Indlæg tagget med ‘Shirley Jackson’

Fuglereden af Shirley Jackson

Fuglereden af Shirley Jackson

Siden jeg fik nys om, at forlaget Alhambra planlagde at oversætte Fuglereden til dansk, har jeg holdt øje med den. Og forleden kunne jeg endelig sætte mig godt til rette og begynde læsningen.

Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet det interessante forord, hvor hun blandt andet fortæller om Shirley Jacksons omfattende forfatterskab, der tæller seks romaner, to erindringsbøger, et skuespil, en lærebog og over 300 essays og noveller. Alt sammen skrevet inden hendes alt for tidlige død som kun 48-årig.

I dag tænker de fleste formentlig på Shirley Jackson som feminist, men i 1963 kaldte Betty Friedan hende for den værste af husmorforfatterne, der: “iscenesatte sig selv som husmødre og tjente patriarkatet som kvindelige onkel Tom’er.” Som Siri Ranva tørt konstaterer: “det er næsten umuligt at forestille sig, at hun [Betty Friedan, JH.] rent faktisk har læst Fuglereden.”

Historien fortælles over seks kapitler med hvert sit fortællerperspektiv.

Vi starter med Elizabeth. Hun er en stille, farveløs ung kvinde, der bor sammen med sin moster, Morgen, efter moderens pludselige død. Elizabeth arbejder på et museum. Ikke fordi hun er særligt interesseret i det, men alligevel er hun pligtopfyldende som få.

Under en renovering af museet møder Elizabeth en dag op på sit kontor til et kæmpehul i den ene væg. Og herfra skrider begivenhederne. Elizabeth begynder at modtage truende beskeder. Hun lider af hovedpine og rygsmerter, og hendes ensformige liv brydes igen og igen af mærkelige optrin, som hun ikke selv husker noget om.

Modvilligt indvilliger Elizabeth at besøge doktor Wright, som er fortælleren i andet kapitel. Doktor Wright er en selvhøjtidelig mand, der gør en dyd ud ikke at ‘hoppe på’ alle mulige moderne idéer.

Jeg mener, at jeg er en ærlig mand. Ikke sådan en blødagtig, moderne læge med alskens diagnoser for ingenting og alskens kure for sygdomme, der ikke findes, sådan en, der skammer sig for meget til at kunne se patienterne i øjnene. Nej, jeg mener, at jeg er en ærlig mand, og os er der ikke mange tilbage af.” (side 60)

Under sit forsøg på at hjælpe Elizabeth opdager han efterhånden, at hun gemmer på flere personligheder. Én af dem er fortæller i kapitel tre, mens kapitel fire igen er doktor Wright. Kapitel fem fortælles af moster Morgen, og sjette kapitel afslører jeg ikke.

Fuglereden er på en og samme tid skræmmende og morsom. Det er skræmmende at opleve Elizabeths tab af sig selv, og omgivelsernes manglende indføling. Men det er samtidig morsomt at følge doktor Wrights oppustede ego, når han gang på gang sættes til væg af Elizabeths underbevidste personligheder.

Siri Ranva nævner i forordet, at: “centrale elementer af Fugleredens form og forløb samt doktor Wrigths perspektiv og overvejelser korresponderer med Morton Princes afhandling [The Dissociation of a Personality, JH]. En anden central kildetekst er Sigmund Freuds studie af den tilsyneladende ‘hysteriske’ Dora i Bruchstück einer Hyserie-Analyse fra 1905.” (side 14)

Under læsningen kom jeg selv flere gange til at tænke på bogen Sybil skrevet af Flora Rheta Schreiber, om en psykiaters kamp for at helbrede en ung personlighedsspaltet kvinde. Sybil har intet af Shirley Jacksons forløsende humor, men Fuglereden er ikke mindre seriøs af den grund.

Fuglereden er et indfølende portræt af en ung kvinde med en spaltet personlighed. Den er mørk og alligevel humoristisk, og så giver den et foruroligende indblik i sindets skyggesider og den galskab, som lurer i os alle.

Uddrag af romanen:

“Hold venligst op med at kalde mig det,” sagde hun vrissent. “Jeg siger Dem, at jeg ikke er frøken R., og jeg hader hendes navn; hun er en tudemarie og et tosset lille fjols, og det er jeg bestemt ikke.”

“Jamen, hvad skal jeg så kalde Dem?”

“Hvad kalder De mig i Deres notater? Dem, De engang viste hende?”

Jeg var forbløffet over, at hun kendte til mine notater og vidste, at frøken R. engang havde set dem, men jeg sagde blot: “Jeg har intet navn til Dem, siden De nu frasider Dem Deres oprindelige. Jeg har kaldt Dem R3.”

Hun skar ansigt ad mig, rakte tunge og trak på skuldrene. “Jeg vil i hvert fald ikke kaldes R3,” sagde hun. “De kan kalde mig Rosalita, eller Charmain, eller Lilith, hvis De foretrækker det.”

Jeg smilede igen ved tanken om, at dette væsen skulle få lov at navngive sig selv som en prinsesse i et eventyr. “Frasiger De Dem også navnet Elizabeth?” spurgte jeg.

“Det er hendes navn.”

“Men,” udbrød jeg, ramt af en pludselig indskydelse, “De har selv foreslået det: Elizabeth, Beth, Betsy og Bess …”

Hun slog en grov latter op. “Elizabeth er den tomhjernede, Beth er doktorens kæledægge; udmærket så vælger jeg Betsy.” Og hun lo igen.

“Hvorfor ler De?”

“Jeg tænkte bare på Bess,” sagde hun grinende.

Og det, kære læser, gjorde jeg også. (side 107-108)

Om Fuglereden:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Alhambra, 408 sider
Omslagsdesign: Caroline Asferg Bernhard
Originaltitel: The Bird’s Nest, 1954
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Porcelænskvinden af Annegret Friedrichsen
Det gule tapet af Charlotte Perkins Gilman
Mørket i Hill House af Shirley Jackson
Dr. Zarkowskis eksperiment af Grete Roulund
Skygger af Henriette Rostrup
Forglemmigej af Teddy Vork

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson

The Haunting of Hill House af Shirley Jackson“No live organism can continue for long to exist sanely under conditions of absolute reality; even larks and katydids are supposed, by some, to dream. Hill House, not sane, stood by itself against its hills, holding darkness within; it had stood so for eigthy years and might stand for eighty more. Within, walls continued upright, bricks met neatly, floors were firm, and doors were sensibly shut; silence lay steadily against the wood and stone of Hill House, and whatever walked there, walked alone.” (side 3)

Da John Montague, doktor i filosofi og antropologi, lejer Hill House af familien Sanderson for en kortere periode, er hans formål at undersøge det videnskabeligt for overnaturlige fænomener. Til det har han brug for hjælpere med visse evner.

Mere eller mindre tilfældigt ender han med Luke Sanderson (familien vil kun leje huset ud til Montague, hvis den kommende arving er til stede), Eleanor Vance og Theodora. De to sidstnævnte har begge vist talent indenfor parapsykologi, uden dog selv at have bidt mærke i det.

Historien fortælles hovedsageligt gennem Eleanor Vance, en forsigtig 32-årig kvinde, der hele sit voksne liv har passet sin syge mor i hjemmet. For få måneder siden døde moren, og turen til Hill House er første gang, Eleanore gør noget for sig selv.

Men Hill House er, som de indledende linjer indikerer, ikke et hus som alle andre. Allerede før gruppen er trådt indenfor dørene, rammes de af følelsen af noget forkert. Huset er mørkt og labyrintisk med proportioner der snyder øjne og hjerne, og Montagues håb om at kunne dokumenterer paranormale hændelser opfyldes snart.

Umiddelbart sker her ikke så meget. Ingen spøgelser gemmer sig under sengen, og der sker ikke de voldsomme begivenheder personerne imellem. Og så alligevel. For der er ingen tvivl om, at huset rummer noget. Det er umuligt at holde døre og vinduer åbne. Indgangen til børneværelset føles iskold. Og stemningen mellem personerne i huset udvikler sig mere og mere anspændt. Særligt Eleanore mærker huset. Hendes lave selvværd gør hende til et oplagt mål, og snart føler hun, at de andre er imod hende.

The Haunting of Hill House er skræmmende som ind i … Lige fra husets urovækkende atmosfære hvor vi mere fornemmer end ser begivenhederne personerne udsættes for. Vi hører om de frygtelige bankelyde om natten, men får ingen forklaring. Det får vi heller ikke på den umiddelbart idylliske picknic-scene, som Eleanore og Theodora flygter fra under en gåtur på grunden. Det er heller ingen forklaring på, hvorfor Dudley-parret, som passer huset, aldrig er der efter mørkets frembrud. Eller hvorfor Eleanore bliver skræmt fra vid og sans, da hun forsøger at gå ind i biblioteket.

Kelley McBride skriver i en artikel om Shirley Jackson

Thus, the haunted house is a perfect microcosm of interior struggle: as Hill House progresses Eleanor further identifies with the house, and each subsequent haunting appears as though her subconscious is acting out via the supernatural […] The idea of environments mirroring the interior lives of the principal characters has been a staple of the Gothic genre since its inception: we are accustomed to reading stories about houses as ground zero for supernatural activity. However, one facet that differs in Jackson’s work is that the ghosts (if indeed there are ghosts) never make a guest appearance. This is significant compared to other Gothic classics, such as The Castle of Otranto, where we finally are given the insight that the hauntings are coming from a supernatural, yet external force. Hill House, by contrast only has the trappings of a haunting, yet no discernible spooks are given.”

For mig er det evnen til at fortælle så meget imellem linjerne, der gør Shirley Jackson så interessant. Hun bruger gotikkens virkemidler i en moderne kontekst og får fortalt meget om mennesket og vores sårbare psyke. Hendes stil er blevet beskrevet som “en elpære, der lyser et ubehageligt, mørklagt rum op i insisterende glimt“. Vi når at se det rædselsfulde, men får ingen forklaring. Og når det endelig afsløres, hvad der gemmer sig i mørket, er det for sent.

Shirley Jackson skrev The Haunting of Hill House i 1959, og i 1963 kom den første filmatisering med titlen The Haunting instrueret af Robert Wiese. En i mine øjne helt igennem fremragende film, der stadig formår at få mig helt ud på kanten af sædet trods sine mere end 55 år på bagen. I 1999 kom endnu en filmatisering ligeledes kaldet The Haunting, denne gang instrueret af Jan de Bont med navne som Liam Neeson, Lily Taylor, Catherine Zeta-Jones og Owen Wilson på rollelisten, men en langt ringere film.

Endelig har Netflix produceret en tv-serie i 2018 The Haunting of Hill House, der er inspireret af Jacksons roman. Handlingen følger ikke romanens, men stemningen rammer lige i plet med sin dystre og uigennemskuelige atmosfære.

Bogen udkom i 2019 på dansk under titlen Mørket i Hill House med et interessant forord af Bo Green Jensen, som jeg dog vil anbefale, at man læser til sidst i stedet for.

Læs artiklen: The Legacy of Hill House: haunted spaces in Shirley Jackson’s novels

Om The Haunting of Hill House:

Udgivelsesår: 2018 (1959)
Forlag: Penguin Random House, 246 sider

Læs også:

Lejligheden af S. L. Grey
Kvinden i sort af Susan Hill
Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson
Skruen strammes af Henry James
Frygt Fabrik Fælde af Steen Langstrup
Rødt til en død årstid af Hanna Lützen
Dark matter af Michelle Paver
Thornhill af Pam Smy
Lille fremmede af Sarah Waters

Vi har altid boet på slottet af Shirley Jackson

Vi har altid boet på slottet af Shirley JacksonBagsidetekst:

Lige siden giftmordet, der tog livet af næsten hele familien Blackwood, har de lokale set skævt til huset bag det høje hegn. Merricat Blackwood bor der stadig med sin søster Constance og deres gamle onkel, og livet går roligt videre for dem alle tre. Constance pusler I haven og køkkenet, onkel Julian nusser med sine papirer, og Merricat begraver sølvmønter ved bækken og hvisker hemmelige ord i mørket for at holde dem fri for onde øjne. Men der er forandring på vej. Da søstrenes fætter Charles trænger ind i huset og begynder at forstyrre de faste rutiner, er det kun Merricat, der aner faren. Og kun hun kan drive ham bort, før det er for sent, og Blackwoodfamiliens hemmeligheder kommer frem i lyset.

Jeg har tidligere kun læst novellen Lotteriet af Shirley Jackson, men til gengæld har jeg med stor fornøjelse set flere af filmatiseringerne af hendes mest kendte roman The Haunting of Hill House. Jeg var derfor spændt på at læse Vi har altid boet på slottet, som nu er udkommet på dansk for første gang, med et introducerende forord af Leonora Christina Skov.

Jeg blev heldigvis ikke skuffet over romanen, men jeg har en klar anke i forhold til forordet. Det skulle have været et efterord i stedet for. Leonora Christina Skov ved en masse om Shirley Jackson og hendes forfatterskab, og hun er dygtig til at formidle det. Men for mig var noget af det, hun skrev om jeg-fortælleren Merricat en gigantisk spoiler, der tog overraskelseselementet ud af romanen. Det var lidt ærgerligt.

Ikke desto mindre kan jeg bestemt anbefale at læse Vi har altid boet på slottet. Bare vent med at læse forordet til sidst.

Læs eventuel også Pia Bechmanns anmeldelse på Litteratursiden

Om Vi har altid boet på slottet:

Udgivelsesår: 2018
Forlag: Alhambra,
Omslag: Saga Wendotte, Maija Heigaard
Originaltitel: We Have Always Lived in the Castle (1962)
Oversætter: Rebekka Hjelholt Svendsen

Læs også:

Rebecca af Daphne du Maurier
Ensomheden af Andrew Michael Hurley
13 trin ned af Ruth Rendell
Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov
Genfærdets anatomi af Andrew Taylor
Lille fremmede af Sarah Waters

Min bedste gysere / red. Dave Allen

Det siger sikkert noget om min manglende dannelse, at jeg ikke ved, hvem Dave Allen er. I hvert fald står der på bagsiden af “Mine bedste gysere”: Det er få danskere, der kan undgå at få muntre tanker, når de hører navnet Dave Allen. Den irskfødte journalist, som blev en særdeles populær tv-figur, er blevet kendt og elsket for sin sorte humor og sit barokke vid. Men at han også interesserer sig for fortællinger om det overnaturlige, spøgelser og den slags hyggelige ting, har hidtil været ukendt i Danmark.

Men uanset at jeg ikke kendte Dave Allen på forhånd, er hans samling af horror-historier i antologien “Mine bedste gysere” et bredt og godt indblik i en lang række gode forfatterskaber. Nogle er deciderede gyserforfattere, andre har blot taget et kort visit ind i uhyggens land.

Indhold:
Abehånden af W. W. Jacobs (1902)
Signalmanden af Charles Dickens (1866, the Mugby Junction collection)
Det åbne vindue af Saki (1914, Beasts and Super-Beasts)
Den sorte kat af Edgar Allan Poe (1843, The Saturday Evening Post)
Canterville-spøgelset af Oscar Wilde (1887, The Court and Society Review)
Ingens hus af A. M. Burrage (1927, Some Ghost Stories)
Var det en drøm? af Guy de Maupassant
Møbleret værelse af O. Henry
Manden med sygdommen af J. F. Sullivan
Oktoberlegen af Ray Bradbury (1948)
Lotteriet af Shirley Jackson (1948, The New Yorker)
Den stribede kiste af Arthur Conan Doyle
Nummer 13 af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Tchériapin af Sax Rohmer
The Squaw af Bram Stoker (1892 – senere udgivet i “Dracula’s guest and other weird stories”)
Fuglene af Daphne du Maurier (1952, The Apple Tree)
Væsnet i Hall’en af E. F. Benson (1912, The Thing in the Hall)
De blindes land af H. G. Wells (1904, Strand Magazine)
Fløjt, og jeg kommer af M. R. James (1904, Ghost Stories of an Antiquary)
Rickshaw-genfærdet af Rudyard Kipling (1885, Quartette)
Ligrøverne af Robert Louis Stevenson (1884, Pall Mall Christmas “Extra”)

Udgivelsesår: 1974

Lotteriet af Shirley Jackson

LotterietDet er mandag d. 27. juni. Dagen hvor det årlige lotteri skal trækkes. I nogen byer er der så mange indbyggere, at lotteriet løber over flere dage, men her kan det klares inden middag. Rundt omkring samler børnene sten sammen, mens de voksne langsomt samles på torvet, hvor udtrækningen foregår.

Hr Summers står for trækningen, og selvom det oprindelige tilbehør til trækningen for længst er gået tabt, holder han stadig fast på enkelte af traditionerne, bl.a. skal listerne over familierne kontrolleres, han skal selv tages i ed. Og så er det også vigtigt, at han taler med hver enkelt, der trækker en seddel.

Første trækning er det hver enkelt families overhoved, der trækker, og herefter er det så hvert enkelt medlem af den udvalgte familie, der skal trække, og “skønt folkene i landsbyen delvist havde glemt ritualet og mistet den originale sorte kasse, kunne de stadig huske at bruge stenene”.

Lotteriet indeholder hverken spøgelser eller blodige beskrivelser. Alligevel er det en af de mest grumme historier, jeg længe har læst. Den lidenskabsløse måde det hele fortælles på, for så i slutningen at afsløre den makabre grund til lotteriet, er fremragende lavet. Novellen udstiller nådesløst – og meget sat på spidsen – hvordan mennesket ved blindt at følge ritualer og traditioner uden andre moralske overvejelser end at “sådan plejer vi jo at gøre”, glemmer at tage personligt ansvar for den verden vi lever i.

Novellen blev første gang udgivet i The New Yorker i 1948, og både avisen og Shirley Jackson var overraskede over, hvor voldsom reaktionen var på den. Flere opsagde deres abonnement på avisen, fordi de følte sig stødte over novellen, og i Sydafrika blev novellen endda forbudt. I et svar til de mange vrede læsere skrev Jackson i San Francisco Chronicle, at hun med novellen ville udstille den meningsløse vold og generelle umenneskelighed i samfundet. Læs mere på wikipedia.

Udgaven jeg har læst er trykt i Mine bedste gysere redigeret af Dave Allen.

Om novellen:

Udgivelsesår: 1948
Originaltitel: The Lottery