Indlæg tagget med ‘seriemord’

Sorte Sally af John Kenn Mortensen

Sorte Sally af John Kenn Mortensen

Sally er stor, fed, grim og ensom. Forældrene er skilt, og nu bor hun i kælderen hos sin ondskabsfulde bedstemor, der ikke bryder sig om hende. Ingen kan lide hende. I skolen bliver hun mobbet, og kun en enkelt lærer viser hende venlighed. Men også det ødelægges for Sally.

Vendepunktet bliver, da seriemorderen Frank Durant dukker op, hårdtsåret, i hendes kælderværelse. Først forsøger Sally at melde ham til politiet, men da ingen reagerer, begynder hun i stedet for at pleje ham. Frank vækker noget i Sally, og hun er færdig med at tage duknakket imod verdens modbydeligheder. Først siger hun fra overfor bedstemoren, siden mobberne i skolen. Men hvor langt vil hun gå?

John Kenn Mortensen er eminent til at beskrive de skæve, sårede og ensomme eksistenser, som resten af verden helst overser. Det gør han også her i Sorte Sally, som næsten er ubærlig at læse. Alt det had, der møder Sally, blot fordi hun er stor, er ubegribeligt, men desværre ikke usandsynligt. Som John Kenn Mortensen udtrykker det: “Lort triller ned ad bakke, og Sally ligger under Martin helt nede for enden af bakken, nede i grøften.” (side 174)

Sorte Sally er fyldt med vold, vrede, ondskab og ligegyldighed. Det er dyster og deprimerende læsning, om hvad mangel på omsorg kan gøre ved et menneske. Stemningen er kuldslået fra start. For Sally har det været op ad bakke hele hendes liv. Hun er uønsket af alle, og alt hvad hun drømmer om, er at nogen bryder sig om hende. Det være sig en lille kattekilling – eller en såret seriemorder.

Der er ikke meget at glædes over i Sorte Sally, som er en hård, voldelig og ubarmhjertig beskrivelse af en ung, omsorgssvigtet kvinde. Ofte er der en sorthumoristisk tone i John Kenn Mortensen historier, der bløder det dystre op. Det er ikke tilfældet her. Ingen hjælper Sally. Ingen elsker Sally. Men heldigvis står Sally til sidst op for sig selv.

“Historien er kvalmende ulækker, men har en egen indbygget fascination. Den vinder med flere længder i forhold til uhygge, hvis man sammenligner med andre danske forsøg i horror-genren. De andre er simpelthen for pæne. Mortensen har ingen bremse. “Sorte Sally” er velskrevet og sammenhængende, og man kan ikke klage over mangel på spænding […] Den er dedikeret til “de uformelige, der ikke passer ned i kasserne”. Og jeg tænker, at “Sorte Sally” sikkert, uden filter og usvigeligt klart, fremstiller netop denne gruppes frustrationer, angst og længsler.” (Kristeligt Dagblad 14.04.2021)

En stor anbefaling herfra. Men vær forberedt på en historie der er sortere end sort.

Uddrag af bogen:

Sally slukker for radioen. Hun bukker sig ind over den lille, spindende pelsklump i sit skød.

“Gid der ville komme nogen og slå mig ihjel …” hvisker hun. “Du må undskylde, at jeg reddede dit liv. Jeg ved jo slet ikke, om du hellere ville dø.”

Sorte Slyngel spinder og gnubber sig op ad Sallys kind, hendes hage, hendes hals, som om den prøver at finde et hårdt hjørne mellem alt det hvide kød og fedt.

“Hvis du vokser op og bliver en tiger, vil du så love mig at flå mig i stykker og æde mig?” (side 43)

Om Sorte Sally:

Udgivelsesår: 19.03.2021
Forlag: Gad, 256 sider
Omslag: Sune Ehlers og Kat-Art

Læs også:

Lille stjerne af John Ajvide Lindqvist
Alena af Kim W. Andersson
Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
Søstre af Daisy Johnson
Onde piger af Alex Marwood
Små onde svin af John Kenn Mortensen
Thornhill af Pam Smy

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Den gale doktors vanvidsmikstur af Lasse Bo Andersen

Lasse Bo Andersen, som jeg hovedsageligt kender som børnebogsforfatter, har med Den gale doktors vanvidsmikstur skrevet en charmerende og hamrende underholdende spændingsroman, der udspiller sig i 1910’ernes Aarhus.

Bernhard Bruun arbejder som bydreng hos Aarhus Film-compagni, der ledes af filmfabrikanten Sophus B. Christensen. Året er 1910, og filmindustrien blomstrer i Danmark, hvor forskellige selskaber sprøjter kortfilm ud til et umætteligt publikum.

Sophus B. Christensen har dog fået en idé, der skal føre Aarhus Film-compagni op i en helt ny liga. Han vil nemlig indspille Danmarks første langfilm. Til det har han fået lovning på et manuskript, der ellers var bestilt af konkurrenten, filmfabrikken Fotorama.

Men tingene forløber ikke som planlagt, og pludselig bliver Bernhard hyret til at skrive et nyt manuskript baseret på en spændende bog, han netop har læst: Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Det skal blive til filmen Den gale doktors vanvidsmikstur. Hvis altså de øvrige problemer, der opstår undervejs, bliver løst.

Samtidig med at Den gale doktors vanvidsmikstur indspilles, dør en række personer på grufuld vis i Aarhus’ gader. Politibetjent Frederik Schrøder-Petersen er overbevist om, at der er en slags ‘Jack the Ripper’ på spil, men han har svært ved at vinde gehør for sin teori hos ledelsen.

Undervejs flettes de to spor sammen, før historien afsluttes i en hæsblæsende finale, der er Die Hard værdig. Hvis altså Die Hard udspillede sig i 1910.

Som jeg indledningsvist skrev, har jeg været ualmindeligt godt underholdt af Den gale doktors vanvidsmikstur. Den starter temmelig grumt, men herfra bliver stemningen lysere, og der bliver plads til både humor og romantik midt i dramaet om filmproduktionen og jagten på morderen.

Historien er fuld af dramatik og ramasjang. Den udspiller sig over en lille uge og fortælles i korte kapitler og et letlæst sprog, som hjælper med at holde det høje tempo. På den led minder romanen lidt om de gamle film, der er omdrejningspunkt for plottet, idet de også blev indspillet på ganske få dage.

Personerne er ligeledes charmerende bekendtskaber. Igen lader forfatteren sig inspirere af de gamle film ved at lade karakterne være en smule karikerede. Men fordi det er gjort bevidst, føles de alligevel ægte.

Lasse Bo Andersen har tydeligvis researchet de historiske detaljer, så det gamle Aarhus fremstår levende og troværdigt. Jeg synes også, at det er fedt, at han i efterskriftet fortæller lidt nærmere om dansk filmindustris historie, samt indsætter en oversigt over bøger hvor man kan læse mere om både filmhistorie og det gamle Aarhus.

Endeligt vil jeg også rose både omslag og layout, som Lasse Bo Andersen i øvrigt også selv har stået for. Forsidens illustration af en mand iført høj hat foran en gammel gadelampe emmer af Victoria-tiden hvor både Dr. Jekyll og Mr. Hyde samt Jack the Ripper foregår, og som altså udspiller sig ikke så mange år før romanen. Jeg er også vild med, at de overordnede kapitler er illustreret som tekst-skiltene, man ser i de gamle stumfilm. Det gør simpelthen læseoplevelsen endnu mere gennemført.

Jeg har med andre ord ikke noget dårligt at sige om Den gale doktors vanvidsmikstur, og kan kun varmt anbefale den. Forlaget beskriver målgruppen som alle mellem 13 og 99 år, så holder du af gode historier fulde af dramatik, romantik, humor og lidt gys, så bliver du ikke skuffet.

Uddrag af bogen:

Clement Ejlersen stod stille og stirrede ind mellem tremmerne i gitterlågen. Ind på den natsorte kirkegård. Han havde besøgt flere værtshuse og beverdinger på sin vej, inden han nu, her langt over midnat, var ankommet til Den Gamle Kirkegård. Han havde forsøgt at overbevise sig selv om, at det udelukkende var for at holde varmen, men inderst inde vidste han, at det også var for at drikke sig mod til. Han brød sig ikke om at skulle færdes på kirkegården om natten.

Den mørke kirkegård med de mange høje træer skræmte ham. Endnu var der ikke for alvor kommet blade på træerne, så de lange, nøgne grene strakte sig som fangarme i vejret. Flere af dem så ud, som om de forsvandt direkte op i den sorte nattehimmel.

Det støvede, uklare lys fra den enlige lampe, der hang over krydset, hvor Frederiksgade og Frederiks Allé mødtes, og hvor Vester Allé gik over i Sønder Allé, hjalp ikke meget. Det samme gjaldt det gullige lys fra gaslygterne på gadehjørnerne. Snarere tværtimod. Den sparsomme belysning fik kun træerne til at se endnu mere dystre og uhyggelige ud, og inde midt på kirkegården ville der være bælgmørkt.

Clement Ejlersen trak vejret dybt. Den forårskolde natteluft forsvandt ned i hans lunger. Han kunne kun lige akkurat mærke brændevinen fra den sidste kaffepunch rumle i sin mave. Men dens varme og mod var forsvundet. (side 16)

Reklame: Tak til forlaget Tekst og Tegning der har foræret mig bogen til anmeldelse.

Om Den gale doktors vanvidsmikstur:

Udgivelsesår: 26.11.2021
Forlag: Tekst og Tegning, 281 sider
Omslag: Lasse Bo Andersen

Læs et interview med Lasse Bo Andersen i Skanderborg Lokalavis

Læs også:

Occidentens stjerne af Benni Bødker
De utilpassede af John Kenn Mortensen
Death Skool af Simon Petersen og Lars Kramhøft
Al kødets gang af Ambrose Parry
Gør det af med Ramirez af Nicolas Petrimaux
Et satans arbejde af A. Silvestri
Tre små kinesere af Niels Søndergaard
Videovold og 80’er snask

Iskoldt had af Robert Pobi

Iskoldt had af Robert Pobi

Da FBI-agenten Doug Hartke bliver skudt af en snigskytte under en voldsom snestorm i New York, står myndighederne uden spor. Efterforskningsleder Brett Kehoe kontakter derfor astrofysikeren dr. Lucas Page, der underviser på Columbia University, men tidligere har været tilknyttet FBI.

Page har en unik evne til at omsætte omverdenen til matematiske formler, som gør ham i stand til på splitsekunder at finde frem til eksempelvis en snigskyttes placering. Men for 10 år siden var han ude for en ‘hændelse’, der næsten slog ham ihjel og efterlod ham med blot et ben, en arm og et øje samt massevis af traumer. Også konen forsvandt, men under genoptræningen mødte han Erin, som han nu har fem pleje/adoptivbørn med.

Alligevel lader Page sig overtale til at vende tilbage til bureauet for at hjælpe dem med at fange snigskytten. Noget der bliver endnu mere påtrængende, da endnu en person, en tidligere FBI-agent, bliver skudt. Og endnu engang under nærmest umulige vejrmæssige forhold.

FBI får et tip fra den franske efterretningstjeneste om en mulig gerningsmand, og mens den officielle efterforskning går ad det spor, beder Kehoe Page og den yngre, kvindelige agent Whitaker om at tænke ud af boksen i en sideløbende efterforskning.

For hvem er det, der går efter at dræbe New Yorks ordenshåndhævere? Og som gør det under en snestorm i isnende kulde uden at efterlade sig det mindste spor?

Jeg har tidligere læst Blodmanden af Robert Pobi, som var en velskrevet og overraskende thriller. Forventningerne var derfor høje, da jeg begyndte på Iskoldt had. Og heldigvis blev jeg ikke skuffet.

Pobi skriver godt, og historien er elementært spændende med en støt stigende suspense-kurve. Plottet med den koldblodige snigskytte, der nådesløst henretter den ene ordenshåndhæver efter den anden, mens Page og Whitaker på den anden side forsøger at løse mysteriet om skyttens identitet, er yderst effektivt, og jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig under læsningen.

Oveni er Lucas Page en interessant hovedperson med sin unikke evne til at finde mønstre, andre ikke kan se. Han har også en usædvanlig baggrund, er ikke altid voldsomt sympatisk, og så kan han ikke fordrage dumhed, hvilket bringer ham i konflikt med en stor del af menneskeheden. Endeligt er det ikke ret tit, jeg læser en roman, hvor temperaturens indvirkning på benproteser bliver et relevant problem.

Samtidig med at Iskoldt had er en spændende thriller befolket af interessante personer, giver Pobi os også et indblik i det amerikanske samfund. Et samfund der plages af mistro til myndighederne, racisme og øget polarisering. Det er skræmmende at læse om en forening som CSPOA, der betragter den lokale politistyrke som højeste myndighed, og dermed ikke mener at de er underlagt de føderale myndigheder som f.eks. FBI. Og man mærker også, at canadiske Pobi ikke er den store fan af de mange skydevåben, der cirkulerer overalt i USA.

Mod slutningen tager historien et overraskende twist, og spændingsniveauet holder hele vejen mod den nervepirrende finale.

Iskoldt had er første bind i serien om Lucas Page. Bind to, Under Pressure, er endnu ikke oversat til dansk, og bind tre, Do No Harm, står til at blive udgivet i 2022.

Uddrag af romanen:

Efter et øjebliks iagttagelse af landskabet gik det op for ham, at han havde bevæget sig om bag en lygtepæl, hvilket betød, at hans operativsystem opdaterede sig selv automatisk. Det var forbløffende, hvor hurtigt den tænkemåde blev en rygmarvsreaktion, og endnu mere forbløffende, at den ikke var forsvundet efter at have været overflødig så længe, ligesom fantomfornemmelser fra amputerede lemmer. Efter indlæggelserne og operationerne, genoptræningen og mareridtene var der gået næsten et helt år, før han igen kunne bevæge sig gennem en folkemængde. Det tog sin tid, men frygten var langsomt fordampet. Indtil nu.

Men en smule forsigtighed her var ikke alene klogt, den var afgørende. Når man så rigtigt på det, var der intet værre end at jage en mand med en riffel i en by fuld af vinduer. (side 26-27)

Reklame: Tak til forlaget Hoff & Poulsen der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Iskoldt had:

Udgivelsesår: 29.10.2021
Forlag: Hoff & Poulsen, 390 sider
Omslag: Rasmus Funder
Originaltitel: City of Windows
Oversætter: Ulla Lauridsen

Besøg Robert Pobis hjemmeside

Læs også:

Den røde drage af Thomas Harris
Paria af David Jackson
Fangst af Martin Jensen
Blodmanden af Robert Pobi

Intet af Catherine Ryan Howard

Intet af Catherine Ryan Howard

Forlagets beskrivelse:
Han efterlod intet. De kalder ham Intetmanden.

Bare 12 år gammel er Eve Black den eneste overlevende i sin familie efter et overfald begået af den berygtede voldsmand “Intetmanden”. Nu er hun voksen og besat af at finde den mand, der ødelagde hendes liv.

Jim Doyle, der er sikkerhedsvagt i et supermarked, er gået i gang med at læse bogen “Intetmanden”. Eve har skrevet den som en sand beretning og erindringsbog over den efterforskning, som blev ført for at finde den mand, der dræbte hele hendes familie. Side for side vokser hans vrede. Jim er nemlig ikke bare interesseret i at læse om “Intetmanden”. Han er “Intetmanden”.

Jim opdager hurtigt, hvor faretruende tæt Eve er på at finde frem til sandheden. Han indser, at hun ikke giver op, før hun har fundet ham. Han har intet andet valg, end at stoppe hende, inden hun finder ham.

Bogen er inspireret af virkelige begivenheder.

Der findes snart så mange bøger om serieforbrydere, at jeg ind i mellem kan blive helt træt ved tanken om at skulle læse endnu en. Men da jeg begyndte på Intet af Catherine Ryan Howard, stod det klart allerede efter de første par sider, at her var tale om en unik thriller. Howard leger med genrerne og blander true crime med seriemords-thriller og krydrer det med en usædvanlig opbygning af historien.

Historien fortælles gennem to stemmer. Dels via sikkerhedsvagten Jim og dels gennem bogen som den overlevende Eve har skrevet som voksen. Det lyder måske ikke så usædvanligt, men når du får Intet i hånden og bladrer gennem den, opdager du, at bogen rent faktisk er en bog inden i bogen. Det fungerer rigtig fedt. Gennem Eves bog får vi nemlig også et indblik i en politiefterforskning, der løber over årtier. Og da Eve under arbejdet har fået mulighed for at dykke ned politiets efterforskning, får vi også indblik i Intetmandens øvrige forbrydelser.

Sideløbende følger vi Jim, der nu er kommet op i 60’erne. Han er ikke tilfreds med, hvordan hans liv har udviklet sig, og drømmer om at få den respekt, der tilkommer ham. Så da han begynder at læse Eves bog, hvor hun kalder ham ubetydelig, er det mere, end han kan klare.

Det vil normalt være svært at skrive om en årelang efterforskning, hvor alle spor ender i ingenting og samtidig bevare spændingen i fortællingen. Men det lykkes perfekt her. Springene mellem Eves fortælling om fortiden og den nu aldrende Jims liv i nutiden skaber en stigende suspense som kulminerer med et overraskende twist til slut.

Howard skriver let og flydende, og jeg var vældig underholdt af Intet, som er hendes første bog på dansk. Forhåbentlig udgiver forlaget Zara også resten af hendes bøger.

I øvrigt – forlagsteksten indikerer, at bogen er inspireret af virkelige begivenheder. Howard blev inspireret af Golden State Killer sagen, hvor hun efter pågribelsen af morderen kom til at spekulere på, om han havde læst Jeg forsvinder i mørket af Michelle McNamara, der handler om mordene. Intet er Howards bud på, hvordan det kunne være forløbet.

Uddrag af bogen:

Han behøvede ikke at lede længe. Alle hylderne var fyldt med eksemplarer af den samme bog. Alle sammen frontvendte. Et sortklædt kor, der råbte ad ham som i en græsk tragedie. Pegede på ham. Anklagede ham.

Jim var sikker på, at de ikke havde været der dagen før. De måtte være ankommet i løbet af natten. Det måtte være en ny bog, måske var den lige udkommet. Han gik tættere på og læste forfatterens navn.

Eve Black.

I Jims hoved var Eve Black en 12-årig pige, der iført en lyserød natkjole stod for enden af en trappe og stirrede ned i mørket under sig og sagde: “far?” med en spag og usikker stemme.

Nej, det kunne ikke passe.

Men det gjorde det. Det stod lige der på omslaget.

Intetmanden: En overlevendes jagt på sandheden.

Varmen bredte sig i Jims krop. Blodet skød op i hans kinder. Hans hænder rystede, og han måtte tvinge sig selv til at række ud efter bogen, mens hans reptilhjerne beordrede ham til at lade være.

Gør det ikke, sagde han til sig selv, da hans fingre lukkede sig om en af bøgerne på hylden. Det stive bind føltes glat og voksagtigt. Han kørte fingerspidserne hen over titlens prægede bogstaver.

Intetmanden.

Hans andet navn.

Det navn, aviserne havde givet ham.

Det navn, som kun han selv vidste, var hans. (side 9-10)

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Intet:

Udgivelsesår: 2021
Forlag: Zara, 341 sider
Omslag: Blacksheep Design
Originaltitel: The Nothing Man
Oversætter: Jonnie McCoy

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Offer af Paul Cleave
Mørke steder af Gillian Flynn
Du af Caroline Kepnes
Seks stemmer af Matt Wesolowski

Konferencen af Mats Strandberg

Konferencen af Mats Strandberg

Udviklingsafdelingen i Kolarängen kommune har længe arbejdet på en aftale med firmaet SBFF om at bygge et stort butikscenter lidt udenfor byen. Projektet er ikke blevet entydigt godt modtaget af borgerne, idet man har måtte opkøbe en lokal landmands jord, der har boet på stedet i generationer.

Heller ikke internt i udviklingsafdelingen er alle lige begejstrede for butikscenteret, men nu er de taget på en to-dages konference, hvor de skal idéudveksle og opdateres på driftsplanen. Ankomstdagen går planmæssigt med arbejde og efterfølgende teambuilding-øvelse. Men efter aftensmaden tager konferencen en uventet – og blodig – drejning.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst Færgen og Hjemmet af Mats Strandberg. Så forventningerne var høje til ”Konferencen”, som heldigvis lever op til dem.

Historien er dels en thriller om en gruppe mennesker fanget et afsides sted, hvor en ukendt jager dem og slår dem ihjel én for én. Men det er også en historie om en arbejdsplads og de mennesker, der arbejder der. Og endelig er det historien om et kontroversielt projekt, der muligvis ikke er helt rent i kanten.

Noget af det interessante ved Mats Strandbergs bøger er, at de aldrig ’kun’ er gys og splat. Han har et godt øje for at skildre sine personer, så man som læser kommer til at holde af dem. Også selvom de ikke nødvendigvis er sympatiske. Det er også tilfældet her, hvor vi får lov til at lære hver enkelt ansat i udviklingsafdelingen at kende, lige fra afdelingschefen Ingela der har ladet sig charmere fuldstændig af den yngre projektleder Jonas, over den gnavne Torbjörn der snart skal pensioneres, til anlægsingeniøren Lina der har været sygemeldt med stress men nu er startet på arbejde igen. Vi får et indblik i kollegaskabet og arbejdskulturen på en kommunal arbejdsplads på godt og ondt, og det er både interessant og tankevækkende.

”Konferencen” er dog også en actionfyldt, blodig thriller. Fra det øjeblik hvor den mystiske morder introduceres i handlingen, føles læsningen som én lang spurt, hvor siderne nærmest vender sig selv. Strandberg skriver så levende, at jeg næsten følte, jeg så en film for mit indre øje under læsningen.

Mats Strandberg serverer med ”Konferencen” endnu en gang en uhyggelig, overraskende og velskrevet historie, der ikke er for sarte sjæle. Jeg er fan.

Uddrag af bogen:

Trappen op til terrassen har kun tre trin, og hun har lige sat foden på det tredje, da hun opdager, at vinduessprosserne i terrassedøren er spættet af røde stænk. Der ligger noget på brædderne, og hendes første tanke er, at det er en bunke vasketøj.

Det er først, da hun kommer helt op på terrassen, at hjernen er med. At den med ét forstår. Wilma bliver stående med den ene hånd på gelænderet. Hun stirrer på bunken, kan ikke røre sig.

Det er et menneske, der ligger der. Det kan hun se helt tydeligt nu. Men kroppen er helt forkert. Der er en hætte på regnjakken, og det er, som om den har været slået op. Halvdelen af hovedet er væk. Der er ikke noget oven over kæbens ødelagte tandrække. Regnen har skyllet blodet væk, og hun kan se tungen. Den ligner et undervandsdyr, som har mistet sit beskyttende skjold.

Hun vil skrige, hvis hun bare kunne, men hendes hals har snøret sig sammen. Den dæmpede lyd, der slipper ud, har ikke en jordisk chance for at overdøve regnens hamren mod hendes parably. Hun kigger op på terrassedøren igen, på mørket inde bag glasset.

Er der nogen derinde? Nogen, som kigger på mig nu?

Hun styrter ned ad trappetrinene, løber tilbage til bilen ad flisegangen. Opfanger pludselig en bevægelse ud af øjenkrogen, og en klynken presser sig op gennem hendes strube, da hun vender sig om mod søen og ser, at døren til en af hytterne går op. (side 13-14)

Reklame: Tak til forlaget Modtryk der har foræret mig bogen til anmeldelse

Om Konferencen:

Udgivelsesår: 13.10.2021
Forlag: Modtryk, 348 sider
Omslag: Pär Wickholm
Originaltitel: Konferensen
Oversætter: Louise Urth Olsen

Passager 23 af Sebastian Fitzek

Passager 23 af Sebastian Fitzek

I 2007 udkom den tyske thrillerforfatter Sebastian Fitzek for første gang på dansk med romanen Terapien på Husets Forlag. Herefter overgik rettighederne til forlaget Mrs. Robinson, som udgav endnu et par titler af Fitzek. Men Øjensamleren fra 2012 var hidtil sidste danske oversættelse, indtil forlaget Gutkind heldigvis her i 2021 er begyndt at udgive Fitzek på dansk igen. Indtil videre er det blevet til to bøger: Patienten og Passager 23.

Forlaget skriver:
Martin Schwartz mistede sin kone og søn for fem år siden under en ferie på krydstogtskibet Sultan of the Seas. Ingen har kunnet fortælle ham, hvad der nøjagtigt skete, men deres bortgang bliver rubriceret som en ‘Passager 23’, en selvmordsaktion. Noget, Martin aldrig har troet på.

Så modtager han et opkald fra en mærkelig gammel dame, der kalder sig selv thrillerforfatter og har et tip til ham: Han skal ombord på Sultan igen, for så vil han få beviset på, hvad der skete med hans familie. Martin har svoret aldrig at sætte fod på et skib igen – men han beslutter sig for at følge tippet, da han får at vide, at en pige, der forsvandt på Sultan for flere uger siden, er dukket op igen. Med Martins søns bamse i armene …

Sebastian Fitzek er en yderst effektiv thriller-forfatter, som virkelig forstår at skrue et plot sammen, der overrasker og hele tiden driver læseren videre. Her er barske detaljer og ingen garanti for lykkelige slutninger. Forlaget kalder ham Tysklands mest succesrige thriller-forfatter med 13 millioner solgte bøger på 24 forskellige sprog. Og så har han som den eneste tyske forfatter modtaget The Ripper Award. Selv kalder han sine romaner for familie-historier, og fælles for dem alle er da også familien-enheden. Dog ofte opløst eller under opløsning og meget sjældent lykkelig.

Jeg var vældig underholdt under læsningen, selvom historien formentlig ikke bliver hængende hos mig længe. Det gør til gengæld det faktum, der satte Fitzek i gang med at skrive Passager 23 i sin tid. I sit efterord fortæller han nemlig, at der rent faktisk årligt forsvinder over 20 passagerer sporløst fra krydstogtskibe. Personer som aldrig dukker op igen, og som enten er ofre for et uheld, selvmord eller en forbrydelse. Og forbrydelser sker der jævnligt ombord på krydstogtskibe, hvor der til gengæld ikke findes politimyndigheder. Modsat Sky Marshalls på fly er de eneste sikkerhedsfolk ombord på skibene ansat af rederierne, og de gældende regler er fra det land, hvor skibet er indregistreret. Det er jeg ikke sikker på, at ret mange danske krydstogtgæster er sig bevidst.

Passager 23 er muligvis ikke stor litteratur. Til gengæld er den effektiv, og hvis du er til seriemorder-thrillere, så er den bestemt et underholdende bud.

Om Passager 23:

Udgivelsesår: 08.06.2021
Forlag: Gutkind, 397 sider
Omslag: Imperiet
Originaltitel: Passagier 23
Oversætter: Jacob Jonia

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Sov som de døde af Annika von Holdt
Jagtmarken af Patrick Leis
Spøgelsesbåden af George E. Simpson og Neal R. Burger
Skibet af Stefán Máni
Færgen af Mats Strandberg
Skyggernes skov af Franck Thilliez


Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

Mand uden ansigt af Dennis Jürgensen

En død københavner midt i Vadehavet. En forsvunden skoleelev. Et dansk-tysk politi-samarbejde. Dennis Jürgensen er tilbage med en ny serie Mand uden ansigt.

Da en død mand bliver fundet i grænselandet ude i vadehavet, bliver kriminalassistent Lykke Teit sendt til Sønderjylland for at assistere det lokale politi sammen med en kollega fra det tyske politi. Hauptkommissar Rudi Lehmann viser sig at være en kompetent og venlig mand, og han og Lykke får hurtigt etableret et godt samarbejde.

Samarbejdet med det lokale politi går lidt mere trægt. Den døde mand blev fundet af en lærer og hans elev, der var ude at kigge på fugle. Læreren ligger nu på hospitalet, og eleven er sporløst forsvundet. Så mens Lykke og Rudi arbejder på at opklare mordet, efterforsker det lokale politi den forsvundne dreng med efterforskningsleder Mogens Krogh i spidsen. Men Krogh er ikke begejstret for, at hans overordnede har bedt om assistance fra ’Djævleøen’ og Tyskland. Han er overbevist om, at assistancen skal ses som en reprimande til ham.

For eleven er ikke det første forsvundne barn i Melum. For halvandet år siden forsvandt en 6-årig pige under en gemmeleg med sine venner. Efterfølgende fandt man hendes sko under en busk, men hverken pigen eller gerningsmanden blev fundet, og de lokale bebrejdede politiet, og i særdeleshed Mogens Krogh, for ikke at gøre deres job godt nok. Det er den bitterhed Krogh lader gå ud over Lykke og Rudi.

Jeg holder meget af Dennis Jürgensens tidligere bøger, både horror-romanerne og krimi-serien om Roland Triel, så jeg har set frem til Mand uden ansigt, der er første bind i en ny serie. Heldigvis leverer Dennis Jürgensen endnu en gang en atmosfærefyldt, spændende og velskrevet historie, der fanger læseren fra første side.

Som altid lader Jürgensen historien udvikle sig med forskellige plot-twists og en stigende suspense. Undervejs i efterforskningen sker endnu et par mord, og Lykke og Rudi kommer i kontakt med en dømt pædofil, der sidder i forvaring. Om der er sammenhæng mellem de forskellige sager, står åbent hele vejen til den hæsblæsende afslutning, hvor alle tråde bindes sammen.

Dennis Jürgensen er en mester i spænding, men også i at skabe troværdige og sympatiske personer. Jeg faldt straks for Lykke, der (ligesom Triel i øvrigt) har en personlig tragedie med sig i bagagen, men som bruger denne som brændstof for at blive en endnu bedre politikvinde. Også Rudi er et behageligt bekendtskab, og jeg er spændt på, hvordan serien udvikler sig fremover. Der kan i hvert fald gemme sig flere interessante konflikter i sammenstødet mellem det tyske og det danske, ligesom jeg tænker, at vi får nærmere indblik i de to efterforskeres fortid.

Endeligt vil jeg også rose forsiden. Smudsomslaget er effektiv, men indenunder gemmer sig en cigaræske fuld af hemmeligheder. Den er måske ikke lige så iøjnefaldende for en krimi, men den er virkelig smuk.

Mand uden ansigt er god, gedigen underholdning, som endnu en gang viser Dennis Jürgensens evne til at skrue en spændende og effektiv historie sammen.

Uddrag af bogen:

Tågen kom rullende fra havet som et stofligt monster uden lemmer eller lyd. Han havde set fronten nærme sig og tænkte, at de godt kunne nå ind til fastlandet, men på få øjeblikke opslugte hvid tomhed og isnende kulde de vidtstrakte sandflader. Den udviskede horisontens takkede konturer, så diget forsvandt i det fjerne.

Det var ikke meningen, at de skulle have været så langt ud på vaden, men drengen blev ved med at finde nye genstande længere væk, og Lasse var selv optaget af at kigge på de mange fugleflokke, som fouragerede i naturens enorme spisekammer. Der var også noget dragende ved at gå udefter på den blottede havbund, som om man kunne vandre halvvejs til England, hvis tiden og tidevandet tillod det.

Det gjorde de ikke.

Han sagde til sig selv, at der ikke var nogen umiddelbar fare trods tågen. Han tjekkede altid tidevandstabellen før han gik ud. Der var mindst en time til, cyklussen vendte. Han havde gået her hundredvis af gange, men som regel alene, hvor han ikke havde ansvar for andre end sig selv. (side 7)

Om Mand uden ansigt:

Udgivelsesår: 15.03.2021
Forlag: Politiken, 336 sider
Omslag: Simon Lilholt, Imperiet

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Den som søger skal finde af Lars Thomassen

Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien

For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.

De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.

Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.

Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.

Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.

Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.

Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.

Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.

Uddrag af bogen:

Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.

Hvad fanden er det, du siger?

Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”

Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.

Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”

Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.

Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.

Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.

Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)

Om Den som søger skal finde:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider

Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020

Offer af Paul Cleave

Offer af Paul Cleave

Christchurch-snitteren, Joe Middleton, skal snart for retten, og alt tyder på, at han vil blive dømt til den snart genindførte dødsstraf. Joe selv anser sig dog som et uskyldigt offer. Hans forsvar er, at han intet husker om at have slået nogen ihjel. Og så kan man jo ikke dømme ham for det.

Men andre er af en anden mening. Melissa, Joes medskyldige i mordet på en betjent, planlægger at skyde ham før retssagen. Noget en far til et af Joes ofre kun er alt for glad for at kunne hjælpe med. Imens ser den forhenværende kriminalassistent, Carl Schroder, frem til, at Joe forsvinder for evigt. Først skal han dog lige afsløre, hvor liget af den myrdede betjent er begravet.

Offer er anden bog om seriemorderen Joe Middleton. Første bog hedder Det syvende mord og udkom i 2013. Begge bøger tilhører Christchurch noir-universet.

Jeg har læst nogle af bøgerne i Paul Cleaves serie, men ikke Det syvende mord. Alligevel synes jeg godt, at jeg kunne følge med. Cleave følger op på tidligere binds begivenheder undervejs, dog uden at afsløre for meget. Så man kan sagtens springe lidt i serien.

Offer lægger sig i det kulsorte kølvand af Øje for øje, som er seneste bog på dansk af Paul Cleave. Historien fortælles via forskellige synsvinkler, blandt andet hører vi Joes oplevelser via ham. Det giver læseren en speciel oplevelse, for selvom vi ved, at han er psykopat (vi hører endda hans fantasier om at dræbe sin psykolog), så kommer vi alligevel til at betragte ham som et offer. Fængselsopholdet er nemlig ikke just en ferie for Joe.

Der er ikke meget glansbillede over Cleaves Christchurch, der næsten drukner i regn, kulde og forfald. I det hele taget er der ikke meget håb og glæde i romanen, hvor alle har hemmeligheder, og vold, løgn og misbrug er hverdagskost.

Alligevel læste jeg nærmest Offer i et stræk. Paul Cleave skriver råt, men godt, og historien udspiller sig nærmest som en film under læsningen. Der er ikke meget at grine af undervejs. Til gengæld sad jeg med øjnene klistret til siderne for at finde ud af, hvad der nu ville ske. De forskellige handlingstråde sørger nemlig for en støt stigende suspense, som kulminerer i et actionfyldt brag, hvor alt pludselig hænger sammen.

Med andre ord er Offer absolut anbefalelsesværdig, hvis du kan lide kulsorte spændingsromaner uden garanti for happy ending.

Om Offer:

Udgivelsesår: 03.03.2020
Forlag: Jentas, 508 sider
Omslag: Jentas A/S
Originaltitel: Joe Victim (2013)
Oversætter: August Holst Thomsen

Besøg Paul Cleaves hjemmeside

Christchurch-noir serien:

Offer (Originaltitel: Joe Victim), 2020
Øje for øje (Originaltitel: Five Minutes Alone), 2017
Slagtehuset (Originaltitel: Laughterhouse), 2016
Dybet (Originaltitel: Cemetery lake), 2016
Samleren (Originaltitel: Collecting cooper), 2015
Hævn (Originaltitel: Bloodmen), 2014
Det syvende mord (Originaltitel: The cleaner), 2013

Læs også:

Bag facaden af Alafair Burke
Øje for øje af Paul Cleave
Den røde drage af Thomas Harris
Mørke afkroge af Elizabeth Haynes
Pantomime af Annika von Holdt
Du af Caroline Kepnes
Mørk treenighed af Karin Slaughter

Hjælperen af David Jackson

Hjælperen af David Jackson

Hvad nu hvis der er en seriemorder løs, men ingen tror på dig, når du fortæller det?

Efter begivenhederne i Paria har kriminalassistent ved NYPD, Callum Doyle, hovedsageligt haft skrivebordsarbejde. Men da en ung kvinde findes dræbt i en antikvariat, bliver alle mand kaldt ud. Også Doyle.

I første omgang er Doyle glad for at være i spil igen. Snart opdager han dog, at noget ved sagen ikke er, som det ser ud. Og så modtager han et opkald fra en mand, der tilbyder ham sin hjælp. Den eneste betingelse er, at Doyle ikke må fortælle nogen om ham.

Hjælperen er andet bind i serien om Callum Doyle, men man kan sagtens læses dem uafhængigt af hinanden. Som i første bind er her tale om en hårdkogt krimi med fuld fart på handlingen, og en hovedperson der ikke altid spiller efter reglerne.

Denne gang må Doyle gå bag ryggen på sine kollegaer i jagten på en seriemorder, som ingen andre har opdaget. Ofrene og drabsmetoderne er vidt forskellige, og nu er det op til Doyle at finde ledetråden, der binder de dræbte sammen, for at finde frem til morderen.

Jeg var vældig underholdt af første bind om kriminalassistent Doyle, og Hjælperen er i samme liga. Nok rummer historien sine klichéer, men det hører til den hårdkogte genre. Til gengæld får vi masser af action, vilde plot-twists og mandehørmende humor.

Er du til uforpligtende, actionfyldte krimier om seriemord med en fandenivoldsk efterforsker i hovedrollen, så led ikke længere. Hjælperen er nær (hø hø).

Reklame: Tak til forlaget Zara der har foræret mig bogen til anmeldelse

Uddrag af bogen:

“Hej.”

“Hej Doyle. Nej, lad mig begynde forfra. Hej Cal. Det er i orden at kalde dig Cal, ikke? Det er lidt mere venskabeligt.”

Doyle genkender ikke mandens stemme. Den er dyb, stilfærdig og kultiveret. Han hører høj musik i baggrunden, som næsten drukner stemmen.

“Hvem er det?”

“Undskyld. Vi har ikke mødt hinanden, men det håber jeg, vi kommer til en dag. Jeg ved dog en hel masse om dig. Om dig og Rachel og Amy. Om din lejlighed på West 87th Street. Du er en fascinerende mand, Cal. Det er derfor, jeg har valgt dig.”

“Valgt mig til hvad? Hvem fanden taler jeg med?”

“Valgt dig til at modtage min hjælp. Fik du ikke den besked, jeg lagde til dig?”

“Besked? Nej. Hvilken besked?”

“Dit telefonnummer, naturligvis. På pigens arm.”

Verden forsvinder. Der er ingen Rachel, ingen dagligstue, ingen lejlighed. Kun denne mands stemme, denne mands ord. (side 57-58)

Om Hjælperen:

Udgivelsesår: 2019
Forlag: Zara, 428 sider
Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen
Originaltitel: The Helper (2012)
Oversætter: Annemette Goldberg

Besøg David Jacksons hjemmeside

Læs også:

Suffløren af Donato Carrisi
Paria af David Jackson
Blodmanden af Robert Pobi
De efterladte af Palle Schmidt
Mørk treenighed af Karin Slaughter