april 2018
M T O T F L S
« mar    
 1
2345678
9101112131415
16171819202122
23242526272829
30  
Arkiver

Indlæg tagget med ‘seriemord’

Vild med blod af Henrik Einspor

Vild med blod af Henrik EinsporJeg må hellere erkende, at Vild med blod er mit første besøg i Jack Stump land. Det er dog helt klart en serie, jeg nu vil anbefale min 11-årige nevø at kaste sig over. Her er nemlig både spænding og humor. Og så er det naturligvis grønt. Heltene har nemlig slået sig ned som politisk korrekte økologiske detektiver med blyfrit bly i skyderne og fokus på dyrevelfærd.

Indersiden af bogens omslag indeholder en mængde avisudklip om drengen Jack Stump, som drak plantegift og faldt i koma. 20 år efter vågner han op igen som et barn i en voksenkrop. Siden løber han hjemmefra og slår sig sammen med Dick og Sue ned som De Grønne Detektiver i byen Doom Town. Her starter Vild med blod.

En seriemorder hærger Doom Town, hvor lig efter lig helt tømt for blod dukker op. Dicks mor (som i øvrigt er en barsk bibliotekar) er bange for, at morderen gemmer sig i hendes hus, der ligger langt ude i sumpene. Hun får derfor Sue, Dick og Jack til at komme ud og gennemsøge huset, men de finder ikke noget. Jack ender dog med at blive der natten over som livvagt, og her møder han den mystiske lejer hr. Drone.

Hr. Drone forsker i myg, og rygtet vil vide, at han blev spist af en kvælerslange i Amazonjunglen. Ikke desto mindre befinder han sig nu i Doom Town, hvor han har fundet nogle eksemplarer af de meget sjældne sumpmyg. Men hvad har det med vampyr-seriemorderen at gøre?

Vild med blod bringer mindelser om de klassiske hardboiled krimier med Philip Marlowe og Sam Spade, hvor detektiven opklarer sagen med lige dele rå vold og sort humor. De Grønne Detektiver er dog ikke særligt voldelige, udover lidt chili i vandpistolen. Til gengæld flyder humoren både tørt og morsomt, så jeg er sikker på at målgruppen (+10 år) vil nyde historien om Jack Stump og de grønne detektiver. Og heldigvis bliver det aldrig alt for farlig.

“Hvad er det for noget kluns at rende rundt i?” spurgte jeg, mens mit hjerte faldt til ro. “Du ligner den usynlige mand på safari.” “Nåh, gazebindet? Det er på grund af insekterne,” oplyste han og spurgte, hvem jeg var. Jeg fortalte ham det. Han gav mig skyderen tilbage og mumlede noget om vejret. Det var ikke det mest optimale at studere myg i tordenvejr, kunne han oplyse. Uden at vide noget som helt som studiet af myg var jeg tilbøjelig til at give ham ret. Det var ikke et vejr at lukke en hund ud i. Faktisk var det slet ikke nogen god idé at lukke en hund ud i alligatorsumpen. Heller ikke i godt vejr. (s. 28)

Tak til forlaget Løse Ænder for læseeksemplaret

Om Vild med blod:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Løse Ænder, 101 sider
Omslag: Tommy Kinnerup
Lix: 22
Serie: Den grønne detektiv

Serien om Den grønne detektiv:

Den grønne detektiv, 2014
Rød alarm, 2015
Gys og maddiker, 2015
Vild med blod, 2018

Jeg er Sif af Thomas Clemen

Jeg er Sif af Thomas ClemenVoldtægtsofferet Sif Magnisdóttir er hovedperson i denne nye, spændende og underholdende krimiserie. Hun er færdig med at være offer.

Thomas Clemen debuterede som forfatter i 2012 med Langs smertegrænsen, en spændende actionfyldt thriller om biologiske våben, magtbegær og storpolitik. Tre år efter udgav han den kontrafaktiske Berlin 404, en intelligent thriller der udspiller sig i en verden, hvor Berlinmuren aldrig faldt. Med Jeg er Sif skriver Thomas Clemen for første gang en ren spændingsroman, dog med mytologiske indfald, og også det gør han godt.

For fire år siden blev Sif Magnisdóttir voldtaget, skalperet og efterladt som død. Godt nok blev gerningsmanden, erhvervsmanden og psykopaten Johan Pressler, anholdt og fængslet, men Sif har levet med følgerne siden. Og nu står Pressler for at blive løsladt.

Samtidig med Presslers løsladelse bliver København centrum for en bandekrig, som også rammer byens indbyggere. Krigen tager fokus fra alt andet, så da en af Sifs veninder fra selvhjælpsgruppen for voldtægtsofre findes voldtaget og dræbt, afskriver politiet hurtigt sagen som et æresdrab. Men Sif er overbevist om, at det er Pressler, der står bag. Spørgsmålet er nu, hvem der er hans næste offer.

Jeg var så heldig at få lov til at tale med Thomas Clemen i Krimimessen Horsens stand til Bogforum 2017Jeg er Sif er både spændende og underholdende. Selvom Thomas Clemen ikke eksperimenterer med genrekrydsning så tydeligt denne gang, så leger han stadig med fortællerstemmerne. Vi følger således historien gennem flere øjne og springer mellem jeg-fortælleren Sif over psykopaten Johan Pressler til den traumatiserede krigsveteran Thor. Endelig får vi også politiets vinkel gennem betjenten Juliane Thorup, der kæmper med at blive accepteret i styrken – eller måske snarere med at acceptere sig selv? Og så er der Sifs drømme, som måske hænger sammen med krigsveteranen Thor.

Jeg læste romanen i stort set ét hug, men slutningen måtte jeg lige tage en ekstra gang. Thomas Clemen er ikke rar ved sine personer. Det rokker dog ikke ved, at jeg var vældig underholdt og kun kan anbefale Jeg er Sif til alle, som holder af en gedigen og velskrevet spændingsroman. Det skal nok blive interessant at følge Sif, Thor og Juliane fremover.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Jeg er Sif:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Modtryk, 350 sider
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Øje for øje af Paul Cleave

Øje for øje af Paul CleaveForbered dig på et råt og hæsblæsende hævntogt – Øje for øje giver ingen garanti for en happy ending. 

Efter nogle hårde år ser livet ud til at bedre sig for Theodore Tate. Hans kone er vågnet efter den koma, der holdt hende fanget i årevis efter en ulykke, som kostede deres datter livet. Han har udstået sin dom for spritkørsel. Han overlevede uden mén en tur i koma efter at have hjulpet sine tidligere kollegaer med en sag, og efter flere år som privatdetektiv er han nu igen blevet ansat ved politiet.

For Tates ven og kollega, Carl Schroder, ser tingene anderledes dystre ud. Sagen, som Tate hjalp med, endte med en kugle i hovedet for Schroder, samt en fyring da han vågnede af sin koma. Siden har hans kone forladt ham, for den ‘nye’ Schroder har absolut ingen følelser. Han sidder blot på sin sofa og ser livet passere forbi.

Så bliver en nyligt løsladt voldtægtsforbryder fundet død. Kørt over af et tog. Umiddelbart ikke noget at være trist over, men politiet er alligevel nødt til at undersøge, om der er tale om selvmord eller mord.

Øje for øje er sjette bog i Paul Cleaves dystre Christchurch Noir-serie. En serie som bare bliver bedre og bedre, og som denne gang handler om hævn og selvtægt.

Voldtægtsforbryderen, der findes død i bogens start, er en ondskabsfuld og modbydelig mand. Alligevel skal politiet gøre deres yderste for at opklare sagen, selvom de måske i virkeligheden holder med morderen. Og for koma-strømerne, som Tate og Schroder kaldes af pressen, er spørgsmålet endnu mere presserende. Begge mænd slæber nemlig en bagage med sig, der komplicerer spørgsmålet yderligere.

Paul Cleave forstår at fortælle en historie, så englene synger. Eller rettere, så djævlene ler, for der er aldrig noget, der er let og lykkeligt i Christchurch. Heller ikke denne gang hvor politiet må jage en morder, som offentligheden hepper på.

Jeg slugte nærmest Øje for øje i ét stræk. Cleave skriver godt, og fortællingen kører som en indre film, det er umuligt at slippe, når først du begynder at læse. Historien er både spændende og tankevækkende, for spørgsmålet om hævn sætter ikke kun Tate og Schroder på prøve. Som læser tvinges vi også til at se nærmere på vores egen moral, og pludselig er det svært at skelne mellem sort og hvidt.

Som i de tidligere bøger i Christchurch Noir-serien tager Paul Cleave også i Øje for øje sine læsere på udflugt i menneskesindets mørke. Han lover ingen happy ending, men til gengæld er der garanti for rå og hæsblæsende spænding. Plottet trækker tråde til de tidligere bøger i serien, så det giver en bedre forståelse af helheden at have læst dem. Dog kan man også springe på som ny læser, for Cleave sørger for at samle op på tilbageblikkene undervejs.

Jeg kan ganske enkelt ikke anbefale Paul Cleaves bøger nok, og hvis du er til makabre og dystre spændingsromaner, som bevæger sig ud ad menneskets mest dunkle sider, så er Øje for øje ikke til at komme uden om.

(anmeldt til Bogrummet)

Om Øje for øje:

Udgivelsesår: 03.10.2017
Forlag: Jentas, 446 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Five Minutes Alone

Christchurch Noir-serien:

Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Kaldet af Inger Ash Wolfe

Kaldet af Inger Ash WolfeHazel er konstitueret kriminalkommissær i den lille canadiske by Port Dundras, hvor sagerne som oftest handler om spritkørsel eller slagsmål på det lokale værtshus. Men en dag står hun pludselig med et bestialsk mord på en kræftsyg gammel dame.

Den lokale politistation er stærkt underbemandet. Alligevel knokler de på for at opklare den grusomme forbrydelse, og undervejs går det op for Hazel, at der er en sammenhæng mellem en lang række uopklarede mord i andre små byer, hvor ofrene også var dødssyge. For ikke at advare morderen forsøger Hazel at holde sagen ude af offentlighedens søgelys, men det er vanskeligt og bliver ikke lettere af interne stridigheder i hendes afdeling.

Kaldet er en underholdende og velskrevet krimi fra Canada. Forfatternavnet er et pseudonym, og blandt budene på hvem den virkelige person bag er, er der blevet gættet på forfattere lige fra Thomas Harris til Margaret Atwood. Uanset hvem der står bag pseudonymet, er Kaldet en knaldgod thriller.

Jeg faldt især for den lidt anderledes hovedperson, Hazel, som ikke er en typisk heltinde. Hun er først i tresserne, lettere alkoholiseret og for nylig blevet skilt fra sin mand gennem fyrre år. Det har ført en mindre depression med sig, og så lider hun af stærke rygsmerter. Men alt dette afholder hende ikke fra at gennemskue langt mere end omgivelserne, og med hjælp fra sine folk – og sin gamle mor på 87 – udgør hun en stærk modspiller til romanens morder, som i øvrigt også er stærkt portrætteret.

Kaldet krydsklipper mellem morderens og Hazels/politiets synsvinkel, og det er både med til at skabe suspense og øge spændingen. Samtidig giver det et indblik i morderens psyke, som både gør ham mere menneskelig, men også mere skræmmende.

En spændende seriemorderkrimi der lyser op i mængden.

Om Kaldet:

Udgivelsesår: 2011
Forlag: Klim, 324 sider
Originaltitel: The calling

Mørk treenighed af Karin Slaughter

Mørk treenighed af Karin SlaughterI en ualmindelig grov sag om voldtægt mod mindreårige piger kolliderer tre meget forskellige mænd med hinanden. Kriminalassistent Michael Ormewood, der kæmper for sit ægteskab, hvor hustruen begraver sig i arbejdet og i deres handicappede søn; John Shelley en pædofildømt morder, som netop er blevet løsladt efter 20 år i fængsel; og specialagent Will Trent der gemmer på en dyster fortid.

Da en narkoluder findes dræbt og voldtaget på en måde, der minder om de mindreårige piger, bliver specialagent Trent involveret i politiets arbejde. Men intet er som man tror, og efterhånden som man læser videre, viser det sig, at Trent ikke er den eneste med hemmeligheder.

Karin Slaughter har med Mørk Treenighed begået en dyster og voldsom krimi, hvor der absolut ikke lægges fingre imellem. Det er ikke læsning for sarte sjæle, men til gengæld er man sikker på spænding og sans for det dramatiske, når Karin Slaughter fortæller. Samtidig leger hun med opbygningen af fortællingen, så der i hver del fortælles fra en ny synsvinkel og dermed afsløres detaljer, der giver et helt andet blik på det, vi hidtil har fået fortalt.

Mørk Treenighed er en rå og velskrevet seriemorder-thriller, hvor personerne står klart, og plottet virker troværdigt. En rigtig pageturner til elskere af f.eks. Jo Nesbø, Giorgio Faletti og Chelsea Cain.

Om Mørk Treenighed:

Udgivelsesår: 2007
Forlag: Hr. Ferdinand, 441 sider
Originaltitel: Triptych
Omslag: Jón Ásgeir

DNA af Yrsa Sigurðardóttir

DNA af Yrsa SigurðardóttirDa en ung mor til tre bliver brutalt myrdet i sit hjem, er den 7-årige datter, Margrét eneste vidne. Hun lå gemt under sengen, mens morderen torturerede og dræbte moren, og Margrét er også sikker på, at hun har set morderen ved andre lejligheder.

Men politiet er på bar bund. Der er ingen konkrete spor, og Huldar, som er blevet sat i spidsen for opklaringen for første gang, kæmper med at få hoved og hale i sagen. Opklaringen kompliceres yderligere af, at Huldar og Margréts bisidder, børnepsykologen Freyja, har en fortid sammen, som de begge helst vil glemme.

Bedst som Huldar ikke tror, at tingene kan blive værre, slår morderen til igen. Denne gang mod en pensioneret lærerinde, og som ved første mord er politiet på bar bund.

Sideløbende hører vi fortællingen om Karl, der er vokset op sammen med sin enlige mor og en ældre storebror. Begge drenge er adopterede og kender intet til deres fortid. Ved et tilfælde falder Karl over en besynderlig radiotransmission, der vækker hans opmærksomhed. Men hvem står bag?

Jeg har tidligere læst bl.a. ”Jeg skal huske dig” af Yrsa Sigurðardóttir. Den indeholdt en blanding af krimi og gys, som jeg var ret begejstret for. ”DNA” er en mere klassisk krimi, hvor man ikke mærker det store til den islandske kulisse.

”DNA” blev kåret som årets krimi 2014 i Island, og modtog Palle Rosenkrantz-prisen for bedste krimi 2016 under Krimimessen i Horsens d. 1-2. april. Her er da også tale om en underholdende og actionfyldt krimi med nogle yderst brutale mord. Jeg synes dog ikke, at den helt lever op til de andre bøger, jeg har læst af forfatteren. Måske mest fordi opklaringen af sagen, pludselig skal klemmes sammen i den traditionelle konfrontation fra Agathe Christies krimier, hvor skurken og helten fortæller hinanden, hvordan det hele hænger sammen. Det synes jeg er for letkøbt, plus at det umuliggør for læseren at gætte plottet.

På trods af min anke kan jeg dog sagtens anbefale ”DNA”, hvis man holder af en gedigen krimi.

”DNA” er første bind i Yrsa Sigurðardóttirs krimiserie om Huldar og Freyja. Andet bind hedder ”Hævn” og er udkom d. 20. marts 2017.

Om “DNA”:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 479 sider
Originaltitel: DNA (islandsk)

Andre bøger af Yrsa Sigurðardóttir:

DNA, 2016
Kulde, 2015
Jeg skal huske dig, 2013
Isblå spor, 2011
Aske, 2009
Den der graver en grav, 2007
Det tredje tegn, 2006

Lurian af Andrias Andreasen

Lurian af Andrias AndreasenFærøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.

Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.

Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.

Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:

Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)

Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.

Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.

Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?

Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.

Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?

Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen

Besøg forfatterens hjemmeside

Jack the Ripper af Jesper W. Lindberg

Jack the Ripper - Myter og Mysterier 3, af Jepser W. LindbergJack the Ripper er tredje bog i forlaget Tellerups serie ‘Myter og Mysterier’. De to foregående har behandlet Loch Ness uhyret samt Bigfoot og yetien. Serien retter sig mod den unge læser.

Modsat de to første bøger i serien er der ingen tvivl om, at Jack the Ripper har eksisteret. Her er mysteriet en af verdenshistoriens største mordgåder – hvem stod bag de mange drab i Whitechapel i 1888?

Jesper W. Lindberg har samlet oplysningerne om verdens første moderne seriemorder, og efter et indledende kapitel hvor han sætter læseren ind i de forhold man levede under i Victoriatidens London, gennemgår han detaljeret drabene, politiets efterforskning, samt eftertidens teorier om den mulige identitet af Jack the Ripper. Herefter giver Lindberg sit eget bud på, hvem der gemte sig bag “kunstnernavnet”, men lader det være op til læserne at vurdere, hvad de selv tror.

Allerede da jeg fik bogen i hånden, blev jeg glad. Forsiden viser et billede med en mørk silhuet af en mand, hvor billedet virker til at være klæbet fast med to stykker malertape. Og det føles virkelig som om, der er tale om malertape, selvom forsiden naturligvis er trykt. Det er superfedt lavet. I det hele taget er layoutet lækkert hele vejen igennem, fyldt med fotos, tegninger og indsatte kort over gaderne i Whitechapel, hvor Jack the Ripper slog sine folder, samtidig med at teksten er letlæselig og nem at finde rundt i.

Her er som sagt tale om en børnebog, men den kan også sagtens læses af voksne, som vil have et hurtigt overblik over sagen. Bogen virker grundig researchet, og jeg fik indblik i flere teorier, som jeg ikke kendte til i forvejen, ligesom jeg fik afkræftet nogle af de teorier, jeg havde hørt om på forhånd.

“Jack the Ripper” er en spændende og underholdende indføring i mysteriet om Londons ikoniske kvindemorder. Som voksen læser kunne det have været rart, hvis der havde været en litteraturliste med henvisning til kilderne, så man kunne læse videre. Men bortset fra den anke kan jeg kun anbefale Jesper W. Lindbergs fascinerende portræt af verdenshistoriens største mordgåde.

Om “Jack the Ripper”:

Udgivelsesår: 2017
Forlag: Tellerup, 224 sider
Omslag: Danielle Finster

Tak til forlaget Tellerup for anmeldereksemplaret

Slagtehuset af Paul Cleave

Slagtehuset af Paul CleaveSlagtehuset er mit første besøg i Paul Cleaves Christchurch noir-serie – men det bliver bestemt ikke det sidste!

Privatdetektiven og tidligere betjent Theodore Tate har haft nogle vanskelige år, med bl.a. et fængselsophold for spritkørsel, en død datter og en hustru i koma. Han drømmer om at vende tilbage til sit job i politiet, og får chancen da en seriemorder hen over en enkelt nat slår til mod flere ofre.

De første to ofre er plejehjemsbeboere, og pressen døber derfor hurtigt morderen ‘seniormorderen’. Men så brydes mønstret, da en hårdtarbejdende revisor bliver næste offer. Og da en yngre læge med sine tre børn kort efter forsvinder, sætter politiet alle sejl til.

Romanen udspiller sig i Christchurch, der er den andenstørste by i New Zealand. Jeg håber dog ikke, at bøgerne tegner et korrekt billede af byen, for jeg kom til at tænke på Gotham City under læsningen. Kriminaliteten er støt stigende, og menneskekærligheden faldende i samme hastighed i Cleaves kulsorte version af byen, hvor borgerne hellere spytter på politiet end hjælper dem.

Paul Cleave skriver forrygende. Det er sort, ondt og uden mange lyse øjeblikke, men det er også spændende og gribende. Ved at lade os følge sagen fra både Tates og morderens side får vi en helt anderledes forståelse for begivenhederne. Det er svært ikke at føle medlidenhed med morderen, jo mere vi lærer hans fortid at kende. Men samtidig er hans gerninger så modbydelige, at de ikke kan forsvares. Oveni er Tate bestemt ingen engel, og til tider sidder man under læsningen og spekulerer over, om der i virkeligheden er den store forskel på betjenten og morderen?

Jeg er vild med Slagtehuset, som nok er både dyster og brutal, men som også er velskrevet og med et skarptskåren plot, der bliver ved med at overraske lige til sidste side. Det er ikke ofte, at en thriller, hvor vi kender morderens identitet fra start, kan overraske så meget til slut.

Som sagt har jeg ikke læst de tidligere bøger i Christchurch noir-serien, men det var ikke noget problem at følge med af den grund. Selvom personerne går igen i universet, og der naturligvis sker en personlig udvikling med bl.a. Tate, så er han ikke hovedpersonen i alle bøgerne. Det syvende mord har f.eks. seriemorderen Joe som fortæller, mens Hævn har en søn af en seriemorder i hovedrollen. Så man kan sagtens springe ind undervejs, omend jeg nu vil skynde mig at læse de første også.

Slagtehuset er ikke for alle. Den er grum og dyster, og Cleave lægger ikke fingrene imellem i de mere blodige detaljer. Men jeg var vild med den, og vil slutte med at citere lektør Jacob Holm Krogsøe som opsummerer så rammende: ”Efter endt gennemlæsning sidder man tilbage med en knugende fornemmelse i maven og undres over, hvordan noget så modbydeligt, kan være så underholdende på samme tid.”

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om Slagtehuset:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Jentas, 383 sider
Originaltitel: Laughterhouse
Omslagsillustration: Koitz Animation & Graphics

Christchurch Noir-serien:

Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Syge sjæle af Kristina Ohlsson

Syge sjæle af Kristina OhlssonFor 10 år siden forsvandt tre personer i Kristianstad. Kun én af dem kom tilbage. Voldsomt mishandlet og uden nogen erindring om, hvad der var sket, overlevede gymnasieeleven Lukas. Han flygtede siden fra hjembyen i håbet om at lægge rædslerne bag sig.

Men nu er Lukas tilbage, og hans hjemkomst vækker tilsyneladende ikke blot de ubehagelige minder til live. Så mens Lukas prøver at finde ud af sandheden om, hvad der skete dengang, hjemsøges byen endnu en gang af brændende træer.

Kristina Ohlsson er en Sveriges drevne og populære krimiforfattere. Hun har bl.a. skrevet serien om Fredrika Bergman og Alex Recht (Askepot m.fl.), men også flere børnebøger og andre krimier. Nu har hun så kastet sig over gyset med Syge sjæle.

Om slægtskabet mellem gyset og krimi/thrillere fortæller Ohlsson i et interview: “Det, der adskiller dem, er, at en gyser kræver en højere grad af spænding. Det skal føles uhyggeligt eller ubehageligt praktisk talt uafbrudt. Derfor må man hurtigt skabe den rette stemning og siden fastholde (eller eskalere) den i resten af bogen.” Og jeg må sige, at det lykkes hende at slå en yderst ubehagelig stemning an i første kapitel.

Syge sjæle er en både spændende og velskrevet roman. Ohlsson fortæller godt, og man bliver hurtigt fanget ind af historien, der fortælles gennem flere stemmer. Udover Lukas fortæller også faderen til nr to offer, Gunnar, ligesom det unge par Anna og David lægger stemme til undervejs. Ved at skifte synsvinkel undervejs lader Ohlsson læseren få flere vinkler på begivenhederne, hvilket også er med til at holde suspensen ved lige.

Ligeledes har historien alle de rigtige ingredienser: en gammel vandrehistorie, en præstegård med en forhistorie, en gruppe unge der splittes netop som de står for at skulle træde ud i voksenlivet, venskab, vrede, had og kærlighed, og ikke mindst skygger fra fortiden, der ikke kan holdes væk. Og mod slutningen samler Ohlsson alle plottråde i et klassisk opgør.

Det er dog netop det, at alle trådene kan samles, og tingene bliver forklaret, der gør, at Syge sjæle ikke hører endegyldigt til i horror-genren i mine øjne. Naturligvis er der elementer af horror undervejs, men Syge sjæle er først og fremmest en velskrevet, grum og absolut er læseværdig thriller. Hverken Ohlsson eller Modtryk skal dog klandres for at beskrive den som en gyser. Det er nemlig rigtig dejligt, at de svenske forfattere omfavner horror-genren (Mats Strandberg Færgen, Stefan Spjut Stallo, John Ajvide Lindqvist m.fl.), og ikke mindst at de etablerede danske forlag tør bruge ordet gyser som et salgsargument. Mere af den slags, tak 🙂

Om bogen:

Udgivelsesår: 2016
Originaltitel: Sjuka själar
Omslag: Niklas Lindblad, Mystical Garden Design
Forlag: Modtryk, 334 sider