november 2019
M Ti O To F L S
« okt    
 123
45678910
11121314151617
18192021222324
252627282930  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘Sekter’

Dansk Standard af Kim Leine

Dansk Standard af Kim LeineDansk Standard er en anderledes og lidt syret læseoplevelse, hvor det groteske og absurde står side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

E er en meget normal mand, ja, faktisk forsvinder han nærmest i mængden. Han arbejder for Dansk Standard, en af grundpillerne for det danske samfund ifølge E, som selv gør alt for ikke at stikke ud fra normerne.

Vi skilter ikke med vores eksistens og er ikke et kommercielt foretagende. Vi foretrækker anonymitet. Vi virker i det skjulte. Men jeg kan love dig for at hvis vi ikke fandtes, vil du kunne mærke det hver eneste dag. Kaos ville herske, biler støde sammen, bygninger kollapse, broer være livsfarlige at krydse. Folk ville komme til skade, endda blive dræbt. Hele samfundet ville destabiliseres. Og stabilitet er selve grundlaget for vores velordnede demokratiske system. Så send os gerne en venlig tanke næste gang du begiver dig uden for en dør. Uden os ville selv en tur i butikken blive en risikabel ekspedition, og byen ville være en krigszone.” (s. 8)

Den anden fortæller er Mette. Hun er læge på Traumecenteret og E’s lillesøster. Med jævne mellemrum forsøger hun at begå selvmord og bliver indlagt på Psykiatrisk Afdeling. Når hun så bliver udskrevet igen, starter hun atter på Traumecenteret, og begraver sig i arbejde som om intet var hændt.

Mette mener, at hun og E har haft en forfærdelig barndom, men det kan E slet ikke huske. Han er sikker på, at den har været ganske normal. Som romanen udfolder sig, begynder han dog langsomt at erkende, at måske var der noget galt i deres barndom.

Sideløbende med at E når denne erkendelse, hører vi om begivenheder forbundet med Teosofisk Verdensuniversitet. Mette kom i kontakt med foreningen efter en indlæggelse, og bliver fascineret af deres møder, hvor åndelighed og naturvidenskab går hånd i hånd. Men ligesom E må erkende, at noget gik galt i deres barndom, opdager Mette, at også Teosofisk Verdensuniversitet har hemmeligheder.

Kim Leine debuterede med den selvbiografiske roman Kalak i 2007. Siden er det blevet til en række romaner, bl.a. den historiske roman Profeterne i Evighedsfjorden fra 2012, der indbragte ham både Nordisk Råds Litteraturpris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen. Han har også skrevet børnebøger, fremtidsfortællingen De søvnløse samt den dystopiske tegneserie Skarabæens time i samarbejde med illustratoren Søren Mosdal.

En stor del af Leines forfatterskab beskæftiger sig i et eller andet omfang med overgreb og traumer. I et interview fortæller Kim Leine, hvordan denne bog IKKE skulle handle om disse emner: ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at skrive endnu en bog om traumer! Men det var sådan, det blev. Måske fordi jeg følte, det var lidt en kliché at skrive om folk, der er blevet traumatiseret som børn og siden bliver hjemsøgt af det. Nu ville jeg skrive noget andet, siger Kim Leine. Men sådan gik det ikke.” (Berlingske 15.10.2019)

Både hjemsøgelse og incestuøse overgreb finder da også sted i Dansk Standard, som for mig var en anderledes og lidt syret læseoplevelse. Her står det groteske og absurde side om side med hverdagsrealisme og menneskelig ondskab.

Allerede over de første par sider slår Leine en sær, usikker stemning an, da E føler sig verbalt angrebet af sekretæren fru Strahm og får overbevist sig selv om, at hun forsøger at få ham fyret. Herfra flytter historien sig over i en hundeadoption, hvor dyresex får en ny mening. Oveni er der det Teosofiske Verdensuniversitet, som arbejder på at gentage Jesus succes med at genopstå fra de døde. Så er der E’s fortrængte barndom, der forsøger at blive erkendt ved at manifestere sig i insisterende drømme. Og naturligvis de mange graviditeter …

Det hele berettes gennem de to jeg-fortællere, som hver især har travlt med at fortrænge barndommen på forskellig vis. E ved at standardisere en normal barndom i sine minder, og Mette ved at begrave sig i arbejdet på Traumecenteret, så hun ikke skal forholde sig til sig selv. Undervejs ved vi læsere aldrig mere, end søskendeparret fortæller, ligesom vi ikke kan være sikre på, om de fortæller sandheden, om det er en drøm eller noget helt tredje.

Forlaget beskriver romanen som en horrorroman, og i ovennævnte interview kommer Leine også ind på genrelitteratur: ”Jeg synes, det er befriende at bruge genrelitteraturen. Man kunne også have skrevet en sci-fi-roman om det eller en krimi. Horrorromanen bliver en slags mytologisk version af det eller en stor metafor for alt det der: At ondskaben er der og ikke vil gå væk.” (Berlingske 15.10.2019)

Man skal dog ikke forvente en ’traditionel’ horrorroman, når man griber fat i Dansk Standard. Den er interessant, insisterende og med en grundlæggende ubehagelig undertone, men den er ikke for alle. Jeg er personligt ikke så begejstret for fortællinger, der er alt for uigennemskuelige, men er du til weird fiction, som på filosofisk vis forsøger, i dette tilfælde, at komme overens med ondskaben i verden, så er Dansk Standard et godt bud. Og jeg må give Kim Leine kredit for at han holdt mig fanget hele vejen igennem med sin blanding af sort humor og grotesk realisme, selvom jeg ikke forstod alt undervejs.

Til slut vil jeg også lige rose Simon Lilholts forside, som er holdt i en grise-lyserød farve og illustrerer en brystkasse fyldt med forskellige insekter og en grøn vækst, der slynger sig ind i forfatternavnet. Den er både grotesk og smuk, og fanger i den grad blikket. Helt klart en forside jeg godt kunne tænke mig at have i plakatstørrelse.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Dansk Standard:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Gyldendal, 274 sider
Omslag: Simon Lilholt / Imperiet

Læs også:

Rakelsminde af David Garmark og Stephan Garmark
Ind i mørket af Henrik Sandbeck Harksen
Udslettelse af Jeff VanderMeer

Fyrtårnet af Nikolaj Johansen

Fyrtårnet af Nikolaj JohansenVelkommen til Fyrtårnet – en fortælling hvor det er dine valg, der bestemmer handlingen.

Du får noget af et chok, da du efter mange år vender hjem til din fødeø Rurholm og opdager, at din far er blevet myrdet. En hektisk jagt efter sandheden går i gang. Ikke bare om motivet bag mordet, men også om dig selv og dit ophav. Øboerne har deres egne hemmeligheder og skjulte motiver, og det er op til dig at gennemskue dem, hvis du vil slippe fra øen med livet og forstanden i behold.

Fyrtårnet er en labyrintisk roman fyldt  med uhyrlige bæster, onde drømme og grusomme hemmeligheder, hvor du som læser skal vælge din egen vej gennem historien.

Dine valg, din historie.
(fra bagsiden)

I 1980’erne var Sværd og Trolddom-bøgerne et hit i mit barndomshjem. Min bror sad tit med en bog, terning og papir og udkæmpede drabelige kampe. Jeg prøvede også et par gange, men det fangede mig ikke rigtigt. Jeg kunne bedre lide at blive slugt af bogens historie end selv at skulle skabe den. Dovenskab måske?

Siden er der gået en hel del år, og forleden fik jeg så tilsendt Nikolaj Johansens Fyrtårnet. Det blev en chance til at finde ud af, om spilbøger stadig ikke er mig.

Som bagsiden beskriver, starter historien med, at læseren kommer tilbage til sin fødeø Rurholm for at opdage, at faren er blevet myrdet. Herfra udvikler historien sig så alt efter hvilke valg, man selv tager undervejs. Jeg kan dog godt afsløre, at her er hints til H. P. Lovecrafts Cthulhu Mythos, og at familiehemmeligheder får en helt ny betydning.

Jeg prøvede at spille bogen igennem flere gange for at få forskellige slutninger, og det kan man sagtens. Hver gennemspilning gav nye lag til historien, og jeg oplevede både at dø en grusom død, at slippe væk fra øen men blive vanvittig, og endelig at slippe væk med forstanden i behold. Og jeg tror, her er mange flere muligheder, for hver gang jeg startede på historien igen, stødte jeg på nye veje rundt i labyrinten uden mange overlap.

Nu kan jeg vældig godt lidt Nikolaj Johansens forfatterskab, hvilket var grunden til, at jeg overhovedet kastede mig ud i Fyrtårnet. Historien er da også spændende, og jeg kan godt forstå, hvordan nogle bliver helt grebet af universet. Jeg er dog stadig mere til at fordybe mig i et færdigt univers, end til at skulle nedkæmpe fjender med terningekast og håbe det bedste.

Når det er sagt, er jeg dog helt overbevist om, at min bror ville have elsket Fyrtårnet i sine Sværd og Trolddoms-dage, og det samme vil unge spilbogs-entusiaster i dag.

Tak til forlaget Tværveje/Dreamlitt som har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Fyrtårnet:

Udgivelsesår: 18.10.2018
Forlag: Tværveje, 276 sider
Omslag: PN-Create v/Peter Nielsen

Læs også:

Mørke guders templer / red. Henrik S. Harksen og Rasmus Wichmann

Rød høst af Lars Ahn

Rød høst af Lars AhnEn ung kvinde findes halshugget i en lejlighed, hvor hendes morder stadig befinder sig. Det burde være en let sag, men intet er let når mennesker og vampyrer lever side om side.

Rød høst af Lars Ahn er seneste udspil i H. Harksens serie med gotiske krimier, og her viser Ahn, at det ikke kun er som novelleforfatter, han kan fange læseren.

Romanen udspiller sig i et Danmark, der på mange måder er anderledes, end det vi kender. Teknisk er man ikke nær så langt fremme som vi er (f.eks. er smartphones ikke-eksisterende), men mere bemærkelsesværdigt er en ny slags mennesker opstået. Mennesker som kun kan overleve ved at spise blod, som lever længere end normale mennesker og som ikke tåler sollys.

Efter en turbulent periode er samfundet faldet til ro, og natteren Gabriel, der er født i tiden efter omvæltningerne, arbejder som politibetjent. En nat bliver han og makkeren Meyer tilkaldt til en lejlighed, hvor en ung kvinde findes død. Morderen er stadig i lejligheden, og han tilstår straks, idet han påstår, at den unge kvinde var en vampyr, og at det var hans pligt at dræbe hende.

Sagen virker således klokkeklar, men skindet bedrager. Da Gabriel møder på job næste nat, er morderen selv død, og Gabriel har pludselig fået en ‘bløder’ til makker, kriminalassistent Helene Ravn. Ingen af dem er begejstret for samarbejdet, men det går snart op for dem, at drabssagen har langt videre konsekvenser end nogen af dem kunne forudse. Spændingerne mellem mennesker og nattere er på bristepunktet, og ikke alle vil være kede af at se volden bryde løs igen.

Lars Ahn fortæller på sin hjemmeside om tankerne bag Rød høst. Bl.a. kommer han ind på titlen, som er enslydende med Dashiell Hammetts klassiker fra 1929, og på valget af vampyrer som en del af handlingen. Vampyrer har nærmest været overeksponerede, men Ahn har opfundet sin egen type, og samtidig giver valget ham mulighed for at se nærmere på temaer som diskrimination og fordomme, men også samarbejde og fredelig sameksistens.

Som et særligt Lars Ahn træk indledes hvert kapitel med et uddrag, bl.a. af den fiktive historiske beretning ‘Nat vs. Dag: Kampen om blodet’. Her får vi mange interessante detaljer om samfundsforholdene og grundene til det anspændte forhold mellem mennesker og nattere.

Jeg læste Rød høst nærmest i et stræk. Man kan læse den som en underholdende og letlæst krimi sat i et eksotisk miljø, men den er også et bidrag i debatten om fremmedhed og frygten herfor. Det er jo let nok at forstå, at mennesker er bange for væsener, der kan slå dem ihjel og drikke deres blod. Men er natterne i virkeligheden så anderledes? Almindelige mennesker er jo i den grad også i stand til gøre de mest grufulde ting mod hinanden.

Lars Ahn er en af mine yndlingsforfattere indenfor de fantastiske genrer, så der var noget at leve op til. Heldigvis har han klaret spinget fra novelle til en roman med bravour, og Rød høst kan absolut anbefales både til krimielskere og til horrorfans. Jeg var i hvert fald vældig begejstret for både set-up og plot, og vil med glæde læse flere gotiske krimier om Gabriel og Helene.

Uddrag fra Rød Høst:

“Vi lever i en verden delt i to. Os og dem. Det har end ikke utallige gode hensigter og aftaler kunnet ændre på. Hvis jeg skal tage de positive briller på, bør jeg glæde mig over at bo i et land og leve i en tidsalder, hvor fredelig sameksistens fortsat er en mulighed, selvom der er kræfter på begge sider, som konstant forsøger at skabe uro.

Ingen kender det præcise antal, men det anslås, at en femtedel af verdens befolkning befinder sig i en tilstand, hvor de har brug for at indtage blod fra andre for at overleve. Det skabte selvsagt en vis panik i den første tid. jeg er selv for ung til at have oplevet det, men jeg har hørt fortællinger fra ældre, og historiebøgerne er fyldt med ulyksalige beretninger om vilkårlige henrettelser, dødslejre og klapjagt på uskyldige. Der blev også gjort forsøg på at finde på konstruktive løsninger, men menneskeheden har det med at lade frygten dominere, så duerne har svært ved at komme til orde over for høgene.

Det var først med opfindelsen af ArtSangre, at det lykkedes dem at få ørenlyd. ArtSangre – i daglig tale AS – er et kunstigt blodprodukt, der gør, at vi ikke behøver drikke menneskeblod. AS er midlet, der skaber balance i samfundet. (s. 32)

Om Rød høst:

Udgivelsesår: 28.09.2018
Forlag: H. Harksen Productions, 285 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos af Lars Ahn
Lad den rette komme ind af John Ajvide Lindqvist
Lidenskabens pris af Niels Ole Busk
Blodig arv af Matt Haig
Død indtil solnedgang af Charlaine Harris
Heksejagt af Kim Harrison
Randvad af Jacob Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen
Udrensning af Patrick Leis
Vampyr af Michael Romkey
En sag for Luckner af Per Sanderhage
Bid af Rikke Schubart
Al kødets gang af A. Silvestri
Fuldmånens magt af Kit Whitfield

Thelema af Martin Wangsgaard Jürgensen

Thelema af Martin Wangsgaard JürgensenDa kunstneren Konrad mister sin kæreste, Rebecca, i en trafikulykke, forsvinder han ind i et hul af sorg. Med tiden bliver savnet dog mindre, og så en dag falder Konrad over nogle papirer, der stammer fra en tidligere beboer i ejendommen, Werner Felding. Papirerne tænder en uimodståelig ild i Konrad, som i et sandt arbejdsraseri kaster sig ud i en række værker, der er ganske ulig noget, han tidligere har lavet.

Under ferniseringen for de nye malerier møder Konrad de to unge kvinder, Mia og Suzanna. De virker meget betagede af Konrads billeder og beder ham opsøge dem. Det besøg åbner en ny verden for Konrad. En verden udenfor vores, beboet af engle og dæmoner hvor der findes svar til dem, der søger.

Et opslag i Wikipedia forklarer Thelema som en åndelig filosofi, der stammer fra vestlig esoterisme, mens ordet selv oprinder fra det græske ord for vilje. For Konrad bliver mødet med sekten, som søger sandheden om en hinsides verden, de kalder Thelema, skæbnesvangert. Han gribes af ønsket om at forstå, og langsomt falder han dybere og dybere ind i en hemmelighedsfuld og mystisk verden.

Romanen er inddelt i 26 kapitler, der alle er illustreret med et tarotkort og beskrivelsen af dette. F.eks. hedder første kapitel Døden, som beskrives med ordene: Alt forandres; en cyklus er slut, verdens slør rives bort og en ny virkelighed blotlægges. Opstigningen mod en højere bevidsthed er begyndt. For Konrad er det afslutningen på livet med Rebecca og en gryende forståelse for, at verden indeholder flere dimensioner end hidtil erkendt.

Kapitel to hedder magikeren, og her opdager Konrad Werner Feldings papirer. Mens kapitel tre er Narren, hvor Konrad følger sin intuition og begynder vejen mod indsigt. Opbygningen er meget effektfuldt. Dels giver den en fornemmelse af forudsigelse, idet man som læser nærmest føler, at man deltager i en tarot-seance. Dels giver de enkelte kort hints om, hvad der vil ske. Men som det ofte er med spådomme, ses betydningen lettest i bagklogskabens lys.

I det hele taget er der en dobbelthed over romanen, som giver læseren mulighed for at forstå historien på forskellig vis. Enten kan man tage Konrads oplevelser for pålydende, og i så fald tro på at Thelema eksisterer. Eller også kan man tro, at Konrad i sin sorg over Rebeccas død søger trøst i en religiøs sekt, og dermed afskrive oplevelserne som indbildning. Jeg er faktisk ikke sikker på, hvilken forklaring jeg synes er mest skræmmende.

At læse Thelema er som at tage på en rejse ind i sindets afkroge, hvor vanviddet lurer lige ved siden af fornuften. Sprogligt forkæler Martin Wangsgaard Jürgensen læseren med sit omfattende og billedrige vokabular, der fik mig til ordbogen flere gange, men som samtidig giver en særlig atmosfære til teksten.

At MWJ ikke er en forfatter, der lefler for sin læser, opdagede jeg allerede, da jeg læste Åndemanerne fra 2014. Han er ikke bange for, at antyde fremfor at forklare, eller for at udfordre læserens forståelse og verdensbillede. Det gør han også i den grad her med sin rystende beskrivelse af Konrads desintegration i jagten på vished.

Med en langsom opbygning, der undervejs chokerer med ekstreme ritualer og pludselig vold, tiltager uhyggen og ubehaget under læsningen, så jeg flere gange fik lyst til at lægge bogen væk. Samtidig blev jeg dog fanget ind af romanens skæbnesvangre atmosfære, så jeg ikke kunne lægge den væk. Thelema er således ikke en metervare og vil sikkert ikke være for alle. Men er du til eftertænksom horror med eksistentielle problemstillinger og et drys af sex og vold, er den et spændende valg.

Uddrag fra Thelema:

“Dine malerier er andagtsbilleder. En slags kraftcentre, der kan stemme blikket og åbne sindet mod andre verdener, der ellers er lukkede for bevidstheden,” forklarede Suzanna med en lang, rygende cigaret mellem fingrene. “Mønstrene du maler, er ældgamle og går på tværs af tid, religioner og kulturer.” Konrad forstod ikke ret meget af deres snak, men han blev alligevel draget af den, fordi de satte ord på nogle af de følelser, han havde haft, mens han stille sad på loftet og studerede sine værker.

“Billederne spejler kræfter fra den anden side og danner brohoveder ind til kræfterne. Hvad kræfterne egentlig er, afhænger af øjnene der ser. Man kan kalde dem ånder, dæmoner, engle, energier – ordene er mange, men dækker over det samme. Gennem besværgelser og meditationer kan man åbne motiverne og bruge dem som porte, og det er det, som vi gør.” Suzannas ord mindede ham om barndommen og alle hans flugtforsøg ind i fantasiens vildnis, hvor drømme om okkulte indsigter havde været en så væsentlig del.

Uanset hvor utrolige ting Suzanna fortalte Konrad, måtte han gang på gang konstatere, at oplevelserne den første nat i lejligheden bekræftede alt. Han kunne ganske enkelt ikke betvivle deres lange fortællinger og absurde påstande, fordi erkendelsen havde sat sig i brystet på ham, og gjorde ham til den lydigste elev man kunne ønske sig. Den vished, at der var sandhed i deres mystiske fraser og fabulerende visioner, gav Konrad håb. Et håb om mening og et håb om måske at forstå, hvad der var sket med både ham og Rebecca. Mens han arbejdede på sine billeder følte han en kontakt med noget større, noget levende, og Konrad var sikker på, at det var Rebecca, der kaldte på ham et sted derude fra.” (s. 44-45)

Om Thelema:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: H. Harksen Productions, 213 sider
Omslag: Shutterstock.com

Læs også:

Gamiderne af Pelle Ilja Goldin
Midnatsmuse af Mikkel Harris Carlsen
Don Faust af Henrik Hohle Hansen
The Call of Cthulhu af H. P. Lovecraft
Den højeste dom af Torben Rafn
Åndemanerne af Martin Wangsgaard Jürgensen

Til døden os skiller af Michelle Richmond

Til døden os skiller af Michelle RichmondSpændende ægteskabsthriller hvor ordene ’til døden os skiller’ får en anderledes skræmmende betydning.

Når man er nygift forestiller man sig, at ægteskabet altid vil vedblive at være lykkeligt. Realiteterne er dog, at mange par bliver skilt, og som ægteskabsterapeut ved Jake det om nogen. Så da han og Alice til deres bryllup modtager en invitation til en eksklusiv klub, hvis formål er at støtte op om ægteskabet, siger de ja.

Pagten, som aftalen kaldes, har en hel manual med regler for ethvert af ægteskabets aspekter. Man skal f.eks. altid tage telefonen, når ens ægtefælle ringer. Der er påbud om månedlige gaver og halvårlige rejser osv. Alt sammen berigende for forholdet.

Men der er også straffe! Og da Alice kommer til at bryde en vigtig regel, opdager de, hvor seriøst Pagten tager sig selv. Det går op for dem, at denne fascinerende klub med lykkelige, rige par, dækker over meget mere end de havde forestillet sig, og at det kan vise sig umuligt at forlade Pagten igen. I hvert fald i live.

Til døden os skiller er en velskrevet ægteskabsthriller, som jeg på ingen måde gennemskuede, selvom jeg ellers gættede godt med undervejs. Michelle Richmond skriver flydende, og fortæller historien skiftevis mellem Jakes tanker og en fremadskridende handling. Det fungerer godt, da Jakes overvejelser giver en ekstra dimension til plottet, og da vi ikke kender Alices tanker, er det også med til at skabe suspense.

Historien er desuden elementært spændende, og holder man f.eks. af Bag lukkede døre af B. A. Paris eller Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz, er jeg sikker på, at Til døden os skiller også vil være et hit.

Personligt bliver jeg måske nok lidt irriteret over denne kreds af rige, smukke og succesfulde mennesker, som slutter sig om sig selv og ud fra deres idealer vil styre andre ud fra den overbevisning, at de alene vide. Men også i den virkelige verden er der jo magtfulde kredse, som bestemmer over andre, så det er vist bare min egen aversion, der trykker. Og på trods af min anke læste jeg Til døden os skiller over ganske få dage og var godt underholdt undervejs.

Endeligt synes jeg også lige, at forlagets markedsføring af romanen fortjener ros. Som en god gimmick fik jeg nemlig bogen tilsendt som en indpakket gave med en slags ‘advarsel’ vedhæftet: “Til en Ven. Tænk dig om, før du åbner…” Det er da sjovt fundet på 🙂

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Til døden os skiller:

Udgivelsesår: 28.09.2017
Forlag: Klim, 423 sider
Originaltitel: The Marriage Pact
Oversætter: Ninna Brenøe
Omslag: Getty Images

Stephen King’s Children of the Corn

Children of the CornJeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg lige har genset Children of the Corn, for jeg synes, den var dårlig første gang, og den blev bestemt ikke bedre ved et gensyn.

Advarsel mod SPOILER i referatet af handlingen.

For tre år siden blev alle de voksne i den lille by Gatlin, Nebraska dræbt efter søndagens prædiken af byens børn. I nutiden kører det unge par, Burt og Vicky gennem Nebraska, og lidt udenfor Gatlin kører de en dreng ned. Det viser sig dog, at han har fået skåret halsen over, før de ramte ham med bilen, så de ender i Gatlin i forsøget på at få fat i politiet. I stedet bliver de overfaldet af de religiøse børn, som de sidste tre år har levet alene, uden at nogen myndigheder har opdaget spor.

Blandt børnene er der ikke længere helt enighed om kursen. Isaac, som startede bevægelsen, bliver sat fra bestillingen af Malachai, som er noget mere morderisk i sin tilgang. Han får ofret Isaac til “Ham som vandrer bag rækkerne”, og vil derefter ofre Burt og Vicky. Men det lykkedes for Burt at overvinde Malachai, og derefter forklarer han de andre børn, at de da nok kan forstå, at en Gud som forlanger blod i stedet for kærlighed ikke er værd at samle på.

Slutteligt lykkes det Burt med hjælp fra drengen Job, der hele tiden har været imod Isaacs bevægelse, at brænde majsmarken ned og slippe væk sammen med Vicky og Jobs lillesøster. Hurra – happy ending!

Der er næsten ingen ende på de huller der er i manuskriptet. Rent bortset fra det usandsynlige at en hel by kan blive udslettet uden at nogen reagerer, så er også tanken om, at Burt kan få børnene til at indse, at det var en fejl at slå deres forældre ihjel og følge Isaac, totalt ude i hampen.

Jeg vil ikke klandre Children of the Corn for ringe specials effects, for den er trods alt fra 1984, men der er så meget andet at kritisere: skuespil, plot osv.

Absolut ikke en af de gode Stephen King filmatiseringer (bygger på en novelle fra samlingen Nightshift), og jeg er fuld af beundring for Søren fra Skræk og Rædsel, som har set sig igennem hele Children of the Corn-serien og blogget om dem. Læs hans kommentarer om den første film her.

Om filmen:

Instruktør: Fritz Kiersch
Udgivelsesår: 1984

Children of the Corn-serien:

Children of the Corn, 1984. D: Fritz Kiersch
Children of the Corn II: The Final Sacrifice, 1992. D: David Price
Children of the Corn III: Urban Harvest. D: James D. R. Hickox
Children of the Corn: The Gathering. D: Greg Spence
Children of the Corn V: Fields of Terror. D: Ethan Wiley
Children of the Corn 666: Isaac’s Return. D: Kari Skogland
Children of the Corn: Revelation. D: Guy Magar
Children of the Corn: Genesis. D: Joel Soisson

 

Sekten

Mona skal giftes, men på hendes polterabend smutter hendes bedste veninde Anne, før festen overhovedet kommer i gang. Mona er sikker på, at hun er sammen med sin seneste elsker lægen dr. Lack, så godt beruset opsøger hun hans kontor sent på aftenen for at skælde Anne ud.

Men det viser sig, at dr. Lack ser Anne som patient, og at han ikke er en helt almindelig psykiater. Sammen med hustruen Karen er han nemlig overhovedet for en sekt, der blander religion, psykiatri og seksualterapi sammen i en stor gang hjernevask, og Anne er kommet langt ud over, hvor hun kan bunde.

Mona vil gerne hjælpe sin veninde, men hun er også selv fascineret af dr. Lack. Selvom hun snart skal giftes med Martin, mangler lidenskaben, for han er i udlandet og ringer aldrig tilbage, mens svigermoren tyrannisk har sat sig på alle bryllupsforberedelserne. Måske er dr. Lack svaret?

”Sekten” er en vellykket psykologisk thriller, hvor menneskets søgen efter lykke og en plads i tilværelsen udstilles i yderste konsekvens. Anne leder efter sin lykke i en sekt, mens Mona tror, at hendes lykke findes i formlen Ægteskabet, selvom hun tydeligvis ikke er specielt forelsket.

Instruktør Susanne Bier slog et par år senere i 1999 for alvor igennem med kærlighedskomedien ”Den eneste ene”. Her i ”Sekten” befinder hun sig i en helt anden genre. Filmens atmosfære emmer af ydmygelser, afmagt og magtmisbrug. Scenerne er fyldt med åbenlyse symboler, som når tilhængerne i sekten kysser dr. Lacks hånd, og Mona kort efter må kysse svigermoren til farvel; Monas navn på døren til hendes og Martins fælles lejlighed, hvor hans er graveret og hendes er en dårligt påsat dymostrimmel; de labyrintiske gange i dr. Lacks konsultation; og ikke mindst de to forskellige brudekjoler Mona prøver – Annes valg som er helt gennemsigtig, og svigermorens valg hvor sløret fuldstændig skjuler Mona.

Selv rollelistens mindre roller er besat af store navne. Mona portræteres rigtig fint af Sofie Gråbøl, der både kan være den pæne pige, men også kan spille både afsindig og totalt skræmt. Ellen Hillingsø er godt castet som den lidt outrerede Anne, og den besiddende svigermor spilles af altid fremragende Ghita Nørby. Jesper Langballe har en mindre rolle som overlæge Frederiksen og Ulrich Thomsen spiller hans søn, der også er blevet fanget af sekten. To spøjse og klamme brødre spilles af Jesper Christensen og Torben Jensen, mens den karismatiske dr. Lack spilles af svenske Sverre Anker Ousdal.

Jeg blev positiv overrasket over ”Sekten”, som var langt mere virkningsfuld, end jeg havde forventet. Filmen bygger løseligt Juliane Preislers roman ”Dyr” fra 1992.

Om filmen:

Instruktør: Susanne Bier
Udgivelsesår: 1997
Bogforlæg: Dyr af Juliane Preisler