marts 2017
M T O T F L S
« feb    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘seriemord’

Lurian af Andrias Andreasen

Lurian af Andrias AndreasenFærøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:

Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)

Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?

Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.

Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen

Besøg forfatterens hjemmeside

Jack the Ripper af Jesper W. Lindberg

Jack the Ripper - Myter og Mysterier 3, af Jepser W. LindbergJack the Ripper er tredje bog i forlaget Tellerups serie ‘Myter og Mysterier’. De to foregående har behandlet Loch Ness uhyret samt Bigfoot og yetien. Serien retter sig mod den unge læser.

Modsat de to første bøger i serien er der ingen tvivl om, at Jack the Ripper har eksisteret. Her er mysteriet en af verdenshistoriens største mordgåder – hvem stod bag de mange drab i Whitechapel i 1888?

Jesper W. Lindberg har samlet oplysningerne om verdens første moderne seriemorder, og efter et indledende kapitel hvor han sætter læseren ind i de forhold man levede under i Victoriatidens London, gennemgår han detaljeret drabene, politiets efterforskning, samt eftertidens teorier om den mulige identitet af Jack the Ripper. Herefter giver Lindberg sit eget bud på, hvem der gemte sig bag “kunstnernavnet”, men lader det være op til læserne at vurdere, hvad de selv tror.

Allerede da jeg fik bogen i hånden, blev jeg glad. Forsiden viser et billede med en mørk silhuet af en mand, hvor billedet virker til at være klæbet fast med to stykker malertape. Og det føles virkelig som om, der er tale om malertape, selvom forsiden naturligvis er trykt. Det er superfedt lavet. I det hele taget er layoutet lækkert hele vejen igennem, fyldt med fotos, tegninger og indsatte kort over gaderne i Whitechapel, hvor Jack the Ripper slog sine folder, samtidig med at teksten er letlæselig og nem at finde rundt i.

Her er som sagt tale om en børnebog, men den kan også sagtens læses af voksne, som vil have et hurtigt overblik over sagen. Bogen virker grundig researchet, og jeg fik indblik i flere teorier, som jeg ikke kendte til i forvejen, ligesom jeg fik afkræftet nogle af de teorier, jeg havde hørt om på forhånd.

“Jack the Ripper” er en spændende og underholdende indføring i mysteriet om Londons ikoniske kvindemorder. Som voksen læser kunne det have været rart, hvis der havde været en litteraturliste med henvisning til kilderne, så man kunne læse videre. Men bortset fra den anke kan jeg kun anbefale Jesper W. Lindbergs fascinerende portræt af verdenshistoriens største mordgåde.

Om “Jack the Ripper”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 224 sider
Omslag: Danielle Finster

Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret

Slagtehuset af Paul Cleave

Slagtehuset af Paul CleaveSlagtehuset er mit første besøg i Paul Cleaves Christchurch noir-serie – men det bliver bestemt ikke det sidste!

Privatdetektiven og tidligere betjent Theodore Tate har haft nogle vanskelige år, med bl.a. et fængselsophold for spritkørsel, en død datter og en hustru i koma. Han drømmer om at vende tilbage til sit job i politiet, og får chancen da en seriemorder hen over en enkelt nat slår til mod flere ofre.

De første to ofre er plejehjemsbeboere, og pressen døber derfor hurtigt morderen ’seniormorderen’. Men så brydes mønstret, da en hårdtarbejdende revisor bliver næste offer. Og da en yngre læge med sine tre børn kort efter forsvinder, sætter politiet alle sejl til.

Romanen udspiller sig i Christchurch, der er den andenstørste by i New Zealand. Jeg håber dog ikke, at bøgerne tegner et korrekt billede af byen, for jeg kom til at tænke på Gotham City under læsningen. Kriminaliteten er støt stigende, og menneskekærligheden faldende i samme hastighed i Cleaves kulsorte version af byen, hvor borgerne hellere spytter på politiet end hjælper dem.

Paul Cleave skriver forrygende. Det er sort, ondt og uden mange lyse øjeblikke, men det er også spændende og gribende. Ved at lade os følge sagen fra både Tates og morderens side får vi en helt anderledes forståelse for begivenhederne. Det er svært ikke at føle medlidenhed med morderen, jo mere vi lærer hans fortid at kende. Men samtidig er hans gerninger så modbydelige, at de ikke kan forsvares. Oveni er Tate bestemt ingen engel, og til tider sidder man under læsningen og spekulerer over, om der i virkeligheden er den store forskel på betjenten og morderen?

Jeg er vild med Slagtehuset, som nok er både dyster og brutal, men som også er velskrevet og med et skarptskåren plot, der bliver ved med at overraske lige til sidste side. Det er ikke ofte, at en thriller, hvor vi kender morderens identitet fra start, kan overraske så meget til slut.

Som sagt har jeg ikke læst de tidligere bøger i Christchurch noir-serien, men det var ikke noget problem at følge med af den grund. Selvom personerne går igen i universet, og der naturligvis sker en personlig udvikling med bl.a. Tate, så er han ikke hovedpersonen i alle bøgerne. Det syvende mord har f.eks. seriemorderen Joe som fortæller, mens Hævn har en søn af en seriemorder i hovedrollen. Så man kan sagtens springe ind undervejs, omend jeg nu vil skynde mig at læse de første også.

Slagtehuset er ikke for alle. Den er grum og dyster, og Cleave lægger ikke fingrene imellem i de mere blodige detaljer. Men jeg var vild med den, og vil slutte med at citere lektør Jacob Holm Krogsøe som opsummerer så rammende: ”Efter endt gennemlæsning sidder man tilbage med en knugende fornemmelse i maven og undres over, hvordan noget så modbydeligt, kan være så underholdende på samme tid.”

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Slagtehuset:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Jentas, 383 sider
Originaltitel: Laughterhouse
Omslagsillustration: Koitz Animation & Graphics

Christchurch noir-serien:

Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider

In Absentia af Daniel Henriksen

In_AbsentiaActionfyldt, blodig og forrygende morsom spændingsroman, der tager læseren på en vild rutsjebanetur

En midaldrende bogholder, der elsker sin kone højt,  men føler at hun fortjener bedre end ham, har de sidste måneder arbejdet på sin egen kiste i det skjulte. Nu er den færdig, og efter en romantisk aften planlagt i mindste detalje fortæller han sin elskede Stine, at han skal på kursus de næste dage og drager af sted.

Men det er hverken et kursus eller sit selvmord, manden er på vej til. I stedet starter han et morderisk raid, der giver mindelser til Oliver Stone og Quentin Tarantinos vilde og blodige film “Natural Born Killers” fra 1994. Her er ofrene blot folk, der har generet bogholderen og Stine i fortiden, og nu må betale.

Jeg havde intet hørt om “In Absentia”, før jeg fik den i hænderne, så jeg havde ingen forventninger til den. Men jeg skal love for at jeg blev underholdt. Det viser sig nemlig, at bogholderen har en plan, der både skal hævne fortidens uretfærdigheder, og samtidig sørge for at Stine får penge at leve for. Men undervejs går flere ting galt, og pludselig er bogholderen kommet på kant med en international forbryderorganisation, og de er absolut ikke glade for hans indblanden.

Forlaget beskriver “In Absentia” som: “en historie om lemfældig omgang med penge, mordvåben, elendig automatkaffe, asiatiske kvinder og nedlagte landbrug“, og her er i den grad tale om en både actionfyldt, blodig og forrygende morsom spændingsroman, der føles som en vild rutsjebanetur, som skiftevis får læseren til at grine og gyse.

Jeg har ingen planlagt modus operandi og må improvisere. I det mindste er motorsaven ikke tændt. Indtil nu. Den Fede holder motorsaven i en hånd og hiver i startkablet. Den starter første gang. Det gør ham glad. Han smiler, som en ræv mellem høns, og sender kæden et blik, mens han gasser den et par gange. “Stihl,” siger han og nikker bifaldende. “Jjaaaaaa.” Påtaget tysk accent med dyb stemme og flade A’er. “Hør venner,” siger jeg. “Lad os snakke om det her. Hugge en hæl og klippe en tå. Vi må kunne finde et kompromis.” Men mine ord drukner i larmen af motorsaven. Godt det samme, jeg har en grum forestilling om at han vil tage det bogstaveligt og virkelig hugge min hæl.”

Jeg kan ikke rigtig finde oplysninger om forfatteren har udgivet andet, men hvis “In Absentia” er hans debutroman er det i hvert fald en yderst vellykket og underholdende én af slagsen. En klar anbefaling herfra.

Læs mere på forlaget Valetas hjemmeside eller besøg Daniel Henriksens blog

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Omslag: Boglayout.dk
ISBN-13: 9788771570878
Sideantal: 184
Forlag: Valeta

Joyland af Stephen King

Joyland af Stephen KingStephen King er en meget alsidig forfatter. Mange tænker kun på ham som ”the king of horror”, men i virkeligheden befinder hans fortællinger sig ofte i alle mulige andre genrer. Jeg har været stor fan af ham, siden jeg første gang læste Opgøret (eller Slutspil som titlen var på den tre-binds udgave, der først udkom på dansk), og har holdt af det meste.

I Joyland befinder vi os i North Carolina i 1970’erne. Hovedpersonen er den 21-årige Devin Jones, der tager et sommerferiejob i forlystelsesparken Joyland. Her forsøger han at komme sig over sin første hjertesorg, da kæresten Wendy slår op med ham, mens han tjener penge til næste års semester på college.

Sommeren bringer både livslange venskaber og fortællingen om et genfærd, der hjemsøger parkens spøgelseshus, hvor en ung pige nogle år forinden er blevet myrdet.

Joyland er ikke så meget en spændingsroman, som det er en slags ”coming of age” historie. Nok er der et mord-mysterium undervejs, men fokus er på Devin, som i løbet af sommeren udvikler sig fra en ulykkelig forelsket ungersvend, til en handlekraftig mand der tager sit ansvar på sig – også når det har konsekvenser.

Det er ikke første gang, King har skrevet en ”coming of age” roman. Allerede i 1982 udgav han kortromanen Liget i skoven (The Body), om en gruppe drenge som tager på tur for at finde liget af en dreng, der er blevet kørt over af toget i en skov. Historien er en af de smukkeste i hele Kings forfatterskab, og resulterede da også i en fremragende filmatisering i 1986 med titlen Stand by me.

Desværre synes jeg ikke, at Joyland tilnærmelsesvis nærmer sig samme høje niveau. Det er ikke fordi, historien som sådan er dårlig, men King har bare fortalt den før – og bedre. Romanen virker lidt som venstrehånds-arbejde, hvor King genbruger sine kendte virkemidler, men uden deres sædvanlige overbevisning.

Fortællemæssigt bringer Joyland f.eks. intet nyt til forfatterskabet. Oplægget er klassisk Stephen King, hvor fortælleren ser fra nutiden tilbage på den pågældende sommer og beretter om, hvad der skete. Ind i mellem får vi hans nutidige tanker om sit datidige jeg, samt lidt om hvad der er sket med de personer, der fyldte hans liv i den periode. Det plejer at være virke godt, men denne gang forekommer det lettere mekanisk.

Joyland har sikkert ikke været helt let at oversætte. King krydrer historien med tivoli-jargon, som han vist selv har opfundet til lejligheden, men ind i mellem halter også de helt almindelige sætninger (s. 31: “Må jeg høfligst bede dig om at starte midt i historien? sagde jeg sarkastisk”; s. 13: ”En tur i Hjulet betyder, at du er, som det lyder. Ansat. Han kan lide at lade de få det vide. Siger du ja til jobbet?”) Om det så er fordi, King har lavet lidt venstrehånds-arbejde eller om det er oversætteren, kan være svært at vide. I hvert fald må jeg indrømme, at jeg ikke er så imponeret over bogen, som jeg havde håbet.

Har man ikke tidligere læst noget af Stephen King, er oplevelsen af Joyland muligvis anderledes, idet metaltrætheden formentlig ikke skinner ligeså tydeligt igennem. Men har man stadig King til gode, og vil man gerne læse en ”coming of age” historie, så tag hellere Liget i skoven og få en fantastisk læseoplevelse.

Med andre ord – ikke Kings bedste roman.

Om bogen:

Omslag: Jon Asgeir
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Hr. Ferdinand, 301 sider

Løbende tjener af Dennis Jürgensen

loebende_tjenerNervepirrende pageturner med en sympatisk hovedperson og et blodigt, men velkonstrueret plot

Da den rige forretningsmand Frans Jessen bliver overfaldet i sin private skov og tvinges til at se sin halshuggede og lemlæstede hund, er det kun begyndelsen på en makaber sag, som ryster Københavns befolkning.

Overfaldet følges nemlig op af flere yderst brutale mord, og fællesnævneren mellem sagerne er Frans Jessens milliardforretning, Løbende Tjener.

I spidsen for opklaringens står efterforskningsleder Roland Triel. Triel var selv midtpunkt for en voldsom sag 4 år tidligere, hvor hans hustru blev myrdet og datteren svært mishandlet. Traumet har gjort hende stum, og hun er nu indlagt på en institution.

I kapløb med tiden forsøger Triel at finde Knoglebrækkeren, som medierne har døbt morderen, men fortiden dukker distraherende op, da han pludselig modtager livstegn fra sin kones morder.

Dennis Jürgensen har haft 30-års jubilæum som forfatter, men har tidligere skrevet for børn og unge. I et interview i Femina fortæller han, hvordan han ofte har mødt læsere, som er vokset op med hans bøger og nu er blevet så gamle, at de selv har børn, som læser ham, og som spørger, hvornår han skriver noget for deres generation. Det har han nu gjort med Løbende Tjener, og jeg må sige, at springet til forfatter af voksen-krimier er faldet yderst heldigt ud.

Løbende Tjener er velskrevet med en solid spændingskurve, der holder læseren fanget hele vejen igennem. Persontegningerne er troværdige, og selvom Triel på sin vis minder meget om andre fordrukne politimænd med en traumatisk fortid, så bliver han aldrig en kliché. I stedet får man sympati med ham, og jeg glæder mig allerede til næste bind i serien.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Tellerup, 489 sider
Omslag: Peter Nielsen

Killer Killer af Morten Ellemose

KillerKillerSidste efterår løftede Henrik S. Harksen sløret for et nyt koncept på sit forlag H. Harksen Productions, nemlig den gotiske krimi som handlingsmæssigt befinder sig i krydsfeltet mellem the weird tale, horror og krimigenren. Serien udgives som selvstændige romaner, og på Harksens blog kan man se et udvalg af de forfattere, som bidrager til serien, bl.a. Patrick Leis, Lars Ahn Pedersen og Teddy Vork samt naturligvis Morten Ellemose, der har skrevet første bidrag: ”Killer Killer”.

Bagsideteksten lover ”i traditionen fra Hannibal Lecter-bøgerne”, og jeg kom da heller ikke mange sider ind i bogen, før Thomas Harris’ psykopat-psykiater og FBI-aspiranten Clarice Starling sås som en tydelig inspirationskilde. Ligeledes bringer en anden hovedkarakter, religionshistorikeren Mordechai Rheingold, tankerne hen på Dan Browns konspirationsthrillers. Det skal dog ikke opfattes negativt, for Morten Ellemose bruger måske nok karaktererne, men han opfinder sin egen historie.

New York hærges af en række bestialske mord, og vicekommissær Anatolli Barritch bliver indblandet, da han modtager et skrin adresseret personligt til ham. Skrinet blev afleveret i en kirke, og viser sig at indeholde et afhugget hoved, så sammen med profileren Karen Walsh og makkeren Richard Darby må Barritch nu gøre sit yderste for at fange den koldblodige og ualmindelig modbydelige morder.

Sporene henleder deres opmærksomhed på Rheingold og en hemmelig orden med tråde tilbage til Inkvisitionen, men intet er, som det ser ud til, og hver gang trekløveret tror, at de har opklaret sagen, dukker nye hemmeligheder og perverterede grusomheder op.

Mens jeg læste ”Killer Killer”, kom jeg til at tænke på de italienske Giallo-udgivelser, som forlaget Mondadori begyndte at udgive i 1929. Bøgerne var billige paperbacks med gule forsider som bragte historier om detektiver, mysterier og mord oftest oversat fra England og USA. Giallo-udgivelserne blev utroligt populære, og begrebet har siden også strakt sig over i filmens verden hos bl.a. instruktørerne Dario Argento og Lucio Fulci.

Harksens Gotiske Krimi-serie kunne være en dansk udgave af Giallo-serien. Handlingen er elementært spændende, bloddryppende og underholdende, dog uden større dybde i karaktererne eller særligt fokus på det sproglige. Alt det er helt ok, når man bare gerne vil have lidt uforpligtende underholdning, og det leverer ”Killer Killer”.

Men – og det er desværre et stort men – under læsningen blev jeg konstant irriteret over småfejl, som burde være fanget i korrekturlæsningen. Allerede på bagsiden er det galt, hvor Inkvisitionen bliver stavet forkert, og det fortsætter desværre gennem hele bogen og bremser fortællingens flow, fordi jeg ofte blev nødt til at læse samme sætning flere gange for at få fat i sammenhængen.

Jeg glæder mig dog alligevel til næste bind i serien, for konceptet bag er en rigtig god idé, og Ellemoses bidrag tyder godt for de kommende udgivelser. Der skal bare strammes lidt op på korrekturen, så jeg kan nøjes med at hygge mig med historien uden at skulle irriteres over stavefejl m.m.

Læs mere på Morten Ellemoses hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Omslag: Henrik Sandbeck Harksen
Forlag: H. Harksen Productions

Blodmanden af Robert Pobi

Blodmanden af Robert PobiFBI-agenten Jake Cole har en fotografisk hukommelse, der gør, at han kan genkalde sig alle detaljer på et drabssted efter blot at have kastet et kort blik på det. Samtidig har han en enestående evne til at sammensætte detaljerne til mønstre, som gør morderen bag genkendelig på et øjeblik.

Hans bemærkelsesværdige evner sammensat med hans overraskende ydre – stort set hele kroppen er dækket af tatoveringer – gør ham til en speciel agent som mange lokale betjente har det lidt vanskeligt med. Ikke desto mindre føler sherif Hauser sig heldig over, at Jake er i nærheden, da man finder liget af en kvinde og et barn flået og myrdet på en yderst bestialsk maner.

Jake er på besøg i sin hjemby for første gang i 25 år. Hans far har forsøgt at brænde sig selv ihjel og ligger nu på hospitalet. Trods deres dårlige forhold føler Jake, at han har pligt til at være der. Men da Hauser beder om hjælp, er Jake klar.

Opklaringen bringer grusomme minder tilbage fra Jakes barndom. Han mor blev nemlig myrdet på tilsvarende vis som de nye ofre, og Jake er sikker på, at der er en forbindelse, men hvilken? Og hvorfor har faren forsøgt at brænde sig selv, og er nu nærmest skræmt til døde inde på hospitalet? Og er der grund til bekymring for Jakes kone og søn som er kommet for at være der for Jake? Og for at sætte trumf på rammes kysten af en orkan i kategori 5, som næsten umuliggør politiarbejdet.

Jeg må indrømme, at Blodmanden snød mig. Den er velskrevet, om end der ind i mellem dukker lidt amerikanske vendinger op, men det ødelægger heldigvis ikke hverken tempo eller spænding. Første del hvor vi præsenteres for mordet og Jake Cole tryllebandt mig, men så dukker konen og sønnen pludselig op, og det irriterede mig, for jeg var sikker på, at klichéerne nu stod på spring. Men heldigvis vender historien igen, og slutningen tog mig fuldstændig med bukserne nede.

Blodmanden er Robert Pobis debut, og den har fundet vej ind på bestsellerlisterne i både USA, Canada, England, Tyskland og Frankrig, hvilket jeg synes er fortjent. Bogen er blevet kaldt “a Sixth-Sense-like take on Thomas Harris in his prime“, og med sin overraskende slutning hæver den sig da også højt over de mange seriemorder-thrillere, som ikke har det store indhold og hovedsageligt lever højt på at beskrive rædselsfulde mord og en overintelligent detektiv. Begge dele findes også her, men de leveres med kant og ikke mindst nytænkning.

Alt i alt er Blodmanden en overraskende og velskrevet thriller som absolut kan anbefales.

”På et øjeblik – hurtigere end på et øjeblik, hvis det overhovedet var muligt – vidste han det. Vidste. Med en sikkerhed, der var lige så uforklarlig som det, han gjorde. Nu forstod han den baggrundsmumlen, han ikke helt havde kunnet placere, da han var ankommet til huset. Det havde været fornemmelsen af noget bekendt. Han kendte det her. Det var ham. Ham.

Jake blev stående, hver eneste lille detalje ved stedet summede i hans kranium. Han vidste, hvad der var sket. Hvordan det var sket. Hvor lang tid det havde taget.

Verden var forsvundet – bare forsvundet – og der var ikke en lyd, bortset fra barnets vrælen. Skrigene fra kvinden på gulvet. Jake hørte lyden som af bladselleri, der knækker, da hendes ribben blev sparket ind. Han hørte lyden af hendes kæbe, der brækkede, da hun blev slået med enden af skaftet på den jagtkniv, der ville blive brugt til at flå hende. Han lyttede til hendes skrigen, der lagde sig over lyden af hendes hud, der slap hendes krop. Og hendes tryglende, fremgurglede bønner om, at det hele skulle stoppe. Om at lade døden komme til hende.

Og så, lige så pludseligt, var det væk. Han var tilbage på dørtrinnet, og en stemme til venstre for ham sagde noget morsomt.”

Læs mere på forlaget Rosenkilde & Bahnhofs hjemmeside eller besøg Robert Pobis hjemmeside

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Bloodman
Omslag: Silvana Nikolic

Også omtalt på Litteratursiden.dk

Dennis, Megan og Dirty Harry af Morten Nis Klenø

Dennis, Megan og Dirty HarryNu har jeg aldrig været den hurtigste knallert på havnen, når det gælder teknik, så derfor har jeg længe gået og skulet til e-bøgerne. Hvad skulle der nu være galt med papirbøger! Selvfølgelig er der absolut intet galt med det gammelprøvede koncept – og jeg må så også erkende (nu hvor jeg endelig har fået afprøvet teknikken med stor tak til Helle) at der heller intet galt er med e-bøger. Det er nemt, fylder ingenting og er væsentlig billigere at købe. Når det er sagt, så er der dog nogen bøger, som stadig kommer til at stå i min reol herhjemme i papirformat, for fornemmelsen er alligevel lidt anderledes, når man fysisk bladrer i en lækker bog.

Nå, så meget snak for at komme til sagen.

Morten Nis Klenø er nemlig blandt de forfattere, som har kastet sig ud som selvudgiver med e-bogen Dennis, Megan og Dirty Harry. Han har tidligere udgivet bl.a. provinsgyseren med den fantastiske titel Skidt klædte mænd med baseballbat samt Den tredje hund, og nu bevæger han sig over i thriller-genren med denne seriemorder historie, der udspiller sig på kostskolen Runenborg.

Dennis, Megan og Steinar er det lidt sære trekløver, som historien udspiller sig om. En aften bliver Steinar vidne til mordet på en medstuderende. Selvom det ikke lykkes ham at redde hende, bliver han alligevel lidt af en helt på skolen, og det passer ham absolut ikke, da han lider af en alvorlig social fobi, som medfører panikangst i sociale situationer. Hændelsen fører ham dog sammen med Dennis, en ganske almindelig ung mand, som lider af et seriøst crush på den smukke Megan, der dog kun betragter ham som en ven.

En måned efter det første dødsfald sker endnu et mord. Denne gang er det en rengøringsdame, der er ofret, men igen er det Steinar, som finder liget umiddelbart efter ugerningen. Politiet er i højeste alarmberedskab, og skolen indfører udgangsforbud efter kl. 22. Men lige lidt hjælper det.

Og det er ikke kun eleverne, som er nervøse. Læreren Zobel, som sidder i kørestol efter et uheld og derfor tit bliver på sit kontor natten over, har altid sin pistol på sig – en magnum .44 af samme slags som Clint Eastwood gjorde udødelig i filmen Dirty Harry. En film som Megan i øvrigt er helt vild med.

Da endnu et mord finder sted, spidser frygten for alvor til. Hvem er psykopaten, som står bag?

Dennis, Megan og Dirty Harry er en ganske underholdende fortælling, som trods sine unge hovedpersoner sagtens kan appellere til den voksne læser. Historien flyder let, og persontegningerne er levende og med til at skabe interesse for fortællingen. Ligeledes er lokaliteten yderst velvalgt. Kostskolen med de tomme auditoriums, lange gange og den kringlede kælder danner sammen med campus-stierne og den evige tåge en stemningsfuldkulisse.

Til tider virker historien dog ikke helt helstøbt. F.eks. jeg synes, at den halter lidt i sammenbindingen af de tre unge venner med plottråden om Zobel. Han bliver aldrig helt integreret i historien, selvom slutningen prøver på det. Der er også et par andre tråde, som hænger og blafrer lidt, og det kunne have været interessant at høre lidt mere fra psykopatens tanker. I det store hele synes jeg dog, at Dennis, Megan og Dirty Harry er en okay seriemorder-thriller, som endda indeholder en lille smule splat.

Et kæmpesøm, der havde siddet på en af de gamle smedejernslamper, var blevet hugget ned gennem hendes hjerne oppe fra. Herfter løftede han hovedet op og satte det på toppen af pælen, der stod på henrettelsesstedet. Pigen var ikke længere skolens smukkeste. Under pælen blev resten af liget lagt i sneen. Her skulle det ligge, indtil det rådnede. Og hvor ville det spøge, når alle de døde elevhoveder, der sad på de andre pæle, spillede med tungen, mens månen oplyste deres blege, forvredne træk.”

Om bogen:

Udgivelsesår: 2013

Læs mere på Morten Nis Klenøs hjemmeside eller på Saxo.com