august 2019
M Ti O To F L S
« jul    
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
262728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘selvmord’

Søster min af Helle Vincentz

Søster min af Helle VincentzAntropologen Sofie Munk er lige blevet ansat i CJ Consult, et privat efterforskningsfirma med speciale i at undersøge forhold internt i virksomheder, som de ikke nødvendigvis ønsker, at offentligheden får kendskab til. En sådan sag lander i Sofies skød, da medicinalfirmaet NomoDep Pharma henvender sig. Direktøren Alfred Berner ønsker at finde ud af, hvem af hans medarbejdere der har indsendt nogle ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen.

Umiddelbart en relativ uskyldig fejl, men Alfred Berner har ambitioner om at drive sin virksomhed ordentlig, og ønsker ikke at blive slået i hartkorn de rådne kar i branchen. Ydermere har NomoDep Pharma en kæmpesatsning undervejs. Et antidepressivt middel rettet mod kvinder. Og intet må bremse satsningen.

Sofies undersøgelser afdækker dog også andre hemmeligheder hos NomoDep Pharma. Sideløbende med at hun forsøger at finde hoved og hale i sagen, følger vi den forholdsvist nyansatte Rasmus Lange i Lægemiddelstyrelsen. En lovende forskerkarrierer blev sat på hold da hans kone blev ramt af en depression, og han skiftede arbejde for at få hverdagen til at hænge sammen. Rasmus deler kontor med den pligtopfyldende Hanne Laursen. Men en dag dukker hun ikke op på arbejde.

Søster min er andet bind i Helle Vincentzs serie om Sofie Munk. Det er en spændende fortælling, som sætter spot på medicinalindustriens indflydelse, og hvor svært det kan være at regulere de store spillere på det internationale marked. Hovedpersonen Sofie er en handlekraftig kvinde, der bevæbnet med intelligens, utålmodighed og tør humor ufortrødent kaster sig ud i efterforskerrollen. En interessant karakter jeg fik lyst til at lære nærmere at kende.

Jeg kan personligt vældig godt lide videnskabskrimier, som giver et internt perspektiv på problemstillinger i en branche eller en videnskab, og det gør Søster min. De faktuelle afsnit flettes ubesværet ind i plottet, uden at sproget bliver kedeligt eller kluntet. Tværtimod er historien både velskrevet og spændende.

Søster min sætter fokus på medicinalindustrien. Hvordan forskningen ikke nødvendigvis indsættes hvor behovet er størst, men derimod hvor pengene er. Hvordan de store spillere forsøger at manipulere bl.a. medierne for at få fokus på områder, hvor deres produkter er løsningen. Og hvor langt nogle virksomheder er villige til at gå for at få godkendt deres produkt. Når jeg hører nyhederne fra USA, tænker jeg, at Vincentz roman nok desværre ikke er særlig langt fra virkeligheden.

Jeg var underholdt og fik samtidig stof til eftertanke. Og det er bestemt ikke et dårligt udbytte af en spændende krimi. Anbefales.

Uddrag fra Søster min:

Berner rystede på hovedet, og med diktafonen tændt nikkede hun opfordrende til ham.

Han sad lidt, som om han overvejede, hvor han skulle tage fat.

– Depression er det vestlige samfunds åg, begyndte han. – Det er en folkesygdom, som kun vil blive mere og mere udbredt i fremtiden. WHO mener, at depression i 2020 vil være den mest ødelæggende sygdom for det enkelte menneske og snart også den dyreste for samfundet.

Sofie kneb øjnene sammen, mens hun forsøgte at regne ud, hvor manden var på vej hen. At depression var et voksende samfundsproblem, behøvede man ikke at underskrive en fortrolighedserklæring for at blive delagtiggjort i.

Men Berner havde øjensynlig fået hul på sin fortælling.

– NomoDep Pharma ser det som sin opgave at afhjælpe disse katastrofale konsekvenser, fortsatte han.

Ja, mod klækkelig betaling, kommenterede Sofie tavst for sig selv.

– I årevis har vi derfor arbejdet på et særligt antidepressivt produkt til kvinder.

Nu så hun overrasket på ham.

Kun til kvinder?

– Ja. Han nikkede. – Præparatet er målrettet kvinder, der mister deres seksuelle lyst i forbindelse med en depression. Det problem koster samfundet langt flere penge, end man forestiller sig, så udover hjælp til kvinderne giver det også samfundsøkonomisk mening at fremstille sådan et præparat. AceOne hedder det, vores flagskib, og det kommer til at revolutionere både markedet og samfundet. Lykkepille og kvindelig viagra i én og samme pille, som min pressechef siger, jeg skal omtale det. Berner rystede let på hovedet. – Det kommer jeg ikke til. (side 30-31)

Om Søster min:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: People’s Press, 367 sider
Omslag: Rasmus Funder

Besøg Helle Vincentzs hjemmeside

Læs også:

Vredens ord af Lisbeth og Steen Bille
Pigen under jorden af Elly Griffiths
Metusalemgenet af Michael Lycke
Odins Labyrint af Mads Peder Nordbo
Djævelens værk af Lotte Petri

Den onde vilje af Karin Fossum

Den onde vilje af Karin FossumKarin Fossum er en af de krimi-forfattere, hvor opklaringen af forbrydelsen er sekundær i forhold til baggrunden for selve handlingen. Det er også tilfældet med Den onde vilje, der er både velskrevet og spændende, og giver et skræmmende indblik i det mørke i menneskesindet.

De tre venner, Axel, Reilly og Jon, er på weekendtur. Om natten tager de spontant ud at sejle på den nærliggende sø, og her springer Jon i for øjnene af vennerne. Reilly vil forsøge at redde ham, men Axel holder ham tilbage. Hvorfor begår Jon selvmord? Og hvorfor ønsker Axel at det sker?

Det er i korte træk handlingen i Den onde vilje, og måske det der adskiller den fra andre krimier. Jons selvmord sker nemlig i løbet af de første par sider, så jeg har ikke afsløret slutningen, og resten af bogen forsøger at skabe klarhed over, hvad der drev Jon til denne handling.

Det viser sig, at Jon var indlagt på en psykiatrisk afdeling, og at der tilsyneladende er sket noget, som de to kammerater også har deltaget i, som martrer Jon til døde. Det er denne gåde, der først løses til sidst, og indtil da tegner Karin Fossum et fremragende psykologisk portræt af både de to venner og Jon selv.

Hvis jeg skal sammenligne Karin Fossum med andre forfattere, må det bliver Inger Frimansson, hvis De nøgne kvinders ø jeg var helt vild med, og som også var en lidt atypisk krimi. Karin Fossum har en lidt anden skrivestil, men hun er letlæst og har nogle spændende overvejelser undervejs.

Den onde vilje fik mig også til at tænke på den danske film Fri os fra det onde, som har lidt det samme tema – nemlig at gode mennesker kan komme i situationer, hvor man ved at undlade at handle, gør andre fortræd. Det beskriver Karin Fossum fantastisk godt her.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Den onde vilje:

Udgivelsesår: 2009
Forlag: Gyldendal, 191 sider
Originaltitel: Den onde viljen

Serien med Konrad Sejer:

Evas øje, 1997
Den der frygter ulven, 1999
Se dig ikke tilbage, 1999
Elskede Poona, 2001
Når djævelen holder lyset, 2001
Sorte sekunder, 2003
Drabet på Harriet Krohn, 2005
Den som elsker noget andet, 2008
Den onde vilje, 2009
Varsleren, 2010
Carmen Zita og døden, 2014
Helvedesilden, 2016