Indlæg tagget med ‘Serie for grotesker’

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Unge sjæle af Sigurd Mathiesen

Jeg blev gjort opmærksom på Unge sjæle af Sigurd Mathiesen, da jeg læste et opslag på Facebook af Anders Jørgen Mogensen. AJM har oversat bogen sammen med Caroline Enghoff Mogensen, og beskriver i opslaget bogen som sin yndlingsbog. Her fortæller han også, hvordan han tilfældigt faldt over Sigurd Mathiesen i forbindelse med et interview, hvor Astrid Ehrencron-Kidde nævnte novellen ‘Blodtirsdagen’, som inspiration for hendes egne gotiske fortællinger.

Astrid Ehrencron-Kidde er ligeledes genudgivet i Serie for Grotesker. Jeg var meget betaget af Det sukker så tungt ude i skoven, så hvis Unge sjæle skulle minde herom, var jeg nødt til at læse den.

Jeg må dog hellere straks bekende, at jeg synes, de to forfattere er meget forskellige (hvilket AJM også bemærker i sit opslag). Hvor Astrid Ehrencron-Kidde er umiddelbar læsevenlig, selvom der er masser af lag i fortællingerne, er Sigurd Mathiesen mere ordrig og mindre ligefrem. Men alligevel er der noget over hans noveller. For selvom jeg lagde bogen fra mig et par gange undervejs, var jeg nødt til at gribe den igen kort efter og fortsætte læsningen.

Oplevelsen af bogen blev dog endnu større, da jeg læste Dag Heedes fremragende efterord, som introducerer Sigurd Mathiesens forfatterskab og hjælper med at åbne novellerne.

Unge sjæle består af syv noveller skrevet i perioden 1899 til 1902. Novellerne tematiserer ulykkelige eksistenser fanget i et meningsløst liv. Fortællinger der, som Dag Heede skriver, kan ses som den skriftlige udgave af Edvard Munchs maleri Skriget.

Vi befinder os på eksistensens skyggesider med fortællere og hovedpersoner, der enten er deciderede ‘kældermennesker’ eller i hvert fald desillusionerede misantroper, enspændere og outsidere, som omgivelserne ser skævt til, og som Mathiesens hovedpersoner til gengæld foragter og hader. Skønt hovedpersonerne har forskellige navne og professioner, drejer det sig i grunden om en og den samme person(type), der udsættes for forskellige ekstremsituationer. Den mandlige mathiesenske arketype er en omvandrende gåde med fremmedheden indskrevet i sig.” (fra Dag Heedes efterord side 191)

Et andet gennemgående tema i Unge sjæle er homoseksualitet. Flere af novellerne omhandler begær mellem to mænd, dog i forvrængede fremstillinger, under dække af skrækromantikkens vinger, som Dag Heede gør opmærksom på, hvor den perverse seksualitet kunne udforskes uden at bryde loven eller moralen.

De syv noveller er enkeltstående fortællinger, men kan dog også læses som en samlet kreds, hvor hver fortælling svarer til en af ugens dage, ligesom skabelsesberetningen i Biblen. Blot ender Mathiesens fortællinger i et stort apokalyptisk vulkanudbrud, der ødelægger, fremfor at skabe.

En anden mulig fortolkning af novellerne som en samlet kreds er de syv dødssynder. Dag Heede kommer ind på dette i efterordet, hvor han beskriver den brede palet af menneskelige laster, som Mathiesen fremviser i Unge sjæle. Her møder vi hasardspil, alkoholisme, bedrag, mord, misbrug af euforiserende stoffer og så videre.

Uanset om man læser novellerne enkeltvis eller som et samlet hele, er Sigurd Mathiesens univers dog et sært fascinerende og samtidig rystende sted at besøge. Det var noveller, der krævede tid at læse og fordøje, men som også var spændende læsning.

Jeg tager hatten af for Forlaget Sidste Århundrede og Forlaget Escho, der sammen står bag udgivelsen af ’Serie for Grotesker’. Det fortjener ros, at de giver glemte, men vigtige værker en ny chance. Og en sådan er Unge sjæle.

Den sorte uge

Den første novelle i Unge sjæle er den, jeg har sværest ved at fange. Her beretter fortælleren den dag, den gamle og nærige Kale Enersen dør, samt om hans møder med den fattige og ikke helt velforvarede Jakobine.

Det trange og mørke rum, jeg kom ind i, lå i en kælder. Aldrig kan jeg mindes et uslere hul af en menneskebolig. Den lille pige viste mig sengen. Den var sammentømret af nogle umalede brædder og alene fyldt med klude. Jeg lagde den sårede pige fra mig så forsigtig som muligt på dette hårde leje og så mig fortvivlet om. Der fandtes ikke andre møbler end en bænk, en stol og et simpelt træbord. I et hjørne stod der et komfur. Det var det hele. Selv nu i juli var her en fugtig og muggen kælderluft.

Jeg skulle netop til at vende ryggen til al denne elendighed, da man bar dette halvgale fruentimmer ind og lagde hende på gulvet. Hun havde fået et epileptisk anfald. Hun tyggede uafladeligt og skar tænder, mens hendes lange arme svirrede rundt.

Jeg fik sendt bud efter en læge og hentet noget frisk vand. Omsider kom hun til sig selv. Et øjeblik holdt hun sine lange arme op for ansigtet og rokkede med overkroppen. Så sprang hun pludselig op og så sig vildt omkring. Jeg ville netop bede hende unde sig noget ro og tilbyde hende min hjælp, da hun skreg:

– Hvem er du? – og sendte mine lyse sommerklæder et giftigt blik.

Jeg nævnte, hvem jeg var, og hvorledes jeg var kommet. Da trak hun mig hen til vinduet og gav mig et skarpt og mønstrende blik fra de stikkende, vandgrå øjne.

– Jaså, det er Dem – sagde hun med et mærkeligt eftertryk på sidste ord. – Jeg har ventet, kan jeg sige, på dette …

Så slap hun mig atter og fór rasende løs på disse nysgerrige nabofolk, der havde trængt sig ind.” (side 14-15)

Asser Hein

Asser Hein var et ejendommeligt ungt menneske, som fortælleren blot har truffet en gang, og nu beretter om her i novellen.

Asser var en smuk yngling, der havde giftet sig med en 5 år ældre, formuende kvinde. Fortælleren møder ham på en kro, hvor han sidder sammen med nogle lokale døgenigte. Asser inviterer ham til at sidde ned, og som aftenen og natten går, udspiller der sig vilde scener, mens de spiller og drikker.

– De to fremmede er øjensynligt skurke?

– Jeg ved det – han nikkede med det samme uforståelige smil. – Hvad vedkommer det mig? For mig er de slet og ret mennesker, der kan fordrive min kedsommelighed med et slag kort. Sans phrase – jeg bekymrer mig på ingen måde om deres psykologi. Skurke? – Hehe, vi er såmænd alle skurke. Både De og jeg. Ligger der måske ikke en bandit og lurer i hvert af ens pulsslag? En påtrængende og grådig djævel, der snyder os, selv ved sidste træk … Det er en fædrenearv. Men den er sgu ikke synderlig køn.

Han hånlo og gik fra mig. Jeg hørte ham nøde de andre til at drikke. Og han hævede glasset og råbte lystigt over til mig:

– Drik, unge skumler! Drik, du gamle dreng! – Skyl livets skønhed og sandhed og mulighed og alt det andet klassiske nonsens ned. Champagne er dog champagne. Og beskedenhed skulle fanden have …

Jeg drak ikke. Jeg ville helst være ædru. Som henne fra en dyb skov hørte jeg de andres spottende latter. Jeg lod ham fortsætte med at hudflette mig – min egen bitre stemme. Det var alt sammen så langt borte. For jeg bar på en smertelig byrde – ulykkelige anelser, jeg ikke kunne hitte rede i.” (side 44)

Blodtirsdagen

Før fortælleren blev født, fandt en tragedie sted. Fire unge drenge forsvandt sporløst på vej hjem fra skolen, og en af dem var fortællerens farbror. En snetung 2. juledag falder fortælleren over en avis, som beretter om de fires forsvinden, der fandt sted i påsken 1838. Herefter føler fortælleren sig pludselig hensat til den aprilmorgen, og genoplever hvad der skete.

Klokken præcis fem i morges vågnede jeg efter en urolig slummer. Jeg stod op og tændte min lampe. Satte mig i min lænestol og faldt i en sælsom hallucination. Eller hvad skal jeg kalde det?

Jeg var lysvågen. Jeg noterer, at jeg så en brunlig bille krybe over gulvet. og jeg hørte hele tiden urets uafladelige tikken. Ikke nærved. Men fra en verden, som jeg så ganske havde forladt. Min bevidsthed var vågen. Eller var den måske alligevel ikke? Var den ydre fornemmelse blot en illusion? Og var, hvad jeg i de grufulde øjeblikke gennemlevede, den almægtige virkelighed?

Jeg ved det ikke. Men hvad jeg i disse besynderlige sekunder fornemmede, forekommer mig inderligere og mere meningsfuldt end alt, hvad mit daglige øje har set.” (side 62)

Den ukendte

Fortælleren i ‘Den ukendte’ møder flere gange en mand, der virker stærkt på ham. Den sidste gang fortæller manden sin historie, som fører læseren over havet og gennem tab af elskede personer og til en flugt i evig rædsel.

“- Jeg har søgt at undgå Dem … Men Deres ansigt har til stadighed forfulgt mig. Nuvel. De får i nat min historie. Og så er vi kvit. Vi går siden hver vor vej. Jeg min endeløse, ulykkelige. Og De Deres rolige og opstukne linje.

Jeg smilede bittert og spurgte om hans navn.

– Hvad kommer mit navn historien ved? – Menneskene er tåbelige. De tror at kende de væsentlige gennem navnet. Og så nævner de alt mellem himmel og jord. Ganske vilkårligt. Der er ingenting, som undgår deres navneraseri. Navnet er helligt. Respekt for benævnelsen. Sole, måner og stjerner. Årtusinder og døde kulturer … Menneskene nævner dem. Sætter dem i bås. Selv de ukendte hemmeligheder nævner de. Derved er naturligvis opdagelsen sket. Hehe. Men kloderne går deres høje vej gennem uendeligheden. Deres plads skifter og forgår. Og den evige hån mod menneskets usselhed har intet navn.” (side 90-91)

Flora

I ‘Flora’ går fortælleren en dag pludseligt ind i et hus, han ofte er gået forbi. Herinde møder han en ung mand, der fortæller ham om, hvordan han som barn overraskede sin mor og hendes elsker. En oplevelse der har trukket spor på alt op til nu.

Novellen har undertitlen ‘En historie om driften’. I efterskriften gør Dag Heede opmærksom på, at Sigurd Mathiesen skrev novellen 16 år, før Freud nedskrev sin berømte analyse af den såkaldte “Ulvemanden” om “urscenen”.

“- Livet er fuldt af viljer, fuldt af had. Deraf de bitre skuffelser, den onde skilsmisse. Vi var fremmede. Men vi havde begge en verden tilfælles: ungdommen. Se, oceanet derude – det er den evige ungdom. Oh, det blå hav, det blå hav … jeg elsker det. Over det nåede også vi hinanden. For er det ikke, som om bølgerne ejer et uforgængeligt liv? Er det ikke, som om sjæle mødes i dem? – I dag har vi truffet hinanden. Tusinde mile hav har skilt os ad. Men tror De dog ikke, at der her på den anden kyst har siddet et menneske med Deres bævende længsler og meddelelsestrang? Tror De ikke?

Jo, og De landede her mellem jammerlige folk, der slæbte på hver deres pengesække. De drømte endnu om at finde forståelse. Den unge, den hvide sjæl, der giver uden at fordre. Og De? – Hør, De fandt ham ikke.

Ja, undskyld – jeg er åben. Men Dem kan jeg sige, hvad der falder mig ind – ikke sandt? De misforstår mig ikke. Gå en smule på akkord med Deres menneskefordringer – godt! Jeg er Deres ven. De skal ikke forlange synderligt af mig. Men vil De leve her mellem blomsterne og de grønne træer, her i denne glade have, så bliv bare og forlyst Dem! – For haven og huset er mine nu. De kender muligvis den forrige ejer? – Godt. Jeg skal fortælle Dem en kort historie om ham. Det var min mors elsker.” (side 118-119)

Syge perioder

Fortælleren, den unge læge Åge Basse, ønsker med sin redegørelse at sætte en stopper for den horrible folkesnak, som står om hans person efter nogle mærkelige hændelser og en indrykket dødsannonce i avisen.

Basse er en agtværdig person, men han har en uforklarlig modvilje mod byens avisredaktør. Da Basse en dag er lidt for hurtig til at udskrive morfin til en patient, som efterfølgende dør (måske), bliver han overbevist om, at redaktøren vil gøre alt for at afsløre ham for omverdenen. Det fører til en nærmest delirisk tilstand, hvor Basse forsøger at undgå afsløringen.

“Som sagt – denne person gik mig forbi. Han hilste ganske vist. Nedladende og pertentligt. Jeg kom ikke så vidt. Jeg glemte det fuldstændigt. For min antipati slugte enhver fornuftig tanke. Den hæslige trøskesmag lagde sig atter under min gane. Og den gulblege skumringsluft syntes at fortætte sig og finde form i hans farveløse skikkelse. Det forekom mig, at jeg i ham havde truffet dagens onde mening.

En besynderlig tyngde faldt over mit bryst. Jeg ville helst være ham kvit. Men jeg vovede ikke at slippe ham af syne. Og jeg blev ved med at gå efter ham. Han vendte sig ikke en eneste gang, skønt jeg næppe befandt mig ti skridt bag ham.

Da svingede han ind ad en port. Jeg fulgte efter. Jeg hørte ham, foran mig på trappen. En forknyt barnestemme lød ovenfra. Med et gys genkendte jeg den. Det var den lille pige, der hentede morfinen i eftermiddags.” (side 142)

Vulkanen

Jeg er ret sikker på, at Sigurd Mathiesen har fundet inspiration til denne novelle i virkelighedens vulkanudbrud på den caribiske ø Martinique d. 7. maj 1902. Her blev byen Saint-Pierre udslettet og omkring 30.000 mennesker mistede livet. Én mand overlevede dog. Ludger Sylibaris sad i isolationsfængsel, hvilket reddede hans liv, selvom han blev voldsomt forbrændt. Fire dage efter udbruddet blev han fundet af et redningshold, og rejste siden rundt og fortalte om sine forfærdelige oplevelser.

Novellen er skrevet i august 1902, og handler om en mand, der får en vision om et forfærdeligt vulkanudbrud. Han forsøger at overtale sin hustru til at rejse væk sammen med deres lille søn, men hustruen nægter. Hun har boet på øen hele sit liv og insisterer på, at der ingen fare er. Desværre tager hun fejl, og novellen beskriver i lyriske detaljer de grufulde begivenheder, da vulkanen går i udbrud.

Da lød der en fjern torden. Den blev stadig stærkere og mere intens … Jeg følte gulvet gynge. Pludselig et skrald og et lynglimt. Stolen, hvorpå jeg sad, gjorde et hop og flyttede sig. Et skab ramlede over ende. Grundvolden under vort hus rystede og gav sig.

Jeg fór op og ville ile ind i soveværelset. Fra gaden nåede larmen af travle mennesker mig, hidsige og forvirrede skrig. Det klang så besynderligt nært – næsten som om det var herinde i værelset. Jeg erindrer i dette øjeblik endnu tydeligt:

– Jean, jeg dør … Bliv hos mig, Jean … Barnet kommer!

Og jeg hørte et smertefuldt skrig lige ind i mit øre. Der var sprunget en vældig revne i muren. Det var nu ikke mere så mørkt. Et sært svovllys dvælede allevegne. Men det var næsten uhyggeligere end selve mørket.” (side 162)

Unge sjæle er anmeldt til Litteratursiden

Om Unge sjæle:

Udgivelsesår: 09.03.2020
Forlag: Sidste Århundrede/Escho, 207 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaltitel: Unge sjæle (norsk), 1903
Oversætter: Caroline Enghoff Mogensen & Anders Jørgen Mogensen

Indhold:
Den sorte uge
Asser Hein
Blodtirsdag
Den ukendte
Flora
Syge perioder
Vulkanen

Læs også:

Det sukker så tungt ude i skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Vi er fem af Mathias Faldbakken
Aura af Carlos Fuentes
Fuglene af Mikkel Harris Carlsen
Åndeverdenens dårekiste af B.S. Ingemann
Fuglereden af Shirley Jackson
Dansk standard af Kim Leine
Udflugt til Hanging Rock af Joan Lindsay
Menneskekød: Grotesker 1910-1920
Ingenting passer af Anders Jørgen Mogensen
Samlede fortællinger af Edgar Allan Poe
Slør af A. Silvestri

Menneskekød: Grotesker 1910-1920

Menneskekød: Grotesker 1910-1920Forlagene Escho og Sidste Århundreder har med deres serie for grotesker udgivet nogle virkelig interessante bøger de sidste par år. Det er også tilfældet  med Menneskekød: Grotesker 1910-1920. Bogen indeholder 10 noveller, der første gang blev udgivet i begyndelsen af det 20. århundrede, og er skrevet af 8 forskellige danske forfattere.

Novellerne er udvalgt af Anders Jørgen Mogensen og Andreas Bylov Jensen. Sidstnævnte står også for det oplysende forord. Heri fortæller han blandt andet, at det 20. århundrede i begyndelsen var præget af en stor tro på fremtiden. Teknologiske fremskridt og udplyndring/kolonisering af den tredje verden bragte øget velfærd til Europa, og selv starten på 1. verdenskrig kunne ikke dæmpe optimismen.

Men krigen medførte med sine fire års lidelser desillusion. De teknologiske fremskridt blev brugt til grufulde våben, og de mange døde ved fronten og efter krigen ofrene for den spanske syge rejste eksistentielle og religiøse spørgsmål.

“Optimismen og opfindelserne. Utopierne og sammenbruddet. Oprøret, volden og de revolutionerende nye idéer. Alt dette inspirerede kulturlivet, hvor en spirende modernisme prøvede at indfange det moderne liv og de nye livserfaringer i radikale nyfortolkninger af billedkunsten og litteraturen […] Også i Danmark fandt den nye kunst og litteratur tilhængere blandt unge og fremadstormende billedkunstnere og digtere, men de fandt også markante modstandere. Central blandt dem var bakteriologen Carl Julius Salomonsen, der skabte debat med sin teori om, at den moderne kunst var resultatet af en meget smitsom sindssyge blandt kunstnerne.” (side 10)

Redaktørerne har udvalgt de 10 noveller i Menneskekød: Grotesker 1910-1920 ud fra deres optagethed af det groteske. “Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.” (side 12)

Det må siges at være lykkes. Selvom jeg ikke er litteraturuddannet og ‘kun’ læser for oplevelsens skyld, så blev jeg umiddelbart fanget af langt de fleste noveller i samlingen. Nogle af dem krævede lidt ekstra opmærksomhed, og så var der et par stykker, hvor jeg godt kunne forstå, hvorfor de var medtaget, uden at jeg blev fan.

Astrid Ehrencron-Kidde er repræsenteret med to noveller: ‘Flammerne’ og ‘Året før -‘. Jeg har tidligere læst Det sukker så tungt udi skoven af hende, og hun er umiddelbart let tilgængelig. Særligt synes jeg godt om novellen ‘Året før -‘ der handler om 1. verdenskrigs gru.

Også Laurids Skands har to noveller i samlingen: ‘Golgata-studien’ og ‘Menneskekød’. Her blev jeg i første omgang mest betaget af ‘Golgata-studien’, der udspiller sig på et sindssygehospital, hvor en ung kunstner er blevet indlagt. Men da jeg læste ‘Menneskekød’ anden gang, blev jeg også ret grebet af den. Den udspiller sig nærmest som to forskellige historier. Rammefortællingen foregår på en oceanflyver med en ung amerikanerinde som omdrejningspunkt, og indeni denne hører vi en fortælling om et grusomt skibsbrud 10 år tidligere fortalt af den eneste overlevende. Historien er virkelig interessant i forhold til sit menneskesyn.

Jeg er også nødt til at fremhæve Karin Michaëlis novelle ‘Erasta’. Her sørger en ung kvinde så voldsomt over sin søsters død, at hun hjemsøges af fysiske manifestationer. Sorgen gør det svært for hende at udvikle sig til en voksen kvinde, selv efter hendes ægteskab.

Endelig vil jeg nævne Carl Gandrups novelle ‘Ene med Satan’, der er henlagt til året 1828. Her mødes to rige forretningsmænd i en togkupé, og et drama udspiller sig, mens vi hører om, hvordan mændene er endt der. Det er en historie om ærgerrighed, kærlighed og had, men måske allermest en historie om, hvad der former os som mennesker. Novellen blev siden omskrevet til både en roman og et filmmanuskript med titlen Expressens mysterium.

Jeg havde med andre ord en rigtig god læseoplevelse med Menneskekød: Groteskser 1910-1920. Men skulle jeg ikke have overbevist dig, så læs anmeldelserne på Modspor.dk eller Politikens anmeldelse bragt på forlagenes Facebook-side. Eller endnu bedre – læs bogen selv 🙂

Uddrag af ‘Menneskekød’:

“Da solen næste dag stod op, var havet spejlblankt – som i dag. Det lignede smeltet bly. – 

Bådsmanden havde ikke rørt sig. Skibsdrengen lå på ryggen og gispede. Jeg havde i søvne væltet mig om på siden, og jeg var vågnet med ulidelige smerter i ryggen og skuldrene. Min krop var tung som bly og min mund var som fyldt med smeltet jern.

Jeg lå en time således, – eller et sekund, tiden var, forekom det mig, som en uendelig stor lodden larve, der krympede sig sammen og strakte sig ud. Undertiden fór mine livssekunder af sted, snublende over hinanden – og i næste nu stod tiden stille.

Men kokken var ikke plaget af forestillinger om universelle forskydninger. Hans runde, sunde ansigt vendte mod mig, han slumrede øjensynlig og drømte sikkert behageligt. Hans sjæl flagrede om i lykkelige ideallandskaber af Turnersk art, mens hans stakkels hylster lå henstrakt på nogle hede planker midt i det stille ocean. Jeg forsøgte at bilde mig ind, at også jeg havde det udmærket. At min stilling i øjeblikket skyldtes et væddemål eller en god, omend noget grovkornet spøg.

Men når hvid spruttende lava begyndte at sive ned i min hals forsvandt illusionen.” (side 98-99)

Om Menneskekød: Grotesker 1910-1920:

Udgivelsesår: 24.05.2019
Forlag: Escho/Sidste Århundrede
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen

Indhold:

Andreas Bylov Jensen: Forord
Thorkil Barfod: Tandhjulet (1911)
Laurids Skands: Golgata-Studien (1918)
Astrid Ehrencron-Kidde: Flammerne (1913)
Karin Michaëlis: Erasta (1915)
Laurids Skands: Menneskekød (1918)
Gustav Bauditz: Morfinguden (1910)
Astrid Ehrencron-Kidde: Året før – (1916)
Johan Plesner: Nocturne (1918)
Carl Gandrup: Ene med Satan (1911)
Ingeborg Johansen: Tanker (1920)
Tekstoplysninger
Forfatterbiografier

“Serien for grotesker er et samarbejde mellem de to forlag Escho og Sidste Århundrede. Seriens fokus er det groteske og bizarre, det fantastiske og morbide – litterære træk, der har fristet en udgrænset tilværelse i dansk litteratur. Serien prøver således at udvide grænserne for vores litteraturhistorie og vise, at den er særere og mere mangfoldig, end man har bildt os ind.” (side 200)

Læs også:

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Det grufulde bibliotek / red. Kristian Nordestgaard og Jette Holst

 

Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann

Åndeverdenens dårekiste af B. S. IngemannI skrivende stund nærmer julen sig med hastige skridt, og mon ikke de fleste nynner julesalmerne ‘Julen har bragt velsignet bud’ og ‘Glade jul, dejlige jul’ en gang eller to i løbet af december? Begge er skrevet af B. S. Ingemann (1789-1862), som også er kendt for sine historiske romaner. Men Ingemann havde også en mørk side, og det er den, vi bliver præsenteret for i Åndeverdenens dårekiste.

Ifølge forlagets pressemeddelelse står Ingemann for nogle af de tidligste eksempler på danske horrorfortællinger. I løbet af sin karriere skrev han en lang række noveller med tydelig inspiration fra tyske E. T. A. Hoffmanns gotiske fortællinger. Åndeverdenens dårekiste består af et udvalg af disse noveller, og er den første Ingemann-udgivelse udelukkende med fokus på den side af forfatterskabet.

De 16 noveller og ene digt indeholder historier om alt lige fra dobbeltgængere og spøgelser, over varulve og hjemsøgte huse, til kirkegårde, okkulte ritualer og incest. Det er således en “artig” samling forlaget her præsenterer.

Bagerst er indsat et velskrevet og oplysende efterord af Felix Rothstein, der sætter teksterne i kontekst. Her kommer han bl.a. ind på Ingemanns slægtsskab med Edgar Allan Poes sælsomme fortællinger. Ingemann dyrker nemlig også de ekstreme sjæletilstande, de skjulte forbrydelser og farlige psykologiske eksperimenter i sine mørke historier.

Selvom forlaget har opdateret teksterne til et mere moderne dansk, uden dog at give køb på Ingemanns særlige tone og ordvalg, så er ikke alle fortællingerne lige let tilgængelige. Ligeledes skal man heller ikke forvente det moderne gys’ skarphed. Men giver man sig tid til læsningen, så er Åndeverdenens dårekiste et spændende bekendtskab og et interessant indblik i datidens tankegods.

Åndeverdenens dårekiste er tredje bind i Escho/Sidste Århundredes serie Grotesker. Jeg har tidligere læst Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde, som absolut også kan anbefales.

Kort om historierne

Samlingen indledes med digtet ‘Nattevandrerinden‘ fra 1813. Her går en ung kvinde hver nat hen på kirkegården for at mødes med sin døde elskede. Moren har dog fundet ud af det, og forsøger at advare den unge kvinde.

Sfinksen‘ er fortællingen om Arnold, der en dag køber en ny spadserestok. Kort efter møder han den underskønne grevinde Cordula, og herefter flyder virkelighed og fantasi sammen i en dramatisk fortælling.

Moster Marie‘ er en slags dansk udgave af eventyret Blåskæg. Marie kurtiseres af hr. Hind, men søsteren advarer hende, da hun frygter, hr. Hind er ude efter Maries formue. Marie lader sig ikke afskrække, men det viser sig, at hendes kavaler ganske rigtig gemmer på en hemmelighed.

Det forbandede hus‘ er fortællingen om et ungt ægtepar, der sidder økonomisk hårdt i det. De lejer et hus, der tilhørte konens farbror, men overgik til udlejeren hr. Stork ved farbrorens død. Rygtet går om at huset er forbandet, og selvom alt tegner godt, da det unge ægtepar flytter ind, viser det sig, at der måske alligevel er noget om snakken.

Gravmælet‘ handler om en ung enke, der i sorg over ægtemandens død ønsker at få sin egen dødsdato indgraveret i samme sten som sin afdøde mand.

Varulven‘ er historien om en ung jæger, der er overbevist om, at han er en varulv. Historien fortælles som et brev fra en landsbypræst, der beretter om jægerens skæbne.

Den levende døde‘ fortælles ligeledes gennem et brev. Her beretter brevskriveren om et møde med major Green, hvor denne fortæller om en episode fra sin ungdom. Ramt af ulykkelig kærlighed besluttede han sig for at være død om dagen og spøgelse om natten. Han blev naturligvis indlagt, og man forsøgte alt for at rive ham ud af hans vildfarelse, men intet hjalp. Novellen har en overraskende humoristisk slutning.

Niels Dragon‘ er en barsk historie om Niels, som bedrager sin bedste ven ved at være sammen med hans forlovede. Et bedrag der får alvorlige konsekvenser.

Bogtrykkersvenden‘ handler om ild og tekster af den franske filosof Voltaire.

Glasskabet‘ handler om en mand, der har giftet sig med en rig kvinde, som dør før ham. I hendes testamente fremgår det, at når hun bliver begravet, overgår alle hendes penge til hendes side af familien. Så ægtemanden beslutter at balsamere hende og beholde hende i en glaskiste i sit soveværelse.

Selv-citationen‘ handler om en ung elskovssvigtet mand, der beslutter sig for at afprøve et eksperiment, der adskiller kroppen og ens eget væsen.

Frøbenet‘ er en fortælling om kærlighed. To søstre er tiltrukket af den samme mand, som tilsyneladende hælder mest til den yngste. Men den ældste søster har hørt et gammelt sagn, og pludselig er hun omsværmet af bejlere.

Linnedsamlersken‘ handler om en teologisk kandidat, der logerer hos den ældre madam Winther. Hun sidder tidligt og silde ved sin rokke, men kan man få for meget af en god ting?

Det tilmurede værelse‘ er historien om enken madame Wolff, hvis datter skal giftes. Festen skal holdes i storstuen, hvor den eneste indgang til et tilmuret værelse findes. Hvorfor er værelset lukket af? Og hvad er det for en forbandelse, der hænger over døren derind?

Skolekammeraterne‘ er fortællingen om kirurg-kandidaten Valman, der har forelsket sig ulykkelig i sin patient. Mens han sidder fortvivlet i en vinkælder, møder han en gammel skolekammerat. Denne kalder sig nu Doctor Physiologiæ & Professor extraordinarius Magiæ naturalis & supranaturalis, og tilbyder Valman at flytte hans kærlighedseventyr op i en åndelig sfære, hvor virkeligheden ikke spiller ind.

Det hemmelige vidne‘ er en ganske kort novelle, hvor en fornærmende samtale får overraskende følger.

Fjendskab efter døden‘ fra 1864 er samlingens sidste novelle. Et aftenselskab morer sig med at fortælle historier ved Sorø Akademibygning, og her falder talen på spøgelser.

Tak til forlagene Escho/Sidste Århundrede som har foræret mig læseeksemplaret til anmeldelse

Om Åndeverdenens dårekiste:

Udgivelsesår: 14.11.2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 275 sider (Grotesker, 3)
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen

Indhold:

Nattevandrerinden (1813)
Sfinksen (1820)
Moster Marie (1820)
Det forbandede hus (1827)
Gravmælet (1827)
Varulven (1835)
Den levende døde (1835)
Niels Dragon (1847)
Bogtrykkersvenden (1847)
Glasskabet (1847)
Selv-citationen (1847)
Frøbenet (1847)
Linnedsamlersken (1847)
Det tilmurede værelse (1847)
Skolekammeraterne (1850)
Det hemmelige vidne (1864)
Fjendskab efter døden (1864)
Efterord ved Felix Rothstein

Læs også:

Gengældelsens veje af Pierre Andrézel
Rebecca af Daphne du Maurier
Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde
Timerne efter midnat af Sheridan Le Fanu
Sandmanden af E. T. A. Hoffmann
Skruen strammes af Henry James
Ushers fald af Edgar Allan Poe
Frankenstein af Mary Shelley
Dr. Jekyll og Mr. Hyde af Robert Louis Stevenson

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-Kidde

Det sukker så tungt udi skoven af Astrid Ehrencron-KiddeGotiske noveller fra et tusmørkelandskab, hvor drøm og mareridt lever side om side

Jeg må hellere starte med at indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Astrid Ehrencron-Kidde, før forlagene Escho/Sidste Århundrede spurgte, om jeg havde lyst til at anmelde novellesamlingen Det sukker så tungt udi skoven: Martin Willéns underlige hændelser. Det lød dog umiddelbart som en spændende udgivelse, så jeg takkede ja – og heldigvis for det.

Det sukker så tungt udi skoven er lige præcis den slags gotiske noveller, jeg elsker. Tonen giver mindelser til forfattere som Edgar Allan Poe og min yndlings spøgelseshistorie-fortæller M. R. James, men er alligevel unik.

Astrid Ehrencron-Kidde udgav historierne om Martin Willén mellem 1911 og 1924, men de udspiller sig i Sverige i midten af 1800-tallet. Fortælleren er Martin Willén selv. Han er nu en gammel mand, som fortæller historierne set med erfaringens viden, hvorved han også undertiden reflekterer over hændelserne, mens han beretter. Tidsmæssigt springer novellerne, så der er ikke tale om en kronologisk beretning fra ungdom til alderdom. Alligevel er der, når man læser, små henvisninger til de andre fortællinger, som man først rigtig fanger, når man har læst hele samlingen. Det virker rigtig godt, for det giver indtryk af, at vi hører historierne efterhånden som Willén tænker på dem. Og man tænker jo sjældent i streng kronologisk orden.

Samlingen indeholder 10 noveller samt et interessant efterskrift, hvor Andreas Bylov Jensen giver en kort introduktion til Astrid Ehrencron-Kidde og sætter forfatterskabet i perspektiv. Man kan sagtens læse novellerne uden at læse efterskriftet, men for mig gav det endnu mere dybde til historierne, så jeg kun kan anbefale at læse det også.

Jeg vil også rose forlagets fine bearbejdelse af teksten. Teksterne er rettet til moderne retskrivning, men uden at give afkald på de gammeldagsudtryk, der er med til at tidsfæste historierne og skabe denne særlige gotiske stemning.

Skal jeg fremhæve et par af novellerne (og det er svært, for de alle har mange gode kvaliteter, og på en måde udgør de et samlet hele, selvom her er tale om noveller), så bliver det ‘Apoteket’ og ‘Natten i Östravåg’.

I ‘Apoteket’ er vi tilbage i Willens barndom. Familien er flyttet til Kungsbacka, men da Willen går på Latinskole i Halmstad, er han ikke nået at blive så bekendt med byen. En nat bliver hans ældre søster syg. Moren sender ham til apoteket nede i byen, for at han skal hente hendes medicin. Men på vejen hjem farer han vild. Historien er fin i sig selv, men den eftertænksomme slutning løfter novellen endnu højere.

‘Natten i Östravåg’ er mere melankolsk. Her har Willen som gammel mand besøgt kirkegården, hvor hans kære ligger begravet. På vejen hjem overnatter han på en kro i Östra Våg. Om natten opsøges han af en sær mand, som han også så på kirkegården. Manden fortæller en tragisk historie og beder om Willens hjælp. Men hvad er sandt, og hvad er drøm?

“Hør,” sagde han pludselig, “jeg ser af Deres kort, at De er sagfører. Må jeg konsultere Dem, blot ganske kort, selv om det også er en aparte tid? Jeg turde ikke undlade at gå herind. Å – De må hjælpe mig. Jeg kan betale Dem for det. Der kan gå lange tider – lange tider,” gentog han, mens han vuggede sine hænder, “førend jeg kommer forbi en sagfører igen.”

Hans runde øjne stod i mine, som ville de slå nagler gennem min hjerne for at tvinge den til at lytte og forstå.

Jeg nikkede. Jeg var i en ubeskrivelig tilstand af nervøs uro. Ikke sandt – De forstår – dette, at jeg ikke kunne røre mig af pletten – havde jeg endda været påklædt og oppe på gulvet, ja blot haft så meget som en tændstikæske eller mit ur, at tage i mine fingre og flytte om med på bordet. Men alt var som forhekset. Jeg havde hverken fået det ene eller det andet bragt i orden, før jeg gik til sengs. At måtte ligge dér, fuldstændig rolig, med hænderne på tæppet og hans øjnes borende nagler gennem mine.

“Ja, hvis jeg kan være Dem til nogen nytte – så –“

Han rejste sig hastigt et par gange og satte sig igen. “Det kan de!” sagde han hver gang, “det kan De. De er jo sagfører, det vil sige, at De kan føre en sag, ikke sandt? Skaffe en sin ret. Sin soleklare ret. Ikke sandt, det er jo Deres bestilling?”

Jeg nikkede igen og bad ham forklare mig, hvad det var, han ønskede af mig. Han gik hen og låsede døren og rullede gardinet ned for månen. (s. 145)

Jeg var som sagt meget betaget af Det sukker så tungt udi skoven, som er en utrolig fin og poetisk læseoplevelse fortalt med en melankolsk eftertænksomhed. Hver eneste novelle er en god historie, som samtidig indeholder langt flere lag, end der umiddelbart antydes. Her er måske nok tale om en lille bog, men det er så sandelig en stor læseoplevelse. Læs den.

Tak til forlagene Escho og Sidste Århundrede som har sponseret læseeksemplaret.

Om Det sukker så tungt udi skoven:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Escho/Sidste Århundrede, 214 sider
Omslag: Caroline Enghoff Mogensen
Originaludgivelsesår: 1911-1924

Indhold:

Alle sjæles nat
Den lille pige med violerne
Det sukker så tungt udi skoven
Pensée ; Apoteket
De hvide træer
En aften på Askaryd
Natten i Östravåg
En aften ved Lure Færgested
Gensynet