Indlæg tagget med ‘Sherlock Holmes’

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

Djævelens grin af Annelie Wendeberg

I 1889 var det utænkeligt, at en kvinde kunne arbejde som læge. Derfor har Anna Kronberg været nødt til at påtage sig en mandlig identitet, og arbejder som doktor Anton Kronberg på Guy’s Hospital i London. Her har hun specialiseret sig som bakteriolog og epidemiolog, og må ind i mellem være politiet behjælpelig. Det er netop tilfældet denne sommerdag, hvor inspektør Gibson fra Scotland Yard beder om hjælp. Man har fundet et muligt kolera-offer ved Hamptons vandværk.

Da Kronberg når frem til vandværket, er også en anden civilklædt person til stede. Det viser sig at være detektiven Sherlock Holmes, som hun i første omgang ikke kender noget til. Det går dog snart op for hende, at Holmes er ualmindelig skarpsindig – og at han har gennemskuet hendes forklædning.

I stedet for at afsløre Kronbergs hemmelighed bliver han dog fascineret af hende, da hun viser sig at være næsten ligeså skarp som ham. Så selvom politiet ikke umiddelbart finder noget kriminelt i fundet af det døde koleraoffer, slår Kronberg og Holmes sig sammen for at finde frem til sandheden. For hvorfor har den døde mand både stivkrampe og kolera? Hvor kommer han fra? Og hvordan er han og ’store støvler’ endt ved vandværket?

Jagten på sandheden fører Kronberg i retning af en privat forening af læger, der er MEGET interesseret i bakteriologi. Og de er villige til at gå langt for at nå deres mål.

Jeg var vældig underholdt af Djævelens grin og af flere grunde. Dels kan jeg godt lide historiske krimier, dels synes jeg at Anna Kronberg er en interessant hovedperson, og dels er det en sjov detalje at kæde hende sammen med Sherlock Holmes. Oveni er Djævelens grin i øvrigt også både underholdende og spændende.

Eneste kritikpunkt er, at oversættelsen ind i mellem er lidt anglificeret. Som for eksempel “vandbehandlingsværk” der må være et vandværk. ”Manden havde nogen nerver, at han turde sige sådan …”, der på dansk snarere vil lyde noget i retning af, ”Manden ikke var bange af sig …”. Eller ”Jeg ville værdsætte lidt privathed …”, der vel retteligt hedder ”Jeg ville værdsætte lidt privatliv”.

De få sprogbommerter og enkelte korrekturfejl tilhører heldigvis småtingsafdelingen, og selve historien flyder så let, at det er til at tilgive.

Annelie Wendeberg er oprindeligt uddannet miljømikrobiolog, og startede sin forfatterkarriere som indieforfatter, der skrev på engelsk. Succesen i USA førte til, at et tysk forlag opdagede hende og skrev kontrakt på Anna Kronberg-serien, som Djævelens grin er første bind af.

På dansk er der kommet yderligere to bøger i serien: ”Faldet” og ”Rejsen”, som jeg glæder mig til at læse.

Uddrag af bogen:

Murstenen i min mave var blevet ubærlig. “Hr. Holmes, har De planlagt at afsløre mig?”

Han så overrasket ud og viftede med hånden. “Pshaw!” udbrød han og lød næsten, som om han morede sig. “Selvom jeg kan forestille mig, at det er en ganske kompliceret sag. De har intet ønske om at rejse til Indien, formoder jeg.”

“Tydeligvis ikke.”

Han vidste sandsynligvis ikke, at det stadig var ulovligt i Tyskland for en kvinde at anskaffe sig en medicinsk doktorgrad. Hvis min sande identitet blev afsløret, ville jeg miste mit job og min britiske opholdstilladelse, blive deporteret og ende i et tysk fængsel. Mit alternativ, selvom jeg ikke anså det som et, var at rejse til Indien. De få britiske kvinder, det var lykkedes at få en medicinsk doktorgrad, havde i sidste ende givet efter for det voksende sociale pres og var rejst til Indien, hvor de ikke længere stod i vejen for den udelukkende mandlige medicinske etablering. Til min bedste viden var jeg den eneste undtagelse.

“Jeg havde håbet, at det ikke ville være så tydeligt,” sagde jeg stille.

“Det er kun tydeligt for mig. Jeg anser mig selv som temmelig observant.”

“Det har jeg bemærket. Og dog er De her, til trods for at hele sagen virker til at kede Dem. Jeg undrer mig over hvorfor.”

“Jeg har endnu ikke dannet mig en mening. Men det virker nu til at være en rimelig kedelig sag. Jeg spekulerer på …” Han kiggede eftertænksomt på mig, og det gik op for mig, at han var blevet for at analysere mig – jeg repræsenterede en særhed.

“Hvad fik Dem til at ændre deres identitet?” spurgte han, mens hans ansigt lyste op af interesse.

“Det kommer ikke Dem ved, hr. Holmes.”

Pludselig ændrede hans ansigtsudtryk sig, da hans modus operandi skiftede til analysering, og efter et minut virkede han til at være kommet til en konklusion. “Jeg vil sige, at skyldfølelse var den skyldige.” (side 28-29)

Om Djævelens grin:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: mellemgaard, 295 sider
Originaltitel: Teufelsgrinsen
Oversat af Maria Sjöstrand efter ”The Devil’s Grin”
Grafiker: Simone Hollmann Pedersen
Grafisk produktion: KWG Design, Odense

Læs også:

Krigens første offer af Ben Elton
De udstødte af Elly Griffiths
Kadaverdoktoren af Lene Kaaberbøl
Al kødets gang af Ambrose Parry
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson
Færten af død af Andrew Taylor

Baskervilles hund af Arthur Conan Doyle

Baskervilles hund af Arthur Conan DoyleSherlock Holmes må siges at være indbegrebet af intellekt. Når han sidder i sine lænestol og afvejer beviser for og imod, og alene ud fra sin enorme intelligens formår at opklare de mest vanskelige sager. Men i sagen om Baskervilles hund banker det overnaturlige alligevel på hans dør.

Sir Charles Baskerville dør pludseligt og efterlader sin formue og familiens slot til den sidste overlevende i slægten, den unge sir Henry. Umiddelbart virker det meget tilforladeligt, men sir Charles læge, dr. Mortimer, føler alligevel, at der er noget mistænkeligt ved dødsfaldet, så Mortimer opsøger Sherlock Holmes, der indvilliger i at se på sagen. Desværre er han optaget af en anden sag i London, så i stedet sender han den trofaste dr. Watson med til Baskervilles slot med besked om at holde godt øje med sir Henry og i øvrigt give Holmes besked, om alt hvad han oplever.

Det viser sig, at der knytter sig et gammelt sagn til slægten Baskerville. En forgænger forgreb sig på en ung pige og blev dræbt af en hund fra Helvede. Sir Charles kendte og frygtede denne historie, og da beviser om en stor hund, begynder at dukke op, må også Watson og Holmes tage sagnet seriøst.

Beskrivelserne af det gamle sagn, heden og den uhyggelige hede er noget af det, der gør romanen til noget ganske særligt. Det kommer Jakob Levinsen ind på i artiklen ‘Hunden fra Helvede’.

“Som romanen skrider frem, kommer den forblæste, mørke hede mere og mere til at ligne romanens virkelige hovedperson. Der gemmer sig nok en traditionel krimiintrige i midten af det hele, men romanens virkning ligger nok så meget i, hvordan både heden og myten om Sir Hugo konstant bruges som resonansbund, der får begivenhederne til at virke endnu mere uhyggelige. I en grad så det åbenlyse højdepunkt slet ikke er Holmes analyseren sig frem til morderen og hans motiver, men kæmpehundens endelige tilsynekomst.” (Politiken 11.08.2001)

Historien om Baskervilles hund blev første gang udgivet som en føljeton i Strand Magazine fra august 1901 til april 1902. Idéen til historien opstod efter sigende, da Arthur Conan Doyle under et golfophold på Royal Links Hotel i Cromer udvekslede historier med sin gode ven, journalisten Bertram Fletcher Robinson. Robinson havde kendskab til en gammel fortælling om en uhyggelig sort hund på Dartmoor-heden, og resten er historie.

Føljetonen blev en kæmpe succes, som fik Strand Magazines oplag til at stige fra 180.000 til 300.000. Siden udkom historien også i romanform, og gennem tiden er den blevet filmatiseret flere gange.

Baskervilles hund er en klassisk Sherlock Holmes fortælling. Her er tale om et vaskeægte mysterium, som umiddelbart ser uløseligt ud, men så slår Holmes til og ud fra devisen, at når man har udelukket det umulige, må svaret være det, som er tilbage, uanset hvor usandsynligt det lyder.

Detektiven Sherlock Holmes dukkede første gang op i historien En studie i rødt fra 1887. Doyle var selv uddannet læge, hans egne erfaringer dannede baggrund for Holmes deduktive metoder. Med sin mesterdetektiv redefinerede Doyle detektivgenren, og det blev til mere end 50 fortællinger med Holmes i hovedrollen, herunder fire romaner inklusive Baskervilles hund. På et tidspunkt blev Doyle selv så træt af sin detektiv, at han lod ham myrde i  historien The Final Problem fra 1893, men hans læsere blev så rasende, at han var nødt til at genoplive Holmes i novellen The Empty House.

I efterordet skriver Tage La Cour: “Det er sket mindst hundrede gange, at alverdens dag- og ugeblade har lavet enqueter blandt læserne og bedt dem nævne deres yndlings detektivromaner, og “Baskervilles hund” er altid kommet ind på en ubestridt førsteplads” Og fortsætter: “Men det er det mærkelige ved Sherlock Holmes historierne – der kan findes og er fundet mange åbenbare svagheder, uorden i kronologien og mangel på logik i de fleste af dem – og alligevel vender man gang på gang tilbage til dem med ublandet glæde og forventning. På trods af rimelig og urimelig kritik, kan jeg personlig ikke forestille mig nogen bedre underholdningsroman end “Baskervilles hund”, der byder på et af Conans mest spidsfindige problemer.”

Om bogen:

Originalt udgivelsesår: 1902
Originaltitel: The Hound of Baskervilles

Læs mere:

Bogstrid: Helvedeshunden glammer af Carsten Andersen (Politiken 22.07.2001)
Hunden fra Helvede af Jakob Levinsen (Politiken 11.08.2001)