Indlæg tagget med ‘seriemord’

Passager 23 af Sebastian Fitzek

Passager 23 af Sebastian Fitzek

I 2007 udkom den tyske thrillerforfatter Sebastian Fitzek for første gang på dansk med romanen Terapien på Husets Forlag. Herefter overgik rettighederne til forlaget Mrs. Robinson, som udgav endnu et par titler af Fitzek. Men Øjensamleren fra 2012 var hidtil sidste danske oversættelse, indtil forlaget Gutkind heldigvis her i 2021 er begyndt at udgive Fitzek på dansk igen. Indtil videre er det blevet til to bøger: Patienten og Passager 23.

Forlaget skriver:
Martin Schwartz mistede sin kone og søn for fem år siden under en ferie på krydstogtskibet Sultan of the Seas. Ingen har kunnet fortælle ham, hvad der nøjagtigt skete, men deres bortgang bliver rubriceret som en ‘Passager 23’, en selvmordsaktion. Noget, Martin aldrig har troet på.

Så modtager han et opkald fra en mærkelig gammel dame, der kalder sig selv thrillerforfatter og har et tip til ham: Han skal ombord på Sultan igen, for så vil han få beviset på, hvad der skete med hans familie. Martin har svoret aldrig at sætte fod på et skib igen – men han beslutter sig for at følge tippet, da han får at vide, at en pige, der forsvandt på Sultan for flere uger siden, er dukket op igen. Med Martins søns bamse i armene …

Sebastian Fitzek er en yderst effektiv thriller-forfatter, som virkelig forstår at skrue et plot sammen, der overrasker og hele tiden driver læseren videre. Her er barske detaljer og ingen garanti for lykkelige slutninger. Forlaget kalder ham Tysklands mest succesrige thriller-forfatter med 13 millioner solgte bøger på 24 forskellige sprog. Og så har han som den eneste tyske forfatter modtaget The Ripper Award. Selv kalder han sine romaner for familie-historier, og fælles for dem alle er da også familien-enheden. Dog ofte opløst eller under opløsning og meget sjældent lykkelig.

Jeg var vældig underholdt under læsningen, selvom historien formentlig ikke bliver hængende hos mig længe. Det gør til gengæld det faktum, der satte Fitzek i gang med at skrive Passager 23 i sin tid. I sit efterord fortæller han nemlig, at der rent faktisk årligt forsvinder over 20 passagerer sporløst fra krydstogtskibe. Personer som aldrig dukker op igen, og som enten er ofre for et uheld, selvmord eller en forbrydelse. Og forbrydelser sker der jævnligt ombord på krydstogtskibe, hvor der til gengæld ikke findes politimyndigheder. Modsat Sky Marshalls på fly er de eneste sikkerhedsfolk ombord på skibene ansat af rederierne, og de gældende regler er fra det land, hvor skibet er indregistreret. Det er jeg ikke sikker på, at ret mange danske krydstogtgæster er sig bevidst.

Passager 23 er muligvis ikke stor litteratur. Til gengæld er den effektiv, og hvis du er til seriemorder-thrillere, så er den bestemt et underholdende bud.

Om Passager 23:

Udgivelsesår: 08.06.2021
Forlag: Gutkind, 397 sider
Omslag: Imperiet
Originaltitel: Passagier 23
Oversætter: Jacob Jonia

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Sov som de døde af Annika von Holdt
Jagtmarken af Patrick Leis
Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger
Skibet af Stefán Máni
Færgen af Mats Strandberg
Skyggernes skov af Franck Thilliez


Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.

Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.

Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.

For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.

Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.

Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.

Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.

Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.

Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.

Uddrag af bogen:

Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.

Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.

Det gjorde de ikke.

Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)

Om Mand uden ansigt:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien

For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.

De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.

Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.

Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.

Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.

Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.

Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.

Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.

Uddrag af bogen:

Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.

Hvad fanden er det, du siger?

Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”

Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.

Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”

Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.

Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.

Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.

Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)

Om Den som søger skal finde:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider

Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020

Offer af Paul Cleave

Offer af Paul Cleave

Christchurch-snitteren, Joe Middleton, skal snart for retten, og alt tyder på, at han vil blive dømt til den snart genindførte dødsstraf. Joe selv anser sig dog som et uskyldigt offer. Hans forsvar er, at han intet husker om at have slået nogen ihjel. Og så kan man jo ikke dømme ham for det.

Men andre er af en anden mening. Melissa, Joes medskyldige i mordet på en betjent, planlægger at skyde ham før retssagen. Noget en far til et af Joes ofre kun er alt for glad for at kunne hjælpe med. Imens ser den forhenværende kriminalassistent, Carl Schroder, frem til, at Joe forsvinder for evigt. Først skal han dog lige afsløre, hvor liget af den myrdede betjent er begravet.

Offer er anden bog om seriemorderen Joe Middleton. Første bog hedder Det syvende mord og udkom i 2013. Begge bøger tilhører Christchurch noir-universet.

Jeg har læst nogle af bøgerne i Paul Cleaves serie, men ikke Det syvende mord. Alligevel synes jeg godt, at jeg kunne følge med. Cleave følger op på tidligere binds begivenheder undervejs, dog uden at afsløre for meget. Så man kan sagtens springe lidt i serien.

Offer lægger sig i det kulsorte kølvand af Øje for øje, som er seneste bog på dansk af Paul Cleave. Historien fortælles via forskellige synsvinkler, blandt andet hører vi Joes oplevelser via ham. Det giver læseren en speciel oplevelse, for selvom vi ved, at han er psykopat (vi hører endda hans fantasier om at dræbe sin psykolog), så kommer vi alligevel til at betragte ham som et offer. Fængselsopholdet er nemlig ikke just en ferie for Joe.

Der er ikke meget glansbillede over Cleaves Christchurch, der næsten drukner i regn, kulde og forfald. I det hele taget er der ikke meget håb og glæde i romanen, hvor alle har hemmeligheder, og vold, løgn og misbrug er hverdagskost.

Alligevel læste jeg nærmest Offer i et stræk. Paul Cleave skriver råt, men godt, og historien udspiller sig nærmest som en film under læsningen. Der er ikke meget at grine af undervejs. Til gengæld sad jeg med øjnene klistret til siderne for at finde ud af, hvad der nu ville ske. De forskellige handlingstråde sørger nemlig for en støt stigende suspense, som kulminerer i et actionfyldt brag, hvor alt pludselig hænger sammen.

Med andre ord er Offer absolut anbefalelsesværdig, hvis du kan lide kulsorte spændingsromaner uden garanti for happy ending.

Om Offer:

Udgivelsesår: 03.03.2020
Forlag: Jentas, 508 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Joe Victim (2013)
Oversætter: August Holst Thomsen

Besøg Paul Cleaves hjemmeside

Christchurch-noir serien:

Offer (Originaltitel: Joe Victim), 2020
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Øje for øje af Paul Cleave
Den røde drage af Thomas Harris
Mørke afkroge af Elizabeth Haynes
Pantomime af Annika von Holdt
Du af Caroline Kepnes
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Paria af David Jackson

Paria af David Jackson

Callum Doyle er kriminalassistent ved New Yorks politi. For et år siden døde hans makker under en anholdelse, der førte til mistanke om, at han havde noget med dødsfaldet at gøre. Doyle endte med at blive frikendt og er nu tilbage på jobbet med sin nye makker, Joe Parlatti.

Men en kold vinternat bliver Doyles liv igen forvandlet til et mareridt. Parlatti findes død på en tom byggegrund – skudt sammen med en ung prostitueret. Rygterne begynder hurtigt at summe, og snart sker endnu et mord på en person nær Doyle. Hvem står bag? Og hvorfor?

Paria er først bind i David Jacksons serie om kriminalassistent Doyle. På dansk er også udkommet Hjælperen, samt yderligere to bind der endnu ikke er oversat.

Historien er en hårdkogt, underholdende krimi, hvis plot tager en overraskende drejning mod slutningen, der fuldstændig snød mig. Det er altid fedt, når det lykkes for forfatteren. Til gengæld er persontegningerne lidt tynde, men det hører med til den hårdkogte genre, hvor der ikke er hverken lyst eller tid til dybe psykologiske overvejelser undervejs.

Handlingen accelerer hurtigt med en støt stigende suspense, og er du til actionfyldte pageturnere er Paria et rigtig godt bud. Jeg ser i hvert fald frem til at læse næste bind i serien om Callum Doyle.

Uddrag af bogen:

“Okay, så Joe finder pigen. Han prøver på at hjælpe hende. Det afleder hans opmærksomhed. Så morderen ser sit snit …”

“Nej, det er for mange tilfældigheder. Jeg tror, det var planlagt. Jeg tror, pigen var indblandet, men ikke af egen fri vilje. Det er derfor, Joe befinder sig nede bag i grunden med lygten i hånden. Han prøver på at hjælpe hende, men han ved ikke, at han er gået lige i en fælde. Han ved ikke, at han er blevet ført hen til et sted, hvor ingen ude på gaden vil se eller høre noget.”

“Og det ville så kræve, at morderen vidste, at Joe kom her forbi omkring det tidspunkt.”

“Præcis. Han skulle også vide, at Joe ikke ville ignorere sådan noget. De fleste ville skynde sig over på den anden side af gaden, hvis de hørte larm inde fra en mørk afkrog. Men ikke Joe. Ikke hvis nogen var i fare.”

Franklin trækker vejret ind gennem tænderne. “Åh gud. Var hun madding? Hvis du har ret, så er det en ren likvidering.” (side 23-24)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Paria:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Bazar, 363 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: Pariah (2011)
Oversætter: Stig W. Jørgensen

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Den fortabte søn af Dean R. Koontz og Kevin J. Anderson
Tabu af Steen Langstrup
Under overfladen af Claus Lohman
De efterladte af Palle Schmidt

Skyggernes skov af Franck Thilliez

Skyggernes skov af Franck ThillezJeg har på den seneste fået læst op på en del thrillers i forbindelse med et arbejdsprojekt. Blandt dem er franske Franck Thilliez Skyggernes skov.

David Miller er bedemand. Han er gift med Cathy, som han har datteren Clara med. I sin sparsomme fritid skriver han kriminalromaner. En dag bliver han opsøgt af den invalide rigmand, Arthur Doffre. Doffre har læst Davids bog ‘På vegne af de døde’ og er meget begejstret. Han vil hyre David til at skrive historien om en særlig seriemorder, der begik selvmord for 25 år siden. Men Doffret har ikke meget tid, og har brug for et svar stort set med det samme. Til gengæld er lønnen høj, og Doffret sørger for alt, David kan få brug for under arbejdet.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men David lader sig overtale, og snart giver Cathy også efter. For at sørge for den helt rette stemning inviterer Doffret nemlig Davids familie med til en skovhytte i Schwarzwald, hvor de kan feriere, mens David arbejder på bogen. Cathy håber på, at opholdet kan blive en ny start for hende og David, for ikke alt er rosenrødt mellem parret.

Udover Miller-familien har Doffret inviteret escorten Adeline til hytten. Hun skal være hans personlige hjælper, når chaufføren forlader selskabet. Snart er de fem alene i hytten dybt inde i skoven, hvor vejen hurtigt bliver lukket af sne. Den klaustrofobiske hytte er den perfekte kulisse for David til at fordybe sig i ‘Bøddel 125’, men mens han graver sig ned i fortidens grusomheder, forværres stemningen i hytten. Og så dukker en uventet gæst op …

Skyggernes skov er på mange måder vellykket. Plottet er ikke umiddelbart gennemskueligt med sin blanding af krimi, gys og splat, ligesom selve set-uppet med en lille gruppe mennesker indespærret langt fra civilisationen emmer af uhygge. Personskildringerne står desværre ikke lige så skarpt. Særligt kvinderne virker nærmest som karikaturer, men det kan være den franske oprindelse, der gør det. Til gengæld synes jeg, at det er fantastisk fundet på, at bruge en bedemand/forfatter som udgangspunkt. Og så må jeg ganske enkelt give Franck Thillez, at jeg trods mine anker nærmest slugte bogen i en mundfuld.

Bo Tao Michäelis skrev i sin anmeldelse i Politiken: “Thilliez’ groteske krimier er en spøjs og meget fransk blanding af Stephen King og Sebastien Japrisot, pulp fiction møder gotiske fortællinger. Faktisk minder denne her om Kings ’Ondskabens hotel’ med samme klaustrofobiske skizofreni og gys.” Personligt synes jeg ikke, at Thillez er på højde med King, men der er ingen tvivl om, at Skyggernes skov er glimrende underholdning. Så er du til thrillers, hvor død, tortur og nervepirrende rædsel fylder siderne, er her et godt bud.

Uddrag af Skyggernes skov:

– En simpel bog, siger De? Nej, det er en genistreg! Jeg læser utrolig mange kriminalromaner, og jeg må indrømme, at De virkelig fik mig på krogen. 

– Nu smigrer De, men jeg er glad for at høre, at De kunne lide den. Der er faktisk flere, der har kritiseret den og sagt, den var for ulækker og dyster.

Doffre hvilede sit hoved mod nakkestøtten. Hans højre hånd skinnede i lyset fra loftslampen. Det var en protese.

– Læsere er til tider nogle mærkelige skabninger, svarede han. De svælger i blod og alle de uhyrligheder, som man finder til overflod i de fleste knaldromaner … men kun så længe de ikke selv føler sig rigtigt berørt af det. De føler sig hævet over den slags. Men De derimod, De slår ned dér, hvor det gør ondt. De konfronterer dem med alt det, som de med vold og magt prøver at fortrænge. Deres egen død og de realistiske beskrivelser af kroppe i opløsning.

David satte stor pris på den bemærkning. Endelig en læser som forstod ham. (side 29-30)

Om Skyggernes skov:

Udgivelsesår: 2012
Forlag: Labyrint Forlag, 395 sider
Omslag: Arnaud De Grave
Originaltitel: La Forêt des ombres, 2006
Oversætter: Lone Garde

Læs også:

Bjerget af Luca D’Andrea
Triggereffekten af Wulf Dorn
Du skulle være gået af Daniel Kehlmann
Lyst af Åsa Schwarz
Close-up af Esther Verhoef
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Suffløren af Donato Carrisi

Suffløren af Donato CarrisiSpecialagaent Mila Vasquez er ekspert i at spore forsvundne børn. Sammen med kriminologen Goran Gavila og et specialiseret efterforskningshold bliver hun sat til at lede efter ligene af fem brutalt myrdede småpiger. Eneste spor i sagen er pigernes afhuggede arme.

Efterhånden som holdet tror, at sagen nærmer sig en opklaring, åbner der sig en bundløs afgrund af nye makabre mord. Det ene mere gruopvækkende og rystende end det andet. 

Agenterne står over for en uhyggelig og udspekuleret seriemorder, der ondskabsfuldt agerer fra sit skyggested og langsomt, men sikkert, bevæger sig ind på dem. Det bliver et kapløb på liv og død, hvor det ikke længere står klart for nogen, hvem der er til at stole på … (fra bagsiden)

Som det fremgår af bagsideteksten, er Suffløren en seriemorder-thriller. Vi følger efterforskningen af en seriemorder (kaldet Albert), der har dræbt fem piger og begravet deres venstre arm som en ledetråd til politiet. Efterforskningsholdet ledes af kriminologen Goran Gavila, der er ekspert i seriemordere. Til det faste hold tilføres også specialagenten Mila Vasquez, der ikke har ekspertise i mord, men forsvundne børn, og som foretrækker at arbejde alene.  Men hun indordner sig gruppen, som snart står over for et gennembrud i sagen. Tror de …

Jeg har længe tænkt, at jeg skulle have læst noget af italienske Donato Carrisi, som er blevet sammenlignet med Thomas Harris. I forbindelse med noget arbejde fik jeg så muligheden.

Suffløren er Carrisis debutroman, og er man til seriemorder-thrillers, får man fuld valuta. Her er grumme scener, men ikke udpenslet vold. I stedet er her en fornemmelse af ondskab, der ikke kan forklares, men som bliver tydeligere jo længere ind i romanen, vi kommer.

Plottet er sindrigt udtænkt. Hvem står bag mordene på pigerne? Hvad er motivet? Og hvorfor afslører morderen placeringen af deres lig i en bestemt rækkefølge? Carrisi lægger små spor ud undervejs, så man som læser kan gætte med. Nogle af sporene fangede jeg, andre ikke, men det gør blot historien mere spændende.

Jeg var i det hele taget godt underholdt af Suffløren. Sproget er letlæst, selvom man kan mærke den lidt mere formelle italienske sprogtone. Carrisi er uddannet jurist med speciale i kriminologi, og hans store viden om kriminologi giver historien troværdighed, om end han ind i mellem er tilbøjelig til at ‘holde foredrag’ for læseren. Det ødelagde dog på ingen måde min oplevelse, og jeg kan bestemt anbefale Suffløren til fans af seriemorder-thrillers.

Donato Carrisi har efterfølgende udgivet endnu to bøger på dansk: Forvandleren fra 2012 samt Pigen i tågen fra 2019.

Uddrag fra Suffløren:

“Og hvad ved man om uhyret?” spurgte hun i et forsøg på at komme væk fra den tanke.

“Vi kalder ham ikke uhyret,” forklarede Boris hende. “Ved at gøre det afpersonificerer man ham.” Da han sagde det, vekslede Boris et indforstået blik med Rosa. “Det kan professor Gavila ikke lide.”

“Professor Gavila?” gentog Mila.

“Du skal nok lære ham at kende.”

Milas ubehag voksede. Det var klart, at hendes knappe  kendskab til sagen stillede hende ufordelagtigt i forhold til hendes kolleger, som derved kunne gøre hende til grin. Men heller ikke denne gang sagde hun et ord til sit forsvar.

Rosa havde derimod ikke til hensigt at lade hende være i fred og forfulgte hende i et overbærende tonefald: “Bare rolig, skat, du skal ikke blive overrasket, hvis det ikke lykkes dig at forstå, hvordan tingene forholder sig. Du er helt sikkert god til dit arbejde, men her er det en anden historie, for seriemord gælder andre regler. Også for ofrene. De har ikke gjort noget for at blive ofre. Deres eneste fejl plejer at være, at de har befundet sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Eller at de har klædt sig i én farve i stedet for en anden, da de gik hjemmefra. Eller også har de, som i vores tilfælde, begået den fejl at være piger af kaukasoid race mellem syv og tretten år … Du skal ikke tage det personligt, men den slags ting kan du ikke vide. Ikke noget personligt.”

“Nå, så det mener du,” tænkte Mila – fra det øjeblik, de havde lært hinanden at kende, havde Rosa gjort ethvert emne til noget personligt. “Jeg lærer hurtigt,” svarede Mila. (side 46)

Om Suffløren:

Udgivelsesår: 2010
Forlag: People’s Press, 445 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: Il suggeritore
Oversætter: Anders Toftgaard

Læs også:

Ondskabens hjerte af Chelsea Cain
Øjensamleren af Sebastian Fitzek
Den røde drage af Thomas Harris
Blodmanden af Robert Pobi
Kaldet af Inger Ash Wolfe

Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen

Eksploderende skadedyr af Dennis Jürgensen

Eksploderende skadedyr er femte bind i serien om efterforskningleder Roland Triel. Dennis Jürgensen holder det høje niveau, hvad angår kvalitet såvel som action.

Rolands datter Andrea er blevet kidnappet, og denne gang følger en stor del af handlingen hende. Hun er en snarrådig og modig ung kvinde, som ikke giver op, og hun får brug for al sin styrke og snuhed, hvis hun skal undslippe sine kidnappere. Triel forsøger at holde sagen ude af aviserne, og det får han hjælp til, da en lejlighed i Valby eksploderer. En bundet narkoman findes dræbt, og gerningsstedet mere end antyder, at der er tale om selvtægt.

Sideløbende følger vi en tidligere soldat, der lider af PTSD. Han er overbevist om, at nogen er efter ham, efter at han nær blev dræbt i Afghanistan af skud fra egne rækker. Nu går han jævnligt hos en psykolog, der gør, hvad han kan for at hjælpe.

Et tredje spor er journalisten Klavs Fortman. Han ser sig selv som en stjernereporter, men virkeligheden er langt fra. Ikke desto mindre er det lykkes ham med hjælp fra den unge journalistelev Siam at finde ud af, hvor Andrea muligvis holdes fanget. I stedet for at sige det til politiet vil han og Siam selv finde hende, og den historie skal gøre dem rige og berømte.

Endelig er her også sporet om en traumatiseret mand, der vågner op på sygehuset uden at kunne bevæge sig eller tale. Han gemmer på en forfærdelig hemmelighed, der har ødelagt flere menneskeliv, og nu er skyld i Sweeperens ankomst.

Jeg er vild med Dennis Jürgensens serie om Roland Triel. Dels er Triel en spændende og troværdig karakter. Dels er de enkelte plots altid godt fundet på. Og endelig udvikler den overordnede historie om Triels kones drab sig løbende ad nye og uforudsigelige veje med introduktionen af i første omgang Inge Renee Jannè og siden Edith Tinnerrand. Her kan man virkelig tale om en dysfunktionel familie!

At læse Eksploderende skadedyr er næsten som at se en film for sit indre øje. Jürgensen skriver flydende, og de enkelte plottråde klippes ind og ud af hinanden og gør det nærmest umuligt at lægge bogen fra sig. Man er hele tiden nødt til lige at læse næste kapitel med.

Ud over at være elementært spændende har bogen også nogle alvorlige temaer, bl.a. selvtægt. I starten af historien hører vi en utrolig barsk episode om mishandling af børn, og da en af gerningsmændene bliver straffet af Sweeperen, følte jeg nærmest, at han fik, hvad han havde godt af. Men senere fortæller Jürgensen så om gerningsmandens barndom, og pludselig bliver ens sort/hvide syn på ondskab udfordret. I det hele taget formår han at skrive fascinerende personportrætter, så både skurken og helten fremstår troværdige og flerdimensionelle.

Dennis Jürgensen er en gudsbenådet fortæller. Jeg har elsket hans bøger som barn og ung, og jeg synes stadigvæk, at han skriver fantastisk, nu han har bevæget sig over i krimigenren. Jeg har været så priviligeret at tale med Jürgensen ved flere lejligheder, og hver gang bliver jeg lige forundret over, at den flinke mand indeholder så grum en fantasi. Men heldigvis for det, for jeg kan næste ikke vente på, at sjette bind om Roland Triel udkommer.

Om Eksploderende skadedyr:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Tellerup, 526 sider
Omslag: Danielle Finster

Serien om Roland Triel:

Eksploderende skadedyr, 2018
Marcherende myrer, 2017
Hviskende lig, 2016
Dansende røde bjørne, 2015
Løbende tjener, 2014

Læs også:

Øje for øje af Paul Cleave
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Den onde vilje af Karin Fossum
Godnat, min elskede af Inger Frimansson
Måske af Dennis Jürgensen
Ormeføde: Den 7. bog om Satan af Irene S. Rasmussen

Lad de døde begrave de døde af Lars Thomassen

Lad de døde begrave de døde af Lars ThomassenJake Vesterlund har med nød og næppe overlevet sit møde med seriemorderen Ditlev Rosenkilde. Hans mor, præsten Margit, var ikke lige så heldig. Nu skjuler Jake sig sammen med sin ven, den pensionerede betjent Kaj Brønds, i Billund hos Kajs tidligere kollega Adriana Hansen. For Ditlev er stadig på fri fod, og så længe han er det, er Jake i fare.

Efter måneders stilhed brydes roen i skjulestedet pludselig af mordet på menighedsrådsformanden fra Margits kirke. Drabsmetoden lader ingen i tvivl om, at gerningsmanden er Ditlev Rosenkilde – eller dukkehusmorderen som medierne kalder ham.

Selvom Jake ikke ligefrem begræder menighedsrådsformandens død, så tærer det på ham at vide, at folk bliver slået ihjel pga. ham. Derfor er han ikke sen til at gå med på politiets plan om at bruge ham selv som lokkemad for at fange Ditlev. Han ønsker at få afsluttet sagen og komme videre. Ikke mindst efter at han har mødt den jævnaldrene Katarina, som han er nødt til at lyve for at holde på afstand, så længe han lever under jorden.

Men politiets plan går ikke som planlagt, og pludselig er Jake mere alene end nogensinde før.

Lad de døde begrave de døde er anden del i Lars Thomassens Vesterlund-trilogi, og jeg må hellere starte med at fortælle, at jeg ikke kan være helt upartisk i min anmeldelse. Jeg kender forfatteren en smule, og opdagede til min store benovelse, at mit navn er at finde blandt taksigelserne. Da jeg ikke har været involveret i arbejdet med denne roman, føler jeg dog, at jeg alligevel kan skrive om den her på siden. For jeg kan med god samvittighed sige, at alle thriller-elskere bør kende Lars Thomassen.

Historien starter umiddelbart efter slutningen af Han kender det som er i mørket. Selvom jeg vil anbefale, at man læser bind et først, så samler Lad de døde begrave de døde dog elegant op på de tidligere begivenheder, så det ikke er et problem at følge med. Det er dog en god idé at læse opmærksomt, for som i første bind er plottet ikke enkelt.

Thomassen er en mester i at flette mange forskellige plots ind i en overordnet tråd, og det gør han også her. Vi følger naturligvis hovedplottet om Jake og Kaj Brønds, men hører også om en lokal rockerbande, om Jakes nyfundne onkel og om den nærmest sagnomspundne Onkel fra den kriminelle underverden. De mange plottråde vikler sig ind og ud af hinanden, så spændingen nærmest er konstant. Og naturligvis har Thomassen styr på sin fortælling, så alt hænger sammen til slut.

Jeg var godt underholdt af Lad de døde begrave de døde. Thomassen skruer på de store knapper i historien, som med sin geniale seriemorder og action fra første side næsten føles amerikansk. Midt i spændingen bliver der dog også tid til lidt smil. Specielt en væddeløbsscene på Billund travbane fik mig til at grine højt midt i al dramaet.

Skal jeg drysse lidt malurt i bægeret, føles sproget til tider en smule omstændelig. Et lidt skarpere sprog ville også betyde en let stramning af længden og dermed en endnu mere intens læseoplevelse. Jeg er dog lidt en pernittengryn i den henseende, så det er bare min smag.

Alt i alt er Lad de døde begrave de døde absolut værd at læse, hvis du holder af spændende thrillers. Og så slutter Lars Thomassen endnu engang sin historie med en gysende cliffhanger – og en kæmpe overraskelse! Forhåbentlig er bind tre snart klar …

Uddrag fra Lad de døde begrave de døde:

Sivertsen så over på sin unge kollega og genkendte den spænding kombineret med frygt, som han selv havde haft som ung, nyudklækket politimand.

Sammen bevægede de sig langsomt ned gennem kirkens midtergang mellem bænkerækkerne. Årvågne og koncentrerede. De kiggede til hver sin side hen mellem de enkelte bænkerækker. Små spor af blod fra præstens sko kunne tydeligt ses. De fulgte dem. Lugten af opkast og noget udefinerbart ramte deres fintfølende politinæser.

De to mænd var nået næsten helt op til der, hvor kirken delte sig i to retninger, da de begge hørte en dryppende lyd. Simultant vendte de ansigterne i retning af lyden.

Rundt om døbefonten løb minifloder af blod. (side 71-72)

Om Lad de døde begrave de døde:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Månen, 461 sider

Læs også:

Drevet til mord af Rachel Abbott
Jeg er Sif af Thomas Clemen
Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen
Ensom ulv af Tommy Thorsteinsson