Indlæg tagget med ‘seriemord’

Den tyske forfatter Sebastian Fitzek hører til mine absolutte yndlingsforfattere, når det gælder psykologiske thrillers, og her i “Øjensamleren” lykkes det ham endnu en gang at sende læseren ind i et sandt mareridt, der efterlader én med en grum følelse indeni.

Alexander Zorbach er tidligere politimand. Efter at have dræbt en kvinde i forsøget på at redde et kidnappet barn, er han dog stoppet i tjenesten, og nu arbejder han som kriminalreporter. I den forbindelse har han skrevet om en seriemorder, som medierne har døbt Øjensamleren. Øjensamleren myrder moren, bortfører barnet og sætter et stopur i gang, der giver faren 45 timer til at finde sit barn – ellers dør det.

Da Øjensamleren slår til igen, bliver Zorbach personligt involveret. Hans pung findes på gerningsstedet, og også andre spor leder politiet i hans retning. Men det værste er, at Zorbach ikke selv husker, hvad han lavede på gerningstidspunktet. Og da han opsøges af den blinde fysioterapeut Alina, som fortæller, at han selv har ringet og bedt hende komme, bliver han for alvor bekymret.

Zorbach forsøger desperat at stoppe Øjensamleren og samtidig finde ud af, hvorfor han er blevet inddraget i spillet, mens politiet er i hælene på ham. Det fører til en katten efter musen jagt gennem Berlin, hvor kapitlerne skiftevis fortælles af Zobach, den 9-årige kidnappede Tobias og politiet.

Sebastian Fitzek er som sagt en af mine yndlingsforfattere, og lige siden jeg læste ”Terapien”, har jeg ventet utålmodigt på hver ny udgivelse. Fitzek er en sand mester ud i den psykologiske thriller, og evner både at lave et overraskende plot, samtidig med at han får personerne til at stå lyslevende. Og ikke mindst skaber han altid en fortættet og ofte nærmest surrealistisk atmosfære, hvor virkeligheden og hovedpersonens indre tankeverden flyder sammen, så det er svært at afgøre, hvad der er sandt, og hvad der er indbildning.

I ”Øjensamleren” har han leget lidt med opsætningen af bogen. I stedet for at starte med kapitel 1 begynder romanen med Epilogen på side 401, og så starter en nedtælling frem til side 1, hvor historien både slutter og starter. Det er rigtig godt lavet, og efterlader læseren med en knugende fornemmelse i maven, samtidig med at man bare vil vide mere, for hvad sker der nu!

Fitzek serverer ikke bloddryppende historier med fokus på volden og brutaliteten. I stedet for er det det psykologiske spil som fører historien videre, og han er eminent til at lave labyrintiske historier, som vikler hovedpersonen – og læseren – dybere og dybere ind i plottets og sindets kringelkroge.

”Øjensamleren” er en grum, men velskrevet thriller, som absolut kan anbefales. I efterordet nævner Sebastian Fitzek, at han har samlet så meget stof i forbindelse med researchen til ”Øjensamleren”, at han overvejer at skrive endnu en bog med Alexander Zorbach og Alina i hovedrollerne. Det vil jeg håbe, at han gør, for makkerparret er et spændende bekendtskab, som jeg gerne vil høre mere til.

Udgivelsesår: 2012
Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK

Mere Sebastian Fitzek:

Terapien
Sjæleknuseren
Splinten
Øjensamleren

Også omtalt på Bogrummet.dk

Italiens svar på Jack the Ripper slå sig løs i Milanos stræder i denne stemningsfulde graphic novel fra Gigi Simeoni.

Alessandro er en dygtig ung kunstner. Han er forlovet med den smukke og dristige Luisa og er nærmest adopteret af hendes forældre, som gør alt for at hjælpe ham med karrieren som portrætmaler. Alessandro vil dog gerne noget mere, men han har svært ved at bryde ud af trygheden.

Så bliver Luisa dræbt i en bilulykke, og i dødsøjeblikket ser Alessandro noget i hendes øjne, som inspirerer ham til en ny form for maleri – et maleri der skal vise sjælen. Inspirationen falmer dog efterhånden, og i sin jagt efter at se fænomenet endnu engang søger han ansættelse på et hospital – kun for at blive skuffet igen. Tilsyneladende er det kun ved en uventet voldelig død, at sjælen ses i øjet, og hvad gør en sand kunstner så?

I sit forord skriver Gigi Simeoni om ”Morderens mesterværk”, at inspirationen til historien opstod, da han begyndte at spekulere over begreberne galskab og genialitet. Er de egentligt så forskellige fænomener, eller er det i virkeligheden to sider af samme sag? Hvad nu hvis et geni i stedet for at udtænke en fantastisk opfindelse i stedet udtænkte en perfekt forbrydelse?

”Morderens mesterværk” udspiller sig over en række korrekte historiske hændelser, hvori Simeoni bygger sin historie. Den udspiller sig i Italien i årene 1907-9, nogenlunde samtidig med at den første skole for Videnskabeligt Politi blev oprettet. En skole som mange af de gamle politifolk anså som noget pjat, men den metodiske procedure som bogens politi-inspektør Matteo De Vitalis introducerer, er begyndelsen på vor tids polititeknikere, og historien kan næsten ses som en datidens CSI.

Historien fortælles først via Alessandro, og siden skifter synsvinklen til politi-inspektør Matteo.

Tegningerne er sort/hvide, detaljerige og trods de til tider usle lokaliteter og skræmmende begivenheder vil jeg også til tider kalde dem smukke. Simeoni forklarer i forordet, hvordan han under arbejdet besluttede at ”beholde den social-politiske bymæssige kontekst som en konstant undertone og kun ind i mellem lade nogle få referencer dukke op på den mest naturlige måde. Milanos katedral, for eksempel, optræder for det meste som en svært genkendelig silhuet, som forsvinder i tågen – utydelig, men til stede.” På den måde flyder byens og tidens atmosfære ud over siderne og ind i læseren, samtidig med at man indfanges af historien, hvor Alessandro ender i et frygteligt dilemma, og hvor uhyggen accelererer, efterhånden som han finder svaret på det.

”Morderens mesterværk” er måske nok mere en krimi end en gyser, men med sin gotiske undertone, synes jeg sagtens, at jeg kan anbefale den her på siden. Og er du f.eks. til Alan Moores fremragende ”From Hell”, så tror jeg også, at du vil nyde Gigi Simeoni.

Udgivelsesår: 2011
Originaltitel: Gli Occhi e il Buio
Omslag: Gigi Simeoni

Besøg Shadow Zone Medias hjemmeside

Det er ikke så længe siden, jeg læste Carina Evytts debutroman “Let Bytte“, der udkom tilbage i 2006. Den var jeg ret imponeret over, og derfor havde jeg også glædet mig meget til at læse hendes nye roman “Jack the Rippers lærling”, der i modsætning til førstnævnte er placeret i voksenafdelingen på mit bibliotek. Den placering er helt korrekt, for her er tale om en velfortalt, psykologisk vinklet slasher-historie, hvor hovedpersonen får kontakt med Jack the Rippers ånd.

Thomas Lindberg er kirurg med en forkærlighed for at læse om seriemordere, i særdeleshed Jack the Ripper, som hjemsøgte Londons prostituerede i slutningen af 1800-tallet. En dag mister han dog besindelsen, og bliver fundet i færd med at skære liget af en patient op og arrangere hendes indvolde. Det får ham indlagt på psykiatrisk afdeling, og mens han er her, benytter hans kone Lotte lejligheden til at stikke af. Hun har nemlig længe følt, at noget var helt galt med Thomas.

Men Thomas kommer ud igen, og da han opdager, at Lotte har forladt ham – og har rodet i hans pladesamling! – bliver han rasende. Det er dog først, da han møder Jack the Rippers reinkarnation i form af en lille kattekilling, at raseriet udvikler en retning. Jack tilbyder nemlig at tage Thomas i lære, og snart er han i færd med at skabe sine helt egne kunstværker …

Carina Evytt skriver godt. Sproget er flydende, og man bliver lynhurtigt fanget ind af historien. Lige som i Evytts første roman er alt ikke sort og hvidt i romanens univers. Jeg havde egentlig ikke den store sympati for Lotte, som er rædselsslagen (og med god grund) for Thomas, mens hans figur bliver mere og mere sympatisk, jo længere ind i historien vi kommer. For der er en grund til, at Thomas er blevet en psykopatiske kirurg, og ligesom Thomas Harris gør i ”Den røde drage“, lader Evytt os få et kig ind i Thomas psyke.

Jeg kan også godt lide, at Evytt ikke fortaber sig i udpenslinger af Thomas’ ugerninger, men i stedet lader det psykologiske spil træde forrest i fortællingen. Hvordan han drives af indre dæmoner og finder lindring i sin “kunst”. Det lader læserens fantasi stå for de værste billeder, og det er altså en vældig effektiv måde at få læserens hjerte til at slå hurtigere. Samtidig er Evytt ikke bleg for at lade lidt humor snige sig ind, som når den kvindelige politibetjent beundrer Jacks fine pels og spørger, hvad Thomas dog fodrer ham med!

Slutningen er både lidt overraskende og samtidig rørende på en måde, jeg ikke lige kan mindes at have følt ved slutningen af en horror-roman før.

Med andre ord synes jeg, at “Jack the Rippers lærling” er fuldt ud på højde med, og måske endda bedre, end debutromanen. Der er derfor god grund til straks at skynde dig til boghandleren eller på biblioteket og få fingre i Carina Evytts nyeste udspil, så du kan bruge en mørk efterårsaften sammen med Thomas, Jack og alle de smukke modeller …

Læs mere på Tellerup.dk

Udgivelsesår: 2011
Omslag: Peter Nielsen

Også omtalt på Bogrummet.dk

Jeg er en af de tumper, som falder for en film, hvis den hedder noget med enten Stephen King eller H. P. Lovecraft. Det har betydet, at jeg ind i mellem har set nogle virkelig dårlige film. ”H. P. Lovecraft’s The Tomb” er blandt dem, måske endda ligefrem den dårligste …

Tara Griffin vågner op i en forladt lagerbygning. Hun er skadet og pakket ind i plastic, og så har hun en seddel med sit navn og en dato bundet om storetåen. Senere finder hun endnu et offer, Billy, og efterhånden kommer der flere ofre til, mens en mystisk stemme fortæller dem, at kun én af dem kommer ud i live. Sammen forsøger de at finde ud af, hvorfor de er blevet anbragt her, og hvem der står bag, men efterhånden som tiden går, begynder de at vende sig mod hinanden.

Der er flere ting, som gør dette til en af de dårligste film, jeg nogensinde har set. Først og fremmest har den intet med Lovecrafts novelle at gøre. Den eneste forbindelse er i virkeligheden, at navnet Charles Dexter Ward optræder i filmen.

Dernæst er her tydeligvis tale om et rip-off af Saw-serien, bare fuldstændigt talentløst lavet.

Sidst men bestemt ikke mindst er historien totalt usammenhængende. Der gives ingen forklaringer på halvdelen af begivenhederne, og den anden halvdel forklares så sølle, at det er latterligt.

Da historien ikke har en naturlig spændingskurve, har instruktør Ulli Lommel i stedet forsøgt at skabe suspense ved at klippe nogle tåbelige og uforklarede klip ind af en kvinde, som ligger bundet nøgen til et bord, hvor en mand kærtegner hende med knive, økser o.lign. Når det bliver for kedeligt, klipper Lommel billeder ind af en maskeklædt person på en hest – hvilket naturligvis heller ikke forklares. Derudover forsøger Lommel også at skabe spændig ved at bruge et utal af ufokuserede billeder, lave dobbelteksponerede billeder og klippe umotiveret og pludseligt. Og så er hele filmen naturligvis gennemsyret af ”uhyggelig” musik!

Utroligt nok (og det er dybt sarkastisk ment) hjælper intet af ovenstående, og faktum er, at her er tale om en ualmindelig dårlig film, som hverken har historie, skuespil, atmosfære, teknisk dygtighed eller en vellavet lydside til at redde oplevelsen. Der er ikke engang en smule humor, så man kunne tro på, at den måske er lavet for sjov.

Selv ikke med de værste tømmermænd kan jeg forestille mig, at nogen vil synes om denne film, som da også kun scorer sølle 1,6 på IMDB.

Instruktør: Ulli Lommel
Udgivelsesår: 2007

Læs også anmeldelsen på Dreadcentral.com

Dexter er kriminaltekniker med speciale i blodstænk. Og så er han seriemorder i sin fritid! Jeg har tidligere omtalt første bog om den sympatiske seriemorder “Dexters dunkle drømme” her på siden, og nu er bind to “Dybt dedikerede Dexter” så også blevet oversat til dansk.

Dexter Morgan slår kun dem ihjel, der fortjener det. Det har han nemlig lært af adoptivfaderen Harry, før denne døde. Denne gang har Dexter udset sig en pædofil ejendomsmægler med smag for små drenge som sit næste offer. Det viser sig dog, at mægleren har en makker, men før Dexter kan få gjort regnskabet op med ham, bliver han viklet ind i en anden sag.

Dexters søster, Deborah, der er betjent, er nemlig blevet sat på en sag om en forbryder, der amputerer alt på sine ofre, så der kun er hovedet og kroppen tilbage. FBI sender agent Chutsky, som sætter sig tungt på sagen – og vækker hidtil ukendte følelser hos Dexters søster. Desværre er forbryderen ikke så nem at fange, og så må Dexter meget mod sin vilje hjælpe med at redde sin onde ånd fra politistationen, overbetjent Doakes.

Ligesom første bind er ”Dybt dedikerede Dexter” både underholdende og morbid. Forbryderen, som Dexter denne gang hjælper Deborah med at fange, er en ualmindelig afstumpet karakter. Det er Dexter egentlig i virkeligheden også, men Harrys regelsæt hjælper ham til at bevare et skin af menneskelighed. Og så har han også en utrolig humoristisk og ironisk tilgang til tilværelsen, som gør at man skiftevis sidder og griner og væmmes.

”Deborah gloede også olmt på mig. ”Hvad er så forbandet morsomt?” spurgte hun skarpt. ”Nummerpladen” sagde jeg. ”Undskyld, Debs, men jøsses – ved du ikke, hvad den gule Florida-nummerplade er? Og så har den fyr sådan en, samtidig med at han laver det, han laver…” Jeg lavede en voldsom synkebevægelse for at undgå at komme til at grine igen, men det krævede al den selvbeherskelse, jeg kunne opbyde. ”Okay, for fanden da – hvad er så morsomt ved den gule nummerplade?” ”Det er en særplade, Deb,” svarede jeg. ”Den dér abortmodstandsplade, hvor der står VÆLG LIVET”. Og så er jeg bange for, at jeg kom til at fnise igen, da jeg så Dr. Danco for mig, trillende rundt med sine ofre, der lå og vred sig, mens han fyldte dem med kemiske stoffer og lagde sirlige snit for at holde dem i live gennem det hele. ”Vælg livet” sagde jeg. Jeg ville svært gerne møde den fyr.”

Her er ikke tale om stor litteratur, og plottet er heller ikke det skarpeste, der er udtænkt. Alligevel slugte jeg stort set bogen i en mundfuld, og havde stadig lyst til mere da den var slut, for her er simpelthen tale om underholdende action med masser af humor og løse lemmer, og det er nu ikke så tosset.

Bøgerne om Dexter ligger også til grund for tv-serien Dexter, som i skrivende stund kører på 6. sæson.

Serien om Dexter Morgan:

Dexters Dunkle Drømme (dansk 2010 – Darkly Dreaming Dexter, 2004)
Dybt Dedikerede Dexter (dansk 2010 – Dearly Devoted Dexter, 2005)
Dexter in the Dark (2007)
Dexter by Design (2008)
Dexter is Delicious (2010)

Efter en længere pause med Saw-filmene har jeg nu endelig fået set den sjette film i serien.

I film 5 døde specialagent Strahm, og politiet har nu ingen idé om, hvem det er, der viderefører Jigsaws opgaver. Det har publikum dog, og ligesom i de foregående film følger handlingen to spor. Dels ser vi forsikringmanden Dan Erickson, som vågner op i Jigsaws morderiske labyrint. Han skal igennem en række prøvelser, hvor han bestemmer over liv og død for flere ansatte i firmaet, før han når frem til sin familie, som han kun måske kan redde. Det andet spor følger FBI-agenten Hoffmann og politiets efterforskning af Jigsaws arvetager.

Denne gang lod jeg mig bare underholde af historien uden at spekulere over, at den i virkeligheden er umulig. Det lykkes for Kevin Greutert at fortælle en adrenalinfyldt historie, hvor sporerne smyger sig ind og ud af hinanden og trækker tråde til tidligere film, for til sidst at samle fint op på det hele. Greutert har været editor på samtlige film, og det er måske med til at gøre, at film 6 virker ganske helstøbt i forhold til den overordnede historie. Jeg synes især, det er interessant, hvordan forsikringsselskaberne kommer til at fremstå som ufølsomme, pengegriske skurke, når man tænker på, at en stor del af den amerikanske befolkning mener, at de europæiske sygesikringer er rendyrket kommunisme, som kun vil stille det frie menneske dårligere.

“Saw VI” kostede ca. 11 mio. dollars at lave og indspillede omkring 14 mio. dollars i åbningsweekenden. Det var det laveste for en Saw-film indtil da, men var alligevel nok til at lave endnu en film i Saw-serien – selvfølgelig i 3D – som udkom i USA omkring Halloween 2010.

Instruktør: Kevin Greutert
Udgivelsesår: 2009

Saw-serien:
Saw – 2004, D: James Wan
Saw II – 2005, D: Darren Lynn Bousman
Saw III – 2006, D: Darren Lynn Bousman
Saw VI - 2007, D: Darren Lynn Bousman
Saw V – 2008, D: David Hackl
Saw VI – 2009, D: Kevin Greutert

Dexter Morgan er ansat som kriminaltekniker med speciale i blodstænk ved politiet i Miami. Han passer sit arbejde samvittighedsfuldt, er charmerende og vellidt blandt kollegaerne i almindelighed. Men Dexter er alligevel ikke en helt almindelig mand, for i sin fritid er han seriemorder!

Lyder ovenstående bekendt? Så er det måske fordi du har fulgt med i tv-serien Dexter, som nu kører på femte sæson. Bogen “Dexters dunkle drømme” er romanen bag serien.

Bogen starter med, at Dexter kidnapper en præst og tager ham med ud til en lille hytte ude i sumpen. Her konfronterer han præsten med 7 børnelig, og det går op for os, at præsten har været en rigtig slemmer en, og nu giver Dexter ham hans retfærdige straf. For Dexter er nok seriemorder, men han dræber kun dem, der fortjener det. Det har han lært af sin far, politimanden Harry, der adopterede Dexter, da han var 3 år.

Men nu er der en anden seriemorder i byen, en morder der går efter de prostituerede, og en morder, der arbejder ligeså koldt, klinisk og overlegent som Dexter. Dexters søster, Debrorah, arbejder i sædelighedsafdelingen, men drømmer om at blive forfremmet til drabsafdelingen. Da hun har særlige forbindelser i prostitutionsmiljøet, bliver hun sat på holdet, der skal opklare “luder-mordene”, og hun beder Dexter om hjælp, da han ofte har vist en usædvanlig intuition, når det gælder seriemordere.

Dexter siger ja til at hjælpe men er splittet, for han er fuld af beundring over den anden seriemorders evner. Men efterhånden som jagten intensiveres overfaldes Dexter af noget for ham hidtil ukendt – tvivl. For der er noget mystisk i, hvordan han kan forudsige morderens træk, og han begynder at frygte for sin forstand. Måske er det ham selv, der myrder uden at vide det?

Jeg har ikke fulgt slavisk med i tv-serien, men har dog set et par afsnit og synes, at Michael C. Hall som spiller Dexter gør det rigtig godt. Derfor havde jeg på forhånd dannet mig et billede af Dexter, og romanens Dexter er noget mere “morsom” end tv-seriens. Jeg ved ikke helt, hvilken af dem jeg bedst kan lide. Til gengæld kan jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke har meget tilovers for romanens Debrorah, som er helt utrolig dum og uvillig til at erkende virkeligheden omkring sig. Hun virker slet ikke overbevisende på mig.

“Dexters dunkle drømme” er alligevel ganske underholdende og fortalt med et humoristisk glimt i øjet. Jeg følte mig dog en lille smule snydt over slutningen, og så blev jeg irriteret over en lang række sjuskefejl, hvor forlaget ikke har læst ordentlig korrektur inden trykningen. Men alt i alt er Jeff Lindsays seriemorder-fortælling ganske fint selskab en mørk vinteraften.

På engelsk findes desuden titlerne: “Dexter is delicious”, “Dexter by design”, “Dexter in the dark” og “Dearly devoted Dexter”, så mon ikke vi snart ser endnu en roman på dansk om den sært sympatiske seriemorder?

Serien om Dexter Morgan:

Dexters Dunkle Drømme (dansk 2010 – Darkly Dreaming Dexter, 2004)
Dybt Dedikerede Dexter (dansk 2010 – Dearly Devoted Dexter, 2005)
Dexter in the Dark (2007)
Dexter by Design (2008)
Dexter is Delicious (2010)

Jeg har haft lidt blandede oplevelser med Lucio Fulci film. Mens jeg var vild med “Rædslernes hotel” og syntes ok om “Zombi 2“, så må jeg indrømme, at jeg synes “The New York Ripper” er en halvdårlig affære.

En morder dræber kvinder i New York. Kommisær Williams sættes på sagen, og får hjælp af en profiltegner til at fange morderen, som ovenikøbet begynder at ringe til ham. Det hele bliver endnu mere personligt, da Williams faste prostituerede bliver en af morderens ofre.

Det er i korte træk handlingen, som i virkeligheden mest er en lang række enkeltscener: Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Sex – Mord på en smuk kvinde – Forbrydelsen opklaret. Her er ikke den store sammenhæng i plottet, og her er ikke gjort noget for at flette det hele sammen i en helhed. F.eks. fylder Jane Lodges karakter lang tid i filmen, men hvorfor har jeg ikke rigtig nogen idé om. Det virker som om, at Fulci bare gerne vil vise nogle sexscener, som hun så bliver en del af med sine yderst udtryksfulde lystfuldt bævrende læber.

Der er enkelte okay elementer hist og pist, bl.a. scenen hvor Williams prostituerede bliver dræbt. Her er en meget effektiv knivsscene, hvor morderen skærer hende lige hen over det ene øje. Men det er desværre ikke nok til at gøre “The New York Ripper” en særlig interessant film set med mine øjne.

Med dvd’en følger en lille pamflet skrevet af Jesper Moerch om Giallo-film og i særdeleshed “The New York Ripper”. Han skriver bl.a.: “Op gennem 70′erne blev gialli’erne mere og mere bizarre, hårde og blodige, men ingen af disse film kan måle sig med Fulcis 1982-film, “The New York Ripper”, der er den absolut groveste, ondeste og mest berygtede giallo i hele genrens historie … Fulcis Ripper går langt, langt over stregen for god smag. Faktisk så langt at selv hærdede horrorfans ind i mellem får nok. Da man i sin tid prøvede at udgive filmen i England, valgte man ikke bare at censurere eller helt forbyde filmen – de fysiske filmruller fik politeskorte til lufthavnen for at sikre 100% at filmen kom ud af landet hurtigst muligt“. Jeg tror dog ikke nødvendigvis, at det var pga. de voldelige scener, man var så bange for Fulcis film. Derimod tror jeg, at de meget explicitte sex-scener nok har skræmt en lille habitklædt censor til en så overdreven reaktion. Mens de i dag – i hvert fald i mine øjne – mere trækker tempoet ud af en i forvejen yderst tynd historie.

Og for at gøre en tynd historie endnu mere mærkelig, så er morderen i “The New York Ripper” nærmest latterlig. Før vi ser ham, hører vi nemlig hans stemme, der beskrives af et af ofrenes husvært som “Han lød som en and, kvack kvack kvack” – og ja, han lyder som Anders And, når han taler i telefon med Williams. Jeg forstår ikke, hvorfor Fulci har fundet på det nummer, og det er igen med til at trække seriøsiteten ud af filmen. Hvis man så bare troede, at det hele var en joke, var der ligesom lidt fornuft i det, men det er heller ikke mit indtryk. Men jeg må nok bare indrømme, at jeg ikke forstår filmen, og ikke bryder mig særligt meget om den.

Instruktør: Lucio Fulci
Udgivelsesår: 1982
Originaltitel: Lo squartatore di New York

Andre film i AWE’s Giallo-serie:

Cold eyes of fear, 1971 – D: Enzo G. Castellari
Torso, 1973 – D: Sergio Martino
Dødens puslespil, 1974 – D: Duccio Tessari
Profondo Rosso, 1975 – D: Dario Argento
The New York Ripper, 1982 – D: Lucio Fulci
Modelmordene, 1985 – D: Carlo Vanzina

Joe Spinell spiller den psykopatiske Frank Zito, der som barn blev mishandlet og overset af sin mor, og nu søger både hævn og accept fra sin afdøde mor ved at dræbe unge kvinder, skalperer dem og iklæde mannequindukker deres tøj og blodige skalp.

Mordene eskalerer for Frank, som diskuterer med sig selv: “I know how it is with their hairs and their looks and they… they drive a man crazy! I didn’t mean that. I didn’t mean it that way. It’s just that, they don’t know when to stop. They never know when to stop. That’s why they have to be stopped. It is you’re right. You’re right. But not like that, not that way. Please, they’ll take you away from me. You have to be careful, not to listen to me. But I can’t live like this. I have to go out and each time it’s like this. I get so scared that they’ll take you away. But they won’t if you do what I say. They won’t take you away, not ever I say. Not ever.”

En dag bliver han fotograferet af den smukke fotograf Anna, da han går i parken. Senere opsøger han hende, og bliver fascineret af hendes fotografier, så de to ender med en hyggelig aften i byen. Men Frank kan ikke lade være, og snart driver hans blodige lyster ham igen til mord og mishandling.

“Maniac” er en lang række brutale mord udført af en utrolig velspillende Joe Spinell. Han er imponerende i rollen som Frank, og formår både at vise den totale galskab som raseri, sorg og skjult under en normalfungerende overflade. Når han dræber kvinderne, udstråler han i den grad raseri og sindssyge, men i scenerne hvor han ligger hjemme i sin seng og savner sin mor, virker han umådelig sårbar og følsom.

Samspillet med Anna bliver dog noget kunstig efter min mening, men det hænger muligvis sammen med manuskriptet, der ikke forklarer den gensidigt opståede sympati særligt overbevisende. På mig virker det meget utroværdigt, at en smuk kvinde lukker en fuldstændig fremmed ind i sin lejlighed og bliver tiltrukket af ham – især en fremmed, der ser ud som Joe Spinell.

Filmen introduceres af Nikolaj Winding Refn, som kalder den en klassiker og sammenligner den med “Henry – Portrait of a Serial Killer“, der også tager seeren med ind under huden på en seriemorder. Selv synes jeg bedst om Henry, men kan også godt se kvaliteterne i “Maniac”, som er formentlig en af den slags film, man enten elsker eller hader. Historien indeholder ikke det store plot, og det kan være generende. Til gengæld er Frank Zito figuren umådelig stærk, og det redder filmen for mig. Oveni kommer også Tom Savinis imponerende special effects, bl.a. scenen hvor han selv får skudt hovedet af i en bil, da Frank kommer forbi og ser ham kæle på bagsædet. Eller slutscenen i Franks lejlighed.

Alt i alt er “Maniac” en film, som man bør se, men ikke en som jeg vil se igen for underholdningsværdien.

Instruktør: William Lustig
Udgivelsesår: 1980

For et par uger siden genså jeg “Scream“, og det var så fornøjeligt et gensyn, at jeg også fik lyst til at se efterfølgeren.

Der er gået to år, siden Sidney overlevede seriemorderne i Woodsboro, og nu går hun og Randy – den anden overlevende af kliken – på Windsor College i Cincinnati. Hun er blevet kæreste med Derek, og livet er helt almindeligt, bortset fra enkelte prank-calls i ny og næ. Cotton Weary, som sad uskyldig fængslet for mordet på Sidneys mor, er kommet ud af fængslet, og Gale Weathers er aktuel med en bog om Sidneys liv og begivenhederne i Woodsboro, som også er blevet lavet til spillefilmen “Stab”. På premiereaftenen bliver to farvede studerende dræbt af en morder iført samme maske, som morderne brugte i etteren, men da halvdelen af publikum er iført maskerne, opdager ingen at noget er galt, før det er for sent.

Sidney frygter, at mordene starter igen, men ingen tror hende – før endnu et offer myrdes på Campus. Det bliver Gale Weathers som opdager sammenhængen med Woodsboro, og som usandsynlige allierede slår hun og Dewey sig sammen for at finde ud, hvem morderen kan være, mens Sidney må igennem endnu et mareridt.

“Scream 2″ følger samme gode stil, som blev grundlagt i etteren. Her er masser af referencer til andre gyserfilm og ikke mindst til etteren, og Wes Craven lader igen sine personer spille på genren. Bl.a. nævner Drew Barrymore i etteren, at hvis det her var en film, ville det sikkert blive Tori Spelling, som skulle spille hende, men her i toeren spiller Tori Spelling den skuespiller, der spiller Sidney. Der er metareferencer, som når læreren i en diskussion i filmklasse siger: “Are you suggesting that someone’s trying to make a real life sequel?” Hvortil Randy svarer: “Stab 2? Who’d want to do that? Sequels suck!” Eller når de to første ofre har en samtale om, at de sorte altid dør først i horrorfilm – hvorefter de bliver myrdet. Ligesom i etteren kommer Randy også med en række regler, som skal overholdes, hvis man er med i en sequel, bl.a. er drabstallet altid højere, og dødsscenerne er altid endnu værre. Og det lever Wes Craven så op til.

Jeg morede mig herregodt over “Scream 2″, og synes det er fuldt fortjent, at filmen alene i sin første weekend indspillede 33 mio. $ (budgettet var på 23 mio. $). Til sammenligning kostede etteren ca. 15 mio. $ og indspillede i løbet af det første år ca. 100 mio. $. Hovedrollerne er besat af skuespillerne fra første film, og replikkerne falder perfekt og med masser af ironi og humor, som når Gale Weathers bliver konfronteret med nøgenbilleder på Internettet og udbryder: “It was just my head. It was Jennifer Aniston’s body”. Og selvom man sidder vildt og gætter med, hvem morderen kan være denne gang, så lykkes det igen Wes Craven at lave en twist, som jeg tvivler på, ret mange havde forudset. Så jeg kan klart anbefale “Scream 2″, men først når man har set etteren.

Instruktør: Wes Craven
Udgivelsesår: 1997

Serien:

Scream, 1996 – D: Wes Craven
Scream 2, 1997 – D: Wes Craven
Scream 3, 2000 – D: Wes Craven