens skyld, man skal se “Resident Evil: Afterlife”. Den er hullet som en si og total utroværdig. Til gengæld er det visuelle en ren fryd. Med Paul W. S. Anderson tilbage i instruktørstolen bliver der virkelig leget med billederne. Her er slowmotion pictures, fantastisk koregraferede slagsmål og skønne splatter-scener hvor mørkerødt blod sprøjter ud over skærmen. Og trods min evige anke om at Alice altid skal slås med doberman-hunde, så har de i det mindste fået et lille twist denne gang.

Så trods manuskriptets mangel på fornuft og sammenhæng havde jeg alligevel fornøjelige 90 minutter i selskab med Milla Jovovich, som aldrig vil vinde en Oscar for sin skuespilskunst, men som sandelig forstår at sparke zombirøv på en underholdende facon.

“Resident Evil: Afterlife” kan også ses i 3D, som sikkert føjer endnu en oplevelse til det visuelle. Jeg har dog kun set dvd-udgaven.

Udgivelsesår: 2010
Instruktør: Paul W. S. Anderson 

Resident Evil-serien:

Resident Evil, 2002 – D: Paul W. S. Anderson
Resident Evil – Apocalypse, 2005 – D: Alexander Witt
Resident Evil – Extinction, 2007 – D: Russell Mulcahy
Resident Evil – Afterlife, 2010 – D: Paul W. S. Anderson

Critters 2

“Critters 2″ starter et par år efter første films slutning. Dusørjægerne får at vide, at der stadig er Critter-aktivitet på jorden, så de må en tur tilbage til Grover’s Bend.

Her er Brad på besøg hos bedstemoren i påskeferien. Familien er ellers flyttet fra byen og taler aldrig om, hvad der skete under Critternes sidste besøg. Men nu er den gal igen. Nogle æg, som Critterne efterlod, udklækkes, og snart er byen oversvømmet af behårede klumper fyldt med tænder og en umættelig appetit.

“Critters 2″ er næsten ligeså god som første film. Mick Garris, som har instrueret, har fulgt Aliens-formlen: Hvis et uhyre er uhyggeligt, så er rigtig mange uhyrer rigtig meget uhyggeligt, så Grover’s Bend får denne gang besøg af hundredevis af Critters. Humoren er dog den samme, og vi får en række herlige splatter-scener, som da Critterne har besat en grillbar, og dusørjægerne kommer til. Her får flere af de små hårkugler virkelig deres bekomst, og en af dem ender i frituregryden. En anden fed scene er, da en kæmpeklump Critters ruller over en flygtende mand og efterlader et rentpillet skelet.

Manuskriptet har flere referencer til andre gysere, bl.a. “Cujo” og “Ghostbusters”, og selvom plottet til tider er papirtyndt, så fortælles det hele med humor og gejst, så man glemmer alle umulighederne.

Jeg synes klart godt om Critters-filmene og glæder mig til at se de sidste.

Critters-serien:

Critters – 1986, D: Stephen Herek
Critters 2 – 1988, D: Mick Garris
Critters 3 – 1991, D: Kristine Peterson
Critters 4 – 1992, D: Rubert Harvey

The Wasp Woman

Janice Starlin ejer kosmetik-firmaet, Janice Starlin Enterprise, som efter mange års succes nu stagnerer. Miss Starlin er besat af tanken om ungdom og skønhed, og da en medarbejder under et redaktionsmøde drister sig til at sige, at hun ikke længere er frontfigur for sit mærke, går det hende voldsomt på. Så da forskeren Eric Zinthrop kort efter dukker op, og påstår at han ved hjælp af enzymer fra hvepsedronninger, kan stoppe aldringsprocessen – ja, endda vende den – lader miss Starlin sig overtale. Hun installerer Zinthrop i et laboratorium og giver ham alt, hvad han ønsker.

I begyndelsen ser Zinthrops eksperimenter ud til at virke, og da han begynder at give stoffet til miss Starlin, bliver hun da også yngre at se på. Men stoffet viser sig at have alvorlige bi-virkninger.

Roger Corman har i spøg fået øgenavnet “King of B’s” pga. de mange B-film, han har lavet. I dette tilfælde kunne han i stedet kaldes for “King of Wasps” :)

“The Wasp Woman” er en typisk Corman-film. Den blev indspillet på blot en uge med et mikroskopisk budget, og er uden tvivl et rip-off af Kurt Neumans “The Fly” fra 1958. Historien er temmelig forudsigelig, har temmelig dårlige special effects, og er alligevel ret underholdende, netop fordi den er så typisk for Roger Corman. Som Chris Justice skriver: “The film is filled with flaws, as are so many of Corman’s flicks, but who cares? Why would a bee handler not use gloves? Do wasps suck blood? How could a corporation get away with such cavalier use of bug juice (shouldn’t a government agency such as the FDA stepped in?)? None are fatal, and with Corman, mistakes are part of the aesthetic that complements his theory of “guerilla cinema”: take chances, have fun, and let viewers decide.”

Ifølge Classic-Horror.com anser nogle filmkritikere “The Wasp Woman” for at være en af de første feminist-horror film, fordi den kvindelige hovedrolle leder et stort forretningsimperium, og bruger mændene efter behov – ja, endda dræber dem, hvis de kommer i vejen. Præmissen holder dog ikke  hele vejen igennem, idet miss Starlin lader sig lede af sin forfængelighed, og  modsat mænd, som bliver klogere med alderen, blot bliver grimmere med alderen, Jeg tvivler da også på, at Corman havde den slags idéer, da han lavede filmen.

Har du lyst til at se eller gense en kult-klassiker, så giv “The Wasp Woman” en chance. Filmen kan ses i en streamet version på Classic Cinema Online.

Læs også Chris Justice’s anmeldelse på Classic-Horror.com

Instruktør: Roger Corman
Udgivelsesår: 1960

Også omtalt på Horrorsiden.dk